Jeg kan nikke genkendende til artiklen og befinder mig egentligt lige midt i situationen og ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme videre på den ene eller den anden måde.

Jeg har været utro gennem længere tid, ca. 1 års tid, og havde planlagt at flytte hjemmefra efter at have boet sammen med min kone i mere end 20 år. Vi har en søn sammen på 14 år, og ellers gode forhold i stort set alle livets forhold, bortset at den såkaldte gnist er forsvundet og vi har et meget forskelligt behov for nærhed og sex. Mit utroskab var egentligt aldrig planlagt til at skulle være mere end noget uforpligtende, men pludseligt kom der følelser ind og så blev det hele mere kompliceret.

Min elskerinde var i mellemtiden flyttet fra sin mand, og har nu fået sit eget sted, og vil naturligvis gerne have at flytter sammen. Hun vil ikke vente mere og siger hun savner mig og vil dele resten af livet sammen med mig. Jeg er vild med hende, har arbejdet sammen med hende en periode, men kender hende selvfølgeligt kun gennem de stjålne stunder vi har haft sammen. Jeg synes vi passer utroligt godt sammen og jeg vil også gerne dele resten af mit liv med hende.

Min kone afslørede os, dog ikke på fersk gerning, men hun har tilgivet mig siger hun, og forsøger at leve videre som før, dog uden at hun og vi ordentligt har fået diskuteret årsagerne til min utroskab. Hun siger at hun ikke vil ændre sig på nogen måde og det må jeg leve med. Hun har ingen planer om at smide mig ud, og vil bare videre, bla. for vores søns skyld siger hun. Hun forstår heller ikke hvordan jeg bare kan smide hele vores liv blot pga lidt manglende samvær og sex – disse ting betyder meget mindre for hende end for mig.

Jeg skylder måske at sige at det ikke er første gang jeg har været utro, men det er første gang, jeg har villet flytte hjemmefra. Jeg forsøgte rent faktisk at gøre alvor af tingene, nok ikke på den mest hensigtsmæssige måde ved at nærmest at stikke af – kom dog aldrig så langt, da jeg fik min grædende kone i røret og senere min søn, så kunne jeg ikke gennemføre det og kørte hjem igen.

Nu kan jeg ikke give min elskerinde mere håb og hun har mange gange sat mig stolen for døren – jeg opgav hende nemlig ikke, selvom jeg sagde til min kone at jeg gjorde. Jeg kunne bare ikke opgive hende, og det kan jeg stadigt ikke.

Jeg kan ikke få styr på mine følelser, jeg burde jo forlade min kone, hvis jeg har så stærke følelser overfor min elskerinde, men hvorfor kan jeg så ikke. Jeg forstår knapt selv hvad det er der holder mig tilbage, bortset fra det faktum at en skilsmisse virker uoverskuelig på mig. På den anden side, er jeg ikke lykkelig og ved ikke hvordan jeg skal blive det igen – min kone er helt uimodtagelig for alt omkring ægteskabsrådgivning, og jeg har også svært ved at forstå hvorfor hun vil blive ved.

Hej
Tak for din lange beskrivelse.

Den kamp, der raser i dig, og som får dig til at undres over, at det er svært at vide hvilke følelser, der er de mest ægte, er kampen imellem
Din far/ægtemandsrolle og rollen som mand/menneske.

Jeg tror, at du skal overveje følgende meget grundigt:

• Vil du leve eller vil du overleve rent følelsesmæssigt ?

Hvad er dit liv for kort til ?
Og
Hvad er dit liv for langt til ?

Husk, at uanset hvad du vælger, så skal du leve længst med dig selv.

Det er dig selv, du skal se i øjnene hver dag i spejlet, – det er dig selv du skal have fred med, og netop derfor må du søge det, der gør dig mest tilfreds og mest lykkelig. Hvilket vil sige, at du skal vælge og stå ved dit valg.
Kan du se dig selv i øjnene, hvis du bliver i dit ægteskab ?
Eller
Kan du snarere se dig selv i øjnene, hvis du er tro mod de værdier, der er vigtigst for dig som mand og menneske ?

Du har brug for dit mod nu.
Søren Kierkegaard har sagt det meget enkelt:

At turde er at miste fodfæstet for en stund.
Ikke at turde er at miste sig selv.

Og så kan du desuden reflektere over følgende:
Hvis du om et år, august 2009, vil stå og kigge tilbage på det forgangne år og være tilfreds og have oplevelsen af, at du ikke fortryder din beslutning, – hvad vil du så skulle kigge tilbage på, at du har gjort ?

Alt det bedste

Christle

Kære Christie,

Tak for et godt svar, som virkeligt gav mig noget at tænke over, især citatet omkring det at ikke at turde er at miste sig selv. Jeg forsøger at turde, men er også på en eller anden måde bange for reaktioner fra min familie, og selvfølgeligt fra min søn. Min kone og jeg kan ikke tale sammen om tingene, vi skændes dog aldrig, så alt ser fint ud på overfladen, så resultatet er blot tavshed imellem os, hvilket er forfærdeligt at leve i. Jeg er ved at bryde sammen over tingene, og har svært ved at passe mit arbejde, ligesom det sociale liv er ved at gå fløjten.

Jeg har fået den mulighed at jeg kan flytte ind hos en god ven i en overgangsperiode, da jeg ikke ved om det en god ide blot at flytte fra den ene til den anden? Mit største problem er dog at jeg bliver ved med at opfinde undskyldninger til mig selv for at udskyde beslutningen, da alt som sagt virker så uoverskueligt inklusive de økonomiske aspekter der altid er der, men efterhånden er jeg ved at nå til den konklusion at guld også kan købes for dyrt, og ikke kan erstatte følelsen af nærhed og tosomhed. Jeg stiller mig selv spørgsmålet igen og igen, om manglen på nærhed og sex er "nok" til at forlade sin familie – min kone siger jeg burde søge læge, men jeg mener ikke jeg er syg, vi er bare forskellige eller er blevet det.

Kærlig hilsen
Steen

Tak for din respons.

Jeg synes, at det er en god og nødvendig løsning at bo for dig selv, evt. hos en ven, i en periode. Netop for at få samlet kræfterne, få genskabt en rytme og få fundet dig selv. En nødvendig pause, hvor du giver dig tid til at afklare alle de spørgsmål, der måtte være,
Rent praktisk, økonomisk, i forhold til din søn, dit neværk, din arbejdsplads mv.

Jeg tror heller ikke, at du er syg.  Naturligvis kan du opsøge læge, hvis du har brug for hjælp til at sove.
Snarere tænker jeg, at du er på et sted i dit liv, hvor du er stoppet op og har gjort dig klart, hvad der for dig er sundt og fremmende.
Og som de store chefkokke siger : man kan ikke lave en omelet uden at knække nogle æg.

Alting har en pris, og det kommer du også selv ind på i dit indlæg.

Jeg tror, at vi som mennesker må gøre os klart, at vi ikke tager livet og tiden for givet. Naturligvis må man gerne ønske sig at leve længe og have masser af tid til rådighed. Samtidig må vi være opmærksomme på tegnene i os, og omkring os, og må for at have oplevelsen af at være på vores livsbane, tage de beslutnigner, der giver mest liv, og hvor vi oplever at lykkes mest. For det at lykkes, er vel det, der giver lykke.
Det at  gøre det, man må gøre, så man kan se sig selv i øjnene, vil nogle  gange give forvirring og hævede øjenbryn fra ens netværk. Men vi er vores egen lykkes smed, og kan derfor ikke udelukkende basere vores liv på, hvad andre mon mener eller ej.

Der er overgange i alle tilværelser.
Nogle gange kan en overgang føles som en undergang.
Så det er afgørende at beslute sig for, at man vil styrket igennem krisen.

Husk, at det oldgræske ord for krise er "crisis". Og i sin oprindelige betydning betyder "crisis" – "et vendepunkt".

Så: giv dig den tid, du har brug for, til at få mærket efter og tænkt de tanker, der er nødvendige, og vend dig så imod det, der giver mening, følelsen af sundhed, og stol på, at det der føles mest vigtigt for dig, er det der er det mest vigtige for dig.

Venlig hilsen
Christel

[...] at overveje, at hvis man 3 gange er blevet svigtet, ja så er der et mønster. Og så må begrebet respekt – selvrespekt "automatisk" komme op efter utroskab. For uagtet at der er kærlihged i et parforhold, så er det nu sådan, ifølge min opfattelse, at [...]

Kære Christel,

Jeg er nødt til at kontakte dig igen for at komme videre, da jeg ikke kan finde ud af hvad der er galt med mig. Jeg har tidligere skrevet til dig, og forklaret dig om min situation. Du skrev at det var kampen mellem min far/ægtemands rolle og min mand/menneske der raser i mig.

Jeg flyttede ikke ind hos en ven, men blev hos min kone indtil det tidspunkt, hvor jeg mente jeg var klar til at forlade hende for min elskerinde. Sidstnævnte har været ved at bryde sammen over det hele mange gange, og jeg har dum som jeg er blevet ved med at komme med undskyldninger om at visse mærkedage skulle overstås. Omsider var de så overstået, og jeg pakkede rent faktisk mine ting, og sagde at nu var det slut. Hun bad mig så komme hjem og sige til min 15-årige søn. Han havde fået en vis mistanke om at der foregik et eller andet, pga af en sms min elskerinde ved en fejl havde sendt til ham – den skulle have været til min kone. Jeg gik en lang tur med ham, og vi snakkede om det hele og han bad mig så mindeligt om at blive hjemme indtil han var lidt ældre og bedre ville kunne klare sig selv – han var faktisk meget fattet, hadede dog min elskerinde af naturlige årsager som børn og unge nu gør.

Jeg mistede modet igen, hvilket nu er sket flere gange. Min elskerinde brød sammen igen, og jeg og hendes exmand, samt store søn, var ude at lede efter hende om natten. Vi fandt hende, og jeg fik hende beroliget, så hende dagen efter igen, og igen dagene efter, hvor vi begge græd og aftalte at slå op og forsøge at komme videre i livet – jeg elsker hende for meget til at udsætte hende for mere. Hun sagde hun ville forsøge at få et liv med sin exmand igen, selvom hun aldrig kunne elske ham på samme måde.

Jeg hader mig selv for det hele, og nu er det mig der ikke kan se noget mening med det hele. Min kone har tilgivet det hele, ihvertfald på overfladen, og vil bare videre, om ikke andet så for drenges skyld. Jeg føler ikke jeg elsker hende, er faktisk irriteret på hende, har svært ved at føle nærhed og savner ømhed og lidenskab, og kan ikke klare at alt bare er som før, hvilket jeg tror var årsagen til at det hele startede for nu næsten 2 år siden. Det er lige før jeg kan føle en snært af irritation overfor min søn, hvilket er vanvittigt, da jeg elsker ham højt. Jeg føler dog at min kone og søn står imellem min lykke.

Min elskerinde troede jeg ikke jeg hørte mere fra, men hun er meget bekymret, og elsker mig stadigt, og vil bare have at jeg skal få det bedre, siger at jeg skal snakke med noget, for hun kan heller ikke mere forstå hvorfor jeg ikke kunne tage springet – jeg var selv så sikker, så sikker, havde planlagt det hele, og så kunne jeg ikke allligevel.

Hvordan kommer jeg videre i livet efter dette – jeg ved ikke hvor min elskerinde er i alt dette, men vi føler begge meget stærkt for hinanden, på den anden side set vil jeg aldrig aldrig bringe hende og jeg i sådan en situation uden at kunne gennemføre det – dette vil jeg gerne undgå i fremtiden.

Kærlig hilsen
S

@ S.

Hej
Tak for dit indlæg.
Mine tanker gik tilbage i tiden, da jeg læste det.
Jeg kom til at tænke på en historie, der er beskrevet i mange psykologiske lærebøger, og som kaldes:

Her kommer Heinz dilemma, – læs engang.

I USA oplevede man i 1930erne "den store depression". Landet var trængt, og arbejdsløsheden og fattidommen var enorm.
I den tid levede der en mand, der hed Heinz. Han havde en kone, som han elskede overalt på jorden. Hun var syg og døende.
Dog havde Heinz opsøgt en læge, og denne havde udstedt en recept til konen. På en medicin, der kunne rede hendes liv.
Heinz havde ingen penge, men gik til apoteket.
Da han fremviste sin recept, fandt apotekeren medicinen. Apotekeren lagde medicinen på disken og vendte sig kort om for at ordne noget .
Og så opstår dilemmaet ?

Hvad skulle Heinz nu gøre?
Skulle han tage medicinen og løbe. Så han kunne redde sin kones liv?
Og risikere, at han blev fanget som tyv, og sat i fængsel uden mulighed for i en rum tid at kunne hjælpe sin kone….
Eller
Skulle han overholde sin moralske grænse, og lade være at tage medicnen og lade sin kone dø?
(bemærk: der blev IKKE givet kredit i 1930ernes USA, så modellen med at lave en afbetalingsløsning ville ikke kunne blive aktuel)

Hvem har det rigtige svar på dette spørgsmål?
Og findes der overhovdet et rigtigt svar ?
Eller er det sådan, som det er med så mange paradokser her i livet.
Den rigtige løsning er den mindst forkerte løsning.

Søren Kierkegaard sagde det på en anden måde, for også han forstod, at livet er fyldt med paradokser. Og at livsmestring består i at håndtere disse paradokser og forstå, at alting har en pris.

Han skrev:
Gift dig og du vil fortryde det
Gift dig ikke, og du vil fortryde det….

Så S. Du, som har placeret og opretholdt et dilemma, – du som beder om et svar på et af livets paradokser.
Vid, at kun du har svaret . og at der ikke findes en løsning på din situaiton, som vil være smertefri.

Som i dit sidste indlæg skriver du om valget imellem din familie og din elskerinde. Nu er der gået en del tid, og din bestræbelse på at lykkes i dit parforhold, er ikke lykkedes. Du har ikke fået varmere følelser mv. for din kone.
Du skal tage en beslutning og holde fast ved den.
Sådan er det bare.

Og så må du gøre op med dig selv, hvad du mindst vil fortryde.
Mit sidste billede til dig er følgende.

Hvis din søn, når han er eksemplvis 38, kommer til dig og siger:
Far, hvad skal jeg gøre?
Jeg har været sammen med min kone nu i 13 år, og vi har et barn sammen. Men jeg elsker en anden kvinde, og hun elsker mig. Jeg tænker på hende konstant og kan ikke lade hende være. Jeg er dybt splittet, men har brug for en afklaring. Hjælp mig, far. Hvad vil du råde mig til ?

Ja, hvad ville du så råde din voksne søn til ?
Og hvorfor ?

Når du har besvaret dette spørgsmål, har du svaret på, hvad du skal gøre.
Og vid: der er kun mulighed for et svar.

Den, du skal leve længst med, er dig selv.
Tag en belsutning og hold fast.

Hilsen
Christel

Hej Christel.
Vil starte med at sige at jeg synes det er en god hjemmeside du har!
Har været sammen med min kæreste i lidt over 3 år, vores forhold starte meget dramatisk. Vi havde kun lige mødt hinanden så var ahn ude for en ulykke og lå i syge seng i 1 1/2 år efter. Vi boede lidt langt fra hinanden på det tidspunkt, og kunne derfor kun ses i weekender hvor jeg besøgte ham, da han jo ikke kunne komme nogen steder.. nogle mdr inde i vores forhold var han utro med en eks. Den eks kontaktede mig og fortalte det, og jeg blev dybt såret. Havde gjort alt for at hjælpe og støtte ham igennem alt det der var sket for ham. Konfronterede ham med det, og han benægte det. Forelskede og naiv var jeg og troede på ham. Et par uger efter dette, indrømmede han det. Der blev mit hjerte for alvor knust. Han betød alt for mig, havde så store følelser for ham, så det var meget svært. Fik snakkede det hele igennem og valgte at fortsætte forholdet. Jeg er i forevejen jalous anlagt, og det blev meget værre nu… Det er nu knapt 3 år siden, og i den tid der er gået efter, har jeg taget ham i små løgne, og har flere gange følt mig meget svigtet. Har næsten ingen tillid til ham den dag i dag, og føler et eller andet sted et vores forhold lever på lånt tid. Elsker ham, men det er som om at de følelser jeg har for ham, er blevet gemt lidt væk, og at det er tvivlen og mistilliden der fylder mere… Har det samidig meget dårligt med mig selv, og kan ikke se noget smuk eller tiltrækkende i mig selv. Gå med den frygt at han en dag finder en anden, selvom han siger at han ikke har haft så store følelser for nogen som han har for mig, og vi er blevet forlovet. Selvom det kun er små løgne, eller ting han undlader at fortælle mig, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad han så mere skjuler…? Hvis vi er på stranden og der er nogen piger det ligger topløs, så koger jeg inden i, for hvad nu hvis han ligger og kigger på dem, og hvad nu hvis han synes de er pænere end mig…? Det er meget svært for mig, for synes jeg har kæmpet meget, men føler ikke jeg får det samme igen. Vi har en masse drømme og planer med vores fremtid, og er også meget enige i en masse ting, men alligevel sider jeg tilbage med en tvivl……!

Har overvejet parterapi, og har også nævnt det for ham, men det kan han ikke se at der er nogen grund til..

Hvodan skal jeg komme igennem det, og hvordan skal jeg kunne bygge håbet og tilliden og igen..?

Hilsen J

Hej J
Tak for dit indlæg.

Det er meget enkelt. Du skal selv opsøge en dygtig terapeut eller psykolog, der kan hjælpe dig med at bygge din selvfølelse op. Sådan at du får hjælp til at tvivle på din tvivl i stedet for at tro på din tvivl.

Tillid er et valg, og du har valgt at være sammen med ham. Men for at du ikke skal blive ved at sammenligne dig med andre, må du tage fa i dig selv og gøre din relation til dig selv til det bedste venskab af alle.
Du har brugt rigtigt mange kræfter på kontrol, og det har ført dig dertil, hvor du er i dag. Stop det. Tag kontrol over dig selv. og lær at se og mærke, hvor værdifuld du er, så du får følelsen af, at det er ham, der går glip af dig, hvis det en dag ikke skulle fortsætte længere.

Du har brug for dig selv. sørg for a lave ting, som kun du gør. Og lad være med at kigge for meget i bakspejlet. Det er her og nu, at du lever.

Jeg er sikker på, at du kan klare det. Vi skal ikke gå og være bange for om andre forlader os. De eneste, vi skal være ægte bange for, og dermed opmærksomme på, er at vi ikke forlader os selv.

Jeg stoler på, at du kan.

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

hej christel

jeg er nu i et forhold på 3 år. jeg er lidt i syv sind og har egentligt været det længe. min kæreste er meget glad for damer og har egentlig fra start haft svært ved at sige farvel til sine ekskærester og andre kvindelige bekendt skaber. Fordi han synes man sagtens kan være venner efter båder kortere og længere varende forhold. jeg personlig har altid syntes og clean cut. men har har fået sagt farvel efter jeg et par gange 2 ham i at lyv omkring hvorvidt de snakkede sammen og ret så hæftigt smsen med piger. hver gang har han bagateliseret det enten med det sammen eller efter noget tid. altså når hans synes at nu havde han sagt undskyld nok. og ja jeg er er jo blevet fordi jeg kan mærke han kærlighed til mig, vi har også fået hus hund og barn sammen nu.. hvilket gør det hele langt mere kompliceret, for jeg troede at han var overe det dame pjat ( tror aldrig han har været sammen med pigerne, men han har i hvertfald leget så tæt på ilden som man kan, uden at gøre noget). men her 5 måender efter fødselen sex livet har gået lidt sløvt, så er han begyndt igen. og jeg føler mig så svigtet og så ulykkelig .. og jeg har svært ved at se at vi kan komme igennem det og finde en løsning. og jeg er så gal over at han sætter mig i den situation gang på gang, jeg har grædt, jeg råbt, jeg har prøvet at forklare ham osv.. og ja vi ender samme sted også brokker han sig over manglende sex liv, jeg savner det også.. men tanken om at han sidder og skriver frækt med andre piger .. så står jeg af.. det kan godt være han ikke er utro, men jeg føler han er det.

tilbage til spørgsmålet: jeg ønsker jo inderligt at finde en løsning hvor vi kan blive sammen også for vores søn's skyld, men også fordi jeg elsker jo min kæreste.. men på den anden siden så er mit liv forkort til at være så ulykkelig.. hvad gør jeg har du nogle værktøjer

Hej
Tak for dit indlæg.
Jeg vil absolut anbefale, at I går i parterapi.
For at lære at kunne tale om de ting, der gør ondt, og få værktøjer til at samarbejde om at passe på hinanden.

Det er nemlig ikke meningen, at vi som mennesker skal gå rundt og frygte hver eneste dag. Og det er vel heller ikke meningen, at værdien "respekt" og "tillid" skal have trange kår.
Processen er lykkedes, når det ikke er aspektet om at være utro på den ene eller anden måde, der fylder noget, men når I på hver jeres måde kan signalere, at I er tro imod det, der er givende for jer.

Du kan formentligt hente inspiration i Joan Ørtings bog "Tá mig". Hun besvarer i bogen nogle breve, hvor flere af dem minder om den fortvivlelse, du beskriver.

Jeg ønsker dig held og lykke

Hilsen
Christel sonne Rasmussen

Kære Christel,
Jeg hvor lang tid, skal man forsøge at komme videre?
Min mand og jeg har været sammen i knap 13 år. Vi har haft et godt forhold indtil han for ca. 4 år siden blev syg. Han blev sygemeldt fra sit job gennem 20 år. Man fandt ud af at han led af Posttraumatisk stress. Han har så siden været i behandling bla. medicineret med div. produkter. Det har været meget svært for mig, da han hver gang han skiftede medicin kunne ændre adfærd. Samtidig toppede jeg med min karriere. Så jeg havde ikke overskud til at høre på hans beklagelser hele tiden. Det endte med, at vi helst ikke talte sammen. For det eneste han kunne bidrage med i en samtale var hans sydom. Både hans familie og vores fælles venner sagde, at det var blevet hans identitet. Men da vi altid førhen kunne tale om alt og vi faktisk havde et forhold, som næsten alle misundte os eller beundrede, så mente jeg jo også at jeg måtte holde det ud. Så for ca. et år siden skulle han skifte medicin igen. Og jeg kunne godt mærke, at han ændrede markant adfærd. Han blev ligesom mere fjern og kynisk. Vi havde så besøg af 2 venne par til med og overnatning. og vi blev da alle lidt beruset, men min mand blev meget beruset og begyndte at lægge an på en af pigerne. Hvilke jeg selvfølgelig blev meget vred over. Men jeg sagde ikke noget da, jeg ikke bryder mig om at skændtes når vi har gæster. De tog af sted dagen efter, min mand og talte ikke sammen overhoved, det var lørdag. Mandag tog jeg på arbejde uden at sige farvel, vi var jo uvenner. Det skal lige siges at jeg arbejdede langt hjemmefra, så jeg blev der altid mandag til onsdag. Mandag formiddag ringer nogle andre venner til ham fra Spanien og spørger til os, han fortæller, at han er frygtelig ked, for jeg var sur på ham og han kunne ikke huske hvorfor. Om eftermiddagen prøver jeg så at få fat i ham, da hans søn havde ringet til mig flere gange uden held. Nu kunne jeg så ikke få fat i hans søn. Han tog ikke telefonen hele eftermiddagen og aftenen. Ca. kl. 22:00 bliver jeg så ringet op fra hans telefon ved et uheld, og jeg høre ham og en kvinde. Først tro jeg han er fuld og kommet op at skændes med en nabo, men så høre jeg ham så sige, at han kom op i hende. Jeg lægger røret på, og ringer ham op, der er svare på. Jeg siger så, at han rolig kunne begynde, at udfylde skilsmisse papirerne. Kort efter ringer han mig så op, og påstår, jeg havde misforstået det hele, at det var et link, hans søn havde sendt ham fra you tobe. Han fast holder sin forklaring. Vi lægger på og jeg vælger så at køre hjem. Da jeg kommer hjem er han ikke hjemme, jeg ringer igen på hans svare og siger, at jeg står i vores fælles hjem og han var der ikke. Jeg ville råde ham til, at komme hjem i en fart. Han kommer hjem kort efter, og jeg gør det klart, at vi skal skilles. Og at hun skulle skrive under på utroskab, så vi kunne blive skilt i en fart. Efter nogle dage finder jeg ud af hun ville have ham selvom hun også var gift. Det var nok det, der fik mig med til at prøve igen. Jeg havde det sådanne, at jeg havde aldrig mistet en mand til en anden kvinde før, og det skulle hun ikke lave om på. Hun skulle ikke have han. Den næste måned gik så med, at så ville jeg skilles også ville jeg ikke skilles. Han ville ikke tale om det, for han syntes det var flovt. Til at starte med gik jeg med til det. Men så kunne jeg godt mærke, at jeg ikke kunne komme videre. Så efter 3 mdr. sagde jeg, at jeg følte, at vores forhold forsatte på hans betingelser og det kunne jeg ikke leve. Han havde ikke gjort sig fortjent til stille nogen betingelser. Så vi var nød til at tale om det. Jeg føler stadig ikke han har taget ansvaret for sin handling, da han bliver ved, at påstå, at det var medicinens skyld. Hvor mit svar som reglen er, at man ikke kan gøre en helgen til morder, heller ikke med medicin.
Når jeg ser tilbage, så kan jeg jo godt se, at det skulle ske. Ingen gad længere, at høre på ham, også mådes han med en gammel flamme, hun lytter og forstå ham. Jeg har altid sagt, at hvis man ikke kan tilgive en handling, så må man se at komme videre. Jeg har aldrig brugt, det med at komme med gamle fejl. Jeg vil ikke være gammel og bitter. Hvis man har talt om tingene, og man vælger at blive sammen, så er det fordi, der er slået en streg over tingene. Men denne gang kan jeg ikke slå en streg over det. Han har det sidste år gjort alt hvad han magter, for at få tingene til at køre igen. Han har skiftet medicin, han er holdt op med at drikke og er blevet mere opmærksom igen. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg mere skal forlange af ham. Hvis det nu var en veninde det var sket for, så ved jeg, at jeg ville have sagt til hende, at nu måtte hun pisse eller hoppe af potte. Men jeg kan ikke. Han bliver ved med at sige, at tingene tager tid. Så er det jeg spørger, hvor lang tid. Jeg er ganske tilfreds med vores liv sammen. Vi er også gode sammen. Men jeg syntes ikke, at han fortjener mig og jeg savner at have mit på det tørre. Jeg kan tilgive alt. Men jeg kan ikke elske et menneske som har svigtet mig. Det gælder venner, familie og partner. Jeg har hele mit liv kun kendt til svigt, så årene før hans sidespring, har nok været de bedste i mit liv. Jeg har aldrig tidligere haft et så stabilt liv. Jeg har også været tæt på, at være ham utro, med en ven mindede mig om, at jeg aldrig ville være i stand til at se min mand i øjnene igen. Derfor fuldførte jeg det ikke. Men jeg kan ikke få den loyalitet overfor ham igen. Jeg ved at hvis jeg bliver fristet igen, så gennemfører jeg uden at blinke. Ikke fordi jeg vil gøre gengæld, for så havde jeg gjort det nu, men fordi jeg ikke skylder ham noget.
Når jeg så tænker på at blive skilt. Så tænker jeg også, at så finder jeg en ny og efter nogle år, så står jeg vel her igen. Så kan jeg da lige så godt blive i det her. For vores forhold er da udmærket, jeg savner bare at elske. Jeg kunne sikkert nok også elske ham igen, hvis jeg kunne give mig selv lov til det, men det kan jeg ikke. Og det vil aldrig blive det samme igen. Hvordan kommer jeg videre????

Mvh. B

Hej B:
Tak for dit indlæg.

Når jeg læser det, tænker jeg, at det at din mand har svigtet, og at han i de senere år ikke har talt og været fortrolig med dig, har lukket for kærligheden. For mig at se har du mistet både tilliden og respekten for din mand, og det er hans ansvar at bygge det op. Og at kaste skylden på medicinen er ikke grund nok. Der er jo mange mennesker, der tager medicin og stadig kan finde ud af at agere, navigere og reagere hensigtsmæssigt og modent.
Når man vokser i hver sin retning, så er det det, der sker. Så når du spørger til, hvor lang tid man skal vente, kæmpe eller holde ud, ja så tænker jeg, at det må man gøre, til man føler, at det er nok.
Jeg ser det sådan, at hvis man er i gang med at spille en kamp, så er det ok, at der kommer modstand, så længe man stadig kan se meningen med kampen. Men når kampen begynder at føles forgæves, så må man forlade banen.
Så når du ikke længere kan se og især mærke meningen, som kvinde, så er det på tide at drage videre.
Og hvem ved: det er da heldigvis ikke givet, at du hvis du møder en ny mand, vil stå et tilsvarende sted om nogle år.
Du har jo lært at bemærke alle signaler, – du har lært hvad der er vitalt for dig, hvad du vil være med til og ikke være med til, og det mener jeg er din sikkerhed for, at du netop vil befinde dig et andet sted også om nogle år.
Englænderne siger det så enkelt: Enough is Enough.

Du lyder til at have sunde grænser og stærke værdier. Det, jeg tror, der kan forvirre dig lidt, når du tænker over situationen, er at der ikke er en løsning, der er hundrede procent rigtigt og dermed en anden løsning, der er hundrede procent forkert.
I et dilemma må vi kigge indad – i stedet for at kigge udad. Og så må vi i vores sjæl og hjerte fornemme, hvad der er mest sandt for os. For der er jo altid noget, der er godt i den situation, vi befinder os i. sagen er bare, at når det der dog er godt, ikke gør og glade, tilfredse, trygge, lykkelige, eller får os til at føle os elskede, ja så er vi ikke på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og så må vi drage videre for at finde det rigtige sted.

Du lyder selv som et menneske, der siger tingene som de er. Derfor vil det være vitalt for dig at være sammen med mennesker, der har samme kvalitet, og undlade at blive i en kultur, hvor fortielser og manglende respons er dagens orden.

Jeg er sikker på, at du finder vej.
Alt det bedste og masser af lyse tanker herfra

Christel

Hej Christel,

Tak for dit så hurtige svar. Men det at jeg skal finde svaret inde i mig selv, ved jeg godt. Det er jo mig selv jeg kæmper med. Men historien, mangler måske også lige et par højdepunkter. Præcis 47 dage før min mands utroskab, kom jeg hjem fra arbejde. Han gik ned på knæ og spurte om jeg ville gifte mig med ham. Da jeg svarede ja sagde han, at det var han glad for, for så havde han bestilt til på rådhuset dagen efter. Vi havde i mange år talt om, at hvis vi skulle giftes, skulle det være en hemmelighed. Det var måske et råb om at der var noget galt. Men om alting var, så fik vi da godt nok en lille hemmelighed sammen, som faktisk godt kan være lidt romantisk. Men den aften hvor vores venne par så var på besøg, syntes han i sin fuldskab, at de lige skulle have afsløret vores hemmelighed. Der røg den lille ting, som vi så ellers kunne have brugt til, at måske finde tilbage. Og efter hans sidespring, har jeg gjort det klar for ham, at godt nok er vi gift på papir, men jeg er mentalt ikke gift. Og da vi havde 1 års bryllupsdag lagde han op til lidt hygge. Men mit svar var at det bestemt ikke var noget at fejre og han ikke skulle give mig blomster eller andet den dag. Jeg ville helst glemme, at vi var blevet gift. Det er hans nr. 2 ægteskab, men mit nr. 1. Jeg har altid troet, at den dag jeg giftede mig, ville det være, fordi det skulle være for livet. Det var nok det sidste naive ting jeg havde i mig. Jeg er normalt ganske kynisk, i forhold til andre mennesker. Jeg forventer som reglen heller ikke noget af nogen, så kan jeg jo kun blive positiv overrasket. Men et forhold gennem så lang tid, kan ikke undgå, at blive tæt. Så jeg havde forventet at han var loyal. Vi havde faktisk boet sammen i ca. 3 år, før jeg første gang fortalte ham at jeg elskede ham. Jeg har altid stolet 100 procent på ham. De første år fordi, det ikke betyd så meget for mig og senere fordi, jeg han var stabil. Hvis jeg ikke lige havde hørt det selv, så havde jeg aldrig troet at han kunne finde på det. Jeg er en pige som har brug for, at føle jeg er den eneste ene. Jeg vil føle mig begæret og elsket ubetinget. Det er svær at give en pige denne følelse gennem så mange år. Det tror jeg ikke nogen mand kan leve op til. Men i kraft af mands adfærd, når vi var sammen med andre, hjalp de ham med, at give mig denne følelse. For hver gang nogen talte om vores forhold, så sagde folk, at kan forgudede mig. Den hjælp har han ikke mere. For jeg har været meget åben omkring vores krise. Så nu skal han selv finde en måde, til at give mig dette. Det kan han ikke. Hvis jeg vælger at vi skal skilles, så bliver det en lang proces. Vi har 2 huse, en grund og 2 biler som ikke lige er til at få solgt. Vi har sat det meste til salg, men er ikke blevet solgt efter et år. Planen var at vi kun skulle have 1 hus og hver sin bil. Vi har aftalt, at når vi har solgt resten, så køber jeg det sidste hus. Det har jeg sagt, at jeg ville, for jeg ville aldrig nogen sinde mere stå i en situation, hvor jeg ikke kan gå eller smide ham ud med dagsvarsel. Hvis vi havde boet i en lejelejlighed og ikke ejede noget sammen, så var vi blevet skilt den gang. Det ved han godt. Jeg har også lidt svært ved at forstå, at han vil nøjes med det jeg giver. Han må da for søren også savne kærligheden. Han ager og nusser mig mange gange om dagen, uden at jeg føler trang til at gengælde det. Vi har et godt sexliv. Han har altid haft svært ved at elske, så vi har altid kun dyrket sex. Hvilke passer mig udmærket at vi ikke blander sex og kærlighed. Det sker engang hver anden måned, at jeg føler trang til at elske, men jeg har det har vi aldrig gjort. Til gengæld har vi så prøvet mange sjove ting. Man kan jo ikke få det hele. Mit dilemma er, at jeg nok i virkeligheden ikke har lyst til at være alene. Jeg har fundet tryghed, og jeg kan se, at det at være alene i dag er ikke som da vi mødtes. Jeg fylder meget i selskaber og hygger mig med alle mennesker. Og jeg er kommet i den alder hvor veninderne godt kan føle sig lidt truet, med deres mænd. Det er ikke noget problem så længe jeg er i forhold. Men jeg kunne godt mærke, at det var ikke alle som følte sig trygge ved at inviterer mig under vores krise. Som jeg skrev tidligere, så er jeg ikke en med tætte relationer. Jeg har en veninde som jeg har kendt hele mit liv. Hun er ikke i tvivl om hvor hun har mig. Men sådanne er det ikke med alle andre. Og skrive nu ikke at så er de ikke noget at samle på. For jeg lever af mit netværk, og jeg er vellidt, fordi jeg altid bidrager til, at det ikke bliver kedeligt. Jeg kan godt lide denne overfladiske verden. Så har jeg min tætte veninde, når jeg har brug for det. Jeg havde jo så førhen min mand, men jeg føler ingen fortrolighed med ham mere. I hverdagen fungerer alting godt, men nogle gange bliver jeg grebet af, om jeg vil blive ved med at nøjes. For at have en mand som har været utro er for mig at nøjes. Jeg er ikke jaloux eller føler mig mindre værd. Jeg føler mig svigtet. Jeg havde det førhen som om at min mand og jeg var et team, som ingen kunne slå ud af kurs. Vi stod sammen om alt hvad der måtte komme, også under hans sydom. Jeg viste at vi ikke havde hemmeligheder for hinanden. Hvis jeg førhen spurte hvem der ringede eller sendte ham sms, så var det af interesse. I dag har jeg det som om at jeg tjekker ham. Og at han tjekker mig. Jeg kan og vil ikke give ham tryghed iht. Mig. Han ved at jeg ikke mener at jeg skylder ham noget. Og som jeg har sagt til ham, så er det jo et spørgsmål om tid, før han vil retfærdiggøre et sidespring overfor sig selv igen. Jeg har givet ham mange augmenter. Jeg bryder mig ikke om spil i et forhold, og jeg gider ikke lade som om. Det er også et problem hvis jeg vil ud og finde en ny mand. Jeg ved at jeg er en flot pige, så der nok der er interesseret i mig, men det tænder mig ikke. Min mand er også en flot mand, så han ville også sagtens kunne finde en ny. Jeg har tidligere altid syntes at det var rart med en mand, som andre pige kikkede efter. Jeg viste hvor jeg havde ham, og hvis nogen kom for tæt på, var jeg god til, at gå hen og vise at han var min. Sådanne er det ikke mere. For jeg er flov over at have en mand som kan finde på at være utro. Så jeg føler ingen trang til at vise mig offentlig med ham. Jeg er splittet mellem min stolthed, det fakta at hen bare er som alle andre og ikke noget specielt også min trang til at have fundet min hylde. Jeg troede vi skulle blive gamle sammen og han var manden i mit liv. Nu tror jeg ikke vi bliver gamle sammen og jeg ved at han ikke re manden i mit liv. Det kan så være, at manden i mit liv ikke findes, men han stemmer ikke med beskrivelsen, da troskab indgår. Jeg kan godt se, at jo mere jeg skriver til dig, jo mere burde vi blive skilt. Men husk at jeg skrev, at vi er faktisk ret gode sammen. Vi er gode til at rejse sammen, gå turer sammen, og vi kan få en fantastisk tur ud af ingen ting. Vi kan hygge sammen som ikke ret mange kan. Også kunne man sige, måske skulle vi bare være venner. Desværre for en ven må heller ikke svigte, så den bro har han også brændt. Nogle dage går det jo nok alt sammen og andre dage har jeg lyst til at sige det er slut. Jeg syntes jo, at jeg burde være kommet videre efter 1 år. Han er villig til at gå i par terapi, men jeg ved at det er mig selv, som skal finde svaret. Han kan ikke længere bidrage til det. Hjælp.

Hilsen B

Hej B:
Tak for også dette indlæg.
Ja, din situation er en situation med masser af dilemmaer. Og da du jo entop er et menneske med stor værdighed og klare grænser, er det sin sag at tage hånd om alt det, der foregår eller ikke foregår. For dilemmaets grundnatur er jo netop, at der ikke er én rigtig løsning, men at man befinder sig i en tilstand, hvor man må i en overgang må søge den mindst dårlige løsning for derefter at få større indflydelse på sin egen balance igen.

Som du jo også skriver, vil der være tab ved at gå.
Og som jeg læser det, er der daglige oplevelser af tab ved at blive. For de værdier, der har været i spil imellem jer fortrolighed, tillid osv., er væk. Og min oplevelse er, at når de mest vitale værdier ikke indfries, og heller ikke komme i spil, selvom man prøver, ja så må man videre.
Jeg tror, at det er godt for dig at skrive. At skrive alle de tanker og følelser ud, som du har gjort så fint i også dette indlæg.
Det kan også være en ide, at du opsøger en psykolog/terapeut, der har speciel viden i at håndtere disse mange refleksioner og tanker. For du har brug for at blive lyttet til og støttet, så du ikke martres af fortid eller bekymringer om fremtiden.
Når man er gift, og denne lille hemmelighed I havde om det, heller ikke er blevet respekteret, vil man jo mange gange have tendens til at kæmpe lidt ekstra. Det har du så sandelig også gjort. Nu er der gået 1 år. Du ved, hvordan du er blevet påvirket af det, der er sket i dette år. Og meget tyder på, at du har brug for nogle personlige målsætninger for at få oplevelsen af, at du kommer videre.
Man må gerne ønske at leve længe med sin partner. Der, hvor du er, tror jeg, at det har største vigtighed at huske, at den du skal leve længst med, er dig selv. Du skal ikke gå og have oplevelsen af at overleve.
Det kan være en ide at en af jer flytter på hotel/i sommerhus, en periode. For derigennem at afklare, om der er følelser nok til at fortsætte, eller om afstanden vil tydeliggøre, at et brud er forestående.

Jeg har praksis i Kolding.
Og hvis du ønsker det, vil jeg meget gerne guide dig, så din oplevelse af at være i balance igen, bliver mærkbar.

Venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej igen,

Tak for dit svar. Jeg er begyndt at skrive. Jeg fandt ud af, at da jeg skrev til dig belyste det også nogle ting, for mig selv. Så nu vil jeg prøve, at hvad jeg finder frem til den vej. Du høre nok fra mig.
Mvh. B

Hej B
Godt at du er begyndt at skrive. Bliv ved. Så tankerne og følelserne får et udtryk.
Jeg opfordrer lige enhver, der læser her på bloggen, om også at give deres besyv med.

Alt det bedste og mange lyse tanker herfra.

Hilsen
Christel

Kære Christel,

Ja nu har jeg så skrevet ca. 17 sider. Jeg er ikke afklaret, men jeg har fundet ned til roden. Det er min stolthed. Det viste jeg jo godt. Men jeg kunne ikke finde en måde, at få den tilbage igen uden at gå. Og jeg er ikke villig til at se bort fra den. Jeg skrev tidligere, at jeg ikke kunne på finde på mere min mand kunne gøre. Men det kan han. Han må finde en måde, hvorpå han kan ofre sig selv og sin stolthed på overfor mig. Han skal ofre det der gør ondt. Jeg ved at han er bange for at blive afvist af mig, det har han selv sagt. Så det han kunne gøre, det er at ofre sig, og gå ud og fortælle hele verden, at jeg er den eneste en. Han kan her hjemme klæde sig af til skindet, med fare for at blive afvist og til grin. Først når han er parat til at ofre alt, kan jeg se, at vi kan komme videre sammen. Det han har gjort end til nu, er da ok, men han har jo ikke satsede sig selv. Så kan han jo heller ikke forvente, at jeg kan gå på kompromis, med mig selv. Han har i sin handling, ofret mig. Nu skal han så smide sin indsats ind. Og hvis vi ikke skal melde pas, så må han matche min indsats. Og hvis han vil have mere, end et godt forhold, så må han hæve indsatsen. Så må jeg jo se om jeg vil matche eller hæve. Men tak for dit input. Du skal nok høre hvordan det går.

Mvh. B

Hej
Tak for dit indlæg.
Godt at læse, at du har skrevet og fundet ind til sagens kerne.
Godt at læse, at du helt præcist ved, hvad det er for en indsats du har brug for.

Klart og enkelt formuleret. Nu må han, hvis han vil, så vise dig, om han har mod og offervilje nok.

Jeg ønsker lykke til processen.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,
Jeg kan ikke helt lade være med, at holde orienteret om processen. Jeg håber, at det er ok, at jeg bliver ved med at skrive. Men jeg havde faktiske været glad for at læse om hele processen selv, i min krise. Problemet er altid, at folk skriver hvad de gør, med resultatet er sjældent med eller og får man et resultat uden proces.
Men jeg skulle jo finde en måde, at formidle min konklusion til min mand på. Jeg viste også godt, at jeg så måtte være forberedt på, at han ikke ville satse.
Jeg startede med, at skrive et brev til ham. Men da jeg havde skrevet ½ side, var jeg nød til at få det på bordet. Jeg gik ind til ham og sagde, at vi var nød til at tale. Først var han meget som om, at han ville aldrig kunne leve op til det jeg forlangte af ham. Så mente han jo at han havde smit sin selvrespekt ind i spillet, da han også havde mister den i kraft af sin handling. Så sagde jeg til ham, at hans selvrespekt havde han satses ved et andet bord. Nemlig hende bord. Og man kan ikke komme til et nyt spille bord, og tro at man kan satse det man lige havde tabt ved et andet bord. Jeg sagde, at spillede med gratis. Han havde intet at tabe. Han mente jo så han havde mig at tabe. Igen han spillede med noget han tabte ved et andet bord. For hvis jeg var gået, da han lige havde gjort det, så havde han mistet mig alligevel. Men jeg ville da i det mindste, have min selvrespekt og min lidt sårede stolthed i behold. Så han måtte matche min indsats. Indtil nu havde han spillet gratis. Så kom alle de undskyldninger med, at det var jo natur stridig for ham. Dertil kunne jeg kun sige, hvordan tror du jeg har det. Alt i mig skriger, da jeg ved at give det en chance, går imod alt hvad jeg tro på. Det endte med vi gik i seng og var blevet enig om at blive skilt. Så ville han alligevel godt snakke lidt mere. Han var bange for at han i sin sydom, havde mistet evnen til at føle dybt. Jeg var meget sød og forstående, jeg sagde, at det kunne han jo ikke gøre for. Man kunne jo ikke selv holde for hvad man føler. Og man kunne ikke tvinge sig selv til at føle noget. Også var vores løsning med at blive skilt nok det bedste. Jeg ville ikke nøjes mere. Selv om jeg var lidt bange, for at starte et helt nyt liv. Så spurte han om jeg troede, at jeg ville komme til at elske ham igen. Hvortil jeg svarede, at det viste jeg ikke. Men hvis han ville prøve, så måtte han satse, med risiko for, at der ikke var gevinst. Og han skulle vinde mit hjerte helt forfra igen. Han skulle have kærlighed nok til at sige til mig, at han elskede nok for os begge to, så det kan sagtens række indtil, jeg kunne elske ham igen. Han skulle være mand og sige jeg vil have dig, og jeg skal nok lære dig, at elske mig igen. For du er den jeg vil have, og jeg giver ikke op bare fordi, du ikke elsker mig nu. Det var jo ikke noget sats, hvis han var garanteret gevinst. Så lå han lidt, også tog han mig tæt ind til sig, og sagde, at han havde mærket efter, og han kunne og ville ikke miste mig. Og han så ville prøve, at lægge sig selv ind i puljen. Og at han elskede mig.
Så nu må vi se om der er gevinst. Men onder alle omstændigheder, så er indsatsen ens fra og begge. Og hvis vi ikke begge vinder, så taber vi begge lige. Og det er nok vigtig i sådanne situationer, At vi spiller på lige fod, og har lige meget at vinde eller tabe.

Håber at nogen kan bruge mit indlæg til noget.
Jeg er meget glad for, at få love at skrive herinde. Og tak for alle dine svar. Det er dejligt at skrive, men også meget dejligt, at få dit besyv.

Mvh. B

Hej @ B.
Tak for idt indlæg.

Det er rigtigt dejligt, at du skriver, og får du brug for det også fremover, så bliv ved.
Det er nemlig rigtigt, hvad du siger: det er væsentligt at høre mange aspekter af en historie, for at begribe omfanget af historien, og for at forstå, hvilke virkemidler der har en effekt.

Det er en konstruktiv og tankevækkende metafor med spillebordene, satsninger og stolthed og selvrespekt.
Jeg er glad for at læse, at din mand mærkede efter. Og vil ønske for dig, at han evner at vise dig, at du er specielt udvalg,t og at kærlihgeden og handlingerne er stærke nok til at fylde dig op igen.

Lyse tanker
Christel

Hej Christel,
Ja jeg er nu blevet ret glad for din side. og jeg da jeg har fundet ind til roden af mit problem, så syntes jeg lige, at jeg vil kommenterer dit historie om Heinz dilemma. Jeg ser da kun en løsning. Det er at stjæle det, og håbe på at nå hjem med det inden, at han bliver fanget. Så har han da forsøgt, at rede hende. Hvis han går hjem uden medicin, så dør hun jo under alle omstændigheder. Så dilemmaet er hans egen egoime. For hvis han ikke kan være og passe hende, fordi han er i fængsel. Så kunne hun jo dø fra ham uden han er der. Og hun vil nok helere dø og vide, at alt er prøvet også at stjæle, end at gå i døden vel vidende, om at der faktisk, var en mulighed for at leve, men hendes mand havde ikke modet til at prøve, at rede hende.
Men det kan jo være, at det nok bare siger mere om mig end historien.

Jeg syntes også lige, at jeg vil fortælle dig, at jeg efter vores snak her hjemme, føler mig meget usikker på min fremtid. Fordi jeg ved ikke om det er nok, det han kan byde ind med. Men tilgengæld, er det første gang i hele det år der er gået, at jeg føler, at jeg har fået fat i noget rigtigt. Det er første gang, jeg kan se lidt lys forude. Nok fordi nu er det enten tab eller vind. Og jeg ved når jeg kommer ud på den anden side, enten gift eller skilt, så vil der ikke være flere hvis´er. Jeg vil vide hvilken vej jeg skal ud af.
Du høre fra mig.
Mvh. Betina

Hej B
Tak for dit indlæg. Godt at du har tænkt over Heinz dilemma. Som jo bl.a. er en historie, der fortæller om, at nogle gange må man gøre noget andet end normen siger. Hvis man da netop vil forsøge at gøre det bedste, man kan…
Og ja, vores svar fortæller selvfølgelig altid noget om os. Som du også ser, ja så har du i det forgange år taget et kompromis, som du før i tiden aldrig ville have troet muligt. Og jeg er inderligt glad for at læse, at du endelig selv har følelsen af at have fundet en vej.

Fremtiden giver os ikke en garanti for at vi bliver lykkelige. Samtidig giver fremtiden os heller ikke en garanti for, at vi ikke bliver lykkelige. Det tænker jeg tit på.
Og tænker videre, at når vi hver især selv lægger den garanti, at vi vil gøre det bedste, vi kan for at lykkes med det, der giver mest mening for os, ja så får vi indflydelse på fremtiden.

Når man kører i bil på en mørk aften og på en mørk vej, kan man selvfølgelig godt sidde og tænke: "hvad nu hvis der er problemer længere forude; hvad nu hvis et dyr springer ud over vejen, hvad nu hvis der oprstår en situation, jeg ikke kan overskue"…. osv.
Men jeg tror, at det mest væsentlige er at fokusere på den del af vejen, hvor bilernes lygter rammer, og jo mere opmærksom og sikkert, man kører, jo bedre reaktionsevne og jo mere samlede kræfter, har man, hvis der så overhovedet sker noget længere ud af vejen.
Denne metafor bruger jeg tit, når mennesker frygter. Jeg læser, at du er meget stærk og også selv ser, at man må tage et skridt ad gangen, og stoppe op fra tid til anden for så at fornemme, sanser og vurdere, hvad det nu er, der giver mening. Men hvis nu, at dine tanker flyver af sted, med en masse hvis? Er, så tænk evt. på bilen på vejen.
Bliv endelig ved at være så tro mod dig selv, som du er.
Jeg ønsker alt det bedste til din proces.

Venlig hilsen
Christel

hej Christel,

jeg skriver til dig fordi jeg er usikker på min fremtid. Min mand og jeg har kendt hinanden i 12 år og været gift i fem, vi har to børn og alt er i skønneste orden mht. økonomi osv. Vi har indtil nu levet en problem og bekymringsfri tilværelse..En slags osteklokke kan man vel sige..Her for nylig tog jeg min mand i armene på en anden kvinde, endda en vi kender, som havde været på besøg hos os..Hun har selv familie og ønsker ikke at det her skal fortsætte(deres lille romance)..men i tiden op til talte han en del om hende, sympatiserede for hende og "ville redde den ulykkelige kvinde osv" : jeg slog det hen for jeg stolede blindt på ham..Men nu kører det slet ikke for os her i tiden efter (ca. 2 mdr) Han rører ikke ved mig, kærtegner mig ikke, og siger ingen søde ord..Det går mig lidt på..Vi har stadig sex, men det er ikke alt..Jeg er helt ødelagt indeni, og er begyndt at overveje at forlade ham..Jeg tror ham ikke, når han siger han elsker mig, da det er når jeg har spurgt ham, han først svarer..
Før var det anderledes..Nu er han også begyndt at gemme sin mobil for mig..Jeg har aldrig bedt om at se den før, ej heller kigget i den, da jeg har stolet på ham..Nu håner han mig for at være mistroisk osv. Er han irriteret over at hans lille eventyr er slut, måske???
Vi hat talt om det 100 gange, og parterapi nægter han, for han vil ikke "udstilles", men vi kommer ikke rigtigt videre…Er det mig der er ændret? Og er det sandt som han siger?? Han siger at han er tilfreds med mig, og han tror at kærligheden nok skal vende tilbage..men hvordan det?
Han har brug for tid!! Til hvad? Til at finde ud af om han vil have mig ell. en 3.?? Jeg er helt forvirret..og nu er jeg ved at nå dertil at så kan jeg tage springet for os..jeg er ved at gå ned psykisk…
Hvad skal jeg gøre?? Haad er dit råd??? Jeg er ked af at skulle skilles..
Den sørgmodige…

Hej sørgmodige
Jeg synes, at du på glimrende vis beskriver, hvordan du har det. Jeg er ret sikker på, at du har kommunikeret lige så klart til din mand.
Det, du formentligt har udtrykt eller nu kan udtrykke, er -" jeg kan godt lide dig, men denne situaiton, du har anbragt os i, gør at jeg tydeligt mærker, at jeg har en grænse. Det kan ikke være meningen, at man går over stregen, og så efterfølgende har en irritabel og ukærlig adfærd. Og det, at du skal sige, at du elsker ham for at få en tilsvarende respons, er uhørt.
Lige præcist nu er det ikke ham, der har patentet på at være sur.
Han må ganske enkelt have at vide, at det der med at være lækkermopset, må stoppe her og nu. Hvis der er noget, der går ham virkeligt på, så må han ud med sproget. Og tage sin andel. For det giver ikke mening at tale om, hvis skyld noget er. Men at tale om, hvem der har andele i hvad – og hvem, der tager ansvar for hvad.

Hvis en person kører spritkørsel pg påkører nogen, og gud bedre, at det aldrig må ske igen, ja hvad så… Skal man så høre på spritbilisten, der siger : jeg er også ulykkelig derhjemme eller stresset på mit job. Nej. Man skal forholde sig til, at "du er gået rigtigt meget over stregen, fordi du laver dine egne regler. Lige nu tager du ved lære.

Men du , som spørger, ikke om spritkørsel, men om dit ægteskab. Og jeg forstår godt, at du vil bevare det, hvis muligt.

Der er flere veje at gå. Blot tror jeg, at det ikke vil være virksomt kun at gå tilgivelsens vej fra din side. Det er som et gammelt ord siger: "finder man sig i en uretfærdighed, beder man om den næste ".

Og hvordan kan du overføre det i praksis, så han igen fatter respekt for dig.
Og tager til sig, at nu må han ind i kampen i forhold til at gøre sig tillids- og troværdig.

Du kan bede ham flytte på hotel/i sommerhus mv, indtil han har afklaret sig med, hvor han vil lægge sine kræfter.
Og lade ham vide, at du gerne vil ham. Men at det er nødvendigt at I begge gør en indsats for at vende situationen.

Du kan bede ham udføre en bodshandling. (læs mere herom i Joan Ørtings bog Tá mig. En bodshandling er, at han eksempelvis i tre uger udfører en handling, du har valgt. En handling, der vil kræve omtanke og opmærksomhed fra ham, og som viser, at han "betaler sin bod". En bodshandling kan være "rygmassage tre gange om ugen", "at pudse vinduer/gøre badeværelser rene", "at informere om, hvor han er og sende søde beskeder/kærestebreve til dig" mv.
Bodshandlingen skal fra din side være udtryk for det, du har brug for. Og han skal committee sig 100 procent.

Du kan også tage af sted.
For at tænke og for at vise ham, at du ikke vil tages for givet.

Du kan også bede om, hvis det ikke er gjort, at I sammen udfærdiger en mail, hvor I beskriver over for 3. Part, der åbenbart ikke vil opretholde romancen, at det er definitivt slut herfra. Og bede din mand om at informere dig, hvis tredje part kontakter ham. Så I kan sende et fælles svar.

Og der er formentligt mange flere løsninger. Jeg håber, at nogen af læserne på dette forum, og jeg kan faktisk se, at der er mere end 1000 inde om dagen og læse, vil give deres besyv med.

Uanset hvad. Så se, at det ikke er dig, der har mistet din selvrespekt. Hold fast i dig selv og det, du ønsker.
Vær ikke bange for at sige, hvor du har "nultolerance", og bed ham stoppe det teenage-pjat med at holde hans mobiltelefon for sig selv.
I er voksne mennesker. Og det kan da godt være, at han har ret i, at kærligheden vender tilbage men lige nu har du bare brug for at mærke, at han har tilvalgt dig. Og i det, du beskriver, er det ikke det, jeg læser, at han signalerer med sin adfærd. Så den gode mand må komme ind i kampen. Aldeles øjeblikkeligt. Han skal erobre dig tilbge. Og det gør man ikke ved at ære fordækt.
Sådan er det bare.

Hvad er det dog for noget, at holde visse ting skjult for hinanden.
Åbenhed og ærlighed, der inkluderer, at man hverken lyver eller fortier, er vejen frem.
Det er det, der genskaber tillid. Det er det, der giver respekt. Det er det, der giver forståelse.

Ingenting kommer af ingenting. Sådan er det også med kærlighed imellem to voksne mennesker.
Stol på det, du føler. Og vær ikke bange for fremtiden.
Den, har aldrig garanteret os, at vi bliver lykkelige. Men heller ikke, at vi ikke bliver lykkelige.
Det sætter os i den situaiton, at i selv må mærke, hvad vil garantee, at vi vil lykkes med.
Sælg ikke din sjæl. Og kom ud med det, der fylder.

Vis ham, på den måde, der er mest sand for dig, at alting har en pris. Og at man ikke vinder tillid ved at vande det græs , som man tror er grønnere på den anden side.
Græsset er grønnest, der hvor det bliver vandet.

Jeg håber, at du og I finder vej.
Tag de nødvendige kampe Nu.

Venlig hilsen
Christel

Du sige til ham:Det er ikke ham, der har patentet på at være sur og irritabel her.

Kære Den sørgmodige,

Jeg kan ikke lade være med at skrive til dig, da jeg for et år tilbage tog mig mand i utroskab. Du kan læse lidt om hvad jeg har haft skrevet til Christel. Jeg kunne ikke komme videre, selv om min mand faktisk prøvede det bedste han havde lært. Men det der fik min mand til at prøve i første omgang var, at jeg viste ham hvad han ville miste. Jeg var nemlig ikke indstillet på, at miste min mand til en anden kvinde. Hun skulle for alt i verden ikke have ham. Så jeg gjorde mere ud af mig selv. Jeg udstrålede selvsikkerhed. Jeg fik komplimenter lige meget hvor vi var. Og når vi skulle i seng, var der altid noget at pakke ud. Giv ham noget fræk sex. Udfordrer hans fantasi. For jeg tror når en mand er utro og ikke vil skilles, så er det hans drifter der sættes i gang. Hun er måske lidt spændende og får ham til, at føle sig som en mand. Så nu må du blive lidt fræk og få ham til at føle sig begæret og som en mand. Jeg er klar over at det er svært, at give ham kærlighed nu, og det skal du heller ikke. Men du skal få ham til at ville have dig. Det er desværre kvindens bedste våben.
Når så han ser hvilken kvinde, han er gift med og ikke er indstillet på at miste dig, så vil du også have lettere ved, at bedømme om du ønsker at blive eller ej. Jeg troede jo at når så han nu gjorde alt hvad jeg bad om, så kunne jeg komme videre. Men det kunne jeg ikke. Jeg følte, at jeg havde satset min stolthed og min selvrespekt. Jeg skrev lidt med Christe og så begyndte jeg at skrive for mig selv. Jeg skrev faktisk 20 sider, med alt hvad der foregik i mit hoved. Jeg var igennem hele førelsesregisteret. Jeg kom frem til at grunden til, at jeg forsøgte var ikke kærlighed, men det liv vi havde sammen. Og jeg ikke havde lyst til, at være alene. Men det vi havde haft sammen var uvurderlig, og jeg ønskede det igen. Men hvis vi skulle have en chance sammen, så måtte han være parat til at ofre det samme som jeg. Han skulle simpelthen være parat til at udstille sig selv for mig. Med faren for, at det alligevel ville være forgæves. Og han måtte være indstillet på at jeg kunne tage hans telefon når det passede mig. Min mand drillede også mig i lige efter hans sidespring, med om jeg var jaloux, siden jeg ville vide alt. Hvortil jeg svarede, at det var jeg ikke, men jeg mente nok, at jeg havde krav på, at blive behandlet med respekt. Det var sku det mindste han skyldte mig. Han blev faktisk lidt flov og sagde, at det havde jeg selvfølgelig ret i. Jeg tror at min mand, faktisk søgte lidt jalousi hos mig. Men det ligger ikke til mig, og jeg tror også, at selvom jeg så havde været jaloux, så ville jeg aldrig sige det. Han skulle sku ikke gå hen og blive for sikker på mig. For han skulle sku kæmpe for at få mig igen.
Vi har nu talt sammen og han udstiller virkelig sig selv. Han har smidt sig selv helt ud i puljen nøgen og blottet. Han kæmper hver dag. Jeg får lange røde roser hver uge. Når vi er ude viser han hele verden, at jeg er den eneste ene. Jeg ved selvfølgelig ikke hvor længe han kan blive ved, med hvis vi ikke lykkes nu, så er det fordi, jeg er for stolt. Han fortæller mig hver dag et han elsker mig. Når vi går i seng for at sove, putter han sig ind til mig og kysser mig i håret.
Så søde dig. Du må vende op og ned på jeres roller, for du har brug for at være ovenpå et lille stykke tid. Det er selvfølgelig vigtigt, at i så igen finder en balance, hvor i kan være lige igen, så du ikke mister respekten for ham.

Knus B.

Hej Christel og B.,

Tusind tak for jeres svar. Lige for at opsummere siden jeg skrev: Jeg valgte at tage den hårde beslutning om at pakke mine ting og forlade ham. Han har altid følt sig ret sikker på mig, så da han opdagede hvad jeg havde gang i, var han først hård og ønskede mig et godt liv bagefter, men da jeg på det tidspunkt var "tømt for tårer, og ikke kunne græde mere" blev han utryg og bad mig blive. Der kunne han godt se jeg mente det. (Jeg har aldrig før sagt at jeg gik). Vi tog en lang snak derefter og han lovede, at han aldrig ville håne mig for min; Ja, jalousi kan man vel kalde det…Jeg ved jo ikke om han har gang i mere eller om det er for at "drille" mig…Så nu her 2-3 dage efter går det godt…Jeg er især glad for brevet fra B., da det du skriver er som at læse om vores nuværende situation…Det er rart at der er andre der kan fortælle om lignende oplevelser..sjovt nok, så har jeg tænkt på at ændre mit udseende til mere smart..og jeg er blevet mere "vild i sengen" i håb om han vil glemme det andet…Men om jeg en dag tænker: Nej, Fa…. nej…Det fortjener du ikke…så sent som i går, havde jeg endnu en dag, hvor jeg let blev ked af det,,,måske fordi jeg så hans lille affære…Mit indre er i fuldt oprør når jeg ser hende…
Jeg håber det vil gå os godt med tiden, da jeg ikke vil give ham til en anden uden kamp…for er det nu helt sikkert hun ikke vil mere…Den tanke nager mig meget…
Knus den sørgmodige med en mere oprejst pande…

Hej

Godt.
Godt at du rejser dig.
Godt at du har fat i din værdighed.
Godt at han mærkede, at der kunne opstå en konsekvens.
Vi skal finde balancen imellem ikke at lade os tage for givet og samtidig kunne se os selv i øjnene.

Alt det bedste
Christel

Kære den sørgmodige med en mere oprejst pande…
Dejligt at høre at mine oplevelser kan gavne lidt. Jeg er jo også stadig i en proces. Jeg har stadig svær ved, at elske ham. Men han prøver alt hvad han kan. Og jeg får stadig dage, hvor jeg tænker meget over tingene. Så har jeg fundet ud af at det hjælper, hvis han blotter sig lidt. Så hvis jeg syntes, at han ikke er opmærksom nok, eller jeg har brug for, at han bare giver lidt mere, så spørger jeg om han har husket at mærke efter idag. Jeg bad ham jo på et tidspunkt, at mærke dybt inde i sig selv, om han havde kærlighed nok for os begge to, indtil jeg måske kunne elske ham igen. Men jeg tror at min mand har forstået, at han skal vinde mit hjerte igen. Så jeg håber, at din mand har forstået, hvad der skal til for at vinde dig igen.
Jeg tænker på dig
Knus B

Til Christel og B.
Bare lige for at sige, at min bange anelse for om hun kunne slippe ham og omvendt var korrekt. Som nævnt, de foregående 2 måneder har været et helvede for mig, fordi jeg havde en fornemmelse, skuffelse, og bange anelse om om det nu også var slut. Efter at have "talt" med Jer, følte jeg mig lidt "stærkere". Så en dag tog jeg hans telefon og omstillede den til min. Han brød sig ikke om jeg sad med den, men som vanligt var alt slettet på den..Og nu var det bare at vente..Enten ringede hun ell. så var det bare mig der var galt på den..men det med hans afvisning af mig..Nej der måtte være noget..
Dagen efter i middagspausen ringede min mobil, jeg tænkte ikke over det og svarede den, men røret blev bare lagt på. Heldigvis var hun så dum at hun ikke havde skjult sit nummer, så jeg kunne kende det med det samme..(Vi var jo venner, ell. HAVDE været det)
DA jeg konfronterede ham, blev han først gal, og ville ikke vælge..Eller også ville han slet ikke have nogen af os..Da han var gået ringede jeg til hende, fattet og rolig, og bad hende om at stoppe LIGENU! Derefter kørte jeg over til hendes mand og satte ham ind i situationen, han havde haft samme mistanke som jeg..Endelig en man kunne tale med, som stod i samme situation. Efter den lille snak kørte jeg hjem, ventede på børnene kom fra skole og satte mig ned og fortalte dem at vi var nødt til at flytte; Far var blevet forelsket i en anden. Jeg bad dem pakke lidt legetøj, mens jeg pakkede tøjet…nu havde jeg bare lyst til at komme langt væk fra ham, hende ,byen og alt.
Midt i det hele kom han ind og forstod åbenbart hvad der var ved at ske…Han begyndte at græde og sagde at det var slut mellem dem, og han ville have os. Der brød jeg fuldstændig sammen…jeg rystede som om der var sat strøm til mig…Men kort og godt….han ringede hende op mens jeg var der og sagde han havde valgt mig og børnene og at deres lille leg måtte høre op..De næste par dage står lidt i tåger for mig…Jeg gik og græd meget af tiden, indtil min mor blev hård og sagde at enten ringede jeg til lægen for at få noget beroligende ell. også ville hun! Det er jeg glad for, nu ryster jeg ikke mere, kun nu mens jeg skriver, men tårerne er hørt op. Han knuger mig hele tiden, siger han elsker mig, og for tårer i øjnene når jeg fattet og roligt fortæller ham at bare den mindste fejl, og så mister han os…uden en chance. Nu her om få dage er jeg færdig med pillerne, og så er jeg spændt på at mærke hvordan jeg får det. Men angsten for at han gør det igen…hvornår forsvinder den? Hvis den overhovedet forsvinder..Og så har jeg en følelse af skam. En følelse af at mit ægteskab slet ikke var så perfekt, som først antaget..Angsten for at de lokale i byen hører om det..Taler om mig bag min ryg..For set fra oven: Jeg er da et sølle pjok; "Ttænk at tage sin mand tilbage efter to gange.."hun må da være et fjols" Det er ikke for at få et råd jeg skriver, men mere for at få luft, få det på afstand, og måske høre fra andre; Hvornår forsvinder angsten for at miste ham???
Den sørgmodige…

Hej du "sørgmodige", som jeg dog vil sige, er meget modig.

Hvor var det dog en kanon måde, du håndterede uvisheden på.
At få taget tyren ved hornene i stedet for at leve i uvished og et mindre ocean af fortvivlende spørgsmål.
Respekt.

Og så kom din mands reaktion. Først da han forstod, at du stod med et ben ude af døren, indså han, at du og jeres familie var for værdifuld.

Med hensyn til angsten. Set ude fra skal du faktisk skubbe angsten over til ham. Det bør ikke være dig, der er bange for om han gentager en sådan "leg". For gør han det, ja så opdager du det jo, og så går du, uanset hvor meget han så end græder. Næ, det er ham, der bør være usigeligt ængstelig for, om du kan forsone dig med det, der er sket. Og derfor må være opmærksom og klar til hver eneste dag igen og igen at gøre det godt.
Angst forsvinder ikke bare. I takt med at der kommer mere ro på, vil angsten aftage. Du kan naturligvis også beslutte dig for, at du ikke vil være bange. At du vil være så tryg i dig selv, at uanset hvad andre måtte tænke eller ej, ja så er det kun dig, der ved, hvad der er mest sandt for dig.
Vælg at overvinde angsten eller frygten. Når du frygter, hvad lokale folk i byen mon tænker, så spørg dig selv: "hvad mon de ikke tænker". Og tænk så evt. en smule på Hilary Clinton. Hele verden så, at hun tog sin mand tilbage. Og ½ år senere blev der foretaget en undersøgelse, der viste, at Hilary var den mest respekterede kvinde i USA.
For når alt kommer til alt, tager dem, der har hjertet på rette sted, hatten af for at man kæmper igennem også i modgang.
Kun de, der har brug for at hævde sig på andres bekostning, tager aldrig hatten af for nogen eller noget. De bærer straffen i sig selv.

Så fat mod.
Stol på dig selv.
Og gør dig fast i forhold til, at hvis noget tilsvarende overhovedet gentager sig, ja så kan han kigge sig om i vejviseren efter en ny familie.

Så forsvinder frygten. Og erstattes af stor indre styrke.

Jeg ønsker dig alt det bedste.
Christel

Kære den sørgmodige,

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at du underskriver dig som den sørgmodige. For det passer godt til dig. Har du lagt mærke til hvad der står når du fjerner sørg, så står der modige. Det var et godt træk af dig. Du skar igennem. Du viste ham, at du ville have ham, men ikke for enhver pris.

Jeg syntes ikke at du skal bekymre dig om hvad andre tænker. For jeg tror ikke, at de syntes, at du er et pjok. Tværtimod tror jeg, at de syntes, at din mand er en skid. Og måske syntes de også, at du fortjener bedre.
Jeg har aldrig syntes at det er den svigtede der er et pjok, når jeg har hørt om andre. Det har først været, da min mand svigtede mig, at jeg følte mig som en gulvklud. Men det havde også noget at gøre med, at ens omgivelser behandler en som et offer. Så tror jeg det er vigtigt, at sige til dem, at det ikke er synd for dig. Du har jo valgt at blive, så du er ikke offer, det er dit valg. Og jeg tror at den næste tid, må handle om dine valg lige meget hvad du vælger.

Det med at være bange for, at han gør det igen. Det vil blive ved dig i lang tid. Måske ikke som frygt, men mere som mistillid. Det er nu lidt over et år siden min mand var mig utro. På den ene side ved jeg godt, at han ikke gør det igen. På den anden side, så troede jeg heller ikke, at han ville gøre det, da han gjorde det. Så jeg stoler ikke på ham mere. Eller retter jeg stoler ikke på min egen dømmekraft. Men jeg er stadig der, hvor jeg føler, hvis han så meget som tænker på det, så slutter vi bare her. Jeg er ikke bange for at miste ham mere. Som jeg tidligere har skrevet, så skal han vinde mit hjerte igen. Det gør han ikke på så kort tid. Jeg er sikker på, at der vil gå endnu et par år, før jeg kommer der til, hvor jeg ikke vil miste ham. Hvis jeg kommer dertil.
Men selvom din mand nu har valgt, så er det vigtig, at han ved, at det er ham der skal gøre en indsats nu. Du er også nød til at slippe det med at tjekke ham. Jeg ved godt det er lidt tidligt. Men jo mere du tjekker ham, jo mere finder du også alt ting lidt påfaldende. Man opbygger faktisk selv lidt paranoia. Jeg tjekker ikke min mands telefon mere. Men jeg ved hvis jeg gør det, så vil jeg kunne finde mange ting, som er lidt underlige. Ikke fordi de er det, men fordi min tankegang belyser tingene for en mærkelig vinkel.

Jeg har tit stået med det dilemma, at jeg på den ene side er for stolt til at tilgive. Men på den anden side, så vil jeg jo også gerne være et stort menneske og finde overskud i mig selv til at tilgive. Det er aldrig særlig svært, når jeg ikke føler at det går ud over min stolthed. Men jeg har sku svært ved det, når min stolthed er blevet såret. Derfor er den eneste løsning for mig og min mand, at han sætter hans stolthed på spild.

Jeg håber din mand, har fundet ud af, hvilken kvinde han har. Og at han forstår, at han skal vinde din tillid og hjerte igen.

Knus B

Til Christel,

Det her bliver bare bedre og bedre for mig.I går var jeg til en samtale hos en proffesionel terapeut. min mand vil ikke, som før nævnt, men jeg kunne mærke at det for mit vedkommende var forsøget værd.
Og der lærte jeg et nyt ord/betegnelse at kende: Narcissist…
Terapeuten fortalte hvad det betød og hvilket spil, de kører..Hvordan deres selvværd/mangel på samme er osv. Og der faldt alle brikker på plads for mig…Alle mine spørgsmål blev besvaret…Det var SÅ BEFRIENDE!!! Hende min mand har været sammen med er narcissist. Jeg kender hende jo i forvejen som ven, og jeg har hørt fra min mand, de ting de talte om i telefonen…Det var helt vildt…Han sagde at jeg var psykisk stærk, og at jeg var begyndt at rejse mig. Jeg er begyndt at gå i nyt tøj og bære make-up hver dag…Han garanterede, at jeg ville komme ovenpå igen til mit gamle selvværd, og også garantere at hun ALDRIG vil komme op på det plan, da en narcissist vil bruge hele livet på at søge, men aldrig vil finde det hun søger, da de konstant kører et spil der handler om at blive bekræftet. Her i dag fandt jeg et engelsk udskrift fra nettet om at omgåes en narcissist..og det var fuldstændig som at det var hende der var beskrevet.
Nu er jeg helt afklaret med mig selv og min fremtid…Terapeuten sagde at jeg ALDRIG kan vinde over en narcissist, men hvis jeg "taber" og min mand får hende, vil der gå max. 3 mdr. så er han "den onde". Ligenu er det hendes mand der er "ond", og det var det, der gjorde min mand "fik ondt af den stakkels kvinde".
Jeg har sagt til min mand, at hvis der en gang til er kontakt, så er vi (børnene og jeg) væk. Og så vil jeg glædes over at han mistede os til fordel for en ; Ja, man kan vel kalde det sindsforstyrret kvinde..Og at han ALDRIG skal prøve at kontakte mig med henblik på at vi skal være sammen igen..Den "straf" under jeg ham! Så fortjener han hende til fulde!
Stort knus fra Den Sørgmodige…
P.S. Det har været dejligt at der var dette forum til at komme ud med mine følelser og tanker, og jeg håber det vil hjælpe andre der står i sammen situation!

Tak for dit indlæg.
Kanon at du har fået svar på dine spørgsmål og kan mærke din styrke.
Nu behøver du ikke at kalde dig den sørgmodige længere.
Snarere er du "den modige, der har sørget for at agere i tide"

Lys og støtte til dig herfra.
Christel

Hej

jeg hat netop været udsat for uroskab. 10 dage før juleaften blev jeg pludselig ringet op af en mand der fortalte, at min mand havde en affære med hans kone. Det var et stort chok. jeg havde ingen anelse. jeg kender dog kvinden rimeligt godt ,idet hun er sekretær på min mands arbejde. Da jeg konfronterede min mand indrømmede han, at han gennem 4 måneder havde haft en form for affære med denne kvinde. Hun opsøgte han pludselig på hans kontor og fortalt han nøgternt, at hun var forelsket i ham og ville have ham. Han blev meget overeasket, men efterfølgende følte han sig meget smirget og tog efter ca. en uge imod tilbudet. jeg hat ikke grund til at tro at han nogensinde før har været mig utro Der havde ikke været tale om seksuel samvær men knus og kys samt meget varme samtaler og sms`er. Han er nu ulykkelig, græder og vil have vi skal blive sammen. Allerede dagen efter meddelte han hende at det var slut og har ikke haft andet end arbejdsmæssigt kontakt til hende siden. I første omgang var jeg indstillet på at tilgive og bære min del af ansvaret for at det gik så galt. De grunde han angiver for at starte dette forhold, kan jeg genkende og påtage mig min del af ansvaret for. Min stolthed er dog så såret, at jeg nu er begyndt at hade både ham og hende. jeg oplever at jeg er hævngerrig og har brug for at sende et signal til omverden om at jeg ikke vil finde mig i hvad som helst. Vi har dog to dejlige børn som jeg gerne vil spare for alt for stor sorg og drama. indtil videre har jeg ikke talt med et eneste menneske om det skete. Min rival har til gengæld fortalt det til en del mennesker deriblandt deres fælles chef, hendes ægtemand som hun vil skilles fra, samt hele hendes familie Jeg føler mig derfor udleveret og udstillet som en dum og ligegyldig kvinde der vil finde sig i hvad som helst. De skal også i fremtiden opholde sig på samme arbejdsplads. min mand ejer en lille del af firmaet og kan derfor ikke søge andet arbejde. jeg nærer ingen forhåbentninger om at hun vil søge væk. Det er svært for mig at forstå at hun vil behandle mig sådan. jeg kender hende jo og føler at jeg altid har haft en venlig indstilling overfor hende. Hvordan kunne hun tilsidesætte tankerne om den store sorg hun nu er med til at påføre mig og mine børn? Kan man overhovedet komme videre efter sådan en ydmygelse? Har han overhovedet krav på tilgivelse? jeg overvejer stært at flytte

Tak for dit indlæg.
For mig at læse har det været en flirt, men ikke det, jeg ville kalde utroskab. Det betyder jo ikke, at det er mindre svært for dig, og jeg har indtryk af, at du har meget brug for at tale med nogen. Du har gået alt for meget med smerten selv. Så tal med veninder, en god samtaleterapeut osv., for at få sat ord på følelserne og få skilt de mange temaer lidt ad.

Du er blevet ramt hårdt med hensyn til troværdighed og loyalitet. Du føler dig forrådt over at have været holdt udenfor, at være den, der "sidst vidste, hvad der foregik" men jeg tror nu ikke, at hun har en personlig vendetta i gang i forhold til dig. du er blot en aktør i det hun selv har gang i, i hendes eget liv lige nu.
Hvis du fortsat elsker din mand, og vil ham og jeres børn, så sæt indsatse ind her. Sådan at du og han signalerer, at uanset hvad andre tror, ja så finder I en vej frem. Det lyder til, at din mand gerne vil dig og angrer dybt.
Så tilgiv ham og sørg for at I sammen sætter jer mål for hvad I vil i den kommnde tid, så du har noget at se frem til.

Min vurdering er, at hvis du flytter, ja så har du ladet hende vinde.

Lyse tanker herfra
Christel

Hej Christel.
Jeg skriver i en desperat stund, for jeg aner ikke mine levende råd. Jeg er en kvinde på 21 år, hvis kæreste på 23 er på højskole. Vi har været sammen siden 2003, men gået fra hinanden mange gange, men altid fundet sammen igen. Igennem disse år har vi været igennem så utrolig meget igennem. Vores forhold har altid været meget stormfuldt – mange dårlige tider, men selvfølgelig flest gode. Vi havde en periode på 3 år, hvor jeg ikke ville have sex med ham – og utroligt nok, blev han sammen med mig. Det var meget svært, men han viste virkelig, at han ville kæmpe for det. Vi har aldrig kunnet undvære hinanden, og har altid fundet sammen igen, og forladt andre, nye partnere, for at finde sammen igen.

I august fandt vi sammen igen, efter at have været fra hinanden i 4 mdr. I den tid var det virkelig gået op for os begge to, hvor meget vi elsker hinanden og hvor meget vi vil gøre for hinanden. Vi gav det en chance, selvom det var dårlige odds, fordi han skulle afsted på højskole 2 dage senere. De sidste 5 mdr, har vores forhold udviklet sig så meget, og vi har aldrig haft det bedre sammen – det mener vi begge to. Vi har virkelig forstået at værdsætte hinanden og vise, at vi elsker den anden, og det er første gang vi snakker om at flytte sammen, rejse og opleve en masse, vi er meget sammen med hinandens familier, og vi er virkelig forelskede. Men bedst som jeg troede alt var godt, finder jeg ud af, at han har haft sex med en anden pige på højskolen i september, og kysset med en anden pige også nytårsaften 09/10. Han har ikke turdet sige det til mig, af frygt for at miste mig. Han siger de ikke betyder noget for ham, og at han ikke ved hvorfor han gjorde det. Han er meget ked af det og fortryder virkelig.

Jeg er simpelthen knust, for at sige det mildt. Jeg har det så dårligt, og ligger bare og græder hele tiden. Men selvom han har været mig utro, har jeg lyst til at kæmpe for det vi har sammen. Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg ved hvem jeg vil have og jeg véd det er ham. Jeg vil gøre alt for, at det skal fungere. Men samtidig tør jeg ikke blive sammen med ham, af frygt for hvad han laver derovre det næste halve år! Han siger det aldrig sker igen, og at det stadig er mig han elsker og det stadig er mig han vil flytte sammen med. Han kan ikke forklare hvorfor han gjorde det – og jeg kan ikke selv finde et svar. Jeg har brug for et råd. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg blive sammen, og kæmpe med ham? Skal jeg stole på ham, og tro på at han virkelig aldrig gør det igen? Eller skal jeg forlade ham.. Selvom jeg elsker ham uendelig højt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men bliver nødt til at få en afklaring på det. Hvad kan vi evt. gøre for at komme videre – sammen, eller hver for sig.

Mange hilsner, den ulykkelige Helena

Hej Christel

Tak for dit svar. Jeg er selv overrasket over hvor meget denne oplevelse fylder og påvirker mig. Jeg kan slet ikke slippe følelsen af at være svigtet og vraget ,og har nu bedt min mand flytte i sommerhus. Han er meget ulykkelig og det er jeg jo egentlig også. Når jeg læser min sidste mail til dig kan jeg alene ud fra formulering og struktur, aflæse hvor følelsesmæssig påvirket jeg var, og stadig er.
Der er muligvis blot tale om en form for flirt, men dog en noget langvarig flirt med megen fysisk kontakt. Jeg har svært ved at leve med de formuleringer han har anvendt i SMSer som forekommer mig meget hede og følelsesmæssig indvolverende. Hendes ægtemand har tidligt i forløbet telefonisk kontaktet min mand og forsøgt at få ham til at afbryde forholdet. Ægtemanden truede ligeledes med at kontakte mig. Dette fik dog ikke min mand til at stoppe eller til at fortælle mig om forholdet. Han ventede istedet og lod mig få beskeden på en højest ubehagelig og chorkerende måde. Jeg oplever dette som et stort svigt og som udtryk for en stor følelsesmæssig ligegyldighed. Min mand fortæller, at han oplevede det som om han gik i en osteklokke og efterhånden ikke kunne mærke hverken sig selv eller mig. Han følte sig ude af stand til at handle og forventede egentlig, at jeg ville benytte lejligheden til at smide ham ud. Jeg tolker det derfor som om han inderst inde vidste at vores ægteskab ville slutte når sandheden kom frem og måske har haft det som et uudtalt ønske. Jeg har svært ved at acceptere at 20 års samliv og to dejlige børn ikke var mere værd. Jeg har ligeledes svært ved at acceptere at hun blot kan fortsætte på arbejde som intet var hændt og gå rundt og fortælle om dette forhold til alle omkring os. Hvor længe skal man regne med der går før smerten og oplevelsen af absolut svigt og ydmygelse slipper sit tag?

Hej @Helena

Tak for dit indlæg.
For mig at se er det meget nemt, hvad du skal gøre du skal blive sammen med ham. I har allerede kæmpet og fulgtes ad i så mange år, at det der er sket på højskolen, betyder ikke spor. Jeg ville aldrig kalde det utroskab, det der er sket. Lidt flirt, og ikke spor andet, ville jeg kalde det.
Og da jeres eget forhold fra tid til anden har været meget problematisk, er det af og til sådan, at vi som mennesker tiltrækkes af noget, der forekommer nemt og ukompliceret, selvom vi nærmest med det samme indser og mærker, at det ikke er det alligevel.

Her tror jeg, at du har grunden til det, din kæreste gjorde.
Men hop da op og fald ned på fortiden.
Se dig selv som medskaber af din egen fremtid og ikke som et offer for situationen. Rejs dig op. Der er ikke noget at være ked af. Find ud af det sammen, læg planer. Og se at tillid er et valg. Lige som han førhen har kæmpet for dig, kan du nu vælge at kæmpe for ham.
Lad ikke det, der er sket, vokse sig stort. Det var bare lidt ukrudt i en have

Venlig hilsen
Christel

Hej @Luna
Tak for dit indlæg.

Sikke en masse svære følelser og tanker …. vær opmærksom på ikke at føle dig ydmyget. Det er da ikke dig, der har gjort noget galt. Den kvinde – og evt. din mand – bærer straffen i sig selv.

Uanset hvad: så mist ikke din selvrespekt og værdighed i dit liv. Gør de og sig det, der får dig til at kunne se dig selv i øjnene.
Gør dig klart, hvilke kompromisser, du ikke nogensinde mere vil tage.
Og tænk meget over, hvor meget smerte du vil bydes – og byde dig selv i fremtiden.

Jeg og formentligt ingen andre kan svare på hvor længe smerten varer ved.
Den varer ved, til den går over…. den varer ved, til du har fundet dit budskab i, hvad det er, smerten bl.a. vil lære dig. Og til du har fundet din vej.

Måske varer den ved, til du finder en ny kæreste.
Eller finder en ny interesse at gå op i.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel
Kan se du har hjulpet mange og jeg skriver derfor også i håb om at du kan hjælpe mig.
Min kæreste har været utro.. vi har været sammen i 3 år, de første par måneder af vores forhold var der ikke rigtig nogen af os der egentlig ville det her seriøst, han var sammen med en anden pige, som jeg fandt ud af igennem en veninde, han stod frem da jeg konfronterede ham med det, og siden har han gjort alt for at gøre mig lykkelig og vise at det er mig han vil have, hvilket også har lykkes – til en vis gad. For som du skriver længere oppe, tvivlen vil nok aldrig forsvinde. Men med tiden synes jeg er kommet videre så jeg kan leve med det. Han er min eneste ene. Men nu viser det sig så, at han har været sammen med en anden.
I de 2 sidste måneder har jeg været meget afvisende og faktisk ret kold overfor ham, hvilket han siger er derfor han har været utro. Han troede ikke jeg ville have ham længere, han har mange gange i de sidste 2 måneder kommet til mig og fortalt at han føler sig afvist, men har virkelig ikke lyttet til ham, og det ved jeg ikke hvorfor. Jeg ved dog at det er ham jeg vil have og at jeg kan ændre min opførelse, det hele handler jo ikke om mig, som det gjorde da han var utro første gang. Jeg ved også godt at det til dels er min skyld, at han var sammen med en anden. Mit spg. Er derfor, hvordan skal jeg kunne tage ham 100 % tilbage, uden at tænke på at det er 2. Gang han har været utro, og uden at tænke på at jeg må være naiv, siden jeg kan tage ham igen. Hvordan skal man komme videre, uden at jeg skal gå at være bange for at hvis det går dårligt at han er sammen med en anden. jeg ved det sikkert deres sig om tillid?

Hej
Tak for dit indlæg.
Når temaet er tillid, er det værd at gøre sig følgende helt klart:
Vi laver alle fejl, for vi er mennesker. Nogle gange påvirker vores fejltrin andre; andre gange ikke.
Det vil sige, at vi må gøre os klart, at der kan være det, som jeg kalder: aktive og passive fejltrin.
Utroskab er et aktivt fejltrin. Det at lade være at lytte, lade være at rose, lade være at være imødekommende og forstående, er et passivt fejltrin. Begge former for fejltrin smerter den anden, når man er i et parforhold.
Ovenstående er grunden til, at jeg tænker: tillid er at blive bevidst om, hvilke fejltrin, vi har lavet og derefter at rette dem.
Din kæreste har været utro. Derfor liver en af hans måder at bygge tilliden op på, at rette fejlen(e). han må i højere grad informere og fortælle dig hvad han har brug for, især når han er i underskud.
Du må rette den fejl, at du ikke er afvisende, men imødekommer, viser interesse og anerkendelse.

Jeg tænker nemlig, at det i jeres forhold handler om, at fortroligheden er dalet. Og det er ikke nogens skyld, men noget, I fælles må tage ansvar for.
I stedet for at bebrejde sig selv og hinanden, kan I derfor beslutte jer for følgende:

Vi vil lykkes
Vi vil få det bedste ud af krisen
Vi vil tale mere sammen, også når vi savner noget fra hinanden.
Og: vi vil garantere, at det at være tavse/kolde eller kigge til anden side, hører fortiden til.
Hver dag vil vi gøre til den bedste dag af alle.

Skriv de garantier ned, som du/I kan stå inde for.
Så I laver en skriftlig pagt. Og vid så, at der kommer ikke mere i kærlighedens brønd, end man selv hælder i den.
Ved at give, modtager du.
Og ved at give hver eneste dag, glider fortidens skygger i baggrunden.

Find vejen sammen.
Og vid, at vejen bliver vist, mens I går.

Får du brug for mere specifikke redskaber, kan vi aftale en telefoncoaching.
Du kan i så fald maile til mig:
info@sonnerasmussen.dk

Fat mod
for kærligheden overvinder alt

Christel

Jeg burde vel gå fra ham???? men hvorfor savner jeg ham så meget hele tiden..

Jeg har afsløret mig mand i utroskab… ikke en med faktisk hele 3 gange.. med den samme person..
1. gang.. det slog mig rigtig hårdt.. jeg gik..

han blev overfaldet.. jeg var barmhjertig og hjalp ham.. for hun var ikke i landet..

2. gang.. hun ringer.. fra udlandet.. de finder sammen igen.. jeg bliver sat på gaden..

hun tager til udland igen.. han banker på mig dør tigger og beder..
vi finder ikke sammen.. men han flytter bare ind hos mig… uden at jeg rigtig fik sagt stop..

8 år går.. vi får børn ved " uheld " — men de er velkomne.. jeg elsker dem..

3. gang.. han finder hende på facebook.. de snakker/ chatter sammen på skype.. bl.a..
jeg finder ud af det hele…. også alt hvad de har skrevet på skype..
bla.. at han faktisk aldrig har kunne elske mig siden hende.. men er kun sammen med mig, fordi
han ved jeg elsker ham..
HU ELSKER OGSÅ HAM.. SELVOM DE BEGGE TO NU ER GIFT MED ANDRE.. OG HAR BØRN…!

DISSE ORD VAR HÅRD DENNE GANG………. NU ER JEG GÅET FRA HAM IGEN..
MEN DET ER MIG DER LIDER.. FØLDER HAN ER LIGEGLAD.. HAN KRÆVER AT VI SKAL BARE VIDERE OG KOMMER OVER DET HER…. FOR VI HAR BØRN SAMMEN..

KAN JO GODT.. se det logiske svar.. ligeeget hvor sød han er.. så det han har gjort imod mig.. jo direkte ondt.. hvorfor kunne ikke bare lade mig være.. hvis han altid har vidst han aldrig kunne elske mig efter han mødte hende????????

Og hvorfor sidder jeg her og tænker.. og vi burde fortsætte, for vores børn skyld?? for hun er jo væk fra billedet igen.. de lover mig begge.. at deres chance er passe.. og de vil begge blive med deres kone/mand og børn … men HVAD KÆRLIGHEDEN???

Jeg orker det ikke.. jeg var bare dum at tro han er manden i liv.. det er han vist ikke..
svaret lyser ud.. jeg skal bare være slut med ham…. men hvorfor er jeg så nem at overtale/udnyttes igen…
for det jo det han gør… han elsker mig ikke.. han udnytter bare, at jeg elsker ham..

er de tikke sådan det er ??

Hej Christel,

Jeg er lidt på den syntes jeg selv, Jeg er kommet i et kedeligt dilema, og det er sikkert ikke første gang du høre noget lignende, men jeg vil meget gerne høre dine ord om min situation. Det kan være det kan give mig lidt overblik til at komme igennem det.

Jeg har været sammen med min kæreste i to år nu. Vi har haft det rigtig godt og elsker hinanden rigtig højt. Efter et halvt år sammen, er min kæreste mig dog utro. Hun kommer totalt knus hjem til mig lige efter, og vi kommer videre uden varige mén. Jeg kommer mig dog hurtigere end hende, og hun har nok hvad jeg vil kalde en depression i et halvt års tid. Meget sort seende og meget nemt til tåre.
Vi får styr på det og kommer videre sammen, hun tager på højskole og jeg ender dum som jeg er i samme situation. Jeg er sammen med en god veninde. Jeg er knust over det, og køre over til hende på højskolen. Vi får snakket en masse, men jeg fortæller ikke hvad der er sket, kun at jeg tvivler meget på forholdet og sådan.
Jeg elsker hende og vil gøre alt for at være sammen med hende. Tiden går, og det bliver bedre bedre.
Jeg får nyt arbejde, og har meget tid væk fra hinanden, jeg har dog ingen tanker i retning af utroskab, og nyder bare min tid hjemme sammen med hende.

I en ferie hjemme hos hende kommer det så frem at hun har været mig utro igen, med samme person for ganske nyligt, læs: i min ferie, det såre mig dybt, og hun fortæller yderligere at det er sket en gang mere hvor jeg har været væk.
Det er samme person som første gang. Jeg kender personen rimeligt, og ved at deres venskab har været meget sex fokuseret. I snak osv. havde dog ikke regnet med nogen udøvelse.
Det har såret mig rigtig meget at få at vide, og det kom meget bag på mig.

Nu står jeg så i mit dilemma, jeg vil virkelig gerne være sammen med hende. Jeg elsker hende højt, og havde regnet med at det skulle være os for altid. En tilgang vi deler. Men jeg er i tvivl om det skal være. Mest fordi at alle jo siger at det bare skal stoppe når det nu er gentagende gange det er sket.

Vi har snakket meget lidt om det, da jeg har haft en del udlands rejse og derfor ikke har haft mulighed for det, men jeg regner med at få snakket en hel masse om det når jeg kommer hjem inden længe. Det har nok været fint nok at få lidt afstand og plads til at tænke lidt.

Jeg har forbudt hende at have nogen form for kontakt med ham igen, og jeg tager mig selv i at kontrollere det i form af Facebook og SMSer osv. Det går mig virkelig på, men kan ikke lade være. Jeg vil bare være helt sikker på at der ikke er noget. Men hun har holdt hvad hun har lovet. Der har ingen kontakt været overhovedet, så det trøster mig jo lidt.

Jeg håber du måske kan sætte et par ord på det. Det kommer nok lidt rodet ud her på tekst, men jeg håber du forstår.
Venlig hilsen den undrene

Hej "undrende"
I moralske dilemmaer er der intet, der intellektuelt betragtet er så nemt som at sige, hvad der er rigigt og hvad der er forkert.
Men moralen tager sjældent følelserne med på råd….. og i dit tilfælde tænker jeg på vigtigheden af at huske, at det kun er virkeligheden, der virker.

Og hvad mener jeg så med det ?
Jeg mener, at udfra det du beskriver, har I naturligvis en udfordring. For mig at se har I haft megen åbenhed og kunnet tale om det meste, en gang kunne I sikkert tale om alt.
Jeg tror , at årsagen til at ,I hver især har trådt over grænsen, kan skyldes at I i perioder har haft lavere fortrolighed og/eller ikke har fået fundet jeres retningslinjer for, hvad der skal til for at I gør hinanden trygge. Det er naturligvis bekymrende, at din kæreste har været sammen med den samme 3 gange. Det er godt, at hun ikke kontakter ham nu, og hvis han kontakter hende, vil jeg da foreslå, at I har den "regel", der hedder "hvis nogen kontakter en af os, og vi føler, at det er en trussel for parforholdet, så læser vi en sådan besked sammen, og besvarer den sammen". Så det bliver et fælles anliggende at afværge fristelser på de digitale medier, som telefon, facebook, msn. osv.

Jeg læser, at du er et tilgivende menneske. Og det er det, du må søge. For igennem tilgivelsen og nogle nye rettesnore tror jeg faktisk på, at I kan komme videre.
Tilgivelse er ikke en mental handling. Man har tilgivet, når man helhjertet kan GIVE det TIL den anden, som man også kunne give, før der var problemer.
Jeg tænker, at det er nødvendigt, at I taler om, hvad det var i relationen til ham den anden, som gjorde, at din kæreste ikke kunne modstå fristelsen.
Var deres erotik mere interessant end jeres? Og hvis ja, så vil jeg da klart anbefale, at I sammen arbejder på at højne jeres erotiske liv. Læs evt. Karma Sutra- bøger. Der findes en fantastisk af slagsen, der hedder Super Sex. Eller læs Joan Ørtings bøger: "tag mig" og "hvad vil du ha".

Altså: søg dialogen, søg fortroligheden, søg nærheden, for hvis I vil være gamle sammen, så lyder det ud fra dit indlæg som at jeres kærlighed er stærk nok til at overvinde denne krise.
Men find ud af, hvor jeres grænser går, og hvad I ikke længere vil byde hinanden.

Skriv endelig igen.

Venlig hilsen
Christel Sonne

Hej Christel.
Nu har jeg læst side op og side ned herinde omkring utroskab, og vil nu gerne selv benytte mig af at få et råd med på vejen af dig. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte, for jeg ville jo gerne kunne sætte dig ind i alt, og få dig til at forstå hver enkelt følelse, som jeg bærer. Men det er jo svært her på skrift. Men lidt "kort":
I slutningen af 2009 startede jeg et forhold op til en mand, som jeg havde mødt via mit job. Han var gift og havde 2 børn, men forlod sin familie for at være sammen med mig. Så ja, han var sin kone utro dengang.
Vi har haft 2 fantastiske år sammen, og han har aldrig ageret over for mig, som om han kunne finde på at være mig utro. Han er dog en af de typer, som har veninder, som han ses på 2-mands hånd med (tager på café og lign.), men jeg har vitterligt aldrig været nervøs for, at han skulle være mig utro. Den anden vej har der dog været en del jalousi fra hans side, selvom jeg ALDRIG tilnærmelsesvis har lavet noget uacceptabelt med en anden mand. Jo, det skal nævnes, at jeg en gang til en julefrokost sad på skødet af en kollega ganske kort, da der i byen ikke var flere stole ledige. Det så han, og blev rigtig gal. Jeg satte mig ind, at han ikke synes det var ok, og jeg har beklaget mange gange. For det er blevet bragt på bane rigtig mange gange. Vedr. hans veninder har jeg nogle gange i løbet af vores forhold set de beskeder han skriver med dem, og de indeholder ord som "kys, honey" og lign., og jeg må indrømme at jeg synes det var over grænsen, men jeg har vitterligt ALDRIG tænkt, at han ville være mig utro.
Du kan nok høre, hvor dette bærer hen….. Efter 2 års forhold flyttede vi fra hinanden pga. nogle ydre omstændigheder, som gjorde at vi ikke længere kunne bo sammen lige på daværende tidspunkt (min kæreste fik nyt job, og kunne rykke tættere på sine børn). Vi var stadig kærester, og ville arbejde hen imod en løsning, hvor vi kunne bo sammen igen. Vi elskede stadig hinanden – troede jeg, for jeg elskede ihvertfald ham. Men han ændrede sig radikalt, da han kom til at bo selv, og jeg valgte at slutte vores forhold efter 2 år som kærester, da han pludselig slet ikke var den samme kærlige kæreste over for mig længere.
Efter 2 måneder fra hinanden kontakter han mig igen, og siger han ikke kan undvære mig. Det er altså ham der tager kontakten til mig, og han er pludselig 100% hooked på mig igen. Meget overvældende for mig, da vores forhold jo sluttede med, at han havde trukket sig meget tilbage. Vi beslutter os for at starte vores forhold op igen, men der går kun 1 uge, så opdager jeg noget skrækkeligt.
Jeg sidder med hans Ipad en dag, og hvad jeg kunne læse af beskeder på den Han havde sluttet vores forhold med at være mig utro. Ironisk nok havde jeg afsluttet vores forhold 2 dage efter han havde været i seng med en anden. Og ingen tvivl om, at de ville have fortsat, også selvom jeg ikke havde stoppet vores forhold da jeg gjorde. For de skrev allerede sammen om at mødes igen. Hans affære var med en gift kvinde, så umiddelbart var det baseret på ren sex og ingen følelser. Men det var en af de kvinder, som han havde (upassende) kontakt med under hele vores forhold. Til info har han også i de 2 mdr., hvor vi har været fra hinanden, været sammen med et par andre kvinder, så han var altså hurtig ude med snøren igen. Dette kan jeg dog ikke klandre ham for, da han jo var single da. Jeg kan bare undre mig, da jeg jo selv var nede i kulkælderen oven på vores brud. Vi havde jo haft det godt sammen. Måske skal det også lige nævnes, at vi ganske kort inden vi gik fra hinanden, var igennem en Missed Abortion, hvor min graviditet blev afbrudt, da fosteret desværre var gået til.
Når jeg sidder og skriver dette (og læser det igennem), kan jeg godt selv høre, at jeg måske burde komme videre uden ham. Men jeg tror på – og føler – vitterligt, at han elsker mig, og at han vil mig nu. Han har stået model til alle min spørgsmål omkring hans utroskab, og han har beklaget og angret. Men det værste for mig er, at det ikke sket i en brandert i byen. Ikke at det havde været ok, men så havde jeg måske forstået det som en fejl. De to gange han var mig utro, opsøgte han det selv (ganske ædru – på hverdagsaftener). Han siger, at han så vores forhold som dødt, efter vi ikke boede sammen længere. Men så kunne han da have gjort det forbi med mig! Som jeg gjorde det med ham, da jeg kunne mærke, at der ikke var de store følelser fra hans side længere. Jeg er så skuffet over ham, og såret, og ja jeg vil bare gerne videre nu. Men (måske utroligt nok) sammen med ham. Hvordan kommer jeg det?
Hvordan kommer man videre, når man har taget sin partner i utroskab? Hvad kan han gøre og aller vigtigst: hvad kan jeg selv gøre?
Det blev jo slet ikke kort det her. Ser frem til at læse dit svar, og hvor var det i øvrigt en lettelse at få lettet hjertet lidt. Tak.
Mange hilsner.

Hej
Og mange tak for dit indlæg.
Jeg vil sige, at det er værd at gøre sig helt klart, at vejen efter utroskab sjældent er smertefri. Jeg oplever en del mennesker, der vælger at blive sammen, og hvor den sårede part håber, at der er en enkelt ting, der kan gøres, så smerten forsvinder og tilliden er genskabt. Dette er sjældent virkeligheden, for som mange oplever, vil der i en periode være et højt rustrationsniveau samt en del mistro og skepsis.
Når et forhold er i krise, er man i nød Når man er i nød, må man gøre det, der er nødvendigt, – dvs vende den nød, man er i.
Og det handler, som jeg ser det, om 2 aspekter, nemlig holdninger og handlinger.

Det enkelte par må finde de holdninger, der virker for dem.
Eksempelvis som at lave nogle fair spilleregler vedr. åbenhed, at give informationer, at være en del af hinandens sociale netværk, at give hinanden trøst og opbakning når det er svært, samt at gøre sig klart, hvornår man ikke længere skal tale om utroskaben i fortiden men har en nærhed omkring den sårethed der kan mærkes i nutiden.

Jeg anser det som givtigt, at man tænker om perioden med utroskab, at det var "undtagelsestilstand". På samme måde som i en krig, hvor alminelige regler er sat ud af drift, og det er undtagelserne, der styrer. Men når krigen så er slut, er det tilbage til normalen.

Med hensyn til såretheden og frygten, anbefaler jeg, at I går i parterapi. Så situationen kan blive talt igennem, og I sammen kan finde ud af at få tilgivet og hjulpet hinanden igennem..

Det vil være alt for udførligt at beskrive, hvad den ene og den anden skal gøre. Men I er velkomne til at bestille en tid hos mig.
Min mailadresse er
christel@sonnerasmussen.dk

held og lykke med processen,

Kære Christel

Tusind Tak for en så givende site du har her. Jeg har været herinde utallige gange og nu tager jeg mig endelig mod til at skrive til dig eller dem som kan dele deres erfaringer ud. Det Betina P. og Den sorgmodige skriver rammer mig meget, dog i modsætning til min situation, så kæmper jeg en kamp med at få min mand tilbage efter hans utroskab. Jeg er en pige med vilje, som nægter at opgive kampen til fordel for en anden tilfældig kvinde. Jeg har nu kæmpet en kamp i 1 år og 4 måneder nu, og er snart ved at opgive kampen, men det kan jeg ikke med alle de følelser jeg har i klemme for ham, jeg kan ikke give slip. Jeg er så knust efter at have mistet min kære mand. Vi har 3 dejlige piger sammen i alderen 5 – 10 år og vi har været sammen i 19 år. Vi mødte hinanden, da vi var ganske unge og har ikke haft andre. Han er ikke typen, som ville forlade mig og hans piger på den måde, men det slog total klik for ham og jeg har hele tiden følt at der var noget helt forkert i det her og det føler jeg stadig. Han er så stædig og stolt af person og jeg kan ikke nå ind til ham. Vi har altid været meget tæt knyttet til hinanden og haft den største tillid til hinanden. Jeg skal se om jeg kan gøre det kort, trods det er svært. Vi har altid haft en dejlig familie sammen med kys, sex, tryghed, kærlighed osv. Vi byggede hus, skabte vores egen dejlige hjem med vores piger..Det kom som et chok for mig, da han meddelte mig at det var slut nu, for han havde netop gang i hans "garageprojekt", som skulle ende med at blive en ala gildesal med gulvvarme. Et projekt han havde haft gang i, i et par måneder og aldrig nåede at blive færdig. Og ikke nok med det, så skrev vi under på omlægning af nyt huslån KUN et par dage før han meddelte det. Alt sammen noget som han ønskede og som jeg bakkede 100 procent op om. Begge dele medførte jo store omkostninger. Hans eneste argument var at han ikke kunne bliver lykkelig her og nu var det slut. Han lignede et nervevrag og jeg gik ham op klingen, om der var en anden. Det var sagen uvedkommende, men det viste sig at det var der. Han forlod mig og vores 3 dejlige piger efter 2 nætter og så måtte jeg selv om resten i min store sorg. Det var modbydeligt. Han pressede mig til det ypperste, for ingenting kunne gå stærkt nok i hans nye liv og ville dermed også skilles med det samme. Jeg nægtede og den dag idag er vi stadig seperede. De 3 første måneder var modbydelige og jeg var da følelsesmæsssig et sted, hvor jeg godt kunne se, at der ingen vej var tilbage, trods jeg stadig havde et lille håb langt inde i mig, for der var brændt så mange broer mellem os. MEN så skete det, han vågnede pludselig op og vendte fuldstændig rundt, slet heller ingen tvivl om at alle mine ord gennem tiden påvirkede ham dybt, men jo meget svært når han er så stædig og stolt som person. Det kunne ellers ikke gå hurtig nok for ham, heller ikke at vores piger skulle møde hende, men det var fuldstændig uacceptabel fra min side og jeg kæmpede også der en kamp for at dette ikke måtte ske. Jeg følte hele tiden at der var noget helt forkert og i min verden kan man da ikke byde sine børn det og hvad nu hvis…som det viste sig det ikke var. De nåede dog at møde hende, da jeg ikke kunne holde den længere end jeg gjorde. Vores børn nåede også at se den nye lejlighed og deres nye værelser, som han havde lejet sammen med hende. De havde også kigget på hus…Det endte med at han træk lejemålet tilbage, trods papirerne var skrevet under og han fandt en anden egen lejlighed til sig selv, for at finde sig selv igen. Og jeg måtte forstå at han ikke bare kunne flytte hjem igen, når hun stadig smsede, det ville skabe for meget unødig spild. Godt tænkt. De efterfølgende 5 måneder, gik livet frem og tilbage mellem os. Og der var ingen tvivl, kærligheden var der stadig imellem os og den havde hele tiden været der. Det blev tydelig bevist, trods alt det der var sket mellem os, men respekten og tilliden og svigten osv. det nagede mellem os. Og hun spøgte i kulissen hele tiden og han kunne heller ligge ordentlig låg på hende. Det var en kollega, så det gjorde det ikke bedre og de er stadig kollegaer. Han spiste med os igen til en start. Han kunne max. være i huset i 2 timer, hvor jeg stadig boede for så begyndte han at ryste og fik svedeture over hvilken følelse det var at sidde ved bordet igen sammen med os og det gik op for ham hvad det var han havde sagt farvel til. Vi har holdt alle vores ferier sammen og gjort andre oplevelser sammen, men jeg anede om hun spøgte bagved hele tiden. Det har kørt, som en rutchebane op og ned hele tiden. Det ene dag kan han ikke se et liv uden pigerne og jeg og han savner at være hos mig. Og han siger han vil så gerne et liv sammen med mig og pigerne. Fra et standpunkt til et nyt, så ændrer han fuldstændig adfærd og han leger rundt med mine følelser. I sommerferien vidste jeg ikke om hun måske stadig spøgte, men jeg troede det ikke for vi var igen på ferie sammen uden nogle tilnærmelser. Jeg har foreslået parterapi nogle gange, kun 1 gang tilbage for et år siden gik han med til det, men det blev ikke til noget, for han er så god til at trække det ud til ingenting. Han er for stolt til at nogen skal hjælpe ham.
Status er at jeg synes at det begyndte at køre rigtig godt mellem os fra dec. måned (ikke kærligheden) kun knuser. Vi besluttede igen at holde jul og nytår sammen. Vi var sammen mere og mere i dec. og jeg bliver forvirret for hvad vil han egentlig med livet. Jeg fornemmede at hun er der nok ikke mere, men anede det ikke for hvis jeg i frustration over uvidenhed har spurgt, så rager det måske ikke mig eller også var hans svar ingenting. Jeg har holdt min dør åben for ham og invitede ham mange gange til spisning eller hygge osv. Han har også inviteret mig, men det er mest hos mig vi er. Det er jo også her vores gamle hjem er. Jeg synes virkelig jeg har ofret mig, han kan komme og gå som han nærmest har lyst og det er min skyld at han har fået så godt et forhold til vores piger. Han har været i huset alene uden jeg, lavet mad, sovet på sofaen, virkelig følt sig hjemme. Jeg har så igen anet, at hun sms og ringer til ham, og jeg tænker enten er han ved at ligge låg på eller også lever han dobbelt. Han vil det hele og så er det pludselig det bliver for meget for mig. Jeg kan ikke leve i den uvished, for jeg tror jo, at han vil noget mere end bare lige være sammen med os. Jeg har jo læst at den der går langsomt frem kommer længst. Og det har jeg vitterligt prøvet at gøre med masser af søde bløde ord og jeg har også spurgt ham om han vil finde sammen med mig igen, uden at presse ham. Når jeg blever for nærgående og taler om følelser, så står han helt af, han vil ikke tale om følelser og tænker jeg efter, så har han heller aldrig gjort det. Jeg har gået ham på klingen igen igen og han siger at jeg tror noget mere og han ikke har nogle følelser for mig mere. Jeg kan ikke leve med det. Han går altid i total forsvar, ikke til at snakke med om det de følelser. Jeg har hele vejen igennem følt at han er en stor løgn for sig selv og bedrager sig selv. Om han har noget med hende og gøre, det kommer ikke mig ved. Jeg magtede ikke mere uvidenhed, så jeg bad om hendes nr. Jeg fik det dog med besvær og jeg tog knoglen og ringede til hende. Hun kunne bekræfte at de havde følelser for hinanden. Jeg meddelte ham at jeg nu havde snakket med hende for jeg kunne leve ikke den uvished, for jeg synes det er fuldstændig mærkeligt at han kommer her og spiser, hygger, lever lidt liv, mærker stemningen, laver mad osv. uden han mener noget som helst med det. Det kan man da ikke og da slet ikke over for pigerne. Det er da et forkert signal at sende. Så bliver han stædig og siger at så kommer han ikke mere..Jeg har jo netop gjort det med henblik på at vi kunne finde sammen igen. Eller i det mindste forsøge, men han vil stadig ikke med i terapi som par, kun for at hjælpe mig videre. Det er bare ikke til at forstå hvad der sker indeni ham. Jeg viser, sms, skriver osv. hvor meget jeg holder af ham. Han har på et tidspunkt været usikker på mig, at rygtet gik at nu var jeg kommet videre, men jeg kunne mærke at vores afstand efter et stykke tid blev længere, så jeg sagde det som der var at hvis han var usikker på mig, hvilket han nok jo nok var, så behøvede ikke være det og det bragte os tættere sammen. Jeg holder så meget af ham, trods alt det der er sket. Det virker som om at han vil så gerne være gode venner med mig og ha det godt sammen med os og så leve et andet liv ved siden af, men sådan hænger verden jo ikke sammen. Han må behandle mig med respekt. Nu har jeg fået sat stolen for døren, men det er jo ikke det jeg ønsker. Måske kommer vi nu heller ikke på vinterferie sammen, som vi ellers havde talt om. Han har også sagt, at han gerne vil med mig til latter show med mit arbejde, hvor jeg også invitede ham, netop også for at vise ham tillid. Jeg har også sms til ham at billetter har de fået fat i, hvilket han ikke har kommenteret. Kan du gennemskue ham. Jeg er så knust for jeg holder, så meget af ham, savner ham hver dag, han er som besat i mit hoved og pu ha han ved det også alt for godt, men ligsom om han ikke er lydhør og modtagelig for hvad jeg siger. Hans hjerte er lukket. vi kan tale fint om alt andet end følelser, ligesom i gamle dage. Jeg har nu sagt til ham, om han ikke vil gi os en chance og få hjælp til det. Han kan få nogle dage til at tænke over det, og hvis ikke så må vi stoppe med at han kommer her. Han kan selv bestemme for mange dage han skal bruge til at tænke over det. Han spurgte om det var et ultimatum, og jeg sagde han det måtte han selv om hvad han kaldte det. Han fik samtalen afbrudt af børnene og svarede aldrig mere på det. Nu ved jeg ikke om jeg skal tage det op med ham igen. Jeg nægter at opgiv kampen, når noget føles så forkert. Jeg har så svært med at lade være mig at tage kontakt til ham. Glæder mig til at høre fra dig.

Mange kærlige hilsner…

Hej "Knuste"
Tak for dit indlæg.
Jeg kan sige det meget enkelt til dig.
Du skal begynde at vise ham, at han ikke kan tage dig for givet.
Han har på et eller andet plan mistet respekten for dig, og som du også skriver, så er det jo lykkedes fint for ham at blæse og have mel i munden på samme ti.
Selvom følgende lyder lidt barskt, må du trække følehornene til dig og begynde at bede om klare svar, som han skal kunne overholde.
Du tilgiver og tilgiver, holder døren åben, giver mad og omsorg, men det behov du har, for at kunne tale følelser og at der er plads til din smerte, lyder det til, at han lader hånt om. Kære kvinde. Du må rejse dig op. Og signalere, at nu trækker du en streg i sandet.
Han kan ikke bare komme og gå! Han kan melde ud, hvornår han har pigerne, så du ved, hvornår du har "fri". Og så begynder du at leve mere dit eget liv.
Ikke et liv, hvor du venter på ham. For hvorfor skulle det blive anderledes?? han ved jo, hvor han har dig. han skaber uvished, men lever ikke selv i uvished.
Gør ham klart: vil du med på vinterferie – ja eller nej? og hvis du vil, så vil jeg have en garanti for, at du ikke har kontakt med den anden.
Og jo, det rager da netop dig, om han har kontakt med den anden eller ej.lad dig ikke spise af med respektløse udtalelser. Du bliver nødt til at få klare svar.
Og giver han dig ikke klare svar, så er det jo også et svar.
Jeg synes, at du så absolut skal insistere .
Det her er jo dit liv. Og det er pigernes liv.
Hvad synes du, at I viser dem?
Jeg tror på, at I nok skal finde sammen, hvis det er den store kærlighed, men som jeg ser billedet lige nu, skal du lægge ham meget mere på is.
Han skal mærke, at du vil videre. Du aner slet ikke, hvor stort et afsavn du lider, ved netop ikke at kunne tale følelser med ham.
Jeg synes, at tiden er inde til at stille krav.

Skriv endelig igen, hvis du har brug for det.

Lyse tanker,
Christel

Hej Christel

Tusind tak for dit tankevækkende svar, som ikke kommer bag på mig. Jeg vil jo bare ikke høre den. Du har helt klart fået den rigtige fornemmelse af ham. Du har helt klart ret, men dejlig og rart for mig, at få sat ord på det fra dig. Hvad jeg ikke har nævnt er at vores fordeling af pigerne er klarlagt og været det i et år, men hans holdning til det, har altid været lidt løseligt. måske pga. han ved, at jeg ikke har lyst til at undvære dem. MEN jeg glemmer heller aldrig, at han sagde i sin tid, at vi jo bare kunne besøge hinanden og spise og sådan og pigerne bare lige kunne være her og der. Hvor jeg også sagde dengang, hvem vil være med til det, den går da bare ikke! Vi har jo levet i tykt og tyndt i 19 år og vi kender hinanden alt for godt. Jeg ved også lige hvilke knapper jeg skal trykke på ved ham. Gennem tiden har jeg kunnet snakke ham helt tavs i tlf., da det rammer ham så dybt, det jeg siger til ham. Jeg føjer mig med at jeg halser hjem fra arbejde, for at nå at være sammen med pigerne, når han skal ha dem. Jeg affinder mig med at jeg ikke altid ved hvornår han kommer fra arbejde. Han har ikke pigerne så meget som jeg, så derfor har han en stor savn til dem og så det jo også bare nemt at komme her, men jeg har jo også selv inviteret ham. Rart at høre at du ser han ikke giver plads til min smerte og lader hånt om det, men kan jeg gøre mere for at han giver plads til min smerte? Han har indvilliget i at tage med i terapi for jeg søger så mange svar for at måske bedre kunne forstå ham og selv få det bedre. Måske det gør ondt værre eller måske det bedre at vente, men måske det så er forsent. Det er rigtigt jeg bør jo leve mit eget liv, men jeg er kvinden der ønsker et liv sammen med mine børn og er også træner for den ene. Idet han ikke har dem mere end han har, så er det meget begrænset, hvad jeg overhovedet kan gøre. Han ved hvor han har mig i hovedparten af tiden, men følehornene kan jeg selvfølgelig trække til mig. Nej, jeg må ikke lade mig spise af med respektløse udtalelser, men det er så svært. Hvis han ikke vil høre eller svare på hvad jeg spørger om, så bliver det bare et svar "hvad mener du" eller "vi snakkes ved". Når du mener jeg ikke får et klart svar, så det også et svar, mener du så at jeg må tolke det negativt. Når noget ikke rager mig, så mener han også klart det er fordi vi er seperede og han skylder ikke mig nogen svar og jeg kan passe mit eget bord. Hvad jeg synes vi viser pigerne? Total forvirring og frustration med mange ting og at vi lever hans liv. Eller mener du noget andet? De sidste linjer skriver du, hvor stort et afsavn jeg lider ved ikke at kan snakke følelser med ham – det ramte mig dybt for det sætter lidt ord på hvordan jeg har det. Mange tak for dit råd om vinterferien, jeg tager det klart til mig. trods jeg godt tror jeg ved hvad hans kommentar vil være "nå, du truer mig". Jeg vil forsøge at tage alle dine råd til mig, trods det så svært med alle mine følelser, som jeg har i klemme, men jeg bliver jo nød til at gøre noget andet nu, hvis jeg skal bevare respekten for mig selv. Lige indtil jeg falder i, hvad skal jeg så gøre. Jeg lader ham kom på banen nu og må trække mig fuldstændig. Du vil høre fra mig igen.

Kærlige hilsener

Hej "knuste" … eller rettere: Hej til dig, som er ved at rejse sig.

Tak for dit indlæg.
Når det bliver svært at holde fast i dig selv, og insistere på, at aftaler overholdes, så tænk igen og igen på pigerne.
Som du skriver, tilbyder du dem frustration og forvirring de har brug for klare linjer og da det er dig, der er det kvindelige forbillede, så vis dem, at man skal mærke og holde fast ved sine grænser og at et rent nej er lige så fint og mange gange nødvendigt som et rent ja.
Og ja, – når han ikke svarer, er det også et svar. Som jeg absolut ville tolke negativt eller rettere: realistisk.

Nu må du slutte festen, der hedder :kom og gå som du vil.
Og hvis han i dit hus/din lejlighed taler ned til dig, så bed ham gå.
Vis hvor grænsen går.
Kom endelig i gang med terapien.
Jo før, jo bedre.

Lyse tanker,
Christel

Hej knuste
Hvor er det synd for dig at du sidder i den situation. Kan virkelig godt forstå dig at du ikke vil give slip, da det er uendelig svært at give slip på mange gode år og ikke mindst familjelivet.
Jeg sidder selv i samme situation som dig , eller måske mere som din mand.
Det er mig der har været utro og mig der ikke vil have min mand hjem igen for enhver pris, men dog har vi kontakt hver dag og han kommer her tit for at spise og være sammen med børnene. Det fungerer, og jeg giver også lov til det ,da jeg også har utrolig dårlig samvittighed overfor ham og børnene. Sandheden er så også at jeg så gerne vil have familjelivet igen, (vi var så gode til at være en familie ) men har ikke lyst til at have ham som min mand og kæreste, sådan har det kørt i et halvt år.
Jeg kan godt sætte mig i din mands situation, han lyder til at have det rigtigt svært med at slippe familielivet, men han har sagt at han ikke har de rigtige følelser for dig, og du har også fået bekræftet fra den anden, at de har følelser for hinanden. Måske venter han på at du siger fra over for ham,at du er klar til at sige farvel til ham!! Det kan så være en lettelse for ham, eller vågner han op og bliver klar over hvad han har at miste.
For mit vedkommende er det rigtigt svært at tage afgørelsen om, at det aldrig bliver os igen, det betyder jo at jeg også har sagt farvel til familielivet, og tanken om alt mine børn mister i hverdagen .
Men som i de fleste tilfælder med utroskab er der noget i parforholdet der mangler, og hvis man ikke retter op på det, er man åben for en ny forelskelse.
Du må nok også se i øjnene , at det fra hans side har været mangler, som du ikke har opfattet. Vi er individer og har helt egne opfatteleser af samme sag, selv om vi tror at vi kender den anden på alle punkter, og altid ved når der er noget galt. Men nei det gør vi ikke….
Dette siger jeg fra egne erfaring. Dagen inden jeg fortalte om min utroskab , spurgde jeg min mand hvordan han syntes vi havde det, hvor han glad sagde at han syntes vi havde et godt forhold. Vi har også snakket om det før, hvor han slet ikke kunne se at vi manglet noget i forholdet . Dog har han sagt for nogle år siden at han ikke elsket mig, men syntest vi havde det godt sammen. Det har jeg så ikke kunnet leve med i længden….
Spørgsmålet er for dig, om du kan leve med en mand der ikke rigtigt vil have dig ?
Husk at passe godt på dig selv