Hej

Hvad gør jeg. Har skrevet forløbet i en fuld historie så du kan se hvordan det hele skete.
Hvorfor gjorde jeg som jeg gjorde, og hvad kan der gøres for at skabe tillid igen?

Hey.

Er en fyr på 22, som har gjort det mest forfærlige noget menneske kan byde en anden.

Jeg mødte min kæreste (Nu eks.) Da jeg var 19 år gammel. Jeg faldt for hende på trods af at hun kun var 14 på daværende tidspunkt. Men vi var enige om alting, og alt fungerede godt. Vi har altid kunne snakke sammen, og har aldrig råbt af hinanden. Selvf. har vi haft vores små intriger, som alle forhold har men i vores, var de virkelig små. Når jeg er sammen med hende, slår mit hjerte så hurtigt og tungt. Som om jeg kan mærke hendes kærlighed og sjæl, flyde igennem mig. Er stadig så forelsket i hende. Men efter 2 år, begyndte jeg at leve meget inde i mit hoved. Fantaserede når jeg så seksuelle hjemmesider, f.eks. Og det udviklede sig til at jeg oprettede profiler på datingsites. Uden formål, men bare som foder til fantasien “Hvis nu”. Jeg blev lidt afskrået fra virkeligheden, hvilket selvf. påvirkede min Engel af en kæreste, men jeg ignorede det totalt i blindhed! Pludselig en dag efter 2,5 år skriver en pige at hun vil mødes i byen, på trods af at jeg søgte venskab… Og blev så fanget i den psykiske fælde. Ved ikke hvad jeg har haft tænkt, men accepterede selvf. bare mødet. Fortæller sågar min kæreste hvilken bare jeg skal ned på og mødes med “Venner”. Jeg drikker mig mega fuld med nogle kammerater på tom mave, og lever mig totalt ind i en anden verden, og da jeg møder hende pigen på baren, så sker der det værste der kunne ske Min kæreste vil selvf. også i byen med sin søster, og ville så positivt overraske mig inde på den bare jeg havde sagt jeg var på. Men da hun kommer ind, kysser jeg selvf. hende pigen jeg havde mødt. Selvom hun var virkelig frastødende og ulækker, så kyssede jeg hende. Min kæreste kommer selvf. hen og prikker mig på armen. kigger på mig, og går sin vej!! Jeg reagere fuldstændig som i et skuespil, og gør intet. Pludselig kommer hun tilbage og skriger mig ind i hovedet det hun selvf. har ret i.

Hendes mor kommer igen 5 min. efter, og virkelig tager ved mig, og det er først der det virkelig går op for mig hvad det er jeg laver!

Jeg bliver totalt konfus, og aner ikke hoved og hale. Sidder 10 min. og stirre ud i luften og halter så hjem.

Pludselig kan jeg se alt det jeg har taget for givet! Alt det jeg havde, men ikke værdsat!

Jeg valgte min kæreste for de år siden fordi hun var den helt rigtige til mig. Den helt rigtige for mig, som kunne sætte mig på plads, og gøre mig glad. Men takken fra mig var utroskabens kys!

Jeg blev selvf. smidt ud, dagen efter, og har sovet ved min mor siden. Men jeg kan mærke kærligheden til min kæreste stadig. Er stadig kærester med hende, inden i. På trods af at hun udgir der ingen chancer er for os igen, kan jeg ikke tro det! Vi var så perfekte et match på alle punkter, og dette var det der skulle til for at indse det. så det eneste jeg ber til hver dag er en chance til. Men ved aldrig om den kommer Jeg er sikker på mit liv bliver alene resten af mine dage, hvis ikke jeg har min kæreste. For hun er det eneste lyspunkt i min hukommelse, når jeg tænker tilbage. Hun er den eneste jeg vil have børn med og røre ved. Det njeg gjorde var utilgiveligt. Men håber stadig på at hun med tiden forstår at det var hvad der skulle ske, for at alt kunne blive bedre!

Jeg har slette mine profiler online, og fortæller istedet denne historie for at søge svar.

Mvh
en meget ulykkelig fyr på 22…

Hej Ulykkelige
Tak for dit indlæg.
Som du selv er inde på, har du lavet dit livs fejl.
Jeg kan læse, at du selv forstår, at det er et “Wake Up Call”, og at du aldrig vil kunne gøre noget tilsvarende. Du er blevet så forskrækket over konsekvenserne af din handling, at du aldrig vil gøre det igen.
Og så er der opstået et nyt dilemma.
For du elsker hende, som nu er din ekskæreste, og ønsker bare at få hende til at forstå, men hun har sagt slut.

De fleste opretter profiler på nettet, fordi de søger en form for spænding eller variation ,og fordi de bilder sig ind, at de kan styre det, og “at det jo ikke gør noget, så længe det bare er fantasi”.
Når fantasien dog føres ud i handling, som i dit tilfælde, så gør det noget.
Og det har gjort usigeligt ondt.
Det er jo umuligt at vide, om din søde ekskæreste vil høre på dig. det er umuligt at vide, om hun vil tilgive fortielserne og de dumme kys.
Det taler til din fordel, at der ikke er sket mere end fortielse og kys. Det taler til din ulempe, at hendes mor osv. er inde i billedet. Godt at hun kom og stoppede dig, men situationen er problematisk.

Jeg synes, at du skal skrive til hende. Ikke på sms. ikke på mail, men håndskrevne breve. Skriv, hvad det har lært dig. skriv, hvad det har understreget over for dig, at være aktør i denne situation. Og appeller til hende om at mødes, så I to kan tale sammen, og så du kan høre fra hendes egen mund, hvilke tanker og hvilke følelser det har sat i gang.

Hvis hun ikke vil mødes, – hvis du får dine breve retur, ja så er det dit livs hårdeste lektie. Men husk nu en ting: du er 22. og selvom hun indtil nu er dit livs kærlighed, så er dit liv jo kun lige begyndt. Og selvom du ikke selv tror på, at du nogensinde finder en, der matcher eller gør dig glad igen, så regn med, at du – og enhver anden – har virkeligheden med som medspiller. Nu ved du, tidligt i dit liv, hvordan stor kærlighed føles, og derfor kan du finde den igen, når du er klar.

Stol på, at det bedste vil ske.
Og gør det bedste, du kan for at få en form for kontakt.
Og hvis dette ikke kan lykkes, ja så start fra det sted, der hedder “nu kan det ikke blive værre. Dermed kan det kun gå fremad”.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel

Jeg har før skrevet her og fået et par gode råd og kommentarer med på vejen..

Sagen kort er at min kone (har kendt hinanden i 9 år og vi har 2 børn på 4 & 6) var utro med sin chef i september sidste år (adfære på lidt over en måned), og siden har vi prøvet og prøvet og prøvet. Hun har svært ved at slippe ham og det han gav – det hun nu siger mangler og altid har manglet i vores forhold. Hun har nu fået øjnene op for det, og har svært ved at se væk fra det… Vi har prøvet meget, og jeg har gået igennem meget – alt hvad hun har foreslået og konstallationer…

Nu siger hun så direkte… Hun har ikke den dybe kærlighed til mig mere og at hun ikke tror på projektet ‘os’ mere… Hun siger også at hun nu har brug for tid til at mærke efter alene, dvs. uden at bo sammen med mig.

Det har jeg det rigtig svært ved – jeg har stadig store følelser for hende, og håber at hun besinder sig og kommer tilbage, men den tro bliver også svagere og svagere, dog har jeg svært ved at slippe hende.

Børnene tæller selvfølgelig rigtig meget også, og jeg er så ked af at skulle give dem en skilsmissefamilie, men jeg kan åbenbart og selvfølgelig ikke ændre min kones følelser og beslutning…

Dog ved jeg ikke hvad jeg skal gøre….

Er parterapi for sent? Vi har prøvet en gang, men hun var ikke så god, og konen går til psykolog.

Jeg hører hende sige at hun ikke tror at jeg/vi ikke kan give hende det hun vil have ud af livet….

Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal eller kan slippe den smerte jeg føler lige nu….

En modløs
MIS

Hej
Tak for dit indlæg.
Sikken smertelig situation.
Der er ikke én ting, du kan gøre for at slippe smerten. Du må stå i den, trække vejret igennem den og rejse dig igen.
Det er altid frygteligt ensomt at være den, der elsker mest. Og da jeg jo ikke kender din hustrus version, er det svært at råde.
Min anbefaling er, at du sætter flyttekasser klar i entreen, og derigennem signalerer til hende, at der nu må ske noget drastisk.
Hvis dette signal og en opfølgende snak imellem I to ikke ændrer ved hendes holdning, kunne hendes udtalelser tyde på, at hun vil være sig selv, for derigennem at afklare, om hun vil arbejde for jer to og jeres lille familie.
Bevar din selvrespekt. Det er ikke meningen, at du skal ændre og justere så meget, for at få hendes opmærksomhed. Bliv ikke utydelig for dig selv, uanset hvor meget du holder af hende.
Man kan ikke bare skrue ned for sin kærlighed. Én ting er at elske; noget andet er den gensidige tro på, om I kan blive lykkelige sammen.
Tror hun ikke på det, og vil hun ikke gøre en indsats for at tro på jer, bør du overveje, hvor du vil lægge dine kræfter.

Parterapi er altid en option. Men kun hvis hun er interesseret.

Det er hårdt at erkende, at man evt. er ved at miste sin partner. Den angst der dog er større, er angsten for at miste sig selv.
Lad aldrig dette ske.

Find din vej.

Venlig hilsen
Christel

Tak for de fine ord…

Jeg ved godt nu at jeg skal give hende rum og tid til at finde sig selv, og så må fremtiden vise om jeg/vi er en del af det…

Jeg takker igen for styrken og støtten til at fokusere på mig selv i denne ellers hårde tid…

Jeg har lyttet til og læst mange af dine kommentarer, og når de samme ting bliver sagt igen og igen, begynder de så småt at sætte sig fast – det er det der er ved at ske her hos mig..

Med oprejst pande og vilje vil jeg nu gå i seng…

MIS

Egentlig lidt forbavsende hvor få indlæg der er om kvinders utroskab. Er det tabu eller hvad?
Jeg har selv oplevet at min kone havde et forhold til en anden mand og har haft stor glæde af at læse denne og lignenede hjemmesider for at komme igennem det. Det kræver dog, at man konstant “oversætter”: hver gang der står HAN skal man erstatte det med HUN og omvendt.
Det er hårde odds mænd er oppe imod. Læs bare Christels indledning til denne tråd:

Kvinden føler sig værdsat, fordi bejleren signalerer, at hun er smuk, lækker, interessant, klog mv..

HHvis kvindens parforhold er blevet køligt, eller styret af hverdagsrutiner og måske distance og skænderier, ja så er hun tit mere tilbøjelig at tage imod en bejlers smiger.
Og så konkluderes det at et forhold er sværere at få på ret køl, fordi kvinder har føleleser med i deres sidespring.

Igen vi mænd er oppe mod hårde odds, for hvis det er os der er den svigtede part, har vi åbenbart bare selv været ude om det. Hvis det er os der utro er vi bare generelt nogle svind der kun tænker med en legemsdel. Det er vist det, man kalder en loose/loose situation!

Hej MIS og Christel, jeg er pt i et lignende mareridt som MIS,-

Jeg vil så gerne lære af mine fejl,- men snart gift på 16 år, 1 barn 7 år, har jeg nu oplevet at min hustru har haft mange gange skjulte kontakter til andre mænd, om de har været intime eller ej kan jeg snart ikke finde udaf, for
vi har været igennem dette i flere år, men disse konfrontationer, og jeg har aldrig kunne finde sandheden. Det ene øjeblik når jeg har presset min kone, har det været intimt, det næste øjeblik har det ikke været det.

Så snakker vi om det og jeg siger at vi må prøve alt for at bevare en familie, men betingelsen er at jeg ikke
kan klare det hvis det igen kommer frem at der har været stævnemøder, og hvad sker der så, efter ferien
der bliver talt om stævnemøder med forskellige (det er pinligt at skulle grave sig ind til sandheden ved at
lure og spionere, det er uværdigt), men hvad skal jeg,- leve i uvished det kan man ikke holde til i længden, så
eksploderer det lige pludselig.

Jeg kan simpelthen ikke finde hovede eller hale i noget efterhånden, men min familie er for mig det vigtigste -
ikke forstået at jeg er uden fejl og mangler, blot et menneske.

Hvad gør man, kan der virkelig være mennesker der ikke kan tale om deres følelser ikke være ærlige ikke
tage hensyn, eller er jeg bare blevet helt rundtosset.

Min søn han mærker det her i hverdagen, og det er forkert men jeg er også et menneske der kræver sin ret, –
men jeg kan simpelthen ikke få ind i mit hoved at min søn kan få en optimal opvækst, (skolestart her efter ferien for første gang) pga nogle egoistiske hensyn DET ER IKKE FAIR FOR HAM, HVOR ER FØLELSERNE OG ANSVARET FOR VORES DRENG HENNE ?

Hej
Mange tak for dit indlæg.
Det lyder, som om at du er blevet rigtigt slidt og udmattet ved igen og igen at have bemærket din kones/kærestes promiskuiøse tendenser….
Hvordan kan det stå på i flere år, tænker jeg …..
Hvordan kan det være, at hun bliver ved, og at du bliver ved at blive, når hun blier ved ?
Hvad mon der er sket med jeres kommunikation og fortrolighed….., for hvis jeres forhold var nært og givende på en gensidig måde, ville hun -formentligt ikke . søge andre kontakter….
Du har helt ret i, at det er både trist og uværdigt at søge i computere/telefoner m.m.
I bliver nødt til at finde en afklring på jeres situation.

Det er lidt svært at råde, for jeg kender ikke hendes historie. Jeg ved ikke, om hun opfatter dig som en kontrollerende/jaloux type… eller om hun bliver hos dig og jeres søn, fordi du elsker hende så højt og vil jeres familie 100 procent og derfor ikke kan leve konsekvensen af manglende tillid ud … eller om der er en helt tredje eller fjerde forklaring.

Men : udfra det, du skriver, er mit råd:
Sæt nogle flytte kasser op i entreen/bryggerset.
Når hun så spørger, hvad de skal bruges til, så lad hende vide, at nu må I snakke alvorligt sammen.
For, hvis I ikke kan det, må en af jer flytte…

Det håber jeg , vil kunne åbne hendes øjne. Og få kortene på ordet.

En anden mulighed er, at I søger parterapi.
Så I får snakket ud, får afklaret om der er lyst og kræfter, gensidigt, til at ville en fælles fremtid.

Og selvølgelig kan du også starte med at skrive et brev til hende, hvor du melder dine tanker og følelser ud og beder hende give dig hendes svar, gerne skriftligt…

Selvom det lyder meget barskt, vil jeg sige til dig, at du ikke må vælge det at være familie for enhver pris. Hvis der ikke er en gensidighed i at glæde hinanden og gøre hinanden trygge, må man se kendsgerningenrne i øjnene og overveje, om det er bedre at leve hver for sig.
Det er ikke for at tage pusten ud af dig, at jeg skriver dette. Det aspekt, jeg blot tænker, er at hvis du hundrede procent vil jeres familie, bliver du på en måde “svag”, fordi du så tillader nogle kompromisser, hvor du skal gøre vold på dig selv.
Der er en absolut bekymring ved, at din kone/kæreste igennem flere år har haft denne adfærd… I har talt sammen, nuvel, men hun oplever jo ikke, at der er en konsekvens ved hendes bedrag, og det skaber en uligevægt imellem jer.

Jeg kan mærke din vilje og motiavtion i dit indlæg, så jeg håber, at I finder vej.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,-

Tak

Jeg tror det eneste rigtige i min situation er at lægge ægteskabet på hylden, min kone vil skilles og så
må jeg bide det i mig så godt jeg kan. Det er bare meget svært at skulle skubbe vores søn ud i sådan
en situation, han har ikke gjort noget, og jeg vil det heller ikke, men jeg kan ikke leve med uvisheden
om hvad der måske foregår bag min ryg.

Jeg håber jeg kan tage mig sammen tak igen for dine kærlige ord.
Mvh C

Hej C
Selv tak.
Det gør mig ondt at læse, men du har ret i, at man ikke skal byde sig selv for stor uvished.
Kærlihgeden alene kan ikke redde et parforhold. Når der ikke er en voksen og moden erkendelse, at gensidig tillid, respekt, loyalitet og opbakning er lige så vigtige grundsten, vil det blive ved at være et loose-loose game.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Husk, at det er ikke det, at man falder, der kendetegner en som menneske. Det er måden, man rejser sig på.
Jeg er sikker på, at du rejser dig.

Særlig hilsen
Christel