Utroskab og lysten til hævn

 | 19. september 2008 19. september 2008 - 10:57

Skal man straffe sin partner, når han eller hun har været utro?

Og hvis man er for modent et menneske til det, hvad gør man så ved behovet for at få partneren ned med nakken….. hvis man da sidder alene……?

Sommerens "ørehænger" af Søs Bjerre, og det følgende modsvar fra Matthias Lysgaard om lejligheder, der er lidt brændt ned, en Fiat der er solgt til skrot, en X-boks der måske er lidt våd, og hvad der nu ellers synges, kan godt få smilet frem på mine læber.

For billederne er tydelige, og så ekstreme, at de meget rammende beskriver den trang til hævn, som kan opstå, når en kæreste har "knaldet med en anden"….  Jeg kan godt lide Søs Bjerres sødmefyldte og smerteplagede stemme, når hun udtrykker sin vrede over, hvad Kæresten har gjort. Hvis du ikke har hørt modsvaret fra Matthias Lysgaard, kan jeg informere om, at det heller ikke er kedeligt.: Arvesmykkerne flyder i en spand ved Gammel Strand, 5 romerlys har bombet ekskærestens walking-closet, og afslørende fotos er sendt til den ene og anden adresse. Underholdende, sjovt – og så ekstremt, at man synger med og får sig et godt grin.

 Søs Bjerres sang "Malene"
 

Efterfølgeren fra Matthias Lysgaard om  Malene til Søs Bjerre

Jeg har tænkt over, om alle er i stand til at abstrahere fra billederne og ikke lader sig inspirere til at gøre noget tilsvarende, hvis en kæreste har været utro. Jeg blev en kende overrasket over, at en af min 12-årige søns venner viste umiddelbar undren over, at det er strafbart at gøre de fleste af de ting, som hhv. Søs og Matthias synger om i sangene. Det lod til, at han ikke havde tænkt over, at hvis man "går amok i hævnrus", ja så har det en konsekvens.  Okay, han er kun 13 år – og når vel at lære at perspektivere, håber jeg. Dog tankevækkende alligevel.

Men hvad er det så for noget, alt det med utroskab og hævn.

Hvad gør man ved følelsen, når man er blevet vraget til fordel for en anden.
Spørgsmål, jeg tit har hørt i min konsultation.
Sagen er naturligvis lidt anderledes, når det drejer sig om parterapi. For dem, der kommer til mig, som har utroskab som et tema, orienterer sig imod at finde sammen igen, også selvom der har været utroskab.  Og dog kan trangen og behov for straf eller hævn være dominerende, når den svigtede part mærker på alle sine egne følelser – og i nogle situationer klart er uforskyldt.

For det er, ifølge min erfaring, ikke sådan, at der altid er noget galt i parforholdet, når den ene part har været utro. Det kan, som jeg også har skrevet andre steder på dette website, skyldes en mangelfuld moral, en "det går nok, hvis bare ingen finder ud af det "-holdning , en kombination af druk og spænding og "gnisten, der springer" eller noget helt fjerde eller femte, der får nogen til at gå over stregen.

Det, som mange spørger mig om, er "hvordan kan jeg tilgive." og det er jo det konstruktive modsvar til "hvordan giver jeg slip på hævn og følelsen af smerte"…..

Jeg har følgende refleksioner:

  • Jeg mener, at hævn-følelsen er fuldt forståelig, og at en hævnaktion er destruktiv.
  • Jeg tror, at man, hvis man ønsker at komme videre, på trods af utroskab, ja så må man transformere behovet for hævn til det, som jeg kalder en konstruktiv vrede. En vrede, der kan komme til udtryk som en nødvendig styrke, så man er bestemt og resolut og gør klart, hvad man vil finde sig i og ikke finde sig i fremover. En bestemthed, der kan bane vej for nye spilleregler, som er fair, og hvor aspekter som selvansvarlighed og åbenhed, især fra den part, der har været utro, bliver dagens orden.
  • Kommer man ikke over sin hævnfølelse og den harme, man fyldes af,  vil det på sigt forpeste parforholdet. Man bliver nødt til på et tidspunkt som den sårede part at indse, at hvis man vil sit parforhold, selvom der har været utroskab, ja så må man videre. Fordi man piner sig selv lige så meget ved at opretholde hævn og straffeaktioner.
  • Nogen har brug for at dyrke hård motion, nogen har brug for at skrive, når de er fyldt op af tanker og følelser.
  • Nogen har brug for at køre en tur i bilen og parkere et afsides sted og skrige så højt, de kan. Nogen har brug for at græde over det tabte. Enhver må finde sin egen vej. Og enhver må gøre sig klart, at det, som vi kalder uretfærdighed og smerte, formentligt il nå os, i løbet af vores liv. Så vi må lære at håndtere det, i stedet for at forbande, at det lige netop skulle ske for os.
  • Det kan godt tage lidt tid at komme til den erkendelse. Det er fuldt forståeligt.

Men alting har en pris. Og vil man sit parforhold, også efter utroskab, er det prisen, som den, der er blevet svigtet, må indstille sig på at betale. Men de lærepenge, som det er, kan komme én til gavn, mange gange senere i tilværelsen.
Og hvis netop samhørigheden, kærligheden og det, som man ellers har sammen, der er dyrebart og uerstatteligt (eksempelvis børn), ja så er det prisen værd.

Det har altid kostet at fyre med mahogni. Vil man have det, som man synes, er det bedste, så koster det.

Skriv endelig nogle indlæg, til bloggen, her, hvis nogle af mine tanker rammer dig.

  • Måske har du fundet en god måde at håndtere hævnen på.
  • Måske provokerer nogle af mine udtalelser dig
  • Måske er der noget, der giver mening.

 

Over i brevkassen/forummet kan du også skrive hvad du lyster under:

 

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

GHTime Code(s):  

3 svar til “Utroskab og lysten til hævn”

C skriv en kommentar aktiv 5. april 2010

Hævn – ja, jeg har også lyst til hævn. Til at hævne mig overfor min elsker, som igennem mere end 10 år syntes, at det var en god idé at jeg indrettede mit liv efter at kunne se ham mest muligt. Som var min bedste ven og fortrolige gennem endnu flere år. Som endelig – efter mange års forhold og en lang, lang betænkningspause sagde til mig, at det var mig han ville ha' og at han i løbet af relativt kort tid ville forlade sin kone. Og som gentog dette løfte flere gange, senest en uge før nogen afslørede utroskaben overfor hans kone. Løftet blev ikke givet fordi jeg ellers ville forlade ham – for det ville jeg ikke. Men han sagde, at det var det han virkelig ville. Blive gammel sammen med mig. Og at det hele tiden havde ligget i luften – hans barn skulle bare lige blive gammel nok. Ja, jeg har lyst til at hævne mig overfor ham fordi han så, fra den ene dag til den anden skiftede fra at være min fortrolige, min dejlige elsker, min bedste ven og ham, jeg stolede på til at være fuldstændig ligeglad med mig, til "virkelig" at ville konen, slet ikke vil have kontakt med mig og heller ikke forklare noget.

Christel skriv en kommentar aktiv 7. april 2010

Hej C
Din vrede og frustration er forståelig. Sikke et svigt, fra ham du troede var din ven.
Der er sikkert mange, der når de læser dit indlæg, tænker: "helt ærligt, hvad havde hun regnet med. Hun har ventet i 10 år og accepteret den ene forklaring (undskylding) efter den anden.
Men det er noget andet, når man er en del af det.

Lov dig selv, at du aldrig aldrig mere vil placere dig i en situation, hvor du ikke har indflydelse på dine ønsker. Og lov dig selv aldrig mere at vente uden synlige tegn på forandring.

Jeg ønsker for dig, at dine sår må læges hurtigt.
Et ocean af støttende tanker til dig herfra

Christel

jannie skriv en kommentar aktiv 14. april 2010

hævn er ikke ordet…jeg har været sammen med den samme mand i 8 år gift i 2,4år da han en decaften fortalte at han ville skilles,det blev så den kvinde jeg havede betroedt mig til han sov med den ene gang hun er ca 15 ældre end ham.aldig har jeg føldt sådan et svigt før,både af en man tror elsker en og en der skulle forstille at være en ven.jeg kan ikke lade vær med at køre på ham og hævn over hende står øverst på ønskelisten.hvordan kommer man udover dette.om jeg er sammen med ham eller ej så vil jeg ha det sådan

Vil du kommentere?

Du må være inloggad for at skrive en kommentar.

Copy Protected by Chetans WP-Copyprotect.
Register Login