Hej Christel

Jeg har desværre, overført selvfølgelig, fået slået et par søm i min kone.
Jeg har såret hende ved at jeg ikke har kunnet styre min desperation over at hun "ikke tror på vores forhold" mere. Jeg har indirekte beskyldt hende for utroskab, jeg har sagt at hun ikke får vore søn hvis hun vælger at gå.
Sømmene sidder der endnu og jeg ved ikke hvordan jeg skal få dem ud. Vi har været til en indledende samtale hos en parterapeut, men hun vil ikke fortsætte. Hvordan får jeg hende til at forstå at vi bliver nødt til at komme videre? Jeg kan ikke tale med hende, da jeg er dybt såret. Jeg sidder med en kæmpe "knude" i maven har svært ved at kommunikere med hende på en "ordentlig" måde, derfor har jeg valgt den "stille" udvej…

Jeg har følgende kommentar.

Jeg tror, at det, du skal gøre, er at gøre dig to ting klart:

1. Du må, hvis din kone ikke vil fortsætte i parterapi, selv indlede et terapeutisk forløb, så du får mulighed for at få skilt tanker og følelser lidt ad, og at få genskabt en større klarhed og ro.
   Og så du lærer ikke at true eller bebrejde, når du er usikker eller i kaos.
   Jeg tror, at der vil være en stor signalværdi i dette.
   Også i forhold til din kone, der jo åbenbart har mistet tilliden til en fælles fremtid.
2. Det andet, du kan gøre, er at skrive til din kone.
   Skrive om dine tanker og følelser, så du får det hele med. Give de undskyldinger, der er på sin plads og beskrive, hvordan du vil gøre dig til en ansvarlig og støttende mand.

Begge punkter er lige væsentlige.
Så prioriter dem begge højt.
Og det lader til, at det haster

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel

Jeg har efter vores mislykkede forsøg hos terapeuten, været alene derhenne. Vedkommende rådede mig til at "passe på mig selv" og holde en pause i vore diskussioner, da det gik galt hver gang vi forsøgte at tale sammen om emnet. Det har jeg nu gjort, men det er svært når jeg stadig kan se det rigtige i vores ægteskab og gerne vil tale om det.
Min kones argumenter for at hun ikke "tror på det" er så banale så som: vasketøj i krogene, reklamer på toilettet, kan ikke se når det er beskidt m.v.
Hun har en del arbejde derhjemme om aftenen og det bebrejder hun mig at jeg kommenterer. Men jeg føler at hendes arbejde tager meget af den tid vi skulle være sammen og opleve nærhed.
Hun mistede hendes far sidste efterår der kun blev 60 og vi har derfor også skullet tage og meget af hendes mor, som så også er gået fra vores tid sammen.
Jeg har efter vores sammenbrud oprigtigt forsøgt at forbedre mig, både med hensyn til huslige pligter og acceptet af hendes arbejde og fritidsinteresser.
Jeg har hos min læge fået noget medicin mod depression, da jeg er helt nede i kælderen. Det har jeg taget en uge så jeg ved ikke om det hjælper, men jeg kan så småt bedre overskue tingene…
I aftes tog jeg så mod til mig igen og forsøgte at tage emnet op efter vi var gået i seng. Jeg undskyldte min opførsel og fortalte at jeg oprigtig var ked af det. Jeg sagde at jeg så gerne ville have tingene til at fungere og synes ikke at vi skulle smide 17 års samliv og vore søn væk.
Jeg bad om at vi ikke skulle få noget hjælp og forsøge at få sat tingene på plads. Jeg var meget rolig og hold pauser hvor jeg "slog søm i".
Hun var stadig MEGET afvisende og sagde igen og igen at hun ikke kunne tro på det. Hun kom så igen med argumenter som at jeg spugte for meget til hendes aftenarbejde og at jeg glemte dagligdags ting som at trække gardiner fra…..
Hvordan kommer jeg videre? Skal jeg redde mig selv og blæse på hende? Det er ikke mig der ikke tror på det. Hun siger hele tiden at "aben sidder på hendes skuldre" men det var altså også hende der startede….
Vore problem er at de sidste 17 år er vores forhold gået som en leg "ned af bakke" og når nu der kommer en stejl bakke har vi ikke lært at tale om tingene.
Jeg vil så gerne have hende til at arbejde med vores forhold så vi begge kan lære at leve sammen på en god og respektiv måde.

Tak for din rigtig gode hjemmeside, den har støttet mig meget!

Hej.
Tak for din mail. Og for din respons. Det glæder mig, at du har kunnet drage nytte af de artikler, jeg har skrevet på min hjemmeside.

Jeg synes, at du skal gøre følgende.
Sæt dig over for din søde samlever, og hav papir og pen parat.
Og spørg hende så: hvad er det, du ønsker, at jeg gør mere af.
Og når hun nu bl.a. kommenterer på de praktiske opgaver, så skriv dem ned.
Og når hun har sagt, at gardiner skal trækkes fra, og senge skal redes, og opvasken skal tages, og reklamer ikke skal ligge på bade værelset, så kigger du på listen og spørger hende: er der mere. Og hvis der er, så noterer du også dette.

Og så siger du, at du gerne vil gå dem igennem punkt for punkt, og vide, om det er dagligt, at hun forventer at opgaverne laves, eller om der er nogle af opgaverne, som hun forventer eller ønsker bliver gjort hver 2. eller 3. dag.

Formentligt er det et dække over noget andet, hun mangler. Men fordi det altid er godt, at møde folk, hvor de er, – altså at anerkende dem for det, de giver udtryk for, så lad hende vide, at du er klar, og at du gerne vil gøre det, der er med til at give hende troen på dig, jer og jeres lille familie igen.

Og sig så til dig selv. Okay, det kan godt være, at jeg har et behov for mere tid sammen med hende, men lige nu gør jeg alle disse praktiske ting for at vise hende, at hun igen kan begynde at tro på mig. Og på at jeg vil gøre den indsats, hun ønsker.

Og når du så har brug for tid med hende, og jeg mener, at du skal være lidt strategisk her, og ikke køre for hårdt på med det samme, men efter eksempelvis 10 dage, hvor du har taget dig af det, hun har brug for, ja så overrask hende, når den lille er kommet i seng. Lav et fodbad, sørg for noget god vin, sæt noget god musik på, eller sørg for en barnepige og tag ud og hav en hyggelig stund et eller andet sted. Så du ikke appellerer til hende, men overrasker hende og siger, at hun skal sætte et par timer af den respektive aften, for der er noget, du gerne vil give hende.

Jeg tror, at du vil kunne drage megen nytte af at læse 2 bøger.

• Den ene hedder Kærlighedens fem sprog, skrevet af Gary Chapman.
• Og den anden hedder Kærlighed og samliv, at Harville Hendrix.

  De vil inspirere dig yderligere.

Forstår godt, at du vil kæmpe og at dit savn efter jeres nærhed og behov for at være inderlige sammen, er stort, men se det som, at du gerne gør, hvad du kan for at bygge troen op igen, og vent indtil du så begynder at overraske hende i stedet for at kræve noget af hende.

Måske har hun en ubearbejdet sorg, men det er jo noget, hun selv skal erkende, men det kan evt. være en af grundene til, at hun har brug for at have kontrol over det, hun kan have kontrol over.

Pøj pøj med processen.

Husk, at nogle gange er den lange vej den korteste vej.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

[...] findes en gammel historie "Om at såre hinanden" med skænderier og [...]