Jeg har læst stort set alt hvad du har skrevet om utroskab og tillid, både her og på din hjemmeside, for jeg står selv midt i det. Jeg opdagede at min mand var utro for 2 uger siden og stik imod mine egne forventninger, kunne jeg ikke forlade ham. Jeg var, og er stadig, overbevist om, at vi kan få et godt og måske oven i købet et bedre forhold end vi har haft tidligere.
Det er selvfølgelig en lang historie, som jeg ikke vil komme ind på her i detaljer. Dog føler jeg nu, at vi er kommet langt og jeg er personligt blevet meget mere ærlig overfor mig selv og ham, når jeg skal forklare de følelser der kommer op i mig fra tid til anden. Min mand har aldrig været af den talende slags og han vil helst glemme, at det overhovedet er sket. Det kan jeg så ikke. Jeg reflekterede over mange af de ting du skrev om, at det ikke forsvinder ved at man ikke taler om det. Han bliver bare irriteret over, at jeg bliver ved med at bringe det på bane og spørger ofte, om han er sikker på, at han ikke har haft kontakt til hende, siden han gjorde det forbi. Jeg har sagt, at det må han bare finde sig i, og at det er ham der har bragt os i denne situation, så af respekt for mig, skal han tale med mig. Problemet er bare, at det er mig der taler hele tiden. Han taler ikke. Han forsøger ikke at genskabe den tillid, der skal være ved at kommunikere, tager aldrig initiativ til, at vi får talt om, hvordan vi har det osv. Hvordan kommer jeg nu videre, for jeg mener ikke at det her er min kamp. Det er vores fælles kamp. Hvordan får jeg ham til at se det?
Det skal siges, at han er god til at VISE sine følelser, men jeg føler ikke, at det er nok.

Mange hilsner

JEG

Hej
Tak for dit indlæg til bloggen.

Du er i en situation, som mange andre kvinder, jeg har mødt. En situation, hvor man handler imod sine grundprincipper, til sin egen overraskelse. Og som du skriver, er dit problem nu, at din mand ikke vil tale om det, der er sket, og ikke tager ansvaret for det, han har gjort ved at gøre sig primært ansvarligt for at bygge tilliden op igen. For tilliden skal bygges op, og det sker igennem både tale og handling.

Det er afgørende, at du på dette tidspunkt ikke accepterer hans manglende tale og manglende initiativ til at tale. For det gør nemlig ham til præmisleverandør, på en passiv måde. Og det gør, at der kommer en skævvridning i parforholdet.

Alle de kvinder, og det er mange, som jeg har talt med, der har haft en lignende situation, føler at de kæmper en fælles kamp alene, med risiko for jalousi, mistro og usikkerhed med i kølvandet.
Gode hjertevarme og trofaste kvinder, der tror så meget på deres parforhold og en fælles fremtid, at manden får lov at læne sig tilbage, uden at rette fejlen op, uden at reflektere og i talte og handling vise, at han forholder sig aktivet til at bygge tilliden op. For det er hans ansvar. Og det skal han tage.
Når man som du beskriver, at man ikke kan få manden til selv at tage initiativ på at tale, også selvom man gør ham klart, at det er det, man har brug for, ja de skal vises, at man mener, hvad man siger.

Og det er vigtigt, at det er nu, at der tages hånd om situationen. For han vil sikkert allerhelst bare glemme det, der er sket, – vil sikkert allerhelst bare "putte det i en papkasse", og som jeg har hørt så mange gange, viser mændene udtryk for, at de jo har lagt det bag sig, og at det nu er tid at se fremad.

Men det er dumt at se fremad, hvis man ikke har forstået, hvad der førte til utroskaben, og hvis man ikke har gjort sig klart, hvad man én gang for alle skal lære af en sådan handling. Og manden skal ligeledes gøre sig klart, at han skal vise, at han er tillidsværdig igen

• Denne proces må han ikke få lov at springe over, for så bliver det derefter.

Derfor vil mit eneste råd være, at du beder ham pakke sine ting og tage af sted, og fortæller ham, at døren er åben, og han naturligvis kan komme tilbage, for det vil du gerne have. Men at han først kan komme tilbage, når han har lært at opføre sig ordentligt, og når han kan redegøre for, hvad du betyder for ham, og hvad han har lært. Når han 100 procent kan vise dig, at du kan regne med ham, og når han kan fortælle dig om, hvordan han vil gøre dette, og hvordan du kan være sikker på, at han ikke genoptager kontakten med elskerinden, ja så er han hjertens velkommen til at komme tilbage.

Jeg mener helt oprigtigt, at det er, hvad der skal til i en sådan situation. Det kan naturligvis godt gøre dig bange, for måske tænker du "hvad hvis jeg mister ham". Hvis du mister ham på dette grundlag, har du ikke haft ham, og det han ville have givet, hvis I bare var fortsat, ville ikke være helhjertet. Hvis han virkeligt vil give forholdet det, der skal til, og indstiller sig på at være åben, ærlig, givende og hverken lyve eller fortie over for dig, vil det jo være ren fryd, når han vender tilbage.

Men markér nu. For lader du sagen køre, så viser du, at du nøjes med det næstbedste, og vil føle, at det er din kamp. Og du kæmper jo rigeligt i forvejen.

Pøj pøj

Christel Sonne Rasmussen

[...] blevet opdaget af den anden. Og hvor parret alligevel ønsker at blive sammen. Jeg mener jo, som det også kan læses andetsteds på dette website, at den der har været utro, har brudt tilliden og dermed har [...]

Hej nu er det meget kvinder der har været ud for utroskab, men jeg er en fyr på 30 som har en dejlig kone og 2 dejlige drenge, jeg fik af vide i går søndag den 20. januar af min kone at hun havde været i seng med hendes chef. Men at hun ville ikkenoget med ham af lige vel hun vil blive sammen med mig. Hvordan skal man komme videre efter det hun arbejder stadig i firmaet hun mener ikke at det er nødvendig at skifte arbejd da de sagtens kan styre det. Jeg er så fortvilet har du et godt råd til mig.

jeg har nu siddet og læst i flere timer og bliver efterhånden lidt frusteret over, at jeg ikke kan læse om hvordan det er på den "anden side".
Jeg er en kvinde der har været min mand utro. Psykisk har jeg det ikke særlig godt, så det er heller ikke nemt at være den der har været utro.
Jeg savner at kunne læse om hvilke tanker og følelser der er en naturlig reaktion på at have været den utro part. Jeg har forstået at det er mig der skal skabe tilliden til min mand igen, men hvordan gør man lige det på den bedste måde?

Tak for de indlæg, der kommer her på bloggen. Jeg er glad for at læse, at mange bruger den til at øse af deres hjerte og til at komme med kloge og nogle gange hårdt erfarede livsindsigter.
Der er netop kommet indlæg med spørgsmål om, hvordan det er på "den anden side". Når man har været den utro part.
Så hermed en opfordring, til jer der måske læser, og som har været utro.
Hvordan er I kommet igennem, og hvordan har I håndteret evt.skyldfølelse mv.
Alle er jo anonyme brugere. Og navne bliver kun nævnt, hvis personerne selv gør det i deres afslutning på deres indlæg.
Venlig hilsen
Christel

kk

Hej…. Som jeg kan læse mig frem til på din side, så mener i stadig at et forhold kan komme til at kører efter utroskab.
Jeg kan simpelhent ikke forstå det, jeg tror aldrig at jeg vil kunne leve med en pige, og samtidig have i bagtankerne om hun kunne gøre det igen. Jeg har det sådan at hvis en person kan finde på det en gang, ja så kan personen sq også igen.

Nå, men til mig sag.
Jeg har i år været på ferie Spanien sammen med en masse kammerater, kæresten valgte at blive hjemme for ikke at ødelægge ferien for nogen af os drenge. Jeg bad hende tage med, men fik smidt tilbage at hun ikke ville ødelægge noget for os. Vi drog afsted til syden, og vendte hjem efter 14 dage.
Da jeg mødtes med hende kom vi op i en lille diskution om fremtiden, noget med børn religion osv.
Vi fik talt det igennem, og hun indså at fejlen var på hendes side.
Forholdet fortsatte, men om aftenen vendte hun sig om i sengen og fortalte mig, at hun måtte fortælle mig noget, noget som ville ødelægge alt mellem os. Jeg havde allerede på daværende tidspunkt regnet det ud. Hun havde været mig utro.
Hun mente at en anden person havde vist flere følelser over for hende end jeg havde, og pludselig var det bare sket. Jeg indrømmer da også at jeg ikke virkede så interesseret, men holdte virkelig af hende, men det undskylder da aldrig det som hun har gjort mod mig? Hun har fortrudt det, men ønsker ikke at forholdet skal fortsætte, da der altid vil være en form for mistillid mellem os.

Hvad skal jeg gøre, jeg ønsker det et eller andet sted fortsat, men et andet sted siger det mig bare, en gang hun gør det, så kan hun gøre det igen.
Jeg er heldigvis ikke så gammel inu, men gammel nok til at have følelser og fører et normalt forhold. (21)

Hej Daniel

Det er rigtigt, at jeg skriver, at nogle parforhold kan fortsætte, efter utroskab. Under forudsætning af at utroskaben aldrig gentager sig.
Men det er ikke alle parforhold, der klarer dette.

• Som tommelfingerregel har de par, der har meget på spil, også større interesse i at gradbøje principper og lægge ekstra indsats.
• Som regel er det par, der har været sammen i mange år, og som har børn, hus og en varieret fælles historie.

Og det er ikke alle, der kan.

Og som du selv er inde på, kan man have så stærke grunde og holdninge,r at man ved med sig selv, at man hverken kan eller vil acceptere utroskab.
Så i din situiaon vil jeg sige : kom videre. Sig "tak for alt , og tak for kampen" til din kæreste.
Luk kontakten ned. Og nyd at du er ung, og at både du og hun er nødt til at bevæge jer i hver jeres retning nu.
Det kan være hårdt.
Hvis/når det føles som en undergang, så husk at det er en overgang.

De bedste hilsner

Christel

Hvordan kan man tilgive sin kone som har været mig utro i næsten 1 år og 6 måneder.
Hun siger hun kun søgte trøst og bekræftigelse, fordi vi havde haft en hård tid med job/børn.
Tilmed fortæller hun at de kun har mødtes 6 gange i den tid og spist sandwich sammen, hvilket jeg har meget svært ved at tro, hvor vil hun ikke fortælle sandheden ?..
Da jeg fandt ud af det skrev hun et lange brev til mig hvor hun forklarer hvorfor hun søgte trøst, men samtidig skrev hun også at hun var parat til at spørge til et liv sammen med ham, hvilket undre mig, hvis de kun har snakket sammmen som hun siger ?
Vi prøver nu på 4 måned at komme videre sammen jeg er 44 hun er 39 vi har tre børn sammen og alt det man nu har sammen i vores alder.
Men hele tiden dukker mistilliden, vreden, skuffelsen over det hun har gjort mod mig/vores familie.
Tilliden er så godt som forsvundet og jeg er meget kontrollerende.
Hun siger hun kun elsker mig og vil et liv sammen med mig, men hvordan kan hun sige det, hmm har hun sluppet følelser for den anden.
Hun siger hun stoppede i oktober 2007, men i marts 2008, hvor jeg finder ud af det, skriver hun til ham, at jeg tror hun er mig utro, hvorefter han svarer det var da et sjovt tidspunkt da vi ikke har set hinanden på det seneste, hun svarer ham – vi kan desværre ikke ses mere og det er jeg sgu ked af….
Virker jo ikke som om hun har sluppet ham og følelser for ham.
Hun fortalte dog at de lige mødtes i januar 2008 for lige at sige ordentlig farvel ??
Hvad er din mening om dette ….

Hej Jyde

Du stiller et godt spørgsmål om tilgivelse, og beskrive bl.a. i dit indlæg, at tilliden er så godt som væk.
Og historien er formentligt mere nuanceret.

Min mening om situationen er, at du må gøre op med dig selv, om du kan leve med din hustru, på trods af det, der er sket.
Tilgivelse er at give afkald på sine sårede følelser og fokusere på at give det til din hustru, som du mener, at man som mand må give sin kvinde.

En måde at komme videre på, er at du skriver alle de spørgsmål du har til din hustru, ned og giver hende dem.
Hun svarer så på dem, og du må  så gøre dig klart, om du har fået det indblik i historien, som du har brug for, og gøre dig klart, om du kan læse ud fra svarene, at din kone har taget ved lære af det, der er sket.

At bygge tilliden op går begge veje.  Hvis du er klar til at slippe din kontrol,  og din hustru viser dig, at hun er fuldt ud indstillet på, at I sammen skal blive et bedre par, kan det lykkes.

Jeg tror personligt, at det har en stor  værdi at å lagt kortene på bordet.
Mange beskriver, at de ikke fortæller alt, hvad der er sket, fordi de  vil skåne deres ægtefælle, skammer sig og også at fortileserne skyldes, at der er en frygt for at de vil blive gravet frem og brugt som kasteskyts i lang tid fremover.

4 måneder er lang tid at være i krise.
Det kunne tyde på, at I skal opsøge en parterapeut og indstille jer på et forløb.

Hilsen

Christel

Har været sammen med min kæreste i 8 måneder, vi flyttede sammen efter få måneder og har nu boet sammen i snart et halvt år, for kort tid siden meldte min kæreste ud at han synes at jeg skulle finde et andet sted at bo, fordi han lige nu ikke så nogen fremtid i mig, han kunne ikke se en fremtid i mig da jeg har meget dårlig økonomi og han gik ned med stress, så han havde brug for at være sig selv. Vi blev så enige om at blive ved med at være kærester og jeg tænkte at vi måske ville glæde os mere over at se hinanden hvis vi ikke boede sammen og jeg ville også få mulighed for at få styr på min økonomi og få afdraget de penge af jeg skylder ham. Jeg har så gået og ledt efter nogetat bo i, hvilket er svært da jeg har en lille hund. Men 3 uger efter vi blev enige om at flytte fra hinanden, kommer han en nat hjem og fortæller at han havde kysset med en anden pige i byen, og der brød min verden sammen.
Han sagde at han ikke havde kunne få sig selv til at slå op da vi boede sammen og han fortryder det også. Jeg har grædt nu i 3 dage, kan ikke spise og har virkelig bare mistet lysten til livet. Han støtter mig meget, lige nu bor vi stadig sammen, og han siger at jeg er den bedste kæreste han nogensinde har haft og at han håber vi kan blive bedste venner en dag for han kender ikke et mere fantastisk menneske end mig og han giver udtryk for at jeg er den bedste. Han har før haft problemer med at holde på sine kærester og hans familie troede slet ikke i starten at det ville holde, men de begyndte at tro lige så meget på det som os, og det hele gik så godt, de troede virkelig at han endelig kunne finde en der kunne få ham til at binde sig.
Det var ikke tilfældet, jeg leder nu efter noget at bo i, og prøver at finde ud af hvad jeg skal gøre, men jeg er slet ikke klar til at det skal stoppe, jeg elsker ham så højt og jeg kan slet ikke tænke på andet end at få ham tilbage, har stadig super god kontakt til hans søster og selv hun siger at jeg bare skal droppe ham, men det vil jeg bare ikke. Jeg har aldrig åbnet mig så meget for et menneske, jeg har aldrig ofret så meget for et andet menneske, og jeg vil bare ikke have at det skal stoppe her. Jeg vil ikke fortælle mine veninder, familie og kollegaer at han var sammen med en anden, fordi jeg vil ikke have at de synes han er en idiot, for jeg håber bare at alt kan blive som før . Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen, kun med ham selvom han egentlig har kysset med en anden, jeg har bare lyst til at han skal holde om, hvilket hans også gør og det føles bare stadig så rigtigt, og det gøre bare så forfærdeligt ondt at han vil have at vi ikke skal ses mere, for det er jeg ikke klar til, jeg vil bare ham. Jeg kan ikke stoppe med at græde, jeg kan ikke tage på arbejde, for følelserne presser så hårdt på at jeg ikke kan styre mig. Jeg vil bare have ham tilbage ! Hvordan får jeg ham tilbage og kan det lade sig gøre ?

Hilsen en meget trist pige.

Man kan sige meget, men man kan også lade være…..
Utroskab er lige så almindeligt blandt mænd som kvinder.
Jeg syntes det er fedt at du vil/forsøger at hjælpe, men….
Hvordan kan du komme med så konkrete svar, når du modtager fx 10 linjer fra en pige?
10 Linjer hvor hun fortæller sin version, sine tolkninger, sine følelser, sin opfattelse, sin frygt osv.
Du ved intet om hvordan hun er, hvad hun har gjort eller hvordan hendes "normale" opfattelsesmønster er. Du ved ikke om hun er jaloux, har mindreværds problemer, føler sig svigtet helt tilbage fra barndommen. Måske er hun lige blevet fyret fra sit job pga. påstået uduelighed, måske er hun helt nede i kulkælderen. Måske er din, mulige fejlfortolkning, dråben der totalt ødelægger og fastholder hende, i hendes fejlfortolkninger.
Måske er manden som du skriver, måske er han ikke, måske har du en evne til at "kende" folk du aldrig har mødt.

Måske er du KVINDE
venligt gør opmærksom på du tolker, forudsætter eller lign, eller drop dine konkrete råd på så spinkelt grundlag.

med venlig hilsen
MANDEN

Hej MANDEN

Tak for dit indlæg.
Mit forum er et frit forum. Alle kan skrive. Og alle kan kommentere alle indlæg.
Hvor folk søger deres inspiration, er deres eget ansvar.
Og hvis mennesker ønsker at få uddybet og få hjælp til deres situation, er der mange, som kommer i individuel behandling. Hvor de større og mere nuancerede perspektiver bliver bearbejdet.

Og ja, – jeg er en kvindelig psykoterapeut. Vil være glad for dine inputs på forumindlæg, for det er forfriskende at læse om også mænds oplevelser og fortolkninger.

Venlig hilsen
Christel

Jeg står nu 2 måneder efter, at jeg opdagede, at min mand havde haft en anden gennem 1½ år. Jeg opdagede det sådan set et par måneder før, men måtte selv opklare det, for han gik i gang med at dække over det.

Vi taler sammen og vi går i par terapi. Jeg tror på vores fremtid, men kan ikke rigtig lægge fortiden bag mig. Jeg hænger fast i hvorfor han dog har gjort det. Jeg har set hende, og ved han har ret, når han siger, jeg er smukker end hende. Jeg har talt med hende og ved også, det er rigtigt, når han siger jeg er klogere end hende. Vi har fantastisk sex med hinanden og har altid haft det – så jeg ved også, det er rigtigt, når han siger, hun ikke var så spændende som jeg. Men hvorfor så? Jeg kan ikke slippe for det spørgsmål, der dukker op i mit hoved hele tiden. Han siger også, hun lugter grimt. Hvorfor så gøre det?

Han kan ikke svare, men han stiller op, når jeg bliver ked af det og spørger. Han svarer til tider undvigende, og jeg har en fornemmelse af, at han stadig holder ting tilbage, som han ikke ønsker at såre mig yderligere med. Han siger, han aldrig vil såre mig så meget igen. Det har gjort ondt på ham, og det forstår jeg også.

Samtidig siger han, at han er så lettet over, at det er ude i det åbne nu. Der er ikke noget skjult længere.

For det meste går det meget godt. Men jeg går i sort en gang imellem. Der kan være et eller andet, der pludselig minder mig om det – en film om utroskab, et billede af børnene og mig, hvor han ikke var med (var han så sammen med hende?), et minde om noget, vi har lavet sammen (hvad tænkte han om mig da?).

Han siger, han hele tiden har elsket mig og aldrig har ønsket at miste mig eller gå fra mig. Han er meget bange for, at det skal ende med, at jeg går fra ham. Men al den tid, det er foregået, har han for nogle korte øjeblikkes spænding sat 16 års ægteskab med mig på spil. Han har altid kendt og accepteret risikoen for, at det ville betyde, han mistede mig. Den er virkelig svær at sluge.

Jeg vil så gerne have hjælp til at lægge fortiden bag mig og koncentrere mig om den fremtid, som jeg tror på, vi har sammen.

Hilsen den forsmåede

Hej forsmåede
Allerførst vil jeg, udover at sige tak for dit indlæg, bede dig overveje at "skifte navn" forstået på den måde, at du med stor fordel kan kalde dig noget andet …. For eksempel kan du kalde dig. "hende, der kæmper", "hende, der formåede at gøre en krise til et vendepunkt"…. eller hvad du nu vil.
Ganske enkelt for at hoppe ud af offerrollen.

Jeg vurderer, at du har brug for at vide to ting fra din mand:
1. hvordan fik han retfærdiggjort sin affære (hvad sagde han til sig selv mv.). det er vigtigt, at han selv bliver bevidst om, hvordan "han tillod at lade det ske", så han, hvis han fristes en anden gang, kan gøre noget andet, end han gjorde. Dette vil være med til at give dig en tryghed….
2. Hvad var det for en kvalitet – hvad var det for en dynamik, der opstod imellem dem = Som du beskriver det, er hun jo med et både "grim og dum og lugter", men hvad var det alligevel for en dynamik, der opstod, som han manglede.
(dette kan I læse mere om i Joan Ørtings bog" Tag mig"…..
Det er vigtigt at forstå, for jer begge.
Og især for dig, så du ikke sammenligner dig med hende.

Han gik glip af dig.

Samtidig skal du naturligvis vide, at det har en pris at blive i et forhold, når der har været utroskab. Det er godt at læse, at I gør noget ved det. Smerten vil vare ved, i en periode.

Og jeg vurderer, at en af grundene til, at dine tanker stadig er bagudrettede og analyserende fra tid til anden, skyldes at såret ikke er helet. Og at følelsen af, at I ikke er kommet helt til bunds, stadig er der.

Hvis du vil have hjælp til at håndtere dine tanker, tror jeg, at det er bedst, at du går i et individuelt forlø.
Det vil være for omsiggribende at beskrive "håndtering af kaostanker" her på sitet.

Du lyder som en stærk og fleksibel kvinde. Jeg er sikker på, at du finder vej.

Alt godt

Hej Christel

Jeg har svigtet min kæreste godt og grundigt ved at være sammen med en anden fyr, jeg har kysset med ham og været oppe ved ham.
I dec. 2009 var jeg ved at være godt træt af min kæreste og havde gået med tanken om at slå op, så mødte jeg en fyr i byen og begyndte at snakke med ham. han virkede som en sød fyr, men jeg havde ingen tænker om at vi skulle være sammen, som andet end venner. mange har jo drenge venner, så det tænkte jeg også at jeg kunne. Efter noget tid med SMS'er sad vi så oppe ved ham og så film, og det gik også fint, indtil sidst på aftenen, så kunne jeg ikke afslå kemien mere, og vi kom til at kysse.
da vi så havde kysset lidt fik jeg tårer i øjene, da jeg kom til at tænke over mit svigt til min kæreste. Jeg lod som ingen ting og så filmen færdig og tog hjem senere.
Jeg fortalte så min kæreste at jeg havde skrevet med en anden og efterhånden hen af diskutionen kom det hele så frem, så der er ikke så meget som han ikke ved.
Jeg har fortrudt 1.000 gange og har kottet al kontakten til ham, men hvad kan jeg gøre for at komme videre, og ikke mindst med vores forhold, som jeg virkeligt ikke vil af med (og det siger han også)
KH. den ulykkelige.

Hej Christel
Tak for dit svar. Jeg har allerede bestilt tid hos en psykolog. Men jeg kan fortælle dig, at en ting, han har sagt, han fik af hende var den hengivenhed, som kan sammenlignes med den man får af sin hund. Hun har været der, når han sagde til og han har ikke behandlet hende pænt. Han nød den følelse af magt, det gav ham. Det er vel den dynamik, der er. Jeg er glad for din bemærkning om at spørge ham, hvad han sagde til sigselv for at retfærdiggøre, hvad han gjorde. Jeg tror, han ikke vil kunne svare, for han fortæller, at han som regel ikke har gennemført det, når han er blevet ramt af dårlig samvittighed. Altså somme tider har han været sammen med hende, når jeg har ringet til ham, og så har han alligevel ikke villet have sex med hende.
Og tak – du har ret. Han gik glip af mig. Det var lige det, han gjorde.
Måske skriver jeg igen, når jeg er kommet lidt længere med hjælp fra psykologen.
Den kæmpende

Til hende, der kæmper.

Tak for dit svar.
Lad ham endelig blive ved at tænke over hans "legaliseringer", indtil han kan komme med nogle svar.
Godt at læse, at du finder vej..

When the Going Gets Tough, the Tough Get Going

Venlig hilsen
Christel

@ Hej den ulykkelige

Tak for dit indlæg.
Godt at læse, at du vil gøre, hvad du kan for at hele forholdet igen.
Du kan dels hente megen inspiration her på bloggen, ligesom du kan hente hjælp i Joan Ørtings bog Tá Mig.
De nøgleord, du kan være opmærksom på, er Dialog, forståelse, omsorg, – og at du i tale, handling og skrift signalerer, at der er sammenhæng imellem det, du siger og det, du gør.

Nogle par trives med "bodshandling". Se Joan Ørtings bog.

Jeg ønsker dig held og lykke med processen. Har du fået det hele ud i forhold til din kæreste?
Mange undlader at fortælle. Fordi de ønsker at skåne den anden. Men det føles ikke som et skånehensyn for modtageren.
Så mærk efter, endnu en gang: om du har fået beskrevet og forklaret alt det, der skete.
Når din kæreste ved, hvad der skete, kan han forholde sig til det.

Alt godt
Og lyse og støttende tanker til processen 'her fra.

Christel

Jeg har netop læst dine "aftentanker" og de efterfølgende indlæg… især det fra "Hende der kæmper" ramte meget min egen situation.
Så jeg har et spørgsmål vdr genopbygning af tillid. Dette kan ske igennem både tale og handlinger – også betegnet som "bodshandlinger" senere. Men hvilke handlinger kunne dette fx være?
Jeg ved det er en meget individuel opfattelse og beslutning om hvad disse handlinger er og hvornår de er opfyldte. Men jeg har utrolig svært ved at finde ud af, hvad der skal til for at jeg er "overbevist". For at jeg tør give slip på kontrollen, og lad mig stå sårbar igen. Og jeg er vel (desværre) den eneste der kan komme med svaret på hvornår det er. Men har du nogle gode råd eller erfaringer mht hvilke handlinger der kan være med til at styrke min tillid til ham… til at tilgive ham hans utroskab, og tro på at vi kan have en fremtid sammen.
Det skal siges, at han på mange måder har uddybet, angret, forklaret og straffet sig selv for sine egoistiske handlinger og undskyldt dybt og hjerteligt for den smerte han har påført mig. Han har været igennem et terapi forløb for at komme til bunds i hvordan kan kunne leve i et dobbeltliv, som han gjord…. og har gentagende gange udtrykt sin store kærlighed til mig, samt et ønske og håb om, at jeg atter kan gengælde denne …på et tidspunkt og helt uden pres. Men jeg har stadig en indre uro. Synes jeg giver afkald på mig selv, min moral og ikke mindst ærlighed samt værdighed til mig selv, da det rammer så dybt i mine principper.
Kan du rådgive mig?

Hej

Tak for dit indlæg.
Umiddelbart vil jeg sige, at det er et omfattende indlæg, og at din kæreste på flere planer end de fleste har vist sin anger og sin lyst og vilje til jer. Så ja: jeg kan rådgive dig, men vil vurdere, at du formentligt har brug for individuel rådgivning, så det chok og den sorg, du føler, kan blive bearbejdet. Du kan derfor kontakte mig, så vi kan finde en personlig tid. Eller så vi kan lave terapien via telefonen, hvis det er bedre for dig.

Alligevel vil jeg gerne svare dig på det første spørgsmål i dit indlæg.
De handlinger, der er tillidsopbyggende, drejer sig om handlingerne ud fra punkterne -informationer -initiativ -interesse.

At din kæreste uopfordret i en periode, indtil det ikke længere er nødvendigt, fortæller dig hvor han er og med hvem, vil skabe tillid.
At han tager initiativ til aktiviteter, aktive som passive, skaber tillid At han viser dig interesse på mange forskellige måder, skaber tillid.

Du må erkende, at hvis du vælger at blive efter utroskab, har du også sagt ja til en smerte. For så har du ladet et af dine principper overskride, og det er ok at gøre, men du skal ikke udelukkende bebrejde din kæreste, at det gør ondt. Du har valgt at blive, på trods af principbruddet – og på grund af kærligheden. Hvilket jeg synes er smukt, for så erkender du at kærligheden er større end alt andet. når man vælger at blive efter utroskab, er den største kunst at undgå at blive – eller gøre sig selv til offer.
Det er ikke synd for dig, det er hårdt. Og det gør ondt. Nuvel. Men det er ikke synd. Og hvis du bemærker, at du falder ned i "selvmedlidenhed og synes, at han er en bøddel", ja så må du selv hive dig op og huske dig på, at den der sætter selvmedlidenhedens lænke på, udelukkende er dig.

Føl dig derfor ikke som offer. Men som en kvinde, der har taget et valg.
Et valg, som du kan vælge at vokse igennem.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for individuel hjælp.

Alt det bedste

Venlig hilsen
Christel Sonne

Kære Christel
Mange tak for dit svar…og jeg er enig. Jo også nok derfor det hele er så pisse hårdt. For ja, jeg ved, at det valg jeg nu træffer, kun er mit – på godt og ondt. Hvad der skete i fortiden, kan han bebrejdes, men hvis jeg vælger at gå med igen, ja så vælger jeg at gå ind i den smerte og den process…men ikke i blinde. Ville jo være meget lettere at fravælge det hele. At starte et nyt forløb/forhold uden fortidens tunge historier skal trækkes med. Men som magnetter hænger vi stadig ved hinanden…
Jeg føler mig derfor heller ikke som et offer. Ikke mere. Og har derfor også bremset mig selv, i at blive ved med konstant at banke ham i hovedet. Han ved det. I guder han ved det. Beslutningen er derfor min.
Men den er svær. Står på to isflager, og når jeg tager mit valg, så går jeg 120% ind i det. Påny…
Chokket og det dybe principbrud er der afgjort stadig, men uafhængigt af mit valg, tror jeg du har ret i, at det skal jeg ha' bearbejdet, således at jeg kan gi' slip og komme fri…videre… enten med eller uden ham…men med mig selv. Helet.

Endnu engang tak! det har været en stor hjælp at sende mine ord/tanker afsted, og blive hørt.
Julie

Hejsa,

Uh, hvor er der mange af de indlæg, som ligeså godt kunne være skrevet af mig. For hvor kan jeg dog nikke genkendende til den sorg, smerte, vrede I beskriver, og samtidig også besværet med at have valgt at blive i forholdet trods et kæmpe svigt og tillidsbrud!
Min mand fortalte mig for 10 måneder siden om sin utroskab, som han på det tidspunkt havde afsluttet, da han efter en gangs sex med hende indså, hvad han var ved at sætte over styr. Han angrede og fortrød. Jeg blev så vred og ked af det og såret. Vi havde et barn sammen på det tidspunkt (har vi endnu) og jeg var 3 måneder gravid med nr 2. 1½ uge efter han fortalte mig det, lod han sig indlægge på psykiatrisk hospital, da han havde selvmordstanker, og forsøgte da også at tage sit liv. Han var herefter indlagt på den lukkede i 4 uger med svær depression, var kommet snigende under deres affære men udløst af den ene gang med sex. Han fik elektrochokbehandlinger og efterfølgende antidepressiv medicin.
Nu er han i klar bedring og har heldigvis skiftet job, for det var med en kollega.
Hele mit og vores forløb er blevet skubbet pga af hans depression, for de første par måneder efter hans indrømmelse, måtte jeg sætte min vrede og sorg på stand by, og bare glæde mig over hans bedring, og at han ikke længere havde lyst til at tage sit liv.
Hvor har jeg følt mig forsmået, indebrændt, været den det har været synd for, følt mig alene og trist, trist, trist. Jeg startede med det samme hos en psykolog som jeg s tadigt går hos, og hun hjælper mig meget. Og i 7 måneder har vi også gået til parterapi. Jeg har også haft mail-kontakt til den 3. part, først væmmelige og anklagende mails fra min side, siden forklarende og forstående gensidige mails, hvilket har gjort, at min vrede heldigvis ikke længere fylder så meget.
Først nu hvor min baby er 4 måneder, synes jeg, at der er tid til mig. Tid til at lære mig selv at kende igen, for jeg har taget en kæmpe følelsesmæssig koldbøtte, og jeg synes ikke helt jeg er landet endnu. For hvem er jeg nu? Efter at have defineret mig ud fra et arbejde, jeg var god til, men måtte sygemelde mig fra pga min mands sygdom, defineret mig ud fra at være gik med en god og solid mand, være mor til en skøn datter, efter endnu en graviditet, utroskab, selvmordsforsøg, depression og sygemelding, hvem er jeg så?
Og hvordan lægger jeg fortiden bag mig???
Bogen 'Sig ja' af Sissel-Jo Gazan har hjulpet mig meget. Især til at blive overbevist om, at jeg har valgt rigtigt ved at kæmpe for mit ægteskab. At bare jeg tror på, at kærligheden er der, så kan jeg også komme til at MÆRKE den igen. Og det er rigtigt som I siger, at det er en hård kamp, men hvis man elsker sin mand, så tror jeg ikke på, at 'den lette løsning' ville være at gå fra ham. Smerten ville stadigt være der.
Sissel-Jo Gazan siger også, at tilgivelse er at opgive håbet om, at fortiden bliver bedre. Jeg synes det er så godt sagt, for er det ikke det vi gør, når vi bliver ved med at spørge til detaljer og bebrejde ham igen og igen? For fortiden KAN jo ikke blive BEDRE! Men åh, hvor er det lettere sagt end gjort.

Jeg tror på os, der skal bare gå tid og vi skal blive ved med at kæmpe, og jeg skal blive ved med at have lov til at spørge og blive trist. Hellere få det ud nu end stadigvæk om 5 og 10 år!

Jeg føler med alle jer der kæmper derude, tro på at det bliver godt, når vi kommer ud på den anden side.

Mvh Linda

Hej Linda
Tak for dit personlige indlæg.
Jeg tror, at din opdagelsesrejse hjem til dig selv vil vise dig, at Du er dig…. og den bedste til at være det At du er kommet i kontakt med kvaliteter Som Tålmodighed Livsindsigt En stor påskønnelse af det, der er

Du behøver ikke definere dig via din mand.
Han er som han er, har gjort det han har gjort.
Det definerer kun ham.

Hvad du gør og hvad du tror på, er dig.

Vejen hjem til den essentielle væsenskerne er altid en stor proces.

Held og lykke til

Christel

hej har læst alt det om tilgivelse, for jeg står nemlig i en situation hvor jeg dog brug for det. mit problem er at jeg har haft noget med en sød og dejlig pige i fire måneder og vi kom op og skændes par gang fordi at hun ikke haft tid til mig, men jeg glemt at hun skulle gøre sig klare til nogle eksamen for hun går nemlig i anden G, og det var grund til at hun ikke svaret på min smser hvergang jeg skrevet til hende. men såblev jeg sur på hende og kunne ikke styrede min grænser på hvad jeg sagde til hende eller skrevet til hende over mobil, men jeg kan huske at jeg kaldt hende for bitch og det kunne ikke finde sig i det og nu har hun sagt at hun ikke vil kunne tilgive mig lige meget hvad, men nu syntes bare at jeg savner hende utrolig meget og gerne vil have kontakt med hende som ven, hvis vi ikke kan får forhold til at fungere igen som før. men hvad skal jeg dog gøre for hun kan tilgive mig…. ??? kærlig hilsen Douce Philemon Machozi Fra haderslev 6100

hej
Tak for dit indlæg.
Det, du skal gøre, hvis hun da overhovedet er interesseret, er at vise hende,at du har taget ved lære af dine fejl.
Skriv et brev, og ikke pr. sms, for det er ikke et godt medie til følelsesladede emner, og lad hende vide, hvad du vil ændre i fremtiden.
Hvis du beskriver det enkelt og ærligt – og selvfølgelig kun skriver noget, du kan stå inde for, har du gjort alt, der er muligt for dig.

Så altså. Et brev, der sendes via posten, eller en mail.
Så har du gjort, hvad du kan.

Alt godt
Christel

nu kan jeg ikke undlade at komme med en kommentar til jeres debat. Jeg har selv været i den situation, hor jeg har været den utro part – men jeg må sige hvad kan der stilles op når hadet og selvmedlidenheden bliver altoverskyggende i sådan en situation og jeg egentlig gerne vil arbejde for at bygge et tillidsfuldt forhold op til sin mand efter at have kommet med en åben og ærlig indrømmelse af sine fejl. for mit egte vedkommende er dette endt med efter et halvt års parterapi og ingen opblødning, da der kun blev fokuseret på alle mine fejl og mangler og der ikke blev arbejdet for at løse en opgave – nej jeg valgte at forlade manden og tage 3 børn med da de led under den psykiske belastning det var – at skilsmissen ikke er nem var jeg forberedt på, da min nu forhåbentlig snart x ikke kan se sin egen andel i at der sker utroskab når han blot tilsidesætter familie og kone og tager det for givet at de er der når han har brug for dem. undskyld men i utroskabssager, hvor den "uskyldige" ikke tager del i at løse opgaven og vil se egen andel i at konen render af plades er selvforskyld i at den anden halvdel står af og mister respekten for sådane mennesker. tilbage står jeg nu blot med tomme trusler om at skulle betale til diverse ting, huset som jeg ejer halvdelen af har fået skiftet låsene ud – så i realiteten er jeg smidt ud. et hus jeg har brugt mange timer på at bygge og konstruere efter amndens smag og behag uden hans store deltagelse – så kan jeg ikke stå og holde med den "uskyldige" – vi er alle ansvarlige for at få et forhold til at holde og ansvarlige for at det går i stykker.

Hej og mange tak for dit indlæg.
Jeg er helt enig med dig i, at der er mange grunde til, at man vælger at træde udenfor. Grunde i det enkelte menneske og i forholdet. Jeg læser, at du har gjort alt, hvad du kan, og jo netop har været nødt til at kapitulere, fordi én person ikke kan hele sårene i et ægteskab alene. Er ægteskabet svækket, må begge parter gøre en indsats.
Det lydre som en streng og barsk skilsmisse. Det gør mig ondt for alle.

Endnu en gang tak for dit indlæg. For det er værd at belyse i debatten her på sitet, at skyld og uskyld ikke er reelle begreber, snarere må vi i enhver krisesituation orientere os i mod, hvilke vilkår vi har, og hvad vi hver især kan tage ansvar for.

Alt godt og pøj pøj med den nye begyndelse.

Venlig hilsen
Christel Sonne

Hejsa…

min historie er at min kone og jeg har været sammen i 14 år fra vi var meget unge…vi har 2 børn..

vores forhold har været op og ned med mig som den der nok styrede det meste og var noget dominerene og hun har følt sig presset og lidt undertrykt….
Hun er den type der aldrig har set sig selv som god nok og havde nok derfor en lidt vild ungdom med en del behov for bekræftigelse fra fyre, og det har vi også måtte slås med, da jeg hænger mig lidt i det…
alt i alt har vi haft problemer som jeg nok mest har skylden i og har indset det og vi har gået til terapi som bare har skubbet os længere fra hinanden..

for 1 mdr. siden flyttede hun til sin bror for at komme til at savne mig da hendes følelser er væk og ikke ved om de er der mere..
alle 3 uger hun var væk var et maridt for mig og jeg kontaktede hende desværre for meget så hun følte sig mere presset og mere styrret, den sidste weekend ender det med hun er sammen med en fyr, hun siger at hun kun ville kysse men ikke havde kræfterne til at sige fra og de havde sex, hvor han overtrådte hendes grænser og gjorde ting som at spytte på hende, hun fik halvt igennem sagt fra..

næste dag fortalte hun mig det og bad mig tilgive hende, det ville jeg gerne da jeg jo nok selv har drevet hende til det, men mon jeg kan?????????

hun vendte helt rund og jeg fik min kone tilbage som elskede mig og gjore alt for at bekræfte mig, vi snakkede og var helt enige i at vi skulle have hjælp og at vi skulle arbejde for det…

1 uge efter har hun ikke følelser for mig igen og mener det andet kom af dårlig samvittighed og fordi hun savnede tryghed efter den oplevelse, hun siger hun gjorde det for at mærke sig selv og fordi hun trode hun ikke elskede mig mere….

nu vil hun ikke i terapi fordi som hun siger kan hun ikke arbejde med forhold når hun skal arbeje med sig selv samt nårr hun ikke føler noget for mig…

jeg kan ikke finde ud af om hendes følelser er væk eller om de er gemt væk under de gamle problemer som nok gik op for hende ikke var væk endnu..

hjælp

Hej Brian
Tak for dit indlæg.
Det er svært herfra at sidde og rådgive, da der er mange aspekter jeg ikke kender til.
Det lyder som om, at du har haft det svært med hendes fortid, og at det har været et diskussionstema mange gange….. men jeg ved det jo ikke. Det lyder til, at du har, men det er kun min antagelse, lidt besidderiske tendenser og gerne vil have hende tæt på, og gerne vil vide, hvor hun er og om hun er der for dig, hele tiden.
Sandsynligvis er der mange flere aspekter.
Det er trist, at terapien fik jer længere væk fra hinanden.
Med det spørgsmål, du stiller til sidst, og ud fra det, du har skrevet, har jeg følgende kommentarer:

Jeg kan godt forstå, at du ikke ved, om hendes følelser er væk, når nu dine er så stærke.
Jeg tror, at hun har brug for tid alene. Hvor hun ikke forstyrres. Hvor hun mærker sig selv. Hvor hun forhåbentligt går i egen terapi for at afklare, hvad hun føler og hvad hun tænker. For når hun ikke er afklaret og i kontakt med sig selv, vil det være svingende, hvad hun føler og melder ud til dig.

Det gør, at din udfordring bliver at være tålmodig. Ingen kvinde kan, på kun få uger, efter en slidsom periode, vide hvad der er mest rigtigt og mindst forkert. Derfor skal du mærke efter i dig selv, om du virkeligt elsker hende og jeres liv så meget, at du evt. vil vente på hendes afklarring, også selv om denne skulle vare eksempelvis ½ år.
Eller om du er så trættet, at du også har mest brug for at kapitulere.
Og sige: Nu må jeg videre.

En god tommelfingerregel er: vil man have det anderledes, må man finde ud af, hvad man selv vil gøre anderledes. Det er der, du har indflydelse.

Husk: Hvis det er den store kærlighed, vil I finde sammen igen. før eller siden.
Hvis det ikke er, må du huske de gode minder. Og vide, at du kan give og modtage kærlighed. Og er det sådan, finder du, når du er klar, en der vil modtage dig, som den du er.

Men giv nu ikke op.
Ingen kender dagen, før solen går ned.

Rigtigt godt nytår,

Venlig hilsen
Christel

Tak for dit svar….

jeg er helt enig i at det har fyldt meget, med hendes fortid og har indset det er forkert og fårr hjælp, det er også rigtigt at jeg har meget brug for at vide og mærke hendes kærlighed…

jeg har besluttet at flytte og så må tiden se om hun når at få følelser inden jeg er kommet vidre, bare bange for hun ødelægger mere i mellemtiden, da jeg føler hun skal prøve grænser af hele tiden for at mærke sig selv…

feks. så sidder jeg her nytårs aften med ungerne og hun har mere lyst til fest end familie og det var ikke en mulighed at kombinere det da hun ikke se på mig og hun syntes det ville være forkert….

tror også at hendes nye uddannelse med en masse piger og tid til hygge og fester med dem har fået lidt for meget plads i hendes hverdag, gode resiltater i skolen som hun ikke har fået før og føler at hun nu er noget vær, og det har hun aldrig før følt…

jeg håber det bedste og frygter det værste, desværre….

brian

http://www.sonnerasmussen.dk/csr-nyt/nar-denne-en-part-mister-gnisten-114.html#comment-15277

det du har beskrevet her ligner meget vores problem..

Brian

Hej Brian
Tak for dit indlæg.
Jeg kan godt forstå din frustration og frygt. Jeg kan læse, at du har fintænkt meget, for det gør man jo, – man forsøger at forstå hvordan man kom hertil… – og jeg læser, at du gerne vil tage ansvar for det, der er dit. Det er bare sin sag, når frygten for, at den man inderligt holder af, er på vej væk, fylder så meget. Det bedste ville jo være, om det var muligt at få sat sig ned og talt om, hvad der rører sig i og omkring jer.
Og hvor træls, når der netop ikke kan laves nogen kombinationsløsninger, med hensyn til eksempelvis nytårsaften.
Selv om man er meget ked af det, må man finde ud af at gøre det, der er mest nødvendigt i en krise som denne.
Jeg tror, at du skal lukke dig lidt om dig selv og gøre det, der skaber holdepunkter for dig. For du har formentligt brug for at kunne have indflydelse i dit private liv, så du i højere grad undgår at blive nedprioriteret og stå på standby.
Forhåbentligt vil en flytning "vække" hende og vise hende, at selvom man måske har lyst til at prøve grænser af, ja så er der aspekter i livet, man ikke kan overse, og at det har konsekvenser både at gøre noget og ikke gøre noget….

Pas godt på dig selv, Brian.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,

nu har jeg læst alle svarene igennem og alligevel føler jeg at jeg er nødt til at skrive – det kan måske også være en for for terapi.
Men min kæreste har kysset med en anden fyr – og selv om det i nogens øjne ikke er det væreste, så føles det som et hårdt og brutalt spark i løgposen.

Jeg vil gerne lige fortælle lidt om vores forhold, det kan måske gøre det lidt nemmere at analysere tingene.

Min kæreste og jeg har været sammen i 1 år og 3 måneder, og for satan jeg elsker den kvinde. Hvis der findes "the one and only", så er det ihvertfald hende. Alt spiller max. Sexen bliver bedre og bedre og vi er rigtig opmærksomme på hinanden og kan læse hinanden. Jeg ville ønske sådan et forhold for alle mennesker – kan simpelthen ikke få det bedre.

Men hvorfor skriver jeg så her, hvis det går SÅ godt?
Jo, jeg har 2 drenge fra et tidligere forhold, hvoraf jeg har den store af dem på fuldtid(og dem begge hveranden weekend). Mine drenge er så glade for hende og omvendt. Men min kæreste bliver 30 her til sommer og klart at hun begynder at tænke børn. Så der har været en del samtaler og diskussioner – for hun vil jo gerne have to børn og jeg kan kun love hende et – for synes det må være rigeligt.
Det har hun så gået og grublet over i den seneste 1½ måned og så gik det "galt". Hun har en kollega som er et par år yngre end hende, som vist er lidt intereseret i hende, og de skriver meget over sms, især om det med børn. Der har intet sex-relateret været forgået.
I lørdag er vi til julefrokost, og hun tager i byen med nogle veninder. Fint nok, jeg tager hjem med mine unger. Kl 4:15 om morgenen forlader hun de tøser og tager direkte til KBH for at gå i byen der – uden at sige det til dem. Hun skriver dog i en sms til sms til mig at hun gør det og derefter er hendes tlf. slukket.

Jeg kommer slet ikke i kontakt med hende – for hun har slukket sin mobil. Det der er sket, er at hun har ringet til ham fra hendes arbejde(hun vatr godt beruset der), og han kørte så 40 km for at hende hende og tog hende med hjem. De sidder og taler i to timer og derefter går de i hans seng. De kysser kun lidt indtil hun får dårlig samvittighed. Og hun tog på intet tidspunkt sit tøj af. Så der blev kun kysset en smule og thats it. Men jeg ved jo godt hvad hans bagtanke var ved at hende hende…

Hun bliver kørt hjem af ham og hun fortæller mig det hele.
Nogen vil nok undre sig over om det så også passer, det hun siger. Det kan være lidt svært at forklare, men hun er så bund ærlig – så hun fortæller mig alt og kan normalt heller ikke tie stille hvis der er noget der går hende på.

Grunden til at hun reagerede sådan, var at hun var fuld og rigtig ked af det, fordi hun har gået med de her tanker om det skal være os, netop fordi jeg ikke ønsker 2 børn mere. Så hun søgte åbenbart lige der lidt tryghed, og der var jeg åbenbart ikke god nok. Jeg vil gerne indrømme at jeg er blevet lidt bleg i ansigtet hver gang vi har taget det med børn op, men er blevet bedre på det sidste(det har hun også sagt). Hun indrømmer og at det det med at kysse med ham, slet ikke kan undskyldes og hun er rigtig ked af det og går med ondt i maven og de sædvanlige symptomer.
Hun vil for alt i verden ikke miste mig og omvendt, og jeg ønsker bare at komme ud af den her krise. Sidder også her med ondt i maven, ikke spist i tre dage, måtte gå hjem fra job i går, kan ikke samle tanker osv…

Hun undskylder hele tiden og på en eller anden weird måde, så har jeg "accepteret" (det forkerte ord, men ved ikke hvad jeg ellers skal skive) at det er sket. Når jeg tænker på hvad der skete hjemme hos ham, så er det ikke der at jeg får ondt i maven – men hvad er det så der driller?

Dog er der kommet noget positivt ud af det! Hun siger hun godt kan "nøjes" med et barn, for hun ønsker virkelig barn med mig, og hun har ligesom fået bekræftet at hun ikke kan få det bedre andre steder og hun elsker mig uendeligt højt. Så ja – lidt godt kom der ud af det.

Så jeg er ikke i tvivl om at det skal være os! Men hvordan kommer jeg videre herfra. Ved godt det stadig er meget nyt og jeg måske stadig er lidt i chok. Men jeg vil den her kvinde mere end alt andet og heldigvis også den anden vej!

Jeg føler mere hun har været mig en form for psykisk utro – da hun hellere ville de sine tanker med en fyr, hun ikke har kendt så længe. Og den gør sindsygt nas!

Hvordan kommer vi videre herfra – selvom jeg synes vi har talt om alt og vendt alle situationer?

Håber jeg fik det hele med og undskyld det lange indlæg!

Mvh
Fyren, som er ked

PS (Hun har blokeret hans nummer, blokeret ham på Facebook og han er heldigvis stoppet her for nylig på jobbet – så kontakten imellem dem er død)

Hej MHR
Tak for din lange og beskrivende mail. Ja, du er stadig i chok, kan jeg læse. Og selvom det er svært, så kom øjeblikkeligt i gang med at spise regelmæssigt og drik rigeligt med væske. Det går jo ikke, at du holder ufrivillig sultestrejke, når følelserne går dig på.

Det lyder som en sød kvinde, – en kvinde der siger tingene og er hudløst ærlig. Du bliver nødt til at anskue situationen som et "wake up call". Der fortæller dig og jer, at lydhørheden over for hinanden, må blive bedre. Hvem ved: måske har hun netop følt, at du var hende "psykisk utro", ved at du blankt og blegt har afvist mere end eet barn. Det er jo fint, hvis I bliver enige om at I får et fælles barn. Men mit bud er, at det har såret hende, at du har været afvisende her.
Hvorfor ikke lade fremtiden vise, hvad I kan bære? – og jeg understreger: jeg ved godt, at det er sin sag at have børn, har selv to af slagsen.
Dog vil jeg sige, at du jo ikke kan sammenligne dem du har nu – og på de vilkår du har dem, med den eventuelle fremtidige situation med dig og din udvalgte kvinde.
Det er ikke for at omstøde din/jeres beslutning, at jeg skriver dette, men for at pege på, at du har ladet noget, der ikke engang er virkelighed endnu, blive til en beslutning.
Tænk på og tal med din kvinde om, hvad det har sat i gang i hende.

Vend det stille og roligt om og se, at denne krise gør jer stærkere. At du og I skulle over dette lille bump på vejen, måske som en test af hvor dyb jeres kærlighed er.
Men vær opmærksom på ikke at tage egenrådige beslutninger for fremtiden, – det er meget mere flow at se, hvad der sker.

"selv et ur, der ikke går, viser rigtigt to gange i døgnet".
Nogle gange er det bedst at være stille – passiv – lydhør, i stedet for at agere.

Find roen i stilheden. Find tilliden via at se, at I begge retter jeres fejltrin.
Så er I videre.
Husk, at det at komme videre i sit parforhold, er at nærme sig hinanden.

Får I brug for det, er I naturligvis velkomne tilat kontakte mig, så vi kan møes i en parterapi.
Jeg arbejder i Kolding.

Ellers: alt godt

Christel

Hej..
Jeg er en ung kvinde på 21 år, som har været min kæreste utro.. Vi har været sammen i 3 år, og han betyder virkelig meget for mig.
Vores forhold har altid været lidt af en rutsjebane.. Han har virkelig nogle alvorlige problemer når han drikker alkohol. Han bliver ligeglad med mig, kommer i slagsmål og tænker KUN på sig selv. Vi har snakket om det mange gange, og til tider har han sagt at han ville stoppe med at drikke, men der sker bare ingenting! Han angre og er rigtig ked af det, men det samme sker gang på gang!

Jeg har haft en hård barndom hvor jeg har følt mig overset og svigtet. Min far forlod os og min søster blev voldtaget, hvilket betød, at der ikke rigtig var tid til mig. Jeg er tit jaloux på min søster, fordi hun fik alt vores mors opmærksomhed (Hvilket jeg også godt forstår) Men selv i dag, føler jeg hun elsker min søster mere end mig!
Derfor har jeg taget min kærestes familie meget til mig, og boede på et tidspunkt også ved dem, fordi jeg ikke kunne holde ud at være i mit eget hjem..

Jeg føler på en måde, at jeg er blevet helt afhængig af min kæreste og hans familie, jeg har brug for den tryghed han giver mig, og har heller ikke lyst til at undvære den.. MEN alligevel har jeg været ham utro og svigtet ham!
Jeg fortalte ham det, men undgik at fortælle det hele.. Alligevel fandt han ud af det på anden vis.. Han tilgav mig, og er nu begyndt til psykolog. Jeg er helt nede, for føler jeg er et dårligt menneske, og at han er alt for god til mig.. Vi snakker meget om det, og han får lov til at spørge om alt.. Føler bare også et sted at han tilgav mig for let, og det tog jeg lidt forgivet, og det er først senere hen, at jeg har fundet ud af hvor dum jeg har været!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Om jeg selv har brug for en at snakke med mine problemer om.. Jeg føler jeg har mistet mig selv, og ved slet ikke hvordan vi skal fungere igen..

Hjælp

Hej LLS
Og tak for dit indlæg.
Få øjeblikkeligt fat i en psykolog/samtaleterapeut, der kan hjælpe dig. Der er jo en masse oplevelser indeni dig, og du har brug for at få talt ud for at kunne mærke dine egne følelser og for at få skilt tingene ad, så du igen kan mærke styrken i dig selv.

En ide kunne også være parterapi, hvis I vælger at blive sammen.

Hvis du skal gøre noget helt konkret, vil jeg anbefale dig at tage lidt væk, – for eksempel at være hos en veninde i en weekend/en uge. Ikke for at gå i byen, men for at få lidt ro på, og for at få tænkt og følt, hvad det er der sker i dig, når du og kæresten ikke fysisk ser hinanden.

At komme igennem denne krise er at gøre den til et vendepunkt. Det kræver tid og fordybelse.
Mest af alt tænker jeg, at det vigtigste er at du får bygget din selvrespekt op og får fundet ud af, hvordan du kan have sunde relationer – uden at du gør dig afhængig af dem.
Så jeg tænker, at det både handler om for dig at styrke dig – og så også at styrke dit parforhold….

Jeg sidder tilbage med et spørgsmål, efter at have læst dit indlæg.
Hvad er grunden til, at din kæreste tilgav dig så let?
Har du noget bud på det?

Jeg er sikker på, at du nok skal finde vej.

Venlig hilsen
Christel

Hej
Jeg mangler råd!
Har kendt min mand i 16 år.
For nogle år siden var min mand utro med et par stykker. Trods gentagne forhør og krydsforhør, nægtede han pure og der gik derfor langt tid fra handling til opdagelse. Så jeg "tilgav".
Vi flyttede for 6 år siden og han skiftede job.
Samtidig opdager jeg, at der har været 1 kvinde mere i samme periode. Hun sender en mail til vores fællesmail. (Den var nem at opdage) – men han nægtede, at der skulle være "sket" noget og det samme gjorde hun!
I nogle måneder efter flytningen, deler vi computer, og da han ikke altid får alt lukket ned, ser jeg en mail fra en kvindelig kollega (havde aldrig hørt om hende). (Og han nævner hende stadig aldrig)
Mailen er meget uskyldig, bare kort og godt "hvordan har du det"!
Han svarer tilbage, at vi nu er på plads og han har det godt.
Kort tid derefter, opdager jeg en ny CD i hans bil. Den er fra hende, med kærlighedssange.
Jeg forhører selvfølgelig hvad der foregår – men der foregår ingenting, ifølge ham.
Nå, tiden går – og hun er nu ikke i firmaet længere.
I sidste uge havde min mand så fødselsdag og lykønskningerne væltede ind til offentlig skue på Facebook, undtagen dén fra hende. Den er sendt som en besked, kun ment til at blive læst af ham.
Skal lige sige, at vi oprettede vores Facebook-profiler sammen og kender derfor den andens password, og vi har tit kigget på hinandens profiler og beskeder når folk har skrevet noget interessant.
Hun skriver, "at hun udmærket ved hvor gammel han bliver og thi-hi" (hans alder er ikke oplyst på facebook) nærmest som om datoen er printet ind i hende af en eller anden grund.
Han skriver så nogle få linier tilbage og bruger nogle mystiske og men måske indforståede ord, som "paradis" "rette tid, rette sted".
Hun skriver tilbage, at hun har forhørt sig om ham gennem én af hans nuværende kolleger.
Og måske fortsætter historen?
Der sluttede ihvertfald for mig. I forgårs ændrede han sit Facebook-password!
Om det er fordi han frygtede at jeg så disse beskeder, eller om der er kommet flere beskeder fra hende, der evt. kunne røbe noget, det ved jeg ikke.
Men ét er sikkert – han ændrer aldrig sine password uden grund.
Og alt hvad vi ellers har af password, kender vi også begge.
Han ved ikke jeg har læst beskederne, og han ved ikke, at jeg har set at password er ændret.
Men jeg er sikker på han ved, at konfrontationen vil komme "når" jeg opdager det, for lige nu har han MEGET travlt med at fortælle mig hvor meget han elsker mig! hmm
Jeg lader som ingenting, imens jeg samler skyts.
Hvordan konfronterer jeg ham, så han ikke får nogen-som-helst chance eller ekstra tid til at slippe udenom sandheden denne gang? For den tror jeg ikke jeg har hørt, endnu!
mvh

Hej
Tak for dit indlæg.
Jeg vil høre, om der er nogle læsere på bloggen her, som har nogle råd til dig. For jeg synes, at det er svært at rådgive i denne sag.
Jeg kunne godt tænke mig at få historien foldet mere ud, så derfor er mit spørgsmål faktisk, om du har overvejet at tale situationen igennem med en terapeut/psykolog.
Jeg praktiserer i Kolding, og vil, hvis muligt, meget gerne hjælpe dig.

Mange hilsener,
Christel

hej
jeg har været sammen med min mand i 19 år og vi har været gift i 11 år.
Har 2 dejlige børn sammen og ud af til ser alt perfekt ud..
det hele startede for 7 år siden, min mand havde en flørt med min bedste veninde . vi har været i parteapi sammen og har lavet flere ting om i vores liv i sammerbejde med vores teapeut.
jeg har tilgivet min mand , men ikke veninden ..det vil sige jeg har ingen kontakt til hende ud over goddag når vi møder hinanden på skolen, vores børn går i samme klasse.
hun var min bedste veninde og vores venskab var noget helt særlig.jeg savner hende, men har ikke taget imod hendes undskyldning . det er nu 7 år siden og
jeg er nu kommet til et afsnit i mit liv hvor jeg er parat til at tilgive hende, men er bange for at blive såret.
hvad skal jeg gøre?
hilsen den sårede

Hejsa,
Vil gerne komme med en kommentar til "and", som samler skyts …. Jeg er desværre ikke meget i tvivl om, at din mand har gang i noget – om det er "fysisk" utroskab er naturligvis uvis, men upassende er det i hvertfald … Når en mand (kvinde) pludselig får et, ikke før-eksisterende behov for "privatliv" … som f.eks ændret password til facebook, er det sjældent noget tillidsvækkende tegn.
Jeg kan blot råde dig til, at "konfronterer" ham nu … reagerer på din mavefornemmelse før dén gør dig syg .. for du ved, ligeså godt som jeg at dén taler sandt …. Uanset hvor meget du end ønsker og håber på dén ikke gør ! At leve med den konstante mistanke, trang til at tjekke her og der, maveonde og følelsen af at blive forrådt, er endnu mere ødelæggende end hvad du end vil finde ved en "konfrontration".

Tro mig .. har været der selv og lod mig "grænseoverskride" i en laaaang periode med hans benægtelser og undvigelse-mannøvre, hvor enhver fiber i min krop fortalte mig jeg havde ret og endda havde ligende konkrete "beviser" som du … trods dét lyttede jeg ikke og nu 3 mdr. senere er det rent faktisk dét jeg har sværeste med at forlige mig med.
Kan lige nævne, at i min historie var han i stor stil utro … Men vi arbejder nu for forholdet med parterapi mm. og jeg håber af hele mit hjerte det lykkes os, at komme styrket ud på den anden side SAMMEN og vil i den forbindelse også lige sige, at jeg har haft stor gavn af at læse "denne tråd".
Pas godt på dig selv ….
Knus Maisen

Hvor de dog ligner hinanden alle disse historier.
Da jeg oplevede min mands utroskab faldt min verden også sammen, tabte 13 kg på 3 måneder og var fuldstændig i sorg. Han havde mødt en anden kvinde 2 uger tidligere og flyttede ind hos hende samme dag han fortalte om utroskaben til mig.
Jeg savnede ham frygteligt og græd som pisket når han var tilbage i vores hus og hente ting. Og efter 3 mdr flyttede han hjem til mig igen da han savnede mig. Vi aftalte (selvfølgelig mit forslag) at vi en gang om ugen skulle tale om hvordan vores forhold gik og der skulle være total åbenhed. Jeg forlangte at han skulle afbryde enhver kontakt med hende bl.a slette hende på Faebook. Og det gik også ok, vi foretog os en masse ting sammen og talte meget sammen. Jeg følte at jeg kunne tilgive.
14 dage efter hans hjemkomst var vi en tur forbi hans "kærestes" hjem for at hente nogen ting han ikke havde fået med. Han havde aftalt med hende at de bare skulle lægges i carporten.
Og nu begyndte mistanken. Han telefon som ellers altid lå på bordet, var pludselig konstant slukket og han havde den på sig overalt. Selv når han skulle i bad havde han den med. Jeg kunne mærke jeg begyndte at blive urolig, men havde svært ved at finde ud af om det var paranoia fra min side. Og det seksuelle gik slet ikke, da han pludselig fik potensproblemer, hvilket han aldrig tidligere havde haft. Men når jeg spurgte hvordan han synes vi havde det, kunne han ikke sige andet end at det dik godt.
1½ måned efter han var vendt hjem meddelte han så at han flyttede tilbage til hende igen. Hun havde kontaktet ham efter at vi havde været der inde og de havde så haft løbende telefonisk kontakt. Og samme uge som han flyttede igen, havde han besøgt hende i hendes hjem på Sjælland. Han havde taget tidligt fri fra arbejde og sagt til mig at han skulle til møde med arbejde. Endnu en gang en meddelse om at flytte og en halv time senere er han væk.
Hm…Denne gang var det heldigvis vrede jeg fik fat i, og selvfølgelig også sorg. Men vreden er den vigtige følelse jeg skal bruge for at kunne slippe ham følelsesmæssigt. Jeg har skrevet en masse breve (som jeg ikke sender) hvor jeg kommer ud med min vrede overfor ham og hende. Jeg har banket løs på en pude med tæppebanker alt imens jeg har råbt min vrede ud.
Men her 1½ måned efter mærker jeg stadig savnet. Jeg er dog fast besluttet på at holde fast i mig selv denne gang og komme videre i mit liv uden ham. Han gør mig for ondt.
Jeg har stadig masser af følelser for ham, med det er for den mand jeg troede jeg kendte, den mand jeg kendte indtil august. Efter august har han vist mig en personlighed der er så afskyelig med uroskab og løgn. Og løgnene er det værste. At han uafbrudt kan sidde og lyve mig op i mit åbne ansigt. Den største sorg er at se ham sådan. Det er som om han pludselig er blevet en anden person hvor skeletterne vælter ud af skabet.
Og det er det jeg skal holde fast i, jeg vil aldrig turde stole på ham mere. Hans første kone forlod han på samme måde, nemlig med utroskab. Hun sad tilbage med tre små børn, og de to af dem har han ikke mere kontakt til. Her flyttede han også med det samme ind hos en ny kvinde og det holdt et halvt år. Og efter endnu et halvt år mødte jeg ham så. Så jeg ved han har den side i sig, men han fik mig til at føle mig helt speciel fantastisk.
Nu har han sendt mig et Valentine brev på email……!!
Men jeg skal simpelthen holde fast i at han er to personer, og den ene side kan jeg ikke leve sammen med. Hvor gør det forbandet ondt at se sin elskede vise sådan en side frem.

Kære Christel

Det er nu 8 uger siden, at jeg ved et tilfælde opdagede, at min mand var mig utro. Han har over en periode på 6 måneder været seksuelt sammen med en anden kvinde 4 gange – bundet mere eller mindre sammen af SMS og en enkelt mailkontakt. Min mand afbrød straks forbindelsen, da jeg opdagede affæren og havde ikke svært ved det – var meget lettet. Hun svarede i et kort brev, at hun havde fortrudt. Min man fortryder også – elsker mig og vil og har hele tiden villet leve med mig. Siden den gang har jeg været igennem en periode, hvor jeg nærmest var i chok – græd meget, var ulykkelig og vred og følte mig svigtet og forulempet. Derefter har jeg haft en periode, hvor jeg sammen med min mand har udredt årsagerne til, at han kunne tage en sådan elendig og skadende beslutning. Jeg tror, at han er ærlig, når han siger at han lod sig rive med af en egoistisk fascination af at føle sig attråværdig samt af fejhed og bekvemhed (han slap for at konfrontere mig med sine behov) – utroskaben blev indledt efter en lang periode, hvor vores sex-liv havde været mere eller mindre på stand-by, fordi min mand var syg.
Vi har også talt om, hvordan vi i fællesskab skal arbejde på, at vores forhold får mere nærhed, så noget lignende ikke sker igen. Jeg kan stadig plages af tanker eller forestillinger om utroskaben og blive rigtig ked af det; Har i perioden tabt mig 8 kg, været fysisk meget anspændt og haft svært ved at koncentrere mig om simple ting, som f.eks. at læse en bog (er begyndt at spise igen og er i gang med en bog, og sammentrækningen i mellemgulvet glimrer mere og mere ved sit fravær). Jeg er klar på, at det er vigtigt for mig, at bruge min energi på det gode – nemlig at min mand og jeg elsker hinanden, vil hinanden og har mange års dejligt liv sammen at bygge videre på. Min mand har lyttet til mig undervejs og har selv haft det rigtig svært med det valg, han har truffet og jeg kan mærke, at det slider på ham (og dermed på os), når jeg indimellem stadig kan få det dårligt og har brug for at blive forsikret om, at vores liv er, som det er og at han elsker mig (da utroskaben stod på fornemmede jeg, at han havde det skidt, men var blind i min tillid til ham). Jeg vil gerne undgå at slide mere på vores forhold end utroskaben allerede har gjort (min mand bliver nærmest modløs og håbløs i forhold til, at vi skal komme over utroskaben, når jeg får det skidt og føler det forkert (mistænkeliggørende) og kunstigt, at han skal blive ved med at gentage, at alt er som det skal være) og samtidig kan jeg mærke, at jeg stadig har brug for (sjældnere en før) at tale med min mand om mine følelser. Min mand siger, at min fortsatte reaktion er en overreaktion i forhold til utroskabens, for ham, ringe/ingen følelsesmæssige betydning og han mener, jeg må nå til at tilgive ham og glemme. Hvordan agerer jeg i disse modstridende følelser og i et rum, hvor der ikke er plads til mere "slid"? Jeg vil meget gerne tilgive min mand og det skal være på et sikkert grundlag, så hverken han eller jeg efterfølgende oplever, at jeg vender tilbage og beberejder ham igen. Jeg har undervejs fået hjælp af en psykolog og har et par gode venner at snakke med; men føler mig trods det usikker på, hvad der er den rigtige vej. Håber du kan hjælpe mig med at finde retning.

Hilsner
Hanne

Hold da helt op, hvor jeg genkendte mig selv i Hannes hstorie og befinder mig nogenlunde samme sted … For hvad gør man dog ved sig selv, når man på trods af ens egne gode intentioner om at "komme videre", stadig plages "eftervirkningerne" … Når følelserne tager over og man reagerer mere eller mindre ukontrolleret. Når jeg helt rationelt og logisk ved han er "fjern" pga. arbejdspres og så alligevel rammes af dén genkendelige fæle maveonde, usikkerhed, frygt og angst, fordi dén minder mig om den periode "helvede" stod på.
Det stadige store behov for (i perioder) at tale om dét og som man med tiden står alene med, fordi han har haft lettere ved at "rejse" sig og se fremad … og man ved disse samtaler slider på den i forvejen skrøbelige forhold og man vil alllerhelst også bare egentlig selv gerne være lykkelig og glad igen … Ja, det er noget af en udfordring.
Har med succes brugt flere ting fra vores parterapi (heldigt, nu det jo også er derfor vi kommer dér)
Jeg skriver mange af mine tanker ned – i erkendelse af, at jeg har flere ord end ham –
Mit behov for samtale er ikke for at vende tilbage og banke ham oveni hovedet med det ige og igen, men min måde at bearbejde på og det bliver sagt hver gang.
Mine følelser er/kan ikke være "forkerte", kun mine tanker kan jeg (med større eller mindre held) styre.

Når så alt det sagt, så kan min indre kællig ind i mellem godt gøre oprør … hun er ikke videre kontruktiv, men kan være befriende at slippe løs når kedlen koger over en sen nattetime og jeg er alene hjemme, og så …… frasagde han sig retten til at bestemme hvad, hvornår og hvor meget vi skal snakke om det, dén dag han "glemte" at inviterer mig til hans trekants-drama …. !!

Jeg elsker min mand og ved min kærlighed er stærk nok og tror ham når han siger det samme …. Men tror ærlig talt ikke han reelt forstår hvad han beder mig om … Det ved ingen før de selv står i samme eller ligende situation og hvor kan jeg dog kan savne at tale om det, med nogen som har følt smerten og angsten selv.

Ét ved jeg … Det er nødvendigt at tilgive for at komme videre, men utopi at tro vi kan glemme !!

Hej
Tak for dit indlæg
Ja, der skal tilgives, og læres.
At tilgive er at opgive håbet om at fortiden bliver meget bedre. Og samtidig at holde fokus, dag for dag, på at opretholde åbenhed og nærhed.
Jo flere givende "vi"- stunder, jo bedre.

Jeg ønsker, at vejen for jer i fremtiden bliver lysere og lysere. Og at I erkendelsesmæssigt og følelsesmæssigt bliver bedre til at give hinanden omsorg og taler om, hvordan I kan være medanansvarlige for hinandens tryghed.

Særlig hilsen
Christel

Hej Hanne
Tak for dit indlæg.
Det glæder mig usigeligt at læse, at jeres kærlighed har sejret.
På dit spørgsmål om, hvordan du kommer endnu videre, for jeg synes, at du allerede er kommet rigtigt langt, er mit svar følgende:
Skriv dagbog, når det presser sig for meget på.
Beslut dig for ikke at bringe utroskaben op som samtaleemne, men vær tro imod, at du indimellem bliver usikker/bange/frustreret/vred mv.
Tal med din mand om følelserne, når de kommer, så I bliver endnu bedre til at trøste og berolige hinanden.
Eksempelvis vil jeg mene, at I er kommet videre sammen, når du kan sige "Åhj i dag har jeg desværre været ret urolig og bange", og han så trøster, krammer og viser dig nærhed.
Så kan du trygt have dine følelser, blot uden at skulle stille spørgsmål eller kræve bekræftelser med utroskaben som tema.

Du kan også vælge, hvis du har brug for bekræftelse, at løfte alvoren lidt og sige til ham: "skat, sig efter mig: Du er skøn, vidunderlig og dejlig"…. eller hvilke ord, du nu gerne vil høre. Det kan godt være, at det lyder lidt akavet og skuespilleragtigt, men mænd ved jo ikke altid, hvad det er, kvinder har brug for. I stedet for at bebrejde dem det, kan man gøre som i ovenstående eksempel og dermed på en lidt "sjovere" måde anvise, at der lige er brug for lidt ekstra.

Håber, at mine råd hjælper dig og jer.

Alt godt,
Christel

Hej Maj
Tak for din kommentar, som berører mig meget. Jeg ønsker ikke, at andre skal befinde sig i en situation som min, men samtidig får din historie mig til at føle mig mindre alene og mindre "mærkelig". Og jeg føler ligesom du stadig indimellem behov for at tale om det, der er sket, og ikke mindst om mine reaktioner og mit perspektiv på fremtiden. Noget af det, må og bør min mand lægge øre til også selvom han helst "bare vil leve", mens andet – det der ligger i bebrejdelsesafdelingen – enten må skrives ned eller tales med andre om. Jeg har i den seneste måned haft stor hjælp af daglig afspænding til en CD af Bobby Zachariae. Den er egentlig ment som streshåndtering, og kan bruges både til at få kroppen afspændt og tankerne "ordnet" og til at arbejde med sig selv i forhold til tænkemåde og handlinger i den vanskelige situation. Jeg kan kun anbefale CD'en, da den er rigtig hjælpsom overfor de forestillinger og tanker jeg af og til gør mig, som ikke har hold i nutiden, men er skabt/digtet ud fra det jeg ved om utroskaben og som virkelig gør ondt.

Jeg har tilgivet min mand og dermed valgt at leve med konsekvenserne af hans utroskab og jeg håber, at tiden vil vise, at han har "fortjent" det. Det er som du skriver, ikke nogen let øvelse at tilgive et tillidsbrud fra den man elsker og jeg ved, at det trods tilgivelsen, som baner vej for et nyt liv, vil være smertefuldt i lang tid og kræve al den kærlighed vi har til hinanden.

Jeg håber, at vi begge lykkes med livet…

Hanne

Jeg sidder her og leder efter svar på, hvordan jeg kan tilgive min mand efter utroskab. Han har haft et forhold til en kvinde i 6 mdr. Han sejler og har på vej hjem og ud, mødtes med hende. Han fortalte mig det for 3 mdr siden og sagde at han ikke kunne se, hvordan vi kunne fortsætte og at han ville flytte til hende. Han flyttede dog ikke sammen med hende fordi han angrede og vi har siden prøvet at bygge vores forhold op igen. Vi har været sammen siden vi var 18 år(25 år) og har 3 børn. Det er meget svært for mig at komme videre, jeg prøver alt, går i terapi, læser bøger, joga og andet. MEN det er så svært, jeg ved ikke om jeg gør det rigtige ved at blive smmen med ham og har til tider bare lyst at gå. Jeg tænker så meget på hvad de lavede sammen og hvordan han kunne gøre dette imod mig.
Jeg føler det svært at føle os som en enhed, at vi hører sammen. Jeg er flov og har svært ved at komme sammen med familje og venner. Er der nosgen der kan fortælle, hvordan I havde det/gjorde?
Jeg føler som om jeg ikke kender ham mere. Og det er svært for mig at han siger at de er overstået og han ingenting føler for hende, og at han nu ved at det er mig han elsker. Han angrer, men det føles for mig som om han bare vil videre og jeg må tale om det.
Hvor lang tid tager det indtil man begynder at leve nogelunde normalt igen?
jeg er så ked af det!

Hej
Tak for dit indlæg.
Som du måske har læst flere steder på bloggen her, er at tilgive at opgive håbet om at fortiden bliver meget bedre.
For det gør den ikke.
Kun din egen indre smertetærskel afgør, om du kan holde det ud.
Men gør dig en ting helt klart: du har intet at være flov over. Smid øjeblikkeligt den følelse væk. Det er ham, der skal være flov og vise dig, og ikke kun med ord, at han vil dig og jer.
Du er formentligt nødt til at stå mere stærkt i dig selv. Lav flere solo-aktiviteter, så han er nødt til at passe det derhjemme. Du skal kunne se dig selv i spejlet og give hende et smil, hende den tapre kvinde, du ser derinde.

Det, jeg tror, at du går og mærker på, er om du kan betale den pris, det er at fortsætte efter et svigt.
For at blive kræver ofre.

Kun ved at tænke på, hvad der er vigtigere end smerten, eksempelvis jeres børn, kan du komme videre.

Jeg håber, at der er flere læsere herinde, der vil støtte dig.

Lyse tanker,
Christel

Hej
Jeg opdagede for et par måneder siden at min kæreste havde været på swingerklub 3 gange i løbet af efteråret i forbindelse med jeg ikke var hjemme. Han havde også senest været på Tantramassageklinik af den ikke helt stuerene slagt. Det tog mig en uge og meget klare beviser før jeg fik ham til at indrømme at han havde været der. Jeg sagde at det kunne jeg ikke leve med og vi har siden boet i hver sin ende af huset.

Vi har dog i perioder nærmet os – han har hele tiden gerne ville fortsætte som kærester- , men lige når jeg har været tæt på at overbevise mig selv om at jeg måske kan give ham en chance, dukker der nye ting op. En dag opdagede jeg at han over internettet havde tjekket samtlige (eller i hvert fald en hel del) massageklinnikker ud lige her i byen og for et par dage siden opdagede jeg at han havde været inde og kigge på en rutevejledning til swingerklubben. Skuffelsen var enorm og min tanke er at han så ikke skammer sig og angrer så meget alligvel. Han undskylder sig med at jeg jo ikke vil ha ham og han kan gøre hvad han vil nu han er single. Jeg mener han burde kæmpe for at vinde mig tilbage som han påstår han gerne vil.

Jeg har meget svært ved at tro på at han vil holde sig fra swingerklubben og andre ting lige så snart jeg er ude af døren. Og al min sunde fornuft siger mig at han bare skal ud af vagten, men har så frygteligt svært ved at give slip. Vi har været kærester i 3 år og altid haft det rigtigt godt og sjovt sammen og jeg har ikke indtrykket af han ellers har lavet unoder.

Hvad skal jeg dog gøre? Nogle dage er jeg ved at gå helt i opløsning – specielt pga den enorme skuffelse tror jeg – andre dage er bedre.

Hej
Og mange tak for dit indlæg.
Pyha, det er en drøj situation, du/I befinder jer i, For at komme igennem en sådan krise, er der flere aspekter, der er nødvendige.

1. Kortene må på bordet. Dvs. at du må bede din kæreste om at redegøre for, hvad han har lavet og hvor han har været. Og gerne med en begrundelse af hvad det handler om i bund og grund. Har han uforløste sexuelle fantasier eller hvad? Og husk, det er ham, der skal komme med svarene.

2. I skal definere, om I vil kæmpe for forholdet, eller om det I befinder jer i, er en overgangsfase til et brud. Hør ham, hvad han helst vil.

3. Hvis han vil jer, er min anbefaling dels parterapi og dels terapi for en evt. sex-afhængighed.

4. men , før du evt. går i gang med de første punkter, så mærk efter, om du har troen på, at I kan lykkes. Om du med dig selv er i stand til at komme over en sådan skuffelse, og om du føler, at jeres kærlighed og det I har sammen, er så stort, at det er i stand til at ophæve disse svigt med tiden.

Det, du formentligt skal mærke godt efter, er om du tror på, at din partner vil være i stand til at åbne sig fremover, – at han vil tage dette som et wakeup call og aldrig mere hverken vil lyve eller fortie vigtige ting for dig.
Valget er dit. Men vid, at det kræver ofre at blive i et forhold, hvor fortielserne om intime aspekter har sneget sig ind.
Det er dit liv. Det er dit valg. Men gør dig helt klart, at du ikke skal kæmpe denne kamp alene, – kun sammen kan I løse denne knude op.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel
Mange tak for dit svar ! Jeg er bange for jeg mere har håbet om at jeg kan lægge det bag mig end en egentlig tro på at jeg kan. Og tror aldrig jeg vil kunne tilgive det skete….

Dit svar gav basis for at vi fik en fornuftig snak igår hvor vi blev enige om at prøve parterapi. Jeg ved ikke om det er det rigtige at gøre, men forventer at det kan få os videre – enten sammen eller hver for sig.

Min kæreste siger at han gerne vil os og vil holde sig fra swingerkllubben for ikke at miste mig. Jeg er blot bange for at det kun holder en vis tid og når han igen har trangen og regner med jeg ikke opdager det, er han derude igen. Og det er jo egentlig frygteligt at tænke sådan……

Hej Eva.
Løgne og benægtelser er svære at håndtere, og jeg kan nikke genkendene til frygten for, om det sker igen. Det er hans opgave, at finde ud af hvordan, at han kan gøre dig tryg, – hvordan at han kan genskabe tilliden igen. Det er ikke værdigt for dig, at skulle gå og lege detektiv, og det er også meget energitappende, at skulle gå og frygte. Jeg har med tiden dog oplevet, at frygten er blevet mindre.

Han bliver nødt til, at have fundet ud af, hvorfor at han søger swingerklubber, så han kan finde motivationen i ham selv til, at holde sig fra dem. Det kan være en god motivation, at han ikke vil miste dig, men det er også vigtigt, at han søger ind i sig selv.
Hvis det er en trang, som i en afhængighed, så har han måske også tidligere, før dit kendskab til sagen, sagt til sig selv, at han ville stoppe, men uden held. Mange sexafhængige har også et stort forbrug af porno, og man kan blive afhængig af det kick, som sex giver.
Det er ikke rart, at få sandheden op i hovedet, og undskyldningerne overfor sig selv og overfor dig, (at i ikke er sammen længere, og at han derfor må gøre, som han vil) står i kø, som et skjold. Så behøver man ikke, at se nærmere på kendsgerningerne.
Men hvis han vil dig, så nytter det ikke, at han kører to spor, som du skriver, "så må han kæmpe for dig". Meld ud, at hvis han vil have en chance, så må han kæmpe. Find ud af med dig selv hvordan, at du synes, at han viser, at han vil kæmpe for dig, og meld det ud til ham, så må han afgøre om han vil indgå i den kamp.
Ligemeget om det er en afhængighed eller ej, så koster det, at kæmpe videre sammen, og det er desværre nok mest partneren der betaler. Hvad der er rigtigt, at gøre kan du kun selv afgøre, men din mands indstilling er altafgørende.

Midt i al stormen kan det være enormt svært, at vide hvad man vil kunne på længere sigt. Hvad er håb og hvad er tro, når man er helt slået ud. Måske behøver du ikke, at tage den endelige beslutning ligenu, men søg måske støtte til dig selv evt. hos en fortrolig veninde eller terapeut, så du får styrke til, at komme igennem det, enten sammen med din mand eller alene.

Med venlig hilsen
Liv

Hej
Jeg opdagede at min kæreste gennem to år har været mig utro. Ikke gennem længere tid, men et one night stand. Jeg så en lang samtale mellem ham og hans veninde, hvori han fortæller hende om vores problemer. Hun mener dog det er underligt at hun rådgiver ham, efter at hun har været den anden. Så var han afsløret. Min kæreste benægtede alt og sagde at det eneste der passede var at de sov i samme seng. Jeg vidste godt der lå mere i det, for da jeg spurgte om vi skulle ringe/skrie til "Den anden" ville han ikke. Og jeg mener, at så må han have noget at skjule. Selv fortalte hun at det var sandt. At de var fulde, så hun ikke husker meget af det. Jeg har nul tolerance hvad angår utroskab og sex. Selv mener jeg, at det at være fuld er ingen undskyldning. Jeg ved endnu ikke om jeg vil blive med ham, og fortsætte vores forhold. Jeg er stadig meget ung(18) og har livet foran mig. Jeg elsker ham utrolig højt og vi har et fantatisk godt forhold. Men jeg føler mig snydt. Især fordi han hele vejen igennem benægtede det, indtil jeg fik det bekræftet af hende "den anden"

Hilsen Maria

Jeg mener, jeg har nul tolerance overfor utroskab og alkohol.

Hej Maria
Tak for dit indlæg.
Når du med dig selv ved, at du har nultolerance, er sagen jo klar. Så er jeres forhold slut, og du tager den læring med dig, som der er i at sige stop, mens legen er god Og jeg er enig med dig i, at selvom mennesker "drikker sig i hegnet"; berettiger det os ikke til at bryde moralske grænser, der sårer dem, vi holder af.
Videre!!!

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Jeg har været utro.. Jeg har et mønster… Hvordan bryder jeg det??

Jeg har for to år siden været min kone utro med en anden kvinde over en længere periode. Min kone opdager det og jeg benægter til at starte med. Hun bliver ked af det, skuffet og har ingen tillid mere. Vi går til parterapi og alt virker til at gå i den rigtige retning. Vores ægteskab bliver bedre end før, og jeg føler mig lykkelig og det samme gør min kone.

For ca. 2 mdr siden var jeg til en herreaften hvor der bliver drukket tæt. Jeg har her et blackout, hvor jeg ikke ved hvad der er sket. Det viser sig at jeg har chattede med den pige som jeg var utro med. Konen opdager det selvfølgelig og jeg benægter det igen, indtil jeg ser beviserne, hvor der bl.a står at jeg aldrig har fortrudt hende. Det skete på Facebook. Jeg var dybt ulykkelig og ufattelig skuffet over mig selv, da det der stod, var i diametral modsætning til, hvordan jeg ellers havde det. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan jeg kan gøre det. Jeg mødes med hende på arbejdet for at sikre mig at det er overstået. Hvilket hun var enig i.

Min kone blev vred, men kort og godt så gav hun mig en chance til. Vi havde efter første omgang lavet regler om hvordan jeg skal forholde mig til den kvinde som jeg var utro med. Det der gør det svært er at hun er en kollega. Jeg har lovet min kone at hun får alt at vide om min kontakt med hende.

Da hun så for en uges tid siden henvender sig til mig facebook, så vælger jeg at svare hende og henvise hende til msn/gmail så vi kan tale uden min kone opdager det. Jeg vil gerne gøre det klart for hende at hun ikke skulle være en del af mit liv og at jeg ikke ville have at hun skulle kontakte mig mere. Jeg vælger helt bevidst at holde min kone uden for dette og jeg laver i samme åndedræt en aftale om at mødes dagen efter, jeg får endda flyttet samtalen til et mere sikkert sted på g-mail´s chat. Jeg har pirket til hendes nysgerrighed og regner den for et sikkert hit. Hun ved ikke hvad min intention er og jeg glæder mig til at vise min kone at jeg KAN stå imod. At jeg er vokset. Men igen ser min kone korrespondancen og bider mærke i hemmeligholdelsen, at jeg ikke fortæller hende det, at vi skal mødes. Dette opdager hun samme aften og dum, som jeg er benægter jeg dele af det igen. Dermed viser jeg jo ikke at jeg har lært noget, for som konen siger ”hvorfor gå bag om ryggen”?, ”hvorfor snuskerriget”?, ”hvorfor løgnen”? Og ”hvorfor skulle vi flytte chatten”?

Jeg står fast på at min intention var oprigtig og at jeg ville give hende besked dagen efter Når jeg havde talt med hende. Jeg får talt med min kollega dagen efter, men det virker alt sammen så pokkers meningsløst. For min kone viser det bare at jeg ikke er kommet videre, da løgnen, bedraget og hemmeligholdelsen stadigvæk eksisterede.

Men hvorfor sagde jeg det ikke bare højt at hun skrev til mig? Hvorfor skrev jeg ikke bare at hun skulle stoppe eller lagde en plan sammen med konen? Hvad er der galt med mig når jeg bliver ved med at lyve, bryde aftaler osv. Jeg er frustreret og dybt skuffet over mig selv. Jeg vil gerne bryde med de afsindige vaner, som æder både mig og mit ægteskab op, men jeg ved tydeligvis ikke hvordan.

Jeg elsker min kone, men hvis hun vil skilles så kan jeg forstå det, da hun ikke er tjent med en bedrager og løgner. Jeg ser efter job andre steder, men der er i øjeblikket ikke noget at få. Jeg er bare så ulykkelig og aner ikke, hvordan jeg skal gøre tingene godt igen.

Hej Jacob

Tak for dit indlæg.
Du stiller mange gode spørgsmål, og den der har svarene, er jo dig selv, når alt kommer til alt.
Umiddelbart er mit bud, at du har en grad af sex-afhængighed, og de mønstre, du beskriver med fortielse, løgn, benægtelse og en enøjet tro på, at du har styr på det, så længe du kan køre dit hemmelighedskræmmeri, afspejler jo netop den afhængige side af dig.
Du skal have behandling.
Jeg er ekspert i at vikle disse mønstre ud.
Så mit bud er, at du kontakter mig på min firmamail, christel@sonnerasmussen.dk

Og et generelt svar på, hvorfor du ikke bare står ved tingene som de er:
1. Du er bange for konsekvenserne
2. Du har en skrøbelig selvrespekt.
3. Affæren har splittet dig, så du ikke har en fast kerne at tale ud fra

Venlig hilsen
Christel

Kære Christel

Jeg er stadig ikke klar over min endelige reaktion på denne situation, men er kommet et stykke af vejen mod en afklaring. For 10 timer siden fortalte min kone mig (over telefonen), at hun havde haft sex med en anden mand. Hun fortalte, at hun er gravid i 4. uge. Hun ønsker sig meget et barn og vi har muligvis problemer med at undfange (ja, det må jo så mere specifikt være mig, der har problemer med at undfange), men én ting står klart for mig: jeg har ikke den psykologiske støbning til at leve med en kone og et barn, som dagligt vil minde mig om hendes utroskab. Derfor vil jeg bede hende om at få en abort. Og hvis det er for svært for hende at gennemføre på grund af hendes store ønske om et barn, så må hun gennemføre graviditeten, men til gengæld må hun så indstille sig på at afslutte ægteskabet.

I første omgang sagde jeg til hende, at hendes utroskab ville blive mellem os, men jeg sagde samtidig, at hvis hun valgte at beholde barnet, ville jeg ikke affinde mig med at andre skulle forblive i den tro, at det var vores fælles barn. Faderskab kommer altså ikke på tale. Jeg fortalte hende også med det samme, at det ville være meget svært for mig overhovedet at leve med barnet på grund af bevidstheden om utroskab konstant.

Det er hårdt og nærmest betingelsesløst sat op, for jeg elsker hende og kan godt tilgive et enkeltstående sidespring, selvom tanken om det absolut nager mig. Men det afhænger bestemt også af, hvordan hun griber forholdet an i den kommende tid.

Jeg føler et ubehag ved tanken om at tvinge min kone til en abort, da indgrebet psykologisk vil kunne forvandle sig og fremstå som et fysisk overgreb fra min side. Derfor må jeg tilkendegive over for hende, at det er hendes beslutning og ansvar, men samtidig, at vores fremtid sammen afhænger af, hvad hun beslutter sig for.

Jeg har brugt hele dagen siden jeg fik det at vide på introspektion og på at læse om det på internettet. Der skrives meget om følelserne, som er involveret i utroskab, men til gengæld er det næsten ikke til at finde noget om den situation, som jeg har beskrevet her.

Her kommer jeg så til et punkt, som jeg stødte på tidligere i dag på din blog, nemlig, at en typisk reaktion på utroskab er kynisme. Der er klart et element af kynisme i min reaktion, for nogle mennesker ville sandsynligvis tilgive og acceptere barnet som deres eget. Men jeg kan ikke. Jeg er typen der grubler og reflekterer over ting til uendelighed, og dette vil være dødsstødet til mit psykologiske velbefindende, muligvis i mange år fremover.

Hvad vil du anbefale? Kender du til ander lignende tilfælde? Jeg overvejer selvfølgelig at tale med en psykolog om det.

Tak for en virkelig god blog.

Venlig hilsen
Martin

Hej Martin
Tak for dit indlæg.
Nej, jeg kender ikke til lignende fortilfælde. Din/ jeres situation er meget unik.
Jeg kan læse, at du kender din egen person godt. Når du er en grubler, må du søge kendsgerninger.
Dvs. at du må få oplyst, hvornår din kæreste var utro, og hvad sandsynligheden e for, at du er faderen, eller at den anden mand er faderen. Dette må du have vished for.
Hvis det er dit barn, kan du så tilgive din kæreste og skabe en familie med hende ???
Hvis der er tvivl, har du givet svaret. Så må du videre. Uden hende, men med din selvrespekt i behold…..
Så: søg kendsgerningerne.
Lad hende selv afgøre, om hun vil beholde barnet. Dette er du også selv inde på. Det vil kunne ligge imellem jer i årevis, hvis hun aborterer for din skyld.
Lad hende selv finde svaret på det dilemma.
Tag et valg indeni dig selv, om du kan håndtere, at hun har været sammen med en anden.
Kan du grundlæggende forstå, at hun har valgt en anden, eller synes du snarere, at du giver hende, hvad hun har brug for ….`

Denne situation byder dig at kigge indad og mærke efter.
Hvad vil du? – og hvad kan du?

Og hvis du er kommet dig over chokket og den efterfølgende kynisme; hvad fortæller dit hjerte dig så ?
Hvad kan du leve med?
Og hvilken beslutning er den mindst dårlige lige nu `

Venlig hilsen
Christel

Kære Christel.
Jeg har skrevet til dig før om mit parforhold og min utroskab.
Har så uendlig svært ved at tilgive mig selv at jeg har været den utro part, som går rundt som hende der tog en andens mand, og mærkeligt nok meget svært ved at være blevet tilgivet af min partner. Skal lige siges at jeg ikke har taget ham hjem igen ,og det er en af grunden, synes ikke at hann tager nok vare på sig selv ved at bare tilgive mig. Det lyder mærkeligt at have det sådan, men jeg vil gerne have en hel MAND, en der ikke bare logrer med halen.
Hvad er det der får en partner til at tilgive , når han/hun ved alle de følelser der har ligget i utroskabet ? og det har det nok været for de fleste affærer, der ikke kun har været engangs i en brandert, men har varet over længere tid.

At læse et inlæg fra den forsmåde, hvis mand har haft en affære med en i 1½ år, og når han så bliver opdaget og får kolde fødder, fortæller sin kone at den anden både lugtet var ikke god i sengen og var heller ikke særlig køn… Det løb mig koldt ned ad ryggen … sikken en uværdig behandling af både konen og elserinden, at han lader det komme ud af sin mund …

Som elskerinde føler jeg med den anden part…For mig er et virkeligt hårdt at gå rundt i byen og møde min "elsker" og han lader som om jeg ikke eksister. Sikken en uværdig behandling af mig.. Ja såden følest det og hvor lang tid skal jeg gå rundt og føle det sådan… Svært at tilgive ens egne handlinger

hej "triste".
Tak for dit indlæg. At tilgive er et begreb som mange forbinder med at komme videre efter utroskab. Jeg tror, at det er meget individuelt, hvorvidt man kan tilgive helhjertet eller om man vælger at sige "jeg tilgiver dig", med andre motiver jeg tænker, at nogle mennesker mener, at de tilgiver, fordi de er bange for at miste den anden, og/eller i deres egen opfattelse tilgiver fordi de oplever, at der er mere godt end dårligt og evt. har en tolerant holdning til, at "hvis det bare var sex, I havde" og ikke længere har en fortrolig kontakt, ja så kan jeg godt leve med, at det har været sådan"..
Det at tilgive sig selv handler om flere ting. Det handler om at forsone sig med den vrede, man har til sig selv. En vrede over, at man lod vitale principper og god moral nedtone til fordel for behovsstillelse og indfrielse af værdier. Det handler om, at man må søge at forstå, hvilke egne grunde man havde til at være en del af en "duo", der bedrog en anden. I takt med at du igen opbygger din selvrespekt og mere og mere kan se dig selv i øjnene, kan du nærme dig punktet, hvor du forsoner dig med, at "jeg fejlede, jeg var for hungrende, jeg var i følelsernes vold og mit håb var så stort, at jeg nedprioriterede min sunde fornuft".
At forsone sig med det , du har gjort og det du ikke har gjort, er en del af tilgivelsesprocessen…… og ingen ved, hvor lang tid, den tager.
For det er de beslutninger og handlinger, du tager, der er med til at vise dig, om du har taget ved lære. For jeg tror, at vi gradvist kan leve med os selv og vores handlinger og ikke-handlinger, når vi er i kontakt med den læring, eller rettere: den lektie, som bevidst utroskab medfører.
Derfor må du søge indad. Måske kan du tilgive dig selv, at du ikke kan tilgive dig selv. Måske kan du skille tingene mere ad og overveje, hvorfor du forventer respekt og værdighed, når du i en periode ikke selv var værdig og respektfuld….. måske har du stadig følelser for elskeren og håber på at I finder sammen….. – søg indad og find dine svar på, hvorfor du gjorde det, og hvorfor du ikke kunne lade være… søg dine svar på, hvilke forventninger du har til en mand, og hvilke forventninger du har til dig selv som partner.
At tilgive er ikke at være følelsesmæssigt smertefri. Personen, der tilgiver, kan stadig rammes af vrede, frygt og mistro, for det rører altid ved tilliden imellem to mennesker, og det rører i dit tilfælde ved tilliden til dig selv, og om du er i kontakt med dine egne grænser og om din moral har ændret sig efter det skete. Tilgivelse er et valg, men ikke et valg uden smerte.

Skriv endelig igen.. for der er også smerte ved at være elskerinden. For det er lånt eller oftest stjålt tid, man har sammen og sjældent bliver det til mere…..
Vil du byde dig selv det ?

Venlig hilsen
Christel

Kære christel.
Jeg er i et forhold der kun er 5 md gammel.
For at nå at skrive det, skal du vide han er både god og sød ved mig og mine drenge.
Det som gør det hele så svært er han har flirtet med sin eks, faktisk fra første dag af.(men han love at stoppe det).
Jeg vidste at han havde været sammen med sin kørelære hjemme hos ham selv men han benægtede hård nakket det.
men det har været den engang efter den anden jeg har taget ham i at skrive frækt med andre piger været på datingsider osv. jeg har så gær selv udgivet mig for at være en anden for at skrive med ham( det gjorte så ondt det han skrev til hende som var mig.) men hvorfor tilgiver jeg ham jeg har gjort det så mange gang nu.
Men i fredags tog jeg hans computer og så hans dating side jeg blev så såret og sur at jeg blev til at svin.
Jeg gjorte det sammen som ham. men min samvitighed kunne ikke blive ved med at skrive med en fremme mand så jeg var så ond at jeg lag telefonen så jeg viste at han ville se den og ja det gjorte han så i går. men jeg var lige gald med hans vrede og hans tåre kunne kun sige DIN EGEN MEDICIN.
Men vi snakke om alt det han havde gjort mod mig og han vidste godt det var forkert, at man ikke måtte såre nogen mensker så meget som han havde såret mig. men jeg følgte mig så kold ville bare vide sandheden om kørelæren selv om det er 3 md siden.
Og så fik jeg sandt. -Ja jeg var sammen med hende den aften ( jeg gik fuldstændig i sort fuck det gjorte så ondt) selv om jeg godt vidste det men høre det fra ham selv.
Han ringede til sin eks, for 4 uger siden og fortalte hende at han elsker hende og savner hende og han håbede på de havde en fremtid sammen.
I går sage han at det han havde sagt til hende mente han ikke. han mener det er kedsomhed der får ham til at gøre det.
men syntes bare han bliver ved.
nu lover og lover han og nej hvor er jeg dum føler jeg for atter en gang har jeg sagt at han fik en lille chance.
jeg føler virkelig ikke jeg kan stole på ham, jeg kan ikke sige at jeg elsker ham når han siger det til mig, ønsker ikke at dyrke sex med ham. er jeg bare dum og hvad er jeg bange for hvorfor viser jeg ham ikke bare døren

Hej
Tak for dit indlæg.
Ja, det er svært at vide, hvorfor du ikke bare viser ham døren. Der må være et behov, han dækker – eller har dækket hos dig, siden du bliver ved at flytte dine egne grænser.
Selvom han lover og angrer nu, vil jeg mene, at det at I har kendt hinanden i 5 måneder, og hans sexuelle afhængighed til dating, ekskone, kørelærer mv. har stået på i denne periode, er der grundlagt mønstre, som der skal enormt mange kræfter til at ændre. Du bliver nødt til at finde det sted i dig, hvor du har noget værdighed og respekt for dig slev.
Det er jo ikke kun dig, du byder det her du vil blive tvivlende og kontrollerende, jaloux og bange, og det vil påvirke dit overskud, så der er mindre til dine drenge.
Jeg tror, at du herigennem kan motivere dig til at sige stop til et kæresteliv, der udefra set ikke vil bære frugt og ikke vil give dig den tryghed og stabilitet, som du har brug for.
Stol på dig selv. Og tro på, at der er en anden derude, der vil dig fuldt og helt og som er færdig med tidligere forhold …

Lyse tanker,
Christel Sonne Rasmussen

Hej Christel

Jeg har været sammen med min mand nu i 15 år, hvoraf vi har været gift i 6 år. Vi har to dejlige piger på 3 og 6 år. For et år siden havde jeg på fornemmelsen at min mand havde noget kørende med en kollega. Han benægtede ALT, så jeg gik igang med at tjekke mobiltelefoner, mails og kontaktede en af min mands kolleger, som bekræftede at de havde noget kørende. Jeg blev selvfølgelig vred, ked af det osv. Min mand sagde at det var en fejl og det ville ikke ske mere. Han havde ikke følelser for hende, men det havde hun tilgengæld for ham. 1 måned efter opdagede jeg at de stadig havde kontakt – udover det kollegiale via arbejde, dvs. at de ringede sammen på vej hjem fra arbejde og når jeg ikke var hjemme. Jeg konfronterede igen min mand, som forsøgte at gøre det til et mindre problem ved at fortælle mig at hun havde problemer og havde brug for hans hjælp. Jeg forsøgte at få ham til at forstå at det ikke var særligt smart at hun søgte hjælp hos ham og han måtte bede hende søge hjælp et andet sted, men forgæves. Jeg fik blot at vide at hvis hun havde brug for hjælp, så ville han til hver en tid hjælpe hende ligesom han ville hjælpe alle andre som han kendte, hvis de havde brug for det. Jeg skrev også et brev til ham, hvor jeg fortalte om hvordan jeg havde det og hvad det gjorde ved mig, at jeg var såret, ked af det, havde mistet tilliden til ham og ikke kunne stole på ham – men det var som om jeg ikke helt kunne trænge ind til ham.
Tiden gik og efter et halvt år, ser jeg til min store skræk nogle mails fra hende, hvor det bl.a. fremgår at de igen ses og har et forhold kørende. Jeg konfronterer ham med det og han reagerer ved at blive gal over at jeg har spioneret og luret hans mails. Vi er meget tæt på at flytte fra hinanden, og får talt om skilsmisse osv. Men det ender ikke så vidt. Vi får snakket om at vi har været 2 om at det har gået dårligt med ægteskabet det sidste års tid specielt mht. kommunikation, og vi får ret hurtigt rettet op på en masse ting. Jeg synes selv jeg gør en rigtig stor indsats og synes det går fint. Jeg føler mig dog ofte som "offer" og har svært ved at trænge ind til ham og få ham til at forstå, at det er HAM der skal vise mig at jeg kan have tillid til ham igen og stole på ham. Han mener jeg skal kæmpe og vise lige så meget som ham.
Efter et par måneder får jeg igen fornemmelsen af at der er noget galt. Jeg "falder" igen over en mail, hvor han skriver sammen med kollegaen, og at de har mødtes, kysset og har haft en dejlig dag, som de skriver.
Det har nu mere eller mindre varet et år med løgne, utroskab, svigt osv. Så jeg reagerer med det samme med at NU er det nok, og vi skal skilles. Vi får ret hurtigt talt om skilsmisse, fordeling af børn, økonomi osv. Men efter 2 uger beder ham om en sidste chance…..
Jeg hører mig selv svare, at det er ok, men velvidende at jeg faktisk er total følelsesløs og ikke mærker efter i mig selv. Nu er der gået 4 måneder og jeg får det værre og værre psykisk. I de 4 måneder har jeg flere gange sagt til ham at jeg ikke har følelser for ham længere, men forsøger at finde dem frem – uden held. Herudover har jeg 3 gange sagt at han skulle flytte, fordi følelserne ikke kommer, og jeg har svært ved at tilgive hvad han har gjort, og slå en streg i sandet så vi kan komme videre. Jeg har dog haft svært ved at holde fast i min beslutning til trods for at jeg har svært ved at se hvordan vi skal komme videre sammen, når han bliver sur og irriteret når jeg spørger til utroskaben, når han ikke udviser anger, når jeg ikke kan mærke/se at han er ked af det han har gjort, når jeg ikke kan se at han forsøger at kæmpe for mig – udover at ville kysse, kramme og holde om mig.
I løbet af de 4 måneder har jeg stille og roligt forsøgt at vænne mig til tanken om at bo selv med mine 2 små piger, og vænne mig til tanken om skilsmisse, opløsning af kernefamilien som ellers betyder rigtig meget for mig.
Jeg har forsøgt at kæmpe for vores ægteskab på min måde, men føler en form for væmmelse og har slet ikke kunnet tage imod kærtegn el. lign. Jeg har faktisk ikke kunnet lukke ham ind i mit liv overhovedet!!! Det er som om mine følelser har fået nok og er blevet trådt aldeles i stykker. Jeg ved godt at jeg ikke kan tvinge følelser frem og ikke kan bestemme over mine følelser. Men jeg tænker at nu er der gået 4 måneder og der er intet sket, tværtimod får vi det værre og værre, fordi jeg afviser min mand gang på gang, og kommunikere gør vi heller ikke udover børn og dagligdagsting. For en uge siden tog jeg mig IGEN sammen til at fortælle ham at han skal flytte. Efterfølgende følte jeg lettelse og en smule mere overskud og virkede mere glad. Men her de sidste par dage er jeg begyndt at tvivle om det nu også er det rigtige – eller om jeg skal give det endnu en chance – velvidende at følelserne er væk?
Det meste af tiden er jeg ikke i tvivl om at vores ægteskab ville have de bedste forudsætninger for at bestå, hvis vi flyttede fra hinanden så vi begge kunne mærke godt efter hvad det er vi føler osv., og evt. stille og roligt finde hinanden igen og begynde et helt nyt kapitel. Men det er en mega hård beslutning, især pga. børnene. Og min mands holdning er, at hvis han skal flytte så kan vi lige så godt blive skilt for så tror han ikke på os. Forstået på den måde at når situationen ikke er blevet bedre i løbet af 4 måneder, jamen så bliver det heller ikke bedre af at flytte fra hinanden. Det burde vel få mig til at tænke at så ER det det rigtige jeg gør?
Jeg synes jo bare at jeg har forsøgt at kæmpe i et år og givet ham chancer og så dumper han i gang på gang, samtidigt med at vores kommunikation har været rigtig dårlig i meget lang tid, hvor meget kan jeg byde mig selv?

Christel jeg vil meget gerne høre dine kommentarer hertil………………….

Hilsen Susan

Hej
Og tak for dit indlæg.
Der er nogle, der kan hele igen efter utroskab. Men andre er ramt på deres sjæl og oplever, at de ikke kan genfinde kontakten med det, der var og ej heller fokusere på det, der er, når svigt og løgne, benægtelser mv. har stået på i lang tid.
Der skal jo to til at kæmpe, når der er krise. Og jeg har indtryk af, at den fælles kamp ikke har været stabilt til stede. Det undrer mig, at I ikke har været i parterapi, for jeres situation er så sandelig af så alvorlig karakter, at jeg mener, at der skal professionel hjælp til.
Jeg læser og tænker, at du på et plan er så afklaret, som man nu kan blive, før en fraflytning har fundet sted, og alligevel er der kanske en del af dig, der håber, at I løser tingene sammen og får jeres ægteskab og kernefamilie på fode igen. kun du kan mærke indeni dig, hvad du længes mest efter og hvad du kan.
Dine følelser og din krop giver dig tydelige tegn og ud fra disse, lader det til, at det er afvikling, der er overskriften for jeres samliv. Jeg ved ikke, om man kan blive 100 procent sikker, men jeg bekymres over den manglende anger fra din mands side. Han virker, ud fra din beskrivelse, ikke så forskrækket, at han vil gøre alt for at I finder sammen igen. og umiddelbart tyder dine reaktioner på, at utroskab er så utilgiveligt for dig, at det er "the point of no return". Dog vil jeg, fordi jeg tror meget på, at parforholdet er et godt sted for vækst, at I skal tage evt. 3 samtaler hos en parterapeut. Allermest for at have følelsen af at have gjort alt, hvad der var muligt også for at undersøge, om nogle af dine følelser vækkes og for at undersøge, om du er i stand til at lægge det år bag dig, og om din mand af sig selv er villig ti lat forstå, hvad der skal til, for at du åbner dig igen…..

Jeg synes, at man skal kæmpe, så længe at man kan mærke en mening med kampen. Men hvis den forekommer meningsløs og man kæmper alene, er det bedst at sætte hinanden fri og søge lykken hver for sig.

Så stil dig selv spørgsmålet og mærk efter, hvilke svar der kommer:
Kan jeg vokse og føle mig fri i mit ægteskab ?

Så vil det blive tydeligt for dig, hvilken vej du skal gå

Venlig hilsen
Christel

Hej igen Christel

Tak for din respons….

Mht. parterapi, så har jeg det sidste halve år (siden jeg opdagede at de havde et reelt forhold) forsøgt at få min mand til parterapi – men viljen har ikke været der fra hans side. Han mener man skal klare problemerne selv, og har ikke meget til overs for psykologer og at man skal "tale" gennem en tredje person. For ca. 1 måned siden da jeg forsøgte at sætte det hele på spidsen og bede ham om at flytte for 3. gang – der sagde han dog, at vi så godt kunne prøve parterapi én gang og se hvad det gav. Jeg har ikke grebet "chancen" fordi jeg mener at parterapi "kun" hjælper hvis BEGGE parter tror på og vil parterapi, og der har min mand jo flere gange sagt, hvad han mener om det. Det er jo ikke noget han "bare" skal gøre for at tilfredsstille mig! Herudover har jeg nok ikke selv haft troen på, at det vil hjælpe på mine følelser, men nærmere tænkt at det kunne gøre mig mere klar på, at det rigtige var at flytte fra hinanden…..
Du skriver at jeg på et plan virker så afklaret mht. fraflytning, og alligevel er der en del af mig der håber på at tingene løser sig og kernefamilien består – det tror jeg du har ganske ret i. På mange måder virker jeg afklaret og handler herefter, eks. handler mere selvstændigt osv., men dertil vil jeg så også sige, at både utroskab og skilsmisse har ligget så fjernt fra mig og noget jeg ikke i min vildeste fantasi har kunnet forestille mig at jeg skulle opleve. Kernefamilien og et evigt liv sammen med min ægtemand, har været noget af det der har haft værdi for mig og noget af det jeg helt grundlæggende har troet på. Lige pludselig så brister hele mit glansbillede og jeg bliver mere eller mindre "tvunget" til at tænke på et liv der er anderledes end det jeg er opvokset med og anderledes end det billede jeg har af en familie, liv osv.
Med "tvunget" mener jeg, at min mand har handlet forkert, trådt ved siden af om man vil, og har ikke selv kunnet tage konsekvensen af det, og så bliver jeg måske "nød til " det pga. at det strider mod mine værdier og hvad jeg tror på.
Jeg tvivler jo rigtig meget på at vi nogensinde vil kunne reparere vores ægteskab og er ikke i tvivl om at det ALDRIG bliver det samme…..
Nu har jeg levet i et år med løgne, bedrageri, mistillid og hvor jeg har måttet lure mobiltlf, mails osv. Nogle gange er jeg endda stået op midt om natten for at tjekke mobil – så det har virkelig fyldt rigtig meget i mig, og det er svær at slippe den kontrol igen og stole på min mand.
Du skriver også at du bekymres over den manglende anger fra min mands side. Det gør jeg også, jeg har flere gange sagt til ham at det er som om det ikke helt er gået op for ham, hvad det er han har gjort og hvad det har gjort ved mig og familien……………
Lige en sidste ting, så undrer jeg mig over, at jeg overhovedet ikke har haft reaktioner i denne omgang som f.eks. følelsen af had, vrede, ked af det osv. Selvfølgelig har jeg været ked af det, men mere pga. tanken om at det er slut og det hele er ødelagt og tanken om mine stakkels små piger, der nu skal leve måske resten af deres liv som skilsmissebørn…..
Måske det skyldes at jeg jo for 1/2 år siden var alle de reaktioner og følelser igennem? Eller at bægeret simpelthen er fyldt nu, og ikke kan holde til mere?

Hilsen Susan

Hej Christel og Susan

Jeg blev så ked, da jeg læste din mail, for det som jeg selv har skrevet det. Du har det fuldstændig, som jeg selv. Du kæmper en kamp med den samme type mand som jeg. Dine værdier er helt ligesom jeg. Jeg havde heller aldrig i min vildeste fantasi troet jeg nogensinde skulle gennemleve at blive splittet som kernefamilie som dig med utroskab, svigt, bedrageri og løgne til følge. Din beskrivelse siger lige præcis, hvad jeg ligeledes føler. At blive tvunget ud i det og nød til, når det hele føles så forkert efter nu 1½ år. Min mand som det stadig er, idet vi er sepereret er heller til at få med i parterapi, men kun for min skyld, men ikke som par. Han er heller til psykologer og sådan noget..fuldstændig som du beskriver. Hvis jeg spørger ham lige nu, om han ikke vil, så ved jeg faktisk ikke hvad han vil svare, for jeg tør ikke lige nu, for jeg er så bange for at presse ham, så han tager afstand. Jeg har skrevet tidligere, så du kan se hvad jeg har gennemlevet. Min mand og jeg bor ikke sammen, da han for 1 år siden skulle være flyttet sammen med den kollega, som han var utro med. Jeg tror ikke han har noget med hende mere…men jeg ved jo ikke, for så alligevel. Hun er ikke stoppet med at sms og de er stadig kollegaer. Jeg har det ligesom du det meget hårdt med at mine børn skal være skilsmissebørn. Jeg har ligeledes mange følelser i klemme over for min mand. Jeg savner ham så meget og holder så meget af ham, trods alt det der er sket mellem os. Han ved det bare også alt for godt. Jeg tror min mand har det ligeledes, men han vil jo ikke vise det over for mig eller erkende det. Min mand har også den manglende anger. Det er heller helt gået op for ham hvad han har gjort ved pigerne og jeg, men det bliver bedre og bedre…og så alligevel ik. Jeg tror godt det kunne hjælpe dig, hvis du flyttede, men det burde jo være ham, da det er ham der har trådt i spinaten og handlet forkert. Jeg har gang på gang læst herinde om at tage konsekvensen og flytte, det kan vi ikke, da vi ikke bor sammen. Min mand ville for 1 år siden flytte i egen lejlighed for at finde sig selv igen, det tager sørme lang tid, især da han heller kunne eller kan slippe den anden vej. Han er tvivleren..han vil ikke have hjælp, han ved ikke hvilken vej han skal vælge – familien, den anden eller alene?? Hvis i vælger at flytte fra hinanden, kan det være han vågner op, men det kan også være i glider længere og længere fra hinanden. Jeg tror på, at for at forkorte processen, så skal gøres en drastisk ny handling, som jeg ikke er god til. Som Christel skrev til mig, så måtte jeg stoppe med at han kan komme og gå som han vil, hvilket også virkede for mig i 1 uge og så faldt jeg i igen pga. hans adfærd. Jeg tog tyren ved hornene og sagde at hvis vi skulle på vinterferie, som aftalt, så skulle han også stoppe kontakt den anden vej, hvilket gjorde vi ikke kom på vinterferie. Jeg må sige at det nok også hjælp for de sidste dage af vinterferien var han afsted på vinterferie med vores piger sammen med hans nærmeste familie og det satte nogle tanker igen igang for ham. Da de kom hjem efter 3 dage, så virkede han som han ville mere end bare et knus. Efter nogle timer, da han forlod os igen, så kunne han ikke slippe mig og vi kærtegnede og blev ved og ved. Vi kæmpede for ikke at kysse hinanden og til sidst fik vi også kysset. Om aftenen undskyldte han i tlf., men han trængte sådan til at kramme og mærke mig. Det er nu 2 uger siden og det er ikke sket siden, da han har så svært ved det, da han er for bange for at komme for tæt på. Af nogle fælles venner ved jeg, at det lyder til at han er meget i tvivl om hvad han skal gøre, men at det er vigtig at jeg ikke presser ham eller kontrollere ham. Vores kemi og kommunikation er god og vi snakker næsten som førhen. Vi er meget sammen og han vil gerne komme ofte. I fredags, da han skulle have pigerne foreslog han selv, om vi skulle blive hos mig og hygge med god mad osv. og han ville sove her og vi kunne spise morgenmad og så tog han afsted med pigerne til middag. Mit hjem er vores tidligere. Han havde også i samråd med mig spurgt vores ældste datter, som havde sagt ok tl ham. Han spurgte også mig dagen efter om hvad vores ældste datter havde sagt til mig om det. Og jeg sagde til ham, at hun synes det mærkelig og har svært ved det. Det gør hamtavs og har han ikke noget at sige til. Han årsag var at jeg havde været ved lægen og været dårligere tidligere på ugen, og hvis jeg havde det dårligt med at være alene. Han synes også det havde været hyggelig, men vi havde ingen tilnærmelser. Og hvordan skal vi også det, når vores piger er der? Jeg har foreslået en weekend sammen i den kommende weekend, men han synes…..hvorfor nu og det er snart påskeferie, så kan vi glemme pengene til der og jeg skal ikke give ham noget? Det handler jo vel også om skyld og skam fra hans side? Til dig Christel..hvordan kommer vi videre og hvad skal jeg gøre? Skal jeg blive ved med at væbne mig med min tålmodighed, som jeg normalt ikke har.
Skal jeg lade tiden gå, ja kun jeg ved det for jeg kender ham jo bedst og hele vores situation.

Kærlige tanker og knus til dig Susan

Kære "Knuste"
Jeg synes, at du skal gøre følgende:

Skriv til ham:
Hvad vil du – og hvad vil du Ikke?
Svar på dette og lad mig dit svar vide, for så tager vi den derfra.

Nu skal han komme med respons. Det er for hårdt for dig og børnene, at der hele tiden er så høj en grad af uafklaret hed.
Hvis han ikke svarer, er det også et svar.
Men nu må han komme ud af busken.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel og "den knuste"

Trods omstændighederne er jeg glad for at der er andre som har det som jeg – selvom det selvfølgelig er en trist situation vi er havnet i – men det varmer at høre at jeg ikke er alene og at det ikke kun er mig der har det svært.

Christel – jeg formoder dit svar er til "Den knuste":-)?

Venlig hilsen
Susan

Hej Susan
Tak for dit indlæg.
Ja, det har du ret i…
Mit svar var til "den knuste".

God dag,
Christel

Hej Christel
Jeg har idag læst hele denne lange tråd, og har da også fået lidt ud af det, men har brug for respons på min egen situation. Har tidligere søgt råd på andre hjemmesider, men aldrig fået noget svar, så håber meget på at jeg er heldig denne gang, for har virkelig brug for det.

Jeg er 19 år og går i 3.g på gymnasiet, men på trods af min unge alder, var jeg sikker på at jeg havde fundet min eneste ene. Min kæreste og jeg mødtes på gym, hvor han blev student sidste år, og vi har nu været sammen i 16 måneder idag.

Alt var fantastisk og vi besluttede for længe siden, at vi skal flytte sammen så snart jeg er blevet student, men så gik det hele galt.
For lidt over ca. 2 måneder siden, var jeg så dum at jeg tjekkede min kærestes facebook profil(var uden tvivl forkert af mig). Jeg så at en pige havde skrevet til ham, fordi han er badminton træner og hun gerne ville starte på holdet (selvom hun er 18 og han træner 14-16år). Da de så havde snakket om badminton og om at hun skulle starte, begyndte han så at spørge ind til hvem hun var, hvad hun lavede, og hvad hendes interesser var. Hun er model og han kommenterede derfor på hendes billeder og samtalen blev en lille uskyldig flirt.
Jeg fik dårlig samvittighed og fortalte ham hvad jeg havde gjort. Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne forstå at han skulle skrive med andre piger, og han forstod mig godt og slettede hende så som ven. Et par dage senere var han igen venner med hende på facebook og jeg spurgte hvorfor, og han svarede at det var sket automatisk og det ikke var ham der accepterede det. Jeg lod det ligge og han slettede hende igen.

Efter noget tid var han hjemme hos mig, og fik pludselig en besked midt om natten. Han skulle tjekke hvad klokken var, og trykkede bare ud af beskeden. Jeg spurgte så om jeg ikke måtte se hvem der dog skrev til ham og natten og han gik ind og læste beskeden hvor der stod "Har du slet ikke savnet at skrive med mig?" Jeg blev selvfølgelig sur og bad ham give mig en forklaring på hvad der foregik, men han ville intet sige. Han fortalte mig så at det var en pige han gik på skole med engang, som havde været ude og rejse og var så lige kommet hjem igen. Nummeret var ikke kodet ind som kontakt, og jeg synes derfor det var meget underligt. Efter det havde vi et kæmpe skænderi og han sagde han ikke vidste hvorfor hun skrev den besked. Jeg græd,fik dårlig samvittighed, tilgave ham og vi snakkede ikke om det igen.

I påskeferien var vi sammen i 4 dage og var ude og se på en lejlighed sammen. Efter vi havde set på lejlighed tog jeg samme dag hjem for at besøge min familie. Der gik nogle dage og det var så meningen han skulle komme hjem til min familie hvor der blev holdt fødselsdag i lørdags. Aftenen inden han kom tjekkede jeg igen hans facebook profil. Jeg fandt så ud af at man kunne gå ind i nogle beskeder der hed "aktiverede" og derinde se de beskeder man ellers ville tro var slettede.

Jeg fandt en lang samtale han havde haft med pigen fra badminton. Ca. en måned gammel tråd. Denne gang mere flirtende. Han skrev kommentare som "hvorfor havde du bukser på til badminton, jeg troede jeg skulle stå og savle over dine ben", "Jeg kunne ikke koncentrere mig om at spille fordi du kiggede på", "Jeg må hellere slette denne tråd så min kæreste ikke opdager det hehe", "Vi må hellere skifte emne, for min kæreste kan nok ikke lide den drejning samtalen får" Til sidst i samtalen blev de enige om at udveksle telefonnumre, da det var en mere sikker måde at skrive på uden jeg ville opdage det.

Jeg var knust og min hjerte hammerede hurtigere end nogensinde. Dagen efter kom han som aftalt og jeg konfronterede ham med det. Først prøvede han at forsvare det ved at sige at det bare var for sjov osv. Jeg græd og han kørte sin vej. 5min senere skrev han en besked hvor der stod at han overvejde at komme tilbage, fordi han ikke havde sagt hvad han ville. Han kom tilbage og sagde undskyld mange gange. Jeg var stadig ked af det med accepterede at han undskyldte. pludselig sagde han "Jeg har noget mere at fortælle, men du bliver sur". Jeg gik fundstændig i panik. Han fortalte mig så, at det var hende der skrev til ham om natten, og ikke pigen han gik i skole med engang. Han fortalte at han havde været hjemme og besøge hende, dagen vi så på lejlighed, dagen hvor jeg tog afsted hjemme fra ham. Først blev jeg rigtig ked af det og bad ham om at gå. Så sagde han undskyld, krammede mig og trøstede mig. Jeg gav ham lov til at blive. Han blev der natten over, men jeg var så ked af det næste morgen, så jeg bad ham tage hjem, fordi jeg havde brug for at tænke.

Senere på dagen skrev jeg en besked til ham og sagde det var slut. Jeg kunne ikke leve med at han havde løjet for mig i over en måned, og kunne ikke holde ud at tænke på hvad der var sket hvis jeg ikke havde opdaget det. Til det svarede han at hvis vi skulle få det til at fungere, så skulle vi have ryddet op i alle ting i vores forhold. Om aftenen skrev han så en meget lang mail, hvor han skrev hvad jeg ikke gør godt nok. Han skrev at han var sammen med hende, fordi vores forhold var blevet for trivielt. Alt det fik mig til at føle det var min egen skyld, men alligevel tilgav jeg ham.
Igår skrev jeg så en mail til ham om at jeg ikke synes det var i orden at han skrev en lang liste over ting jeg gør forkert, og jeg synes han havde givet mig skylden for det hele. Jeg skrev så til ham at jeg var nødt til at have et svar på om det virkelig var mig han ville have. ikke en pige formet efter hans liste, men mig. Jeg følte mig lettet og synes jeg kunne se "frem" efter jeg havde skrevet den besked til ham. Han svarede ja, og vi har ikke talt om det ellers.

Lige nu er problemet at jeg stadig er meget forvirret. Jeg synes han har svigtet mig, selvom han siger han ikke har lavet noget med hende. kun skrevet og været hjemme hos hende. Det gør mig bare bange at han havde samvittigheden til at lyve for mig, og episoden med beskeden midt om natten gør mig rigtig ked af det, fordi jeg netop var den der sagde undskyld, og jeg troede at jeg overreagerede. Jeg ved godt han har sagt undskyld, men ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Bliver ved med at have tanker i hovedet om det, bliver ved med at være ked af det, selvom jeg helst vil glemme det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre lige nu. Vi har lige set på lejlighed sammen og så besøger han hende samme dag. Jeg har sltid sagt til mig selv, at jeg aldrig ville finde mig i sådan noget, men jeg elsker ham bare så meget. Hvordan kommer vi videre? Er det dumt at flytte sammen med ham efter det her? (Hvis vi ikke flytter sammen, så går vores forhold i stykker pga. for stor afstand)

please hjælp mig.
hilsen den forvirrede

Hej "forvirrede"
Sikke en trist beretning om et kærlighedsforhold, der lyder som om, at det har været meget stærkt.
Det, jeg tænker om jeres situation, er at der er et tema omkring tillid, åbenhed og ærlighed. Nogle af de mest bæredygtige værdier imellem to mennesker.
Som du skriver, kontrollerer du hans face book uden hans vidende. Og finder korrespondance. Det gode spørgsmål er, hvorfor du gør det.
Det er i sig selv et tegn på, at du enten ikke grundlæggende stoler på ham, eller at du har en intution om, at der er noget galt, eller har et behov for kontrol eller noget helt fjerde.
Du finder så informationer, der forståeligt skræmmer dig, og henover den følgende tid skjuler og lyver han for dig.
Så som du selv skriver, så er jeres forhold i krise. Og den nærhed, I søger, erstattes af en tvivlende distance.

I må finde ud af, med jer selv og hinanden, om kærligheden og lysten til at komme styrkede igennem denne krise er til stede.
For mig at se er det helt klart, at I har behov for at lave en ny begyndelse. Det kunne ske igennem, at I flytter sammen…..
Det, I bliver nødt til, er at mærke efter, om I er stand til at garantere, at i stedet for at tjekke og kontrollere, lave ting ved siden af, – om I så
er åbne og modne nok til at snakke tingene igennem og uopfordret informere hinanden om, hvis der er nogen eller noget, der truer jeres forhold.
det er åbenhed, der skaber tryghed. Det er ærlighed, der skaber tillid. Og det er at være tro og kunne sætte grænser, der er med til at gøre et forhold bæredygtigt.
Så du skal afklare med dig selv:
Tror jeg så meget på det, vi har, at jeg vil flytte sammen og se denne situation som et "wake up"-call til at komme videre sammen – eller som det tegn, der fortæller at der må siges "tak for kampen".

I bliver nødt til at tænke i "vi og os" i stedet for "du skal lave dit og dat om".
Hvad vil I gøre anderledes?
Hvordan vil I gøre det?
Hvordan passer I på hinanden?
Og hvilken holdning skal I have til venner, at det modsatte køn?

Husk at kærligheden alene ikke kan bære et forhold. det er dialoger og handlinger, der gør forskellen.
Og jeg tænker på, at hvis jeres forhold går i stykker, hvis I ikke flytter sammen, fordi afstanden er for stor, ja så er spørgsmålet jo, hvor meget I egentligt vil hinanden og hvor meget modstand, I kan bære.

Men: mærk efter i dig selv. hvis du tror mere på at I kan lykkes end du tvivler på det, så meld det ud og gå hele vejen.

Lyse tanker,
Christel

Hej
Tusind tak for dit svar.
Igår gik jeg i panik og skrev til den anden pige for at blive bekræftet i at han ikke igen løj for mig. Hun sagde der ikke var noget og gav en lettelse i min krop. Kan helt klart godt mærke at tilliden skal bygges op igen, men jeg elsker ham virkelig mere end noget andet. Hans reaktion var at blive sur over jeg har skrevet til hende, og han er derfor meget i tvivl om vi kan komme igennem det. Jeg gjorde det ikke for at ødelægge tingene mere, men fordi jeg havde brug for det, så jeg kunne få ro i kroppen. At snakke med hende gjorde at jeg blev klar over hvorfor han gjorde det bag min ryg. Han føler jeg kontrollere ham og skal bestemme over ham hele tiden og han har ret i, at det skal jeg virkelig arbejde på. Vi har aftalt at tage en snak senere idag, og håber virkelig at vi kan få alt snakket igennem og få det godt igen. Desværre siger han at han ikke tror meget på vores forhold mere, og ville så gerne overbevise ham om at vi godt kan klare det her. Ved bare ikke hvad jeg skal sige til ham?

Heldigvis er vi kommet videre nu, har fået snakket ud, og blevet enige om at starte på en frisk. Tak fordi du svarede mig, hjalp meget.

-Hilsen den nu glade.