Når parterapi bliver til separation

Overgang og undergang.

Det er ingen hemmelighed, at parterapi ikke er en trolddomskunst, der kan få parforhold, der har været ikke-fungerende og ikke-kærlige i årevis til at blomstre op igen.

Parterapi er en mulighed, når et par er gået i stå og mangler inspiration og ideer til atter at komme på sporet igen. Og virker bedst, når parret har haft gode mønstre og vaner førhen, og hvor energien, lysten og inderligheden har været aktiv, for så er der successtrategier, der atter kan findes frem.
Mange tror, at parterapi kan løse alt. Og at man, hvis man bar går i parterapi, har sikret sin fremtid.

Sådan er virkeligheden ikke.

Parterapien kan være en inspiration og en model til afklaring, der kan gøre det enklere at gøre noget andet og bedre overfor hinanden, når man atter er hjemme på basen. For det er her, at indsatsen skal gøres.
Parterapien kan lære de enkelte parter at kommunikere mere hensigtsmæssigt med hinanden, så teamfølelsen styrkes, og så begge parter øger graden af at blive set, hørt og forstået. Parterapien kan være med til at forsone nogle af de tunge sten fra fortiden, så man med større indsigt og viden, kan håndtere aktuelle og fremtidige situationer bedre

Når ønsket og handlingerne om at fortsætte ikke er fælles og gensidige

Fra tid til anden møder jeg par, der trods den enes store ønske om at fortsætte, erkender at de må skifte spor og lade sig separere. Jeg vil som parterapeut ikke tage denne beslutning for folk. Men mine spørgsmål og pointer om de værdier, der ikke er i spil, giver som regel den klarhed, der får folk til at se på deres forhold med en mere realistisk og konstruktiv optik.
Indimellem er der par, hvor den ene part krampagtigt holder fast i håbet om, at det da må kunne lykkes, hvis bare kærligheden er stor nok. Denne part appellerer til partneren som til mig om, at der da må være mere at gøre. Også selvom alt, både kommunikativt, praktisk, seksuelt, venskabsmæssigt mv., er gået helt i stå og har været sådan længe; nogle gange flere år.

Når jeg taler med disse mennesker, er det tydeligt for mig, at en adskillelsesangst og en "katastrofe"-tankegang styrer dem. Og i sådanne tilfælde taler jeg med disse om det, jeg kalder: undergang og overgang.
Ligesom jeg taler med dem om ideal kontra realisme og den angst for at miste sig selv, som vedkommende tror vil ske ved parforholdet afslutning.

Der er intet her i livet, der vil være en undergang for evigt. Alt er kun en overgang.

Jeg anerkender, at man kan være bange for, om man kan klare at leve foruden en partner. Det kan man. Og jeg tror, at det er meget væsentligt, at man ikke bilder sig ind, at lykken kun findes med denne ene person. Især hvis og når denne person tydeligvis ikke har interesse i at sætte gensidig dialog, gensidig respekt, gensidig hjælpsomhed og interesse ind i en daglig adfærd.
På engelsk siges det så enkelt:
Enough is enough.

Jeg er ikke fortaler for, at man bare skal gå fra hinanden ved små konflikter og mindre uoverensstemmelser. Men heller ikke, at man blive sammen for enhver pris. For også det har en pris.

Man må gerne ønske at ville leve længe med en partner. Men den man skal leve længst med, er sig selv.
Og mange af dem, der vil kæmpe kampen, til sidste blodsdråbe og alene, kommer til at betale for høj en pris. Ingen partner kan gøre dig lykkelig. Ingen partner har alene nøglen til enten din lykke eller ulykke. Gør dig det helt klart.