Hej,

Jeg vil starte med at sige at det er en super fed hjemmeside du har, især for personer som jeg der er fuldstændig u kulkælderen…
Jeg kender desværre den ovenfor beskrevne situation rigtig godt. For ca 1,5mdr begyndte det at gå rigtig skidt i vores ellers lille og hyggelige familie, bestående af min kone og vores datter på 2år. Jeg kunne fornemme at noget var galt, hvorefter jeg spørger min kone. Jeg får den kolde melding at hun desværre ingen følelser har for mig længere og at hun rent faktisk har kæmpet for dette i ret lang tid, hvilket hun ikke ønsker længere. Jeg forsøger at overbevise hende om at de ting hun beder mig om kan jeg sagtens gøre bedre, da det er rent praktiske opgaver der primært er tale om. Men hver gang jeg forsøger at overbevise hende, så kommer der andre problemer, så som at jeg har en tyrkisk baggrund, at jeg ikke viser min kærlighed når vi er sammen med, at vi ikke har et godt secxliv m.v… Det er som om det ingen ende har, hvad enten jeg siger og gør og lover, så har hun printet ind i sit hovede at dette ikke kan vendes. Jeg undrede mig dog meget over at hun pludselig kunne miste al kærligheden til mig efter alt det vi har været igennem. Jeg gjorde noget frygteligt som at tjekke hende mobil, hvorefter jeg fandt ud af at hun havde gang i noget flirten med sin fodboldtræner, som i øvrigt stemmer rigtig meget overens med den tidsperiode på 1,5måned. Hendes kommentar til dette er blot at dette ikke havde noget med hendes beslutning at gøre. Jeg kontakter manden for at høre hans intentioner, hvorefter han fortæller at dette var fjollet af ham, da han selv er skilt og har 3 børn, og har intentioner om at dette skal fortsætte. Dette meddeler han min kone, som pludselig tror at jeg har truet ham til at sige disse ting. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv truet nogen eller været oppe at slås. Er ikke typen.. Trods dette har jeg hver gang sagt til hende at jeg er klar på at glemme det hele, slå en tyk streg over tingene, da jeg blot gerne vil redde vores familie, hvor jeg i høj grad tænker på vores datter. Men som sagt, ligegyldigt hvad jeg foreslår rammer jeg ind i en mur. Hun siger at hun giver det en chance, feks ved at hun er i huset, men pointere samtidig hver gang at hun ikke tror på det! Det er temmelig hårdt konstant at løbe ind i en mur og bevare håbet. Jeg synes at jeg ryger længere længere ned. Jeg kan ikke forklare hende at den situation vi er i kan skyldes vores stressede arbejde, samt at vi har et barn på 2år. At vi har glemt at være kærester, og at vi blot skal finde alle disse ting igen. Jeg har sågar foreslået at droppe alt og tage ud og rejse, skabe nogle fælles oplevelser som måske kan dæmme op i hende følelser. Men intet er godt nok. Det eneste hun siger er at hun har brug for at finde sig selv, og det kan hun bedst hvis hun flytter ud sammen med vores datter – hvilket jeg ikke kan klare… Hun siger at det er den eneste måde hun kan få øjnene op for mig igen, ved at jeg kan bevise at jeg kan eksistere og leve videre. Dette synes jeg er fuldstændig forkert. Jeg ved hvad jeg vil – jeg er slet ikke i tvivl. Hvis hun dog bare ville tro en lille bitte smule på det… Lige nu lever vi som venner hjemme i vores hus, hvor jeg sover i sofaen. Det er så hårdt, men hver dag lever jeg med håbet…

Hvad mere kan jeg gøre??
Kan hun finde kærligheden igen?
Kan hendes SÅ stærke følelser for mig bare forsvinde på den måde??

Hej

Mange tak for dit beskrivende indlæg,som mange desværre kan nikke genkendende til.

Det er nogle fine initiativer, du gør dig. Men jeg forstår, at din frustrationsgrad er enorm, netop fordi situationen er dilemmafyldt, og fordi din kærete giver udtryk for, at hun p.t. ikke tror på jeres fremtid som en fælles fremtid.

Det er naturligvis en stor sorg i et liv. Og du spørger, hvad du kan gøre. Og om hun kan finde kærligheden til dig og jeres familieliv igen.

Alle mennesker er forskellige, men som jeg gang på gang pointerer, kan meget lade sig gøre, netop hvis viljen, interessen og lysten er til stede.

Jeg tror, at du skal høre på det, hun siger. Nemlig, at hun har brug for tid alene. At hun har brug for at se, at du kan klare en tilværelse selv. Hun må have sine grunde til, at følelserne er kølnede, og jeg tror ikke, at du p.t. kan overbevise hende, men snarere vise hende, at du netop vil gøre det, du siger: alt for at få familien samlet igen.

Lad fuglen flyve. Giv hende plads, tid og rum – og se og mærk så, hvad det gør ved hende, at du – selv om det skærer i hjertet – respekterer hende.

Med venlig hilsen christel

32 år og jeg ved ikke hvordan jeg kan kommer videre med mit liv, min kæreste gennem 15 år har lige fortalt mig, at han tror at han er blevet forelsket i en anden kvinde. Vi har 2 børn og venter nr. 3 om et par uger. Jeg er helt knust og chokkeret, jeg har nu spurgt ham om vi muligvis kunne gå til parterapi for at vide om det er noget vi kunne gøre for at rædde vores forhold, fordi jeg synes at det skylder vi vores lille familje, hann siger, at hann ved ikke rigtigt om det nytter noget. Hann har ikke lyst til mig mere og siger at hann tror ikke at hann elsker mig mere. Hvad kan jeg gøre og vil parterapi måske hjælpe?

Vi bo på Færøerne, ved i nogen psykoterapeut på Færøerne

Kære du
Tak for dit indlæg. Det er jo en ganske forfærdelig situation, du befinder dig i, og allerførst må jeg sige, at din mands timing da er helt ved siden af. I venter jeres næste barn, lige om lidt, og så smider han denne bombe.

Det, jeg umiddelbart vil bede dig om at gøre, er at tale til hans sunde fornuft og moral. Det kan da godt være, at han er blevet fascineret af en anden kvinde, men da han er far til både de to børn, I har og det lille ny, der er i vente, så forsøg at tal til ham med hensyn til at få skabt ro omkring den nuværende situation, og forsøg at lave en aftale om, at der er ro på i 3 måneder, og i derefter evaluerer situationen.

Og nej, jeg kender desværre ingen psykoterapeuter på Færøerne. Men søg efter, om der dog ikke findes nogen i jeres største byer. Eller psykologer for den sags skyld.

Stiller han sig på bagbenene og vil slet ikke høre på dig, må du informere din familie om situationen og søge al den hjælp hos venner og familie, som du overhovedet kan få. Ligeledes er der brug for, at du fortæller din læge og eventuelle sundhedsplejerske om situationen, så du føler, at du ikke står ganske alene i denne proces.

Jeg mener, at det altid er godt at lade personen forstå, at det ikke nytter blot at sige så alvorlige ting og at bede din partner om en udførlig redegørelse over, hvad han har tænkt sig. Så han "også kommer på arbejde", og du ikke står alene med alle spekulationerne.

Men i første omgang. Tal til hans sunde fornuft. Bed ham evt. tage væk en uge, hvor I ikke har kontakt, og se, hvad det gør ved situationen.

Alt det bedste og pøj pøj med fremtiden

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Tak for fine indlæg og kommentarer.

Jeg nikker genkendende til ovenstående. Min kone og jeg har været gift i snart ni år (kendt hinanden i 12 år), børnene er 4 og 7 år og derfor så store, at de selv kan klare mange ting. Min kone har jeg har to gode jobs, vi begge er glade for og har stor rutine og erfaring med. Vi har bygget hus og magtet blebørn, indlæggelser på sygehuse mv. Nu er vi kommet til tiden hvor vi skal høste frugterne af det store arbejde. Og vupti konen vil skilles. Jeg har flere gange over de sidste fire år talt med hende om mit ønske om, at hun gerne må vise mere ømhed og kærlig kontakt med mig, at hun gerne må tage intiativ til sex mv. Jeg har dog aldrig tænkt i skilsmissetanker. For tre måneder siden bedyrede hun, at vi havde et stærkt ægteskab og at vi aldrig havde haft nogle syv års krise. Det var og er jeg enig i. Nu har hun så meddelt mig, at hun vil skilles. Hun kan ikke finde nogle følelser for mig, siger hun og tårene triller ned ad kinderne. Førts hed det i den sidste måned, så hed det de sidste to måneder og så kom kniven: de sidste fire år er hun faktisk ikke sikker på, at der haværet de nødvendige følelser. Det hele er gået meget stærkt – ca tre-fire uger fra hun delte sin usikkerhed med mig, separationspapirerne er skrevet under, børnene har fået besked, hun har fundet en ny lejlighed, bodelingen er ved at være på plads. Tilbage står jeg med en følelse af et enormt svigt af vores børn, og jeg er selv fuldstændig overrumplet og temmelig uforstående. Jeg synes ikke, vi har givet vores forhold en fair chance for at genfinde og genopdage os selv og hinanden. Vil du prøve at give dine bud på, hvorfor min kone pludselig vil skilles, og hvorfor det skal gå så stærkt, hvorfor hun afviser at gå i parterapi, ægteskabsrådgivning, og/eller lave et afbræk fra hverdagen hvor hende og jeg alene tager på ferie eller lignende?

Tak for hjælpen
Peter

Hej Peter
Tak for dit indlæg.
Det gør mig ondt at læse, at en familie er blevet splittet ad.

Jeg har læst det nogle gange for at sætte mig ind i, hvad der mon foregår.
Og de refleksioner, jeg er kommet til, er følgende:

Der er som regel en udløsende faktor ved et hastigt skift.
Jeg kender jo ikke versionen fra din hustrus side, men jeg mener, at :

1. der kan være en skjult dagsorden, eksempelvis: forelskelse i en kollega
2. Din hustru kan have læst en bog, have været på kursus, været på sidelinjen til en venindes skilsmisse, have oplevet et dødsfald, der har perspektiveret hendes livssyn/selvopfattelse, sådan at hun med eet er kommet i tanke om, at "man må leve i overensstemmelse med sig selv/at man må gøre kort proces, hvis følelserne mangler/m.m.
3. Din hustru har taget sit liv op til revision og har overvejet fordele og ulemper. Kan være blevet træt af, at noget hun evt. har ønsket sig og insisteret på i årevis, ikke er sket. Hun kan have set tilbage og ment, at du var for krævende, for lidt givende, for appellerende, for passiv, for besiddende, for karrierebetonet, for illoyal, for negativ, ja hvad ved jeg. Og har lavet et trist facit, om at "græsset er grønnere på den anden side", og at hun ikke vil fokusere på, at græsset nu tit er grønnest, der hvor det bliver vandet.
4. der kan være en faktor som familie/relationer, der spiller ind. At en svigermor har for meget at sige, at bestemte fritidsaktiviter prioriteres frem for familien, at rygning/alkoholbrug mv. er blevet belastende.
5. Og jo, hun har da følelser for dig. For ellers ville hun vel knap knibe en tåre. Men hvad hun mener er "de nødvendige følelser", kan vel kun hun svare på.
   Og det er tankevækkende, at hun ikke vil opsøge nogen form for hjælp.

Det peger, som jeg kender hastige afslutninger, på, at det er punkt 1, der er det mest sandsynlige.
Uden at vide det, tænker jeg, at din hustru er blevet fascineret /forelsket i en anden, og synes, at et liv foruden dig dermed virker mere tillokkende.
Men hvad ved jeg. For jeg har ikke hørt din hustrus version, som sagt.
Der kan være så mange forklaringer. Og naturligvis er der en forklaring.
Din hustru kender den.
Igen, uden at have nogle forudsætninger for at tale om jeres parforhold, kan det også være, at din hustru har stress.
Når mennesker er stressede, søger de at fjerne alt, hvad der forekommer dem som en belastning og agerer ikke spor konstruktivt.

Men hvor er det dog en trist situation.
Jeg ønsker for dig og jer og jeres børn, at den tænketid, som din hustru får, ved at flytte, vil skabe et savn.
For opstår savnet, er det en god indikator for, at der er noget at bygge på.

Håber, at jeg har kastet lidt lys over situationen.
Uanset hvad håber jeg, at du kan holde ryggen rank i denne periode, hvor der er en overgang forude. En overgang, der formentligt hyppigt vil føles som en undergang, men som stadig er en overgang.

Venlig hilsen
Christel Sonne Ramsussen

Hejsa. Jeg har lst overstående og bliver nød til at fortælle min historie som den ser ud lige pt. For en god mdr tid siden havnede min kone og jeg i en ordentlig gang rod.

Hun havde været i byen, kom hjem ved o6 3o tiden, ved 5 tiden ringede jeg og sendte sms'er og fik ingen svar, blev både ked af det, for tænk nu hvis hun var utro eller endnu værre, der var sket hende noget.

Hun fortalte at hun bare havde været i byen og at der intet var sket. Jeg blev sur og troede desværre ikke rigtigt på hende, gik ind i mig selv og ville ikke snakke med hende, skubbede hende endda væk da hun senere på dagen kom hen og fortalte at hun elskede mig overalt på jorden.

• 2 dage gik med min tavshed også faldt bomben, hun ville skilles !!!!

Vi har levet sammen i 16 år og har haft et forrygende godt liv sammen, har en søn på 13, gode jobs, sund økonomi osv Skilles, jeg fattede ikke en brik og hun fortalte at hun var så træt af at jeg mødte hende med tavshed hver gang der var/er et problem ! Noget hun før har givet udtryk for, men som jeg trods alt ikke evnede at gøre noget ved, men lige her og med en skilsmisse hængende over hovdet indså jeg hvor led jeg har/havde været ang min tavshed, der faldt et eller andet forsvar væk inde i mig og jeg tryglede og bad min kone om at ombestemme sig, at hun aldrig nogensinde ville blive mødt af tavshed fra mig.

Nu er der gået lidt over en mdr og vi er på afgrundens rand, har fortalt sønnen at vi skal skilles, familien er i opløsning og jeg kæmper en fortvivlet kamp for at redde stumperne inden det går helt galt. Det skal siges at min kone har prøvet på at gi os en chance her i løbet af måneden men der har hele tiden været noget vi skulle, så jeg føler ikke vi har haft den fornødende tid sammen til at løse vores livs krise.

Jeg elsker min kone afsindig meget og vil gøre alt hvad der er i min magt for at undgå den totale katasrofe. Som denne lidt over en mdr der er gået virker det som om at min kone har gravet meget dybt i vores ægteskab for at finde 'ting og sager' der har været dårlige. Min kone er nu nået frem til at dette er noget der har stået på meget meget længe og nu ja nu føler hun intet for mig siger hun, men jeg nægter at tro på at føelser for et andet menneske man har levet sammen med i 16 vidunderlige år kan forsvinde i en mdr

Ligeledes tror jeg desværre at min kone har 'kørt den så langt ud' at hun ikke kan give slip på tanken om skilsmisse og i det mindste gi' hende og jeg en helhjertet indsats for at finde hianden igen. I løbet af denne periode har jeg faktisk endervendt mig selv overfor hende og fortalt hende at jeg virkelig har lært ufattelig meget af denne gang 'rod', men jeg kan ikke nå ind til hende og overbevise hende om at vi har chancen og livet foran os. Dette er 'bare' en meget kort og forenklet forklaring' på hvad der er hændt den sidste mdr tid. Min kone er i midten af 3o'erne og jeg i midten af 40'rene

Hej

Jeg forstår, at det er en fortvivlet situation, du befinder dig i.
Det, som jeg læser ud af dit indlæg, er at din kone har savnet respekt og dialog. At der er mange skuffelser igennem tiden, og at hun nu ikke orker mere. I sådan en situation er det ikke godt at presse yderligere. Dette vil formentligt også blive opfattet som dis-respekt. Og kærlighed gør det jo ikke alene. Respekten og fortroligheden er lige så afgørende, og noget, man igennem tiden må tage lige så alvorligt, som alt andet.

Hvis hun har besluttet sig for at stoppe, må du lade hende gå. Mange "vågner" op i en separationsfase og bemærker at de savner deres partner og deres tilværelse sammen, og lige nu lader det til, at ingen ved, om det er det ene eller andet, der kommer til at ske.

Der er altid 24 timer i døgnet. Og dette er ens for alle mennesker. Hvordan vi prioriterer disse timer, fra dag til dag, fra uge til uge, fra måned til måned, er med til at give den livskvalitet, som alle går efter. Jeg ved godt, at det er et komprimeret indlæg, du har skrevet, men jeg undrer mig lidt over, at du nævner, at der har været så meget, I har skullet, i "rode"-måneden, og ikke har haft den fornødne tid.

• Vi har altid den fornødne tid. Spørgsmålet er, om vi tager den fornødne tid.

Jeg kan sagtens læse din smerte og fortvivlelse. Når man ikke kan overbevise et andet menneske, om at der er en fremtid, må man finde ud af med sig selv, hvordan man vil vise, at der er en fremtid.

Husk følgende:

• Fremtiden giver ikke en garant for, at vi bliver lykkelige.
• Fremtiden giver heller ikke en garanti, for at vi ikke bliver lykkelige.
• Derfor må vi afklare, hvad vi vil lykkes med, og vide, at det er igennem tale og handling – og prioritering, at vi må vise, hvordan vi vil lykkes.

Jeg ønsker for dig, at du finder en vej.

Venlig hilsen
Christel

Hej
Jeg er i en vanskelig situation. Min kone og jeg har været sammen i +13 år. Gift i 10. Vi har tre dejlige unger sammen(3,7 og 10). Vores forhold er gået kold. Vi har inden sex. Vi bor hver for sig på 3. dagen. Min kone siger hun ikke kan mærke nogen følelser for mig. Vi snakker godt sammen. Er klar over at vi begge har del i den situation som nu har kulmineret. Jeg har været dårlig til at huske spontanitet. Komme med små overraskelser. Vi har tit snakket om at gøre noget sammen, men det er aldrig rigtig blevet til noget. Hun siger at det altid har været hende der har taget initiativ til aktiviteter. Jeg har været inde i en depression for 18 måneder siden(det tog 6 måneder). Det var en hård tid for os begge. Men vi klarede det. Min kone er bange for at det kan gentage sig, og har mistet troen på at jeg kan ændre mig. Jeg har fået et kæmpe chok lige nu og er villig til alt. Er faktisk lidt desperat. Jeg er bange for at presse for meget på, og samtidig vil jeg gerne vise at jeg kan ændre mig. lave ofringer for vores forhold. Jeg tror på en fremtid sammen med min kone. Det gør hun ikke pt. Alligevel viser hun omsorg for mig. Jeg er meget forvirret. Hun siger at vi skal forblive en familie. At hun vil bevare vores gode forhold resten af vores liv. Bare ikke som kærester. ????
Hvad er det for signaler hun sender mig.
Hvad skal jeg reagere med.
Vil hun teste om jeg kan være ansvarfuld over for mig selv og klare mig alene uden hendes støtte?
Jeg kan ikke gennemskue hvad jeg skal gøre. Hjælp.
Mvh Mikkel

Hej Mikkel

Tak for dit indlæg.

Jeg forstår, at du for alt i verden vil bevare dit ægteskab og kæmpe for det.
Hvad din kone præcist vil, ved jeg naturligvis ikke, da jeg ikke kender hendes version af historien.
Om det er en test for at undersøge, om du er ansvarlig, tror jeg ikke.
Det, jeg tænker efter at have læst dit indlæg, er at din hustru på mange måder og igennem længere tid har prøvet at signaler til dig om mere nærvær, prioritering af tid og at der er behov for, at respekt og fortrolighed sættes i spil.
De signaler har du overhørt, og det lader til, at hun har taget konsekvensen af det.

Jeg tror ikke, at det hjælper at overbevise hende om – med ord, at du nu er klar, og at du nu har forstået alt, og at du vil gøre, hvad der skal til.
Hun har brug for at se, at du mener, hvad du siger. Hun har brug for at bemærke, at du viser, at du er i stand til at prioritere anderledes og at have en mere uselvisk adfærd.

Et gammelt ord siger:

Dette ord siger noget om, at hvis du vil nærme dig din kvinde igen, så vær det bl.a. igennem dit forhold til børnene.
Vær nærværende, opmærksom mv. i forhold til dem.
Og vid, at noget af det værste du kan gøre lige nu, er at presse og at forvente noget af hende.
Forvent derimod det bedste af dig selv. Og vis hende, at du vil fokusere på, at få den del af parforholdet, der er venskabet, mere i spil.

Vis hende, at hun kan regne med dig, og det du siger. Vis hende, at du respekterer det hun står for.
Accepter at denne situation er nødvendig, for at du og forhåbentligt I kan stoppe op og kaste nyt lys over situationen.

Lad være med at klynke og have ondt af dig selv (det ved jeg ikke, om du har…) ret dig i stedet op og tag det som en mand, der har fået et "rødt kort", men på bedst vis vil vise, at han atter er klar til en god og konstruktiv kamp.

Foreslå hende evt. parterapi, og hvis hun ikke ønsker dette, så gå selv i terapi. For at blive bevidst om dig selv og understrege, at du mener det, når du siger, at du vil gøre alt.

Den der går langsom, går langt.

Find din vej.
Og lad dig inspirere af bøger, andre mænd, der har været i en tilsvarende situation.

Husk, at krise i sin oprindelige betydning betyder:

Kig på alle de aspekter i dit liv, hvor du vil vende stenene og gøre noget andet. Og skriv evt. til din hustru, hvilke tanker du har, og hvilke beslutninger, du vil tage.

Venlig hilsen
Christel

Hej igen (det er mig Mikkel)
Nu er der gået 1 måned siden vi blev enige om at bo hver for sig. Jeg har fundet et nyt sted at bo,meget tæt på børnene. Alt ting er gået stærkt. Vi har begge (hver for sig)været inde hos en eksistentiel psykolog som vi har brugt et års tid(også hver for sig). Vi har underskrevet separations papirerne. Jeg er igang med at flytte mine ting over i det nye hus. Jeg har kontaktet projekt parvis, og får nok en tid her i næste uge.(da vores finanser er skrabet, er det eneste mulighed for parterapi lige nu). Min kone har sagt at "det kan vi da godt". Med en lidt afvisende attitude, hun virker ikke overbevisende, men vil måske bare ikke vise det. Jeg er overbevist om at vi skal have have familien samlet igen. Jeg kan frygte konsekvenserne for vores børn, depressioner og lign. senere i livet. Vi snakker stadig godt sammen. Er måske lidt for enige om tiltagene. Når jeg er sammen med hende, tager vi beslutninger som jeg senere ikke er helt sikker på. Jeg kan f.eks. nævne at vi en aften hvor jeg havde spist sammen med børnene og min kone i vores gamle hus, sad og snakkede efter børnene var lagt i seng, om det med at lære at flirte igen, og finde en kæreste. Jeg har pt. under ingen omstændigheder brug for en kæreste, eller at flirte. Det er svært for mig at få sagt det til hende, at jeg stadig elsker hende og vil gerne tage de ændringer der er nødvendige for at få det til at fungere igen. Jeg har en tilbøjelighed til vinterdepression, og vil f.eks. indkøbe en lampe til lysterapi. Jeg har ofte i situationer hvor vi har diskuteret (min kone har fortalt hendes forventninger), gået i baglås og ind i mig selv. Min kone har ind imellem holdt igen med at fortælle hendes behov, af hensyn til mig. Jeg er nu, klar over hvordan jeg skal takle sådanne situationer. Vi havde en episode for 10 dage siden, hvor jeg havde købt ind til huset(en praktisk hjælp), og var kommet derhjem. Jeg havde en masse ting jeg ville fortælle. Bla. at jeg havde et hus jeg skulle ud og se på, at jeg havde fået sendt separations papirerne ind. Jeg havde også købt en krukke med krukus til min kone, fordi jeg syntes hun var sej i alt det her, og havde stået for børnene. Det var lidt hektisk da vi begge var kommet hjem. Børnene havde behov for dit og dat, vi pakkede indkøbsposer ud. Og imens fortalte jeg om de glade nyheder jeg havde på hjertet. Jeg havde virkelig glædet mig til at fortælle hende om det. Hun reagerede lidt kort for hovedet, og jeg opfattede det som lidt ligeglad. Det blev jeg meget såret over, og gik i baglås. Vi sad og spiste lidt boller sammen med børnene. Jeg ville fortælle hende at jeg syntes det var tarveligt at hun havde reageret sådan. Hun blev vred og sagde at hun ikke havde ansvar for mine følelser. Hun var faktisk glad for at høre om det ting jeg havde på hjertet. Vi fik heldigvis snakket os til rette. Jeg forstod pludselig min egen reaktion, og fortalte hende at jeg forstod den. Det var et af de gamle mønstre der kom op.

Jeg fortalte en anden dag, at jeg havde det rigtig godt og var fyldt af energi. Det blev hun så glad for at høre, at hun kneb en tåre.

Jeg har lige nu en følelse af at vi ikke gør nok for at få det til at fungere igen. Jeg ved godt at tingene tager tid. Men det er som om at vi langsomt lukker for en chance for samarbejde om vores følelser for hinanden, og er ikke rigtig kommet ind på de egentlige fustrationer som har forårsaget vores beslutning om at bo hver for sig. Lige i starten snakkede vi om at det var en 2 måneders tid at jeg skulle bo for mig selv. Nu virker det som at det er for altid. Jeg vil jo nødig presse for meget. Men jeg syntes lidt det kun er mig der kæmper for at vi måske har en fremtid sammen. Jeg er den der flyttede.(det var vi egentlig enige om). Jeg er den der prøvede 6 dage efter vi havde boet hver for sig. Jeg havde købt en diamant, en rose og et brev hvori der stod noget af ægteskabspagten og at jeg gen af lagde løftet. Jeg lagde en handleplan i et brev som havde tre trin. forløsning,genopbygning og vedligeholdelse af vores ægteskab. jeg havde sågar konkrete tiltag(koncert og teater) for det næste halve år med datoer og det hele. Jeg er den der har kontaktet projekt parvis og er blevet skrevet op. Min kone virker så afklaret med at vi ikke skal være kærester. Det er næsten som om det ikke kan gå hurtigt nok(det er den følelse jeg har). Jeg syntes vi tager alt for mange beslutninger som lukker muligheden for at prøve igen. Jeg kunne godt forestille mig at vi om 1-2-3 måneder prøvede at bo sammen en uge, og så hvordan det gik. hvis det ikke gik, ok så har vi prøvet. Jeg føler ikke vi prøver særlig meget. (det er blevet lidt langt det her, det beklager jeg).

Skal jeg fortælle hende at jeg vil kæmpe for at få familien samlet igen

Og hvad hvis hun blankt siger at det vil hun ikke?

Jeg er faktisk bange for hvilke konsekvenser det har for børnene, deres tryghedsrammer med mor og far er væk, selv om vi samarbejder godt. Sårbarheds faktorer og konsekvenser i deres voksenliv(større chancer for depressioner og lign)

Jeg respektere at hun har brug for at være sig selv, men igen syntes jeg hun har lidt for travlt. Hvorfor?

Jeg ser en fremtid der kunne hedde: vi er sammen igen eller vi er ikke sammen igen. Min kone giver udtryk for en fremtid der hedder: vi er ikke sammen igen. Hvordan kan hun på 2-3 måneder blive så sikker på at der ingen udvej er for os sammen?

mvh Mikkel

PS. tusinde tak for din ovenstående besvarelse

Hej Mikkel
Tak for dit indlæg.
Inden jeg svarer, vil jeg godt lige appellere til alle I skønne læsere, der er inde på denne blog. Og jeg ved, at der er mange, for uanset hvilket tidspunkt på dagen, min webmaster går ind, er der altid som oftest et par stykker eller tre, der læser og er loggede på i lang tid.(også kl. 2 om natten) Grunden til, atj eg lige appellerer til jer, er at jeg er sikker på, at mange har en viden og en erfaring, der kunne være fin at få delt. Så igen: hold jer ikke tilbage.

Mikkel
Der er ikke noget at sige til, at du både kan være bange og tvivlende og at utålmodigheden indimellem tager over.
Bliv ved at huske, at "den, der går langsomt, går langt" og at tryk avler modtryk.

Det, du gør, er meget fint. Du viser handlekraft og initiativ. Og det er godt. Det må du godt blive ved med. Men selvfølgelig uden at presse din kone eller lægge for mange forventninger ind. Hav forventninger til dig selv i stedet for at have dem til hende.

Du spørger, hvordan hun kan være så afklaret om, at I ikke skal være sammen, om følelser da kan forsvinde på 2-3 måneder?
Jeg kender ikke din kones historie, men hun har jo selv svarene på dette: Hvem ved, om det er en proces, der er modnet i hende gennem tiden. Hvem ved, om det er nogle bestemte værdier, der nu er blevet mere afgørende for hende? det gør kun hun.
Det, du må overveje er snarere, om hvornår og hvordan du vil stille hende disse spørgsmål. Mit forslag er at I lader parterapeuten vinkle dette…

Jeg har sikkert skrevet det før, men skriver det gerne igen.
Du skal ikke overbevise din kone om, at I er de rigtige for hende. I hvert fald ikke forsøge at overbevise hende med ord.
Derimod kan du via dine handlinger og ansvarlighed vise hende, at du er her, og at du er det bedste valg.

Med hensyn til de beslutninger, som du nævner. At der bliver taget mange hurtige eller store beslutninger, sørg for at få sovet på det, når I har drøfte nogle store emner. Og træf så først beslutninger derefter.

Jeg kan anbefale dig at læse Alkymisten af Paulo Coelho. Jeg er sikker på, at den bog vil give dig bhåde inspiration og indsigt.
At være tålmodig er at tåle at være modig.
Mod er ikke frygtløshed, men det at face situationen, som den er, og hele tiden få øje på at den største kraft er i nuet.

Lyse tanker og pøj pøj herfra
Christel

Hej Christel.

Jeg håber du kan hjælpe mig, som du har hjulpet de andre på siden. Min kæreste gennem 1 1/2 år har friet og vi skal giftes til september. Vi burde glæde os, men det gør jeg ihvertfald ikke. Jeg er i tvivl om det er det rigtige jeg gør. Jeg elsker ham, men jeg føler det hele er gået skævt efter vi flyttede sammen for 1 år siden. Vi har svært ved at acceptere hinandens forskelligerheder. Jeg føler ikke, at han ser mig og har de samme varme følelser for mig mere. Vi går meget sjældent i seng sammen, og selvom han siger det ikke er sådan, føler jeg at det er en afvisning og at jeg ikke er god nok. Jeg forsøger at snakke med ham om det, men jeg kan ikke trænge igennem. Vi er meget forskellige, men derfor ville jeg gerne at vi kunne få en fremtid sammen, for at vi endelig er gode venner, har vi det sjovt sammen. Hvad kan vi gøre for at komme videre. Jeg har nok og selv en del af skylden. Jeg brokker mig nok for meget og er forbebrejdende. Men det er som at slå i en dyne, at få kontakt til ham.
kan du hjælpen mig?

På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Linda

Hej Linda
Mange tak for dit indlæg. Det er en alvorlig situation. Og nødvendig at tage fat i. Jeg tror, at I bliver nødt til at få noget parterapi. Eller parcoaching, hvis det er mere "spiseligt " for din kæreste. For når mønstre så tidligt i et parforhold er svære, må man ikke bare basere fremtiden på et håb… din tvivl handler nødvendigvis ikke om, om du ikke elsker ham, men er et tegn fra dit indre på, at noget må justeres.

Det, jeg læser, at du skriver om, er at du ikke føler dig betydningsfuld for ham. Jeg tror, at han føler, at du er betydningsfuld. – ellers ville han vel ikke fri, men han har brug for at vide, hvad du har brug for, og hvordan han på bedste vis viser dig, hvordan han i handling og tale giver udtryk for, at han elsker, ærer og respekterer dig… og lige så har du jo brug for at forstå hans signaler.

Så mit bud: Søg en parterapeut, der har erfaring.
For et bryllup skal helst være en af de gladeste og fineste oplevelser i et liv, og da skal tvivlen ikke have fat.

Ud med sproget. Sig til ham, hvad du tænker. Og hør, hvad han mener.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel

Jeg håber, du kan finde tid til at svare mig og hjælpe mig lidt med de tanker, jeg tumler med. Jeg er tvivl om hvorvidt, mit forhold er bæredygtigt og kan leve op til mine ønsker for fremtiden, eller om vi er sammen mere af vane end af lyst.

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 12 år, vi mødte hinanden da vi var atten og har været sammen siden. Vi er blevet voksne sammen, og har været vidner til alle de store ændringer der sker igennem 20'erne ift studier, arbejde, identitet, venskaber etc. For tiden bor vi i udlandet pga hans studie. Han har boet her i knap 2 et halvt år og jeg i godt et år. Vi havde et år, hvor vi rejste frem og tilbage. På mange måder var det rart, for det betød at vi virkelig var sammen når vi sås.
Vi har begge haft en hårdt efterår i 2008; han var plaget af stess og angst, men erkendte endelig problemet og har nu kontakt til en psykolog og er i bedring. Min familie mistede 4 familiemedlemmer i løbet af meget kort tid, og det var hårdt at være i udlandet og se sin familie så oprørt, uden at kunne være der selv. Derudover havde jeg fået et job, hvor jeg var meget ked af at være. Så jeg valgte at sige op, for at fokusere på, at komme mig, på min hobby og på vores forhold, inden vi igen skal være langdistance kærester, når jeg til sommer vender tilbage til famile, venner og arbejde i Danmark.
På rigtig mange områder har vi et stærkt og godt forhold, vi har den samme humor, vi deler mange værdier, er gode til at give hinanden plads. Vi supplere hinanden godt, i og med at vi er meget forskellige af natur. Han ser verden meget sort/hvid, og hvis han vælger at gøre noget, gør han det 110% ellers gør han det ikke, (det gælder lige så meget for rengøring som for studier/arbejde). Han er temmelig pessimistisk, og kan blive meget indadvendt både når det gælder vrede, angst og sorg.
Jeg derimod ser verden i gråtoner, og kan sætte mig ind i mange forskellige synsvinkler. Jeg ligger mig ofte på mellemvejen, og opnår en masse ting med et middelresultat. Jeg er optimist, og ekstremt udafvent. Jeg er ude af stand til at skjule mine følelser, både de positive og negative.
At vi er så forskellige gør det også rigtig svært at kommunikere engang imellem. Jeg kan ikke bære, når han lukker sig inde/mig ude, og reagere ved enten at give ham ret i alt (total underkastelse, men han ved godt, at jeg ikke mener det) eller ved at bryde grædende sammen, så han får dårlig samvittighed og åbner op for en form for kommunikation. Andre gange er vi rigtig gode til at kommunikere, men af og til glipper det fuldstændig.
Jeg føler, vi er ved at udvikle os i meget forskellige retninger, og at jeg ikke kan leve op til det ideal, jeg tror han har. Jeg føler, ikke jeg er smuk nok, klog nok og ambitøs nok. Jeg er ikke ligeså "dannet" i faglig forstand og forstår mig ikke på hans fag, han har ingen interesse for mit felt, og vi har ikke mange fælles interesser.
For mig er en af de største pukler i vores forhold, at jeg føler mig underprioriteret og ikke god nok, på rigtig mange områder. Under hans studier, følte han sig nødsaget til at prioritere uddannelsen højere end mig. På det tidspunkt var det fair nok for mig, jeg var enormt stolt og glad over han var så ambitøs ift sin uddannelse, og ville gerne støtte ham. Det er godt 9 år siden nu, og eftersom hans studier blev forlænget til en Phd, er jeg stadig anden prioritet. Jeg savner at være hans nummer 1, bare en gang i mellem, men hans studier er altid i hans tanker.
Derudover er han ikke god til at komplimentere mig og jeg føler ikke, han synes jeg er tiltrækkende og sexet. Når jeg konfrontere ham med det, siger han at det gør han skam -jeg tror ham, men føler det ikke. Han har aldrig været god til det med at sige det højt, men tidligere kunne jeg se det i hans øjne. Det er ikke blevet bedre af, at han har sagt, at jeg skulle passe lidt på ift vægten (tidligere har han sagt, at han ikke kunne tænde på fede piger) og de piger jeg kan se hans synes om er petit og eksotiske. Jeg er i gang med et vægttab (er let overvægtig), både for min og hans skyld, men jeg bliver aldrig petit eller eksotisk.
Jeg har mange gange spurgt ham, om han ikke nok vil øve sig i at sige det højt, når han synes jeg er pæn/tiltrækkende etc. Jeg har forklaret, at jeg har behov for at høre det. Men det ligger bare ikke til ham, og jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at det ikke ændre sig. Og det gør mig ondt, jeg kan ikke bære tanken om at skulle leve i et forhold, hvor jeg betvivler om min elsker finder mig tiltrækkende.
Det har en stor betydning for vores sexliv, for når jeg ikke føler mig sexet, bliver det en tam omgang for os begge. Det skaber frustrationer. Dertil er vi nok ikke for gode til at forny os på det område, vi har talt om at "det køre lidt på rutinen".
Jeg har en oplevelse af, at jeg giver en masse, i form af omsorg, nærhed, støtte og anerkendelse, men ikke får (nok) igen. Og jeg er ved at være træt. Jeg har i årenes løb flere gange overvejet om, det her nu også er det rigtige for mig. Men tvivlen nager altså stadig, og jeg dagdrømmer om grønnere græsgange. Jeg ved godt at mine dagdrømme er håbløst romantiske og præget af billeder fra hollywoodfilm o.lign. Men er lidenskab og anderkendelse for meget at ønske og forvente af et forhold? Og hvis ikke, hvad kan jeg selv gøre for at fremelske disse kvaliteter i vores forhold?
Jeg har lidt en fornemmelse af, at jeg skal træffe en beslutning nu. Vi nærmer os de 30, børn og ægteskab ligger i kortene. Jeg ser gerne at han skal være far til mine børn, men jeg ønsker også, at disse børn vil få to forældre, der er lykkelige og anderkendene og glade sammen.
På forhånd tak, jeg vil sætte pris på de tanker du måtte have om dette.
Mvh M

Hej Mette.

Tak for dit indlæg.
Jeg vil stille mine refleksioner i form af spørgsmål, da jeg læser, at du afvejer, om det er udvikling eller afvikling, du vil fokusere på fremover.
For at have begge felter inde i sig, skaber alt for mange dilemmaer, og splitter os ad som mennesker, og gør det svært at samle kræfterne.

Tvivl kommer jo aldrig uden grund. grunden kan søges både indeni dig selv, og i jeres parforhold. Når tvivl kommer, må man gøre det, der giver mest mening, for at få bygget troen på forholdet og sig selv igen. Og har mange gjort, hvad man kan, og tvivlen stadig optager ens sind alt for meget, må man tage beslutningen og bevæge sig derhen, hvor man selv har oplevelsen af at have indflydelse på det, der er værdifuldt, så troen på – og oplevelsen a, at man bevæger sig, er mærkbar.

Ud fra dit indlæg tænker jeg, at du har kigget på både fordele og ulemper. I kommunikation, forskel i værdier, udseende, studer/jobs osv.
Men når alt kommer til alt, handler et forhold jo om kærlighed. Så i stedet for at kigge så meget ud, tror jeg, at du nu skal kigge ind og mærke efter, hvad hjertets stemme siger.
Hvordan du kan mærke, hvad hjertet siger, er ved at overveje og tage beslutning ud fra følgende:

Hvis nu din kæreste friede til dig, ville du så med hånen på hjertet kunne stå inde for at sige : jeg vil elske, ære og respektere dig, til døden skiller os ad ?

Hvor meget tror du på, at I kan lykkes – og blive lykkelige, have glæden som en almindelig og naturlig del af hverdagen?

Hvad skal der til, for at du ikke accepterer, at du er nummer 2 og går væk fra "stand by"- feltet og viser, at du anser dig selv som nummer 1 i it eget liv?

Hvad vil du savne mest, hvis du går fra ham?

Hvor realistisk er det, at I kan blive støttende og glade forældre, og partnere, der ville være gode forbilleder for børn?

Hvis du om 2 år kigger tilbage og står et sted, hvor du ikke fortryder det valg, du tog(fordi jeg antager, at du er tilfreds med dit liv på dette tidspunkt), hvad skal du så have besluttet dig for i dette forår ?

Så:

• Hvad siger dit hjerte til dig?
• Hvad vil dets svar fortælle dig?
• Hvad er mest sandt at gøre nu og at fastholde et fokus på?

Pøj pøj med processen.

Og så lige det lille sidste budskab:
Tænk over følgende?

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel
Jeg er kommet i samme situation, som Basoda, Mikkel og Lars og er lidt rystet over hvor godt det passer på mig.
Min kone proklamerede for en 3 ugers tid siden, hun manglede den berømte gnist og vil se tiden an, og derpå træffe en beslutning om vores fremtid. Vi har været gift i 7 år, kendt hinanden i 12 år og har 2 børn på 1 og 5 år. Det skal siges hun ugen ingen, havde været meget fraværende. Det hele startede efter hun var kommet noget senere hjem end mig efter en koncert.
Hun havde over det sidste halve års tid observeret vores forhold og fundet af jeg var den perfekte partner at leve sammen med i en almindelig hverdag, når alle opgaver med 2 børn osv. skulle løses, men en håbløs elsker, romantiker når børnene var lagt i seng og vi skulle være voksne sammen.
Min kones observationer er ikke helt forkerte, der var gået for meget hverdag i det og vi har glemt hinanden som voksne.
Vi går så i gang med at snakke om forholdet, og jeg stiller spørgsmålet? hvorfor hun ikke har sagt noget. Hun siger det må være op til mig at finde ud af hvad der skal gøres. Jeg siger vi skal være sammen om at klare dette her ellers hjælper det ikke noget. Jeg er måske nok for meget mand og skal have et vink med en vogn stang en gang i mellem for at forstå kvinders signaler. Jeg er klar til at starte op på en frisk og se frem af, men vil først være sikker på hun også er med på vognen.
Vores samtaler de næste par uger rykker ikke meget ved situationen og i tirsdags, skulle hun ringe til lægen for at bestille tid til den yngste. Det glemte hun, hvilket jeg blevet irriteret /skuffet over. Herefter fik jeg så serveret "nyheden" om hun vil skilles. Jeg blev meget overrasket over det gik så stærkt og havde regnet med, hun ville give forholdet en chance til. Vi har stort set ikke snakket sammen siden og i denne her weekend er hun hjem til hendes familie i Randers.
Under hele forløbet har min kone været ” iskold”. Ikke en gang, da vi skulle informere vores store pige om skilsmissen, kom der så meget som en tåre fra hende, mens jeg stortudede. Hun kommer hjem i morgen og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre, ud over jeg har fundet en midlertidig lejlighed.
Håber du kan hjælpe mig med et godt råd, så vi / jeg kan komme videre

Hej
Tak for dit indlæg.
Ja, som du læser, er der flere, der har været i en situation, der minder om din.
En meget ulykkelig situation, hvor du meget hårdt konfronteres med, at ingen kan løfte et parforhold alene. Det kræver indsats fra begges side.

Det er vanskeligt at råde i denne situation. Jeg kender ikke din hustrus version, og ser det altid som tragisk, når en familie brydes op, uden at der har været gjort et helhjertet forsøg på at samle kræfterne.
Hvis din hustru holder fast i skilsmisse og ikke ønsker at tage del i en " genoplivnings process" vedr. voksenliv, gnist og kæreste-aktiviteter, er mit råd, at du orienterer dig imod at samle dine egne kræfter og være lidt egoistisk.

Du skal have en base, du skal have indflydelse på at skabe en hverdag, du skal bruge dit netværk – og måske en terapeut/psykolog, så du får nogle redskaber til at håndtere denne krise.
Husk: at det kan gavne i en krisesituation at fokusere på en dag ad gangen. At du kan lykkes med noget hver eneste dag. Og at den vigtigste rolle er at være far, for dine børn lige nu.
Det er tankevækkende at læse, om at din hustru er iskold, som du skriver. Kun hun ved, hvad forklaringen på dette er.

Men hold fast i, at hvis hun ikke vil være med til at samle kræfterne og få jeres familie på benene igen, så må du gøre det, du kan stå inde for, og holde dine egne kræfter samlede, så vidt muligt.
Følgende ord er formentligt en ringe trøst lige nu, men jeg håber, at de kan hjælpe dig indimellem.

Det føles som en undergang, og det er en overgang.
Ingen krise og ingen smerte varer ved.

Venlig hilsen
Christel

Jeg giftede mig for 11 år siden med verdens dejligste mand. Han forgudede mig og har altid haft en enorm kærlighed og omsorg til mig, selv om jeg til tider har tvivlet på det. Alt var skønt og vores euroforiske forelskelse varede 4 år og gik langsomt over i en mere dybfølt kærlighed, men samtidig dukkede de normale konflikter og udfordringer op, som ethvert længerevarende forhold ryger ud i. Vi smeltede fuldstændig sammen og specielt min mand gav fuldstændig slip på sig selv og sit eget liv, idet han havde nok i mig. Han droppede hurtigt kontakten til de venner han havde før vi mødte hinanden og alt hvad vi foretog os, gjorde vi sammen. Faktisk gav jeg afkald på forskellige ting idet han på daværende tidspunkt, havde meget svært ved at jeg også ønskede at lave noget uden ham en gang imellem. Men for mig var det ikke så vigtigt, ville hellere sikre mig at det ikke gjorde ondt på ham. Men nu efter en del års forskellige udefrakommende belastninger og livskriser har han fra den ene dag til den anden forlangt skilsmisse!

Jeg har faktisk selv opfattet det som om vi nu gik en meget lysere tid i møde og gravet rigtig dybt i hvorfor vi hver især ikke har kunne føle os ordentligt lykkelige i lang tid, og det handler om rigtig meget andet end vores forhold.

Det at få to børn med 16 mdr. mellemrum, satte os under hårdt pres. Vi havde lige bygget vores drømmehus, en dyr libhaver villa, hvor der ikke ligefrem var tænkt på børn hverken mht indretning eller økonomi. Vi kørte begge karriereræs og havde indrettet økonomien derefter. Allerede under min første graviditet begyndte jeg at få skrubler over vores økonomi og det at vi ikke havde plads til at vælge at gå på deltid eller lign. for at prioritere tiden med vores børn. Samtidig braste IT boblen og begge vores jobsituation var pludselig meget usikker, hvorfor vi valgte at sætte vores hus til salg. Det tog 2 år at få det solgt og endte ud med et tab på 300.000.- Så det var svært at komme videre, men vi valgte at leje en bolig og arbejde på at afdrage gælden.

I de 3½ år der gik fra vores første datter kom til verden, var jeg (vi) så presset at det var ren overlevelse. Manglende nattesøvn, ørebarn, karrierejob osv. ja ingen tvivl om at vi burde have stoppet op og fundet en løsning, på hvordan vi kunne aflaste os selv i stedet for bare at fortsætte ud af en spor i den helt forkerte retning. Vi havde samtidig hver vores udfordringer med forældrerollen, min var at jeg var usikker på om jeg var en god mor (jeg har ikke haft nogen selv og havde derfor ikke noget idealbillede) og min mands var at han var ekstrem overbeskyttende. Hans kærlighed og overbeskyttende adfærd overfor vores børn opfattede jeg desværre konstant som anklager om at jeg ikke var ansvarsbevidst og forudsende hvilket automatisk gav mig følelsen af at han ikke syntes at jeg gjorde det godt nok. Det fik vi bearbejdet da vores datter var omkring 2-3 år, og jeg følte endelig at han også mente, at jeg slog til og var verdens bedste mor. I den lange periode (3½ år) hvor vi havde blebørn, blev min mand mere og mere udkørt. Han blev apatisk, tog 40 kg på, var deprimeret og aflastede mig ikke meget, men trak dynen op over ørene og flygtede, fra det pres som han heller ikke kunne klare. Jeg har aldrig været god til at sætte mine egne behov først og sige fra, og bed bare tænderne sammen og legede "super woman". Grundet min egen pressede situation formåede jeg ikke vise ham omsorg og forståelse, men vreden og bebrejdelsen over at han ikke aflastede mig voksede mere og mere. Jeg blev sur, indebrændt, brokkede mig og satte kærligheden på en hård prøve. En stor del af vores omgangskreds lagde afstand til os (specielt min mand som de var dømmende overfor), da vi i disse år faktisk ikke var specielt hyggelige at være sammen med. Jeg råbte vagt i gevær på dette tidspunkt og vi stoppede op og indså at situationen var uholdbar og blev enige om at kæmpe for at gøre tingene bedre. Vi læste begge "Mænd er fra mars og kvinder er fra venus" og fik en langt større forståelse for hinanden. Dette hjalp os virkelig til at finde den kærlighed frem som altid har været der, og vores forhold kom igen på ret køl.

1 års tid efter døde min farfar og vi valgte at købe dødsboet for at sætte det i stand og sælge det igen. I forbindelse med hans dødsfald dukkede en masse gamle papirer frem vedr. forhold mellem mig og min far, som har brugt en hel del af de penge jeg havde arvet efter min mor, hvilket endte ud i et arveafkald idet han selv er forgældet til op over begge øre og alligevel ikke ville få en krone udbetalt. I dette forløb viste han sit sande jeg, og psykopaten kom for alvor frem i ham. Min mand blev skræmt fra vid og sans og det tog mig ½ års tid at få ham helt ud af vores liv, idet jeg følelsesmæssigt skulle være klar til det.

Jeg bragede kort tid efter ned med et kæmpe stresskollaps, som udløste både angst og depression. Min mand var fra dag 1 en kæmpe støtte. Han viste mig en enorm omsorg, og var parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe mig. Men jeg var igennem en lang livskrise, tog offerrollen og faldt sammen som en lille hjælpeløs pige, der venter på at blive reddet. Min arbejdsidentitet har altid betydet meget for mig, og jeg har fået udfyldt nogle af de huller mit selvværd har gennem succes med karrieren. Jeg var virkelig i en indre konflikt med mig selv, for på den ene side gav min sygemelding mig nu den aflastning jeg havde brug for, men på den anden side mistede jeg en stor del af det livsindhold der havde fyldt så meget hos mig. Jeg ville både blæse og have mel i munden – ville gerne kunne køre karriere og var mentalt på arbejde 24 timer i døgnet, samtidig med at jeg også ville være den mor, som prioriterede tiden og ressourcerne på sine børn. Vi fandt ud af, at jeg havde en forsikring mod midlertidig uarbejdsdygtighed, som gjorde at jeg kunne beholde samme indtægtsgrundlag, som jeg havde haft inden min sygemelding. Vi blev enige om at det rent strategisk var en god ide at forsøge at fastholde dette så længe det var muligt, idet det gav os muligheden for både en god økonomi og jeg kunne få mit ønske opfyldt om at være der mere for børnene. Men jeg lod mig desværre styre for meget af det økonomiske perspektiv og mærkede ikke efter hvordan jeg havde det med situationen og hvad det egentlig var som ville gøre mig glad. Samtidig har det også sløret billedet for mig selv i forhold til hvad jeg kunne og skulle acceptere i forhold til min arbejdsevne. Jeg har nu opdaget, at jeg følte at jeg ofrede mig for min mands og børnenes skyld og var havnet i en husmor rolle, som jeg aldrig selv havde ønsket. Jeg bildte mig selv ind, at jeg godt kunne gå ud på arbejdsmarkedet og få et godt og indholdsrigt job, men at det var af strategiske årsager, at jeg havde "overspillet" min manglende arbejdsevne. Faktisk kan jeg stadig blive i tvivl om hvilke faktorer der har spillet ind, i forhold til at min sygemelding har været så længe (3 år) – på den ene side er jeg til tider stadig i tvivl om min arbejdsevne faktisk ville være bedre uden min forsikringsudbetaling og på den anden side er jeg heldigvis også nået til et punkt hvor arbejdsidentiteten ikke er så vigtig mere, for så skal jeg nok finde noget andet livsindhold som giver mening. Det hele er endt ud i en visitation til et fleksjob som egentlig rent strategisk var det jeg (vi) gik efter, men selvom jeg var glad og lettet over godkendelsen, var jeg også frustreret. Frustreret over at jeg var havnet på "den hylde" og samtidig også usikker på hvad jeg egentlig magtede i et fleksjob og hvordan forsikringsdækningen nu ville blive beregnet, eller om den ville blive stoppet. Det er gået op for mig at mit lange sygdomsforløb har gjort lige så ondt på ham, som det har på mig, og han har været desperat efter at jeg skulle blive lykkelig. Jeg har opdaget at jeg har bebrejdet ham, at jeg gik ned med stress fordi han ikke aflastede mig årene op til mens vi havde små børn. Jeg har indset at uanset hvad kan jeg nok kun selv tage ansvar for ikke at have sagt fra på dette tidspunkt, hvilket jeg ikke formåede.

Min mand har en følelse af at han har mistet sig selv og smeltet alt for meget sammen med mig. Netop fordi vi har været så sammensmeltet har hans smerte været måske endda større end min, og han har forsøgt alt men bare stået magtesløs unde at kunne hjælpe mig. Han har ydet mig en masse omsorg igennem mit lange sygdomsforløb, og vist givet mere end godt var, for han har udsultet sig selv, og ikke fået det igen af mig som er rigtig svært at give, når man er i krise. Han har manglet sine "egne venner" hvor han i mange år primært har set dem, som jeg allerede havde før vi mødte hinanden. Han har ikke været glad for sin arbejdssituation de sidste år har han hadet at bo hvor vi gør….og formentlig også en masse andre ting.

Der er også mange ting udover vores forhold som jeg ikke har haft det godt med ja hele mit livsindhold. Jeg har virkelig været igennem nogle hårde år mht mit stressnedbrud og haft svært ved at komme videre med mit liv. Jeg føler at jeg i mange år har ofret mig for hans og ungernes skyld ved at stå for hus, hjem og børn, uden at være helhjertet med i de og ikke mindst få anerkendelse for det, men gjort det for deres skyld. Jeg havde endelig fundet ud af hvordan jeg også selv skulle få noget livsindhold i min hverdag, så jeg faktisk kunne trives med at være "hjemmegående husmor" eller finde mig tilrette i et fleksjob på nedsat tid, hvor jeg så ville få både livsindhold og muligheden for at være den kone og mor, jeg ønsker at være. Indset at jeg har brug for noget selvudvikling, et enkeltfag på HF, en massør uddannelse eller noget helt tredje, bare at have noget at gå op i som var mit og noget jeg gjorde for mig selv. Jeg var faktisk også nået til at se alt det positive i at gå hjemme eller have et fleksjob, det at kunne hente børnene tidligt, det at give ham og jeg mere luft i hverdagen ved at have tiden til bare at hygge os sammen i fritiden og give hinanden mere plads til også at gøre de ting vi hver især ønskede. Han har virkelig sagt længe at han ville være så glad for at jeg gav helt slip på mit arbejdsliv og opfattede mit job som hjemmegående husmor, det er desværre bare først nu at jeg har kunne nå helhjertet frem til samme ønske! Tror faktisk at følelsen af at alt pludselig hang på mig igen, vækkede aggressionerne fra de første år af vores børns liv, hvor jeg stod med alt slæbet samtidig med at det gjorde mig bange for at komme tilbage for arbejdsmarkedet igen – 2 fultidsjob havde jo knækket mig 1 gang. Så på trods af at jeg gik hjemme hele dagen, bebrejdede jeg ham at han ikke tog mere fra på hjemmefronten. Men når jeg mærker rigtigt efter, var det egentlig nok mere savnet efter hans anerkendelse af hvad jeg gjorde for ham og familien.

Måske var det først da han sprang bomben og sagde at han ikke var sikker på, om vi kunne fortsætte med vores forhold, som det fungerede, at det virkelig gik op for mig, jeg elsker ham over alt på jorden, og mange af de ting jeg har været utilfreds med kunne ændres med min nye selvindsigt og forståelse af hvorfor han var endt hvor han er. Jeg havde bare så mange løsninger og ideer til hvordan vi begge kunne komme til at trives og dyrke alt det gode i vores liv og ikke mindst pleje vores dybtfølte kærlighed til hinanden, for jeg ved at han har haft den til mig helt ud i det ekstreme, men siger nu at gløden er slukket og ikke kan tændes igen. Jeg har indset hvor meget det har påvirket ham at jeg ikke har trives med min livssituation de sidste år, og indset at jeg med brok, vrede, kritik og bebrejdelse over alverdens ting har skubbet ham væk. Jeg har samtidig forstået at jeg har haft mange af disse destruktive følelser, fordi jeg savnede ham, mens jeg har skubbet ham endnu længere væk.

Jeg har virkelig en opfattelse af at han har taget en panik beslutning indenfor en uge, men det benægter han fuldstændig, siger at beslutningen har været undervejs i flere år – og andre gange siger han alligevel at den blev taget ugen op til hans udmelding…. Jeg er selvfølgelig godt klar over at han ikke kunne træffe så drastisk en beslutning ud af det blå på en uge, så ingen tvivl om at den har været under opsejling i længere tid. I januar sagde han dels at han var parat til at gøre hvad som helst for at jeg følte mig lykkelig om vi så skulle købe et hus på Ærø eller indrette os så han kun arbejdede 4 timer om dagen, han ønskede bare for alt i verden at se mig lykkelig for så ville han også være det…. Ja efter ferie messen 25.01 var hans højeste ønske at hele familien skulle tage orlov og rygsækken på nakken og f.eks. rejse rundt i Peru. Men han påstår at han nok ikke har været helt ærlig på dette tidspunkt, hvilket jeg har meget svært ved at tro på. Måske har han på dette tidspunkt haft beslutningen undervejs, men han ville aldrig sige de ting han har sagt hvis der ikke var et reelt ønske bag. Jeg tror virkelig at han er i en midtvejs-/40 års krise hvor han har brug for at stoppe op og vende hver en byggesten i sit liv og finde ud af hvordan det skal se ud, for at han bliver lykkelig, og det sagde han faktisk også til mig 1½ uge før han definitivt sagde "slut for altid". Han sagde at han ikke vidste om han troede på vores forhold mere og bad om tid til at tænke inden vi skulle snakke. Jeg gik helt i panik, idet jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig at han kunne finde på så meget som at overveje at gå fra mig. Jeg har desværre mange gange fået sat spørgsmålstegn ved om jeg ville mere, men har også indset at det har været mit våben, når jeg selv følte mig angst for at miste ham eller virkelig ville råbe ham op, for min kærlighed har altid været der til ham. Jeg pressede og pressede ham ville snakke og kunne ikke give ham tid og ro til at tænke, og ja konsekvensen blev at han sagde "stop" uden nogen form for forudgående dialog.

Han er fuldt og fast på at dette er den eneste rigtige beslutning, og jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op, ønsker og håber bare sådan at han alligevel vil finde viljen frem til at kæmpe for os. Han undertrykker virkelig alle de gode stunder vi også har haft sammen igennem årene og ikke mindst hvordan han også mange gange det sidste år, har kigget mig dybt i øjnene og sagt at dette var da livet og så kunne man vist ikke blive lykkeligere!!!

Han har lige fundet en lejlighed i KBH og siger at han higer efter friheden og komme ud at udleve alt det han ikke har haft mulighed for i mange år, siger at han føler sig parat til at involvere sig i andre kvinder allerede. Siger at han ikke har følt andet end lettelse siden han tog den endelige beslutning, selvom jeg egentlig har en opfattelse af at han vaklede i løbet af ugen efter, men når jeg siger dette går han helt i spåner, så jeg må jo også give slip på troen og håbet, men for f…. hvor gør det ondt. Når jeg tænker nærmere over det forstår jeg godt at han med alt sit kaos i sit liv i hvert fald må føle at han har fået ro og føler en lettelse over endelig at have taget en beslutning, som letter presset fra mig og hans egne overvejelser for og imod ja en masse modsatredeede f'ølelser er der nu taget konsekvensen af………………….Er han i 40-års krise og hvordan tackler jeg den?

Vi har heldigvis også haft mange skønne og lykkelige stunder sammen i årenes løb selv om jeg ovenfor kun beskriver alt det dårlige, men der er også meget godt at hente. Desværre har jeg nok i afmagt fået sagt at så er det bare slut i diskussioner i årenes løb, hvilket har knust ham. Men jeg har sagt det fordi jeg virkelig ville råbe ham op og enkelte gange fordi tanken måske reelt havde været til overvejelse. Han har derimod ALDRIG antydet at han stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, før han pludselig sagde at det var slut.

For 1 md. siden var min min mand en kærlig og omsorgsfuld person og pludselig ændrede alt sig. Han er kold, kynisk og umenneskelig pt. nærmest som om han desperat forsøger at fastholde sig selv i sin beslutning og undertrykke de følelser som han inderst inde stadig har nogle af, og ikke mindst slukke mit håb om at finde hinanden igen fuldstændig. Han snakker konstant om hvordan verden vil se ud i forhold til børnene når vi hver især møder en ny kæreste og kommer hele tiden med hårde og konfronterende kommentarer omkring vores brud. Uanset hvad er vi ligesom tvunget til at få et samarbejde omkring ungerne til at fungere fremover. Men hvor ville jeg dog ønske at det hele bare var en ond drøm, jeg vågnede op af og fik muligheden for at kæmpe for vores forhold, som jeg virkelig er overbevist om kunne blive bedre end nogensinde, men det kan det jo ligesom kun hvis vi begge har viljen til at kæmpe for det, og det har han desværre ikke længere.

Er der nogen som har nogle gode råd til mig pt.? Er han i 40-års krise (han er 41 år) og hvordan håndtere jeg den? Jeg ønsker virkelig af hele mit hjerte at han vil give os og vores børn en chance mere, men skal jeg så bare lade ham være og se om han kommer på andre tanker eller hvordan skal jeg gribe det an? Eller holder jeg selv bare fast i trygheden og fejlagtigt tror at dette er kærlighed?

Det er en måned siden han sagde stop og i den tid har jeg presset ham følelsesmæssigt og han mig på alt det praktiske omkring samkvem, hussalg eller ej, økonomi osv. Han flyttede for 4 dage siden og det har givet os begge luft til at trække vejret igen. Vi har aftalt at for ikke at ende ud i åben krig, skal vi lige have lidt luft fra hinanden i en periode på et par måneder uden snak om betændte emner, men kun koordinering af lavpraktiske ting omkring børnene. Derefter har vi lovet hinanden at gå i "skilsmisse parterapi" for begge at gå ud af dette på en god måde, om ikke andet vil det nok give mig følelsen af at jeg prøvede alt. Hvilket jeg ikke har følelsen af pt, men jeg har også fundet ud af at min kamp med at forsøge at nå ind til ham kun har den stik modsatte virkning.

Åhh lyder det som om alt håb er ude, eller vil nogle måneders luft og parterapi kunne få ham til at revurdere hans beslutning, nu hvor han er så fast besluttet på at det er definitivt for altid?

Mange tak for dit indlæg.
En lang og beskrivende beretning, der fortæller om to mennesker, der har gjort det bedste de kunne, og så alligevel står ved et punkt midt i livet, hvor en beslutning trækker markante spor.

Det er umuligt at sige, om din mand har en midtvejskrise, da jeg ikke kender hans version af historien. Men det lader til, at han har brug for at fokusere på andre værdier end dem, der har været i spil hos jer, igennem den sidste tid.

Det er altid så trist at læse om stor kærlighed, der visner, og trist at læse om den store og forståelige smerte, du forståeligt føler.

Og hvad kan du gøre?
Det, du kan gøre, er at få din egen tilværelse til at fungere. At skabe sammenhænge i hverdagene, at udvide dit netværk, atter at gøre dig synlig. Så alle de kvaliteter, du indeholder, kan ses og høres og mærkes. Hvis der er nogen mulighed, for at din mand, som nu er flyttet, kommer til at savne dig og jeres familie og liv sammen, er det via at du sætter dine kræfter ind på at få dig og din tilværelse op at køre. At du gør dig klart, hvor dine egne grænser går og netop lader op og så småt får realiseret nogle af de drømme, du har – jeg tror at det er vigtigt, at du ikke appellerer for meget til ham, hvis han ikke selv ønsker det, men snarere positionerer dig så stærkt, at han evt. vil savne, ikke at have kontakt med dig og ikke være en del a hans liv.
Jeg kan anbefale, at I kontakter en IMAGOparterapeut, når I kommer så langt i processen. De er dygtige til at få mennesker til at være i kontakt med alt det, der ligger bagved hverdag, økonomi, skuffelser og forvirring.

Så se denne kommende tid, der kanske føles som en undergang, som en overgang. Se det som en periode, hvor du, godt nok ufrivilligt, får muligheden for at finde dig selv. Og gøre dig uafhængig og herigennem vise dig selv og resten af verden, at NU kan du stå på egne ben..

Bogen "kærestebilleder" af Hanne Hostrup kan være med til at skabe større indsigt i, hvorfor I er havnet i denne situation.

Mange mange lyse tanker og håbet om, at du skridt for skridt finder din vej.

Husk: den der går langsomt, går langt.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Kære Christel

Min situation er følgende: min kæreste og jeg gik fra hinanden for et par måneder siden. Vi har været sammen i 7 år, flyttet i hus, som vi var i gang med at istandsætte. Det næste skridt på vejen var børn. Vi har altid sat stor pris på at rejse og opleve. Til daglig har vi hver især to jobs, som er meget tidskrævende og til tider stressende. Sex-livet har ikke været super – men der er ikke blevet gjort noget ved det.

Jeg har altid været glad for min kæreste. Vores forhold har været meget stabilt. Ikke de store op- og nedture. Jeg har altid kunnet stole på min kæreste, han er en god lytter, en god ven. Han er et fantastisk menneske, som jeg har stor respekt for.

I efteråret mødte jeg en kollega, som jeg blev meget forelsket i ret hurtigt, hvilket var gensidigt. Flirten stoppede før den var begyndt. Jeg havde ikke lyst til at flirten skulle stoppe – men det stoppede alligevel, da jeg ikke synes, det er acceptabelt over for min kæreste.

I ugerne flirten stod på blev jeg rigtig sur, trist etc. i det øjeblik, jeg trådte ind af døren. Efterfølgende kunne jeg ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg er bestemt ikke typen, der gør mig i utroskab – og hele situationen gjorde, at jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele mit forhold til min kæreste. Flirten gav mig lyst til at have sex igen – og jeg fik fornemmelsen af at jeg gik glip af noget. Pludselig havde jeg lyst til sex igen! Den tanke var ret svær at slippe.

Jeg fortalte min kæreste, at jeg var blevet i tvivl om vi var rette for hinanden. Han foreslog parterapi etc., hvilket jeg ikke var parat til. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg i tvivl om, jeg overhovedet havde energi til at kæmpe og få forholdet ind på rette spor igen.

I dette tidsrum blev jeg mere og mere trist og ked af det – og efter 1-2 måneder fortalte jeg ham, at jeg flyttede og sluttede forholdet. Han sidder tilbage og er – forståelig nok – fuldstændig uforstående over for min beslutning, som blev begrundet med "manglende gnist" – og at vi muligvis er blevet meget gode venner – men ikke så meget mere er kærester. Jeg føler et stort ansvar og behov for at hjælpe ham på en eller anden måde.

Jeg har rigtig dårlig samvittighed over at have forladt min kæreste. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg lader noget så godt slippe væk – men at det åbenbart ikke er godt nok til, at jeg "gider" at gøre noget ved det. Jeg kan ikke forstå, hvordan tingene kan ændre sig så hurtigt. Jeg føler at hvis bare jeg ikke havde flirtet med min kollega, ville min kæreste og jeg ikke være i denne situation. Jeg er sur på mig selv. Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket, hvad jeg føler. Jeg får af vide, at jeg skal lytte til mit hjerte – men i lang tid har jeg slet ikke kunnet høre det slå.

Flirten med min kollega stoppede som nævnt – og han er ikke klar over, at jeg nu er gået fra min kæreste. Der har derfor ikke været en anden, som ventede på den anden side.

Mvh. Nanna

Hej Nanna
Tak for dit indlæg

Det har været en intens periode for dig, hvor du har tænkt masser af tanker og følt mange følelser. Og nu sidder du med mange gode spørgsmål.

Jeg læser, at du og din ekskæreste havde et stærk venskabs- og kammeratskabsforhold. At I havde bygget en tillids- og respektfuld enhed op, men der manglede noget. Og det var din flirt med til at vise dig.
Den lyst og det dynamik, som vi som mennesker har brug for, var "løbet lidt ud i sandet", hvis jeg forstår din beskrivelse rigtigt. Jeg mener, at et parforhold består af både et kæresteforhold, et venskab og et samarbejde. Og at du var modtagelig for en flirt viser, at du har haft savnet, at du og din ekskæreste var mere tydelige for hinanden, som mand og kvinde. Så erotikken fik trange kår… det at være sanselig og modtagelig som kvinde, og initiativrig og "scorende" som mand, blev der ikke sat tid af til… der var jobs, husbyggeri, osv… men for få intense nætter i sengen, – eller andre steder.

Og den sanselighed, det at blive begæret og selv at mærke passion og lidenskab, tror jeg, er det behov, du har. Og at du ikke mobiliserede energi til at kæmpe for jer, og til at få justeret jeres tid, s I bevidst skabte fristunder, har været med til, at du nu er, hvor du er.

For mig at se er dit liv åbent nu. Din fremtid ligger foran dig. men du må afveje, om du har brug for at få ryddet op. Om du vil give din ekskæreste en forklaring, og/eller om du vil fortælle "flirten", at du nu er single… jeg tror, at du har et tema med at "komme ud med sproget", at sige tingene, som de er, når de er der… så du ikke hober det op indeni.

Hvis ingen af disse forslag giver mening for dig, så kom ud i foråret. Vær i naturen, sans den, – gå til nogle fester, og mest af alt: gør dig klart, hvad det er , du ikke vil leve uden. Gør dig klart, hvordan du ønsker dig, at dit liv er, om 1 år, så du har nogle pejlemærker, der føles sande for dig.
Og når du så igen møder en person, du forelsker dig i, så tillad aldrig hverdagen at tage over, fuldt og helt. Vi må sanse, og vi må elske, og vi må af og til lade opvasken stå, for ikke at svigte kærlighedens væsen.

Jeg ønsker dig held og lykke.

Hilsen

Christel sonne Rasmussen

Kære Christel.
Jeg har gennemlæst dine svar til alle og jeg kan faktisk bedst sætte mig i Nannas situation.
Jeg aner simpelthen ikke hvad der er sket. Jeg har været sammen med min kæreste i 4 år. For noget tid siden begyndte en omvæltning af de helt store. Det er mig der er forandret. Jeg holder virkelig meget af min kæreste, men her på det sidste er jeg bare kommet i tvivl om det skal være os. Jeg ser ingen tydelige forklaringer på hvorfor vi har fået det, som vi har det.
Når jeg kommer hjem fra skolen (jeg studerer) og han er hjemme, kommer jeg ofte med en skarp kommentar. Jeg er meget hurtig til at blive vred på ham, irriteret og skælder ofte lidt ud på ham. Selvfølgelig bliver han frustreret over dette – det gør jeg også selv, men jeg forstår ikke hvorfor.
Gennem det sidste halve år, har jeg haft en meget stresset tilværelse. I december 2008 fik jeg konstateret mavesår, og det ser ud som om at jeg nu er ved at udvikle en form for depression, måske pga. stress.
Jeg ved ikke hvor stor betydning dette har – men der er mange flere grunde til at vi skændes, og mange ting der ofte dukker op i vores diskussioner:
Vores sexliv er altså ikke godt. I starten da vi var sammen, kritiserede han mig for en måde jeg var på i sengen, og denne kritik hænger fast ved mig idag. Jeg gjorde det ikke 'godt nok' så han overtog og fik selv tilfredstillelse. Han hader når jeg bringer det på bane, han fortryder episoden, men jeg har så svært ved at glemme det og idag har jeg svært ved at fortælle om hvad jeg har lyst til i sengen, når jeg tænker på hans reaktioner. Hvis jeg prøver at bringe emnet på bane, går han i total forsvar, jeg når aldrig at fortælle om mine følelser, fordi han konstant mener at jeg hakker ned på ham. Det gør jeg ikke, men disse beskyldninger har gjort at jeg mildest talt har opgivet at fortælle ham, hvad jeg har af ønsker i sengen og sex er bestemt ikke noget jeg oplever nogen nydelse ved idag. Jeg synes det er ærgeligt, for han er den eneste jeg har været i seng med, men jeg føler ikke at jeg kan åbne mig op overfor ham og fortælle hvordan jeg har det! Jeg er bange for hans reaktion.
Noget andet der tit nager mig, og som også engang imellem bringes på bane i skænderier er en ting han sagde til mig for nogle mdr. siden.
Jeg er normal af bygning men ønsker at tabe mig nogle kilo. Engang vi skulle til fest, var jeg ked af mit udseende og det tøj jeg havde fundet frem, syntes jeg så kunne afhjælpe problemet lidt. Jeg kunne gemme mig lidt i det og glemme mine tanker om mit udseende. Men han mente ikke det fungerede så godt og mente at jeg skulle tage noget andet på. Da festen var slut og vi var på vej hjem, ville han have en pizzaslice, men jeg sagde nej tak og her kommer det han sagde: "Din evige fokus på din vægt ødelægger vort forhold!"
Han sagde det meget hårdt og højt. Herefter blev han ved at køre i det. Han mente at jeg fokuserede mere på min vægt end vort forhold, så at jeg nu havde ødelagt meget. Han sagde mange flere mærkelige ting, og næste morgen var hans eneste kommentar, da jeg stadig var ked af det: "Jeg mente hvad jeg sagde igår". Idag prøver han at forklare at det han mente med kommentaren var, at jeg var alt for fokuseret på mig selv og mit udseende, så jeg glemte vores forhold. Det er for så vidt nok også sandt, men min opfattelse af det han sagde var helt anderledes og i mit sind kan jeg ikke vende denne opfattelse. Jeg troede at jeg allerede havde ødelagt vores forhold og at hvis jeg snakkede om min vægt eller udseende igen, ville jeg gøre det hele værre.

Jeg har et mærkeligt sind, jeg kan huske mange fejl og ting han har sagt. Jeg husker endda ting som mine forældre sagde til mig som 7-årig og kan stadig idag blive ked af det. Det gør det unægteligt sværere at leve sammen med mig, ja. Jeg er klar over at den er meget gal med mig, jeg ved jeg gør mange ting forkert, men idag har jeg fuldstændig opgivet vort forhold.

Jeg har været SÅ ulykkelig de sidste par måneder, jeg har ikke haft overskud til at snakke med ham om det, af frygt for hvordan han reagerede. For en uge siden fik jeg så fortalt ham, at jeg evt. har en depression, men skal til nærmere kontrol hos lægen. Siden har det eskaleret. Vi er konstant uvenner og jeg føler at jeg har mistet håbet til at få et godt forhold til ham. Hver gang vi prøver at snakke om det, går vi i baglås, da han forsvarer sig selv, eller siger at det ikke var sådan han mente tingene (når han har sagt sådan, mener han desuden at problemet er løst – for så havde jeg jo blot misforstået ham – men mit problem er ikke løst, jeg er stadig lige ked af det, da jeg blev såret) og mange gange afbryder han og kommer med sit forslag til løsninger. Jeg er træt af det! Hvis jeg siger til ham at han ikke skal blokere og forsvare sig selv(da det ikke er beskyldninger jeg retter mod ham – det er udtryk for hvordan jeg har det), siger han at jeg skal fortælle ham, hvad jeg vil have han skal sige til mig. Men det løser ikke problemerne. For jeg får ikke noget ud af det, hvis han ikke forstår hvad problemet går ud på.

Er vort forhold bare 'LOST'? er der noget at gøre? Bør vi gå til Parterapeut? Kan du sige mig hvad vi skal gøre? For lige nu, sidder jeg alene og aner ikke om jeg skal gå fra ham, eller give vores forhold en chance mere?
Jeg ved at jeg har elsket ham – kan jeg komme til det igen?
Det er utroligt sødt af dig at svare, hvis det er..

Mvh Nanna

Hej Nanna

Tak for dit indlæg.
Det er ok at have et følsomt sind. Accepter det og føl dig ikke forkert.
Hvis din læge bekræfter, at du har en depression, viser alle undersøgelser, at det bedste middel er en kombination af medicin og samtaler hos en psykolog/psykoterapeut.

Om et parforhold kan reddes, afhænger af de to mennesker, der er i parforholdet. I er tydeligvis kommet ind i en negativ spiral i jeres kommunikation, og er mange bebrejdelser og beskyldninger, også på sårbare områder som måden, man er er på, måden man ser ud på mv..

Noget af det, der fortæller, om man igen kan lykkes, er om man er i stand til at bygge fortroligheden op. Om man er i stand til at betro sig til hinanden, og blive både respekteret og forstået. Om man, når man giver udtryk for, at man har brug for den anden, oplever, at man bliver bakket op.
Du kan undersøge, om din kæreste er i stand til og er interesseret i at forstå dig ved at sige:
"Jeg vil gerne have, at du udelukkende lytter til det, jeg siger. Uden at afbryde mig, og uden at rådgive mig. Når jeg er færdig med at tale, vil jeg også lytte på det, du har at sige".

For på denne måde kan respekt bygges op.
Vil han ikke det/evner han ikke det, kan parterapi eller adskillelse være en mulighed.

Når man overvejer, om man skal udvikle eller afvikle, er der flere aspekter, som man må overveje og må mærke efter i sig selv. For kun en sel har svaret på, hvad der er mest sandt.

1. kan jeg se en fælles fremtid?
2. Tror jeg på, t vi vil lykkes med forståelse, tillid, glæde, erotik, samarbejde
3 vil jeg kunne stå i en kirke og sige: jeg vil elske, ære og respektere dig….

Hvis man vil fortsætte, er en konkret måde at undersøge, om man kan lykkes på, ved at beslutte sig for et fælles projekt, hvor begge deltager.

Eksempelvis at indrette haven, at istandsætte et rum, at invitere til en fest mv..
For at finde ud af, om man kan tale tingene i gennem, fordele arbejdsopgaver, hygge sig imens, man er i gang osv..

Er dette ikke muligt, er der næppe meget andet, der er muligt.
Jeg ønsker dig held og lykke med din afklaring.
Stol på dig selv og det der giver mest mening for dig. Det der føles mest sandt.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Kære Christel

Hvor er det dog fantastisk at du finder tiden til at svare folk så gennemtænkt som du gør.

Dine svar til de andre giver mig på den ene side håb, og på den anden side et mindre mørkt syn
på fremtiden hvis det ikke går.

Jeg er 35 år, min kone 34 og vi har 2 dejlige piger på 3 og 5 år. For et par uger siden havde vi en
af de desværre lidt hyppige kriseaftener med skænderi gråd osv. som så ofte før fik vi snakket om
det og aftalt hvad vi skulle gøre, men ordene havde denne gang været meget barske, den berømte
manglende gnist osv fra min kones side, og ordene slog mig hårdt. Det scenario du har beskrevet med
at den følsomme part har holdt på det for længe, og at den modsatte normalt stærke part bliver nærmest
desperat. Vi lavede nogen aftaler om at rette op på det, men jeg kunne for engangs skyld mærke ordene
og ikke bare høre dem, de efterfølgende dage kom jeg frem til at hvis jeg ikke reagerede uanset at udfaldet
bestemt ikke kun kunne falde positivt ud, ville vi nok være fortabt. Jeg tog tyren ved hornene og fortalte min
kone at jeg godt kunne mærke at vores snak om tingene og nye aftaler ikke var nok for hende, og foreslog
parterapi. Udfaldet var hvad jeg frygtede, vores snak havde ikke været nok, hun var meget i tvivl om
kæreste-følelserne var der, men hun ville gerne med i parterapi, hvilket jeg tolker meget positivt.

Der er selvfølgelig en kæmpe baggrundshistorie om hvordan vi er havnet der hvor vi er, men jeg føler ikke
det er så aktuelt at få med i dette indlæg, da jeg er meget fokuseret på selve fremtids processen.
Det mentale overskud til også at være åben omkring hvordan jeg har gebærdet mig de sidste par år over for
både kone og børn, er meget lille, jeg bruger efter fortolkning af dine indlæg og svar hellere de ressourcer inde
i mig selv til at nå frem til den jeg vil være.

Fra vi aftalte par-terapi til vi kom afsted gik der 1½ uge, de længste i mit liv, men efter at være kommet ind på
dine sider gik det bedre.

Jeg har taget det til mig det med at finde troen osv på sig selv og ikke presse på vedr. forholdet og forvente medfølelse osv.
men hold da op hvor er det svært.

Jeg har analyseret mig selv om min indgang til forholdet helt igennem, og er kommet til den konklussion at
selv om jeg også har stået der hvor min kone står nu og ikke rigtig synes vi har skulle blive sammen, så
jeg er klar til at kæmpe for alt hvad jeg har kært. Selvom jeg elsker mine børn over alt på jorden, selvom jeg nok
skal komme videre trods usikker bolig-siuation og andre praktiske ting, så er min kone mit omdrejningspunkt, jeg er
ligeglad med disse ting (misforstå mig endelig ikke om børnene, de er jo ligeså betydningsfulde uanset forhold eller ej, de er bare
endnu mere perfekte i samme ramme med min kone) hvis det ikke er med hende.

Jeg har fundet min egen livsglæde igen, er blevet enormt positiv over livet, har en helt anden indgang til praktiske opgaver, og til
omgang med andre. Jeg vender og drejer mange gange om dagen om jeg kan holde niveauet fremover og når hver gang frem til
at ikke alene kan jeg, mit fremtidige liv som familiefar med min drømmekvinde afhænger af det.

Er der et spørgsmål eller en pointe gemt i dette sikkert usammenhængende indlæg, ja det er der.

Vi har været afsted 1 gang og skal afsted igen i aften, det er en hjertevridende omgang at få at vide hvor man har svigtet, og samtidigt
enormt befriende at kunne fortælle sin egen opfattelse af det hele.

Hos terapeuten kom det frem at min hustrus bæger var fyldt og hun at hun er i tvivl omkring fremtiden. Vi fik fremlagt mange af de emner
der er de daglige gnidningspunkter. Terapeuten fik fortalt os at det vigtigste er om vi vil videre med parforholdet, kæmpe for det, de andre
emner er jo vigtige, men mindre væsentlige hvis parforholdet er dødsdømt.

Vi aftalte en kærestedag, var i bio og ude at spise, terapeuten havde sagt at det var på min hustrus præmisser med hvor langt vi skulle gå
hvornår vi skulle hjem osv, og vi måtte ikke tale krise. Det var meget meget underligt, ingen holden i hånd osv, men enormt dejligt at vi kom
afsted, det var jo at tage hul på bylden.

Mit spørgsmål er nok, hvor meget må jeg kæmpe, jeg holder mig tilbage fra at fortælle min kone jeg elsker hende, og savner hendes nærhed,
savner at røre hende osv osv for ikke at presse. Nu skal vi afsted til parterapi igen i aften og jeg aner ikke hvad jeg skal sige og hvor meget jeg skal sige
jeg har det enormt godt med mig selv og arbejdet med at blive et bedre jeg, men jeg har det enormt dårligt med processen om at finde hinanden igen,
hvordan skal hun blive gen-forelsket i mig hvis jeg ikke ved hvordan jeg skal opføre mig.

KH Claus

Hej Claus
Tak for dit indlæg.

Det er værd at forstå, at I som partnere skal undgå at lave det, jeg kalder et A-hus. Forstået på den måde, at man som parter i et forhold læner sig op ad hinanden. det bliver en afhængighed, og er usundt på den lange bane. Din hustru har trukket sig p.t., og har brug for at se, at hendes mand kan stå i sig selv, og netop agere samabrejdspartner og ven, og ikke er desperat efter at blive bekræftet.
Du kan læse om dette med A-hus i Finn Nørbygaards bog "Tillykke med din krise".
En bog skrevet af en mand, og som mange mænd har fået meget ud af.
For at i ikke glider fra hinanden, og for at have en form for konstruktiv forventningsafstemning, kan jeg foreslå følgende:

Lav hver især en liste, hvor I skriver 5-12 svar ned.

Spørgsmålet lyder:

• Hvad kan jeg gøre, for at gøre min partner glad?

Og skriv endnu en liste, hvor I hver især skriver, igen 5-12 punktger.

Spørgsmålet lyder:

• Hvad kan min partner gøre, for at gøre mig glad?

Snak om hver jeres liste. Se, om der overhovedet er nogle matches imellem de respektive lister.
Og ud fra din hustrus liste : hvad kan min partner gøre for at gøre mig glad, kan du vælge 3-5 punkter, og benytte dig af disse.

I kan også lave en opgave vedr. positivt fokus.
I kan hver især skrive ned, hvilke 5 kvaliteter, I sætter størst pris på hos partneren. Og snakke om udfaldet.
Det giver dig en respons og et fint fingerpeg om, hvor din hustru befinder sig i processen.

Husk: tryk avler modtryk.
Den, der tager barnet ved hånden, tager moderen ved hjertet.

Har du brug for mere inspiration, kan Joan Ørtings fremragende bog Tag mig, lære dig meget om mænd og kvinder.

Held og lykke

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel
Tak for alle de kloge svar jeg har set her i dag, det var da godt nok dejligt at læse. Jeg er 45, kvinde, mor til en datter på 10 og lever med en mand der er 10 år ældre end jeg selv. Han har fire børn, heraf er de tre stadig hjemmeboende og bor her hveranden uge. Vi har boet sammen i 5 år og kendt hinanden i 6. Jeg skriver fordi jeg er kommet dertil at jeg en (endnu engang) må overveje om det er realistisk at noget nogensinde kan blive anderledes. Som jeg oplever det er det et tilbagevendene alkoholmisbrug der er den værste konflikt. Men det har trukket mange andre ting med sig. Det har betydet at jeg ikke har turdet at gifte mig med ham og det har betydet at jeg ikke har turdet købe hus med ham, men bor til leje her i hans hus. Men det er også en uværdig situation og efter 4 år endte jeg med at holde op med at betale til hans hus, betaler nu kun 500 kr om måneden samt 50 %af alt forbrug, inklusiv ferier med hans børn. Jeg føler jeg blev udnyttet af ham økonomisk, men den nuværende løsning er jo heller ikke hvad jeg ønsker. Jeg har senest sagt at jeg ikke ønsker at opleve én eneste druktur mere, i sær fordi han (med tiden) også bliver ubehagelig overfor mig. Jeg har gået i terapi igennem 1½ år, jeg gik derefter i al-anon som er en selvhjælpsgruppe for pårørende til alkoholmisbrugere og heri gennem fik jeg det bedre med ham i de lange perioder hvor han ikke drikker. Men grundlæggende har jeg ikke været tryg i mit liv med ham i lang lang tid. Desværre er jeg en uforbedrelig optimist og kan simpelthen ikke handle førend jeg har vendt hver en sten. Jeg har tidligere foreslået parterapi, men det ønsker han ikke. I morgen skal jeg til en samtale på et misbrugscenter. Min datter opfatter dette som sit hjem og er glad for ham. Jeg har nået så langt at jeg har skaffet mig en lille bolig, men jeg er endnu ikke flyttet ind i den. Jeg vakler mellem at have taget belsutningen, men standser når jeg ikke ved hvordan jeg skal få det sagt eller kommer til at tænke på hvordan det vil være at sige det til min datter. Eller kommer til at tænke på hvordan det skal gå fordi hun går i samme skole som hans børn og så på at blive usikker, begynde at undersøge om der alligevel kan findes et kompromis, om det ville være muligt at arbejde så meget med sig selv at det alligevel er muligt at leve med ham som han er, inkl. drukturene, for de vil komme igen. Det er det eneste jeg er fuldstændig sikker på i alt det her.

Hej
Tak for dit indlæg.

Det, der sker for dig, er at du mister målet af syne, og begynder at fokusere på de barrierer, der evt. vil opstå. For ingen forandringer uden at der også er modstand.

Det er forståeligt nok, at du bestræber dig på at tage hensyn til din datter, men vigtigst af alt er at huske, at skulle din datter vælge imellem dig og din partner, ja så ville hun da til enhver tid vælge dig, og spørgsmålet er jo så, om du er klar og har styrken til at vælge dig selv.

Jeg mener ikke, at der er logik i, slet ikke på den lange bane, at du arbejder så meget med dig selv, at du kan rumme selv det uacceptable. Så kan du blive så fleksibel, og så tolerant, at du til sidst ikke kan genkende den kvinde, der står og kigger sig selv i spejlet.
Ude fra set er det jo ikke kun dig, der skal arbejde med sig selv. Jeg tænker, at der er en uligevægt i, at din partner ikke indser, at hans drukture påvirker dig – og lukker dig – og at han må forholde sig til, om han vil vælge alkoholen eller dig.. det er der jo flere andre, der har gjort i tidens løb. Og er du værdifuld nok for ham, må han komme dig i møde.

Der er den mulighed, at du lader ham vide, at du flytter. At du og din datter flytter til den bolig, du har fundet. Og at I kan være partnere fortsat, men ikke behøver at dele hverdagene – og slet ikke perioderne med drukturene sammen.

Det er ikke sikkert, at han vil det. Det er heller ikke sikkert, at du vil det. Jeg tror dog, at det er en nødvendighed at komme på afstand af hinanden, så du sikrer dig, at du ikke får den uønskede rolle at være medmisbruger.

At turde er at miste fodfæstet for en stund.
Ikke at turde er at miste sig selv.

Den, du skal leve længst med, er dig selv. Glem aldrig det.

Og vid: i stedet for at lade dig bremse ned af antagelser og bekymringer, så placer dig et sted, som er et vækstmiljø for dig. og tænk så, når du fokuserer på en barriere (hvordan vil det være for min datter i skolen…), at du vil tage tingene i den rækkefølge, de kommer. Men ikke tage det på forskud. Tænk: hvis situationen opstår, er det en ny situation. Til den tid vil jeg vide mere end jeg ved nu, og så løser jeg den, hvis den opstår.

Jeg ønsker dig held og lykke med at finde dig selv.
Alt det bedste herfra

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Hej, jeg kunne også godt bruge noget hjælp til mit parforhold.

Min mand (36) og jeg (31) har bare været sammen i et år og 9 måneder. Vi er flyttet til et nyt land sammen, og jeg har derfor ikke min sædvanlige omgangskreds at søge råd hos.

I begyndelsen af vores forhold var vi stormende forelskede, og jeg vidste, han var manden i mit liv og vice versa. Han er også en utrolig god mand med humor, charme, tillid, medfølelse, gavmildhed, kærlighed og alt, hvad jeg nogensinde havde turdet drømme om. Samtidig er han også et rodehovede og anede stort set intet om almindelig rengøring, da vi mødte hinanden. Af natur er jeg meget pligtopfyldende og stiller store krav til mig selv og således også til mine medmennesker. Jeg begyndte inden længe at forlange, at han også tog del i den daglige/ugentlige rengøring, og jeg mener, det kun er fair, da han naturligvis også er med til at svine. Det blev til store diskussioner om de mindste ting, og siden er det faktisk fortsat. I mine øjne handler han alt for ofte, før han tænker, og det resulterer ofte i dyb skuffelse fra min side, og jeg er langsomt men støt begyndt at se ned på ham. Jeg er den mest fornuftige af os, og hans skødesløse opførsel har nok gjort mig endnu mere fornuftig i mange af livets henseender.

Vi ønsker begge stadig at leve vores liv sammen, men på det seneste er det gået meget ned ad bakke. Jeg bliver flere gange dagligt virkelg irriteret på ham over diverse forseelser, skuffelser og dumheder, og vi kan begge mærke, at vi er på det helt gale spor. Han siger, han gør sit bedste, men jeg er bare så træt af ham og når næsten ikke at se det gode i ham, før jeg igen bliver mindet om, at jeg er gift med en idiot. Han mener, at det er mig, der må ændre retning, da han ikke kan gøre for, at han begår alle de fejl, han gør. Det kan jeg til dels godt være enig i, men samtidig kan jeg ikke enes med tanken om, at jeg resten af livet skal finde en måde til at rumme alle hans fejl på. Jeg føler ikke længere, at jeg elsker ham, men jeg ville ønske, jeg gjorde.

Jeg har brug for råd til, hvordan jeg igen kan se min mand med blide øjne og finde kærligheden frem igen. Jeg vil meget gerne, men jeg når aldrig særlig langt, før jeg igen bliver frustreret over hans glemsomhed og mangel på øje for detaljerne. Jeg ved, det mest er mig, den er gal med, men hvordan kan problemet løses?

Jeg håber, du kan give mig det svar, jeg ikke selv kan finde, så kærligheden igen kan blomstre.

Tusind tak for din tid og hjælpsomhed.

Venlig hilsen

Inga Nielsen.

Hej Christel, Hermed min historie om et lykkeligt aegteskab der pludselig stopper en dag hvor konen annoncerer at hun er i tvivl om vores aegteskab. Nu skal det siges at vi bor i udlandet, Sydfrankrig og har gjort det i 6 aar. Det har vaeret et meget svaert foraar, hvor der har vaeret mange frustrationer mht. arbejde og kulturen hernede. Min kone har haft svaert ved at falde til og havde et staerkt oenske om at komme hjem til DK, men fandt dog et arbejde sidste aar, som hun har laengtes efter i lang tid. Hun arbejder paa en int. skole og der var faktisk lidt af et droemmejob hun fik der. Hun var glad og stolt over at hun endelig havde fundet et ny job og kunne bidrage med noget, da der er mig der har soerget for familien de sidste 6 aar. Saa kom hendes foerste loencheck og hun blev dybt frustreret over at se hvor lidt hun tjente som laerer i Frankrig. Min kone har aldrig vist foelelser har kendt hende i 12 aar og aldrig set hende graede. Hun er meget positiv person og elsker smaa overraskelser og lader sig rive med naar det er noget hun kan lide. Jeg kunne se frustrationen lyse ud af hende og taenkte at vi nok snart skulle have naesen hjemad, ellers gik det galt. Problemet var bare at finanskrisen kom bragene i starten af efteraaret og har taget fart siden. Det var det vaerst taenkelige tidspunkt at tage hjem til DK, vi har et stort hus der skulle saelges og jeg havde ikke noget arbejde at tage hjem til. Min egen frustration begyndte saa smaat ogsaa at vokse, da jeg foelte mig bundet. Over julen kunne jeg saa maerke at min kone ikke laengere soegte mig som foer. Vi talte om at nu skulle vi have lidt mere impulsiv sexliv, da det begyndte at gaa lidt meget hverdag i den. Dog gik det derefter kun ned ad bakke. Hun lagde sig til at sove kl. 21 paa sofa'en og hvis jeg lagde an paa hende kom meldingen at hun var traet og ikke havde lyst. Hun sagde at hun ikke havde de samme behov som jeg, saa jeg taenkte at jeg nok ikke skulle plage hende saa meget. Jeg begyndte at give op med at proeve, det hjalp alligevel ikke noget. Saa nu var det kun morgenstunden tilbage og der fik jeg saa "lov" til at faa et hurtigt put inden boernene vaagnede og saa virkede hun ellers tilfreds. Jeg havde et stort projekt i huset og taenkte at jeg saa ville fokusere lidt paa det og regnede med at det var en periode hun skulle overstaa og at vi nok skulle faa mere tid naar foraaret kom med de lange lyse naetter. Til april var der saa gamle elev fest i DK for min kones klasse og hun var meget opsat paa at hun skulle med; Det lykkes hende faktisk at faa aendret dato'en til festen saa hun kunne deltage. Jeg har altid vaeret meget aaben og kunne godt forstaa at hun havde behov for at rejse til DK, saa jeg lod hende tage afsted i 10 dage med vores 2 boern. Jeg sendte hende et par SMS og ringede hver dag som jeg plejede at goere naar hun var i DK, dog svarede hun ikke paa SMS'erne men det lagde jeg ikke mere i, vi talte jo sammen i telefonen. Da hun kom hjem virkede hun lidt forandret og en uge senere kom bomben. Vi sad ude paa terrassen som jeg lige havde lavet og saa sagde hun at hun godt kunne taenke sig at tage tilbage til DK for at arbejde. Jeg svarede at det ikke var muligt for mig at faa arbejde, hvorpaa hun svarede at det kunne hun godt. Jeg spurgte hende saa hvad hun saa havde taenkt sig at stille op med os, familien og huset og saa var det hun svarede – det ved jeg ikke. Jeg spurgte hende om hun da ikke laengere elskede mig og svaret var det samme – hun vidste det ikke. Saa blev der ellers diskuteret de naeste par dage, men hun vendte ryggen til tog sin Ipod paa og hoerte musik. Jeg opdage saa hurtigt at der kom en masse SMS som jeg ikke maatte se, samt at hun aendrede hendes password paa Facebook og soergede for at lukke ned. Jeg spurgte hende om hun havde fundet en anden – en gammel flamme – bingo – svaret var ja hun havde da moedt en, men hun havde kun flirtet og det ikke betoed noget. Pludelig kunne jeg se at det tog fart med SMS'er og Facebook'en – jeg konfronterede hende med det og hun svarede at hun bare skrev lidt. Jeg kunne maerke at hun ikke var tilstede laengere i sindet og lukkede mig mere og mere ude. Efter 14 dage kom svaret saa – Jeg tror det er slut, jeg foeler ingen passion og lidenskab for dig mere. Bang og saa gik det staerk, nu skulle hun shines op, tabe sig have oejnene operet saa hun ikke laengere skulle bruge briller. Hun fik hurtigt et job i DK 3 telefon opkald saa 3 dage efter stod deet klart. Jeg rejser om 4 uger, jeg har faaet et nyt arbejde, jeg vil realisere mig selv jeg har behov for at vaere egoistisk. Hun skulle bare lige hjem og hente skema og kontrakt, billetten betalte skolen saa det skulle jeg ikke taenke paa. Saa viser det sig at hun havde planlagt denne lynvisit, for nu skulle hun hjem til ham den nye som hentede hende i lufthavnen og saa skulle hun bo ved ham de naeste par dage. Bang… Det er nu gaaet ca. 3 uger fra hun naevnte at hun var i tvivl om vores aegteskab til hun befandt sig i sengen hos en anden. Jeg kunne faa lov til at passe boernene i Frankrig medens hun hyggede sig med sin nye ven i DK. Hun foreslog endda at jeg da bare kunne tage boernene i 14 dage og holde ferie med dem i Frankrig medens hun tog hjem til DK for at finde en lejlighed. Tilbage sidder jeg og taenkte hold da op – det her gik sgu staerkt. Vi har ellers haft et rigtig godt forhold, vaeret igennem alvorlige sygdomme, udenlands ophold, kulturchok osv.

Jeg taenker paa om man kunne havde undgaaet dette her, men det hele gik saa staerkt at jeg knap nok har opdaget hvad der skete…

Mvh.

Lars

Hej Inga
Tak for dit indlæg.

Du beskriver situationen godt, og jeg kan læse, at I er i nød, for det er en stærk retorik, du anvender. Med ord som "rodehoved, svine, idiot" mv..
Det er en for barsk retorik, som jeg opfatter som værende udtryk for din store frustration.

Umiddelbart er det let for mig at se, hvad der går galt.
Og da det jo er sådan, at vi, hvis vi vil have forandringer, så må starte med os selv, ja så er det også primært til dig, at jeg har nogle råd.

Jeg forstår, at I bor i udlandet, og at det formentligt har gjort, at dit netværk har ændret sig.
For ikke at gå så meget op i hjemmets standarder og for at undgå at blive en kvinde, der "løber efter sin mand med karkluden og tørrer af), må du ud af huset/lejligheden, og søge inspiration og fordybelse og derigennem andre mennesker. Når det er for meget i basen, må vi væk fra basen, for at åbne op og undgå at blive "snæversynede" og få den mentale vidvinkel på.

Det er skridt 1.

Skridt 2 er følgende:

Når du/I er i NØD, er det afgørende at vende den nød, man er i, dvs. gøre det, der er nødvendigt.

Det, jeg mener, er nødvendigt i situationen er følgende:

Hold op med at tænke i, hvad der er rigtigt og forkert. Og stop med at påpege fejl.
I stedet må du erstatte disse pragmatiske og sort/hvide-tanker med "hvad virker, og hvad virker knap så godt.
For I er mennesker, og ikke maskiner.
Mennesker bevæger sig, mennesker handler, og hvor der handles, der spildes, og hvor der er bevægelse, trækkes også et spor. Lad det ske, og se det som tegn på liv.
Kvaliteter så store som dem, du beskriver din mand med, – tillid, empati, kærlighed, gavmildhed, osv., er sjældne og dyrebare kvaliteter. Meget mere værdifulde og livgivende end om, der er krummer på gulvtæppet…. Osv.

Fald derfor ikke i den mentale fælde, at hvis det hele ikke er 100 procent i orden, så er din mand en idiot, som du kan se ned på.
Se, at balancen i et parforhold er en 80 – 20 fordeling. 80 procent er fantastisk. Og 20 procent må man bare acceptere og leve med. Ønsket er jo også, at andre opfatter os med milde øjne, og siger "ja ja, der er da godt nok 20 procent, der er anstrengende. Det der behov for kontrol, eller den der evne til at være bedrevidende og have patent på den bedste sandhed er lidt anstrengende, men der er 80 procent vidunderlige kvaliteter, så de 20 trælse procent tager jeg med….
Kærlighed er også at acceptere forskelligheden. Og at kunne glædes over, at det er forskellene, der gør, at vi har en tiltrækning til hinanden.

Helt konkret:

Skru ned for dine forventninger. Og skru op for din rummelighed. Mærk efter, om du vil leve i et pænt og ryddeligt hjem, hvor der er forskelle, og hvor I gør tingene på hver jeres måde, eller om du vil leve i et rent helvede.
Og hvis du fortsat gerne vil motivere din mand til at være en smule mere ryddelig, så vid, at det er anerkendelse, der gør forskellen.
Du er formentligt vant til at finde fem fejl lynhurtigt og irriteres over disse.
Lær dig selv bevidst at kigge efter 5 gode ting, som han har gjort, og ros disse. Hver eneste gang.
Så vil du, hvis du er vedholdende, opleve, at han vil bestræbe sig på at blive bedre til det med ryddelighed .

Den utilfredshed, du føler, handler om noget andet.
Den handler om noget, som du mangler i dit liv. Find ud af, hvad du mangler, og hvordan du selv kan få større indflydelse på det.

Held og lykke.
Jeg sender dig de bedste tanker og pøj pøj til processen.

Venlig hilsen
Christel

Hej Lars

Tak for din historie. Det gør mig ondt at læse om det meget pludselige brud, der er opstået i såvel parforhold som familie.
Som du selv er inde på, gik alting meget stærkt, og din hustrus adfærd er et eksempel på, at når et menneske først beslutter sig for noget, helt og fuldt, er det kun vedkommende selv, der kan afgøre, hvilken vej, vedkommende vender sit blik. Ikke 10 vilde heste, eller pragmatiske argumenter, eller dybtfølte tårer kan ændre den drivkraft.

Jeg kan anbefale dig at læse Paulo Coelho bog "Alkymisten". Den har stor livsindsigt og vil garanteret kunne guide dig videre.

Jeg sender dig de mest varme og støttende tanker.
Og husk.
Det føles som en undergang fra tid til anden.
I disse situationer må du huske dig selv på, at det er en overgang.
Bliv ved med at gå.
Du finder din vej.

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Hej Christel.

Jeg har læst indlæg og svar med stor interesse.
Derfor skriver jeg nu om et godt råd.
For 2,5 år siden besluttede jeg mig for at gå fra min mand. Vi har en datter der dengang kun var ½ år. For at gøre en lang historie kort (selvom det nok ikke er muligt) blev vi gift lidt over et år inden bruddet og jeg blev nærmest gravid på bryllupsnatten. Alt sammen planlagt. Vi flyttede også i nyt hjem 1 måned inden jeg fødte. Så jeg er godt med på at tingene muligvis er gået lidt stærkt.

Min grund til at stoppe det var at jeg overhovedet ingen følelser havde tilbage for ham, det bundede primært i at han havde svært ved at finde sig til rette med vores datter, han fokuserede på huset m.m. Jeg kunne ikke holde tanken om sex ud. Jeg fandt så en anden og afsluttede det. Det er ikke den fedeste måde, men for mig var det en øjenåbner at der kom en mand som ville mig og min datter så meget. Så jeg følte det var det rigtgige selvom jeg er klar over og meget ked af at ha såret ham så meget.

I dag er vi begge alene og har været det et års tid. Vi har set hinanden en del og samarbejder godt om vores datter. Sidste efterår prøvede vi igen, men igen følte jeg ikke det var det rigtige. Jeg kunne stadig ikke klare tanken om sex eller bare alm. berøring med ham.

Jeg har det stadig på samme måde med ham, men samtidig holder jeg så utroligt meget af ham, samtidig med at han har sider jeg slet ikke kan ta'. Jeg er på ingen måde perfekt heller, jeg føler jeg har mistet meget respekt for ham efter den måde han var overfor mig og vores datter I og med han har villet have mig tilbage lige siden har jeg måske i perioder udnyttet det lidt, fordi jeg nyder hans selskab men ikke har villet mere.( sådan ved jeg hans venner og familie ser det, jeg kan ikke bebrejde dem, men bare konstatere at jeg ikke vil såre ham)
Ikke desto mindre kommer tanken nu igen om jeg måske gav op for let. Han er fantastisk med vores datter og ville gøre alt for os begge. Jeg holder af ham, men har samtidig meget svært ved at se hvordan jeg skulle kunne få lysten til ham tilbage, sammen med respekten og ja den rigtige kærlighed som jeg havde til ham en gang.

Jeg er meget bange for om det hele bunder i at jeg nu gerne vil have en kæreste igen og at han er den "nemme" løsning. Men de fyrer jeg har mødt efter, har ikke kunne matche den person han har udviklet sig til. Spørgsmålet er om det er nok. Jeg er ret sikker på at hvis det ikke havde været for vores datter havde vi ikke set hinanden mere og denne tvivl ville ikke have været der.
Der er så mange regler, den ene siger "kæmp for forholdet hvis i har børn", den anden siger "I skal ikke blive sammen for børnenes skyld"
Der er også en vis distance mellem "Lad dig ikke nøje med noget" og "Man skal strække sig langt i et forhold"

Jeg er i tvivl om han er "den eneste ene", men hvornår er man sikker på det?
Har du nogen form for erfaring med om forhold der er så forliste kan reddes? Han er som sagt mere end villig til at forsøge, men efterhånden også bange for at brænde sig. (jeg ville også have det utroligt dårligt med at det gik galt igen, men jeg er bare så usikker på mit valg)

Især den del der handler om sex og berøring har jeg svært ved at se for mig, men man har jo hørt om flere der fik lysten igen.

Håber du kan hjælpe mig lidt.

På forhånd tak

Pia

@Pia

Tak for dit indlæg.

Når den romantiske kærlighed, eros, slet ikke er mærkbar, mindsker det sandsynligheden for at lykkes som par betragteligt.
Jeg forstår godt de mange gode grunde til at prøve igen, men spørgsmålet er, om du føler, at der er en god mavefornemmelse, også på kæresteplanet.
Det er godt at være venner, det er godt at kunne samarbejde, og de to forudsætninger lyder til at være til stede. Men at indgå i et parforhold, uden at have lyst til intimitet og inderlighed, vil ikke kun give begynderproblemer, men være en skygge, der vil blive ved at indvirke på jer.

Der er flere ting at gøre.

1. Vælg at være nær på ham. Find ud af, hvad der sker i dig, hvis I krammer, knuser, kysser mv..
2. Opsøg en psykolog og få talt dine følelser og tanker og det, der var, igennem. Det kan have en indvirkning på lysten.
3. Læs Joan Ørtings bog "tag mig" og lav den øvelse, der handler om, hvordan man får lysten tilbage.

Kun du har svaret.
Og kun dine følelser og tanker ved, hvad der er bedst.

Jeg ønsker dig held og lykke

Christel

Hej Christel.

Jeg faldt lige over din hjemmeside her idag, og syntes du virker til at god til at svare folk, men samtidig komme med nogle gode svar…så nu prøver jeg så lige om jeg kan have heldet med mig.

Det starter med at min datter's far og jeg beslutter at gå hver til sit, da der ikke var andet end venskab tilbage…men da vi ejede et hus sammen var jeg desværre nødt til at blive boende i huset sammen med ham da jeg ikke havde råd til både at betale husleje til huset og til en lejlighed, så det var en temmelig dum situation jeg stod i, som jeg ikke rigtig kunne se, hvordan jeg skulle komme ud af.
For 4 mdr. siden besøgte jeg så en gammel ven som jeg ikke havde set i flere år, og jaa…det endte jo med at vi forelskede os meget i hinanden, og besluttede os med det samme at vi ville være kærester….samtidig sagde han til mig at selvom han vidste at det var tidligt, så måtte jeg gerne komme og bo i hans hus og først betale når jeg ikke længere var forpligtet i huset!
Jeg var noget skeptisk ved tilbudet da vi jo kun lige havde været sammen i en uge, men det var ligesom min eneste mulighed for at slippe ud af det hus…så jeg valgte at sige ja tak til tilbudet.
Siden da har der jo været både op og nedture i forholdet…som der er i alle forhold….desværre har vi ikke rigtig haft mulighed for at få den der første dejlige kæreste-tid sammen, det har bare været dagligdag fra 1. dag faktisk, da både han har en søn som han har en uge af gangen, og jeg har en datter som jeg egentlig også skulle have 1 uge af gangen, men da hendes far ikke rigtig har kunne få det til at passe med arbejdstider osv. så har jeg haft hende det meste af tiden….såå vi har faktisk haft meget lidt tid selv…der har altid været 1 eller 2 børn.
Men trods det at vi kun har været sammen i 4 mdr. så er jeg simpelthen så forelsket som jeg aldrig nogensinde har været….uden at blinke kan jeg sige at han er den første jeg drømmer om at blive gift med og få barn/børn med en dag. Hans forældre kan lide mig, og jeg kan lide dem og det samme med min familie….vi har dog lidt problemer med min datter…hun har ikke rigtig knyttet sig til ham endnu…men jeg håber at det vil komme.
Nåå….men for 1 uge siden kom han så med den melding at han ikke elskede mig mere….eller han holdt utrolig meget af mig, og elskede mig måske lidt, men ikke nok til at have et forhold…..jeg blev simpelthen så ulykkelig.
Han siger at han har lagt mærke til at han har haft det sådan i de sidste 14 dage ca….han siger at han ikke ved, hvorfor han har det sådan, eller hvad han skal gøre…han havde tænkt på at gøre det forbi, men han er bange for at komme til at fortryde og at jeg så ikke vil have ham tilbage igen, og at han også holder for meget af mig til bare at gøre det forbi….men han elsker mig ikke!
Vi har snakket om det måske er fordi at det har gået så ekstremt stærkt for os det hele?? Eller pga. der har været lidt bøvl med min eks?? eller pga at vi ikke har haft så meget tid sammen kun som kærester??
Vi er blevet enige om at vi skal prøve at kæmpe for at få det her til at kører…både for os selv, men også fordi vi altså har 2 børn også….og jeg føler mig selvfølgelig som om jeg er til eksamen konstant, jeg vil bare ikke miste ham…så håber bare så inderligt at vi finder ud af det igen.

Han siger at han ikke elsker mig mere…at gnisten bare ikke er der fra hans side….er der noget han/vi kan gøre for at han kan "finde" den gnist til mig igen?

Nu har vi jo boet sammen i 4 mdr., men ville det være bedst for os at flytte hver til sit nu, hvor det er gået så stærkt..og altså stadig være smmen?? det ville selvfølgelig også være underligt nu, hvor vi er vant til at bo sammen.

Jaa…ved egentlig ikke helt konkret, hvad jeg skal spørge om, er bare desperat efter din hjælp…vi vil begge gerne have det til at fungere, men han skal selvfølgelig også have det rette følelser….hvad kan vi gøre??

Hilsen Henriette.

Hej
Tak for dit indlæg.
Som du selv er inde på, er det gået meget stærkt for jer, og det at din kæreste ikke kan mærke gnisten, skyldes formentligt, at han ikk rigtigt er landet i den nye situation.

Når mænd mister gnisten, og den har været der, er det også rigtigt tit, at det har noget med deres job at gøre. Du skriver ikke noget om dette, og det kan selvfølgelig være, at han er glad og tilfreds med sin jobsituation, men snak for en sikkerheds skyld med ham om, hvor meget han trives på sit job. For det ville ikke være første gang i historien, at en mand mister gnisten grundet arbejdsforhold.

Men ellers: Hvad skal I gøre.
Kig på den tid, I har til rådighed. Det er vigtigt, at I laver ting både hver for sig og sammen. I kan tage til nogle aktiviteter, i må bruge den tid, I har, hvor i er børnefri til at snakke, til at fordele praktiske opgaver, til at gøre ting, som ikke kun er kæresteting, men også venne-aktiviteter.
Du kan formentligt vække noget af gnisten igen ved ikke hele tiden at være til rådighed. Forstået på den måde, at du må gøre egne ting og dyrke dit eget netværk, så han har mulighed for at savne dig. Ikke sådan forstået, at du skal være kølig eller bruge list, slet ikke, men snarere at du er tydelig og individuel, så han ser kvinden og ikke kun kæresten.

Jeg kan varmt anbefale jer at læse følgende bøger:
Tag mig, af Joan Ørting,
Og
Kærlighedens fem sprog, af Gary Chapman.

Derigennem vil I hente megen inspiration.

Se det ikke som et problem, hvis din kæreste har brug for tid til sig selv. Giv ham den gave og problematiser det ikke. Skiftet er gået så stærkt, at der er brug for ro til at vænne sit til den nye situation.
Bliv dog endelig boende sammen. I kan ligeså godt bygge det op, herfra hvor I er nu. Se det evt sådan, at jeres første krise kom lidt hurtigt, men at I kan lade det vendepunkt, der gør, at I bliver stærkere herigennem.

Held og lykke.
Tro på kærligheden.

Hilsen
Christel

Hej

Mit forhold er i dyb krise og min kæreste tror ikke længere vi elsker hinanden mere, men det blot er fordi vi har været sammen så længe (5år) at vi nu bliver sammen. Han håber selvfølgelig at vi kan få det til at fugerer, men er så træt og udbrændt at han ikke har kræfter til at gøre mere. Hele tiden fortæller han mig, hvor trist og ulykkelig han er. At han vil have det tilbage vi havde inden vi flyttede, hvor vi boede hver for sig hos vores forældre.
For at starte fra en ende af, er det ca 15 måneder siden vi flyttede sammen for første gang, da jeg selv havde problemer derhjemme og det mest af alt var at flygte fra dem. Han valgte at flytte ind sammen med mig, på trods af at han havde det rigtig godt med at bo hos sine forældre og havde sin frihed.¨
Da vi flyttede, ændrede jeg mig meget og blev meget følelseskold. Det er først gået op for mig nu, selvom min kæreste har sagt til mig lige fra starten af at jeg skal huske det vigtige (vores forhold og ham og mig selv), men i stedet for har jeg ordnet de praktiiske ting. en slags kompensation, fordi jeg i virkeligheden ikke føler mig særlig selvsikker og god til noget. Der skete det at jeg rakkede ned på han i meget lang tid (mest med praktiske ting, såsom hvordan han skal vaske op) og til sidst er han blevet så nedbrudt at at jeg har ændret mig sådan, at jeg ikke har levet op til hans forventninger og ikke givet ham et trygt hjem. Nu har han angstfølelse og er meget usikker og svækket psykisk.
Han bearbejder mig selvfølgelig og har så i nat sagt til min at han ikke elsker mig mere eller kan lide mig. Jeg er selv helt nede og har svæt ved at føle efter og sætte ord på de følelser. Jeg er konstant trist og græder ofte. Derudover har jeg svært ved at koncenterer mig om at tænke på vores forhold fordi det gør så ondt at vide, at jeg har svigtet ham og såret ham så dybt og meget.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal overbevise ham om at VI hører sammen?
Og jeg ved det er mig der skal gøre noget for at give ham selvtillid og troen på sig selv tilbage- jeg har bare svært ved at finde ud af hvordan?
Jeg har generelt bare brug for hjælp og nogle redskaber til at redde vores forhold og give ham styrke.

Hilsen Cecilie

hej Cecilie

Tak for dit indlæg.
Med forlov: som jeg læser det, er det absolut sidste udkald, og jeg aner jo ikke, om han har meldt ud, om han vil flytte. Eller om han er åben over for, om du kan gøre det godt igen.
Jeg læser, at du er et følsomt menneske, der nærer stor kærlighed til din partner.

Hvis du vil have et akut redskab lige nu, må du skrive til ham.
Så det ikke kun bliver ved de sagte ord, men så du skriver, hvad du fremover vil lade være med, og fremover vil gøre mere af.
Og skriv ikke på sms. Men gør det ordentligt. Skriv et personligt brev.

Hvis man vil styrke sin partner, roser og anerkender man.
Man lader være med at kritisere og brokke sig over stort og småt.
Og man tænker ind i, hvad man kan gøre, for at gøre den anden glad.
Og så er man tålmodig.

Jeg håber for dig, at der stadig er tid.
Er det slut, ved jeg, at du har lært meget, godt nok på den hårde måde. Og i så fald må du lade denne hårde læring være en livserfaring, du aldrig glemmer.

Jeg håber det bedste for jer

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,

Det er en super fin blog du har – og jeg er imponeret over at du svarer hver enkelt indlæg..

Som de fleste af de andre her er jeg også havnet i den triste situation at min ægtefælle er ved at forlade mig og vores 2 unger på 4 og 9 år. Jeg ved ikke, om jeg egentlig har brug for et råd, da det ikke virker som om min mand overhovedet er interesseret i at genopbygge vores ægteskab. Men bare at dele den her med dig og de andre på siden giver da lidt luft..

Vi har længe haft det hårdt – økonomisk har vi siddet i lang tid med rumpetten i vandskorpen, men det begyndte endelig at gå godt for os de sidste 2 år, hvor vi købte et lille hus og havde råd til at have det lidt godt. Jeg synes jeg har forsøgt at snakke med ham undervejs, prøve at sparke lidt liv i vores forhold, men han har været meget lidt modtagelig. Vores sexliv døde i løbet af denne sidste periode, han forsøgte også lidt klodset at sparke det igang, men uden held.

Grundlæggende har vi prøvet, men har nok haft svært ved at nå hinanden. Det har heller ikke hjulpet, at jeg har følt mig som en arbejdshest, der betaler for hele familien, mens han har arbejdet 2-3 dage om ugen og ellers på egne projekter. Med andre ord han har det sjovt, mens jeg betaler festen – selvom det selvfølgelig er sat på spidsen Og det har jeg fortalt ham, han ville gerne hjælpe mig med at få mulighed for at få mere tid selv – men har så ikke rigtigt gjort noget for det.

Og så for et halvt år siden sagde han, at han ikke længere havde kæreste-følelser overfor mig. Han vidste ikke hvad han ville, eller hvad konsekvensen skulle være. Oprindelig ville han godt bare blive for at kunne være sammen med børnene, og han havde ikke travlt med at flytte. Jeg bad ham tænke godt over hvad han ville, det skulle være hans beslutning – ikke min. Jeg var rystet og kunne ikke forestille mig at blive sammen uden at kunne være kærester eller prøve på det. Endelig gav han mig sit svar i sidste uge – og det var bare en gentagelse af hvad han sagde før – han ville flytte, det var bare op til mig hvor snart, det skulle være..

Og nu sidder jeg i en umulig situation, jeg lever videre som før, hver dag med børn, skole, arbejde, alt det normale – mens han og jeg ved, det er på lånt tid indtil han finder sig en løsning. Jeg føler stor vrede overfor ham, men samtidig elsker jeg ham jo, og vil ikke have han går fra mig og os. Så jeg vil gerne elske ham, starte igen, men det kan jeg ikke, for han vil ikke, siger han. Og hver dag skal jeg se på mine børn, som ingeting ved, tale med folk, og opføre sig 'normalt'. Det løser sig efterhånden, men lige nu er det ulideligt – jeg synes jeg gør, hvad jeg kan… jeg håber stadig han ombestemmer sig…

- Camilla

Hej Camilla
Tak for dit indlæg.
Du er da en sand superkvinde. Flittig og ihærdig og kærlig. og med en stor smerte over, at din mand ikke vil kæmpe lidt mere

Den vrede, du har skal ud. Det er for hårdt at bære på for meget af den.

Hele kunsten er at komme ud med vreden på en konstruktiv måde. Det vil sige uden at såre, men så du har oplevelsen af, at du får sagt alt det, du mener.
Jeg håber, at du kan få din mand til at se, at gnisten ikke forsvinder uden grund, og ej heller kommer tilbage uden indsats.

Når jeres arbejdsfordeling bl.a. har været sådan, at du har været den, der forsørger, hvilket generelt er en mandlig kvalitet, så har din mand to indsatsområder eller muligheder, som jeg ser det.
Han kan beslutte sig for at ville komme mere ind i kampen. Og hvis der ikke lige nu er jobs at få, så kan han støtte dig og dermed vise dig den opbakning, der gør, at du ikke er den eneste medspiller på det her hold.
Den anden mulighed er, og det er den, jeg oftest hører, når mænd beskriver, at de mister gnisten. Din man er formentligt ikke tilfreds med sit arbejde. Oplever ikke, at han slår til, eller helt præcist: han laver formentligt ikke det, der giver mening for ham. Det er ikke din skyld. Det er hans ansvar at blive klar over, hvad han jobmæssigt vil foretage sig. Er mænd i en jobsituation, hvor de ikke trives, er det ganske afgørende for deres identitet og jeg følelse, og dermed daler gnist og livsglæde osv..

Han kan læse mere om dette i Joan Ørtings bog: Tá mig.

Som jeg læser det, er han motiveret væk fra. Har åbenbart bidt sig fast i, at han vil væk. Spørg ham, om han er klar over, om han flytter eller om han flygter.
Hvo intet vover, intet vinder. Og da du vel desværre føler, at du lige nu er ved at miste det, der er dig så dyrebart, så sig alt, hvad du mener.

Eksempelvis kan du forklare ham, at selvom græsset kan forekomme grønnere på den anden side, så er det dog grønnest, der hvor det bliver vandet.

At det, der kendetegner en mand, ikke er, at han er faldet. Det er måden, han rejser sig på.
Og hvis han stadig holder fast i sin beslutning, så gå i gang med den trælsomme og triste proces det er at dele tingene. Så han får muligheden for at vågne lidt op.

Jeg håber, at du har en god veninde at tale med. Alt dette skal du ikke gå med selv. Det er helt ok at sige hjælp mig til søde og omsorgsfulde mennesker. Det gør, at du stille og roligt får dine kræfter igen.
Jeg håber på det bedste og sender dig mange lyse tanker

Venlig hilsen
Christel

hej
min mand og jeg har været sammen i 15 år vi har to børn sammen, vi blev gift for 5 år siden og der har været op og nedture, men vier kørt døde i hverdagens rutiner, og gnisten mangler, dog mest fra min mands side. vi har snakket om, at vi mener at vi elsker hinanden, men om det bare er det trygge i at ha hinanden, derfor har vi drøftet at prøve at bo hver for sig i 2-3 uger for at se om vi kommer til at savne hinanden. men blev enige om at vi kunne også prøve at arbejde på at få gnisten igen, men hvordan gør man det? der skal lige tilføjes at vores sexliv er der intet i vejen med. men vi er ikke så gode til at kommunikere og til at snakke om problemer. det ender oftes i hverdagen når alle pligterne er overstået at vi sidder foran hver sin computer og taler meget lidt med hinanden, sådan ender de fleste hverdags aftner. men i weekenderne kan vi sagtens hygge os, men det foregår tit med venner.
har du nogle forslag til hvad vi kan gøre for at gnisten kan blusse op?
skal vi i parterapi for at blive bedre til at kommunikere eller kan vi selv arbejde på det?
vi vil gerne begge rede forholdet inden det går helt galt, men vi mangler råd og vejledning for at det skal blive godt.
på forhånd tak for dit svar

VH Mette

Hej Mette
Tak for din mail.

Umiddelbart bruges udtrykket om, at gnisten mangler, mange gange når erotikken er gået i stå. Det er ikke det, jeg læser, at der er problemet hos jer. heldigvis. Og det giver håb.
Jeg tror, at parterapi vil være rigtigt godt for jer i forhold til at tale og lytte bedre til hinanden. Og til at skabe mere glæde, variation og overraskelser i hverdagene.

Jeg tager jer gerne ind i et forløb. Jeg har tider i den kommende uge, dvs., den uge, der starter med mandag den 5, oktober.
Lad mig høre, hvad I siger til det.

Der er to bøger, I kan læse, og helt klart hente inspiration i.

Den ene hedder.
Tá mig, af Joan Ørting.
Og den anden hedder.
Mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus, af John Gray.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Hej Christel
Måske du også kan hjælpe mig?
Jeg har været gift med min mand i 16 år og vi har en datter sammen. Vores forhold er gået op og ned i alle årene, men vi har aldrig før været i så dyb en krise som nu.
For ca. 14 dage side begyndte jeg at lægge mærke til en forandring hos ham, men regnede med at det var pga en stresset periode på hans job som altid i december. Men jeg synes egentlig at han var lidt ubehagelig, fraværende og sur.
Det konfronterede jeg ham med i lørdags og han svarede så, at han ikke elskede mig mere, at jeg aldrig gav ham noget og at gnisten var væk. Han ville skilles. Jeg blev så ked af det og rasende at jeg bad ham om at køre hjem til sin mor, hvilket han gjorde uden protester. Allerede dagen efter fortæller han til vores datter at han vil skilles fra mig, fordi han absolut ingen følelser har for mig mere.
Tidligere på dagen om søndagen havde vi en snak. Han kom igen med en masse bebrejdelser om at jeg aldrig ville noget, eller gjorde noget for ham osv., mens min opfattelse det sidste par måneder har været at han ikke ville noget eller gjorde noget.
Det skal også lige siges at vi for 4 måneder siden købte hus, så hans valg bliver jo endnu mere uforstående, når han siger at han har haft sine tanker inden vi flyttede..
Jeg synes ikke jeg har mærket en forskel, dvs. jeg har ikke kunnet mærke at han har vkæmpet, som han siger han har gjort. Og ingen af tankerne har han delt med mig.
Jeg har spurgt om han har overvejet parterapi, men det havde han ikke. Alle tankerne har han gået med selv. Ikke engang en god ven har han snakket med. han vil heller ikke parterapi nu.
På den ene side virker han meget afklaret. Ked af det, men afklaret og totalt afvisende overfor at vi kunne prøve at snakke mere sammen, evt. med en terapeut eller lignende.
samtidig siger han, at han jo ikke kan vide hvordan han har det om en måned eller to.
Men han har undersøgt at jeg nok godt kan blive i huset og andre økonomiske ting.. Han er næsten også sikker på hvor han vil bo (det skal lige siges, at jeg, udover at smide ham ud om lørdagen, også smed ham ud om søndagen og bad om at få hans nøgle, men det var sgu nok ikke så smart..)
Men når han siger, at han ikke kan vide hvordan han har det om en måned, er det så et tegn på, at han faktisk er i vildrede og at der er håb endnu eller klamrer jeg mig til et halmstrå?????
Jeg elsker ham og vil have ham tilbage, men jeg vil ikke gøre mig selv til grin, ved at blive ved med at spørge ham om han ikke nok kommer tilbage..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu – jeg vil rigtig gerne have ham med til parterapi, så vi kan kan dybere ned i vores følelser for hinanden uden at sidde og bebrejde hinanden hvorfor det gik galt og hvem der har skylden..

Hej
Tak for dit indlæg.
Lad mig svare på dine spørgsmål.
Det lader for mig som om, at I har gået meget parallelt ved siden af hinanden. Og at jeres fortrolighed har været lav…. som du selv er inde på, er timingen dog elendig, fra din mands side…. I har lige købt hus…..
At din mand ikke vil med i terapi, at din mand har gået så meget med tingene selv, at din mand siger "skilsmisse" nu, tyder for mig på, at der må være en grund til, at det er nu, at han melder ud.
Det behøver ikke at betyde, at han er vild med en anden. Men det kunne det være. Der er en eller anden grund til, at det er nu, at han melder ud. Find ud af, hvad den grund er. Så du mentalt kan bearbejde det.

At han siger, at han ikke ved, hvordan han har det om en måned, skyldes formentligt mest, at "man jo aldrig skal sige aldrig". Mit bud er, at han er tæt på at være 100 procent afklaret. Hvis du vil finde ud af, om han mon tvivler, så gør noget ud af dig selv. Lad være at appellere til ham, gør selvstændige ting, kontakt dit netværk, vis ham at du ikke kan tages for givet…….
Hvis han synes, at det bare er fint, at du kommer videre med dit liv, er han afklaret.
Og hvis han begynder at nærme sig dig, er der håb….

Det, du skal gøre, er at fokusere på dig selv, at tænke : "hvad ville jeg gøre lige nu, hvis han var i udlandet i 5 år"…. sådan at du ikke bremser dig selv ned, men har kontakt med din selvrespekt….

Alt det bedste

Venlig hilsen
Christel

Hvor er det dog givende at læse denne hjemmeside. Faldt ned i den, fordi jeg selv står i næsten samme situation som alle de ovenstående.
Min kone gennem 17 år meddelte mig for en halvanden måneds tid siden at hun havde været mig utro. Det har jeg aldrig syntes skulle ødelægge en familie (vi har fire børn), så det tilgav jeg hende hurtigt, men det viste sig at være mere alvorligt. Det var ikke bare en hurtig omgang sex. Hun er forelsket. Vi har begge grædt og grædt. Dels er jeg jo fuldstændig på den, fordi jeg kan se hele min og børnenens tilværelse smuldre. Først nu går det for alvor op for mig, hvor højt jeg elsker hende. Hun siger at hun ikke kan finde ud af noget som helst, men vi var meget hurtigt enige om at gå i parterapi. Terapauten fandt dog hurtigt ud af, at nogle individuelle samtaler var nødvendige, før vi kunne mødes. Her har vi gravet dybt, både i vores fælles fortid og vores opvækst og reaktionsmønstre.
Somme tider kan jeg se lys for enden af tunnellen og somme tider er jeg helt nede i det sorte hul. Græder, rammes af sortsyn, bliver stresset, får åndenød osv.
Det vigtigste jeg har lært af at læse denne hjemmeside er at prøve at give hende noget rum, noget frihed, selvom det er svært. Meget svært. Man har KONSTANT en trang til at smide sig hæmningsløst ned foran hende og TRYGLE om at forelske sig i mig igen. Det gør man selvfølgelig ikke, men kommer dog hele tiden til at presse på. Både på den ene og den anden måde.

Tak for dit indlæg.
Jeg er glad for, at du bliver inspireret af at læse på sitet her.
Godt, at I har valgt at tage fat om problemet. Og at din kone derigennem forhåbentligt genfinder troen på, at I kan lykkes.

Vid, at det er en gave at give hende, ikke at presse. Hun finder sig selv og sit eget ståsted igennem selv at mærke efter. Og det er sværere for hende, hvis der er bestemte forventninger fra din side.
Det er svært, men ikke umuligt.

Jo mere, du kan stå i dit selv, og jo mere du kan lade op igennem egne aktiviteter, jo mere kan hun få øje på dig igen. Så selvom det kan lyde paradoksalt, så bliv endnu bedre til at være dig.. så hun får øje på, at det da ville være hendes livs fejltrin, hvis hun overhovedet skulle gå glip af dig.

Alt godt
Venlig hilsen
Christel

Kære Christel
Min mand og jeg har været sammen i snart 9 år og har været gift i 4 år. Jeg har en datter med ind i forholdet, som elsker ham og som han elsker. Der har været op og nedture, som hos alle andre par.
Vi har i en lang årrække prøvet at blive gravide, men endte med at afblæse de efterfølgende behandlinger på sygehuset, da det blev for mekanisk. Vi ville hellere satse på vores forhold end at få et barn.
Jeg har de sidste 3 år været rigtig syg grundet b12 mangel, hvilket i hvert fald ikke har givet mig overskydende energi. Men kom på sygehus og blev gennemtjekket, så nu mangler der bare at få styr på hvor tit jeg skal have b12.
Jeg er startet på ny uddannelse for en måned siden og har de første 3 uger af studiet været mere træt end sædvanligt, hvilket hjalp, da jeg fik mit skud b12.
Jeg har flere gange indenfor den sidste måned spurgt min mand, om der dog var noget galt. Sagde han aldrig sagde han elskede mig, hvis ikke jeg sagde det først. Aldrig mere lagde en hånd på mit ben, når vi sad i bussen/toget, eller kiggede på mig og bare smilede. Men nej der var ikke noget galt.
Vi gjorde ikke meget ud af Valentines, hvad vi egentlig plejer at gøre, men tænkte jeg, det falder sammen med fastelavn, så det er derfor. Ugen efter fandt jeg en pakke med nogle gode bøger og lidt længere henne af gaden en flot buket af mørkerøde roser. Da min mand kommer hjem siger han aj hvor fint, og ja det var da det. Han så glad ud, men manglede der ikke noget?
Så har vi lige været på kæresteweekend. Mandag sender han mig en besked om, at han tager tidligere hjem, for vi skal snakke sammen. Der har været sådanne samtaler 4-5 gange før. Han vil bekræftes meget mere seksuelt (skal siges han har et højt sexdrive, men vi er da intime sammen ca. hver 2., 3. dag),han vil gerne udforske mange flere ting indenfor sex, og synes det er underligt, at jeg ikke har et hav af seksuelle fantasier (mit svar er jamen kom med noget og lad os prøve, andre ting har jeg dog afslået, fordi det faktisk gik over mine grænser), jeg prøver at forklare, at jeg mangler opmærksomhed, men de foregående gange er det ligesom endt i, at jeg har sagt jeg gerne vil prøve at ændre på det, og jeg ikke føler han har indrømmet noget eller sagt, at han også skal arbejde mere på det med opmærksomheden.
Han kommer tidligt hjem, datteren (min på 16) kommer også tidligt hjem, da hun er syg, går hun på hovedet i seng. Og jeg tænkte well vi snakker bare nede i stuen, for denne gang havde jeg også noget jeg gerne ville sige. Bl.a at jeg ikke følte han var her rent mentalt. Tit føltes det som om han lod som om jeg ikke var her, når jeg prøvede at tale med ham. Eller også var det enstavelsessvar jeg fik – den gode kommunikation var ligesom gået fløjten. Jeg ville foreslå, at vi tirsdage og torsdage, når datteren arbejdede sent, slukkede for alt og satte os og genfandt vores gode kommunikation – i starten ville det sikkert være underligt, men det ville da komme, akkurat som vi kunne før.
Jeg beder ham starte, og han lægger ud med, at han ikke føler vi kommer nogen steder, han mangler stadig bekræftelse og siger så han ikke har nogen følelser for mig mere.
Jeg prøver alligevel at fortælle, hvad jeg har skrevet ned på min plus minus liste, hvilket jeg ikke får ret megen reaktion ud af.
Nu sidder jeg med et bristet hjerte, for jeg elsker ham rigtigt højt. Det er svært, fordi jeg af natur, ikke bare giver op men kæmper som en gal for noget der betyder noget for mig. Men i denne situation, føler jeg der ikke er noget jeg kan gøre overhovedet. Han er ked af det, for det er aldrig sjovt at skulle gøre andre ked af det. I går fortalte vi datteren det, hun blev rigtig ked af det og gik sig en tur.
Jeg har lyst til at ruske ham og få ham til at ændre mening. Føler det er lige meget hvad jeg siger gør, og alligevel vil jeg gerne gøre det rigtige, for jeg håber da stadig på, at han kommer og siger, at han stadig gerne vil mig, os, det hele.
Det jeg har brug for er gode ideer til, hvad pokker jeg skal gøre. Skal jeg bare give op, når vi nu har talt om de to emner mange gange før, eller skal jeg kæmpe som en gal, bare på en lidt tilbageholdende måde?
Jeg har sagt til ham, at det kan se ud som om jeg giver op, men at jeg ikke ved hvordan jeg skal kæmpe imod, at han allerede er derhenne, hvor han er.
Jeg kunne godt tænke mig noget parterapi, hvis ikke for at redde vores forhold, så for at komme mere hel ud på den anden side. Jeg har fået fri fra skole, for jeg græder bare hele tiden, og kan ikke se mig ud af det lige nu. Jeg sidder og tænker på, om jeg ikke skal bede ham flytte ind til sin far en tid, for det gør simpelthen så ondt at se på ham. Han kommer hjem fra arbejde eller går i seng, men goddagkys eller godnatlkys er der ikke mere og det slider på mig. Det er kun 2 dage siden, det er så hårdt og jeg vil gerne gøre mit til, at vi enten kan finde hinanden igen eller kan få en bedre afslutning af det der var os.
Trisse

Hej Trisse
Tak for dit indlæg.

Det er så trist, når vi mærker, hvor meget hjerte rimer på smerte. Og du har helt ret i det, du skriver et sted i dit indlæg.
Det vil være rigtigt godt, ja jeg mener, at det er nødvendigt, at han flytter væk. Dels for at du får luft og ikke konstant konfronteres med en mand, der er der, men jo alligevel ikke er mentalt eller følelsesmæssigt nærværende.
Dels for at han får tid til at mærke efter, om han er sikker på sin beslutning.
Det er nødvendigt med fysisk distance for at kunne savne.

Det er godt at ville kæmpe. Kæmp på måder, der er naturlige for dig, så længe du kan se og mærke en mening med kampen. Hvis kampen forekommer forgæves, så "træk dig ud af banen" og tag fat i dit eget liv.

Vis ham ikke, at du er afhængig af hans kærlighed. Gør det du føler er sandt, og så du signalerer: det er jo dig, der går glilp af mig…. "så dum troede jeg ikke at du var ":. Det, jeg mener, er : hank op i dig selv. Få kontakt med dit selvværd, også selv om du er i sorg. Du er den bedste til at være dig.
Klæd dig, tal, gå, ja vis at du ved, hvad du er værd.

Jeg sender dig mange støttende tanker
Christel

Hey, Christel..

Jeg har været sammen med min kæreste nu i ca. 1 1/2 år.. Hun er fantastisk!
Jeg var smask forelsket i hende fra hele foråret og sommeren 2009.. Så gik vi ind i efteråret 2009 – september til december – hvor hun var ekstremt presset med studie og arbejde – ja vi måtte nærmest aftale 3 uger ud i fremtiden for at kunne være sammen et par timer. Jeg gav enormt meget at mig selv igennem hele perioden for at være der for hende, og glemte nok mig selv i det hele og hvad der gjorde mig glad.

Jeg var ikke opmærksom på det gennem efteråret hvor meget vi forsømte vores forhold, men jeg kunne mærke der var noget som ikke føltes rigtigt i januar og februar 2010 – jeg havde ubevist trukket mig væk fra hende.. Jeg tænkte at det nok skulle "gå over" og det bare var en forbipasserende følelse af noget ikke var rigtigt. Jeg fortalte hende ikke om hvordan jeg havde det..
Men for et par uger siden kunne jeg ikke holde det i mig mere og fortalte hende hvordan jeg havde det; at jeg ikke følte jeg var der hvor jeg burde være i forholdet mere, og ikke havde de følelser som jeg burde. Hun blev naturligvis enormt ked af det, men vi har snakket meget om det siden og hun har vist stor forståelse. (hele processen har gjort ligeså ondt på mig:-(

Vi vil begge forholdet af hele vores hjerte og det er absolut ikke denne situation jeg ønsker at stå i.

Jeg troede, at det jeg havde brug for var, at hun skulle til at give meget mere af sig selv og for forholdet (da der ikke havde været meget af det gennem efteråret), men nu jeg har svært ved at tage imod hendes fantastiske kærlighed – det gør nærmere mere "ondt" når hun overrasker mig og giver mig kærlighed fordi jeg ikke rigtig føler jeg kan tage imod det, og ikke fortjener det da vi er følelsesmæssigt uligeværdige.

Vi har lige fra starten af vores forhold haft enormt dårlig kommunikation og det er faktisk først efter at jeg "lukkede op for posen" her for et par uger siden at vi først "rigtigt" er begyndt at snakke om vores forhold og det har været rigtig godt..

Som du skriver inde på hjemmesiden er der ikke nogen mirakelkur for at kickstarte følelser, men vi har i hvert fald begge 110% lyst og tid til at arbejde for forholdet og rette op på det forsømte.. Men jeg kunne virkelig godt bruge noget råd/redskaber til hvordan jeg skal gribe situationen an.. Skal vi tage en pause fra hinanden, skal vi bruge meget tid sammen, tage det stille og roligt eller gøre noget drastisk..? Man ville jo gerne lige kunne knipse i fingrene og så var det hele i orden

Jeg ved heller ikke om det har noget at sige, at jeg over vinteren har manglet glæde ved mit studie og liv i øvrigt vinteren over – det er som om jeg ikke har kunnet finde glæde ved de ting som jeg ellers plejer – det er vel gået hånd i hånd..

På forhånd mange tak,

Simon

Hej Simon
Tak for dit indlæg.
Det lyder som en udfordrende situation.

Og jeg tænker, at der må sættes ind på to planer.
Det ene plan handler om din egen ligevægt/balance. For som du skriver, er du p.t. ikke i kontakt med den glæde og det overskud, der bl.a. gør, at det er let at tage imod.
Som jeg har skrevet mange steder på denne blog, er det os selv, vi skal leve længst med. Derfor vil jeg klart anbefale dig at kigge indad. Og svare på spørgsmål i retning af følgende:

Hvad er der for lidt af – og hvad er der for meget af i mit liv?
Hvad giver mig energi – hvad dræner min energi?
Beskriv evt. også hvad, der kendetegner dig, når du er i balance.

En tommelfingerregel siger, at når mænd "mister gnisten", skyldes det hyppigst deres arbejde/studie-situation. Det siges, at det er en kende vigtigere for mænds identitet og selvopfattelse, at føle sig mere tilfredse end mellemtilfredse med et studium/job.
Kun du ved, om du er på det rette studium. I hvert fald bør du også tage dette under lup.
Trives du på studiet?
Er der aspekter, som har været belastende, som du selv har indflydelse på at minimere m.m.=

Grundlæggende har mange brug for at "trække stikket ud" i et meget større omfang, end de selv er klar over. For mig at se betyder det ikke, at I skal holde pause i parforholdet. Men jeg vil klart anbefale dig at skabe flere sammenhængende og uforstyrrede stunder. Weekends og aftner, hvor du "bare" er dig selv. Så du kan sove, når du er træt. Spise, når du er sulten. Gå en tur når du bliver rastløs. Ganske enkelt for at komme i kontakt med dit indre "styringssystem" igen.

Det er godt at læse, at din fantastiske kæreste gerne vil give dig en masse godt nu.
Det har da været et hårdt efterår. Jeg tror, at du peger på noget meget essentielt, når du skriver om kommunikationen. Det at kunne tale om stort og småt og løst og fast, og at give af sig selv, så man nærmer sig hinanden endnu mere, er en af de mest værdifulde tråde, man kan væve i sit parforholds tæppe.

Mit grundbudskab vil være: sluk din telefon og computer hyppigt i en periode. Lad dit netværk vide, at du nok skal svare dem, men at der nok er en kende responstid, for du skal lige have sat tempoet lidt ned – eller rettere: du skal have dig nogle frikvarterer, der lader dig op. Vær ikke bange for, om du sårer eller afviser nogen, når du siger nej. Nej kan være et af de mest kærlige svar. Netop fordi det jo indbefatter et stort ja til dig selv.

I Joan Ørtings bog Tá Mig, beskriver hun mange fine aspekter om mandens psyke, og hvad der indvirker på ham…
Hun fortæller bl.a., at "før i tiden i indianske samfund, blev en mand, der var fortvivlet eller ude af balance, taget med af nogle af stammens øvrige mænd de tog væk en tid, og kom først tilbage, når indianeren vidste, hvor han skulle lægge sine kræfter. Så han kunne tage af sted som "fortvivlet ulv" og komme tilbage som "ham, der vil hele", eller "ham der vil rejse", eller "ham der vil bygge" osv. osv..

Skriv endelig igen, hvis du måtte have flere spørgsmål.
Jeg ønsker dig medvind i processen.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Hey, igen, Christel..

1000 tak for dit svar.

Jeg har brugt en masse tid å at kigge på mig selv og hvad jeg har behov for. Jeg overvejer at droppe mine fag det har semester, og bruge tiden på mig selv og finde mit indre "styringssystem" igen.

Tanken om helt at droppe forholdet – eller tage en pause derfra – har været en nærliggende tanke for mig den sidste tid, fordi det simpelthen er så hårdt ikke at være istand til at give noget eller tage imod. Men som både du og min omgangskreds råder mig til, er jeg nødt til at fidne mig selv, før jeg kan træffe en rigtig beslutning.
Jeg kan tillige mærke på hende hvor meget hun hungrer efter mine rosende ord og store kærlighedserklæringer, men jeg er bare ikke pt. istand til det som tingene ser ud lige nu. (selvom jeg så hjertens gerne vil)

Jeg læste om Sensualitetsøvelsen i Joans bog. Tror godt den kunne være noget for mig(os. Det er ikke fordi vi har mistet lysten til hinanden – tværtimod har vores sexliv aldrig været bedre, siden vi er begyndt at snakke mere ærligt sammen. Men tror måske det kunne være godt for mig, for at får lidt ro på, og så hun ikke har nogen forventnigner til mig. Har du nogen erfaringer med den øvelse og tror du det kunne være en god ide for os? Hvor meget tid tror du der vil være fornuftigt at tilbringe sammen udover de 2 x 1 time om ugen? Har du evt. andre forslag..

På forhånd mange tak,

Simon

Hej Simon
Tak for dit indlæg.
Hør engang: når I har fin og god erotik, så er der da gang i kærligheden og processer, hvor du/I giver og modtager. Så fortvivl ikke. men se, at kærlighed er en energi. Den energi kan gives og modtages på mange måder. Inderlighed og sex er da en af de bedre.
At din kæreste ønsker ord og bekræftelser er forståeligt nok, men netop fordi det med at udtrykke sig, ikek har været jeres "spidskompetence", er det vel lige så værdifuldt at I taler sammen om stort og småt, og at I så hver især opfatter at kærligheden har nuancerede udtryk.

Jeg ved ikke, om I skal benytte jer af sensualitetsøvelsen. Hvis I begge har lyst og mod på det og kan se et formål, så gør det. Snarere læser jeg, at du giver udtryk for et behov for forventningsafstemning.
Derfor vil jeg snarere anbefale jer at sætte jer og tale om:

Hvad vil jeg have /hvad kan jeg give?

Tal om, hvorvidt der er match imellem det, den ene vil have og den anden kan give.

Bemærk: jeg skriver hhv. vil og kan. Det er ikke nok at ville. Den gode forventningsafstemning har det realistiske aspekt med, som handler om at kunne.

Mit råd til dig er fortsat at trække dig lidt tilabge til dig selv. Komme ind i at mærke hvad du har brug for, rent basalt. Og derudfra skabe et stærkere fodfæste.

Alt godt
Christel

Hej Christel, Peer og alle jer andre…

Dine svar både her og andre steder har hjulpet og givet både styrke og inspiration, og jeg er dybt taknemmelig….

Sidder selv i en svær situation (har nævnt den før et par steder), hvor konen har brug for at trække sig efter hendes utroskab (vi har 9 år sammen, 2 børn på 4 & 6)… Den manglende tillid (mest til hendes retning/mål og ønsker) og min store kærlighed til hende gør dette rigtig svært for mig – svært at give slip. Peer beskrev det i et tidligere indlæg (d. 11. februar) utrolig fint, hvilket også beskriver hvor jeg er, hvad jeg føler og har været igennem. Hele min tro på fremtiden, på ægteskabet, på kærligheden, på drømmen er ved at smuldre, og der bliver grædt som aldrig før, grædt over fortvivlelsen, over det mistede og grædt over den situation vi er endt i – mest mig der græder…

Ved at læse dine svar kan jeg godt se at mit forsøg på at være den rummelige og tilgivende ikke har været/er nok… Hun har brug for distancen og roen til at hele og finde sig selv og den skal jeg støtte hende i, hvis dette her skal have en chance… Det ved jeg og nu vil jeg vil også vise hende det!!! Mangler bare lige at overbevise knuden i maven om at det er det rigtige – og det er svært!!!

Jeg er bange for at det er første skridt i den forkerte retning ift. hvad jeg vil/drømmer om, men omvendt kan jeg ikke tvinge hende til at finde gnisten eller kærligheden til mig. Jeg må finde roen og troen på og i mig selv,og er allerede kommet et stykke (har kæmpet i 6 mdr nu), men knuden er der stadig!!!

Hun siger, at hun ikke kan forestille sig et liv uden mig, men spørger om vi ikke bare kan leve som venner og se hvad fremtiden bringer… Men tanken om et ensidigt kærlighedsforhold med hende er utænkelig for mig – jeg elseker og vil hende for meget til at leve med smerten om at hun ikke har samme følelser for mig. Skal jeg give helt slip (og kan jeg i så fald finde tilbage hvis hun vil)? Skal jeg give slip under faste rammer (fx 1-2 mdr for sig selv)? eller hvilke muligheder har jeg????

Skal både tage højde for mig selv, for børnene og for hende…

Er her en anelse rådvild…

Hej

I går smed min mand en bombe og fortalte, at han var meget kold indeni. Vi har været sammen i næsten 13 år og har to børn på 7 og 9 år. I vores ægteskab har der været op og nedture -men vi har klarer alt sammen. Han synes, at jeg er for dominerende, og at jeg er efter ham. Det har jeg også været (desværre), men han har desværre været på samme måde. Jeg vil ham rigtigt meget, men han vil ikke tale om problemerne, og han siger, at han ikke ved, hvad han vil. Han vil absolut ikke have sex med mig og nærhed er en manglevare, jeg har efterspurgt længe. Han afviser mig oftes, når jeg lægger op.

Da han ikke vil tale om det pt. – hvad kan jeg så evt. gøre for at redde vores ægteskab??? Eller for at vise, at jeg vil det?

Håber at du vil hjælpe mig. Jeg har ikke spist i et døgn, da jeg er blevet meget bange og fustreret.

Hilsen

Maria

Kære Christel,
Det er sådan en god side du har! Jeg sidder oppe midt om natten og læser med gru historierne om alle dem, der er blevet forladt. Jeg er så bange for at det skal blive mig. For 1½ år siden sagde min kæreste gennem 10 år, at han ville flytte fra mig, og han mente det. Han havde tit truet med det, men jeg tog det ikke alvorligt. Jeg havde været dominerende og ukærlig og talt grimt til ham. Alt sammen sandt. Jeg havde ikke været særligt tilfreds med ham eller vores forhold. Jeg gik helt i sort i mange måneder derefter. Rettede op på mine fejl, og han blev. Men vi snakkede det aldrig igennem, for jeg er alt for bange til at nævne det. Jeg tvang ham til én terapisession, men han var slet ikke åben for det.
Ganske langsomt fandt han vist tilbage til mig. Igen kan han kramme mig, vise omsorg, tale fremtid og han er blevet sig selv igen. Det er jeg også. Men vi skændes meget, og på det seneste er truslerne om at flytte vendt tilbage. Bare idag har han truet med at flytte to gange. Første gang, da jeg bad om at vi ryddede op, og anden gang, da jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke kunne have læselys tændt. Hver gang han oplever jeg indskrænker hans rum på en eller anden måde.
Af angst for at miste ham, er jeg nok blevet lidt underdanig. Han bestemmer, hvad der skal ses i fjernsynet, hvordan vores dreng skal opdrages, og hvornår der (ikke) skal ryddes op og gøres rent. Han skælder ud og er grov. Før i tiden var det mig, der var sådan. Hvis jeg bliver sur over rodet (det sker tit) og kræver deltagelse, synes han vi skal flytte hver for sig. Og så bliver jeg rædselsslagen. Det er blevet meget på det seneste, og det gør mig mere og mere bange. Bange for at han lige om lidt får nok og gør alvor af det.

Vores forhold er ikke nemt efter vi blev forældre for 5 år siden. Det handler primært om det huslige, men måske mest om dagligt fællesskab, som jeg savner. Han er mere optaget af pc og tv end af os og vores fælles liv, og jeg længes efter tilstedeværelse og engagement. Det er mig, der må male og sætte hylder op, og større projekter bliver ikke til noget. Det bliver ved snakken. Det er ikke sådan, at han intet laver, men ikke nok synes jeg, i forhold til, at jeg har fuldtidsjob og han er studerende og går hjemme. I bund og grund burde huslige ting være ligegyldige, men det ville være nemmere, hvis det bare gled. Og hver gang jeg brokker mig, kunne jeg bide tungen af migselv, fordi der tit kommer en trussel om at gå fra mig. Jeg vil gerne have flere børn, men tør ikke bringe det op, for sidst jeg gjorde det, var for 1½ år siden, hvor han meldte ud at han ikke ønskede flere børn men derimod at flytte. Derfor er jeg sådan set ikke ret lykkelig.

Det blev langt, og lad mig nu komme til det egentlige spørgsmål. Jeg tror, jeg har angst. Jeg reagerer med alle angstsymptomer, når truslerne kommer, og det har været meget slemt. Jeg føler mig helt invalideret, og det er et problem, fordi jeg ikke magter at reagere konstruktivt på min situation. Jeg kan ikke se klart, kan kun tænke på at komme af med den angstfølelse, så jeg igen kan spise og sove. Jeg er hunderræd for at være alene. Jeg har været meget hos en psykolog, men det har ikke hjulpet på angsten eller mine mønstre, blot en erkendelse af lavt selvværd. Jeg vil så gerne kunne reagere anderledes. Jeg fortrænger og fortier for at opretholde følelsen af normalitet. Forleden, da han blev rasende, stak jeg fingrene i ørerne for ikke at kunne høre truslen, hvis den kom. Hvad kan jeg gøre for at komme angsten til livs? Hvad skal en psykolog kunne for at kunne hjælpe én som mig?

Mange tak.

Hej @ MIS
Tak for dine rosende ord. Og

Jeg har fulgt din proces via dine indlæg.
Du gør det godt. Kun når din kærlihged til hende lyder som afhængighed virker det ekstra fortvivlende for dig.

Som svar på dine spørgsmål.

Jeg har ike mødt dig, jeg har ikke mødt din hustru/kæreste, så det er svært at besvare dit spørgsmål fyldestgørende.
Nu skriver jeg til dig, hvad jeg tænker … og så lover du mig, at du mærker efter og træffer den beslutning, der er mest sand for dig.
For selvølgelig kan jeg tage fejl, og selvfølgelig kan jeg være for langt fremme, rent mentalt, da jeg jo ikke er følelsesmæssigt påvirket lige som du.

Jeg tænker følgende:
Hvorfor mon du skriver, at du skal tage højde for hende også ? det synes jeg ikke ,at du skal. I hvert fald må du øve dig i at holde opmærksomhed på dig selv og de søde børn. Jeg tror, at du igennem længere tid har været overansvarlig i fohorld til din hustrus følelser. Prøvet at lave dig selv om. Og jo, vi kan ændre megen adfærd. Men hvad hun mentalt og følelsesmæssigt vil, er hendes ansvar helt alene. Og tag det ikke fra hende. Hvis hun vil mærke sig selv, have tid og ro og rum, så fint. Men det er bare ikke sikkert, at du så er der til at give gensidig kærlihged, hvis hun om ½ år vender tilbage og siger, at nu er hun klar.
Jeg er glad for at læse den kant, du har der hvor du skriver, at du ikke kan se en tilværelse kun som venner. Nej selvfølgelig ikke.
Hold fast i det.
Men pas på med at lade enkle udtalelser som "jeg kan ikke se et liv uden dig fylde så meget.
Det er indtil videre kun ord. Og nu er jeg hård ved dig. hop lige ind i realistens sko, og ud af romantikerens: hvis hun ikke viser dig, at hun helst ikke vil leve uden dig, er det bare ord. Smukke ord, men bare ord.
½ år er lang tid at kæmpe. ½ år er lang tid at have en knude i maven.
Min anbefaling er: sæt hende – og sæt især dig selv – fri.
Du skal ikke gøre så meget mere for hende. Det er hende, der har været utro. Og jeg ved godt, at du føler, at du sagtens kan tilgive hende. Og det er jo fint. Men lærer hun så noget som helst ?? viser du ikke bare, at hun kan gøre hvad hun vil, for det har ingen konsekvens….
Jeg ved slet ikke, om 1-2 måneder vil være nok.
Jeg tror, at du må tænke hende ud- og må melde ud, at du ikke kan se vejen og at du ikke vil gå den alene, så hermed har hun al den tid, hun overhovedet vil have, for nu må du videre og hele dig selv. Og måske med tiden finde en, der kan give dig oplevelsen af at blive elsket ubetinget uden at skulle kæmpe sådan for det.

De 1-2 måneder kan I bruge på den måde, at I holder jer et evalueringsmøde om 1, hhv. 2 åneder og afklarer :

Hvad har vi lyst til
Hvordan er følelserne
Hvad kan lade sig gøre
Hvad giver mest mening
Hvad er den mindst dårlige løsning
Osv..

Tænk over det.
Find din vej.
Og vær sammen med mennesker, der interesserer sig for dig.
For det har du brug for.

Alt godt
Christel

Wauw, Christel…

Tak for de mange kloge ord, dejligt at få andre vinkler på ens egne tanker, og dejligt at få bekræftet hvad jeg inderst inde føler, men har så svært ved at leve ud… Jeg mærker efter, nærlæser dine ord, og bliver forhåbentlig meget mere sikker i min sag…

På en god dag er jeg meget sikkert, men på en knap så god dag er jeg ikke så sikker… Jeg håber at dine ord kan give mig flere gode dage

Takker endnu en gang for de mange ord, som jeg bestemt vil tygge grundigt på…

MIS

Hej MIS
Tak for din fine respons.
Jeg tror, at du vil opleve det positive skift, at du i tiden, der kommer, har gode dage og dårlige stunder, i stedet for at have hele dage, der er dårlige dage.
Hvis jeg skulle give dig et lille praktisk råd, så vil jeg anbefale dig at plante et træ, eller plante en helårsblomstrende busk, der minder dig om, at du er den bedste til at være dig. og at der altid er vækst og naturlighed i dit liv.

I øvrigt en anbefaling til alle derude:
Har I en ven eller veninde, der er i sorg eller er deprimeret, så få plantet blomstrende planter, eller bare én!!!! – det har ikke kun en symbolsk værdi.
Og til dem, der bor i lejlighed: så få en plante ind i stuen eller evt. i en altankasse.

Vi har brug for at blive mindet om, at livet er her hele tiden.

Rigtigt god påske til alle

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Kolding

åhhh gud er lige faldet over denne blog.. er i samme situation haver været sammen med min mand i 15 år og gift de sidste 2 år.. efter nogle hårde år efter vi fik barn nummer to. med skænderier .. fra min side og tavshed fra hans side.. er han nu for tre uger siden kommet til mig og sagt at han vil skilles..han kan ikke finde savnet eller lyset for vores fremtid.. men heldigvis er han i tvivl om han gør det rigtige, ikke over for mig og børnene men over for ham selv. da vi jo har været sammen i 15 år.. jeg er bund ulykkelig og har tikket og bedt ham se at han biver nød til at kæmpe for vores familie og for os.. han har så givet det et par mdr. for at se om han kan se lyset.. i vores fremtid.. først nægter han parterapuet men så vil han gerne.. og vi for så tid til en indledende samtale hvilket, skuffede os lidt. havde regnet med at han ville hjælpe os med at give os nogle redskaber så vi kunne komme vidre i vores forhold. men han vill hjælpe os med at lære at kommunikere. ja ved ikke rigtig hvad det var jeg regnede med, jeg er måske meget naiv, jeg håber stadig at min mand vil finde lyset/savnet til mig.. for jeg elsker ham, vi har to skønne børn sammen som vi har kæmpet for at få.. men jeg presser ham og han bakker for jeg vil gerne snakke og han vil tænke.. og han siger at jeg skubber ham længere og længere væk samt at han mister respekten for mig når jeg bliver ved med at tude. og vil snakke for at få ham til at indse at det han gør er forkert… øv altså.. er helt fortabt..det ene øjeblik kan jeg klare alt og skal nok klare at være alenemor og det næste øjeblik er jeg helt nede i kulkælderen.. og det væreste af det hele er at vores sexliv altid på nær i starten af vores forhold har ligget på lav blus men siden han sagde at han ville skilles så har det været vildt godt.. men for mig er det kærlighed, for ham er det bare sex… puha er lidt forvirret..

Hej
Tak for dit indlæg.
Sikke en masse temaer, oveni hinanden. Jeg forstår godt, at du ikke trives. Ude fra betragtet lyder det som om, at der ikke er nogen, der trives. En tilværelse, hvor advarsler eller trusler, mangel på dialog og udmelding, mangel på fortrolighed og sam-vær/sam-arbejde er en tilværelse, der ligger langt fra de flestes drøm om en tilværelse.

Og så har du oveni fået udvirket en angst for at blive forladt. Og tingene hænger tydeligvis sammen. For at hjælpe dig selv og for at undlade at sygeliggøre dig selv, vil jeg anbefale dig at tale om at du er bange, men undlade at diagnosticere dig selv som et menneske med angst.

Jeg tænker følgende:
I er nødt til at tage tyren ved hornene – og få talt sammen. Jeg vil foreslå, at du en dag, hvor din kæreste/mand ikke er hjemme, sætter nogle flyttekasser i entreen. Så han ser dem, når han kommer hjem. Når han så spørger, hvad det skal betyde, inviterer du ham til en kop kaffe og siger det, som det er, at du ikke ønsker, at nogen flytter, men at i bliver nødt til at snakke en masse igennem for at sikre, at I ikke bryder jeres lille familie op.

I må snakke om temaer som:
Tryghed
Kommunikation
Spilleregler
Fordeling af pligter/opgaver
Familiezone
Forældreroller
Osv.

Bliver han ved at advare/true dig med, at han flytter, hvis.
Ja så må du finde din kampgejst frem, uanset om du er bange eller ej. Lad ham vide, at det gør dig utryg, når han truer med dette, og at du vil bede ham lade helt være. Kan han ikke det, – har du eksempelvis talt at han nu 3 gange har råbt "jeg flytter", så bed ham tage væk. Han må selv om, om han vil tage væk 2 dage eller mere. Men nu må du statuere et eksempel. I har åbenbart på skift i jeres forhold haft mistet respekten for hinanden. Du har nu plaeret dig selv der, hvor din mand/kæreste ikke respekterer dig. Vil du have respekten, så vis hvad du mener, og stå fast. Og gør dig klart, hvad du ikke vil byde dig selv.

Jeg forstår godt, at man kan være rigtig bange for at blive forladt. Dog vil jeg sige til dig : angsten for at blive forladt er intet imod den rædsel at have forladt sig selv. Og jeg tror, at din angst kommer for at huske dig på:
Hvor er det, du har glemt at tage ansvar, hvordan undgår du at forlade dig selv
- det kan være svært at tænke på at være ensom. At være ensom er at man endnu ik har fundet måder at være alene på uden at føle en mangel/et savn. Det jeg læser ud af din historie får mig dog til at tænke på, at det er værre at være ensom i en tosomhed.
Der skal noget handling til for dig / jer nu!!!

Vedr. angsthåndtering.
Jeg vil gerne anbefale dig nogle behandlere, der kan give dig værktøjer, så du med din vejrtrækning, dine tanker og en øget samling af dine kræfter kan skabe større indflydelse på dit eget liv og din egen livskvalitet.

Jeg behandler selv mod angst, forstået på den måde, at jeg lytter, giver værktøjer og nye vinkler, udøver hypnoterapi, coaching og NLP:
Du kan sende mig en e-mail til min private mail:
christel@sonnerasmussen.dk
så henviser jeg dig gerne til en behandler i dit nærområde, hvis jeg kender én.

Læs nogle bøger om kvinder. Gerne biografier. F.eks. kan du læse om Helle Virkner, Susse Wold, Ghita Nørby, Lise Nørgaard, Etta Cameroun. Du kan også læse min bog, der hedder Motivation. Den indeholder rigtigt mange værktøjer. For nu skal du videre.

Skibet ligger sikkert i havn, men det er ikke det, det er bygget til.

Venlig hilsen
Christel

Hejsa Christel
Utrolig dejlig hjælpsom side du har her.

Jeg er kommet skridtet videre end mange andre her, jeg blev skilt i slutningen af marts, og flyttede allerede midt arp. men savner og elsker x-kæresten helt vildt endnu, vores forhold er kommet så langt ud nu at jeg desværre er blevet kold over for hende nå vi ses og skriver sammen, men for at begynder med begyndelsen først.

Vi lærte hinanden at kende for små 6 år siden, hun var på vej ud af et andet forhold, så hun rykket ret hurtigt indtil mig, og vi fik derefter ret hurtigt en fælles bolig der var stor nok, da vi hver især havde 2 hjemmeboende børn, ikke alle børnene kan sammen, men vi håber begge tiden vil lære dem at finde hinanden, men som tiden gå, bliver hun gravid, og vi få vores første barn sammen, som nu er 3,5 år gammel, jeg er desværre ikke meget med i hans opvækst, da jobbet tager utroligt meget af min tid, vi begynder her efter hans fødsels at diskutere meget, og jævnligt, ingen af os syntes det er sjovt, og vi bliver ofte gode venner igen, men et år gå, og hun bliver gravid igen, jeg ved ikke helt hvad jeg skal føle her, hun er imod abort, så ergo vi skal have barn igen, men der kommer tvillinger som nu er 17 måneder.

Men intet er ændret i vores forhold, jo jeg er blevet mere dovn, jeg syntes dog selv jeg tog godt med i hverdagen, med at handle lave mad, være far osv. men problemerne er der bare hele tiden, og nu ender diskussioner altid bare med, jeg syntes du skulle flytte hvortil modparten svare, det har jeg også overvejet.

Vores sexliv har aldrig rigtigt været noget at råbe hurra for, vi har nok begge været for trætte med alle de børn, men for et lille års tid siden, begyndte hun at gøre ting i sengen, jeg aldrig havde oplevet før, det var dejligt, men skabte en uro for hun så en anden, da jeg havde erfaret ved en fejl, hun skrev med en anden fyr og de ville mødes, dog hun sagde det aldrig skete.

Tiden gå og alting bliver være og være, hun begynder at mene jeg holder hende fra det hun vil, hende og datteren har en hest, som de bruger tid på, jeg syntes dog bare at tiden de brugte på den, lå forkert på døgnet, lige midt i aftensmaden, så blev ofte sur nå de skulle derud, denne surhed mente hun dog jeg havde uanset hvad dag vi gik igennem.

Men i nov. 09 starter hun på skole, og hun begynder at forandre sig meget, hun få mere selvtillid, hvilken jeg syntes er dejligt, da det altid har været hendes problem, med lavt selvværd, men i slutningen af feb. starten af marts 09, begynder hun at skjule sin mobil telefon og dreje sig computer så jeg ikke kan se hvad hun laver, og det vare ved hele marts, jeg bliver mega ked af det, og hun siger som ikke rigtigt noget til mig, så slutningen af marts gå det galt, vi diskutere vildt og hun beder mig flytte, og jeg siger ja, straks sætter hun en kold mur op mellem os, som uanset hvad jeg gøre, bare er massivt tyk og kold, vi kan overhovede ikke snakke sammen mere, og i perioden frem til jeg skal flytte bibber hendes mobil telefon mere og mere, og jeg græder dag efter dag, men hun siger bare jeg skal tage mig sammen.

Jeg få dog igennem at jeg få vores fælles søn på 3 år ved fra flytningen, og da flyttedagen kommer, underskriver hun alle papirene, uden tørven, vi bliver dog smidt ud, og kunne ikke nå at få alle vores ting med.

Dagene efter jeg var flyttede var et maridt, hun var stadigvæk mega kold, dog jeg fortalte hende at jeg savnet hende og ville ønske vi kunne snakke med nogle om vores forhold, men nej, det hjælper ikke siger hun, nu har vores forhold været sådan de sidste 3 år.

Tingene kørte helt derud, hvor hun beder mig om hjælp, jeg kommer, men ender med at må gå igen, fordi hun gå amok på mig ved fx. at smække døren i hoved på mig, jeg ved snart ikke, hvorfor jeg endnu elsker hende, men det gøre jeg af hele mit hjertet.

jeg få med en af hende meget nære personer som er ked af tingene er gået som de er gået, men hun forklare mig, at hun har ville forlade mig i et helt år nu, men hun har været bange for at miste vores fælles børn, derfor var det ikke sket.
Men hun kun gav mig sønnen med for at slippe af med mig, jeg forstå slet ikke man kan gøre sådan, uanset hvad ens fortid siger sammen

Nu er der gået en uge siden jeg flyttede, og er faktisk endt op der, hvor jeg er blevet kold over for hende, men mest af alt blot for at beskytte mig selv og fordi jeg er træt af diskussioner hvor vi begge siger en masse jeg i hvert fald ikke mener , for inderste inde kan jeg ikke slippe hende, og vil så gerne have hende med til rådgivning, da jeg tror på vi kan have en fremtid sammen.

Er vi kommet så langt ud hvor der ingen vej er tilbage, eller er hendes koldhed blot et skjul af hendes følelser, hun har ikke en eneste gang vist mig, at hun var ked af det, jo kun at hun lod drengen flytte med, men det var hendes veninde der fortalte mig det.

Hilsen

Den ulykkelige inden i

Hej
Tak for dit indlæg.
Det gør mig ondt at læse, at det har været så lang og anstrengende en proces. Da jeg jo ikke har hørt versionen fra din ekskærestes side, er det umuligt for mig at sige, om der er håb.
Måske er hendes kulde et forsvar. Måske ikke.
Og uanset hvad, så vil rådgivning kun hjælpe, hvis begge parter er indstillede på det og kan se et formål med det.
For mig at læse har der været store kommunikationsproblemer, og derigennem masser af misforståelser og udtalelser, der er sagt eller råbt i affekt. Det gør ikke kun noget ved kærligheden, men også ved respekten og tilliden til hinanden.

Lige nu lyder det til, at det, der er mest brug for, er at få ro på. Du skal skabe dig en stabil hverdag og vise hende, hvis du vil, at hun går glip af dig. Hun kan jo ikke vide, at du elsker hende, når du udstråler kulde. Og jeg tror, at den distance, der er imellem jer nu, hvor du er flyttet, vil være med til at vise, om der er et gensidigt ønske eller ej.

De fleste småbørnfamilier "hænger i neglene". Der er ikke megen fælles tid, og der er sjældent meget overskud. Men det er jo et fælles vilkår, som jo helst skulle gøre, at man holder ekstra sammen i stedet for at kæmpe imod hinanden.

Det, du må afveje og mærke grundigt efter, er hvorvidt du tror på, at I også kan blive lykkelige sammen – og hvorvidt du tror på, at I kan lykkes med både det at være kærester, venner, samarbejdspartnere og forældre.
Og hvis din tro er stærk – og vedbliver at være stærk, så må du overeje, hvordan du vil kommunikere dette til hende.
Om det skal være i en dialog, i et brev mv.

Jeg læser noge store alarmsignaler for en fælles fremtid. Bl.a. at hun har – eller har haft – kontakt med en anden. Det er jo gift for forholdet. Og du skal gøre dig klart, når du mærker efter, om du vil være i stand til at leve med også denne del af din historie.

Jeg håber, at du finder vej. Nyd din alenetilværelse. Og find ud af, om det er hende, du savner – eller drømen om det, I kunne få, hvis meget havde været anderledes, du savner.

Alt godt
Christel

Hej Christel

Tak for dit hurtige og gode svar, som giver mig lidt at tænke over.

Jeg kan mærke på mit selv at jeg savner en voksen person i min hverdag, om det så lige skal være hende, er jo så spørgsmålet jeg ikke rigtigt kan svare på nu.

Og du har meget ret i der skal falde ro på også, jeg er ganske enkelt så træt nu, at jeg falder i søvn på mit job næsten dagligt, heldigvis arbejder jeg alene på arbejdspladsen, så der ingen der brokker sig, men har overvejet om denne alene arbejdsplads er årsagen til mit kæmpe savn af netop hende, har ikke så meget voksen kontakt i min hverdag !!

Vedr. om hun har den anden fyr eller ej, jeg ved det ærligt ikke, jeg forundres dog over beskederne på computeren hvor de snakkes om at mødes, dog hun siger det aldrig fandt sted, samt hendes reaktioner i sengen månederne efter, og du har nok ret i din antagelse, med man vil tænke på netop dette hver gang hun laver noget i det skjulte.

Men jeg kan mærke det som du skriver, ved at man mister respekten og tilliden nå man sådan mundhugges, dette har jeg aldrig oplevet på samme måde før.

Men tror mit største problem lige nu, er jeg gerne vil være gode venner og på talefod med hende igen, men om dette igen skyldtes min mangel på voksen kontakt i hverdagen, ved jeg igen ikke, nu kunne det lyde som jeg slet ikke kender nogle voksende her, og dertil er svaret næsten rigtigt, jeg flyttede til landsdelen for knapt 7 år siden, for at starte på en frisk efter sidste skilsmisse, og har ikke rigtigt fundet andre venner end da min kæreste havde, så der ligger der allerede en god portion arbejde igen.

Men endnu engang tak for dit gode svar

Tak for dit indlæg.
Jeg tror, at vi som voksne har en udfordring i at finde og opretholde en balance imellem job, familie og fritid. Hvis vi fokuserer udelukkende på job og familie, skaber vi en form for afhængighedsforhold. Og bliver inde bagved tit lidt sårbare, fordi vi glemmer vores passion og hobbies og for sjældent er sammen med mennesker, omkring en fælles begejstring.
Der er altid gode grunde til, at man glemmer sin fritid. I dit tilfælde læser jeg, at du selv er ved at blvie opmærksom på, at der er et indsatsområde her.
Jeg vil anbefale dig at tænke ind i, om der er nogle hobies, sport, musik mv, som interesserer dig, men som du har haft glemt. Ligesom du kan sætte dig ned og skrive, hvilke mennesker, du faktisk kender – udover dit job og din familie. Det er ikke sikkert, at det er hverken realistisk eller overkommeligt at mødes med dem nu, men benyt dig ellers af de mulihgeder, som computeren og mobiltelefonen har.
For du er andet end en søn,far,eksmand, bror.
Du er også en ven, en kammerat osv.

Når søvnen kalder så meget på dig, er du på det, jeg kalder "kattens vej".
I videst muligt omfang, gør som katten.
Sov, når du er træt.
Spis, når du er sulten.
Vær social, når det taler til dig.
Modtag, når det passer dig.
Giv, når du kan.

Kattens vej, er at blive vedre til at være i kontakt med, hvad du har brug for.
Så stop indimellem op og spørg dig selv:
Hvad har jeg brug for lige nu?

Held og lykke
Venlig hilsen
Christel

Kære Christel.

Nu har jeg læst alle de historier der er her på siden og dine fantastiske svar, og jeg tænker, at jeg jo også kan prøve at skrive til dig, for at blive klogere på mig.

Situationen er den, at jeg er 27 år gammel, min kæreste er 30 år gammel. Vi har været sammen i 7 år, hvoraf de 5 har været gode. Vi har været gode til, at lave ting sammen, snakke sammen og fortælle hinanden om vores ønsker og følelser.
Hvad der har ændret sig gennem de sidste par år ved jeg ikke, men jeg ved, at det primært er for mig at det har ændret sig.
Vi begyndte for noget tid siden at snakke om, at vi skulle til at have nogle børn sammen, fordi det er jo ved at være tiden for den slags for os begge to, men den plan er nu lagt på is. En beslutning vi faktisk er enige om lige nu, fordi vi har haft nogle lange samtaler om, at det måske ikke er det rigtige tidspunkt, og at det i virkeligheden nok ville gå hen og være mere en lappeløsning end et ønskebarn.
Mit problem har vist sit grimme ansigt efter, at han har været bortrejst de sidste 4 måneder. De første 14 dage savnede jeg ham, men efterfølgende har jeg virkelig nydt at være for mig selv. At jeg har kunnet passe mig selv og gøre som jeg havde lyst til. Og nu melder tiden sig for, at han kommer hjem igen til vores fælles hjem, hvilket har gjort, at mine tanker arbejder på højtryk, for jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at han kommer hjem.

Vi har i og for sig et godt forhold, når man ser det overordnet. Men vi har haft lange samtaler den sidste tid, hvor det mest er mig der har lagt kortene på bordet, og han så i sidste ende også er kommet med nogle sandheder. Sandheder som han normalt ville have holdt for sig selv, for ikke at såre mig.
Det handler måske ikke så meget om den berømte gnist, men mere om, at der ikke længere er nogen forelskelse mellem os. Dette er vi sådan set enige om. Vi elsker hinanden højt, men for mit vedkommende er den kærlighed den samme, som jeg nærer for mine bedste venner.
Jeg ser ham som en ven, og savner forelskelsen.

Jeg savner den kontakt vi havde førhen. Hvor vi gav hinanden tid, plads og mulighed for at udvikle os i vores forhold. De sidste 2 år har været meget anderledes. Han er blevet mere besidderisk og kontrollerende. Vi dyrker stort set aldrig sex mere, og når vi gør er det rutinepræget og hurtigt overstået og måske mere end ting vi gør af nød end af lyst. Vi laver aldrig nogle ting sammen mere. Hver aften sidder vi i hver vores sofa og ser tv og så går vi i seng, kysser godnat, siger jeg elsker dig og lægger os med ryggen til hinanden. Vi er heller ikke længere gode til at kommunikerer, og har aldrig noget at tale om, når vi snakker sammen i telefonen, mens han er væk hjemmefra.
Og vi siger hele tiden "Jeg savner dig" og "Jeg elsker dig", men det er jeg begyndt at tvivle på, om jeg siger fordi jeg synes at jeg skal.

Jeg synes selv, at jeg har forsøgt at kæmpe for mit forhold og lave om på ting. Komme med forslag til ting vi kan, nye måder vi kan gøre det på, men lige lidt hjælper det.
Og dertil kommer at jeg er begyndt at føle mig mere og mere tiltrukket at andre mænd end ham. Jeg savner, at have en mand som vil give mig hele verden, og som jeg savner, og det har jeg ikke her.

Jeg har delt mine tanker med ham. Jeg har haft flere samtaler med ham, som handler om hvad det er jeg synes jeg mangler og hvad det er jeg ønsker at fremtiden for os. Og han siger, at han sagtens kan ændre sig, og at det nok skal blive bedre, men jeg tvivler. For den plade har jeg hørt mange gange, og det lykkes for os i 14 dage, og så er vi tilbage i det samme mønster. Desuden er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at vi skal blive ved med at kæmpe.
Jeg nyder min frihed, og føler at jeg bliver lidt bundt på hænder og fødder når han vender hjem og vi skal til at dele vores hjem igen.

Og det ene øjeblik har jeg lyst til at gå fra ham, det næste har jeg ikke. Men ikke så meget af kærlighed, mere af dårlig samvittighed.
Og jeg ved godt, at jeg ikke skal blive sammen med ham, bare fordi heg har dårlig samvittighed og fordi jeg vil ham det bedste, men fordi jeg selv skulle ønske det. Og det er jeg ikke længere sikker på, at jeg gør.
Vi har endnu ingen børn og ikke købt bil eller hus eller lignende sammen, så hvis det skal være slut mellem os, så skal det være nu, inden vi vikler os ind i ting, som vil være svære at komme ud af.
Han har tilbudt mig, at vi flytter hver til sit, men at vi stadig er i et forhold. Og selvom det lyder tiltalende på mig, så har jeg alligevel lyst til at sige, at hvis vi skal flytte hver til sit, så skal det være endeligt slut. Og så ved man jo aldrig, om vi finder sammen igen om et år eller to.

Jeg tror egentlig godt, at jeg ved hvad det er jeg helst vil, men min dårlige samvittighed og mine bekymringer for, hvordan det skal gå med ham i fremtiden holder mig tilbage. Jeg har aldrig været god til, at såre andre mennesker.

Har du et godt råd? Og selvom jeg ved, at det er svært at bedømme noget ud fra denne nok rodede beskrivelse, hvad tror du så vil være det rigtige for mig at gøre? Jeg er træt af at kæmpe så hårdt som jeg gør, for i et forhold burde det ikke været rent arbejde hele tiden og ingen nydelse og tid til hinanden.

Hej
Tak for dit indlæg.
Det er på ingen måde rodet, men meget klart og velformuleret.
Lad mig dele de tanker, jeg får, efter at have læst dit indlæg et par gange.

I et forhold mener jeg kun, at vi skal kæmpe, når der er belastninger og kriser. Som utroskab, sygemeldinger, arbejdsløshed, syge børn osv.
I det forhold, du beskriver, at I har, og hvor det at din kæreste har været væk i nogle måneder, synes jeg slet ikke, at der bør kæmpes. Der må mærkes efter, om det helt indefra føles sandt og mest rigtigt at blive. Og en af måderne, du kan afklare dig selv på, er ved at holde op med at benytte dig af klicheer, du ikke er sikker på.
Når du og din kæreste taler sammen i telefonen, eller via andre medier, så sig kun det, du mener. Stik hverken blår i øjnene på dig selv eller ham.
Hvis du ikke kan mærke, at du savner ham, så lad være at sige det.
For det er grundlæggende mere sårende at sige noget, der er fejlagtigt, end at lade være.

Når jeg læser din mail, tænker jeg: "Hun har jo besluttet sig. Hun vil ud af forholdet. Men hun plages af dårlig samvittighed og skånehensyn".

Hør her. Når man ikke har små børn, er det ikke et godt tegn, at erotikkken er på et lavpunkt som jeres. det er ikke et godt tegn, at I sidder i hver jeres sofa og sover.
Det er et tegn på, at der skal ske noget andet. Og jeg tænker :

Kun hvis du kan se og mærke en mening med kampen, skal du fortsætte. Hvis den føles forgæves, eller hvis du grundlæggende føler, at det er spild af tid og gode kræfter at kæmpe, så forlad banen.

Start evt . med at sige det, du mener og undlade klicheer. Og husk: dårlig samvittighed af den kaliber, du føler, kan du ikke bruge til noget…..
Kommer den igen, så mærk efter, om den dårlige samvittighed er orienteret imod din kæreste, eller om noget af den også handler om dig selv….
Og find ud af, hvad der skal til, for at du med god samvittighed kan se dig selv i øjnene og få lyst af at tænke på fremtiden.

Hilsen
Christel

Hej
Tak for dit indlæg.
Det er på ingen måde rodet, men meget klart og velformuleret.
Lad mig dele de tanker, jeg får, efter at have læst dit indlæg et par gange.

I et forhold mener jeg kun, at vi skal kæmpe, når der er belastninger og kriser. Som utroskab, sygemeldinger, arbejdsløshed, syge børn osv.
I det forhold, du beskriver, at I har, og hvor det at din kæreste har været væk i nogle måneder, synes jeg slet ikke, at der bør kæmpes. Der må mærkes efter, om det helt indefra føles sandt og mest rigtigt at blive. Og en af måderne, du kan afklare dig selv på, er ved at holde op med at benytte dig af klicheer, du ikke er sikker på.
Når du og din kæreste taler sammen i telefonen , eller via andre medier, så sig kun det, du mener. Stik hverken blår i øjnene på dig selv eller ham.
Hvis du ikke kan mærke, at du savner ham, så lad være at sige det.
For det er grundlæggende mere sårende at sige noget, der er fejlagtigt, end at lade være.

Når jeg læser din mail, tænker jeg: "hun har jo besluttet sig. Hun vil ud af forholdet. Men hun plages af dårlig samvittighed og skånehensyn"….

Hør her. Når man ikke har små børn, er det ikke et godt tegn, at erotikkken er på et lavpunkt som jeres. det er ikke et godt tegn, at I sidder i hver jeres sofa os vov.
Det er et tegn på, at der skal ske noget andet. Og jeg tænker :

Kun hvis du kan se og mærke en mening med kampen, skal du fortsætte. Hvis den føles forgæves, eller hvis du grundlæggende føler, at det er spild af tid og gode kræfter at kæmpe, så forlad banen.

Start evt . med at sige det, du mener og undlade klicheer. Og husk: dårlig samvittighed af den kaliber, du føler, kan du ikke bruge til noget…..
Kommer den igen, så mærk efter, om den dårlige samvittighed er orienteret imod din kæreste, eller om noget af den også handler om dig selv….
Og find ud af, hvad der skal til, for at du med god samvittighed kan se dig selv i øjnene og få lyst af at tænke på fremtiden.

Christel

Hejsa Christel

Ja så er jeg her igen, denne gang mere forvirret end som så.

Jeg skulle passe vores tvillinger igår da hun skulle til afslutnings bal, jeg havde aftalt med hende hun overnattede ved mig, da jeg syntes det var meget synd at hive tvillingerne op 4.45 om morgen.

Da hun ankommer om aften giver jeg hende aftensmad, og vi få snakket vores forhold igennem, og dette er første gang hun åbner helt op, både med følelser og tåre, ja det gjorde meget ondt på mig at høre, at hun følte jeg havde behandlet hende dårligt, som før skrevet, mens hun sad op græd over det hele var endt hvor det nu engang var endt.

Der kom så meget ud, blandt andet mente hun jeg gik i hendes facebook,hvilken jeg aldrig kunne finde på, kender ingen gang hendes koder, jeg fik at vide hun var bange for jeg var far til et andet barn oppe i byen, hvor jeg skulle have haft en affære mens hun lå 2 dage på sygehuset, jamen der kom utroligt meget frem.
Jeg fortalt hende, det bare var en ganske alm. flirt da pigen virket nedtrykt på sit job i den lokale brugs, aldrig været kontakt mellem os, andet et smil og kvikke bemærkninger, da jeg siger det, fare hun straks frem med de beskeder jeg så sidste år, mellem hende og en anden, og dem henlægger hun nu også bare til en flirt, som hun åbenbart ikke må, men jeg gerne må.

Det gjorde meget meget ondt for mig at høre, dels fordi ingen af tingene er sande, så hvorfor hun tænker sådan nu ved jeg slet ikke, endvidere var hun bange for, fandt vi sammen igen, ville et af hendes store børn, flytte ud til sin far, for hu kunne ikke sammen med min store datter, jeg snakket med hende om, ingen skal flytte, det er problemer de 2 piger skal lære at løse via en voksen, for problemerne stammer fra skolen, de gå på samme skole.

Om natten ligger jeg og kigger på hende, og jeg få lyst og behov for at sige jeg elsker dig, til min store forundring er hun selv vågen, og svare med det samme, jeg elsker også dig, men det hjælper bare ikke, som hun sagde, vi havde forsøgt i 5 år nu, jeg svare hende ikke, og lægger min om på den anden side, og falder i søvn..

Om morgen aflevere hun børnene i dagpleje og kommer ned på mit job med autostolene, for dem skal jeg bruge igen i aften, her forslog jeg hende par terapi, men det afslå hun blankt nu,men sin kolde side igen, og siger, hvorfor kæmpe for et forhold der ikke har gået godt i 5 år, jeg bliver bare helt stum, og siger kan du have en god dag.

Men hvad er det lige for signaler hun prøver at sende her de sidste 24 timer, jeg forstå det ganske enkelt ikke

Den forvirret

Til @ "Den forvirrede "

Hej med dig.
Jeg bliver rørt over at læse dit indlæg, fordi det er så oprigtigt og giver et indblik i en hverdag, efter at to familier er blevet splittet ad.

Det er lige før, man kun kan græde salte, bitre tårer over, at din ekskone nu melder ud, hvad der har trykket hende, – og at din respons er, at noget af den frygt, hun har gået med, er fuldstændigt ubegrundet og slet ikke i tråd med virkeligheden.

At det begynder at komme ud nu, kan naturligvis have mange grunde. Jeg tror at din ekskæreste nu føler sig så sikker på sig selv, at det "alligevel ikke nytter noget at gå med det selv", så nu kommer hun ud med alt, hvad der har tynget hende…. for nu er det "gratis"…. i hvert fald for hende. Men for dig er det hårde og dyre lærepenge. Hårde og dyre lærepenge, der fortæller om vigtigheden af at få talt om tingene, mens de står på, så antagelser og andre ukrudtstanker ikke når at vokse op…

Grundlæggende tror jeg, at du skal hendes sms`er og så videre som "udrensning". Kun hvis hun siger "jeg elsker dig, jeg fortryder og jeg vil dig og os" kan du regne med, at der er noget at komme efter…

Jeg er jo selv en stor romantiker. Så jeg håber, at den dag opstår. Livet har også lært mig at være realist. Så lev ikke på håbet som det bærende punkt. Stol på, at hvis den kvinde, du troede var din, ikke vil have dig, ja så vælg dig selv og stol på, at der en dag er en, der vil dig, som den du er.

Skriv igen, hvis du får brug for flere svar.

Venlig hilsen
Christel

Hejsa Christel

Ja det gå så stærkt og jeg overvejere nu kraftigt at finde en psykolog, for kan bare ikke få plads til det hele mere, og bange for det vil gå ud over mine børn i sidste ende.

Efter hun fik talt ud, kom der et par små snakke efterfølgende de kommende dage, hun sagde blandt andet andet hun aldrig havde sagt hun sådan, men at hun elskede mig i "datid" denne nat, og hun mente jeg bare misforstod alt hun hele tiden sagde.

Da alt dette sker, er hendes børnefrie weekend efterfølgende, men pga af bededagene bytter vi en smule så det passer ind i hvert vores arbejde, så torsdag fredag hvor hun er barnefi, stå den på fest og farver, hvilken jeg forstå 100 %, men da jeg aflevere børnene ved hende virker hun meget afklaret med sig selv på en måde, og tager meget stor afstand til mig, men da jeg havde glemt at pakke en astma maske måtte jeg kører tilbage, og denne gang skulle vi nu snakke, og hun syntes nu at jeg bare skulle tage ud og hygge mig, og fandt jeg en pige skulle jeg bare "hoppe" på hende, for det viste hun af erfaring, det at være sammen med en som man ikke så igen i morgen, det hjælp meget, jeg spørgere uden a tænke mig om, om det var det hun havde gjort igår, men fik straks et nej, jeg vil ikke have kæreste nu, jeg vil bare lære mig selv at kende 100 % og det ville tage år førend hun ville have kæreste igen, og for den sags skyld ville det tage lige så langt tid førend hun evt. ville have mig igen.

jeg kan slet ikke huske hvad jeg svaret, var nok i chok over hendes udmeldinger, men jeg fare ud og køber nyt tøj for nu ville jeg så i byen da jeg nu var barnefri, men desværre kunne jeg ikke finde ud af at more mig, dertil stå hun for meget i mine tanker, så jeg tager blot hjem.

De næste par dage forgå uden kontakt til hinanden, og jeg føler jeg kommer en smule ovenpå, men mandag render jeg ind i problemer, jeg skriver en mail til hende vedr. hendes udtalelser om jeg blot skulle finde mig en anden og hygge mig med.

Jeg forstå simpelthen ikke hendes udmeldinger da, hun ligesom selv sætter små håb hist og pist, jeg få ret hurtigt svar, at hun har behov for at finde sig selv og få styr på sit liv, alt dette forstå jeg 100 % men ikke delen med at bare hoppe på en anden, så jeg skriver til hende, at jeg ikke syntes det er fair over for hende eller en kommende pige, at hvis vi bare har et lille håb til hinanden, vil sådan en omgang da ødelægge alt.

Hun svare at det er hendes ejet valg nu at være alene, og da vi ikke er sammen nu, ser hun ingen problemer i dette, og skulle vi evt. finde hinanden igen, og jeg er sammen med en anden, ville det være hendes problem,hun havde selv valgt det..

Senere samme dag, skulle jeg kører vores fælles søn op til hende, for hun kunne passe ham natten over, jeg skulle begynde til styrketræning, og tager som en "ny" naturlig ting mit nye tøj på, og de jeg ankommer kan jeg godt se hun kikker og "dufter" ad mig, jeg syntes det er lidt dejligt jeg på fange hendes blik selvom det kun er 2 sek.

Vi snakker en smule, og hun gentager sig selv, fare du ud og more dig, det skal ikke gå ud over dig, at jeg vil være alene..

Jeg nå kun et par km. væk da telefonen bibber, og hun sender en besked, hvor hun skriver.
jeg må nok sige du ser sq godt ud i dit nye tøj, jeg bliver rigtigt glad og sender straks en sms retur med takker smukke.
Under 30 sekunder senere modtager jeg en, det kommer ikke an på tøjet, men hvad der sidder mellem øren..

Jeg føler mig som sådan set jævnt ovenpå, men kan bare ikke få klarhed om hvad det er hun selv vil, og da hun fylder så meget i mit hjerte, at hun kan få mine tåre til at trille, ved jeg at jeg få svært ved at give slip, hvilken jeg heller ikke rigtigt selv vil, da hu endnu lægger håb ud, og er slet ikke typen der kan fare ud og finde et one night stand.

Skal jeg give slip evt. via en psykolog og sige til mig selv, hun har selv sagt fra, lad mig komme videre på den måde jeg nu engang kan, eller er hun inde i en føleledepression ovenpå vores tvillinger sådan som hun svinger, og jeg bør se tiden an på sidelinen

Endnu engang tak for at jeg må lufte mine tanker her, en stor tak til dig Christel

Peter

Hej
Tak for dit indlæg
Når jeg læser dine beskrivelser om situationen, synes jeg, at det lyder som om, at din ekskæreste melder klart ud, at hun vil være selv.
Og jeg synes, at det vil være rigtigt fint, at du finder en psykolog eller samtaleterapeut, der kan hjælpe dig igennem sorgen. For den slider og raser i dig.
Et af de mønstre, du/i er nødt til at afvikle – og måske aldrig genoptage, er den sms-korrespondance, I har. Jeg tror, at det er vigtigt at have fokus på, at sms`er handler om børnene og det, der foregår omkring dem, men at du og din ekskæreste ikke skal sms` sammen udover det. For mig at læse er du stadig meget sårbar og så følelsesmæssigt ulykkelig, så en enkelt sms kan tippe dig helt rundt. Og så meget magt må de små elektroniske beskeder ikke få.

Godt at du har købt nyt tøj.
Godt at du tænker på dig selv.
Hold fast ved, at du har brug for ro og afstand, for at kunne navigere igennem det kommende kaosfyldte farvand.

Alt godt
Christel

Hej Christel.
Sikken et fantastisk tilbud du giver hér. Ofte sidder man jo derhjemme og kan max overskue at være ved computeren og anonym.
Jeg skriver fordi jeg er top-forvirret lige nu.
Jeg har været sammen med min kæreste i 1år og 4 mdr. Han er 40år og jeg 30. For 8 månedersiden flyttede han ind hos mig. Vi har brugt enormt meget energi sidste sommer på at renovere min lejlighed. Vi har meget forskellige rytmer. Han går tidligt i seng og står tidligt op. Jeg er mere b-menneske. Han er hjemmemenneske mens jeg nyder det sociale liv. Disse m.fl har været årsager til evige diskussioner, hvor vi kunne være lige stædige. Jeg er meget provokerende af natur og har formået at hyle ham helt derud hvor han har været voldelig. Han har ikke slået mig, men rusket, skubbet og vi har begge ødelagt ting. Jeg har følt mine grænser overtrådt og samtidig vidst at jeg i den grad også overtrådte. For en måned siden hvor bølgerne gik højt råbte jeg at han skulle flytte tilbage i sin egen lejlighed. Han pakkede straks. Jeg fortrød, men han var stædig. Den næste uge opdagede jeg at sorgen hurtigt blev eratattet af en lettelse over at kunne være fri i mit hjem. Læse i sengen, gøre alt på MIN måde. Vi skulle i vores første parterapi efter den første uge fra hinanden og på en sms blev vi enige om at bibeholde tiden hos terapeuterne. Jeg fortalte om min lettelse over at være alene og vi fortalte om episoder fra hver vores vinkel. De kunne se lidt af hvert, bla. at jeg havde brug for lidt space og vi måske ikke skulle bo sammen med det første. Bagefter gjorde jeg min kæreste det klart at jeg virkelig tvivlede på vores forhold. Han blev overrasket og bad mig finde ud af det. Det har jeg så rodet med de sidste uger. En stemme et sted derinde vil ham simpelthen ikke. Siger at han ikke er god nok. For gammel, stivnakket, kedelig, dominerende osv. Min fornuft siger til gengæld at jeg aldrig finder en så skøn som ham. Bla. at han ikke er løbet skrigende bort trods mine humørsvingninger, evige brokkeri, provikationer og anarkistiske sind. At vi begge er vegetarer og med et alternativt mere spirituelt perspektiv på livet (sådan nogle er vi ikke mange af). Ligesom han er meget moden på måder der gør mig tryg, såsom ikke at være interesseret i at blive bekræftet af andre kvinder, noget tidligere kærester kunne gøre mig sygeligt jaloux på grund af.
Så der er altså plusser og minusser. Umiddelbart kunne man sige at det kroppen/maven/hjertet siger skal lyttes til fremfor hovedet, men hvordan ved jeg at det ikke bare er lysten til at smutte fordi det er hårdt og græsset er grønnere med en fantasimand?. Jeg er vild med ideen om at vi nu ville arbejde intensivt med os selv i et terapeutisk forløb, men er det ikke åndssvagt at spilde vores kostbare tid med at arbejde på det forkerte forhold (hvis det er sådan det er). Jeg tænder ikke rigtig på ham. Han er en skøn elsker og tændte mig i starten ved at være så meget bedre end den tidligere. Men energien er ikke ordentligt til stede. Noget blokerer indeni. Han stønner ikke nok, er for tung, er ikke vild nok med at slikke mig osv.

Forleden mødtes vi så hvor jeg sagde at jeg nok ikke havde den vilje og energi der skulle til for at kæmpe og ændre alt det nødvendige (så vi ikke fortsat disrespekterer hinanden ved at være voldsomme osv). Han mente at jeg stikker af med halen mellem benene når der skal gøres en indsats. At vi har talt og talt men ikke forsøgt at handle. Jeg begyndte at blive overbevist om at så måtte vi prøve trods alt og fordi vi alligevel har været sammen noget tid og minderne osv. Og hvorfor gå i samme hak igen og igen i et nye forhold?
Til sidst bad han mig lukke øjnene og svare straks om jeg enten havde en vilje til at arbejde med forholdet eller ikke mærkede gnist i forholdet. Jeg svarede helt spontant og prompte at jeg ikke mærkede nogen gnist.
Han blev helt klar omkring at så er der ikke noget at arbejde med. Gnisten skal være der, sagde han og nævnte sit tidligere forhold hvor han var nødt til at slutte det fordi han ikke følte en gnist. Jeg græd en hel masse og han var også rigtig ked af det og vi skiltes. En time senere ringede han og var vred over at jeg jo så måtte ha følt det længe uden at lytte til det og dermed spilde vores begges tid. Jeg undskyldte og sagde at jeg jo med fornuften ønskede at det skulle være os.
Nu sidder jeg så hér, to dage efter og er helt tung og sørgmodig indeni. Jeg mærker ikke den lettelse som da han lige var flyttet ud (hvor jeg jo vidste at han stadig var der, vi var jo vant til dramaer). Nu føler jeg mig ensom, ulykkelig over at miste denne perfekte mand som ikke ville være utro, som ville mig, familie, udvikling, ambitioner, tid til hinanden, spændende rejser osv. Jeg er så smadret og orker næsten ikke mere. Tanken om at finde en anden er et sted spændende og samtidig meget hård for jeg har haft SÅ mange kærester og vil jo også gerne børn og med den rigtige, én som jeg har været sammen med nogle år og som jeg ved hvem er på godt og ondt.
Stikker jeg af?

Den fortvivlede

Hej fortvivlede

Tak for dit indlæg.
Det er et godt og beskrivende indlæg, du har skrevet. Om to mennesker, som har haft mange kampe og som har mange forskelligheder – og samtidig lyder det som om, at ingen af jer lider i stilhed. Tingene kommer ud.
Jeg tænker, at der er tre planer i et parforhold: kæresteplanet, venneplanet og samarbejdsplanet.
Til syvende og sidst er det kæresteplanet, som jo startede det hele, der skal kunne bære.
Lysten til hinanden, energien til at ville en fælles fremtid, troen på at I kan løse alle de udviklingsfelter, der klart ligger forude.
Og når jeg læser dit indlæg, læser jeg om tvivl. Om indre dialoger, måske imellem fornuft og følelser, måske imellem dig som menneske og dig som kvinde.
Forudsætningen for at fortsætte er at der er en iboende længsel efter at være sammen. Og den læser jeg ikke er til stede fra din side.
Derfor er spørgsmålet om sørgmodigheden og tyngden handler om at du er "stukket af" fra dig selv. Jeg tænker ikke, at du flygter. Men at du igennem jeres forhold har flyttet dig og er blevet mere klar over, hvad du ikke vil leve uden. Og har haft taget for mange kompromisser.

Vi kan flygte. Eller vi kan flytte os.
Og i et forhold som jeres, hvor det er den gensidige respekt, der er blevet udfordret meget, må hver person kigge indad og undersøge, om de er tro imod deres egen selvrespekt og mærke efter, om det føles som om, at der er vækstvilkår for de værdier, der er mest vitale.

Formentligt er din vej nu at tænke væk fra at finde den perfekte kæreste. Og snarere at arbejde på at være dig selv i ½ år og gøre, hvad du kan for i dit eget billede at være et menneske, der giver dig selv et nødvendigt "stop op" for atter at lande helt på benene og finde ud af håndtere dit temperament, så du kan vælge dine kampe med omhu.

Læs evt. Alkymisten af Paulo Coelho og find ud af, hvad du ikke vil leve uden. Og husk: den du skal leve længst med, er dig selv.
Derfor må du gøre dig til din egen bedste ven og dermed skabe et ståsted, hvor du både kan give og tage imod i en ånd, der er sand for dig.

Alt godt
Christel

Hej Christel

Mig og min kæreste har været sammen i et år og vi skulle være flyttet sammen, så vi besluttet os lige for at prøve det inden alle mine ting blev rykket ind i huset – vi boede sammen i ca. 2 uger, hvor vi havde to venne par på besøg om fredagen hvor vi havde det virkelig godt – lørdag var vi sammen med min familie hvor vi skulle prøve smage min søsters bryllups kage også sener på aften så ville jeg ligge min hånd på hans ben så skubbet han den væk – også søndag havde han en aftale så han kørte og jeg blev hjemme, der gik måske en halv time også skev han at han havde brug for at savne mig og at der var gået for meget rutine i det… jeg regeret med at ringe til ham hvor jeg sagde at det ikke var fair at skrive det over sms og jeg begyndet at græde og han lagde på – jeg pakket derefter halvdelen af mine ting – ringet op igen og og fortalte at jeg havde pakket halvdelen af mine ting og lagt han tine på plads i klædeskabet igen og lagt mine i min taske ind i skabet… han fortalte at han holde virkelig meget af mig og tænke på min og at han ikke syns at jeg skulle tage alle mine ting hvilket jeg fortalte ham at det gjode jeg heller ikke…

1 uge jeg skrev som jeg plejet godmorgen og godnat og ind imellem og fortale mine følelser
2 uge jeg gav ham mere plads holde op med at skrive lod ham komme til mig
3 uge vi skrev sammen igen og aftalte at vi skulle mødes for at snakke, hvor han så bliver ved med at aflyse, men vi finder så endelig en dag og vi sætter os ned for at snakke..

han fortæller mig her at han er meget i tvivl om hans følelser for mig at han ikke kan finde ud af hvornår problemet er opstået for hvis han viste det så ville han gerne rette op på det for han holdr af mig, men at han også var i tvivl om, om han holder af mig som en ven eller som en kæreste – han har ikke lyst til at smide håndklædet i ringen for noget i ham tror at jeg kan være "the one" men at han er bange for at han har mistet gnisten og han ved ikke hvordan den kommer igen – jeg forslår så at vi kan lave noget udenfor huset opleve noget sammen – det nedstemmer han da han er trær når han kommer hjme fra arbejde og orker ikke at lave noget – jeg forslår dernæst at begynde helt forfra at date igen, det bliver også nedstemt da han syns det er overfladisk – jeg spurgte om han havde brug for at tænke længer tid over tingene og det sagde han at det havde han så har givet han en ugen mere…

skal lige siges at jeg ike lagde skjult på mine følelser da vi mødtes og at han sagde at han ikke syns at han havde savnet mig men nærmer manglet mig – og at han havde tænkt rigtig meget på mig i de tre uger vi har været væk fra hinannden…

nu sidder jeg har hjemme og ved ikke om jeg skal skrive til ham som altid eller bare give ham total stilhed indtil vi skal mødes igen… jeg ved godt at de andre som skrive har været sammen med deres partner i flere år – men jeg tror virklig på mig og min kæreste og inden det her startet havde vi snakket om at prøve at få et barn om et år ( ham der begyndet den snak)

Hej karina
Tak for dit indlæg.

Du giver et godt indlik i situationen og viser, at du er parat – og jo allerede har – kæmpet for at I lykkes igen.

Jeg tænker følgende, når jeg læser dit indlæg: Din kæreste udviser adfærd, der fortæller, at han ikke er klar til at forpligte sig.
At han ikke ved, om han holder af dig som en ven eller som en kærete, synes jeg er betænkeligt, når man ser på, hvor kort tid I har kendt hinanden. Det er et "sygdomstegn" for forholdet.

At du kommer med gode forslag og store følelseudmeldinger og stadig bliver stemt ned, har ikke meget med gensidighed og respekt at gøre.

Jeg forstår, at du har store og stærke følelser for ham. At du elsker ham. Det, jeg virkeligt vil bede dig overveje er om du virkeligt tror på, at I kan blive lykkelige. For at blive lykelig dækker over at lykkes med det, der giver fælles mening…. i hverdagene, mest af alt.

Mit bud er: Lad ham helt være. Begynd at kigge dig lidt om. Vær sammen med nogle veninder. Nedprioriter ham. Vis at du har brug for at være sammen med andre. Hvis der overhovedet er en fremtid for jer, skal du vise ham, at han ikke må tage dig for givet.

Lyse tanker
Christel

Hejsa
Ja så den lidt gal igen med at forstå div signaler, allerede et par dage efter mit sidste indlæg her på siden, skriver hun til mig, om jeg ikke kigger ind forbi, dette gøre jeg da jeg savnet hende, da jeg ankommer kan jeg se hun er ude på et eller andet, men kan bare ikke komme ind på livet af hende, så dagen gå sådan set bare med jeg hjælper hende med div. ting i huset.

Om aften sender hun en sms med det er rigtigt øvøv det hele, hun har haft lyst til sex hele dagen, og derfor skulle jeg komme, og hun beder mig komme igen, hvilken jeg gøre, efter endt hygge græder hun nu over hvad som er sket, og siger det aldrig burde havde været sket, jeg giver hende delvis ret.

Men dette sker bare hele weekenden over, søndag aften skilles vi, og gå hvert til sit, jeg troede sådan set her ville det så ende, men nej allerede torsdagen efter, spørgere hun om vi skal være sammen i weekenden, og hun er så ved mig hele denne weekend, efter vi skiltes søndag aften denne weekend, skriver hun en e-mail om hvad hun ønsker af et fremtidigt forhold mellem os, jeg bliver glad og forvirret, for hendes ønsker ligner meget mine, jeg besvare e-mail med dette.

vi sover et par gange hos hinanden i den kommende uge, og snakker om hvad vi skal gøre ved huset osv. og jeg siger mange gange til hende jeg elsker hende, men få aldrig svar tilbage, samt det også er mig der dele ud af kys osv. jeg prøver at forklare hende, jeg er bange for blot at blive udnyttede til at lave huset, hun bliver sur og siger skulle hendes betaling så være sex, jeg prøver at berolige hende, med sex mellem os, er noget vi begge er sikker ved, så derfor syntes jeg ikke man kan se sådan på det.

Men ikke mindre er vi stadigvæk "sammen" om man kan kalde det sådanne, og vi stå nu over for endnu en weekend hvor hun syntes vi skal være sammen igen, tage i svømmehalen med alle ungerne, få rydet op i huset, så det kan være klar til ombygningen, og min bolig kan vi så bruge imens det hele stå på, hun snakker, i vi form nå hun fx. vil have en ny hest, kan vi så ikke købe den, men i jeg form om alt hun vil have lavet i huset ….

En gang i den tid vi nu har været "sammen" har hun kaldt mig skat, det sagde jeg til hende med det samme, det var rart at hører disse ord igen, men straks sagde hun, at det kunne hun da godt lade være med, nå jeg nu skulle kommentere det.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op, føler jeg er sunket i med begge ben, grundet jeg savner og elsker hende meget højt endnu, men syntes som heller ikke det er særligt sjovt, kun at have sex og et par forhold hvor hun endnu stå som single på facebook, for det vil hun ikke ændre før end hun er sikker på jeg ikke falder tilbage til mit gammel jeg, ingen skal vide noget dog hendes forældre godt kan se der er ved at ske noget i og med jeg er der meget nu…

Men hvordan pokker lukker jeg hendes fælelser op igen, eller bare finder ud af om hun udnytter mig ?

Peter

Hej Peter

Mange tak for dit indlæg. Der sker meget i og omkring dig lige nu. Og det, jeg læser ud af dit indlæg, er at du er ret forvirret. Forståeligt nok.
Når vi er forvirree, har vi brug for tid og ro. Selvom din kæreste gerne vil være sammen hele weekenden, vil jeg anbefale, at du mærker efter og melder ud, om du har brug for tid alene.
Det sker ret tit, at man efter et brud, mærker savn og finder sammen igen. Og det er jo godt. men det gamle ord om, at hastværk er lastværk – er stadig sandt. Jeg tror, at dit behov er at i sammen får talt meget mere sammen om det, der har været og hvordan I tackler det, der kommer. Og ikke bare leger "happy happy family" for hurtigt.

Det er fint at bygge huse om og købe heste og gøre alt muligt på det ydre plan. Men bliv nu ikke forblændet af rammer og om hvor godt I kan få det engang. Det er nu, at der skal ro og tid og lydhørhed til, for at I hvis I finder sammen igen, bevæger jer videre, både mere vidende og stærkere sammen.

Venlig hilsen
Christel

Om hastværk er blevet til lastværk kan kun tiden vise, i hvert fald er tingene endt sådan op, vi nu bor sammen igen, vi snakker meget mere sammen og få den vej løst op, men stadigvæk kan man mærke små forbehold fra hendes side af, hun har meget svært ved at give udtryk for sine følelser, hvilken hun begrunder i, hun er bange for at blive såret igen.
Der er masser af kys og kram, men som regel, kun nå jeg selv læggr op til dem, sex livet er normalt, hvilken jo nok skyldes de mange weekender op til vi fandt sammen igen

Endvidere lægger hun ikke skjul på hendes usikkerhed, om nå der falder ro på igen ( endte ombygninger osv ) er færdige, hvordan vil mine reaktioner så blive, falder jeg i igen osv.

men arbejder vildt med mig selv, og har da heller ikke hørt andet end positivt for min adfærd fra hende, hvilken igen, kun gøre man giver det hele en ekstra skalle.

Der er som ikke så mange spørgsmål i dette indlæg, mere blot for at følge op på min historie, så andre kan se, at selv en vild skilsmisse kan få en "lykkelig" ende, den er dog først rigtigt lykkelig, nå hun igen føler sig 100% tryk ved mig

Peter

Hej Peter
Tak for dit indlæg.
Herligt, at du følger op og fortæller om din historie.
Så langt, så godt. Og jeg ønsker jer held og lykke og håber, at dine kræfter og evnen til at "give den gas" og være medskaber af trygheden vil lykkes.

Jeg kan godt lide, som de engang sagde i "fangerne på fortet", at :
"intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet".

Lyse tanker
Christel

Hej Christel,

Jeg kan se at jeg sidst har skrevet til dig den 5 Juni – dvs. næsten præcist 1 år siden. Ville lige give dig en feedback på hvordan det er gået siden. Min nu ex. kone rejste hjem til DK efter et par forfærdelige nedværdigende sidste uger i Frankrig, man undres over hvordan en partner kan nedværdige den anden uden at føle at det er forkert, men sådan er det vel når den ene part har mistet gnisten. Jeg fulgte dit råd og læste Alkymisten – udmærket bog, dog en lidt for religiøs slutning efter min smag.

Prøvede at være egoistisk, tænke på mine børn og mine behov, men det var stort set umuligt at tænke klart. Jeg tabte mig 8 kilo bare ved at gå rundt og prøve på at forstå hvad der skete og hvad den fornuftige reaktion burde være. Man giver sig selv skylden, kunne jeg havde gjort noget for at undgå denne situation, hvorfor får jeg ikke en chance, hvad har jeg gjort forkert. Jeg var endda så dum og spørge hende om hvorfor hun havde mistet gnisten. Jeg spurgte hende om vores sexliv, hvorpå hun svarede at vi ikke var sexuelt kompatible – den sårede ufattelig dybt efter man havde været sammen i 12 år og stillede mig det spørgsmål om hun nogensinde har været rigtig glad i vores forhold. Set i bakspejlet var det nok ment som at hun havde lyst til noget andet og ikke ment for at såre, men den sad ufatteligt dyb.

Som du havde forudset kunne 10 vilde heste ikke holde hende tilbage – hvilket de nok i øvrigt stadig ikke kan. Siden hun er kommet hjem til DK har hun skiftet partner ca. hver 14 dag – hun siger at hun søger "ham" og kan ligeså godt pjatte rundt indtil hun finder "ham". Hendes Familie eller søskende kan næsten ikke genkende hende, nærmest som om hun er på speed. Det eneste hun har nogenlunde fokus på endnu er vores piger, bortset fra at de bliver passet hver anden weekend af mormor, da mor lige skal realisere sig selv – hmm bitter kommentar.

Læser det jeg har skrevet og det ligner teksten af en bitter skuffet mand der aldrig rigtig har forstået hvad der skete. Det er og har været en hård process og som jeg har sagt til min ex. er der ting som jeg aldrig kan acceptere men bliver nød til at leve med. Det er vel som et dårligt kapitel man har læst i en bog, har man læst den kan man ikke ændre på det der er skrevet.

Der er mange gode råd at give men det gør ondt og det gør det i lang tid.

Sommeren er på vej og dermed lyse lange nætter….

Tak for dit indlæg.
Hvis du vil forstå mere om, hvad der skete osv, vil jeg klart anbefale dig at opsøge en terapeut, hvor du kan få nogle individuelle samtaler.
Det tager desværre tit 2 år at komme helt og helet igennem efter et brud.
Men du kan da godt tage lidt forsmag på det, hvis sommeren byder på det.

Jeg synes umiddelbart ikke, at du lyder bitter i dit indlæg. Blot trist og frustreret.

Opgiv håbet om at I finder sammen igen.
Find dine kræfter og stol på, at der er lys for enden af alle tunneler.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,
Jeg har med stor interesse læst alle indlæggene og fået meget ud af dine svar..og dog kan jeg se, at jeg står i en helt anden, uforståelig situation end de andre, der har skrevet ind. Den er forfærdelig smertefuld at skrive om, men jeg vil så gerne høre din mening.
5. marts 2009 møder jeg en fantastisk, dejlig mand….jeg er 39, og han er 46. Det er gnister og kærlighed ved første blik, og vi bliver naturligvis kærester! Da han på dét tidspuknt er boligløs efter et andet endt forhold, og bor i sommerhus, flytter han ind til mig efter 3 uger. Det går forrygende. Vi er vildt forelskede, nyder hinandens selskab, har skønne, dybe samtaler…fantastisk sex…det bedste vi har prøvet hver især…vi giver hinanden frihed og plads, skændes aldrig, men bruger vores tid på at nyde hinanden. Alt uden undtagelse fungerer. Vi ved hver især, at det her er vores sidste og længste forhold.

I september flytter han sammen med sin store søn i lejlighed, da sønnen savnede tid med sin far, og den var jeg helt med på. Selvfølgelig skulle han det, og vi havde nu to boliger, hvor vi nød livet. Han sagde, det bestemt ikke var et ryk væk fra mig, for han ville mig mere og mere og mere… Vi så hinanden hver weekend og et par gange i ugen…vi var lykkelige, savnede hinanden, når vi ikke sås….alt fungerede. Forelskede og afslappede. Vi har aldrig skændtes et sekund, aldrig gjort andet end at støtte op om, hvem vi hver især er, ikke prøvet at ændre hinanden, vi har grinet, leget og elsket os igennem vores år. Vi havde et drømmeforhold, alle ville drømme om. Han er alt, jeg kunne drømme om..jeg er det samme for ham. Hverdagen er fyldt med romantik, kærlighed, fantastiske samtaler..ren lykke.

Denne dejlige mand er det mest velafbalancerede, afklarede menneske, jeg kender. Intelligent og i kontakt med sig selv. Fantastisk dybsindig og en ekspert i at kommunikere og se relationer imellem mennesker. Der er intet dårligt at sige. Og jeg er alt, han kunne ønske sig i en kvinde…..han vil intet ændre….derfor er det følgende så smertefuldt for os begge.

Pludselig, en uge før påske, kort efter vores årsdag, slår han op med mig….han er SÅ utroligt ked af det, fatter ikke hvad der sker indeni ham selv…han græder og siger med angst i stemmen, at han intet kan føle!!! Det begyndte for nogen tid siden, og da han opdagede, hvad det var…forelskelsen var ved at fordufte, blev han angst og vågnede om natten i koldsved!! Mange gange. Han røg helt ud af balance. Han var fortvivlet og måtte væk for sig selv. Tænke efter. Et kæmpechok! Fortæller mig, at jeg ikke kan forestille mig, hvor bange han er…for sig selv.
Der er ingen af os, der fatter, hvad der skete..han gør ikke, for han synes jo netop, jeg er det mest kærlige, søde, levende, sjove, lidenskabelige o.s.v. menneske, han nogensinde har mødt. Han har nydt at være sammen med mig. Han synes, jeg er helt fantastisk og dejlig og er så ulykkelig over, at han tabte forelskelsen….og ikke kan fatte hvorfor.
Og der er vitterligt ingen grunde!!? Han har ikke en anden..den type er han slet ikke….det ved jeg med sikkerhed. Han fatter ikke, hvad der sker i hans mentale landskab. Han sagde, at NU var han klar til at blive lykkelig..og så sker det her!!?? Og han tror, det sker nu, fordi der er plads og ro i livet. Der er noget i ham, han ikke vidste var der…og det kom til overfladen, da alle ildebrande var slukket!! (Fandens!!)

De eneste omstændigheder, jeg kan se er kolde fødder (Men han vil jo netop gerne bindes go jeg har ikke presset ham…det synes han heller ikke. Jeg har faktisk intet forkert gjort!) eller stress. Han har før været indlagt med stress…ikke alvorligt, men han pressede sig selv for meget og måtte ind omkring sygehuset med hjertebanken. Hans ekskone havde før klaget over, at han var for meget væk. Sammen med mig har han haft dage, hvor han ikke orkede arbejdet og vi har pjækket og elsket hele dagen i stedet. Han har haft travlt, men ikke for meget, dog er han i en lederstilling på en skole og meget presset på jobbet pga sygemeldinger, økonomi o.s.v. Det sejler derude lige nu. Og marts indtil sommerferien er specielt stresset på hans job. Jeg har givet ham plads og blot elsket ham igennem det hele…og han vidste godt, han lige skulle være obs på det.

Hvor er vi så nu, 3 måneder efter? Vi har mødtes én gang…efter 2 måneder…..fik en øl i parken, han græd og græd, var så ked af det, troede aldrig han skulle kunne blive lykkelig igen…jeg er jo hans benchmark (og han er mit!!) og en fremtidig kvinde vil få meget svært ved at leve op til hans erindringer om mig og alt det, jeg er!!? Da han sagde dét, brød han helt sammen. Det gjorde jeg også. Han er angst for, at han vil ende som ensom single og aldrig kunne blive forelsket, når han ikke engang kan elske mig. Det er så ulykkeligt!! Men han kan bare ikke elske mig, lige meget hvor meget han prøver (Jo mere han prøver, jo sværere vil det også være, tænker jeg…lad være med at analysere det hele sådan og nyd livet og forholdet i stedet)…han kan bare ikke mærke gnisten… og han føler, han har tabt så meget, sine drømme om os og vores fremtid…føler sig slet ikke fri og lettet, mere tynget, føler sig ikke fri til at gå ud og lede efter det, han manglede, han ved bare, at noget manglede, men han aner ikke, hvad det er eller hvor det er!! Er slet ikke interesseret i at finde en ny kvinde lige nu….men mener, at han forhåbentligt en dag kan finde én, der kan matche mig!? Jeg tænker:”Dit fjols! Du har hende jo allerede!!” Mit hjerte sank!

Efter vort 5 timers lange møde i parken, som han havde frygtet, da han ikke vidste, hvordan jeg ville reagere, var han så lettet og havde nydt vores dag sammen . Han skrev senere, at det måtte skyldes min helt fantstiske evne til at kunne tilgive ham. Han er så skamfuld og ked af, hvordan han har såret mig. Jeg havde forholdt mig roligt, lyttet og ikke klandret ham noget som helst, men været forstående….jeg er ikke en bitter person, og han ved, jeg aldrig vil bringe alt det her rod op i fremtiden. Jeg bærer ikke nag.
Jeg mødte ham kort på gaden for en uges tid siden….spurgte, hvordan han har det. Han sagde, han er helt ude af balance, både følelsesmæssigt og arbejdsmæssigt…presset fra alle sider….han er ensom og savner mig, men kan lige nu ikke rumme at åbne sig op på andre arenaer end sit job og hans ubalance, og vi har derfor meget lidt kommunikation. Han kontakter mig aldrig, men har sagt, at jeg ikke skulle være i tvivl om, at han savner mig. Jeg gør mit bedste for ikke at tage den manglende kontakt personligt..han skal have fred og ikke presses. Hans refleksioner lige nu er, om han følte nok for mig (han må mene den sidste tid!), var det de rigtige følelser? Dét undrer mig, da han sagde til mig kort før bruddet, at han var så lykkelig med mig, og jeg var alt for ham, at han bare var så glad for mig…..og jeg ved, han har ment, alt han har sagt…sådan er han bare. Virkeligt et oprigtigt menneske. Jeg tænker, kærligheden går jo op og ned..det er et vilkår, og det er så ærgerligt, at han giver op så snart han kan mærke en bølgedal ….men så igen er det jo rigtigt, da han slet ikke vil kunne mærke noget, hvis jeg er omkring ham hele tiden og han ved, jeg bare vil elskes af ham, og han ikke får ro til at reflektere. Så ro på!
Jeg prøver at give ham plads og lader ham være, men savner ham, så det gør ondt! Men kontakter ham ikke….han skal have lov til at savne mig. Men jeg trænger sådan til at få talt med ham…skal jeg høre, om vi skal mødes? Han vil gerne mødes som venner….meget, meget gerne, siger han.

Det giver ingen mening for mig, for hans familie, alle der kender os…..alle er uforstående over, at vi gik fra hinanden. Hans børn og familie syntes, jeg var den helt rigtige og er så kede af, jeg lige blev afmeldt!

Jeg har stadig et lille håb om, at vi kan finde sammen, men er så bange for at håbe. Han holder fast i, at vi ikke kan finde sammen, han har tabt forelskelsen og er så ulykkelig over det. Men hans reaktion efter bruddet giver ingen mening for mig. At han er så smadret efter 3 måneder, i ubalance og så ked af det og ulykkelig. Jeg tænker, han skal have ro til at få det hele tænkt igennem og følt efter, ….måske skal han ud og møde andre kvinder for at opdage, at han jo havde det hele, føle at hans følelser stadig ligger hos mig, at græsset bestemt er grønnere på denne side….selvom han jo godt ved, at han har været meget heldig med mig. Han har elsket alt det, jeg har kunnet give ham, og det har været meget. Og det vil han have igen…blot med en anden kvinde!!?? Det giver ingen mening!! TAG MIG!!

Er det helt skørt at vente og se tiden an med ham og ikke stole på, at det vitterligt er ovre? Jeg fortsætter mit liv, dater og møder blot nye mennesker…ikke for at blive forelsket, men for at komme ud i livet….og holder et vindue åbent imod ham. Hvis han kommer tilbage om et års tid, for der vil gå lang tid, hvis han skulle komme tilbage..vil jeg tilgive ham alt og prøve igen. Jeg har aldrig elsket en person, som jeg elsker ham…og han har haft det på samme måde…indtil ubalancen indfandt sig. Igen, det er så ulykkeligt.

Knus, B

P.S. Er det ikke forfriskende at høre om et forhold, hvor der ingen problemer er? Selvom det også gik i stykker.

Hej
Tak for dit lange og fint beskrevne indlæg.
Det har sat mange tanker i gang, og jeg har læst det adskillige gange….
Og her er mine refleksioner.

Når en mand, så pludseligt som din kæreste, mister gnisten, er det nærliggende at kigge på parforholdet og spørge sig selv og hinanden: hvad manglede/mangler der ????
Og i jeres tilfælde kommer der jo ingen svar på dette spørgsmål.

For når en mand mister gnisten, skal svaret tit søges et helt andet sted: nemlig i jobbet.
(der kan læses mere om dette emne i Joan Ørtings bog "tá mig") Som Joan Ørting så fint skriver: hvis en mand i en indianerstamme pludseligt kommer ud af balance, ville de andre mænd tage ham med, langt væk, til et sted, hvor han i ro kunne finde ud af, hvad det er for en forandring han nu står over for , og hvad han nu vil. Først derefter vil han komme tilbage til stammen og kunne fortælle, at nu vil han være jæger /medicinmand/den der passer hestene osv..

Som jeg læser dit indlæg, tænker jeg: allerførst er din kærestes ubalance et tegn. Et tegn på, at der er noget i hans samlede livsbillede, der dræner ham og at han ikke er på den rette hylde.
Jeg tænker, at det ikke handler om parforholdet, men om hans jobsituation. Nu kender jeg ham slet ikke, og har kun læst din beskrivelse, men jeg tænker, at den primære forklaring på manglende gnist er jobsituationen. De fleste mænd har en stor del af deres identitet forbundet med jobbet. Og det er hyppigt, at både manglende sexlyst og manglende gnist for en mand hænger sammen med dette.
For kvinder er det helt anderledes. Her vil en manglende gnist som regel skyldes en ophobning a skuffelser.
Men det er en helt anden historie.

Dog tænker jeg, at der er flere aspekter i det her.
Jeg tænker, og undskyld mig, at jeg tolker stort. Jeg understreger, at dette er tolkninger, og at svaret naturligvis kun kan findes i din kæreste selv.

Russerne har et fantastisk ordsprog, der siger: vil du være lykkelig, så vær det.
Og her ligger en stor visdom begravet.
For mig at læse, har din kæreste forelsket sig i forelskelsen, og da den romantiske kærlighed, eros, der føles som en forelskelse, kun er starten på en kærlighedsudvikling, vurderer han åbenbart, at når han ikke længere kan mærke gnisten eller forelskelsen, ja så ved han ikke, om det skal være jer to.
For mig at se ,er det en naiv og noget umoden eller rettere: unuanceret måde at anskue kærlighedsbegrebet på.
I Paulo Coelhos bog "pilgrimsrejsen" er der et fascinerende kapitel om udviklingen af kærlighed i et parforhold.
Hvor den romantiske kærlighed, eros, imellem de to parter, naturligvis er den dynamik, der starter forholdet. Og som de mest erfarne parterapeuter og ægtefolk ved, så varer en "eros-fase" i højst 24 måneder – i ren form. Det betyder ikke, at kærligheden så stopper ,men skaber grobund for en finere og højere udvikling, til styrkelsen a den medmenneskelige kærlighed.
(filos). Som er den dybere kærlighed, der ikke nødvendigvis handler så meget om sex, og om at den anden part er lækker, men handler om at man åbner sig for at integrerer den dybe følelse af "mit liv ville være fattigt eller mindre værd, hvis det andet menneske ikke var en del af det ". Og for så ikke at falde i søvn i, at "vi holder uendeligt meget af hinanden som mennesker", er det højeste udviklingstrin "agabe", at man finder begejstringen sammen. I fælles interesser, i fælles undren, i fælles grin og glæde. Hvorved at cirklen sluttes, og eros gendannes på en ny og bedre måde.

Det var en kort forklaring på udviklingen af kærlighed i et forhold . jeg elsker at Jesper Juul i en af sine bøger skriver, at nogle læringsprocesser jo tager år. Vi må droppe den utålmodige side af os, der som guldgraveren eller lykkejægeren tror, at lykken er der, når guldet er fundet.
Og hvad der end har udløst denne personlige krise for din kæreste (ekskæreste)…, ja så tænker jeg, at han skal øve sig rigtigt meget i ikke kun at søge lykken udad. For der er intet galt med dig. Der er sikkert heller ikke noget galt med ham, men han skal ikke kigge udad, men indad. Han skal finde ud af, hvorfor han er så bange for den store kærlighed.
For det paradoksale ved kærligheden er, at alle – eller : de allerfleste, søger den. Mange underkender dog desværre, at "love is like an ocean – and you can`t put the ocean into a pine pot". Helt kort sagt:
Med kærligheden kommer forandringer. Med kærligheden kommer behovet for store og omsiggribende valg. Der har konsekvenser. Og kærligheden kan ikke kontrolleres ned i en "vi to har det bare så godt, og lad det blive sådan altid"…
Næ, heldigvis er kærligheden den mest transformerende kraft i universet, tror jeg, og vi må, når den store kærlighed banker på vores dør, åbne døren og finde ikke kun hjertet, men også modet frem.
Jeg kan jo ikke tillade mig at sige, at din kæreste /ekskæreste ikke er modig, men jeg tror, at han må indse, at nu hvor han stadig har chancen, skal han forholde sig til sit job og til en dybere forståelse af hvad kærligheden er. Hjerte har altid rimet på smerte, og jeg kender ingen, der har en konstant følelse af begær og romantik og kærlighed, måned efter måned og år efter år.
Ja, det er trist, at han giver op. For nogle gange kommer en chance kun én gang, og griber vi den ikke, påvirker det hele vores livsbane.

Så hvad skal du gøre?
Jeg ved det ikke.
Du må spørge ind i dig selv: hvor længe vil/kan jeg vente?
Du kan vælge at sige alt, hvad du tænker og tror til ham.
Du kan jo ikke miste mere end du har gjort. Så hold dig til : hvo intet vover.
Men vid: vejen frem er en selvindsigt for ham. Jeg anbefaler klart en psykolog/psykoterapeut mv.

Men gå ikke på knæ.
Udslet ikke dig selv.
Det læser jeg heller ikke, at du gør.

Men tænk over følgende:

If you prefer your bliss to rubbish, your bliss is allready rubbish.

Skriv endelig igen.

Alt godt
Særlig hilsen
Christel

Hej, har læst med et stykke tid og føler mig klar til selv at give mit bud, en lille bid af det kaos jeg går med indeni.

Har tænkt og tænkt, men ikke sagt en lyd.
Vil ikke såre nogen før jeg ved hvad jeg egentlig vil. Men kan jeg finde ud af det uden at involvere min mand? Har foreslået parterapi, men det er gledet lidt ud.
Er gift på 10. år med en mand jeg har kendt siden vi var 16 (er 35) Vi har 5 vidunderlige børn sammen mellem 7og 11 år – er ved at være ovre det værste "slæb" men har haft nogle hårde år, hvor det var okay ikke at have energi til ret meget andet end overlevelse i dagligdagen. Økonomisk er vi pressede, men facaden er tip-top!
Vi er super gode venner, og jeg har 100% tillid til ham. Han er verdens bedste far for sine børn.

Jeg føler lidt, at vi er på vej ud af 2 forskellige stier. Han har nok i arbejde, computer og fjernsyn.
Jeg keder mig, og føler at alt ansvar for dagens menu, økonomi, skolearrangementer, rengøring, tøjvask, familliearrangementer, hundeluftning og almindelig oprydning er på mine skuldre. Er ikke martyr, men føler at hvis ikke jeg ringer til forsikringen eller aftaler tid ved lægen, jamen så sker det ikke.
Ca. en gang hvert halve år har vi de sidste 7-8 år haft et kæmpe skænderi hvor alle frustrationer (både hans og mine) er væltet ud og vi aftaler hver gang at forandre os. Det går som regel så fint et stykke tid (ca et halvt år), og nu er vi igen omkring det tidspunkt hvor jeg er ved at skrige af afmagt.
For hver gang tager jeg lidt mere afstand, og er kommet frem til at det ikke bliver anderledes. Og så er det tvivlen kommer. For er det sådan her jeg skal leve resten af mit liv, og er det sådan jeg vil leve, eller er der noget bedre derude, der vil gøre mig lykkelig. Skal jeg virkelig mærke efter så tror jeg det ikke!

Samtidig har jeg utroligt svært ved at skulle leve med at være den der tager beslutningen, og dermed er skyld i at mine børn ikke kan vokse op sammen med deres far i hverdagen. Den beslutning har jeg så svært ved at tage at jeg hellere vil leve i ensomhed og bare overleve. Er mester i tilpasningsadfærd.
Sex sker en gang om måneden, og er da rart, men ikke noget jeg savner. Min mand er holdt op med at børste tænder og det frastøder mig. Kan bare ikke få det sagt!
Jeg har taget på gennem mine graviditeter og trøstespiser mere chokolade end jeg burde, det frastøder nok også ham. Kan bare ikke få spurgt!

Ved ikke hvorfor jeg skriver, for er ikke klar til at gå. Efterspørger nok en ekspert der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, så jeg selv er fri for at tage beslutningen. Og er samtidig bange for et svar som betyder at mit trygge liv skal vendes på hovedet. Men er godt klar over at noget skal ske…
Har veninder jeg kan tale med, men har ikke gjort det. At indvi andre og sætte ord på vil gøre at det kommer frem, og dermed bliver virkeligt.
Derfor er det også trygt og harmløst at gøre det her!

Har vel egentlig ikke stillet et spørgsmål, men skrevet noget ned som nogle der ikke kender mig kan læse!

Hej
Og mange tak for dit indlæg.
Jeg synes på ingen måde, at i skal gå fra hinanden. Som du flere gange peger på, er jeres "dårlige vane" med at tie og tilpasse jer, det punkt, hvor I kan sætte ind.
Når I nu har erfaring med, at "låget ryger af" hvert halve år, så vil jeg foreslå, at I får passet de søde unger hver 4. måned, i en weekend, og at I to så tager af sted. Om det er på hotel eller i sommerhus eller noget tredje, er ikke så vigtigt. Vigtigt er at I har fælles og uforstyrret tid sammen, og har noget at se frem til. Så I kan få snakket igennem, hvad der er meget vigtigt for hinanden og dermed blive ved at være et team.
Jeg tror, at de penge vil være givet godt ud.

Hvis I begge har interesse i at skrive, kan I selvølgelig også skrive til hinanden. Dog tror jeg meget på den åbne dialog imellem jer.
Du får, hvis du går, aldrig en mand der elsker de børn, som din mand gør. Ov.
Nej, jeg tror ikke ,at græsset er grønnere på den anden side, men grønnest hvor det bliver vandet.

Hvad med at holde et praktisk "teammøde", hver søndag aften, hvor I hjælpes ad med at fordele nogle af de pligter, der af og til hænger dig ud a halsen ?
Fat mod, for i løbet a et par år, kan alle børnene deltage i husets daglige gøremåol, og en stor lettelse vil blive taget fra dig.

Alt godt
Christel

Hej Christel,

Super side!
Jeg er 29, har været sammen med min mand i 8 år, vi har været gift i 6 år og har 2 børn på 2 og 4 år.
Jeg flyttede ret hurtigt sammen med ham – efter 1½ måned, da jeg fik vand op gennem gulvet i mit kælderværelse, så vi har aldrig haft den helt lange kæresteperiode, hvor man når at savne hinanden etc. Vi havde dog været gode venner i et godt stykke tid inden. Dette er mit første forhold der har varet længere end 1½ måned og han er den eneste mand, jeg har haft sex med.
Min mand er 12 år ældre end mig, og jeg har til tider følt, at jeg ikke "fik lov" at være ung. Dvs, han har ikke forstået mit behov for at komme ud i byen og sådan. Især har det jo vist sig de senere år, hvor han så ikke har kunnet overskue at være alene med børnene. Det går dog bedre nu, da de kan sige hvad de vil – hvis så bare vi også kunne finde ud af det! Jeg føler stadig ikke at det er helt ok, hvis jeg vil ud flere gange på en måned.
Der er nu sket det, at jeg til en firmafest har kysset på en kollega. Det fik mig til at tænke – hvorfor skete det lige? Også fordi jeg som sådan ikke havde det dårligt over at det var sket – men fik det dårligt over ikke at have det dårligt, forstår du?Det er så også blevet til lidt frække beskeder mellem mig og min kollega, og jeg er måske begyndt at falde lidt for ham…
Jeg kan ikke længere huske om jeg har været forelsket i min mand(det må jeg vel have været?), og siden det her skete (for 2 mdr siden) har jeg tænkt og tænkt. Er min mand overhovedet den rette for mig, har han nogensinde været det?
Jeg er træt af at han ikke kan finde ud af noget – hverken teknik, håndværk, mad eller romantik.
Som jeg har læst i tidligere indlæg, føler også jeg at jeg står med hovedansvaret for vores husholdning og det bliver man bare så træt af i længden.
Vi skændes aldrig – hvilket måske i virkeligheden er problematisk, da det vel bunder i at vi begge er så konfliktsky og ikke får ytret vores behov, følelser og tanker.
Vi har prøvet en enkelt gang hos en parterapeut, men jeg synes ikke det lod til at det blev taget helt alvorligt, da min mand og jeg sådan set har det fint sammen og jeg kan jo godt lide ham og vi kan – heldigvis – godt stadig have det sjovt sammen. Men der mangler bare lige det der sug i maven – det ville jeg gerne føle bare en gang imellem… Det at vågne op og tænke at man er sammen med den mest fantastiske i verden… Er det urealistisk og naivt at tro at man kan have det sådan når man har været så mange år sammen?
Ifølge parterapeuten skulle vi bare prøve at vende et billede på hovedet og på den måde huske på at vi skulle gøre noget anderledes, så vi ikke hænger fast i den daglige trummerum, og så skulle min mand være lidt mere modig. For det er også en af forskellene på os to – jeg vil gerne prøve nye ting og han er mere tryghedsnarkoman.
Allerede for 3/4 år siden, før det med min kollega, sagde jeg til min mand, at jeg havde lidt krise over vores forhold og at jeg desværre havde det sådan, at jeg ikke kunne garantere, at der ikke lige pludselig kom en anden og slog benene væk under mig. Det hjalp lidt i en periode og jeg har da fået det ud af det, at han nu selv ordner vasketøj på eget initiativ….
Og nu er vi så her igen. Han forsøger virkelige – bl.a. med romantiske initiativer, som også er noget af det jeg efterlyser. Men desværre er han ikke så fantasifuld, så det kan blive til lidt blomster og chokolade. Jeg har sagt, at jeg godt kunne tænke mig noget mere kreativitet og spontanitet. Så foreslog han at vi skulle aftale at vi hver især gjorde noget for den anden hver dag – så ryger spontaniteten ligesom… Men det var da et forslag. Og vi har også gjort det et par dage, men det er også bare anstrengende, hvis det er noget man skal. Man skulle jo gerne gøre det, fordi man har lyst….
Og det er også sagen i en nøddeskal – jeg vil gerne have at vi har lyst til at gøre ting for hinanden. Sådan er det bare ikke, synes jeg…
Og nu vi snakker lyst – jeg har ikke lyst til ham, seksuelt. Vi snakker ikke rigtig om sex (vi gør det bare), hvilket nok også er problematisk, især da jeg faktisk synes han kysser dårligt – det er bare lidt svært sådan at komme ind på efter 8 år, ikke? Og så er det man kommer til at tænke på at være sammen med andre, også fordi, som jeg har nævnt, er han den eneste mand jeg har haft sex med.
Nå, det var en lang smøre, men jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg skal. Dybest set tænker jeg at han bare ikke er den rette for mig, men hvis nu man kunne gøre et eller andet, så er det vel værd at prøve, ikke mindst når man har 2 små…
Håber du kan hjælpe mig.

Hej Maria
Tak for dit indlæg.

Du befinder dig i et dilemma. Hvor du selvølgelig kigger på fordele og ulemper. Og smigres en del af flirten, som du omtaler.

Det er sket, fordi der er noget, du savner.
Og nu er udfordringen, om du vil og kan kæmpe videre i din familie, eller om situationen er et tegn til dig om, at du må videre.

For mig at læse, er du i en forvandling, hvor du er ved at skifte eller dybere end før, overvejer dine værdier.
Bl.a. grundet at du aldrig har haft andre mænd, og forståeligt nok er interesseret i at prøve af – og nyde nogle af de følelser, som en anden mands opmærksomhed giver dig.

Så at svare på følgende spørgsmål vil fomentligt guide dig videre:
- Hvad vil jeg ikke leve uden i mine hverdage ?
- Hvad gør mig rigtigt glad ?
- Hvad får mig virkeligt til at føle mig som en kvinde ?
- Og: Hvis jeg lytter efter min krop og mine følelser, hvad er jeg så nødt til at gøre i denne sommer ?

Tænk meget over det med flirten og sms-korrespondance. Det er supernemt at "lire den op" via en telefon. Men det kan ende med et brav….. drop det eller læg kortene på bordet over for din mand.

Jeg ønsker dig lykke til

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Jeg har skrevet før om min sag og den rumsterer stadig… Sagen kort er at min kone havde en affære med hendes chef i august sidste år og igen en enkelt gang i februar i år, og siden da har haft svært ved at slippe den forelskelse der fulgte efter affæren. Hun siger at hun elsker mig, men ikke har sexuelle/kæreste-følelser for mig i øjeblikket. Jeg har valgt at blive i forholdet, da vi både kan og har rigtig meget godt sammen, fordi jeg elsker hende og ikke mindst fordi at jeg tror på vores potentiale hvis vi kan finde sammen igen. Der er i de mange måneder vi har været sammen siden 'nyheden' (sept 09) ikke sket noget/meget hos min kone ift. hendes følelser for hendes chef eller for mig. Jeg elsker dog stadig hende, selvom at jeg syntes at det bliver sværere og sværere at mærke den dybde der før var, men inderst inde kan jeg mærke at den stadig er der. Jeg er en meget tålmodig og rummelig person, som før har haft svært ved at prioritere mig selv. Det har jeg dog lært i denne proces – the hard way!!! Jeg er i dette og jeg er fuldt bevidst om konsekvenserne for mig, og jeg mener at alternativet ikke er særligt attraktivt, når jeg stadig tror på det jeg kan tilbyde. Vi har i øvrigt også 2 små børn, som jeg fokuserer rigtig meget på…

Jeg har før skrevet i denne blog og fundet styrke i specielt dine svar og kommentarer. Det skal også siges at vi stadig snakker fint sammen, dog mangler jeg fuldstændigt en forståelse for hendes valg, og denne har jeg brug for, for at acceptere det der sker (dog en anden men lige så vigtig pointe/dilemma)…

Der hvor vi er nået til nu, er der hvor min kone har lejet et hus i 5 måneder fra 1. august, og så er det meningen af vi skal se hvad det kan føre til – en afklaring i det mindste (jeg går ikke udover de 5 mdr uden). Mit store dilemma pt er, at jeg godt hører at hun ikke kan slippe sin forelskelse i sin chef, men samtidigt kan jeg heller ikke slippe hende – jeg vil ikke stå tilbage og sige til mig selv at jeg ikke gjorde ALT hvad jeg kunne for at redde dette her – både for min og børnenes skyld. Jeg forsøger at være den omsorgsgivende, kærlige og søde, da jeg er af den opfattelse at det bedst viser hvem jeg er og hvad jeg står for, og dermed også hvad hun vil miste ved at forlade det vi har sammen. Hun har tidligere også sagt at det er det bedste udgangspunkt for at hun kan falde for mig igen. Dette udgangspunkt har jeg normalt det rigtig godt med, da det nu en gang er hvem jeg er! Men det konstante svigt er ved at tære mine sidste kræfter, og jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå nu hvor hun flytter.

Skal jeg fortsat være den søde imødekommende og omsorgsfulde, og dermed vise hende hvem jeg er, og vise hende hvad jeg kan tilbyde (uden at det er en konkurrence om hendes gunst). Det kunne indebære at hygge med børnene, begynde at date hinanden og dermed få øjnene op for hvem vi er, lave ting sammen og dermed langsomt (eller hurtigt) finde ind til hinanden igen. Dette vil helt klart være bedst for mig (i øjeblikket), for børnene og for relationen mellem os. Omvendt vil det også gøre mig sårbar ift. at blive svigtet på ny – fx hun har sagt at hun ikke kan udelukke at hun skal undersøge ham (chefen) nærmere, for at finde ud af hvad det er, hvorfor det er så stort og hvorfor det fik hende til at gøre hvad hun gjorde. Omvendt hvis jeg ’lukker ned’ og bliver distancerende, kold og udelukkende, så forhalet det sikkert en evt. tilbagevenden, gør den hverdag vi igennem børnene måtte have ulidelig, og vil slet ikke være ’mig’. Men det kan også være at hun der får øjnene op for hvad hun mister, når hun mærker dette på egen krop… En kombi af de to ville have været bedst – hvor vi hyggede og jeg sikrede mig ikke at blive svigtet. Men jeg kan ikke kræve at hun ikke ser sin chef, både fordi jeg ikke stoler på hende og fordi at de ser hinanden på arbejde hver dag. Min kone er spirituel og tror på at disse positive følelser (for ham) er der af en grund og dermed ikke må/skal negligeres – i teorien er jeg enig men i praksis slår maven knuder…

Jeg tror godt at jeg kender dit umiddelbare svar på mit dilemma, som vil være at jeg skal vælge den sidste mulighed for at passe på mig selv, og da det er hende der har brudt sig skal hun mærke konsekvenserne, samt det faktum at jeg ikke er ansvarlig for hendes følelser… Du har også tidligere sagt at jeg skal videre, finde en der elsker mig ubetinget og finde min egen vej…

Jeg tænker bare at mit dilemma er, at jeg så gerne vi være mig selv og dermed den søde, rummelige og imødekommende, men samtidigt er bange for at (og sikker på at jeg vil) blive svigtet igen og dermed tvinges til at være en anden end den jeg er/gerne vil være… Lige meget hvilken jeg vælger vil jeg ikke være mig selv…

Jeg ser ikke mig selv som svag eller afhængig af hende – men omvendt som stærk og rummelig… Lige nu kan jeg dig ikke finde den ro og styrke jeg plejer at have og henvender mig derfor til dig igen :-§

Tanker MIS

Hej MIS
Tak for dit indlæg.
Jeg respekterer naturligvis ,lat du ikke selv føler, at du er afhængig af din kone. Men som jeg læser dit indlæg, vurderer jeg, at du er dybt afhængig af at beholde troen på, at jeres lille familie kan klare kriserne, – og at du tilpasser dig så meget, at du er ved at blive utydelig for dig selv.

Umiddelbart synes jeg, at ideen om at bo hver for sig, er god og nødvendig.
Men jeg synes, at din kone disrespekter dig fuldstændigt, når hun melder ud, at hun evt. vil undersøge, hvad "relationen" til chefen handler om.
I den kvindeverden, jeg kender, betyder det, at hun vil have – og giver sig selv lov til, at gøre, had der passer hende. Det fortælle mig, at hun slet ikke er klar til at kæmpe. At hun bare tager det i små, korte ryk, for ikke at være for æl.

Det er fair nok, at du gerne vil være sød, venlig og rummelig men hvor er din grænse. Er din kærlihged så stor, at du vil lade hende gøre, havd der passer hende – uden at reagere.
Jeg forstår godt din situaiton. Men jeg tgror, at du forveksler adsillelsesangst med kærlighed. Aktisk er der mange paralleller imellem adskillelsesangst og kærlihged. Jeg torr, at du er så bange for livet uden din kone, at du er ved at bilde dig ind, at du vil gøre, hvad som helst, for at undgå et brud.
Og det er da helt ok. Det er op til dig selv.
Spørgsmålet er bare, om du er klar til at miste dig selv, dine egne grænser, din sunde fornuft mv, bare fo at have hende ved din side ??+

Det er lidt hårde ord, jeg skriver til dig.
For jeg læser, at jeres situation er rigtigt usund.
Og at du kæmper alene.
Selvfølgelig blive du træt.

Jeg synes, faktisk, at det er på tide, at du læner dig tilbage og lader hende vise, om hun angrer, om hun vil strække sig, – eller om det bare er dig, der skal levere ubetinget ærlihged til hende…

Jeg vil ikke gå ind i dit dilemma.
Mit bud er: find ud af, hvad selvrespekt er.
Og vis hende, at du er en mand, der har grænser. Som man ikke bare kan lytte rundt med, efter forgodtbefindende.

Lur mig, om det hun søger hos chefen, er at han er tydleig, grænsefast, lidt egoistisk mv….

Find din styrke.
Og bliv ved at tænek på, at det er hende, der går glip af dig.

For kærlihged kan bære meget. Men uden tillid, respekt, åbenhed, ærlihged og fortrolighed har den trange kår.

Alt godt
Christel

Hej Christel

Hårde ord, ja – bestemt, men det kan være at jeg har/havde brug for det…

Jeg kan godt høre dig, og når jeg læser er der en række ting der pludseligt kommer tydeligt klart frem for mig… Puha, det lyder også som om at jeg nogle ting jeg lige skal arbejde med i det her…

Jeg er blevet mere klar og tydelig ift. hvad jeg skal, og jeg kan mærke at knuden i maven ikke er så slem mere og at jeg nok skal finde styrken til det… JEG SKAL IKKE MISTE MIG SELV… og heller ikke kæmpe alene…

Nogle rigtig gode pointer du giver mig, og et lidt skræmmende billede af hvad jeg har/er ved at rode mig ud i…

Takker igen igen for dine vinkler, kommentarer og din støtte Denne gang havde jeg bestemt brug for det… Vil nu tygge på dine ord, finde mig selv og melde dette ud til hende… Det med afhængigheden kan du også godt have ret i – det samme gælder et række andre af dine pointer…

Jeg tygger videre, og lover mig selv at kigge mig grundigt i spejlet og spørge mig selv, hvad jeg er værd!!!

Tak, Christel.

Hej igen
Godt, at du tygger det igennem. Der er mange mundfulde i denne proces.
Mit ønske er, at din livsappetit og din fornemmelse af, hvad der "smager" best, fra situation til situaiotn, er påvirket af, hvad du mærker, indefra og ud – og ikke er styret af frygt.

Alt godt

Christel

Hej Christel,

Meget glad for, at jeg fandt din side og disse indlæg, der meget godt beskriver mit eget dilemma.

Jeg er ikke en af de svigtede, men derimod en af dem, der er kommet meget i vildrede med mit forhold og følelserne for min kone. – selvfølgelig på helt klassisk vis ved, at jeg har forelsket mig i en kollega.

Sagen bliver så yderligere kompliceret af at min kone og jeg venter vores første barn om ca. seks uger. ..

Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig ikke forlader min kone på dette tidspunkt – det er simpelthen ikke en option, for det kan man simpelthen bare ikke. Men situationen er selvfølgelig rådden, og tankerne farer rundt i hovedet på en.

Se i bakspejlet har jeg nok ikke været ærlig nok overfor mig selv i forholdet. Vi mødte hinanden for fire år siden, og herefter kørte tingene lige efter drejebogen, altså flytte sammen, frieri i Paris og herefter bryllup og nu barn på vej. Den nuværende situation har selvfølgelig fået mig til at tænke meget over, om jeg har haft hjertet rigtigt med. Og det ærlige svar må være nej. Når jeg tænker over frieriet og brylluppet kom det nok lige så meget i stand pga. udefrakommende og min nuværende kones forventninger til, at der da var det, der skulle ske, mere end det egentlig var et brændende ønske fra min side. Men omvendt nærmede jeg mig jo de 35, og alt kørte godt med gode jobs begge to, og vi var jo det perfekte par. Så det var nok meget fornuftsbetonet fra min side. Og efter brylluppet er børn jo det naturlige næste skridt, og igen var det lidt ”Jamen det skal jo også til at være nu, inden vi bliver for gamle”.

Forstå mig ret. Jeg elsker min kone, og alene tanken om, at jeg kan komme til at såre hende ved at ”følge mit hjerte” og ”forfølge min egen lykke”, gør mig helt ked og trist – men jeg er bare ikke forelsket mere på samme måde, som jeg kan mærke, at hun er – og hele tiden fortæller mig, at hun er.

Timingen har bare været så dårlig. Havde følelserne for min kollega dog bare realiseret sig inden, der var barn på vej for mit vedkommende, så ville alt have været så meget nemmere. Men omvendt er jeg kommet til at tænke på, om forelskelsen er et tegn på panik før lukketid, og om alt måske retter sig med barnets komme. For vi har ikke noget dårligt ægteskab. Udad til er vi det perfekte par, der altid har været gode til at grine og feste sammen, men også hjælpe og støtte hinanden i alle forhold. Og indadtil har vi det jo godt sammen, vi er hinandens bedste venner og fortrolige, og kan man så i virkeligheden forlange mere? Kan man også forlange, at der fortsat skal ære en brændende lidenskab, som der var ved begyndelsen? Og som jeg nu desværre oplever overfor og fra en anden kvinde?

Og så føler jeg mig som en kæmpe røv, fordi jeg føler, at et lille nyt barn pludseligt er i vejen for mine egoistiske følelser, og intet menneske fortjener at blive modtaget på den måde.

Som sagt tænker jeg meget over situationen, men når hver gang frem til, at jeg ligger som jeg har redt, og at jeg skulle have taget beslutningen lang tid før (før barn og bryllup) og at jeg nu bare skal bide tænderne sammen – for det er det eneste rigtige at gøre. Og det er jo ikke noget dårligt liv. Der er, hvad der skal være, og det, man har stræbt efter.

I øvrigt kort om kollegaen. Det startede på klassisk vis med julefrokosten, og har så fundet et par gentagelser ved forskellige sociale lejligheder. Det kan vel bedst beskrives som en slags udvidet flirt, der har involveret kysseri, og hver gang efterfulgt af et oprydningsmøde, men efter den sidste gang er det blevet udvidet med ivrig korrespondance med forelskelseserklæringer på Messenger. Hun er selv gift med to børn, så det er en rigtig møgsitation for alle parter, og vi er begge to egentlig enige om, at det ikke kan komme til at udvikle sig pga. alle de mennesker, vi vil komme til at såre. Og hvor lykkelig har man egentlig også ret til at være, hvis man gør en masse andre mennesker ulykkelige for at nå sin egen lykke? Og kan man nogensinde tillade sig at splitte familier, for sin egen skyld? Og hvad med mig? Hvis man kan det, hvor gammelt skal et barn så være, før man må gøre det? Og er der overhovedet noget godt tidspunkt?

Sikken smøre! Jeg forventer ikke, du kan komme med den perfekte løsning, for den findes helt sikkert ikke. Men jeg trængte bare til at dele dette med nogen andre end mine egne tanker. Min egen konklusion er, at tiden må vise, hvad der er det rigtige. Og at barnet måske kan puste liv i nogen af de gamle følelser for min kone igen,, som i virkeligheden er helt perfekt – jeg skal måske bare lige finde ud af igen, hvorfor det var, hun er det.

Hej Søren
Tak for dit lange og beskrivende indlæg.
Du har skabt et dilemma for dig selv.
Og som skrevet før, men ikke mindre sandt af den grund:
I et dilemma må man finde den mindst dårlige løsning og så gøre det til den bedste.

Når der nu er en lille verdensborger på vej, og jeg kan læse, at du har en moral, der byder dig at holde ud og finde ud af, hvad det lille menneskes tilsynekomst gør for dig og dine følelser, er min anbefaling klart, at du lukker ned for kontakten til din "flamme". Det er en form for en pseudovirkelighed og et parallelspor, du ygger op. Og det splitter dig…
Hvis følelserne og savnet til "flammen" vedbliver at være meget stærk, når I har haft jeres barn i nogle måneder, har du en ny situation, og så må du forholde dig til den.

Har du brug for udfordring =
Når jeg spørger sådan, skyldes det, at du får beskrevet dit ægteskab, som at det nærmest har været for "drejebogsagtigt"….. og dermed får jeg en refleksion om, at du kanske keder dig lidt. Hvis min fortolkning er ret, så tag ansvar for det… hvilket vil sige, at du må finde ud af, hvad der skal til – og hvad du kan bidrage med, for at der evt. kommer mere variation/udfordring ind som en mere naturlig del af jeres tilværelse.

Noget andet er:
En del mennesker vil misunde dig din situation. 2 kvinder, der elsker dig…..
Barn i vente…
Jeg vil anbefale dig, at du bruger en del a den tid, som du før har brugt på "flammen" og kommunikation med denne, til at tænke og mærke efter.
Hvad er det egentligt , du savner ?
Hvad er det, du inderligt længes efter ?
Hvad vil du, når du bliver 40 – og 50, fortryde hvis du ikke får gjort.

Find ud af det. Så du lærer dig selv at kende….
Ikke ?

Husk: selvrespekt er en gave, man kan åbne hver eneste dag.
Du åbner den, ved at stå foran spejlet og evaluere:
-med det jeg har sagt og valgt ikke at sige, – kan jeg da se mig selv i øjnene ?
Og
Med det jeg har gjort, og valgt at lade være at gøre, – kan jeg da se mig selv i øjnene ???

Det er her, du må søge at få mere indflydelse.

Jeg tænker, at du går med mange tanker selv. Har du overvejet at få nogle tider hos en terapeut, eksempelvis undertegnede, der har forstand på netop dette område ……
Det siges jo, at "den tankegang, der har skabt problemet , ikke også kan løse problemet".

God dag herfra
Christel Sonne

Hej Christel,

Tak for dit svar – der mestendels bekræftede de konklusioner, jeg selv er nået frem til… Jeg har dog et par kommentarer/spørgsmål.

Min ”flamme” og jeg har allerede haft en åben dialog om tingene, og vi ved godt begge, at det eneste rigtige er at afbryde kontakten – den beslutning kompliceres så bare lidt af, at vi sidder på samme kontor, og i kraft af vores jobs relativt tit har kontakt pga. arbejdsmæssige opgaver (møder mm.) Det må man selvfølgelig så bare kunne sætte sig ud over. Lige pt er der heldigvis ferie, så det har givet en kærkommen lejlighed til en ”pause” til at få kølet følelserne lidt ned. Så som nævnt – vi er begge klar over, det ikke kan fungere, da hun jo også har en familie, men omvendt har vi bare haft svært ved at lade de store følelsesmæssige erklæringer falde via de mulige, elektroniske kanaler.

Så jeg er fuldstændig enig med dig i, at det rigtige på nuværende tidspunkt er at få lukket følelserne for min kollega ned og væk, og så må tiden vise, hvad der vil ske. Jeg tror, det der nager mig er, at den næste tanke jo så er, hvad nu, hvis jeg kommer ud på den anden side, og så er følelserne mellem min kollega og jeg forsvundet. Rationelt set ved jeg jo godt, at det ikke er et problem, men derimod vil problemet være løst på den måde. Mht. den nye situation, der måske kan opstå, hvis følelserne stadig er stærke efter mit barn er kommet til verden, så optager det derfor naturligt nok også mine tanker en del – og det leder mig tilbage til det moralske dilemma, jeg tumler med – kan man overhovedet forsvare at gå fra en familie med så lille et barn? Kan jeg byde min hustru pludselig at skulle være alenemor med et lille barn? Hun har jo ikke gjort noget for at havne i den situation, og jeg ønsker hende jo kun det bedste. Men det er jo en teoretisk situation, og forelskelse bringer selvfølgelig altid utålmodighed med sig, utålmodighed efter at opnå den attråede – så jeg tror, jeg vil bruge dit råd som en slags mantra, nemlig at se, hvad fødslen bringer og herefter afstikke kursen baseret på denne nye situation.

Du spørger, om jeg har brug for en udfordring? Godt spørgsmål – jeg synes jo ikke selv, jeg har opsøgt den nuværende situation, omvendt sker den slags ting sjældent ”bare”, og der har da selvfølgelig været en drivkraft, en art ønske om bekræftelse, måske? Den første gang, hvor ”flammen” og jeg bemærkede gensidig sympati føltes i hvert fald som en art tidslomme, som at tage tilbage til en ubekymret tid, hvor man flirtede og dansede hele natten g ikke tænkte så meget på, hvad konsekvenserne var… Hvad angår variation i mit ægteskab/forhold, så synes jeg langt fra, at vi er sunket ned i rutiner. Vi har rejst rigtigt meget, udfordrer løbende hinanden på alle mulige ting og er begge aktive – sammen og hver for sig. På papiret det helt perfekte par, Så jeg synes egentlig, svaret er nej. Også på den professionelle side har jeg masser af udfordringer med relativt nyt job, der konstant byder på mulighed for at kaste mig over nye opgaver, personlig udvikling mm. Men måske det også har været med til at ændre på mig i forhold til den jeg var for fire år siden..?

Heldig mand, med to kvinder, der elsker. Ja, selvfølgelig, dog er det for ”flammens” vedkommende nok stadig på forelskelsesstadiet for begge parter. Grundlægende set kender vi ikke hinanden så voldsomt godt, og vores respektive situationer gør jo selvfølgelig, at det heller ikke rigtigt kan lade sig gøre, udover disse stjålne øjeblikke, der har været for at sludre fortroligt, flirte og kysse lidt. Så på papiret virker det jo egentlig ikke særligt alvorligt, men omvendt føler vi vist begge, at vi er blevet ”taget med storm”
Men jeg vil lytte til digt råd og tænke mere over:
Hvad er det egentlig, jeg savner?
Hvad er det, jeg inderligt længes efter?
Hvad vil jeg, når du bliver 40 – og 50, fortryde hvis du ikke får gjort.
Og så er vi lidt tilbage til: Hvor meget skal man udsætte andre for i jagten på egen lykke? Og hvor lykkelig har man egentlig ret til at være?

Og jeg vil også lytte til dit råd vedr. selvrespekt.

Og endelig – tider hos en terapeut. Det kunne sikkert være gavnligt at vi fik en sludder, men geografien er lidt i vejen, da jeg bor i den anden ende af landet. Og den slags bør man vel ikke tage over telefonen..? For ja, som du kan se af ovenstående, så er der rigtigt mange tanker at tumle med

Tak for de mange indspark – helt sikkert brugbart.

Og god dag tilbage til dig.

Jeg har lige mistede min kærste igennem 4 år, hun har ik flere følser for mig, og hun har haft det sån længe siger hun!, (men hun har efter vi har gjort slut sagt hun gerne vil have det til at virke, men ved ik rigtig hvordan)
Vi har en søn sammen på et år, som hun ik orker med, hun siger det hele bare kvæler hende, så jeg har fået en lejlighed, og tager vores søn så meget som muligt.
Men jeg ved ik hvad jeg skal gøre, jeg elsker hende og hun er den rigtige, jeg ved at hun skriver med andre fyrer, er det for at få bekræftigelse fra andre uden der er noget i det?
Hun havde sågar aftalt at tage over til norge(vi bor isverige) for at mødes med en, men det har hun lavet om, da jeg sagde hvis hun var sammen med en anden ville det være slut fra min side da jeg ik ville kunne håndtere det.
Hun er helt rundt på gulvet, hvad kan jeg gøre for at hjælpe hende, jeg har skrevet nogen breve, jeg har fortalt at jeg godt kan ændre de ting hun ik kan lide ved mig(og jov jeg sælger ik min sjæl) for jeg kan godt se, at jeg ik kan bruge penge som jeg gør, at jeg må være mere sød i tale og at jeg brokker mig ganske meget, men gør jeg for meget, skal hun bare have luft og jeg skal vente på hun kommer til mig??
Jeg er meget fortvivlet, for når jeg møder hende, så er det med kram og varme, men er det fordi hun håber vi kan være gode venner??
Skal lige fortælle at det gør det ik nemmer at jeg er bosat her i sverige, da det er 1000km fra dk, min familie og mit barndoms netværk er så langt væk!
I går var det min søn´s fødselsdag, vi fejret den hos x-familien, men jeg nået ik at være med til maden, da jeg var nød til at gå, fordi jeg ik kunne klare at være der(følte mig sååååå alene)
Skal vil også siges at jeg har sagt ting som jeg fortryder, men det var da jeg ik havde følser for hende.
Vil så gerne have hende igen
Hvad skal jeg gøre?
Mvh Jesper

Hej Jesper
Tak for dit indlæg.
Sikke en sørgelig historie. Og en historie med mange hårde odds. Det ikke at væer nær venner og familie er ekstra hårdt i en krisesituation.
Og så har I en lille dreng. Og hun orker ham ikke så meget, skriver du.
Det er bekymrende, og selvom jeg jo ikke kan tillade mig at skrive noget om din kæreste, for jeg kender ikke hendes version, så vil jeg mene, at det er alarmsignal i sig selv, at hun ikke orker sit barn. Det handler ikke om, at jeg vil sygeliggøre hende, men kan der kanske være en depression eller en stress inde over, som er med tilat forvirre og forstyrre hele billdet ?? det vil jeg anbefale, at en læge eller en psykolog vurderer.

Og du har jo gjort det meste: skrevet, talt osv… og du vil gerne lave ændringer…. det er et godt udgangspunkt.
Så hvad skal der til ?
Jeg tror, at du skal søge at vise hende, – og ikke overbevise hende, om at du er den rette for hende.
Vær overskudsagtig, når I ses. Vær varm og venlig. Tag vare påd in søn så meget som muligt. Vis interesse uden at kræve noget af hende….. og læs bøger, når I ikke er sammen.
Læs Joan Ørtings bøger. Læs bøger om krise og krisehåndtering, så du bliver klogere på dig selv og hele situationen…
Og så kan det også væer af stor betydning for dig, at du sætter en tidsramme. Dvs. at du med dig selv afgør, hvor længe du kan udholde at vente…
Lav indtil da en evaluering en gang om ugen, for på skrift at have lidt info om situationen og forløbet.

Det er ikke kun handlingerne, men de bagvedliggende holdninger, det handler om.
Så vælg at du vil styrket igennem denne krise.
Og vælg at du vil vise hende, at hun begår sit livs fejl ved at fravælge dig.

Jeg håber, at du og I finder vej.

Alt godt
Christel

Hej Christel!
Jeg skyld vist lidt mere forklaring.
Hun arb meget hårdt i øjeblikket, og stort set hele hendes familie har været igennem det psykologiske system, så derfor tro jeg det er et tabu for hende at gå den vej, men jeg er ganske sikker på at det ville give lys over mange ting.
Tak for rådet om at vise hende at hun begår den største fejl ved at fravælge mig, tro også det er det der skal til, jeg tro at jeg vender lidt på en tallerken nu, og isteden for at vise mine følser for meget(for så ved hun hvor hun har mig) så bare være den glade mand, med styr på livet, elr???
I dag var jeg ude og hente nogen ting i huset, og der snakkede hun om at hun ville tage nogen cd-hylder ned, men vi kunne jo bare sætte dem op senere, det er signaler som disse der forvirre mig, for inkludere mig jo stadig i sit liv, og det er både glædligt men også vældig frustrerene!
Jeg har sat en tids-linie på 1 år, da jeg også vil se hvordan situationen er med min søn, han er født svensk og ønkser at han skal blive her, da det er mig der har taget valget at komme her for 4 år siden og ik ham!
Men jeg vil prøve at se positivt på tingene og vil være glad og udadvendt, selvom jeg ved det bliver mit livs prøve, men man lære jo ik noget af at sætte sig ned!
Tak for en god side og et hurtigt svar

Hej
Og mange tak for også dit hurtige svar.
Ja, vis overskud og tålmodighed. Og send hende et stort smil, når hun sender forvirrende signaler….
Når hun eksempelvis siger"vi kan sætte Cd-hylderne op igen", så smiler du og siger ".det glæder jeg mig til" og skifter samtaleemne…. – hvis det føles naturligt for dig.

Jeg synes, at det er en fin strategi og tidslinie, du har lagt.
Jeg krydser fingre for , at I finder den bedste løsning.

Venlige tanker
Christel

Hej Christel

Håber virkelig du har tid og kan hjælpe mig i den ulykkelige situation jeg er endt i med min kæreste.

Vi er begge to 18 år, og har været sammen i 2 år og to mdr.

I de sidste to ugers tid har jeg følt at der var noget galt. Aldrig når vi var sammen, men mere når vi skrev sammen, fordi han begyndte at skrive anderledes. Når jeg spurgte ham om der var noget galt og om jeg var ved at miste ham, svarede han nej. I tirsdags gik det så galt.

Jeg brød sammen fordi jeg var så ked af det, og fortalte ham hvor ked af det jeg var. Han skrev at vi snart blev nødt til at snakke sammen, men han ville ikke fortælle hvad det var over mobil. Han endte med at tage hjem til mig, og vi startede først med at snakke om hvorfor jeg var så ked af det.

Efter det sagde han at han ikke følte vores forhold havde udviklet sig på det sidste, og "at gnisten var væk". Han fortalte også at han havde det sådan i ca 5 uger, men ville ikke fortælle det til mig fordi han ikke ville gøre mig ked af det. På trods af at der er gået fem uger, har han ikke fundet ud af hvad det er der er gået galt. Han havde reflekteret over det, men var ikke kommet frem til noget som helst. Jeg kan jo ikke forstå hvorfor han ikke har sagt det til mig, for så kunne jeg have hjulpet ham, for det er jo ikke kun hans problem, det er vores! Det mente han dog ikke, og han mente kun han selv kunne gøre noget ved det. Jeg sagde at jeg synes det er for let at give op, og at vi skal give det en chance, og det indvilgede han i til sidst, selvom han ikke kunne se hvad der skulle hjælpe. Jeg foreslog at vi kunne gøre noget andet end at bare at være på hinandens værelser hele dagen, som fx at gå en tur osv., men det tror han ikke hjælper. På trods af det giver han det en chance. Lige nu føler jeg bare at jeg er i et helvede. Jeg ser ham først på søndag, og vi fik aldrig snakket ordentligt ud fordi han skulle til træning. Jeg aner ikke hvad han tænker, jeg ved ikke om han vil give det en reel chance, jeg ved heller hvad han mener der er gået galt, og derfor kan jeg jo ikke gøre noget.. Jeg føler mig så magtesløs, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. I løbet af de fem uger har han ikke snakket med nogen som helst om hvordan han har det, og jeg har allerede snakket med fem personer. Det har også hjulpet mig til at reflektere over tingene, for da han fortalte mig det hele i tirsdags, synes jeg egentlig vi havde det fint. Det skal også lige siges at han siger han stadig elsker mig som kæreste, og i forrige uge var vi også i Djurs Sommerland, som han synes bare havde været det bedste.

Men for at sætte sig lidt ind i det hele, er der nogle baggrundsting der skal fortælles.

For det første er vi bedste venner, og han er bange for at miste mig som ven, og det får mig også til at tvivle om han kun giver det en chance pga. det.

For det andet så fik jeg en depression september sidste år. Dette gjorde at jeg blev så følelskold at jeg ikke kunne mærke at jeg elskede ham, men jeg blev forsat ved ham, fordi det sagde psykologen jeg skulle. Jeg er her i sommerferien begyndt at få det godt igen, men inden da har jeg haft det rigtig dårligt, hvilket jeg tror har haft den konsekvens at der er blevet brugt meget tid på mig i stedet for forholdt. Yderligere har jeg aldrig fortalt ham at jeg ikke kunne mærke jeg elskede ham, og vi har heller aldrig snakket om hvordan han har haft det. Jeg tror det har ødelagt en del af fortroligheden og nærheden mellem os, og kan dette ikke være en grund til at det her sker nu? Alt det jeg har været igennem, gør også bare at jeg ikke kan forstå hvorfor han næsten var klar til at give op i tirsdags, når jeg har kæmpet så lang tid med det. Oveni det, så hver gang jeg kigger på ham, ved jeg bare at det er ham jeg vil være sammen med. Også selvom jeg har ikke har kriller i maven når jeg ser ham, det er bare kærlighed. Under depressionen har han været der meget for mig, og det gør også at jeg mere forbinder vores forhold med tryghed nu, der er ikke så meget spænding. Andre ting jeg har lagt mærke til er at jeg ikke kan huske hvornår vi sidst har kigget hinanden i øjene og sagt at vi elsker hinanden, fortalt hinanden hvad vi elsker ved hinanden og hvorfor vi blev forelsket. Vi er begge to dårlige til at fortælle hinanden når ting går os på, og det er bare tragisk at vide at det nu er kommet så langt ud. Jeg tænker også om det er fordi han nu kan mærke at han ikke er så forelsket mere, men er det ikke "normalt" på det her tidspunkt i forholdet, især efter hvad vi har været igennem.

Jeg kunne forsætte med al min frustration lang tid endnu, men jeg skal jo slutte.

På forhånd tak for svaret
Laura

Hej
Mange tak for dit indlæg.
Der er mange klicheer omkring kærlighed. Nogle gange "mister man gnisten", nogle gange ved man ikke, om man tror på, at man kan lykkes osv osv.
Jeg tænker følgende efter at have læst indlægget.

I er unge begge to. Og for mig at se har det været ret tungt, med snak om depression og tristhed, og det faktum, at I har opholdt jer på hver jeres værelser.

Vil I videre, og når jeg siger videre, tænker jeg : nærmere på hinanden, må I gøre noget andet, end I plejer.
1. hvis det virkeligt er sådan, at den mandlige part i et forhold har mistet gnisten, kan det selvfølgelig sagtens handle om forholdet . der er dog også erfaring, der viser, at det for mange mænd handler om at være uafklaret mht job/studium, som gør at de ikke er kontakt med deres lyst. Derfor er der her en anbefaling til din kæreste om at se indad og afklare, om han er det rette sted, vedr. job/studium.
2. I må ganske enkelt ud af de værelser og opleve verden fra andre steder.
Det er fint at gå tur, dyrke sport, være sammen med venner, ja: det kunne være forfriskende at se, hvad der sker, hvis I i en måned kun opholder jer på jeres værelser, når I sover og/ eller har sex.
3. for mig at se skal der fokus på glæden. På det at glæde sig til noget, på det at glæde sig sammen, så depressionsskyen begynder at lette. Dette kan I øve jer i, ved at skiftes til at overraske hinanden. Jeg kalder det " at sætte sig lyspunkter". Hvad med at aftale, at én gang om ugen er det den ene, og i den næste uge den anden, der står for en overraskelse. Bemærk: at overraskelser godt kan være gratis. Tænk på, hvad I hver især kan gøre, for at gøre kæresten både gald og tryg ….

Kan I ikke komme ud af dette dødvande, er det bedre at sige tak for kampen. Men prøv dog.
I har jo meget at give hinanden.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Mange tak for dit svar. Jeg vil da helt sikkert se om ikke vi kan komme ud og lave noget andet end at være på værelserne hele tiden. Jeg har også nogle opfølgende spørgsmål.

Kan du fortælle mig hvad det betyder at "gnisten mangler"? Eller kan det være forskellige ting? Er det normalt at man måske ikke er så forelskede i hinanden efter næsten 2½ år, og man bare forbinder det med kærlighed i stedet? Og at det måske er det der går ham på, at der ikke er så meget "kriller" i maven mere?

Kan jeg godt forvente af ham at han snart finder ud af hvad der er galt? Altså hvorfor han har fået det sådan.

Samtidig vil jeg rigtig gerne have snakket det hele ud, men vil det bare skubbe ham væk? Jeg vil gerne snakke med ham, for at blive afklaret hvor jeg står og få det hele ud, men jeg vil jo også meget gerne vide hvordan han har det, for det betyder meget for mig hvordan han har det. Er det en god idé at få snakket om hvorfor vi blev forelskede, hvorfor vi elsker hinanden osv?

Sexlivet har heller ikke været så godt det sidste års tid, dels pga nedsat sexlyst i forbindelse med depressionen, men også fordi jeg havde en oplevelse med at jeg ikke kunne blive våd, og derfor har svært ved at slappe rigtigt af. Kan det også være en af grundene til at det er endt sådan her? Det er hvert fald noget jeg vil gøre noget ved, og det også meget fint i går .

Han er bare svær at tolke, for når vi er sammen kan jeg ikke mærke at der er noget galt, men når han skriver kan jeg godt mærke der er et eller andet.

Venlig hilsen
Laura

Hej Laura
Tak for dit svar.

De fleste parterapeuter vil nikke genkendende til, at forelskelsesfasen varer højest 2 år, og at kærligheden derefter tager en ny drejning, finder en anden dimension, om man vil. Forelskelsen erstattes tit af en form for venskab, hvor man stadig er vilde med hinanden, men ser hinanden lige så meget som mennesker, som mand og kvinde.

Jeg tror, at der er fare for, at I snakker det hele ihjel. Hvis han har brug for at snakke, er det fint. Men sørg for ikke at tage hans handlekraft og initiativ fra ham. Han er en mand, og det har en værdi, at du viser ham den tillid, at han er i stand til at handle og agere. Det er ikke meningen, at vi skal kastrere vores mænd psykologisk. Så lad ham starte og melde ud, hvis de skal snakkes. Det, du evt. har brug for at tale om, kan du formentligt også tale med dine veninder om, eller skrive i en dagbog.

Det er alarmerende, at I så unge som I er, har haft dalende sexlyst. Det er altid et tegn, når erotikken daler, og nogle gange et sygdomstegn for forholdet. Jeg forstår godt, at depresiionen har været en væsentlig grund. Og synes at det er godt, at du vil arbejde med din lyst. For det er af vital betydning for dig selv.

Jeg kender ham ud fra din beskrivelse ikke godt nok til at vurdere, hvad du kan forvente af ham vedr. afklaring.
Jeg synes, at du skal søge ind i dig selv og mærke efter, hvad du er afklaret med.

Find ud af om I kan få mere energi og aktivitet ind i forholdet. Ellers kunne jeg frygte, at det går langsomt i stå.

Jeg er sikker på, at du finder din vej. Du lyder som en pige med ben i næsen.

Masser af støttende tanker herfra
Christel

Hej Christel
min kæreste og jeg har været sammen i ca. 2 år, jeg elsker ham virkelig meget, men her den anden dag fortalte han at han ikke ved om han stadig føler det samme for mig, altså om han stadig elsker mig, og jeg blev fuldstændig slået ud, for havde ikke set det komme, han håber at det er en fase han skal igennem, men jeg er så bekymret for at han skal gå fra mig, vi ved ikke hvad vi skal gøre, jeg kan ikk forstå det kan jeg evt. ikke få ham til at føle noget for mig igen?

Hej
Jeg har tabt gnisten var den meddelse jeg fik fra min mand i fredag. Jeg har været sammen med en anden. Jeg tager væk i weekenden for at tænke over tingene.
Ok…Det var beskeden og så ramler hele verden.
Forhistorien er at jeg har været sammen med min mand i ca 10 år. Jeg har altid fornemmet han har en hemmelig side som man ikke får lov til at se. Jeg har altid sagt at jeg var så tryg ved ham og vi var skabt til hinanden. vi har aldrig skændtes…Jeg har altid været bange for at et skænderi ville have farlige konsekvenser, og jeg kunne blive forladt…Det er jo en barndomsfølelse, men vi har sgu også altid været meget enige om alt. Men samtidig kan jeg se at det foregår sådan i hans familie, hvor flere ikke ses i mange år pga af uvenskab.
Da vi mødtes kom han lige fra et andet forhold, og før det et ægteskab. Altså en der flytter ind til en ny med det samme. Jeg er en der er alene før jeg finder en anden.
Dengang var jeg i gang med flere uddannelser og jeg tror han faldt for at jeg var så selvstændig og havde gang i spændende ting.
Jeg fandt også ret hurtigt ud af at han var i RKI og skyldte en million væk. Så de første år blev hans skattegæld afdraget. Herefter tog jeg ansvar for at han fik gældssanering. Og selv om hans gæld var stiftet sammen med tidligere kone blev min økonomi regnet med. så vi har ikke haft mange penge, men målet har været 5 år og derefter gældsfri. Det skal lige siges at jeg altid har haft orden i økonomi, selv om jeg på ingen måde har penge. I alle de år der er gået har jeg forsøgt at få overblik over økonomi, men det har været meget svært at få ham til at være åben med løn og lignende. På et tidspunkt købte vi et gammelt hus i mit navn som vi stadig bor i. Han blev gældlfri i marts og alligevel er der mig der betaler alle udgifter. Han giver mig 2000 kr hver gang jeg siger at jeg ikke har penge til at handle mad for.Så jeg har nu en større gæld pga en kassekredit.
For to år siden fandt han ud af at han ikke kunne klare at bo sammen med mine børn og flyttede i en lejlighed. Den havde han dog været skrevet op til ½ år. Han flyttede og jeg var helt ude i tovene da jeg elsker ham. Men det positive var at jeg nu havde en meget stram økonomi, men jeg vidste hvad jeg havde og det var godt. Jeg var dog meget vred over at han forlod mig og overlod alt til mig. Jeg fik dog heldigvis et beløb af min far og klarede mig igennem.Vi begyndte dog at ses ret hurtigt igen og jeg overnattede tit hos ham. Da min søn fik sin egen lejlighed tiggede jeg min mand om at flytte hjem igen, hvilket han gjorde. Og da jeg ikke ville risikere at blive efterladt med så meget gæld en anden gang, blev vi gift. Men igen blev der rod i økonomien som jeg flere gange bragte på banen. Da han blev gældfri var det fedt for nu havde vi belønningen fra alle de "magre" år. Vi skulle så have fælles konto. Jeg mente det ville give mig ro at have overblik over tingene. Men tiden er gået og han har endnu ikke fået skiftet konto.
I foråret blev han kontaktet af personer fra hans gamle klasse i fokeskolen og de har arbejdet med at skulle samles til en klassefest.
I vinter jeg jeg ned med stress pga dårligt arbejdsmiljø og blev senere fyret da der skulle ske besparelser. Efer min raskmelding har jeg så været fritstillet og får status som arbejdsløs om 14 dage. Så jeg har været noget nede det sidste halve år. Jeg bliver også nedtrykdt når jeg tænker på at være arbejdslæs i min alder 52. Samtidig sker der det er min far bliver indlagt med hjertestop her den anden dag, så jeg føler mig noget belastet.
Jeg synes dog vi havde en god sommerferie sammen, og da jeg jo var fritstillet blev jeg i vores campingvogn endnu en uge, mens min mand startede på arbejde.
Det viser sig nu at han i den uge har besøgt en af de gamle klassekammerater og har været sammen med hende. Det fortalte han mig så. Og derfor tog han væk i weekenden for at tænke.
Så jeg synes tæppet er revet væk. Dels har jeg ikke noget job, og dels vil min mand måske forlade mig igen.
Jeg har svinget op og ned humørmæssigt hele weekenden. Jeg elsker ham meget højt, men jeg kan se mig selv fra tidligere at være en handlekraftig kvinde der kan klare alt selv, til nu at være blevet en dørmåtte.
Og jeg tænker at jeg må træffe det valg at jeg ikke vil ham. Jeg siger søger tryghed, men fakta er at alle årene med ham har været de mest utrygge i mit liv. Men samtidig elsker jeg ham meget højt. Men vil jeg nogensinde få ro i sindet sammen med ham. Jeg tror han forelskede sig i mig som en handlekraftig kvinde, og jeg er det stik modsatte nu. Jeg vil dog stå som handlekraftig hvis jeg nu formår at træffe valget at vi ikke skal ses mere.
Samtidig er jeg vred over at han dels har haft korrespondance på internettet med den gamle klassekammerat og at de er mødtes og har gjort som de har gjort.
Jeg tænker dog også at man siger gamle klassekammerater falder ind i den gamle rolle når de mødes. Og hvis de var kærester i første klasse er det måske det dr blusser op. Og så tænker jeg at det er et "falskt" møde da de formodentlig begge har ændret sig meget.
Jeg håber du kan få hoved og hale på hele denne lange historie.
Jeg har en stor knude i maven af sorg, men får inde mellem fat i noget kraft som jeg måske kan bruge som drivkraft.
Nej livet er sgu ikke for tøsedrenge.
mvh den "splittede"

PS…Jeg glemte at skrive at jeg foreslog vi skulle gå i parterapi sidste gang vi flyttede sammen for ikke at få de samme gentagelser, men det afviste han.

Tak for dit indlæg.
Nej, livet er ikke for hverken tøsedrenge eller tøsetøser. Der er store udfordringer ind imellem, og det er ikke alt, vi kan se som en gave. Noget er helt klart en opgave.
Mit umiddelbare svar til din historie er:

Din far er meget syg. Du ved, at du elsker ham og han elsker dig. Sæt din mand på standby. Hvis han ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og komme til dig og være en mand, du kan læne dig op af, og hvor fortrligheden har gode kår, så lad ham gå sin vej. Ud i hans impulsliv og lad ham så selv finde ud af, hvilken støtte du har været.
Jeg hader, at nogle mennesker ofrer sig i kærlihgedens navn. For som jeg tit har skrevet på denne blog:
Kun i forhold til vores børn kan kærligheden bære alt. I forhold til kærester eller ægtefæller, må der være et gensidigt ønske om et fundament, hvor respekt, tillid, opbakning og ærlihged er lige så vitalt som kærlihged.

Lad ham komme til dig. Og gør han ikke det, så vis ham, at det er ham, der går glip af dig.
Tænk på, hvornår du sidst har følt dig rigtigt levende.
Og tænk på, hvad du ikke vil byde dig selv.

Kan du mon leve med, at han går tilbage i tiden… fair nok, at en tidligere klassekammerat rører på sig. Men ikke fair nok, at din mand i 2010 ikke er i stand til at agere som en moden, ansvarlig og tillidsværdig mand.
Gør dig helt klart: hvis der er utroskab, skal der to til at redde forholdet. Det kan du ikke redde alene……

Så: melder han ikke ind og erklærer dig ansvarlighed og kærlihged, så er det dig, der skal begynde at drømme og finde en, hvis værdier matcher dine.
Du lyder dejlig, så jeg er helt sikker på, at du finder et bedre match, hvis din mand ikke straks komer ind i kampen.

Fat mod.
Husk: hvo intet vover, intet vinder.

Christel

Hej
Mange tak for dit indlæg.
Sikke dog en sørgelig situation. Det lyder som om, at du stadig er i en form for chok. Træk dig væk og hold lidt afstand, både fysisk og kommunikationsmæssigt, så du lige lander på dine egne ben og gør dig helt klart, at det er fint og fantastisk at elske et andet menneske, men at du ikke må blive hverken desperat eller afhængig af ham.
Hold distance og find ud af med dig selv, hvad du gør anderledes nu end da I lærte hinanden at kende.
Ingen ved, om det skyldes hans job eller noget andet, at hans følelser er ændrede. Stol på, at det at han får tid til at tænke sig om og finde sit eget svar, er det der er brug for.
Du kan helt sikkert finde gode svar i Joan Ørtings bøger "tag mig" og "hvad vil du ha".
Men igen: Bliv ikke desperat. Intet er værre end afhængighed. Og det vil skabe ubalance i jeres forhold.
Du skal ikke begynde at være kvinde-listeig og "spille isdronning" eller noget lignende. Bliv ved at være som du er, og sørg for at holde fast i: "hvis han ikke vil mere, er det ham, der går glip af mig"..

Hold fast i dig selv.

Alt godt herfra
Christel

Kære Christel,

Jeg skrev her d. 1.juli. Tak for dit svar.

Jeg har kigget lidt på spørgsmålene ”hvad får mig til at føle mig som kvinde”, ”hvad gør mig rigtig glad” etc. og jeg fangede mig selv i at prøve at finde ting, som min mand ikke var en del af/ikke giver mig. Måske ubevidst til at starte med, men da jeg tænkte efter, kunne jeg godt se, at det var det, jeg gjorde. Og til det sidste punkt ”når jeg lytter til min krop og mine følelser, hvad er jeg så nødt til at gøre” – har jeg skrevet ”gå.” på det stykke papir, hvor jeg havde skrevet spørgsmålene ned på.

Jeg tror egentlig, at jeg har det lidt som en anden har skrevet på denne side, at jeg har gjort det der var forventet/ det man jo gør mht. ægteskab, børn og parcelhus i forstæderne… Ikke at jeg har følt mig tvunget til det, men jeg har måske bare ikke tænkt så meget over det, som jeg måske skulle have gjort.

Vi har efter sidste alvorlige samtale begge skrevet ned hvad vi ønsker af forholdet og forbedringsforslag, bl.a. at vi begge to skal gå til et eller andet, for at få mere energi.
Det er så kun mig, der har fået undersøgt det jeg gerne vil gå til… Min mand er vist tilbage i troen på at alt bare er som det skal være og det giver jeg muligvis også indtryk af…
Jeg har pointeret at jeg har brug for at føle, at det er helt i orden, når jeg tager i byen med min veninde (hvadenten det er til kl 24 eller kl 3) en gang imellem og jeg ikke føler at jeg skal ”spørge om lov”. Jeg føler stadig ikke at jeg har denne accept.

Jeg har vendt og drejet det, synes jeg, men det er jo bare supersvært, for jeg vil ham virkelig ikke noget ondt eller såre ham i min egen jagt på lykke, men på den anden side har jeg lige nu meget svært ved at se, at det her kan fortsætte…

Men jeg ved ikke rigtig… Det er svært for mig lige nu at sige, at jeg vil kæmpe for det her forhold, fordi det virker så dødt og jeg ikke rigtig kan huske hvornår det har været rigtig levende… Så hvad så nu? Kan parterapi overhovedet nytte, hvis ikke man helt tror på det? Vi har planlagt en 4 ugers tur til Thailand til efteråret og jeg har sagt til mig selv, at det må være den endelige prøve. Hvis ikke vi kan finde kærligheden sammen på sådan en tur, så er den der måske bare ikke…

Jeg ved ikke rigtig om der var noget spørgsmål i det her – men håber du kan give lidt feedback på mine tanker…

Mvh Maria

Hej Maria
Tak for dit indlæg. Hermed mine refleksioner.

Jeg vil mene, at det godt kan nytte og betale sig at gå i parterapi. Det er fuldt forståeligt, at du svinger imellem at tro lidt på, om I kan lykkes, eller om tvivlen bliver den mest dominerende. At gå i parterapi kan være med til at afklare, om din kæreste har den vilje og interesse, der skal til for at I kommer på højkant igen. Så om ikke andet, så for afklaringens skyld, og for at kunne få talt om de frustrationer, bl.a. du går med. Eksempelvis at du er begyndt at undersøge noget vedr. fritidsinteresser, men er usikker på, om kæresten byder ind.

Det er jo ikke kun at finde eller genvække kærligheden det handler om. Det lyder jo dejligt med en ferie, men da det jo er hverdagene, der er flest af, så er det jo i hverdagene, at oplevelsen af samhørighed, alvor og glæde skal i spil. Og det er for hårdt, når det for længe har været en mangelvare og for hårdt, når den ene part har oplevelsen af at trække det største læs.

Ordet "team" betyder i sin oprindelige betydning "et forspand med to heste, der trækker".

Tænk over, hvordan I som de to heste "trækker" jeres tilværelse….
Det ville da være mere end relevant at få kastet lys over det og talt om, hvordan I hver især oplever det.

God fornøjelse.

Venlig hilsen
Christel

jeg skriver da jeg er meget frustreret over mine manglende følelser over for min kæreste. Vi arbejdede sammen da vi startede med at date, da han inviterede mig ud første gang var jeg ikke selv bevidst om jeg kunne lide ham, men vi havde det sjovt sammen, så troede bare det var venskabeligt, skal siges jeg er 31 og han 46. men vi forelskede os, og alting gik meget hurtigt. efter en måned var vi til fest, jeg talte med en anden kollega, og da der kom underholdning tæt derpå satte jeg mig på skødet af ham, der var intet i det fra min side, og da underholdning var slut gik jeg tilbage igen, men der var min kæreste pisse sur, og vi endte med at skændtes og tog hjem. Men jeg følte ikke jeg havde gjort nogen større fejl, end det burde tilgives, og ikke ske igen. jeg kæmpede meget hårdt, da jeg ikke ville miste ham, og vi faandt sammen igen, men han kunne ikke rigtig ligge det fra sig og det dukkede op igen og igen. Da vi havde været sammen 3 måneder blev jeg så gravid, bestemt ikke planlagt, men tænkte det nok skulle gå, da vi ville have børn(var et krav fra min side, men han har altid sagt det var ok med ham) samtidig blev jeg opsagt på job, men var heldig at finde et nyt straks. De første 3 måneder af graviditet har været meget hårde, har kastet meget op, og været konstant træt, samtidig var han blevet mere skeptisk mht til hans tillid til mig, han kunne ikke have at jeg havde andre fyre på facebook, og slet ikke ex'er. Jeg taler ik som sådan med mine ex andet en tillykke med fødselsdagen og sådan. men aftalte med min kæreste at jeg ville slette de 3 ex'er jeg havde på fb, for hans skyld, og han bekræftede at bare de ik var der så var han ligeglad med om jeg havde deres nummer på mobil. men kort tid efter var det så problemet… Han har også sagt at han er meget ulykkelig når jeg ikke er der, så tænker han det værste, og han ofte bare sidder og kigger ned i gulvet på arbejdet fordi han tænker skidte tanker. For ca en måned siden var min økonomi noget skidt, og jeg kæmpede hårdt med at få det på plads(flere problemer oveni det hele) jeg prioterede mine udgifter, og en regning måtte jeg udskyde lidt, de har åbenbart en måde at få deres penge ved at ringe konstant, 5-6 gange dagligt, da det stressede, slukkede jeg for lyd og vibrator, og var flov over min situattion, jeg har også gemt mobil lidt væk da jeg ik ville have han skulle se det(en blanding af jeg var flov, og samtidig bange for han ville tro det var en anden der ringede fra hemmeligt nummer konstant) for 3 uger siden kunne jeg mærke noget var galt med ham, spurgte hvad det var, men han ville ik tale om det. vi tog på hans opfordring til kræmmermarked med mine forældre, men under hele turen ville han ikke gå sammen med mig eller holde mig i hånden, efter en time fik jeg nok, og sagde jeg syntes det var underligt, hans kommentar var bare at han også ville skride når vi kom hjem og jeg aldrig ville se ham igen. var total lamslået og stod der og følte mig totalt ulykkelig og anede ikke hvorfor det skulle stoppe. da vi kom hjem sagde han bare, jeg vidste hvad det var og ville ikke give mig en forklaring. først senere da jeg ringede og spurgte om vi var slået op, fik jeg forklaringen at han mente jeg var utro, og jeg jo skjule mobil. jeg forklarede situation, men var virkelig skuffet over han kunne forlade mig 2 måneder henne i graviditet, uden at sætte spørgsmålstegn eller spørge eller være sikker. Han var alene 2 dage hvor han åbenbart kunne se at det var ham der var gal på den, at jeg havde været en perfekt kæreste, og han mente at han nu havde lagt mistillid til mig helt væk. men jeg havde virkelig svært ved det hele, og jeg kunne ik komme ind til mine følelser, alt både gode og dårlige var væk, og efter 14 dage hvor jeg kun sov kastede op og arbejdede, bad jeg ham om at flytte lidt hjem til ham selv, havde brug for at finde mig selv. det er nu 14 dage siden, jeg er begyndte at kunne komme lidt ind til følelserne igen, men min gnist overfor ham er væk. jeg er nu 3 måneder henne i graviditet, det er min første, og syntes jeg ville kæmpe for forholdet. Men skal jeg være ærlig så var jeg ik sammen med ham mere hvis vi ik skulle have et barn.
Jeg har virkelig svært ved at acceptere at vi har et kommende barn sammen, at det er noget jeg skal "dele" med ham. kunne heller ik dele nogen glæde over scaning m ham, da jeg igen ikke føler det er hans, men er naturligvis lykkelig over tanken om barnet når jeg er alene.

Er der noget jeg kan gøre for forholdet for at finde tillid til ham igen? og finde kærligheden igen. ved godt der er sket meget på de 6 måneder vi har kendt hinanden, og er ked af jeg ikke lærte ham at kende ordenligt, inden der kom et barn, men det er sket og må tage konsekvenserne af det. Skal siges jeg aldrig har været ham utro, eller tænkt i den retning, tværtimod.

Hej Linda
Mange tak for dit indlæg.
Efter at have læst det flere gange, har jeg en del refleksioner.
De kommer her:

For mig at læse er din kæreste jaloux og har en høj grad af besiddertrang. Det er hans eget tema, og det må han vælge at tage ansvar for. Ellers får du bare rollen, ene og alene, der handler om at han ikke har følelser og tanker, han ikke kan styre. Det er jo ikke dig, der "propper" skidte tanker ind i hans hoved. Det er desuden en meget aparte og respektløs adfærd, han har, når han bare kan sige slut, vel vidende at I venter jer.
Så vær lige helt opmærksom på, at det ikke er dig, der har den primære rolle vedr. at bygge tilliden op. Det er ligeså stor og vigtig en opgave for ham.

At dine følelser, gnisten, er væk, tror jeg skyldes, at du har mistet respekten for ham. Mange kvinders følelser og lyst daler eller forsvinder helt, når de ikke føler, at de kan være stolte a deres kæreste. Og når han har foretaget nogle valg eller sagt nogle ting, der gør, at det er svært eller næsten umuligt at respektere ham.
Derfor er det, som jeg ser det, ikke så meget tillid eller kærlighedet, som din/jeres situation handler om, men respekt eller manglen på samme.
Hvis I begge har interesse i at blive en lille familie og komme ud over jeres begyndervanskeligheder, vil jeg anbefale jer at gå i parterapi. Så hurtigt som muligt.
Hvis der ikke er en fælles lyst til dette, vil jeg anbefale dig at glæde dig over det lille barn og komme videre for dig selv.

Du må naturligvis gerne skrive igen, hvis du har flere spørgsmål.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

For tre uger siden blev min kæreste og jeg 'enige om' at gå fra hinanden. Det vil sige at det var ham der ønskede at gå hver til sit. Han ønskede at det skulle lyde som om han var gået fra mig. Han blev meget påvirket af min reaktion og følte medfølelse og dårlig samvittighed. Jeg var og er selvfølgelig sønderknust. Vi har været kærester i 2 år. Det første år svævede på vores lyserøde forelskelsens sky. Derefter skulle han starte på et 10 mdr skoleophold på fyn. (vi begge bor ellers på sjælland) Dette var for mig i starten svært at vænne mig til den fysiske afstand, og det gav måske lidt modgang i forholdet. Men vi havde det godt når vi var sammen.

Han sluttede derovre i juni måned i år. Kort inden havde han en fredag eftermiddag fortalt mig at han ikke længere følte at han var forelsket i mig mere. Det kom som et chok for mig. Altså jeg kunne da også godt mærke at det havde kørt lidt hårdt til på det sidste med småskænderier og beskyldninger for dit og dat.

Vi har aldrig været god til at kommunikere over telefonen. Jeg har savnet ham meget, og manglet at høre noget fra ham og blive glad over en sød sms. Telefonkommunikationen har været meget præget af praktiske aftaler og lign. Vi sås for det meste kun i weekenderne i de 10 mdr.

Men han ville gerne give vores forhold en chance, for som sagt har vi det jo rigtig godt i hinandens selskab når vi er sammen. Alt var som det altid havde været, men vi fik egentlig ikke snakket om hans eller mine følelser og tanker om forholdet. Vi lod bare som ingenting. Vi var på en uges kæresteferie i bulgarien lige efter han sluttede på skolen. Det var en super dejlig ferie med afslapning og masser af hinandens selskab, og det gik egentlig rigtig godt. Vi var ikke oppe og skændes eller sure på hinanden.

Efter vi kom hjem begyndte det at gå skævt igen. jeg blev mere og mere sur og frustreret på ham over at han aldrig kom til tiden og lå og sov når han så endelig kom.. Sådan nogle småting, men jeg røg helt op i det røde felt. Det endte som regel ud i et stort skænderi hvor vi råbte højt og kastede med beskyldninger om alverdens fejl og mangler hos hinanden. Vi stoppede aldrig op og sagde 'hov hvad har vi gang i'. Jeg var faktisk næsten selv overbevist om at jeg ønskede at slutte forholdet. Jeg sagde at vi måtte tale sammen og inden vi fik talt om noget, sagde han igen at han stadig ikke var forelsket i mig mere. Han forstår det ikke selv for han synes jo at jeg er en sød, dejlig og smuk pige, som han stadig føler sig tiltrukket af, men ikke forelsket i.. Jeg blev meget overvældet over mine egentlige følelser, for jeg ønskede inderst ikke at slutte, men at få det til at fungere igen.

Han øsnker fortsat at vi skal holde kontakten og ses til god mad og film.. – som vi plejer?? for vi har det jo dejligt når vi er sammen. Vi kan få hinanden til at grine og vi 'slås' og putter og slapper af, sover – har det skønt. Lige siden bruddet har jeg kun kunnet se at det dejlige vi havde sammen og været hele følelsesregistret igennem flere gange. – Jeg savner ham inderligt!

Han ringede så til mig idag for at snakke lidt, og fortæller at det føles mærkeligt og underligt at være gået fra hinanden. Det gør ondt at tale om og det er hårdt for os begge. Han siger at han vil komme og besøge mig snart og vi kan snakke lidt om det. Han siger at han glæder sig til at se mig og det var hyggeligt at snakke. Men jeg er ikke sikker på om han ønsker at give vores forhold en chance til? det skal siges at han rejser til australien til oktober og skal arbejde der i 6-8 mdr.

Jeg ved ikke om jeg tør sætte næsen op efter noget, om jeg tør lade mig selv leve i håbet? Har du nogen ideer til at få vores forhold på rette køl igen hvis han ønsker at prøve igen?

Øv hvor er det altså svært det med parforhold!

Mange hilsner Jeanne

Hej jeanne
Tak for dit indlæg.
Ja, du/I er i situation, hvor hjerte rimer på smerte, og hvis det er, som du beskriver, t han er på vej til Australien, lyder det som om, at det er hårde vækstbetingelser for jeres samhørighed. Især når kommunikationen aldrig har været den bedste på telefonen….

Mit bud er, at I enten stopper nu – og lader være med at bilde hinanden ind, at "vi da bare kan være venner", eller også går I ind i forhold for fuld skrue.
Går I ind i forholdet, skal der være et inderligt ønske fra jer begge to. Det er normalt ikke at være forelsket lnægere, efter 1 år. Det betyder ikke, at man ikke elsker hinanden, -forelskelsen er bare på vej over i en anden kærlihgedsform, hvor venskabet har mulighed for at blive stærkere. Forelskelsen er jo fasen, hvor mand-kvinde kærligheden er stærk, og hvor romantikken blomstrer, og når den mindskes, vil den, hvis man holder sammen, kunne erstattes af en større kærlihged for hinanden som mennesker.

Så hvad er mit råd til dig:
At du lader ham vide, at han kun skal komme og besøge dig, hvis han ikke kan lade være. Ellers hellere tage det endelige brud nu og komme videre hver for sig.
Det lydr lidt barskt, men jeg tror, at han skal udfordres, så han tager et valg. Det bliver alt for tit ubalanceret, hvis man tager holdningen, der hedder ":vi kan jo mødes nogle gange og se, hvad der sker"….
Hvorfor ikke vælge at sige": Nu er vi sammen, og så får vi det bedste ud af det":…
For mig at se er den første holdning mange gange spild af god tid og som regel bekymringsdannende hos den part, der elsker mest og vil forholdet mest.

Du skal selvølgelig afveje i dig selv, om du vil være i et langdistance-forhold, nu hvor han snart er på vej af sted igen.

Jeg er sikker på, at du/I finder den løsning, der giver mest mening, både på den korte og den lange bane.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Jeg bliver lige nødt til at skrive igen… Jeg ved ikke om du kan huske min historie med min utro kone, som ikke finde tilbage og mig der ikke kunne tackle det… Meget er sket siden, men jeg sidder stadig grueligt fast i mine følelser og kan simpelthen ikke finde ud af hvad, hvordan og hvorfor…

Du har guided mig på rette vej før, og jeg håber at du kan hjælpe med et par kommentarer igen…

Jeg har lyttet til dine råd før, overvejet og tænkt en masse over det du har sagt. Det har da også resulteret i nye tilgange, handlinger og indstillinger fra min side 

Det hvor vi er kommet til nu, er at jeg har anmodet om en skilsmisse på baggrund af utroskaben (lidt mod hendes vilje, da det for hende ikke er grunden til at vi skilles, men jeg holdt fast), og hun er flyttet (primo august). Jeg har sluppet meget at mig omgang med hende undtagen når det handler om børnene. Hun ser stadig manden fra utroskaben, da hun mener at hun har meget at lære fra ham, og at han giver en masse ift. den proces hun er i gang med nu. Den proces hun snakker om har tråde tilbage til forholdet til hendes mor, hendes tilgange til kærester og til livet generelt. Hun arbejder også med hvordan hun kunne gøre hvad hun gjorde mod mig, hvorfor hun kunne opgive det vi havde, hendes prioriteter i livet, hendes sexualitet og en masse andet. Her siger hun at hun har mødt en, der kan møde hende i disse problemer og hjælpe hende igennem. Havde de så ikke også haft en sexuelt forhold, kunne jeg klare det, men det har de, og så melder jeg fra… Vi er efterhånden også ret afklaret med hvad det var hun ikke fik i forholdet med mig, og at hun ikke tror på det…

Problemet er som før, min tilgang til hende… Jeg har slået bak, og sagt at jeg ikke kan klare at være med hende alene uden børn (vi har 2 på 4 og 7 år), og det praktiserer jeg stadig så vidt muligt (og det lykkes ganske fint). Hun er afklaret og vil gerne have et venskabeligt forhold til mig… Så havde vi i søndags en super hyggelig dag sammen alle sammen, og det havde jeg det rigtig godt med… Indtil jeg kom hjem og begyndte at tænke på hende (min hjerne slår tit klik i den samme rille ift. det hun har gjort og stadig gør (med ham))… Så fik jeg knude, væmmelse og ubehag og har så slået bak igen ift. at mødes som ellers aftalt. Hun er ærgerlig men forstående for dette, men jeg syntes også at det er synd for børnene, som jeg gerne vil tage rigtig meget hensyn til (de klarer det rigtig flot, og det tror jeg er vores fortjeneste ift. vores måde at være sammen med dem på – det betyder alt for mig i øjeblikket).

Jeg er der hvor jeg mentalt har indset at det højst sandsynligt ikke bliver os igen og det har jeg det egentlig fint med (mentalt), for jeg tror heller ikke at hun kan levere hvad jeg har behov for i et forhold (bl.a. tryghed, kærlighed & tillid). Mit problem er bare at følelsesmæssigt har jeg ikke sluppet hende, og jeg er endt i en rigtig Catch 22… Jeg har det bedst når jeg ikke er sammen med hende, for så bliver jeg ikke konfronteret med hende og dermed hvad hun har gang i med ham og mine bristede drømme. Samtidigt nyder jeg det virkelig når vi er sammen med børnene for vi har det rigtig hyggeligt sammen – vi fungerer og jeg har det godt med det så længe det står på. Lieg indtil tankerne og følelserne efterfølgende tager over… Damn if I do, Damn if I dont!!!

Jeg drømmer om den lykkelige skilsmisse, for jeg er sikker på at jeg er den type, men lige nu har jeg bare rigtig svært ved at acceptere det valg hun har truffet på mine/vores vegne… Jeg er ikke færdig med at bearbejde hvad der er sket, jeg har ikke helt fundet mig selv, mit ståsted, min tilgang…. Det har hun i meget højere grad og hun har haft et redskab til dette i ’sin elsker’ – dog har hun stadig en masse at arbejde på/med… Men jeg kan simpelthen ikke lure hvad der skal til for at jeg kan finde min tilgang/mit ståsted…. En god dag sammen med børn og hende er rigtig dejlig og giver ro og tro på et hyggeligt samvær på trods, samtidigt med at hendes selskab ikke giver mig noget (følelsesmæssigt) – andet end smerte, svigt og en reminder om de bristede drømme.

Du har før sagt at jeg er bange for adskillelsen og tanken om ikke at leve med hende, og det kan der være noget i… Det er dog ikke det at være alene, men snarere det at skulle leve med de bristede drømme generelt – og blive konfronteret med dem hver gang jeg ser hende – der går mig på… Helt undgå hende kan jeg desværre ikke pga. børnene og et lille lokalsamfund – og børnene vil jeg virkelig strække mig for at skåne…

Hver gang at vi prøvet at snakke om det/noget/os, kommer min fortvivlelse og vrede hurtigt op og mit fokus er meget på hendes forhold til elskeren og hun går i forsvar – så det fraholder jeg/vi os fra at gøre særlig tit – men det hjælper heller ikke på min proces… Jeg føler selv at jeg har sat min grænse, sagt og vist at så længe at han er i hendes liv, så er der ikke plads til mig. Jeg har også gjort det klart at hendes valg (af ham) også er et fravalg (af mig). På samme måde som jeg pressede skilsmissen igennem lidt mod hendes vilje for at vise at det er vigtigt for mig… Jeg mener at jeg efterlever min grænse, men følelsesmæssigt har jeg ikke overbevist mig selv endnu, og tvivlen æder mig op…

Jeg forsøger at have fokus på mig selv og komme videre, men det er svært når jeg hele tiden (uundgåeligt) bliver konfronteret med hende… Der er ikke noget at arbejde på eller for ift. os som par – den har jeg accepteret mentalt, men følelsesmæssigt er jeg der ikke endnu.

Puha, det var en ordentlig omgang – Det hjælper altid at forklare/fortælle lidt om det, og jeg håber at du eller andre har et par konstruktive kommentarer 

MIS

Hej MIS
Tak for dit indlæg. Sikke en masse, der er sket i dit liv, siden du skrev sidst.
For mig at se, kommer du til at blande nogle ting sammen.
Din ekskone og hendes elsker kan hverken gøre fra eller til i fohrold til dine bristede drømme.
Som I allerede har erfaret, gør det endnu mere ondt, når elskeren nævnes, så det samtaleemne må du og din ekshustru undlade at drøfte.
Men de bristede drømme er dine egne. Og det er en bearbejdsningsproces, du jo er i fuld gang med, men som tager tid.
Det er en proces, bestående af at leve din sorg og tristhed igennem dvs. at græde eller mærke din sorg, når den er der – og derigennem nærme dig en følelsesmæssig accept. Du kan ikke overbevise dig selv om, at det er fint nok, hvis følelserne siger noget andet. Ved at leve sorgen ud, og ved at være fysisk, evt. via motion, når vreden og fottvivlelsen er der, vil du gradvist bemærke, at du heler mere og mere.
Det er rigtigt godt at læse, at børenne og forholdet til dem betyder alt.
Se det evt. sådan, at du opretholder din far-rolle, og også det at kunne være venlig over din ekshustru, når I taler sammen.
Det er din rolle som mand, der er udfordret. Og du kan jo nærmest regne med, at efter en dag med ekshustruen og børnene vil der komme en stund, hvor du har brug for at være dig sel og at mærke på sorgen og gennemleve den.
Det kunne evt. være nyttigt for dig at læse. Især bøger, skrevet af mænd.
I flæng kan nævnes " til lykke med din krise" af Finn Nørbygaard, "et liv på kanten" af B.s Christiansen mv.

Du kan også overveje at tage et personligt samtaleforløb, hvor der er plads til din sorg og alle de tanker, som du forståeligt nok har i denne overgangsperiode.

Du reagerer helt normalt. Det hårdeste for en mand er at miste sin kvinde.
Det tager tid at hele store sår, ikke ?

Du gør det rigtigt godt.

Lyse tanker
Christel

Hej Christel

Som altid tak for dine svar og vínkler, som faktisk giver mig støtte til at se på processen lidt mere nøgternt… og det er rart… Jeg ved godt hvor mine svagheder er, og jeg ved godt hvordan disse burde tackles – det gør det dog ikke lettere… Jeg tror dog nu at jeg har fået et sted at begynde – et sted at gå ud fra…

Jeg ved godt at det tager tid, og jeg er sikker på at det nok skal blive godt på et tidspunkt, men det er, som du siger, tiden derimellem der er hård – rigtig hård…

Jeg har fået noget at arbejde med, og for det takker jeg (igen)…

Mvh og tanker
MIS

Hej,

Jeg håber, at du kan komme med et godt råd til mig. Jeg har kendt min kæreste i 6 år og vi har boet sammen i 5 år. De sidste par år har vores liv sammen været trist. Min kæreste havde en depression, da jeg mødte ham og fik piller for den. På et tidspunkt stoppede han og det gik egentlig også ok indtil hans far døde og han røg på piller igen. Jeg har mistanke om, at doseringen muligvis er for lav. Da vi for nylig skulle på ferie, spurgte jeg ham, om vi skulle tage afsted som venner eller kærester og han valgte venner. Han fortalte mig, at han havde tænkt over det et stykke tid og at det nu var slut og at han vil flytte. Han taler om, at det hele er trist, han keder sig og vil have sin frihed tilbage og starte på en frisk. Det skal siges, at han tit virker trist og umotiveret. Han har intet gjort for at redde vores forhold. Der er så mange ting, han gerne vil, men gør ikke noget. Han siger, at han er træt af at se fjernsyn hver aften, men tager ikke initiativ til noget som helst andet. Han har oplevet svigt i sin barndom med en far, der drak og en mor, der aldrig var hjemme. Jeg er bare så ked af det, da jeg stadig elsker ham og vil gøre alt for at få det til at fungere. Jeg tror, at han stadig har noget depression, men jeg kan ikke få ham til at indse det og tale med sin læge eller en psykolog. Min teori er, at det ikke er mig han er træt af, men sig selv. Kan du give mig et godt råd?

Mvh
Pernille

Hej Christel og andre der følger med herinde!
Jeg vil lige komme med en update på min situation(skrev til dig d 8 aug)
K og jeg har nu været igennem en periode på 2 mdr hvor alt er blevet vent og gravet i, det har både givet skuffelser og glæder, K valgte at prøve at finde kærligheden igennem at være med en anden, hvilket virkelig har skuffet mig , ik så meget at hun har været sammen med den her fyr, det er som det er, men at han i en periode var en del af min søns liv, hvilket jeg mener er respektløst, men med det sagt, har hendes "side" forhold gjort at hun har fundet ud af hvad jeg står/stod for og at vi skal kæmpe, hun vil nu til psykolog og ha at vi tage noget familie terepi, hvilket er mere end jeg kunne drømme om!
Hun har også sørget for at jeg får tænkt over tingene og kan forkusere på det at være en familie far, og at man må rette sit blik mod andre værdiger, end dem man havde før.
Hun er stadig meget tom inden i for følser, men hun siger at hun mærker at følserne for vores søn er kommet tilbage og bliver stærkere for hverdag(derved mener hun også at det kommer for mig igen).
Hvis jeg må dele lidt erfaring igennem det her med jer andre herinde, så vil det lyde sån her.
Engang imellem må man for det første være fra hinanden for at føle hvad man mister(et svensk ord sprog:man savner ik koen før den er væk fra stadlen).
To at engang imellem, lige meget hvor svært man tro det er, så må man ud og teste naboens "græs", jeg sagde til K at var hun sammen med en anden ville jeg ik mere, men efter nået tanke efterspil, mener jeg faktisk det var det bedste der kunne ske, hun vil jo kæmpe med mig, hvorfor? jov fordi det er mig hun vil, hvilket giver mig et ekstra driv, hun vil ik vidre "ud på marked" nej hun ved at jeg har noget at byde på, så i virkeligheden, skulle jeg give den her fyr næven og takke ham for at bringe os sammen igen!
Jeg har haft meget jalousi i mit unge liv(er 30 idag) og kan mærke at jeg også har fået sat den del nogenlunde på plads.
Jeg vælger at have kontakt til en psykolog for at arb på mig selv som person, da jeg bestemt har været delen til at vores forhold ramte den krise vi har/ er igennem!
Men som sagt så giver vi det her en chance mere, og vi vil arb på det som et team, vi bor stadig hver for sig, men er stille og roligt begyndt at lave ting igen som en familie!
Hver en krise her i livet, er en lektier, så lær af det og bliv stærkere, det har jeg gjort, og jeg har nu overskud og kan smile og være varm, tak for dine råd Christel, Jeg tro bestemt, at du hjælper flere mennesker end du ved, er virkelig taknemlig for den tid du ligger på det her!!
Og du må sige til om der er en sag elr sån man kan støtte som tak for din tid!
Mvh Den forhåbningsfulde, ny forelsket og familie far Jesper

Hej Pernille
Tak for dit indlæg.
Mit bedste råd: flyt fra hinanden i ½ år. Hvis der derefter er et stort savn og et ønske om fælles at klare skærene sammen, står I et noget bedre sted end nu.
Jeg forstår godt, at du elsker ham, men når han ikke melder ud, at i tager på rejse sammen som kærester, er det et tegn, du skal lytte til.
Lad være at spilde tiden. Vid, at det er dyrebart at kunne mærke kærligheden til et andet menneske i sig, men at det jo ikke altid betyder, at det er gensidigt.
Lav en adskillelse og se, om det vækker ham i forhold til erkendelsen af hans situation. Og se, hvad det gør ved dig, når de første 14 svære dage er overstået.

Venlig hilsen
Christel

Hej Jesper
Tak for dit fine indlæg. Hvor er det stort at læse om dine erfaringer.
Jeg tænker næsten hver eneste dag: der er altid mindst en mulighed, man har overset.

Alt godt
Ps. Hvis du vil støtte en sag som tak for det du læser her på bloggen, er mit bedste bud, at du køber eller anbefaler andre at købe min bog Motivation.

Særlig hilsen
Christel

Vedr. Jesper og Pernilles historier, deres vinkler og dit svar, Christel…..

De hjælper og giver mig ro på at den situation jeg selv er i, er den rette og at jeg nok skal komme derhen hvor jeg skal hen…

Tak til alle for at dele..

PS: Skal nok huske det med bogen

Hej alle
Ja, det er vidunderligt, når nogle af I læsere deler.
Det gør en kæmpe forskel

God dag herfra
Christel

Hej
Jeg skrev til dig d. 2.. august..og er ikke nået meget længere.
Min mand er flyttet ind til sin barndomskæreste, ja det gjorde han med det samme. Han har været her et par gange og hentet nogen af sine ting. De gange han har været her er jeg begyndt at græde. Enkelte gange er det lykkedes ikke at gøre det, men så har jeg gjort det når han er kørt. Jeg savner ham forfærdeligt meget og selv nu tænker jeg på ham konstant fra jeg vågner til jeg går i seng. Jeg søger desperat i bøger og på internettet efter artikler der vil fortælle mig at et sådan lyn-forhold ikke vil bestå.
Jeg svinger helt vildt i humør. Nogen dage er jeg enormt vred på ham og mener han er flygtet fra at tage et ansvar. Et ansvar for at sige at "jeg synes vores forhold er ved at gå lidt i stå, skal vi huske at være kærester igen". I stedet har han ladet stå til og bliver så forelsket og flytter med det samme. For ja, op til at jeg fik stress og i efterfølgende periode har det ikke været det helt vilde. Vi har dog ikke været uvenner eller noget, bare lidt halvkedelige. Og det har jeg heller ikke selv været opmærksom på før nu. Så min vrede til ham går på at han ikke har handlet så jeg vågnede op…og også kunne huske at handle..hvis du forstår.
Det hele bliver ikke bedre af at jeg nu er arbejsløs og derfor ikke møder nogen mennesker i det daglige. Nogen dage taler jeg ikke med et eneste menneske.Jeg skal være frisk til at søge jobs og er begyndt at gå hos en psykolog. Her har jeg været to gange. Mine få optursdage har givet mig en masse styrke og tanker om hvordan jeg selv kan klare mig fremover. Men mine nedtursdage synes jeg faktisk bliver værre og værre. Jeg kan bruge en hel dag på at "stene" og græde. Jeg blev bange for mig selv i weekenden da jeg gik i skoven med hunden og pludselig fik den tanke at jeg kunne hænge mig i et træ…Jeg var bange for at være alene og gøre alvor af det og skyndte mig at køre på besøg hos nogle bekendte…Da vi er tilflyttere i området er min bekendtskabskreds ikke så stor og jeg føler lidt jeg driver rovdrift på dem jeg kender, ved at invitere mig selv på besøg ind imellem.
Jeg er begyndt at gå til en del forskelligt gymnastik for at komme ud blandt andre mennesker, men det er ikke meget man får talt sammen. En lørdag aften er forfærdelig, jeg føler mig helt vildt ensom
Alle synes min mand er et skvat og en idiot når han forlader mig så hurtigt og ikke har magtet at give støtte. Det synes jeg så også hvis jeg skal se det udefra, men det er slet ikke sådan jeg har det. Jeg vil bare have ham tilbage…hvor vi skal huske at være kærester…Men jeg vil heller ikke være et menneske som bare ligger under, for sådan mener jeg aldrig tidligere jeg har været. Jeg ved ikke hvad der er sket i forhold til ham, hvorfor jeg bliver så underdanig…Dybest set synes jeg altid vi har hørt sammen. Da jeg mødte ham i sin tid var han meget vedholdende hvor i mod jeg var lidt tilbageholdende, da jeg slet ikke syntes han var min type. Faktisk syntes jeg han var lidt halvkedelig. Men pludslig var der vokset en dyb kærlighed frem.. Vi har har haft tendens til at sige nøjagtig det, den anden skulle til at sige, næsten som en slags tankeoverføring..Vi har samme holdninger til det meste, vi har næsten de samme interesser og har hver især støttet op om hinandens interesser…Så jeg har virkelig ment at det skulle være til døden os skiller, og har håbet på at jeg var den der først gik bort, da jeg ikke kunne forestille mig at miste ham…Men nu har han fundet en anden…
Jeg kan se at brev ser noget offeragtigt ud..men jeg synes heller ikke jeg kan finde noget handlekraft som får mig frem til at skulle leve uden min mand…Jeg ønsker kun det bliver os to igen, men med opmærksomhed….
Tak for dine gode svar og din store indsigt.

Må det svære vende tilbage, alt så jo godt ud, meeeeeenn, efter vi var begyndt at sove sammen igen og lave "familie" ting, brød K sammen, hun havde fået en slags panik angst, hun beskrev at murene krøb sammen om hende, og at hun menet det var mig der var skyld i det, hun var ik sikker på vi kunne få tingene til at funke, hendes verden ramlede og hun fik et kæmpe sammenbryd alt var bare sort, jeg bedte hende om at gå til lægen derefter, hvilket hun gjor, det var jo positivt, hun har nu fået lykkepiller i en lille uge og er sat til en psykolog tid den 7/10,(jeg har i den her uge elr 9 dage ik presset hende, og hun har ført alt på hendes intativ, det vil sige ingen ting) men det jeg skriver om er faktisk det der skete i dag, jeg fandt ud af at hun flirtede kraftigt med en anden fyr, gennem et par dage, hvilket jeg ik kan se som noget der virker som om man vil teste om det skal være os, og slet ik med tanke på at hun allerede har været sammen med en anden, hvilket ik gav hende noget.

jeg bryder sammen og siger at så kan det også være lige meget det hele, hun mener så pluslig det samme, hun orker ik med det her mere siger hun, for hun ser alligevel ik at hun kan finde følser for mig, men hvad skete der med familie terapien? hvad skete der med at hun bare ville have børn med mig og at vi skulle være en rigtig familie?
Jeg har nu kørt med på det her "game" i 4 mdr, stået model til enormt meget og føler jeg snart ik kan mere, elr det virker jo til det er forsent, jeg ringede til banken i dag, og skulle bestille tid, men fik ik fat i bankrådgiveren(måske en lidt overrilede ting at gøre fra min side da jeg vil hende mere end noget andet), men jeg skrev til hende at hun måtte jo ringe og bestille tid da det var hende der skulle have huset og hvis hun følte det var rigtigt at gøre!

Skal jeg bare lade banken gøre sit hun får huset og vi har sønnen 50/50, og så ser om vi finder noget i fremtiden, for min del er det uholdbart "tro jeg", da jeg ik er vil miste den tid vi kunne ha bygget vores liv op, men "måske" heller vil test at komme vidre, jeg er super forvirret da jeg på den ene side læser om depressive og det er lige netop det de gør giver op, men igennem den her prosses, har jeg lagt mærke til at jeg ik er særlig god til at håndtere det, elr måske selv er derpri, da jeg mange gange bare har lyst til at give op, jeg sidder jo forh*lvede med vores søn det meste af tiden hvilke suger enormer med energi og derud over tænke på alt det der sker omkring mig!

Jeg er selv hos en psykolog nu, var der i går, men det var første gang, så hun lyttede mere end at give råd, så gav ik så meget, ved godt det er sån det forgår og at Psykologen først må lære mig at kend før der kan komme noget godt ud af det.

Jeg føler at jeg har skubbet K væk at jeg har sat hende i en position hvor det er nemmere at sige så er det lige meget, end at kæmpe på, men har samtid lært at der altid ligger en sandhed i det folk siger, og hun siger hun ik vil mere og at jeg aldrig bliver en del af hendes liv
Men hvor meget skal man finde sig i?
Hun har været sammen med en anden fyr(historien længre op) Og der var jeg parat til at tilgive og mente at det var det bedste der kunne ske, men at hun så i vished om at jeg tilgiver hende forsætter sin måde, gør mig usikker og giver mig et signal om at hun måske ik vil det her!

Er meget energi forladet og ved at komme ud et sted hvor jeg ik kan bunde, jeg trode jeg var mere stærk, men nu kommer det i bølger mest som had og som surhed/agrationer ik over for mit barn men over hvad hun har udsat mig for, det sker inden i mig selv!

Jeg ved snart ik om jeg skal acceptere det og lad det gå den vej det skal elr om jeg skal kæmpe forsat og tro på noget som er så sort og virkerså håbløst?
Tak endnu engang

Hej og tak for dit indlæg.
Når graden af forvirring og sorg, svigt og frustration er så stor som du beskriver, er mit bedst bud at skabe afstand. Tag fat i dit eget liv igen og gør dig klart, at du må "ud af skoven, for du kan ikke se den for bare træer". Du veksler forståeligt nok immelm om, du skal aacceptere, respektere, blive ved at elske, basere på et håb ,osv osv. Det er alt for meget på én gang. Og når der ikke er flere kræfter end der er, så er det slet ikke det du skal fokusere på. Det, du må fokusere på og der hvor du selvsagt må lægge dine kræfter,er : Hvad kan jeg lige nu?

Flyt væk. Lad hende, hvis det føles ok for dig, tage ansvar for at forholde sig til hus. Få klare linier vedr. jeres søn, så du både har tid med ham, og så du også har tid med dig selv. Kom på fysisk afstand, så dine tanker kan falde til ro. Og så du kan se, høre og mærke, hvad der så vil ske.
Måske vågner hun op, måske går hun videre, måske går hun i ring, – ingen ved det.
Kom nu væk fra den forvirrings-standby knap og blivdin egen præmis-leverandør.

Held og lykke

Christel

Tak for svaret, jeg har lige snakket med banken og de siger eneste mulighed er at sælge huset elr en af hendes familie medlemmer skal stå i steden for mig, jeg forklarede hende det og så er det, det. og jeg sagde til hende at nu var det vigtigst vi fik Liam(vores søn) igang i børnehaven, starter på mandag, hvor jeg også starter på mit arb igen, har været forældre ledig i over 7 mdr nu, så det føles godt!
Jeg vil lige tillægge at jeg bor i egen lejlighed og har gjort det i gennem de 4 mdr alt det her har stået på!
Derfor ekstra frustrene, egen økonomi og egen liv at holde sammen på når man endlig ville noget andet!
Men jeg er stærk og får proffesionel hjælp , så jeg kommer oven på igen, med elr uden hende!
Atter en gang tak for dine svar og for at du stille op!

Hej Christel
Hvor er dette sted rigtig godt! Tak for det.
Jeg har været sammen med min kone siden vi var 20 (nu 32), blev gift som 25, 2 børn på 3 og 6. For 2 år siden kulminerede en periode på et par år med konstant nedad bakke i forholdet med at C ikke var sikker på, at hun elskede mig mere. Efter et halvt år hvor vi alene arbejde på det, ville hun skilles – hun elskede mig ikke mere. i løbet af den de efterfølgende 5-6 uger fandt vi på sporet igen og har været sammen indtil i sidste uge, hvor hun meldte skilsmisse igen – denne gang fuldstændig sikker. Hun elsker mig ikke mere og tror ikke på at det kan findes igen – lige meget hvad der gøres.
C har været meget igennem. Fødselsdepression med første barn, kæmpe store vægtproblemer efter graviditet, en mand som ikke prioriterede familien højt nok, en mand som ikke deltog nok i hjemmets pligter, hårdt pres på arbejde – barn nummer 2 gjorde ikke tingene nemmere. De sidste par år er min prioritet ift familie blevet helt ok (for få dage siden sagde C at jeg blevet en fantastisk god far), jeg deltager meget mere i husets opgaver (dog med slappe perioder ind i mellem).
C siger, at denne historik har fået hende længere og længere væk fra mig og hun er nu helt ud over kanten og føler at hun har tabt sig selv og er dybt ulykkelig – det eneste lyspunkt for hende er børnene. C er typen der altid har sat alle andre først og sig selv til sidst. For hende er dette første gang, at hun sætter sig selv først. Hun er et fantastisk menneske, der desværre har forsømt sig selv i al for lang tid. Nu kan hun ikke mere og der er ikke plads til mig.
Da vi kom på sporet igen første gang tror jeg, at det skyldes, at jeg meldte, at uanset hvad der blev af vores forhold, så ville jeg hjælpe hende med ALT for at hun skulle få det godt. I kølvandet på denne melding rykkede vi nærmere hinanden. Problemet er bare, at vi fik løst en masse praktik omkring fremtiden, nedtone vores lidt materielle levevis, jeg tog mere fat derhjemme. Som jeg ser det, så glemte vi 2 meget vigtige ting: 1) Karina glemte sig selv igen og 2) Vi formåede ikke at finde helt tilbage som elskende kærester igen.
Mit problem er, at jeg kan ikke overbevise hende om, at der for meget på spil til at ”bare” give op og at vi jo reelt ikke har forsøgt at forbedre kæreste delen mellem hinanden.
Lige nu fokuserer jeg på, at give hende plads og ikke presse hende. Jeg har måttet flytte til en ven for jeg kunne ikke magte at se familien gå i opløsning, når jeg ikke kunne påvirke situationen. Jeg har fortalt hende, at jeg synes hun skal gå til psykolog og få ”ryddet op” i hendes tanker, men ved ikke om hun gør det. Jeg har et lille håb om, at hvis hun får styr på alt andet end mig, så kan der måske blive plads til os igen.
Som en del af vores oprindelige plan bliver huset sat til salg meget snart, men nu skal vi formentlig finde noget hver for sig i stedet for sammen, når det er solgt.
I denne blog har jeg læst ting, som jeg vil efterleve: Undgå pres, vejen til en kvindes hjerte går gennem børnene, giv plads osv..
C er meget ked af det hele og føler at hun ødelægger børnenes og mit liv. Hun er åben alt, hvad der er bedst for mig og børnene i den nærmeste fremtid (bo sammen, bo hver for sig, skiftes osv. ). Men hendes beslutning står fortsat helt fast. Hun føler sig tabt og kan ikke finde sig selv – en fremtid kun med hende og børnene gør hende glad – omvendt så plager den dårlige samvittighed overfor resten af vores lille familie hende.
Hvordan takler jeg dette bedst, når jeg bare vil have hende tilbage? Skal jeg tage hjem igen og skabe plads til hende? Skal jeg holde mig væk? Jeg kan klare alt, så længe der bare er en smule håb.
Hjælp mig, jeg er så ked af det og savner mine børn og min kone.

Mange hilsner
Tom

Hej Tom
Tak for dit indlæg.
Det, jeg vil anbefale p.t. er at du lader hende flytte. At du selv finder et sted, hvor du oplever at kunne trives, og at i får en gennemskuelig ordning mht. hvornår børnene er hos hvem. Lad hende få tid alene, og hav selv gode stunder med børnene. Du må gerne beholde dit håb, men skru ned for forventningerne vedr. kæresteforholdet og anse det som, at i en periode er din og hendes kontakt fokuseret på samarbejde omkring børnene. Stå der ikke som redningsmand i alle situationer. Hun skal have oplevelser af ikke at tage dig for givet, og hun bliver nødt til at have fysisk distance for at komme i kontakt med, om der er et savn.
Nej, det handler ikke om at overbevise. Det handler om at vise, at du er det bedste valg for hende, både som mand, far og ven.
Så din nærmeste fremtid handler om, at du finder din vej, tilbage til dig selv. På den måde at forstå, at du skal tænke ind i, "hvis jeg levede uden min kone, og hun slet ikke fandtes, hvordan ville jeg så forme mit liv/hvilke prioriteter ville jeg lave, hvad ville jeg absolut gøre og lade være at gøre, uge for uge osv. Jeg er sikker på, at du ved at skabe større tilfredshed for dig selv, og så bliver mere tydelig over for hende.
Bliver det svært, er du naturligvis velkommen til at bestille en tid hos mig. Min praksis ligger i Kolding.

Held og lykke
Venlig hilsen
Og husk: hvis det er meningen, at I skal finde sammen igen, vil det ske.

Christel Sonne Rasmussen

Hej Christel, så er jeg her igen!
Jeg har fået trukket mig på afstand og lader K gøre lige hvad der passer hende, og jeg tager hånd om vores søn hveranden uge, det går vældig fint, til tid frustret og her kommer så et spørgsmål, som jeg bare ik kan finde ud af

Hvorfor er jeg så utålmodig?
Jeg ved jo at det hjælper at få alt på afstand, jeg ved jo at det hjælper at blive min egen præmis-leverandør, og jeg ved at savn kommer af distance fra hinanden.
Men det brænder i mig at vide hvad der sker, det brænder i mig at hører hende sig at alt er godt, det brænder i mig at vide hvornår alt vender og jeg bilder mig selv ind at jeg er ensom, hvilket ik stemmer overhovedet, jeg har masser af muligheder for at gøre ting og sager.
Skal tilføje at det nu har lykkes mig ik at skabe kontakt til K siden fredag, og at min facebook profil er lukket, forbestandigt, tænkte at jeg kan lukke den op når alt ser godt ud igen, for den side gør at jeg har en overfladisk kontakt til K.
Og jov jeg ved godt at fredag ik er længe siden når vi bare står på en onsdag, men for mig virker det som flere mdr.

Og jeg føler også at alt det vender på en tallerken for mig, den ene dag er jeg fuldstændig på toppen og næsten ingen ting kan flå mig til bunden, hvor i mod dagen efter er jeg den lille mand der kigger op mod ham jeg var igår!

Har du ik et godt råd til hvordan jeg kan tøjre min utålmodighed, for den ødlægger alt for mig, jeg må lærer at kontrollere den, også til fremtids brug, i forhold til K eller andre forhold!
Tak påforholden Jesper!

Jeg er så meget i vildrede og fandt så denne hjemmeside, som jeg håber kan hjælpe mig lidt.

Min mand gennem 7 år og kærerster i 10 har lige meddelt at han ikke elsker mig mere. Vi har 2 børn på 6 og 2 og vi har haft problemer siden jeg var gravid med nr. 2. I foråret gik det helt galt. Jeg bedrejder ham at han ikke tager del i vores familieliv. Han gør ikke rigtig noget med børnene og aldrig med mig. Han er selvstændig og arbejder fra 6 om morgenen og er hjemme til spisetid. Han spiser sammen med os. Så rydder vi op og så skal børnene i nattøj. Så tilbyder han at børnene kan se en film sammen med ham i soveværelset. Omkring kl 8 bliver de lagt i seng og bagefter går han i bad og så går han selv i seng. Han siger han er træt, men det føles som om han ikke har lyst til at være sammen med mig. Jeg pusler rundt for mig selv om aftenen. han arbejder tit om lørdagen også og er først hjemme lørdag eftermiddag. Søndag laver han så noget med børnene, men i hverdagen er alt det huslige min opgave, alt med børnene er min opgave. Jeg vil gerne i motionscenter og det kan jeg 1 aften om ugen. Vores problemer handler meget om økonomi fordi det har taget siden januar om at stifte et selskab sammen med en ny samarbejdspartner. I den periode har han stort set ikke fået løn hvilket giver et enormt og uoverskueligt rod i vores privatøkonomi som jeg ikke lan leve med og ikke kan overskue. Han vil ikke tale med mig om det, og når vi prøver er det mig der snakker og ham der lytter. Han holder aldrig fri bare for at lave noget sammen med mig eller børnene, men han kan godt holde fri til aktiviteter med herreklubben og ture med hans samarbejdspartner såsom messe i tyskland, tur til københavn og i denne weekend en tur til tyskland for at se fodbold. Jeg er så rasende og harm over, at han altid arbejder og aldrig prioriterer børnene og mig. Hvis han holder tidligt fri en fredag eftermiddag, så er det for at tage til en reception hos en kammerat, som har fusioneret i sit firma (skete i begyndelsen af oktober). ellers kommer han træt hjem fredag aften også. Når vi taler om hvorfor han absolut skal så tidligt i seng, svarer han at han er træt og har behov for søvn når han skal tidligt op. Han står op kl. 5.30 men jeg står op kl. 6.00 og jeg vil gerne være sammen med ham om aftenen frem for at gå i hi i soveværelset. Jeg er så harm og bitter på ham, at jeg slet ikke kan komme over min vrede mere. Han har holdt fri i uge 29 i år, fordi vi skulle på ferie. Vi kom hjem tirsdag uge 30 og torsdag var han på arbejde igen. Det er det sidste han har lavet sammen med sin familie. I lørdags skulle han til fest i en anden by og vi tog med og vi skulle hygge os om dagen sammen som familie, og mens han var til fest skulle børnene og jeg overnatte hos en veninde i den samme by. Han var tavs og mut, da vi kørte hjemmefra, og hele dagen var han halvsur. Jeg spurgte hvorfor men fik svaret: "Jeg er ikke sur". Hvorefter han var tavs på den 1½ time lange køretur.

I foråret gik det helt galt mellem os og jeg bad ham om at pakke sit lort og skride. Han sagde der at han ikke elskede mig mere, men det trak han tilbage da vreden havde lagt sig. Vi besluttede at vi ville anstrenge os hver især. Jeg skulle være mere positiv og glad og han skulle tage aktivt del i vores familie. Hanbebrejder mig også at jeg ikke er særlig udfarende med sex. Han har behov for at føle sig begæret, og det har jeg forsøgt at ændre siden. Langsomt siden vores ferie i sommer har der været mange skuffelser hvor han opfører sig præcis som i foråret, og min reaktion er at blive sur, bitter og indebrændt. Det kan han ikke tolerere, og han bliver så sur og tager afstand fra mig. Det er den ondeste cirkel.

I denne weekend er han på weekend med gutterne, og jeg blev meget skuffet og ked af det da det gik op for mig, at han godt kunne holde fri fredag for at tage på tur med gutterne. Onsdag diskuterede vi endnu engang vores økonomiske situation, som han heller ikke vil tage ansvar for. Han giver de vildeste søforklaringer, som jeg ikke kan finde hoved eller hale i. Enden på min lange talestrøm blev, at han spurgte hvad han skulle købe i Brugsen. Jeg blev så overreasket at jeg ikke engang svarede, Så kørte han i Brugsen, og da han kom tilbage sagde han bare, at han ville få banken til at overføre et beløb til at dække vores massive overtræk. Det gjorde han så torsdag, men jeg har ikke fået svar på hvor pengene er kommet fra. Det virker som om han bare vil lukke munden på mig. Jeg kan ikke få svar på mine undrende spørgsmål omkring firmaet, fordi ham og samarbejdspartneren er blevet enige om, at konerne skal holdes udenfor firmaet. "I har det derhjemme og vi har firmaet", siger de.

I aften henter jeg post og der er så en regning på 104.000 i skat og jeg bliver pisse sur og frustreret og skriver en rigtig sur sms til ham på hans weekendtur. De er inde og se en fodboldkamp i tyskland, og han ringer mig op 1½ time senere og han er rasende over den sms. Det skulle jeg ikke have gjort og jeg undskylder. Han er stadig rasende og skælder mig hæder og ære fra. Han siger at nu har jeg ødelagt hans weekend og han har forladt kampen og han kan ikke komme tilbage til kampen og han kan ikke finde de andre så han må betale 1100 kr for at tage en taxa tilbage til hotellet fordi han ikke kan finde bussen igen. Han er skide sur og siger flere gange at jeg må finde ud af hvad jeg vil, for det her pis gider han ikke mere, og "sådan her bliver det". "Du kan ligeså godt forstå at det bliver sådan her og så må du finde ud af hvad du vil". Jeg svare blot "Vil med hvad?" men det svarer han ikke på. Flere timer efter skriver jeg til ham igen, for at sikre mig at han er kommet godt tilbage til hotellet, og han svarer at jeg har ødelagt hans tur. Jeg skriver om han ikke elsker mig mere, og efter 20 minutter svarer han "Nej ikke efter i aften"

Hvad går der galt og hvad skal jeg gøre. Vores børn lider under det her, den store er begyndt at tisse i sengen om natten, og enten skændes vi eller også er vi så tavse, at vores store søn snakker uafbrudt. Han har det ikke godt i det her og jeg har det ikke godt. Min mand har det ikke godt, og alt er bare gået i hårdknude. Jeg kan slet ikke snakke med ham om noget, og han synes det hele er fordi jeg er en sur kælling der ødelægger hans liv.

HJÆLP MIG!!!!!!!!!!!!!!.

Hej Christel
Så skriver jeg igen. At man min mand har fundet sin barndomskæreste og straks er flyttet sammen med hende gør mig stadig ufattelig ondt. Jeg har dage hvor jeg græder ustandselig, men også dage hvor jeg er ovenpå og heldigvis kan få fat i noget vrede mod ham. Alle dem jeg taler med om ham synes han er en stor idiot, den kan jeg dog ikke helt få fat i, formodentlig fordi jeg elsker ham.
Jeg har nu gjort det at jeg har ”sakset” en masse af dine gode råd ind i dokument, som jeg så ofte kigger på. Dokumentet starter med; ”Jeg sætter dig fri” og så kommer der en del sætninger som jeg kan mærke jeg kan bruge;
citat: ”Det er nødvendigt med fysisk distance for at kunne savne.
Det er godt at ville kæmpe. Kæmp på måder, der er naturlige for dig, så længe du kan se og mærke en mening med kampen. Hvis kampen forekommer forgæves, så “træk dig ud af banen” og tag fat i dit eget liv.
Vis ham ikke, at du er afhængig af hans kærlighed. Gør det du føler er sandt, og så du signalerer: det er jo dig, der går glip af mig…. “så dum troede jeg ikke at du var “:. Det, jeg mener, er : hank op i dig selv. Få kontakt med dit selvværd, også selv om du er i sorg. Du er den bedste til at være dig.
Klæd dig, tal, gå, ja vis at du ved, hvad du er værd.” citat slut

Disse sætninger hjælper mig og har virkelig fået mig til at tænke…Jeg tænker dog at det ikke er min mands job der har påvirket ham, som du beskriver kan være årsag til manglende gnist. Nej det er mine jobs der har påvirket mig. Jeg er et meget kreativt menneske der tidligere har kunnet få denne kreativitet udfyldt via mit jobs. Men da vi flyttede til en anden landsdel er det ikke lykkedes mig at få et tilfredsstillende jobs, men der i mod jobs der virkelig tærer på mig psykisk. Og jeg er nu sikker på at det var derfor jeg gik ned med stress. Jeg kan se at det var på den tid vores erotiske liv som ellers havde været så sjovt og legende gik ned af bakke og bare blev kedeligt. Og jeg kan se hvordan jeg begyndte at miste selvværd , usikker og vende alle ting mod mig selv. Jeg kan nu se at vejen frem er få fat i mine kreative sider. Hvis det ikke kan lykkes via et job så skal det foregå i min fritid. Jeg skal fyldes op. At jeg har været så utilfreds med jobs har helt sikkert fået gnisten til at falde i ægteskabet. Jeg er dog meget ked af jeg først opdager det nu hvor min mand er flyttet.
Han har nu været væk i 2 måneder. På de 2 måneder har jeg tabt 12 kg. Han var her igen den anden dag, for at hente de sidste af sine ting. Jeg havde ellers forberedt mig på at være cool, men lige så snart han gav mig et knus brød jeg fuldstændig sammen. Mine følelser hænger simpelthen uden på tøjet. Selv når jeg er sammen med andre mennesker bliver jeg pludselig overvældet af sorg. Jeg blev også så forvirret omkring hans signaler. På et tidspunkt skulle vi have noget frokost og da vi stod ved siden af hinanden klappede han mig på numsen?? Jeg spurgte på et tidspunkt om han nu var lykkelig, hvor til han svarede at det vidste han ikke, han var ked af at se jeg havde det så dårligt…dumt nok spurgte jeg ham om han troede det nogen sinde blev os to igen svarede han ”måske”… Det skulle jeg selvfølgelig ikke havde spurgt om, og især ikke når jeg har besluttet mig for at jeg ikke skal være ynkelig….og prøver at arbejde efter at det er ham der går glip af mig og det er ham der skal komme til mig….men i situationen med så meget gråd blev jeg ynkelig….jeg har efterfølgende fået fat i noget vrede, hvor jeg tænker at han har sgu godt af at se det har store konsekvenser for andre mennesker når man bare bliver kasseret…at han kan gå rundt på en lyserød sky og jeg skal være i et sort hul… På en måde føler jeg mig lidt heldig i forhold til ham, for man siger jo at nissen følger med, så hans nisse er vel flyttet med i det nye forhold…hvor i mod jeg kan få tid til at arbejde med min nisse.
Jeg svinger meget hvor jeg ønsker han kommer tilbage….og hvor parterapi er et krav…er bange for at han ikke kommer tilbage…og også tanker om at jeg overhovedet ikke ønsker ham tilbage. Selv om han har været mit livs kærlighed er jeg i tvivl om jeg overhovedet tør stole på ham mere.
Du har et citat der siger ”Den der går langsomt, går langt” . vil du uddybe det for mig, jeg forstår det ikke helt.
Jeg har altid været en der kæmper, hvor i mod min mand altid har været en der flygter. Han har altid været den der forlod et forhold. Jeg er glad for at jeg har ”kamprollen” men også gøre mig klart hvornår man skal stoppe en kamp. Det har jeg også altid haft svært ved.
Mvh Birthe

Hej Birthe
Tak for dit indlæg.
Sikke en masse, der er sket i dit liv.

Et par svar på dine spørgsmål.
Den, der går langsomt, går langt, er et citat, der ikke bare kan forklares. Det har forskellige betydning, afhængigt af konteksten. Men er enkelt sagt en omskrivning af det gamle danske ordsprog, der hedder "hastværk er lastværk".

Godt aset af dig, at det eller de jobs, du selv har haft, har haft en indvirkning og kanske den afgørende på din tilstand og deremd jeres forholds forbliven.
Nu må du have et stort fokus på at skabe mere kreativitet i dine hverdage, uanset om det er dit arbejdsliv eller fritisliv. Jeg tror, at du skal begynde at skrue ned for de vrede følelser og snarere gøre dig stærk, i den du er og i det, du står for.

Umiddelbart synes jeg ikke, at din eksmand sendte forvirrende signaler, da han hentede sine ting. Han er jo ikke et umenneske, og det har berørt ham at se dig så ulykkelig. Så han er lidt venlig imod dig, men det betyder ikke, at han vil dig og jer. Han svarer henholdende og glider, som jeg læser det, af på et svar, men vil ikke stå og opføre sig som en bøddel. At han tog af sted til hende den anden, er jo desværre, eller måske heldigvis, det han gjorde, som der ikke er signalforvirring i.

Det vil tage tid for dig, for din sorg er stor. Og derfor skal du blive ved med at tage en dag ad gangen og se de mange små lyspunkter hver dag. For de er der. Og så skal du øve dig i ikke at lade dine tanker stikke så meget af. Over i håbets land. Og over i "hvad nu hvis"-tanker. Forhold dig til det, du ved. Og indkreds din koncentration og dine kræfter til det, der handler om dig.
Jeg er sikker på, at du nok skal komme i mål.

Alt godt,
Christel

Hej
Og mange tak for dit indlæg.
Og du spørger, hvad der skal til og hvad du kan gøre.
For at få et parforhold på fode igen, er det jo nødvendigt, at begge parter ønsker en forbedring og vil tage ansvar for en forbedring.
Og som jeg læser de, er din mand træt, træt, træt. Af brok og vrede og utilfredshed og mange på påskønnelse. Og så videre. Ligesom du forståeligt er træt , træt , træt af mangel på fælles og givende tid, mangel på omsorg og interesse, osv.
I har så også en økonomisk belastning at slås med.

Line. Jeg synes, at jeres historie er en af de mest triste historier, jeg har læst længe. Og derfor er mit råd, uanset hvor demotiverende det måtte føles, at I flytter hvert til sit. I hvert fald i et ½ år. For at findeud af, om følelser mon virkeligt er der, bag alle de skænderier og kampe, I har haft. Er lysten der så til at ville være kærester og familie igen?
Det betyder jo ikke, at I ikke kan ses i det halve år, men for mig at se, er kampen gået i ren hårdknude nu.
Du bliver nødt til at tage ansvar for at få kanaliseret din vrede ud på andre måder end ved at brokke dig, kritisere, skælde ud. Det lukker ham. Det er fair nok, at du er vred, men du må dyrke sport, skrive eller gøre noget helt tredje for at være mere konstruktiv. Det ansvar er dit eget helt alene. Så vil du sikkert sige: jamen, han prioriterer jo ikke tid, og han gør ikke dit eller dat.” og det forstår jeg godt. Jeg forstår godt, at der er grunde til din vrede. Men, vreden er stadig din, og det er dig, der udøver den. Det må du ændre. Ellers bliver du selv bitter, og du vil skabe modstand, selvom det er det modsatte, du ønsker.

Jeg håber, at du og I finder den vej, der er den bedste for jer.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Tusind tak for dit svar.

Jeg ved ikke endnuhvor vi står, for han sov kom hjem og sov hele søndag og indtil her mandag morgen, hvor han var kørt, da vi stod op kl.6.

Jeg overlever ikke at vi skal være væk fra hinanden i ½ år, for tanken om at han finder en anden er ved at slå mig ihjel.

Jeg har besluttet at lade være med at snakke med ham om det i nogle dage, fordi jeg ikke kan holde ud at høre om hvor sur og træls jeg er. Jeg synes jo netop jeg har anstrengt mig for at holde sammen på det hele uden brok og sure miner i 7 måneder nu. Jeg har lavet alt hjemme og med børnene. Jeg dyrker idræt og løbetræner inden jeg henter børn om dagen, og jeg er glad og ser veninderne, når jeg kan sammen med børnene. Børnene skal ikke leve i et svingdørsforhold, og som det er nu har de meget tid med mig, og ser deres fra i 2 timer om dagen og om søndagen. Han er som regel sur, træt og uoplagt, men de er vant til det og ser ham trods alt. Og jeg tror ikke de lægger mærke til han manglende nærvær som jeg gør. Det går jo trods alt mest ud over mig og ham.

Jeg har også besluttet at se en psykolog. Det prøvede jeg for 2 år siden til 3 samtaler for at lære at håndtere stres i forbindelse med jobskifte efter barsel. Han lærte mig at jeg har en maschokistisk adfærd overfor mig selv og straffer mig selv for alt muligt ubevidst. Jeg er blevet meget bedre siden. har lært at streshåndtere på arbejde og jeg har lært at hus og have ikke skal være perfekt. Jeg tror jeg vil opsøge ham igen for at lære at have mere tillid til mig selv. Jeg lider under ekstremt lavt selvværd, og hvis jeg kan få det bedre selv, kan jeg også få overskud til at arbejde på at få et bedre parforhold. Så kan jeg jo håbe, at det bliver med børnenes far, hvis vi ikke får ødelagt hinanden helt inden.

Tak for dit svar. Det betyder virkelig meget. Hjemmesiden er vanvittig god og jeg har lært meget af at læse om andre og dine svar til dem.

Mvh Line

Hej Line
Tak for dit svar.
Jeg er glad for at læse, at du selv vil gå til psykolog og få noget hjælp til at håndtere din situation. Jeg forstår godt frygten for at miste sin mand og drømmen om en kernefamilie. Én ting, jeg dog mener, er vigtigt at begribe er, at frygten for at miste sig selv, helst skulle være større. Og endnu vigtigere at tage alvorligt.
Som du skriver, så ved du ikke, hvor I står.
Hvis han holder fast i et brud, skal du blive ved at stole på, at du har kræfterne og tilliden til at det nok skal gå.

For man må gerne kæmpe. Og forsøge. Bestræbe sig når det er et par, det handler om, er det vigtigt at vide, at begge parter vil gøre en indsats og at deres ønsker og mål er i overensstemmelse.
Få bygget dit selvværd op. I min bog "motivation" er der et kapitel om selvværd, selvtillid selvrespekt. Der er nogle håndteringsværktøjer, jeg er sikker på, at du vil kunne drage nytte af.
Jeg ønsker for jer, at I finder vej.
Og samtidig at I bygger en tilværelse op, der styrker jer begge.
For selv ikke i kærlighedens navn skal man tage for store kompromisser.

Alt godt,
Christel

Hej Christel, tak for en god side, som giver håb i en meget svær tid.
Min kone på 31 og jeg på 32, har været sammen i 15 år og gift i 8 år, vi har en søn på 8 og en datter på 6 som vi begge elsker mere end noget andet!
Problemet i vores forhold har helt sikkert været mig, jeg har desværre ofte sat mit eget ego før familiens, mine ønsker før deres, kort fortalt jeg har været meget dominerende, og min kone er den stille type, som er tilbageholdende, men som samler til bunke, og når bunken bliver for stor, vælter den!
jeg har altid haft et stort behov for nærhed, og fysisk kontakt og ikke mindst sex, og har desværre nok ofte presset min kone til sex uden hun havde lysten!
for et par år siden havde jeg en svær tid med tvungen afvikling af min virksomhed, og skift til fast arbejde! det var et nederlag for mig af de store!
med skiftet til nyt arbejde, fulgte en række lederkurser, som gav mig en stor selvindsigt i mig selv, og med den bedre evner til at læse min kone! (tror jeg)
midt i min krise blev det hele for meget for mig, manglende tegn på kærlighed fra min kone (følte jeg) og et knæk på min stolthed, en sen aften var det kun sekunderne der skilte mig fra at være her i dag, jeg søgte støtte og opmuntring hos en kollega, og hun reddede mig (vi har aldrig haft nogen former for fysisk kontakt), jeg fik mine øjne op for hvor meget jeg faktisk elsker min kone! de næste par år blev for mit vedkommende bedre, men for min kones vedkommende faldt hendes kærlighed til mig, hun har aldrig været god til at fortælle om følelse ej heller tage en diskussion, formentlig fordi jeg er en stærk debattør og meget overrumplende overfor andre!
vi har jævnligt haft kriser hvor korthuset er væltet, efterhånden som bunkerne er blevet for store, jeg har forsøgt at presse hende til at fortælle om hendes føleleser, uden jeg dog har følt mig sikker på om hun sagde sandheden om dem!
i sidste uge var bunkerne igen blevet for store, men denne gang brugte hun nogle ord som tog hårdt på mig, såsom, jeg elsker dig ikke mere, men jeg holder utrolig meget af dig, og det ville være lettere hvis vi var skilt!
jeg ved hvor den er gal (tror jeg) for hun siger ikke så meget, hendes arbejde er det vigtigeste for hende, hun arbejder om natten, 7 nætter og så 7 nætter fri, dvs i friugen har hun typisk 3 ekstra vagter, men ofte om dagen! når jeg så samtidigt ikke er meget hjemme i weekenderne pga min hobby, så for konen ikke sovet ordentlig, for ungerne er gerne hjemme.

først da hun brugte de ord forleden fik jeg øjnene op for hvad jeg har, og ikke mindst hvad jeg risikerer at miste! hun siger hun gerne vil give det en chance, og den er jeg med på, jeg er villig til at ofre alt hvad jeg har og står for! det har hun mærket straks dagen efter, jeg har i hele hendes arbejdes uge, stået for at hente og bringe unger, madpakker, aftensmad mv, vi har været en tur i biffen og ude at spise alle 4, og igen til aften var vi ude og spise, det gør vi ellers sjældent.

jeg er meget bange for at jeg stadig presser hende, jeg spørger ofte hvad hun føler, og hvordan hun ønsker tingene osv, til aften prssede jeg hende igen, for et svar om hun virkelig ønsker at give det en chance, for jeg har klart været den meste aktive med ideér til hvordan vi kommer videre, jeg ved hun har det godt når jeg tager initiativ, men jeg er bange for at presse hende. jeg er bare så bange for at gøre noget forkert, og har derfor brug for feedback i hverdagen. men der er kun gået én uge siden hun brugte de store ord! hun ved ikke hvad hun vil, men hun siger hun gerne vil give det en chance. men har brug for tid til at tænke.

jeg håber du kan give mig nogle gode råd, for jeg/vi har brug for dem.
KH
Max

Hej Christel
Jeg er i meget lignede situation som alle ovenstående…
Min kæreste gennem 10 år, sagde til mig sidste mandag at hans dybe følelser for mig var væk. Han var meget forvirret men havde taget beslutningen. Han har gået med den følelse længe men prøvet at overbevise sig selv om at det ikke var rigtigt. Også fordi han jo ikke ville gøre mig ked af det. Han elsker mig på alle mulige måder, men de dybe følelser var bare væk. Og han ville ikke spille skuespil mere, eller leve sit liv på en løgn som han sagde. Vi har lige købt hus sammen, vi har en datter på knap 2 år.
Jeg er 26 år og min kæreste er 29.
Jeg er gået i panik. Mine følelser for han er jo ikke ændret. Jeg kan se at der er gået for meget hverdag i den herhjemme, når jeg lige ser tilbage på det, og kan kun fortryde at jeg ikke har gjort mere for vores forhold. Jeg er gået mere op i min datter, hun sover ikke om natten, så jeg har været meget træt og udkørt. Så der har ikke været ret meget imellem os når hun så endelig sov. Han har nu lånt en lejlighed for at komme lidt på afstand. Han mener det er det der skal til at at få følelserne frem igen. Han vil ikke i parterapi, selvom jeg jo mener det ville kunne hjælpe. Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal forholde mig til det her. Er jo bange for at det er det forkerte han leder efter, tænker hvis det er forelskelsesfølelserne han leder efter igen. Så tror jeg det bliver svært for ham, da vi jo har været sammen så længe. Synes jo at vi har alt at kæmpe for, så vil gøre alt for at de lykkedes. Han bliver ved med at sige at vi nok skal klare det her. At vi bare skal være stærke. Men jeg vil jo at vi kommer ud på den anden side sammen ,og ikke hver for sig. Derfor meget svært at forholde sig til når man ikke kan finde ud af hvad der sker i hans hoved. Ved ikke hvordan man skal forholde sig. Vil ikke være for omklamrende, men heller ikke for passiv så jeg skubber ham længere væk. MEGET frustrerende.

Det har været rart at læse dine kommentarer til de andre indlæg, men også nogle gange frustrerende, for man har jo et håb om at det nok skal lykkedes. Og når hans følelser åbenbart er væk er det svært at forholde sig til. Jeg kan jo ikke tvinge de følelser frem, så havde jeg gjort det for længst.

Tak til de andre der har delt deres historie. Det hjælper også at læse dem og specielt dine (Christel) kommetarer.

Mvh. L

Kære Kristel

Først tak for denne fantastiske blog.

Jeg har flere gange med stor interesse læst indlæg og svar her på siden. Flere indlæg har ramt mig, da jeg kan genkende lidt af mig selv og min situation. Nu har jeg så besluttet at skrive min egen historie, som en slags terapi, men også fordi jeg er forvirret og søgende, og godt kunne bruge lidt råd og vejledning.

For 2 måneder siden blev min mand og jeg separeret. Vi har kendt hinanden i 11 år, været gift i 9 og har 3 børn (2, 5 og 8). Vi mødte hinanden kort efter, at jeg var flyttet fra min daværende kæreste, og blev begge meget forelskede. Jeg kom fra et turbulent forhold, hvor det aldrig havde været på tale at stifte familie og planlægge en fælles fremtid, og pludselig stod der en mand, som ville det hele, som havde arbejde, bolig og som var charmerende og opmærksom. Kort sagt en mand, som havde styr på sin tilværelse, og som uden forbehold ville mig.

Efter stormfulde tre måneder begyndte jeg at ane en anden side af ham, en side hvor han ikke følte, at han slog til, en side hvor tilværelsen blev set fra den negative side og hvor humøret var mørkt. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved nu om depression, havde tingene nok set noget anderledes ud, men jeg blev blot lidt forundret og bekymret over, at en mand kunne være så fyldt med tårer, og jeg overbeviste mig selv om, at jeg skulle kunne rumme ham og hans følelser, både de lyse og de mørke. Mit billede af ham som manden i mit liv fik dog nogle ridser. For hans vedkommende havde han svært ved at rumme mig, når vi havde konflikter og jeg hævede stemmen, han blev nærmest skræmt og lukkede af.

Det har været svært at kigge tilbage og konstatere, at vi allerede dengang gik skævt af hinanden, at vi ikke var ærlige, og at vi i vores bestræbelser på at skabe en fælles fremtid, undlod at sætte ord på de betænkeligheder vi hver især gik rundt med. Gennem årene har det, der viste sig at være en ubehandlet depression hos min mand fra før vi mødte hinanden, haft stor indflydelse på vores samliv. Udadtil har vi været en velfungerende kernefamilie, men på de indre linjer har vi fjernet os mere og mere fra hinanden. Jeg fik med årene sværere og sværere ved at rumme hans mørke sider, og det de gjorde ved ham som person. Jeg savnede en mand med initaitiv, en mand der var glad, og efterhånden gik det også så meget ud over vores seksuelle samliv, at jeg savnede en mand at tænde på. Vi har flere gange gennem årene forsøgt at gøre noget ved tingenes tilstand, han har været til lægen og fik også stukket en recept på antidepressiv medicin i hånden, men uden en dybere personlig samtale eller henvisning til psykiater eller psykolog, så recepten blev aldrig brugt. Han har også været i et længereværende psykoterapeutisk forløb, men uden at det havde nogen større positiv indvirkning på vores forhold. Jeg kom automatisk til at stå for den allerstørste del af arbejdet med børn og husholdning, og han brugte størstedelen af sin energi på at fungere på arbejdet.

Jeg har et par gange gennem årene været tiltrukket af andre mænd, perioder som har været dybt frustrerende, og hvor jeg har været meget fristet til at kaste håndklædet i ringen. Jeg har aldrig givet efter for disse følelser, har holdt fast i drømmen om en fælles fremtid, men lysten til at stikke af fra alt det svære har været der mange gange. Jeg ved, at jeg selv har været en del af vores skrantende forhold, jeg har undertrykt følelser, har trukket mig og opstillet stive systemer og regler for ikke at mærke, hvor ked af det, jeg var, og ikke mindst har jeg opbygget en indre frustration over tingenes tilstand, som kom til at gå ud over vores børn. Mit forhold til vores ældste datter var fyldt med konflikter, og jeg blev hidsig og kom til at lade min frustration gå ud over hende. Jeg har inderst inde godt vidst, at det ikke kunne fortsætte sådan i det lange løb, men jeg har været ude af stand til at handle, havde så megen dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne få tingene til at fungere, over at jeg ikke kunne rumme min mand, over at jeg ikke havde lyst til ham, over at jeg råbte højt af mine børn…

Så en dag løb jeg ind i en mand, som var en diamentralt modsætning til min mand, og pludselig mærkede jeg min krop reagere på en måde, den ikke havde reageret på i mange år…og pludselig faldt det hele sammen inde i mig. Jeg indledte ikke noget forhold, men jeg blev nærmest grebet af panik over, hvordan jeg levede mit liv. Jeg måtte væk, have ro og ikke mindst måtte jeg ændre på mine reaktioner overfor vores børn. I løbet af 3 uger havde jeg taget beslutningen om, at jeg ville separeres. Jeg startede til psykolog for at få hjælp til at sige og gøre tingene på den mindst smertefulde og sårende måde, og jeg begyndte at lede efter et sted at flytte hen. Da jeg indviede min mand i mine planer, blev han meget ked af det, men han gav også udtryk for, at han sådan set godt forstod min beslutning. Han foreslog parterapi, men på det tidspunkt var jeg lige ved at krakelere, og kunne derfor ikke rumme at skulle sætte ord på.

Jeg har gennem hele det opslidende forløb heldigvis haft en dejlig og støttende familie og vennekreds, men der kommer til at gå lang tid, før jeg lærer at leve godt med, sådan som tingene har udviklet sig. Værst er det at skulle undvære mine børn i de dage, de er hos deres far. Heldigvis taler min mand og jeg stadig godt sammen, faktisk er vi blevet mere ærlige overfor hinanden, og vi ses sammen med vores børn flere gange om ugen. Det gør ondt, at vi har været nødt til at udsætte vores børn for den smerte, det er at skulle være væk fra enten far eller mor, at bryde deres trygge liv op, og så er det, at vi er begyndt at tale om muligheden for at få hjælp af en parterapeut til at starte vores samliv op igen på nye betingelser. Jeg vil så gerne gøre det bedste for mine børn, men samtidig er jeg bange for ikke at kunne få de følelser for min mand igen, som vel et eller andet sted er grundstenen i et forhold…. bange for igen at blive tiltrukket af andre mænd…bange for kun at genoplive forholdet på grund af børnene…

Lige nu sidder jeg i et dejligt hus med plads til mig selv og mine børn. Hverdagen fungerer, jeg er blevet meget mere rummelig overfor børnene, og min ældste datter og jeg er ved at komme på bølgelængde. Faktisk har jeg det udemærket, bortset fra en noget stram økonomi, savnet af mine børn, når ikke de er hos mig og så visheden om, at mine børn bliver skilsmissebørn.

Hej!

Jeg har nu brugt dage/uger/måneder på at læse indlæg på din hjemmeside for jeg står i en situation, hvor jeg ikke ønsker min værste fjende (og dog kunne jeg godt komme i tanke om en).
Jeg var i tvivl om jeg skulle skrive her under manglende gnist eller under utroskab.
Jeg har været sammen med min mand i snart 24 år (over halvdelen af vores liv) lige siden gymnasietiden. Vi har 2 skønne drenge på 8 og 11 år og har på rigtig mange måder et super godt liv og har haft så mange gode oplevelser sammen. Vores parforhold har altid fungeret godt – vi vil de samme ting og er enige om stort set alting (hvilket gør at vi stort set aldrig skændes). Vi har altid været gode til at kysse og kramme og rose hinanden og gøre ting uden børnene. De seneste 5 år har vi dog ikke været så seksuelle aktive (kun ca. en gang om måneden, nogle gange mere og andre gange mindre). Dette er måske nok min skyld da lysten ikke har været så voldsom – Ikke fordi jeg ikke elsker ham, men har nok bare prioteret nærhed vigtigere og alle de praktiske ting der er i en travl familie. Vi lever et liv hvor der er drøn på hele tiden. Min mand arbejder meget og kommer derfor sent hjem + han arbejder tit i weekenden (han er selvstændig). Så det har ligesom været naturligt at det har været mig der har taget mig af det meste herhjemme, hvilket har været helt fint med mig fordi jeg er på nedsat tid og har prioteret at vi kunne hygge når han havde fri frem for at skulle gøre rent mm. På mange måder har jeg indrettet mit liv efter hans kalender( ikke noget han har bedt mig om, men jeg har gjort fordi det var det jeg ville og følte var det rigtige), for at vi kunne være sammen når han var hjemme. Jeg føler på ingen måde jeg har lidt afsavn af den grund. Mange i vores omgangskreds har tid sagt at det er imponerende så meget jeg bakker op om ham og hans gøremål og at han har den bedste kæreste, som bare vil ham alt godt… Så udadtil ser alt godt ud og det troede jeg også at det var indtil for ca. 1½ år siden da jeg er på forlænget weekend med en "veninde", som netop er blevet skilt. Hun er en s…. flot pige som har super meget behov for bekræftelse. Min mand har hjulpet henne med flere ting i forbindelse med skilsmissen og hendes butik (regnskaber mm.) jeg har hele tiden haft det skidt med dette fordi jeg kender hendes behov for bekræftelse (hun har haft flere forhold kørende på en gang og dyrker at sende udfordrende smsér til flere mand) og at hun altid har sagt at hendes drømmemand skulle være rig, se godt ud, tage hende ud på rejser og dyrke ekstremsport (lige en beskrivelse af min mand). På denne weekendtur fik jeg flere gange fornemmelsen af at hun viste nogle ting om min mand, som jeg ikke kendte til. Pludselig lå hendes mobil på toilettet og jeg kunne ikke dy mig for at læse i hendes sms og der lå der en besked fra min mand med kys kys og at han glædede sig til de kom hjem så de kunne tale frit. Jeg gik helt i baglås men holdt facaden. Jeg konfronterede min mand med det da jeg kom hjem og han blev meget ked af det og sagde at de kun var MEGET gode venner (hvilket jeg også tror de var på det tidspunkt) og at han havde skjult det for mig fordi han viste det ville såre mig da jeg jo havde bedt ham om ikke at have noget med hende at gøre. Jeg får også en lang snak med hende og hun siger også at der ikke er noget andet end godt venskab og jeg jo ved hvordan hun kommunikerer med mænd, så der ikke er mere i det! Jeg vælger at tro på dem, men her begynder jeg langsomt at blive mere mistroisk, men synes at vi har det godt hjemme og føler jeg har en kæreste der elsker mig.
I maj måned i år sender jeg en mail til min mand hvor jeg skriver, hvor glad jeg er for ham og alt det vi har sammen og som jeg afslutter med "din for altid hvis du vil" han svarer ikke på den og om aftenen da børnene er puttet spørger jeg til den og han bryder sammen og siger han er så forvirret oven i sit hoved og ikke ved hvad han vil, for han føler ikke at gnisten er der mere og han ikke kan forestille sig, at blive gammel med sin bedste ven og på den anden side, kan han ikke forestille sige et liv uden mig for han holder så meget af mig og det vi har sammen…..
Jeg går helt i baglås og bliver virkelig ked af det og vi bruger hele weekenden til at tale om det. Jeg spørger om der er en anden, men det siger han nej til. Vores forhold bliver nu mere anstrengt set i lyset af at jeg pludselig ikke føeler mig elsket mere og med jævne mellemrum bryder jeg sammen for jeg savner nærhed og de impulive kys og kram og pludselig betyder det meget for mig at have sex og komme helt nær. Men jeg kan jo godt mærke at det er mig der lægger op til det hele. Det har været/er super hårdt specielt set i lyset af at jeg elsker ham som jeg gør. For en måned siden er der en anden af mine veninder der konfontrerer mig med deres "venskab" hun synes de er for meget sammen og hun ved at folk er begyndt at tale. Jeg ligger en masse brikker sammen og kan godt se at han er mig utro med hende. Jeg tager det op og han benægter pure og siger at jeg ser spøgelser og skal vi finde ud af det sammen må jeg lægge det bag mig og tro på ham! Naiv og dum som jeg er (jeg har jo ingen konkrete beviser) tager jeg det for gode varer. Men så i søndags kan jeg ikke lade hans mobil ligge og finder en sms han har glemt at slette hvor han afslutter med jeg elsker dig for vildt. Nu går han til bekendelse og bryder helt sammen!
Min første indskyldelse er at smide ham ud med det samme – men så sender jeg jo ham direkte i armene på hende. Jeg siger at jeg har brug for at tænke over hvad jeg vil og jeg ikke er sikker på at jeg kan tilgive ham. Han siger at det er kommet alt for langt ud og at han skulle have stoppet det for længst, men det har han ikke kunnet gøre pga. de følelser der var kommet mellem dem, men han tager ned til hende og gør det forbi og siger han vælger mig og familien og så håber han at jeg også vil ham. Dette gør han af egen fri vilje og ikke fordi jeg beder om det og på det tidspunkt ved han ikke hvor han har mig og hvad jeg vælger. Han kommer tilbage en time efter og er selvfølgelig rigtigt ked af det og knust – dels over at han må opgive hende men også over at han har været såden et svin over for mig. Hun reagerer ved at blive rigtig sur og vil aldrig se ham for sine øjne igen (heldigt for mig ). Nu er der så gået 5 dage og jeg ved virkelig ikke hvad der skal ske med os. Vi er begge enige om, at vi ønsker mest af alt, at vi kan blive sammen og at han kan finde gniste igen (nu bliver dne forhåbentlig langsomst slukket et andet sted, selv om jeg ved det tager lang tid). Han er lettet over ikke at leve på en løgn mere, men selvfølgelig rigtig bange for at han ikke kan finde ind til mig igen og at jeg kan lægge dette bag mig og få tillid til ham igen. Ligesom hen er rigtig ked af, at miste hende for hun har betydet så meget for ham. Vi har talt meget om at når han har fået det lidt på afstand og hun ikke er inde i billedet mere, så kan han forhåbentlig se på mig med andre øjne. Jeg har det dårligere end nogen sinde sover ikke om natten, græder, ryster, spiser ikke og har så svært ved at tro på det, men jeg vil det skal lykkes – vi har for meget at miste og på trods så elsker jeg ham! Lige så snart børnene kommer hjem kan jeg for det meste godt tage mig sammen, så jeg tror ikke de har bemærket noget. Jeg stoppede på mit job i januar måned og har valgt at gå hjemme i et år og finde ud af hvad jeg ville jobmæssigt og skal starte med nyt job 3. januar, så når de har mærket at jeg er ked af det, har jeg sagt at det har været pga. arbejdet! Jeg tvinger mig også til at komme ud af døren til mine fritidsinteresser og hvad vi nu skal. På den ene side tror jeg så meget på at vi har en fremtid sammen og på den anden side er jeg skide bange for at jeg nu prøver at bygge noget op og han så stikker halen mellem benene og opgiver om 1,2 eller 3 måneder. Han siger selv at hvis han ville stikke af så havde han jo gjort det nu, hvor han havde chancen og at han inderligt håber på, at vi kan finde sammen igen og være sammen resten af livet for det er det han helst vil.

Vi har talt om at gå i par terapi, men er bange for dette for vi vil jo gerne have en der går efter, at få os ud i den anden ende sammen og lige nu ved vi begge godt at vi har mega lang vej og der virkleig skal kæmpes. Ser man på isoleret på hver af os idag vil den bedste løsning nok være at går hver til sit for lige nu er vil ikke glade hvor vi er. Men som vi siger vi ville jo ikke være mere lykkelige ved at splitte det hele ad og vi vil så gerne begge 2 at dette skal lykkes. Vi kan ikke nogen af os forestille os et liv uden den anden! Jeg tror selv på at jeg kan blive glad igen og jeg håber og vil gøre mit til at han også skal blive glad for det må være målet!
Jeg ved godt at det er ham der skal kæmpe mest og jeg ikke kan gøre så meget nu. Det er ham der skal bevise at jeg kan stole på ham igen og det er ham der skal gøre mig glad igen. Men jeg har brug for nogle gode råd til hvordan vi kommer videre og finder tæt sammen igen og hvad jeg kan gøre for at det sker hurtigere. Jeg synes helt klart det er positvit at der er så meget omsorg og vi taler om det på den måde vi gør, vi holder om hinande og krammer så vi er ved at mase luften ud af hinanden. Selvfølgelig er jeg så s… sur og skuffet over det han har gjort men jeg har valgt at tilgive. jeg synes ikke at man bare gider op uden at have arbejdet på at det kommer til at fungere (og det har vi jo ikke kunne før hun er ude af billedet) nu er vi 2 til at finde ud af det og ikke 3!

Hold op det blev et langt indlæg men jeg håber virkelig på nogel gode råd eller bare høre fra nogen der har været det samme igennem og kommet godt ud af det på den anden side!

Kh. M

Hej L
Tak for dit indlæg.
Gå ikke i panik over situationen. Det er konstruktivt med en adskillelse for jer. Det var jo, som du skriver, ved at gå på vågeblus. Der ligger masser af vækstmuligheder i distancen. Men selvfølgelig er det sin sag for dig at finde vejen, nu hvor du er vågnet op og så inderligt gerne vil forbedre situationen.

Jeg tror, at det du kan gøre, er at tænke ind i : hvordan gør jeg mig attraktiv og hvordan bliver jeg bedre til at hvile i mig selv.
Samt at du tænker ind i, hvordan du kan overraske ham indimellem, så I evt. laver nogle ting sammen, hvor jeres barn bliver passet, og hvor I stille og roligt finder ud af, hvad der sker, når I oplever noget og taler sammen.

Dine kodeord er: naturlighed og en bedre vekselvirkning imellem interesse og neutralitet.
Du har ret i, at det hverken er vejen frem at omklamre eller undgå.
Sørg i stedet for at være naturlig og neutral, når der er behov for det.
Læs masser af bøger, der kan inspirere dig. Snak evt. med veninder om, hvad de synes, at du signalerer og om de har bemærket, at du har givet slip på nogle af dine kvaliteter.
Brug altså denne tid mest som en proces, hvor du kommer tættere på dig selv. Ved at styrke kontakten md dig selv, styrker du også muligheden og sandsynligheden for, at kærligheden igen vil blomstre.

OG når du bliver bange eller tvivler så tænk:
"jeg stoler på at det bedste og det rigtige nok skal ske"; så angsten og tvivlen ikke driver dig for meget rundt.

Alt godt og lykke til,

Christel

Hej
Og mange tak for din historie.
Jeg tænker følgende om din situation.
For mig at se gennemlever du en smerte i din rolle som mor. Du er i gang med at forsone dig med tanken om, at børnene bliver skilsmissebørn. Og du er ved at lære, hvordan du kan håndtere døgn uden børnene. Det er forståeligt, at det er svært og hårdt. Om det er nu, at I skal gå i parterapi, ved I jo naturligvis kun selv. Jeg vil dog faktisk fraråde det p.t.
I hvert fald hvis formålet med terapien er at vække følelserne igen. jeg tror, at det er nødvendigt at gennemleve sorgen over adskillelse og den tabte drøm om en fælles familie, før der arbejdes på dine kvindefølelser. Mit bud er, at det vil være meget tydeligere for dig, når der er gået 6 måneder. Så vil du i langt højere grad kunne mærke, om du reelt savner din eksmand, eller om det mere er drømmen om det, der kunne blive, der fylder dig.
Naturligvis er vejen din. For mig at se handler det om radikale ændringer, ifald I skulle finde sammen igen.
Og spørgsmålet er jo netop, hvor meget vi kan og skal lave om på os selv og hinanden……

Og ja. Jeg mener også, at når alt kommer til alt, er det følelserne, der startede det hele, og hvis kontakten med følelserne er væk, og/eller følelserne er visnet, kan de ikke altid genskabes. For vi ændrer os jo som mennesker, og der er i mit sind ingen tvivl om, at din længsel efter lethed, initiativ, glæde, respons osv. må være stor.
Men som sagt: giv dig tid til at finde dine ben igen, som mor jeg læser, at du er supergodt i gang. Og tøv lidt med at overveje parterapi.

Skriv endelig igen, hvis du måtte have flere spørgsmål eller kommentarer.

Særlig hilsen
Christel

Hej M
Tak for dit lange og beskrivende indlæg.
Jeg kan klart anbefale jer, at kontakte de parterapeuter, der laver IMAGO parterapi. Det er meget fin, nær og venlig en metode. Læs evt. mere om den på nettet.
Vær opmærksom på ikke at ville tætheden for hurtigt. Forståeligt nok er der megen uro og måske af og til lidt panik, og den utryghed kræver sin mand/kvinde.
Men som jeg har skrevet flere steder: den, der går langsomt, går langt. Og det er meget beskrivende for jeres kommende proces.

To ting:
Hold fokus på at gøre ting hver for sig. Bliv ikke en fortættet "klump". At øge dynamikken og interessen i sit parforhold er også at vise, at man er et individuelt og uafhængigt menneske. Her har du kanske en udfordring.

Den anden ting er: jo, kærlighed handler om at vi gør hinanden gladere. Og det handler samtidig om, at vi er medansvarlige for hinandens tryghed. Så i jeres tilfælde vil jeg sige, at det både er en rejse udi tryghed og glæde.
Der vil komme stunder, hvor glæden ikke er i spil. Fordi det også har betydning at mærke og rumme de øvrige grundfølelser: vrede, tristhed, skuffelse, angst.
Lad hele farvepaletten være der, og forsøg i videst muligt omfang at være konstruktive.
At være og at tænke konstruktivt, er at tænke og gøre det, som virker – for jer. Hver især og sammen.

Det lyder som om, at I finder vej.
Jeg ved ikke, om det bliver en kamp. Snarere en opdagelsesrejse. Hvor I opdager sider ved jer selv og hinanden, så I gør fremtiden til et mere sandt og spændende sted…

Mange særlige tanker,
Christel

Hej
Og tak for dit indlæg.
Ja, det er tankevækkende, hvordan vi som mennesker uden at ville det bevidst, skaber indvikling…. og så en dag står behovet for udvikling og banker på.
Godt, at du tog beslutningen.
Der er, som du jo ved, fordele og ulemper ved alt. Jeg er glad for at læse, at dit forhold til børnene styrkes nu. For de har brug for ressourcefyldte voksne. Det er lige så meget med til at skabe tryghed, som de velkendte rammer er.

Jeg vil anbefale, at I venter med at opsøge parterapi, til der er gået ½ år, efter din fraflytning.
Lad tankerne og følelserne falde til bunds. Og ja: det der er grundstenen, er følelserne. De kan hverken forceres eller piskes frem, men ro og at man er så tro mod sig selv som muligt, vil være med til at vise, om der er følelsesmæssigt grundlag for at genopstarte jeres samliv, eller om I har givet det, I skulle og kunne, til hinanden som elskende.

Den, vi skal leve længst med, er os selv.
Derfor må den rejse være så tro og så fin og så glad som muligt.

Alt godt,
Christel

hej Christel

For to dage siden sprang bomben: min kæreste gennem 3 år, kan ikke finde gnisten i vores forhold mere. Han er 36 og jeg er 37 og vi har begge været i forhold før :Jeg har været gift i 13 år og har to børn på 8 og 11 – nu skilt på 5. år – han har et barn på 11 og været i nogle korte forhold, aldrig længere end 1 år, heller ikke med hans barns mor.

Vi mødte hinanden gennem nogle fælles venner og for mit vedkommende, var jeg ret hurtig lun på ham, da han indeholder nogle facetter, som jeg ikke har kendt til før hos en mand. Han havde svære ved at finde forelskelsen, da han er meget lystbetonet og på det tidspunkt, vi mødte hinanden, havde han kun været single i 2 måneder og var nok ikke helt klar til et nyt forhold.

Som han siger, så lyttede han ikke nok til sig selv og skulle nok ha sluttet forholdet, før det nærmest var startet, men han syns også jeg indeholdte nogle gode ting og efter det første turbulente år, hvor han prøvede mig af med flirt til anden side, ligegyldighed over for mig og egoisme…fandt vi hinanden alligevel.

For et halvt år siden flyttede vi så sammen i min lejlighed, efter at han havde boet "hos mig" i et års tid…han havde dog en krise en måned inden han skulle flytte ind, da han nærmest aldrig har boet med en kvinde før, så han var ved at få kolde fødder…men jeg overbeviste ham om, at hvis han ikke hoppede ud i det, så ville han altid stå i den situation, når han kom til det punkt i et forhold…og vi har haft et dejligt halvt år…

Vi har dog begge haft meget at se til, samt den store opgave det er at familiesammenfører tre sammenbragte børn og huske at give plads til individet, uanset om det er barn eller voksen….og min kæreste kræver plads…

Jeg har virkelig arbejdet med at give ham plads til det han vil og det samme gør han. Han er meget spirituel og han føler ikke at jeg kan snakke med på hans niveau…jeg er meget kreativ og accepterer at han ikke har den store interesse i min kreativitet.

Nu har han så været på et nyt arbejde i et halvt år og det klassiske er sket, han har mødt en kollega, der er glad, lyttende, smilende, god at snakke med og som han nok også bliver tiltrukket af (selvom det gør ondt at skrive sort på hvidt)… så hvor er mine chancer for at få ham til at indse at jeg er hans et og alt og hende han kan snakke med, grine med og elske med?

Vores sexliv har ikke været på sit højeste nogensinde…og det står vi egentlig begge undrende overfor, men vi har ikke gjort så meget ved det…da det mest er mig der har lagt op til ham og ham der har afvist mig…så er jeg selvfølgelig blevet ked af det, men jeg har jo ikke kunne tvinge ham og han ville ikke gå i terapi…

Vi har besluttet at snakke så meget som muligt om hvad der rør sig inden os…og selvfølgelig meget i ham, da han mærker nogle følelser for kollegaen, som måske er forsvundet fra mig…

Vi vil prøve at give det ldit tid og i juledagene har vi ikke vores børn og der har vi snakket om at lave noget sammen der kan give os nogle følelser tilbage for hinanden…eller at han kan finde ud af om han vil have mig…eller græsset er grønnere…

For som han siger; hvorfor nøjes? – hvis nu man kan få noget der er endnu bedre?
Hvem siger man skal være i det samme forhold altid?

En meget sårende kommentar, som jeg selvfølgelig skal mærke efter om jeg vil finde mig i at blive udsat for…for det der sker nu, er jo egentlig at jeg venter på hans "dom".

Dejligt at få mine tanker ud af hovedet og mine sårede følelser lidt på plads….kan ikke vente med at hører fra dig .

Hilsen Milla

Hej Milla
Mange tak for dit indlæg.
Når jeg læser om jer, tænker jeg, at du har et godt overblik og kan gennemskue en del mønstre.
Du er i en situation, hvor du må vælge at tro på, at kærligheden er den stærkeste kraft i universet og i dine snakke med din kæreste må tale om at se den aktuelle situation som en prøvelse. Når han nu er meget spirituel, må han også vide, at der er prøvelser, og at det han beslutter sig for, må være i overensstemmelse med hans sjæl og ikke kun hans ego.

Det er sin sag at vente på en "dom." Kun du ved, om det er i orden for dig at vente, eller om det snarere er mere sandt for dig at melde ud, at hvis han er i tvivl må han tage af sted, for at finde ud af med sig selv, hvad han tror mest på.
Jeg er sikker på, at du og forhåbetnligt I finder den vej, der er den mest rigtige.

Jeg sender mange støttende tanker,
Christel

Hej Milla
Når jeg læser om jer, tænker jeg, at du har et godt overblik og kan gennemskue en del mønstre.
Du er i en situation, hvor du må vælge at tro på, at kærligheden er den stærkeste kraft i universet og i dine snakke med din kæreste må tale om at se den aktuelle situation som en prøvelse. Når han nu er meget spirituel, må han også vide, at der er prøvelser, og at det han beslutter sig for, må være i overensstemmelse med hans sjæl og ikke kun hans ego.

Det er sin sag at vente på en "dom." Kun du ved, om det er i orden for dig at vente, eller om det snarere er mere sandt for dig at melde ud, at hvis han er i tvivl må han tage af sted, for at finde ud af med sig selv, hvad han tror mest på.
Jeg er sikker på, at du og forhåbetnligt I finder den vej, der er den mest rigtige.

Jeg sender mange støttende tanker,
Christel

hej igen…tak for dit svar

…efter et par dage i samme lejlighed, hvor jeg blev ked af det hele tiden og følte at jeg bare ventede på hans dom, sagde jeg til min kæreste, at jeg syns han skulle ta væk nogle dage, så jeg kunne mærke mig selv og se mig selv i øjnene.

Jeg begyndte at miste respekten for mig selv, i takt med at jeg tænkte mere og mere over situationen…og hvem kan have respekt for en´der ikke har respekt for sig selv.

Med lidt tøven, tog han afsted…og nu er det så dag to uden ham…det er både meget befriende, men også meget underligt…da vi nærmest ingen sms kontakt har og jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvordan han har det med det hele, når han kommer hjem igen.

Mine følelser svinger fra at være helt færdig med ham og at jeg har det meget bedre uden ham og så til en følelse inde i maven, som gør ondt, når jeg tænker på, at det kan ende med at jeg ikke skal være kærester med ham mere…

Men det føles godt, at jeg satte stolen for døren, og bad ham tage lidt væk, så jeg ligesom viste ham at jeg ikke finder mig i alt…

jeg vil ikke dele min kæreste med nogen… hvorfor skulle jeg det?

Christel, tænker du at jeg skal have mine følelser helt på plads når han kommer hjem igen, eller er der mon plads til at mærke efter?…

Ok, det gør bare lidt ondt lige nu…og så her op til jul, hvor vi skulle nyde hinanden.

Hej Milla
Tak for dit indlæg.
Giv da endelig dig selv mulighed for at mærke efter. En ting er, at det er vigtigt og nødvendigt at mærke efter, for det er i følelserne, at vi kan mærke, hvad der er autentisk og dermed mest sandt for os. En anden ting er at bruge sine tanker og gå og "smage" på, hvor meget du tror, at I kan lykkes, – eksempelvis ud fra skalaen 1-10.
Og du har helt ret i, at det er sundt og givende at være tro mod sin grænse, for i kærlighedens navn må vi godt byde os selv en del, men ikke alt.
Kunsten er at mærke den tro på dig selv, der gør, at du også kan føle, at "han går glip af mig", hvis han ikke er villig til at investere en commitment i dig og jeres forhold.

Nej, man skal ikke dele sin kæreste med nogen.

Pas på dig.
Du lyder fantastisk.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel
Puha når så blev det min tur til at få den "dejlige" besked om at kæresten (nu eks kæreste) ikke har gnisten mere. Det er en lang historie, men jeg skal forsøge at gøre det så kortfattet som muligt.
Jeg er en pige på 26 og han er 30. Vi har været kærester i 3 måneder og det er jo ikke længe, men det har været meget intenst og vores følelser for hinanden udviklede sig meget hurtigt. Vi snakkede fra begyndelsen af om at det er vigtigt at være ærlig og at vi kommunikere med hinanden om vores tanker og følelser for hinanden. Vi har været gode til at snakke om tingene og finde løsninger.

Nå men for at nå frem til facts og den sidste uge af forholdet. Så havde jeg en uge før han sagde stop, en snak med min veninde om hvad man kan gøre hvis en forhold er blevet lidt for "sofa agtigt", forstået på den måde at vi stort set altid var derhjemme (mest hos mig, da han bor sammen med sin ven). Jeg havde en følelse af, at vi trængte til at komme ud og opleve noget sammen. Hun kom med en del forslag og jeg tog det til efteretning og besluttede at vi dagen efter, hvor vi havde en aftale kunne begynde med en hyggeaften med lidt øl og pjat og ballade. Aftalen med eks'en og jeg var at vi skulle ha en hygge weekend fra lørdag til mandag. Lørdag aften med øl og pjat gik godt. Vi fik grint en masse og mens vi sidder og snakker og spiller kort, begynder han virkelig at åbne op for hvordan han havde det med mig. Der var ingen grænser for hvad jeg havde gjort for ham og hvor meget jeg betød og havde betydet for ham. Du kan sikkert forestille dig hvad der er blevet sagt og det eneste der manglede var nærmest kun "Jeg elsker dig". Jeg blev meget overrasket og gik nærmest lidt i chok over hans åbenhed, men sandheden skal jo komme fra børn og fulde folk, så jeg blev da enormt glad. Jeg kan ikke beskrive hvad grunden er, men af en eller anden, årsag sagde jeg ikke noget igen til ham. Jeg blev, kan man vel kalde det, mundlam. Men vi havde en rigtig dejlig aften og fik danset lidt til lidt sukkersødt musik. Mest af alt var det vigtigt for mig vi fik grinet og det gjorde vi bestemt.

Dagen efter var aftalen at jeg skulle sørge for morgenmad og han skulle tage sig af aftensmad. Vi vågnede ret sent og tog det stille og roligt. Det endte med morgenmad kl. 16.30 og jeg skal være ærlig når jeg siger jeg ikke gad lave morgenmaden og det fik jeg vist også givet udtryk for et par gange til ham (lidt a la, skal du ha andet end yoghurt til morgenmad osv i den dur, ikke just særlig sødt:)). Senere får han en besked fra en sine venner om at de skal møde sent om mandagen og spørger mig hvad tid jeg møder. Selvom det er tidligere end ham, siger han, at han sover hos mig, så kan han bare sidde på skolen og lave lidt lektier. Da vi igen snakker om det, beslutter han at han vil tage hjem og sove og lidt senere siger han, jeg tager altså hjem her om ikke så længe. Det kom meget bag på mig, han ville tage hjem så tidligt og jeg blev lidt stille, men sagde ikke noget. tror det handlede om at jeg ikke kunne forstå hvorfor han pludselig ville hjem. Han kunne godt mærke der var noget galt, men jeg var ikke åben for at snakke om det. men vi får sagt og kysset farvel og det sidste han siger er: "Sig til mig at vi ses igen":) Det gav jeg ham ret i og han gik.

Jeg hørte fra ham om aftenen, hvor jeg fik en sød godnat besked, men valgte at ignorere den. Om morgenen fik jeg også en besked, som også var rigtig sød. Da jeg senere snakker med en veninde hvad der er sket dagen før, får hun mig til at se lidt anderledes på tingene og han kunne jo bare ha lyst til at være sig selv eller måske var han lidt flov over hvad han havde sagt om lørdagen. Så jeg besluttede at overse det og komme videre. Jeg svarede tilbage og tingene virkede ok igen.

De næste par dage gik godt. Vi snakkede ikke om at ses, hvilket undrede mig lidt og jeg blev mere og mere usikker på ham. Vi snakkede dog i telefon sammen i en time hver dag og skrev lidt sms'er. Onsdag slår jeg mig selv i hovedet (i overført betydning) og spørger om han har lyst til at ses en af dagene. det vil han gerne og vi aftaler at ses torsdag. Men på det tidspunkt, er jeg så indfanget i min usikkerhed at jeg har et enormt stort behov for at provokere ham og få ham til at sige at han altså vil se mig, koste hvad det vil (lidt som han havde givet udtryk for om lørdagen a la det betyder ikke noget hvad vi ser af tøseting på tv, bare jeg kan få lov til at se dig og være sammen med dig). Det var nok i bund og grund det jeg følte jeg manglede. Så jeg skriver til ham at vi nok ikke kan ses da der kommer håndbold (hvilket jeg ved han ikke gider at se) og vi må se om vi kan ses i weekenden. Han prøver at ringe og skriver en sms om at han ikke kan forstå vi ikke kan ses pga håndbold. Det udløser en masse følelser hos mig og det vælter ud med ting som jeg føler og tænker om vores forhold. Bl.a. at jeg føler at lysten til at ses og være sammen kun går den ene vej og det ikke er optimalt for mig at ses for kun at sove sammen. Han virker meget uforstående overfor hvad jeg giver udtryk for og kan slet ikke forstå hvor alt det kommer fra (alt forgår over sms hvilket jo er en kæmpe fejl, det kan jeg se nu) han synes det går som det altid er gået og han ville jo ikke tale med mig i en time hver dag, hvis han ikke var interesseret.

Det virker som han slet ikke kan se hvad jeg snakker om og jeg ser ikke hvad han skriver. Vi holder en pause senere på aftenen og fortsætter diskussionen så, stadig over sms.

Men det virker til at ende ok og dagen efter skriver jeg til ham og spørger om vi ikke skal ses om aftenen, lave det mad vi ikke fik lavet weekenden før og så få snakket tingene igennem. Det svarer han på således "Det kan vi godt sige ja" jeg studser lidt over hans svar, for han plejer ikke at skrive sådan til mig, men han påstår at jeg fangede ham midt i noget, så det var derfor han svarede sådan. Jeg er lidt usikker hele dagen og tanken om at han vil slå op strejfer mig da, men glæder mig samtidig til vi skal ha snakket og lavet noget mad (vi plejer jo at kunne snakke samme om tingene og komme ud på den anden side).

Men men men…ja sådan skulle tingene ikke være. Han kommer om aftenen og begynder med at sige at vi hellere må få snakket, så den akavede stemning kan komme lidt væk. Han siger mange ting, men i bund og grund fortæller han at han tilbøjelig til at give mig ret i at forholdet måske kun går den ene vej og han har mistet gnisten. Jeg er meget måløs og går i chok igen. Jeg fortæller ham at jeg ser tingene anderledes og det for mig handler om at vi er blevet for meget sofa kærester, som er for meget derhjemme. Han fortæller han dagen før havde snakket med sin storebror, som havde sagt det lød som om vi var mere gode venner. Han mener ikke at en Tivoli tur (som han mandag havde forslået vi ku gøre i weekenden efter) kunne gøre noget, for så ville vi være tilbage til det samme kort efter. Kort sagt så synes han at når der kun er gået 3 måneder, så skal gnisten stadig være der og det var noget andet hvis der var tale om et år. Han er slet ikke åben for mit forslag om at det kan være fordi det er blevet daglig dag og forhold kan gå op og ned. Han mener heller ikke det kan være fordi han er gået lidt i panik over at det er blevet seriøst (hvilket han en måned før har givet udtryk for, han godt kan få når han er i forhold, men at han slet ik havde det sådan med vores, nærmest tværtimod).

I det hele taget vil han ikke når der kun er gået 3 måneder og heller undvære end at nøjes og det vil han også ku se om en måned.
Jeg kan slet ikke trænge igennem til ham og overbevise ham om noget. Han virker lidt som om, at nu er beslutningen taget og så er det sådan. Han siger det har været svært at nå frem til at det er gnisten der mangler, men sådan er det. Når jeg spørger ind til hvad gnist betyder for ham, så forklarer han, at det handler om at han i begyndelsen havde det sådan at han kunne glæde sig en hel dag, når han skulle se mig og kigge på uret hele tiden, for at se hvornår han kunne tillade sig at køre.Jeg kunne rede en dårlig dag for ham. Men sådan havde han det ikke mere, nu var det mere sådan at han tænkte kommer jeg for sent, så kommer jeg for sent. da jeg spurgte om hvordan alt det her hang sammen med den kærlighedserklæring han havde givet, sagde han at han måske havde været sådan lidt caught in the moment den aften og ville nødig bruge undskyldningen at han var fuld, men altså ja.

Vi snakkede i en time og så gik han hjem. Jeg var selvfølgelig meget ked af det og i stort chok, for jeg kunne ikke forstå jeg ikke kunne trænge igennem til ham.

Der gik et par dage og jeg var meget ked af det. Lørdag snakker jeg med en veninde, som giver mig et input til hvordan jeg også kunne se tingene. Det giver mig et helt andet perspektiv på tingene. Det handler om at hun vender tingene rundt og spørger mig: Okay, Kathrine, hvis nu du havde erklæret din kærlighed til din kæreste og ikke fik noget igen, hvis du havde en kæreste der viste han ikke gad gøre ret meget for dig i form af fx morgenmad og hvis du så oveni købet får en sms hvor han skriver I ikke kan ses pga håndbold, hvordan ville du så ha det? Ville du så ikke tænke hmm osv? Det gav mig en åbenbaring for at jeg måske kunne ha ødelagt det for mig selv. Måske slog han op, fordi han vare bange for at jeg ville trække mig. Så jeg tænkte over det og besluttede at ringe til ham og det gjorde jeg søndag. Jeg fortalte at jeg godt kunne forstå han havde reageret og at jeg ku se anderledes på tingene nu. At jeg var ked af, at jeg havde været sådan bl.a. mht til hans kærlighedserklæring osv. Men han forstod slet ikke hvad jeg snakkede om og det lød på ham som om jeg tog det hele på mig. Han så fx at jeg ikke havde besvaret hans kærlighedserklæring som småting. Jeg kunne ikke trænge igennem til ham med min snak. Han tog imod min undskyldning, men forstod slet ikke hvad jeg snakkede om. Han så det slet ik sådan. Han så det som om at han vil ikke mig, men jeg vil gerne ham. Hvilket han jo har ret i. Mit formål med at ringe til ham, var at jeg gerne ville ha ham til at forstå jeg at påtog mig min del af skylden og så ville jeg gerne ha ham til at tænke. Men eftersom jeg kunne mærke han stadig tænkte nu er det sådan og det kan der ikke laves om på, så jeg fornemmede at jeg slet ikke kunne trænge igennem.

Vi mødtes så i tirsdags for at udveksle ting. Han kom pga sneen for sent, men skrev dog en sms og sagde undskyld da han kom, fordi han kom for sent. Jeg sagde ikke så meget, gav ham tingene i døren og jeg fik mine. Der blev ikke rigtig sagt noget, udover han lige fik slynget ud "ha det pænt" da han er på vej til at gå.

Jeg har siden søndag læst om gnist og de ubevidste handlinger vi gør når vi er vilde med hinanden på nettet og for mig at se er det hele gået i skudder mudder fordi vi har set hinanden for meget og har på en måde glemt at være kærester. Når jeg tænker tilbage på hans ubevidste handlinger i ugen op til han slog op, kan jeg sætte lighedstegn ved stort set alt. Der er altså ikke noget der kunne indikere han ikke gad mig.Udover at hans hjerne fortæller ham noget andet. Han synes ikke det er værd at kæmpe for, når der kun er gået 3 måneder og gnisten allerede er forsvundet. Han synes ikke det er fair over for mig, at være sammen med ham, når han har det sådan.
Ugen inden han slog op så vi hinanden hver anden dag og der var ikke mulighed for at savne og glæde sig. Det var lidt sådan den ene dag tog den anden og vi har det da meget godt sammen. Han sagde også da jeg snakkede med ham om søndagen, at han havde lige som bare ladet tingene køre. Tror vi er kørt sur i det hele. tror vi har glemt at sætte pris på hinanden og finde frem til det vi havde i begyndelsen.

Men er det virkelig muligt at komme frem til at gnisten ikke er der, på 10 timer og så bare lukke af for alt? Kan det være en undskyldning for noget andet. Han siger selv at den udløsende faktor for at han kom til at tænke og indså at gnisten ikke var der, var fordi jeg skrev at jeg følte forholdet og lysten til at være sammen kun gik den ene vej.

Jeg har så tænkt på hvordan man kunne genfinde gnisten og jeg har et forslag til hvordan det måske kunne skabes. Det går ud på at jeg skriver en mail om en uge ca, lige inden nytår, som ikke handler om hvad der gik galt og jeg savner dig osv. Men mere fokuserer på en plan for hvordan vi måske kunne få det lidt hyggeligt. (Vi har noget internt med at han er god til at lave planer og det kunne jeg jo fokusere på og prøve at vise ham at jeg måske også kunne finde ud af:)) Min plan vil gå ud på at jeg foreslår at vi hver arrangerer en dag/date for hinanden en gang i januar og ikke forventer noget andet end en hyggelig dag. Der må gerne gå tid imellem de to dates. Og så må vi se hvordan det går efter de to dates. Hvis det går, så vil jeg foreslå at vi kun ses en gang om ugen i et stykke tid og så prioriterer den dag rigtig meget og kan glæde os til at se hinanden.

Jeg har tænkt på at skrive en sms en af dagene, hvor der måske kunne stå om han er åben for en dialog og hvis han svarer han er det, så skrive godt, så får du en mail om en uges tid.
Men er det en god idé? Er det en håbløs situation jeg står i og skal jeg bare glemme alt om ham og lade vær med at kæmpe. Vil det være som at snakke til en dør, som jeg har følt ind til da? Hvordan kan jeg overbevise ham om at vi er værd at kæmpe for?

Undskyld, den har mail blev godt nok meget lang.
Jeg håber meget du har lyst til at svare.
Jeg er meget fortvivlet.

Kærlig hilsen
Kathrine
Jeg vil gerne kæmpe for det her, fordi vi har haft det så godt sammen og har gjort hinanden så glade. Vi har altid kunne grine og vi komplimenterer hinanden godt.

Hej Christel
Tak for dit svar den 4 december. Jeg har virkelig pårøvet at være neutral, men det er godt nok svært når mine følelser for ham kun er blevet stærkere. Jeg er nok kommet til at overdynge ham med kærlighed og skrev den anden dag et langt brev for ham, som jeg læste op og som han læste igen dagen efter. Tror at brevet påvirkede ham, men han siger jo stadig at han ikke har følelserne for mig, han har mere de der venne følelser ! Så den 23 dec. sagde jeg til ham om vi så ikke bare skulle sige at det var det, så ville jeg holde jul med mine forældre og så kunne vi komme videre. Men så græd han, at nu kom det for tæt på!
Jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg skal gøre og hvad jeg skal forholde mig til. Han har nu fundet en veninde, en han i starten ikke fortalte om, han har aldrig haft en, og tror det er pga min jalousi, men har prøvet fat fortælle ham at den ikke er der mere, at jeg synes det er ok han ser hende. Men alligevel er det lidt mærkeligt at jeg ikke kan være en del af det. Er jo nysgerrig for hvad de snakker om, som han åbenbart ikke kan med mig.
Jeg vil rigtig gerne i parterapi, for at få vækket følelserne igen hos ham, at få snakket alt igennem, men han mener ikke han har noget at arbejde med når han ikke elsker mig. Hvad gør jeg? Hvordan overbeviser man ham om at det ville være godt? Jeg tror ikke på at man efter 10 år sammen og har en datter og lige har købt hus, bare kan sige SLUT.
Vi har haft sex sammen, og det har aldrig været så godt. Har fortalt at jeg har alle følelser med i det, og det virker også bare som om at han har det, men det er nok noget jeg bilder mig ind… Men virker bare meget nærværende og kærlig. Men som han siger, vil han heller ikke sende forvirrede signaler!!! Efter jeg fandt ud af at han så en veninde har han virket meget afvisende og vi har ikke haft sex siden. Han virker irriteret og samtidig glad fordi han bare kan gøre hvad der passer ham. Jeg tænker i øjeblikket at jeg vil sige at vi bliver nød til at holde den pause som vi have aftalt og han så kan se vores datter hveranden weekend. Han savner hende godt nok helt vildt, men synes bare at vi bliver nød til at komme lidt væk fra hinanden hvis han skal komme til at savne os… Lige nu ser vi stort set hinanden hver dag, fordi han gerne vil have bilen, og han kommer hjem hvis han mangler tøj osv.
Kærlig hilsen
L

Hej Katrine
Tak for din lange og beskrivende mail.
Jeg synes ikke, at situationen er håbløs, og jeg tænker, at hvis det er den store kærlighed, så vil I også mødes igen og genskabe og nyskabe.
Og jo, din ide om at planlægge nogle dates er god. Måske vil han ikke, men for mig at se handler det om for dig, at du gør et forsøg, for så længe man kan mærke og se en mening med kampen, må man kæmpe. Og jeg tror, at du har brug for at vise dit initiativ og vise, at du har taget ved lære.
Måske er han videre, måske er han ikke.

Det springende punkt bliver, for mig at se, om han synes og føler, at den glæde og den sjov mv., som I havde i starten, er værd at kæmpe for. Hvis han får det behov dækket andre steder, og ikke længere føler sig tiltrukket af dig, er det jo fair nok at sige "nu kan/vil jeg ikke mere".

Faktisk lyder det i din beskrivelse som om, at han er i god kontakt med hans følelser og egentligt en ret åben og givende fyr. Jeg kan også læse, at du er rigtigt glad for ham, og at du er fortvivlet over, at du i ugen op til jeres brud, egentligt signalerede både tavshed, lidt ligegyldighed mv. ….. jeg er sikker på, at uanset hvilken vej, det kommer til at gå, har du taget ved lære og vil aldrig igen have mere end du kan give….

Så: tro på det, så længe der er tegn, der viser et begrundet håb.
Hold ikke krampagtigt fast, men sæt fri og lad ham i hvert fald vide, at du er her og fortsat vil.
Men træk ikke pinen ud. Får du ikke respons på dine ideer og plan, så sig "tak for kampen2 og lev din sorg ud og kom videre.

Pas på dig.

Venlig hilsen
Christel

Hej L
Tak for dit indlæg.
Ja, du har helt ret. Det er hundesvært at lade være at vise sin kærlighed, når følelserne er intakte og varme. Og det er jo egentligt ret trist at skulle tænke i strategi i sit parforhold. Men den gode mand lyder jo forvirret, endskønt han giver udtryk for, at han ikke kan/vil mærke følelserne.

Der er flere veje at gå.
Egentligt har du et godt tegn i den reaktion, han har lillejuleaften, hvor han græder og siger, at det hele kommer for tæt på.
Han er jo nødt til at få tingene tæt på og mærke, hvad tanken om afstanden betyder for ham. Kampen står indeni ham; – jeg forstår også godt, at der naturligvis er en kamp i dig, men jeg tænker, at han skal mærke kant og afstand for at tage et valg, han kan leve med og se sig selv i øjnene på, ikke kun nu, men også om en måned, 1 år, 10 år v.

Så du må lægge afstand. Vise ham en flig af, hvordan virkeligheden bliver, hvis han fortsat takker nej til jer og jeres forhold. Min erfaring er, at hvis en part først har "forelsket" sig eller bidt sig fast i troen på, at det ikke nytter mere, så må vedkommende mærke, hvordan det er, når virkeligheden med afsavn, manglende kontakt mv. vækker én. Det er den vej, jeg tror, der giver den mest sande afklaring.

Der er også et mellemled, som kan benyttes.
Du kan bede ham om, at tage med i parterapi 3 gange, for din skyld. For at I med en tredjepart kan tale igennem, hvordan I kom hertil, og få anvist nogle veje, I evt. ikke selv kan se. 3 gange som en investering efter 10 års samliv burde være overkommeligt for enhver. Uanset om de tror på det eller ej.

Det er tankevækkende, at den veninde er inde i billedet. Svært at vide, hvor stor en værdi, han tillægger hende, og hvad grunden(e) er til, at du ikke kan inddrages som en fortrolig.

Jeg oplever tit, at kvinder ikke nødvendigvis taler med en mand for at score ham. Mest er det venskabet, kvinder går efter. Hvor det omvendt betragtet er meget svært for mange mænd ikke at ville mere med en fortrolig veninde.

Gør dig klar til at sætte hårdt mod hårdt. Fair nok, at I skal dele bilen. Din udmelding til ham er, at han ikke behøver at komme ind og sige hej, når han henter den. Jeg tror, at det har værdi, at han ikke kan tage din omsorg og interesse for givet, men at du signalerer, at du kender dit værd og ikke vil bydes hvad som helst.

Vær stærk. For du finder vejen. Men vær ikke bang for at stille rimelige krav.

Alt godt,
Christel

Hej Christel,
Tak for en super blog, det er skræmmende hvor mange mennesker der sidder med lignende problemer som en selv.
Min kone og jeg har været sammen i lidt over 13 år, og været gift de sidste 5½ år. Vi har to børn på knap 5 og knap 3 år. Vores forhold har fra begyndelsen været meget stærkt, vi har haft meget stærke følelser for hinanden og vi har været igennem mange kriser sammen, en dramatisk første fødsel, og blandt andet min kones depression et par år tilbage og et stress sammenbrud, hvor hun også kom helskindet igennem. Vi har støttet hinanden i tykt og tyndt, og kommet langt i kraft af denne stærke fællesskab. For knap 1½ år siden fik min kone det ønskejob hun ønskede sig, og vi mente begge vi var noget rigtig langt med at opnå de mål man har for sig selv. Samtidig havde vi to blebørn og to meget krævede arbejder, og vores forhold blev nok ikke plejet som det burde. En biograftur i ny og næ er jo ikke nok til at holde sammen på folk. For ca. et år siden blev vores intimitet udpreget dårlig, hun havde ikke længere lyst og kunne ikke forklare hvorfor. Vi opsøgte sidste sommer en psykolog som forsøgte at spørge ind til hvad vi hver især kunne gøre for at genskabe vores forhold. Det forsøgte vi så i en eller anden grad, men der vil nok være enighed om at det projekt ikke helt lykkedes idet vi kun i begrænset grad nærmere os hinanden. Vi stod her ved udgangen og skulle tage stilling til vores fremtidige boligsituation og jeg havde i samråd med min kone brugt en del tid på at skabe et fælles projekt hvor vi skulle købe en grund og bygge vores drømmehus. Alle disse ting lader også til at flaske sig,men på sidste dagen for vores forbehold for grundkøbet meddeler min kone mig, at hun ikke mener vi har en fremtid sammen og derfor nok ikke skal bygge et nyt hus. Jeg er naturligvis enig i at det er en dårlig idé at bygge et hus hvis man ikke tror på forholdet, men inden vi skrev under på grundkøbet, vendte vi kort med hinanden om vi mente at vores forhold var inden i en bedre udvikling, således at vi satsede på at det nok skulle blive godt igen. Min verden blev naturligvis vendt helt op og ned, og mine følelser meget sårede, idet jeg jo bliver valgt fra, idet hun ifølge eget udsagn har tænkt over dette længe og ikke mener der er nogen måde hvorpå man kan genskabe det der mangler i forholdet. Ifølge hende har hun (eller vi) har udviklet sig de sidste 1½ år, og mener bare ikke at vi kan give hinanden det vi mangler i forholdet. Det er en kæmpe bombe for mig, idet jeg aldrig har drømt om at man kan give op på et forhold som ikke er optimalt uden at yde en kæmpe indsats for at få tingene til at fungere, slet ikke når man har børn og man helt generelt er hinandens bedste venner. Hun angiver at hun nu i længere tid har givet det en chance og tænkt frem og tilbage omkring mulighederne for at blive for børnenes skyld, men noget frem til at hun ikke ønsker at være fanget i et dårligt forhold. Jeg står så tilbage med mine følelser for hende, som selvfølgelig heller ikke er af den nyforelskede slags, idet jeg trods alt er blevet afvist og manglet omsorg i det seneste år af en sådan grad at jeg naturligvis heller ikke har været glad. Omvendt mener jeg bare at når man bygger en familie på et stærkt forhold, og har to børn som man begge elsker uendeligt meget, og helt generelt har mange sammenfald i interesser, humor mv. og i det hele taget et fantastisk team som kan supplere hinanden, hvorfor skal man så bare give op, med de konsekvenser det vil have for vores begges liv og i særdeleshed børnene? Hun vil ikke nægte at deltage i noget parterapi på min opfordring, men mener ikke at det kan resultere i noget idet hun jo har mistet gnisten og at den ikke kan genfindes idet det alene skyldes hendes personlige udvikling og ikke et problem i forholdet. Jeg har forsøgte at påpege at det kunne skyldes manglende prioritering af vores forhold, lidt hen af en potteplante man glemmer at vande, men hun ser bare blankt på mig, og siger at hun ikke mener at det i sig selv kan være forklaringen. I det hele taget er hun meget kold omkring dette brud, ikke en tåre! Hun forklarer det med at hun jo har overvejet det i lang tid og derfor er meget afklaret, og at hendes lykkepiller måske kan afskære hende fra at blive så påvirket af situationen. Skal jeg bare acceptere hendes beslutning, og komme videre med mit eget liv, eller bør jeg ikke forsøge at få en uafhængig terapeut/psykolog til at give os en vurdering af vores muligheder og eventuelt udstyre os med nogen redskaber til at redde forholdet, som jo trods alt går mange år tilbage og indeholder to uskyldige børn som vi jo elsker i lige høj grad? Jeg glemte nok at nævne at min kone har taget depressionsmedicin de sidste mange år for at sikre at hun kunne have en stabil hverdag, henedes psykiater påstår at det ikke kan have nogen påvirkning på den situation vi står i idag, idet pillerne alene hjælper hendes med et stof i hjernen som den mangler og således ikke slører hendes opfattelse af tingene. Jeg er i vildrede, og vil hjertens gerne finde sammen med min kone igen, og genopbygge et forhold som har alt det vi begge mangler i form af nærvær, respekt og ikke mindst kærlighed – men jeg kan jo ikke redde forholdet alene, og jeg føler at jeg står meget alene med min opfattelse af, at man bare skal finde ud af hvordan man kommer derhen man gerne vil, så skal det nok lykkedes, hvis begge parter yder en stor indsats… og hvad kan man tabe ved at kæmpe for noget… tiden, ja selvfølgelig, men skylder man ikke hinanden det. Jeg kan ikke sætte mig ind i hendes afklarethed, og vil gerne høre dit input på sagen – skal vi forsøge et parterapiforløb eller er det spild af tid i vores situation når hun alligevel ikke mener der er nogen løsning?
kh
R

Hej R
Mange tak for dit indlæg. Mit hjerte græder, når jeg læser det. Men jeg får også kontakt med min vilje og vil så absolut sige til dig:
"Giv ikke op". Find en parterapeut, der har erfaring – og ikke en almindelig psykolog, der ikke har par/familier som speciale.
For du har helt ret……
Der er så meget at vinde – og der er så meget at miste, og fair nok hvis det efter endt forløb viser sig, at hun stadig er afklaret. Men ikke fair at give op uden kamp.
Skidt med at hun siger: Så går jeg med for din skyld. Det er lige meget, at det er det, der er hendes grundmotivation.
Det, der er vigtigt, er at I får ryddet op og får inspiration til, hvordan I kan vende skuden.
Så må hun finde ud af, hvad hun vil…

Men jeg bliver lidt mistænksom. Hvad har gjort hende så afklaret? + du har sikkert spurgt hende mange gange, men jeg bliver en smule urolig for, om hun mon har en skjult dagsorden, eller hvilke grunde og udløsende faktorer, der har skubbet hende i denne retning.

Jeg kender for lidt til hendes depression til at udtale mig om, hvorvidt pillerne evt. har en bivirkning. Hos mange dæmper antidepressiv medicin lysten til nærhed. Men det er jo nok ikke forklaringen alene. Og som sagt: dette er kun en tanke, for jeg kender ikke historien nok, fra hendes mund, til at udtale mig om dette.

Men i hvert fald: fat mod og kæmp. Giv den al den gas, den kan trække. Går det, er det fantastisk. Går det ikke, har du gjort, hvad du kunne.

Ind i kampen, trods frygt og smerte.

Hvo intet vover, intet vinder.

Venlig hilsen
Christel

Kære Christel
Tusind tak for dit gode svar, det er trods alt rart at høre at jeg ikke er fuldstændig omtåget af en uvirkelig livsopfattelse. Min kones melding kommer på et tidspunkt som selvfølgelig var central i forhold til at vi ikke skulle kaste os ud en stor økononisk disposition som utidigt afbrudt kunne have dumme konsekvenser for os begge. Jeg har selvfølgelig spurgt ind til hvordan hun kan være så afklaret, men hun påstår hårdnakket at det alene følger af, at hun har gået alt for lang tid og været utilfreds med vores forhold og har haft dårlig samvittighed over at ikke elske mig som hun godt kan se at jeg fortjener at blive. Hun angiver ikke at fundet en anden, og det må jeg vel tro på, og med vores pressede hverdag kan det nok også højst være en flirt med en kollega. Hun arbejder på en arbejdsplads med få kvinder og mange mænd og hun føler nok at hun får meget positiv opmærksomhed med komplimenter mv. på arbejdet i en større grad end fra mig. Hun påstår endvidere helt fast at det ikke skyldes
Har du en anbefaling af en dygtig psykolog/partterapeut med stor erfaring med familie/skilsmisse/parforholds situationer som vi kan henvende os til her på Sjælland? Jeg synes ikke at kunne finde nogen anbefalingerne noget sted og det er jo en jungel og ren gambling at vælge den forkerte som viser sig ikke at have det overblik som vi helt åbenlyst mangler – og derfor blot ender med at cementere at vi bare skal smide alt vi har af bagage sammen og komme videre uden en kamp, uden et forsøg på at redde noget som vi jo begge på et tidspunkt har følt var helt fantastisk.
Tiden er vigtig i øjeblikket, så jeg håber du kan hjælpe med en kontakt som kan hjælpe os hurtigst muligt, på forhånd tak

Hej R
Tak for hurtig respons.
Jeg vil anbefale dig følgende på Sjælland.

Kontakt Joan Ørting,
Eller
Hans Jørgen Juhler

Begge er dygtige og erfarne parterapeuter, og Hans Jørgen juhler kender jeg personligt og kan varmt anbefale ham.
Joan har formentligt også lidt længere ventetid.

Du kan søge oplysninger og telefonnumre mv på Google, formoder jeg.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Jeg kan genkende en masse i det brev 'den første Nanna' har skrevet.

For lidt over 2 år siden gik jeg fra min kæreste gennem 5 år. Vi boede sammen i et par måneder, til jeg fandt noget nyt at bo i, men efter at have boet hver for sig i ca. 3 måneder flyttede jeg hjem igen.

Grunden til, at jeg gik fra ham, var til dels, at jeg havde snakket med en fyr på nettet (det blev ikke til mere), som tændte nogen følelser i mig. Ikke så meget følelser af kærlighed, men mere af begær. Vores sexliv har aldrig været fantastisk og vi er nok ret forskellige på det punkt.

Da jeg gik fra ham, savnede jeg ham helt utroligt meget, og havde til tider svært ved at huske, hvorfor jeg gik fra ham, og de fyre jeg mødte kunne ikke leve op til, hvordan jeg huskede han var.

Jeg var dog så småt ved at komme ovenpå, da han så tryglede og bad mig, om vi ikke skulle prøve igen. Jeg sagde 'Jo, med forbehold af at vores sexliv bliver bedre!'
Jeg flyttede tilbage, og nu har vi boet sammen i 2 år, og han har siden været en endnu bedre kæreste – på det ikke-seksuelle plan.

Han er sød ved mig og vil gøre alt for mig. Ja det ville blive et meget langt brev, hvis jeg skulle remse alle hans gode kæresteegenskaber op. Men seksuelt er vores forhold næsten dødt.
Pt har vi ikke haft sex i ca. et halvt år. Ikke fordi han ikke vil, men han tager ikke initiativ (for ikke at blive afvist, som han siger). Jeg er også holdt op med at tage initiativ, for jeg har mistet lysten til ham, og han kommer så hurtigt, at jeg aldrig får noget ud af det. Det, der tænder os, er nok også for forskelligt.

Jeg holder så utroligt meget af ham, og man skal lede længe efter en, der er så sød, men er det et rigtigt forhold, når man bare er bedste venner og ikke elskende?
'Gnisten' er helt væk – for mig i hvert fald.

Han er lige taget på skiferie med vennerne, og da vi sagde farvel hviskede han 'jeg elsker dig' i mit øre og da jeg hviskede 'i lige måde' tilbage følte jeg mig bare så falsk og fortvivlet.

Hvad er det, der er galt med mig, siden jeg ikke vanvittigt forelsket i ham?

Er 'gnisten' bare væk pga. den manglende sex?

Jeg har snakket med ham om, at jeg synes vores forhold mangler en vigtig brik, og vi overvejer også parterapi, men jeg har svært ved at tro, at jeg genfinder lysten til ham.

Er det muligt?

Louise

Hej Louise
Tak for dit indlæg.
Egentligt ville jeg mene, at det er en sexolog, der vil være bedst for jer. Og inden den beslutning træffes, anbefaler jeg klart, at I sammen læser Joan Ørtings bøger. Og hun vil da være oplagt at konsultere.

Jeg kan godt læse, at din tvivl fylder meget. Og at det naturligvis hæmmer troen på, om I kan skabe et forhold med mere lyst og sexualitet.
Hvis I skal lykkes med det, må I begge ville det. At din "gnist" ikke er mærkbar, kunne skyldes, at du ikke bekræftes som kvinde. Ikke sådan at forstå, at din kæreste ikke godt kan sige søde ord og komme med gaver, men du bliver ikke vist, at han synes, at du er lækker og værd at begære.
Det er mange gange med til at udhule lysten og mindske gnisten.
Og hvis du selv synes, at du er lækker og værd at begære, ja så er spørgsmålet jo, om du kan leve med at have et kæresteforhold med lav seksualitet.

Der er ikke noget forhold, der er mere rigtigt end andre, for det er jo hvert menneskes følelsesliv og handlinger, der afgør, om man oplever, at det her virker.

Hvis du ikke selv synes, at du er lækker og værd at begære, har du et personligt issue at arbejde med.

Så: ja, I kan løfte opgaven, hvis I løfter den sammen. Men nok ikke uden inspiration.
Skriv endelig igen.

Mange tanker,
Christel

Hj Christel.

Hvor er det dog en fantastisk hjemmeside, blev så "glad " da jeg så den, selvfølgelig ikke over emnet. JEg står desværre også i den situation at min kæreste vil gå fra mig, helt uventet. VI har været sammen i 4 år, og har en søn på 2 år. Vi har virkelig haft et fantastiske forhold, hvor der har været fjollet og grinet så meget. Vi har altid været meget kærlige over for hinanden, men desværre aldrig været gode til at sætte ord på, hvis der har været noget galt. Vi har total renoveret vores hus imens jeg var gravid, og klaret det med bravo. Men da vores søn er 1,5 år, finder jeg ud af han er ludoman, heldigvis ikke så langt ude, men er man ludoman så er man selvfølgelig ludoman. Vi prøver en masse ting, men intet hjælper, så jeg kræver han gik i behandling, som han så gjorde. Det er nu et halvt år siden, og alt var blevet så godt igen, han har fået det så godt. Men nu, kom han så kom han den anden dag og sagde, han ikke følte noget for mig mere, og det var kommet i behandlinge, så det er jo længe siden, mne havde så dårlig samvittighed over det, da det nu skulle blive så godt, og det var mig der havde hjulpet ham.. JEg er helt i chok, for den havde jeg slet ikke set. Min verden blev ødelagt på et sekund. Han er gået med til at vi går i paraterapi, men er så bange hele tiden skal komme og sige nu gider han ikke mere, da han har svinget meget, og opgivet. JEg er så bange for jeg ikke kan få tilliden til ham igen, og vi kan få det tilbage som vi havde, som var det mest fanstastiks jeg nogen siden har oplevet. Men jeg kan hellere ikke forestille mig et liv uden ham, men vil hellere ikke leve et liv, hvor jeg skal gå og frygte hele tiden.

Tror du det kan lykkes os at blive sammen og finde hianden igen, og han kan finde gnisten til mig igen. Og er det meget normalt at det kan opstår efter en sådan udvikling som han har været igennem.

Hilsen Katrine

Hej Katrine
Tak for dit indlæg.
Jeg beklager, at jeg først får svaret nu.
Ja, jeg tror på, at I kan nærme jer hinanden igen, også fordi din kæreste har valgt at gå med i parterapi. Når mænd mister følelser, skyldes det primært en uafklarethed eller evt. stress på uddannelse eller job. Derfor vil jeg anbefale, at I sammen snakker om hans eventuelle uddannelses/jobsituation. De fleste mænd har megen identitet bundet i et job, hvor kvinders identitet i højere grad er forbundet med parforhold/familie. Så uden at jeg kender nærmere til jeres situation, og hvad det er, der er sket i behandlingen vedr. følelser for dig, så er det klart værd at kigge på.
Vær opmærksom på ikke at tilpasse eller underlægge dig for meget.
Bevar din selvstændighed, selvom du er bange. Og tag hver dag som en ny dag.

Skriv endelig igen.
Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Efter 7½ år har min kæreste pludseligt fået nok og vil ud af vores forhold. Vi faldt for hinandens positive energi og humor. Efter 2½ år flyttede vi sammen, og hun fik et job, hvor hun desværre ikke havde det godt. Jeg prøvede at hjælpe hende ved at snakke en masse, men det blev for meget for mig, fordi hun ikke rykkede sig. Jeg begyndte gradvist at miste mig selv, fordi jeg ikke følte jeg kunne tage væk hjemmefra og dyrke mig selv. Men jeg bevarede troen og håbet, og fokuserede på alle de positive ting i forholdet. Efter 3½ år blev hun gravid med en pige, som vi desværre mistede sidst i graviditeten. Vi måtte igennem en lang sorgprocess, hvor vi bare snakkede og snakkede, og vi kom styrket ud på den anden side. Vi fandt hinanden og os selv igen, og flyttede fra Jylland til København for at starte på en frisk. Vi havde lige fået gang i vores sexliv efter 1 års tørke, og så blev hun gravid igen 14 dage efter, vi var flyttet til København. Sexlivet døde pga. af de mange minder og fortvivlelsen over om vi ville miste igen, men vi havde det godt og fik det pusterum, vi havde brug for. Fødslen gik godt. Vi fik en dejlig dreng, som nu er 2½ år gammel. Desværre sov han aldrig – og det gør han stadig ikke – så vi har været i konstant søvnunderskud de sidste2½ år. Samtidig har jeg følt mig udenfor hendes og vores søns forhold, fordi jeg kun meget sjældent kunne trøste ham og holde ham, da han var helt lille. Det gjorde ondt, og jeg var meget jaloux, uden at jeg dog var bevidst om det – det har jeg først lige indset nu. Nu har jeg så fået et rigtig tæt forhold til ham, og jeg kan se, at jeg har forsøgt at holde hende udenfor. For at hun skulle føle, hvordan det var, da jeg blev holdt udenfor. Det er så modbydeligt af mig, og kan godt forstå, at hun ikke tror på vores forhold længere. Og jeg kan godt se, at jeg fuldstændig har mistet mig selv. Jeg er ikke længere den, hun forelskede sig i.

Hun vil have tid alene nu. Hun skal finde sig selv igen, og hun skal bekræftes. Hun væmmes ved mig og får det fysisk dårligt, når hun ser på mig. Derfor er jeg sikker på, hun ender med at forlade mig. Men samtidig siger hun, at jeg er hendes bedste ven, fordi jeg kender hende bedre end nogen anden, og fordi vi har været igennem så mange dårlige ting sammen. Hun siger, at jeg er og altid har været god til at lytte. Men hun er alligevel bange for at sige noget til mig, fordi hun frygter min reaktion. Så hun har holdt alle sine frustrationer inde. Hun er dog gået med til at starte i parterapi, men hun siger, hun ikke tror på, hun finder gnisten igen. Jeg tror, målet med terapien for hendes vedkommende er, at vi får snakket ud, så det her ikke kommer til at gå ud over vores søn.

Jeg er bare så frustreret. Det hele var så godt – troede jeg – og vi er bare så stærke sammen. Jeg er desparat og har tigget og bedt, selvom jeg godt ved, det ikke hjælper. Jeg må holde hovedet koldt, men hvordan? Og får jeg hende nogensinde tilbage?

Hvorfor gør hun det her mod mig?

Kærlig hilsen Henrik

Hej Henrik
Tak for dit indlæg.
Som du skriver, tror jeg ikke, at det er en pludselig indskydelse fra din kæreste. Og derfor tror jeg heller ikke, at hun tænker, at "nu vil jeg gøre det her mod Henrik". Formentligt er det at hun har brug for tid til sig selv mv. et resultat af den lange proces, som du beskriver meget fint. Så hun ser det nok snarere som hendes mulighed for at få sig selv og hendes indre balance på fode igen. Der er så megen frygt i en sådan proces. Og jeg kan nærmest mærke din smerte igennem dit indlæg.
Og det er jo så let at skrive, at det med at tigge og bede ikke duer. Lige præcist nu handler det om at opføre sig værdigt. Om at vise hende, at hun går glip af dig, af den lydhøre – og når du er i balance: formentligt selvstændig og givende mand igen.
Jeg synes, at det er positivt, at hun vil gå i parterapi. Og jeg tror på, at hvis jeres forhold netop har været båret af den store kærlighed, så finder I også sammen, på et tidspunkt.
Der har været mange belastninger, kan jeg læse. Og det lyder for mig som om, at I er helt specielt forbundne, også via de kriser, I har overvundet sammen. Det jeg kunne anbefale, er at der i parterapien er fokus på jeres "magtbalance". Og at I får snakket jer igennem og ændret de mønstre, der skabte jalousi og afstand, via jeres søn. Han er jo for jer begge det vigtigste menneske i universet, så der er meget at arbejde på og mange grunde til at få helet de sår, der har gjort ondt.
Selvom det er rigtigt hårdt, skal du vide, at det der kendetegner dig som mand, ikke er, at du falder, men måden du rejser dig på. Rejs dig i det tempo, du kan. Bid dig ikke fast i troen på, at du ikke kan leve uden hende, men søg i videst muligt omfang at genskabe kontakten med det fine og stærke potentiale, du har. Lad hende komme til dig, så du ikke "kvæler" hende i opmærksomhed og omsorg.
Så vil der være mulighed for en vej frem.

Pas godt på dig selv.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel.

Jeg har læst og læst og fundet inspiration – men enddog ikke en situation der minder 100 procent om min. here goes:

Er en pige på 24 og er sammen med min 31 årige kæreste på 5. år. De sidste 3-4 måneder har jeg haft tanker om at det ikke skal være os to til døden os skiller.
Jeg kan egnetlig ikke sætte en finger på lige præcis hvad det er jeg mangler i vores forhold. Andet end at jeg bare ikke rigtig har lyst til at kysse og have sex. Jeg har simpelthen ikke lyst til ham sexuelt. Men jeg ser ham som en rigtig godven og har stadig lyst til at snakke med ham osv.
Vi bor sammen på 4. år og har lige prøvet at tage en uge hver for sig (mig væk et par dage – ham væk et par dage) For jeg ville gerne se om jeg savnede ham. JEg kan imidlertid ikke finde ud af om jeg desideret savner ham, eller det at være to? Han regner med jeg har en afklaring til ham når han kommer hjem imorgen. Men jeg er bange for at jeg ikke har nogen afklaring til ham!
Jeg er både bange for at smide ham væk og bange for at beholde ham hvis jeg "spilder min tid".

Alle disse tanker kommer også oveni at jeg det sidste stykke tid har haft en lille affære kørende på sidelinien. Og jeg har desværre udviklet nogle følelser for min flirt – men jeg ved at det aldrig bliver til mere end det som det er nu. Men det påvirker stadig min beslutning mht til min kæreste.Også fordi at jeg det seneste stykke tid har gået og haft lyst til at være sammen med mange andre mænd!

Der er ingen tvivl om at jeg stadig elsker min kæreste på et eller andet plan – og jeg har SÅ dårlig samvittighed over det jeg sætter ham igennem lige nu – for han er rigtig ked af det. Og den dårlige samvittighed holder mig også tilbage fra at tage en endelig beslutning. Han vil gøre alt for mig og jeg ved han vil være "god" for mig i fremtiden. Men men men – lige pt har jeg det sådan at hvis han friede til mig, ville jeg ikke have lyst til at sige ja.
Han selv siger at jeg snart må finde ud af hvad jeg vil, for han kan ikke blive ved med at gå og være så ked. Og det er jo klart, jeg kan bare ikke finde ud af det!Det ene øjeblik vil jeg give det en chance og det andet øjeblik vil jeg single og fyre den af og bo for mig selv.

Jeg har svært ved at finde ud af om det er en krise der bare skal overståes eller om det er på tide og sige farvel og tak for denne gang. Får jeg mon mine "gamle" følelser tilbage? og hvordan kan man få dem tilbage? Det er mit første lange forhold og også hans. Samtidig har jeg tænkt over om jeg måske har udviklet mig mere på de 4 år end han har, pga min unge alder og mangel på livserfaring da vi fandt sammen…

Vi har snakket meget om det og der er ikke noget han hellere vil end at få det til at være som før.. jeg er bare i 7 sind. Jeg er i tvivl om det er trygheden jeg er bange for at miste eller om det er ham jeg er bange for at miste.. Folk fortæller mig at græsset ikke altid er grønnere på den anden side og at jeg skal "holde ud". Men jeg er stadig ung og jeg vil ikke sidde og fortryde mine valg om 5 år . Jeg er så bange for at vælge forkert!

Jeg har også tænkt over om det er ensomheden jeg er bange for og om nogle andre nogensinde vil acceptere mig på samme måde som han gør. Jeg er en temmelig attraktiv pige og får jævnligt tilbud fra andre mænd, men han kender mig jo ud og ind og er min bedste ven!

Jeg ved ikke engang hvad jeg regner med du vil svare – jeg ved jo godt det i sidste ende er min beslutning hvad der skal ske. Jeg er bare i vildrede! Håber det er til at finde hoved og hale i. Og tak fordi jeg kunne få luft.

Hilsen Stine

Hejsa.

Jeg er en dame på 27 og skal giftes til sommer. Jeg har en datter på 3 år fra min tidligere kæreste.
Jeg var så forelsket da jeg mødte min kommende mand for 2 år siden. Han er enorm dejlig, vores kærlighed til hinanden er så stor at jeg aldrig har bekymret mig om vores fremtid kan gå galt. Men jeg er desværre nået hertil som om jeg ikke kan "trække" vejret længere. Han er den type hvor jeg skal være ved siden af ham hele tiden. Jeg har dog forklaret ham at jeg også har brug for at være alene, eller mødes med veninder og få tøsesnak ell. lignende. Det forstod han ( ifl ham) men hver gang når jeg skal ud siger hans kropssprog noget andet. Og det er ikke særlig rart at skulle gå ud og ved at han ikke kan lide det. Han er desværre meget sårbar når jeg siger hvad jeg føler, og det er blevet svært for mig at sige hvad jeg føler, for jeg ved han ville være følelsesmæssig koldt fordi han er ked af det.
Jeg har opdaget ham flere gange hvor han tjekker min mobil for at se hvem jeg har skrevet sammen med og hvem jeg har snakket med. Og jeg er ikke typen der er utro. Samt tjekker han min facebook, for at se hvem jeg har haft kontaktet. Han kan hellere ikke lide tanken om at jeg kontakter min datters far. Vi skal kun snakke om vores datter og ikke andet. Det er selvføgelig frusterende at jeg ikke kan have noget venskab til min datters far, og ikke fordi vi ville flirte eller noget lignende. Jeg elsker jo min forlover overalt på jorden, men jeg føler mig isoleret. Hvad kan jeg gøre? Jeg ved ikke længere om jeg vil giftes med ham…og det er ikke en rar følelse at være i den situation.

Med venlig hilsen Louise

Hej Stine
Tak for dit indlæg.
Beklager at jeg først får svaret nu.
Jeg vurderer, at du skal tage væk i lidt længere tid end bare et par dage. Ikke for at gå i byen eller være sammen med veninder, men for at fordybe dig. Læs bøger, skriv, gå ture, hør musik og lad telefonen ligge. Kom i kontakt med dig selv, så du kan mærke dine følelser og træf så din beslutning. I hvert fald en uge vil jeg mene, at du/I skal være væk fra hinanden, for virkeligt at mærke efter. Som du selv skriver, har I et enestående venskab, og sådanne hænger ikke på træerne. At være kærester og bevare gnisten er indimellem fast arbejde, og du skal mærke efter og finde ud af, hvad du har kræfter og lyst til.

Du må droppe den affære. Den gør dig bare forvirret. Lad det være ved det "eventyr", det var. Vi skal hverken lege med vores egne eller andres følelser.

Beslutter du dig for at I skal fortsætte samen, kan en ide også være, at I går i parterapi for at finde ud af, hvordan I kan højne dynamikken i jeres forhold.

Jeg er sikker på, at du træffer den beslutning, der er den mest sande for dig.

Held og lykke,

Christel

Hej Louise
Tak for dit indlæg.
Jeg vil klart anbefale, at du får nogle individuelle samtaler hos en psykolog, for at få talt ud og sat situationen lidt i perspektiv. Måske det så vil udmønte sig i, at I også tager nogle fælles snakke, hos en psykolog/parterapeut, du og din forlovede. Måske er din forlovede angst, måske er han jaloux. Det, du i hvert fald må gøre, er at tage ansvar for det, du oplever og stille og roligt tale med ham om, at dette her er et problem, som når alt kommer til alt, er et fælles anliggende. Det er om at få "svesken på disken", dvs. at få talt om problemet og hvad der ligger til grund for det, så I kan skabe et sundere miljø.
Kontakt er bedre end kontrol. Og mistro og uro må italesættes, så I begge kan føle jer trygge.

Jeg ønsker held og lykke med processen.

Alt godt,
Christel

Hej Christel! Jeg har forsøgt at skrive til dig inde på din hjemmeside, men den vil ikke afsende mit indlæg. Jeg håber rigtig meget at du vil hjælpe mig alligevel!
Jeg er en pige på 22 år som har været sammen med min kæreste i lige præcis et år. Jeg elsker ham overalt på jorden, og kan ikke forestille mig et liv uden ham, da han er den første kæreste hvor jeg virkelig føler vi har kunne få det til at fungere. Da vi begge er studerende har de sidste to måneder været meget optaget af eksaminer og læsning. Midt i alt dette er vi flyttet sammen og det er for alvor blevet hverdag for os. Jeg har selv mærket at forelskelsen er aftaget og at vi mangler den famøse "gnist" i vores forhold. Men samtidig har jeg troet på at problemet måtte være midlertidigt og ville ophøre når alt dette eksamensræs var overstået. Vi har for et par uger siden været i London sammen for at komme væk fra det hele og jeg synes da også vi havde en rigtig dejlig tur hvor vi fik genopdaget hinanden. Jeg har dog gennem længere tid(2-3 måneder) følt at min kæreste gradvist mistede interessen for mig, men når jeg spurgte ham blev mine bekymringer afkræftet da han hver gang har sagt at han elskede og var forelsket i mig. For en måneds tid siden spurgte jeg ham igen og han sagde at han elskede mig, men at han nok ikke længere var forelsket. Jeg opfattede dette som en del af en naturlig proces, især når man er flyttet sammen og har fået en hverdag sammen. For et par uger siden smed han så bomben: Han var blevet i tvivl om sine følelser for mig og syntes at vi skulle have nogle dage væk fra hinanden. Jeg tog så hjem til min mor og blev i 4 dage. På tredje dagen ringede jeg så til ham for at høre om han havde tænkt mere over det, hvortil han svarede at han ikke troede at han havde de følelser der skulle til for at vi kunne være i et forhold og at han syntes man burde være forelsket når man er i et forhold. Jeg blev fuldstændig knust men fik ham egentlig overtalt til at vi skulle prøve at gøre en indsats for at få forholdet til at fungere. Han sagde også at han egentlig havde besluttet sig for at slå op fordi han til dels var bange for hvordan jeg ville være efter det her. Så nu prøver vi altså igen, men jeg er meget i tvivl om hvordan jeg skal gribe det an. Mit bud på hvordan det er gået så galt er blandt andet at jeg har været slem til at fokusere på hans fejl i stedet for mine egne. Jeg har desuden en fornemmelse af at jeg har fyldt meget, da mine personlige problemer har været i centrum meget af tiden. Jeg har måske krævet for meget af ham fra starten og givet ham for lidt plads til at være sig selv. For et par måneder siden oplevede jeg at en studiekammerat viste meget interesse for mig og jeg oplevede derfor en mindre "forelskelse" som måske gjorde at jeg bevægede mig længere væk fra min kæreste samtidig med at jeg forsømte ham ved at komme sent hjem om aftenen på grund af mine studier. Jeg gjorde så den fejltagelse at jeg fortalte ham om det, og han blev selvfølgelig skuffet men det virkede ikke til at det var noget han tog sig synderligt meget af, så længe jeg havde til hensigt at blive hos ham(hvilket jeg gjorde det klart at jeg ville). Men måske har det gået ham mere på end først antaget? En anden årsag kan være sex. Vi har haft daglig sex/sex hver anden dag det meste af tiden(undtagen det sidste stykke tid hvor det har været i mindre grad), men spontaniteten har ikke været tilstede i vores sexliv. Jeg har ofte afvist min kæreste når han hen ad dagen gerne ville have sex, da jeg ofte hellere har villet ordne andre gøremål i løbet af dagen og det har så medført at han til sidst lod være med at prøve. Det er altså blevet til lidt af en "pligt" som skulle ordnes kl. 23 om aftenen. Nøgleordene er altså mangel på respekt(fra min side) og kedeligt sexliv. Jeg har overvejet om man skulle aftale at vi ikke skulle have sex i et par uger så vi til sidst rigtig kunne få lyst til hinanden og at han kunne komme til at længes efter mig(hvilket han siger er et af problemerne, da han ikke mener han længes efter mig mere når jeg er væk). Men det kan måske også bare gøre ondt værre?? Han siger nu at han ikke kan finde ud af hvad han føler, om han elsker mig som en ven eller en kæreste. Han ved bare at han ikke er forelsket længere. Det skal dog siges at vi ikke har haft skænderier i lang tid og egentlig har haft en tryg og rolig hverdag. Men det er måske også det der er problemet? Hvad skal jeg gøre? Jeg håber du kan hjælpe en ung pige med at få styr på hendes tanker og redde et parforhold som er værd at kæmpe for! Virkelig dejligt at der findes sådan en hjemmeside som den her!
Med venlig hilsen Lea

Hej Lea
Tak for dit indlæg.
Der er jo ikke bare en opskrift på, hvordan man får gnisten tilbage..
Det, der er, når mænd mister gnisten og ikke kan mærke den forelskelse, der har været, kan handle om flere ting. Men helt generelt betragtet, kan det handle om, at der ikke er det match hos kvinden, han søger – og det kan også handle om, at hans job/studie-situation ikke er tilfredsstillende, og at denne utilfredshed eller stress så overføres på partneren.
Det er naturligvis kun ham selv, der kan afgøre og afveje, hvad der passer for ham.

Hvis du vil højne energien i dit parforhold, så kig på dig selv. Det har du jo allerede gjort, men gør det igen.
Gør noget ud af dig selv, lav noget som du elsker at gøre, så du udstråler mere glæd og selvstændighed. Overrask ham evt., og /eller giv noget omsorg i form af massagen, fodbad, god musik, god mad, gåtur mv.
Sørg for at der ikke hele tiden tales om, ”vil du mig – eller vil du mig ikke?”, men oprethold en form for hverdag, hvor du udstråler en sikkerhed. Bliver han glad for dig igen, sker det, når han kan få øje på dig. Han kan ikke få øje på dig, hvis du hele tiden er for tæt på.
Det tankesæt, der formentligt kan hjælpe dig, er at du fra stund til stund spørger dig selv – og svarer på:
Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange?

Jeg håber, at I klarer skærene, og at kærligheden vinder.

Venlig hilsen
Christel

Kære Christel!
Jeg er en ung fyr på 20 år, som står i en svær situation, jeg føler mig tom indeni, og føler mit liv er meningsløst! Jeg kan nikke genkendende til at det du har skrevet, om forhold der går ned ad bakke, og det gør så inderligt ondt, det er en ubeskrivelig følelse, det er som tiden står stille, og jeg intet har at foretage mig. Jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år, (hun er 19 år) . Jeg har haft en kæreste før, men intet kan måle sig med min kæreste nu, og det ved hun udmærket godt, jeg bruger masser af energi, på at fortælle hvor smuk hun er, og hvor dejlig en personlighed hun har! For hun er virkelig en dejlig person! Jeg føler jeg bliver nødt til at fortælle dig lidt baggrundshistorie, før du måske kan vurdere situationen.
Vi gik på gymnasiet sammen, og for 2 år siden flyttede jeg ind i hendes klasse, og der gik ingen tid, før vi blev forelsket i hinanden, for mig, var det som kærlighed ved første blik! Og vi havde noget kørende i godt 5 måneder, hvor vi virkelig var forelskede i hinanden, og så fandt vi endelig sammen, men i det vi fandt sammen, fandt vi også hinandens sorte sider! Vi var dog stadige dybt forelskede, men var dengang nødsaget til at lave en "blacklist" for at få tingene til at fungere, og det gjorde de så også! Problemet for mig er, at hun lyver for meget (eller gjorde det første halvandet år) , og at hun flirter alt for meget med fyre, der gerne vil i seng med hende, men det kan hun ikke selv se, og derfor har jeg krævet af hende, at hun ikke længere måtte snakke eller ses med de fyre der var lidt for påtrængende. Dengang hvor vi stadig havde noget kørende, fortalte hun mig, at hun havde været sammen med en del! Men pludselig, da vi var på ferie sammen i milano, sad vi den ene aften på hotellet og hyggede os, og der begyndte hun at græde, og fortalte at hun faktisk havde løjet i langt tid for mig, og at hun var jomfru før hun mødte mig, jeg blev self overrasket, og troede self ikke på det, og det kom der en del skænderier ud af, og til sidst accepterede jeg bare hendes fortid, med alt det hun havde løjet med, og var glad for at jeg var den eneste hun havde været sammen med! Siden begyndelsen af det nye år, har vi næsten haft ugentlige problemer, som jeg gerne vil erkende at jeg nok har haft stor skyld i, pga mit temperament, men noget har ændret sig, for før i tiden, bragte hun det aldrig på banen, det med at gå fra hinanden, men nu lyder det som om, at det er den eneste udvej! Og her for 3 uger siden slog det hele "klik" for hende, hun slog op, og var frygteligt ked af det, for hun følte hun havde mistet følelser for mig, og at det hele ikke var det samme som før, men at hun stadig elsker mig! Jeg var self i stort chok, for jeg havde det på ingen måde, på samme måde, mine følelser for hende er enormt stærke! Hun følte, at det var min skyld, pga jeg ikke hjalp hende nok med huslige pligter, som jeg self erkendte og dirkete rettede op på, og gav hende ekstra opmærksomhed, og jeg tiggede hende om at være sammen igen, og hun gav mig så den chance, og jeg følte selv, at jeg klarede det ret godt, for hun begyndte at være glad, og forholdet begyndte så småt at gå godt igen, indtil i fredags.. Vi sov sammen frem til fredag (d.8 april) hvor hun så skulle i byen med sin veninde, og jeg skulle være sammen med nogle venner i weekenden, og så skulle hun bruge weekenden i sommerhuset med sine forældre: Jeg havde et tlf abonemment, som jeg fik lukket om fredagen, og havde derfor ingen tlf jeg kunne skrive fra, blot en tlf at modtage opkald&sms på, og jeg ventede dagen lang, før jeg sent om aftenen fik en besked om at hun savnede mig og elskede mig! og så fik jeg et par beskeder i løbet af weekenden, og jeg var virkelig skuffet, for i en omvendt situtation, ville jeg have skrevet dagen lang, og ringet til hende for at høre hendes stemme. Men så om søndagen, skrev hun, at hun havde brug for at se mig, inden hun rejste, (hun skulle på ferie med sin far i en uge) og hun gerne ville ses om mandagen, men da jeg så skrev til hende om mandagen, havde hun en del aftaler, og jeg følte mig skuffet over at hun ikke havde tid til mig, selvom hun senere tilbød at cutte en anden aftale for at ses, og jeg afviste hende, pga jeg var skuffet, og hun havde virket kold de sidste 3 dage. Og det fik mig til at undre mig, elskede hun mig overhovedet? Og så spurgte jeg om hun stadig ville være sammen, jeg forventede jo, at hun ville skrive, JA SELF! men jeg fik istedet, "det ved jeg ikke, jeg har ikke de samme følelser for dig længere, selvom jeg stadig elsker dig!" . Det kom som et chok for mig, for det var lige blevet så perfekt mellem os, og jeg var begyndt om at få håbet tilbage, om at det skulle være os for altid. Og så spurgte jeg om hun havde været mig utro mens hun havde været i byen, hun sagde, at det kunne hun aldrig finde på! Og nu er jeg så desperat, om at få hende overbevist, om at være sammen igen, men hun virker lidt afvisende, jeg har grædt og grædt, selvom det ikke er noget jeg normalt gør. Jeg har følt mig fortabt, og kan ikke tro på at det er slut! Jeg elsker hende, og har aldrig elsket nogen så højt før, det gør helt ondt. Er der nogen mulighed, for at hun vil indse, at hun faktisk stadig elsker mig, og burde være sammen med mig? hun siger at hun stadig elsker mig helt vildt, men at der bare mangler noget? For 3 uger siden, var det den måde jeg var på, der ikke var godt nok, og det ændrede jeg så på, men nu siger hun den er galt igen, men ved ikke hvorfor? Burde jeg bare give op, selvom jeg virkelig ikke kan? Jeg er helt nede og bunde lige nu, kan intet foretage mig. Jeg har selv haft det på samme måde som hende, dog uden at fortælle hende det, og mine følelser kom igen, og stærkere end før.
Har du nogle råd til mig, for jeg føler og ved at hun er min eneste ene, et liv uden hende, er et liv uden et liv! Jeg har brug for hende, og ved at hun elsker mig, men vil gerne vide hvad der kan rette op på det her forhold, så vi får det fantastisk godt som tidligere? Vi har haft vores livs bedste oplevelser sammen, og vi var begge enige i, at vi skulle være sammen resten af livet. Er det her en del af livet, eller kan der rettes op på det? Er det her bare et stadie i foholdet, eller er der noget galt? Kan det overhovet reddes mere?
et skrig om hjælp fra den fortabte fyr

Hej Christel!
Jeg har det problem at jeg har mistet gnisten, jeg føler selv at årsagen er dette, (hvilket jeg alt sammen har nævnt for min kærste flere gange, både med og uden tårer):

Jeg føler jeg mangler noget der knytter os sammen, jeg har foreslået at vi ku gå til dans, fitness, madlavningskursus, købe en kolonihave… ingen af delene gider han.
Jeg er begyndt at sukke efter andre fyre og kan ikke lade være med at flirte groft med f.eks. gamle flammer. Jeg går næsten konstant og tænker at jeg har lyst til at finde mig en ny fyr som jeg har mere tilfælles med.
Min kæreste spiller golf og fester i sin fritid. Han er ikke særligt initiativrig omkring vores forhold – han mangler ikke noget siger han.
Faktisk føler jeg at han har "solgt mig" katten i sækken, fordi han i starten selv foreslog at vi skulle mødes og gå ture ved stranden, jeg elsker at komme ud i naturen, men nu kunne han aldrig finde på at foreslå det, han ruller nærmere øjne af mig når jeg spørger…så det er jeg holdt op med efterhånden.

Jeg føler mig faktisk ulykkelig, men samtidig er han en sød og loyal fyr, god til sofahygge… dog er sexlivet også godt ret meget i stå…Jeg ville gerne lave lidt skæg ud af det og foreslog at vi sku tage på sexmesse og jokede med at købe et frækt kostume osv, hans svar er blot "det har han slet ikke lyst til og det siger ham ingenting"… han er ret konservativ og forsigtig.

Så jeg føler simpelthen, at vi er så forskellige at det er et problem… men jeg ved ikke om jeg er galt på den…?? han er jo en god fyr, god til børn, kan da sagtens se at han nok skal blive en god far og ægtemand…
Vi har været sammen i snart 3 år og er 25 og 27…

Venlig hilsen mig som er så fortvivlet…:(

Hej til dig, som er så fortvivlet
Tak for dit indlæg.

Når man er fortvivlet, som du er, er det på grund af at tvivlen af gode grunde har sneget sig ind. en af mine gamle inspiratorer sagde altid: "når du er i tvivl og har været det længe, er det fordi, at du er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt". Og i dit tilfælde måske at du ikke trives, fordi der er for vigtige aspekter, der ikke er i spil.
Jeg kan godt læse, at din kæreste har fine kvaliteter. Jeg kan også læse, at han åbenbart lader op via golf og fester. Og sofahygge men jeg læser også, at du er i en mangeltilstand. Og at han ikke viser ret stor interesse i dette.

Så nu må du handle:

En måde kan være, at du får fat i nogle flyttekasser og stiller dem i entreen (jeg formoder at I bor sammen).
Når han så kommer og spørger: "hvorfor står de der?"; så gør ham klart, at du overvejer et brud. At du mangler noget. At du savner, at I har gensidig interesse i noget, og at du mistrives ved at der er så meget, der er adskilt og at jeres intime liv ikke er nær så livfuldt, som du ønsker det. At du synes, at du har gjort din mening klar, men at du ikke vil lave ham om, men at du når alt kommer til alt, formentligt keder dig. Og på den lange bane ikke kan se, at det bliver bedre, hvis du da ikke bare tolererer og accepterer.

Så er det op til ham, om han vågner op. Om det vækker noget i ham, eller om han har holdningen "det er dit problem". Hvis han har en sådan holdning, så er det om at komme væk. For når vi har problemer som mennesker og er i et parforhold, så er det naturligvis primært vores eget problem, men samtidig noget, der også berører partneren. Hvis en spiller på et håndboldhold er skadet, påvirker det hele holdet.

Det vil være tydeligt for dig via hans reaktion om han vil strække sig imod dig og de værdier, du lægger vægt på, eller om han vil fortsætte sit liv uden.

Vent ikke på lykken.
Tag ansvar for din egen lykke.

Alt godt,
Christel

Hej "fortabte fyr".
Sikke dog en masse følelser.
Du får virkeligt lov at mærke på bagsiden af kærlighedens medalje, som er "angsten for at miste".
Jeg kender jo ikke versionen fra din kæreste. Føler hun mon, at du indimellem er for besidderisk, vil lave for mange regler, vil begrænse hendes frihed for det er nogle af de tanker, jeg får, når jeg læser dit indlæg. Men der kan jo sagtens være andre aspekter inde i billedet?

Hør her: Du skal ikke bruge kræfter på at overbevise hende.
Du skal bruge kræfter på at vise hende, at du er værd at passe på, værd at elske.
Brug ikke ordene som dit værktøj, og lær at håndtere din skuffelse, for hun ville jo godt "cutte" en aftale i mandags, men fordi du var skuffet, afslog du.
Du får ikke kærligheden ved at være underhund, men heller ikke ved at spille kostbar.
Så: vær glad, når hun ringer. Fortæl om dig selv. Gør det, du ville gøre, hvis du ikke havde en kæreste. Vis de bedste sider af dig selv, og selvom afmagten er enorm lige nu, så rejs dig i det, for "det er ikke det at man falder, der kendetegner en som mand, – det er måden, man rejser sig på".

Jeg tror, at det handler om, at hun, måske af flere grunde har mistet lidt respekt for dig. Byg derfor din selvrespekt op igen. Lad hende komme til dig. Vis hvem du er og hvad du kan, og at du har meget at byde på, men vær ikke en hund, der logrer med halen.
Klarer du denne prøvelse og forstår du dybden af mit budskab, vil hun få øje på dig igen.
Så giv ikke op. Der er da masser at gøre Tro på det.

Alt godt,
Christel

Hej Christel.

Hvor er det fantastisk at man kan hente hjælp her. Jeg har den sidste tid kunne mærke på min kæreste gennem 7 år, at der var noget galt. I aften spurgte jeg ind til det, og han sagde helt uventet at han havde mistet nogle følelser for mig. Vi er begge i midten af tyverne og fandt sammen lige efter gymnasiet. Siden er vi flyttet sammen, men de sidste 3 år har vi været en slags weekend kærester, da han måtte flyttet for at tage sin uddannelse. Det har fungeret rigtig fint, han hygger sig med sine venner når han er væk, og har al den frihed han vil have. Når han så er hjemme har vi det også rigtig godt, og laver en masse ting sammen. Vores sexliv er der ikke noget i vejen med, vi har det sjovt sammen og kan snakke om alt. Derfor blev jeg også væltet fuldstændig af pinden, da han her til aften sagde at han i de sidste 2 mdr. har mistet følelser for mig. Han har før, ( og det har jeg i øvrigt også) haft sådan en periode, men ikke lige så slem som nu. I hele 2011 har vi ikke set så meget til hinanden ( da studierne ikke har tilladt det) og han har derfor været meget sammen med sine venner. Han siger at han i den sidste tid ikke har haft den samme lyst til at ringe til mig eller komme hjem til mig, og at han føler at jeg har flere følelser for ham, end han har for mig. Sidste gang han var hjemme glædede han sig faktisk til at komme tilbage. Men det er så her jeg bliver forvirret, for i nærmest samme sætning siger han at han glæder sig til vi skal på sommerferie. Jeg kan sagtens se at man kan vokse fra hinanden, specielt når man lever 2 forskellige liv. Men vi har jo altid kunne få det til at hænge sammen alligevel. Vi har snakket længe om det og er blevet enige om at se tiden lidt an, da ingen af os er villige til smide alt det vi har på gulvet. Vi synes begge to at vi er rigtig gode sammen, men han er ikke sikker på om han er sammen med mig af vane og synes at det hele er blevet lidt en rutine. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan man bare kan miste følelser, når der ikke er noget i forholdet der har ændret sig. Udskyder han bare en beslutning, der er uundgåelig? Kan det overhovedet lade sig gøre at finde sine følelser igen? Jeg er simpelthen så forvirret lige nu, for han siger ikke nej, men han siger heller ikke ja. Hvordan skal jeg forholde mig til det her? Jeg synes det ser lidt sort ud.

Venlig Hilsen Lilo

Hej Lilo
Tak for dit indlæg.
Jeg kan godt forstå, at det var en rystende besked at få for dig. Og hvad skyldes denne svingning i intensitet mon? For umiddelbart er der jo meget, der virker imellem jer, hvis jeg forstår din beskrivelse ret.
Som du jo er klar over, er det din version, jeg læser. Måske ville det lyde helt anderledes, hvis din kæreste skulle beskrive, hvad der foregår.
Jeg tænker, at der er en personlig historie bagved, hver gang et følelsesmæssigt niveau ændres. Og her er det jo din kæreste, der har sin historie med hensyn til, hvad der er sket og ikke er sket, og som har haft indvirkning på jeres forhold.

Jeg tænker flere ting:
Når mænds "gnist" daler, er der generelt tre grunde (men selvfølgelig individuelle grunde fra person til person).

1. Personens job/uddannelse er ikke tilfredsstillende. Mænds identitet er i højere grad end kvinders bundet op på job/uddannelse, og en gnist kan dale eller helt forsvinde, når man har følelsen af ikke at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

2. Din kæreste kan have fået følelser for en anden, – eller savne oplevelsen af at stå på egne ben .
3. I mangler fælles drømme/fælles projekter, og dette kan være en af grundene til, at din kæreste ikke har så meget (andet end sommerferien) at koble sit fokus op på.

Der kan være mange andre grunde. Jeg har indtryk af, at I er gode til at tale om tingene. Tal ikke det hele ihjel, men sørg for at du også lader op på andre måder end i hans selskab. Jeg krydser fingre for, at kærligheden vinder. For den stærkeste følelse, jeg har, når jeg læser dit indlæg, er:
"De savner noget fælles at gå op i og begejstres for".
Så måske er det her, at indsatsen skal lægges.

Skriv endelig igen, hvis du har behov.

Alt godt,
Christel

Hej Christel.

Tusind tak for dit svar. Du har helt ret, det er jo MIN version, så jeg vil prøve at gøre den lidt mere fælles denne gang, så du har lidt mere at arbejde med. Jeg er virkelig glad for at du vil bruge din tid på det her, allerede nu har du sat en masse tanker i gang. Jeg er ked af hvis det her bliver lidt langt. Jeg har brugt rigtig meget tid på at tænke over alt det her. Som sagt skete det hele jo i fredags, og det har virkelig været en turbulent weekend. Lørdag tog vi ud for at handle, men jeg var meget ked af det, og kunne slet ikke samle mig om det. Så da vi kom ud i bilen begyndte jeg at græde, og så begyndte han også at græde, og der dukkede der nogle følelser op igen, og han sagde at han ikke forstod hvorfor han ikke havde kunne mærke dem noget før. Han skulle til koncert om aftenen med en ven, og jeg skulle læse til eksamen. Da han var taget afsted kunne jeg ikke holde ud bare at sidde hjemme, så jeg tog ud til min søster, og blev der natten over. Det kom meget bag på ham, og selvom han var taget videre i byen, ringede han flere gange til mig i løbet af natten, og sendte mig til sidst en sms, hvor der stod at han aldrig ville undvære mig. Da jeg kom hjem søndag sagde han at han havde savnet mig rigtig meget, og nu troede han endnu mere på det, men han kunne bare ikke forstå hvorfor de følelser ikke havde vist sig noget før. Så han ville stadig gerne se hvordan han havde det når han var væk fra mig igen, altså se tiden lidt an. Lidt turbulent først at få at vide at han har savnet mig meget, men stadig ikke er sikker. Det kan jeg ikke forstå. Samtidig bliver jeg også enormt bekymret for om følelserne bare bliver glemt igen i løbet af ugen. Resten af søndagen gik med at ligge i ske og have sex og den slags ( lysten har han i hvert fald ikke mistet). Faktisk har han opført sig helt normalt, udover at han har sovet rigtig meget mens han har været hjemme. Jeg har nærmest ligget søvnløs. Det har også været lidt mærkeligt at skulle forholde sig til hinanden oven på det her. Jeg brænder efter at få nogle svar, men skal samtidig give ham plads, så hele stemningen mellem os har været lidt akavet. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal opføre mig. Jeg bebrejder ham ikke for gerne at ville afsted denne gang, og få det hele lidt på afstand, men hvad nu hvis han glemmer der hele igen i løbet af ugen?… Jeg har svært ved at forstå at han kan være så forvirret. Mandag er han så taget afsted igen, og kommer først hjem igen på næste mandag. Han tog afsted med en positiv følelse, og sagde at det så meget lyst ud. De sidste to dage har vi også snakket lidt i telefon og han kan lige nu slet ikke samle sig om at være sammen med sine venner. Han er sammen med dem nogle timer, og tager så hjem fordi han er træt. Jeg har reageret lige modsat, og har været sammen med mange mennesker siden, hvilket bestemt ikke er noget jeg plejer. Jeg plejer at planlægge min tid efter hvornår han er hjemme, og så ser jeg nogle veninder en gang i mellem. Jeg har ikke så mange af dem, fordi jeg lidt har følt at jeg havde lyst til at være sammen med ham. Men det kan jeg bestemt godt se nu, at det skal der laves om på. Jeg skal have mit eget netværk, som han ikke kan tage fra mig. Og som du ganske rigtig siger, så skal jeg lade op andre steder. I det hele taget har den sidste tid været meget præget af at det hele er planlagt, da jeg har haft nogle store eksaminer jeg skulle til, så jeg har virkelig måtte tilrettelægge min tid når han har været hjemme. Men derfor har vi stadig set film om aftenen eller taget i biografen, loppemarked eller lignende. Dog er jeg nok kommet til at give udtryk for at det ikke er det bedste tidpunkt han er hjemme på, når jeg læser til eksamen. Jeg har et meget krævende studie, der kræver meget læsning, det har han ikke, så på det punkt er vi meget forskellige. Det fylder rigtig meget, og det har også været det som jeg har snakket om i telefonen, fordi det fylder så meget for mig. Desuden har sex ikke været det jeg har haft mest lyst til, så det har nok mere været en pligt, ligesom at han har følt det lidt har været en pligt at komme hjem.
Jeg har fundet ud af at det ikke helt har stået på i 2 mdr, for når jeg spørger tilbage i tiden, er det ikke længere tilbage end til starten af april. Jeg har tænkt meget over de ting du skriver. Jeg tror ikke det er noget med arbejdet, for han er meget glad for at være der hvor han er. Jeg tror heller ikke han har en anden, for så ville han have sagt det til mig. Det med at stå på egne ben ved jeg ikke, for det gør han jo til daglig, men derfor kan det jo ikke udelukkes. Han har al den frihed han vil have, det er altid ham der ringer til mig, og jeg har aldrig stået i vejen for noget han rigtig gerne har villet. Jeg ved vi har fælles fremtidsdrømme, men jeg tror du har helt ret i, at vi mangler at lave noget andet sammen end parmiddage, famliebesøg, biografture og se film i sofaen. Som han selv har sagt nogle gange ( inden alt det her), det betyder jo ikke noget at jeg er der, jeg skal jo bare lave mad til dig ( fordi jeg ikke selv kan finde ud af det), og det har jeg måske været tilbøjelig til at give ham ret i. Så måske er han blevet lidt skræmt af at det skal være sådan hans liv ser ud fremover, hvilket bestemt ikke blev bedre af at vi så en film sidst han var hjemme om en mand der gik fra sin kæreste efter 10 år, fordi det var for trivielt.
Jeg er altid til rådighed når han ringer, jeg er altid til rådighed når han er hjemme og jeg bliver altid glad når han kommer hjem.
Nu er han så tilbage i sin hverdag, og jeg er i min. Jeg prøver at være rigtig glad når jeg snakker i telefon med ham, og vil ikke spørge ind til hvordan det går med os, selvom det æder mig op indefra. Men jeg synes han skal have fred og ro til at tænke over det, og ikke en der hele tiden afkræver ham et svar. Mine tanker går bare på om de følelser der lige pludselig kom igen, så bare kan forsvinde, når han ikke ser mig en uge, og han så kommer hjem på mandag og har mistet det hele igen, og så er det bare slut. Han afslutter telefonsamtalerne med at sige at han stadig elsker mig, og jeg spørger lidt i sjov om han nu er sikker på det, og så siger han ja det tror jeg. Jeg har bare svært ved at forstå hvordan han ikke kan vide det, når nu følelserne dukkede op igen, og han for første gang i lang tid virkelig savnede mig. Jeg vil virkelig gerne ændre det her. Vi skal noget mere ud sammen, og have masser af god sex, men det kræver at han ikke giver for hutigt op. Måske har vi været for dårlige til at pleje det, fordi det har fungeret fint indtil nu. Jeg ved det ikke, men jeg ved at der bestemt også er kommet noget positivt ud af det. Jeg kan virkelig mærke nu, at det er her jeg vil være, men samtidig er jeg også blevet opmærksom på, hvor meget jeg selv skal have et netværk, for ellers bliver jeg lige pludselig for skrøbelig. Det nytter ikke noget at bygge det hele op omkring ham, og altid være til rådighed. Jeg skylder mig selv mere end det, og skal virkelig til at tage ansvar for mit eget liv. Lige nu er det så nyt, og det svinger meget mellem at jeg synes det ser positiv ud, til jeg er helt nede i kulkælderen, og slet ikke kan se hvordan han nogensinde skal kunne få de følelser rigtigt tilbage igen, slet ikke når man kun ser hinanden en gang om ugen. Så enden på den her lange stil er spørgsmålet om hvordan jeg skal forholde mig til det her, og hvordan jeg skal agere over for ham?
Endnu en gang tusind tak for din hjælp.

Venlig hilsen
Lilo

Hej Christel,

Jeg er i en meget ulykkelig situasjon. Jeg har vært gift i 21 år og vi har 2 børn sammen på 15 og 18 år. I hele vårt ekteskap har det vært en sterk ubalanse i den intime delen av samlivet. Der han ikke har kunnet og ikke har hatt lyst og jeg har hatt overskudd av lyst. Jeg har tatt dette opp mange, mange ganger og det har vært stor fortvilelse fra min side da jeg har følt meg avvist, lite attraktiv og også fått et lavt kvinnelig selvbilde ettersom jeg ikke har klart å tenne mannen min. Forøvrig har vi kommuniseret bra, vært gode venner og fantastiske som foreldre sammen.
Så for 3 år siden treffer jeg en mann og blir hodestups forelsket. Han var også gift men i et ulykkelig ekteskap. Je likte alle sidene ved ham, det var full match på både det emosjonelle, intelektuelle og kroppslige. Jeg prøvde å bruke disiplinen og klarte å la være å innlede noe seksuelt før det var gått et år. Siden har det bare blitt mer og mer intenst. Nå har dette pågått i snart 2 år og jeg holder på å tæres innvendig. Jeg kjenner ingenting for min mann vedrørende det kroppslige. Denne andre mannen sliter med å ta steget ut i skilsmisse men kan ikke forplikte seg til noe nytt med meg før han er fri. Jeg kjenner på en stor sorg i forhold til å forlate det jeg har men også å bli der er svært tungt. Min mann sier han nå vil ta tak i det seksuelle men jeg har ingen tro på at dette skal forandre seg etter 20 år… Jeg har fortalt ham om den andre, om forelskelsen men ikke at jeg har forsatt forholdet.
Jeg kjenner meg fullstendig som i oppløsning. Er svært ulykkelig og har mye angst. Er svært redd for det ukjente og for ensomheten om jeg velger å gå. Synes jeg mister så utrolig mye ved begge valgene, det er et uløselig dilemma. Hjertet og kroppen vil denne andre mannen, men det er et høyst usikkert kort. Logikken og hodet sier jeg skal bli og verdsette vennskapet, historien vår, barna og også forsone meg med at jeg ikke får levd ut det seksuelle livet med min mann. Problemet er at logikken vel alltid vil tape for følelsene og at det blir vanskelig å mobilisere en vilje til å forsette ekteskapet.

Noen råd??

Venlig hilsen Trine

Hej Trine
Tak for dit indlæg.
Dit dilemma er svært, men ikke uløseligt.
I et dilemma må vi søge den mindst dårlige løsning og gøre det til den bedste.
Som jeg læser din situation, tænker jeg følgende:
Flyt for dig selv. Det betyder ikke nødvendigvis, at I skal skilles, du og din mand. Men at I må blive separerede.
Du må få al den ulyksalighed, du har følt igennem årene, på afstand og finde ud af, om det mon er så slemt at være alene. Og så finde ud af, om ham du er så glad for, også er klar til at tage springet.
Tag ansvar for din egen lykke.
Når kærligheden banker på vores dør, må vi åbne den, og det har du jo gjort. At din mand nu siger, at han vil gøre noget ved jeres sexliv, er selvfølgelig fint nok, men meget sent.
Det, jeg tænker mest på, er at du laver en splittelse indeni dig selv ved at blive i denne uafklarethed. Og det er farligt på sigt.
Sørg for at træffe den beslutning, der gør, at du kan se dig selv i øjnene og være i kontakt med dit hjerte. Det er jo det, der pumper hver dag og holder dig i live.

At turde er at miste fodfæstet for en stund.
Ikke at turde er at miste sig selv.

Venlig hilsen
Christel

jeg er dybt ulykkelig, enormt såret og kan slet ikke se et håb, jeg elsker min mand, vi har været gift i 16 år,
har 3 børn imellem 11 og 17 år. jeg har altid stolet 100 % på ham og aldrig været ham utro. nu ringer en bekendt at min mand har skrevet på facebook, at han ikke er gift, vi er ikke venner der, det har han aldrig ville være, det var hans forum. jeg spørger til det og med et er der ingen kærlighed. og slet ingen vilje til at tale det igennem, eller lægge planer for at forsøge ugen, en masse negative situationer dukker op, og vi er begge ufattelig kede af det. synes jeg er villig til alt, men han vil tage væk, have fred og tænke, fordi han ikke kan se det skulle blive bedre. det skal siges at jeg i mange år havde skiftende arbejdstider, hvilket klart var med til at skabe dårligt sexliv, senere blev jeg selvstædig og er utrolig træt, min mand skiftede til et meget krævende job, med ny uddannelse oveni, så jeg har været alene med det meste i snart 4 år, han siger nu jeg har disset ham,nedgjort og bestemt og planlagt alt uden ham. han meget ret, men indimellem er han væk 3 dage + aften og et par nætter, planlægning er min overlevelse, og jeg føler mig nu som den vraget kone, der har passet omgivleser, ham og børnene, imens han tog mig som en selvfølge og bestig en alen lang stige, nu sidder godt på trinet og tænker skrid, jeg vil feste, og have det godt, du kan finde lejlighed, bo med børnene og dø i synden, det har han ikke sagt, men det føles sådan.
hvad kan jeg gøre for at give ham lidt vilje og mig selv håb.

Hej
Og mange tak for dit bedrøvelige indlæg.
Giv ham mulighed for at tage væk. Lad være at have kontakt imens. Lad ham mærke, hvordan det er at være foruden dig /jer.
Men overvej at insistere på, at han går med til parterapi mindst 3 gange. Fordi I skylder hinanden at få dette talt igennem. Og skylder hinanden ikke at lave hovsaløsninger.
Kan godt forstå, at planlægning har været nødvendig.
Når I nu har de tre børn og så meget sammen, ser jeg at jeres situation handler om at få stoppet op, trukket vejret og mærket efter. Sammen og hver for sig.
Hvad glemte I ?— pga. jobs ….. pga. travlhed….
Og kan man sige, at det er nogens skyld?
Næ.
Det er en kæde med mange led, et parforhold.
Men jeg læser din mail som, at han har brug for ro. Og lad ham da endelig få det.
Han kan bare tage af sted. Dog vil jeg anbefale dig at få ham til at kigge dig dybt i øjnene og svare på, om han har mødt en anden, som han har følelser for?
Og få en god forklaring på, hvorfor han melder forkert ud på Facebook. Min erfaring er, at fortielser og løgne ikke er vejen frem, – snarere åbenhed og fortrolighed.

Venlig hilsen
Christel

Hei Christel.
(Jeg skriver på norsk, håper du forstår?)
For en fantastisk nettside du har!!

Jeg er en jente på 25 som nettopp ble dumpet av min kjæreste. Vi var sammen i 6 år, og har opplevd så utrolig meget sammen på denne tiden. Han er min beste venn, og jeg trodde virkelig ikke at dette kunne skje… Vi har hatt tøffe (personlige) tider begge to, men har holdt sammen igjennom tykt og tynt. Vi har hatt et avstandsforhold i 3 år, vi har bodd sammen (på 19 kvm!!), vi har kjent hverandre siden vi var barn, da vi gikk i samme klasse i 10 år. Vi ble nesten sammen når vi var 14, men da var jeg ikke klar. Han følte seg nok "lurt" og såret. Men jeg hadde det oppriktig vanskelig personlig da. Vi hadde ingen kontakt fra vi var 16 til vi var 19. Det var jeg som gjenopptok kontakten. (Jeg har vel jaget ham mest i alle år). Min kjærlighet til ham er så sterk og jeg føler virkelig at han er "the one". Dette har jeg alltid visst innerst inne. Allikevel kan jeg ha opplevd usikkerthet i de periodene hvor han ikke greier å gi meg så meget. Jeg forstår nå at denne usikkerheten kommer av meg selv. Noen ganger er jeg ikke like glad i meg selv, og da trenger jeg mer fra min partner. Dette har jeg alltid hatt vanskelig med å si ifra om. Derfor har jeg gått i meg selv og kjent på sinne og frustrasjon, isteden for å snakke med ham. Jeg er tildels skyld i min egen usikkerhet. Allikevel mener jeg at han burde kjenne meg nå, og se hva jeg trenger og hvor vanskelig jeg har for å si ifra om ulike ting.

Han er veldig målrettet og karrierebevisst. Han jobber hardt med sine studier, og dette opptar det meste av tiden og livet hans. Som kvinne er jeg selvsagt mer opptatt av relasjoner og å investere tid med de jeg er glad i. Jeg vil også kalle meg en livsnyter, noe som jeg vet at han også egentlig er, men som han har lagt vekk til fordel for sine studier. Han har studert i tre år nå, og har to år igjen. Jeg er redd for at han har mistet seg selv og for at han er meget trøtt… Han har ikke altfor mange nære venner, da han som sagt ikke investerer like mye i disse (samt familie). Nå har han skjøvet bort meg også, jeg som kjenner han best. Hans beste venn.

Jeg har vokst så mye på disse seks år. Jeg har lært så mye om meg selv, og jeg syns jeg er blitt en meget god kjæreste (da jeg har fått mer innsikt og selvfølelse/selvsikkerhet). Jeg har forstått at mann og kvinne er to separate individer (som deler noe fint isammen iblant), og ikke ett hele tiden. Jeg er ikke redd for å gi mannen frihet, og jeg har også blitt flinkere til å vise meg mer selvstendig og fri. Kanskje for selvstendig? Han sa nemlig at han ikke syns vi gjorde så mye tilsammen lengre. Jeg har sagt at jeg elsker å gjøre ting med ham, men at jeg ikke ønsker å mase på hans studier. Jeg føler altså at han har lagt opp til dette selv. Jeg syns som sagt at jeg har vokst mye på disse seks år, og tilpasset meg ham altfor meget. Jeg kan ikke si det samme om ham.

Jeg har jobbet så mye med dette forholdet, og aldri gitt opp! Jeg vet at man må ha tunge tider, og jeg ønsker å dele disse med ham. Jeg syns det er feigt, skuffende og utrolig sårt at han plutselig ikke vil mer. Det kom helt ut av det blå. Han har mistet gnisten. Han syns det er vanskelig at jeg noen ganger er dårlig på å kommunisere. Spesielt i hans eksamensperioder blit jeg stille og innesluttet. (Dette føler han ødelegger hans eksamensprestasjoner. Jeg blir kanskje en hindring for hans ønskede prestasjon? Så da fjerner han meg? Han sier han trenger ubetinget støtte) Jeg føler meg ekskludert. Dette ville ikke vært et like stort problem om han bare hadde satt mer pris på meg. Verdsatt meg. Brukt litt mer tid på meg i de periodene hvor han ikke har eksamen. Men det er kun lesing lesing lesing. Han er veldig selvsentrert og har alltid gjort som han ønsket. Jeg ser mine feil, og den største er vel at jeg altfor sjelden har sagt ifra. Jeg har svelget det meste. Kanskje har jeg gitt ham for lite mostand?

Jeg gav ham en måneds tenketid, men nu orket jeg ikke mer. Han sa han trengte tid alene. At han ikke kunne gi meg det jeg trengte nå. Og han stoler ikke på at jeg kan forandre meg. (Jeg som har jobbet så mye med meg selv!? Og vokst mest av oss?!) Jeg ser at han er forvirret. Og jeg respekterer hans valg. Han sa han ønsket å bevare kontakten og kanskje se ting an etter sommeren. Men jeg orker ikke gå på vent i flere måneder. Da vil jeg heller lukke den døren og åpne en annen. Så jeg sa at vi må kutte helt kontakt. Jeg kan ikke være kamerat med en jeg elsker.

Jeg har ikke vært singel på mange år, og fortsatt tror jeg ikke at jeg helt har forstått hva som har skjedd. Jeg er veldig rolig innvendig. Jeg er trygg på mine følelser for ham. Jeg vet at jeg elsker ham, og det er det viktigste for meg – at jeg er ærlig med meg selv. Jeg er ikke panisk. Men forvirret. Jeg tror ikke vår historie er ferdig, men jeg aner ikke hvordan og når den fortsetter, om den gjør det. Vi hadde et kommunikasjonsproblem, men dette kan jo løses! Om man vil så får man til? Men det nytter ikke å snakke med ham. Han er fortsatt "følelsesløs". Jeg tror jeg må forsvinne helt ut av livet hans før han kan kjenne på hva han virkelig føler? Om han ikke elsker meg da, så var han vel ikke "the one".. Han sendte meg melding igår og sa at han var lei seg for at han hadde såret meg. Og at han bare trenger tid. Men han har jo allerede dumpet meg? Skal jeg svare på denne meldingen? Skal jeg overse ham og gå videre? Hva tjener jeg best ved å gjøre? Og hva tror du har skjedd med ham?

“intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet”.

Beklager lang mail!

Mvh
Forvirret jente

Hej "forvirrede jente"
Hvor skriver du godt. Og hvor formulerer du dig præcist. I hvert fald skal du vide, at dit kommunikationsproblem ikke er på det skriftlige område. Og det leder mig hen til mit svar på dine gode spørgsmål:
Jeg synes, at du skal skrive til ham. Ikke på sms, for det er ikke et godt medie til vigtige og alvorlige temaer, men på brev eller mail.
Lad ham vide, hvor du står, nemlig i at du elsker ham og er sikker på denne kærlihged, og samtidig, at du ikke vil stå på "stand by" og føle at denne sommer er en ventesal. Ikke fordi du skal ud og finde en anden, men fordi det er uværdigt. Respekt for at han har brug for at tænke og mærke, men så skal tingene heller ikke blandes sammen. Så skal der afstand til. Så han kan mærke og se på sit liv og finde ud af, om han savner og vil gøre det, han kan, for at nærme sig dig igen.
Så mit råd er, som du selv er inde på: cut helt, men ikke uden en forklaring.
Jeg tror, at den bedste helingsproces sker uden forstyrrelser. Vi væltes alle sammen, indimellem, og så er det måder, vi rejser os på, der kendetegner os som mennesker.
Hvis det er den store kærlighed, vil I finde sammen igen. Også selvom der måtte være andre partnere i mellemtiden.

Så kære du: hvad er der mon sket med ham?
Nogle mænd mister gnisten, når deres job/studium er stressende eller ikke det rigtige.
Nogle mænd mister gnisten og troen, fordi de når til et sted i deres liv, hvor de sammenligner sig med jævnaldrende og føler, at der er noget, de mangler. Og at de, for at være tro mod sig selv, må prøve dette af.
Nogle mænd mister gnisten, fordi de har for meget om ørerne og ikke forholder sig til den utilstrækkelighd, de indimellem føler og derfor skyder skylden på kæresten, for det er jo den, der er tættest på og derfor meget bekvemt at gøre.
Jeg tror, at der er grunde i hver persons historie til at reagere, føle og tænke som de gør.

Men hold fast i, at du ikke vil stå på stand by.
Og bliv ved at vokse og find især ud af, hvad du fremover ikke vil gå på kompromis med.
Selvfølgelig må man også tilpasse sig i et parfohrold, men når alt kommer til alt, må vi gøre det, der gør os mest tilpas.

Held og lykke
Og skriv endelig igen, hvis du har flere spørgsmål.

Tak for dine søde ord om min side.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel, Jeg har noget jeg godt kunne tænke mig at du svarede på.

Min kæreste og jeg har været sammen i snart 5år og boet sammen i 4år vi har også en hund som vi begge er glade for.

Vi har altid lavet en del sjove ting sammen og set nogle venner og gået i byen osv, jeg er 28 hun er 24år, inden for et års tid siden har mine venner og bror fået barn/børn og jeg følte også at jeg skulle have det når jeg nu er 28 og alle de andre fik, min kæreste havde også en smule lyst men fremskød hele tiden snakken om børn i et halvt år frem og jeg pressede en del på i den tid, og fortalte alle at jeg godt ville og hun ikke ville, og fik nogle skænderier ud af det, og nu hun færdig på sit studie og ved ikke hvad hun skal og det går hende på, vi har for 1 måneden siden holdt 5 dags pause for hinanden fordi at hun følte at jeg ikke lavede nok hjemme men mest at hun faktisk ikke var klar til børn og at jeg havde lagt et stort pres på hende og hun nu ikke ved hvad for nogle følelser hun har for mig, om det er venne følelser eller kæreste følelser, vi fik begge tænkt i den pause og jeg selv fandt ud af at jeg faktisk ikke har brug for børn, men at jeg har brug for hende som kæreste, og jeg fik mange andre ting igemmen. I pausen så jeg ligesom lyset, og jeg er nu meget mere huslig og har rettet op på de ting som jeg godt kunne se at jeg gjorde forkert, og at jeg har fortalt hende at vi ikke kun er " dig og mig men også os og vi " vi er 2 om det her og sådan skal det jo også være. Men tilbage til hendes følelser, Vi snakker om det ca hver 4 dag, fordi der begynder jeg at blive ked af det, da jeg kan mærke indeni at hun er den rigtige for mig og at jeg elsker hende som jeg aldrig har gjort med andre før, og det ved hun og hun stoler 200% på mig og kender alt til mine følelser. Hun siger så selv at hun ikke kan finde ud af sine følelser for mig ven eller kæreste, og hun spøger mig hele tiden om hvordan jeg ved at hun er den rigtige for mig, og jeg svare så at det ved jeg fordi at mit hjerte fortæller mig at jeg virkelig elsker hende og min hjerne siger at hun er den bedste pige for mig. Hun siger så hvordan hun skalk finde ud af hvad hun vil, hun ved at hun elsker mig og at hun vil kæmpe som jeg for OS og vores forhold, men jeg går og er tit ked af det når jeg er alene hjemme fordi jeg er Bange for at miste hende ( virkelig Bange ).

Det tager meget hårdt på mig at jeg ikke ved hvor jeg har hende mere, men jeg har spurgt om det fordi hun vil være singel eller have en anden men det ikke det hun vil siger hun, Hun siger så at hun jo også elsker mig og at hun ikke kan finde nogle fejl i mig mere efter pausen, men at hun ikke ved hvad hun føler, og hvordan hun skal finde ud af dette, hun siger at hun ville ønske at hun havde det på samme måde som mig.

Vi skal også til at flytte og det svært at finde et sted og hun ved ikke hvad hun skal med sig studie liv og hun gider ikke arbejde der hvor hun arbejder nu, og så oven i alt det er der det med OS.

Kan du give mig nogle forslag til hvad jeg kan gøre for mig selv og hende og vigtigst OS ?

Hvad hun kan gøre ….?

eller vi kan gøre …?

Vi har talt om at vi begge vil kæmpe for det her da vi har det godt sammen og har minder som vi elsker. jeg vil gøre alt for at få hende til at forstå at det er mig der er den rette.

Hjælp mig ;-(

BP

Undskyld jeg er ikke god til at skrive.

Vi er for et års tid siden flyttet i hus ( leje ) og nu blevet smidt ud da vi ikke må have hunden der længere

Jeg er knust. For 14 dage siden begyndte jeg at mærke en forandring hos min mand. Kunne i helt sætte fingeren på hvad det var. Jeg gik ham på klingen og han indrømmede han var i tvivl. Han sagde jeg elsker dig stadig men jeg er træt af konceptet med hus have hunde. At han følte han var væk i alt det her. Han syntes også vi manglede at lave noget kun os 2. Vi har en datter på 9 år vi tog en lang snak og fandt frem til nogen løsninger. Det gik så godt i en uge. Så kunne jeg mærke den var gal igen. Kender ham jo så godt. Snakkede med ham igen hvor han sagde han stadig var i tvivl om det her var det rigtige. Nu syntes han også det var et problem at jeg går hjemme har jeg gjort i de 13 år vi har været sammen. Da jeg får førtidspension. Min første reaktion var vrede jeg sagde så må du jo pakke dine ting og gå….. Så fik han kolde fødder det ville han ikke. Han ville få det her til at lykkeds igen sagde han at han elskede mig jo. Så igen besluttede vi os til at blive sammen. Det ramlede så 2 dage efter jeg brød helt sammen var så bange for at miste det vi har sammen elsker ham så utroligt højt. Jeg fortalte ham jeg var ked af det fordi jeg var bange for at miste ham. Han prøvede at berolige mig og sagde han ville ønske han kunne gøre eller sige noget så jeg fik det bedre og at det var det her han ville. Mandag da han tog på arbejde havde jeg stadig knuden maven og det holdt stik for da han kom hjem fra arbejde sagde han, at han kunne ikke mere, det er ikke det her han vil, vi har ingen fremtid sammen længere. Han har ikke de følelser der skal til, og han vil have en kæreste som arbejder og som faktisk er en helt anden type end mig…. Vi snakkede sammen i 2 timer hvor jeg virkelig prøvede at nå ind til ham men nej. Han pakkede derefter sig tøj og kørte. Har ikke hørt fra ham siden han har ikke engang spurgt til sin datter. Ved han har fundet en lejlighed han kan være i de næste 14 dage. Men hvad nu jeg aner ikke hvad der er sket vi blev gift for 2 måneder siden der var alt godt. Ja det var det også for en måned siden. Jeg forslog parterapi men nej det vil han ikke for det er jo ikke mig han vil mere. Jeg vil ikke kontakte ham men omvendt hvad nu?? Skal huset sættes til salg? Skal vi ødelægge alt vi har bygget op sammen? Jeg aner ikke hvad der er det rigtige og forkerte at gøre nu…….

Hej BP
Tak for dit indlæg.
Det er jo lidt tid siden, du skrev, så måske er der ikke krise længere ???
Det er forholdsvist nemt at rette op på din/jeres situation.

1.drop det med at skulle overbevise hende. Vis hende, netop som du bl.a. beskriver via huslige pligter og omsorg – ikke mindst, at hun betyder alverden for dig. Kræv ikke en bestemt respons. husk, at jo mere kærlighed, man giver, jo mere generer man.
2. lad hende vide, evt. i form af et brev, at hun kan styre temaet omkring børn. Der er intet, der haster. Og når du nu elsker hende for evigt, så når I det jo nok.
3. tag af sted og forny dig i personlige interesser, så hun får mulighed for at savne dig hun kan formentligt, for der er jo en del belastninger vedr. flytning, først mærke sine dybe følelser, når du ikke er der så intenst. Det er nu en god tid at gøre noget af det, du evt. har haft udskudt. Dyrk sport, besøg venner, læs bøger, gå med hunden, ja hvad ved jeg: gør individuelle aktiviteter, så hun kan mærke, hvad der sker i fraværet. Det er rigtigt rigtigt vigtigt.

Når du bliver ked af det og bange, så tal med dig selv om, at vilkåret i kærligheden er, at når noget er meget dyrebart, ja så er man naturligvis bange for at miste det. Men så længe du har kontakt med hende, har du ikke mistet hende. Og snak så med dig selv om, at "jeg stoler på at det bedste eller det rigtige nok skal ske". Vi må tænke tillidsfulde tanker, når vi er bange. Giv ikke bekymringen næring, for det svækker dig og giver evt. hende et signal om, at du er for afhængig af hende.

Overrask hende!
Ikke hver dag. Men tænk ind i, hvordan du kan overraske hende.
Det, vi tit kommer væk fra, er at tænke ind i": hvad kan jeg gøre for at gøre hende glad?"
Er det mon at invitere hende med til en strand og slå smut?
Er det at massere hendes nakke ?
Er det at tage et weekendophold et sted ?
Er det at synge en godnatsang?
Det behøver ikke at koste penge, men overraskelser vækker følelserne.

Giv hende ro.

Håber, at mine forslag er nyttige.
Jeg vil anbefale, at hun selv skriver et indlæg, hvis hun mangler råd.
Det er lidt svært for mig at vurdere, hvor hun er rent følelsesmæssigt.
Og hun må endelig skrive.

Venlig hilsen
Christel

Hej Mithula
Tak for dit indlæg
Det lader til, at det at skrive, er godt for dig. For imens du skriver, kommer samtlige indsigter til dig.
Som du selv er inde på, er det ikke kun kærligheden, men også respekten og tilliden, der er væk. Samt åbenhed og ærlighed, og det er jo nogle af de mest fundamentale værdier. Når de ikke er der, er det sin sag at blive ved. Det er som at bygge en kolos på lerfødder.
Jeg tror, at grunden til, at du lider , skyldes flere aspekter.
Dels har du ladet dine grænser overskride flere gange. Har levet med ham, på trods af utroskab, løgne og fortielser.
Du har formentligt troet på, at hvis kærligheden var stærk nok, ja så skulle det nok gå.
Men kærlighed gør det ikke alene. Hvis fortroligheden og inderligheden og den gensidige interesse og dermed prioritering af hinanden, ikke er i spil, har kærligheden trange kår.
Og den smerte, du føler, er formentligt en kombination af sorg og bebrejdelse/selvbebrejdelse.
Det, du har kæmpet for, er blegnet. Idealbilledet om den lykkelige familie er et idealbillede, og virkeligheden står og banker på.
Sorgen vil være der i en periode. Græd når du er trist. Og bliv også rasende, så du har noget energi til at tage vare på dig selv og ørnene.
Beslut dig for ikke at spilde mere tid.
Og skriv, for herigennem tror jeg, at du klart finder en lysere vej, med såvel respekt som kærlighed.

Pas godt på dig selv

Venlig hilsen
Christel

Hej…

Jeg står på den svære side i et forhold…
Jeg har været sammen med min kæreste i 10 år og vi har barn osv sammen..
Vi har pga meget hårde tider med stress, sygdom , økonomisk krise mm glemt hinanden og er kommet
derud hvor vi faktisk ikke gør noget godt for hinanden mere- man er blevet mere egoistisk, gør ikke noget med mindre man får noget igen.. kysser kun lige hej når den ene kommer hjem og når den ene går i seng… Vi står lige som fast og der er så meget had, irritation osv i hverdagen, sure svar og negativ tale til hinanden og ligegyldighed overfor den anden at selvom min kæreste siger han gerne vil kæmpe for vores forhold så er det rigtig svært fordi jeg føler det hele bare er for meget… og at jeg har rigtig svært ved at finde lysten til at vise og prøve at finde føelserne igen.. Selvom min kæreste kysser mig eller kikker på mig er det svært at ligge det had og negative bag mig og finde ud af at elske ham igen..

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at finde det glemte?
Jeg føler mig låst fast og være den eneste der ikke kan finde nøglen..
Hvordan finder man gnisten igen når man har det som jeg??

Jeg vil gerne at vi kan få det godt igen. og være en lykkelig familie hvor mor og far er glade og viser hinanden kærlighed.. men har brug for at få hjælp til hvordan det lykkeds…

Jeg håber at høre fra dig..

Tak for dit indlæg.
Når der er så meget, der har hobet sig op, er det nødvendigt at du kontakter evt. en samtaleterapeut og også en parterapeut, så alt det gamle, nag og irritation, kan blive talt igennem og bearbejdet.
Derudover må I begynde at have nogle spilleregler, som er fælles og som I begge kan forpligte jer til.
Både omkring kommunikation og nærhed.
Jeg er ret sikker på, at du/I desuden kan finde megen inspiration i bøgerne Ta` mig – og Hvad vil du ha` af Joan Ørting.

Endnu en forudsætning kan være vigtig. At I er på afstand af hinanden, for at mærke om der er et savn og for at bryde med alle de rutiner og uvaner, der har sneget sig ind.
Det er kun det enkelte menneske og par, der ved, hvor længe der er brug for afstand. Nogle får savnet efter en uge, andre har brug for nogle måneder.
Mærk efter, kig indad og vid, at vejen bliver til, mens du og I går.

Venlig hilsen
Christel

For 7 år siden mødte jeg min nuværende kæreste/samlever M til speed-dating. Vi var begge lige kommet ud at andre forhold og vi vidste begge hvad vi søgte. Jeg var dengang 37 år og havde et stærkt ønske om at få børn hvilket mine hidtidige kærester ikke havde kunnet beslutte sig for om de ville. M (dengang 45 år) havde en søn (dengang 6 år). Han ville gerne have flere børn. Vi faldt for hinanden og besluttede at få børn sammen.
Kort efter blev jeg gravid og vi fik en dejlig pige (nu 6 år). Hun blev fulgt af en lillebror (nu 4 år).
M og jeg havde et rigtig dejligt forhold – selvfølgelig med lidt op- og nedture, men intet alvorligt.
For et år siden blev min kæreste fyret fra sit daværende arbejde. Arbejdet havde været rimelig stresset og han havde lagt meget energi i at få tingene til at hænge sammen på arbejdspladsen. Det slog ham nok lidt ud at blive fyret. Efter en periode på 4 måneder fik han et nyt godt job – endda et der ikke giver stress og som levner mere fritid. I den periode han var arbejdsløs, var han til tider meget ’rugende’, da situationen gik ham på. Vi talte lidt om det (jeg har selv prøvet at være arbejdsløs, så jeg kunne sagtens forstå ham), men jeg pressede ikke på for at han skulle tale om hvad der tyngede ham, da jeg selv har det sådan at jeg finder det rigtig irriterende hvis folk hele tiden spørger ind til hvordan det går. M gav også udtryk for at han havde det på samme måde. Ved årsskiftet fik han så det pågældende job som han stadig har.
Efter et stykke tid lagde jeg mærke til at han igen kunne være lidt fraværende (rugende), men jeg regnede med at det skyldtes, at man jo er lidt presset ,når man starter i nyt job og skal ’vise hvad man er værd’.
Min kæreste har altid været god til at lægge op til sex, men det holdt han op med et stykke tid efter han var startet i sit nuværende job. Jeg indrømmer, at jeg selv havde så mange bolde at holde i luften på hjemmefronten, at jeg ikke var fuldt opmærksom på det . Det er mig, der står for det meste at det praktiske hjemme, lige fra tøjvask, opvask, oprydning, praktisk forhold omkring ungernes institution/skole mm. Dér har min kæreste aldrig taget teten.
Lige efter vores sommerferie sagde min kæreste så til mig at han ikke syntes at vores forhold som kærester fungerede optimalt. At det var noget han havde tænkt over meget længe. Jeg blev temmelig rystet og ked af det, for jeg synes selv man i et forhold skal melde ud, når man kan se der er noget der ikke fungerer, for at få det diskuteret i stedet for at ruge over det alene i noget, der nærmer sig et halvt år. Min kæreste ville ’tage lidt væk og tænke over tingene og mærke efter’. Det er jo altid godt at mærke efter hvordan man har det, men jeg følte han var meget langt i processen med at vurdere vores forhold – faktisk følte jeg at han allerede stod med den ene fod ude af forholdet. Jeg blev rigtig ked af det, men han sagde at han ’aldrig ville hive tæppet væk under mig’, men det føler jeg allerede han er ved at gøre. Nu er han taget op i vores sommerhus et par dage og jeg føler nærmest, jeg er til eksamen. Som om det skal vurderes om jeg kan bruges som kæreste mere. Jeg har sagt til ham, at jeg stadig vil ’os to’, men at det jo kræver at vi er to der vil, så han er ikke i tvivl om hvor jeg står. Jeg har – efter hans udmelding – virkelig været obs på vores forhold, men det virker ikke som om han har interessen. Når han går på arbejde om morgenen skal jeg nærmest løbe efter ham for at kunne kysse ham farvel. Når vi har sex virker han ikke specielt engageret – nærmest som om det er ok fordi der er et fysisk behov, der skal tilfredsstilles, men ikke et følelsesmæssigt.
Nu sidder jeg så her og tænker og tænker og ….. Jeg har aldrig i mit liv været jaloux hvis mine kærester har haft pigevenner, men set i lyset af det der nu er sket, er jeg begyndt at få en lille mistanke om at han måske er blevet interesseret i en tidligere kollega. Hun har tidligere været kæreste med en af hans venner, og dengang var M meget klar omkring at han syntes hun var følelsesmæssigt ustabil, men de har på det seneste arbejdet sammen om nogle projekter, og det er her jeg nu føler han måske har brugt mere tid sammen med hende end det egentlig var nødvendigt. Det er kun min mavefornemmelse, jeg har intet at ha’ det i.
Og så er der børnene. Jeg mener altid man skal kæmpe for et forhold alt hvad man kan, når der er børn involveret. Jeg kan næsten ikke bære at udsætte mine børn for de omvæltninger en skilsmisse vil give (uanset hvor fredelig den kan blive). Jeg kan endnu mindre forestille mig at måtte undvære dem til daglig. Jeg ved tusindvis af familier må gøre det, men jeg finder det simpelthen ubærligt.
Jeg frygter virkelig når min kæreste kommer retur efter sin tænkepause. Jeg føler han nærmest sidder og planlægger alt det praktiske for at gøre det så ’smertefrit’ for mig som muligt. Hvordan får man en mand, der allerede virker som om han er følelsesmæssigt videre (selv om han påstår han ikke er det) til at indse at man skal kæmpe for sit forhold ? Jeg ved der ikke er nogen smart formel og et resultat med to streger under til det her, men jeg har lige så meget skrevet det her for at få luft og se tingene på skrift. Tak fordi du lyttede !
Mvh
Marlene

Kære Marlene
Jeg synes, at du skal overveje at planlægge en weekend, hvor du og M kan tage væk og få snakket tingene igennem.
Jeg forstår godt, at du er bange for, hvad han kommer hjem med. Og uvisheden kan være endog særdeles svær.
Hop ud af eksamensrollen og kig ind i dig selv. Har du haft givet slip på noget af det, du repræsenterede, dengang alt var godt og I havde både nærhed og fortrolighed?
Har du evt. givet slip på noget uafhængighed, glemt at gøre noget ud af dig selv, glemt voksenstunderne…….
Hvis det er tilfældet, så lav din egen lille plan over indsatsområder og fortæl ham om dem, når I mødes, så du ikke bliver for appellerende, men udstråler styrke og overskud og vilje til at ville både dig og jer.
Jeg er sikkerpå, at I finder vej.
Husk. I det kinesiske alfabet, er tegnet for krise det samme tegn som for mulighed.
Og tro på, at der er mindst en mulighed, du/I har overset.
Brug dit fokus på at finde den.
Og så, i øvrigt, må kortene jo lægges på bordet med hensyn til den kvinde, du omtaler.
Uanset hvad fortæller dit indlæg mig, at det at tale sammen om stort, småt, løst og fast , igen skal blive en del af jeres kultur.
Det kan jeg læse, at du også mener.
Intet er umuligt, forden der bærer viljen i hjertet.

Som B.S:Christiansen peger på:
Der skal tre ting til i forandringsprocesser:

Vilje,
Vilje og
Vilje

Fat mod

Alt godt,
Christel

hej christel jeg sidder i samme situation som mange af de andre her på siden min kæreste og jeg har været sammen i 221/2 år og har da haft vores at slås med, jeg havde 2 børn med ind i forholdet og det er gået meget godt altid uden problemer, han har taget dem til sig, han er 41 jeg er 46 og mine børn er 24 og 28 år og vi har et barnebarn på 1 år, det har været galt de senere år med komunikationen mellem ham og mig og det hele kulminerede d.25 maj da han og min yngste datter skændtes og han blev så gal at han smuttede i raseri, og jeg sagde til min datter at hun skulle respektere at han boede her og at hun jo havde sit eget hjem, men den dag gik alt galt vi talte ikke sammen i næsten en måned, hvor han så meddelte at han ikke ville dette mere, og jeg bad ham flytte og det gjorde han ud til nogle fælles venner, og jeg har tigget og bedt ham om at komme hjem siden er helt knust, og har tabt 12 kg og fået beroligende hos lægen jeg har svært ved at håndtere sorgen, men nu har han været væk i 2 mdr, og i starten var han virkelig vred og var her ikke så tit men sagde at han ikke vidste hvad fremtiden bringer og det hægtede jeg mig fas,t i indtil der var nogle der sagde til ham, at han ikke skulle give mig falske forhåbninger, da jeg jo faktisk var helt syg af sorg og at han skulle hente sine ting her, så skete der det at den dag han kom med en kassevogn for at hente det hele, kom vi for første gang til at tale ordentlig sammen, og jeg fortalte at jeg var villig til at ændre de ting han ikke var tilfreds med, men håbede vi kunne redde dette lange og ellers gode forhold, og vi er derefter begyndt at tale fornuftigt sammen hvor han taler om de ting der skal ske hvis vi finder sammen, og alligevel siger han at han har mistet gnisten og jeg bliver bange igen han er tvetydig jeg kan ikke finde ud af ham, for han siger det ene øjeblik at han overvejer at tage chancen og komme hjem og det er fristende at tage hjem og få sit liv tilbage, og han savner mig og elsker mig et eller andet sted, og senere siger han at han ikke kan se det bliver os igen, men man ved ikke hvad fremtiden bringer jeg får op og nedture hele tiden og med susen i maven kan snart ikke klare det mere, nu kommer han i morgen og jeg vil virke glad og sige til ham at det slutter nu, og vi skal ikke have kontakt mere kun omkring økonomien håber det kan få ham til at vågne op mener heller ikke han finder gnisten så længe han bor hos vores venner ?håber du kan finde rundt i det her rod kærlig hilsen lone

ja nu sidder jeg her igen han var her i dag og sagde at han var splittet og ved ikke hvad han vil han står ligesom med et ben i begge lejre og jeg ville jo sætte stolen for døren, men er ikke stærk nok til at turde gøre det, jeg hæfter mig hele tiden ved det han siger, han er ikke til at blive klog på jeg ønsker jo bare at vi skal finde ud af det igen er så ked af det han siger at vi skal videre begge 2 og så kan vi nok prøve igen og han siger at jeg skal få noget mindre at bo i lige nu bor jeg i en 4 værelses og det har jeg jo heller ikke råd til og når jeg så er flyttet kan vi måske tage den derfra med at prøve igen,han siger også at jeg måske finder en anden, når jeg så spørger ham om han ikke vil være ked af det siger han, at det ville han blive, men han kan jo heller ikke bede mig vente på ham selvom noget i ham har lyst til at bede mig vente jeg er i vildrede, han siger også at han stadig tænder på mig men der er han ikke lige nu har han brug for fred og ro en periode? hvad skal jeg gøre ? vil så gerne have det til at fungere igen det er jo trods alt halvdelen af vores liv vi har været sammen det er somom han ikke tør sige ordene vent på mig jeg kommer tilbage men vender ordene han siger også at hvis jeg skal have et svar nu bliver det nej hilsen lone

Hej Christel
Sikke en fantastisk side jeg lige fandt her, og hvor er dine råd og svar bare gode!
Årh jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte. Min fantastiske kæreste gennem 2½ år gik for 14 dage fra mig. JEg er så ulykkelig, verden er slet ikke det samme, og det føler jeg absolut heller ikke jeg er. Hans grund til bruddet var at det bare ikke er det han "vil" mere. Det kom helt bag på mig, for mindre end 2 måneder siden, så vi på hus sammen. I bund og grund har vores forhold været ok, vi har selvfølgelig kæmpet lidt med nogle ting, som man altid gør i forhold. Han har altid været den der har givet udtryk for at være mest sikker på os to.Men ja, pludselig en søndag sagde han at han ikke ville mere.

Vi har set hinanden nogle gange siden, og vi er altid endt med at have haft sex sammen osv. Jeg kan mærke hvor glad han er for at være sammen med mig når vi har set hinanden. Men på trods af at jeg fiortæller ham at jeg virkelig tror på at vi kan finde ud af det sammen, og at jeg virkelig godt ved jeg har nogle ting jeg kan/skal ændre, så er han yderst stædig og vil slet ikke se muligheden i at finde sammen igen. Han siger dog stadig at han elsker mig, og at det er enormt hårdt for ham.

Folk og venner siger jo klart at jeg bare skal give slip, og komme videre. Men det er slet ikke det jeg føler at jeg kan eller har lyst til. Jeg føler han er manden i mit liv, også selvom vi stadg er unge (23). Hvad gør jeg nu? Håber du kan give lidt hjælp.

Mvh.
Marie

Hej Marie
Det er jo en yderst ulykkelig situation, du/i befinder jer i.
For mig at se er der stadig følelser, og at I har sex skønt han har gjort det forbi, fortæller mig, at han godt il det nære og u forpligtigende, men det at forpligte sig formentligt er for stor en mundfuld, også jvf de aspekt at I har haft kigget på hus.
Vi kan jo ikke ændre et andet menneskes frie vilje, men jeg læser, at du ikke er klar til at slippe ham.
Det kan du naturligvis blive nødt til, men du kan sætte en tidsramme på evt 2 måneder hvor du beslutter dig for at lave de ændringer hos dig selv, som du taler om. Jeg tror nemlig ikke, at det er ord, der skal overbevise ham, men for at bevare din egen værdighed, så vis ham, men naturligvis især dig selv, at du tager opgaven alvorligt og laver de ændringer, du taler om.
Ingen kender fremtiden. Det er et faktum.
Men jeg tror på, at hvis det er den store kærlighed, ja så finder I sammen igen.
Ellers må du vælge at styrkes igennem denne krise.
Græd, når du er ked af det.
Hvil, når du er træt.
Vær sammen med mennesker, du stoler på
Tro på, at der er en vej.
Og glæd dig over, at du kan mærke kærligheden.

Alt godt,
Christel

Hej Lone
Jeg synes, at du skal finde ud af, hvad du kan hold til.
Jeg ville anbefale de fleste at sige: du ved hvor jeg bor. Og døren står åben. I en periode. Gå nu og kom tilbage, når du er klar.

Du er meget glad for ham, kan jeg mærke. Og kun du selv ved, hvor mange skuffelser du kan påføres, før du mister håbet.
Men jeg ville ønske for dig, at du tror så meget på dig slv og dit potentiale, at du lever sorgen igennem og ikke bare venter.
Det er det enkelte menneskes lod at finde vej. Men når hans signaler er så dobbelte, ja så må han finde nogen at tale med om det, eller træffe en ren beslutning.
Så jeg håber, at du finder så megen styrke i dig selv, at du giver slip og stoler på, at hvis det er den store kærlighed, ja så finder I sammen igen. Men sæt ikke dig selv på stand by for en splittet mand…

Find vejen. Den er der.

Lyse tanker.
Christel

Hej Christel

Jeg finder mig desværre i et parforhold hvor jeg kan nikke genkendende til meget af indholdet i indslagene ovenfor. Jeg er 32 år og min mand er 35 år.
Vi har været sammen i 12 år og jeg mente egentligt at kende ham. Vi har altid være meget forskellige da vi har forskellig kulturelle baggrunde – Han er meget indelukket og kommunikere ikke forfærdeligt meget om ting han ikke har lyst til, jeg derimod er meget åben og social. Dette har dog hidtil ikke skabt problemer for nogen af os. Min kæreste og jeg besluttede os for at gifte os for 3 måneder siden. Han har insisteret mange gange, men da det at holde bryllup altid har skræmt mig valgte vi derfor at gøre det i al hemlighed. Kun vores datter på 6 år var tilstede. Efterfølgende tog vi på ferie alene i en uge og alt virkede okay.
Den sidste 1 – 1 1/2 månede har min mand virket fraværende. Jeg ved at han har et stressende og krævende job, og idet han gav det skylden lagde jeg ikke mere i det. En weekend, efter at have været ude og dyrke sport snærre jeg lidt af ham fordi han har været væk i mange timer og jeg egentligt troede at vi havde arrangeret andet at lave den dag. Han tager min bemærkning ilde op og siger at vi vist hellere må tage os en alvorlig snak. Jeg sender vores datter ud og lege og sætter mig derefter ned ved siden af ham. Her smider han bomben og fortæller at han ikke har lyst til at fortsætte vores forhold. Jeg er helt målløs da dette slet ikke ligner ham. Det går derfor op for mig at han måske er mødt en anden. Jeg har altid bedt ham være 100 procent ærlig overfor mig hvis dette engang skulle ske, og påminder ham derfor om sit løfte. Han indrømmer at der på hans arbejdsplads er en kollega som han er meget tiltrukket af. Denne pige er ifølge ham meget mere sexet, forstående, ambitiøs etc.. Herefter nævner han alle de fejl han ser i mig: At han står med alt det administrative og praktiske i hverdagen i forhold til vores hjem og vores datter. Jeg indrømmer blankt at mine arbejdstider har gjort at han har haft det meste, men siger til ham at dette er selvfølgelig ting der kan laves om fra min side. Jeg har ikke lyst til at miste manden i mit liv blot fordi vi ikke har kunne finde ud af ar organisere vores hverdag. Jeg er derfor indstillet på at lave alt dette om. Over flere dage ombestemmer han sig flere gange og ender med at sige til sin kollega at de ikke vil kunne indlede et forhold. Dette udvikeler sig dog til dårlig samvittighed overfor hende og han ender med at afslutte vores forhold og beder mig om at rejse med vores datter. I dagene hvor han ikke har kunne bestemme sig har han flere gange bragt på banen at han ikke finder mig tiltrækkende idet jeg har taget på, samt at bare ikke mener at jeg overhovedet er den sexet type. Han bringer hele tiden den anden pige på banen og går faktisk så meget i detaljer med det at jeg tror at det udelukkende er for at få mig op i det røde felt for at jeg bare skal smække med døren og skride. Jeg har flere gange sagt til ham at han SELV skal komme til denne beslutning (da jeg ikke har lysten til at afslutte vores forhold) og jeg forklarer ham at jeg mener at hvis han bare dog vil tage den RIGTIGT beslutning for ham selv, så vil det jo også ende med at blive den rigtigt beslutning for mig i sidste ende – uanset udfaldet. Jeg sætter min stolthed tilside og forklarer ham at hvad han betyder for mig fysisk og psykisk og siger samme tid at jeg ikke vil leve mit liv med en mand der blot bliver fordi det er praktisk idet vi har børn og hus sammen. Hvis der ikke er kærlighed at bygge på kan jeg ikke leve i forholdet. Han siger så at han stadig har følelser for mig, men at gnisten er væk. Han siger at han ikke er forelsket i mig, ikke har noget videre lyst til mig (selvom at vi har været i seng sammen de dage hvor han er endt med at vende tilbage til mig) og at gå ud og have sex med andre, da det må være mere spændende. Han siger til mig at hver gang vi går på gaden sammen kan han ikke lade være med at kigge på andre kvinder. Jeg har prøvet at ignorere mange af de nedladende bemærkninger, idet jeg ved at han kun har sagt mange af dem for blot at såre mig for at jeg skal blive rasende. Hans forældre kan heller ikke længere kende ham og mener at han ikke mener mange af disse ting, idet han altid har omtalt mig som værende 'perfekt' overfor dem. Jeg har nu ikke set ham i snart to uger, eftersom vi er flyttet meget langt væk. Han skulle have pakket mine og vores datters ting sammen og have taget sig af hussalget og andre administrative ting, men han virker egentligt ikke til at kunne tage sig sammen til det. For at jeg og vores datter kan komme videre med vores liv har vi brug for at han tager sig af disse ting, men han siger bare at han har for travlt på arbejdet osv…Forleden da han ringede fortalte jeg ham at jeg har indset at jeg skal til at blive mere 'voksen' og autonom og at jeg siden at vi er flyttet er begyndt at dyrke masser af sport. Det var som om at dette vakte interesse, og da jeg efterfølgende skrev i en email at jeg nok skulle sende nøglerne til vores hus, idet jeg jo ikke får brug for dem mere svarede han -det ved man jo aldrig om du gør. Jeg prøver at holde afstanden og ikke kontakte ham, for at han kan få tid til at tænke. Problemet er at mine svigerforældre gerne vil have at jeg kommer med vores datter om 3 uger idet det er hendes fødselsdag. Det skulle eftersigende være helt okay med min mand. Jeg tror dog ikke at så kort tid er nok tid til at han får øjnene op, og overvejer derfor at lade min datter være alene med ham og hans forældre – imens at jeg bor hos en veninde i den pågældende weekend.
For mig virker det som om at han har en tidlig 40 årskrise, idet han pludselig tager hele hans liv op til overvejelse : vores økonomiske situation, hans ambitioner, hans forhold til hans forældre, vores forhold etc… Han mener selv at han bør ændre en eneste ting ved ham selv – Alle problemerne skyldes mig. Vil han nogensinde vågne op og indse hvad han har mistet ?

Med venlig hilsen
Nina

Hej Nina
Sikke dog en kompliceret situation. Men hvor lyder du dog stærk. Det er jo umuligt at spå om, hvorvidt han vil vågne op, for jeg kender ikke hans version og er usikker på, om han mon er deprimeret, for en så tidlig fyrre års krise tror jeg ikke, at det er. Jeg tror snarere, at det at han har følt eller føler sig fascineret af en anden, har fået ham til at tænke over sit liv.
Du gør det helt rigtige ved at holde dig og din datter på afstand.
Hun savner formentligt sin far, men det vigtigste for hende er at hun har dig, så længe han ikke giver klarere udmeldinger.
At de vil holde fødselsdag ed hende, ville jeg umiddelbart se stort på de kan komme til dig, hvis det er vigtigt nok. Og så må du lade ham følgende vide:

Mit hjerte og min dør står åben for dig. I et stykke tid. Gør dig fortjent til at gå ind af den. hvis du ikke gør det, så bliv væk.
Giv ham ansvaret for den beslutning, han har truffet. Og en ting er ekstremt vigtig:
Hvis han ser det sådan, at det kun er dig, der har fejl og dig, der har andelen i, at det er gået som det er gået, så tøv med at vende tilbage.
Han skal se sit eget medansvar, for at det bliver ligeværdigt.

Bliv ved at gøre og sige det, der sikrer, at du kan se dig selv i øjnene.

mange lyse tanker,
Christel

Kære Christel
Jeg skrev til dig for et år siden hvor min kæreste igennem 10/11 år var gået fra mig. Vi har et barn sammen på snart 3 år. Vi købte hus sammen sommeren 2009. Det hele var rigtig godt. Men han gik så fra mig i november 2010. Jeg har aldrig oplevet noget fra smertefuldt. Men jeg vidste bare at vi hørte sammen. Jeg fik hjælp ved psykolog for at komme igennem denne krise.
Jeg kunne mærke at han savnede os. Han kom hjem igen i Maj 2011. Vi var så glade og familien med. Vi har haft en fantastisk sommer sammen med venner og familie. Det har været så skønt.
Men jeg begyndte igen at føle jalousi. Jeg følte ikke at han ville mig, og blev derfor igen meget mistroisk. Og det fortalte jeg ham. For vi havde aftalt at vi skulle være åbne overfor hinanden.
Han begyndte i november igen at tage væk alle weekender og det fortsatte i december. Han var også væk alle hverdage sammen med kammerater eller arbejde. Det resulterede i at jeg var sur, ked af det, mistroisk og jaloux.
2 januar 2012 gør han det forbi. Han kan ikke mere siger han, han elsker mig ikke, han har ikke de rigtige følelser for mig. Jeg foreslog parterapi for at få løst det der måtte være. For jeg kan ikke tro det er rigtigt. Men der var ikke en der skulle fortælle ham, at han elskede mig når han ikke gjorde. Jeg føler mig så magtesløs og skyld i at det ikke lykkedes. Har jeg forspildt min chance?
Vi skal nu have solgt vores hus. Men pludseligt siger han: Du må ikke misforstå dette men hvis det her bare er en fase så har vi stadig huset hvis vi lejer det ud. Ja det giver jo mig håb som jeg også sagde til ham. Det kunne han selvfølgelig godt se og det var ikke meningen!
Han mener også at hvis han skal få nogle følelser for mig igen, så skal han ud og se om græsset er grønnere på den anden side. Han skal ud og se hvordan et forhold ellers kan være og få nogle erfaringer. Men det vil være bedre ligegyldigt hvad, for de vil være forelsket og han vil ikke være "låst" af sin datter i samme grad. Det har jeg prøvet at forklarer ham. Men han tager slet ikke imod. Han bliver ved med at sige at han bliver nød til at stå ved sin beslutning denne gang.t han bliver nød til at stå ved sin beslutning denne gang. Han har ikke de rigtige følelser. Han har ikke lyst til at ta mig med nogle steder hen, han vil ikke ha mig med i bio, ud og spise, andet. Men jeg tror jo bare at det er al min mistro til ham der har fået hans følelser gemt væk. Han har før sagt at han ikke havde lyst til at ta mig med i byen da han var bange for min reaktion hvis han mødte nogle piger, som gav ham et kram og et kys.
Jeg kan kun se os sammen. Jeg ved han er min mand. Det er det hårdeste. Jeg håber at det bliver os igen, og det ved han godt. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre for igen at få ham hjem. Kan ikke forstå han vil smide alt det væk!
Mvh. L

Hej
Tak for dit indlæg.
Det lader til, at du må styrke din egen selvstændighed og lade ham gå. Det er ikke noget ve at have en mand, der længes efter de vilde vover. Mit bedste bud er, at du lader ham gå og bliver ved at stole på, at hvis det er den store kærlighed, så finer I sammen igen. det er bare så hårdt, når der er en lille familie og et hus og så videre. Kig langt mere indad og find den side af dig, der ved, at du kan klare dig selv. Det at du trækker dig mere ind, vil formentligt have en god effekt i forhold til at han få mere øje på dig og mere respekt for dig.
En dag ad gangen, min ven.
Og som skrevet så ofte før.
Det føles som en undergang, men det er en overgang

Støttende tanker,
Christel

Hej Christel!

Jeg skriver som mange andre her inde, fordi jeg netop nu er fortvivlet og ret ked af det.
Min kæreste og jeg har været sammen i snart 2 år. Vi mødte hinanden 14 dage før jeg skulle flytte til Hamborg, vi var sindsygt forelsket og de 6 måneder jeg boede i Hamborg mens hun var her hjemme, føltes som 10år. Jeg kom hjem igen, og vi vidste hurtigt og drømte om, at vi skulle finde en lejlighed i Århus. Hun studerede der, gør det stadig, og jeg fik arbejde der. Alt var perfekt, og vi har nu boet sammen i knap et år.

Indtil igår gik alt, som sagt, perfekt. Indtil hun ville snakke med mig. Jeg kunne naturligvis mærke, at det ikke var positivt. Hun ville flytte..Hun er 19 og jeg er 21. Hendes argumenter for flytningen er, at hun føler hun er for ung til at sidde i den situation vi sidder i nu, hun føler sig lidt for bundet. Tilmed, siger hun også, at hun ser det som en forebyggelse imod, at vi som 30 årig sidder med børn og hus, og at hun så skulle få denne følelse, det vil hun undgå. Hun siger at hun ikke føler nok for mig, men at hun stadigvæk vil være sammen med mig, bare ikke nu. Der skal gå noget tid, men det er jo dybt frustrerende for mig, da vores lille base og perfekte liv, bare skal slutte. Hun virker meget afklaret og ikke nær så ulykkelig som mig. Og det gør mig virkelig ondt. Hendes ide med det her er, at hun vil finde sig selv, få ro på, og måske leve som en 19, efter hendes hoved lever.

Hvad kan jeg gøre i sådan en situation, skal jeg vente, vise selvstændighed og bare give den gas og lave min lejlighed om til en drengehybel, eller hvordan skal jeg tackle hendes følelser?

Jeg håber du kan hjælpe mig..

Mvh Emil

Hej Emil
Tak for dit indlæg.
Som jeg læser det, er du forståeligt nok i en chokfase lige nu.
Og i en sådan fase tænker man et hav af tanker og mærker en stor følelsesmæssig smerte.
Jeg bliver bekymret over, at hun er så afklaret. Det er ingen uden grund….
Ikke for at sætte forvildede tanker i hovedet på dig, men jeg vil sige, at det spørgsmål, der rammer mig, er :
"hvorfor er det nu, at hun siger det"…. hun kunne vente nogle måneder, hun kunne have gjort det før…. – For at du får lidt ro, tror jeg, at det har stor betydning, at du beder hende være 100 procent åbenhjertig og fortælle, hvad der ligger til grund for hendes beslutning.

Og hvad skal du mon gøre?
Egentligt tror jeg ikke, at der er et visdomsråd i din nuværende situation, med hensyn til om du skal give den gas og leve singlelivet, invitere gutterne på pizza og øl mv.
Det, jeg snarere tror, at du skal give dig tid til at slikke dine sår og leve sorgen igennem. Selvfølgelig vise hende, at du kan rejse dig, hvor du er slået omkuld, men vær ærlig imod det, du kan. Hæng dig ikke i et håb om, at I skal være sammen og få det hele til at fungere om 5 år. Det er der jo ingen, der ved.
Mærk efter, hvad du kan lige nu, og vær hverken naiv eller superskeptisk. Giv dig tid og mærk, hvad du har brug for. Og hvis du siger:
Jamen, jeg har bare brug for at være sammen med hende, så må du tænke ud af boksen.
Forstået på den måde, at du må tænke": hvis jeg ikke kendte hende, hvad ville jeg så gøre, der var sandt for mig ".

Jeg ønsker inderligt, at du finder din vej.
Jeg sender mange lyse tanker og skriv endelig igen.

Alt godt,
Og særlig hilsen
Christel

Hej Christel!

Tusind tak for dit svar.! Det er en underlig situation og den kan næsten komme i samme bås som ordet " Surrealistisk "

Der er gået nogle dage nu, hvor vi stadig taler sammen i tlf og skriver sammen. Det virker som om hun ikke kan slippe mig. Og hun bliver også ved med at sige, at vi nok skal blive gamle sammen. Men hun vil ikke mødes og snakke om det, det undre mig helt vildt! Hun skriver til mig som om vi stadig er kærester, men den fysiske del, er langt væk. Derved er jeg jo splittet.

Jeg kom til at tænke på noget igår, og det er, at min søster og svoger også gennemgår en svær tid pt, de har to børn sammen. Og alt virkede også super for dem. Nu bor de hver for sig, men Rasmus kommer stadig og passer haven for min søster, spiser aftensmad og de snakker sammen, men igen, ingen fysisk kontakt. Min kæreste og jeg har hjulpet dem begge meget i tiden her, da begge jo er kede af det. Derved har min kæreste jo hørt, hvordan min søster har fortrudt at hendes liv egentlig bare har været i parforhold konstant, hun nåede aldrig at være sig selv, og hygge med veninder.

Så kan jeg jo godt ligge to og to sammen. Og jeg tror simpelthen at hendes beslutning skyldes, at hun var 18 da vi flyttede sammen, og før mig, havde hun også kærester. Jeg kan godt tro, at hun, ligesom min søster, stresser og frygter at ungdommen bare forsvinder, ved egentlig bare at holde i hånden og gøre rent..

Kan det ikke være tror du, at hun i en tid bare skal få fornuften tilbage, og måske bare have lov at hygge sig, for hun er jo ikke klar til at slippe mig. Hun er ikke i tvivl om at vores fremtid, er sammen, det er bare utroligt forvirrende synes jeg. Tror dælme ikke at en mandehjerne forstår sådan noget underligt noget.

Kan du tyde lidt i min lange forklaring, eller er det krop umuligt ?

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Mange hilsner Emil

Hej Emil
Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er mærkeligt og underligt, at din kæreste heldigvis tror på jer i fremtiden, men ikke lægger vægt på den fysiske kontakt.
Det er ikke så mærkeligt for en kvindehjerne, og jeg tror, at du har ret i, at hun kan være inspireret af din søster og hendes situation. Dog tror jeg ikke, at det er dette aspekt alene, der spiller ind, men formentligt har det pustet til ilden.
Der findes jo ingen "rigtigt-forkert" liste med hensyn til følelser og prioriteringer. Man kan godt finde logiske forklaringer på mange ting, men vi lever alle sammen "indefra og ud", og andre kan kun se os udefra og ind. der foregår noget i din kærestes indre, som får hende til at stoppe op og mærke efter. På et plan er det jo et sundhedstegn, at hun ikke bare accepterer normen, men at hun er tro mod sig selv. Omvendt smerter det jo dig usigeligt, at hun ikke savner dig så meget, at I kan mødes, ses samt tale om mærke hinanden. Jeg forstår godt, hvis du oplever det som lidt af en ventesal. Og kanske føler, at hun har magten. Sådan tror jeg ikke, at hun oplever det. Jeg tror, at hun føler stor afmagt, men har gjort sig klart, at hun vil være mere selvstændig, – og ikke om 10 år vil sidde og fortryde Så hvis du har tålmodighed, får du en mere hel kvinde ud af det.
Næsten alle forhold oplever indimellem en kontrast imellem nærhed og distance.
Forstået på den måde, at den ene part ønsker nærhed, og den anden part har brug for distance for at kunne nærheden igen.
Mit bud er, at jeres forhold er i en sådan krise.
Hvis du fortsat ønsker jeres forhold, skal du naturligvis ikke gøre dig til offer og bare vente, som en hundehvalp på, at ejeren kommer hjem.
Gør det, du har brug for. Gør det du ville gøre, hvis hun var på 3 måneders rejse i troperne. Sørg for, at du kan se dig selv i øjnene med hensyn til det, du gør.
Jeg tror, at hun også har brug for at se, høre og vide, at du agerer og ikke kun reagerer.

Tænker tit på ordet "tålmodighed". Måske er det at kunne TÅLE at være MODIG:

Giv tid.
Giv plads
Og bliv ved at tro på, at det bedste eller det rigtige nok skal ske.

Lyse tanker