Respekt, gensidighed og nysgerrighed
Christel | 18. september 2006 18. september 2006 - 06:38I NLP er der et meget smukt og sigende udtryk, der hedder.
- "ALLE mennesker har hver deres model af verden".
Jeg har altid syntes, at dette udtryk er et godt udtryk, og at der sjældent er uenighed om dette.
Når vi som mennesker gerne vil forståes og respekteres, vil vi gerne have, at andre, om det så er partnere, chefer eller medarbejdere, forstår og anerkender vores model af verden.
Og i situationer, hvor vi ikke forståes, anerkendes eller respekteres, udvider vi vores egen model og konkluderer “han/hun forstår mig ikke, eller han/hun respekterer mig ikke”.
Det er den ene side af mønten.
Den anden side er, om vi forstår den anden persons model af verden, siden vi kan udvide vores egen og blot konkludere.
I ethvert samarbejde og ikke mindst i parforhold er der ofte en kvalitet, der udelades, og søm mange gange igen og igen fører til problematikker. Nemlig det aspekt, at nysgerrigheden udelukkes.
Det er da forståeligt, at vi, når vi såres eller ikke forståes, trækker os tilbage. Men det er ikke forståeligt, at vi, hvis vi ønsker at have det godt, undlader at være nysgerrige. Nysgerrige på den måde, at vi undres og interesseret lader undersøge, hvordan det er, at et andet menneske kan tænke og agere som det gør, også når det tænker og agerer overfor os..
Jeg vil godt give et billede til refleksion. En tanke, jeg fik for noget tid siden, og som jeg i mit hoved kalder “bagereksemplet”.
- "Der var engang en bager, der var træt af at smide brød ud". Hver eneste dag smed han masser af brød ud og var efterhånden blevet både ked og sur over dette spild. Derfor besluttede han sig for, at det skulle være slut med det.
Og bestemte sig i stedet for:- "Jeg begynder først at bage, når der kommer kunder".
Tja, hvordan mon det vil gå denne bager?
Det kan vi jo alle regne ud.
Men er vi overhovedet selv anderledes, hvis vi presses i parforhold eller relationer? Sætter vi os ikke alt for tit tilbage og siger: nu venter jeg, og hvis den anden begynder at give noget, ja så er jeg med, men jeg vil ikke igen trække læsset og være den, der giver….
Det er nysgerrighed, der skal tilføres. Intet mindre, intet mere.
Hvis et parforhold eller en relation er så vigtig for os, at vi ønsker, at den er gensidig, må vi selv gå først. I lyset af, at når vi giver og er interesserede, ja så løfter vi vores partner/kollega, og når den anden er løftet, sender den anden noget mere kvalitativt tilbage.
Kommunikationsmæssigt kaldes det at spørge ind til uden fordømmelse for “genspejlingsteknikken” (kilde: H. Hendrix, “kærlighed og samliv”).
Og det fordrer, at vi gør os nysgerrige.
Når en part siger: “du respekterer mig ikke”, vil den vanlige reaktion være: Og hvad med dig selv, – respekterer du mig osv”, og så er kampen i gang.
Hvad mon der vil ske, hvis man siger: “sig lidt mere, for jeg vil godt høre om, hvad det er, jeg ikke respekterer” … – med en interesseret attitude.
Så er kampen ikke i gang, men dialogen er sat i sving.
Husk bageren. For ham vil de færreste sammenligne sig med. Så vid med dig selv, at der er en vekselvirkning imellem at give og modtage, og at det kommer ud på ét, om man gør det ene eller det andet. Men i hvert tilfælde:
Ønsker du en forandring, må du selv gøre en indsats.
For det at vente gør ingen forskel, – Så nogen må gøre noget
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
2 svar til “Respekt, gensidighed og nysgerrighed”
Hej
vi er to fraskilte kvinder som begge er kommet videre i vores liv med nye mænd. Vi er omkring de 40 og har begge to børn. Vores to mænd, som ikke har noget med hinanden at gøre, har næsten samme adfærd. Vi har læst dit forslag med bageren det er bare ikke sådan lige til, når vi bliver ved med at gå forrest og være "på". Vi har forsøgt at "råbe" dem op med at vi har brug for dem…men der sker intet. De tilkendegiver begge at de elsker os. Den ene har en lille dreng med sin ex og har ham hver 2 uge og i den uge er kvinden her pludselig skubbet helt ud….vi ses kun hvis hun tager initiativet. Den anden mand har travlt med hans venner og andre ting…som ikke vides hvad er.
Vores problem er at vi har brug for vores mænd, vi vil se dem være sammen med dem. Men de har åbenbart ikke samme behov? Så nu tænker vi lidt hvordan kan vi få opmærksomhed uden hele tiden at skulle bede om den? Vi føler os taget for givet og det er ikke nogen rar følelse. Vi vil være super glade for en kommentar som kan få os til at komme videre..
Mange hilsner de to Quinder
Hej begge to
Lige en opsummering til dem, der ikke har læst alle tekster på bloggen.
Der var engang en bager. Hver eneste dag smed han brød og kager ud, som ikke var blevet solgt. På et tidspunkt blev bageren vred og ked og led af det hele. Og besluttede sig for at ændre strategi.
Det, som bageren besluttede sig for, var:
"jeg begynder først at bage når der kommer kunder"
Men som du jo sikkert og hurtigt kan regne ud, så skete der det, at når der kom kunder og der ikke var friskt brød, ja så gik de igen. For hvem vil vente på det daglige brød?
Så selvom bageren havde været træt af at smide brød ud og nu undgik det, så fik han ikke bagt og dermed ikke solgt noget brød – og ej heller kager, så han måtte dreje nøglen om efter kort tid.
Det er jo kun et tænkt eksempel. Du og jeg er jo ikke nødvendigvis bagere, der laver så drastiske og omsiggribende beslutninger.
Men overføres denne holdning til parforhold, så er der sikkert et par stykker derude, der godt kan genkende, at man selvom man elsker sin partner og får at vide, at det er gensidigt, stadig føler et savn. Og stadig er i underskud. fordi det ikke er nok at sige og høre "jeg elsker dig", men har brug for at vise og få bevist, at det er sandt.
Jeg talte med en ung kvinde for et stykke tid siden. Hun studerer på en form for teater/musikskole og har en drøm, som hun fuldt og helt tror på.
Hendes drøm er, at hun senest om 10 år står på Broadway og "fyrer den af". Grunden til, at hun kom til mig, var, at hun har svært ved at motivere sig og på det tidspunkt havde supersvært ved at få trænet og gennemført de daglige øvelser, der vil sikre hende, at hendes drøm ikke vedbliver at være en drøm, men derimod at drømmen bliver realistisk for hende.
Uanset om det er en kunstner, der gerne vil motivere sig til at træne dagligt, eller om det er et parforhold, hvor den ene part synes, at hun (han) trækker læsset og at det ikke er nok med søde ord, stiller jeg følgende spørgsmål:
Kan du tænke dig til at få din drøm til at gå i opfyldelse?
Kan du blot ved at ønske dig det stærkt nok, sikre, at du får indfriet dine behov?
Nej vel.
Godt nok er tanker stærke. Men først når vi sætter handling på, sker der noget.
Derfor: Hvad er det første lille "muse"-skridt, du kan tage for at skabe en forandring ?
Til de, der har skrevet om, at deres mænd udtrykker kærlighed, men prioriterer tid sammen med barn/børn eller venner, er spørgsmålet det samme?
Hvordan kan du/I vise (og ikke kun sige eller råbe), at du vil tilbringe tid sammen med din partner?
Er det ved at overraske denne og sige: På onsdag skal du ikke love dig ud til noget for da skal du og jeg noget sammen (og så selv have skabet en overraskelse) – og blive ved med dette, så partneren vedholdende vises, at det er ikke kun noget, man siger, men noget man mener.
Er det ved at anerkende partneren hver gang, man synes, at han (eller hun) gør noget af sig selv, som man bliver glad for
For tankevækkende nok er de fleste af os sådan skruet sammen, at vi motiveres mest af anerkendelse (Som Arne Nielsson siger: Hvis du ønsker, at din teenager ikke lyver, så anerkend din teenager hver gang, at du kan høre at han/hun siger sandheden af sig selv.
Dette gælder også voksne mennesker.
Og kanske er der mange flere muligheder.
Det er jeg sikker på.
Find ud af hver især, hvilket lille "muse"-skridt du kan tage for at vise, at du gerne vil bruge tid med din partner.
Slip aldrig troen på, at der er noget, du kan gøre. Men vent ikke.
For ventetid er som at sidde i en ventesal. Vil du byde dig selv det?
Christel sonne Rasmussen
Vil du kommentere?
Du må være inloggad for at skrive en kommentar.