Ole Vadum Dahl og Sofia Manning m.fl.

 | 30. oktober 2006 30. oktober 2006 - 10:03

Der kommer mange hos mig, som giver udtryk for, at de har brug for ro.
Og mange, der giver udryk for, at de har brug for at blive bedre til at hvile i sig selv. Og mange, der giver udtryk for, at de ønsker selvværd og herredømme i eget liv.

Vi ved jo godt, at ro, selvværd, frihed, hvile i sig selv, balance og hvad der ellers findes af skønne og livgivende og bæredygtige ressourcer ikke findes som store portioner, der kan købes i supermarkedet. Jeg kommer altid til at smile indeni, når jeg hører disse ønsker. Fordi jeg husker, hvordan min lærer fra NLP – tiden Ole Vadum Dahl tit sagde "bemærk generaliseringer og nominaliseringer". Når der gives generelle ønsker, som: "jeg vil godt have mit parforhold til at virke", så stil spørgsmål, så det bliver klart, hvad folk er utilfredse med, og hvordan de selv kan gøre noget for atter at blive tilfredse. Det, der får mig til at smile indeni, er, at Ole Vadum Dahl sagde: "hvis det er en firkantet kasse, de taler om, er det jo det samme som at have en kasse et eller andet, der kan køres væk på en trillebør."
Det er altså billedet af denne trillebør, jeg smiler af.
For ingen af os vil jo have, at vores ro eller vores selvværd eller parforhold kan køres væk på en trillebør… næ, men vi ønsker at forstå og gøre os klart, at de ressourcer, vi ønsker os, er indenfor vores egen rækkevidde.
Og som jeg netop læste i en mail jeg modtog i morges fra en af mine klienter, ja så har vi altså disse tilstande i os. Vi har igennem vores liv indimellem følt disse ressourcer, og når vi først får øje på, at det er med vores attituder, at vi kan genskabe disse følelser, ja så er vi igen i kontakt med det, der skaber netop vores lykke.

Jeg er for tiden selv optaget af målsætning.
Fordi jeg bliver mere og mere klar over, hvor meget det rykker at vide i hvilken retning, jeg/man vil bevæge sig.
Sofia Manning beskriver det meget fint i sin bog om coaching. Jeg citerer ikke helt ordret, men Sofia Manning gør opmærksom på, at når vi først sætter os mål og gør os klart, hvad det er, vi bevæger os henimod for at leve vores potentiale helt og fuldt ud, ja så vil faktorer i og omkring os samarbejde med dette.

  • Det er da interessant. Og livgivende viden.

Jeg kan godt lide Sofia Mannings vinkel med hensyn til, på en skala fra 1 til 10 at gøre sig klart, i hvor høj grad, vi allerede nu føler, at vi lever vores potentiale helt og fuldt. Og også, hvilket er en interessant vinkel, ifølge Sofia Manning, at vi gør os klart, hvad vi tror, at vores omgivelser mener, når de tænker på, hvor meget vi på en skala fra 1 til 10 lever vores potentiale fuldt og helt.
Jeg har selv overrasket nok i den sidste uge hørt det svar, at flere af mine klienter vurderer, at deres omgivelser vurderer, at de lever deres potentiale fuldt ud, nærmest helt op til 9 og 10 på skalaen, men indeni føler folk, at de kun lever op til dette, svarende til et 3-eller 4tal.
Det er da en opfattelse, der er spændende at udfordre. For hvis liv lever vi, og hvor værdifuldt og vigtigt er det for os, at andre får en opfattelse af, at vi klarer tingene så enestående, men at vi indeni føler, at vi hutler lidt vel meget….

Disse tanker er kun til refleksion, men jeg vil opfordre til, at også du gør dig mere klart, hvor du vil være om 1, 3, 5 og 10 år, og tænker såvel dig selv, dit job, din familie og din fritid ind. For så er der en retning. Og uanset om du lader dig inspirere af Ole Vadum Dahl, Sofia Manning, Dalai Lama, B.S. Christiansen eller hvem, der for tiden "taler til dig", ja så er vejen fremad en vej, som du er ligeså megen medskaber af som enhver anden faktor.

Ingen svar til “Ole Vadum Dahl og Sofia Manning m.fl.”

Vil du kommentere?

Du må være inloggad for at skrive en kommentar.

Register Login
Tekster på CSR-Nyt er ejet og kopibeskyttet af Christel Sonne Rasmussen.