Tak for en seriøs og konkret weblog på emnerne utroskab, tillid mm. Mange steder jeg har ledt efter svar er jeg blevet mere forvirret end afklaret, og det er jo ikke meningen.

Jeg står i en situation i øjeblikket som bedst betegnes ved: "Jeg får som fortjent." Jeg har udsat min kæreste for gentagne svigt i det første år i vores parforhold, indtil jeg erkendte, at han var manden for mig, og at jeg i virkeligheden bare var bange for at indse og handle på denne indsigt, fordi det så ville forårsage min sårbarhed.

Han tog mig tilbage og havde ikke noget problem med at få min medølelse og bevare sin position som offer i lang lang tid. Vi gennemgik en lang periode, hvor jeg godt nok havde min sti ren og hjertet på rette sted. Men ak, min kærlighed var misforstået, ser jeg nu. For jeg forsøgte at skåne min kæreste for slibrige detaljer og sandheder, som jeg ikke følte var nødvendige. Jeg håbede vel, at han før eller siden ville lægge tingene bag sig og at vi sammen kunne fortsætte frem, men han krævede detaljer, sandheder og svar. Svar som jeg langsomt åbnede op for og gav ham.

Nu skete der dét, at han stillede spørgsmål, som jeg ikke kunn svare på. Svarene fandtes ikke længere i min erindring. Han tror, hvilket jo ikke er så mærkeligt – at jeg lyver og ikke taler sandheden, når jeg fx fortæller, at jeg ikke husker konkret hvordan jeg havde sex.

Vi befandt os efterhånden i en uholdbar situation, hvor hans tilbagevendende dilemma var, jeg vil gerne tilgive dig, jeg stoler i det store hel på, at du ikke ville svigte mig igen og jeg elsker dig, men hvordan vil du have, Nastasia, at jeg skal tilgive noget, som jeg ikke ved, hvad er. Du lyver, og jeg vil vide, hvad der er sket.

Må jeg lige benytte lejligheden til en indskudt bemærkning, til andre parforhold forurenet af utroskab: VÆR ÆRLIG OG DÈT LIGE FRA BEGYNDELSEN! Jeg har med bitterhed kunnet erkende, at jeg har gjort vores problem 10X værre, hvis dét da overhovedet kan gøre det, ved at tilbageholde oplysninger for min elskede.

Men vi holder fast i hinanden stadig. Vi har kæmpet i 1½ år, for dét her. Min kærlighed til ham er ikke blevet mindre, og selvom jeg i mine svageste øjeblikke, tvivler på hans kærlighed, bevises det gang på gang, at vi elsker. Vi kan ikke komme videre, pladen er gået i hak, må vi sande, og vi har brug for en parterapeut til at fortælle os, hvos vi skal lægge vores kræfter og energi, jeg er fast besluttet på at løse dette, men jeg aner ikke hvordan.

Vores seneste aktion har været vores beslutning om, at jeg flyttede ud, lod ham i fred, så han kunne granske sig selv og afklare overfor os begge, om han var klar til at tage den endelige, svære kamp for en fremtid sammen. Jeg kan ikke trække udviklingen ned over hovedet på ham, men jeg kan tilbyde min støtte i alle henseender og forsøge at genopbygge tilliden, men han modarbejder hver gang, jeg føler, jeg prøver.

Jeg vil gøre alt det rigtige og give de mest gunstige forhold for en succeshistorie, men hvordan??

Hvordan genopbygger jeg tilliden i forholdet?
Hvordan skal jeg vælge den rigtige parterapeut for præcis os, hvis det bliver relevant?
Gør jeg noget forkert?
I det hele taget er jeg efterhånden løbet tør for idéer og har brug for inspiration?
Og det altafgørende spørgsmål: Står dette overhovedet til at redde, er mine ødelæggelser uoprettelige?

PS: Undskyld min til tider kyniske måde at udtrykke mig på, jeg håber trods alt, at helhedsindtrykket giver en forståelse af min kærlighed til ham, min fortrydelse, min fortvivlelse og min afmagt.

MVH Nastasia, tak for jeres tid.

Hej

At bygge tillid op.

Et af de allermest nævnte punkter, når jeg udøver parterapi, er at bygge tilliden op igen.
Og da tillid jo er et mangesidet begreb, bruger jeg tit lang tid på at tale om, hvordan tilliden bygges op. Og hvilke "beviser", de respektive partnere har, som tegn på at det går den rette vej med tilliden.

Så lad mig pinde det lidt ud:

• Tillid er at sætte sin lid til, som det gamle ord jo siger, eller på en mere nudansk måde, at stole på sin partner. at stole på, at ens partner er loyal, opbakkende, trofast, stabil, ærlig, omsorgsfuld mv.

Denne "stolen-på" bygges bl.a. op via partnerens adfærd. At man kan se og høre, at partneren overholder aftaler, bekræfter kærligheden, og også ved de ikke-handlinger, der foretages. Med ikke-handlinger mener jeg, at den svigtede part bemærker, at partneren er nærværende og ikke fjern, at partneren ikke går ud og taler i mobil og hele tiden har travlt med at sende sms- beskeder, at partneren ikke prioriterer andre højere osv.

Og når alt dette er sagt, så vil jeg anføre, at mange går op i, hvad der er sket i fortiden. Går op i, at få en partner, der har udøvet utroskab til at fortælle om selv de mindste detaljer nogle gange bliver dette til et voldsomt selvpineri, og andre gange sker der det, at den part, som har været utro, ikke kan fortælle, hvad der specifikt er sket. En af grundene til dette "hukommelsestab" er,at man har haft så dårlig samvittighed, at man ganske enkelt har fortrængt detaljer.

Og hvad gør man så.
Jeg tænker, og arbejder efter, at det er vigtigt at holde sig for øje, at vi er her nu og her.
Og at hvis en partner vælger at blive i et forhold, selvom den anden part har været utro, ja så betaler man naturligvis også en pris. Fordi der er fordele og ulemper ved alle valg her i livet.

Hvis man som par oplever, at man er gået i stå, selvom kærligheden absolut er tilstede, men fortiden i nogle perioder har været tung, så anbefaler jeg, at man som den svigtede part gør sig klart, at det at bygge tillid op, er at bemærke, hvorvidt man tror på – og derfor ser, at partneren har evnen til at tage ved lære af sine fejl.

Og det kan godt lyde lidt ejendommeligt, men jeg spørger tit den svigtede part om følgende:

• Hvis din partner kører alt for hurtigt i trafikken, og stoppes af politiet, og får en bøde, der kan mærkes – og et klip i kørekortet. Tror du så, at din partner ville lære noget af dette?

Og jeg spørger om adskillige andre hypotetiske situationer, med henblik på, om den svigtede part har erfaringer med, at den utro part har evnen til at tage ved lære af sine fejl.

For det er, hvad tillid er.
At man ser og hører og føle, at den anden har lært noget af den forskrækkelse, det forhåbentligt har været, at man bevægede sig ud i troskabszonen.

Og så beder jeg folk om, på en skala fra 1-10m at definere, hvor stor tilliden er p.t.

• Og siger de eksempelvis: 3, ja så er mit spørgsmål:
  • hvad skal der til, – hvad skal du se og høre, eller ikke se og ikke høre, for at vide, at din tillid til din partner har bevæget sig til 4.

Og kun ved trinvist at gøre sig klart, hvilke fejl, man ønsker at partneren retter, kan både partneren og den svigtede part opleve, at det går fremad.

Jeg håber, at jeg hermed har givet nogle anvisninger til, hvordan man kan bygge tilliden op.

God fornøjelse derude.

Jeg takker for det fyldestgørende svar, så selv mig, tumpen kan forstå det! Som jeg tidligere har nævnt, er jeg lykkelig over endelig at have fundet en hjemmeside, der for mig giver mening, og som jeg forstår. Tak Christel.

Jeg er ked af at forstyrre igen. Lad mig gøre det kort denne gang.

Jeg er i den ejendommelige situation, at jeg ved, han stoler på og har tillid til mig nu. Han kan sagtens se på vores forhold og have følelsen af et sundt forhold, hvor tilliden i nuet er til stede.

Han har dog ikke tillid til, at jeg har fortalt alt fra fortiden. Jeg mangler at give ham noget af sandheden, og derfor kan vi ikke bygge videre på dét, vi har.

Mit spørgsmål er følgende:

Kan der overhovedet stilles noget op i denne situation, hvor han ikke tør give slip på fortiden?

Kan mit "hukommelsestab" kureres, så jeg kan give ham hvad han ønsker?

Hvis hele sandheden kom frem, ville han da stoppe sin søgen, eller ville jeg aldrig kunne overbevise ham om, at der ikke fandtes mere?

Med andre ord: Skal jeg give slip?

Hej og tak for dine indlæg.
Jeg har følgende tanker og kommentarer til situationen.

Det, der er vigtigt, er at få afstemt forventningerne, sådan at forstå, at hvis du får større erindring om, hvad der er sket i fortiden, ja så må din kæreste forsone sig med dette og lade den ligge.
En måde at angribe det på, er ved, at han skriftligt stiller dig de spørgsmål, han har, og når du så har besvaret disse, evt. også skriftligt, ja så må der ligge en aftale om, at det herefter er closed case.

Det, du kan gøre, er evt. at opsøge en hypnotisør, der kan føre dig tilbage til disse situationer, så du kan få et indblik i din adfærd.
Du kan også gøre det, at du sætter dig ned og tænker tilbage på de respektive situationer og skriver, hvad du tænker uden at tænke over, hvad du skriver.

Det spørgsmål, jeg kunne tænke mig at få svar på, er:

• Hvad er det, I som par vil kunne, hvis din hukommelse giver flere detaljer, end I allerede kan nu?

Og så vil jeg sige, at jeg ikke umiddelbart tænker at det handler om at give slip, men om at forsone sig med, at det har været, som det har været. Din kæreste må afklare med sig selv, om han vil betale den pris, det er, at fortiden har været, som den har været.
Og hertil vil jeg da tilføje, at fortiden jo er overstået, og at det kun er nu- og fremtiden, vi har indflydelse på.

Du må naturligvis gøre dig klart, om det er tid at give ham fri, og  evt. give ham fred og ro til at finde sig selv, evt. med hjælp fra en behandler.

Jeg giver aldrig råd om, hvorvidt folk skal blive sammen eller ej. Det kan kun de selv finde ud af.

Tænker dog tit på, at når kærligheden og venskabet er til stede, om det så ikke er værd at overveje, at det "at slagte de hellige køer giver himmelske bøffer"…

Hilsen
Christel

Jeg sidder med det problem, hvor tilliden mellem min kæreste og jeg heller ikke er så godt, eller faktisk ikke er der mere.

Vi har været sammen i 4 år og jeg har svært ved at stole på ham, fordi han ikke har været ærlig over for mig ang. stoffer.

Før han mødte mig, gjorde han det engang imellem, hvilket jeg godt vidste men vi blev kærester og fortalte helt fra starten, at det kunne jeg ikke acceptere, og han lovede ikke at gøre det, hvilket han også krævede fra min side. (Jeg kunne aldrig finde på at gøre det)

Han sagde derfor til mig at han ikke ville gøre det mere, for hans liv var blevet mere betydningsfuld, men jeg har taget ham i det et par gange nu, og jeg tror, hver gang han går ud af døren, at så skal han tage det narko….

De gange jeg har taget ham i det, har ham løjet mig lige op i fjæset, rent ud sagt, og det har selvfølgelig gjort mig enormt pist.

Han er gået bag min ryg, føler han har taget røven på mig, for "hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af".

Hvordan kan han sige det til mig, at hvis jeg tager stoffer, så skal vi ikke være sammen, for det kan han ikke acceptere og så gør han det selv??????

Desværre er min egen grænse rykket sig og jeg har selv prøvet det nu. ( i protest )

Problemet er bare, at jeg kommenterer det hele tiden over for ham. Altså, jeg kan ikke give slip på det HAN har gjort…. Føler mig virkelig dum og ikke betydningsfuld nok for ham….

Er ikke i tvivl om at han er glad for mig men måske ikke nok, til at gøre dette imod mig, efter som jeg havde fortalt ham fra starten af, at dette stofmisbrug som jeg kalder det, ikke er "lovligt" i mit univers.

Jeg har tænkt, kæmpet men endda også ødelagt meget for os, at vi diskuterer mere end bare at nyde hinanden….

Jeg er meget glad for ham, men det er da ikke nok??????

Et forhold kan da ikke foregå sådan.

Jeg bruger al for meget energi på at brokke mig, kommentere og rase over det der er sket…. Nu er det generelle bemærkninger jeg kommer med, enhver negativ memærkning jeg kan komme til at fyre af.

Hvorfor kan jeg ikke bare give slip og nyde det, jeg ved vi kan få og har haft????? -men nej nej, Betina vil ha det sidste ord, selv om jeg aldrig skulle ha sagt det, hvilket jeg først ser bagefter når mit hys-anfald er faldet ned igen.

Så er det igen på knæ pg sige undskyld….

HJÆÆÆLP, jeg syntes selv jeg gør noget for at ikke at være sådan her, men ved også godt jeg ikke gør nok.

Når jeg tænker over situationen, så finder jeg fornuften og tænker, at jeg skal handle anderledes næste gang jeg vil tage at smide en spydig bemærkning af, men når situationen opstår så glemmer jeg alt om det jeg har aftalt med mig selv, og sviner manden til i stedet.

Han er ved at opgive det hele, hvilket slet ikke er første gang og det gør mig jo enormt ked af det.

Jeg er bevidst om hvad der er problemet men hvorfor gør jeg så ikke noget ved det???? – eller er det her overhovedet problemet eller er det bare mig den er galt med?????

Falder længere og længere ned i et sort hul og har den største skyldfølelse, som bare er forfærdelig at ha på sig.

Please hjælp, han har mistet lysten og jeg har mistet livsglæden for det her påvirker mig så meget at jeg er pinlig overfor mig selv.

Betina