Hej Cristle.

Jeg finder din artikel vældig interessant, da jeg så godt kan forholde mig til den.
Jeg er i et nuværende forhold med en kæreste der ikke holder aftaler og ord, ikke giver sig selv tid og lov til at tænke på mig når han er fokuseret omkring det han foretager sig. I det længere løb er jeg ikke tryg ved hans attentioner til vores forhold. Jeg tvivler ikke et sekund på at han elsker mig umådelig højt, men jeg kan ikke leve med at han tager mig for givet på denne resoektløse måde, når jeg selv føler at jeg er en god kæreste. Desuden har jeg forsøgt og lære og fortælle ham hvordan jeg sætter pris på at blive behandlet og hvad der gør mig glad. Hvad mere skal jeg gøre? Jeg er godt klar over at tager tid at ændre vaner og adfærdsmønster, men jeg føler ikke at han gør nogen indsats før jeg truer med og forlade ham. Sådan har jeg ikke lyst til at leve!!
Håber du kan hjælpe mig..

Mvh. den fortvivlede

Hej Mange tak for dit indlæg på webloggen.

Jeg forstår godt, at respekt og forståelse er nødvendigt at få mere i spil, fra din kærestes side til dig.

I stedet for at true ham med at gå, synes jeg, at du skal overveje og handle på følgende.

Fortæl ham, at du er glad for ham, og at du ikke er i tvivl om hans kærlighed, og at din dør står åben. Men at han bliver nødt til at gå, indtil han har fundet ud af at opføre sig ordentligt, holde aftaler, vise dig interesse, omsorg mv. lad ham vide, at døren står åben, men at du naturligvis ikke kan garantere, hvor længe den står åben. Lad ham finde et sted, han kan være. Hvor, han vil være, er hans egen opgave, og hold gerne lidt distance i kommunikationen i et stykke tid; dvs.: skru ned eller undlad helt at snakke sammen på telefon, sms eller lignende. Hvis dette ikke "vækker" ham, vil intet kunne vække ham.

God sommer Christel

Hej Christel.

Mit spørgsmål er enkelt – er det mig eller os der trænger til en opløftning?

Jeg har læst rigtig mange af dine indlæg og synspunkter – både på hjemmesiden og på bloggen – og jeg kan forholde mig til mange af dem )

Vi lever vel alle med en bunke “lig i lasten” – det være sig oplevelser og indtryk fra barndommen og opvæksten (især fra forældre), sidenhen brudte forhold og så videre…. min pointe er, at nu er jeg så kommet i det forhold jeg faktisk ønsker – men det kører jo bare ikke helt på skinner.

Og her spiller tilliden, selvværdet og respekten ind – hvorfor er det så svært for mig at leve i nuet og “slappe af” og glædes over de dejlige dage vi har.

Vi har 2 dejlige drenge på hhv. 3 år og 10 mdr. og de skal ikke lide under at deres mor er frustereret og ked af det – og ydermere – slet ikke, når jeg ikke kan sætte finger på lige nøjagtig hvad det er der gør, at jeg har det sådan – Jeg VIL bare ikke ende som en bitter gammel kone, hvis du forstår mig.

Men måske er det ikke kun mig, for hvorfor spiller min kæreste og jeg ping-pong med hinanden og bebrejder hinanden de små dummeste ting – og hvorfor kan jeg ikke bare lade være med at bide og komme med stikpiller, hver gang han viser en arrogant attitude.

Se, smøren blev længere end jeg troede – men korte af lange…..vil det gavne mig eller os med terapi – eller er jeg stærk nok til at komme ud af det “sorte hul” selv?!.

På forhånd tak for dit svar.

Hej Mange tak for dit indlæg.

Det er lidt svært for mig at sige, om det er en individuel proces eller en parterapeutisk proces, der er brug for.

Det, jeg vil bede dig om at overveje og om at mærke efter, er følgende:

• Er det, der frustrerer og fortvivler dig, primært situationer, der forekommer imellem dig og din mand?
  Eller:
• Er det, der frustrerer dig primært din egen manglende evne til at stole på dig selv og frustrationen over ikke at kommunikere/agere voksent og konstruktivt?

Hvis du svarer ja til det første spørgsmål, er det oplagt at gå i parterapi.

Hvis du svarer ja til det andet spørgsmål, er det fordelagtigt med en individuel proces.

Husk, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet..

Skriv igen, hvis du får brug for det.

Venlig hilsen
Christel

Kære Christel,

jeg har tidligere været inde på din hjemmeside og synes rigtig godt om den måde du ‘løser’ problemer på.

Jeg skriver til dig fordi jeg sidder i en temmelig underlig situation. Jeg har fundet en kæreste, der netop er fraskilt. (Jeg har selv været igennem en voldsom skilsmisse for flere år siden, og ved, at det tager lang tid at komme i balance efter sådan en omgang). Nu ligger det sådan at han gang på gang siger, at han elsker mig, han har endda friet til mig, og jeg er sikker på at han er mig tro fysisk – men i flere år har han igennem sit arbejde haft kontakt til en purung pige, som han indimellem underviser (ikke bare i en time eller to men i op til en hel arbejdsdag, eller flere dage i træk. Undervisningen er startet på hans foranledning, fordi han føler at han kan hjælpe hende. De arbejder inden for samme fag). Da jeg var ude at rejse i foråret, ved jeg, at han havde endnu mere kontakt med hende end undervisningen. Det lagde han ikke skjul på. Jeg bryder mig ikke om, at han bruger så meget tid på hende, men samtidig har jeg tillid til at han er mig tro fysisk. Hvordan forholder man sig til mental utroskab. Jeg føler mig utryg, og på trods af at jeg har mødt hende, og ved at de ikke er sammen fysisk, føler jeg at han er tættere på hende, end jeg egentlig bryder mig om. Han siger at de har et far/datter lignende forhold og at han aldrig vil opgive kontakten med hende. Pt. holder jeg pause fra ham, på vores begges foranledning, men når vi mødes igen, er jeg nødt til at få ham til at forstå at dette virkelig påvirker mig. Jeg håber du kan kaste lys over situationen.
Mange hilsner herfra.

Hej "den tvivlende".

Tak for dit indlæg til webloggen og for dine rosende ord om mit website.
Udfra det, du har beskrevet, tænker jeg følgende.

Du og din kæreste holder pause. Og han har friet til dig. Du stoler på, at han er dig fysisk tro.
Du er skilt for år tilbage, og han er nyligt fraskilt.
Du har det svært med, at han har en relation i undervisningsmæssig henseende. En relation, som han har haft i flere år, og beskriver som "et far-datter" lignende forhold, og en relation, han ønsker at bevare.

Som du har beskrevet det, kan jeg ikke se, hvor din kæreste er "mentalt utro". Han er åben omkring relationen, du har mødt hende, og jeg tænker det sådan, at din kæreste har et venskab med "denne purunge pige".

Han har været ven, haft denne relation, lang tid før, du kom ind i billedet. Han bedyrer dig sin kærlighed, men noget får åbenbart dig til at tvivle.

Det lyder, som om, at du er ubegrundet jaloux. Dine følelser af afmagt eller tvivl eller frustration, eller hvad det hedder, er dine følelser. Som formentligt er opstået ud fra nogle tanker, som du gør dig.

Du må gøre følgende.

• Accepter, at din kæreste har venner. Og at en af dem er ung.
  Føle efter, om du mener, at han er ovre sin skilsmisse (du beskriver, at det for dit vedkommende har taget tid at komme over).
  Og så må du spørge ind til hans gode grunde for at opretholde venskabet.
  Og accepterer disse.

Og måske er det slet ikke ham og dig. Jeg tænker, at det virker ejendommeligt, at I holder pause.
Det er sjældent et godt tegn at holde pause.
Hvis du elskede ham nok og kunne mærke en stormende kærlighed og tillid, ville du formentligt ikke tvivle på hans ord. Og ville være klar til at sige ja til et frieri.
Så overvej, om du ganske enkelt ikke ved, om du elsker ham nok, til at acceptere ham, som han er.

Og overvej, om det, at denne ven er purung, udløser et mindreværdskompleks i dig, så du sammenligner dig med hende, og ikke føler dig lige så smuk, interessant mv., hvis du kan genkende dette, så byg dit selvværd op, og glæd dig over, at venskaber kan gå på kryds og tværs al alder, religion, køn, kulturer mv.

Venlig hilsen
Christel