Jeg er kommet i den situation… Jeg forstår ingenting, og jeg sidder med en klump i halsen, og har det ekstremt skidt. Jeg har været igennem lettelses fasen, som gik overi ulykkelighedsfasen og jeg er nu i selvbebrejdelses fasen. Jeg synes ikke at have nogen at snakke med det om, da jeg heller ikke vil sætte ham i et dårligt lys. Jeg har valgt at blive, da det er den store kærlighed, hvilket ikke gør det nemmere. Derudover er jeg gravid i snart 7.måned. Grunden til at jeg skriver her, er for at gøre noget. Allerhelst ville jeg nok i terapi, men synes heller ikke at pengene er til det, da jeg blev opsagt for 6 måneder siden. Jeg har læst og læst, og der er så mange gode indlæg, og jeg håber og tror at det kan få mig lidt videre. Det stoppede i november sidste år, efter ca.½ år, men jeg fik først mistanke om det for 3 uger siden, da jeg modtog nogle sms'er fra nogen som synes jeg burde vide det… Jeg fik sandheden ud af ham i mandags, og vi har grædt, jeg græder og har det fysisk dårligt når filmene afspilles i mit hoved. Ved stadig ikke helt hvordan jeg skal komme videre, men jeg vil videre. Jeg forstår bare ikke noget af det hele. Alt i alt vil jeg nok indtil videre påstå at jeg hellere ville have levet i uvisheden.(tror jeg) Jeg går rundt med en dårlig samvittighed over at være ked af det, pga vores ufødte barn. Jeg går rundt med dårlig samvittighed over at jeg jo må have gjort noget forkert og jeg går rundt med et stort hul i hjertet over at være blevet svigtet. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal takle det, men håber med indlæggene på denne blog at jeg finder en vej.. Og ville bare sige tak for at den er der, til inspiration, til spørgsmål, til svar og til mig.

Kære du

Jeg forstår, at det er mere end svært i din nuværende situation, også fordi du er så loyal over for din kæreste/mand, at du ikke har talt med nogen.
Det er du nødt til. For taler du ikke med nogen, så "æder de indre film" og din sorg og tvivl dig op. Har du ikke penge til at gå til en terapeut, så tal med en veninde, som du aftaler med, at det er dig, der har brug for at få lagt øre til og ikke har brug for nogle gode råd. For det må ud. Alt det, som fylder dig, og alt det som gør dig ked. Ud med det. Så noget af det forsvinder fra dig, og så du får den omsorg og interesse, som kæresten/manden åbenbart ikke har formået at give dig.

Og når du så har fået noget af det, der fylder dig, ud – ja, så må du jo tale med din kæreste/mand og spørge, hvad han har tænkt sig. for det er jo en gammel sandhed, at ingen kan både blæse og have mel i munden, så han må fortælle dig, hvad han vil, og gøre dig klart, hvordan han ser jeres fremtid. Føler han, lige som du, at I har den store kærlighed, så må han vise og bevise nu, at han også i dagligdagen og virkeligheden er den mand, som du har stolet på og fortsat kan stole på.

Det er ham, der har svigtet tilliden. Det er ham, der skal tage primæransvaret for at bygge den op igen. Hold fast i det.

Og lad være med at bebrejde dig selv, hvorvidt du kunne have gjort mere eller mindre. Du har gjort det, du kunne, og at han vælger at træde ved siden af, er primært et spørgsmål om hans moral, og jo ikke noget, du bevidst har sat dig for, at han skulle gøre, så fjern endelig skyldfølelsen fra dig selv. Du venter jeres barn. Og det er jo en opgave, en usandsynligt smuk opgave. Hvad han foretager sig, uanset om han har savnet noget eller ej, det er hans ansvar. Og ikke din skyld.

På samme måde som en person, der drikker for meget alkohol, heller ikke kan tillade sig at bebrejde sin kone, at det er hendes skyld, at han drikker.
Det er stadig ham, der løfter flasken. Og ikke konen, der presser alkoholen ned i halsen på ham.

Så skil tingene ad.
Og gør dig klart, at han har trådt uden for jeres fælles cirkel, og det er fint, at du har kærligheden til ham og gerne vil tage imod ham, men bebrejd dog ikke dig selv, men lad ham forstå, hvis han ikke forstår det, at han har rodet rundt, og det er ham, der skal rydde op. Nu.

Men allerførst; få talt med nogen. Vær aldrig så loyal, at du ikke er loyal over for dig selv.
Skriv endelig igen, hvis du har behov. Og tak for de søde ord om min blog.

Hilsen
Christel

Hej Christel
Ja nu er der så gået et par måneder siden jeg sidst skrev, og har prøvet at arbejde med tingene.
Jeg fik talt lidt med en veninde om det, og det hjalp meget.
Men jeg har også fundet ud af at jeg i forhold til veninder egentlig er meget lukket, og ikke har lyst til at vise mine følelser.
Som jeg tror ligger dybt i mig fra min ungdom hvor jeg er blevet såret af veninder jeg stolede på. Dette har gjort at der nok også ligger et ekstra pres på de mænd jeg har været sammen med, jeg giver dem alt, men jeg vil stadig ikke 100% vise mine inderste følelser(når jeg tror de er har en negativ effekt) jeg tror jeg har brugt alt for meget tid på at være perfekt, og bange for at blive forladt. Istedet for at give udtryk for de behov og følelser jeg har.
Det virker som om det lige nu er gået op for mig…
Jeg har også altid haft en tendens til at sætte mine mænd op på en pidestal, og glemme veninderne lidt og fordybe mig i arbejde fordi det er her jeg har succes. Så tror at der er kommet meget andet ud af min mands utroskab end jeg i starten ville være ved.
Men det er noget jeg må arbejde med, for jeg er bange for at miste, jeg er bange for at blive forladt, hvilket gør at jeg tit forlader først. Det vil jeg ikke gøre her, jeg vil kæmpe med næb og klør for at få det liv jeg gerne vil have, men jeg skal over den tærskel med at miste.. Men jeg føler allerede at jeg er blevet en stærkere kvinde. Det bliver et langt indlæg
For at komme tilbage til utroskaben, så aftalte min mand og jeg at han hver uge skulle spørge direkte ind til hvordan jeg havde det med mine følelser denne uge, og at han inden den 01.10 skulle have nedskrevet sine værdier og grundholdninger så vi kunne finde ud af hvordan vi skulle få det til at fungerer.
Men det virkede ikke, han glemte at få spurgt, og d.30.09 kl.23 brød jeg hulkende sammen fordi han endnu engang ikke havde overholdt vores aftale. Jeg ved vel egentlig godt at her burde jeg have sagt stop, og jeg sagde også at det var uacceptabelt at han ikke tog mine følelser alvorligt.
Men aftenen endte også ud i at vi lavede en ægtepagt, og fik nogle faste aftaler, som at vi skal have en kærestedag om ugen, og at vi hvert år på vores bryllupsdag skal gennemgå ægtepagten for nye ting, og ting som skal forbedres. Kærestedagen blev holdt dagen efter, hvor vi færdiggjorde ægtepagten og fik talt om mange ting.
Men jeg er ked af at jeg måtte ud på planken og sige at jeg faktisk havde gået og planlagt hvor jeg skulle flytte hen etc. hvis han ikke overholdte d.30.09… Jeg mente det også, og hvis han ikke havde taget det alvorligt var jeg gået, men jeg er stadig en smule i tvivl om han virkelig tror på at jeg ville gå… Men vi har aftalt at jeg tager væk i nogle dage og tænker det hele igennem, og jeg har sagt at jeg muligvis vil i parterapi.
For uanset hvor meget vi snakker, og som han påpegede skulle jeg også blive bedre til at fortælle om mine behov(især i forhold til tankerne om utroskab) og han har ret, jeg tror jo at han kan læse mine tanker.. Synes jeg stadig at der er nogle huller som jeg mangler at få udfyldt. Jeg forstår stadig ikke hans utroskab, han siger at det ikke har noget med mig at gøre, og at han ligeså godt kunne være gået til en prostitueret, det betød intet. Men han kan ikke forklare hvorfor han gjorde det og jeg mangler en forklaring, selvom jeg måske er bange for at få en. Det sårer mig at det er sket et par måneder efter vi blev gift, og fortsatte i et halvt år hvor vi prøvede at blive gravide. Har stadig lyst til at skrive en mail til "hende" både for at fortælle hvad hun har gjort mod mig, men også for at få bekræftet hans historie, men tror inderst inde at det ville smerte mere end gavne, og jeg tror også på ham, men det at han løj i starten, gør jo at der stadig er lidt tvivl. Kan det virkelig være rigtigt at man kan gå ud og være sin partner utro selvom man er tilfreds??? Jeg ved det ikke, men har før ment at han har et problem med opmærksomhed, han søger den og kvindelig opmærksomhed er bedst tror jeg.. Jeg er bare bange for at det vil gentage sig, selvom han er tilfreds her hos mig, men kun fordi at han trænger til en anden form for opmærksomhed. Jeg har før nævnt det for ham, da han til et bryllup stod ude på en mørk p-plads ekstremt fuld med en kvinde som han havde sagt at han syntes var lidt fræk. Jeg fik at vide af nogle gæster at jeg burde gå derud. Det var ikke fordi de lavede noget, men han ignorerede mig alligevel, og det endte også ud med at jeg måtte sige til ham næste dag, at jeg ikke ville finde mig i det, og hvis han gjorde det igen ville jeg ikke kunne leve sammen med ham. Det var en ektsremt nedværdigende oplevelse, og dem har der været et par stykker af. Og jo der har da afterfølgende været jalousi, men ikke i den grad. Og jalousi bliver jo heller ikke bedre af at man oplever en form for ignorering fra sin mand flere gange når han er fuld.
Jeg ved ikke om jeg kan være inde på noget med at han faktisk har et problem med opmærksomhed, hvis han har det, og der kan gøres noget vil jeg jo gerne hjælpe. Han er en fantastisk mand ellers, og har rådet meget bod på utroskaben ved fysisk at være nærværende og kærlig. Og når jeg tager mig sammen og fortæller om mine behov, tager han det også til sig. Han har ikke virket træt af at jeg tog utroskaben op, men mere ked af det, og det er for mig et godt tegn. Jeg tror også at for ham er det jo næsten et år siden med utroskaben, men for mig er det jo et par måneder gammelt, så han måske på sin vis har gjort op med det, men jeg mangler jo hele processen. Jeg er ikke i tvivl om at han elsker mig, og at vi begge glæder os til vores lille familie, og jeg elsker ham.
Det var en masse tanker fra mig, og jeg håber du kan finde hoved og hale i det, og give mig et par gode råd.
Jeg vil igen påpege at din weblog har gjort meget for mig, og jeg er imponeret over at du samtidig med din praksis giver os tid, som måske en stund endnu gerne vil være anonyme

Mange tak for dit lange og gribende indlæg.

Jeg tænker på lidt forskellige ting, når jeg læser din mail.

Og det jeg først vil pege på, er at det godt kan være, at din mand ikke ved, hvorfor han gik ind i utroskab og opretholdt det i en periode. Men det, der er vigtigt for dig at tale med ham om, er hvordan han legaliserede det for sig selv. For hvis han moral og dermed har følt dårlig samvittighed, hvad jeg læser at han har qua at du skriver, at han bliver ked af det, så er det vigtigt for dig og for ham at forstå, hvor det er, at han skal være mere opmærksom fremover. Legaliserede han det ved at sige: "så længe ingen ved det, er det ok", eller "DET ER KUN FOR EN PERIODE, OG SÅ SLUTTER JEG DET", eller hvad. Og det er vigtigt, at du snakker om ham med dette for så er han klar over, hvor han skal være opmærksom, og så får du nogle informationer om hans tankegang, og det er primært det, der er helende, efter en sådan periode.

Ligeledes er det værdifuldt for dig at vide, hvordan han vil sikre dig og sig selv og jeres lille familie, at det ikke sker igen. Det er ham, der må komme med svarene på dette. Og en af de måder, amn kan sikre sig, at der ikke opstår en lignende situation fremover, er ved at holde fortroligheden intakt. Som jeg tit understreger, så er det væsentligt ikke at gå ud af en uge med nogle løse ender flagrende efter sig. få talt ugen igennem, med hensyn til alle planer i jeres liv, så I opretholder jeres venskab og fortrolighed, og så det bliver lettere at føle jer som et team, der arbejder for det samme, nemlig at opretholde jeres familie og samliv.

Det, du ønsker er, at din mand tager dig alvorligt. Så byg din selvrespekt op, så du let og ubesværet kan informere om følelser, tanker og behov, og stå fast ved, at han må lytte til dig, og også gerne, at han fortæller om sine tanker, følelser og behov.

Hvis situationen ikke bedrer sig radikalt, nu hvor der er kæresteaften mv., så opsøg en parterapeut, så det sorte kapitel kan lægges bag jer, og så I bruger "det sorte kapitel" som en motivation til aldrig at komme der igen.

Pøj pøj med processen og tak for dine søde ord om min weblog. De varmer.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej…
Jeg ved ikke om siden er lukket efter så lang tid, men prøver lige at skrive alligevel..

Jeg er kommet i den situation at min kæreste og jeg efter et 2½ års forhold lige er gået fra hinanden..
Vi er begge to utroligt kede af det og ingen af os kan sove om natten eller foretage os noget andet end at græde og bare har en følelse af at verden ikke når længere.. vi skriver en del sammen, hvor ulykkelige og kede, og ødelagte vi begge to er..

Grunden er at vi, i løbet af vores forhold, flere gange har haft "uheldige" situationer..
Hvor jeg har dummet mig, flere gange, og hun har mistet alle former for tillid til mig..

Når vi er sammen har vi det fantastisk og vidunderligt sammen, og ingenting kan skilles os ad.
Vi er så lykkelige som vi kan blive.. Vi snakker om vores fremtidsplaner og drømme..
Og vi er begge to enige om at vi er hinandens eneste ene, og vi kan ikke se os selv eller hinanden sammen med andre..

Men den anden side er når jeg er sammen med mine venner… og bare er for mig selv…
Jeg har i starten af vores forhold (omkring første halvdel af forholdet) ikke været den kæreste jeg skal være og egentlig altid har ønsket mig at være..
Jeg har altid forkælet hende og prøvet at være den perfekte kæreste, ville gerne gøre alle hendes veninder misundelige på hende, at hun bare havde den mest fantastiske kæreste i verden..

Det jeg har gjort for at hun mistede tilliden er at jeg har skrevet med andre piger, flirtet lidt over mobilen, og syntes, at det var da meget sjovt for mig, og der lå hellere ikke mere i det end det.. så opdagede hun det, og jeg stoppede for en periode hvor jeg så gjorde det igen senere.. det er sket nogle gange…

Udover det har jeg også nogle gange taget i byen "bag hendes ryg" blandt andet også fordi jeg ved hvor dårligt hun har det med det.. så vidste hun ville nægte mig at tage afsted og hvis jeg gjorde det, får hun det dårligt og ligger bare derhjemme og græder og frygter for hvad der sker..

Én gang vi var til en fest sammen kom jeg gående med en veninde i hånden, noget som for mig var ganske uskyldigt og som der ikke lå noget i.. Men som selvfølgelig gør ondt når den anden part ser det..

Jeg har aldrig kunne være hende utro, som at kysse eller være sammen med en anden.. og vil på ingen måder såre hende.

Idag er jeg "kommet over" de ting jeg har gjort.. både i den forstand at jeg har lagt det bag mig og prøver at komme videre.. Og prøver at være den gode dejlige perfekte kæreste.. (Jeg har aldrig lagt skjul på hvor ked af det jeg har været over episoderne..)
Men også i den forstand at jeg aldrig kunne finde på at gøre nogle af disse ting eller lignende igen, hvilket jeg selvfølgelig også har sagt til hende.. Det eneste der betyder noget for mig er hende, og jeg har mere end nok i hende.. som hun jo selvfølgelig er bange for at jeg ikke har…

Siden det skete sidste gang, har jeg slettet numrene på min mobil og fra nettet, msn facebook osv. og skriver aldrig med piger mere hverken på den ene eller den anden måde mere.

Jeg har ikke været i byen eller til lignende arrengementer.. Fordi jeg kun ønsker at genskabe tilliden imellem os.. og at jeg elsker hende virkelig højt..
Jeg har spurgt til hende nogle gange om det går bedre og hver gang har hun sagt, 'det er bedre, men at det stadig ligger der og river i hende'..

Hun kan godt sige til sig selv, at der sker ikke noget, fordi hun godt ved at jeg ikke har gjort det i lang tid og hun prøver at stole på mig..

Men når jeg f.eks er sammen med nogle drengevenner i biffen og jeg ringer til hende og hun høre pige stemmer i baggrunden bliver hun med det samme nervøs og det river og flår i maven på hende og hun får det rigtig rigtig skidt.. Selvom de piger jo bare er selv afsted og snakker i baggrunden..

Vi vil begge to gerne have løst dette problem da vi begge ønsker at fortsætte, og selvom hun efter en længere periode kun har haft gode oplevelser med mig, og hun syns det går bedre, tror hun aldrig at det ville kunne lægges væk og blive godt igen.. og at tilliden kan genskabes..

Jeg har sagt, at jeg tror, at når der er gået endnu længere tid, og hun stadig kan se hun kan stole på mig, og jeg måske kan gøre nogle ting hvor hun kan blive bevist at jeg ikke gør noget..
så tror jeg også at det vil vende og til sidst skabe en tillid imellem os.. men hun syns hun har givet det en chance, og hun syns ikke rigtig at hun kan klare det mere og har lidt bare opgivet det hele fordi det selvfølgelig er hårdt for hende..

Hun er også af den opfattelse, at det er ALT for tidligt i et forhold at man skal til noget hjælp, hun mener at det først er "lovligt" efter meget lang tid at man kan gå til noget hjælp, terapi og bare have hjælp til problemer og at det ikke er "lovligt" at have problemer så tidligt..
Hun mener ,jo selvfølgelig også ganske ønskeligt, at vi stadig skulle svæve nyforelsket rundt på en lyserød sky.. som vi til tider gør..

Hun har gået til psykolog før, med noget andet, med hendes forældre.. hvor hun jo så siger at hun også har snakket med psykologen om dette.. det var i starten og er nu meget lang tid siden..
Dengang sagde hun det hjalp, men hun vil ikke nu, fordi hun siger at det er afprøvet og ikke hjælper noget…

Håber du kan hjælpe os med, OM det kan løses, og hvad der skal til for at det kan løses..

PS. tak for en god hjemmeside der har vidst mig at andre har lignende problemer og som har fundet svar herinde… det har givet mig et lille håb..

Hej
Tak for dit indlæg.
For mig at læse, er der en stor kærlighed imellem jer. Så stor, at pinslen ved at være adskilte, påvirker både søvn og almen balance. Når kærligheden er så stor, er der jo masser af grunde til at kæmpe. Ethvert parforhold har sine udviklingsområder.
I nogle par er det tilliden, der må arbejdes med. I andre par er det respekten, glæden, stress, svigermoderen, økonomien, netværk, fritidsinteresser, børneopdragelse osv. der må arbejdes med.
Jeg tænker, at din søde kæreste er blevet meget såret, og jeg læser, at du har taget ved lære af den store forskrækkelse, det har givet dig, at I lige nu, hvis jeg forstår det rigtigt, er fra hinanden. Da du jo ikke har været fysisk utro, mener jeg, at der er meget håb. Når kærligheden er stor, bør vi ikke se det som, at der er givet chancer nok. Snarere kan man se det sådan, at dine sms-flirts og det, at du holdt en i hånden, har lavet et overtræk på tillids-kontoen. Du er allerede i gang med at sætte de indsatser ind, der gør, at "kontoen" igen går i 0, hvorefter der vil blæse mere positive vinde.
Der er masser af mennesker, der opsøger en parterapeut eller en par-coach for at blive inspirerede til at lære at håndtere den modstand, der fra tid til anden opstår. Jeg har mange kliente,r der har kendt hinanden i kortere tid, der hellere vil gøre noget ved tingene, når de opstår i stedet for at holde ud og lade uroen vokse.
På samme måde som når vi køber en ny cykel eller en ny bil, kan der jo også opstå mislyde mv. bilen kan have brug for et check, også selvom den ikke har kørt i 2 år cyklens kæde kan hoppe af, mange gange. Man må så sætte den på, men skulle da meget nødigt komme til konklusionen, at så duer den her cykel ikke.
Pg sådan er det også med aspektet tillid. Det er som en plante. Den skal hve næring osv. Får man ikke passet og plejet den, visner nogle af bladene. Men når man tager lvorligt, at nu skal der en kontinuitet og daglig opmærksomhed ind i fohrold til plantens vækst, ja så kan den da sagtens blomstre igen.
Så fat mod.
Jeg vil anbefale dig at skrive et brev til hende, hvor du redegr for dine tanker og følelser, evt. med inspiration hentet fra det ovenstående.
Jeg har fuld forståelse for, at din kæreste er såret, og hvis det har interesse, kan I få en tid. Til terapi eller coaching. (min praksis ligger i Kolding).
For når kærligheden har fundet vej til jer, skal I tage imod den og den forvandlende kraft, der er i den. Og ikke spytte den i ansigtet.

Du kan maile til mig på min personlige mail:
info@sonnerasmussen.dk

hvis i vil have en tid.

Mange lyse og støttende tanker herfra
Christel Sonne Rasmussen

Hej,
Jeg prøver også hermed at kaste mine tanker ind om dette emne, i forhåbning om en mulig vejledning og et par input.
Min kone og jeg har haft en del problemer i forholdet de sidste 1,5 år, og har ikke været i stand til at få det løst. Det er en meget lang historie og lidt komplicert, men jeg prøver at kortfatte det.
Vi har gennem mange år haft et åbent forhold, hvor vi kunne se andre, og det gik fint indtil min kone faldt for en fyr og har ikke kunnet slippe ham igen. Vi aftale at hun skulle stoppe med ham, for at vi kunne finde ind til hinanden igen. I samme periode mistede hun jobbet og flere af hendes veninder flyttede fra byen. Hun fik så en depression og jeg gjorde at for at støtte op om hende, heribandt en ny jobsituation mv. Desværre måtte jeg igen og igen finde ud af at hun blev ved at tale med fyren, hvor de tilkendegav deres kærlighed og at min kone ikke vidste om hun skulle blive eller forlade mig. Jeg tilgav hende mange gange da jeg elsker hende højt, og hun gav hvergang udtryk for at hun ville blive i vores forhold, også pga. vores søn. Vi har været i parterapi og det hjalp til at sætte lidt flere ord på vores situation, men efter at vi er stoppet med det er vi ligesom faldet i et hul igen. For at komme videre – og for at der skulle ske noget nyt og spænnende besluttede vi at vil bygge hus og starte friskt op. Men her inden vi rigtig går igang (og bliver økonomisk bundet) har jeg igen fundet ud af hun taler med fyren. Derfor har jeg besluttet at vi skal have lavet en ægtepagt, der vil stille mig bedre hvis jeg igen skal finde ud af at hun ikke overholder vores aftale om at hun skal stoppe med ham. Jeg forstår simpelthen ikke at hun ikke kan stoppe med ham, når jeg nu har sat ægteskabet på spidsen, igen når hun selv har valgt at blive i ægteskabet. Jeg ved at kærlighed forblænder, og der harindtil nu ligesom ikke været nogen konsekvens ved hendes gerninger. Hun ved jeg vil gøre alt for hende og at jeg elsker hende. Men grænsen er nået. Så hvis vi igangsætter et byggeri og binder os til en større økonomisk byrde, vil jeg have at hun kan se en konsekvens af hendes gerninger.
Hvis hun overholder vores aftale om ikke at tale med med ham, så har hun intet at frygte ved ægtepagten. Men hvis hun ikke vil underskrive den ved jeg at hun ikke agter at overholde det aftalte.
Hertil kommer indholdet af ægtepagten. Jeg ønsker at jeg ikke lider økonomisk tab eller binding hvis vi kommer ud i at skulle sælge huset i en hast samt at jeg får fortrinsretten til at have vores søn boende (jeg har i forvejen en søn kun hveranden weekend). Jeg ved det kan virke meget voldsomt og at hun sikkert vil nægte at skrive under på det. Men hvis nu hun agter at overholde vores aftale så har hun jo intet at frygte. Men det er for at sætte det på spidsen efter at jeg nu 6 gange har afsløret hende i hendes utroskab.
Er det for meget forlangt, og kan jeg overhovedet få juridisk ret med en sådan ægtepagt? Det kan selvfølgelig afhænge af ordlyden i ægtepagten og hvis jeg kan få en advokat til at sige god for det. Men inden jeg kommer så langt vil jeg have lidt input hvis muligt.
På forhånd tak
Jens

Hej Jens
Tak for dit indlæg.

Lad mig sige med det samme. Jeg har ikke juridisk indsigt i skrivning af ægtepagt osv, så her kan du, hvis du vil forfølge din ide, formentligt få info via den frivillige retshjælp.

Men som du også selv skriver, vil du søge lidt input først.
Du peger på et væsentligt aspekt. Nemlig, at din kone ikke har mærket nogen konsekvens ved at opretholde kontakten til denne "tredje part". Og selvom I har haft jeres forhold som et åbent forhold, vurderer jeg, at der er opstået tvivl og nogle uklare retningslinier.

Jeg tænker : hvorfor overhovedet gå i gang med at bygge, når denne tvivl stadig er der.
Hvorfor ikke sætte planer om nyt hus "på hold", indtil jeres evne til at gøre hinanden trygge, er genetableret.

Det er fint at have "projekt hus", men det at bygge ligger på 3.pladsen over belastningsgrader i en menneskelig tilværelse. Så for at komme hele igennem et evt. byggeri, må I forstærke jeres forhold.
Du må denne gang holde fast i din konsekvens. Bliver det først til en ægtepagt, tror jeg, at der kan opstå en magtbalance imellem jer, som jeg vil vurdere, bliver usund på sigt.
Der vil kunne komme så mange indvendinger, som for eksempel:
"jamen, hvad nu hvis du bliver fascineret af en anden og vil ud og må sælge huset i hast, hvad så".
Osv.

Derfor tror jeg, at I via dialog og kontakt, i stedet for kontrol skal søge at finde jeres fælles ståsted.
Stritter hun imod, skal I ikke bygge hus…. så lad os håbe, at hun forstår alvoren.

Det er godt at elske hinanden.
En ting er at elske hinanden. En anden er at være lykkelige og gøre sig lykkelige sammen.

Pøj pøj med processen
Christel

Hej Christel,
Tusind tak for dine ord og råd. Du har helt klart fat i noget at det rigtige. Det er nok desværre det vi alt for ofte ser i forhold – at man enten vil købe hus, blive gift eller få et barn, for at redde et forhold. Så selvom det kan være svært at indse så er det nok rigtigt at vente.
Tak igen.
Jens

Hej Jens
Tak for dit svar.
Ja, vær opmærksom på ikke at indbilde dig/jer, at et "projekt" kan erstatte tomrummet i en manglende proces.

Bo hellere i lejlighd og bliv lykkelige.

Alt godt
Og pøj pøj

Christel

Hej Christel.
jeg er en fyr på 29 med 3 børn i alderen 4-7 min kone forlod mig forrige torsdag hun bad mig cykle over og aflevere vores piger hvilket jeg gjorde da jeg kom hjem var hun kørt på arbejde og jeg havde en mærkelig følelse af der manglede noget herhjemme at noget var galt. jeg modtog et opkald fra hende kl ca 12.30 og kunne med det samme høre der var noget helt galt og fik så at vide hun ikke kom hjem igen, jeg forstod ingenting af alle hendes grunde, vi har haft mange problemer gennem tiden og jeg har altid ment og følt at hun intet gjorde og at mit brok kun var småting, men jeg er virkelig vågnet jeg bearbejder mig selv så meget jeg hader mig selv for jeg har gjort hende så bange hun frygter mig og har ingen tillid til mig jeg har aldrig troet jeg var så slem men hvor har jeg gået rundt med skyklapper, jeg har det med at blive hidsig jeg taler meget hårdt og har nemt ved at fare op, over for min kone er det udviklet sig over årene til jeg har truet hende med død og ødelæggelse jeg har bedt hende tage sit eget liv så mig og pigerne fik fred fra hende jeg har taget kvælertag på hende og en enkelt gang efter hun angreb mig givet hende en lussing det allerværste er jeg en gang har trukket en kniv og truet hende med den. jeg prøver ikke at undskylde men jeg kan næsten ikke huske episoderne bagefter og har aldrig set det var så slemt og at hun bare skabte sig, vi har begge røget hash i gennem 13-14 år men altid passet arbejde hus hjem og haft en normal hverdag troede jeg. men jeg er vågnet og jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg hader mig selv jeg er først i de sidste fjorten dage blevet klar over hvor forfærdeligt jeg har opført mig jeg er rigtig træt af mit liv og af at leve jeg har ikke lyst til at leve mere skylden er så tung og det gør så ondt for jeg er blevet klar over jeg har smadret min kone hendes liv hendes familie og min egen familie ødelagt det for mine 3 børn de er dybt ulykkelige og berørte af det her, jeg har ødelagt alt jeg elsker og holder af jeg elsker hende så højt og har gjort det hele livet vi var kærester som børn havde nogle år fra hinanden i teenage årene jeg kan ikke beskrive hvorn jeg har det nu andet endlysten til livet er helt forsvundet jeg kan ikke se et liv for mig uden hende det gør så ondt hele tiden jeg har erkendt at det er min skyld og jeg har været det mest modbydelige menneske og jeg hader virkelig mig selv, og mit eneste ønske er at jeg kan ligge hele livet om jeg ønsker ikke at være denne person mere og ønsker at komme ud af mit misbrug. og er klar til at gøre alt for det skal blive godt og finde sammen med min kone igen men hun ønsker det ikke eller det tror jeg hun gør men overbeviser sig selv om det ikke skal ske siger hun ønsker det og dagen efter tager hun til jylland for at få mig på afstand da hun synes det var for hurtigt hun begyndte at føle noget for mig igen HJÆLP MIG jeg må ha hende tilbage hun er alt i mit liv jeg er er villig til at gøre hvad som helst jeg er lige startet i lære og går på skole og skal til møde med en rådgiver gennem skolen på mandag men jeg tror ikke på det er nok jeg håber du kan og vil hjælpe mig hvorn redder jeg mig fra mig selv for hvis jeg ikke kan ændre mig føler jeg livet bør slutte nu kan jeg ikke få hende har jeg ingen grund til at forsæte.

mvh.

jesper

Hej Jesper
Mange tak for dit indlæg.
Oprigtigt, rammende og dybt rørende at læse din beretning.
Jeg kan læse, at du har fået et kæmpe wake-up call. Og det er hårdt, hårdt at være tæt på at miste det dyrebareste, man har og først i tabsprocessen at indse, hvor meget, man har taget for givet, ikke?
Du er naturligvis velkommen til at kontakte mig, så vi kan lave en aftale vedr. en individuel tid.
Mit nummer er 7553 – 7803, og jeg har telefontid fra kl. 08 – 08.30 på hverdage.

Når man som mand har gråzonetanker og synes, at det hele er så meningsløst, at man er lige ved at tage sit liv, må man stille sig foran et spejl og gøre sig én ting helt klart.

Det hjælper ikke at tage sit liv. Skulle den ulykke, man har påført andre, bare fortsætte?
Nej.
Det, der hjælper, er at tage fat i sit liv. At kigge på negative mønstre og vaner og stoppe dem nu. At orientere sig imod det, man har gået og drømt om, men bare har glemt osv. Det er en hård, men nødvendig måde at vende tilbage til livet på.

Og husk så Jesper:

Det, der kendetegner en mand, er ikke at han falder. Det er måden, han rejser sig på.
Rejs dig, så din kvinde kan se dig og dit potentiale.
Rejs dig og gør dig til en person, der sætter stabilitet og tryghed, forudsiglighed og venlig hed højere end egoisme og temperament.

Kun de dygtigste elever får de sværeste opgaver.
Den her opgave kan du og skal du løse.

Uagtet om din kæreste har brug for at lægge distance til dig i en periode. Så længe du har nærhed til hende i dit hjerte, så tål den distance og brug dit frkvarter på at blive den mand, du altid har villet være.

Pøj pøj
Christel

Hej Christel.

For 17 mdr siden indledte jeg et forhold til en rigtig dejlig mand. Jeg havde kendt ham 1 godt et år inden men vi havde aldrig tænkt de tanker at vi kunne være noget for hinanden. Efter 3 mdr afbrød jeg forholdet, fordi jeg bleve overvældet af de følelser som jeg fik. Jeg har tidligere kun haft mænd som ikke ville mig det bedste. Jeg havde brug for tid til at håndterer de følelser som væltede ind over mig. Jeg havde en i kulissen som jeg stadig havde følelser for som jeg skulle have ud af mit system.

Efter 3 mdr må jeg indrømme at jeg ikke kan undvære den skønne mand som jeg havde mødt. Han har givet mig tid til at finde mig selv og hans følelser er ikke blevet mindre trods det brud jeg har valgt. Vi får snakket om hvordan jeg har haft det og om hvad vi kan gøre for at elske hinanden uden at jeg bliver skræmt.

Den fløgende tid bliver skøn. Vi begynder at finde hinanden og kærligheden bliver stærk. Vi er stærke. Vi er så stærke at da en af hans tidliger kærster, fra lang tid tilbage får alvorlig brug for hjælp så hjælper vi. Vi har mange overvejelser om det, han er bange for at jeg vil blive jalu men jeg forsikre at jeg klare det da jeg er sikker på hans følelser til mig. Han bedyre at han vil ikke miste mig og at intet kan komme mellem os… Hun får midlertidig bolig i hans meget store hus og han flytter over til mig i den periode. Efter nogle mdr finder hun sit eget og i starten af året flytter jeg ind til ham og kommer af med min bolig.

Nu fortæller han mig at han genoptog forholdet med hende da hun boede der. Det var kortvarigt og han fandt ud af at det var en fejl. Han har ingen årsag til at fortælle mig det ud over at han vil være ærlig og vil tilgives. Han fortæller at det var hende der fristede ham over evne. At han kun gjorde det med hende fordi hun var en tidliger kæreste. At han ikke vil gøre det med nogen anden…. og at hun foresten har kostet ham et forhold tidligere.

Min verden er forsvundet under mig med et knips. Jeg har alt for mange gange tidligere accepteret urtoskab og ved hvilken skinsyge jeg udvikler. Jeg kan ikke tilgive, uanset hvor stor viljen er der. Jeg har altid sagt til ham at 1 gang utroskab ødelægger det hele og at jeg ikke er i stand til at tilgive. Hvis han en gang faldt i så skulle han aldrig fortælle mig det…. Alt inden i mig skriger at jeg skal væk og det kan kun gå for langsomt. Jeg er som en løve i et bur, som en tikkende bombe. Jeg føler alle former og grader for svigt.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Kærligheden er så stor inden i mig at det kan kun sammenlignes med det svigt som jeg føler lige nu. Jeg har meget svært ved at ælske andre og stole på andre.

Hjælp for jeg troede at han var min kærlighed jeg sidder fast.

Hej
Tak for dit indlæg.
Nårmalt skal vi holde fast i vores principper. Men når kærlihgeden banker på vores dør, må vi af og til overveje, om lige netop denne kærlhged er det, der skal til… for denne mand,som du besrkiver, lyder meget anderledes end alle andre, du har kendt.

Jeg vil anbefale dig at tage væk i nogle dage.
Uden telefon.
Med gode bøger, papir og pen.
Skriv, læs og mærk efter. Gå ture – og snak med din sjæl.
Og tag et valg.
Vælg kærlihgeden og tilgivelsenes vej

Eller
Vælg vejen uden din kæreste.

Vid med dig selv, at det valg, du tager, skal du holde ed.

Du ved sikkert, at jeg mener, at i et dilemma må man vælge den mindst dårlige løsning og gøre det til den bedste.

Held og lykke
Christel

Kære Christel.

Jeg sidder i et stort dilemma.. Jeg bor sammen med min kærste gennem 3 1/2 år. Vi har altid haft bølgegang i vores forhold. Jeg mødte ham et år efter min far valgte at tage sit eget liv. Han var utrolig kærlig og omsorgsfuld. Men da vi havde været sammen et par mdr opdagede jeg en piges make-up. Han skjulte det og der gik et stykke tid før jeg fandt ud af at det var hans eks kærestes som han vist havde droppet til fordel for mig.
En måneds tid senere kom jeg hjem til ham en lørdag morgen hvor jeg fandt lange kvindehår i sofaen, hans agde det måtte komme fra hans tøj efter en togtur, da jeg kom ind i soveværelset lå der en åben kondompakke. Han fortalte derefter at det var hans kammerat der havde lånt lejligheden til at være sin kæreste utro. Jeg godtog den forklaring, men tingene blev alligevel for kompliceret til at vi kunne blive sammen. Jeg mødte en anden fyr med havde svært ved at glemme ham. Så efter at have gjort det forbi med den nye fyr tog jeg en nat efter en bytur hjem og ringede på døren. Han kunne ikke lukke mig ind da han ikk var alene. Jeg var helt knust og tog hjem. Hele denne weekend kimede han mig ned. men jeg var for flov over at være aget hjem til ham midt om natten og for ked af det til at tage tlf'en. Jeg tog herefter til Paris hvor jeg brækkede min arm. Jeg skrev til ham den nat det skete og spurgte om han ville hente mig i lufthavnen. Det kunne han ikk da han var på arbejde, men han ringede da jeg kom hjem og tilbudte mig på skadstuen til tjek. Efter den dag blev vi kærester igen. Jeg fortalte ham om fyren jeg havde set og at vi også havde været i seng sammen. Han fortalte han ikk havde været sammen med den pige der var hjemme hos ham. Kort tid efter invitederede han mig til thailand. Og et stykke tid efter måtte han indrømme at den rejse til thailand var betstilt sammen med hende pigen han havde set og at de naturligvis også havde været i seng sammen og han han havde skjult det var ikke at gøre mig ked af det. Ca et år efter vi først mødte hinanden var vi så i Thailand sammen. En morgen jeg skulle se hvad kl var på hans tlf kom jeg direkte ind i en besked fra hans eks kæreste som var frygtelig ked af at hun var blevet erstattet. Det pissede mig af at der var gået så lang tid efter de var gået fra hinanden og at hun stadig skulle skrive til ham. Dette gjorde at jeg ble mistænkelig over hvad der foregik på den tlf og facebook og hvad der ellers findes. Jeg begyndte derfor jævnligt at rode i sagerne. Jeg fandt en sms han skrev til en kvindelig kollega om at hun nu ikk skulle lege med sig selv når hun gik i bad.. Denne besked siger han var skrvet i sjov og sådan er tonen på hans job. Han følte sig forfulgt og hader nrå jeg kigger i hans tlf. Han gemmer den væk når han løber eller går i bad. Dette gør mig endnu mere mistænkelig.
alt dette gjorde at vi i fælleskab besluttede os for at gå fra hinanden. Jeg flyttede først en måned hvor vi skulle tænke over det. Jeg var fuldstændig knust. For udover alt det negative har der været utrolig meget godt. Vil ikk udpensle det men der er masser af fantastiske ting!! En anden ting vi har kæmpet med at hans sexlyst er meget anderledes end min. Jeg kunne have sex med ham hver dag og han havde kun lyst et par gane om måneden. Dette fik mig også til at overveje om han fik sit lyst styret et andet sted. Alt i alt ende vi som sagt med at flytte fra hinanden.
Vi boede væk fra hinanden i ca 3 mdr hen over en sommer. Jeg savnede ham helt forfærdeligt, men samtidg syntes jeg også det var rat at kunne få tilfredstillet mine seksuelle behov. Men der var stadig ingen der kunne måle sig med ham.
Vi begynde at date igen. Og han var meget tiltrukket af min nye energi som jeg ved hænger meget sammen med den bekræftigelse jeg fik. Men jeg tænkte hvad fanden jeg elsker ham jo. Han var også som forandret og vi elskede og havde det fantastisk sammen. Jeg flyttede hurtig ind hos ham igen og et halvt år senere tog vi på skiferie sammen. Det var helt fantastisk og mens vi var afsted tænkte jeg at jeg ville have ham selvom jeg måske ikk følte mine kysse og seksuelle behov blev dækket. Efterfølgene sluttede mit studie og jeg fik lige som ham en lang arbejdsuge. Dette gjorde at mit behov også blev mindre og at jeg fik en indkomst gjorde også at vi blev mere ligeværdige.. Men starten på det nye job med stort ansvar mm var svær og han valgte i den periode at rejse 3 uger til thailand. Jeg behøvede ham i den periode, men han var der ikke og der var ikk mange smr'er det resultederde i skænderier. Han var meget ked af at jeg ødelagde hans rejse som han havde set som det sidate han skulle inden vi skulle have et barn. Som han i øvrigt har ønsket sig stort set siden vi mødte hinanden. Da han kom tilbage var han sur og tvær og det gjorde mig ked af det da jeg havde savnet ham og behøvet ham meget. det gik ned af bakke og sidste vi fandt sammen var det eninge om at det var den sidste chance vi ville give forholdet. Han blev derfor meget fornuftig og var ikke sikker på han kunne se os sammen. Jeg var helt ulykkelig og kunne slet ikke forstå at tingene kunne gå så hurtigt ned ad bakke og så bare fordi jeg havde savnet ham så meget. Jeg blev boedende hos ham og vi kyssede og sov i samme seng samtdig med at jeg kiggde efter et andet sted at bo. En morgen fandt jeg en sms han havde skrevet til en pige om at han ville kbe en fræk gave til hende. Jeg viste ham den med det samme. han sagde det var dumt og at han var begyndt at se på hhvem han ellers kunne se hvis ikk vi skulle være sammen, men at hvis vi skulle være sammen ville han naturligvis ikk se hende. Efter det var jeg på en bytur hvor jeg mødte en fyr jeg førhen har været vild med. Jeg kyssede med ham, men der skete ikke mere.
Jeg tog en weekend væk til jylland uden at kotakte hamfor at tænke over det hele og da jeg kom tilbage fandt vi lige som sammen igen. Vi blev mere forelsket en nogensinde før. Og det hele kørte på skinner. Jeg tænkte at nu havde vi virkelig fundet melodien. Jeg tog en uge til Tyrkiet med en veninde. Da jeg kom hjem erklærede han endnu en gang den store kærlighed og ville have hus og børn og det hele. Jeg hvade savnet ham og ønskede det samme. tænkte at vi har det jo godt og vi kan tydeligis ikk finde ud af ikke at være sammen. Efter 3 års off and on forhold besluttede vi os for at vi skulle have et barn sammen. En halv måned senere fik jeg via en fremmed fyr på facebook at ide at han havde set min kæreste med en pige der ikk var mig sammentidig med at jeg var i Tyrkiet. Min kæreste benægtede alt og lovede mig højt og helligt at det ingenting havde på sig. Jeg stolede på ham (dum spm jeg åbenbart er) Jeg blev gravid vi var begge ovenud lykkelige. Det fandt jeg ud af for 3 uger siden og for en uge siden fortalte han efter stort pres at det var rigtig at hanhvade haft en med op i lejligheden og at han åbenbart var blevet set da han kørte hende hjem dagen efter. Han havde været meget fuld og de havde kun kysset lidt på vej hjem i taxien. Siden har han ikke kunne sove pga dårlig samvittighed og sagde at han ikke kunne fortælle mig det fordi han var så bange for at jeg forlod ham. Nu ønsker han at vi skal have barnet sammen og han vil gøre alt for at jeg kan stole på ham. Men jeg ved ikke hvad det er han skal gøre for at jeg kan stole på ham. Han har jo siddet i 2 mdr og lovet at han ikke har været sammen med en. Gjort mig gravid velvidende at han har været sammen med en anden. Jeg er i 7 sind om jeg skal få det barn med ham eller om jeg skal få en abort og se at komme væk. Men det vil virkelig virkelig hårdt at gå fra ham da jeg virkelig elsker ham. Jeg har også på et tidligere tidpunkt fået at vide fra en anden fremmed på facebook at han har været sammen med en andn, men også slået dette væk da jeg ikk havde nogle beviser. Hanholer fast i at det eneste han har lavet er det han lavede mens jeg var i tyrkiet.
Men når man ser det hele stå her sammen fremstår han godt nok som en utro mand.

Håber du kan holde styr på dette roede brev og du måske kan give mig nogle ideer til hvad jeg sal gøre.
Mvh Marianne

Hej Marianne
Tak for dit indlæg.
Det lader til, at I efter jeres "svingdørs"forhold nu står der, hvor beslutningen om fremtiden skal tages én gang for alle.
Da det jo ikke udleukkende kun er I to, der er aktører, men at der er en mulighed for,at et lille barn også bliver en del af det, skal der både tænkes grundigt og mærkes godt efter.

Umiddelbart vil jeg anbefale jer parterapi.
Både for at få helet historien og for at få afklaret med hinanden, om I har kræfterne og er blevet "vågne" nok til at blive forældre.
Et barn forstærker det meste. Både det gode og det svære.
Og derfor tror jeg, at det du skal gøre, er at besvare evt. følgende spørgsmål, for i hvert fald at vide med dig selv, hvor du står:

- Når jeg tænker på at stifte familie, hvad fylder så mest: troen på, om vi kan lykkes – eller tvivlen på, om vi kan lykkes?

- hvor går jeg ikke på kompromis længere ?

- kan jeg udholde tanken om at blive mor, ifald jeg bliver enlig mor ?

- hvad er nødvendigt at få på plads, inden barnet fødes ?

- hvad ønsker jeg at tilbyde barnet ?

- hvad har fortiden lært mig/os ?

I fohrold til at bygge tilliden op, er det ikke dig, der skal arbejde.
Han må tænke over og fortælle dig, hvad han vil gøre anderledes, for at vise, at han er din tillid værdig !

Jeg ønsker dig held og lykke.
Tag den beslutning, der letter dig mest.

Alt godt
Christel

Jeg er en kvinde sidst i 30erne.Har haft en hård opvækst bla på institutioner,har aldrig haft job pga depressioner og manglende tro på mig selv.Jeg har over en kortere årrække været gade prostitueret(14-17år) Jeg møderr min første mand som jeg også har fået 2 børn med og jeg dropper gadelivet.Jeg er sammen med denne mand on-off i 10års tid ,han dør ved en ulykke og 5 år efter møder jeg en ny mand på nettet,desvære er det meste han siger løgn men vi får aligeve et barn sammen.Er sammen med ham i 5 år indtil der flytter noge nye ind på vores vej.Et gift par,begge søde og rare og jeg forelsker mig dybt og inderligt i masnden.Det hele er godt og vi firter og ses ofte ,jeg smider den anden mand ud og går efter kærligheden.Mig og den gifte man indleder et forhold lige foran øjnene foran hans kone og børn og vi nægter alt om at vi har en affære.Mandens kone spørger ham et par gange om vi laverr noget mn han fejer hende hårdt af.Det går sådan at manden og jeg får et dejligt barn sammen ,han ser barnet i 5 mdr og vi har ikke oplyst om faderens navn.En dag skrriver jeg til statsforvaltningen om hvem faderen er og det får den gifte mand til at gå amok og true mig og mine børn på livet og han siger at jg ikke er andet end en luder.Jeg kan slet ikke kende ham,vi har været så fortrolige og jeg harr fortalt ham alle mine hemmeligheder og tanker og så går han sådan amok.Han er en meget indlevende og opmærksom mand og rigtig sjov og flot,jeg elskede ham så meget og jeg kan ikke forstå at jeg aldrig skal se ham mere.Han og hans kone er nemlig flyttet nu (sammen selvom de er skilt på papiret.De får xtra børnepenge osv) De skrev et takkebrev om hvor meget de var glade for den nye chance de havde fået pga mig,flyttede ud på en gård og de lever bare videre som intet varr hændt.Jeg og det lile barn er bare blevet forladt og selvom det er 10 mdr siden vi brød nu så tænker jeg næsten på det i døgndrift og har ikke lyst til en anden mand,kan næsten mærke den anden endnu.Jeg har sendt hans kone billeder hvor manden og jeg harr sex og har sendt hende et udførligt brev om alt det vi harr lavet.Jeg har sendt ham billeder af barnet,det fik dem til at kontakte politiet.Jeg err fyldt med vrede og sorg ,men aligevel føler jeg bare att jeg går og venter på ham.Da vi var sammen havde han stadig sex med sin kone,80% med mig og 20% med hende sagde han.Havde aldrig drømt om a det skulle ende sådan her.Der er mange detaljer i denne sag men kan ikke lige få det hele ud på en gang.

ved kke om det er et helt forkertt sted jeg har lagt mit indlæg?

Hej
Tak for dit indlæg
Jeg kan læse, at du har gået en lang vej. Og har lavet mange forandringer i dit liv. Stærkt gået.
Men hvor ulykkeligt og trist, at denne mand åbenbart kun ville dig, så længe du var "hemmelig". Hans voldsomme reaktion skyldes helt klart dårlig samvittighed og hans eget selvskabte spind, ud fra de mange løgne og fortielser, han må have haft over for konen.

Men nu er du dig selv. Med det lille barn. Og meningen må væer, at du kan klare det her selv.
Selvfølgelig kan man ikke bare fortælle sin hjerne, at det ikke nytter at vente på ham, og at han jo har valgt. Sorgen har sine egne følelser, og det er en rejse at gå vejen. Men sørg for at al den modstand, du møder og mærker, gør dig stærk. Selvølelig må du græde og savne, men jeg tror, at du skal indstille dig på, at hvis I nogensinde skal noget igen, du og han, så skal han komme af sig selv.
At trygle eller bede eller appellere vil intet betyde. Kun, hvis han vælger dig af kærlihged, kan du stole på det.
Måske sker det, måske sker det ikke. Uanset hvad skal du sørge for at leve hver eneste dag og give både dig selv, dit barn – og dine andre børn, alt hvad du kan af dit rene og gode hjerte.

Selvom det er mere end almindeligt svært nogle gange, så bliv ved at stole på dig selv. Du har en masse til verden.lad den opleve det.

Alt godt herfra
Christel

Hej Christel,
Jeg ved ikke om der er "hul igennem" efter så lang tid, men jeg forsøger mig alligevel.
Jeg er i den rædselsfulde situation, som du så fint beskriver og så præcist beskriver, hvordan jeg føler det må være. Jeg har været sammen med min kæreste i 4 1/2 år, og vores forhold har haft sine op – og nedture. Da vi havde været sammen i ganske kort tid, opdagede jeg, at han havde sendt og modtaget halvnøgne billeder fra en arbejdskollega, som selvfølgelig sårede mig dybt – jeg var ved at forlade ham, men han fik alligevel sagt de rigtige ting, og jeg havde selvfølgelig et ønske om at være sammen med ham, så jeg valgte at blive og tilgive. Han lovede selvfølgelig en masse ting, som gjorde, at jeg følte der var en grund til at blive og et håb om at det kunne lykkes. Der gik imidlertid ikke mange måneder før løfterne stille og roligt ikke længere blev efterlevet og åbenlyst trukket i land. Det gjorde, at processen om at komme videre for mig blev forlænget, og en jalousi blev opbygget – ikke så meget fordi jeg egentlig troede han ville gøre noget, men fordi jeg ikke følte jeg var i stand til at stole på hans ord.
Igennem vores forhold, har jeg følt han tit har handlet egoistisk – været væk i hele weekender, mens jeg sad derhjemme med hans datter, som han har fra et tidligere forhold. Det skal siges, at vi var meget unge, og jeg var derfor 19, og han 23 år, da han fulgte sine impulser og lod mig sidde derhjemme alene – handlinger og prioriteringer, der ikke fik mig til at få det bedre heller.
Det skal også lige nævnes, at vi har haft mange uheldige episoder, når han har været fuld – han har alt for mange gange drukket sig til en tilstand, hvor han bliver utroligt modbydelig, aggressiv og verbalt overfaldende, og først dagen efter har kunnet se, at det har været forkert og fortrudt det inderligt. Han har flere gange sagt, at det måtte stoppe, og at han måtte erkende, at han ikke kunne drikke sig så fuld, og endda bedt mig om at bede ham stoppe før han ville overskride grænsen.
Det hele kulminerer i, at han for 4 måneder siden er mig utro – han er på rejse med sit firma, hvor han igen får drukket sig så lam, at han ender med at være sammen med en prostitueret. Han kommer hjem efter rejsen, og fortæller mig det et par dage efter, i et brev. Jeg er selvfølgelig fuldstændig ude af mig selv af sorg, svigt, tvivl, væmmelse, vrede osv. osv. Han fortæller mig, at han har været så fuld, at han ikke har haft kontrol over sin egen krop eller tanker, og at det først dagen efter går op for ham, hvad der er sket. Han fortæller mig, at det intet har med mig at gøre, at han altid kun har ville mig, han lover mig han vil gøre alt, og at han aldrig vil andet end mig. Mange af de problemer jeg har haft gennem vores forhold, så som at have følt at han har taget mig for givet, og at alt har været på hans præmisser, inklusiv den kommunikation, der stort set altid har været ikke-eksisterende, lover han nu, på eget initiativ, skal ændres – han indrømmer alle sine fejl, og vil bare gøre alt for, at jeg skal blive hos ham. Han har igennem det hele været utroligt ulykkelig og også vist enormt meget omsorg, men han har stadig ikke altid kunnet styre sit iltre temperament, og har dermed i diskussioner stadig fortalt mig, at uendeligt mange ting i vores parforhold er min skyld, bandet af mig, fortalt det kunne være ligegyldigt det hele og holdt på sin ret, hvilket jeg har følt utroligt uretfærdigt og hensynsløst, specielt taget vores situation i betragtning. Derudover har han også ved flere lejligheder bebrejdet mig, at jeg ikke har haft den store omsorg at vise, og ikke kærtegner ham osv. Jeg har hele tiden sagt, at først og fremmest skulle han undersøges for alle sygdomme, inkl. HIV, som først kan ske efter 3 måneder – derfor har denne del også ladet "vente på sig". Udover det, føler jeg en stor væmmelse ved ham, pga. det han har gjort, og har ufatteligt svært ved at skubbe tankerne fra mig, hvis vi prøver at være intime, til trods for at jeg flere gange har "set frygten i øjenene" og lagt op til intimitet.
Jeg føler, at jeg stadig ikke kan stole på, hvor jeg har ham – han kan stadig blive så frustreret at han snakker om at smide det hele på gulvet, hvilket han efter min mening, ikke burde gøre nu, hvor han burde få mig til at tro på vores forhold igen. Jeg "indvilligede" meget hurtigt i, at hvis jeg blev, var vi to om at få det til at fungere, men har stadig holdt fast i, at jeg ikke kan opbygge tilliden igen – det må være hans opgave. Han ved ikke hvordan han skal gøre det, og jeg har heller ingen konkrete svar, men ved bare, at hans "ups'ere", hvor han igen får sagt sårene ting, ikke er måden at gøre det på – at jeg skal føle han er stabil og trofast, og ikke kun på en passiv måde, for selvom han fortæller mig, han er loyal når han er ude, er det jo netop det jeg ikke har nogen mulighed for at tro på, og har heller ingen chance for at få det bekræftet, bare fordi han kommer hjem og ikke igen fortæller mig, at han har været mig utro.
Hvorfor jeg skriver nu, er fordi vi i weekenden havde en episode, hvor jeg igen føler mig trådt på. Han har været ude og drikke øl med nogen venner tidligere i denne periode, hvor han reagerede voldsomt irriteret og non-kommunikativt på mine spørgsmål og tvivl, som jeg havde brug for at få besvaret omkring hans aften, vel at mærke først efter aftenen var slut, hvorimod han intet havde hørt fra mig hverken før eller imens hans var ude. I denne weekend var han ude igen med nogen venner, fordi jeg skulle have veninder på besøg. Vi snakker ikke sammen i løbet af hele denne aften, og da jeg kl. 3 kontakter ham for at høre, hvornår han kommer hjem, virker han på mig beruset, selvom han siger, det er han ikke. Han kan ikke fortælle mig, hvornår han kommer hjem, hvilket jeg kan mærke, jeg ikke har det godt med, og vil derfor gerne have en formodning om, om kl. bliver 4 eller 7 om morgenen. Det kan han ikke fortælle mig, og det udvikler sig til en diskussion, hvor han mener jeg er langt ude, fordi han gør mig en tjeneste, ved at være ude af huset, og at det nu engang var det han havde fundet på at lave. Han råber af mig, og siger at jeg skal være heldig hvis han overhovedet kommer hjem den nat. Min telefon går ud, og han vælger så at slukke sin telefon i 10 minutters tid, hvor jeg selvfølgelig har det utroligt skidt – han kommer hjem dog hjem kort tid efter, og fortæller mig, at "der ingen skade er sket", det er jo bare ord. For mig er der bare snart ikke mere skade der kan ske. For mig, var det utroligt respektløst – jeg prøvede at forklare, at fra min synsvinkel, handlede det ikke om at han var på bar, hvilket jeg jo ikke skældte ud over, eller sagde han ikke skulle – jeg havde et problem med den måde, hvorpå situationen, som unægtelig er svær for mig, fordi den inkluderer alkohol, blev håndteret, og at jeg bare skulle klare tingene, som havde det været et helt normalt parforhold, uden tillidsbrud og utroskab – om det så var en tjeneste han gjorde mig eller ej, skal han vel stadig gøre situationen tryg for mig, når han vælger at tage ud og drikke øl til kl. 3 om natten, eller hvad?
Jeg er meget i tvivl om min situation og hvor jeg skal søge råd og vejledning. Nu to dage efter, mener han stadig det var min fejl, og er ikke til at snakke med – råber og gider ikke høre på mig.

Mvh. mie

Christel er retur fra vinterferie på lørdage, nu ser helt sikkert dit indklæg og du kan forvente svar.

MVH
Webmaster

Kære Mie
Tak for dit lange og detaljerede indlæg.
Når jeg samler det, der er sket sammen med hensyn til utroskab, tillid, respekt og genopbygning af tryghed, er der lang vej hjem.
Og det, jeg nærmest får panderynker over, er de roller, I har fået placeret jer i.
Det er forståeligt, at du som den svigtede part giver udtryk for dine behov og for din utryghed. Det er forståeligt, at du føler væmmelse og stor frustration, men den rolle jeg har indtryk af, at du er havnet i, er en rolle, hvor du har gjort dig afhængig af hans handlinger, for at du kan føle dig tryg igen. og når handlingerne så udebliver, og der som du beskriver, er verbal modstand, sortner det hele. Og han vil formentligt føle sig kontrolleret og under pres, og det tackler han med afstand og en grad af ligegyldighed.
I er kørt godt og grundigt fast.
Du, Mie, må gøre dig klart om du kan leve med en mand, der har svigtet dig, som han har. Du må afklare med dig selv og dine følelser, om den måde han støtter dig på, heler dig.
Hvis du ikke kan det, for jeres fortid bliver ikke ændret, må du afvikle forholdet. For ellers bliver det et forhold, hvor du ønsker ham ændret, og han vil grundlæggende modarbejde dig, fordi du ikke accepterer og anerkender ham som han er.

Du har sikkert læst på denne blog, at kærligheden er barn af friheden. Og derfor må I begge mærke efter, om I er fri i hinandens selskab. Om i kan tænke og tale frit sammen og have oplevelsen af, at I sammen flytter jer og nærmer jer en fortrolighed og nærhed, der er stærk nok med hensyn til at modstå verdens fristelser.
Hans opgave er via information og handlinger at signalere, at du kan stole på ham. Tillid er at bemærke, at der er sammenhæng imellem det, der siges og gøres.

Så Mie. Overvej at trække dig et par dage og mærk efter, hvad du tro på, at I kan lykkes med. Mærk efter om du tror, at du gradvist kan slippe tvivlen og væmmelsen. Hvis ikke, må du tage konsekvensen af det.
Fortiden er som den er. Det eneste, vi kan er at ændre vores syn på fortiden.
Og vi kan holde fortiden ud, når nutiden og fremtiden er bedre.

Mange lyse tanker og lykke til,

Christel