Om skilsmisse – Skal vi skilles eller ej?

Nu siger kalenderen, at vi snart er midt i januar og efterdønningerne efter julen er ved at lægge sig.

På samme måde som der er kølvand efter en båd, oplever jeg som parterapeut hvert eneste år i januar, – og hvert eneste år efter sommerferien, at tilgangen af mere end kriseramte par, der overvejer eller vil afklares med hensyn til skilsmisse, kontakter mig.

Skilsmisse-1De 3 grupperinger, der i særdeleshed kontakter mig mht. at de vil skilles, og de er:

  • Par, der lever i en sammenbragt familie.
  • Par, der har levet med hinanden i mange år.
  • Og par, midt i trediverne, hvor mindre børn og karriere med stress til følge er en del af hverdagen.

Som i adskillige artikler for tiden, dels artiklen af Eline Svendsen, der refererer til en ny undersøgelse fra Bispebjerg Hospital (den 7. januar om stress, der gør os bidske og intolerante), samt Skilsmisseguiden og adskillige tekster på nettets mange fora er der fokus på, at vi især efter ferierne og mærkedagene mangler overskud og tolerance. Og den, der er mest nærliggende at vende sig imod, er partneren i parforholdet eller ægteskabet.

For:

  • Han/hun var igen sur juleaften.
  • Han/hun drak igen for meget til julefrokosten, både første og anden juledag.
  • Han/hun havde bare brug for at slappe af alene uden at tænke på voksentid.
  • Han/hun morede sig vældigt med venner og gæster nytårsaften, men var irritabel og snerrede.
  • Han/hun virker slet ikke interesseret i nærhed og intimitet længere. Man skal nærmest tigge og bede for at få lidt nærhed
  • Han/hun kom og sagde: ”jeg har mistet gnisten, følelserne, og jeg ønsker skilsmissesågar midt i juleferien, og
    Yes alt er et kaos.

Så hvad skal der ske nu?

  • Skal der endelig tages handling på at skilsmisse, skal vi blive separeret og er slut målet vi skal skilles?
  • Var udmeldingen om skilsmisse bare et råb om hjælp, så parterapi og prioritering af hinanden bliver et af nytårs forsætterne for 2013?
  • Skal huset sættes til salg, fordi det tager så mange kræfter – og man i stedet finder noget mindre og mere overkommeligt?
  • Skal den ene skifte job og få mindre arbejde, så det at være nærværende og interesseret i at tale, kommer i spil?
  • Skal der igangsættes fælles projekter eller fælles aktiviteter i fritiden, så den uligevægt, der har været i forholdet, rettes op?
  • Skal man finde ud af, om man vil og har de følelsesmæssige forudsætninger for at skabe en fælles kampgejst og sammen komme foran på point igen?

Min oplevelse er, at spørgsmålene svirrer og skaber frustration og jeg ser samtidig en tendens til, at man ikke bare vil give op, og at en af konsekvenserne kan være, at man søger at skabe lidt distance, når nu nærheden ikke fungerer. Mange vælger at sove hver for sig i en periode, for at få ro og få skabt e mulighed for at mærke sig selv og komme til klarhed over, om man vil samle kræfterne eller sige tak for kampen.

Men hvis vi skal lytte til den gamle og lidt glade julesang, så varer julen helt til påske.

skilles-skilsmisser1Når jeg skriver dette, er det for at anføre, at især med hensyn til at blive afklarede på, om man vil skilles eller ej, ja så er hastværk stadig lastværk.

Giv dig selv og hinanden den tid og den arbejdsro, der skal til for at afklare, om der er et fælles ønske og håb, og især en følelsesmæssig flade, der gør, at I sammen kan fortsætte. Det hele startede med følelser. Og det er følelserne, der må komme i centrum igen.

Og jeg ved godt, og jeg forstår godt, at den part, der stadig nærer dybe følelser, siger:

  • Jamen, vi har haft så mange gode stunder sammen, så mange ferier, børnene er så søde, vi kan jo grine og hygge os med fælles venner. Det er simpelthen for meget at smide på gulvet.

Sagen er, at det kan være vigtigt og værdifuldt at mindes. Minderne kan dog sjældent stå alene.

Vi bygger vel heller ikke et nyt hus ovenpå et gammelt. Jeg tror på, at det har værdi at blive langt bedre til at opbygge en fortrolighed og lære at vise, at man bakker hinanden op, også på dage, hvor irritation og lysten til at være alene, fylder mest.

Jeg ser en løsning for mange, som er, at den part, der ikke trives følelsesmæssigt, flytter for sig selv. I et sommerhus, i en fremlejet lejlighed etc.

For igen at få sjælen med og helt og holdent at mærke efter, hvad der giver mest mening. I nogle tilfælde bevirker det, at man atter savner og har brug for hinanden. I andre er det tydeligt, at man må sige farvel til forholdet.

skilles-skilsmisser3

Flere og flere siger nej til dette. Førhen kunne mange, især kvinder, bruge børnene som argument for at holde det ud, for at kunne tåle og tie.

Alt er ændret nu.

Jeg mener ikke, at vi kun skal blive sammen for børnenes skyld. Men når vi har valgt at sætte børn i verden, må vi kæmpe lidt ekstra.

Jeg hører gerne kommentarer eller svarer på spørgsmål til dette indlæg

Og husk,
At den der går langsomt, går langt.

Venlig hilsen
Christel

Du kan læse mere om skilsmisse over på fora, – du er også velkommen til og skrive og eller lægge din egne kommentarer.

Indlæg på fore:

Skriv et svar