Det har netop været Skt. Hans aften.

Det har netop været Skt. Hans aften. Det er en aften, jeg altid glæder mig til.

Jeg elsker bålet og midsommersangene, og nyder at stå i en flok, der i glimt henføres i en stille betragtning af flammerne. Skt. Hans, som vi kender den i dag, er i Danmark en tradition, der er ca. 100 år gammel.

Og vi ved jo alle, belært af den tragiske historik, at årene i 15,- 16,- og 1700 tallet flammede på grund af de mennesker, som var blevet dømt til bålet grundet at de blev kaldt hekse eller troldmænd, nogle af dem fordi de kendte til lægeurter og nogle af dem, fordi de blev ofre for fjendtligt naboskab.
Jeg holdt Skt. Hans i Vestjylland, og det var en af flyvevåbnets piloter, der holdt båltalen. Den var gribende og lærerig, og hans pointe var bl.a. at "nogen skal gøre noget". Han vinklede både historisk og nutidigt, at det er i orden at være uenig og at give udtryk for dette, men for at tingene hænger sammen, og for at vores livshjul drejer med større tilfredshed og lykke, ja så er der nogen, der skal gøre noget. Det sker ikke ved ordet alene.

Den pointe kan jeg godt lide.

For når jeg sidder og arbejder med folk, individuelt som parvist, bemærker jeg, at de forløb, hvor netop selvværdet og lysten, tilfredsheden og energien atter begynder at blive en del af hverdagen, ja da er det i de tilfælde, hvor nogen gør noget. Og hvor man ikke blot sidder og er enig med sig selv eller sin partner om, at man ikke vil slide mere på hinanden, men hvor man virkeligt gør en indsats også i den praktiske hverdag, så man skridt for skridt nærmer sig sit mål.

Og det er jo blive - at blive enig med en dygtig og seriøs båltaler om, at nogen skal gøre noget. Og hvert menneske må tage sig sine egne mål tæt til kroppen og gøre noget. Og gerne det, der virker.

Kategorier: Blandet
2 kommentarer »