Jeg har indtil for ca 8 mdr levet i vores parforhold og syntes det har været ok – ikke rosenrødt men det har været til at holde ud og det har været det nemmeste at blive sammen både for børnenes skyld og måske også for min mand.

For 8 mdr siden var jeg utro med en anden mand. Det er en mand jeg har kendt ligeså længe som min mand. Det er min mands bror. Vi (min svoger og jeg) hat altid haft det rigtig hyggelig og har altid vidst hvad vi hinanden havde brug for. Jeg har måske længe (de sidste par år) åbnet øjnene for, at han er en rigtig dejlig mand, som har nogle værdier og livsholdninger, jeg rigtig godt kan lide. Han er også gift, så jeg har i mit stille sind aldrig tænkt tanken om et forhold til ham. Men for 8 mdr siden ville skæbnen, at jeg var alene med ham, og pludselig var der noget som slog gnister – store gnister!! Noget som havde ligget gemt under overfladen både fra hans og min side i lang tid. Vi har siden haft et lidenskabenligt, seksuelt og helt forrygende forhold. Vi har talt i telefon hver dag (undtagen i weekenden) og mødtes så tit vi kunne.
Når vi er sammen har vi begge fået følelsen af at være "kommet hjem". Vi kunne ikke være mere skabt for hinanden. Jeg føler virkelig en dyb kærlighed for denne mand, og det gør han også den anden vej rundt. Jeg har aldrig i mit liv følt, at der kunne være så stor kærlighed mellem 2 mennesker. Han har stor respekt for mig og jeg har den anden vej rundt.

Dog er vi nu blevet enige om, at vi ikke kan fortsætte på denne måde. Vi må gøre op med os selv, hvad vi vil. Skal vi blive hos vores partner eller har vi mod nok til at springe ud i det sammen?
Der er ingen som er tjent med disse løgne. Vi har lovet hinanden, at vi vil prøve at give vores partner derhjemme en chance. Vi synes det er fejt ikke at give vores partner en chance. Der er trods alt dem vi har sagt at vi vil leve med til døden skiller jer ad.

Jeg har sagt til min mand at jeg ikke ved, hvor jeg står i vores forhold og at jeg ikke ved om jeg elsker ham mere. Jeg har ikke fortalt ham noget om min utroskab. Han er blevet utrolig ked af det, hvilket jeg godt kan forstå. Han har efterfølgende spurgt ind til om jeg har følelser for andre. Det har jeg benægtet. Jeg ved det er forkert, men hele hans verden vil bryde sammen hvis jeg fortalte om mit utroskab med hans bror.
Jeg har sagt til min mand at jeg savner initiativ og handlinger fra hans side. Og jeg må sige han prøver virkelig at gøre mig mere end tilfreds. Der er så her "det utaknemmelige" barn kommer ind. Lige meget hvad han prøver på, har jeg bare rigtig rigtig svært ved at lukke ham ind igen. Jeg vil gerne prøve at få det til at fungere herhjemme for min mand og børns skyld. Det vil nok være det bedste, da jeg ved det vil gøre rigtig ondt at komme igennem en skilsmisse. Men inderst inde tænker jeg på den anden mand hele tiden…… Og inderst inde har jeg nok den følelse af at det er for sent at redde et forlist skib eller hvad….???

Hvordan skal jeg komme videre??
Skal jeg blive i forholdet og se om jeg kan få de dybe følesler tilbage til min mand? Inderst inde tror jeg måske ikke helt jeg kan. Jeg prøver udaftil at være den glade og kærlige kone. Men det er rigtig svært.

Jeg sidder lige nu i en osteklokke ligesom dig Anna. Sidder jeg tilbage med en længsel og et savn så stor til en mand, jeg aldrig havde drømt om var muligt.
Jeg går konstant rundt med en følelse af at være et sted jeg ikke har lyst til. Når jeg er hjemme sammen med min mand har jeg ondt i maven, og jeg er totalt forvirret. Har jeg ondt i maven af savn til den anden mand eller er den dårlige samvittighed jeg har, over at have været min mand utro??

Jeg har selv rodet mig ud i denne affærre, og må ogå selv rode mig ud af den igen. Men har jeg bare ikke de vise sten til at gøre det.
Jeg håber indeligt, der er nogen der kan give mig gode råd til at komme videre.

Kærlighed er det der giver livet liv, men så sandelig også det, som kan gøre livet svært.

Er den umiddelbare dybe kærlighed til 2 mennesker grundlag til at ville skilles fra en mand, som prøver at gøre sit bedste for at få familien til at fungere???

Til slut vil jeg sige tak til dig Christel for at have et forum og side som denne.

Mvh DT

Kæreste Christina.

Jeg er så rørt over dine breve. Men det gør ondt i mig, at læse dem. Håber at du/I er kommet langt videre i dag og ønsker jer begge, alt det bedste.

Jeg lever "din elskedes" liv – er dog kvinde. Jeg er "ham" som har valgt sit ægteskab. "Du" er ham, jeg er så inderligt forelsket i. Håber at du ser mit billede.

Jeg kan ikke nænne at forlade min familie, og alt dét de lever så trygt i. Vi har teenagebørn og deres tilværelse ville styrte i grus, hvis jeg gik fra deres far. Derfor har jeg valgt, som jeg har valgt….eller fravalgt.

Jeg har været en loyal og kærlig hustru i 17 år. Har en velfungerende hverdag….dog stort set uden sex. Men min mand og jeg er gode kammerater. Vi kysser, krammer og holder i hånden. Vi har dejlige fremtidsplaner og har sammen skabt et trygt og solidt sted at være, for vores børn og familie – et skønt hjem.

Min mand har ikke megen lyst til sex – Det har han aldrig haft, men der kom børn og tiden er gået.

Min mand vil under ingen omstændigheder acceptere sex udenfor vores ægteskab!

Vi har talt om det hundredvis af gange; At jeg er ved at gro til, i mangel på fysisk nærhed. og at vi nu må se at få gang i sexlivet igen, og hvor skønt det er, når vi endelig elsker. Vi har været hos parterapeut og har lavet aftaler, som så bare er gledet ud i sandet. Som tiden er gået, har jeg givet op og lever med det…for vi har det jo godt.

….Men så en dag fik jeg, selveste "kærligheden" til bords, ved en privat sammenkomst.

Et "tak for sidst" brev blev til en forelskelse. Forelskelsen til venskab, kærlighed og vidunderlig nærhed.

Jeg blev set og bekræftet og elsket. Jeg så billeder for mit indre, af os sammen, som gamle.
Han fulgte mig rundt i mit arbejde og deltog aktivt i mine arbejdsprocesser. Vi talte om hinandens børn, som var det vore egne og vi delte hverdagens bump og var hinandens forlængede hjerner.

Jeg var lykkelig! Helt, helt lykkelig!

Det varede i 6-7 mdr.

Men jeg har taget et valg….af hensyn til min familie og angsten for det uvisse, ved konsekvenserne i at splitte reden ad.

Jeg har lukket og slukket utroskaben. Slettet alle spor. Og jeg kommer aldrig til at fortælle det til min mand. Det ville han ikke kunne bære.

Ingen ved noget. Jeg er alene. Med sorgen over tabet, splittelsen, tvivlen, skyldfølelsen, frygten for at det alligevel en dag kommer frem i lyset og min mand bliver et bittert menneske + ikke mindst smerten ved at se, hvor svært min elskede har det.

Han har ladet mig gå uden kamp, fordi han elsker mig og ønsker mig det bedste. Han siger at han vil vente på mig resten af sit liv, og at han kun er et telefonopkald væk. Han siger også at han ved, hvornår han elsker dybt i hjertet. Han har en kæreste, men de bor ikke sammen og har heller ingen fremtidsplaner herom.

Livet handler om kærlighed – det største – og om at være lykkelig. Jeg er så taknemmelig for at have oplevet denne dybe kærlighed og jeg savner ham hvert eneste dag. Vi fik og gav det bedste af hinanden. Vores hjerter og kroppe forstod hinanden. Jeg vil så gerne se ham lykkelig.

Nu:
Jeg er ikke lykkelig…..Jo 85 %, men 85 % lykkelig er ikke lykkelig!

Men man smider da ikke 85 % væk pga. de sidste 15 ? Det ville ha´ været meget nemmere, hvis det havde været 40 eller 50 %.

Jeg har altid sagt til mine børn, at de skulle følge deres hjerte. Og helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg har gang i, når det gælder mit eget…Ligger jeg under for nogle regler og mønstre som måske ikke er sandheden?

Jeg lever i en osteklokke. Nej. Jeg overlever.

Jeg, som den utro og alligevel et fint menneske (synes jeg selv), mener at det er vigtigt at utroskaben bliver debatteret og set alle sider fra, og jeg vil meget gerne spørges og bruges i dette forum. Det kan måske også hjælpe mig til at forstå, hvad det er, jeg gør ved mig selv og mine medmennesker.

Der er en tendens til, at det er den tro part, som er offeret – den forrådte. Men er det måske, i virkeligheden, den utro, som er offeret? – den svigtede ?

Jeg har en ven fra en anden kultur, som var sammen med en anden mands kvinde. Det blev opdaget og manden ringede til min ven og truede ham på livet. Min ven fortalte manden: "hvis din kvinde var veltilpas og tilfreds i sit ægteskab, ville hun aldrig kigge til anden side og du skal kun være glad for, at hun har valgt en mand som mig, for jeg er et ordentligt menneske".

Jeg tænker så tit på, hvordan jeg ville rådgive en anden i min situation, og jeg ved det virkelig ikke.

Tak Christel, for denne blog, for din visdom og din oprigtighed….jeg har ledt og ledt efter svar og støtte…..her bliver jeg klogere.

Kærlig hilsen
anna

Fat tillid til, at det rigtige og det bedste kommer til at ske.

Venlige og støttende tanker
Christel

Men jeg vil intet forvente, for det kan jeg ikke.

Jeg vil søge at behandle min smerte, men lede efter glæden i hver eneste dag. Anyway.

Men lad os huske, hvad der var meningen med, at jeg satte min følelelse i den her tråd: Jeg VILforstå tingene fra den utros side. Så højt elsker jeg ham – og vil altid gøre det.

TAK!!!!!!

KH Christina

Håber, at du finder en vej, hvor du føler, at du lever og ikke er fanget af "overlevelsen".

Held og lykke

Venlig hilsen
Christel

Kan jeg gøre noget, Christel? Vi arbejder sammen, men sjældent. Hans blik er roligt og sårbart, han virker konstant bange for, at jeg også skal "slå ud" eller blive sur, men hans gamle kærlige natur skinner igennem. Faktisk forstår jeg alt nu – bedre end nogensinde. Jeg ved, det var kærlighed, min sjæl længes lige meget – men kan jeg overhovedet tillade mig fortsat at drømme om ham? Kan jeg? Han har intet overskud til mig, og det kan jeg sgu godt forstå. Men hvori består hendes så voldsomme reaktion? Hvorfor? Vil hun opleve et vendepunkt og se, at hun også fortjener en, der er et bedre match? Eller skal jeg opgive alt håb om den tanke?

Det er ubeskriveligt sorgfuldt.

Tusind tak for din kommentar og også at du i det hele taget tager dig tid til at blogge med sådan nogle vildfarne typer som nu mig, der p.t. støvsuger nettet for øjenvidneskildringer for at se, om jeg kan aflure et mønster og forstå, hvordan man kan vælge kærligheden fra – og endda sige, at det er det, man gør (-:

En af forklaringerne er måske, at han inderst inde ved, at jeg vil kunne tilgive ham alt, virkelig alt. Men et mindre stærkt forhold har ikke så meget tilgivelse på kontoen, men flere vanebetingede bindinger, angsten for det nye, som du skriver, alle ens egne skeletter, der bare rasler rundt i skabet, og som også kommer op til overfladen i sådanne tilfælde. Mit held og min styrke er, at jeg har været alene – og kompromisløs – så længe, jeg ville ikke rode mig ud i et halvt forhold nogensinde mere. Det er selvfølgelig på den baggrund, at jeg så skråsikkert og teenageromantisk kan påstå, at jeg vil vente for evigt (-: Det er jeg selvfølgelig blevet for voksen til at sætte min underskrift under, men jeg ved, at det ville blive noget af en opgave at finde en ny mandsperson, der kunne matche ham. Det gør heller ikke noget, for man kan leve længe på at have mødt noget så ægte, som du også siger.

Når alt det så er sagt, så er jeg – og det er derfor, jeg bevidst lægger den her historie i den her tråd – stadig meget, meget bekymret for ham, ja, faktisk for begge de to verdenskrige (-: Jeg har selv tænkt meget over mine udtryk, de må afspejle alt det, jeg ikke kender til i deres fælles historie, som er kommet op til overfladen. Men før han kan nosse sig sammen, så skal der ryddes op, og der er er åbenbart virkelig noget at se til. Da jeg så dem i øjnene forleden og tænkte udtrykket, så jeg en masse billeder for mig: støv, stilhed, flygtningefamilier på vej hjem, soldater med oppakning, sultne, tørstige, desillusionerede. Med ar på sjælen, der aldrig rigtig vil blive helet.

Jeg tror ikke kun, det handler om manglende mod; nogle gange ER der mange sår at pleje først. Der er ikke nogen klar sandhed, nogen klar skyldig, noget klart punkt, hvorfra man kan sige: DERfra gik det galt. Jeg har lige set "Brødre" på DVD, fordi jeg ikke kunne huske, hvordan den endte. Den "onde" lillebror bliver pludselig den gode. Den gode storebror bliver ond, fordi han tvunget af omstændighederne og for sin overlevelses skyld (og her har han måske tænkt på ansvaret for sin egen familie i den modbydelige proces at skulle vælge mellem hans eget og medfangens liv) beordres til at dræbe en medfange. Efterfølgende kan han ikke bære skylden, så han lyver om det – indtil skylden alligevel vælter ud af ham i kraft af sin egen voldelighed over for familien. Først til sidst – og det var det, jeg havde glemt fra den så frygtelige film – tvinges han af sin kone til at fortælle sandheden. Ellers vil hun forlade ham. Hun spejler ham faktisk barskt tilbage, kræver, at han tager ansvar. Og så gør han det. Rulletekster. Slut. Der VAR faktisk en forløsning, den fylder blot måske sølle 20 sekunder i hele filmen. Men den var der.

Sådan er måske også livet, en krig, vi ikke vil kendes ved, og hvor valgene ikke er indlysende i nuet, og hvor vores reaktioner bare ikke kan være andet end betingede.

Gælder det hans krig, så sagde han faktisk en ting til mig, som jeg ikke bed så meget mærke i dengang, men det skal jeg love for, jeg gør nu, hvor den passer til situationen: – Men hvordan vil jeg kunne undgå at tage smerten med ind i en fremtid med dig, det vil jeg heller ikke byde dig? Og jeg havde sagt, husker jeg også tydeligt nu: – Jamen, hvis det nu ender med det kaos, du siger, det gør, og jeg så står og siger, at jeg stadig vil have dig, vil du så tage imod det? – Ja. Det tror jeg, svarede han. Forsigtigt. Skubbende smerten hen som en bold mellem os, ingen burde røre ved – lidt som smerten i "Brødre", storebroren ikke vil kendes ved.

Min psykolog ville ikke afvise, at han faktisk råber lidt på hjælp nu. Vi kan jo ikke rigtigt regne noget ud, men jeg fik den lektie at gå hjem og overveje, om jeg villle fortryde det, hvis jeg ikke fik sagt – Hey, jeg er her. Kan du huske, jeg lovede det?

Så jeg samler lidt mod sammen lige nu; der er ingen som helst vrede til stede hos mig, og jeg vil også kunne tåle hans, men… ER jeg den rette hjælper lige nu? Skal han ikke gå hele turen hjem selv til de bombede næsten mennesketomme byer og have skiftet de flestre plastre selv? ER han helt klar? Hvornår fordamper den vrede periode – al den glæde, jeg var for ham, som nu er vendt til smerte? For selvom jeg ikke bliver skræmt af hans vrede – et karaktertræk han aldrig nogensinde har haft antydningen af tidligere – så ved jeg, han selv er skræmt af den. Så for hans egen skyld skal man måske ikke insistere? I hvert fald ikke endnu? Jeg føler, det handler om timing.

Som du jo siger, Christel, så kan og vil jeg ikke hverken påtvinge ham eller afkræve ham et svar, sådan er kærlighed ikke. Det KAN man ikke. Men er det på den anden side kærlighed at lade folk sejle deres egen sø, når man inderst inde ved, hvad han vil?

Mit eget ægteskab var sgu også noget neurotisk noget, endda med et velfungerende sexliv – men det kan jo også binde folk, hvor de i virkeligheden burde gå. Det er et rod at være menneske!

Jeg er sikker på, at de utro har deres gode grunde – selvom de selvfølgelig er utilgivelige (grin) – til både at være utro og til at blive – og til at gå. jeg vil nok bare have svært ved at tilgive ham at blive, hvis det betyder, at han skal forblive ulykkelig. Dvs, han må jo vælge, hvor det skal koste. Jeg har lagt mærke til, at alle folk (der ved det her) omtaler det, som at "han må vælge", men han har jo valgt. Men ingen accepterer åbenbart rigtigt valget, før han har det godt.

Så jeg tror, han kommer på et tidspunkt. Med al sin smerte, og med noget af sin glade uskyld væk for evigt. Men hvad der kommer ud af det, behøver jo heller ikke være dårligt.

Kærlig hilsen – og tak til dig, Christel – fra Elskerinden (-:

Men din smerte er jo enorm, du kælre. Og du er stærk og har kontakt med din selvrespekt og går ikke på kompromis, så hvor er situationen dog ulykkelig.. for han lader et skånehensyn til sin kone gå forud for de to år, I har haft….

Der er jo umiddelbart ikke meget aktivit, du kan gøre. Andet end at opretholde den, du er. Andet end at holde fast i, at du elsker ham i dit hjerte, men ikke hverken kan påtvinge eller afkræve ham et løfte.
Han må selv vælge. Om han vil opretholde det netværk, han mener, at husturen og familien er for ham, eller om han vil springe. Ud i det risikovillige, men til kærligheden.
Tag dig en pause.
Læs, hør musik, spis pasta, vær sammen med veninder. Gå kattens vej, som er at du efter at jobbet er slut, fornemmer om du er sulten, træt eller har brug for at hvile i en solskinsstribe. Sæt evt. en tidsramme for, hvor længe du vil vente på ham. Jeg forstår godt, at du skriver, at du vil vente for evigt, men vid at nu har kærlihgeden banket på din dør. Du er i stand til at føle den i den smukkeste og største version. Hvis han ikke vil have din kærlihged, så vær åben for, at der er andre, der vil . men tillad dig den sorgfase, du har brug for. For gud, hvor er det sørgeligt, at mange mennesker, når alt kommer til alt, er mest bange for forandringer.

Mange siger, at det er døden og sygdom, vi er mest bange for.
Det tror jeg ikke.
Mit bud er, at de fleste er bange for forandringen. Og især forandringen via kærlihgeden.
Hvis han ikke tør, så tør han ikke. Vid med dig selv, at du tør det store, det inderlige, det smukke.
Kommer han ikke til dig, så søg andre steder hen. Når du er klar.

Mange mange lyse og støttende tanker til dig Christel

Vi var kolleger og verdens bedste venner i to år. Vi havde svoret hinanden evig (venskabelig) troskab. Vi var det perfekte match, vi var sammen ustandseligt om alt, det kollegiale, hvor vi var sprudlende produktive sammen, poetiske samtaler i hverdagen, hinandens liv, vi havde interesser, både sære og almene tilfælles, talenter ditto – men to forskellige livsbaggrunde, vi var som et instrument med dobbelt styrke! Vi tilbragte to år uden en eneste sky på himmelen.

Til sidst blev vi nødt til også at røre hinanden, og det var desværre dejligt. At vi begge for længst havde tænkt tanken om en ægteskabelig forbindelse viste sig ved, at vi straks efterfølgende fik åbnet posen for den mulighed. Jeg er fri, men han turde ikke. Han og konen har været sammen siden gymnasiet, det var ikke kærlighed ved første blik, men en relation med to nu næsten voksne børn og stabilt kammeratskab. Dog havde han ikke fået sex de sidste syv år, så han havde været i byen et par gange uden at afsløre det hjemme. Kun jeg var en ægte trussel. Men han turde ikke gå. Han var bange for hendes reaktion. Den ville blive voldsom. Den turde han simpelthen ikke opleve. Hun er kontrolfikseret, har lidt af anoreksi, er ikke altid i kontakt med sig selv og sin krop trods i øvrigt stor intelligens. Hans relationer til en stor, dejlig svigerfamilie, mens han selv kom fra en familie uden søskende, uden mostre, onkler og tanter, uden en eneste fætter og kusine gjorde ham også tanken svær at se sig selv gå. – Hvis jeg går, vil hun sørge for at cutte enhver forbindelse med alle dem, jeg har kendt siden jeg var 20. –Og jeg er selv simpelthen så bange for både hendes vrede og for at stå alene uden noget som helst netværk tilbage.

-Du har mig på alle andre måder og det til evig tid, sagde han derfor allerede efter den første nat.

Jeg tænkte, at det var mærkeligt, han ikke turde tro, jeg var nok. Men hvad ved jeg om det. – Vil jeg nogensinde kunne gå ind i en fremtid med dig uden at overføre al smerten? kunne han svare til det.

Vi var kærester i bare tre uger og rasende forelskede. At nogen kan have forhold til gifte mænd i årevis forstår jeg ikke. Jeg sagde stop. Jeg krævede intet af ham. Jeg sagde bare, jeg kunne ikke mere. Fortrød han, vidste han, hvor jeg var, og at jeg ville ham. Jeg ville vente resten af mit liv, skulle det være. Men jeg ville ikke være en affære.

Vi græd i to dage både hver for sig og sammen, og så besluttede han af sig selv at samle alt sit mod og bruge sommeren til at gå hjem at vælge. Det er to måneder siden nu.

Han har nu valgt hende, siger han. Vi er stadig kolleger. Jeg bombarderede ham med vrede og sorgfulde mails og smser to dage midt sommers, fordi han sagde, han havde valgt, men ikke anede, hvordan han nogensinde ville kunne omgås vores tiltrækning. DET gjorde mig vred. Men jeg holdt op igen, faldt ned. Jeg blev selv skilt for otte år siden og har givet mig god tid med ikke at røre ved hvem som helst og at tænke mig godt om. Min vished og kærlighed til ham er uden ende, også nu. Mit selvværd fik sig et knæk en måneds tid i sommeren, jeg græd flere timer dagligt, jeg var et bombekrater af sorg. AT miste en så dyrebar var ubærligt, men jeg formåede dog at slutte fred med hans beslutning og få hverdagen til at fungere igen. Klar til at respektere hans beslutning og være kolleger og måske også venner igen, som han hele tiden havde foreslået det (om end også håbet og antydet, at han gerne ville mig som hemmelig de facto nr. 1).

Jeg var blandt andet blevet så vred, fordi jeg havde på fornemmelsen, at han endnu ikke havde sagt noget til hende dengang. Det skal jeg jo ikke blande mig i, men jeg følte, det gjorde, at han håbede hemmeligt på mig på den vis og også kunne gå udenom angsten for at sige hende sandheden. Han ville ikke fortryde de sidste to år med mig, der havde været de lykkeligste i hans liv.

Den sandhed – sandheden om mig – er jeg ret sikker på, han har sagt nu, hvor vi er sidst i august, og vi i den grad skal til at arbejde sammen igen. Men nu er han – det mildeste temperament, jeg nogensinde har kendt – blevet vred på mig! Han vil cutte al kontakt med mig. Han får hende til at dukke op på alle mulige tidspunkter (eller også er de fælles om beslutningen, det ved jeg ikke) som en art mandsopdækning af mig! Han havde nu fortrudt de sidste to år, ja, alting. Når alt kom til alt. Og han skyldte ikke mig nogen forklaring. Han havde lov til at skifte sind!

Jeg ER afklaret, sagde han vredt, og det var så tydeligt, at det var han måske nok, men ikke af særligt fredsommelige grunde. Det var tydeligt, han nu var/er parkeret i et land af kaos og utryghed. Et uhyggeligt sted, som jeg må indrømme, han selv havde sagt, han ville havne i, skulle det være.

Jeg har også haft øjenkontakt med hende, når hun har fulgt ham på arbejde (det gjorde hun aldrig tidligere). Hun er ikke ondskabsfuld, men ligner 1. verdenskrig i blikket, og han ligner 2. verdenskrig. Kolleger bemærker forandringen hos ham. Selvom han ellers har frabedt sig andet end kollegial kontakt med mig, har han alligevel for nylig afsløret i en ellers kort og syrlig mail, at der er tale om sygdom hjemme. Det er således kun mig, der ved, hvor galt det er fat, så på den vis er jeg alligevel blevet den betroede, hvilket stiller mig i en uklar position. Mailen var som sagt kort og spids. Alligevel syntes jeg at høre et råb om hjælp, som jeg ikke kan give ham, fordi hans refleks vil være at afvise mig. Skal jeg – eller skal jeg ikke? Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg er sikker på, han har en depression; googlende mig frem til, at mænd med depression tit blev aggressive. Han er så lidt sig selv og sit gamle, lattermilde jeg, at det river mit hjerte i tusind stykker. Jeg har lyst til at eliminere min egen eksistens for hans skyld, flytte landsdel, skifte job – men det er ikke muligt. Jeg tænker, at han i længden heller ikke vil kunne leve med det. Jeg tænker også, at en del af os begge to også håber på, vi bliver i nærheden af hinanden, så vi kan turde vælge hinanden til, når engang det her er overstået.

Jeg ved, han martres af mangeårig skyld, ikke bare over sin utroskab, som jeg ikke kan lade være med at synes er nogenlunde "i orden", når nu han ikke har fået sex i syv år, men også over en svigermorhistorie. Jeg ved, han har en kerne af usikkerhed gemt i et ellers formidabelt intelligent, morsomt, kreativt og produktivt menneske, og at den usikkerhed lige nu skal stå sin prøve.

Jeg ved, vi begge to savner hinandens nærhed – ikke blot seksuelt, men alt i vores relation var næsten for godt til at være sandt. Vi talte ikke hinanden efter munden, vi kunne skændes og diskutere, intet gjorde ondt, bare vi var sammen. Alt gør ondt nu, fordi vi ikke er sammen.

Jeg skal heldigvis til psykolog i morgen, for alle mine tanker går på ham og på, at han skal have det godt. Det lyder så flot, og jeg har bestemt også haft mange faser af selvmedlidenhed og hævnfantasier, men når det er sagt, så ved jeg, at han har det 20 gange sværere end jeg, og jeg kan ikke bære at mærke og se ham lide; jeg kan simpelthen ikke lade være med at ønske, at der var noget, jeg kunne gøre.

Hilsen hende, der elsker den utro part –så meget, at hun ønsker, han skal blive lykkelig, hvor han kom fra – og ikke nødvendigvis hos mig, men HVIS det er tilfældet, han bliver lykkeligere hos mig og får overvundet smerten og skylden, ved at gå, så vil jeg gerne hjælpe ham. Kommer han bare selv, når han er klar? Hvad kan jeg dog gøre?

Har læst alle indlæg i tråden og vil meget gerne lige komme med min holdning.
Jeg har også været utro, nogle gange med kys andre gange hele vejen.

Jeg vil gerne påpege at der er 2 sider af alt, og der skal 2 til tango.
Min overbevisning er, at hvis man bliver "mæt" derhjemme, har man ikke lysten til at spise ude.
Dermed ikke sagt at der skal dyrkes sex hver dag, men at man som menneske og partner bliver fysisk og psykisk stimuleret hver dag.
der skal være fysisk kontakt, bekræftelse og kommunikation.
Det er ikke meget større videnskab end at passe alt andet levende, vand, gødning og lys til eksempelvis en plante.
Jeg ved, at hvis jeg ikke var blevet taget for givet, havde jeg ikke været utro, jeg har altid været en flirter, men ser ingen grund til mere end sjov og ballade hvis jeg er i et sundt og godt forhold.
Men skranter forholdet, så kan det være svært at lade flirten forblive en flirt.
Og naturligvis får man da dårlig samvittighed for man sårer jo en person man elsker, men det er altså ikke kun op til den utro at rette op på det skete, ansvaret ligger ligeligt hos begge parter.
Hvis nogen af jer har læst "Jeppe på bjerget" ved i også hvad der gemmer sig bag sætningen "Ja Jeppe drikker, men hvorfor drikker Jeppe?!"
Ja jeg var utro, men der var en grund, og den grund lå i nogle problemer i vores forhold og hos min mand.
Og ja måske lyder jeg som en mand med mine holdninger, men jeg er rent faktisk kvinde, og jeg kan godt forstå de mænd der tænder på "jagten af nyt bytte", det handler jo om bekræftelse, og det er rart.
Men der kan godt sparkes liv i gazellen derhjemme, så jagtinstinktet kan bruges hjemme, det kræver lidt vilje og fantasi.
Og så kræver det for begge parter at den sårede tilgiver, og mener det, og den utro dropper den dårlige samvittighed og skyldfølelse. Når først stregen i sandet er trukket og begge parter er enige om at se frem og ikke tilbage, er det aftalen, alt andet vil gøre det umuligt.
Det tager tid at få gang i hjulene igen, men hvis man vil det nok og kærligheden er der, kan det lade sig gøre, især hvis man husker at date igen, altså med hinanden

Så JJ, hvis I vil det kan I, bær viljen i hjertet og vær ærlige overfor jer selv og hinanden.

Bedste ønsker og håb for kærligheden

Logic