Kommentarer til: Utroskab og tilgivelse

Af: Louise

Louise — Sun, 18 Nov 2012 08:53:53 +0000

Hej Håber denne side kan hjælpe mig igennem, de følelser og tanker der kommer efter utroskab. Har læst mange af indlæggende her og kan se det ikke "bare" er sån og komme over det. Jeg er da også meget i tvivl om jeg kan tilgive og komme videre med ham. Eftersom han gerne vil mig igen, efter 2 mdr on/off kontakt og jeg da også stadig elsker ham. Vi er begge i starten af 30, var sammen i 8 mdr, da jeg selv fandt ud af, han datede mange andre piger på nettet og haft telefonisk kontakt enten via sms eller samtaler. Vores drømme om at flytte sammen, hygge i kolonien, vi havde fået sammen og evt. få det barn han så inderligt ønskede sig, er nu helt væk for mig.
Vi har nu prøvet de sidste 14 dage og ja det er ikke længe. Han havde samtidig et alkohol problem ( fandt gemte tomme flasker ved ham) pu.ha syntes det er mange følelser og forholde sig til. Han siger det er mig han elsker og vil gøre alt for, vi kan få det til og køre igen også uden alkohol. Men kan jeg lade være og kigge i bakspejlet hele tiden og komme til og se fremad. KH den såret kvinde

Af: Christel

Christel — Sun, 11 Nov 2012 18:39:10 +0000

Hej Diana
Tak for dit indlæg.
Det er jo en svær situation. En ting er at din kæreste flirter, – det er ikke så problematisk, så ælnge han er dig tro men nu hvor han har været dig utro, er situationen en anden.
Det er rigtigt vigtigt at afklare, om han har kontakt med denne anden kvinde. Hvis han har det, skal du gøre op med dig selv, om du er klar til at gennemleve det følelsesmæssige smertehelvede, som det er at vente på at en mand modnes.
Var han fuld og dum, – lidt enkelt sagt, og ikke har kontakt, så er I kommet til et vendepunkt.
Som handler om, at du begynder at give udtryk for, hvad du har brug for

Det er superærgerligt, at han ikke af sig selv foreslår at betale noget af huslejen. Og det er kun en del af problemet, men en vigtig ”reminder” til dig om at du skal sige, hvad du har brug for , for at I så kan forventningsafstemme med hensyn til, hvad han kan give.
Så mit råd til dig lige nu er:
Skriv hvad du vil have, på alle planer, – og skriv på en anden seddel, hvad du kan give.
Forventningsafstemning er nemlig at give udtryk for, hvad man ønsker og hvad man kan give.
Se og lyt med hensyn til hvad han kan give.
Enderne skal nå sammen med hensyn til åbenhed, rene linjer, – både i kommunikation og økonomi, og dette må han vise dig, at han mener.
Lige nu er du såret og kan ikke bare tilgive. Bemærk at det at tilgive er at kunne Give det TIL ham, som du kunne give, før det hele blev svært. Når du oplever at kunne det, har du tilgivet. Men lad lige ham tage ansvaret for det, der er hans.
Kærlighed er stort og vitalt. Ligeså er respekt og tillid.
Så: åbn munden og sig, hvad du vil have.
Så kan han forholde sig til det.

Styrkende tanker,
Christel

Af: diaweh

diaweh — Thu, 08 Nov 2012 17:06:46 +0000

Hej Christel

Tusinde tak at gøre dette forum tilgænglig for sådan en som mig. Det sætter mange ord på hvordan jeg har det og rart at vide, hvad der muligvis kan reddes.

Jeg er en kvinde på 26 år, der har en kæreste på 24 år. Vi har været sammen i næsten 1 år. Jeg synes han er en fantastisk person og har mange kvaliteter jeg respektere samt ser op til. Ja han tænder mig fysisk og psykisk. Men men men!!!

Jeg har 1 månede inde i vores forhold oplevet en ubehaglig side af ham, hvor han var påvirket på absint og endte med at flirte med andre, for så at tude til mig over hvor bange han er for at være i forhold, for så at erklære den store kærlighed til mig. Ja mange ting på en nat. Dagen efter kunne han intet huske og sagde at han vrøvlede osv. Men hele den aften, har gjort at jeg har tvivlet på ham og ja næsten ventet på at han fuckede op på et eller andet tidspunkt. Han bliver meget åben når han er påvirket og flirter, det har jeg oplevet flere gange. Havde prøvet at snakke med ham om det og det forstod han og sagde at det ville han ikke gøre osv. Men så sker flirten igen.

Han har været mig utro for ca 3uger siden, jeg opdagede det igår, ved at logge ind på hans Facebook. Det er sket 1 gang. Har konfronteret den med ham og peget fingre og skældt ud, og det har ikke hjulpet på meget andet end at jeg er lettet. Jeg har haft 2 måneder tænkestress fordi jeg har mærket der var noget galt. Først troede jeg det var mig, så når det her kom frem, var jeg lettet over at det er sku ikke mig. Men super ked af at det desværre er sket.

At jeg tjekker hans Facebook, siger at der er helt klart et mistro til ham.

Vi startede med at bo i hver vores by ham i Århus og jeg i Kbh. Så flyttede han her til og har boet hos mig i 2 måneder, fordi han prøver at finde sit eget sted. Han har ikke betalt husleje, fordi jeg ikke kan få mig selv til at kræve det. Han læser online og er meget ambitøs omkring det, men her de sidste par uger, kan han ikke koncentrere sig om det mere. Han danser break dance og havde en gruppe meget nære venner og danser i Århus, som han savner ekstremt meget og han siger at det er hårdt. Men grunden til at han er i kbh er mig og et teaterjob han har fået. Det virker på mig, at han heller ikke har kunne finde overskud til mig og har taget det forgivet fordi han ser mig hver dag. Jeg har gjort ham opmærksom på det, desværre ved at være utilfreds og pege ud, hvad han kunne gøre bedre. Så jeg kan kun forestille mig han har haft det svært med sig selv og alle disse forandringer.

Hvordan skal jeg tilgive ham og få det her forhold til at virke? Jeg vil gerne og jeg håber egentlig på at det kan løses, for jeg synes stadigvæk han er en fantastisk person bare med virkelig dårlige valg.
Han siger han vil have mig og han ikke vil miste mig, derfor har han heller ikke ville fortælle mig det.
Samt jeg vil heller ikke tage ham tilbage bare sådan, fordi han skal da vide, at det ikke er ok, så jeg kan ikke få mig selv til at smide ham ud fra min lejlighed, for så er alternativet at han tager til århus og jeg kan ikek fikse noget ved ikke at mærke hans nærvær. Jeg kan sagtens presse på med at nu skal han finde sit eget sted, men som boligsituationen er nu, går der nok noget tid.

Ja det var en kæmpe lang beskrivelse:P

Knus

Diana

Af: Christel

Christel — Fri, 26 Oct 2012 09:41:45 +0000

Hej Tak for dit indlæg. Godt at læse, at du og I kæmper for sagen. Som du er inde på, er prisen ved at blive efter utroskab, at man har sine dyk, tit plages af indre film og har en tung følelse a svigt fra tid til anden. Det behov, du giver udtryk for, med hensyn til at du har brug for hans hjælp, når du "går ned", kan du selv have indflydelse på at indfri. Jeg tror, at I med stor fordel kan læse de første kapitler i Joan Ørtings bog Ta`Mig, hvor hun peger på forskellen på grundessensen imellem kvinder og mænd. Og hvor den pointe, at manden skal ses som kaptajn på et skib, som bliver ved at holde kurssen, selvom kvinder har svingninger, vil være afgørende for jer. Du kan formentligt ikke undgå, at din mand bliver ked af det, når du er ked af det. men du kan konkret anvise ham, hvad du mener med at du har brug for hans hjælp. Jeg formoder, at du har brug for, at han siger: "ro på, skat - vi klarer den sammen." Osv. Noget af det bedste, der kan opstå efter utroskab, er når begge parter gør en indsats for at udvikle følelsesmæssig fortrolighed samt blive bedre til at udtrykke egne behov og samtidig vise hensyn til den anden. På samme måde som vi ikke ærgrer os over, at vi skal gå hen til vandhanen, når vi er tørstige, må vi live gode til at sige, hvordan vi forventer vores behov indfriet, når en anden person er nødvendig for at dette kan ske. Så du kærlighedens kriger. Hold ud og nyd de lyspunkter, I får skabt og øv dig i at undgå at være psykologisk arkæolog. Så er jeg sikker på, at i finder vejen, lige så stille. Alt godt, Christel

Af: ogsaasvigtet

ogsaasvigtet — Thu, 25 Oct 2012 15:39:00 +0000

Hej!
Jeg er også blevet svigtet af min mand, vi har voksne børn, 2 børnebørn.
Jeg opdagede det ved, at hans mobiltelefon gik igennem, da jeg ringede til ham, og jeg kunne så være med på en lytter til hans sex med en prostitueret. Det var en bombe.
Jeg krævede, at han blev testet, at han gik i parterapi, at han fortalte årsagen, at han tog et valg.
Han opfyldte alle krav, dog synes jeg ikke at parterapien hjælper mig mere, da jeg/vi taler meget bedre sammen nu. Han har indset, at han var på vej til at blive sexafhængig. (Fantasier)
Min mand er begyndt, at indse – jeg har brug for i handling, at han vælger mig til, ord er nu ikke nok, da der har været løgne og fortielser…
Jeg synes bare, at det er svært at skulle leve med det halve år, hvor alle mine idealer for vores ægteskab blev svigtet.
Vi kæmper, vi mener begge, vi har for meget at miste.
Jeg har været på vej ud af døren mange gange, men jeg elsker ham.
Jeg har sagt, at han skal vælge mig som kæreste igen, tænke tilbage på vores tid før vi fik børn. At han skal vælge mig til, at jeg ikke vil leve på 2. Klasse.
Han har været forvirret, han har ikke vidst hvad han skulle gøre, men nu tror jeg på at alvoren er gået op for ham. Han har inviteret i bio, han har inviteret på Mortensaften på restaurant. Han har fået smil i øjnene.
Men jeg halter lidt, jeg får nogle grimme sorte øjeblikke med "knallerter" og løgne. Vores problem er, at når jeg får disse sorte øjeblikke, så går han også i sort, jeg forventer han hjælper mig, han bliver ked af det. Disse har vi svært ved at tackle.
Mit bidrag er en større åbenhed om sex, dog med respekt for egen lyst.
Jeg har læst Mariannes historie, som jeg genkender meget i, men jeg vælger, at mit forhold skal have en chance, nu han har stoppet sine udenomsknalderier, MEN vi skal have opbygget en respekt for hinanden. Vi skal også begge have en fornyet selvrespekt. Min mand skal ikke leve som utro resten af vores ægteskab, for så har jeg ikke kærlighed til ham.
Det har været hårdt, da han forventede, at han kunne stoppe, også var hverdagen god igen. Nu har han indset, at vi skal begge yde for hinanden og vores fremtid.
Det er hårdt, jeg jeg er såret!!!!

Af: Christel

Christel — Sat, 20 Oct 2012 11:07:03 +0000

Hej Marianne
I gammel tid tålte mange kvinder at deres mand havde en affære. Det var velkendt blandt adelen osv., at manden havde en elskerinde. Tankevækkende nok var det modsatte langt mere sjældent.
Nu kaldes det at leve i et åbent ægteskab. Men for at begge parter kan trives, skal det være en gensidig aftale, at ægteskabet er åbent, og det kan jeg jo tydeligt læse ud af dit frustrerede indlæg, at det ikke er. Det er kun dig, der kan mærke, hvad du kan holde til. Men jeg synes, at det er meget vækstligt, at du finder ud af, om din mand har lovet hende den anden noget. Har han lovet at han vil afvikle ægteskabet. Har han lovet hende noget andet?
Det er formentligt kun de færreste, der ville kunne acceptere, og endnu færre, der vil kunne leve med den situation, som du/I har.
Din situation minder om at leve med en misbruger/en mand, der slår/en mand der spiller mv.
Og der er gået lang tid, og jeg sidder og tænker: hvad mener du selv, at der skal til for at du får dit ægteskab tilbage?
Du vil sikkert svare: "at han stopper kontakten med den anden kvinde": ja, – men det har han bare ikke gjort, og tilsyneladende lever han med den konsekvens, at du får nogle følelsesmæssige udbrud af og til, men da du ikke trækker nogen hårdere konsekvens bliver han ved.
Det er en svær og lang erkendelsesproces for dig at afklare, om du kan blive i det, som det er – for jeg tror ikke, at det liver meget anderledes, eller om du vil tage ansvar for din egen lykke, hvilket vil betyde brud/skilsmisse osv.
Det er dit liv. Og dig, der bestemmer.
Husk bare: det er dit liv. Det bliver ikke genudsendt.

Styrkende tanker,
Christel

Af: Marianne

Marianne — Fri, 19 Oct 2012 11:07:19 +0000

Det har stået på i over 2 år, men jeg opdagede det ret hurtigt. Jeg konfronterede ham og forlangte at han stoppede det…. det lovede han i første omgang at gøre…. men jeg opdagede hurtigt at han fortsatte med at se hende. Jo mere jeg kontrollerede ham og skældte ud – des mere "lige glad" blev han med at jeg kendte til det. Når jeg sagde at jeg ville skilles – sagde han, at han da gerne vil bevare ægteskabet og det vi har sammen – men han fortsatte med at besøge den anden. Og i begyndelsen løj han om at han havde kontakt med hende – men senere indrømmede han og sagde at han ikke orkede at lyve mere. Jeg har utallige gange konfronteret ham, men han vil ikke snakke om det. Han lukker sig inde og bliver tavs. Han fastholder dog, at han ikke ønsker at blive skilt. Selv om det lyder sådan, så er han ikke en ufølsom mand – han bliver meget påvirket og ked af det, når jeg bliver så vred og ulykkelig. Desværre ikke nok til at vælge hende den anden fra. For han ser hende stadig – og når jeg spørger om han har besøgt hende indrømmer han det. Jeg tror – på en måde på – at han gerne vil fortsætte vores ægteskab, men det er ligesom om hun er et narkotika for ham…. nogle gange tænker jeg: panikalder…halvgammel mand midt i 50'erne som gerne fortsat vil bekræftes af yngre kvinder…. andre gange tænker jeg: DET skal han bare ikke byde mig… nu er det slut. Men jeg har ikke lyst til at det skal være slut. Jeg vil have mit ægteskab tilbage. Nogle gange tænker jeg på, om han bare venter på at det er MIG der afslutter vores ægteskab…. fordi han selv er for fej til at sige, at han vil noget andet. Andre gange tænker jeg på, om det er pengene der gør, at han bliver hos mig. Ingen af delene er i orden….

Af: Christel

Christel — Fri, 19 Oct 2012 06:17:12 +0000

Hej Marianne
Tak for dit indlæg. Jeg liver usikker på, hvor meget du har konfronteret din mand med hensyn til, hvad du ved om hans utroskab. Jeg bliver usikker på, om
- hvor længe det har stået på,
- om det stadig står på,
- om hvordan det påvirker din mand at se dig være så fortvivlet…..
Det er væsentlige punkter, og kan du ikke skrive lidt til mig om det.

Desuden vi jeg sige til dig:
Det er fint, at du tager ansvar, for din krop/dit udseende/din attitude og bevæger dig lidt væk fra bedstemorrollen. Når det så er sagt, vil jeg gerne vide, om det er en fælles kamp, eller rettere et fælles ønske at få liv i jeres ægteskab, eller om det er dig. Der primært ønsker dette. Udefra det du skriver, tænker jeg følgende:
han har overskredet dine grænser.
Og du skriver, at du ikke kan acceptere utroskaben.

Men:
Det gør du, så længe du er der og ikke finder ud af, om han angrer og ikke stiller ham til ansvar for, at han har såret dig enormt, og at det han har eller har haft gang i, har en høj pris, og ikke kun påvirker dig, men mange andre mennesker.
Det der foruroliger mig, er dine motiver for at blive, nemlig som du skriver:
Du kan ikke se dig selv som single,
Og du kan ikke holde ud at tænke på, at han så er sammen med den anden.

Det er selvfølgelig ikke ret sjovt, ej heller nemt at tænke på, at man kan være nødt til at gå solo, som jeg kalder det. men hvis duoen ikke spiller sammen og ikke har fælles mål og ønsker, ja så er man jo på et eller andet plan allerede alene (single) i sit ægteskab.
Du skal virkeligt mærke efter, om du elsker ham så dyt, at du med tiden tror, at du vil kunne tilgive, og at du samtidig gør dig klart, at det slet slet ikke er dig, der skal gøre det store stykke arbejde her. Det er ham.
Personen, der sidder i banken og bliver truet af en bankrøver, skal vel heller ikke undskylde, at hun tog en bankuddannelse og at banken ligger der, hvor der en dag kom en bankrøver forbi…..
Du skal finde den gode vrede frem og sætte dine grænser. Og frem for alt skal du finde ud af, om han elsker den anden kvinde og hvad han egentligt går og forestiller sig.
Skriv endelig igen… og/eller bestil en tid hos mig, så jeg kan høre og spørge ind til historien, og dermed vejlede dig bedre.

Styrkende tanker,
Christel

Af: Marianne

Marianne — Thu, 18 Oct 2012 11:13:48 +0000

Min mands moral… har jeg erkendt, svarer ikke til det jeg ønsker af et ægteskab. Vi har været sammen i mange år, og har lang fælles fortid – så jeg ved da godt, at den der alt opslugende forelskelse ikke er der mere. Den skulle jo gerne være erstattet af kærlighed. Jeg har vendt og drejet min situation – og tror at min mand er blevet forelsket/facineret/fordrejet af den her yngre kvinde…. som dukkede op, på et tidspunkt hvor jeg havde glemt at pleje mig selv og vores ægteskab, og hvor jeg mest af alt fandt interesse i de 2 børnebørn vi havde fået. Jeg kan godt se nu, at der for mit vedkommende vist gik lidt for meget "bedstemor" i det…. Min mand har været et nemt offer for hende den anden…. 10 år yngre – og ingen småbørns snak. Sikkert bare sex og bekræftelse…. Og jeg har nok også glemt at være kvinde for ham…. Så dukker "hun" op, og han overskrider alle mine grænser… Det var et "wake up call" for mig – Jeg kan godt se, at vi i lang tid har levet parallele liv… han har passet sine interesser og sit arbejde – og jeg har passet mit arbejde og børn og børnebørn. Og så har vi ellers bare været venner der er gift, og bor sammen, og har fælles venner og familie. Jeg kan ikke acceptere hans utroskab – men jeg tror heller ikke jeg kan leve uden ham – så jeg har gjort noget mere ud af mig selv – og er begyndt at dagligt sende kærlige sms'er til ham, når han er på arbejde. Han giver mig bare ikke den respons jeg håber på – faktisk svarer han sjældent på mine sms'er – ellers skriver han bare "ja ja". Og, jeg ved godt, at han bliver irriteret på mig, når jeg forsøger at få ham til at erklære sin kærlighed til mig. Men jeg gør det alligevel, fordi jeg har det så ekstremt dårligt med at han ser en anden……jeg vil gerne få liv i vores ægteskab igen. Jeg har også været så vred, at jeg tænkte på at blive skilt… men jeg kan ikke se mig selv som singel… og jeg kan slet ikke holde ud at tænke på, at han så er sammen med hende!

Af: Christel

Christel — Tue, 03 Jul 2012 07:58:50 +0000

Hej
Tak for dit indlæg.
Virkeligheden vækker dig nu, og den er barsk. For selvom du har kæmpet længe, og mest alene, for jeres ægteskab, vil jeg sige, at både de holdninger og de handlinger, din mand lægger for dagen, ikke matcher dine ønsker.
Jeg kender ikke historien fra hans synsvinkel, og kan derfor kun gisne om, hvorfor han vil satse jeres lange liv sammen osv.

Men jeg bliver temmelig harmfuld, når han blot siger, at du kan betale ham ud af huset. Igen skal du gøre et stykke arbejde……ifølge ham.
Nu synes jeg, at du under alle omstændigheder skal ranke dig. Tag kontakt med en eller flere ejendomsmæglere og lad dem komme og give en vurdering. Insister på, at han skal deltager i disse møder.
Hvis der fortsat skal sælges, for det er jo forudsætningen for, at du køber ham ud, for hvor for skulle du live siddende i noget, der kun minder om jeres fælles liv sammen, så tag ham med til møder i banken osv., så han ikke bare kan få lov at smutte ud af døren i nattens mulm og mørke, med halvdelen af huspengene i lommen.

Og mærk efter inde i dig selv. Vil du gøre alt, som du skriver? han har svigtet og bedraget, ladet hånt om dine følelser og værdier
Vil du så stadig gøre alt? For hvis du vil gøre alt, behøver han jo netop intet gøre. Så mærk efter, for du er jo den eneste, der kan mærke det. og overvej og beslut dig gerne for, at du vil gøre haldelen a det, der skal gøres. Og resten må han gøre du kan ikke tvinge ham ej heller kræve det. kun hans moral og inderste værdier vil blive synlige i de valg, han tager.

Bliv ved at kunne se dig selv i øjnene.

Styrkende tanker,
Christel