Hej Christel
Jeg er rigtig glad for at jeg fandt din side…

Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden for et par måneder siden, men arbejder hver især på det der ødelagde vores forhold, så vi forhåbentlig kan finde sammen igen…

Det største problem er st jeg i starten af vores forhold mistede tilliden til ham. Jeg fandt ud af at han skrev til sin ekskone hver dag han tog afsted hjemme fra mig af (han sagde det var pga børnene!), og en dag opdagede jeg at han havde aftalt med en gammel veninde at mødes med hende på hendes arbejde, vel at mærke uden at fortælle mig det…

Nu er det så sådan at jeg har brug for at få snakket det her igennem med ham og finde ud af hvorfor han gjorde det, mens han hellere bare vil glemme det og arvejde på vores fremtid.
Han bliver sur når jeg bringer det på bane, for han kan ikke svare mig på hvorfor han gjorde det eller hvorfor han holdt det hemmeligt for mig… Udover at han ville skåne mine føleleser…
Pointen er at vi aldrig kommer videre hvis jeg ikke får genopbygget tilliden til ham og hvis han ikke kommer til at forstå min frustration og forstå hvorfor jeg har brug for svar….

Tror du det er muligt at glemme fortiden og kigge fremad, hvis man får snakket tingene igennem…!?
Natasha

Hej Natasja
Tak for dit indlæg.

Jeg tror ikke, at man kan glemme fortiden. Men man kan snakke den igennem og tage ved lære af den, og derigennem blive et stærkere par.
Det er, som jeg oplever det, af afgørende betydning, at din eks-kæreste kigger indad og finder de grunde, der gjorde, at han tog og holdt kontakt …..og at han kan beskrive over for dig, hvorfor han tav omkring det.
Og at han forstår, at det ikke er at skåne dig, at han tier.
Det er at have respekt for dig, at han siger tingene, som de er.
Denne læring skal "sidde i skabet", ellers er sandsynligheden for et oprigtigt parforhold lille.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Kære Christel,
Jeg har læst din side, og synes, dine udtalelser omkring forhold er nogle af de klogeste og bedste, jeg har læst. Min mand og jeg har været sammen i 7 år, gift i 4, og har et lille barn på 3 år. Vi har de seneste 2 år været igennem et forløb med en stor økonomisk krise, hvor vi bl.a. mistede vores drømmehus. Vi har dog samlet stumperne op og har et godt liv i dag, gode jobs begge to, omend en meget stresset hverdag, som de fleste børnefamilier. Dog har skænderierne fyldt meget de senere år, og forskellige gensidige bebrejdelser har præget hverdagen. Jeg elsker dog stadig min mand meget, og vi har også et godt sexliv (omend ikke så hyppigt som tidligere, men faktisk bedre). For en måneds tid siden spurgte jeg en aften min mand, om han elskede mig, og til min store forbavselse svarede han: ikke så meget som før. Dette har udløst en større krise imellem os, da jeg jo på den ene side er dybt ulykkelig over hans svar, og på den anden side er vred og krænket. Jeg spurgte ham, hvad han så gik og tænkte på, og han mente, at det måske ville være godt at flytte fra hinanden, i hvert fald for en tid. Jeg argumenterede kraftigt for at blive sammen, og løse problemerne hvor de er. Jeg synes absolut, vi har så mange gode ting, der er værd at kæmpe for. Ikke mindst det at give vores barn en tryg opvækst med begge forældre under samme tag. Han sagde så, at han heller ikke havde taget nogen beslutning, at han har en grundlæggende kærlighed til mig, og synes, vi skal tage det en dag ad gangen. Det gør vi så nu, og selvom vi ikke skændes og stemningen sådan set er god nok, går jeg jo rundt og pines indvendig, fordi jeg er så såret over hans udmelding, og ikke ved, hvordan jeg kan vinde hans kærlighed tilbage.
Min mand vil ikke i parterapi. Det prøvede vi for et par år siden, i forbindelse med at min mand fik en stress-relateret depression pga vores økonomiske problemer. Men det var en virkelig dårlig terapeut, som ikke ville sige noget, men blot lænede sig tilbage, og så kunne vi ellers betale for at sidde og skændes med ham som tilskuer. Det var en virkelig dårlig oplevelse for os begge.
Nu har jeg meldt ud til min mand, at hvis han vil, må han jo flytte. Men hvis han vil blive, må han også være med til at kæmpe for vores forhold, og ikke blot vente på at nyforelskelsen dukker op af sig selv. Nu skal vi på en lille rejse sammen næste uge, og han sagde, at det måske kan gøre os godt. Jeg ved ikke om jeg tør glæde mig. Hvad nu hvis hans følelser bare ikke ændrer sig.
Jeg tror ikke selv, at nyforelskelsen SKAL være der efter 7 år, og er tilfreds hvis vi blot kan være kærlige overfor hinanden og have en god, rolig og rar hverdag. Det er for mig kærlighed.
Men det er som om, han forventer noget mere, og tror, at det ikke er godt nok, hvis han ikke føler sig nyforelsket i mig. Tror du bare, han skal have tid? Og at han genfinder sine tidligere så varme følelser, hvis vi bare har en lang nok periode, hvor der ikke er bebrejdelser? Vi har jo alle forudsætninger for at have et godt liv, så hvorfor skal det ødelægges bare fordi det i en periode er hårdt?
Glæder mig til at læse dit svar.
Bedste hilsener,
Christine

Hej
Tak for dit indlæg.
Sikke en masse følelser og tanker, der er i spil lige nu. Jeg tror, at det er væsentligt at skille tingene ad, når situationen byder det. Jeg vil gerne give dig mine refleksioner på det, du har skrevet , og derefter nogle anvisninger til, hvordan i kan få jeres forhold "på benene" igen.

Efter en periode med stor økonomisk belastning, er det forståeligt, at man er lidt – eller meget – slidt. Som regel går det mænd mere på, at økonomien ikke er i orden. Mange mænd vil indeni sig føle det som en form for nederlag, at de ikke har kunnet klare det. Jeg ved ikke, om dette gør sig gældende for din mand, men som regel er der efterdønninger, også når man som I har mistet jeres drømmehus, og selvom man er tapper og kigger fremad, kan sindet godt være optaget af at efterbearbejde. Når vi efterbearbejder bruger vi kræfter på dette, hvilket kan være en af årsagerne til at der ikke r ligeså meget plads til at mærke kærligheden.
Efter den aften, hvor du spurgte ind til om din mand elsker dig, og du fik dig et chok, fordi han ikke følte den store kærlighed, kan jeg læse på dit indlæg, at du blev både ulykkelig og såret. Jeg tror, at du skal parkere din sårethed og se det sådan, at grunden til, at han ikke fortalt det, vel er, at jeres skænderier og gensidige bebrejdelser har skygget for jeres fortrolighed. For havde I kunnet tale sammen, var det tidligere blevet dig klart, at han gik og "tumlede" med noget. Derfor vil jeg anbefale dig at se dette som en oplagt mulighed for at holde fortroligheden i live. På den måde at forstå, at i ikke lader eventuelt "løse ender" flagre efter jer, men får talt om jer selv osv, løbende.
Jeg læser, at han har en grundlæggende kærlighed til dig, så jeg ville ikke være så bekymret for, om I klarer den. Det gør I. det, jeg tror, der skal til, er at I bliver mere klar over, hvilke behov og værdier, der trænger til at live pudset af.
Det kan I gøre ved, når I nu alligevel tager på ferie, ved at I hver især udfylder følgende:

Hvad er MEGET VIGTIGT for mig i parforhold. Hvad er VIGTIGT for mig og Hvad er KNAP SÅ VIGTIGT samt hvad er IKKE VIGTIGT.

Vil I sikre, at I kommer væk fra konfliktkursen, kan I også ganske kort, hver søndag aften, spørge ind til, hvad den anden i den kommende uge kan gøre, for at I begge føler, at I bevæger jer og "kæmper" sammen.
Eksempelvis kan man bede sin partner om at give ros og bekræftelse, man kan bede om kærtegn, man kan bede om at der ikke er brok over manglende oprydning m.m., man kan bede om at den anden overrasker én, osv.
Husk at, hvis i vil forbedre jer, uge for uge, så skal disse ønsker være konkret formulerede.

Når dine tanker kredser om "hvad nu hvis" hypoteserne, som f.. hvad nu hvis han ikke bliver lige så gald for mig igen, hvad nu hvis jeg ikke kan give ham det, han har brug for, hvad nu hvis det er lånt tid osv., må du tage et indre valg.

Stop de tanker og spørg snarere dig selv i stedet:
- Hvad nu hvis jeg gør det bedste jeg kan, og at du så vurderer, hvad det bedste vil være denne dag —-

Jeg ønsker dig og jer held og lykke.
Det var synd, at i var hos så dårlig en parterapeut. Det er da hårrejsende elendigt, det I der oplevede.

Masser af støttende tanker herfra
Christel