Hej

Hvad gør jeg. Har skrevet forløbet i en fuld historie så du kan se hvordan det hele skete.
Hvorfor gjorde jeg som jeg gjorde, og hvad kan der gøres for at skabe tillid igen?

Hey.

Er en fyr på 22, som har gjort det mest forfærlige noget menneske kan byde en anden.

Jeg mødte min kæreste (Nu eks.) Da jeg var 19 år gammel. Jeg faldt for hende på trods af at hun kun var 14 på daværende tidspunkt. Men vi var enige om alting, og alt fungerede godt. Vi har altid kunne snakke sammen, og har aldrig råbt af hinanden. Selvf. har vi haft vores små intriger, som alle forhold har men i vores, var de virkelig små. Når jeg er sammen med hende, slår mit hjerte så hurtigt og tungt. Som om jeg kan mærke hendes kærlighed og sjæl, flyde igennem mig. Er stadig så forelsket i hende. Men efter 2 år, begyndte jeg at leve meget inde i mit hoved. Fantaserede når jeg så seksuelle hjemmesider, f.eks. Og det udviklede sig til at jeg oprettede profiler på datingsites. Uden formål, men bare som foder til fantasien "Hvis nu". Jeg blev lidt afskrået fra virkeligheden, hvilket selvf. påvirkede min Engel af en kæreste, men jeg ignorede det totalt i blindhed! Pludselig en dag efter 2,5 år skriver en pige at hun vil mødes i byen, på trods af at jeg søgte venskab… Og blev så fanget i den psykiske fælde. Ved ikke hvad jeg har haft tænkt, men accepterede selvf. bare mødet. Fortæller sågar min kæreste hvilken bare jeg skal ned på og mødes med "Venner". Jeg drikker mig mega fuld med nogle kammerater på tom mave, og lever mig totalt ind i en anden verden, og da jeg møder hende pigen på baren, så sker der det værste der kunne ske Min kæreste vil selvf. også i byen med sin søster, og ville så positivt overraske mig inde på den bare jeg havde sagt jeg var på. Men da hun kommer ind, kysser jeg selvf. hende pigen jeg havde mødt. Selvom hun var virkelig frastødende og ulækker, så kyssede jeg hende. Min kæreste kommer selvf. hen og prikker mig på armen. kigger på mig, og går sin vej!! Jeg reagere fuldstændig som i et skuespil, og gør intet. Pludselig kommer hun tilbage og skriger mig ind i hovedet det hun selvf. har ret i.

Hendes mor kommer igen 5 min. efter, og virkelig tager ved mig, og det er først der det virkelig går op for mig hvad det er jeg laver!

Jeg bliver totalt konfus, og aner ikke hoved og hale. Sidder 10 min. og stirre ud i luften og halter så hjem.

Pludselig kan jeg se alt det jeg har taget for givet! Alt det jeg havde, men ikke værdsat!

Jeg valgte min kæreste for de år siden fordi hun var den helt rigtige til mig. Den helt rigtige for mig, som kunne sætte mig på plads, og gøre mig glad. Men takken fra mig var utroskabens kys!

Jeg blev selvf. smidt ud, dagen efter, og har sovet ved min mor siden. Men jeg kan mærke kærligheden til min kæreste stadig. Er stadig kærester med hende, inden i. På trods af at hun udgir der ingen chancer er for os igen, kan jeg ikke tro det! Vi var så perfekte et match på alle punkter, og dette var det der skulle til for at indse det. så det eneste jeg ber til hver dag er en chance til. Men ved aldrig om den kommer Jeg er sikker på mit liv bliver alene resten af mine dage, hvis ikke jeg har min kæreste. For hun er det eneste lyspunkt i min hukommelse, når jeg tænker tilbage. Hun er den eneste jeg vil have børn med og røre ved. Det njeg gjorde var utilgiveligt. Men håber stadig på at hun med tiden forstår at det var hvad der skulle ske, for at alt kunne blive bedre!

Jeg har slette mine profiler online, og fortæller istedet denne historie for at søge svar.

Mvh
en meget ulykkelig fyr på 22…

Hej Ulykkelige
Tak for dit indlæg.
Som du selv er inde på, har du lavet dit livs fejl.
Jeg kan læse, at du selv forstår, at det er et "Wake Up Call", og at du aldrig vil kunne gøre noget tilsvarende. Du er blevet så forskrækket over konsekvenserne af din handling, at du aldrig vil gøre det igen.
Og så er der opstået et nyt dilemma.
For du elsker hende, som nu er din ekskæreste, og ønsker bare at få hende til at forstå, men hun har sagt slut.

De fleste opretter profiler på nettet, fordi de søger en form for spænding eller variation ,og fordi de bilder sig ind, at de kan styre det, og "at det jo ikke gør noget, så længe det bare er fantasi".
Når fantasien dog føres ud i handling, som i dit tilfælde, så gør det noget.
Og det har gjort usigeligt ondt.
Det er jo umuligt at vide, om din søde ekskæreste vil høre på dig. det er umuligt at vide, om hun vil tilgive fortielserne og de dumme kys.
Det taler til din fordel, at der ikke er sket mere end fortielse og kys. Det taler til din ulempe, at hendes mor osv. er inde i billedet. Godt at hun kom og stoppede dig, men situationen er problematisk.

Jeg synes, at du skal skrive til hende. Ikke på sms. ikke på mail, men håndskrevne breve. Skriv, hvad det har lært dig. skriv, hvad det har understreget over for dig, at være aktør i denne situation. Og appeller til hende om at mødes, så I to kan tale sammen, og så du kan høre fra hendes egen mund, hvilke tanker og hvilke følelser det har sat i gang.

Hvis hun ikke vil mødes, – hvis du får dine breve retur, ja så er det dit livs hårdeste lektie. Men husk nu en ting: du er 22. og selvom hun indtil nu er dit livs kærlighed, så er dit liv jo kun lige begyndt. Og selvom du ikke selv tror på, at du nogensinde finder en, der matcher eller gør dig glad igen, så regn med, at du – og enhver anden – har virkeligheden med som medspiller. Nu ved du, tidligt i dit liv, hvordan stor kærlighed føles, og derfor kan du finde den igen, når du er klar.

Stol på, at det bedste vil ske.
Og gør det bedste, du kan for at få en form for kontakt.
Og hvis dette ikke kan lykkes, ja så start fra det sted, der hedder "nu kan det ikke blive værre. Dermed kan det kun gå fremad".

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel

Jeg har før skrevet her og fået et par gode råd og kommentarer med på vejen..

Sagen kort er at min kone (har kendt hinanden i 9 år og vi har 2 børn på 4 & 6) var utro med sin chef i september sidste år (adfære på lidt over en måned), og siden har vi prøvet og prøvet og prøvet. Hun har svært ved at slippe ham og det han gav – det hun nu siger mangler og altid har manglet i vores forhold. Hun har nu fået øjnene op for det, og har svært ved at se væk fra det… Vi har prøvet meget, og jeg har gået igennem meget – alt hvad hun har foreslået og konstallationer…

Nu siger hun så direkte… Hun har ikke den dybe kærlighed til mig mere og at hun ikke tror på projektet 'os' mere… Hun siger også at hun nu har brug for tid til at mærke efter alene, dvs. uden at bo sammen med mig.

Det har jeg det rigtig svært ved – jeg har stadig store følelser for hende, og håber at hun besinder sig og kommer tilbage, men den tro bliver også svagere og svagere, dog har jeg svært ved at slippe hende.

Børnene tæller selvfølgelig rigtig meget også, og jeg er så ked af at skulle give dem en skilsmissefamilie, men jeg kan åbenbart og selvfølgelig ikke ændre min kones følelser og beslutning…

Dog ved jeg ikke hvad jeg skal gøre….

Er parterapi for sent? Vi har prøvet en gang, men hun var ikke så god, og konen går til psykolog.

Jeg hører hende sige at hun ikke tror at jeg/vi ikke kan give hende det hun vil have ud af livet….

Ved simpelthen ikke hvordan jeg skal eller kan slippe den smerte jeg føler lige nu….

En modløs
MIS

Hej
Tak for dit indlæg.
Sikken smertelig situation.
Der er ikke én ting, du kan gøre for at slippe smerten. Du må stå i den, trække vejret igennem den og rejse dig igen.
Det er altid frygteligt ensomt at være den, der elsker mest. Og da jeg jo ikke kender din hustrus version, er det svært at råde.
Min anbefaling er, at du sætter flyttekasser klar i entreen, og derigennem signalerer til hende, at der nu må ske noget drastisk.
Hvis dette signal og en opfølgende snak imellem I to ikke ændrer ved hendes holdning, kunne hendes udtalelser tyde på, at hun vil være sig selv, for derigennem at afklare, om hun vil arbejde for jer to og jeres lille familie.
Bevar din selvrespekt. Det er ikke meningen, at du skal ændre og justere så meget, for at få hendes opmærksomhed. Bliv ikke utydelig for dig selv, uanset hvor meget du holder af hende.
Man kan ikke bare skrue ned for sin kærlighed. Én ting er at elske; noget andet er den gensidige tro på, om I kan blive lykkelige sammen.
Tror hun ikke på det, og vil hun ikke gøre en indsats for at tro på jer, bør du overveje, hvor du vil lægge dine kræfter.

Parterapi er altid en option. Men kun hvis hun er interesseret.

Det er hårdt at erkende, at man evt. er ved at miste sin partner. Den angst der dog er større, er angsten for at miste sig selv.
Lad aldrig dette ske.

Find din vej.

Venlig hilsen
Christel

Tak for de fine ord…

Jeg ved godt nu at jeg skal give hende rum og tid til at finde sig selv, og så må fremtiden vise om jeg/vi er en del af det…

Jeg takker igen for styrken og støtten til at fokusere på mig selv i denne ellers hårde tid…

Jeg har lyttet til og læst mange af dine kommentarer, og når de samme ting bliver sagt igen og igen, begynder de så småt at sætte sig fast – det er det der er ved at ske her hos mig..

Med oprejst pande og vilje vil jeg nu gå i seng…

MIS

Egentlig lidt forbavsende hvor få indlæg der er om kvinders utroskab. Er det tabu eller hvad?
Jeg har selv oplevet at min kone havde et forhold til en anden mand og har haft stor glæde af at læse denne og lignenede hjemmesider for at komme igennem det. Det kræver dog, at man konstant "oversætter": hver gang der står HAN skal man erstatte det med HUN og omvendt.
Det er hårde odds mænd er oppe imod. Læs bare Christels indledning til denne tråd:

Kvinden føler sig værdsat, fordi bejleren signalerer, at hun er smuk, lækker, interessant, klog mv..

HHvis kvindens parforhold er blevet køligt, eller styret af hverdagsrutiner og måske distance og skænderier, ja så er hun tit mere tilbøjelig at tage imod en bejlers smiger.
Og så konkluderes det at et forhold er sværere at få på ret køl, fordi kvinder har føleleser med i deres sidespring.

Igen vi mænd er oppe mod hårde odds, for hvis det er os der er den svigtede part, har vi åbenbart bare selv været ude om det. Hvis det er os der utro er vi bare generelt nogle svind der kun tænker med en legemsdel. Det er vist det, man kalder en loose/loose situation!

Hej MIS og Christel, jeg er pt i et lignende mareridt som MIS,-

Jeg vil så gerne lære af mine fejl,- men snart gift på 16 år, 1 barn 7 år, har jeg nu oplevet at min hustru har haft mange gange skjulte kontakter til andre mænd, om de har været intime eller ej kan jeg snart ikke finde udaf, for
vi har været igennem dette i flere år, men disse konfrontationer, og jeg har aldrig kunne finde sandheden. Det ene øjeblik når jeg har presset min kone, har det været intimt, det næste øjeblik har det ikke været det.

Så snakker vi om det og jeg siger at vi må prøve alt for at bevare en familie, men betingelsen er at jeg ikke
kan klare det hvis det igen kommer frem at der har været stævnemøder, og hvad sker der så, efter ferien
der bliver talt om stævnemøder med forskellige (det er pinligt at skulle grave sig ind til sandheden ved at
lure og spionere, det er uværdigt), men hvad skal jeg,- leve i uvished det kan man ikke holde til i længden, så
eksploderer det lige pludselig.

Jeg kan simpelthen ikke finde hovede eller hale i noget efterhånden, men min familie er for mig det vigtigste -
ikke forstået at jeg er uden fejl og mangler, blot et menneske.

Hvad gør man, kan der virkelig være mennesker der ikke kan tale om deres følelser ikke være ærlige ikke
tage hensyn, eller er jeg bare blevet helt rundtosset.

Min søn han mærker det her i hverdagen, og det er forkert men jeg er også et menneske der kræver sin ret, –
men jeg kan simpelthen ikke få ind i mit hoved at min søn kan få en optimal opvækst, (skolestart her efter ferien for første gang) pga nogle egoistiske hensyn DET ER IKKE FAIR FOR HAM, HVOR ER FØLELSERNE OG ANSVARET FOR VORES DRENG HENNE ?

Hej
Mange tak for dit indlæg.
Det lyder, som om at du er blevet rigtigt slidt og udmattet ved igen og igen at have bemærket din kones/kærestes promiskuiøse tendenser….
Hvordan kan det stå på i flere år, tænker jeg …..
Hvordan kan det være, at hun bliver ved, og at du bliver ved at blive, når hun blier ved ?
Hvad mon der er sket med jeres kommunikation og fortrolighed….., for hvis jeres forhold var nært og givende på en gensidig måde, ville hun -formentligt ikke . søge andre kontakter….
Du har helt ret i, at det er både trist og uværdigt at søge i computere/telefoner m.m.
I bliver nødt til at finde en afklring på jeres situation.

Det er lidt svært at råde, for jeg kender ikke hendes historie. Jeg ved ikke, om hun opfatter dig som en kontrollerende/jaloux type… eller om hun bliver hos dig og jeres søn, fordi du elsker hende så højt og vil jeres familie 100 procent og derfor ikke kan leve konsekvensen af manglende tillid ud … eller om der er en helt tredje eller fjerde forklaring.

Men : udfra det, du skriver, er mit råd:
Sæt nogle flytte kasser op i entreen/bryggerset.
Når hun så spørger, hvad de skal bruges til, så lad hende vide, at nu må I snakke alvorligt sammen.
For, hvis I ikke kan det, må en af jer flytte…

Det håber jeg , vil kunne åbne hendes øjne. Og få kortene på ordet.

En anden mulighed er, at I søger parterapi.
Så I får snakket ud, får afklaret om der er lyst og kræfter, gensidigt, til at ville en fælles fremtid.

Og selvølgelig kan du også starte med at skrive et brev til hende, hvor du melder dine tanker og følelser ud og beder hende give dig hendes svar, gerne skriftligt…

Selvom det lyder meget barskt, vil jeg sige til dig, at du ikke må vælge det at være familie for enhver pris. Hvis der ikke er en gensidighed i at glæde hinanden og gøre hinanden trygge, må man se kendsgerningenrne i øjnene og overveje, om det er bedre at leve hver for sig.
Det er ikke for at tage pusten ud af dig, at jeg skriver dette. Det aspekt, jeg blot tænker, er at hvis du hundrede procent vil jeres familie, bliver du på en måde "svag", fordi du så tillader nogle kompromisser, hvor du skal gøre vold på dig selv.
Der er en absolut bekymring ved, at din kone/kæreste igennem flere år har haft denne adfærd… I har talt sammen, nuvel, men hun oplever jo ikke, at der er en konsekvens ved hendes bedrag, og det skaber en uligevægt imellem jer.

Jeg kan mærke din vilje og motiavtion i dit indlæg, så jeg håber, at I finder vej.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,-

Tak

Jeg tror det eneste rigtige i min situation er at lægge ægteskabet på hylden, min kone vil skilles og så
må jeg bide det i mig så godt jeg kan. Det er bare meget svært at skulle skubbe vores søn ud i sådan
en situation, han har ikke gjort noget, og jeg vil det heller ikke, men jeg kan ikke leve med uvisheden
om hvad der måske foregår bag min ryg.

Jeg håber jeg kan tage mig sammen tak igen for dine kærlige ord.
Mvh C

Hej C
Selv tak.
Det gør mig ondt at læse, men du har ret i, at man ikke skal byde sig selv for stor uvished.
Kærlihgeden alene kan ikke redde et parforhold. Når der ikke er en voksen og moden erkendelse, at gensidig tillid, respekt, loyalitet og opbakning er lige så vigtige grundsten, vil det blive ved at være et loose-loose game.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Husk, at det er ikke det, at man falder, der kendetegner en som menneske. Det er måden, man rejser sig på.
Jeg er sikker på, at du rejser dig.

Særlig hilsen
Christel

Hej

Jeg lever sammen med min mand på 9 år og tilsammen er der 3 sammenbragte børn, samt en 4 som vi har sammen. De sidste år har jeg fundet mig selv i en tilstand hvor jeg ikke længere synes at have de sammen følelser for ham og der er flere ting i vores liv sammen som jeg ikke er tilfreds med. Jeg har prøvet at tale med ham, men i det øjeblik tingene vender ind mod ham, så lukker han af. I starten af året indledte jeg e affære med en anden mand. Min mand fik på et tidspunkt en mistanke, men jeg benægtede det kategorisk. På et tidspunkt var jeg så opgivende at jeg kun ønskede at komme ud af ægteskabet – ikke så meget på grund af den anden, men fordi jeg ikke magter alle de diskussioner……..
På trods af hans mistanke er jeg blevet ved med at se den anden. Jeg kan godt se os sammen i fremtiden og ønsker det egentlig også, men hver gang jeg skal sige til min mand at jeg ikke vil mere, så er det ligesom om jeg fryser fast.
Jeg har gået efter at han skulle bryde og flere gange har det været helt derude, men han trækker det altid tilbage igen… og jeg formår ikke at sige noget. Som dagene går og bølgen daler, så indlever jeg mig i hverdagen her i huset, men ser stadig den anden, og når så balleden igen opstår så har jeg ikke lyst til at være her.
Jeg har prøvet at sige til mig selv, at jeg vil give ægteskabet en chance. Men når det så kommer til kys kram og sex, så har jeg slet ikke lyst. Jeg føler selv at jeg gerne vil ud af ægteskabet, men hvorfor kan jeg så ikke gøre noget ved det ? Og hvis jeg ville ægteskabet, så ville jeg vel heller ikke blive ved med at se den anden.
Jeg er sådan i vildrede at jeg nogen gange overvældes af tanker om slet ikke at være her mere

Tak for dit indlæg.
Du bliver nødt til at tage en "kold tyrker" og lukke forholdet til din elsker ned og derigennem få samlet dine kræfter, så du og din mand kan få talt om tingene og ryddet op eller brudt, hvis det er det, der skal til.
At du har en elsker er med til at splitte dig, og derfor stikker dine tanker af i alle retninger.
Du skal holde dig din selvrespekt for øje, – gør og sig det, der får dig til at kunne se dig selv i øjnene.
Din mand har da krav på at du er ærlig. Jeg tror, at det kun bliver værre af at trække det ud, og det er som med parforhold som med skibe; der er kølvand efter en båd. Og jeg tror, at hvis du bryder dit ægteskab og har en elsker på sidelinjen, så kunne det gå for stærkt for dig og det har lidt en snert af "flugt".
Hvis du og din mand ikke trives længere og ikke har gensidige følelser for hinanden, så få det meldt ud, helst i tale – og måske med en mail/et brev som en start.
Men tro ikke, at du kan flygte nu. Du må flytte dig i din bevidsthed og for at kunne løse den nærmeste fremtids udfordringer, må du holde dine kræfter samlede.
Uanset hvor sød og anerkendende elskeren er, skal du huske, at den du skal leve længst med, er dig selv.
Så meld ud.
Og gør den kommende tid så respektfuld som muligt.

Venlig hilsen
Christel Sonne

Hej. Beklager den lidt lange historie
Jeg er 23 år gammel og har været sammen med min kæreste i 6 år (!). Hun er to år ældre end mig.
Mit problem starter for nogle år siden hvor hun gennem et computerspil var begyndt at snakke meget med nogle folk fra udlandet. Efter noget tid sagde hun at hun frygtede at hun måske havde fået følelser for den ene, hvilket sårede mig utrolig meget. Det førte til at hun nogle måneder efter slog op med mig, da vi ikke fik talt særlig meget sammen i den periode der gik. Der blev skabt for meget følelsesmæssig afstand mellem os, og der var for mange ting vi ikke snakkede om.
Efter hun slog op med mig var hun meget ked af det, og vi fandt sammen efter 24 timer da hun sagde at hun havde begået sit livs fejl ved at slå op. Jeg tilgav hende, da jeg elsker hende af hele mit hjerte og hun virkelig var ked af det. Efter det blussede vores forhold utrolig meget op, og vi flyttede sammen efter ½ år.

For et lille år siden begyndte hun at tage til århus en gang om måneden for at se nogle venner som hendes veninde kendte. Hun begyndte særligt at tale meget med en gut og de blev gode venner. Min kæreste har ikke selv voldsomt mange venner, og jeg har altid stolet på hende når det angik mandelige venner.
Jeg finder nu i går ud af at hun har været sammen med ham, og flere gange har følt at hun elskede ham og ikke kan beslutte hvem af os hun ønsker at være med. Da jeg opdagede det, blev hun naturligvis meget ked af det. Hun siger at det er en meget stor fejl og hun kun ønsker at være sammen med mig. Det er tydeligt at hun virkelig er ked af det.
Jeg føler bare at det går i ring for hende. Efter noget tid, hvor jeg måske ikke er så spændende mere, vender hun sig mod en anden som giver hende noget følelsesmæssigt som hun ikke får af mig. Jeg er klar over at jeg kan gøre ting bedre, jeg er ikke perfekt, men det er svært når hun ikke taler med mig om de problemer hun har.
Jeg vil så gerne kunne tilgive hende, da vi bor sammen og har haft det godt sammen. Men jeg vil også kunne kigge mig i spejlet hver morgen og ikke føle at jeg går på kompromis med mig selv.
Håber ikke det blev for langt, og at du/i har nogle gode råd, for jeg føler mig lidt tabt.

Hej Jesper
Tak for dit indlæg.
Jeg formoder, at der er en masse, du ikke har fortalt og jeg mangler lidt info for at forstå den ordentligt, jeres situation. Dog forstår jeg godt, at du er i et indre skisma, der handler om, at du elsker din kvinde, men er usikker på, om I kan finde ud af det sammen.
For mig at se er der stor stor forskel på første "svigt" vedr. computerspillene, kontra nu hvor der er foretaget bevidste handlinger og åbenbart har været fortielser.
Faktisk synes jeg, at I skal få tid hos en parterapeut. Det her skal snakkes igennem, sammen, for jeg tror, at jeres grundproblem er, at I får talt —for lidt samen.–

Hilsen
Christel

Kære Christel,
Jeg har virklig brug for hjælp,

Jeg er en kvinde på 27 år, har en datter på 7 med min eks-mand som jeg var sammen med siden jeg var 17 år.
Mig og ham, siden vi var teenage, har bygget vores liv sammen, taget uddannelsen sammen, og hjulpet hinanden meget. Vi nået et punkt hvor vi dannet en lejlighed, uddannelse, job, osv… med tiden var han ligeglad med mig (ikke for at forsvare mig) men jeg følte mig uelsket, glemt, kastet til side.
Der var nogle sjældner gange hvor jeg kunne mærke lidt kærlighed af hans side. min problem var at jeg var ofte sur, at han ikke hjalp med barnet, med hjemme og mange andre store og små ting. Jeg har gjort en ting som jeg aldrig nogensinde forventer at jeg kunne gøre mod mig selv og mod ham… jeg var ham utro med min arbejdskollega som var på 47 år. han var perfect mod mig og var seriøs med hans følser.
Jeg har selv fortalt min mand inden vi blev skilt, at jeg var ham utro.
I starten var min mand villige til at tilgive, og starter forfra, han var efter mig mere end 3 mdr. og prøvet meget med mig, jeg var forvirret. Jeg elsket ikke den anden mand, jeg ville bare blive bekræftet.

nu efter mere end 2 år skillemisse, jeg bor med min dejlige datter, og har ingen kontakt til hendes far. når han henter og aflevere hende så forgår det gennem min familie.
sagen er at jeg er ikke videre. trods jeg er smuk, uddannet, sød og god mor, KAN JEG BARE SIMPELTHEN ikke tilgive mig selv. (jeg græder nu mens jeg skriver)
Jeg drømmer om ham, jeg går og giver mig selv skyld for alting, jeg husker kun de gode ting af ham og minder kun de dårlig ting af mig. Jeg er så ond mod mig selv siden 2 år, og kan slet ikke leve med mig selv. Min eks er gået videre, og har fået et godt liv. Jeg kan bare ikke, selvom jeg har alle chanser for lykke foran mig. Hvad skal jeg gøre? jeg har heller ikke råd til en psykolog.
på forhånd tak,

Hilsner

Hej
Og mange tak for dit indlæg.
Tiden er kommet til at du træffer nogle store beslutninger for dig selv.
Du har nu i 2 år prøvet, hvordan det påvirker dig at holde fast i en drøm, der er slut. Og som du skriver, er dit indre indimellem ved at udvikle sig til et mareridt.
Du skal bevæge dig fremad nu.
Det gør du ved at sætte dig små mål hver dag. Og ved at lykkes med dem.
Det gør du ved at opgive håbet. Opgiv håbet om, at fortiden bliver meget bedre. Det gør den ikke. Fortiden er ovre. Og for at blive et endnu bedre forbillede for din datter, må du samle dine kræfter nu. Det er ok at sørge, men ikke ok at "spytte livet i ansigtet" og blive ved at være for mentalt destruktiv over for dig selv.
Forståeligt nok kan følelser være stærke, men mit bud er, at du tænker meget i de samme "gid jeg havde gjort noget andet" tankebaner.
Du bliver nødt til at gøre dig mere nøgtern. Og se de sidste år og din utroskab som noget, der hører et tidligere kapitel til. Du har lært din lektie. Du har nu givet dig selv så megen straf, at du skal stoppe det nu. På samme måde som jeg er sikker på, at du giver din datter omsorg, skal du til at give dig selv omsorg.
Tilgiv dig selv for, at du ikke kan tilgive dig selv.
Og drøm ikke om en mand, der ikke vil dig.
Du må gerne have minderne, men husk at det stadig og kun er minder. Om en tid, der var. Og en tid, der formentligt ikke kommer igen. På samme måde.
Du har livet foran dig, og hver eneste dag skal du begynde at fokusere på, at du ser glæden omkring dig og at det skyldes, at du også har glæden indeni dig.
Din glæde venter. Den vil gerne ud.

I et retssamfund er det sådan, at når man har begået noget ulovligt, ja så får man en straf. Når straffen er udstået, er man fri.
Sæt dig selv fri nu.
Kom ud af håbet og ind i troen på, at "nu er det min tur". Og nu kommer jeg videre. Skridt for skridt.

Jeg tror, at du kan hente nogle gode fif i følgende bøger:
Joan Ørting: Hvad vil du ha?
Sofia Manning: Coaching
Christel Sonne Rasmussen: Motivation

Husk: hvis man "sidder I lort til halsen", skal man ikke hænge med hovedet.
Op med hagen og se, at livet tålmodigt har ventet på dig og glædes over, at du tager det ind igen.

Christel

Jeg er vældig taknemmlig for dit svar, og vil starter herfra.

Jeg er også rigtig glad for dine forslag.

Mange hilser,

WD

Vi er fire psykologistuderende, der er i gang med et 2. semestersprojekt omkring utroskab, hvor vi søger at forstå kvindens motiv bag utroskab. Vi søger interviewperson/personer der vil stille op til et fortroligt og anonymt interview. Interviewet vil omhandle de følelser og overvejelser, der er forbundet med utroskab. Selve formen for interviewet er ikke fastlagt, og vi er mere end åbne for samarbejde omkring interviewformen!
Kontakt os endelig på mail: dittemariefc@live.dk
vi har hårdt brug for din hjælp!
Mvh. fire psykologistuderende på Aalborg Universitet

Dette indlæg er genopretter og indlagt af Webmaster

Jeg har en kæreste som jeg har være sammen med i 2½ år. Jeg er selv 18 og han 24.
Vi har et forhold der er så fantastisk. Vi snakker med hinanden om alt og er rigtig gode til at bearbejde vores problemer. Jeg er sikker på, at det skal være ham og han har det også sådan! For seks måneder siden mødte jeg min eks kæreste som jeg var sammen med for 3 år siden. Vi endte med udvikle en erffærer hvor vi så hinanden i 3 måneder og havde sex 5-7 gange. I denne periode var min kæreste på et højskole ophold i den anden ende i landet hvilket gjorde det nemmere at ses med min "hemmelige elsker".

I tiden mens jeg så min eks-kæreste havde jeg ikke dårlig samvittighed, men da den begyndte at melde sig, valgte jeg at afbryde erffæren, og arbejde på mit forhold til min kæreste, dog uden at fortælle ham om utroskabet! Der er nu gået 6 måneder siden jeg afbrød forholdet til min eks-kæreste og jeg er virkelig i tvivl om jeg skal fortælle min kæresten om episoden! I disse seks måneder hvor jeg har skjult utroskaben har vores forhold haft flere dårlige perioder men trods det har vi snakket om det og har endt op med at finde frem til en løsning.

Min dårlige samvittighed gør, at jeg ret tit er ked af det! Men det kan jeg jo ikke snakke med ham om, fordi han ikke ved noget om min eks-kæreste. det er hårdt at skjule de for ham! Men på den anden side ved jeg, at hvis jeg siger det, så vil han ikke være sammen med mig mere. Og det er dét jeg frygter. Der er ingen mellemvej. Han vil ikke se mig mere hvis jeg siger at jeg har været ham utro! Netop derfor har jeg ikke fortalt ham om det! Han kan ikke holde tanken om utroskab ud, og siger at det vil knuse ham fuldstændigt. Virkelig ødelægge ham, fordi han elsker mig så meget. Og jeg elsker ham så meget!

Nogen gange tænker jeg at jeg bare må tage min dårlige samvittighed som en straf for det jeg har gjort og affinde mig med det. Fordi dét at jeg fortæller ham, at jeg har været ham utro, ville jo bare være noget jeg gjorde for at lette mit hjerte! Det ville ikke vlre for hans skyld, men for min egen at jeg gjorde det!

Jeg ved godt at man kommer længst med sandheden, men på den anden side har jeg også overvejet om det nu er sandt i lige netop denne situation! Vores forhold kan jo godt fungere selvom han ikke ved det, og det bare foregår inden i mig selv! Så må jeg bare selv betale straffen for det jeg har gjort i form af dårlig samvittighed, i stedet for at han også skal bøde for mit dårlige valg!

Jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre. Hvis jeg fortæller ham det vil det lette mit hjerte, men samtidig vil jeg også miste ham! Og hvis jeg ikke fortæller ham det er det en følelse jeg skal bearbejde inden i mig selv! og det er jeg også villig til! Jeg har også overvejet at tage terapitimer for at komme over min utroskab uden at fortælle ham det, og lærer at leve med den hemmelighed!

Håber du vil hjælpe mig,
Kh, xx

Hej XX
Tak for dit indlæg.
Jeg tror, at der er mange, der går med hemmeligheder som dig.
Umiddelbart vil jeg sige, at det bedste altid er at sige tingene, som de er.
Hvem ved: måske bærer han også på en hemmelighed.
Jeg må sige, at min erfaring er, at de der er utro og bærer det i sig, også bærer kien til at være det igen. så om du skal tage terapitimer for at lære at bære på en hemmelighed, eller snarere om du skal tage terapitimer for at finde ud af, hvad grundene var til, at du lod dig friste og ikke kunne være tro, ved jeg ikke. Men jeg hælder til det sidste.

Sæt dig evt. i din kærestes sted. Og leg med tanken om, at han havde været dig utro, haft sex med en ekskæreste 5-7 gange (og så er det nok snarere 7 end 5), hvad ville du så ønske? at han sagde det, eller lod det forbigå i tavshed? dit svar på dette spørgsmål, er formentligt det svar , du selv må efterleve.

Mit oprigtige bud er: sig det som det er. Tør du risikere at bygge en kolos på lerfødder? – at bygge et forhold på så grel en fortielse og handling?

Valget er dit!

Venlig hilsen
Christel

Hejsa.

Jeg sidder her efter en weekend hvor det forfærdelige skete at jeg var min kæreste utro! Vi har været sammen i 8 mdr og har haft vores op og nedture pga mine depressioner. Jeg har i perioder ingen lyst til sex og føler nærmest jeg vil give hvad som helst for at føle mig i live og "normal" igen!
I lørdags mødte jeg så en bekendt i byen og endte med at være sammen med ham.. Han siger selvfølgelig en masse søde ord og mener ikke man kan være i tvivl om sit forhold after 8 mdr uden at det er det forkerte valg man har taget!
Jeg fortalte allerede min kæreste om det da jeg kom hjem for jeg er så ulykkelig og kan på ingen måde holde det skjult for ham. Han blev selvfølgelig enormt ked af det og skuffet! Hans bud er dog at han synes vi har så meget bygget op sammen pga af de ting vi gennemgår i hverdagen at vi skal give det en chance og prøve at komme videre!
Jeg vil på ingen måde bruge set som undskyldning men min far er alkoholiker og jeg har da jeg var yngre et par gange brugt det med utroskab som en måde at bekræfte mig selv.. Jeg tror det der gør mig mest ked af det er jeg for længst troede jeg var blevet klogere og havde lagt det mønster bag mig!!

Jeg er så skuffet over mig selv og synes nu jeg har gjort begge de fyre enormt kede af det!
Jeg vil helst ikke undvære min kæreste men føler jeg er nødt til at gøre det forbi fordi vores forhold ikke længere er rent hvis nogen forstår hvad jeg mener med det..

Tror egentlig bare jeg havde brug for at lette hovedet for alle de tanker der er!!
Mange hilsner Gitte

Kære Christel

Jeg er en af "kvinderne". De utro kvinder. Men jeg ønsker ikke at blive ved med det. Mit forhold gør dog at jeg ikke kan stoppe.

Jeg blev skilt for 4 år siden, efter et langt ægteskab hvor kærligheden blev mindre og mindre. Kunne dog ikke få mig til at gå, fordi vi havde børn, og synes ikke at jeg kunne prioritere min lykke frem for mine børns. Til sidst blev det dog for meget og skilsmissen blev en realitet.

Efter skilsmissen søgte jeg selskab- ikke kæreste, men én at nyde tilværelsen med. Efter 4 mdr. kom min nuværende kæreste på banen. En mand med orden på tingene- det modsatte af hvad jeg før havde kendt. Forholdet udviklede sig hurtigt – meget hurtigt. Og det blev ikke bedre af at jeg mit lejemål hvor jeg boede blev sagt op, fordi boligen var solgt, kun 3 mdr efter kæresten og jeg lærte hinanden at kende. Min kæreste sagde straks at jeg bare kunne flytte ind til ham, og så kunne vi begynde at se på hus sammen.
Min tanke var at om jeg flyttede ind til ham og så hvordan det gik, eller jeg fandt et nyt stad at bo var jo 2 sider af samme sag. Jeg kunne jo bare finde et sted at bo for mig selv, hvis ikke det gik mellem ham og mig. Så jeg sagde pænt ja tak. Tiden gik med at lære hinanden at kende- og vores børn på krydt og tværs. Det intime var der ikke så meget af, men han har et krævende job, så jeg var sikker på at det kun var en periode.
Kæresten begyndte så aktivt at kigge på hus, og jeg blev revet med at stemningen. Længe gik der ikke og vi skrev under på hus 4½ måned efter vi havde lært hinanden at kende. Efter vi skrev under ændrede min kæreste sig en del. Som nyforelsket så jeg det intime som en rimelig stor og vigtig del af forholdet. Det er herigennem man opnå samhørighed , men det havde ikke hans interesse. Ydermere blev han meget kritisk overfor mine børn, og begyndte at skælde meget ud over dem. Vi flyttede i hus og denne udvikling fortsatte. Alt var praktisk- ingen passion.
Jeg spurgte tit ind til hvordan det kunne være, men han havde været meget seksuel aktiv som und og det havde ikke hans store interesse mere. Langsomt begyndte jeg at trække mig ind i mig selv og prøvede at skærme mine børn mod hans skæld ud. Han har flere gange gjort opmærksom på at jeg har nogle forfærderlige børn.
Hans manglende opmærsomhed fik mig til at søge bekræftelse andre steder og jeg var ham utro.
Han fandt ud af det, og efter nogle måneder tog jeg konsekvensen og gik fra ham. Dels pga at jeg havde været utro, hans manglede opmærksomhed og hans væremåde overfor mine børn. Hans børn er er meget stille, sidder altid på deres værelser og gør som der bliver sagt. Det gør mine ikke.
Efter jeg flyttede begyndte vi at tale sammen igen og han lovede at tilgive og ændre. Efter 3/4 år flyttede jeg tilbage i huset.
Til at begynde med gik det godt- men det gamle spøgelser kom igen. Kontrol blev en del af min hverdag. Min tlf bliver gennemgået, mine mails bliver læst og jeg skal forklare hvis blot jeg kommer lidt senere end jeg plejer.
Arbejde fylder igen meget i min kærestes liv og der er ikke meget glæde. Han kommer aldrig glad hjem og brokker sig altid over arbejde og mine børn. Altid har han brug for min støtte hvilket jeg naturligvis gerne giver. Men det kriber når jeg har det svært- da mine børn f.eks valgte at bo hos deres far pga min kæreste. Det gjorde SÅ ondt- men reaktionen var blot "det vender du dig til".
Jeg begyndte igen at skrive med en anden mand, og mødte ham på en café. Meget forkert, men en måde at overleve på. Min kæreste fandt ud af det, fordi han havde anbragt en GPS i min bil. Dagligt bliver jeg konfronteret med hvad jeg har gjort- og jeg ved at det er forkert, men han ønsker ikke at vi skal gå fra hinanden.
Vi slider så meget på hinanden og jeg lukker mig inde. Nu vil han pludselig være intim igen- men jeg kan ikke.

Hvad er den rigtige løsning? Kan vi få det til at fungere igen, eller ødelægger vi bare hinandens liv? Jeg vil så gerne være tæt på den jeg levet sammen med. Samhørighed og nærvær er så vigtigt. Hvis det findes kan man klare alt, men hvordan får jeg ham til at indse at det er vejen frem?

Mange hilsner fra Livet

Hej Livet
Tak for dit indlæg.

Der er noget, der hedder begynderheld og noget, der hedder begyndervanskeligheder. Man kan holde begyndervanskeligheder ud, hvis de over tid mindskes og man får fundet et fælles tråd, en fælles glæde, en gensidig opbakning og en kærlig indforstået tolerance, i sit forhold. Blandt andet.

Når jeg læser dit indlæg, tænker jeg: hvad laver hun? hvorfor skulle det gå så stærkt? hvorfor har hun tilladt så lidt accept af hendes børn? og hvordan kan hun overhovedet være i tvivl om, at prisen har været for høj, når børnene vælger at bo ved deres far? Jeg sidder endvidere og tænker på, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor du kalder ham din kæreste.
I flere afsnit læser jeg, at der stort set ingen gensidig inderlighed og intimitet. Og hvad er det for en forklaring: "i min ungdom har jeg været aktiv, så det er ikke så interessant længere! for mig at se er der for lidt, der giver mening, og med den effekt at du søger ud i utroskab og han i overvågning og jalousi, kan jeg kun tænke: den vej er destruktiv.

Jeg er nødt til at konfrontere dig ret hårdt og spørge: Hvorfor tager du ikke ansvar for din egen lykke?
Hvorfor tillader du overhovedet en så høj grad af kontrol?
Og hvad er det, du tror, der kan blive så meget bedre. I har jo tydeligvis forskellige prioriteringer og vægter visse værdier meget forskelligt.

Du skal spørge dig selv – og ikke ham: bliver jeg rigtigt rigtigt glad og tryg i dette forhold? Matcher dette forhold det billede, du har, af mening med livet?
Føler du, at kærligheden og respekten har gode vækstvilkår her?
Og hvis ikke, så træf den beslutning, der er mest sand for dig.

Jeg tror nemlig ikke, at der er en løsning, der bare er rigtigt og en, der bare er forkert, men jeg er sikker på, at der er en løsning der er mest sand (og sund) for dig.
Husk: I et dilemma handler det om at søge den mindst forkerte løsning og gøre den til den rigtige.

Pas på dig selv.
Der er jo rimeligt mange, der mener, at vi kun har dette ene liv og det er vel meningen, at vi skal leve – og ikke overleve.

Christel

Kære Christel

Mange tak for dit svar.

Jeg føler et stort ansvar for at prøve at få det til at fungere. Det er jo ikke kun han og jeg der bliver påvirket, men 2 familier.

Eftersom jeg har valgt at være utro, bærer jeg jo en stor del af skylden for at det ikke fungere- men jeg kan jo naturligvis ikke gøre ved, at han ikke føler samme ansvar.

Jeg har forsøgt at tænke, at jeg kan lære at leve med det- det er måske mig der er krævende, men som tiden går bliver mit savn større og større.

Som du skriver- vi har kun dette ene liv og det skal levet. Tak- jeg ved jo godt, hvad jeg skal gøre og er nu et skridt nærmere, på at vælge at leve det liv JEG mener er rigtigt for mig og mine børn.

Mange hilsner fra
Livet

Hej Livet
Tak for din respons.
Jeg vil bede dig reflektere over følgende udsagn:
Hellere kontakt end kontrol.
Og
Så vil jeg sige, at jeg oprigtigt mener, at voksne mennesker, der er i et parforhold, er medansvarlige for hinandens tryghed.
Det er godt, at du forholder dig ansvarligt til, at du har været utro. Da jeg læste din beretning, læste jeg det blot som om, at utroskaben var et led i en lang lang kæde. Det retfærdiggør absolut ikke utroskaben. Det gør dog, at utroskaben bliver en effekt eller et symptom.
Og hvad gør man så – for at rette en skæv balance op?
Man afklarer sig omkring følgende:
Hvem og hvad i mit liv vil og kan jeg helhjertet være tro imod?

Jeg er sikker på, at du finder vejen.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel.
Jeg skriver til dig fordi jeg har virkelig dårlig dømmekraft mht til mig selv. Jeg er en kvinde på 23 og for at få en forståelse af min situation kommer her lige en mindre livshistorie. Jeg er vokset op i et meget frigjort hjem hvor sex er naturligt og socialt samværd er elsket. Jeg har siden jeg var 13-14 år gammel gået meget til fester og fik også her min sexdebut med en dreng jeg overhoved ikke kendte. Det har som egentlig aldrig rigtig generet mig og er ikke noget jeg som sådan har fortrudt. Da jeg fyldte 16 blev jeg for første gang rigtig forelsket og efterfølgende rigtig såret. Den følelse håndterede jeg med op gennem min gymnasietid at lukke af for mine følelser og i den grad adskille følelser og sex. Jeg nægtede mig selv at have en kæreste, i stedet havde jeg et par sexvenner og en masse one nighters. Det resulterede i et vis ry, men heller ikke dette har rigtig generet mig. Jeg er dog nervøs for at mit handlemønster i de 4 år jeg opførte mig sådan forfølger mig lidt. Da jeg var 21 fortalte min bedste ven mig at han havde følelser for mig. Jeg sprang ud i det, men endte med at opdage hvilken fejltagelse det var, var ham utro (med to forskellige), slog op og fortalte ham aldrig hvad jeg havde lavet. jeg flyttede så til den anden ende af landet for at studere og besluttede at jeg ville gå tilbage til ikke at have en kæreste igen, jeg mødte dog en på studiet jeg ikke lige kunne holde mig fra rent seksuelt. Først da han efter nogle måneder fortalte mig hvordan han forgudede mig blev vi kærester. Vi har nu været sammen i halvandet år, jeg elsker ham enormt meget, han hjælper på min hjemve når jeg gerne vil hjem til mine venner i min gamle by og jeg tror jeg ville have svært ved at bo hvor jeg bor uden ham. I starten var han meget jaloux (hvilket nok skyldes at hans ekskæreste han havde haft i 6 år var ham utro), men det er han ikke mere. For et par måneder siden var jeg så sammen med en jeg havde mødt i byen. Jeg fik utrolig dårlig samvittighed og tog direkte hjem til min kæreste og fortalte ham hvad jeg havde lavet. Han tilgav mig med sagde at hvis det skete igen var vi ovre. Nu er min kæreste ude og rejse og har været afsted i en lille måned, i den tid har jeg været i min hjemby hvor jeg har indledt en affære med min bedste venindes bedste ven og hun ved det ikke. Ikke nok med at det er unfair overfor min kæreste og min veninde ville være sur over det faktum alene, gør det det kun værre at jeg ser hendes bedste ven som hun føler noget ejerfornemmelse over. Jeg ved ikke om jeg bliver draget af det forbudte, men jeg har virkelig dummet mig og jeg ved det. På trods af det har jeg ikke stoppet affæren og har heller ikke synderligt lyst til det. Jeg føler mig utrolig tarvelig og jeg ved godt at jeg nok bliver nødt til at slå op med min kæreste, men det har jeg egentlig heller ikke lyst til for jeg elsker ham meget højt og min familie er ellevilde med ham. Jeg har snakket med en veninde om det og hun siger at hvis jeg stadig vil være sammen med min kæreste bliver jeg nødt til at stoppe min affære og fortælle ham om det. Nu kommer så lige det faktum at jeg ikke tror min kæreste vil tilgive mig og jeg ved heller ikke om det vil være for hans bedste at jeg gør det taget hans tidligere kærestehistorie i betragtning og det vil ødelægge ham fuldstændig at blive svigtet igen. Vi har en fælles ven som ikke ved hvad jeg har lavet, men som ved at jeg overvejer at slutte forholdet som også har fortalt mig at min kæreste forguder mig og at jeg virkelig skal tænke mig om for han vil blive meget ked af det. Jeg er så bange for at såre ham, selvom jeg godt ved at jeg selv har lavet det her rod. Udover det så har jeg fået følelser for min affære-mand hvilket jeg ellers altid har kunnet kontrolere, men ikke denne gang. Min kæreste er 7 år ældre end mig og derfor noget længere fremme i livet, mht til fremtidsfamilieplaner. Han passer perfekt i min familie og perfekt til mig, men jeg er ikke sikker på jeg er færdig med at være ung og gå i byen og hvad der kan høre dertil. Jeg ved godt jeg ikke har noget konkret spørgsmål, men jeg er i vildrede og håber du kan hjælpe mig med at kaste lidt lys over min situation. Hvis jeg kunne få det p åhelt min egen måde vil jeg stadig gerne se min kæreste, men også have frie tøjler til at se andre, men han er opdraget helt anderledes end det. Mvh Matilde

hej jeg har en kæreste der har siddet og kysset med en anden fyr til en fest hvor hun ikke vidste jeg var udsmider til og jeg blev så skide sur jeg tog fri resten af natten da jeg vidste at kom han hen til mig ville jeg gøre noget jeg ville fortryde. jeg har efterfølgende konfronteret hende med det og hun benægter det hele med da jeg sagde at jeg stod og så på dem blev hun ked af det og sagde at det ville ikke ske igen men nu har jeg bare meget svæt ved at tro på hende for nok var hun fuld men hvis hun ikke kan tage ansvar for det hun laver så er hun efter min mening ikke gammel nok til at drikke alkohol håber du kan give mig et godt råd om det vi vil gerne blive sammen men føler ikke hun er til at stole på mere

Tak for dit indlæg.
At stole på andre mennesker kan godt bygges op igen. selvfølgelig tager det tid, når tilliden er svigtet, men det jeg vil anbefale jer, er at lave nogle regler for en periode. Som I begge kan leve med.
Eksempelvis kan I vise hinanden eventuelle beskeder på jeres telefoner, hvis der kommer beskeder fra andre, som kan "true" jeres relation. Og så kan I sammen vælge, hvad I vil svare.
Hun kan også evt. vælge at undlade at drikke i en periode, hvis hun går i byen.
Vær opmærksom på, at det ikke må vare lang lang tid at få tilliden genopbygget. Du vælger at blive sammen med hende, selvom hun har kysset med en anden.
Det betyder, at du har gradbøjet et af dine egne principper og må acceptere en vis smerte.
Når hun siger og gør noget, som du kan se og høre, er oprigtigt, så ros hende. Så bliver det attraktivt at blive ved med at være åben og ærlig.

Held og lykke,
Christel

Hej Mathilde
Tak for dit indlæg.
Ja, det er noget seriøst og impulsstyret rod, du har fået lavet for dig selv…..du skaber dilemmaer, og umiddelbart lyder det som om, at denne gang bliver der en konsekvens, nemlig (formentligt ) den, at din kæreste siger stop. Fordi der er en grænse for, hvad man kan holde til, og fordi det skaber utryghed ikke at kunne stole på dig.
For det er jo det, kære Mathilde, der sker. Uden at det er det, du tænker på, gør du dig utroværdig og trækker en hale af sårede mennesker i dit kølvand.
Og hvorfor: fordi du gør, hvad du har lyst til.
Og selvfølgelig er lyst en supervigtig del af vores liv, men min fornemmelse er, at din impuls og lyst overtrumfer, hvad du har brug for og overtrumfler nogle menneskelige værdier, for venskab og parforhold.
Jeg tror, at du har meget ret i din egen analyse af, at de fire år, hvor du kunne adskille sex og følelser, blev du formentligt ret god til at score og have dejlig sex.
Men på et tidspunkt vurderer jeg, at savnet efter det dybe og det stærke har meldt sig på banen, og det har du så nydt med din kæreste. Du har jo stadig din samvittighed i behold, bl.a. som du beskriver, gik du hjem og fortalte kæresten om, hvad du havde gjort,og du har fået en chance.
Men det er som om, at der er en side af dig, der lige skal afprøve, om der "er strøm i hegnet". Den side, du har udviklet, får dig til at involvere dig med andre, og gør dig mindre ligeglad med konsekvenserne.
Og måske har du ret: du er ikke der, hvor du er helt klar til at forpligte dig og tage de afsavn med , som et fast forhold giver.

Men så stå ved det. Få meldt ud og for din egen krops og følelsesmæssige sundhed ud; – sørg for kun at have en partner ad gangen.
Der kunne være en mindre sex-afhængighed i dig. Det, jeg mener er, at du er afhængig af god sex, og at i en situation som den nuværende, hvor din kæreste er væk, søger du så sex andre steder.
Der er nogen, der kan leve i et fast forhold og have den åbenhed, at de har andre sexpartnere. Men det er uhyre sjældent.

Mange vil snarere være i forhold og så gå i swingerklubber, hvis der er en gensidig enighed om det.
Men jeg tror i dit tilfælde, at du skal lære at tæmme din sexlyst og lære at fordybe dig i andre emner, så du bliver ved at bevare din selvrespekt, eller snarere: begynder at styrke din selvrespekt.
For jeg vurderer, at du er splittet imellem egne behov/lyst og så den effekt, dine valg har på andre.

Min anbefaling er:
Stop det at have sex med din bedste venindes bedste ven. Hav et venskab i stedet.
Sig tingene som de er til din kæreste.
Opsøg en terapeut/psykolog, der kan hjælpe dig med at få kontakt med dine egne værdier, så du stadig har et sjovt liv, men også et liv, hvor du dag for dag gør dig tillids- og troværdig.
Jeg tror, at du kan søge inspiration i Joan Ørtings bog "ta mig". Der er et par enkelte kapitler, der omhandler situationer, der minder om din.

Venlig hilsen
Christel

Hej.
Hver gang jeg har en kæreste eller noget kørende med en så kysser jeg med andre eller laver noget mere. Jeg er begyndt at se det som et stort problem for det er sket med hver kæreste jeg har haft og det er ikke kun en fyr at jeg kommer til at kysse med det er som regel 2 eller derover.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og hver gang jeg får en ny kæreste så siger jeg til mig selv at nu skal jeg virkelig ikke lave noget med andre.
Håber at I kan give mig nogle råd.
Kh Trine

Hej Trine
Tak for dit indlæg.
Jeg vil anbefale dig at gå til en samtaleterapeut/psykolog for at finde ud af, hvad det er, der spørger i dig. Tydeligvis kan du ikke selv holde fast i din beslutning, og min umiddelbare tanke er, at du er bang for at forpligte dig, hvilket formentligt afspejler sig i, at du er bange for at gå glip af noget. Det kan også være et mindreværd, du har, så du skal bekræftes af mange. Men det er en uheldig og usund udvikling. For din adfærd afholder dig fra at fordybe dig i det forhold, du er i. du tillader at blive forstyrret, ligesom du leger med andres følelser. Jeg tror, at du skal stoppe op og begynde at komme i kontakt med din dårlige samvittighed, så du kan navigere ud fra det, der giver dig god samvittighed.
Du bør overveje, hvad din adfærd en dag kan gøre, dels for dit rygte, hvor nogen måske på et tidspunkt vil tænke dig som alt for villig eller måske billig, ligesom du bør beslutte dig for, at du skal have styrkeet din selvrespekt. Du skal kunne se dig selv i øjnene hver dag.

Held og lykke,
Christel

Hej Kristel. Jeg sidder her og skriver til dig, da jeg bare ikke kan finde ud af tilværelsen og hvad vej jeg skal gå.. Jeg er av de kvinder der har haft en affære. Troede aldrig at jeg ville kaste mig ud i sådan noget, men det var nok uundgåeligt. Efter 14 års samliv og 2 børn var vores samliv dødt, ihvertfald fra min side, det har det været i flere år, men jeg har valgt at blive da det har været trygt og godt. Vi har aldrig manglet noget familjemessigt, har fungert godt som familje, men jeg har altid følt at vi har været mere venner end kærester, har ikke været den store gnist imellem os. Jeg har nok altid følt at jeg har haft et vist ansvar overfor ham, hvorfor ved jeg ikke, en slags moderrolle. Af samme grund er min respekt for ham som en mand forsvundet. Vi har tit havt samtaler om hvordan vi kan komme nærmere hinanden, men det er lidt svært når han ikke har særlig god kontakt med dig delv, samtalerne har altid været på mit intiativ, som alt det andet. Efter en dag har han glemt alt om hvad vi har snakket om. Så er man nok åben for andre muligheder….Affæren begynte efter at en mand begynte at have sin daglige gang på min arbejdsplads . Vi havde en særlig kemi fra første øjeblik, og efter 1 1/2 år , hvor vi havde givet hinanden ekstra blikke, hvor jeg fik lidt berøring,komentarer, kunne vi ikke holde os længere. Han er gift og har også børn. Vi havde en lille affære , hvor han så valgte at forlade sin kone fordi han var forelsket i mig, og det medførte desværre at jeg var nød til at forlade mit arbejde. Han forlod sin kone, og min mand fandt sig andet at bo i. Vi havde så et forhold i et par måneder, hvor han var klar til alt,men pludselig valgte han at tage tilbage til sin kone, og det gjorde så at min verden gik i knus. Savner ham hver dag.Min mand vil gerne have mig tilbage, men jeg har virkelig holdt igen, da jeg er i tvivl om mine følelser. Føler at jeg holder meget af ham, men kan ikke se andet en et venneforhold. Føler også at jeg er nød til at få ham hjem , fordi jeg tænker på vores børns behov. Men for mit eget behov, er jeg meget i tvivl, og så er det om jeg synes at jeg kan klare det alene. Har aldrig havt det så dårligt i mit liv, en dyb sorg over alt det her. Blev både sygemeldt og har fået psykologhjælp, men føler ikke jeg kommer nogle vegne

Hej
Tak for dit indlæg.
Det, du mærker er både de mange efterdønninger og dine frustrationer og fortvivlelse over fremtiden, på en og samme tid.
Jeg er sikker på, at din psykolog hjælper dig med at tage et skridt ad gangen, og en dag ad gangen.
Du må tro på, at kærligheden er der, og at der altid er mindst en mulighed, man har overset.
Gør dig klart, hvor du vil hen i dit liv nu.
Og sæt dig overkommelige og realistiske mål.
Sådan kommer du videre.

Alt det bedste,
Christel

Hej Christel
Jeg skriver til dig da jeg er i vildrede. Jeg har netop fundet ud af at min kone har været mig utro, og aner ikke hvad jeg skal stille op. Vi er 36 & 37 år gift og kendt hinanden i 12 år. 2 børn på 3 og 6 år hvoraf den lille har en kronisk livstruende sygdom, som kræver meget pleje og omsorg. Min kone går hjemme og passer hende til daglig da hun ikke tåler smitte fra andre børn.
I weekenden blev jeg desværre bekræftet i min 6 sans. Jeg har længe haft en mistanke og overskred min egen grænse og tjekkede hendes telefon. Der var en tråd med en veninde der afslørede at min kone havde haft en affære med en anden mand. Jeg konfronterer hende med min viden, men på en måde så hun selv får muligheden for at fortælle dette. Hun benægter. næste morgen går jeg i detaljer og hun svarer at det navn der er nævnt er på en person hun mødte for 6 mdr siden, og er en gammel skole bekendt hun har skrevet med. Fortalt om os som familie og han har beskrevet det samme. Helt uskyldigt. Da jeg godt kan regne ud at det ikke var sandt, konfronterer jeg hende senere samme dag med de mails jeg havde kunne finde de havde skrevet sammen. De var ikke helt stuerene og hun måtte bekende. Hendes forklaring er at det først var helt uskyldig korrespondance, men at det så udviklede sig. En dag for 3 mdr siden får hun vores barn passet og hun tager ud i byen for at møde ham. Dette møde udvikler sig til at de har sex i et nærliggende solcenter. På daværende tidspunkt kører vores forhold skidt på grunde af stort pres pga mit arbejde, handicappet barn osv. Vi får ikke talt rigtigt sammen i den periode og der er ikke overskud til at bekræfte hinanden. De mødes ikke mere men stopper ikke mail kontakten. Vores forhold begynder at gå bedre både efter denne akt, og vi får overskud til hinanden og vi aner positiv fremgang indtil jeg finder ud af ovenstående.
Nu befinder jeg mig i et vakum af tomhed og aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Min kone har ikke lagt skjul på at hun vil mig og vores familie, men tilliden og troskaben er væk. Jeg stoler ikke på hende mere og tjekker hende hele tiden, med accept fra hende. Jeg kan ALDRIG tilgive denne handling da jeg ikke mener den er spontant opstået. Hun har løjet for mig i 6 mdr, og har ikke på noget tidspunkt stoppet op. Jeg føler afmagt og kan intet stille op. Bliver vi skilt ender i bundløs gæld, og en tvunget svær kommunikation pga vores handicappede datter. Måske jeg kan leve med hendes handling hvis jeg for lov at opsætte nogle spilleregler i en given periode, jeg ved det ikke. Det værste er at jeg stadigt har følelser for hende, ellers sad jeg ikke og overvejede om vi skal prøve at komme videre sammen. Hvad gør jeg/vi……..