Støttende tanker,
Christel

Mit hjerte og min dør står åben for dig. I et stykke tid. Gør dig fortjent til at gå ind af den. hvis du ikke gør det, så bliv væk.
Giv ham ansvaret for den beslutning, han har truffet. Og en ting er ekstremt vigtig:
Hvis han ser det sådan, at det kun er dig, der har fejl og dig, der har andelen i, at det er gået som det er gået, så tøv med at vende tilbage.
Han skal se sit eget medansvar, for at det bliver ligeværdigt.

Bliv ved at gøre og sige det, der sikrer, at du kan se dig selv i øjnene.

mange lyse tanker,
Christel

Jeg finder mig desværre i et parforhold hvor jeg kan nikke genkendende til meget af indholdet i indslagene ovenfor. Jeg er 32 år og min mand er 35 år.
Vi har været sammen i 12 år og jeg mente egentligt at kende ham. Vi har altid være meget forskellige da vi har forskellig kulturelle baggrunde – Han er meget indelukket og kommunikere ikke forfærdeligt meget om ting han ikke har lyst til, jeg derimod er meget åben og social. Dette har dog hidtil ikke skabt problemer for nogen af os. Min kæreste og jeg besluttede os for at gifte os for 3 måneder siden. Han har insisteret mange gange, men da det at holde bryllup altid har skræmt mig valgte vi derfor at gøre det i al hemlighed. Kun vores datter på 6 år var tilstede. Efterfølgende tog vi på ferie alene i en uge og alt virkede okay.
Den sidste 1 – 1 1/2 månede har min mand virket fraværende. Jeg ved at han har et stressende og krævende job, og idet han gav det skylden lagde jeg ikke mere i det. En weekend, efter at have været ude og dyrke sport snærre jeg lidt af ham fordi han har været væk i mange timer og jeg egentligt troede at vi havde arrangeret andet at lave den dag. Han tager min bemærkning ilde op og siger at vi vist hellere må tage os en alvorlig snak. Jeg sender vores datter ud og lege og sætter mig derefter ned ved siden af ham. Her smider han bomben og fortæller at han ikke har lyst til at fortsætte vores forhold. Jeg er helt målløs da dette slet ikke ligner ham. Det går derfor op for mig at han måske er mødt en anden. Jeg har altid bedt ham være 100 procent ærlig overfor mig hvis dette engang skulle ske, og påminder ham derfor om sit løfte. Han indrømmer at der på hans arbejdsplads er en kollega som han er meget tiltrukket af. Denne pige er ifølge ham meget mere sexet, forstående, ambitiøs etc.. Herefter nævner han alle de fejl han ser i mig: At han står med alt det administrative og praktiske i hverdagen i forhold til vores hjem og vores datter. Jeg indrømmer blankt at mine arbejdstider har gjort at han har haft det meste, men siger til ham at dette er selvfølgelig ting der kan laves om fra min side. Jeg har ikke lyst til at miste manden i mit liv blot fordi vi ikke har kunne finde ud af ar organisere vores hverdag. Jeg er derfor indstillet på at lave alt dette om. Over flere dage ombestemmer han sig flere gange og ender med at sige til sin kollega at de ikke vil kunne indlede et forhold. Dette udvikeler sig dog til dårlig samvittighed overfor hende og han ender med at afslutte vores forhold og beder mig om at rejse med vores datter. I dagene hvor han ikke har kunne bestemme sig har han flere gange bragt på banen at han ikke finder mig tiltrækkende idet jeg har taget på, samt at bare ikke mener at jeg overhovedet er den sexet type. Han bringer hele tiden den anden pige på banen og går faktisk så meget i detaljer med det at jeg tror at det udelukkende er for at få mig op i det røde felt for at jeg bare skal smække med døren og skride. Jeg har flere gange sagt til ham at han SELV skal komme til denne beslutning (da jeg ikke har lysten til at afslutte vores forhold) og jeg forklarer ham at jeg mener at hvis han bare dog vil tage den RIGTIGT beslutning for ham selv, så vil det jo også ende med at blive den rigtigt beslutning for mig i sidste ende – uanset udfaldet. Jeg sætter min stolthed tilside og forklarer ham at hvad han betyder for mig fysisk og psykisk og siger samme tid at jeg ikke vil leve mit liv med en mand der blot bliver fordi det er praktisk idet vi har børn og hus sammen. Hvis der ikke er kærlighed at bygge på kan jeg ikke leve i forholdet. Han siger så at han stadig har følelser for mig, men at gnisten er væk. Han siger at han ikke er forelsket i mig, ikke har noget videre lyst til mig (selvom at vi har været i seng sammen de dage hvor han er endt med at vende tilbage til mig) og at gå ud og have sex med andre, da det må være mere spændende. Han siger til mig at hver gang vi går på gaden sammen kan han ikke lade være med at kigge på andre kvinder. Jeg har prøvet at ignorere mange af de nedladende bemærkninger, idet jeg ved at han kun har sagt mange af dem for blot at såre mig for at jeg skal blive rasende. Hans forældre kan heller ikke længere kende ham og mener at han ikke mener mange af disse ting, idet han altid har omtalt mig som værende 'perfekt' overfor dem. Jeg har nu ikke set ham i snart to uger, eftersom vi er flyttet meget langt væk. Han skulle have pakket mine og vores datters ting sammen og have taget sig af hussalget og andre administrative ting, men han virker egentligt ikke til at kunne tage sig sammen til det. For at jeg og vores datter kan komme videre med vores liv har vi brug for at han tager sig af disse ting, men han siger bare at han har for travlt på arbejdet osv…Forleden da han ringede fortalte jeg ham at jeg har indset at jeg skal til at blive mere 'voksen' og autonom og at jeg siden at vi er flyttet er begyndt at dyrke masser af sport. Det var som om at dette vakte interesse, og da jeg efterfølgende skrev i en email at jeg nok skulle sende nøglerne til vores hus, idet jeg jo ikke får brug for dem mere svarede han -det ved man jo aldrig om du gør. Jeg prøver at holde afstanden og ikke kontakte ham, for at han kan få tid til at tænke. Problemet er at mine svigerforældre gerne vil have at jeg kommer med vores datter om 3 uger idet det er hendes fødselsdag. Det skulle eftersigende være helt okay med min mand. Jeg tror dog ikke at så kort tid er nok tid til at han får øjnene op, og overvejer derfor at lade min datter være alene med ham og hans forældre – imens at jeg bor hos en veninde i den pågældende weekend.
For mig virker det som om at han har en tidlig 40 årskrise, idet han pludselig tager hele hans liv op til overvejelse : vores økonomiske situation, hans ambitioner, hans forhold til hans forældre, vores forhold etc… Han mener selv at han bør ændre en eneste ting ved ham selv – Alle problemerne skyldes mig. Vil han nogensinde vågne op og indse hvad han har mistet ?

Med venlig hilsen
Nina

Du er meget glad for ham, kan jeg mærke. Og kun du selv ved, hvor mange skuffelser du kan påføres, før du mister håbet.
Men jeg ville ønske for dig, at du tror så meget på dig slv og dit potentiale, at du lever sorgen igennem og ikke bare venter.
Det er det enkelte menneskes lod at finde vej. Men når hans signaler er så dobbelte, ja så må han finde nogen at tale med om det, eller træffe en ren beslutning.
Så jeg håber, at du finder så megen styrke i dig selv, at du giver slip og stoler på, at hvis det er den store kærlighed, ja så finder I sammen igen. Men sæt ikke dig selv på stand by for en splittet mand…

Find vejen. Den er der.

Lyse tanker.
Christel

Alt godt,
Christel

Vi har set hinanden nogle gange siden, og vi er altid endt med at have haft sex sammen osv. Jeg kan mærke hvor glad han er for at være sammen med mig når vi har set hinanden. Men på trods af at jeg fiortæller ham at jeg virkelig tror på at vi kan finde ud af det sammen, og at jeg virkelig godt ved jeg har nogle ting jeg kan/skal ændre, så er han yderst stædig og vil slet ikke se muligheden i at finde sammen igen. Han siger dog stadig at han elsker mig, og at det er enormt hårdt for ham.

Folk og venner siger jo klart at jeg bare skal give slip, og komme videre. Men det er slet ikke det jeg føler at jeg kan eller har lyst til. Jeg føler han er manden i mit liv, også selvom vi stadg er unge (23). Hvad gør jeg nu? Håber du kan give lidt hjælp.

Mvh.
Marie

Som B.S:Christiansen peger på:
Der skal tre ting til i forandringsprocesser:

Vilje,
Vilje og
Vilje

Fat mod

Alt godt,
Christel