[...] Det, der blev et vendepunkt for mig i den periode, var, at jeg lærte, at min attitude til det at have en øjensygdom gjorde en forskel. Jeg anså den som min fjende og som min blokering og gav den skylden for min manglende lykke, manglende ro og manglende tilfredshed. Da jeg, via en bekendt, blev gjort opmærksom på, at min øjensygdom ikke var min fjende, men at jeg kunne betragte denne som en læremester, som virkeligt og intensivt kunne gøre mig opmærksom på værdien af at mestre afmagt, vendte situationen for mig. Og jeg begyndte at samarbejde det omstændighederne, jeg var i, i stedet for at modarbejde dem. Som billedet med vognstyreren, der sidder på en vogn, trukket af en sort og en hvid hest. At holde kontakt til begge hestene og vide, at det at jeg som vognstyrer anerkender dem begge og ikke pisker bl.a. den sorte hest, betød, at jeg gik meget styrket og langt mere fortrøstningsfuldt videre. Ethvert menneske, der kommer i krise, eller møder et venepunkt, kan derfor indstille sig på, at også denne situation eller periode er lærerig og indeholder vigtighed i et liv. [...]

Hej

Hvor jeg skal starte og med hvilket sprog jeg skal skrive, kan jeg ikke tage stilling til! Derfor vil min vrede blive skrevet med de ord, som vreden føles for mit det inderste!

Vold, psykisk eller fysisk er en eller flere ting. Men hvis personen der udfører det ikke kan se sandheden i øjnene med sig selv, så kan det hele sgu også være ligemeget! Så må det være slut med flere forsøg på at få gerningsmanden til at indse det! For hvis det eneste der kommer frem er undskyldninger og der ingen handlinger forekommer.. Ja, så er slaget sku slået!

Den psykiske vold som jeg i starten blev udsat for, kunne jeg abstrahere fra fordi jeg lukkede øjnene for det! Det udviklede sig stille og roligt til fysisk vold i form af at blive holdt fast, skubbet med, spyttet på osv.

Situationen er nu nået dertil, at jeg i forgårs oplevede at blive sparket i maven mens jeg lå ned, ydermere syntes john at jeg lige skulle have erfaringen med, hvordan det føles at blive kvalt! Bogstaveligt talt, desværre!! -At ligge total forsvarsløst med begge hans hænder om min hals, mens han bare stammede mere og mere til jo mere jeg prøvede på at komme fri.

Jeg har aldrig i mit liv følt mig mere til grin, mindre værd, ført bag lyset, lille, uduelig, hadet, som en person der ikke fortjener respekt! Jeg hader ham for det! Jeg hader ham så meget at jeg tiltider ønske, at jeg kunne gøre det samme mod ham! Så han kan føle hvilket følelshelvede jeg går igennem!

Trods jeg burde hade ham som det største, hader jeg mig selv endnu mere!

Jeg hader mig selv for ikke at kunne se det komme! Jeg hader mig selv for ikke at kunne se hvem han i virkeligheden er! Jeg hader mig selv for at have lukket mine øjne, forsvaret ham som altid, med alle mulige forklaringer og undskyldninger. Både overfor mig selv, min familie og de mennesker som har været omkring mig, som har kunnet se at jeg ikke har været glad i en meget lang periode.. Jeg hader mig selv for, at jeg ikke har følt at jeg var mere værd!! Jeg hader mig selv for at have tilgivet og at have troet på at nu bliver det anderledes!! -For det gør det jo aldrig, og hvorfor kan jeg ikke få det banket ind i hovedet på mig selv!!??

Hvorfor kan jeg ikke overbevise mig selv om, at jeg er mere værd og at jeg ikke fortjener sådan en behandling! Hvorfor og hvordan er jeg blevet så skide selvdestruktiv at jeg har tilladt mig selv, at andre har behandlet mig som lort!!??

Jeg er så skide træt af, at jeg ikke kan finde ud af at tage vare på mig selv! Og håber så inderligt, at der er kvinder eller mænd for den sags skyld, der tør tro mere på sig selv og selv tage ansvaret for sit eget liv, inden samme situation som jeg står i, vil forekomme. For tro mig, hvis din indre stemme siger dig, at noget er galt, vil jeg næsten påstå, at demonen på et eller andet tidspunkt vil vise sig – og måske der, er det netop sent, at hjælpe dig selv!

[...] for at modarbejde dem. Som billedet med vognstyreren, der sidder på en vogn, trukket af en sort og en hvid hest. At holde kontakt til begge hestene og vide, at det at jeg som vognstyrer anerkender dem begge og [...]