Om utroskab vinklet/set fra den utros side af

 | 14. august 2008 14. august 2008 - 09:59

Et indlæg fra den utros side.

Prøver selv at forstå hvorfor jeg gjorde det og hvordan jeg vinder hendes tillid igen.

  • To spørgsmål i samme indlæg.

Jeg har læst mange artikler fra denne gode debat side… Men som andre læsere finder jeg flest indlæg fra den ikke utros side… Her er min historie!

Jeg mødte min kæreste (Nu kone) for 4 år siden… Jeg har altid elsket hende og vi har et helt fantastisk forhold og sexlix.  Til trods for dette så var jeg hende utro 5 gange (4 x sex 1 x kys) inden for det første halvanden år.. (altid one night stands) Sidste gang var mens hun ventede vores lille pige. Har altid fortrudt efterfølgende men efter den sidste gang – fik jeg det så dårligt over det og lovede mig selv aldrig at gøre det igen, da jeg nu skulle være far og det ansvar der fulgte med… Det har jeg holdt, men som mange andre ting, så kommer fortidens synder altid efter en og jeg måtte indrømme først en og efter benægtelse de sidste 4 gange.  Trods min overbevisning om at hun vil forlade mig, er hun blevet for at kæmpe for vores forhold…

Hvorfor gjorde jeg det? Vi havde det godt og vi havde et godt sexliv!

Min egen konklusion er at det er en dårlig vane som altid har været der uden konsekvens (fra tidligere forhold) og at jeg havde brug for en forsat bekræftelse indtil den dag jeg følte mig som en rigtig mand (Den dag jeg skulle vare far) Er der nogen mænd eller kvinder har prøvet det samme? Hvorfor fanden gør man sådan sindssyge ting når man elsker en anden?  Så snart jeg var kommet, smed jeg one night standed ud, og havde det af helvede til…

Det er nu snart 5 uger siden og vi bevæger os langsomt frem og tilbage men dog frem.

Vi er gået i terapi hos Christel og det hjælper helt sikkert… Men som så mange kvinder skriver på denne side, synes min kæreste at det er hende der skal kæmpe for vores forhold og det er hende der skal tage iterativ til at tale om det.. Jeg vil helst glemme det og se frem af… Men så let ved jeg godt det ikke er… Så derfor håber jeg at der er nogle kvinder der kan hjælpe mig med at forstå de behov min kone har i dag og hvad der skal til for at bygge tillid op igen….Og ikke gemme mig i krogen i den tro at problemet forsvinder af sig selv, for det gør de ikke….    Jeg elsker min kone over alt på jorden og vil gøre alt for hende… Mit problem er kommunikation og at læse de signaler hun sender… Jeg sidder for det mest og bare stiger ud i luften, da jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal sige…Har total berørings angst omkring emnet og vil ikke tale om detaljerne. Hver gang hun spørger til dem ender det med et skænderi da hun bliver sur og fortvivlet over min manglende svar…  Mit argument er, at vi har talt om det 1000 gange og jeg ikke har mere at sige…  Kun undskyldninger og forsikring om at det aldrig sker igen kommer ud af min mund….   De 4 ud af 5 skete på forretningsrejser, så jeg har droppet helt at rejse, samt ikke vare sammen med den mandlige kollega som jeg gjorde det meste samme med når vi rejste samme (Han var også sin kone utro) … Dvs. ikke gå i byen med ham eller til firma julefrokost.  Jeg bestiller ikke andet end at rydde op og prøve at gøre ting som jeg tror at hun synes er rart… Jeg siger tit jeg elsker hende (for det gør jeg virkelig) og sende små sms'er. Men jeg misforstår hele tiden hendes signaler og hun bliver enorm let irriteret på mig,

Til mine spørgsmål, som jeg håber at der er nogle kvinder som har været eller er i lignende situation, som min kone kan hjælpe med.

  1. Jeg ved at vi igennem samtaler kan komme langt, men uden at komme ind på detaljerne – hvilket emner ville hjælpe og som kunne give tillid i det lange løb
  2. Kan ikke give hende en ordentlig forklaring på hvorfor jeg gjorde det, men vil heller ikke lyve og sige et eller andet.. hvad kan jeg gøre når jeg dårlig nok forstår det selv? Er der nogen der har en ide?
  3. Alle gode råd og forslag til hvordan jeg skaber tillid, skaber tryghed og får hende til at føle sig elsket… Og her mener jeg ikke blomster, gaver og alt det der, for det ved jeg godt og har altid været god til det…

Håber nogle kan hjælpe mig.

Mvh.
JJ

GHTime Code(s): nc 

28 svar til “Om utroskab vinklet/set fra den utros side af”

Tomsis skriv en kommentar aktiv 15. august 2008

Hej JJ.

Jeg har nu læst dit indlæg igen og igen…og til det kan jeg kun sige at hvis det var hende som var DIG utro ville du have samme spørgsmål som hende, men den part som er den "skyldige" tænker anderledes end den som er "såret".

Jeg sidder i den samme situation, som din kone….. tanker sværmer i hovedet heletiden, de samme spørgsmål popper frem især ET hvorfor gjorde han det, når vi også havde det godt og havde et godt sexliv. Han kan, ligesom dig, ikke give mig svaret. Det var nemt at lave sidespring men kors hvor har I det svært ved at svare på hvorfor??(mærkeligt) det er kun DIG som ved HVORFOR du MÅTTE være utro, min mand siger det var spænding der gjorde det, og det svar kan jeg helt ærligt ikke bruge til en skid, fordi jeg analyserer det som at vores liv/sexliv ligepludselig var kedeligt. (Men nej ifølge ham, er det hele jo perfekt…hvordan kan man have et perfekt liv og alligevel være en nar og være utro???) Jeg som kvinde og kone tolker det som en KÆMPE FALLIT ÆRKLERING (nå ja jeg er da heller ikke god nok mere) og det tror jeg også din kone gør!!! Jeg har brug for et konkret svar, da jeg har BRUG for at sætte skylden på et eller andet…og det har hun også…vi/jeg har et STORT behov for at FORSTÅ HVORFOR det skete, og når vi har fået placeret skylden, bliver det nemmere for os at forstå JER!!! Og nemmere at komme videre. Mht til de andre spørgsmål du har, kan jeg ikke svare på da det er det samme vi slås med i øjeblikket, men husk at tilliden kommer ikke bare man knipser med fingrene, og jeg vil sige dig det tager laaaaaang tid at komme oven på igen (for mit vedkommende er der gået 4 mdr, og det er stadig meget svært) så giv ikke op, det er dig som skal holde tungen lige i munden og være den stærke, og virkelig støtte hende alt det du kan.Jeg vil dog lige rose dig, for at du overhovedet har skrevet et indlæg, det syntes jeg er meget flot, og jeg ville da ønske at andre også gjorde det her på siden, så vi/jeg kunne blive klogere på dem som har været utro.

Hilsen T

Akj skriv en kommentar aktiv 18. august 2008

Hej Tomsis,

Jeg gir' dig fuldstændigt ret i det du skriver, det er de samme ord jeg selv har brugt, som taget ud af min mund…

Jeg tænkte på hvad din historie var/er? Har du børn, hvor lang tid har i været sammen?

Jeg har ikke talt med nogen om det (andet Christel), da jeg ikke kan overskue at andre jeg kender ved det og deres meninger derom. Men jeg har nogel gange lyst til at høre andre, hvad de ville gøre i min situation.

Hvem taler du med?

Hilsen den sårede

Tomsis skriv en kommentar aktiv 20. august 2008

Hej AKJ

Min historie er den at vi har været sammen i 11 år skønt vi kun er 29 og 31 år. Min mand har så ment han manglede spænding, så han tog da sig en tur i "høet" sammen med sin arbejsdkollega, som også var blevet en af mine trofaste veninder (vi kendte hinanden i 8 mdr. inden det skete)Men historien den er lang og der er meget mere i det end bare DET, så det vil jeg ikke skrive spalte op og spalte ned om det. Vi har også brugt Christel, og har haft utrolig meget glæde af hende
:-) men for mig har det ikke været nok at kun snakke med hende om det, hele min omgangskreds ved hvad min mand har gjort, men jeg har ikke snakket med mine veninder om det, da de ikke kan sætte sig i ind i det, så hvorfor belemme dem med mere, og så har jeg skrevet utrolig meget i min dagbog.
Jeg ved jo ikke konkret hvad din situation er, for der er jo utrolig mange faktorer som spiller ind for om man skal kæmpe for ens forhold eller ej, jeg har kæmpet med det i 4 mdr, og er stadig meget i tvivl om hvorvidt jeg vil kæmpe eller ej.

Men hvis du har mod på ikke at opgive så syntes jeg du skal kæmpe videre, og se at få snakket med andre om det, det behøver jo ikke være dine nærmeste eller veninder, og husk på at det IKKE ER DIG, som skal være flov (selv om det er svært) for det er ikke dig som har været bussemanden.

Jeg ved ikke om man må oplyse ens e-mail adresse her men hvis du har lyst til at høre min historie og fortælle din, så er du MEGET VELKOMMEN til at skrive til mig.

Knuz Tomsis

kanin skriv en kommentar aktiv 20. august 2008

Hej JJ.

Jeg er Q og jeg synes umiddelbart det mest indlysende må være at du spørger din kone, hvad hun føler og mener der skal til af handlinger og ord fra din side for at hun kan genvinde tilliden til dig. Hvad har hun brug for at du siger og gør? – det er slet ikke sikkert at det er de almindelige dødelige pligter såsom oprydning der står øverst på hendes ønskeseddel. Men det er jo ret svært for dig at gætte dig frem til vejen frem, derfor må dit første skridt være at spørge hende selv – og lade hende tale ud :-)

En ting, som betød rigtigt meget for mig, da min mand i sin tid var mig utro på samme plan som dig – altså onenight – var at han forklarede mig, at det for ham havde været et "objekt", og om hun var tyk eller tynd, sød eller ond, klog eller dum, smuk eller "grim" (hvad hun så ikke var – grim altså) var egentlig på bundlinien ret uvæsentligt for ham, eftersom det ikke på noget som helst tidspunkt var i nogen form for overvejelse overhovedet, hverken for ham eller hende den anden, at det skulle drives videre.
Når dette betød rigtigt meget for mig, så skyldes det, at man uundgåeligt føler sig "momentalt" mindreværd som den svigtede, og det er utroligt nemt at tro, at årsagen til utroskaben var at den anden lige var en tand mere lækker eller spændende eller… (for ellers var det vel ikke sket, vel?). Egentlig en meget logisk konklusion for den svigtede part, men sådan er det jo ikke for den utro part. Kunsten for dit vedkommende er nok især at overbevise din kone om at hun overgår alt og alle. Og det skal du gøre i både ord og handling. Omvendt skal din kone være villig til at indgå en pagt med dig, der hedder, at hun f.eks. ikke smug-kontrollerer dig på nogen som helst måde! (hvad hun med garanti ellers overvejer og vil være tilbøjelig til) i f.eks. det næste halve år. I er nemlig nødt til at arbejde i samme positive ånd og retning – ellers rokker I jer ikke ud af stedet. Det betyder ikke, at I ikke skal tale om det, og især ikke, når og hvis din kone har behov for at tale om det, men det betyder at I begge gør rent bord i jeres dialog og handlinger.

Håber det hjælper lidt…

christel skriv en kommentar aktiv 21. august 2008

Hej alle på bloggen

Jeg er den eneste, der via mit computerprogram kan se, hvem der skriver på webloggen, og har mailadresser og navne.
Hvis nogen ønsker at få hinandens mailadresser, vil jeg gerne  være formidler af dette.
Det er en fin måde, Thomasis har gjort det på, og det er ok med mig ,at i skriver en mailadresse i jeres indlæg.
Men I kan altså rette henvendelse til mig og sige, hvis I har lyst at kunne kommunikere med hinanden.

Tak for indlæggene.
Jeg er glad for at I deler jeres oplevelser og indsigter.
Sikke mange kloge og skønne mennesker, der er derude :

Venlig hilsen
Christel 21. august 2008

Sigrid skriv en kommentar aktiv 8. september 2008

Til en utro mand
Jeg har flere gange læst, det du har skrevet og de spørgsmål du stiller.

Jeg er i en lidt anden situation, da min mand var mig utro i månedvis med den samme kollega, valgte hende da jeg opdagede det og så "valgte" mig, da hun så droppede ham – for nu at gøre en lang historie kort. Men den forrådtes følelser er måske nok de samme.

Det jeg har savnet fra min mand, var et selvstændigt initiativ til at komme videre. Han har masser af god vilje, men hvis jeg ikke direkte ber om det, så sker der absolut intet. Han reagerer i mange tilfælde – men han gør intet af sig selv.

Jeg ville ønske, at han af sig selv tænkte over og forklarede mig, hvorfor han var mig utro; at han af sig selv kom og fortalte mig at det var en fejl og at det er mig han elsker over alt på jorden; at han af sig selv ville tale om, hvordan/hvorfor det ikke sker igen; at han af sig selv kunne fortælle mig, hvad han har lært af det; at han af sig selv opsøgte indsigt og viden om utroskab; at han af sig selv kom og kyssede mig; at han af sig selv købte røde roser; at han af sig selv fortalte at han fremover tror på troskab; at han af sig selv talte om vores fremtid; at han af sg selv spurgte om der var noget han kunne gøre osv. osv. osv. blot for at nævne nogle eksempler.

Kort sagt – at han helt af sig selv handler – og af sig selv viser, at han vil videre; vil det her ægteskab; vil være sammen med mig. Nu reagerer han kun på det jeg siger eller be'r om – og det er altså ikke "villende" nok for mig. Og der er efterhånden gået så lang tid og kommet så mange ord og tårer, at han ikke kan være det mindste i tvivl om, hvad jeg føler jeg har behov for.

Dernæst ville jeg ønske, at alle de hensigtserklæringer han så giver udtryk for, når jeg taler med ham om det, (han siger altid noget i retning af "Det vil jeg også gøre" eller "Det burde jeg også have gjort") så rent faktisk bliver til virkelighed. Det er nemlig heller ikke tilfældet – og det er jo med til til yderligere at undergrave hans troværdighed.

Og sidst, men ikke mindst, så ville jeg ønske, at han var mere åben – fx fortælle hvad han laver på arbejde – det var jo hans nærmeste kollega han var sammen med – lader være med at lukke computeren ned, når jeg kommer forbi, ikke er så overdrevent omhyggelig med sine adgangskoder til alt, så det virkelig føles som om han skjuler noget osv. osv. Jeg er ikke typen, der kontrollerer noget som helst – hverken mails, telefon, flybilletter eller middagsaftaler – men det er unægteligt lidt påfaldende, at alt skal være SÅ ufortalt – men der er, svarer han altid, ikke noget fordækt eller hemmeligt – og han vil da også gerne fortælle mig tingene eller vise mig telefon, mail osv. – men det sker bare aldrig = ingen det har ingen værdi at han siger det.

Så kort sagt – gør noget af dig selv; tal med hende af dig selv; tænk over tingene af dig selv; fortæl hende af dig selv hvad du selv tænker om det ene og det andet – reager ikke kun på tårer og bebrejdelser, men reager af dig selv; vær på forkant – i stedet for på hælene og på bagkant. Og vær dertil åben i alt hvad du foretager dig, så hun tør stole på, at der ikke foregår noget mere/igen.

Som "den det er gået ud over" er det bare endnu mere sårende, nedværdigende og ydmygende at man oven i at være blevet "vraget" på den ene eller den anden måde – også skal bede den utro om at handle, reparere, "gøre skaden god igen".

Og det er ikke en rar følelse, når alle ens naturlige spørgsmål som fx "hvem skal du rejse sammen med, spise med, være sammen med" kommer til at ligne et krydsforhør, når uroen blot kunne imødekommes ved at han fortalte det af sig selv.

Hvis en af mine veninder fortalte det om sin mand, som jeg oplever med min egen, så ville jeg fortælle hende, at han ikke reelt var interesseret i hende og i ægteskabet. I mig selv er der blot stadíg en lille bitte tvivl, som kommer ham til gode. Det har jeg også fortalt ham – men det ændrer heller ikke hans adfærd.

Utroskaben kunne jeg godt tilgive ham – uanset at det gør så ondt – men det der virkelig har gjort det rigtig slemt, er hans manglende handlinger og reel vilje til at få mig til at føle elsket og valgt – at han virkelig vil mig.

Jeg håber, du kan bruge det jeg har skrevet til noget.

fise skriv en kommentar aktiv 25. oktober 2008

jj- dejligt at se det fra denne vinkel….. ……… … det har sat en masse tanker igang….. hun vil analyserer alt hvad du siger, for hende er verden brast sammen… den eneste måde-hvis du elsker hende er,at besvarer hendes spørgsmål..-du må udkrænge din sjæl til hende om du vil eller ej- for hun har tusind spørgsmål..- og dem skal hun have bearbejdet..- før kommer hun ikk viderer, hun skal få følelsen af at i er to om at løse denne opgave…i er blevet sat i..hun elsker dig helt tydeligt-ellers var hun smuttet…-hun viser dig sin tillid og nu skal du gi hende alt tilbage af hvad du overhoved har… kan du det? MAN KAN IKKE LÆGGE LÅG PÅ EN SORG..DEN VIL KOMME MANGFOLDIG TILBAGE….. mvh lise

Camilla skriv en kommentar aktiv 27. oktober 2008

Jeg er i den situation at min kæreste skriver med piger fra internettet – jeg har gang på gang afsløret ham. En gang var han mig også utro (Kyssede og ragede på en anden i byen)

Han skriver ting til de piger, som kun jeg burde få at vide. Han lyver for at få deres bekræftigelse, fx at han er single, bor i en stor lejlighed og er succesfuld mht. karriere. Måske hans selvtillid er lav.

Jeg vil gerne kæmpe for det her, jeg tror vi er to om at han har manglet noget i vores forhold, og derfor søgt det andre steder. Men jeg er i samme situation som din kone. Jeg føler at min kæreste er passiv. Han græder og siger at han ikke ved hvorfor han gør det og til tider bliver han irriteret når jeg snakker for meget om det.

Jeg har selv brug for at min kæreste kommer til mig og snakker med mig, til jeg ikke længere har nogle spørgsmål. Jeg har brug for at det er ham der tager initiativet til hvordan vi skal komme videre. Han skal fortælle mig om de værdier jeg ikke længere tror på – og få mig til at tro på dem igen.

Desuden, blomster gør kun meget kort lykke – breve er meget bedre, hvis man lige synes man skal forkæle sin kæreste/kone. Det ville varme mere hos mig end blomster.

Er der nogen der ved hvordan man kommer videre – så vil jeg gerne høre fra jer.

Mvh. Camilla

christel skriv en kommentar aktiv 4. november 2008

Hej Camilla

Lige lidt input til dit oplæg.

Det, at din kæreste har kontakt med piger via nettet, og også fysisk har haft kontakt med en anden, handler ikke primært om mindreværd eller lav selvtillid, men snarere om dårlig eller lav moral.
Jeg betvivler ikke, at din kæreste angrer og føler dårlig samvittighed. Men et er at føle dårlig samvittighed, noget andet er at gøre det, der skal til, for at føle god samvittighed.
Mit bud er, at din kæreste søger hjælp til at afmontere denne usædvanligt negative vane og at han begynder at overveje, hvilke mænd han kan bruge som forbilleder. Det vil sige, at han aktivt begynder at forholde sig til:

Hvordan gør jeg min kæreste tryg og glad. Hvad skal jeg gøre for at kunne se mig selv i øjnene (og ikke kun: hvad skal jeg ikke gøre, for at kunne se mig selv og min kæreste i øjnene).
Forholder han sig ikke til det nu, tillader du ham at blive ved. I hvert fald så længe du bliver i forholdet.
Jeg er klar over, at mange bliver i deres forhold, fordi de har varme følelser for deres kæreste. Og det er fint. Og nødvendigt. Jeg tænker dog, at værdier som tillid, respekt og loyalitet er lige så afgørende, især på den lange bane, som kærlighed og fysisk tiltrækning er.
Tag ikke ansvaret for, at din kæreste overskrider dine og evt. egne grænser.
Men overvej, hvad du må gøre for at din kæreste gør sig mere initiativrig mv.
Overvej, om du er for aktiv, for planlæggende, for "maskulin" i din adfærd.
når du tænker på, at du kanske har en andel i dette, så kig din egen adfærd efter i sømmene, og se, hvor du kan justere noget.
For det er ikke nok at ønske.
Handling giver forvandling. Og er der ingen handling, så er der heller ingen forvandling.

Jeg er selv fortaler for, at man kæmper "den gode kamp". Jeg ved, at kun få , eller måske ingen, parforhold kommer igennem uden kriser. Hele pointen med kriser er, at vi må tage ved lære.
Og lave spilleregler.

Et fair play, hvor vi afgør, hvad vi vil.
Og hvad vi må lade være med, undgå, blive ved med og gøre mere af , for at komme i mål. Sammen.
Ingen kan kæmpe en kamp alene, i deres parforhold.

Har man kæmpet den gode kamp, alene, og føler, at kampen er forgæves, må man gå.
For sin egen selvrespekts og værdigheds skyld.
Men ønsker begge at kæmpe, og gøre noget (og ikke kun lade være at gøre noget), er der grund til tro og håb. Og derfor også kærlighed.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

EN AF MANGE skriv en kommentar aktiv 19. november 2008

Kære utro.

Da jeg selv har oplevet det samme som din kone, og du beder om råd fra "vores" side, skal jeg prøve at skrive det, der lige falder mig ind, som jeg godt kunne tænke mig, hvis jeg var din kone.

Jeg synes , det er godt at du har ændret din adfærd der, hvor du åbenlyst er i risiko for at gentage et forkert mønster, ved ikke at rejse sammen med din "ven".

Jeg synes egentlig det er ret indlysende, hvad du skal gøre for at gøre din kone glad, således at I begge kan komme videre. Du skriver at du har total berøringsangst for at tale om emnet og at du ikke vil tale om detaljerne, med den begrundelse, at I har talt om det 1000 gange før.

Jamen her har du jo svaret.
Hvorfor tror du, I har talt om det 1000 gange uden at det hjælper? Hvis I fortsætter på samme måde vil det bare blive mere og mere uudholdeligt for begge parter? Så du SKAL gøre noget andet. Du SKAL tale om de detaljer, som hun har brug for indtil hun er mæt, og det er simpelthen for fejt, at du har berøringsangst.
Prøv at sætte dig i hendes sted. Ville du kunne acceptere de svar, du giver, hvis hun havde bollet med andre, mens hun elsker dig???

Så hvis du virkelig ønsker et godt råd, så kom selv ud af busken og vær meget mere modig. Det skylder du både hende og dig selv. Spørg hende, når I har det rart, om der er noget hun gerne vil tale om, og så lad være med at blokere ved at føle dig angrebet. Fortæl så ærligt du kan og giv hende det, som hun vil vide. OG husk så at tage initiativ til dialog selv, ikke kun når hun græder eller spørger.

Hvis du havde gjort sådan, så var behovet for at tale om emnet måske for længst opfyldt og så ville det ikke være nødvendigt for hende hele tiden at vende tilbage til det, hun er usikker på. For du er vel klar over. at det er usikkerhed, der får hende til at spørge igen og igen.
Prøv at mætte hende så godt du kan. Det kan godt være at der skal tales om det mange flere gange, end du har lyst til, men jeg tror virkelig at denne taktik vil kunne afkorte forløbet meget.
Lad være med at undgå emnet bare fordi der måske er gået 1 uge, uden I har talt om det. Tag forsigtigt initiativ til åben dialog, når I har det rart sammen. Hun skal nok fortælle dig det, den dag, hvor hun ikke har behov for at tale mere om det, stol på det. Ikke at tage det op fra din side giver hende en dyb frustration over, at du ikke viser ansvar for jeres forhold.
Sådan føler jeg det i hvert fald i vores forhold.

Flot at du skriver her og beder om hjælp. Håber du kan bruge det til noget. Held og lykke med det.
Hilsen En af mange

MS skriv en kommentar aktiv 27. november 2008

Kære JJ,

Min kæreste har lige været mig utro og vi har endda ikke kendt hinanden i særlig lang tid… Han var ustyrlig glad for mig, jeg var sikker på hans kærlighed. Pga hans ændrede mobilvaner – gemte mobilen i lommen, tjekkede den når jeg ikke var der osv..begyndte min intuition at fortælle mig, at der var noget galt. Nu fandt jeg ham desværre selv, da han var kæreste med en anden, så jeg kendte til hans måde at agere på i hans dobbeltliv.
Min kæreste var over mig hele tiden, fortalte mig konstant at han elskede mig, krammede og kyssede mig hele tiden. Vi kiggede på hus og han ville giftes og vi havde et fantastisk sexliv. Trods alle de fantastiske oplevelser, smuttede han hjem til hans ex i et par timer… og kan ikke forklare hvorfor.. Han siger det samme som dig, når jeg spørger "hvorfor".. det har du spurgt om 1000 gange og blev næsten sur på mig. Når jeg spurgte om det antal gange de har været sammen, sagde han kun en gang. Efter at jeg sagde, at jeg ville ringe til hans ex og spørge, fortalte han, at han havde været der 3 gange..
Hvorfor lyve igen igen? hvorfor ikke komme ud af busken, nu når det er blevet opdaget? Ved næsten hvert et spørgsmål jeg stillede ham, sagde han, at det var selvpineri og det ikke ville ændre noget at han svarede.! JO, det ændrer noget i mig og i min forståelse.. Det er forfærdeligt, at gå med alle de spørgsmål inde i hovedet og den uforståelighed og samtidig blive modtaget af en mur, der næsten fik mig til at føle, at jeg havde gjort noget glat.

Jeg vil råde dig til, som andre har gjort, at åbne op og vær ærlig. Fortæl det hele..- det kan ikke blive værre. Bliver du spurgt om det samme igen og igen, så svar… Det er dig, der har ødelagt hende og hendes tillid. Jeg kan godt forstå, det er svært for dig, at du konstant bliver mindet om din fejltrin, men det er den eneste måde, du kan redde forholdet på. Tænk på, når du skriver søde beskeder og fortæller at du elsker hende, så gjorde du det også dengang du var sammen med en anden… Det er svært at forstå, som den sårede part, at du elsker hende samtidig med, at du kunne gøre sådanne ting og så endda flere gange…
Din kone har brug for tid og mange snakke.. Husk ikke at vær hemmelig med noget, telefon, mail, oplevelser osv. det vil kun sætte hendes tillid tilbage. Hun har brug for at vide og mærke at du er der ligemeget hvor mange spørgsmål hun stiller dig og hvor gal og ked af det hun bliver.. Hun har brug for at mærke at du har fortrudt inderligt og det synes jeg ikke du viser, ved at ville glemme og har berøringsangst.. Kig ikke efter kvinderne på gaden, være åben for alle spørgsmål og samtaler. Lukker du i, synes jeg ikke du viser, at du vil jeres ægteskab eller er åben overfor hendes sårbarhed.
Din kone vil dig og jeres barn, hun åbner armene for, at i stadig skal have et liv sammen, så skal du også åbne armene for hende og gå igennem den pine det er, at tale om dine store fejltrin.
Min kæreste ville ikke gå i parterapi, da han mente at hans utroskab ville hænge over vores forhold som en sort sky, så vores forhold er nu slut. Det er jeg glad for idag, da det viser, at han ikke havde nosser til at stå ansigt til ansigt med hans fejltagelser og det aldrig ville blive godt.
Du ønsker at blive sammen med din kone, så må du også gå hele vejen, selvom det gør ondt på jer begge.. Der er ingen opskrift på, hvordan en person finder tryghed…Hvis i begge kæmper, tror jeg nok det skal lykkedes med tiden.. Har du overvejet også at tale med en terapeut alene, finde ud af, hvorfor du kunne finde på det? Er det spænding, utryghed, egoisme, lavt selvværd, barndom?
Havde det været mig, ville jeg søge hjælp til at arbejde med mig selv og måske bedre kunne give min partner svar..

Jeg tager hatten af for dine indlæg og den vilje du og din kone viser til at arbejde med jeres forhold. Håber det lykkedes for jer..

Mange hilsner
Fra en der også har prøvet det..

den dumme skriv en kommentar aktiv 28. november 2008

Hej Alle

Her kommer min historie så, jeg er mand (36) og har været min kone (38) utro. Vi har været sammen i 12 år og har 3 dejlige drenge sammen.Vi var sammen på et diskotek, hvor jeg var blevet budt op af en fremmed dame, som jeg så desværre valgte at danse med. Vi dansede tæt og da dansen var slut, gav jeg hende et kram og et tantekys på munden. Det så min kone. Hun blev selvfølgelig utrolig ked af det.

I de efterfølgende dage ville hun slet ikke snakke med mig. Jeg prøvede desperart at få en dialog igang om det der var sket. Nu er der gået 1 uges tid siden det skete, og hun har sagt hun vil give mig en chance til. Det er jeg utrolig glad for, for jeg fortryder virkelig hvad jeg har gjort, jeg har meget svært ved at forklare hende hvorfor det skete.

Jeg har forklaret hende at det "kun" var et kys og en dans som intet betød for mig, og nogle gange synes jeg måske også at det er en lidt for voldsom reaktion fra hende, jeg har jo ikke været i seng med nogen eller tungekysset eller noget. Jeg har dog indset at jeg har været utro mod vores fælles holdninger, og har vendt situationen til at jeg nok havde reageret på samme måde hvis det var hende der havde gjort noget lignende.

Jeg har læst mange indlæg på hjemmesiden, og er klar over at det er op til mig at bygge tilliden op, hvilket jeg rigtig gerne vil prøve. Jeg er meget opmærksom på hvad jeg gør og siger. Jeg ordner vasketøj, smører madpakker, laver mad o.s.v, disse ting var vi dog også fælles om før.

Hun er stadig tavs som graven og svarer kun med enstavelses ord, når jeg spørger om noget. Jeg vil bare så gerne have hun prøvede at lukke mig ind igen, jeg er klar over at det er en lang proces, som man ikke bare kommer igennem. Lige nu virker det bare ikke som om hun vil det ligeså meget som mig.

Hun har sagt hun ikke tror på at det er det eneste jeg har lavet, nu da jeg kunne finde på det når hun var tilstede. Jeg har aldrig været hende utro tidligere. Jeg har spurgt om vi sammen skulle snakke situationen igennem med en psykolog eller familierådgiver, men dette har hun afvist. Jeg vil virkelig gøre hvad som helst for at redde vores forhold, hvilket jeg også har sagt til hende.

Så sent som i går aftes spurgte jeg om hun ville snakke om det, men det afviste hun: "hun gad ikke snakke mere om det". Min tro på at hun kan se en fremtid for os, er ikke så stor lige nu. Samtidig siger jeg også til mig selv at det jo stadig er nyt og hun har brug for tid. Jeg har bare svært ved at sidde sammen og ikke sige noget til hinanden.

Jeg håber virkelig vi kan komme videre og jeg må bare give hende den tid der skal til.

Jeg er indstillet på at begynde forfra, og glæder mig voldsomt til vores første kram, vores første kys, vores første gåtur hånd i hånd og vores første søndag morgen hvor vi bare ligger og holder om hinanden. Gid man kunne spole tiden tilbage.

Mange hilsner
fra en der virkelig fortryder sin handling..

Tomsis skriv en kommentar aktiv 11. december 2008

Hej "En der virkelig fortryder sin handling"

Jeg syntes det er flot at du kan stå fremme her og fortælle din historie. Jeg har faktisk to meninger (som modisger) hinanden meget.

1. Jeg syntes at det du har gjort, (et uskyldigt tante kys) ikke brude være nok til at din kone lægger dig SÅ meget på is.
Og at hun ej hellere ikke vil snakke om det. Sådan som du beskriver det her på siden lyder for mig uskyldigt, selvfølgelig er det ok at din kone er lidt muggen et par dage efter, men da ikke i så langtid som nu, og jeg syntes at jeg kan høre at du VIRKELIG er ked af det og fortryder så inderligt.
(grunden til jeg skriver dette er at min mand var mig virkelig utro, og det gør rigtig ondt, så derfor ville jeg da ønske at min mand "bare" kunne have nøjets med et kys)

2. Jeg kan meget vel forstå din kone, for som hun siger gad vide hvad du ellers har lavet når hun ikke har været til stede, det gør hende usikker, og ked af det, at du i det hele taget kunne finde på at gøre det. Selvfølgelig kan din kone se en fremtid sammen med dig, men det er hendes følelser som spiller hende et pus lige nu, jeg tror at det er kommet som et chok for hende, at se dig udføre den slags "handlinger" .

Og når du spørger hende om I skal snakke og hun siger nej, så skal du da ikke acceptere det( man kunne jo spille kostbar som kvinde). Sæt dig ned find ud af, hvad det var som fik dig til at give en fremmede kvinde et kys, og fortæl så din kone det, så må hun tage sig tid og prøve at lytte til hvad du har at sige.

Hel og lykke til jer
Tomsis

fise skriv en kommentar aktiv 8. januar 2009

hvor er der mange forhold der skal have sine prøvelser………………….HVORFOR??????? FORSTÅR DET IKKE!!! Hvad er de for en moral folk har til parforhold idag??? hvad gør man når man blir ringet op af en ægtemand der siger min kone har et forhold til din kæreste….,og man så finder ud af det har stået på i et år…….,og damen har spanguleret forbi dine vinduer fire gange om dagen,og man har tænkt ,hvorfor HELVED GÅR HUN HER FORBI FLERE GANGE OM DAGEN OG GLOR IND AF MINE VINDUER-HVAD VIL HUN MIG????? SPØRGER SIN KÆRESTE OG HAN TRÆKKER BARE PÅ SKULDEREN………………………. OG SÅ KOM PRIKKEN OVER IÈT —HUN HEDDER DET SAMME SOM DIG,MEN ER DOG CA TI ÅR ÆLDRE END DIN KÆRESTE….HVAD GØR MAN VED SIG SELV….JO MAN GÅR I CHOK, GEMMER SIG FRA OMVERDENEN,SLÅR HAM,KASTER TING EFTER HAM…JA OVERVEJER SÅGAR AT SLÅ HAM IHJEL..,MEN DET MÅ MAN JO IKKE..,SÅ GÅR MAN SELV UD PÅ MOTORVEJEN OG LÆNER SIG SÅ TÆT OP AF EN FORBIKØRENDE LASTBIL-MEN I SIDSTE ØJEBLIK DYTTER HAN SÅ VOLSOMT OG TAGER ET SVING UDENOM EN`AT MAN HELDIGVIS VÅGNER ET KORT SEKUND………..men sorgen har ikke fortaget sig -LANGT FRA…det er nu 6½ måned siden og her sidder jeg og er meget psykisk kørt ned-har en svær depresion,får medicin , angstanfald ,socialforbier svimmelhedsanfald i føtex,ugenlige samtaler med lægen ,og har en dejlig psykolog som ringer hver dag ,bare for at høre hvordan dagen går idag……,og kommer dog også op til hende en gang om ugen….OG DET GØR ONDT NÅR MAN SKAL ÅBNE OP……HJERNEN TRÆKKER SIG SAMMEN OG ORDENE DER KOMMER UD HÆNGER IKKE SAMMEN……..man tænker…..HJÆLP FÅ MIG UD AF DEN HER KROP,og lige med et vælter vandet ud af ølne ,næse og mund……………..MEN KAN HUN LEVE UDEN HAM……………………………nej nej hun tør ik …og hvorfor????ja så er jeg ikke på jorden mere,for SMERTEN OG FØLELSEN AF AT BLIVE REVET MIDT OVER ER SÅ VOLSOMT OG KÆRLIGHEDEN ER SÅ STOR..!!!!!!!!!!!! LISE………..

Christel skriv en kommentar aktiv 8. januar 2009

Kære du
Kære du, som har skrevet dette indlæg. Hvor gør det mig usigeligt ondt at læse om din smerte og det indre helvede, du gennemlever. Jeg er glad for at læse, at både din læge og psykolog støtter dig, for visse ting skal vi ikke kunne klare helt alene.
Da må hjertevarme og gode mennesker støtte os.

Jeg er kun enig med dig i, at menneskenes børn kan gøre hinanden så meget ondt. Og spytte kærligheden lige i ansigtet.
Og selvom jeg fornemmer, at du ikke føler dig heldig, så vil jeg godt sige følgende til dig.
Du er den heldige. Og hvorfor siger jeg noget så udfordrende til dig, som er i så eksistentiel en krise?
Det gør jeg, fordi du er i stand til at føle kærligheden. Og selvom den ikke bliver gengældt, ja så er det jo ham, der går glip af dig. Selvom dit indre er revet midt over, mærker du den store kærlighed.

Måske du spørger: "Jamen, hvad skal jeg bruge det til"?

  • Til en hel masse, for det skal fortælle dig, at du er et stort og fint menneske. Og at du kan føle det største i livet. Og ikke alle kommer til det.
  • Udfordringen, i hvert fald en af de mange, du føler, er at kunne lade være med at "dyrke tankerne"… og hvad mener jeg så med det.

    Jo, jeg kan jo læse i dit indlæg, at du er i stand til at sætte punktum, når en linje er skrevet færdig. Denne evne skal du overføre til dit indre.
    På den måde at forstå, at du når du mærker følelsen af, at du savner ham, så tænk: "
    Jeg savner ham PUNKTUM", i stedet for at mærke savnet og tænke "jeg savner ham – og hvad nu hvis han ikke kommer tilbage, og hvad nu hvis han bare er lykkelig med en anden, og hvad nu hvis jeg aldrig kommer over dette, og hvad nu hvis jeg skal leve sådan her resten af mit liv" osv. osv..

    Og når du er bange, så er det ok. Tænk: det som det er:

  • Jeg er bange – og sæt så PUNKTUM. For så får du det lille tankefrirum, der kan gøre, at du langsomt kan vende tilbage til nuet, for her må du fokusere på "Med det jeg har lige nu, hvad kan jeg da gøre"……
  • Gør mig den tjeneste at bevare kærligheden i dig, men at blive vred på ham. For ingen skal lade sig byde et svigt af det format.
    Væn dig til at tænke. Jeg er for god til ham. Jeg møder en anden… men først må jeg finde min nye balance……

    Jeg ved, at det er en proces.
    Og jeg håber, at dine sidste linjer blot er en form for metafor, for jeg blev ret forskræket over, om det du skrev, var et udtryk for, at du har taget dig af dage. Bliv her.
    Kæmp dig tilbage.
    Stol på, at du vinder den her kamp.

    Hilsen
    Christel

    MIS skriv en kommentar aktiv 25. november 2009

    Jeg har sendt linket til denne side til min kone som har været mig utro med en affære… Smerten og svigtet sidder tungt i kroppen, og nu er det op til hende at vise at jeg kan stole på hende igen, vise at hun vælger mig, vise at hun vil mig, men hvordan gør hun det i praksis??? Lidt på bar bund – enig i Sigrid i at hun burde tage initiativer på egen hånd, og hun er så småt begyndt, men der er et stykke vej endnu, for svigtet er enormt og følelserne ligeså…

    fise skriv en kommentar aktiv 16. december 2009

    kære christel…
    jeg har læst dit brev så mange gange,det har hjulpet mig et godt stykke af vejen………………
    Jeg er dog ikke rask endnu……..og tvivler snart på om det nogen sinde sker…men kan sige at jeg er kommet ind i psykiatriens verden….om det hjælper ???? har et problem med at pludselig kan jeg miste hukommelsen,og det er somregel i en samtale,så bliver nogle ord eller ting sort snak i min hjerne…
    ville også bare lige give et livstegn..
    tak mvh lise

    Christel skriv en kommentar aktiv 16. december 2009

    Hej Lise

    Tak for dit indlæg.
    Når "hjernen ind imellem går i sort", skyldes det som regel en stor overbelastning. Og er såvel kroppens som sindets måde at huske os på, at ro og hvile og et minimum af forventninger er påkrævet…..
    Du ved, at den der går langsomt, går langt. Og du ved, at det ikke er det, at man falder, der kendetegner én som menneske. Det er måden, man rejser sig på.
    Rejs dig i dit tempo. Så længe du med dig selv ved, at du er et godt menneske, er du på vej til at blive et endnu mere helt menneske.

    Alt godt
    Christel

    Logic skriv en kommentar aktiv 1. juni 2010

    Kære JJ

    Har læst alle indlæg i tråden og vil meget gerne lige komme med min holdning.
    Jeg har også været utro, nogle gange med kys andre gange hele vejen.

    Jeg vil gerne påpege at der er 2 sider af alt, og der skal 2 til tango.
    Min overbevisning er, at hvis man bliver "mæt" derhjemme, har man ikke lysten til at spise ude.
    Dermed ikke sagt at der skal dyrkes sex hver dag, men at man som menneske og partner bliver fysisk og psykisk stimuleret hver dag.
    der skal være fysisk kontakt, bekræftelse og kommunikation.
    Det er ikke meget større videnskab end at passe alt andet levende, vand, gødning og lys til eksempelvis en plante.
    Jeg ved, at hvis jeg ikke var blevet taget for givet, havde jeg ikke været utro, jeg har altid været en flirter, men ser ingen grund til mere end sjov og ballade hvis jeg er i et sundt og godt forhold.
    Men skranter forholdet, så kan det være svært at lade flirten forblive en flirt.
    Og naturligvis får man da dårlig samvittighed for man sårer jo en person man elsker, men det er altså ikke kun op til den utro at rette op på det skete, ansvaret ligger ligeligt hos begge parter.
    Hvis nogen af jer har læst "Jeppe på bjerget" ved i også hvad der gemmer sig bag sætningen "Ja Jeppe drikker, men hvorfor drikker Jeppe?!"
    Ja jeg var utro, men der var en grund, og den grund lå i nogle problemer i vores forhold og hos min mand.
    Og ja måske lyder jeg som en mand med mine holdninger, men jeg er rent faktisk kvinde, og jeg kan godt forstå de mænd der tænder på "jagten af nyt bytte", det handler jo om bekræftelse, og det er rart.
    Men der kan godt sparkes liv i gazellen derhjemme, så jagtinstinktet kan bruges hjemme, det kræver lidt vilje og fantasi.
    Og så kræver det for begge parter at den sårede tilgiver, og mener det, og den utro dropper den dårlige samvittighed og skyldfølelse. Når først stregen i sandet er trukket og begge parter er enige om at se frem og ikke tilbage, er det aftalen, alt andet vil gøre det umuligt.
    Det tager tid at få gang i hjulene igen, men hvis man vil det nok og kærligheden er der, kan det lade sig gøre, især hvis man husker at date igen, altså med hinanden :)

    Så JJ, hvis I vil det kan I, bær viljen i hjertet og vær ærlige overfor jer selv og hinanden.

    Bedste ønsker og håb for kærligheden

    Logic

    C.N. skriv en kommentar aktiv 22. august 2010

    Må en elskerinde spørge om noget, med tanker på den utro?

    Vi var kolleger og verdens bedste venner i to år. Vi havde svoret hinanden evig (venskabelig) troskab. Vi var det perfekte match, vi var sammen ustandseligt om alt, det kollegiale, hvor vi var sprudlende produktive sammen, poetiske samtaler i hverdagen, hinandens liv, vi havde interesser, både sære og almene tilfælles, talenter ditto – men to forskellige livsbaggrunde, vi var som et instrument med dobbelt styrke! Vi tilbragte to år uden en eneste sky på himmelen.

    Til sidst blev vi nødt til også at røre hinanden, og det var desværre dejligt. At vi begge for længst havde tænkt tanken om en ægteskabelig forbindelse viste sig ved, at vi straks efterfølgende fik åbnet posen for den mulighed. Jeg er fri, men han turde ikke. Han og konen har været sammen siden gymnasiet, det var ikke kærlighed ved første blik, men en relation med to nu næsten voksne børn og stabilt kammeratskab. Dog havde han ikke fået sex de sidste syv år, så han havde været i byen et par gange uden at afsløre det hjemme. Kun jeg var en ægte trussel. Men han turde ikke gå. Han var bange for hendes reaktion. Den ville blive voldsom. Den turde han simpelthen ikke opleve. Hun er kontrolfikseret, har lidt af anoreksi, er ikke altid i kontakt med sig selv og sin krop trods i øvrigt stor intelligens. Hans relationer til en stor, dejlig svigerfamilie, mens han selv kom fra en familie uden søskende, uden mostre, onkler og tanter, uden en eneste fætter og kusine gjorde ham også tanken svær at se sig selv gå. – Hvis jeg går, vil hun sørge for at cutte enhver forbindelse med alle dem, jeg har kendt siden jeg var 20. –Og jeg er selv simpelthen så bange for både hendes vrede og for at stå alene uden noget som helst netværk tilbage.

    -Du har mig på alle andre måder og det til evig tid, sagde han derfor allerede efter den første nat.

    Jeg tænkte, at det var mærkeligt, han ikke turde tro, jeg var nok. Men hvad ved jeg om det. – Vil jeg nogensinde kunne gå ind i en fremtid med dig uden at overføre al smerten? kunne han svare til det.

    Vi var kærester i bare tre uger og rasende forelskede. At nogen kan have forhold til gifte mænd i årevis forstår jeg ikke. Jeg sagde stop. Jeg krævede intet af ham. Jeg sagde bare, jeg kunne ikke mere. Fortrød han, vidste han, hvor jeg var, og at jeg ville ham. Jeg ville vente resten af mit liv, skulle det være. Men jeg ville ikke være en affære.

    Vi græd i to dage både hver for sig og sammen, og så besluttede han af sig selv at samle alt sit mod og bruge sommeren til at gå hjem at vælge. Det er to måneder siden nu.

    Han har nu valgt hende, siger han. Vi er stadig kolleger. Jeg bombarderede ham med vrede og sorgfulde mails og smser to dage midt sommers, fordi han sagde, han havde valgt, men ikke anede, hvordan han nogensinde ville kunne omgås vores tiltrækning. DET gjorde mig vred. Men jeg holdt op igen, faldt ned. Jeg blev selv skilt for otte år siden og har givet mig god tid med ikke at røre ved hvem som helst og at tænke mig godt om. Min vished og kærlighed til ham er uden ende, også nu. Mit selvværd fik sig et knæk en måneds tid i sommeren, jeg græd flere timer dagligt, jeg var et bombekrater af sorg. AT miste en så dyrebar var ubærligt, men jeg formåede dog at slutte fred med hans beslutning og få hverdagen til at fungere igen. Klar til at respektere hans beslutning og være kolleger og måske også venner igen, som han hele tiden havde foreslået det (om end også håbet og antydet, at han gerne ville mig som hemmelig de facto nr. 1).

    Jeg var blandt andet blevet så vred, fordi jeg havde på fornemmelsen, at han endnu ikke havde sagt noget til hende dengang. Det skal jeg jo ikke blande mig i, men jeg følte, det gjorde, at han håbede hemmeligt på mig på den vis og også kunne gå udenom angsten for at sige hende sandheden. Han ville ikke fortryde de sidste to år med mig, der havde været de lykkeligste i hans liv.

    Den sandhed – sandheden om mig – er jeg ret sikker på, han har sagt nu, hvor vi er sidst i august, og vi i den grad skal til at arbejde sammen igen. Men nu er han – det mildeste temperament, jeg nogensinde har kendt – blevet vred på mig! Han vil cutte al kontakt med mig. Han får hende til at dukke op på alle mulige tidspunkter (eller også er de fælles om beslutningen, det ved jeg ikke) som en art mandsopdækning af mig! Han havde nu fortrudt de sidste to år, ja, alting. Når alt kom til alt. Og han skyldte ikke mig nogen forklaring. Han havde lov til at skifte sind!

    Jeg ER afklaret, sagde han vredt, og det var så tydeligt, at det var han måske nok, men ikke af særligt fredsommelige grunde. Det var tydeligt, han nu var/er parkeret i et land af kaos og utryghed. Et uhyggeligt sted, som jeg må indrømme, han selv havde sagt, han ville havne i, skulle det være.

    Jeg har også haft øjenkontakt med hende, når hun har fulgt ham på arbejde (det gjorde hun aldrig tidligere). Hun er ikke ondskabsfuld, men ligner 1. verdenskrig i blikket, og han ligner 2. verdenskrig. Kolleger bemærker forandringen hos ham. Selvom han ellers har frabedt sig andet end kollegial kontakt med mig, har han alligevel for nylig afsløret i en ellers kort og syrlig mail, at der er tale om sygdom hjemme. Det er således kun mig, der ved, hvor galt det er fat, så på den vis er jeg alligevel blevet den betroede, hvilket stiller mig i en uklar position. Mailen var som sagt kort og spids. Alligevel syntes jeg at høre et råb om hjælp, som jeg ikke kan give ham, fordi hans refleks vil være at afvise mig. Skal jeg – eller skal jeg ikke? Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

    Jeg er sikker på, han har en depression; googlende mig frem til, at mænd med depression tit blev aggressive. Han er så lidt sig selv og sit gamle, lattermilde jeg, at det river mit hjerte i tusind stykker. Jeg har lyst til at eliminere min egen eksistens for hans skyld, flytte landsdel, skifte job – men det er ikke muligt. Jeg tænker, at han i længden heller ikke vil kunne leve med det. Jeg tænker også, at en del af os begge to også håber på, vi bliver i nærheden af hinanden, så vi kan turde vælge hinanden til, når engang det her er overstået.

    Jeg ved, han martres af mangeårig skyld, ikke bare over sin utroskab, som jeg ikke kan lade være med at synes er nogenlunde "i orden", når nu han ikke har fået sex i syv år, men også over en svigermorhistorie. Jeg ved, han har en kerne af usikkerhed gemt i et ellers formidabelt intelligent, morsomt, kreativt og produktivt menneske, og at den usikkerhed lige nu skal stå sin prøve.

    Jeg ved, vi begge to savner hinandens nærhed – ikke blot seksuelt, men alt i vores relation var næsten for godt til at være sandt. Vi talte ikke hinanden efter munden, vi kunne skændes og diskutere, intet gjorde ondt, bare vi var sammen. Alt gør ondt nu, fordi vi ikke er sammen.

    Jeg skal heldigvis til psykolog i morgen, for alle mine tanker går på ham og på, at han skal have det godt. Det lyder så flot, og jeg har bestemt også haft mange faser af selvmedlidenhed og hævnfantasier, men når det er sagt, så ved jeg, at han har det 20 gange sværere end jeg, og jeg kan ikke bære at mærke og se ham lide; jeg kan simpelthen ikke lade være med at ønske, at der var noget, jeg kunne gøre.

    Hilsen hende, der elsker den utro part –så meget, at hun ønsker, han skal blive lykkelig, hvor han kom fra – og ikke nødvendigvis hos mig, men HVIS det er tilfældet, han bliver lykkeligere hos mig og får overvundet smerten og skylden, ved at gå, så vil jeg gerne hjælpe ham. Kommer han bare selv, når han er klar? Hvad kan jeg dog gøre?

    Christel skriv en kommentar aktiv 23. august 2010

    Kære elskerinde
    Mange tak for dit indlæg. Og ja, selvfølgelig: alle må skrive på denne blog. Jeg er meget rørt over din beskrivelse. Sikke match. Og hvor er det dog uendelig hårdt, når kærligheden og kommunikationen og kreativiteten og meget andet er så intenst, og manden så ikke "har røv nok i bukserne" til at stå ved situationen, som den er.
    Mine reflekstioner er følgende:
    Han må have sagt noget derhjemme. For ellers ville hustruen og han ikke ligne to verdenskrige ( et lidt dramatisk udsagn, som jeg har tænkt en del over). Hvordan ligner man mon hhv. 1. og 2. verdenskrig ???+

    Men din smerte er jo enorm, du kælre. Og du er stærk og har kontakt med din selvrespekt og går ikke på kompromis, så hvor er situationen dog ulykkelig.. for han lader et skånehensyn til sin kone gå forud for de to år, I har haft….

    Der er jo umiddelbart ikke meget aktivit, du kan gøre. Andet end at opretholde den, du er. Andet end at holde fast i, at du elsker ham i dit hjerte, men ikke hverken kan påtvinge eller afkræve ham et løfte.
    Han må selv vælge. Om han vil opretholde det netværk, han mener, at husturen og familien er for ham, eller om han vil springe. Ud i det risikovillige, men til kærligheden.
    Tag dig en pause.
    Læs, hør musik, spis pasta, vær sammen med veninder. Gå kattens vej, som er at du efter at jobbet er slut, fornemmer om du er sulten, træt eller har brug for at hvile i en solskinsstribe. Sæt evt. en tidsramme for, hvor længe du vil vente på ham. Jeg forstår godt, at du skriver, at du vil vente for evigt, men vid at nu har kærlihgeden banket på din dør. Du er i stand til at føle den i den smukkeste og største version. Hvis han ikke vil have din kærlihged, så vær åben for, at der er andre, der vil . men tillad dig den sorgfase, du har brug for. For gud, hvor er det sørgeligt, at mange mennesker, når alt kommer til alt, er mest bange for forandringer.

    Mange siger, at det er døden og sygdom, vi er mest bange for.
    Det tror jeg ikke.
    Mit bud er, at de fleste er bange for forandringen. Og især forandringen via kærlihgeden.
    Hvis han ikke tør, så tør han ikke. Vid med dig selv, at du tør det store, det inderlige, det smukke.
    Kommer han ikke til dig, så søg andre steder hen. Når du er klar.

    Mange mange lyse og støttende tanker til dig Christel

    C.N. skriv en kommentar aktiv 24. august 2010

    Kære Christel,

    Tusind tak for din kommentar og også at du i det hele taget tager dig tid til at blogge med sådan nogle vildfarne typer som nu mig, der p.t. støvsuger nettet for øjenvidneskildringer for at se, om jeg kan aflure et mønster og forstå, hvordan man kan vælge kærligheden fra – og endda sige, at det er det, man gør (-:

    En af forklaringerne er måske, at han inderst inde ved, at jeg vil kunne tilgive ham alt, virkelig alt. Men et mindre stærkt forhold har ikke så meget tilgivelse på kontoen, men flere vanebetingede bindinger, angsten for det nye, som du skriver, alle ens egne skeletter, der bare rasler rundt i skabet, og som også kommer op til overfladen i sådanne tilfælde. Mit held og min styrke er, at jeg har været alene – og kompromisløs – så længe, jeg ville ikke rode mig ud i et halvt forhold nogensinde mere. Det er selvfølgelig på den baggrund, at jeg så skråsikkert og teenageromantisk kan påstå, at jeg vil vente for evigt (-: Det er jeg selvfølgelig blevet for voksen til at sætte min underskrift under, men jeg ved, at det ville blive noget af en opgave at finde en ny mandsperson, der kunne matche ham. Det gør heller ikke noget, for man kan leve længe på at have mødt noget så ægte, som du også siger.

    Når alt det så er sagt, så er jeg – og det er derfor, jeg bevidst lægger den her historie i den her tråd – stadig meget, meget bekymret for ham, ja, faktisk for begge de to verdenskrige (-: Jeg har selv tænkt meget over mine udtryk, de må afspejle alt det, jeg ikke kender til i deres fælles historie, som er kommet op til overfladen. Men før han kan nosse sig sammen, så skal der ryddes op, og der er er åbenbart virkelig noget at se til. Da jeg så dem i øjnene forleden og tænkte udtrykket, så jeg en masse billeder for mig: støv, stilhed, flygtningefamilier på vej hjem, soldater med oppakning, sultne, tørstige, desillusionerede. Med ar på sjælen, der aldrig rigtig vil blive helet.

    Jeg tror ikke kun, det handler om manglende mod; nogle gange ER der mange sår at pleje først. Der er ikke nogen klar sandhed, nogen klar skyldig, noget klart punkt, hvorfra man kan sige: DERfra gik det galt. Jeg har lige set "Brødre" på DVD, fordi jeg ikke kunne huske, hvordan den endte. Den "onde" lillebror bliver pludselig den gode. Den gode storebror bliver ond, fordi han tvunget af omstændighederne og for sin overlevelses skyld (og her har han måske tænkt på ansvaret for sin egen familie i den modbydelige proces at skulle vælge mellem hans eget og medfangens liv) beordres til at dræbe en medfange. Efterfølgende kan han ikke bære skylden, så han lyver om det – indtil skylden alligevel vælter ud af ham i kraft af sin egen voldelighed over for familien. Først til sidst – og det var det, jeg havde glemt fra den så frygtelige film – tvinges han af sin kone til at fortælle sandheden. Ellers vil hun forlade ham. Hun spejler ham faktisk barskt tilbage, kræver, at han tager ansvar. Og så gør han det. Rulletekster. Slut. Der VAR faktisk en forløsning, den fylder blot måske sølle 20 sekunder i hele filmen. Men den var der.

    Sådan er måske også livet, en krig, vi ikke vil kendes ved, og hvor valgene ikke er indlysende i nuet, og hvor vores reaktioner bare ikke kan være andet end betingede.

    Gælder det hans krig, så sagde han faktisk en ting til mig, som jeg ikke bed så meget mærke i dengang, men det skal jeg love for, jeg gør nu, hvor den passer til situationen: – Men hvordan vil jeg kunne undgå at tage smerten med ind i en fremtid med dig, det vil jeg heller ikke byde dig? Og jeg havde sagt, husker jeg også tydeligt nu: – Jamen, hvis det nu ender med det kaos, du siger, det gør, og jeg så står og siger, at jeg stadig vil have dig, vil du så tage imod det? – Ja. Det tror jeg, svarede han. Forsigtigt. Skubbende smerten hen som en bold mellem os, ingen burde røre ved – lidt som smerten i "Brødre", storebroren ikke vil kendes ved.

    Min psykolog ville ikke afvise, at han faktisk råber lidt på hjælp nu. Vi kan jo ikke rigtigt regne noget ud, men jeg fik den lektie at gå hjem og overveje, om jeg villle fortryde det, hvis jeg ikke fik sagt – Hey, jeg er her. Kan du huske, jeg lovede det?

    Så jeg samler lidt mod sammen lige nu; der er ingen som helst vrede til stede hos mig, og jeg vil også kunne tåle hans, men… ER jeg den rette hjælper lige nu? Skal han ikke gå hele turen hjem selv til de bombede næsten mennesketomme byer og have skiftet de flestre plastre selv? ER han helt klar? Hvornår fordamper den vrede periode – al den glæde, jeg var for ham, som nu er vendt til smerte? For selvom jeg ikke bliver skræmt af hans vrede – et karaktertræk han aldrig nogensinde har haft antydningen af tidligere – så ved jeg, han selv er skræmt af den. Så for hans egen skyld skal man måske ikke insistere? I hvert fald ikke endnu? Jeg føler, det handler om timing.

    Som du jo siger, Christel, så kan og vil jeg ikke hverken påtvinge ham eller afkræve ham et svar, sådan er kærlighed ikke. Det KAN man ikke. Men er det på den anden side kærlighed at lade folk sejle deres egen sø, når man inderst inde ved, hvad han vil?

    Mit eget ægteskab var sgu også noget neurotisk noget, endda med et velfungerende sexliv – men det kan jo også binde folk, hvor de i virkeligheden burde gå. Det er et rod at være menneske!

    Jeg er sikker på, at de utro har deres gode grunde – selvom de selvfølgelig er utilgivelige (grin) – til både at være utro og til at blive – og til at gå. jeg vil nok bare have svært ved at tilgive ham at blive, hvis det betyder, at han skal forblive ulykkelig. Dvs, han må jo vælge, hvor det skal koste. Jeg har lagt mærke til, at alle folk (der ved det her) omtaler det, som at "han må vælge", men han har jo valgt. Men ingen accepterer åbenbart rigtigt valget, før han har det godt.

    Så jeg tror, han kommer på et tidspunkt. Med al sin smerte, og med noget af sin glade uskyld væk for evigt. Men hvad der kommer ud af det, behøver jo heller ikke være dårligt.

    Kærlig hilsen – og tak til dig, Christel – fra Elskerinden (-:

    C.N. skriv en kommentar aktiv 2. oktober 2010

    Så er der gået en måned. Her er nyt til dem, der måtte være kommet igennem mne lange indlæg. Konen har tabt sig katastrofalt på blot to måneder: fra at have ligget i din dyre ende af noget tillladeligt BMI, er hun blevet direkte mager: Hun har simpelthen genpåført sig sin anoreksi i en ellers moden alder og på rekordtid. Jeg er så ked af det. Alt, hvad han havde forudsagt, er gået i opfyldelse. Jeg kan godt se nu, at han må have elsket mig, siden han faktisk gik hjem og slog hul på bylden. Han var ikke fej, da han tøvede. Han var faktisk modig. Hans moral var ikke flosset. Han havde alvorlige grunde til ikke at turde. Jeg er simpelthen så ked af det…

    Kan jeg gøre noget, Christel? Vi arbejder sammen, men sjældent. Hans blik er roligt og sårbart, han virker konstant bange for, at jeg også skal "slå ud" eller blive sur, men hans gamle kærlige natur skinner igennem. Faktisk forstår jeg alt nu – bedre end nogensinde. Jeg ved, det var kærlighed, min sjæl længes lige meget – men kan jeg overhovedet tillade mig fortsat at drømme om ham? Kan jeg? Han har intet overskud til mig, og det kan jeg sgu godt forstå. Men hvori består hendes så voldsomme reaktion? Hvorfor? Vil hun opleve et vendepunkt og se, at hun også fortjener en, der er et bedre match? Eller skal jeg opgive alt håb om den tanke?

    Det er ubeskriveligt sorgfuldt.

    Christel skriv en kommentar aktiv 3. oktober 2010

    Hej
    Tak for dit indlæg.
    Der er jo altid hvert enkelt menneskes
    Oplevelse af en historie. Umiddelbart lyder det til, at gamle traumer er blevet udløst, og det kan kun hun selv eller de selv klare.
    Derfor vil jeg anbefale dig at være tålmodig. Skru ned for håbet, for ingen ved endnu, hvor situationen bærer hen. Du kan jo drømme alt det, du vil. Blot du holder dig for øje, at det er dine egne drømme. Din elsker er jo den, der med sig selv må afklare, om han kan og vil rydde op, og om han er klar til at gå videre.
    Så situationen er uden for din kontrol. Du må søge i dig selv og finde ud af, hvordan du bedst håndterer situationen.
    Vil du tænke om jer, at det var et fint kærlighedseventyr. Og vil du så netop selv i din sorg fokusere på at tage en dag ad gangen og tænke, at hvis det er meningen, at I skal være sammen, skal det jo nok ske på et tidspunkt, men da ingen mennesker skal sætte sig selv på venteposition, er den opgave der ligger foran dig at få det bedste ud af hver eneste dag.

    Håber, at du finder en vej, hvor du føler, at du lever og ikke er fanget af "overlevelsen".

    Held og lykke

    Venlig hilsen
    Christel

    C.N. skriv en kommentar aktiv 3. oktober 2010

    Du siger alt det rigtige – og så præcist, Christel! Jeg vil drømme løs, for det er min trang.

    Men jeg vil intet forvente, for det kan jeg ikke.

    Jeg vil søge at behandle min smerte, men lede efter glæden i hver eneste dag. Anyway.

    Men lad os huske, hvad der var meningen med, at jeg satte min følelelse i den her tråd: Jeg VILforstå tingene fra den utros side. Så højt elsker jeg ham – og vil altid gøre det.

    TAK!!!!!!

    KH Christina

    Christel skriv en kommentar aktiv 5. oktober 2010

    Selv tak.
    Og pas godt på kærligheden.
    For den er det største at alt i universet.

    Fat tillid til, at det rigtige og det bedste kommer til at ske.

    Venlige og støttende tanker
    Christel

    ab skriv en kommentar aktiv 1. april 2011

    En hilsen til Christina og måske den omvendte historie.

    Kæreste Christina.

    Jeg er så rørt over dine breve. Men det gør ondt i mig, at læse dem. Håber at du/I er kommet langt videre i dag og ønsker jer begge, alt det bedste.

    Jeg lever "din elskedes" liv – er dog kvinde. Jeg er "ham" som har valgt sit ægteskab. "Du" er ham, jeg er så inderligt forelsket i. Håber at du ser mit billede.

    Jeg kan ikke nænne at forlade min familie, og alt dét de lever så trygt i. Vi har teenagebørn og deres tilværelse ville styrte i grus, hvis jeg gik fra deres far. Derfor har jeg valgt, som jeg har valgt….eller fravalgt.

    Jeg har været en loyal og kærlig hustru i 17 år. Har en velfungerende hverdag….dog stort set uden sex. Men min mand og jeg er gode kammerater. Vi kysser, krammer og holder i hånden. Vi har dejlige fremtidsplaner og har sammen skabt et trygt og solidt sted at være, for vores børn og familie – et skønt hjem.

    Min mand har ikke megen lyst til sex – Det har han aldrig haft, men der kom børn og tiden er gået.

    Min mand vil under ingen omstændigheder acceptere sex udenfor vores ægteskab!

    Vi har talt om det hundredvis af gange; At jeg er ved at gro til, i mangel på fysisk nærhed. og at vi nu må se at få gang i sexlivet igen, og hvor skønt det er, når vi endelig elsker. Vi har været hos parterapeut og har lavet aftaler, som så bare er gledet ud i sandet. Som tiden er gået, har jeg givet op og lever med det…for vi har det jo godt.

    ….Men så en dag fik jeg, selveste "kærligheden" til bords, ved en privat sammenkomst.

    Et "tak for sidst" brev blev til en forelskelse. Forelskelsen til venskab, kærlighed og vidunderlig nærhed.

    Jeg blev set og bekræftet og elsket. Jeg så billeder for mit indre, af os sammen, som gamle.
    Han fulgte mig rundt i mit arbejde og deltog aktivt i mine arbejdsprocesser. Vi talte om hinandens børn, som var det vore egne og vi delte hverdagens bump og var hinandens forlængede hjerner.

    Jeg var lykkelig! Helt, helt lykkelig!

    Det varede i 6-7 mdr.

    Men jeg har taget et valg….af hensyn til min familie og angsten for det uvisse, ved konsekvenserne i at splitte reden ad.

    Jeg har lukket og slukket utroskaben. Slettet alle spor. Og jeg kommer aldrig til at fortælle det til min mand. Det ville han ikke kunne bære.

    Ingen ved noget. Jeg er alene. Med sorgen over tabet, splittelsen, tvivlen, skyldfølelsen, frygten for at det alligevel en dag kommer frem i lyset og min mand bliver et bittert menneske + ikke mindst smerten ved at se, hvor svært min elskede har det.

    Han har ladet mig gå uden kamp, fordi han elsker mig og ønsker mig det bedste. Han siger at han vil vente på mig resten af sit liv, og at han kun er et telefonopkald væk. Han siger også at han ved, hvornår han elsker dybt i hjertet. Han har en kæreste, men de bor ikke sammen og har heller ingen fremtidsplaner herom.

    Livet handler om kærlighed – det største – og om at være lykkelig. Jeg er så taknemmelig for at have oplevet denne dybe kærlighed og jeg savner ham hvert eneste dag. Vi fik og gav det bedste af hinanden. Vores hjerter og kroppe forstod hinanden. Jeg vil så gerne se ham lykkelig.

    Nu:
    Jeg er ikke lykkelig…..Jo 85 %, men 85 % lykkelig er ikke lykkelig!

    Men man smider da ikke 85 % væk pga. de sidste 15 ? Det ville ha´ været meget nemmere, hvis det havde været 40 eller 50 %.

    Jeg har altid sagt til mine børn, at de skulle følge deres hjerte. Og helt ærligt, så ved jeg ikke, hvad jeg har gang i, når det gælder mit eget…Ligger jeg under for nogle regler og mønstre som måske ikke er sandheden?

    Jeg lever i en osteklokke. Nej. Jeg overlever.

    Jeg, som den utro og alligevel et fint menneske (synes jeg selv), mener at det er vigtigt at utroskaben bliver debatteret og set alle sider fra, og jeg vil meget gerne spørges og bruges i dette forum. Det kan måske også hjælpe mig til at forstå, hvad det er, jeg gør ved mig selv og mine medmennesker.

    Der er en tendens til, at det er den tro part, som er offeret – den forrådte. Men er det måske, i virkeligheden, den utro, som er offeret? – den svigtede ?

    Jeg har en ven fra en anden kultur, som var sammen med en anden mands kvinde. Det blev opdaget og manden ringede til min ven og truede ham på livet. Min ven fortalte manden: "hvis din kvinde var veltilpas og tilfreds i sit ægteskab, ville hun aldrig kigge til anden side og du skal kun være glad for, at hun har valgt en mand som mig, for jeg er et ordentligt menneske".

    Jeg tænker så tit på, hvordan jeg ville rådgive en anden i min situation, og jeg ved det virkelig ikke.

    Tak Christel, for denne blog, for din visdom og din oprigtighed….jeg har ledt og ledt efter svar og støtte…..her bliver jeg klogere.

    Kærlig hilsen
    anna

    dt skriv en kommentar aktiv 18. oktober 2011

    Kære Anna
    Jeg kender alt for godt din historie…
    Jeg er en kvinde på 35 år, som har været sammen med den samme mand i 18 år (er gift på 9. år). Vi har 2 dejlige børn sammen. Vores forhold er gennem de sidste par blevet et mere og mere kammeratlig forhold, i hvert tilfælde fra min side. Min mand elsker mig højt og kan ikke forestille sig en tilværelse uden mig ved min side.
    Vi har et godt "praktisk" forhold, hvor vi får tingene med børn, madpakker, aftensmad osv til at fungere.
    Jeg har de sidste par år nogengange overvejet om jeg virkelig har lyst til at leve et langt liv sammen med min mand. Grunden til jeg har overvejet dette er at jeg i bund og grund har mistet respekten for ham. Han er af den type, der helst ikke tager en konfrontation op. Han giver mig i stedet bare ret og så gør vi tingene på "min måde". Jeg har mange gange rusket i ham for at få ham til at komme med hans mening om tingene. Jeg har manglet, at han også sætter sig nogle mål for ham selv og vores familie. Han har i løbet af de år vi har været sammen gjort nogle ting, som jeg er blevet ret såret over (det er ikke ting jeg vil komme nærmere ind på). Men disse ting har været medvirkende til at respekten og følelserne er løbet ud i sandet. Jeg har gennem længere tid lukket ham mere og mere ude.

    Jeg har indtil for ca 8 mdr levet i vores parforhold og syntes det har været ok – ikke rosenrødt men det har været til at holde ud og det har været det nemmeste at blive sammen både for børnenes skyld og måske også for min mand.

    For 8 mdr siden var jeg utro med en anden mand. Det er en mand jeg har kendt ligeså længe som min mand. Det er min mands bror. Vi (min svoger og jeg) hat altid haft det rigtig hyggelig og har altid vidst hvad vi hinanden havde brug for. Jeg har måske længe (de sidste par år) åbnet øjnene for, at han er en rigtig dejlig mand, som har nogle værdier og livsholdninger, jeg rigtig godt kan lide. Han er også gift, så jeg har i mit stille sind aldrig tænkt tanken om et forhold til ham. Men for 8 mdr siden ville skæbnen, at jeg var alene med ham, og pludselig var der noget som slog gnister – store gnister!! Noget som havde ligget gemt under overfladen både fra hans og min side i lang tid. Vi har siden haft et lidenskabenligt, seksuelt og helt forrygende forhold. Vi har talt i telefon hver dag (undtagen i weekenden) og mødtes så tit vi kunne.
    Når vi er sammen har vi begge fået følelsen af at være "kommet hjem". Vi kunne ikke være mere skabt for hinanden. Jeg føler virkelig en dyb kærlighed for denne mand, og det gør han også den anden vej rundt. Jeg har aldrig i mit liv følt, at der kunne være så stor kærlighed mellem 2 mennesker. Han har stor respekt for mig og jeg har den anden vej rundt.

    Dog er vi nu blevet enige om, at vi ikke kan fortsætte på denne måde. Vi må gøre op med os selv, hvad vi vil. Skal vi blive hos vores partner eller har vi mod nok til at springe ud i det sammen?
    Der er ingen som er tjent med disse løgne. Vi har lovet hinanden, at vi vil prøve at give vores partner derhjemme en chance. Vi synes det er fejt ikke at give vores partner en chance. Der er trods alt dem vi har sagt at vi vil leve med til døden skiller jer ad.

    Jeg har sagt til min mand at jeg ikke ved, hvor jeg står i vores forhold og at jeg ikke ved om jeg elsker ham mere. Jeg har ikke fortalt ham noget om min utroskab. Han er blevet utrolig ked af det, hvilket jeg godt kan forstå. Han har efterfølgende spurgt ind til om jeg har følelser for andre. Det har jeg benægtet. Jeg ved det er forkert, men hele hans verden vil bryde sammen hvis jeg fortalte om mit utroskab med hans bror.
    Jeg har sagt til min mand at jeg savner initiativ og handlinger fra hans side. Og jeg må sige han prøver virkelig at gøre mig mere end tilfreds. Der er så her "det utaknemmelige" barn kommer ind. Lige meget hvad han prøver på, har jeg bare rigtig rigtig svært ved at lukke ham ind igen. Jeg vil gerne prøve at få det til at fungere herhjemme for min mand og børns skyld. Det vil nok være det bedste, da jeg ved det vil gøre rigtig ondt at komme igennem en skilsmisse. Men inderst inde tænker jeg på den anden mand hele tiden…… Og inderst inde har jeg nok den følelse af at det er for sent at redde et forlist skib eller hvad….???

    Hvordan skal jeg komme videre??
    Skal jeg blive i forholdet og se om jeg kan få de dybe følesler tilbage til min mand? Inderst inde tror jeg måske ikke helt jeg kan. Jeg prøver udaftil at være den glade og kærlige kone. Men det er rigtig svært.

    Jeg sidder lige nu i en osteklokke ligesom dig Anna. Sidder jeg tilbage med en længsel og et savn så stor til en mand, jeg aldrig havde drømt om var muligt.
    Jeg går konstant rundt med en følelse af at være et sted jeg ikke har lyst til. Når jeg er hjemme sammen med min mand har jeg ondt i maven, og jeg er totalt forvirret. Har jeg ondt i maven af savn til den anden mand eller er den dårlige samvittighed jeg har, over at have været min mand utro??

    Jeg har selv rodet mig ud i denne affærre, og må ogå selv rode mig ud af den igen. Men har jeg bare ikke de vise sten til at gøre det.
    Jeg håber indeligt, der er nogen der kan give mig gode råd til at komme videre.

    Kærlighed er det der giver livet liv, men så sandelig også det, som kan gøre livet svært.

    Er den umiddelbare dybe kærlighed til 2 mennesker grundlag til at ville skilles fra en mand, som prøver at gøre sit bedste for at få familien til at fungere???

    Til slut vil jeg sige tak til dig Christel for at have et forum og side som denne.

    Mvh DT

    Vil du kommentere?

    Du må være inloggad for at skrive en kommentar.

    Register Login
    Copy Protected by Chetans WP-Copyprotect.