Kære Christel.
Mange tak for dine fantastisk vise ord. Jeg er fuld af beundring for dig, idet du rammer meget plet i os mennesker. Din weblog har været til stor trøst for mig igennem næsten 1 år, efter at jeg opdagede, at min mand var mig utro.
Vi skal nok komme igennem det sammen, men hold kæft, hvor er det hårdt arbejde. Jeg havde aldrig troet det muligt, havde egentlig også primært lagt en plan om at forlade ham, da jeg opdagede det, men måtte – heldigvis kan jeg se i dag- sande, at kærligheden er stor. Det, jeg har lyst til at debattere, er relateret til dine kommentarer om, hvordan den utro skal forholde sig.
Jeg har læst alt på dine sider og sluger meget af det råt, idet det trøster meget at få nogle gode brugbare forklaringer. I vores tilfælde var det heller ikke sådan, at vi havde knas i vores forhold. Der var selvsagt noget, der ikke var som det skulle være, idet intimiteten og vores sex var forringet under utroskaben. Dette har vi heldigvis fået tilbage med fuld styrke som en gave. Men jeg tror, du har helt ret i, at årsagen, grunden til at det skete (som man som den svigtede part leder efter som en blodhund) er at finde inde i den utro parts indre og ofte skyldes en momentan ubalance.
Min mand elsker mig og jeg ved, han er ærlig, når han siger, at det har han gjort hele vejen (underlig måde at vise det på). Han havde aldrig forestillet sig et liv uden mig, og det har han også vist mig, siden jeg fandt ud af det. Han havde været i så dårlig kontakt med "sig selv" og kunne ikke mærke sin egen dårlige samvittighed eller sine egne -normalt – høje værdier. Af forskellige årsager grundet hans familiære baggrund var han altså i stand til at bolle udenom i over 2 år, mens han samtidig gjorde alt for at jeg ikke måtte opdage det, så det ikke "gik ud over" mig. Han fornægtede det så kraftigt, at han faktisk havde lavet en boble med en løgnehistorie i, som han ikke kunne forbinde med sit øvrige liv og med os. Havde han kunnet forbinde det, havde han været i stand til at få det stoppet længe før. Når jeg nu ved at det sådan, skyldes det den klarhed som er et resultat af vore mange samtaler og tiden, der er gået. Som tiden går gør det lidt mindre ondt, når plasteret igen bliver rykket af.
På et tidspunkt bebrejdede jeg ham, at alt det vi havde sammen og alt det jeg troede på, tilsyneladende byggede på en stor fed løgn. Hertil svarede han, Nej tværtimod, så kunne han nu se, at det var det, han havde lavet sammen med HENDE, der havde bygget på løgn. Nu lyder det måske, som om jeg er totalt ovenpå og bare lige har fundet en fantastisk forklaring, som jeg kan leve med. Til det må jeg sige, at sådan hænger det ikke sammen. Jeg har haft og har stadig af og til ufattelig svært ved at forlige mig med at han gjorde det. Men vi kan kun ændre på fremtiden og efter tusindvis af samtaler med hinanden og parterapeut/psykolog er jeg sikker på, at det er sådan det er.
Forklaringen er fundet, så godt som det er muligt. Det paradoksale er jo, at den svigtede part altid får et helvedes ødelagt selvbillede, selvom det jo faktisk udspringer af noget inde i den utro meget mer end omkring, hvordan den svigtede ser ud, er som menneske og elsker etc… Ens selvfølelse og selvtillid kan ligge på et meget lille sted, uanset hvor urimeligt alle andre kan se at det er. Jeg har en skøn veninde, hvis mand lavede det samme som min nogle år tidligere. Til hende sagde jeg en gang, at hun skulle glemme alt om at have lav selvfølelse. Hvis der var nogen, der havde grund til at have en stor selvfølelse, så var det da hende. Hun havde været så sej, at hun havde kæmpet for dem begge to, hvor han var svag og havde været en klovn. Hun var jo også den smukke og dejlige kvinde, som han valgte at leve videre med, da han fik kniven for struben. Så husk lige det kære medsøstre. Nå, men det jeg egentlig ville ind på- undskyld de mange omveje, kommer her. Statistisk set er flest mænd utro.
Af natur vil mænd (fra Mars) hellere glemme, holde kæft og komme videre, mens de fleste kvinder (fra Venus) ønsker at tale om dette igen og igen for at få det bearbejdet og for at finde forklaringer, der mætter og giver fred. Mon ikke det også er sådan, at der er flere svigtede end utro, der læser disse linjer. Det vil sige at de fleste af dem, der læser om, hvordan den utro ægtemand skal forholde sig, er svigtede kvinder. HVORDAN NÅR BUDSKABET FREM TIL DEN UTRO????? Jeg kender det jo indefra. Vi har talt om det i næsten 1 år nu. Jeg er ikke mæt endnu og han ville hellere end gerne slippe for flere konfrontationer.
Hertil får jeg lige lyst til at sige, at jeg synes, der er en urimelig tendens til, at mange mener, at NU skal man da give slip og NU må man da komme videre. Jeg finder det faktisk krænkende at jeg – oveni at føle mig svigtet, bedraget, fornedret, snydt og ført bag lyset skal finde mig i at nogen mener, at nu må JEG da lige tage mig sammen og tilgive og glemme. HALLO. Det tager den tid det skal tage!!! Der er ingen -selv den største masochist- som vil vælge at blive ved med at sidde i den suppedas. Det gør SÅ ondt, så hvis man ikke har prøvet det på sin egen krop, så bør man holde sig fra at udtale sig om, hvornår det er ret eller rimeligt eller fornuftigt at komme videre. Men vi har været i terapi både sammen og hver for sig og vi er godt på vej.
Vi ved at vi elsker hinanden og skal passe meget bedre på hinanden og vores kærlighed end vi gjorde. Derfor har jeg jo også af og til printet nogle af disse fremragende indlæg ud og vist dem til ham. Han læser det skam også, men det virker jo som om jeg giver ham lektier for. Han siger også, at han godt vil læse det, jeg skriver. MEN det er ALTID på mit initiativ. Hvis han kunne bestemme, så tror jeg aldrig mer vi talte om det, fordi det gør så ondt på ham at blive mindet om, hvor stor en lort, han har været. Så altså. Hvad gør jeg for at få ham til at læse det, som jeg kan se, ville være godt for ham. Har som sagt forsøgt både den direkte metode, samt den indirekte med at lade skærmen stå åben på det rette sted. Men det resulterer bare i, at han ligner en slået hund og lukker sig inde med sin dårlige samvittighed.
Findes der nogle gode råd til at løse dette problem. Håber der er flere, der har lyst til at kommentere.
Hilsen "En af mange"

Hej én af mange.
Tak for dit lange og beskrivende indlæg. Godt at læse, at det nytter at kæmpe.
Og godt at læse, at du/I har en oplevelse af, at kærligheden  er større end svigtet. Og at kærlihgeden ikke gør det alene, men som du skriver, at tusindvis af samtaler er med til at hele sårene. Som dog kan springe op, og som må drøftes igen.
Det spørgsmål, du stiller, sidst i dit indlæg, er et godt spørgsmål. Hvordan motiverer man – for jeg tror det handler om at motivere, den utro part til at læse om og interessere sig for de dynamikker, som en "hemmeligholdt affære"  medfører?
Mit svar er følgende:
Man har som den krænkede part brug for den anen parts støtte, loyalitet og opbakning, og dette vises især igennem interesse. Man er så såret, at man har lyst til at kræve en ekstra indsats. Det må man som sådan også gerne, men da de fleste erfarer, at krav og kontrol ligger tit op ad hinanden, og at det ikke skaber den nøvendige og uopfordrede lyst hos den utro til fortsat at interessere sig for emnet og dynamikkerne.
Jeg har erfaret, at noget af det , der virker allerbedst er at formulere, at man ønsker sig, at partneren læser og fordyber sig i emnet.
Der sker noget i os mennesker, når en vi holder af, siger hvad de ønsker sig.
Et oprigtigt ønske skaber som regel en lyst til at ville indri det, der ønskes.
Hvor det skaber "modtryk", hvis vi siger:

"Jeg vil have"
eller "jeg har brug for"
eller "Jeg forventer" mv..

Den frie vilje får lov til at komme til udtryk, når man giver udtryk for et ønske.
Og jeg tror derfor, at du som er en af mange, lettest – eller mindst besværligt – får dit behov udtrykt, så din partner viser dig en deltagelse og fordybelse på dette område.
Der er naturligvis også den mulighed, at du sprøger ham: "hvad skal der til for at du fordyber dig mere i forståelsen af, vhad din utroskab har medført"
Eller
Hvor glad, på en skala fra 1 til 10 torr du, atj eg bliver, hvis du af egen fri vilje læser om enet utroskab?
For du, som er en af mange, har da fuldstændigt ret i, at det mest er dem, som er blevet ført bag lyset, der læser på min weblog. Mange, der har været utro, benytter sig af strudsemetoden og håber, at det hele bare snart  går over. Mange fordyber sig først virkeligt i et emne, når de er hårdt pressede, og er blevet så forskrækkede over, hvad de er ved at miste.
Men fat mod og bliv ved at arbejde på at lykkes med jeres ægteskab.
 
Venlig hilsen
Christel

Hej.
Jeg har været i samme båd som dig..opdagede selv at min mand havde en affære med en 8 år yngre kvinde. Jeg vaklede mellem at flytte eller blive og kæmpe..valgte det sidste. Vi gik i terapi.. og så gik det faktisk rigtig dejligt i et års tid. Men han kunne dog ikke svare på alle mine spørgsmål om hvorfor og hvordan..det var lige som om, han havde fortrængt det fuldstændigt.. Vi blev begge gode til at give hinanden opmærksomhed og tid til at være kærester, meget bedre end før.
Så begyndte det at gå ned ad bakke for ham..han skiftede arbejde og langsomt mistede han overskuddet til at gøre en indsats. Samtidigt var han plaget af dårlig samvittighed over sin utroskab og fortalte mig ofte, at han frygtede en hævner fra min side..
Ærligt talt blev jeg træt af at skulle høre på hans ynk af sig selv..i stedet for at gøre en indsats for vores ægteskab. Det hele endte med, at jeg bevidst røg i med en kollega og meddelte min mand, at jeg ville flytte.
Jeg bor nu på 7. måned i en lejlighed med min datter på 17 og er kæreste med min kollega. Når min datter flytter hjemmefra, flytter vi nok sammen.
Min eks vil ikke tale med mig mere… Jeg er overbevist om, at hvis han ikke havde været utro, havde vi stadig været sammen. Men efter oplevelsen med hans utroskab, vendte jeg blikket udad mod omverden og var parat til en ændring. Jeg har tidligere fået tilbud fra mænd, men har altid været typen der signalerede "hold jer 10 skridt fra mig". Og den oplevelse havde min nuværende kæreste da også haft af mig, lige til den dag jeg ret tydeligt satte jagten ind.
Måske virker dette ikke særligt opmuntrende for dig..Men jeg fik lige lyst til at dele min historie med dig.
Knus Sanne

Hej Sanne.

Tak for din historie. Jeg synes det var dejligt med respons fra en medsøster. Det du oplevede med din ex, at han aldrig kunne svare på dine spørgsmål, er bare SÅ typisk. Jeg tror virkelig, at mange mænd er gode til at fortrænge. Når vi kvinder synes, at nu er vi da ved at nå til en dialog, der er lidt mættende, så tror jeg mændene oplever, at der er konflikt.
Kan det overhovedet lade sig løse???

Men det er godt for dig, at du nu har fået et godt liv med klarhed over, hvad DU vil. Jeg synes faktisk, det var dejligt at læse.

Selvfølgelig tænker jeg også på om, vi fortsat begge kan stå distancen. Vi er netop nået frem til 1-årsdagen for min "opdagelse" og det har været det værste år i mit liv. Jeg føler dog, at vi begge blev så rystede over at opdage, hvad vi var ved at miste, så jeg tror, vi kan blive sammen og trives med det.
Men jeg har lært meget i de sidste måneder og i hvert fald står det hetl klart for mig, at jeg – ligesom dig – ikke igen vil affinde mig med et dårligt samliv. Det har jeg lovet mig selv. Førhen, mens han var utro, opfandt jeg alle mulige forklaringer på, hvorfor han ikke var nærværende etc., som han plejede. I dag hvor jeg ved alt,hvad der foregik, virker det helt absurd på mig, at jeg dengang ikke kunne lægge to og to sammen alle de gange, hvor der opstod en mislyd mellem os. Men godtroende som jeg var, så var utroskab slet ikke inde i min optik. Så ja det var et kæmpechok!
Hvis man bare vidste på forhånd, hvor meget utroskab ødelægger, så var der nok mange der valgte at beholde bukserne på i stedet.
Men til lykke til dig fordi du kæmpede og havde mod og klarhed til at give dig selv et godt liv.
Jeg selv tror, at vi er sammen på vejen fremad. Men aldrig mere vil jeg affinde mig med et så "tyndt" samliv som vi havde under utroskaben med diverse bortforklaringer, det har jeg lovet mig selv. Skulle jeg igen en dag stå med samme fornemmelse af, at der er "noget" galt, så vil jeg også hellere gå.
Jeg håber på glæde og lykke for dig og for alle andre i samme båd.
Knus En af mange

Hej
Det er godt at læse, at der er medsøstre derude.
Godt med respons.
Når jeg læser, at mange savner respons fra deres mænd, tænker jeg på det fine engelske udtryk, der siger:
"To be responsible is to be able to respond"
Når en part har været utro og bliver opdaget, – og det kan jo være både kvinder og mænd, bemærker jeg, at mange tror, at bare de lover, at det ikke sker igen – og også overholder dette løfte, ja så er den hellige grav nogenlunde velforvaret. Jeg taler igen og igen til disse mennesker om, at "ansvarlighed" er at blive ved med i handling, men især tale at vise ansvarlighed.
At respondere. Og ikke kun at afvente spørgsmål fra den, der føler sig krænket. Men netop at tage initiativ til at dele egne tanker og oplevelser mv.
Der er netop udkomme en bog, der hedder

"Guldkorn til kampklare kællinger", af Helle Kjærulff Schmidt.

Helle Kjærulff Schmidt. er journalist, og har i mange år skrevet om kvindetema, er bl.a. i Alt for Damerne.
Temaer som jalousi, utroskab, selvværd, livskvalitet osv.  Der er netop, som titlen antyder, mange guldkorn i denne bog.  Så måske nogle af jer skal skrive den på ønskelisten for den kommende højtid.
Min erfaring er, at der er mænd (og kvinder), der godt vil dialogen og responsen efter opdaget utroskab.
Og min erfaring er, at de som bliver så forskrækkede, at de er klar over, at deres familie mv. er på spil, ja de kommer ind i kampen.
Det er sikker alt for generelt at skrive, men jeg oplever, at de som bruger lang tid på at bortforklare og ikke aktivt gør sig til en værdig dialogpartner,  heller ikke kommer til det.
Fremskridtet skal være begyndt, og være både mærkbart og synligt inden for max de to første måneder, for at man kan regne med, at der er mulighed for at lykkes.
Der er sikkert nogen derude, der har erfaringer med det modsatte. Sådan er det jo i menneskenes liv.
Men set fra et behandlermæssigt perspektiv, er det, her i november 2008, min holdning.
Jeg mener fortsat, at både kærlighed, tillid, respekt og loyalitet kun er noget værd, hvis det går hånd i hånd, og er en aktiv del af hverdagene.
Christel Sonne Rasmussen
 

Hej igen Christel.

Tak for dine svar, som altid sætter noget i gang. Jeg tror, du har ret i , at den utro part hurtigt skal vise vilje til at komme ind i kampen, hvis det skal lykkes. Jeg tænker så på, om det, jeg har skrevet, opfattes sådan, at jeg ikke føler, at min mand kæmper sammen med mig. Hvis det er tilfældet, har jeg gjort ham uret.
Han gør alt hvad han kan. Men vi har ALLIGEVEL et problem med kommunikationen.
Kort fortalt tog han primært ansvaret for os i de valg, som fulgte lige efter min opdagelse. – han afbrød selvfølgelig forbindelsen,- og det var ret omfattende, idet de mødtes på flere måder, bl.a også i relation til jobbet,- men alt det blev stoppet 100 %. Efterfølgende har vi grædt, skændtes ( min vrede) og talt rigtig meget, vi har været meget obs på hinanden og vi gik i terapi sammen og hver for sig. Samtidig har vi fundet en mere nøgen ærlighed i vore konflikter. Han er meget sød og opmærksom og gør virkelig meget for mig. Alligevel føler jeg ofte et underskud.

Jeg har sagt til ham, at jeg ville ønske, at HAN en gang imellem var den, der tog emnet op og viste interesse, i stedet for at det næsten altid er på min foranledning. Jeg tror faktisk også, det er ved at synke ind og give en adfærdsændring til det bedre.
Jeg har jo også opdaget, at jeg selv skal være meget bedre til at være 100% tydelig i mine budskaber. Tidligere har jeg haft en tendens til at mene, at han skulle være en slags tankelæser, og det er helt sikkert noget. jeg selv skal arbejde med.
Men når jeg nu har tænkt over de ovenstående budskaber i flere dage og læser det igen, så er det som om . der kommer en anden indsigt.
Jeg tror måske, at en af grundene til, at det ikke er lykkedes for os at få ham til at starte dialogen, det er, at jeg ofte starter et forkert sted. Hvis vi kunne prøve at gå længere tilbage,- som du skriver – i hans liv, ja så er der jo nogle åbenlyse svigt og dårlige rollemodeller, som vi måske skulle tale meget mere om, i stedet for hele tiden: jamen HVORFOR gjorde du det så længe og HVORFOR stoppede du det ikke. Til disse spørgsmål ender vi som regel på et frustrende: jamen jeg ved det ikke og jeg forstår det heller ikke selv. Så jeg tror måske, vi skal ind og gå tilbage til de situationer, hvor han har følt sig svigtet og alene.
Jeg fortalte ham i går om, at jeg havde denne dialog på denne fantastiske weblog, og han vil gerne læse det. Så mon ikke det kunne være en god indgang?? Jeg tror det du skriver primært om, at der altid er grunde, kunne være et godt sted at starte. Jeg tror, det kunne forbedre kommunikationen, og øge hans lyst til dialog, især fordi det nok er en mere konstruktiv vinkel. Han har meget svært ved at sætte ord på, hvordan han har det. Det er måske også en del af forklaringen??
Håber det lykkes for os.

Knus En af mange

Det lykkes, hvis man selv tror på det og ellers er ærlig omkring sin situation.

Jeg har meget svært ved, at følge hvordan man kan elske sin ægtefælle og ellers svigte dem, så groft. Hvad har det med at elske at gøre, altså ud over sig selv?

Da jeg var utro kunne jeg kun sige sandheden, og ikke forholde mig til andet, men jeg havde også været utro i flere år. Mit ægteskab bliver aldrig det samme igen, og der er knækket noget i min tro her på. Min mand har gjort alt det rigtige, og har kæmpet som han aldrig har kæmpet i vores ægteskab før. Jeg har set en side ham af ham som jeg kun kan være rigtig stolt af, men det er ikke det samme som jeg elsker ham igen. Jeg ville ønske jeg gjorde det, så ville det hele være perfekt.

I min verden er man ikke sin mand/kone utro, hvis man elsker dem. Jeg ville aldrig have være min min utro, hvis jeg vitterlig elskede ham, jeg holder ham og kunne slet ikke forestille mig et liv uden ham, men det er min egen egoisme, at jeg vil have det hele.

Nogle gange må man vælge og være realistisk har man først været utro er der knækket noget i ægteskabet både hos den ene og den anden, og kan og vil man leve med det, så er det godt, men jeg har stadigvæk svært ved det er 10 måneder senere.

Det er SÅ utroligt at læse "En af mange"s beskrivelse af hendes oplevelse af utroskaben – det er en komplet og nøjagtig beskrivelse af min egen situation! Jeg sagde endda til min mand, at jeg ønskede (!) han ville læse det, hvilket han straks gjorde og udbrød "Har du skrevet det?"

Men jeg kunne ikke have skrevet det, for jeg opdagede først hans utroskab her for snart 2 måneder siden, og er således midt i den turbulente start. Raseri, vrede, sorg, og dyb kærlighed vælter rundt i mig konstant, og bl.a. derfor er det sådan en lise at læse, at "En af mange" har en på så mange måder fuldstændig enslydende historie OG er på vej ud på den anden side.

Jeg blev også på mærkværdig vis "trøstet" af Christels indledende indlæg om, at utroskab ikke altid skyldes knas i parforholdet. For jo, bevares – ingen forhold er vel en dans på roser konstant og i vores dengang 13 årige samliv, så var der da ting, som fungerede dårligt, og som kan have været medvirkende til, at han var utro med en kollega til en fest.

De kan også have medvirket til, at han efterfølgende gik i seng med hende nogle gange… måske, men for mig med min viden om ham og os, så kan de ikke forklare, at han fortsatte forholdet gennem 2 lange år. Det er mig totalt ubegribeligt – at den mand jeg kendte så godt (!) og vidste var i besiddelse af så megen integritet – kontinuert gennem to år kunne have været mig utro – løget, bedraget, og svigtet så konsekvent – ubegribeligt.

Men når jeg læser Christels beskrivelse af, hvad utroskab også kan skyldes, så passer det helt ind i min oplevelse. Min mand forklarer også det sådan ,at det var et totalt dobbeltliv – ja, som den lille "løgne-boble" fra En af mange's fortælling. Fuldstændigt uden fornemmelse for og stillingstagen til at hans handlinger var farlige og havde konsekvenser for dem han elskede. Tværdimod som Christel beskriver opfandt han egne regler og moral – hvis de to liv ikke blev blandet sammen, så blev ingen skadet af det – så behøvede han ikke se nærmere på sig selv og hvad det betød for hans – ja – normalt meget høje værdier om moral, etik mv.

Hvorfor trøster det mig så? Jo, fordi det forklarer mig det ubegribelige i hans affære – at den kunne vare så længe og at han kunne gøre det dag efter dag imod mig og ungerne. Jeg er blevet spurgt om, om jeg tror han ville have været utro uanset hvordan vores forhold var – det er et hypotetisk spørgsmål, men ja, det tror jeg måske nok – i hvert fald, at han var i stand til at gøre det uanset hvordan vores forhold var såfremt den "rigtige" fristelse kom.

En frygt jeg har/haft er også, om jeg overhovedet kender min mand, når han nu kunne gøre dette imod mig – jeg kender ham som et menneske med meget høje værdier, og ser jeg på utroskaben som kun forskyldt af knas i ægteskabet, så er det som nævnt ubegribeligt og må skyldes, at han ikke var den, jeg kendte – at han ikke havde den moral og de værdier, som jeg troede.

Men som Christel skriver, så kan man glemme at være vågen overfor egen moral, signalerne fra den dårlige samvittighed, hvis man er i ubalance med sig selv – man kan vælge at opfinde egne regler, normer for at slippe for at kigge på sig selv og på hvorfor man vælger at "løse" sine problemer med utroskab. Det betyder pludselig for mig, at vi har noget at arbejde med der også – at den endelige konklusion ikke er, at han ikke er den, jeg kendte, men at han må se nærmere på sig selv og hvad der gjorde, at han kunne vælge at glemme sine egne normer og moral. Naturligvis skal vi også arbejde med vores forhold – det er der brug for – men det helt uforklarlige er for mig blevet lidt mere forklarligt, og ja, jeg søger desperat forklaringer.

Men jeg har også et spørgsmål, Christel – i de to sidste afsnit inden overskriften "Der er altid grunde" skriver du dels om dem, der er utro fordi de er i ubalance og om at "det i andre sammenhænge er et mønster at være utro" – hvordan skal det forstås – er det to forskellige "mennesketyper" du her mener eller hænger de to afsnit sammen og beskriver samme "type"?

"En af mange" – vi burde skrive sammen!

Jeg har været en gift mands elskerinde igennem 2 år, og jeg har gennem den tid gjort mig mange tanker om utroskabens mekanismer og årsager, herunder også de adfærds- og tankemæssige forandringer, der sker med en mand der praktiserer et årelangt bedrageri overfor sig selv, sin kone og sin elskerinde.

Min gifte mand var tiltrukket af mig i næsten et år, inden vi indledte et forhold, og de første mange måneder af vores forhold havde han meget bondeanger overfor sin kone over sit bedrageri, hvilket han ofte talte med mig om. På den ene side var han en mand af ædle værdier og de bedste hensigter om ikke at gøre sin kone ondt, men på den anden side følte han så stor glæde ved vores samvær, at han ikke var i stand til at sige farvel til mig og vende tilbage til sit ægteskab, trods sin store bondeanger. Bondeangeren var på det tidspunkt mindre smertefuldt for ham end at sige farvel til mig, og det var årsagen til at han ikke stoppede sin utroskab. Uanset hvad han gjorde, så var det smertefuldt, og jeg tror at han håbede at tingene ville løse sig med tiden, eller at han med tiden ville få mere klarhed over, hvad der var rigtigst at gøre. Enten at forlade mig eller forlade sin kone.

Undervejs blev hans bondeanger overfor sin kone mindre og mindre, og han havde ingen problemer med at tage afsted fra mig og hjem til hende eller omvendt. Han kunne uden besvær besvare telefoniske opkald fra hende, mens jeg sad ganske få centimeter fra ham, og han blev mindre og mindre bange for at bringe sig i situationer, hvor han kunne blive afsløret og blev bedre og bedre til at arrangere situationer, der muliggjorde at han kunne være sammen med mig. Jeg tror, at han nogle gange håbede på afsløring for at få en konfrontation med sin kone for derved at få den samtale indledt om, hvad de skulle gøre med deres ægteskab, der var nødvendig for at få stoppet utroskaben.

Jeg tror, at et væsentligt spørgsmål at turde tage op i forbindelse med utroskab er, om man kan elske to mennesker? Kirken tilskriver ganske vist, at man skal elske sin kone og ingen anden, men jeg tror at nogle mennesker kommer ud i en situation, hvor de rent faktisk elsker flere og at den ubalance som Christel taler om her i nogle tilfælde opstår heraf. Jeg har forsøgt at finde litteratur om emnet at elske to mænd/kvinder, men det er ikke lykkedes mig at finde noget forklarende om emnet, dog husker jeg at Johannes Møllehave på et tidspunkt har udtalt sig om, at det har været sådan for ham.

Hvis utroskab er opstået for en mand som følge af kærlighed til både sin kone og sin elskerinde, så er denne mand jo i en ekstrem vanskelig situation, hvor der er skabt ubalance i hans følelsesmæssige univers, og den 'nemmeste' måde at stabiisere denne ubalance er at 'splitte' sig selv i to mænd, der officielt lever som sædvanligt med sin kone og samtidig lever skjult med sin elskerinde. Det kan synes som den mindst smertefulde løsning for en mand, og han håber formentlig at det hele vil løse sig at sig selv med tiden. Fx ved at enten elskerinden eller konen vælger for ham.

Jeg har valgt at afbryde forholdet til min gifte mand, men jeg ved at det har været en smertefuld afsked for ham, fordi han stadig elsker mig og savner den samhørighed vi havde sammen, og som han ikke kan dele med sin kone, fordi hun er en anden type menneske end jeg er. Hvis han var gået fra hende, så havde han savnet de værdier, hun repræsenterer i hans liv. Hans kone har det sidste års tid kendt til hans bedrageri, men jeg ved ikke, om han tør tale med hende om de følelser han har for mig. For kan en svigtet kone kapere også at forholde sig til det? Selvom jeg nu er fraværende i hans liv, så anser jeg det for at være sådan, at ubalancen stadig er tilstede i hans liv, fordi han simpelthen elsker to kvinder, og ikke SELV har valgt, hvilken af dem han mindst kunne holde ud at undvære.

Derfor tror jeg, at det på langt sigte er en god ide at den utro ægtemand i den type situation, som jeg har været involveret i, skilles fra begge kvinder i en længere periode og helt, helt alene får rettet op på den ubalance, der er opstået, da han forelskede sig i en anden kvinde og indledte et årelangt forhold til hende og splittede sig i to mænd, der blev fantastisk dygtig til at bedrage sin kone, sin elskerinde og ikke mindst sig selv. Selvom man som den svigtede kone eller den ulykkelige elskerinde gerne vil forsøge at holde fast i manden man elsker, så tror jeg det på langt sigte har den bedste udgang at slippe ham helt og aldeles og lade ham selv søge tilbage til den kvinde, han med tiden finder ud af, at han ikke ønsker at undvære.

Når det handler om årelangt utroskab, så tror jeg den bedste vej i mange tilfælde er at følge ordsproget: 'Slip fuglen ud af buret og lad den flyve, hvis den kommer tilbage er den din.'

Hej Rachel

Tak for dit enestående og super velformulerede og gennemtænkte in put her til bloggen.
Jeg tror, at du har helt ret i, at mange mennesker splitter sig selv imellem den romantiske kærlighed – eros og den menneskelige kærlighed, philos.

Philos er den kærlighed, vi føler som en medmenneskelig kærlighed. Som vi føler til vores børn og også mange gange til en ægtefælle, som vi har kendt og levet med i mange år, men hvor der med sidstnævnte evt. ikke længere er nogen gnist, og hvor den romantiske kærlighed så leves ud med en elsker/elskerinde.

Det er godt beskrevet af dig, hvorledes din gifte mand blev mere og mere vænnet til bondeangeren, og mere og mere immun over for den dårlige samvittighed. Jeg kender tilsvarende eksempler fra mennesker, der har ført dagbogsnotater over deres elskovsforhold, og blev mere og mere skødesløse med, hvor dagbogen lå. Så den kunne findes af samleveren… mange psykologer peger på, at denne skødesløshed, manglende forsigtighed, er et ubevidst tegn på, at man gerne vil opdages. Gerne vil udfries af løgne og fortielser, men ikke selv kan finde vejen.

Det menneske, der er i et ægteskab og indleder et erotisk forhold til tredje part, skaber en personlig splittelse. Og det er splittelsen, man ønsker sig udfriet af. Og den sti, kan man kun selv træde. Mange gange vænner mennesker sig til en splittelse, eller orker ikke at tage processen med at hele sig selv, og hvis der bliver skilsmisse, og en elsker/elskerinde også siger fra, ses det tit, at den splittede person går ud og skaber sig et nyt forhold, meget meget hurtigt, fordi den eksistentielle ensomhed, personen mærker når vedkommende er i eget selskab, er for smertefuld.

Jeg kender heller ikke selv til litteratur vedr. det at elske to mennesker. Men ser det som et tema, der skaber de samme følelser, som når et menneske er splittet imellem familie og job. Splittet imellem biologiske forældre og ægtefælle. Splittet imellem en hobby og et parforhold – og i mere ekstreme tilfælde: splittet imellem et almindeligt liv og et misbrug. For jeg tænker, at der er en form for afhængighed i en situation som af dig beskrevet.
Begge parter/instanser trækker i personen. Og personen lader dem trække i sig, og finder man ikke sine egne ben i det og står ved den holdning, man beslutter sig for, vil det indre tovtrækkeri fortsætte.

Jeg forstår, at det har været sin sag at sige fra. Og at det er en nødvendig beslutning.
Hvis du ønsker et forhold, der ikke er hemmeligt, ønsker jeg dig held og lykke med dette.

Venlig hilsen
Christel

Rachels beretning gør ondt – men især synes jeg, når man selv har været konen – den bedragne part. For ja, det lyder smukt og rigtigt "lade fuglen flyve – hvis den kommer tilbage, er den din" – men det valg får den bedragne desværre sjældent? Hun får ikke at vide, at hendes mand havde en affære – ved intet om, at han elsker en anden. Af alle implicerede i en affære – den utro, elsker/inden og alle eventuelle medvidende så er den bedragne som oftest den eneste, der intet valg har, men må finde sig i den rolle, andre tildeler hende i hendes eget liv.

Rachel skriver, at konen har kendt til affæren i 1 år, men at han måske ikke har fortalt om hans reelle følelser for elskerinden/Rachel. Konen har dermed igen ikke fået et reelt valg – hun får en halv sandhed, som hun kan forsøge at basere sit livs-valg på – skal hun fortsætte ægteskabet, kan de kommer igennem sammen, hvad holder dem sammen mv.

Kan hun kapere sandheden, spørger Rachel? Jeg vil mene, at hun i hvert fald har ret til den, og at hun med sandheden bedre er i stand til at træffe de rette valg for hende. Jeg kan også spørge omvendt: har de utro ret til at holde sandheden fra hende? Har de utro ret til at gøre hende til statist i sit eget liv – tage valg på hendes vegne?

For det er sådan det kan føles for den bedragne – min mand elskede ikke den anden, men alligevel har en anden person har fået lov at spille en kæmpe rolle i mit liv – uden at jeg nogensinde blev spurgt. Jeg kunne ikke forlade scenen, eller skrive scenen om for jeg vidste intet. Havde intet valg – historien om mit liv er for evigt ændret, men jeg havde intet at sige – ingen rolle at spille.

Så ja, man kan måske godt elske to – eller føler sig så splittet af andre årsager, at man griber til utroskab som løsning – men det fritager ikke én fra forpligtigelsen til at handle – eller at give den anden – den bedragne – mulighed og viden, så de kan handle.

Alligevel ser man så ofte disse langvarige affærer, hvor der ingen handling er – ingen afslutning, udspil, ultimatum fra den utros side. Hvad er det, der gør, at man vælger ikke at handle – vænner man sig til situationen, bliver det "normalen og til at leve med pga. ens egen indvendige splittelse, er det egentligt en OK situation, hvor ens to-sidede behov er dækket, ønsker man handling men kun igangsat af andre, vil ikke tage ansvar?

Eller – hvis jeg må vende tilbage til mit spørgsmål til dig, Christel fra mit indlæg den 4. marts – vænner man sig til at se bort fra egne værdier og moral, fordi man bærer rundt på en indre ubalance – fra barndommen – eller er utroskab et mønster, der tillader en at se bort fra moralen, og som man derfor ikke umiddelbart har behov for at bryde/handle på?

@Den første kvinde.

Tak for indlægget.
Det er et væsentligt spørgsmål, du stiller.
Og måske er der et svar for hver person, der vælger at være utro.

Min oplevelse er, at den utro person har et skrøbeligt værdi – sæt og en svækket moral. Jeg tænker, at det er en person, der laver sine egne regler.
Og gør det helt afhængigt af konteksten, hvilke regler, der skal gælde.

Desværre er det en glidebane. Som stofmisbrugeren, der starter med at ryge en joint i ny og næ, og hvor hyppigheden og omfanget så øges. Og hvorfor?
Fordi denne person bliver ved at bilde sig ind: "jeg kan styre det".
De kan ikke styre noget som helst, men selvindbildningen er stærk.
De vil netop ikke tage ansvar. Og selvom mit paralleleksempel med stofmisbrugeren er drastisk, gør noget tilsvarende sig gældende for en utro person: nogle er konfliktsky, nogle er i gang med et oprør imod forældre, der var autoritære, nogle "straffer" deres partner, fordi denne har gjort eller undladt at gøre noget specielt igennem tiden.

Men netop er fortielsen og løgnene det værste. For "misbruget" påvirker andre. Utroskaben, som personen får retfærdiggjort, påvirker andre. Og derfor er mit råd igen og igen til den aktør, der har været utro: lær at begribe, at både, når du gør noget og ikke gør noget, påvirker du andre.
Lær, at selvrespekten, som kan defineres ved "kan jeg se mig selv i øjnene, for det jeg har sagt og ikke sagt, det jeg har gjort og ikke gjort, i dag.
Min oplevelse er, at utroskab kan være et Wake Up Call, men så sandelig mest for den, der har været utro. Det indebærer, at den utro part, for at få et værdigt liv, må forstå, at det skal han/hun selv skabe. Selv tage ejerskab for, og stoppe med at skyde skylden på alt muligt andet, og som regel eksterne faktorer.

Nogle har splittelsen i sig fra barndommen. Andre har ikke.
Men splittelsen inviterer den utro part selv til. Og så er det et spørgsmål om, hvis stemme, der taler højest. Den indre stemme, samvittighedens stemme, eller "den lokkende stemme", der gerne laver sine egne regler.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej igen.
Jeg har lige holdt en lidt længere pause fra denne blog, hvilet jeg i sig selv tolker , som et tegn på, at jeg har det bedre.
Nu læser jeg så "Den første kvinde"s historie, som har rørt mig meget. Det gør mig virkelig ondt for dig. Jeg håber virkelig, at du klarer den. Det trøster altid, at der er andre, der oplever den samme situation. Så føler man sig ikke helt så alene i verden.
Jeg genkender fuldstændig din undren og din uro.
Kender jeg overhovedet den mand, jeg troede, jeg vidste alt om?
Kan han finde på det igen? For hvorfor lod han så ikke være fra starten o.s.v o.s.v Meget hurtigt så vender man den ind mod sig selv. Man er blevet valgt FRA, holdt for nar, er ikke attraktiv mere…….ens forfængelighed for et dødsstød…..

Jeg vil give dig ret i, at det at man kommer til at føle sig som statist i sit eget liv, er en ekstrem frygtelig oplevelse . Godt nok er han skyldbetynget,men JA han valgte det jo. HAN har haft et valg, som han ikke var mand nok til at træffe, og det gør meget ondt både fordi, man så ikke føler, at man var værd at kæmpe for og fördi man bliver SÅ skuffet over, at han ikke har set "os som par" i det lys, som jeg gik rundt og troede på, og endelig så skuffes man jo helt ufatteligt over, at han ikke var den, man troede.

Jeg har tænkt og tænker stadig ( for)meget over vores situation og hvad der er sket.
Jeg undres stadig over, HVOR megen smerte der ligger i det her, som jo åbenbart er ret almindeligt.
Jeg tror, det skyldes, at alle grundfølelserne ( undtagen glæde) træder i kraft på en og samme tid. På een gang får man et ckok, bliver angst, vred, ked af det og væmmes.
Og det er jo faktisk lige præcis alle de følelser man normalt ikke har overfor sin elskede, som man for det meste forbinder med glæde. Lige på een gang vender hele billedet og verden ser fuldstændig anderledes ud. Man får ødelagt sit billede af hele fundamentet.
Jeg er midt i mit liv – håber jeg – og har prøvet en del med tab af kære og alvorlig sygdom, men alligevel har jeg aldrig haft en identitetskrise/livskrise som efter min mands utroskab. Så deror ved jeg bare, hvor frygtelig ondt det gør og mit hjerte er fuldt af medfølelse overfor " Den først kvinde".

Selvfølgelig gør det indtryk at læse om Rachels historie, men kære Rachel. Du vidste jo også helt fra starten af, hvad du havde med at gøre, nemlig en gift mand.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det ene og alene den bedragne, som ikke har haft et VALG.
I al fremtid skal hun have denne oplevelse, som hun hader, med sig i sin bagage, uanset om hun vælger manden fra eller vælger at fortsætte sammen med ham.
Jeg synes Rachel, at du traf et klogt valg. Vær glad for at du havde muligheden og modet.

Jeg vil egentlig gerne fortælle lidt om , hvad der hjælper mig, der hvor jeg er kommet til. Håber det kan støtte lidt.

Det hjalp mig meget at konfrontere " hende". Jeg havde ikke planlagt det, men løb ind i hende og tog initiativ til en dialog. Jeg havde ofte tænkt på 1000 ting, som jeg ville sige til hende og spørge om, men i nuet glemte jeg selvfølgelig meget af dette. Hovedsagen var, at jeg følte det var rigtigt for mig, at sige til hende, hvor vred jeg var – også på hende – ( Havde kendt hende igennem 8 år). Det lettede utroligt meget indeni mig at få luft, og det fantasibillede, som jeg havde skabt af hende, inde i mit hovedet som en underskøn kvinde, blev punkteret, og jeg kunne se hende som en ganske almindelig kvinde, der bare var blevet forelsket i min mand.
Hermed ikke sagt, at det er en god løsning for andre, men det virkede godt for mig. Måske fordi jeg følte mig dobbelt bedraget af 2, jeg havde tillid til.

Det hjælper mig også meget, at min mand ikke har elsket hende. Det tror jeg på , nej jeg ved det. Han fik den bekræftelse, han havde brug for den gang, som jeg åbenbart ikke kunne give ham. Men de følelser, som vi har imellem os, var der ike tale om. Så kan man jo synes, at han har misbrugt hende. Tja, de havde et gensidigt misbrug af hinanden, idet de begge fik noget, som de trængte til. De valgte det begge 2.

Noget af det der hjælper meget, er at tænke på, at JEG altid har et valg. Jeg kan ikke vælge fortiden fra. Det ER sket. Men jeg kan vælge at forsøge at leve i nuet. Og jeg kan vælge at gå. Vi har begge lært af fortiden. Det jeg har lært, er bl.a. at stole noget mere på mig selv og min egen intuition. Det som føles forkert, skal ikke bortforklares, men konfronteres.
Jeg har også lært, at ingenting er en selvfølge, og at alt skal plejes og gødes, hvis det ikke skal dø.

Det har hjulpet mig, når jeg har taget magten tilbage over mit eget liv. Den tilstand man kommer i , når man som " Den Første kvinde" skriver: " bliver statist i sit eget liv", gør at man føler sig magtesløs. Andre er herre over, hvad der sker med mig. Man kan let komme til at lade manden blive ham, der bestemmer udfaldet. Det er ikke sikkert det ser sådan ud på overfladen, men hvis man ER meget glad for ham og meget gerne VIL ham, så kan man nemt komme til at glemme at tage ansvar for sig selv og ens eget liv.

Det kan hjælpe,at udtænke en "plan B". Det at planlægge, hvad man evt. kunne lave for et liv, hvis man går fra ham….

Hvis man så ender med alligevel at blive, så kan det også hjælpe, at tænke på, at man aktivt er blevet valgt til igen.

Vi har haft en lille efterkrise, hvor han brød en aftale. Ikke noget med utroskab igen, men et brud på en aftale, som gav så store dønninger, at det stod klart for os begge, at problemet krævede mere hjælp. Han fandt der ud af, at han skulle have mere professionel hjælp til at finde sig selv og lære noget.
Det hjalp også meget, at han kunne se det og valgte at gøre noget ved det SELV.

Så hjælper det rigtig meget at tale med en god veninde om det. Det hjælper altid at få talt om tingene. OG han orker ikke at tale så meget om det, som jeg. Det er ikke nødvendigvis ham , man behøver tale med hver gang, man bliver ked af det.

Men fremfor alt: Det hjælper at være her og nu. Prøve at se positivt på dagen, og være glad for det, man kan . Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den og bruge det til at være mere glade i dag. Og så endelig huske på, at det, som han har gjort siger mest om HAM ikke om mig.

Hvis kærligheden er stor, så bliver livet det også igen.

Jeg håber, nogen kan bruge det til noget

Tak til Christel for dine gode svar, og held og lykke til " Den første kvinde"

Hilsen " En af mange"

Kære Christel, "En af mange" og alle jer andre!
Ja, jeg har også holdt en længere pause siden jeg sidst skrev. Det er gået op og ned, og vi har haft rigtigt mange snakke – også med parterapeuter – flere, ja, for det er ikke let at finde den rigtige.

Jeg er idag vendt tilbage til siden, fordi sortsynet er vendt tilbage. Jeg var ellers meget ovenpå i lang tid – følte mig stærkere og mere afklaret end vel nogensinde. Specielt også efter jeg i starten af juni tilfældigt i toget mødte hende, jeg normalt kun omtaler som… ja undskyld men "luderen".
Hun fik hulens travlt med at komme væk fra mig, så jeg fik ikke sagt noget, men tænk jeg blev så skuffet over hende… for hun var jo ingenting! Ikke en fantastisk underskøn kvinde, som havde forhekset min mand, men en ganske almindelig ung naiv kvinde med alt for meget makeup. Sørgeligt og – indså jeg – helt uvæsentlig for mig og os. Indtil da havde jeg brugt megen tid på at udtænke "hævntogter" imod hende – sende blomster til hendes arbejdsplads med perfide kort ved eller breve til hendes forældre, der fortalte om hende mv, men alt det stopppede da jeg mødte hende – da blev hun uvigtig for det hele, og jeg kunne i højere grad koncentere mig om os og vores vej igennem dette. Så ja, jeg må tilslutte mig "En af mange"'s råd om at møde "den anden" – dét kan måske afslutte nogle ting for én, så man kan komme videre.

Men nu lige pludselig – ovenpå et latterligt skænderi – dukker al vreden imod ham op igen, voldsomt… og sorgen og det ubegribelige i det hele. Jeg har en følelse af, at dette trods alt er FOR stort – utroskaben for langvarig, forholdet til hende for grotesk og latterligt pga. hendes alder, bedraget for massivt og omfattende til, at jeg kan acceptere det. Det er meget fint alt sammen – vi er kommet langt, har nok et bedre forhold end nogensinde – på alle måder – men 2 års utroskab med hans 22 årige sekretær???

Og årsagerne – de var jo gammelkendte; "manglede nærhed hjemme", "følte mig ikke påskønnet" og så var det jo let at fortsætte med sekretæren hver gang konen derhjemme var besværlig. OK – dét var så årsagerne, men er de OK? Er de OK når man tænker på 2 år – burde man så ikke have overvejet, at man skulle finde en anden løsning? Eller blev det lidt for let og bekvemt med det liv? Hvis man kan opføre sig så usselt, er jeg så interesseret i at leve mit liv med sådan en person?

Hmm, jeg prøver at fokusere på det positive – vi har så meget, hvis vi bliver sammen på alle måder. Men jeg føler, at jeg har to puslespil foran mig – det gode og det dårlige, og hver handling han udfører eller har udført er en brik, som jeg nøje vender og drejer for at se hvor den passer ind – i det gode pusespil eller i det dårlige? For hver brik kan jeg se mere af billedet – om det er så godt mellem os, at jeg skal blive eller om det dårlige er for stort, og desværre har han selv lært mig på den hårde måde, at jeg ikke skal stole for meget på de gode billeder…

"En af mange" – tak for din hilsen – ja, jeg prøver, men det er så uendeligt svært. Jeg genlæser lige en af dine sidste linier "det, som han har gjort siger mest om HAM" – ja, måske mangler jeg lige nu større erkendelse hos ham af, hvad dette her siger om ham – om hvilken person han er og hvorfor han har handlet som han har.
Han har sagt "dette her gør mig jo ikke til et dårligere menneske" – det kunne jeg slet ikke svare på i situationen, for jo, det gør det lige præcis i mine øjne. Et godt menneske kunne ikke gennemfører bedrag imod sine nærmeste i flere år for egen "vindings skyld", så naturligvis er han da et dårligere menneske, og derfor er vi nødt til at gå længere tilbage, som du også har været inde på og se på, hvad der har gjort ham i stand til at kunne leve sådan et dobbeltliv uden erkendelse af konskvenser og moral. Dét ville måske give mig mere tiltro til en fælles fremtid, for lige nu er det rigtigt svært at se, at det skulle være umagen værd, desværre.

Hilsen "Den første kvinde"

Kære Christel og" Den første kvinde".

Uh, hvor jeg forstår " Den første kvinde". Jeg har det præcis på samme måde. Det svinger hele tiden op og ned følelsesmæssigt. Nogle dage går det godt, – andre gange, så går man helt i sort.
Jeg synes bestemt heller ikke,det er nemt. Det var ellers også ved at gå bedre indeni mig, men efter den efterkrise, vi havde, er jeg blevet bombet noget tilbage. Det er meget svært overhovedet at få det ud af hovedet. Jeg er faktisk så træt af og vred over, at det stadig fylder så meget i min bevidsthed. Jeg genkender fuldt ud dine tanker om at kontakte hende og hendes familie og kræve " hævn". Men med min fornuft, så ved jeg jo godt, at det bare vil give mere ballade og ikke gavner nogen.

Jeg prøver at sige til mig selv, at der faktisk kun er 2 muligheder. Enten bliver jeg sammen med ham eller også går jeg fra ham. Når jeg koger det så meget ned, så ved jeg, hvad jeg helst vil. Udfra dette kan jeg så bedre prøve at styre mine tanker i den rigtige retning. For det allermest frustrerende for mig, er hvis jeg vælger at blive, men samtidig bliver ved med at arbejde i de negative ting… Jeg ved at det er sådan, jeg skal gøre, MEN jeg har hundesvært ved at praktisere det. Der kommer automatisk nogle billeder og tanker til mig, når jeg gør forskellige dagligdagsting. Jeg kan f.eks. ikke starte bilen fra arbejde, uden at få et billede af hende, der kører ud for at være sammen med min mand. Hver gang jeg tager mascara på, så er hun der også. Det kommer helt som en refleks og jeg hader det, men hvordan undgår jeg det???Nogle gange føles det næsten som tvangstanker. Det fylder simpelthen bare for meget og livet er alt for godt til at gå og spilde tiden med sådan noget destruktivt lort. Men hvordan kommer man fri af dette?? ER det også her "bare" tiden, der skal til.

Jeg håber for "Den først kvinde", at du har fået det lidt bedre, og at du er mere afklaret. Men jeg ved jo også, at det er helt normalt, at man bliver ved med at blive vred i meget lang tid. ( Vores historie er lige så åndssvag som jeres. Helt banalt, den 20 år yngre nærmeste kollega i godt 2 år. Hun giftede sig ovenikøbet med sine børns far midt i utroskaben…helt ærligt???) Det store og svære valg, om man VIL være sammen med ham mere, er man jo alene om at træffe. Og det er svært, når han har været sådan en stor idiot. Det har hjulpet mig, at få formuleret helt præcis, HVAD jeg vil have. Det ved vi begge nu og jeg må bare sige, at jeg har en stor klarhed indeni mig, hvad det angår.Det giver mig styrke, at jeg har gennemtænkt, hvad jeg vil og ikke vil. På den måde beholder jeg min handlekraft. Kunsten for mig er egentlig nu at lære, hvordan jeg skal komme fri af fortiden og dens spøgelser. Mon jeg kan det?? Er der nogle gode råd til mig??

De varmeste hillsener " En af mange"

På et tidspunkt sagde en fredsmægler, der var involveret i den irske fredsproces.
"Man må, selvom det er svært, forlige sig med sin fortid for at få en fremtid".

Det er kloge ord. Og dækker også over situationer i livet, som har slået hårdt.

Tillad ikke, at minder og fantasi bomber jer tilbage hele tiden.
Vi kigger jo heller ikke hele tiden i bakspejlet, når vi kører bil.

Hilsen
Christel

Tusind tak for alle jeres beretninger. De har alle været så givende for mig. Har ikke tidligere fundet dette forum, er nok lige det jeg har behov. Jeg vil ikke skrive min historie, det vil nærmest være en gentagelse, blot tilføje at jeg kæmper med 2½ års utroskab af den rigtig tunge slags.
Jeg kom blot til tænke på, udfra "En af manges" sidste indlæg, omkring det at have valget: Om at blive eller forlade ham. Det er en tanke jeg ofte har. Tænker, måske jeg bruger denne mulighed når jeg ikke kan overskue det hele, når følelser bliver for voldsomme og for ubehagelige, så er det lidt som en bagdør for mig: Jeg har valget – jeg kan forlade ham. Jeg har kæmpet nu i 1½ år, og det tog også lang tid for mig bare at erkende, at den proces jeg valgte at gå ind i, ved ikke at forlade min mand, skal have lov at tage den tid det tager. Er der andre der i processen også har oplevet det som en lise, at selvom jeg har taget valget om at blive i mit ægteskab, så bliver det nogle gange for uoverskueligt, og så kommer tankerne tilbage om mit alternativ?
Mange tanker til jer alle
HF

Jeg har også med stor interesse læst alles beretninger og det gør mig tryg, at vi er flere i samme båd.
Udfra mine fornemmelser og hvad min mand fortæller mig (når jeg sætter kniven på struben) så er hans utroskab slut. Han var så hensynsfuld, at få hende fyret, hvilket jeg er meget lettet over.
Men min mand er som "et lukket land" – han har så svært ved at tale; tale om følelser hos sig selv. Jeg har opfordret ham til at tale med professionelle (psykolog) men han er skeptisk "hvad kan de lærer mig?".
Jeg har været alt for naiv i troen på vores 16 årige ægteskab, kan jeg se nu, men jeg har tænkt mange gange, MANGE GANGE "nu vil jeg ikke mere" men det er så svært og kompliceret at flytte, ender jeg altid med at tænke og så går ægteskabet vider. Det er jeg overhovedet ikke stolt af, men i aftes sagde jeg "nu skal vi til terapeut ellers er slut". Han er negativ og jeg er bange for at han vælger dét sidste, men hvordan kan jeg overbevise ham. Han er et rigtig godt menneske indeni, men har forandret sig siden utroskabet for et år siden. Han bekræfter det selv men vil ikke arbejde med det. Jeg tror selv terapi vil hjælpe os på vej, men jeg kan ikke tvinge ham afsted eller ændre hans opfattelse, eller kan jeg?
Varme hilsner
MA

Hej
Mange tak for dit indlæg.

Godt at læse, at du er helt klar til at gøre noget ved situationen.
Og godt at din mand nu har afskediget den tredje part, han lod sig lokke af.

For at motivere ham til at tage med, kan du evt. foreslå ham følgende:

- Så længe du ikke ved, hvad det går ud på, hvordan kan du så afvise, at det vil hjælpe dig og os?

Eller:

- Ja, græsset kan forekomme grønnere på den anden side, men da det, sjovt nok er sådan, at græsset er grønnest der, hvor det bliver vandet, hvad er det så der skal til, for at du giver os og dig selv den mulighed for at lære at vande det græs, vi har jo kunnet, så nu hvor situationen er en anelse ændret, vil det være givende at opsøge en, der ved, hvad vi kan gøre, i stedet for at bruge unødige kræfter på selv at bane en vej.

Kunne det evt. hjælpe jer.

Jeg er sikker på, at parterapi vil være åbnende og løsnende.
Formentligt vil det virke gavnende for din mand, at I finder en mandlig terapeut.

Uanset hvad, så bliv ved at tro på dig selv.
Husk: vi bliver budt det, vi byer o selv

Venlig hilsen og mange varme tanker

Christel

Hej Christel.
Ja, så er jeg også kommet i samme båd som så mange andre. Jeg tog mand i det. Det skete for en måned siden. Og det er fandme hårdt. Jeg vil fortælle min historie.
Min mand skiftede job for ca. 1 1/2 år siden til en stor offentlig arbejdsplads. Dec. sidste år startede der så en ny dame på deres kontor. Så i foråret og sommeren … startede det så. Jeg undrede mig over, at han var begyndt at skrive og modtage en masse sms'er. Han skrev en til to om ugen normalt. Men nu flere gange om dagen. Jeg tjekkede de sms'er, som jeg ellers aldrig har gjort før. Men jeg var meget bekrymret og havde det rigtig dårligt. Samtidigt i disse sommer måneder især maj og juni. De havde en masse arrangementer ..Bowlingtur, reseptioner ( når nogle kollegaer har jubilæum, runde fødselsdage mv.) Dem var der 3 af. sammenkomst en torsdag hvor de skulle se en dvd, spise sammen og derefter på den lokale og have øl. Et firma havde et arrangement en onsdag hvor de skulle spise og spille paintball mv. Plus hver fredag drikker de fyraftensøl på den lokale. Så det var ca. 2 gange om ugen i den periode at de var sammen. Personligt synes jeg at det er lige i overkanten. Det er forståligt at man styrker sit sammenhold på sin arbejdsplads ved at deltage i arrangementer med sine kollegaer. Meeenn, det er for meget.
-Nå, men jeg kommenterede da rigtig meget til disse sms'er. F.eks. " ja, der er da forskel på fisk når du skriver til andre end mig". For han svarrer kun – Ja, nej, ok-til mig. Men hende den "nye" kunne han da virkelig godt skrive laaannnggeee sms'er til. Jeg fandt nogle som disse… Jeg kan da godt komme og undeholde dig…. Det er kun DIG at lege med… osv. Nå, der blev fredag før sommerferie. Jeg kommer kørende forbi den lokale og ser at han sidder med HENDE og en af de andre kvinder. Ja de andre var jo nok taget hjem. Da jeg kom hjem rystede jeg over det hele. Jeg ringede til ham og spurgte hvornår han havde tænkt sig at komme hjem. Det varer nok ikke så længe,-Hva'da? sagde han .. ik noget, ses sagde jeg, og lagde på. Der gik så ikke lang tid før han kom.SÅ sprang min bombe.. spurgte om han havde gang i noget med hende. For jeg synes at han var meget forandret. Også med de sms'er. Jeg spurgte også om en af de gange de havde været sammen til noget. Hvor de to havde fulgtes hjem fra byen. Om de havde knaldet i skoven på vej hjem. Men NEJ det havde han ikke.
Vi skulle så til udlandet den følgende onsdag. Fandme om hun ikke skriver til ham om han har fået pakket og gid det var hende der skulle rejse. Og fandme om de ikke skriver mens vi er på ferie… JEG KAN SGU IKKE HAVE DET…
Jeg begynder så at lave mere tjek på ham. Tjekker km tælleren når han en gang om ugen er i en klub. mv. Så skre hun en sms .. HVAD LAVER DU NU ? Der var han lige kommet hjem fra arbejde.. Hold nu kæft. Tænkte jeg. Jeg arbejder selv på en meget stor arbejdsplads. Men jeg har da aldrig skrevet sådanne sms'er til mine mandlige kollegaer- Så en aften hvor han kom noget senere hjem fra klubben de var midnat. Tænkte jeg, der er noget forkert, det er ikke som det plejer. Aftenen efter tjekkede jeg hans mobil. Ganske rigtigt.. han havde ringet til HENDE et par minutter i elleve og hun havde ringet tilbage få minutter senere.
SÅ gik jeg amok… For han havde kørt 15 km og der er kun 6 km til og fra den klub.
Han nægtede at have været sammen med HENDE. 10 min. senere sagde han at han var på burgerking. Jeg sagde at jeg ikke troede på ham og gik.
Der gik så ca.3 uger så skulle han til herre fødselsdag ved en kollege.Der kan der da ikke ske noget tænkte jeg.Jeg kørte ham derop til kl.13. Men jeg havde det mærkeligt. kl. blev midnat , jeg sms'ede og spurgte om jeg skulle hente ham eller om selv kom hjem. Ja, han kom selv hjem. kl blev 02.20 Så ringede jeg, for jeg synes godt nok at det var en lang fødselsdag. Han tog i mod min forventning mobilen.Der var meget stille i baggrunden. Jeg spurgte hvor han var. -Han var inde i byen, svarrede han. Det er da underligt så stille der er svarrede jeg, så. Jeg er på lokum, var hans svar… Du har 10 min. til at komme hjem på,-"hvad mener du? Det jeg siger.. og lagde så røret på.
Der gik så ca, 15-20 min så kom han.
Han havde stadig kun været i "byen" Altså tænkte jeg. Jeg er sgu da ik' dum. Vi snakkede nok en times tid, for jeg ville hellere snakke med ham når han er ædru.Så jeg ville vente til dagen efter med at gå ham på klingen.
Der bleb søndag morgen. Stod op kl 9 gik på wc. Så kom der en sms. Den skulle jeg bare læsé. Det var så ikke noget særligt. MEN SÅ TJEKKEDE JEG SÅ DE FÅ DER VAR…. OG hvad læser jeg så en han havde modtaget få min. efter jeg havde sms'et til ham der ved midnat.
DER STOD: Jeg tager er vogn ind til byen. Hvor skal jeg samle dig op?
Så smed jeg mobilen lige i skallen på ham og råbte STORE løgner…
Jeg tog tøj på og kørte ud til en veninde…
Hold da kæft.. Alt var kaos…
DER skal siges at vi har kendt hinanden i 13 år været gift i 7.
Jeg har 2 børn fra tidligere ægteskab der er 19 og 16. Så har vi et fælles barn på 8 år.
Og HENDE.. Hun er også gift har 2 mindre børn.
Jeg er nød til at stoppe med at skrive nu. Skriver senere om hvad der så er sket efter det SKETE….
Hilsen BB

Hej Christel.
Ja, så er jeg her igen..
Efter jeg kørte ud til min veninde. Ringede jeg til HENDES mand for at fortælle at hun og min mand har knaldet.Jeg præsenterede mig ikke . Han forstod ikke rigtig noget for hans kone lå jo ved siden af ham.
Nå, jeg snakkede med min veninde, min mand sms'ede og ringede til mig. Om hvornår jeg kom hjem, da han godt ville snakke med mig.
Jeg kom hjem .. og så fortalte han, jo så at han havde været på hotel med HENDE. Ja, (den havde jeg jo regnet ud)
Men han fortalte, at han havde savnet mig.. mine knus og kys..(Det har jeg altid været rigtig dårlig til, det der)
Men hun er en sjov og fuld af lir, sætter gang i humoren på deres arbejde. Samtidig snakker han rigtig godt med hende. Så de startede med knus senere kys vel at bemærke i arbejdstiden..
De havde så mødtes på en parkeringsplads den aften, hvor jeg konfronterede min mistanke mod ham
Han påstår at de kun snakkede sammen I VORES BIL..
Så den pågældende dag hvor de så havde sex sammen. Var ikke planlagt siger han. Det er måske også muligt. De havde sms'et sammen om aftenen og JA var så blevet enig om at tage ind til byen eller hvad de nu aftalte..
MEN efterfølgende har hendes mand så sagt til hende, at han ikke havde noget i mod DET SKETE. Da han er meget væk hjemme fra( JA, han er arbejdsløs, men spiller meget golf) Så han er tilfrede hvis han får noget sex 2 gange om ugen. Hvor hun har et større sex behov end ham. De har så også snakket om at han acceptere at hun har en sexpartner, bare han ved hvem det er.
SÅDAN noget L… tænkte jeg da jeg fik det at vide. Men ok de har det sådan, og sådan er det.
Min mand og jeg har så snakket rigtigt meget. Jeg har givet ham EN chance mere. Og sagt bare EN gang mere, hvor jeg føler at der er begrundet mistanke både sms eller hvor jeg kan mærke han ikke er som han plejer.
Jeg har forlangt, at de ikke sms'er sammen mere. for det kan jeg ikke se nogen grund til. Og at hans mobil ligger på køkkenbordet som den jo nu gjorde førhen. Og ikke lydløs i lommen.
Det har han accepteret, bortset fra det med køkkenbordet sker ikke hver dag. Måske en ren forglemmelse ved jeg ikke.
Men jeg er så begyndt at kysse og kramme ham, det som han har savnet. (Ja, så håber jeg at det er nok til han ikke laver sådan et stunt igen)Det var jo så min fejl.
Men SÅ er mit store problem .. Hvordan kommer jeg videre?. De arbejder sammen… Det er rigtig hårdt.. min mave klumper sig sammen bare ved tanken. KAN DE LADE HINANDEN VÆRE?
Han fortalte mig sidste weekend hvor visnakkede om det igen. At han savnede HENDES knus.
Der kunne jeg kaste op…Jeg spurgte om han ikke kunne nøjes med mine knus. Men det svarrede han ikke rigtig på så?
Så var der endnu et arrangement på deres arbejde. Og det ville han jo deltage i. Jeg sagde til ham, at jeg følte, han er respektløs. Han kunne godt have sprunget det over .. for min skyld, følte jeg. MEn han sagde , at han må jo bevise mig tillid.. Jo,jo men der kommer også julefrokost….
Jeg havde det rigtigt af helvede til den torsdag. SÅ var det jeg gav mig til at skrive på denne blog.
Jeg ved at de stadig snakker sammen også holder sjov og ballade. De andre kollegaer vil jo nok også lægge mærke til hvis de ikke gør.( Det er et fyrrings grunlag hvis personale har noget med hinanden at gøre)
Han har også fortalt mig, at han har spurgt hende om hun så vil gå videre til det næste hankøns væsen i deres afdeling. Det vil hun ikke. Når hun ikke kan få HAM, så skal der ikke være andre.
Hvad fanden er det for en holdning HALLO KVINDE du er jo gift har 2 små børn.
Men jeg sagde så også at det kan han jo ikke blande sig i, om hun jo så gjorde.
MEN IGEN HVORDAN FÅR JEG TILLID TIL HAM IGEN; NÅR HAN IKKE ENGANG KAN SENDES TIL EN HERREFROKOST, OG SÅ VÆRE UTRO MED EN KVINDELIG KOLLEGA??????
Jeg er følsesmæssig fuldstændig forvirret,har tabt mig 4 kg på den måned her. Jeg kan bare ikke stole på ham eller kan jeg?Står DE nu i de små rum på arbejdet og kysser m.v.
Det er hård kost det her. Jeg sagde til ham at han var nød til at skifte job. Men det vil han ikke…For han kunne jo stadig have noget kørende med hende, HVIS det var det han ønsker. Ja, det er jo rigtig nok. MEN så ser de i det mindste ikke på HINANDEN hverdag.
Hun er ikke ret køn. Hun er meget kraftig.
Jeg har så også sagt til ham, at han vil have mine øjne i nakken mere eller mindre fremover.
Men jeg ved også, at han ikke vil kontrolleres fra A-z altid. Og det er forståligt nok. Men jeg vil jo tjekke ham , i angst for at det skal ske igen. Jeg elsker ham jo, og vil ikke miste ham.
Hvordan skal jeg komme videre????
Hilsen BB

Kære BB
Tak for dine indlæg.
Sikke en gyser. Jeg forstår godt, at du føler dig helt følelsesmæssigt forvirret. For din mand kunne godt bestræbe sig meget mere på at vise dig tillid end det han gør.

Allerførst: hold fast i, at det ikke er din fejl, at det her er sket. Det går i bølger i parforhold, og hvis din mand havde ønsket flere kram og knus, kunne I have talt om det. På samme måde som en alkoholiker siger, at det er konens skyld, at han drikker. Nej, det er det ikke. Det er ham selv, der løfter flasken. Og synker. Derfor må du ikke tage skylden på dig, for det han har ansvar for. Det er ham, der deltage i flirt, og sender beskeder og fortier og lyver for dig. Det er hans ansvar, og dermed er det også hans ansvar at gøre det godt igen.

Du troede, forståeligt nok, før alt det her kom frem, at jeres fælles "tillidskonto" var i plus.
Og så ble det dig klart, at din mand har lavet et stort overtræk på tillidskontoen. At han lover, at det ikke sker igen, ændrer ikk, at der er overtræk på kontoen. Kun at overtrækket ikke bliver større. Derfor må din mand gøre sig klart, at han skal lægge daglig indsats for at få kontoen i plus.

Daglig indsats er:
- informationer
- interesse i dig
- initiativ til fælles aktiviteter
- åben mobil
- at han undlader at tage til arrangementer på sit job, før du er klar
- og allerbedst: at han skifter job.

Han skal forstå, at han har gjort dig så hjertens ondt, og vise sig som en mand. En mand, der vil gøre sin kvinde tryg og glad igen.
Ved at han viser indsats, vil din frygt forsvinde.

En af de ting, du kan gøre for at komme videre, er at du gør noget for dig selv. At du eksempelvis en gang om ugen tager af sted, til aftenskole, en veninde mv. for at han kan få mulighed for at savne dig, og for at du signalerer, at han ie må tage dig for givet, og samtidig signalerer, at du ved, at du har en værdi.
Du og din mand kan evt. læse det afsnit i Joan Ørtings bog, som hedder tá mig.
Der er et kapitel om utroskab og bodshandling. Og jeg synes, at jeres situation godt kunne kræve en bodshandling.
En handling, som din mand skal udføre i en periode, for at vise, at han vil dig og jer.

Jeg ønsker dig held og lykke.
Stol på dig selv og din egen værdi.

Mange lyse tanker herfra

Christel

Hej igen Christel.
Tak for dine ord, dem havde jeg brug for.

Vi har snakkket en del om det her. Dog er det nok knap 3 uger siden sidst. Jeg synes at jeg har det, så nogenlunde okay. Men alt sidder jo i baghovdet. Men vil snart spørge ham om det igen. Om hvordan hans forhold til Hende er på arbejdet nu. Men det sidste vi snakkede om ang. det var bla. Hvornår er man utro?
Hvortil vi begge er enige om at et knus ikke er. Men så spurgte jeg jo til ham og HENDE kollegaen på arbejdet. Hvortil han svarrede…. Jeg savner HENDES knus… Der sank jeg godt nok en klump… Men svarrede ..Du må altså vælge HENDE eller mig…. Det var det sidste der blev nævnt den nat..

Vi var jo enige forinden om at et knus ikke er utroskab, men jeg har ikke lyst til at DE to skal gøre det. Da der åbentbart var/er føelser indblandet.. Det er bla.en af de ting jeg vil spørge til om ikke længe, måske allerede i morgen, eller?

Men vi snakkede jo så også om HENDE og hendes mand.( deres holdning til det skete) Han er jo ligeglad. Bare han får sex 2 gange om ugen af HENDE. Så hun har det jo nemt, hvis man kan sige det.
Men som jeg sagde til min mand..HUN ER JO NEM FISSE, for dig. Du skal bare vinke med hånden, så kommer hun jo. Det gav han mig jo ret i. ( ÅH for f…..) tænker jeg jo så.
Som han sagde, HUN vil ikke miste sit ægteskab. Men det vil han jo, så….!
Han fortalte at de var enige om, at det netop ikke skulle gå ud over deres ægteskaber.Det var de ikke interesseret i. Men tænker jeg jo så, ALT HAR EN KONSEKVENS…

Men han var på sin måde lettet over, at DE blev afslørret. Trods mine advarsler, som jeg så ikke kan forstå. At der ikke er en alarmklokke der må have ringet i hovdet på ham. De gange jeg havde konfroteret ham i det… Det forstår jeg heller ikke..

Han sagde så også, at han havde ikke lyst til at " MISTE " hende som kollega. Da de kan snakke om alt

Skriver igen senere ..

Hej
Tak for dit indlæg.
Det er et godt spørgsmål, du bringer på banen Hvornår er man utro…

Når der er sex, når der er erotik og lir, når der laves hemmelige aftaler og møder, når man punktet for utroskab.
Der er jo mange måder at give et knus på. Man kan give sit barn og sin søter og sin veninde et knus. Et stille og roligt og varmt knus, det er fint.
Hvis et knus derimod udvikler sig, så det bliver meget langt, og man går videre, ja så er man vel på vej ind i gråzonen.

Lidt enkelt kan man sige, at alle mennesker har en intimzone. Som er lidt varierende fra person til perosn, men som for mange er 30-60 cm ud fra kroppen. I denne intimzone skal vi helst kun invitere de mennesker ind, altså tæt på os, som vi holder meget af.
De fleste kender det eksempelvis fra når de står i kø i et supermarked mv. hvis personen bag os stiller sig alt for tæt på os, føles det ubehageligt. For vedkommende har "invaderet" vores intimzone. Og det kan vi ikke lide. Og skal vi ikke kunne lide, hvis det er en fremmed.
Når vi derfor lader mennesker komme ind i vores intimzone, må vi være klar over, hvad vi gør, og utroskab er bl.a. derfor at man lader en tredje part komme ind, undlader at fortælle det, og dermed bryder det troskabsløfte man har med sin egen partner.

Jeg har mødt mange, der siger: Ja, vi var utro, men der var jo ingen af os, der ville have vores ægteskab ødelagt. Og det var vi enige om…
For mig at se er det en kende naivt.
Det er sådan en aftale, folk laver, for at kompensere for deres dårlige samvittighed. For aftalen holder jo ikke nødvendigvis hele vejen hjem. For parterne derhjemme kan jo godt være af en anden mening…

For mig at se er det bekymrende, at din mand udtrykker, at han har lyst til at beholde 3. Part som en ven.
Én ting er, hvad man har lyst til. Men når ens parforhold er kommet i nød på grund af utroskab, er der mere respekt og opbygning af tillid i at sige: hvad er jeg nødt til, – hvad er der brug for?

Jeg tror, at det kan skabe megen fremtidig uro i dig, hvis han opretholder en nær dialog med hende. Det er som jeg ser det, nødvendigt at fokusere på at være klar i, hvem man vil vælge fra og hvem man vil vælge til.
Også her gælder det gode gamle ordsprog: man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Mange støttende tanker til dig herfra
Christel

Hej til jer alle.

Jeg fandt denne blog igår, og har med stor interesse læst fra ende til anden. Især de sidste nye indlæg, for netop hvad er utroskab? Er utroskab at lyve? eller er løgn utroskab?
Jeg blev skilt fra min første mand for snart 7 siden, vi har to piger sammen. Dem har han desværre valgt fra så de har ikke set deres far i nu snart 5 år. Det har selvfølgelig gjort mig hård at stå alene med dem, samtidig med han snød mig økonomisk og nu skylder mig 130.000 kr. Jeg fik selvfølgelig også en gæld med herfra. Jeg har vundet retssagen, men penge havde han ingen af, sagde han. Alt dette blot for at fortælle at jeg kæmpede en kamp, både for at være mor, med og mod advokater, og banker som ville have jeg skulle betale. Jeg blev en planlægger og har (næsten) altid styr på at der var barnepiger når jeg skulle noget. Jeg kæmpede og købte for 3 1/2 år siden mit eget hus. Min gæld er ikke væk men minimeret således den nu er en del af friværdien i mit hus. Jeg husker godt tiden med min exmand. Vi talte aldrig sammen. Havde ingen fælles interesser, og gjorde alting hver for sig. Det var en hård tid dengang. Og jeg lærte af den, og tænkte aldrig vil jeg lade det komme så vidt igen. Hvis jeg en anden skulle møde en mand, ville åbenhed være en stor del af det.

Efter to år alene møder jeg så en. Jeg kendte ham godt gennem mit arbejde hvor jeg har en stor berøringsflade. vi fandt sammen, og vi snakkede rigtig godt sammen. Han var meget romantisk og impulsiv, noget jeg aldrig havde været vant til og havde svært ved at tackle. Han var lige kommet ud af et forhold, hvor han havde boet sammen med en i et par år, og hun havde en lille søn (ikke hans). Jeg kunne ikke forstå, man bare kunne smide det på gulvet, især ikke efter min ex behandlede sine egne børn som han gjorde. Min kæreste sagde, de ikke kunne snakke sammen længere. Det skal indskydes hun var en rigtig flot pige, og han med hans charme, følte jeg, kunne få mange. Jeg blev mistænksom da han begyndte igen sporadisk at nævne hende, og spurgte om han havde set hende, han benægtede. En aften gik det hårdt for sig, med lidt for meget rødvin, og vi kom til at diskutere sms'er. Jeg påstod, han højst sandsynlig havde flere beskeder fra hende i sin telefon. Han nægtede. Jeg bad om lov at se den, og jo, der var flere, bla flere ulæste som var tikket ind samme aften. Det gjorde mig ondt, ikke så meget at han skrev med hende men at han holdte det hemmeligt. Jeg havde jo eftersøgt ærligheden. Efter denne episode faldt der lidt ro over tingene. Vi flyttede sammen i min daværende lejlighed, havde da kun kendt hinanden et halvt år. Mine piger var glade for ham, og hans egne to piger virkede også glade for at være hos os, så hverdagen gik fint. Men igen til tider var han meget fraværende og jeg følte igen der var noget galt. Efter et halvt år fik jeg nok, og han indrømmede også han stadig så den anden, jeg blev naturligvis meget ked af det igen igen. Og indrømmet, mit selvværd fik et ordentligt hak nedaf.

Efter alt dette prøvede jeg at tage vare på mig selv og mine piger. Jeg har ikke altid været udafvendt, var vel egentlig klassens stille pige, men måske var det alt det jeg igennem med min exmand, der gjorde at jeg blev stærk, og begyndte at kunne sige fra. Jeg har de sidste godt 6 år arbejdet i en meget mands domineret verden, og er kendt for mine hurtige bemærkninger. Jeg kan som regel snakke med alle, og er efter sigende meget talende. Jeg har dog nok altid haft lavt selvværd, og vejet alt for meget,ikke været særligt køn, og ofte skjult de dårlige dage bag en glad facade. Dette er ikke så nemt at ændre på nu. Et eller andet sted er jeg stolt af jeg selv har kæmpet mig ovenpå økonomisk, med mine piger, med mit hus og jeg har beholdt mit arbejde gennem disse år, og er oven i købet avanceret i graderne der.

Jeg havde en veninde som jeg lærte at kende mens min exmand stadig havde pigerne hveranden weekend. Vi gik meget i byen sammen, og snakkede godt sammen. Efter episoden med min exkæreste og hvor min exmand ikke havde pigerne længere, stoppede jeg dog gradvist med at gå i byen. Min venindes og mit venskab voksede, og vi snakkede næsten altid i telefon en halv times tid dagligt og alle hverdagens gøremål og hvad der var sket for os hver især. Hun har også to børn, så der var nok at snakke om. For godt to år siden havde vi aftalt at skulle i byen sammen. Hun havde ugen inden mødt en sød fyr, og jeg var tæt på at trække mig igen, men hun opfordrede mig til at komme med, da det var så længe siden vi havde været i byen sammen. Aftenen inden ringede hun og fortalte hendes bror også kom, jeg husker jeg svarede fint, jo flere jo bedre. Jeg ankom dagen efter, og faldt ret hurtigt i snak med hendes bror. Og hele den historie endte med jeg blev kærester med hendes bror, og hendes kæreste forsvandt. Veninden(søsteren) og jeg fortsatte dog ofte med at snakke sammen. Dette venskab er dog gået itu nu, da det nok er for meget at kunne blande venskab og familie sammen. Dette var hendes valgt. Selvfølgelig ses vi til familiebegivender, men stor set også kun da.
Jeg gjorde alvor af, at fortælle fra starten hvordan jeg havde det, og fortalte ham at jeg ikke brød mig om løgne, men satte ærlighed så uendelig højt. Vi var i starten, følte jeg, meget ærlige overfor hinanden. Han fortalte han havde en depression, men stoppede med piller kort tid efter han mødte mig fordi han følte sig lykkelig. Det var noget jeg blev meget glad for at høre. Han har to børn, to drenge fra et tidligere ægteskab. De bor desværre 300 km væk, så kommer kun hver anden weekend, i ferier osv. Han var lige kommet ud af et forhold, men havde afsluttet det, fortalte han. Denne gang gik det meget stærkt og han flyttede ind i mit hus efter en måneds tid. I starten snakkede han meget med exkæresten, hun var ifølge ham og hendes familie psykisk syg, og ringede bla til hans børn og fortalte han havde forsøgt at begå selvmord. I starten bakkede jeg ham op, og bad ham besøge hende for at hjælpe hende. Men efter et par uger hvor han næsten hver aften skulle dysse hende ned, bad jeg ham vælge. Mig eller hende. Han valgte mig, og afsluttede forholdet. Efter et par måneder kunne jeg føle, tror jeg, han ikke var ærlig, og snød mig til at kigge i hans telefon, og der fandt jeg så en besked fra hende. Jeg konfronterede ham, og han afsluttede en gang for alle, tror jeg. Jeg fortalte ham hvor ondt det gjorde mig, at han ikke var ærlig. Vi blev bedre til at snakke sammen i en periode. Og han friede til mig 6 måneder efter vi lærte hinanden at kende. Dengang følte jeg vi var så ens. Vi havde begge kæmpet imod vores tidligere ægteskaber, med økonomi, med at få hverdagen til at hænge sammen. Hjalp hinanden i det daglige, var i det hele taget meget sammen. Det skal dog dertil siges, han havde nattearbejde hver anden uge, men det betød ikke så meget dengang, for jeg havde jo været vant til at være alene. Vi giftede os knap et år efter vi lærte hinanden at kende. Vi fandt en rytme, og tingene gled, men jeg har altid haft det dårligt når han skriver sms og vender telefonen væk fra mig, så bliver jeg mistænksom. En aften sad han i sofaen og skrev, og jeg spurgte ham hvem det var med? det var hans søn svarede han, jeg kunne høre der kom flere beskeder ind mens han svaredede, og bad om lov at se telefonen. Det var denne gang begge hans sønner, og det er jo helt fint, men hvorfor skulle han lyve om det? Det gjorde mig igen så usikker og ked af det.
Han havde dengang ikke så mange venner, faktisk kun en arbejdskollega som han snakkede med. Han har altid været meget stille. Jeg opfordrede ham til at begynde på noget, og han begyndte til en sportsgren, med både mænd og kvinder, det er nu for snart halvandet år siden. Det gik fint og han var glad.
Så meldte hverdagen sig for alvor med rengøring og pligter, og jeg følte jeg skulle lave "alt" – lidt med måde dog, men skulle han hjælpe følte jeg, han skulle bedes om det. I denne periode arbejdede han stadig 7 nætter og var hjemme i 7 dage. De dage han var hjemme var det sjældent han fik lavet ret meget, og han gjorde ikke tingene sådan som vi i starten havde gjort sammen, for han ville gøre tingene på sin måde, og min var ikke den rigtige. Bl.a. når han gjorde rent på badeværelset blev der sprøjtet væske på, og så blev det skyllet af igen så var der rent. Mange gange igennem den tid jeg har kendt ham, har han lovet ting, eller vi har aftalt ting han ikke har opfyldt. bla omkring hans børn(og mine), er vi blevet enige om (troede jeg) og forskellige regler, men kun for at konstatere, at han når de skal opretholdes lavede om på alt de vi har snakket om. Han siger selv, det er fordi han ikke gider blive uvenner med mig. Det gør det lidt svært for mig, idet vi når vi laver aftaler, tror jeg er enige.
I denne periode skændtes vi meget, og til tider snarere det modsatte, for nogle dage snakkede vi slet ikke sammen. Han søgte på min opfordring læge, og fik konstateret endnu en depression. Jeg tog med ham til lægen 3-4 gange. Dette fik han konstateret i marts måned. Han ændrede på sine arbejdstider, således han nu arbejder 4 dage nat og 4 dage dag. Så har det stået sådan længe, ikke nogen synderlig forandring. For en god måneds tid siden kunne jeg ikke mere, og jeg foreslog parterapi. Vi havde da et par gange snakket om at gå fra hinanden. Vi var ved parterapeut, hun foreslog dog allerede 1. gang min mand skulle til psykoog selv, idet en ubehandlet despression ikke kunne behandles kun med piller. Jeg begyndte også selv i terapi hos en psykolog. Min psykolog spurgte mig første gang, hvorfor jeg havde fået et barn mere? jeg misforstod spørgsmålet og sagde vi havde to hver især. Han sagde så, er det ikke et barn der ligger på sofaen som du leger mor overfor, det var hårde ord, måske har han ret.
Vi holder os nu til hver sin psykolog og er stoppet i parterapi. Han fortæller mig hans depression har noget at gøre med hans far, som døde da min mand kun var 15 år gammel. Den har muligvis noget at gøre med hans familie, som han ikke snakker så meget med. Den har muligvis noget at gøre med, han ikke ser sine børn så tit. Alt dette har han og jeg også snakket om, og jeg har altid bakket ham om omkring dette, bl.a. hjulpet ham med en ny retssag om forældremyndigheden som han havde mistet… og jeg tænker nu, har jeg hjulpet?? Han vandt i øvrigt ikke retssagen, men han prøvede trods alt.
Under alt dette her begynder hans idræt at fylde mere og mere, bla med to fester, omkring hvilke han faktisk først samme dag fortæller mig hvordan skal foregå. Jeg ved godt de skal være der, men får ikke sandheden af vide Bla skulle den ene være en bowling aften med spisning i bowling hallen, indtil han fortæller at der er privatfest først. Iøvrigt kommer han noget beruset hjem udpå natten. Jeg tilføjer dog, jeg har nogle pigefester på arbejde, 3 ialt i den periode jeg har kendt ham som jeg har været afsted til, og også kommet beruset hjem fra. Men i det øjeblik vi har planlagt det, har jeg fortalt ham om det. Igen siger han, han gør dette for at undgå jeg bliver ked af det. Den aften han er afsted til sport spiser vi sent, således vi kan spise sammen. Men et par gange kort tid efter hinanden trækker han det en halv time (plus). Jeg bliver ked af det, og ufattelig såret, tænker nok lidt hvad kan være vigtigere end mig.?? Den ene gang har vi i øvrigt aftalt at vi skal snakke sammen når han kommer hjem, dette er hans forslag, men han kommer så ikke lige til aftalt tid. Jeg spørger ind til igen hvad der er så vigtigt, og igen bliver jeg mistænkelig med telefonen og små ting han pludselig siger, som jeg ikke har hørt før. Jeg beder igen lov om at se hans telefon. Jeg får lov, og finder en besked han har skrevet om at han er ked af, ikke at kunne komme en aften, da han er glad for at gøre "hende" glad. Jeg spørger hvad der menes med det, og han forklarer, at der ikke ligger mere i det end at han har snakket godt med en. Og at der kun har været skrevet de to beskeder som jeg ser i telefonen.
Han spørger mig, om jeg gerne vil han skal stoppe med sin sportsgren, og jeg svarer ærligt ja. Han siger han vil stoppe så, for han vælger mig. Et lille lyspunkt.
Han tager til sin psykolog. Og kommer hjem og spørger mig om, som hun har sagt, hvad bliver det næste jeg forlanger. Hvis der startede en ny på pige på hans arbejde, og jeg så også ville bede ham om at finde andet arbejde. Jeg svarer ærligt nej, det vil jeg ikke, hvis du fortæller om det. Og at jeg igen vil blive ked af det ,vhs jeg finder beskeder som jeg ikke skulle have fundet eller andet. Jeg ønsker kun åbenhed. I øvrigt synes jeg det er fint han snakker med nogle, men hvorfor hemmelige venner/veninder?

Vi har fælles telefonabonnement, og jo jeg går ind og roder, og finder der omkring 15-20 beskeder skrevet til "hende" Jeg skal samme dag til min psykolog, og spørger ham hvad jeg skal gøre. Han siger jeg skal konfrontere ham med min viden, da jeg ellers selv "går til" over det.. Det gør jeg, igen benægter han, men da jeg viser ham hvorfra jeg ved det erkender han, og siger samtidig han ikke stoler på mig overhovedet, og derfor heller ikke har fortalt det. Han siger også der aldrig har været noget imellem dem, og at han kun vil mig. De næste to gange er han dog kun kortvarigt afsted den ene gang, (han havde dog allerede her lovet mig at stoppe!) da vi har ferie og hans børn den anden uge er hos os. Efter 14 dage sender han så en besked til "hende" om at han stopper. Han viser mig beskederne, hvori hun svarer hun er ked af det. Og jeg kan godt se, der ikke er noget galt idet de skriver sammen overhovedet, men hvorfor er det jeg skal lyves overfor. Hans psykolog er ked af han er stoppet til idræt, for motion er det er meget vigtigt ved en depression, at dyrke idræt, min kommentar er, nu har du været afsted i halvandet år og har det hjulpet? Dagen efter kommer der en besked fra "hende" hvori hun skriver at hun da håber han kommer til julefrokost hos hende sammen med det øvrige hold. Han viser mig den. Igen bliver jeg så ked af det, Ked af det, fordi han for min skyld ikke straks takker nej… måske forkert.
Han tager til hans psykolog, som har givet ham nogle redskaber, bla at lave lister hver dag over hvad der skal laves således han kommer pop fra sofaen. Bla at han skal dyrke motion en halv time hver dag. Samtidig fortæller han, hans psykolog godt ved hvad jeg er for en. At jeg har et meget lavt selvværd, men også at han skal være bedre til at melde ud før. Og samtidig skal han sørge for at komme mere ud, og være mere social. Det samme skal jeg i øvrigt (og det ved jeg godt selv, men da jeg som sagt har været alene med mine piger har det været svært. De er nu blevet store og jeg skal have fundet noget jeg gerne vil.)
Og så kommer bomben, hvis han nu siger han gerne nu vil med til julefrokosten hvad siger jeg så? Det gør ondt, jeg føler jeg får en kniv direkte i hjertet igen. Hvorfor? jeg ved godt han er glad for sin idræt men den har han jo stoppet med eller?… hvorfor så igen opsøge "hende". I øvrigt skriver hun igen en dag senere om han vil med ud og spille to kampe i næste uge. Jeg har indset og forstået han ikke har noget "kørende" med hende, men hvorfor stopper han så ikke når det gør mig så ondt. Er jeg ikke den med det lave selvværd, er jeg ikke den der lige nu har behov for bekræftelse?? Eller er jeg bare en ond bitch der vil bestemme alt som han siger?
I øvrigt kom der igen i torsdag endnu en af de gange hvor aftalerne omkring hans børn blev brudt. Han gider ikke diskutere det med mig som han siger.

Som sagen står lige nu, har jeg nok næsten opgivet. Jeg har udprintet seperationspapirer, og vi har underskrevet dem, men er enige om at de ikke skal sendes før vi i næste uge skal ned til hans psykolog, så hun kan forklare mig hvordan han har det… og vel også hvordan jeg har det. Jeg har i den grad behov for at han fortæller mig om det, men som jeg læser i de andre indslag vil mænd ikke ret gerne snakke om tingene. Jeg føler selv, at jeg nemt (om ikke allerede) kan ende med en depression selv. Jeg er langt ude og sover ikke godt om natten. Dette har jeg fortalt ham og han ved det godt siger han.
Er jeg bare komplet urimelig? Er ærlighed for meget at forlange.??
Skal jeg være ligeglad med, hvem han ser og hvornår og hvorfor, og skal jeg selv begynde at spille dette spil?
Jeg synes det er svært nok at skulle leve hans depression, og skal så måske også acceptere han begynder at "realisere" sig selv eller hvad man nu kalder dette? Jeg er vikelig i et dilemma her.

Endelig beklager jeg dette meget meget lange indlæg.

Hej ja, så er jeg her igen..

Det er fuldstændig rigtigt det du skriver, om hvornår man er utro.

Jeg snakkede så med ham den samme aften som jeg skrev til dig ( i forgårs)
Han sagde at de ikke snakkede sammen på samme måde som da de havde gang i hinanden. Jeg siger, du mener , at I er overfor hinanden som en hvilken somhelst kollege? Ja, svarede han.
De er begge træt af at de ikke kan sms'e til hinanden… Ja, sagde jeg. Det er en af konsekvenserne..
Og jeg sagde så, også at jeg var meget skuffet over ham. Da han valgte at deltage i et arrangement på arbejdet. Godt nok en torsdag. Men det var jo kun en måned siden, at korthuset væltede.
Jeg sagde, at jeg er den overbevisning, at vi skal klare det her sammen og være enige. Om hvordan og hvorledes. Ikke kun en af os. Det skal gøres i fællesskab. Men spurgte om han bare vil glemme det og det var det og så bare komme videre. Ja, det var lige sådan han havde det.
Men jeg sagde , at det er lige meget om jeg tager marcarre på eller vi dyrker sex eller han er på sit arbejde. Så dukker HUN op..i mine tanker.
Dertil svarrede han.. Jamen så er du jo ikke kommet længere? Jo det synes jeg, at jeg er. Jeg har ikke ondt i maven mere m.v.
Jeg er bare kommet dertil, ok vi fortsætter. Jeg elsker ham. Og hvis det nogensinde skulle ske igen, ja så var det, det. Og det VED han
Han siger at har har det fint i vores ægteskab. Det er okay. Så det må jeg jo så stole på, at han mener det. Men det tror jeg også, ellers var han skredet.

Jeg har lavet en aftale med min veninde. At vi to vil gå til dans af en art. For som du skrev tidligere. Han skal savne mig og tager mig for givet. Og det har du fuldstændig ret i. Han ved hvor jeg er, Altid. Det skal der laves om på. Og det kan kun gå for stærkt.

Vh. BB

Hej
Tak for dit indlæg. Jeg er glad for at læse om din kampgejst, og det at du og din veninde vil danse. Fedt.
Hvis du kan forsone dig med, at det er som det er, er det jo fint. Dog synes jeg, at du skal overveje, at når du har brug for at tale om det, der er sket, at han så lytter. For en ting er at komme videre og kigge fremad. En anden ting er at tage ved lære af det, der er sket. Så vi kommer klogere fremad. Og det er her, at din mand skal blive ed at vise, at han har valgt dig. Han er en heldig mand. Han har en kvinde, der vil kæmpe.
Det håber jeg, at du i den kommende tid kommer til at mærke, at han påskønner.

Pas godt på dig selv.
Du er en ener!!!

Venlig hilsen
Christel

Tak for dit meget lange indlæg.

Alle ved jo, at det at være i et parforhold bl.a. er kompromisernes holdeplads. Men der er nogle kompromisser, man ikke skal indgå. For gør man det, sælger man dele af sin sjæl. Og den pris er for høj.

Som jeg læser i dit indlæg, har du en fin og stærk værdi, der hedder åbenhed og ærlighed, og som bl.a. medfører, at fortielse og løgn ganske enkelt ikke duer for dig.
Det at kunne tale om tingene, og at få ærlige svar, når man spørger; – det at få ting at vide rettidigt, så man kan nå at forholde sig til det, er nogle af de måder, hvorpå værdien åbenhed og ærlighed er i spil.
Løgn er jo ikke utroskab. Men løgn om hemmelige relationer giver uro. Og frygt. Og det virker som om, at du har den meget sunde overbevisning, at "der hvor man bor, og med dem man lever, skal man føle sig tryg og rolig".

Når en partner har en depresion, trækker det også store veksler på den pårørende. Det er flot at læse, at du har bakket op. Men trist at læse, at du ikke føler, at der kommer tilsvarende tilbage.

Respekt for at I begge går til psykolog. Men indeni dit krop og sin må du mærke efter, om du kan leve med det, som det er nu.
Ikke overleve, men leve.
Så du har følelsen af , at det er dig, der træffer beslutningen om, hvor du vil være. Og ikke hans løfter eller psykologens analyse.

- Du har ret til ubetinget kærlihged hver dag.
- Du har lov til at sætte dine grænser.
- Du har brug for at føle, at det der foregår, er rimeligt.
Helt enkelt sagt:
- Det er din ret at være lykkelig

Og fair nok. Det er hårdt fra tid til anden i parforholdene. Og så må vi holde ud. Og det kan vi, hvis vi gør det sammen.
Gør man det ikke sammen, er man alene i sit forhold. Og det er ikke meningen.

Stol på dig selv. Stol på, at de værdier, du har, er sande for dig.
Og nej. Jeg synes ikke, at du er urimelig.
For mig at læse, forekommer du både ansvarlig, givende og grænsesættende.

Naturligvis ved jeg ikke, hvordan din mand ser tingene. Der er jo altid to sider af en sag.
Sådan har det altid været. Det bliver det ved med.
Men du bliver nødt til at forholde dig til, at du har brug for at trække vejret frit. Og at føle dig tryg.

Vælger du at blive sammen med ham, giver det mening, at I har nogle spilleregler vedr. mobiltelefoner og fritidsaktiviteter.

Jeg ønsker dig held og lykke

Venlig hilsen
Christel

Hej igen Christel..

Ja, nu er der gået 8 md. efter min mands utroskab. Jeg synes ,at det har været hårdt et eller andet sted.
Der har godt nok været nogle nedture i vores ægteskab. Det har mange gange været en bagatel i mine øjne som har startet lavinen.

Jeg føler bare ikke at han " fortæller " mig at det er mig han vil. Jeg har konfronteret det med ham. Han siger så .. " ellers var jeg jo bare skredet fra dig "….Jeg forstår bare ikke , hvorfor kan han ikke sætte ord på.
eks. (til julefrokosten på arbejdet, hvor vi hver især var til på samme dato. Men to forskellige steder i vores by.) Jeg sagde til ham .." Gør nu ikke noget dumt " Svarret var.. " Det gør du heller ikke " Nej det gør jeg ikke . Er du da bange for at jeg vil hævne mig ? Nej det var han ikke.

Hvorfor kunne han ikke have sagt .. eks. Prøv lige at høre på mig.. Det er dig jeg vil have og dig jeg vil leve sammen med… HVORFOR er det så svært at sætte ord på.

Min tvivl er der jo stadig og vil nok altid være der for HUN er der jo også stadig på samme arbejdsplads..
Altså hvis det nu var omvendt ville jeg bruge alle mine resurser på overbevisning…

Men han har " GLEMT " det, siger han…og tilføjer så, " Hvorfor siger du ik bare at du ikke kan komme videre og bare glemme det. Hvor jeg siger " Jeg glemmer det aldrig, MEN jeg skal lære at leve med det.

Det er sådan nu at han nævner aldrig HENDES navn mere, hvis han fortæller noget fra sit arbejde .
Han kunne godt mærke på mig på et tidspunkt at det pinte mig. derefter er han så stoppet med det. også godt det samme. Men et eller andet sted, har jeg ikke pulsen på hvad der foregår mellem dem. Er det stoppet eller? Jeg ved jo også at det er svært for ham på arbejdet.Han skal jo være som han plejer over for hende, så kollegaerne ikke ser en forandring. Så vil de blive mere opmærksomme. For de kan ikke undgå hinanden pga. af kommunikation af ordre der skal laves osv.

Jeg ved godt, at man skal lade det emne ligge og aldrig spørge til det igen. Men er det forkert af mig, at spørge til hvordan han har det med sine føelser over for hende i dag ??????? Og vil han så være ÆRLIG???

De har jo stadig en masse aktiviteter på deres arbejdsplads. Men der har været stillestand ja, hele vinteren og indtil nu. Jeg ved jo så heller ikke om han har valgt det fra, eller om der bare har været stille pga.sneen. Men jeg føler bare, at når han så nævner, at der er en ting der har lige været et jubilæum med en kollega, som starter kl.13 på arbejdspladsen hvor de så fortsætter i byen, han var hjemme kl. 03.30.
I dag er der er kæmpe aktivitet for hele deres arbejdsplads et OL hvor de er 600-800 deltagere.
I næste uge er der hvor de kan se et stort nyt musik aktivitetssted i vores by.Det er så deres klub der arrangere det. Hvor der er rundvisning og spisning bagefter. Og så er han blevet inviteret til en kollegas 60'års fødselsdag. Men den dato ligger lige lørdagen midt i vores ferie. Til den sagde jeg at det passer virkelig dårligt. Vi skal ikke noget specielt i ferien som er planlagt. Jeg sagde bare, at hvis det var mig der blev inviteret ville jeg sige "nej tak" til det for jeg har ferie med min mand og børn. Hvortil han så svarre" Vi skal jo ikke noget og vi skal jo bare sidde og glo på hinanden i 3 uger. Men datoen er lige lørdagen midt i ferien. Det havde været noget andet hvis det var i starten eller i slutningen af ferien, synes jeg. Men jeg svarrede så " Ja dine kollegaer kommer sgu altid i første række. Det var så i går det her så det blev ikke færdig debatteret.

Jeg vil heller ikke opfattes som en heks , at han ikke "MÅ" noget, for det må han. Han har bare aldrig deltaget så meget med sine kollegaer på de tidligere arbejdspladser men der har så heller ikke været så meget aktivitet som der er her.

Det skal jo så også siges, at ved siden af det går han på jagt, det sluger også dage. Og så er han jo medlem i en klub hvor han er kasser. Det tager så mange aftner hvor han har ro til det. Plus han er i klub hver onsdag aften.

Hvor kommer jeg og børnene så ind i billedet???

Jo, han er jo også hjemme. Men de kollegaer går mig på. Som om det er bare er livet, at skal deltage i alt. HVORFOR KAN Han ikke sige NEJ, og priovitere familien HØJERE?????????

Jeg er jo også startet på zumba fitnes med min veninde en gang om ugen, hvor min mand så laver aftensmad til jeg er hjemme. Og vi har da også været i byen nogle få gange. Hun er singel. Jeg kan jo heller ikke rende i byen hver eller hver anden weekend. Og vi skiftes til ca. en gang om ugen til en kop kaffe.
Jeg har det bare sådan ØV lige nu.

Mange hilsner Bb

Jeg har har underskrevet mit navn med Bb men Hedder altså Bente Petersen som i de foregående indlæg.Du må gerne rette det.
Knuss herfra

Hej igen Christel.

Ja, her i onsdags hvor de havde det der OL på min mands arbejdsplads. Som startede kl.16. Hentede jeg vores søn fra dussen. Vi blev enige om, at tage op for at se sin far deltage i det. Det foregik på en offentlig atletik sportsplads meget tæt på vores bopæl.

Det gjorde vi så. Vi stod meget længe for at få øje på ham, da vi ikke vidste hvilken farve t-shirts han havde på. Og vi stod oppe på en terrasse så vi havde overblik over hele pladsen. Jeg vidste at de fra deres afdeling vil deltage 18 stk. i 3 hold. Og han havde sagt at der vil være 3 kvinder fra kontoret. Hvorpå jeg så ikke vidste om HUN var en af dem.

Langt om længe fik vi øje på ham. De sad midt på pladsen ved nogle bænke. Og jeg kunne se at han sad ryg mod ryg med en som jeg kunne skimte at det nok ville være HENDE. Han vendte sig mange gange om til HENDE og snakkede. Det er da også ok fra min side, det er der ikke noget forkert i.

Men, så var alles pause slut og de skulle gå til hver deres disciplin. Tilfældigvis kom de ned i den retning hvor vi stod. Vores søn spurgte om vi ikke skulle ned og sige hej. Jo da, sagde jeg. Så det gjorde vi så. Vi sagde hej og snakkede lidt, samtidig havde han et skilt med en snor i hånden, et som de skulle have om halsen. HUN stod så nok 4 meter foran os sammen med de andre og kiggede på den aktivitet de skulle gennemføre. Der var jo også andre hold end lige deres, så der var en del mennesker. HUN gik derfra, og da vi sagde farvel til min mand og vendte os om, kom hun hen imod min mand , for jeg vendte mig om og kiggede tilbage. Så var det åbenbart HENDES skilt han havde i hånden. For han gav det til HENDE og sikken et SMIL der kom fra hende. Samtidig med at han så kiggede på mig. Som om han vil se om Jeg lige så det her. Min søn og jeg gik så op på den terrasse igen, vi stod helt fremme så han kunne se at vi stod der, hvis han ville kigge op. Ja, de to stod så lige ved siden af hinanden bagerst. Jeg kunne se han sagde en del til HENDE, da han er noget kun højre end HENDE. De drejede deres hoveder for at kigge rundt på skift. Måske for at se om jeg stadig var der .Jeg kunne så også se, at HENDES 2 andre kvindelige kollegaer stod sammen langt fra De to. Nå, men endelig skulle deres afdeling så gennemføre den disceplin. HUN skulle så tage billeder af dem i deres afdeling. Så hun gik ned forenden af den store madras og tog billeder. Da, min mand så havde gennemført det han skulle stilte han sig over på den anden side der var ikke mange der stod der. Men da HUN så var færdig med at tage billeder. Gik hun så hen til de andre 2 kvindelige kollegaer. Ja, der gik ikke mange minutter så kom min mand og stilte sig lige bagved HENDE. JA, så tog min søn og jeg hjem.

HVORFOR HELVEDE SKAL DE KLISTRE SIG OP AF HINANDEN ????????? Sådan som jeg opfattede det her. SÅ er det sgu ikke slut. Hvis det var det vil man stå i hver sin ende og undgå hinanden mere eller mindre. Han vil da have stået med sine mandlige kollegaer og hun måske med sine kvindelige eller nogle af de andre mænd.
Sådan vil jeg have gjort det tror jeg , hvis det var slut. Så vil jeg da undvige. Hvordan er de så ikke når de har fået noget at drikke spørger jeg så.

Jeg var meget spændt på hvornår han ville komme hjem. Jeg vidste at de skulle spise kl 19.30. Og jeg tænkte at de nok skulle på den lokale inden inden de skulle hjem.

Men hold da op kl 23.10 var han hjemme. Han sagde at den lokale havde lukket så de kunne ikke få en godnat øl. HA tænkte jeg bare.

Men jeg konfronterede det med ham. Jeg sagde at DET ER DA VIST IKKE HELT OVRE MED JER TO. Hvad mente jeg, med det sagde han.Jeg sagde hvad jeg havde oplevet. Jamen det var da helt tilfældigt, at han stod der hvor han gjorde. Og ja han sagde til HENDE at vores søn og jeg havde været der.
MEN jeg spurgte 3 gange om det ikke var slut med de to. Hvorpå han svarrede hver gang." Jeg gider ikke at diskutere det, for det er lige meget hvad jeg siger, så vil du ikke tro mig. Jeg sagde en masse ting bla. at jeg falder ikke tilbage til patten en gang til. Det er måske HENDE der får al hans opmærksomhed, når jeg ikke får. (For min holdning er at det må da være ham der skal være den der skal overbevise mig at det er mig han vil) Men det har sådan set kørt i det gamle mønster.

Så var der sengetid, han sov med det samme. Men det kunne jeg jo ikke. Sov først efter kl 02.00. skulle op kl. 05.15.

Dagen efter var han så kærlig da jeg kom hjem. Jeg havde det af helvede til. For HVORFOR kunne han ikke med det samme sige HØR NU, DET ER SLUT MED OS TO OG DET DU SÅ bla. bla.
Derfor tvivler jeg nu endnu mere…
Jeg gik i seng kl 23. jeg var simpelthen så træt. Han gik med . Inden jeg lukkede øjnene sagde jeg. " DU HAR ENDNU IKKE SVARRET PÅ MIT SPØRGSMÅL" Hvad er det siger han . " ER DET SLUT MELLEM JER TO?" Jeg gidet ikke at diskutere det, du tror mig ikke. sagde han. "DER er ikke noget at diskutere sagde jeg. HVORFOR er det så svært at sige JA eller NEJ og det er ikke dit problem om jeg tror dig eller ej ? HMM sagde han , jamen så er det et NEJ…………??????

Jeg tænker bare … Havde det nu været mig der var blevet spurgt. Så ville jeg blive så gal, men samtidig sige at det er ham jeg vil have og ikke vil miste og fortælle hvilken plan DE har det på nu osv. Jeg vil bare overbevise. HvORFOR gør han ikke det????
Han gider ikke at kæmpe, føler jeg. Jeg ved jo godt at det er træls at blive ved med den diskussion.

Men jeg er ikke færdig med den . Jeg vil spørge ham hvorfor det var så svært at sige om deres forhold er slut eller ej. Det tror jeg ikke på at den er.
Og jeg er egentlig glad for at jeg tog derop for at kigge. Så har jeg en føling på om det er on eller off. Og det er da vist ON.

mange hilsner Bente

Hej Bente

Jeg sidder og føler den største søstersolidaritet, når jeg læser dit indlæg om dine oplevelser med hensyn til din mands signaler ved firma-ol.
Der er ikke noget at sige til,at du er dybt skuffet. Skuffet over at din mand ikke taler. Ikke viser dig interesse. Ikke kommer ud med sproget.
Og jeg sidder, efter at have læst dit indlæg igen og igen og tænker på:
"hvad er det, han siger nej til ".
Siger han nej til, at forholdet er slut.
Eller siger han nej til, at du ikke har noget at frygte….
Eller siger han nej til, at der ikke er mere imellem dem ?

Uanset hvad bliver jeg usikker, når jeg læser om dine iagttagelser og al den forstyrrelse, det forståeligt nok giver dig.

Jeg vil anbefale dig følgende:

Når han kommer hjem i dag, og jeres søn sover, så sæt ham ved køkkenbordet og sig, at du vil bede om hans fulde opmærksomhed.
Og bed ham så bruge 5 minutter på at tænke over, hvad han vil sige ja til i jeres fohhold.
Og bed ham være ærlig.
Han skal ikke sige det, han tror, at du vil høre.
Men det, han kan stå inde for.

Jeg håber virkeligt for dig, at det lykkes.
Du er en god og stærk kvinde.
Og det du står for, er rent og fint.
For mig at se, vil der inden for denne sommer komme en afklaring på, hved eller hvem han prioriterer.
Vid med dig selv, at det er ham, der går glip af dig, hvis han vælger fra.

Pas rigtigt godt på dig selv.

Lyse tanker
Christel

Hej BB
Tak for dit indlæg.
Det lyder umiddelbart som om, at du er ret ensom i jeres tosomhed. At din mand er "kommet videre", men at dit behov for tale, være fortrolig og det at blive bekræftet med ord er et stort savn.
Det er værd at overveje for dig, at starte med at få "lært ham" at bekræfte dig i højere grad… det er for nemt at sige "jeg er ikke den type, der snakker så meget… og hvis jeg ikke ville være her, var jeg jo gået".
En måde, du kan vinkle det på, er følgende.

Når du har brug for en bekræftelse, så sig:
"jeg skal lige have din opmærksomhed i 15 sekunder.
Sig så til ham: "Gentag efter mig : "du er vel nok smuk, dejlig og lækker. Og Hvad skulle jeg gøre uden dig"…
Og når han har sagt det, kan du gå ud af rummet.
Det vil helt sikkert få ham til at tænke.

Hvis han igen siger: jeg vil ikke diskutere det, så lad ham vide:
Det handler ikke om, at jeg vil diskutere det. Jeg vil gerne tale om det.
Det, du så selv kan gøre, er at være opmærksom på, "kun" at stille et spørgsmål ad gangen.

Lad ham ikke dø i synden.
For det er lidt for let bare at verfe dig af.
Det er dit liv. Det er dit parforhold. Og kærlihgeden er kun noget ved, når begge parter føler,at de også lykkes – og dermed bliver mere og mere lykkelige sammen.

Mange støttende tanker
Christel

Er glad for dette forum og håber det kan hjælpe mig også….
Har oplevet det samme med en mand som er faldet for en arbejdskollega. Hvor er det svært at finde tilliden igen men KORS hvor jeg da ønsker det sker med tiden, ville bare ønske at mændene også var "mere interesserede" i at få deres Glade og trygge kvinder tilbage… Jeg elsker min mand overalt på jorden men for pokker hvor er jeg bange for at blive trampet ned atter engang. Jeg ønsker og håber bare på at han vil finde sig et andet arbejde (selv om det er svært i disse tider) og vi kan få indført åben mobil aftale!!!
Stort sommerknus til alle vi kæmpende og seje kvinder og til dig Christel for dine gode og givende svar som giver os kvinder troen på at vi stadig er noget værd.
Malene

Hej Malene
Tak for dit indlæg.
Jeg læste engang, at et kinesisk ordsprog siger "kun et knust hjerte er et helt hjerte":… Det har jeg tit tænkt over… og må i nogle stunder erklære mig uenig med ordsproget.
Grundlæggende er min holdning jo, at alle fortjener ubetinget kærlihged hver eneste dag, og når noget så smerteligt som utroskab og bedrag begynder at kile sig ind imellem to mennesker i et forhold, giver det tit anledning til et voldsomt "wake up call". Jeg håber, at du finder din vej, Malene, og at du ikke kommer til at vandre alene og ej heller forgæves…. mit ønske er, for dig og enhver i en tilsvarende situation, at I bruger kræfterne til at bygge selvrespekten og selvværdet op, at ingen selvudsletter sig for at få kærlighed, så de, der svigter, indser og ser og hører og mærker, hvad de kunne gå glip af…

Kæmp så længe kampen giver mening. Hvis den en dag forekommer forgæves, så forlad spillet, mens du stadig har troen på dig selv.
Masser af støttende tanker herfra.

Og jo; det kan være svært at finde nyt arbejde.
Der er meget i livet, der er svært. Det er heldigvis ikke det samme som at det er umuligt.

Særlig hilsen
Christel

Hej.

Puha – det gør ondt at høre alle disse historier. Jeg har ikke fundet dette forum før i dag, men det er der jo nok en grund til! Min kone har nemlig været mig utro for godt 3 uger siden og derfor har dette svære emne aldrig interesseret mig før nu. Nu fylder det SÅ meget i min hverdag, at jeg simpelt hen er nødt til at skrive/fortælle om det. Samtidig har jeg ikke kunne finde noget hvor det er manden der er blevet svigtet af konen…

Den korte historie: Jeg kom glad hjem en aften fra et dykkerkursus den anden dag. I sengen ligger min kone og vi har knapt sagt hej til hinanden inden hun kigger underligt på mig og fortæller mig "Jeg har været sammen med en anden". De følelser der render igennem mig er helt ubeskrivlige, men svigt, tomhed, vrede mm er blot nogle få af dem. Jeg prøver at beherske mig og vil have alle detaljerne og hvad hun føler omkring det. I dag (i skrivende stund) er der gået nogle dage og jeg er delvis ved at komme mig over det chok det er, at ens kone er én utro. Men der dukker jo en masse andre følelser op. Hun fortæller mig at hun elsker mig og gerne vil fortsætte og at det skulle være op til mig om vi skulle forblive et par (vi har to små børn). Efter ufattelige mange overvejelser (som jeg skal skåne jer for) er min konklusion, at jeg gerne vil blive sammen med hende, men med visse "krav". Jeg fortæller at jeg har det dårlig med at hun skal til fester, konferencer mm. på arbejdespladen (da det skete på en konference netop med arbejdspladsen og dermed en kollega!). Hun er ikke meget for at give sig på det område "da det sociale for hende jo er meget vigtigt", hvilket i bund og grund bare gør min usikkerhed omkring hende endnu større. For nu, hvor jeg har taget beslutningen om at fortsætte vores forhold, er min store tvivl nemlig den usikkerhed jeg har omkring min kone! Vil hun kunne finde på at gøre det igen? Jeg tror det (bl.a. pga. af hendes fortid), men er jo nødt til at stole på hende for, at vores forhold skal have en chance – jeg vil jo ikke "bure hende inde". Meget ambivalent, da jeg gerne vil "kontrollere" hende :-/

Jeg ville egentligt gerne skrive noget mere om dette, men jeg ved simpelt hen ikke hvor jeg skal starte og det er i det hele taget meget svært at skrive om. Men har nok bare brug for bare at få "et-eller-andet" i gang.

Hej
Og mange tak for dit smertelige indlæg.
Du har helt ret i, at det kun er få – og på denne blog – måske ingen …. historier, hvor det er kvinden, der er utro. Det er det samme billede, jeg ser i min praksis. Min erfaring er, at i 3 ud af 100 par er det kvinden, der er utro…. – og hvor parret så vælger at gå i parterapi….
Hvorfor er det sådan??
For man kan jo godt vende det rundt og sige: "jamen, vil det sige, at ægtemænd kun er utro med singlekvinder":…. og næ, det tror jeg ikke.

Hvorfor de par, der vælger at gå i terapi, og hvor det er kvinden, der er den utro part, er der naturligvis grunde til. Jeg er sikker på, at der er de personlige grunde, der nu engang er i ethvert forhold, og så tænker jeg samtidig, at når kvinder er utro, er det sjældent for sjov. De allerfleste kvinder, der er utro, kender manden først. Synes og oplever, at han er fantastisk god at tale med, og derigennem vinder han deres hjerte. Og min erfaring er, som Joan Ørting også skriver meget fint i sin bog" Tag mig", ja så åbner kvinden sin krop, når hun er åben igennem hjertet først. Det er helt anderledes for mange mænd, og derfor tror jeg fuldt og fast på det, når en mand der har hat et "one-night-stand" siger "det skete bare". Det er stadig ikke i orden, hvis man er i fast parforhold, men det er sandt for mange, at det bare skete.
Det sker ikke bare for kvinder. Den anden har åbnet dem. Det betyder ikke, at deres egen mand ikke også har kunnet åbne hende via hjertet mange gange, men noget mangler åbenbart. Det har hun ikke meldt ud, og manden derhjemme har måske ikke bemærket et evt. ændret behov, og så går hun ud og er sammen med en anden.
Og at der så meget sjældent kommer par i terapi, hvor kvinden har været utro, tror jeg skyldes, at kvinder ser deres egen utroskab som et tegn på, at det er slut nu, og at de må videre. Og bliver skilt.

Men det er jo ikke din situation. Du har tænkt og følt meget, og jeg vil sige: Find øjeblikkeligt en parterapeut, der har erfaring med dette område.
Derefter: hold fast i, hvad du kan holde til.
Hun har påført forholdet skade. Og hun kan ikke bare fortsætte, med det hun har brug for, uden at forstå, at der er en konsekvens.
Det betyder ikke, at hun aldrig mere må gå til sociale sammenkomster på den virksomhed, hun arbejder på.
Det betyder, at dine sår skal heles, og at det kan de ikke blive, hvis hun opretholder sin adfærd.
Så kan hun vælge at se det som en konsekvens. Hun kan vælge at se det, som at hun ofrer sig. Hun kan vælge at være straight, hvad jeg da klart vil anbefale, og sige "selvfølgelig. Det er jo mig, der har primæransvaret for at bygge tilliden op".
At bygge tillid op handler om at rette den eller de fejl, man har begået. Og det gør man ikke ved at opretholde en tilsvarende adfærd.

Så du må hellere holde tungen lige i munden og sørge for, at du ikke bliver alt for forstående. Det er naturligvis altid skidt, når kontrol bliver et for aktivt aspekt. Derfor anbefaler jeg klart parterapi, for at I i jeres enhed kan styrkes og lære at støtte hinanden. Kontakt er bedre end kontrol at kontrollen er i spil, skyldes at kontakten har været lav eller svingende. Det er det, I skal løse. Og ikke den ene eller den anden af jer. Men jer to sammen, hvis I da vil fortsætte.

Jeg har stor erfaring inden for feltet. Min praksis ligger i Kolding, og du/I er naturligvis meget velkomne til at bestille tid.
I så fald kan du maile til
info@sonnerasmussen.dk

støttende tanker herfra

Christel

Jeg har brug for vejledning og i min desperation er jeg faldet over dette forum.

I går havde min kæreste og jeg en ”we-need-to-talk” snak på hans opfordring. Vi har været kærester i 2 år, boet sammen i et år og er begge snart 30. Jeg er utrolig glad for ham og har aldrig været sammen med en fyr som ham før, men ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre: Sagen er at han de sidste to måneder har været forelsket i sin studieveninde (!). Før vi to begyndte at være kærester havde han et crush på hende som ikke blev gengældt. Så fik hun en kæreste, han begyndte med mig, og hun tog til udlandet og skrev projekt (og droppede kæresten).

I sommers kom hun tilbage. Jeg har altid vidst at han tidligere har haft det her crush på hende, men har også altid været 100% sikker på at det skulle være os to, at vi var et team! Men… det der åbenbart startede som en flirt er endt med en forelskelse over efteråret. De har set hinanden cirka hver anden uge, i selskab med andre, og også spist brunch og været i biffen sammen. Jeg har selv mange mandlige venner, så for mig er det ikke unaturligt at have venner af det modsatte køn. Jeg har aldrig stolet på nogen som jeg har stolet på ham og jeg kan slet ikke se hvordan jeg skal få tillid til ham igen. Jeg føler mig dum og til grin over at have stolet så blindt på ham.

Han siger han ikke vil noget med hende, men at hun er en ”pæn pige”. De har begge flirtet med hinanden og han har til en enkelt fest forsøgt at kysse hende. Han siger at han har haft dårlig samvittighed over det og at han vælger mig og elsker mig, samt at han vil gøre sit bedste for at gøre mig lykkelig. Han har foreslået at han ikke ser sin læsegruppe (og hende) igen, men han ikke kan svare nej til om han stadig er forelsket i hende. Er det en dårlig ide hvis han boykotter sin læsegruppe og hende – er det ikke lidt som en tikkende bombe? Hun vil jo stadig være der, om han ser hende eller ej. Og på et eller andet tidspunkt VIL han se hende igen, da de har mange fælles venner. Jeg føler mig så såret over at han har ladet en flirt blive til en forelskelse. Vores sommer har til dels båret præg af at det er blevet ”hverdag” for os. At vi ikke længere er nyforelskede. Måske er det derfor at sket er sket? Jeg havde bare aldrig troet det skulle ske for mig.

Ved godt at mit problem virker minimalt sammenlignet med andre indlæg herinde, med en noget sværere grad af utroskab, hvor mit vel mere er mentalt. Men håber stadig der er hjælp at hente: Hvordan kommer jeg videre og genvinder tilliden til ham??

Mange hilsner,
Den Forvirrede

Hej "forvirrede"
Tak for dit indlæg.
Måske er der sket meget, siden du skrev dit indlæg. Alligevel vil jeg gerne svare på dit spørgsmål.

Det, der vil være omdrejningspunktet for jer i tiden fremover, vil være jeres kommunikation og information til hinanden. Det, jeg tror, der vil være tillidsfremmende, er at I "bygger en kultur op", hvor det er naturligt og u anstrengt at tale om tanker og følelser, og at snakke sammen om, hvad I hver især bruger jeres kræfter på, når I ikke er sammen.

Det er vigtigt, at I har åbenhed, så mistroen og frygten langsomt aftager. Det er ikke dig, der skal tænke så meget ind i, om du kan stole på ham igen. læn dig lidt tilbage og tag imod det, han giver. Når du føler, at der er sammenhæng imellem det, han siger og gør, føler du tillid. Beslut jer for at ville styrke igennem krisen. Og hør på hvilke forslag han selv har til at vise dig, at du kan stole på ham.

Umiddelbart er det lidt svært for mig at gennemskue, hvordan sagen vedr. læsegruppen skal håndteres.
Jeg tror, at I må prøve af, hvad der virker.
Det forekommer jo umiddelbart ikke realistisk at han skal droppe gruppen helt.
Så lad ham komme op med andre ideer.

Jo mere åbenhed og nærhed, I har, og når I har udforsket, hvad det var han søgte hos den anden, ja så har I løst gåden og er kommet styrkede videre sammen.

Held og lykke.

Skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål. Så bestræber jeg mig på at svare lidt hurtigere.

Christel

Kære christel. Efter at have læst din blog om utroskab, får jeg lyst til at bidrage. For 3 ugersiden opdagede jeg, at min mand og kærest gennem mere end 20 år har været mig utro med en af sine medarbejdere i en periode på et ½ år. De har været sammen seksuelt 4 gange på et hotel og indimellem korresponderet med forskellig hyppighed på sms (jeg fandt telefonen ved et tilfælde). Min mand betegner det som en stor dumhed uden dybde og sammeligner det følelsesmæssigt med 4 one-night stands. Med andre ord, så er han ikke i tvivl om, at han efter opdgaelsen elsker mig, vil mig og vores liv sammen og han gjorde straks forbi med hende. Forud for utroskaben var en lang periode (2½), hvor min mand har været alvorligt syg og har haft mange bivirkninger af sin medicin. I den periode elskede vi pga. stor træthed fra hans side sjældnere end vi plejede. Samtidig arbejdede jeg hårdt for at få familiens dag til at hænge sammen, mens han brugte sine kræfter (dem han havde) på arbejde. I foråret fik han det bedre, men vores sexliv vendte ikke automatisk tilbage til det normale og et par gange nævnede han at han var træt af, at jeg ikke havde mere lyst. Selv havde jeg svært ved at komme på banen efter neddroslingen og jeg savnede meget at han så mig – ikke kun som en han ville have sex med. På et tidspunkt blev han så fristet af sin medarbejder og tog imod hendes tilbud. Her bagefter er han ked af det og har fortrudt – han siger, at han ikke troede, at det påvirkede os, men at han godt kan se nu, at det gør det og gjorde det.
Selv er jeg i det følelseskaos som mange på bloggen har beskrevet – skiftevis vred, ulykkelig, optændt af kærlighed og begær overfor ham mm.

Jeg har efter det første meget store chock — jeg ville aldrig have troet det om han – han er i mine øjne et af de mest ordentlige og loyale mennesker, man kan tænke sig – valgt at arbejde for at blive. det er som flere skriver et hårdt og indimellem ødelæggende arbejde, som føles urimeligt. Lige nu er det, der er sværest for mig, at de jo har en relation på arbejde, selvom han siger, at de kun har den aller nødvendigste kontakt. Mine følelser bliver martret hver dag af at vide, at de er sammen og trods afslutningen af deres forløb har et fællesskab med hinanden. Jeg ved ikke om jeg kan bære det i længden og havde ike forudset at lige det vile være det værste. jeg kan ikke rigtig se mine handlemulgheder – kan du hjælpe?

Hej Anne
Tak for dit indlæg.
Sikke et chok at starte det nye år med.
Som du skriver, har du valgt at tage kampen op, for jeg kan godt læse, at det lige nu føles som en kamp.
For mig at se er dit selvværd blevet udfordret, via den medarbejder, du omtaler. Der er flere veje at gå lige nu.
Du har valgt at blive, og som du formentligt også har hæftet dig ved på bloggen, skyldes det, at der er noget som er større og vigtigere end utroskaben. Du må gøre dig klart, præcist hvad det er der er større, så du har det at vende tilbage til, når tankerne og følelserne drejer rundt.

Og så må du styrke dit selvværd. I min bog "motivation" kan du læse et kapitel om selvværd, selvtillid og selvrespekt, ligesom du nu må finde ud af, om du vil gøre mere ud af dig selv, opdyrke interesser, styrke dit sociale netværk mv., for at give dig selv oplevelsen af, at du har en betydning og styrke følelsen af, at du føler dig attraktiv over for din mand.

Og så skal du have taget fat i nakken på din indre jalousidjævel, så den ikke sparker dig for meget rundt i manegen.
En ting er at du taler med din mand om, hvordan han sætter grænser. Og at I laver en aftale om, at hvis hun kontakter ham, via sms, mail, facebook, telefon mv., så skal han vente med at svare, til I to sammen har fundet ud af, om der overhovedet skal svares, og i så fald: hvad der så skal svares.

Denne situation er en udfordring for dig i at fokusere. At lære dig selv ikke at tænke og frygte for meget, i forhold til hvad din mand laver, når han er på job. Man kunne sige, at det kunne være fint, at hun forlader arbejdspladsen, og mit ønske er da også, at det sker på et tidspunkt, men det vil jo ikke fjerne frygten udelukkende. Så forhold dig til det, du og I kan gøre noget ved lige nu.

Det er lidt af en bombe, uanset hvad. Jeg vil, hvis situationen ikke bedres mærkbart inden for nogle uger, anbefale je at opsøge en parterapeut, der har erfaring inden for dette område. Jeg praktiserer i Kolding og har masser af bud på, hvordan du og I kommer videre, – nærmer jer hinanden, så det er kontakt og ikke kontrol, der kommer til at repræsentere jer i fremtiden.

Skriv endelig igen, hvis behov opstår.

Venlig hilsen
Christel

Kære Christel

Tak for dit svar. Jeg har stadig svært ved at holde jalousien på afstand, men kæmper med at holde fast i det gode ved, at vi nu er sammen på et sandt grundlag. Jeg bliver dog stadig indimellem meget ked af det – noget der går min mand meget på. Han vil meget gerne hurtigt videre til vores nye liv, mens jeg stadig prøver at forstå, det der er sket. I forgårs skete der så det,at jeg fandt en seddel med en mailadresse på og med password osv. Jeg valgte at tjekke den og til trods for, at min mand har lovet, at han har fortalt mig om de kontakter, han har haft med hende, var der her mails fra ham i en periode, hvor han havde sagt, at de ingen kontakt havde. Han advarer hende om ikke at lade andre på arbejde se hans mails "da de vil undre sig". Derudover drømmer han om hende og ønsker hun var sammen med ham (vi var på 5 ugers familierejse udenlands for at styrke familien), derudover fortæller han om,hvor dårligt han har det og at han har brug for at ændre sit liv. Min mand siger, at han helt havde glemt brugen af mailadressen og at ordene er skrevet i en følelsesmæssig brandert. Han bedyrer, at der ikke har været yderligere kontakt. Jeg er frygtelig såret over, at mens jeg forsøgte og troede, vi i fællesskab gjorde noget godt for familien sad han (i hvert fald denne ene gang) og drømte om hende og havde ondt af sig selv. Min mand siger, at jeg ikke skal tænke mere på den mail, men se at komme videre og tænke fremad. Jeg føler mig presset og ved ikke, hvordan jeg kommer videre med min selvrepekt i behold.

Anne

Hej Anne
Tak for dit indlæg.
Sæt dig ned med din mand og forklar ham, at der ikke er noget i verden, du hellere vil end at komme videre sammen med ham. Men at hvis det var så let som bare at beslutte sig for det, så var det sket for længst. At du ikke kan komme videre, skyldes ikke mangel på vilje, men at du bearbejder en sorg. Og det at komme videre, er at nærme sig hinanden. Så nu beslutter han sig for, om han vil støtte dig undervejs, for det handler ikke om at flygte nu, men at flytte sig sammen. Jo mere han støtter og trøster, jo hurtigere heles du, hvis det da er tempo, det handler om.
Det er trist, at endnu et negativt kapitel er kommet frem.
Snak med ham om, hvad der skal til for at han udviser tålmodighed og tolerance nu. For hastværk er lastværk i jeres situation.

Kan din mand fortælle noget om, hvad der gjorde, at han befandt sig i en "følelsesmæssig brandert"…. Når alt kommer til alt, er der jo også grunde til en brandert.

Ikke fordi, at I skal lege "20 spørgsmål til professoren", men for at få kastet lys over situationen og få klarlagt, hvad I to har lært af denne krise. For jo, selvfølgelig skal I videre, men ikke uden at være blevet klogere. På jer selv og hinanden.

Jeg håber, at I får jer en god og konstruktiv snak, og flere derefter.

Alt godt,
Christel

Hej Christel
Nu har jeg været med på sidelinjen temmelig længe, men føler jeg har behov for at dele min "historie" og måske få noget feedback. Jeg er i den ulykkelige situation at jeg for 4 måneder siden fandt ud af min mand var mig utro! Havde haft mistanken længe Det startede allerede sidste år i april hvor jeg fandt en hel del sms-korrespondance mellem min mand og en kvinde. Dengang stoppede han det øjeblikkeligt – og jeg troede det kun drejede sig om en sms-flirt, men jeg blev da klogere! Så hele sidste år kæmpede jeg med enorm jalousi og jeg spurgte igen og igen om der havde været mere mellem dem. Han nægtede hver gang og sagde faktisk at det var mig der havde et problem med jalousi og måske burde gå i terapi! Sagen er den at han har været dørmand de sidste tre år og alle kender jo dørmandens dårlige ry Jeg har så haft mistanke til en anden pige først på året. En bartender hvor han var dørmand. Den 22 april i år ramlede min verden så sammen! Jeg fandt en sms fra hende bartenderen i hans tlf og der var ingen tvivl – de havde noget sammen… Jeg konfronterede ham da han stod op til middag (havde jo været på job om natten) Og hårdty presset indrømmede han de havde haft en affære siden november sidste år! Jeg følte jorden forsvinde under mig! Og selvfølgelig havde der ikke kun været smsér med den første pige heller! Jeg smed ham ud samme aften – kunne intet overskue! Han tog selvfølgelig hen til hende, men kom tilbage næste morgen. Der lagde han alle kortene på bordet. Der havde været 3 piger/kvinder! Sidste år fra feb til april med en kvinde på 35 år som han havde sex med tre gange, sidste år i august med en pige på 19! Som han havde sex med 1 gang og så den sidste en pige på 26 – som han havde haft sex med tre gange! Min mand er 46 år gammel, vi har været sammen i 7,5 år og gift i 5,5 år. Jeg havde aldrig troet det om ham! Og han havde aldrig troet det om sig selv! Så fra d. 22 april – 16 juni i år var vi on off – frem tilbage og han var også sammen med hende den sidste. Vi har nu haft det godt den sidste måneds tid – især efter vi begge har accepteret at der kommer nedture. Han elsker mig – som han altid har gjort – himmelhøjt! Han vil gøre ALT for at vi får det godt igen! Jeg kan ikke skrive mere nu – der er sket så meget..

Hej Montana
Tak for dit indlæg. Det er godt at læse, at I er ved at finde melodien igen og også tankevækkende, at du beskyldes for jalousi, når det er en intuition om, at der egentligt er noget galt, der forståeligt nok har plaget dig.
Det lyder som om, at din mand er vågnet op. Fokuser på, hvordan I kan gøre hinanden trygge fra nu af.
Og skriv gerne, om I har fået løst problemerne om den mistro, du har haft med hensyn til telefon mv. jeg kan forestille mig, at det gibber i dig, når han får en sms, – og eventuelt også, når han går på job.

Styrkende tanker herfra,
Christel

Tak for dine tanker Jeg føler jeg er kommet videre, men for dælen hvor det er svært af og til. Det værste er næsten at jeg ved hvem disse kvinder er, så der kommer nemt billeder i mit hoved – og det gør vanvittigt ondt! Især efter den sidste har kontaktet mig og sagt hun aldrig troede han ville holde op med at være utro! Synes det var lige personligt nok… Mht telefonen – så har jeg fri adgang til den og må tjekke den hvis jeg vil! Så synes egentlig ikke der er problemer sådan med at stole på ham. Han er også stoppet som dørmand og i det hele taget er han blevet SÅ bange for at miste mig! Men der er jo altid spørgsmålet – hvorfor? Vores forhold har altid været godt og vores sexliv var/er fantastisk! Så det er mig en gåde hvorfor han gik over stregen – igen og igen! Vi har prøvet parterapi – en enkelt gang.. Men jeg synes ikke det var noget for mig – fordi jeg vil gerne snakke om utroskaben og det skulle man ikke! Til gengæld fik hun mig til at føle det var min skyld – og det vil jeg så absolut ikke have hængende på mig! Hvordan foregår det hos dig? Taler man slet ikke om det der er sket? Anbefaler du at man ikke snakker om selve utroskaben? Jeg havde håbet hun kunne hjælpe os – men det følte jeg slet ikke! Hvordan skal man snakke om det skete, efter din mening?

Hej Montana
Godt, at I har fået løst problemet omkring telefonen. Og sikke dog en intimiderende opringning fra en af de kvinder. Der er desværre mange, der vil hævne sig. og man skal lære at holde ørerne lukkede og tænke: hun taler vist kun om sig selv.

Og JO. I min praksis taler vi om utroskaben. På samme måde som hvis et menneske har oplevet en traumatiserende ulykke, en kvinde har haft en belastende fødsel osv., skal det tales igennem, så de spørgsmål, der måtte være, kan blive besvaret. Jeg arbejder meget med håndtering af netop utroskab og mener, at det under ingen omstændigheder må blive tabubelagt. Og personen, der har været den aktivt utro, er klart den, der skal bære, både i tale og handling, primæransvaret for at genetablere trygheden. Jeg praktiserer i Kolding, Og I er mere end velkomne, for der er både chok og sorg, mistro og frustration, skyldfølelse og "hvordan kommer vi videre" som nødvendige temaer at bearbejde.
Hvis du/I vil kan I skrive på min mail: info@sonnerasmussen.dk

Jeg synes ikke, at man i sit parforhold skal tale om utroskaben hele tiden, men at der absolut skal være plads til, flere gange om ugen, i hvert fald i starten, at tale om det skete og de reaktioner, det har medført. Dette rådgiver jeg jer gerne mere specifikt om.

Tro på dig og jeres kærlighed. Og hold fokus på at være følelsesmæssigt fortrolige, så I atter bliver hinandens bedste venner og både forstår og står for hinanden

Alt godt,
Christel

Kære Christel
Jeg er glad for du skriver at man kan og skal tale om selve utroskaben, selvom jeg nogle gange får svar jeg egentlig ikke ønskede at høre. Min mand er meget åben omkring det hele nu og svarer så ærligt som han nu kan. Det værste er bare, at når spørgsmålet:"Hvorfor gjorde du det? – Hvordan kunne du lade det ske?" dukker op igen og igen. Ja så kan han ikke give noget svar. Han bliver selv meget ulykkelig – for vil gerne kunne forklare hvad der egentlig skete! Jeg ved han kommer fra et barndomshjem med druk, vold og incest. Han har ikke selv været udsat for incest, men han har fået klø af sin far som lille. Han siger selv at følelsen af "ikke at være noget" har fyldt meget i hans yngre dage. Og jeg tror helt sikkert at det har været medvirkende til hans opførsel det sidste halvandet års tid?! Pludselig var han noget – som dørmand. Han var en betydningsfuld person i miljøet og så godt som alle kvinder synes jo han var fantastisk. Han har selv omtalt det som værende et "Ta´selv bord" – hvor man bare kunne tage for sig af retterne. Pigerne kom helt af sig selv og det var bare så nemt.
Efter han var "faldet i" første gang, ja så blev det faktisk bare nemmere for hver gang. Han har aldrig haft følelserne med i spillet og han har sagt at når bare jeg ikke fik det at vide, jamen så gik det jo heller ikke udover mig?! Det havde jo intet med mig at gøre, sagde han. Han har selvføgelig haft dårlig samvittighed – af og til – men skubbede den bare tilside.
Noget af det værste er for mig at der har været de unge piger! Pludselig føler jeg mig gammel og slidt. Ens selvværd får jo et ordentlig hak Men nu ved jeg jo hvordan de ser ud og (heldigvis) så er det bare almindelige piger – ikke andet! Den sidste på 26 fik jo følelser for ham og sagde også til ham at han havde lært hende at elske igen! Hun havde også sagt hun elskede ham – lige inden det blev opdaget. Så det er selvfølgelig også hende der kontaktede mig og "svinede" mig til! Det skal siges at han aldrig har lovet dem noget. Han har altid sagt han aldrig ville gå fra mig! Svært at forstå hvorfor han så valgte at være mig utro så mange gange!

Hej Montana
Tak for også dette indlæg. Jeg mener, som skrevet, at man skal tale om utroskaben, og så ser jeg også samtidig, at den sårede part skal være opmærksom på, hvilke spørgsmål der stilles. Man skal ikke stille spørgsmålet, hvis man ikke vil høre svaret.
Man er som par kommet styrket igennem krisen, når man har en følelsesmæssig fortrolighed og kan sige "lige nu er jeg ked af det/bange osv.", uden at der så skal tilføjes, "—og det er på grund af at jeg ser billeder inde i hovedet osv."….. hvis det belaster jer for meget med mange spørgsmål fra din side, så saml dem sammen og tag evt. en snak 1-2 gange om ugen, så I også har dage, der er fredede og så I skaber en oplevelse af gode hverdage.
Når vi er i underskud eller pres, fraviger vi tit vores egen moral.
Hvorfor stjæler børn i kiosker?
Hvorfor kører man nogen gange hurtigere end fartgrænsen tillader ?
Hvorfor tager nogle mennesker fat i / slår deres børn/samlever?
Hvorfor lyver vi om småting?

Jeg tror, at vi bliver egoistiske, når vi er pressede eller i underskud. Og så tænker vi ikke synderligt over, hvordan det, vi gør, påvirker andre.
Din mand har som jeg læser det, helt klart taget ved lære nu, og jeg læser, at du orienterer dig imod at tilgive og få endnu bedre dage sammen.
Få dit selvværd op at køre igen. det kan godt være, at de er unge, de kvinder. Men det er jo det menneske, vi er, der afgør om vi er smukke.

For et par uger siden kørte jeg i taxa. Jeg faldt i snak med chaufføren og spurgte: hvad laver du egentligt i pauserne?
Og han sagde: hvis vi er flere taxaer, der holder ved banegården, så sludrer vi chauffører lidt og kigger på mennesker. Og så tilføjede han uopfordret.
Og flere af mine mandlige kolleger siger tit: "synes du ikke, at hende der går forbi der, er smuk! og så sagde han:
"jeg svarer altid, at det ved jeg ikke. For jeg kender hende jo ikke".

Udseendet er mindre vigtigt. Det er hvad vi indeholder, der gør os smukke eller ej.
Stol på at du og din mand har det, der skal til for at komme styrkede igennem denne krise.
Mange lyse tanker,

Christel

Kære Christel
Dine svar hjælper mig meget, men jeg vile ønske jeg vidste hvor lang tid det tager før man er kommet videre?! Min mand vil meget gerne hurtigt videre og tænker ikke så meget på det i det daglige – som jeg.. Ikke at han ikke forstår jeg tænker meget på det og han presser mig heller ikke på nogen måde. Jeg bliver ved med at hive de samme ting frem igen og igen. Jeg ved jo næsten det hele men der er bare ting han ikke kan give et endegyldigt svar på. Jeg ved han var meget i tvivl om han skulle "gennemføre" det første gang han var utro. Han nåede mange gange at tænke at han kunne nå at bakke ud! Og at hvis han gjorde det han var i færd med, så var der "ingen vej tilbage" som han selv udtrykker det. Og så er det jo jeg spørger ham:" Hvorfor fanden stoppede du så ikke og kørte hjem igen?!" I går aftes sagde han så – da jeg igen nævnte det ovenstående – at måske tog sexualdriften over der?! Og nu kan jeg kun tænke på det! For han har hele tiden sagt at det var ikke selve sexakten der gjorde udslaget.. Og sådan bliver jeg ved – søger hele tiden nye svar og han siger han føler sig presset til at komme med et eller andet, men han ved også at når så han har svaret noget (under pres) så bliver det "brugt mod ham" senere… Hva gør jeg i de situationer – hvornår stopper jeg med at afkræve svar han enten ikke kan give eller allerede har givet mange gange?! Han bliver utrolig ked af det når vi har disse diskussioner og det gør jeg jo også Jeg vil bare så gerne videre, men står nogle gange helt stille… Er det nogensinde for sent at gå i parterapi – jeg mener sætter vi måske os selv tilbage igen – nu hvor der der gået 4 mdr siden jeg opdagede det?
Det værste for mig er at jeg synes at det også er "mængden" af det han har lavet der er meget slemt. Mens han jo mener at utroskab er utroskab og så er det egentlig ligegyldigt hvor mange der har været og hvor mange gange man har været sammen med dem? Det synes jeg jo til gengæld overhovedet ikke! Jeg ville have lettere ved at tilgive et par one night stands – end de her rimeligt lange affærer?! Han siger at da han først havde gjort det en gang, ja så kunne det jo faktisk være lige meget oim han gjorde det igen?!! Han kan godt selv høre det lyder forkert, men han siger:"Jeg tænkte jo slet ikke – slog hjernen fra og gjorde det bare!" Ja, ja – vi er da videre, men det er bare så svært for mig at slippe tankerne om ham sammen med dem.. Jeg ville ønske det snart ville stoppe?!!

Hej Montana
Tak for dit indlæg.
Ingen kan give noget svar på, hvor kort eller hvor lang tid, det tager at komme helet og styrket igennem en sådan krise. Det er jo ikke tiden, der læger sårene. Det er det, vi gør eller ikke gør i tiden, der får sårene til at hele, og de negative indre billeder til at blegne. Og jeg mener da slet ikke, at det er for sent at gå i parterapi. Som jeg læser dine indlæg, tænker jeg: de har rug for nogle enkle værktøjer og spilleregler for, hvordan de bliver bedre til at gøre hinanden trygge, og de har brug for ved fælles hjælp at få parkeret det, der er sket – et sted, hvor det ikke smerter på samme måde.
Det ved jeg, at jeg vil kunne hjælpe jer med.
Der er et sted, hvor jeg har indtryk af, at du farer vild, Montana. Hvis jeg forstår dig ret, bliver du ved at stille spørgsmål om ”hvorfor” og "hvordan" osv. Og stiller mange af de samme spørgsmål igen og igen. og der , hvor jeg mener, at du farer vild, er at jeg tror, at du tror, at hvis du får svar på alle spørgsmål, så får du vished, og så tror du, at du får ro.
Det kan give en vis forståelse at få svar på spørgsmål, men ikke nødvendigvis ro.
Din udfordring er at gøre dig rolig med den nuværende situation og begynde at tænke på de negative billeder som film, du må lagre i et rum på et gammelt museum.

De er ikke værd at kigge på længere. De giver ingen glæde, de giver intet overskud, de er dårlige film, og ikke værd at bruge energi på.
Men smerten er ok, og helt forståelig. Og det er den smerte, der er nødvendig at få helet og bearbejdet.
Så derfor kan du sagtens få indflydelse på, hvor lang tid det tager. Forstået på den måde at du tager en beslutning om, at det er nuet og fremtiden, ømheden og trygheden, bedre hverdage og oplevelsen af dagligt at styrkes, der gør jer hele.
Jeg vil sagtens kunne lære dig individuelle mestringsstrategier til at håndtere dit kaos og din søgen efter svar.
Tænk på, om du vil være arkæolog eller arkitekt i jeres parforhold. Vil du søge i jorden efter gamle stumper og skaller, så gør det.
Vil du hellere bygge op og udvikle, så gør det. det er en beslutning, du selv skal tage.
Og få så styrket troen på at du er smuk og dejlig og god nok, som du er, min ven. Det er dig, der har ham nu. og det er det, der er det vigtige.
Styrkende og særlige hilsener herfra,

Christel

Jeg tillader mig at stikke mit hovede frem, som en af den der har været utro… med sikker vished om at det sikkert bliver hukket af ved roden… samme fornemmelse jeg har hver eneste dag alligevel efter jeg blev opdaget og med en smule 'krigskorrespondent' attitude vil jeg trods odds forsøge… ikke at forklare(=bortforklare)… men at kaste lys over mig selv – og måske andre i samme båd…

Jeg sidder lige midt i den situation du her kommenterer Christel, spørgsmål, svar, billeder, forestillinger og sammenligninger mellem dig og 'hende'… som i min verden ingen mening giver… selv i min skyldsberusede sind, der i den grad gerne vil påtage sig AL ansvar for utroskaben og påtage sig AL smerten i tid og evighed – sådan er man vel igen 'krigskorrespondent'-agtig…

Jeg mangler formularen mellen der hvor jeg forklarer HVORFOR og til at sikre mit livs kærlighed om at det aldrig sker igen hvis vi finder hinanden. Og ja, der var et HVIS… igen er det ikke kun mit ansvar at vi kommer videre, eller KUN mit ansvar at det gik galt…
Jeg mener vi skal finde hinanden igen og starte på ny – ikke fortsætte i samme spor, det duede jo ikke… men skifte spor SAMMEN… Men tilliden til at hoppe af sporet sammen mangler og det er skræmmende at skulle tage det skridt sammen, når 'os' ikke længere synes så trygt…

Men der hvor jeg virkelig mangler redskaber eller 'tricks', er hvordan jeg overtaler den person i verden jeg elsker mere end noget andet til at tage hoppet fra 10 meter vippen sammen, når hun tror jeg bliver på vippen mens hun i ensomhed skal tage turen ned mod bunden? Hvad gør jeg eller hvad siger jeg så hun trygt tager fat i min hånd og selv siger: "nu hopper vi altså sammen"… når ordet 'sammen' eller 'jeg elsker dig' er så svære at bruge for hende for tiden? Jeg kæmper og kæmper, men hører kun ' jeg har brug for at du kæmper for os!' – hvordan kæmper jeg videre så det opfattes sådan?

Dette er kun et indspark midt i en tid hvor 'det gik ellers så godt'… og så gik det galt igen… vi havde det ellers så godt sammen og så kom der lige en påmindeelse, som væltede læsset et par dage i træk – igen… min krop er i selvforsvar konstant og har været det i måneder nu, hen over en sommerferie hvor jeg aldrig slappede af og efter hvor hverdagens stress også skal oveni… en gang imellem ønsker man jo bare det skal ende, så man får lidt fred… men jeg er et sted i mit liv hvor jeg ved hvad jeg vil have – og det er hende der er mit livs kærlighed – det ved hun også hvis hun kunne mærke efter… jeg har frataget hende hendes følesans hvad det angår – hvordan fanden giver jeg den tilbage inden det er for sent for os?

Hej og mange tak for dit indlæg.
Jeg hugger ikke hovedet af nogen. Jeg ved, at der altid er grunde til at ting sker, også selv om de sker ud over moralens grænse.
Det er et godt billede, du ruger. At I sammen skal skifte spor. Og dit spørgsmål om, hvordan man gør, er endnu bedre.
Jeg vil anbefale parterapi, og jeg vil anbefale, at du skriver hende en pagt. Hvor du fortæller, hvad du kan give og hvad du ønsker for jer.
Jeg forstår fuldt ud, at hun er såret. Men når chokket har lagt sig, må hvert eneste menneske træffe en beslutning om at bevæge sig videre.
Man kan ikke alene kæmpe en fælles kamp i længden.
Jeg oplever, at de, som har svært ved at komme videre efter utroskab, bliver ved at dyrke smerten. For det gør jo ondt. Jeg bruger af og til det billede, at det er som at være blevet ramt af en flugtbilist, og man er såret, måske for livet. Og når an så erkender, at flugtbilisten er ens elskede, er sagen naturligvis kompliceret.
Det byder enhver at mærke efter, og det byder enhver at afklare med sig selv, om man kan tilgive sig selv, at man gik ud på den vej, hvor der kom en bil fræsende, og om man er i stand til at tilgive, i kærlighedens navn. Hvis man ikke mener, at man kan, må man bryde op. For ellers slider man sjælen ud af hinanden.
Men hvorfor ikke sige: lad os tage 5 samtaler hos en parterapeut, der har erfaring indenfor dette område.
Og så at skrive den pagt, som jeg anbefaler i det ovenstående.

Styrkende tanker,

Christel

Hej WhoDaresWins
Pu ha – ved da lige hvordan din kone har det lige nu. Har selv været der, men føler jeg er på vej videre. Det er en frygtelig situation at være i – for begge! Jeg synes at efter jeg har taget beslutningen om at jeg vil være sammen med min mand – jeg vil os to og vælger vores ægteskab… – Så er det blevet nemmere at være mig – ikke nemt – men nemmere… Jeg ved at selvom vi kommer til at skændes, selvom vi når derud hvor det nogle gange virker uoverskueligt og alt kan være ligegyldigt, så har vi en "aftale" om at vi ikke går fra hinanden.. Det har givet os begge en vis form for ro.
Min mand gør alt for at give mig ro i hverdagen. Hans mobil ligger fremme (til fri "afbenyttelse") Han fortæller mig dagligt hvor højt han elsker mig og i det hele taget er han obs på mig og mine følelser hele tiden… Det er så vigtigt for mig at vide – det er mig han elsker, mig han værdsætter, mig han ikke kan leve uden! Han støtter mig i alt hvad jeg foretager mig lige nu. Læser alle mine indlæg på diverse sider og prøver virkelig at hjælpe mig med at komme videre.. Nu lyder det som om det bare kører på skinner for os – det gør det så absolut ikke!! Men vi er på vej.. Der er stadig dage hvor jeg ser eller hører noget ang. utroskab og så er fanden løs!! Nogle gange er det så slemt at jeg hader ham og væmmes ved ham! Heldigvis bliver der mindre og mindre af det. Jeg er blevet bedre til at "skubbe" de negative tanker tilside og fokusere på de gode ting.
Jeg tror det er vigtigt at holde fast i intimideten og sexlivet. Vi har (tro det eller ej!) altid haft et fantastisk sexliv – og det har vi stadig. For mig har det været vigtigt at føle hans lyst til mig – føle det er mig han vil have igen og igen Jeg vil føle mig værdsat igen – jeg vil sgu ikke tages for givet!!
Vi har været lidt dårlige til at komme tidligt i seng til hverdag og få slukket lidt før for tvét. Det er noget vi er meget opmærksomme på nu. Det er de små ting i hverdagen vi kan rette op på