Hej,

Jeg vil starte med at sige at det er en super fed hjemmeside du har, især for personer som jeg der er fuldstændig u kulkælderen…
Jeg kender desværre den ovenfor beskrevne situation rigtig godt. For ca 1,5mdr begyndte det at gå rigtig skidt i vores ellers lille og hyggelige familie, bestående af min kone og vores datter på 2år. Jeg kunne fornemme at noget var galt, hvorefter jeg spørger min kone. Jeg får den kolde melding at hun desværre ingen følelser har for mig længere og at hun rent faktisk har kæmpet for dette i ret lang tid, hvilket hun ikke ønsker længere. Jeg forsøger at overbevise hende om at de ting hun beder mig om kan jeg sagtens gøre bedre, da det er rent praktiske opgaver der primært er tale om. Men hver gang jeg forsøger at overbevise hende, så kommer der andre problemer, så som at jeg har en tyrkisk baggrund, at jeg ikke viser min kærlighed når vi er sammen med, at vi ikke har et godt secxliv m.v… Det er som om det ingen ende har, hvad enten jeg siger og gør og lover, så har hun printet ind i sit hovede at dette ikke kan vendes. Jeg undrede mig dog meget over at hun pludselig kunne miste al kærligheden til mig efter alt det vi har været igennem. Jeg gjorde noget frygteligt som at tjekke hende mobil, hvorefter jeg fandt ud af at hun havde gang i noget flirten med sin fodboldtræner, som i øvrigt stemmer rigtig meget overens med den tidsperiode på 1,5måned. Hendes kommentar til dette er blot at dette ikke havde noget med hendes beslutning at gøre. Jeg kontakter manden for at høre hans intentioner, hvorefter han fortæller at dette var fjollet af ham, da han selv er skilt og har 3 børn, og har intentioner om at dette skal fortsætte. Dette meddeler han min kone, som pludselig tror at jeg har truet ham til at sige disse ting. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv truet nogen eller været oppe at slås. Er ikke typen.. Trods dette har jeg hver gang sagt til hende at jeg er klar på at glemme det hele, slå en tyk streg over tingene, da jeg blot gerne vil redde vores familie, hvor jeg i høj grad tænker på vores datter. Men som sagt, ligegyldigt hvad jeg foreslår rammer jeg ind i en mur. Hun siger at hun giver det en chance, feks ved at hun er i huset, men pointere samtidig hver gang at hun ikke tror på det! Det er temmelig hårdt konstant at løbe ind i en mur og bevare håbet. Jeg synes at jeg ryger længere længere ned. Jeg kan ikke forklare hende at den situation vi er i kan skyldes vores stressede arbejde, samt at vi har et barn på 2år. At vi har glemt at være kærester, og at vi blot skal finde alle disse ting igen. Jeg har sågar foreslået at droppe alt og tage ud og rejse, skabe nogle fælles oplevelser som måske kan dæmme op i hende følelser. Men intet er godt nok. Det eneste hun siger er at hun har brug for at finde sig selv, og det kan hun bedst hvis hun flytter ud sammen med vores datter – hvilket jeg ikke kan klare… Hun siger at det er den eneste måde hun kan få øjnene op for mig igen, ved at jeg kan bevise at jeg kan eksistere og leve videre. Dette synes jeg er fuldstændig forkert. Jeg ved hvad jeg vil – jeg er slet ikke i tvivl. Hvis hun dog bare ville tro en lille bitte smule på det… Lige nu lever vi som venner hjemme i vores hus, hvor jeg sover i sofaen. Det er så hårdt, men hver dag lever jeg med håbet…

Hvad mere kan jeg gøre??
Kan hun finde kærligheden igen?
Kan hendes SÅ stærke følelser for mig bare forsvinde på den måde??

Hej

Mange tak for dit beskrivende indlæg,som mange desværre kan nikke genkendende til.

Det er nogle fine initiativer, du gør dig. Men jeg forstår, at din frustrationsgrad er enorm, netop fordi situationen er dilemmafyldt, og fordi din kærete giver udtryk for, at hun p.t. ikke tror på jeres fremtid som en fælles fremtid.

Det er naturligvis en stor sorg i et liv. Og du spørger, hvad du kan gøre. Og om hun kan finde kærligheden til dig og jeres familieliv igen.

Alle mennesker er forskellige, men som jeg gang på gang pointerer, kan meget lade sig gøre, netop hvis viljen, interessen og lysten er til stede.

Jeg tror, at du skal høre på det, hun siger. Nemlig, at hun har brug for tid alene. At hun har brug for at se, at du kan klare en tilværelse selv. Hun må have sine grunde til, at følelserne er kølnede, og jeg tror ikke, at du p.t. kan overbevise hende, men snarere vise hende, at du netop vil gøre det, du siger: alt for at få familien samlet igen.

Lad fuglen flyve. Giv hende plads, tid og rum – og se og mærk så, hvad det gør ved hende, at du – selv om det skærer i hjertet – respekterer hende.

Med venlig hilsen christel

32 år og jeg ved ikke hvordan jeg kan kommer videre med mit liv, min kæreste gennem 15 år har lige fortalt mig, at han tror at han er blevet forelsket i en anden kvinde. Vi har 2 børn og venter nr. 3 om et par uger. Jeg er helt knust og chokkeret, jeg har nu spurgt ham om vi muligvis kunne gå til parterapi for at vide om det er noget vi kunne gøre for at rædde vores forhold, fordi jeg synes at det skylder vi vores lille familje, hann siger, at hann ved ikke rigtigt om det nytter noget. Hann har ikke lyst til mig mere og siger at hann tror ikke at hann elsker mig mere. Hvad kan jeg gøre og vil parterapi måske hjælpe?

Vi bo på Færøerne, ved i nogen psykoterapeut på Færøerne

Kære du
Tak for dit indlæg. Det er jo en ganske forfærdelig situation, du befinder dig i, og allerførst må jeg sige, at din mands timing da er helt ved siden af. I venter jeres næste barn, lige om lidt, og så smider han denne bombe.

Det, jeg umiddelbart vil bede dig om at gøre, er at tale til hans sunde fornuft og moral. Det kan da godt være, at han er blevet fascineret af en anden kvinde, men da han er far til både de to børn, I har og det lille ny, der er i vente, så forsøg at tal til ham med hensyn til at få skabt ro omkring den nuværende situation, og forsøg at lave en aftale om, at der er ro på i 3 måneder, og i derefter evaluerer situationen.

Og nej, jeg kender desværre ingen psykoterapeuter på Færøerne. Men søg efter, om der dog ikke findes nogen i jeres største byer. Eller psykologer for den sags skyld.

Stiller han sig på bagbenene og vil slet ikke høre på dig, må du informere din familie om situationen og søge al den hjælp hos venner og familie, som du overhovedet kan få. Ligeledes er der brug for, at du fortæller din læge og eventuelle sundhedsplejerske om situationen, så du føler, at du ikke står ganske alene i denne proces.

Jeg mener, at det altid er godt at lade personen forstå, at det ikke nytter blot at sige så alvorlige ting og at bede din partner om en udførlig redegørelse over, hvad han har tænkt sig. Så han “også kommer på arbejde”, og du ikke står alene med alle spekulationerne.

Men i første omgang. Tal til hans sunde fornuft. Bed ham evt. tage væk en uge, hvor I ikke har kontakt, og se, hvad det gør ved situationen.

Alt det bedste og pøj pøj med fremtiden

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Tak for fine indlæg og kommentarer.

Jeg nikker genkendende til ovenstående. Min kone og jeg har været gift i snart ni år (kendt hinanden i 12 år), børnene er 4 og 7 år og derfor så store, at de selv kan klare mange ting. Min kone har jeg har to gode jobs, vi begge er glade for og har stor rutine og erfaring med. Vi har bygget hus og magtet blebørn, indlæggelser på sygehuse mv. Nu er vi kommet til tiden hvor vi skal høste frugterne af det store arbejde. Og vupti konen vil skilles. Jeg har flere gange over de sidste fire år talt med hende om mit ønske om, at hun gerne må vise mere ømhed og kærlig kontakt med mig, at hun gerne må tage intiativ til sex mv. Jeg har dog aldrig tænkt i skilsmissetanker. For tre måneder siden bedyrede hun, at vi havde et stærkt ægteskab og at vi aldrig havde haft nogle syv års krise. Det var og er jeg enig i. Nu har hun så meddelt mig, at hun vil skilles. Hun kan ikke finde nogle følelser for mig, siger hun og tårene triller ned ad kinderne. Førts hed det i den sidste måned, så hed det de sidste to måneder og så kom kniven: de sidste fire år er hun faktisk ikke sikker på, at der haværet de nødvendige følelser. Det hele er gået meget stærkt – ca tre-fire uger fra hun delte sin usikkerhed med mig, separationspapirerne er skrevet under, børnene har fået besked, hun har fundet en ny lejlighed, bodelingen er ved at være på plads. Tilbage står jeg med en følelse af et enormt svigt af vores børn, og jeg er selv fuldstændig overrumplet og temmelig uforstående. Jeg synes ikke, vi har givet vores forhold en fair chance for at genfinde og genopdage os selv og hinanden. Vil du prøve at give dine bud på, hvorfor min kone pludselig vil skilles, og hvorfor det skal gå så stærkt, hvorfor hun afviser at gå i parterapi, ægteskabsrådgivning, og/eller lave et afbræk fra hverdagen hvor hende og jeg alene tager på ferie eller lignende?

Tak for hjælpen
Peter

Hej Peter
Tak for dit indlæg.
Det gør mig ondt at læse, at en familie er blevet splittet ad.

Jeg har læst det nogle gange for at sætte mig ind i, hvad der mon foregår.
Og de refleksioner, jeg er kommet til, er følgende:

Der er som regel en udløsende faktor ved et hastigt skift.
Jeg kender jo ikke versionen fra din hustrus side, men jeg mener, at :

1. der kan være en skjult dagsorden, eksempelvis: forelskelse i en kollega
2. Din hustru kan have læst en bog, have været på kursus, været på sidelinjen til en venindes skilsmisse, have oplevet et dødsfald, der har perspektiveret hendes livssyn/selvopfattelse, sådan at hun med eet er kommet i tanke om, at "man må leve i overensstemmelse med sig selv/at man må gøre kort proces, hvis følelserne mangler/m.m.
3. Din hustru har taget sit liv op til revision og har overvejet fordele og ulemper. Kan være blevet træt af, at noget hun evt. har ønsket sig og insisteret på i årevis, ikke er sket. Hun kan have set tilbage og ment, at du var for krævende, for lidt givende, for appellerende, for passiv, for besiddende, for karrierebetonet, for illoyal, for negativ, ja hvad ved jeg. Og har lavet et trist facit, om at "græsset er grønnere på den anden side", og at hun ikke vil fokusere på, at græsset nu tit er grønnest, der hvor det bliver vandet.
4. der kan være en faktor som familie/relationer, der spiller ind. At en svigermor har for meget at sige, at bestemte fritidsaktiviter prioriteres frem for familien, at rygning/alkoholbrug mv. er blevet belastende.
5. Og jo, hun har da følelser for dig. For ellers ville hun vel knap knibe en tåre. Men hvad hun mener er "de nødvendige følelser", kan vel kun hun svare på.
   Og det er tankevækkende, at hun ikke vil opsøge nogen form for hjælp.

Det peger, som jeg kender hastige afslutninger, på, at det er punkt 1, der er det mest sandsynlige.
Uden at vide det, tænker jeg, at din hustru er blevet fascineret /forelsket i en anden, og synes, at et liv foruden dig dermed virker mere tillokkende.
Men hvad ved jeg. For jeg har ikke hørt din hustrus version, som sagt.
Der kan være så mange forklaringer. Og naturligvis er der en forklaring.
Din hustru kender den.
Igen, uden at have nogle forudsætninger for at tale om jeres parforhold, kan det også være, at din hustru har stress.
Når mennesker er stressede, søger de at fjerne alt, hvad der forekommer dem som en belastning og agerer ikke spor konstruktivt.

Men hvor er det dog en trist situation.
Jeg ønsker for dig og jer og jeres børn, at den tænketid, som din hustru får, ved at flytte, vil skabe et savn.
For opstår savnet, er det en god indikator for, at der er noget at bygge på.

Håber, at jeg har kastet lidt lys over situationen.
Uanset hvad håber jeg, at du kan holde ryggen rank i denne periode, hvor der er en overgang forude. En overgang, der formentligt hyppigt vil føles som en undergang, men som stadig er en overgang.

Venlig hilsen
Christel Sonne Ramsussen

Hejsa. Jeg har lst overstående og bliver nød til at fortælle min historie som den ser ud lige pt. For en god mdr tid siden havnede min kone og jeg i en ordentlig gang rod.

Hun havde været i byen, kom hjem ved o6 3o tiden, ved 5 tiden ringede jeg og sendte sms’er og fik ingen svar, blev både ked af det, for tænk nu hvis hun var utro eller endnu værre, der var sket hende noget.

Hun fortalte at hun bare havde været i byen og at der intet var sket. Jeg blev sur og troede desværre ikke rigtigt på hende, gik ind i mig selv og ville ikke snakke med hende, skubbede hende endda væk da hun senere på dagen kom hen og fortalte at hun elskede mig overalt på jorden.

• 2 dage gik med min tavshed også faldt bomben, hun ville skilles !!!!

Vi har levet sammen i 16 år og har haft et forrygende godt liv sammen, har en søn på 13, gode jobs, sund økonomi osv Skilles, jeg fattede ikke en brik og hun fortalte at hun var så træt af at jeg mødte hende med tavshed hver gang der var/er et problem ! Noget hun før har givet udtryk for, men som jeg trods alt ikke evnede at gøre noget ved, men lige her og med en skilsmisse hængende over hovdet indså jeg hvor led jeg har/havde været ang min tavshed, der faldt et eller andet forsvar væk inde i mig og jeg tryglede og bad min kone om at ombestemme sig, at hun aldrig nogensinde ville blive mødt af tavshed fra mig.

Nu er der gået lidt over en mdr og vi er på afgrundens rand, har fortalt sønnen at vi skal skilles, familien er i opløsning og jeg kæmper en fortvivlet kamp for at redde stumperne inden det går helt galt. Det skal siges at min kone har prøvet på at gi os en chance her i løbet af måneden men der har hele tiden været noget vi skulle, så jeg føler ikke vi har haft den fornødende tid sammen til at løse vores livs krise.

Jeg elsker min kone afsindig meget og vil gøre alt hvad der er i min magt for at undgå den totale katasrofe. Som denne lidt over en mdr der er gået virker det som om at min kone har gravet meget dybt i vores ægteskab for at finde ‘ting og sager’ der har været dårlige. Min kone er nu nået frem til at dette er noget der har stået på meget meget længe og nu ja nu føler hun intet for mig siger hun, men jeg nægter at tro på at føelser for et andet menneske man har levet sammen med i 16 vidunderlige år kan forsvinde i en mdr

Ligeledes tror jeg desværre at min kone har ‘kørt den så langt ud’ at hun ikke kan give slip på tanken om skilsmisse og i det mindste gi’ hende og jeg en helhjertet indsats for at finde hianden igen. I løbet af denne periode har jeg faktisk endervendt mig selv overfor hende og fortalt hende at jeg virkelig har lært ufattelig meget af denne gang ‘rod’, men jeg kan ikke nå ind til hende og overbevise hende om at vi har chancen og livet foran os. Dette er ‘bare’ en meget kort og forenklet forklaring’ på hvad der er hændt den sidste mdr tid. Min kone er i midten af 3o’erne og jeg i midten af 40′rene

Hej

Jeg forstår, at det er en fortvivlet situation, du befinder dig i.
Det, som jeg læser ud af dit indlæg, er at din kone har savnet respekt og dialog. At der er mange skuffelser igennem tiden, og at hun nu ikke orker mere. I sådan en situation er det ikke godt at presse yderligere. Dette vil formentligt også blive opfattet som dis-respekt. Og kærlighed gør det jo ikke alene. Respekten og fortroligheden er lige så afgørende, og noget, man igennem tiden må tage lige så alvorligt, som alt andet.

Hvis hun har besluttet sig for at stoppe, må du lade hende gå. Mange "vågner" op i en separationsfase og bemærker at de savner deres partner og deres tilværelse sammen, og lige nu lader det til, at ingen ved, om det er det ene eller andet, der kommer til at ske.

Der er altid 24 timer i døgnet. Og dette er ens for alle mennesker. Hvordan vi prioriterer disse timer, fra dag til dag, fra uge til uge, fra måned til måned, er med til at give den livskvalitet, som alle går efter. Jeg ved godt, at det er et komprimeret indlæg, du har skrevet, men jeg undrer mig lidt over, at du nævner, at der har været så meget, I har skullet, i "rode"-måneden, og ikke har haft den fornødne tid.

• Vi har altid den fornødne tid. Spørgsmålet er, om vi tager den fornødne tid.

Jeg kan sagtens læse din smerte og fortvivlelse. Når man ikke kan overbevise et andet menneske, om at der er en fremtid, må man finde ud af med sig selv, hvordan man vil vise, at der er en fremtid.

Husk følgende:

• Fremtiden giver ikke en garant for, at vi bliver lykkelige.
• Fremtiden giver heller ikke en garanti, for at vi ikke bliver lykkelige.
• Derfor må vi afklare, hvad vi vil lykkes med, og vide, at det er igennem tale og handling – og prioritering, at vi må vise, hvordan vi vil lykkes.

Jeg ønsker for dig, at du finder en vej.

Venlig hilsen
Christel

Hej
Jeg er i en vanskelig situation. Min kone og jeg har været sammen i +13 år. Gift i 10. Vi har tre dejlige unger sammen(3,7 og 10). Vores forhold er gået kold. Vi har inden sex. Vi bor hver for sig på 3. dagen. Min kone siger hun ikke kan mærke nogen følelser for mig. Vi snakker godt sammen. Er klar over at vi begge har del i den situation som nu har kulmineret. Jeg har været dårlig til at huske spontanitet. Komme med små overraskelser. Vi har tit snakket om at gøre noget sammen, men det er aldrig rigtig blevet til noget. Hun siger at det altid har været hende der har taget initiativ til aktiviteter. Jeg har været inde i en depression for 18 måneder siden(det tog 6 måneder). Det var en hård tid for os begge. Men vi klarede det. Min kone er bange for at det kan gentage sig, og har mistet troen på at jeg kan ændre mig. Jeg har fået et kæmpe chok lige nu og er villig til alt. Er faktisk lidt desperat. Jeg er bange for at presse for meget på, og samtidig vil jeg gerne vise at jeg kan ændre mig. lave ofringer for vores forhold. Jeg tror på en fremtid sammen med min kone. Det gør hun ikke pt. Alligevel viser hun omsorg for mig. Jeg er meget forvirret. Hun siger at vi skal forblive en familie. At hun vil bevare vores gode forhold resten af vores liv. Bare ikke som kærester. ????
Hvad er det for signaler hun sender mig.
Hvad skal jeg reagere med.
Vil hun teste om jeg kan være ansvarfuld over for mig selv og klare mig alene uden hendes støtte?
Jeg kan ikke gennemskue hvad jeg skal gøre. Hjælp.
Mvh Mikkel

Hej Mikkel

Tak for dit indlæg.

Jeg forstår, at du for alt i verden vil bevare dit ægteskab og kæmpe for det.
Hvad din kone præcist vil, ved jeg naturligvis ikke, da jeg ikke kender hendes version af historien.
Om det er en test for at undersøge, om du er ansvarlig, tror jeg ikke.
Det, jeg tænker efter at have læst dit indlæg, er at din hustru på mange måder og igennem længere tid har prøvet at signaler til dig om mere nærvær, prioritering af tid og at der er behov for, at respekt og fortrolighed sættes i spil.
De signaler har du overhørt, og det lader til, at hun har taget konsekvensen af det.

Jeg tror ikke, at det hjælper at overbevise hende om – med ord, at du nu er klar, og at du nu har forstået alt, og at du vil gøre, hvad der skal til.
Hun har brug for at se, at du mener, hvad du siger. Hun har brug for at bemærke, at du viser, at du er i stand til at prioritere anderledes og at have en mere uselvisk adfærd.

Et gammelt ord siger:

Dette ord siger noget om, at hvis du vil nærme dig din kvinde igen, så vær det bl.a. igennem dit forhold til børnene.
Vær nærværende, opmærksom mv. i forhold til dem.
Og vid, at noget af det værste du kan gøre lige nu, er at presse og at forvente noget af hende.
Forvent derimod det bedste af dig selv. Og vis hende, at du vil fokusere på, at få den del af parforholdet, der er venskabet, mere i spil.

Vis hende, at hun kan regne med dig, og det du siger. Vis hende, at du respekterer det hun står for.
Accepter at denne situation er nødvendig, for at du og forhåbentligt I kan stoppe op og kaste nyt lys over situationen.

Lad være med at klynke og have ondt af dig selv (det ved jeg ikke, om du har…) ret dig i stedet op og tag det som en mand, der har fået et “rødt kort”, men på bedst vis vil vise, at han atter er klar til en god og konstruktiv kamp.

Foreslå hende evt. parterapi, og hvis hun ikke ønsker dette, så gå selv i terapi. For at blive bevidst om dig selv og understrege, at du mener det, når du siger, at du vil gøre alt.

Den der går langsom, går langt.

Find din vej.
Og lad dig inspirere af bøger, andre mænd, der har været i en tilsvarende situation.

Husk, at krise i sin oprindelige betydning betyder:

Kig på alle de aspekter i dit liv, hvor du vil vende stenene og gøre noget andet. Og skriv evt. til din hustru, hvilke tanker du har, og hvilke beslutninger, du vil tage.

Venlig hilsen
Christel

Hej igen (det er mig Mikkel)
Nu er der gået 1 måned siden vi blev enige om at bo hver for sig. Jeg har fundet et nyt sted at bo,meget tæt på børnene. Alt ting er gået stærkt. Vi har begge (hver for sig)været inde hos en eksistentiel psykolog som vi har brugt et års tid(også hver for sig). Vi har underskrevet separations papirerne. Jeg er igang med at flytte mine ting over i det nye hus. Jeg har kontaktet projekt parvis, og får nok en tid her i næste uge.(da vores finanser er skrabet, er det eneste mulighed for parterapi lige nu). Min kone har sagt at “det kan vi da godt”. Med en lidt afvisende attitude, hun virker ikke overbevisende, men vil måske bare ikke vise det. Jeg er overbevist om at vi skal have have familien samlet igen. Jeg kan frygte konsekvenserne for vores børn, depressioner og lign. senere i livet. Vi snakker stadig godt sammen. Er måske lidt for enige om tiltagene. Når jeg er sammen med hende, tager vi beslutninger som jeg senere ikke er helt sikker på. Jeg kan f.eks. nævne at vi en aften hvor jeg havde spist sammen med børnene og min kone i vores gamle hus, sad og snakkede efter børnene var lagt i seng, om det med at lære at flirte igen, og finde en kæreste. Jeg har pt. under ingen omstændigheder brug for en kæreste, eller at flirte. Det er svært for mig at få sagt det til hende, at jeg stadig elsker hende og vil gerne tage de ændringer der er nødvendige for at få det til at fungere igen. Jeg har en tilbøjelighed til vinterdepression, og vil f.eks. indkøbe en lampe til lysterapi. Jeg har ofte i situationer hvor vi har diskuteret (min kone har fortalt hendes forventninger), gået i baglås og ind i mig selv. Min kone har ind imellem holdt igen med at fortælle hendes behov, af hensyn til mig. Jeg er nu, klar over hvordan jeg skal takle sådanne situationer. Vi havde en episode for 10 dage siden, hvor jeg havde købt ind til huset(en praktisk hjælp), og var kommet derhjem. Jeg havde en masse ting jeg ville fortælle. Bla. at jeg havde et hus jeg skulle ud og se på, at jeg havde fået sendt separations papirerne ind. Jeg havde også købt en krukke med krukus til min kone, fordi jeg syntes hun var sej i alt det her, og havde stået for børnene. Det var lidt hektisk da vi begge var kommet hjem. Børnene havde behov for dit og dat, vi pakkede indkøbsposer ud. Og imens fortalte jeg om de glade nyheder jeg havde på hjertet. Jeg havde virkelig glædet mig til at fortælle hende om det. Hun reagerede lidt kort for hovedet, og jeg opfattede det som lidt ligeglad. Det blev jeg meget såret over, og gik i baglås. Vi sad og spiste lidt boller sammen med børnene. Jeg ville fortælle hende at jeg syntes det var tarveligt at hun havde reageret sådan. Hun blev vred og sagde at hun ikke havde ansvar for mine følelser. Hun var faktisk glad for at høre om det ting jeg havde på hjertet. Vi fik heldigvis snakket os til rette. Jeg forstod pludselig min egen reaktion, og fortalte hende at jeg forstod den. Det var et af de gamle mønstre der kom op.

Jeg fortalte en anden dag, at jeg havde det rigtig godt og var fyldt af energi. Det blev hun så glad for at høre, at hun kneb en tåre.

Jeg har lige nu en følelse af at vi ikke gør nok for at få det til at fungere igen. Jeg ved godt at tingene tager tid. Men det er som om at vi langsomt lukker for en chance for samarbejde om vores følelser for hinanden, og er ikke rigtig kommet ind på de egentlige fustrationer som har forårsaget vores beslutning om at bo hver for sig. Lige i starten snakkede vi om at det var en 2 måneders tid at jeg skulle bo for mig selv. Nu virker det som at det er for altid. Jeg vil jo nødig presse for meget. Men jeg syntes lidt det kun er mig der kæmper for at vi måske har en fremtid sammen. Jeg er den der flyttede.(det var vi egentlig enige om). Jeg er den der prøvede 6 dage efter vi havde boet hver for sig. Jeg havde købt en diamant, en rose og et brev hvori der stod noget af ægteskabspagten og at jeg gen af lagde løftet. Jeg lagde en handleplan i et brev som havde tre trin. forløsning,genopbygning og vedligeholdelse af vores ægteskab. jeg havde sågar konkrete tiltag(koncert og teater) for det næste halve år med datoer og det hele. Jeg er den der har kontaktet projekt parvis og er blevet skrevet op. Min kone virker så afklaret med at vi ikke skal være kærester. Det er næsten som om det ikke kan gå hurtigt nok(det er den følelse jeg har). Jeg syntes vi tager alt for mange beslutninger som lukker muligheden for at prøve igen. Jeg kunne godt forestille mig at vi om 1-2-3 måneder prøvede at bo sammen en uge, og så hvordan det gik. hvis det ikke gik, ok så har vi prøvet. Jeg føler ikke vi prøver særlig meget. (det er blevet lidt langt det her, det beklager jeg).

Skal jeg fortælle hende at jeg vil kæmpe for at få familien samlet igen

Og hvad hvis hun blankt siger at det vil hun ikke?

Jeg er faktisk bange for hvilke konsekvenser det har for børnene, deres tryghedsrammer med mor og far er væk, selv om vi samarbejder godt. Sårbarheds faktorer og konsekvenser i deres voksenliv(større chancer for depressioner og lign)

Jeg respektere at hun har brug for at være sig selv, men igen syntes jeg hun har lidt for travlt. Hvorfor?

Jeg ser en fremtid der kunne hedde: vi er sammen igen eller vi er ikke sammen igen. Min kone giver udtryk for en fremtid der hedder: vi er ikke sammen igen. Hvordan kan hun på 2-3 måneder blive så sikker på at der ingen udvej er for os sammen?

mvh Mikkel

PS. tusinde tak for din ovenstående besvarelse

Hej Mikkel
Tak for dit indlæg.
Inden jeg svarer, vil jeg godt lige appellere til alle I skønne læsere, der er inde på denne blog. Og jeg ved, at der er mange, for uanset hvilket tidspunkt på dagen, min webmaster går ind, er der altid som oftest et par stykker eller tre, der læser og er loggede på i lang tid.(også kl. 2 om natten) Grunden til, atj eg lige appellerer til jer, er at jeg er sikker på, at mange har en viden og en erfaring, der kunne være fin at få delt. Så igen: hold jer ikke tilbage.

Mikkel
Der er ikke noget at sige til, at du både kan være bange og tvivlende og at utålmodigheden indimellem tager over.
Bliv ved at huske, at “den, der går langsomt, går langt” og at tryk avler modtryk.

Det, du gør, er meget fint. Du viser handlekraft og initiativ. Og det er godt. Det må du godt blive ved med. Men selvfølgelig uden at presse din kone eller lægge for mange forventninger ind. Hav forventninger til dig selv i stedet for at have dem til hende.

Du spørger, hvordan hun kan være så afklaret om, at I ikke skal være sammen, om følelser da kan forsvinde på 2-3 måneder?
Jeg kender ikke din kones historie, men hun har jo selv svarene på dette: Hvem ved, om det er en proces, der er modnet i hende gennem tiden. Hvem ved, om det er nogle bestemte værdier, der nu er blevet mere afgørende for hende? det gør kun hun.
Det, du må overveje er snarere, om hvornår og hvordan du vil stille hende disse spørgsmål. Mit forslag er at I lader parterapeuten vinkle dette…

Jeg har sikkert skrevet det før, men skriver det gerne igen.
Du skal ikke overbevise din kone om, at I er de rigtige for hende. I hvert fald ikke forsøge at overbevise hende med ord.
Derimod kan du via dine handlinger og ansvarlighed vise hende, at du er her, og at du er det bedste valg.

Med hensyn til de beslutninger, som du nævner. At der bliver taget mange hurtige eller store beslutninger, sørg for at få sovet på det, når I har drøfte nogle store emner. Og træf så først beslutninger derefter.

Jeg kan anbefale dig at læse Alkymisten af Paulo Coelho. Jeg er sikker på, at den bog vil give dig bhåde inspiration og indsigt.
At være tålmodig er at tåle at være modig.
Mod er ikke frygtløshed, men det at face situationen, som den er, og hele tiden få øje på at den største kraft er i nuet.

Lyse tanker og pøj pøj herfra
Christel

Hej Christel.

Jeg håber du kan hjælpe mig, som du har hjulpet de andre på siden. Min kæreste gennem 1 1/2 år har friet og vi skal giftes til september. Vi burde glæde os, men det gør jeg ihvertfald ikke. Jeg er i tvivl om det er det rigtige jeg gør. Jeg elsker ham, men jeg føler det hele er gået skævt efter vi flyttede sammen for 1 år siden. Vi har svært ved at acceptere hinandens forskelligerheder. Jeg føler ikke, at han ser mig og har de samme varme følelser for mig mere. Vi går meget sjældent i seng sammen, og selvom han siger det ikke er sådan, føler jeg at det er en afvisning og at jeg ikke er god nok. Jeg forsøger at snakke med ham om det, men jeg kan ikke trænge igennem. Vi er meget forskellige, men derfor ville jeg gerne at vi kunne få en fremtid sammen, for at vi endelig er gode venner, har vi det sjovt sammen. Hvad kan vi gøre for at komme videre. Jeg har nok og selv en del af skylden. Jeg brokker mig nok for meget og er forbebrejdende. Men det er som at slå i en dyne, at få kontakt til ham.
kan du hjælpen mig?

På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Linda

Hej Linda
Mange tak for dit indlæg. Det er en alvorlig situation. Og nødvendig at tage fat i. Jeg tror, at I bliver nødt til at få noget parterapi. Eller parcoaching, hvis det er mere “spiseligt ” for din kæreste. For når mønstre så tidligt i et parforhold er svære, må man ikke bare basere fremtiden på et håb… din tvivl handler nødvendigvis ikke om, om du ikke elsker ham, men er et tegn fra dit indre på, at noget må justeres.

Det, jeg læser, at du skriver om, er at du ikke føler dig betydningsfuld for ham. Jeg tror, at han føler, at du er betydningsfuld. – ellers ville han vel ikke fri, men han har brug for at vide, hvad du har brug for, og hvordan han på bedste vis viser dig, hvordan han i handling og tale giver udtryk for, at han elsker, ærer og respekterer dig… og lige så har du jo brug for at forstå hans signaler.

Så mit bud: Søg en parterapeut, der har erfaring.
For et bryllup skal helst være en af de gladeste og fineste oplevelser i et liv, og da skal tvivlen ikke have fat.

Ud med sproget. Sig til ham, hvad du tænker. Og hør, hvad han mener.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel

Jeg håber, du kan finde tid til at svare mig og hjælpe mig lidt med de tanker, jeg tumler med. Jeg er tvivl om hvorvidt, mit forhold er bæredygtigt og kan leve op til mine ønsker for fremtiden, eller om vi er sammen mere af vane end af lyst.

Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 12 år, vi mødte hinanden da vi var atten og har været sammen siden. Vi er blevet voksne sammen, og har været vidner til alle de store ændringer der sker igennem 20′erne ift studier, arbejde, identitet, venskaber etc. For tiden bor vi i udlandet pga hans studie. Han har boet her i knap 2 et halvt år og jeg i godt et år. Vi havde et år, hvor vi rejste frem og tilbage. På mange måder var det rart, for det betød at vi virkelig var sammen når vi sås.
Vi har begge haft en hårdt efterår i 2008; han var plaget af stess og angst, men erkendte endelig problemet og har nu kontakt til en psykolog og er i bedring. Min familie mistede 4 familiemedlemmer i løbet af meget kort tid, og det var hårdt at være i udlandet og se sin familie så oprørt, uden at kunne være der selv. Derudover havde jeg fået et job, hvor jeg var meget ked af at være. Så jeg valgte at sige op, for at fokusere på, at komme mig, på min hobby og på vores forhold, inden vi igen skal være langdistance kærester, når jeg til sommer vender tilbage til famile, venner og arbejde i Danmark.
På rigtig mange områder har vi et stærkt og godt forhold, vi har den samme humor, vi deler mange værdier, er gode til at give hinanden plads. Vi supplere hinanden godt, i og med at vi er meget forskellige af natur. Han ser verden meget sort/hvid, og hvis han vælger at gøre noget, gør han det 110% ellers gør han det ikke, (det gælder lige så meget for rengøring som for studier/arbejde). Han er temmelig pessimistisk, og kan blive meget indadvendt både når det gælder vrede, angst og sorg.
Jeg derimod ser verden i gråtoner, og kan sætte mig ind i mange forskellige synsvinkler. Jeg ligger mig ofte på mellemvejen, og opnår en masse ting med et middelresultat. Jeg er optimist, og ekstremt udafvent. Jeg er ude af stand til at skjule mine følelser, både de positive og negative.
At vi er så forskellige gør det også rigtig svært at kommunikere engang imellem. Jeg kan ikke bære, når han lukker sig inde/mig ude, og reagere ved enten at give ham ret i alt (total underkastelse, men han ved godt, at jeg ikke mener det) eller ved at bryde grædende sammen, så han får dårlig samvittighed og åbner op for en form for kommunikation. Andre gange er vi rigtig gode til at kommunikere, men af og til glipper det fuldstændig.
Jeg føler, vi er ved at udvikle os i meget forskellige retninger, og at jeg ikke kan leve op til det ideal, jeg tror han har. Jeg føler, ikke jeg er smuk nok, klog nok og ambitøs nok. Jeg er ikke ligeså “dannet” i faglig forstand og forstår mig ikke på hans fag, han har ingen interesse for mit felt, og vi har ikke mange fælles interesser.
For mig er en af de største pukler i vores forhold, at jeg føler mig underprioriteret og ikke god nok, på rigtig mange områder. Under hans studier, følte han sig nødsaget til at prioritere uddannelsen højere end mig. På det tidspunkt var det fair nok for mig, jeg var enormt stolt og glad over han var så ambitøs ift sin uddannelse, og ville gerne støtte ham. Det er godt 9 år siden nu, og eftersom hans studier blev forlænget til en Phd, er jeg stadig anden prioritet. Jeg savner at være hans nummer 1, bare en gang i mellem, men hans studier er altid i hans tanker.
Derudover er han ikke god til at komplimentere mig og jeg føler ikke, han synes jeg er tiltrækkende og sexet. Når jeg konfrontere ham med det, siger han at det gør han skam -jeg tror ham, men føler det ikke. Han har aldrig været god til det med at sige det højt, men tidligere kunne jeg se det i hans øjne. Det er ikke blevet bedre af, at han har sagt, at jeg skulle passe lidt på ift vægten (tidligere har han sagt, at han ikke kunne tænde på fede piger) og de piger jeg kan se hans synes om er petit og eksotiske. Jeg er i gang med et vægttab (er let overvægtig), både for min og hans skyld, men jeg bliver aldrig petit eller eksotisk.
Jeg har mange gange spurgt ham, om han ikke nok vil øve sig i at sige det højt, når han synes jeg er pæn/tiltrækkende etc. Jeg har forklaret, at jeg har behov for at høre det. Men det ligger bare ikke til ham, og jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at det ikke ændre sig. Og det gør mig ondt, jeg kan ikke bære tanken om at skulle leve i et forhold, hvor jeg betvivler om min elsker finder mig tiltrækkende.
Det har en stor betydning for vores sexliv, for når jeg ikke føler mig sexet, bliver det en tam omgang for os begge. Det skaber frustrationer. Dertil er vi nok ikke for gode til at forny os på det område, vi har talt om at “det køre lidt på rutinen”.
Jeg har en oplevelse af, at jeg giver en masse, i form af omsorg, nærhed, støtte og anerkendelse, men ikke får (nok) igen. Og jeg er ved at være træt. Jeg har i årenes løb flere gange overvejet om, det her nu også er det rigtige for mig. Men tvivlen nager altså stadig, og jeg dagdrømmer om grønnere græsgange. Jeg ved godt at mine dagdrømme er håbløst romantiske og præget af billeder fra hollywoodfilm o.lign. Men er lidenskab og anderkendelse for meget at ønske og forvente af et forhold? Og hvis ikke, hvad kan jeg selv gøre for at fremelske disse kvaliteter i vores forhold?
Jeg har lidt en fornemmelse af, at jeg skal træffe en beslutning nu. Vi nærmer os de 30, børn og ægteskab ligger i kortene. Jeg ser gerne at han skal være far til mine børn, men jeg ønsker også, at disse børn vil få to forældre, der er lykkelige og anderkendene og glade sammen.
På forhånd tak, jeg vil sætte pris på de tanker du måtte have om dette.
Mvh M

Hej Mette.

Tak for dit indlæg.
Jeg vil stille mine refleksioner i form af spørgsmål, da jeg læser, at du afvejer, om det er udvikling eller afvikling, du vil fokusere på fremover.
For at have begge felter inde i sig, skaber alt for mange dilemmaer, og splitter os ad som mennesker, og gør det svært at samle kræfterne.

Tvivl kommer jo aldrig uden grund. grunden kan søges både indeni dig selv, og i jeres parforhold. Når tvivl kommer, må man gøre det, der giver mest mening, for at få bygget troen på forholdet og sig selv igen. Og har mange gjort, hvad man kan, og tvivlen stadig optager ens sind alt for meget, må man tage beslutningen og bevæge sig derhen, hvor man selv har oplevelsen af at have indflydelse på det, der er værdifuldt, så troen på – og oplevelsen a, at man bevæger sig, er mærkbar.

Ud fra dit indlæg tænker jeg, at du har kigget på både fordele og ulemper. I kommunikation, forskel i værdier, udseende, studer/jobs osv.
Men når alt kommer til alt, handler et forhold jo om kærlighed. Så i stedet for at kigge så meget ud, tror jeg, at du nu skal kigge ind og mærke efter, hvad hjertets stemme siger.
Hvordan du kan mærke, hvad hjertet siger, er ved at overveje og tage beslutning ud fra følgende:

Hvis nu din kæreste friede til dig, ville du så med hånen på hjertet kunne stå inde for at sige : jeg vil elske, ære og respektere dig, til døden skiller os ad ?

Hvor meget tror du på, at I kan lykkes – og blive lykkelige, have glæden som en almindelig og naturlig del af hverdagen?

Hvad skal der til, for at du ikke accepterer, at du er nummer 2 og går væk fra “stand by”- feltet og viser, at du anser dig selv som nummer 1 i it eget liv?

Hvad vil du savne mest, hvis du går fra ham?

Hvor realistisk er det, at I kan blive støttende og glade forældre, og partnere, der ville være gode forbilleder for børn?

Hvis du om 2 år kigger tilbage og står et sted, hvor du ikke fortryder det valg, du tog(fordi jeg antager, at du er tilfreds med dit liv på dette tidspunkt), hvad skal du så have besluttet dig for i dette forår ?

Så:

• Hvad siger dit hjerte til dig?
• Hvad vil dets svar fortælle dig?
• Hvad er mest sandt at gøre nu og at fastholde et fokus på?

Pøj pøj med processen.

Og så lige det lille sidste budskab:
Tænk over følgende?

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Hej Christel
Jeg er kommet i samme situation, som Basoda, Mikkel og Lars og er lidt rystet over hvor godt det passer på mig.
Min kone proklamerede for en 3 ugers tid siden, hun manglede den berømte gnist og vil se tiden an, og derpå træffe en beslutning om vores fremtid. Vi har været gift i 7 år, kendt hinanden i 12 år og har 2 børn på 1 og 5 år. Det skal siges hun ugen ingen, havde været meget fraværende. Det hele startede efter hun var kommet noget senere hjem end mig efter en koncert.
Hun havde over det sidste halve års tid observeret vores forhold og fundet af jeg var den perfekte partner at leve sammen med i en almindelig hverdag, når alle opgaver med 2 børn osv. skulle løses, men en håbløs elsker, romantiker når børnene var lagt i seng og vi skulle være voksne sammen.
Min kones observationer er ikke helt forkerte, der var gået for meget hverdag i det og vi har glemt hinanden som voksne.
Vi går så i gang med at snakke om forholdet, og jeg stiller spørgsmålet? hvorfor hun ikke har sagt noget. Hun siger det må være op til mig at finde ud af hvad der skal gøres. Jeg siger vi skal være sammen om at klare dette her ellers hjælper det ikke noget. Jeg er måske nok for meget mand og skal have et vink med en vogn stang en gang i mellem for at forstå kvinders signaler. Jeg er klar til at starte op på en frisk og se frem af, men vil først være sikker på hun også er med på vognen.
Vores samtaler de næste par uger rykker ikke meget ved situationen og i tirsdags, skulle hun ringe til lægen for at bestille tid til den yngste. Det glemte hun, hvilket jeg blevet irriteret /skuffet over. Herefter fik jeg så serveret “nyheden” om hun vil skilles. Jeg blev meget overrasket over det gik så stærkt og havde regnet med, hun ville give forholdet en chance til. Vi har stort set ikke snakket sammen siden og i denne her weekend er hun hjem til hendes familie i Randers.
Under hele forløbet har min kone været ” iskold”. Ikke en gang, da vi skulle informere vores store pige om skilsmissen, kom der så meget som en tåre fra hende, mens jeg stortudede. Hun kommer hjem i morgen og jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre, ud over jeg har fundet en midlertidig lejlighed.
Håber du kan hjælpe mig med et godt råd, så vi / jeg kan komme videre

Hej
Tak for dit indlæg.
Ja, som du læser, er der flere, der har været i en situation, der minder om din.
En meget ulykkelig situation, hvor du meget hårdt konfronteres med, at ingen kan løfte et parforhold alene. Det kræver indsats fra begges side.

Det er vanskeligt at råde i denne situation. Jeg kender ikke din hustrus version, og ser det altid som tragisk, når en familie brydes op, uden at der har været gjort et helhjertet forsøg på at samle kræfterne.
Hvis din hustru holder fast i skilsmisse og ikke ønsker at tage del i en ” genoplivnings process” vedr. voksenliv, gnist og kæreste-aktiviteter, er mit råd, at du orienterer dig imod at samle dine egne kræfter og være lidt egoistisk.

Du skal have en base, du skal have indflydelse på at skabe en hverdag, du skal bruge dit netværk – og måske en terapeut/psykolog, så du får nogle redskaber til at håndtere denne krise.
Husk: at det kan gavne i en krisesituation at fokusere på en dag ad gangen. At du kan lykkes med noget hver eneste dag. Og at den vigtigste rolle er at være far, for dine børn lige nu.
Det er tankevækkende at læse, om at din hustru er iskold, som du skriver. Kun hun ved, hvad forklaringen på dette er.

Men hold fast i, at hvis hun ikke vil være med til at samle kræfterne og få jeres familie på benene igen, så må du gøre det, du kan stå inde for, og holde dine egne kræfter samlede, så vidt muligt.
Følgende ord er formentligt en ringe trøst lige nu, men jeg håber, at de kan hjælpe dig indimellem.

Det føles som en undergang, og det er en overgang.
Ingen krise og ingen smerte varer ved.

Venlig hilsen
Christel

Jeg giftede mig for 11 år siden med verdens dejligste mand. Han forgudede mig og har altid haft en enorm kærlighed og omsorg til mig, selv om jeg til tider har tvivlet på det. Alt var skønt og vores euroforiske forelskelse varede 4 år og gik langsomt over i en mere dybfølt kærlighed, men samtidig dukkede de normale konflikter og udfordringer op, som ethvert længerevarende forhold ryger ud i. Vi smeltede fuldstændig sammen og specielt min mand gav fuldstændig slip på sig selv og sit eget liv, idet han havde nok i mig. Han droppede hurtigt kontakten til de venner han havde før vi mødte hinanden og alt hvad vi foretog os, gjorde vi sammen. Faktisk gav jeg afkald på forskellige ting idet han på daværende tidspunkt, havde meget svært ved at jeg også ønskede at lave noget uden ham en gang imellem. Men for mig var det ikke så vigtigt, ville hellere sikre mig at det ikke gjorde ondt på ham. Men nu efter en del års forskellige udefrakommende belastninger og livskriser har han fra den ene dag til den anden forlangt skilsmisse!

Jeg har faktisk selv opfattet det som om vi nu gik en meget lysere tid i møde og gravet rigtig dybt i hvorfor vi hver især ikke har kunne føle os ordentligt lykkelige i lang tid, og det handler om rigtig meget andet end vores forhold.

Det at få to børn med 16 mdr. mellemrum, satte os under hårdt pres. Vi havde lige bygget vores drømmehus, en dyr libhaver villa, hvor der ikke ligefrem var tænkt på børn hverken mht indretning eller økonomi. Vi kørte begge karriereræs og havde indrettet økonomien derefter. Allerede under min første graviditet begyndte jeg at få skrubler over vores økonomi og det at vi ikke havde plads til at vælge at gå på deltid eller lign. for at prioritere tiden med vores børn. Samtidig braste IT boblen og begge vores jobsituation var pludselig meget usikker, hvorfor vi valgte at sætte vores hus til salg. Det tog 2 år at få det solgt og endte ud med et tab på 300.000.- Så det var svært at komme videre, men vi valgte at leje en bolig og arbejde på at afdrage gælden.

I de 3½ år der gik fra vores første datter kom til verden, var jeg (vi) så presset at det var ren overlevelse. Manglende nattesøvn, ørebarn, karrierejob osv. ja ingen tvivl om at vi burde have stoppet op og fundet en løsning, på hvordan vi kunne aflaste os selv i stedet for bare at fortsætte ud af en spor i den helt forkerte retning. Vi havde samtidig hver vores udfordringer med forældrerollen, min var at jeg var usikker på om jeg var en god mor (jeg har ikke haft nogen selv og havde derfor ikke noget idealbillede) og min mands var at han var ekstrem overbeskyttende. Hans kærlighed og overbeskyttende adfærd overfor vores børn opfattede jeg desværre konstant som anklager om at jeg ikke var ansvarsbevidst og forudsende hvilket automatisk gav mig følelsen af at han ikke syntes at jeg gjorde det godt nok. Det fik vi bearbejdet da vores datter var omkring 2-3 år, og jeg følte endelig at han også mente, at jeg slog til og var verdens bedste mor. I den lange periode (3½ år) hvor vi havde blebørn, blev min mand mere og mere udkørt. Han blev apatisk, tog 40 kg på, var deprimeret og aflastede mig ikke meget, men trak dynen op over ørene og flygtede, fra det pres som han heller ikke kunne klare. Jeg har aldrig været god til at sætte mine egne behov først og sige fra, og bed bare tænderne sammen og legede “super woman”. Grundet min egen pressede situation formåede jeg ikke vise ham omsorg og forståelse, men vreden og bebrejdelsen over at han ikke aflastede mig voksede mere og mere. Jeg blev sur, indebrændt, brokkede mig og satte kærligheden på en hård prøve. En stor del af vores omgangskreds lagde afstand til os (specielt min mand som de var dømmende overfor), da vi i disse år faktisk ikke var specielt hyggelige at være sammen med. Jeg råbte vagt i gevær på dette tidspunkt og vi stoppede op og indså at situationen var uholdbar og blev enige om at kæmpe for at gøre tingene bedre. Vi læste begge “Mænd er fra mars og kvinder er fra venus” og fik en langt større forståelse for hinanden. Dette hjalp os virkelig til at finde den kærlighed frem som altid har været der, og vores forhold kom igen på ret køl.

1 års tid efter døde min farfar og vi valgte at købe dødsboet for at sætte det i stand og sælge det igen. I forbindelse med hans dødsfald dukkede en masse gamle papirer frem vedr. forhold mellem mig og min far, som har brugt en hel del af de penge jeg havde arvet efter min mor, hvilket endte ud i et arveafkald idet han selv er forgældet til op over begge øre og alligevel ikke ville få en krone udbetalt. I dette forløb viste han sit sande jeg, og psykopaten kom for alvor frem i ham. Min mand blev skræmt fra vid og sans og det tog mig ½ års tid at få ham helt ud af vores liv, idet jeg følelsesmæssigt skulle være klar til det.

Jeg bragede kort tid efter ned med et kæmpe stresskollaps, som udløste både angst og depression. Min mand var fra dag 1 en kæmpe støtte. Han viste mig en enorm omsorg, og var parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe mig. Men jeg var igennem en lang livskrise, tog offerrollen og faldt sammen som en lille hjælpeløs pige, der venter på at blive reddet. Min arbejdsidentitet har altid betydet meget for mig, og jeg har fået udfyldt nogle af de huller mit selvværd har gennem succes med karrieren. Jeg var virkelig i en indre konflikt med mig selv, for på den ene side gav min sygemelding mig nu den aflastning jeg havde brug for, men på den anden side mistede jeg en stor del af det livsindhold der havde fyldt så meget hos mig. Jeg ville både blæse og have mel i munden – ville gerne kunne køre karriere og var mentalt på arbejde 24 timer i døgnet, samtidig med at jeg også ville være den mor, som prioriterede tiden og ressourcerne på sine børn. Vi fandt ud af, at jeg havde en forsikring mod midlertidig uarbejdsdygtighed, som gjorde at jeg kunne beholde samme indtægtsgrundlag, som jeg havde haft inden min sygemelding. Vi blev enige om at det rent strategisk var en god ide at forsøge at fastholde dette så længe det var muligt, idet det gav os muligheden for både en god økonomi og jeg kunne få mit ønske opfyldt om at være der mere for børnene. Men jeg lod mig desværre styre for meget af det økonomiske perspektiv og mærkede ikke efter hvordan jeg havde det med situationen og hvad det egentlig var som ville gøre mig glad. Samtidig har det også sløret billedet for mig selv i forhold til hvad jeg kunne og skulle acceptere i forhold til min arbejdsevne. Jeg har nu opdaget, at jeg følte at jeg ofrede mig for min mands og børnenes skyld og var havnet i en husmor rolle, som jeg aldrig selv havde ønsket. Jeg bildte mig selv ind, at jeg godt kunne gå ud på arbejdsmarkedet og få et godt og indholdsrigt job, men at det var af strategiske årsager, at jeg havde “overspillet” min manglende arbejdsevne. Faktisk kan jeg stadig blive i tvivl om hvilke faktorer der har spillet ind, i forhold til at min sygemelding har været så længe (3 år) – på den ene side er jeg til tider stadig i tvivl om min arbejdsevne faktisk ville være bedre uden min forsikringsudbetaling og på den anden side er jeg heldigvis også nået til et punkt hvor arbejdsidentiteten ikke er så vigtig mere, for så skal jeg nok finde noget andet livsindhold som giver mening. Det hele er endt ud i en visitation til et fleksjob som egentlig rent strategisk var det jeg (vi) gik efter, men selvom jeg var glad og lettet over godkendelsen, var jeg også frustreret. Frustreret over at jeg var havnet på “den hylde” og samtidig også usikker på hvad jeg egentlig magtede i et fleksjob og hvordan forsikringsdækningen nu ville blive beregnet, eller om den ville blive stoppet. Det er gået op for mig at mit lange sygdomsforløb har gjort lige så ondt på ham, som det har på mig, og han har været desperat efter at jeg skulle blive lykkelig. Jeg har opdaget at jeg har bebrejdet ham, at jeg gik ned med stress fordi han ikke aflastede mig årene op til mens vi havde små børn. Jeg har indset at uanset hvad kan jeg nok kun selv tage ansvar for ikke at have sagt fra på dette tidspunkt, hvilket jeg ikke formåede.

Min mand har en følelse af at han har mistet sig selv og smeltet alt for meget sammen med mig. Netop fordi vi har været så sammensmeltet har hans smerte været måske endda større end min, og han har forsøgt alt men bare stået magtesløs unde at kunne hjælpe mig. Han har ydet mig en masse omsorg igennem mit lange sygdomsforløb, og vist givet mere end godt var, for han har udsultet sig selv, og ikke fået det igen af mig som er rigtig svært at give, når man er i krise. Han har manglet sine “egne venner” hvor han i mange år primært har set dem, som jeg allerede havde før vi mødte hinanden. Han har ikke været glad for sin arbejdssituation de sidste år har han hadet at bo hvor vi gør….og formentlig også en masse andre ting.

Der er også mange ting udover vores forhold som jeg ikke har haft det godt med ja hele mit livsindhold. Jeg har virkelig været igennem nogle hårde år mht mit stressnedbrud og haft svært ved at komme videre med mit liv. Jeg føler at jeg i mange år har ofret mig for hans og ungernes skyld ved at stå for hus, hjem og børn, uden at være helhjertet med i de og ikke mindst få anerkendelse for det, men gjort det for deres skyld. Jeg havde endelig fundet ud af hvordan jeg også selv skulle få noget livsindhold i min hverdag, så jeg faktisk kunne trives med at være “hjemmegående husmor” eller finde mig tilrette i et fleksjob på nedsat tid, hvor jeg så ville få både livsindhold og muligheden for at være den kone og mor, jeg ønsker at være. Indset at jeg har brug for noget selvudvikling, et enkeltfag på HF, en massør uddannelse eller noget helt tredje, bare at have noget at gå op i som var mit og noget jeg gjorde for mig selv. Jeg var faktisk også nået til at se alt det positive i at gå hjemme eller have et fleksjob, det at kunne hente børnene tidligt, det at give ham og jeg mere luft i hverdagen ved at have tiden til bare at hygge os sammen i fritiden og give hinanden mere plads til også at gøre de ting vi hver især ønskede. Han har virkelig sagt længe at han ville være så glad for at jeg gav helt slip på mit arbejdsliv og opfattede mit job som hjemmegående husmor, det er desværre bare først nu at jeg har kunne nå helhjertet frem til samme ønske! Tror faktisk at følelsen af at alt pludselig hang på mig igen, vækkede aggressionerne fra de første år af vores børns liv, hvor jeg stod med alt slæbet samtidig med at det gjorde mig bange for at komme tilbage for arbejdsmarkedet igen – 2 fultidsjob havde jo knækket mig 1 gang. Så på trods af at jeg gik hjemme hele dagen, bebrejdede jeg ham at han ikke tog mere fra på hjemmefronten. Men når jeg mærker rigtigt efter, var det egentlig nok mere savnet efter hans anerkendelse af hvad jeg gjorde for ham og familien.

Måske var det først da han sprang bomben og sagde at han ikke var sikker på, om vi kunne fortsætte med vores forhold, som det fungerede, at det virkelig gik op for mig, jeg elsker ham over alt på jorden, og mange af de ting jeg har været utilfreds med kunne ændres med min nye selvindsigt og forståelse af hvorfor han var endt hvor han er. Jeg havde bare så mange løsninger og ideer til hvordan vi begge kunne komme til at trives og dyrke alt det gode i vores liv og ikke mindst pleje vores dybtfølte kærlighed til hinanden, for jeg ved at han har haft den til mig helt ud i det ekstreme, men siger nu at gløden er slukket og ikke kan tændes igen. Jeg har indset hvor meget det har påvirket ham at jeg ikke har trives med min livssituation de sidste år, og indset at jeg med brok, vrede, kritik og bebrejdelse over alverdens ting har skubbet ham væk. Jeg har samtidig forstået at jeg har haft mange af disse destruktive følelser, fordi jeg savnede ham, mens jeg har skubbet ham endnu længere væk.

Jeg har virkelig en opfattelse af at han har taget en panik beslutning indenfor en uge, men det benægter han fuldstændig, siger at beslutningen har været undervejs i flere år – og andre gange siger han alligevel at den blev taget ugen op til hans udmelding…. Jeg er selvfølgelig godt klar over at han ikke kunne træffe så drastisk en beslutning ud af det blå på en uge, så ingen tvivl om at den har været under opsejling i længere tid. I januar sagde han dels at han var parat til at gøre hvad som helst for at jeg følte mig lykkelig om vi så skulle købe et hus på Ærø eller indrette os så han kun arbejdede 4 timer om dagen, han ønskede bare for alt i verden at se mig lykkelig for så ville han også være det…. Ja efter ferie messen 25.01 var hans højeste ønske at hele familien skulle tage orlov og rygsækken på nakken og f.eks. rejse rundt i Peru. Men han påstår at han nok ikke har været helt ærlig på dette tidspunkt, hvilket jeg har meget svært ved at tro på. Måske har han på dette tidspunkt haft beslutningen undervejs, men han ville aldrig sige de ting han har sagt hvis der ikke var et reelt ønske bag. Jeg tror virkelig at han er i en midtvejs-/40 års krise hvor han har brug for at stoppe op og vende hver en byggesten i sit liv og finde ud af hvordan det skal se ud, for at han bliver lykkelig, og det sagde han faktisk også til mig 1½ uge før han definitivt sagde “slut for altid”. Han sagde at han ikke vidste om han troede på vores forhold mere og bad om tid til at tænke inden vi skulle snakke. Jeg gik helt i panik, idet jeg aldrig i mit liv havde forestillet mig at han kunne finde på så meget som at overveje at gå fra mig. Jeg har desværre mange gange fået sat spørgsmålstegn ved om jeg ville mere, men har også indset at det har været mit våben, når jeg selv følte mig angst for at miste ham eller virkelig ville råbe ham op, for min kærlighed har altid været der til ham. Jeg pressede og pressede ham ville snakke og kunne ikke give ham tid og ro til at tænke, og ja konsekvensen blev at han sagde “stop” uden nogen form for forudgående dialog.

Han er fuldt og fast på at dette er den eneste rigtige beslutning, og jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op, ønsker og håber bare sådan at han alligevel vil finde viljen frem til at kæmpe for os. Han undertrykker virkelig alle de gode stunder vi også har haft sammen igennem årene og ikke mindst hvordan han også mange gange det sidste år, har kigget mig dybt i øjnene og sagt at dette var da livet og så kunne man vist ikke blive lykkeligere!!!

Han har lige fundet en lejlighed i KBH og siger at han higer efter friheden og komme ud at udleve alt det han ikke har haft mulighed for i mange år, siger at han føler sig parat til at involvere sig i andre kvinder allerede. Siger at han ikke har følt andet end lettelse siden han tog den endelige beslutning, selvom jeg egentlig har en opfattelse af at han vaklede i løbet af ugen efter, men når jeg siger dette går han helt i spåner, så jeg må jo også give slip på troen og håbet, men for f…. hvor gør det ondt. Når jeg tænker nærmere over det forstår jeg godt at han med alt sit kaos i sit liv i hvert fald må føle at han har fået ro og føler en lettelse over endelig at have taget en beslutning, som letter presset fra mig og hans egne overvejelser for og imod ja en masse modsatredeede f’ølelser er der nu taget konsekvensen af………………….Er han i 40-års krise og hvordan tackler jeg den?

Vi har heldigvis også haft mange skønne og lykkelige stunder sammen i årenes løb selv om jeg ovenfor kun beskriver alt det dårlige, men der er også meget godt at hente. Desværre har jeg nok i afmagt fået sagt at så er det bare slut i diskussioner i årenes løb, hvilket har knust ham. Men jeg har sagt det fordi jeg virkelig ville råbe ham op og enkelte gange fordi tanken måske reelt havde været til overvejelse. Han har derimod ALDRIG antydet at han stillede spørgsmålstegn ved vores forhold, før han pludselig sagde at det var slut.

For 1 md. siden var min min mand en kærlig og omsorgsfuld person og pludselig ændrede alt sig. Han er kold, kynisk og umenneskelig pt. nærmest som om han desperat forsøger at fastholde sig selv i sin beslutning og undertrykke de følelser som han inderst inde stadig har nogle af, og ikke mindst slukke mit håb om at finde hinanden igen fuldstændig. Han snakker konstant om hvordan verden vil se ud i forhold til børnene når vi hver især møder en ny kæreste og kommer hele tiden med hårde og konfronterende kommentarer omkring vores brud. Uanset hvad er vi ligesom tvunget til at få et samarbejde omkring ungerne til at fungere fremover. Men hvor ville jeg dog ønske at det hele bare var en ond drøm, jeg vågnede op af og fik muligheden for at kæmpe for vores forhold, som jeg virkelig er overbevist om kunne blive bedre end nogensinde, men det kan det jo ligesom kun hvis vi begge har viljen til at kæmpe for det, og det har han desværre ikke længere.

Er der nogen som har nogle gode råd til mig pt.? Er han i 40-års krise (han er 41 år) og hvordan håndtere jeg den? Jeg ønsker virkelig af hele mit hjerte at han vil give os og vores børn en chance mere, men skal jeg så bare lade ham være og se om han kommer på andre tanker eller hvordan skal jeg gribe det an? Eller holder jeg selv bare fast i trygheden og fejlagtigt tror at dette er kærlighed?

Det er en måned siden han sagde stop og i den tid har jeg presset ham følelsesmæssigt og han mig på alt det praktiske omkring samkvem, hussalg eller ej, økonomi osv. Han flyttede for 4 dage siden og det har givet os begge luft til at trække vejret igen. Vi har aftalt at for ikke at ende ud i åben krig, skal vi lige have lidt luft fra hinanden i en periode på et par måneder uden snak om betændte emner, men kun koordinering af lavpraktiske ting omkring børnene. Derefter har vi lovet hinanden at gå i “skilsmisse parterapi” for begge at gå ud af dette på en god måde, om ikke andet vil det nok give mig følelsen af at jeg prøvede alt. Hvilket jeg ikke har følelsen af pt, men jeg har også fundet ud af at min kamp med at forsøge at nå ind til ham kun har den stik modsatte virkning.

Åhh lyder det som om alt håb er ude, eller vil nogle måneders luft og parterapi kunne få ham til at revurdere hans beslutning, nu hvor han er så fast besluttet på at det er definitivt for altid?

Mange tak for dit indlæg.
En lang og beskrivende beretning, der fortæller om to mennesker, der har gjort det bedste de kunne, og så alligevel står ved et punkt midt i livet, hvor en beslutning trækker markante spor.

Det er umuligt at sige, om din mand har en midtvejskrise, da jeg ikke kender hans version af historien. Men det lader til, at han har brug for at fokusere på andre værdier end dem, der har været i spil hos jer, igennem den sidste tid.

Det er altid så trist at læse om stor kærlighed, der visner, og trist at læse om den store og forståelige smerte, du forståeligt føler.

Og hvad kan du gøre?
Det, du kan gøre, er at få din egen tilværelse til at fungere. At skabe sammenhænge i hverdagene, at udvide dit netværk, atter at gøre dig synlig. Så alle de kvaliteter, du indeholder, kan ses og høres og mærkes. Hvis der er nogen mulighed, for at din mand, som nu er flyttet, kommer til at savne dig og jeres familie og liv sammen, er det via at du sætter dine kræfter ind på at få dig og din tilværelse op at køre. At du gør dig klart, hvor dine egne grænser går og netop lader op og så småt får realiseret nogle af de drømme, du har – jeg tror at det er vigtigt, at du ikke appellerer for meget til ham, hvis han ikke selv ønsker det, men snarere positionerer dig så stærkt, at han evt. vil savne, ikke at have kontakt med dig og ikke være en del a hans liv.
Jeg kan anbefale, at I kontakter en IMAGOparterapeut, når I kommer så langt i processen. De er dygtige til at få mennesker til at være i kontakt med alt det, der ligger bagved hverdag, økonomi, skuffelser og forvirring.

Så se denne kommende tid, der kanske føles som en undergang, som en overgang. Se det som en periode, hvor du, godt nok ufrivilligt, får muligheden for at finde dig selv. Og gøre dig uafhængig og herigennem vise dig selv og resten af verden, at NU kan du stå på egne ben..

Bogen “kærestebilleder” af Hanne Hostrup kan være med til at skabe større indsigt i, hvorfor I er havnet i denne situation.

Mange mange lyse tanker og håbet om, at du skridt for skridt finder din vej.

Husk: den der går langsomt, går langt.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Kære Christel

Min situation er følgende: min kæreste og jeg gik fra hinanden for et par måneder siden. Vi har været sammen i 7 år, flyttet i hus, som vi var i gang med at istandsætte. Det næste skridt på vejen var børn. Vi har altid sat stor pris på at rejse og opleve. Til daglig har vi hver især to jobs, som er meget tidskrævende og til tider stressende. Sex-livet har ikke været super – men der er ikke blevet gjort noget ved det.

Jeg har altid været glad for min kæreste. Vores forhold har været meget stabilt. Ikke de store op- og nedture. Jeg har altid kunnet stole på min kæreste, han er en god lytter, en god ven. Han er et fantastisk menneske, som jeg har stor respekt for.

I efteråret mødte jeg en kollega, som jeg blev meget forelsket i ret hurtigt, hvilket var gensidigt. Flirten stoppede før den var begyndt. Jeg havde ikke lyst til at flirten skulle stoppe – men det stoppede alligevel, da jeg ikke synes, det er acceptabelt over for min kæreste.

I ugerne flirten stod på blev jeg rigtig sur, trist etc. i det øjeblik, jeg trådte ind af døren. Efterfølgende kunne jeg ikke finde hoved og hale i noget som helst. Jeg er bestemt ikke typen, der gør mig i utroskab – og hele situationen gjorde, at jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved hele mit forhold til min kæreste. Flirten gav mig lyst til at have sex igen – og jeg fik fornemmelsen af at jeg gik glip af noget. Pludselig havde jeg lyst til sex igen! Den tanke var ret svær at slippe.

Jeg fortalte min kæreste, at jeg var blevet i tvivl om vi var rette for hinanden. Han foreslog parterapi etc., hvilket jeg ikke var parat til. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere blev jeg i tvivl om, jeg overhovedet havde energi til at kæmpe og få forholdet ind på rette spor igen.

I dette tidsrum blev jeg mere og mere trist og ked af det – og efter 1-2 måneder fortalte jeg ham, at jeg flyttede og sluttede forholdet. Han sidder tilbage og er – forståelig nok – fuldstændig uforstående over for min beslutning, som blev begrundet med “manglende gnist” – og at vi muligvis er blevet meget gode venner – men ikke så meget mere er kærester. Jeg føler et stort ansvar og behov for at hjælpe ham på en eller anden måde.

Jeg har rigtig dårlig samvittighed over at have forladt min kæreste. Jeg har svært ved at acceptere, at jeg lader noget så godt slippe væk – men at det åbenbart ikke er godt nok til, at jeg “gider” at gøre noget ved det. Jeg kan ikke forstå, hvordan tingene kan ændre sig så hurtigt. Jeg føler at hvis bare jeg ikke havde flirtet med min kollega, ville min kæreste og jeg ikke være i denne situation. Jeg er sur på mig selv. Jeg kan ikke forstå, hvad der er sket, hvad jeg føler. Jeg får af vide, at jeg skal lytte til mit hjerte – men i lang tid har jeg slet ikke kunnet høre det slå.

Flirten med min kollega stoppede som nævnt – og han er ikke klar over, at jeg nu er gået fra min kæreste. Der har derfor ikke været en anden, som ventede på den anden side.

Mvh. Nanna

Hej Nanna
Tak for dit indlæg

Det har været en intens periode for dig, hvor du har tænkt masser af tanker og følt mange følelser. Og nu sidder du med mange gode spørgsmål.

Jeg læser, at du og din ekskæreste havde et stærk venskabs- og kammeratskabsforhold. At I havde bygget en tillids- og respektfuld enhed op, men der manglede noget. Og det var din flirt med til at vise dig.
Den lyst og det dynamik, som vi som mennesker har brug for, var “løbet lidt ud i sandet”, hvis jeg forstår din beskrivelse rigtigt. Jeg mener, at et parforhold består af både et kæresteforhold, et venskab og et samarbejde. Og at du var modtagelig for en flirt viser, at du har haft savnet, at du og din ekskæreste var mere tydelige for hinanden, som mand og kvinde. Så erotikken fik trange kår… det at være sanselig og modtagelig som kvinde, og initiativrig og “scorende” som mand, blev der ikke sat tid af til… der var jobs, husbyggeri, osv… men for få intense nætter i sengen, – eller andre steder.

Og den sanselighed, det at blive begæret og selv at mærke passion og lidenskab, tror jeg, er det behov, du har. Og at du ikke mobiliserede energi til at kæmpe for jer, og til at få justeret jeres tid, s I bevidst skabte fristunder, har været med til, at du nu er, hvor du er.

For mig at se er dit liv åbent nu. Din fremtid ligger foran dig. men du må afveje, om du har brug for at få ryddet op. Om du vil give din ekskæreste en forklaring, og/eller om du vil fortælle “flirten”, at du nu er single… jeg tror, at du har et tema med at “komme ud med sproget”, at sige tingene, som de er, når de er der… så du ikke hober det op indeni.

Hvis ingen af disse forslag giver mening for dig, så kom ud i foråret. Vær i naturen, sans den, – gå til nogle fester, og mest af alt: gør dig klart, hvad det er , du ikke vil leve uden. Gør dig klart, hvordan du ønsker dig, at dit liv er, om 1 år, så du har nogle pejlemærker, der føles sande for dig.
Og når du så igen møder en person, du forelsker dig i, så tillad aldrig hverdagen at tage over, fuldt og helt. Vi må sanse, og vi må elske, og vi må af og til lade opvasken stå, for ikke at svigte kærlighedens væsen.

Jeg ønsker dig held og lykke.

Hilsen

Christel sonne Rasmussen

Kære Christel.
Jeg har gennemlæst dine svar til alle og jeg kan faktisk bedst sætte mig i Nannas situation.
Jeg aner simpelthen ikke hvad der er sket. Jeg har været sammen med min kæreste i 4 år. For noget tid siden begyndte en omvæltning af de helt store. Det er mig der er forandret. Jeg holder virkelig meget af min kæreste, men her på det sidste er jeg bare kommet i tvivl om det skal være os. Jeg ser ingen tydelige forklaringer på hvorfor vi har fået det, som vi har det.
Når jeg kommer hjem fra skolen (jeg studerer) og han er hjemme, kommer jeg ofte med en skarp kommentar. Jeg er meget hurtig til at blive vred på ham, irriteret og skælder ofte lidt ud på ham. Selvfølgelig bliver han frustreret over dette – det gør jeg også selv, men jeg forstår ikke hvorfor.
Gennem det sidste halve år, har jeg haft en meget stresset tilværelse. I december 2008 fik jeg konstateret mavesår, og det ser ud som om at jeg nu er ved at udvikle en form for depression, måske pga. stress.
Jeg ved ikke hvor stor betydning dette har – men der er mange flere grunde til at vi skændes, og mange ting der ofte dukker op i vores diskussioner:
Vores sexliv er altså ikke godt. I starten da vi var sammen, kritiserede han mig for en måde jeg var på i sengen, og denne kritik hænger fast ved mig idag. Jeg gjorde det ikke ‘godt nok’ så han overtog og fik selv tilfredstillelse. Han hader når jeg bringer det på bane, han fortryder episoden, men jeg har så svært ved at glemme det og idag har jeg svært ved at fortælle om hvad jeg har lyst til i sengen, når jeg tænker på hans reaktioner. Hvis jeg prøver at bringe emnet på bane, går han i total forsvar, jeg når aldrig at fortælle om mine følelser, fordi han konstant mener at jeg hakker ned på ham. Det gør jeg ikke, men disse beskyldninger har gjort at jeg mildest talt har opgivet at fortælle ham, hvad jeg har af ønsker i sengen og sex er bestemt ikke noget jeg oplever nogen nydelse ved idag. Jeg synes det er ærgeligt, for han er den eneste jeg har været i seng med, men jeg føler ikke at jeg kan åbne mig op overfor ham og fortælle hvordan jeg har det! Jeg er bange for hans reaktion.
Noget andet der tit nager mig, og som også engang imellem bringes på bane i skænderier er en ting han sagde til mig for nogle mdr. siden.
Jeg er normal af bygning men ønsker at tabe mig nogle kilo. Engang vi skulle til fest, var jeg ked af mit udseende og det tøj jeg havde fundet frem, syntes jeg så kunne afhjælpe problemet lidt. Jeg kunne gemme mig lidt i det og glemme mine tanker om mit udseende. Men han mente ikke det fungerede så godt og mente at jeg skulle tage noget andet på. Da festen var slut og vi var på vej hjem, ville han have en pizzaslice, men jeg sagde nej tak og her kommer det han sagde: “Din evige fokus på din vægt ødelægger vort forhold!”
Han sagde det meget hårdt og højt. Herefter blev han ved at køre i det. Han mente at jeg fokuserede mere på min vægt end vort forhold, så at jeg nu havde ødelagt meget. Han sagde mange flere mærkelige ting, og næste morgen var hans eneste kommentar, da jeg stadig var ked af det: “Jeg mente hvad jeg sagde igår”. Idag prøver han at forklare at det han mente med kommentaren var, at jeg var alt for fokuseret på mig selv og mit udseende, så jeg glemte vores forhold. Det er for så vidt nok også sandt, men min opfattelse af det han sagde var helt anderledes og i mit sind kan jeg ikke vende denne opfattelse. Jeg troede at jeg allerede havde ødelagt vores forhold og at hvis jeg snakkede om min vægt eller udseende igen, ville jeg gøre det hele værre.

Jeg har et mærkeligt sind, jeg kan huske mange fejl og ting han har sagt. Jeg husker endda ting som mine forældre sagde til mig som 7-årig og kan stadig idag blive ked af det. Det gør det unægteligt sværere at leve sammen med mig, ja. Jeg er klar over at den er meget gal med mig, jeg ved jeg gør mange ting forkert, men idag har jeg fuldstændig opgivet vort forhold.

Jeg har været SÅ ulykkelig de sidste par måneder, jeg har ikke haft overskud til at snakke med ham om det, af frygt for hvordan han reagerede. For en uge siden fik jeg så fortalt ham, at jeg evt. har en depression, men skal til nærmere kontrol hos lægen. Siden har det eskaleret. Vi er konstant uvenner og jeg føler at jeg har mistet håbet til at få et godt forhold til ham. Hver gang vi prøver at snakke om det, går vi i baglås, da han forsvarer sig selv, eller siger at det ikke var sådan han mente tingene (når han har sagt sådan, mener han desuden at problemet er løst – for så havde jeg jo blot misforstået ham – men mit problem er ikke løst, jeg er stadig lige ked af det, da jeg blev såret) og mange gange afbryder han og kommer med sit forslag til løsninger. Jeg er træt af det! Hvis jeg siger til ham at han ikke skal blokere og forsvare sig selv(da det ikke er beskyldninger jeg retter mod ham – det er udtryk for hvordan jeg har det), siger han at jeg skal fortælle ham, hvad jeg vil have han skal sige til mig. Men det løser ikke problemerne. For jeg får ikke noget ud af det, hvis han ikke forstår hvad problemet går ud på.

Er vort forhold bare ‘LOST’? er der noget at gøre? Bør vi gå til Parterapeut? Kan du sige mig hvad vi skal gøre? For lige nu, sidder jeg alene og aner ikke om jeg skal gå fra ham, eller give vores forhold en chance mere?
Jeg ved at jeg har elsket ham – kan jeg komme til det igen?
Det er utroligt sødt af dig at svare, hvis det er..

Mvh Nanna

Hej Nanna

Tak for dit indlæg.
Det er ok at have et følsomt sind. Accepter det og føl dig ikke forkert.
Hvis din læge bekræfter, at du har en depression, viser alle undersøgelser, at det bedste middel er en kombination af medicin og samtaler hos en psykolog/psykoterapeut.

Om et parforhold kan reddes, afhænger af de to mennesker, der er i parforholdet. I er tydeligvis kommet ind i en negativ spiral i jeres kommunikation, og er mange bebrejdelser og beskyldninger, også på sårbare områder som måden, man er er på, måden man ser ud på mv..

Noget af det, der fortæller, om man igen kan lykkes, er om man er i stand til at bygge fortroligheden op. Om man er i stand til at betro sig til hinanden, og blive både respekteret og forstået. Om man, når man giver udtryk for, at man har brug for den anden, oplever, at man bliver bakket op.
Du kan undersøge, om din kæreste er i stand til og er interesseret i at forstå dig ved at sige:
“Jeg vil gerne have, at du udelukkende lytter til det, jeg siger. Uden at afbryde mig, og uden at rådgive mig. Når jeg er færdig med at tale, vil jeg også lytte på det, du har at sige”.

For på denne måde kan respekt bygges op.
Vil han ikke det/evner han ikke det, kan parterapi eller adskillelse være en mulighed.

Når man overvejer, om man skal udvikle eller afvikle, er der flere aspekter, som man må overveje og må mærke efter i sig selv. For kun en sel har svaret på, hvad der er mest sandt.

1. kan jeg se en fælles fremtid?
2. Tror jeg på, t vi vil lykkes med forståelse, tillid, glæde, erotik, samarbejde
3 vil jeg kunne stå i en kirke og sige: jeg vil elske, ære og respektere dig….

Hvis man vil fortsætte, er en konkret måde at undersøge, om man kan lykkes på, ved at beslutte sig for et fælles projekt, hvor begge deltager.

Eksempelvis at indrette haven, at istandsætte et rum, at invitere til en fest mv..
For at finde ud af, om man kan tale tingene i gennem, fordele arbejdsopgaver, hygge sig imens, man er i gang osv..

Er dette ikke muligt, er der næppe meget andet, der er muligt.
Jeg ønsker dig held og lykke med din afklaring.
Stol på dig selv og det der giver mest mening for dig. Det der føles mest sandt.

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

Kære Christel

Hvor er det dog fantastisk at du finder tiden til at svare folk så gennemtænkt som du gør.

Dine svar til de andre giver mig på den ene side håb, og på den anden side et mindre mørkt syn
på fremtiden hvis det ikke går.

Jeg er 35 år, min kone 34 og vi har 2 dejlige piger på 3 og 5 år. For et par uger siden havde vi en
af de desværre lidt hyppige kriseaftener med skænderi gråd osv. som så ofte før fik vi snakket om
det og aftalt hvad vi skulle gøre, men ordene havde denne gang været meget barske, den berømte
manglende gnist osv fra min kones side, og ordene slog mig hårdt. Det scenario du har beskrevet med
at den følsomme part har holdt på det for længe, og at den modsatte normalt stærke part bliver nærmest
desperat. Vi lavede nogen aftaler om at rette op på det, men jeg kunne for engangs skyld mærke ordene
og ikke bare høre dem, de efterfølgende dage kom jeg frem til at hvis jeg ikke reagerede uanset at udfaldet
bestemt ikke kun kunne falde positivt ud, ville vi nok være fortabt. Jeg tog tyren ved hornene og fortalte min
kone at jeg godt kunne mærke at vores snak om tingene og nye aftaler ikke var nok for hende, og foreslog
parterapi. Udfaldet var hvad jeg frygtede, vores snak havde ikke været nok, hun var meget i tvivl om
kæreste-følelserne var der, men hun ville gerne med i parterapi, hvilket jeg tolker meget positivt.

Der er selvfølgelig en kæmpe baggrundshistorie om hvordan vi er havnet der hvor vi er, men jeg føler ikke
det er så aktuelt at få med i dette indlæg, da jeg er meget fokuseret på selve fremtids processen.
Det mentale overskud til også at være åben omkring hvordan jeg har gebærdet mig de sidste par år over for
både kone og børn, er meget lille, jeg bruger efter fortolkning af dine indlæg og svar hellere de ressourcer inde
i mig selv til at nå frem til den jeg vil være.

Fra vi aftalte par-terapi til vi kom afsted gik der 1½ uge, de længste i mit liv, men efter at være kommet ind på
dine sider gik det bedre.

Jeg har taget det til mig det med at finde troen osv på sig selv og ikke presse på vedr. forholdet og forvente medfølelse osv.
men hold da op hvor er det svært.

Jeg har analyseret mig selv om min indgang til forholdet helt igennem, og er kommet til den konklussion at
selv om jeg også har stået der hvor min kone står nu og ikke rigtig synes vi har skulle blive sammen, så
jeg er klar til at kæmpe for alt hvad jeg har kært. Selvom jeg elsker mine børn over alt på jorden, selvom jeg nok
skal komme videre trods usikker bolig-siuation og andre praktiske ting, så er min kone mit omdrejningspunkt, jeg er
ligeglad med disse ting (misforstå mig endelig ikke om børnene, de er jo ligeså betydningsfulde uanset forhold eller ej, de er bare
endnu mere perfekte i samme ramme med min kone) hvis det ikke er med hende.

Jeg har fundet min egen livsglæde igen, er blevet enormt positiv over livet, har en helt anden indgang til praktiske opgaver, og til
omgang med andre. Jeg vender og drejer mange gange om dagen om jeg kan holde niveauet fremover og når hver gang frem til
at ikke alene kan jeg, mit fremtidige liv som familiefar med min drømmekvinde afhænger af det.

Er der et spørgsmål eller en pointe gemt i dette sikkert usammenhængende indlæg, ja det er der.

Vi har været afsted 1 gang og skal afsted igen i aften, det er en hjertevridende omgang at få at vide hvor man har svigtet, og samtidigt
enormt befriende at kunne fortælle sin egen opfattelse af det hele.

Hos terapeuten kom det frem at min hustrus bæger var fyldt og hun at hun er i tvivl omkring fremtiden. Vi fik fremlagt mange af de emner
der er de daglige gnidningspunkter. Terapeuten fik fortalt os at det vigtigste er om vi vil videre med parforholdet, kæmpe for det, de andre
emner er jo vigtige, men mindre væsentlige hvis parforholdet er dødsdømt.

Vi aftalte en kærestedag, var i bio og ude at spise, terapeuten havde sagt at det var på min hustrus præmisser med hvor langt vi skulle gå
hvornår vi skulle hjem osv, og vi måtte ikke tale krise. Det var meget meget underligt, ingen holden i hånd osv, men enormt dejligt at vi kom
afsted, det var jo at tage hul på bylden.

Mit spørgsmål er nok, hvor meget må jeg kæmpe, jeg holder mig tilbage fra at fortælle min kone jeg elsker hende, og savner hendes nærhed,
savner at røre hende osv osv for ikke at presse. Nu skal vi afsted til parterapi igen i aften og jeg aner ikke hvad jeg skal sige og hvor meget jeg skal sige
jeg har det enormt godt med mig selv og arbejdet med at blive et bedre jeg, men jeg har det enormt dårligt med processen om at finde hinanden igen,
hvordan skal hun blive gen-forelsket i mig hvis jeg ikke ved hvordan jeg skal opføre mig.

KH Claus

Hej Claus
Tak for dit indlæg.

Det er værd at forstå, at I som partnere skal undgå at lave det, jeg kalder et A-hus. Forstået på den måde, at man som parter i et forhold læner sig op ad hinanden. det bliver en afhængighed, og er usundt på den lange bane. Din hustru har trukket sig p.t., og har brug for at se, at hendes mand kan stå i sig selv, og netop agere samabrejdspartner og ven, og ikke er desperat efter at blive bekræftet.
Du kan læse om dette med A-hus i Finn Nørbygaards bog “Tillykke med din krise”.
En bog skrevet af en mand, og som mange mænd har fået meget ud af.
For at i ikke glider fra hinanden, og for at have en form for konstruktiv forventningsafstemning, kan jeg foreslå følgende:

Lav hver især en liste, hvor I skriver 5-12 svar ned.

Spørgsmålet lyder:

• Hvad kan jeg gøre, for at gøre min partner glad?

Og skriv endnu en liste, hvor I hver især skriver, igen 5-12 punktger.

Spørgsmålet lyder:

• Hvad kan min partner gøre, for at gøre mig glad?

Snak om hver jeres liste. Se, om der overhovedet er nogle matches imellem de respektive lister.
Og ud fra din hustrus liste : hvad kan min partner gøre for at gøre mig glad, kan du vælge 3-5 punkter, og benytte dig af disse.

I kan også lave en opgave vedr. positivt fokus.
I kan hver især skrive ned, hvilke 5 kvaliteter, I sætter størst pris på hos partneren. Og snakke om udfaldet.
Det giver dig en respons og et fint fingerpeg om, hvor din hustru befinder sig i processen.

Husk: tryk avler modtryk.
Den, der tager barnet ved hånden, tager moderen ved hjertet.

Har du brug for mere inspiration, kan Joan Ørtings fremragende bog Tag mig, lære dig meget om mænd og kvinder.

Held og lykke

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel
Tak for alle de kloge svar jeg har set her i dag, det var da godt nok dejligt at læse. Jeg er 45, kvinde, mor til en datter på 10 og lever med en mand der er 10 år ældre end jeg selv. Han har fire børn, heraf er de tre stadig hjemmeboende og bor her hveranden uge. Vi har boet sammen i 5 år og kendt hinanden i 6. Jeg skriver fordi jeg er kommet dertil at jeg en (endnu engang) må overveje om det er realistisk at noget nogensinde kan blive anderledes. Som jeg oplever det er det et tilbagevendene alkoholmisbrug der er den værste konflikt. Men det har trukket mange andre ting med sig. Det har betydet at jeg ikke har turdet at gifte mig med ham og det har betydet at jeg ikke har turdet købe hus med ham, men bor til leje her i hans hus. Men det er også en uværdig situation og efter 4 år endte jeg med at holde op med at betale til hans hus, betaler nu kun 500 kr om måneden samt 50 %af alt forbrug, inklusiv ferier med hans børn. Jeg føler jeg blev udnyttet af ham økonomisk, men den nuværende løsning er jo heller ikke hvad jeg ønsker. Jeg har senest sagt at jeg ikke ønsker at opleve én eneste druktur mere, i sær fordi han (med tiden) også bliver ubehagelig overfor mig. Jeg har gået i terapi igennem 1½ år, jeg gik derefter i al-anon som er en selvhjælpsgruppe for pårørende til alkoholmisbrugere og heri gennem fik jeg det bedre med ham i de lange perioder hvor han ikke drikker. Men grundlæggende har jeg ikke været tryg i mit liv med ham i lang lang tid. Desværre er jeg en uforbedrelig optimist og kan simpelthen ikke handle førend jeg har vendt hver en sten. Jeg har tidligere foreslået parterapi, men det ønsker han ikke. I morgen skal jeg til en samtale på et misbrugscenter. Min datter opfatter dette som sit hjem og er glad for ham. Jeg har nået så langt at jeg har skaffet mig en lille bolig, men jeg er endnu ikke flyttet ind i den. Jeg vakler mellem at have taget belsutningen, men standser når jeg ikke ved hvordan jeg skal få det sagt eller kommer til at tænke på hvordan det vil være at sige det til min datter. Eller kommer til at tænke på hvordan det skal gå fordi hun går i samme skole som hans børn og så på at blive usikker, begynde at undersøge om der alligevel kan findes et kompromis, om det ville være muligt at arbejde så meget med sig selv at det alligevel er muligt at leve med ham som han er, inkl. drukturene, for de vil komme igen. Det er det eneste jeg er fuldstændig sikker på i alt det her.

Hej
Tak for dit indlæg.

Det, der sker for dig, er at du mister målet af syne, og begynder at fokusere på de barrierer, der evt. vil opstå. For ingen forandringer uden at der også er modstand.

Det er forståeligt nok, at du bestræber dig på at tage hensyn til din datter, men vigtigst af alt er at huske, at skulle din datter vælge imellem dig og din partner, ja så ville hun da til enhver tid vælge dig, og spørgsmålet er jo så, om du er klar og har styrken til at vælge dig selv.

Jeg mener ikke, at der er logik i, slet ikke på den lange bane, at du arbejder så meget med dig selv, at du kan rumme selv det uacceptable. Så kan du blive så fleksibel, og så tolerant, at du til sidst ikke kan genkende den kvinde, der står og kigger sig selv i spejlet.
Ude fra set er det jo ikke kun dig, der skal arbejde med sig selv. Jeg tænker, at der er en uligevægt i, at din partner ikke indser, at hans drukture påvirker dig – og lukker dig – og at han må forholde sig til, om han vil vælge alkoholen eller dig.. det er der jo flere andre, der har gjort i tidens løb. Og er du værdifuld nok for ham, må han komme dig i møde.

Der er den mulighed, at du lader ham vide, at du flytter. At du og din datter flytter til den bolig, du har fundet. Og at I kan være partnere fortsat, men ikke behøver at dele hverdagene – og slet ikke perioderne med drukturene sammen.

Det er ikke sikkert, at han vil det. Det er heller ikke sikkert, at du vil det. Jeg tror dog, at det er en nødvendighed at komme på afstand af hinanden, så du sikrer dig, at du ikke får den uønskede rolle at være medmisbruger.

At turde er at miste fodfæstet for en stund.
Ikke at turde er at miste sig selv.

Den, du skal leve længst med, er dig selv. Glem aldrig det.

Og vid: i stedet for at lade dig bremse ned af antagelser og bekymringer, så placer dig et sted, som er et vækstmiljø for dig. og tænk så, når du fokuserer på en barriere (hvordan vil det være for min datter i skolen…), at du vil tage tingene i den rækkefølge, de kommer. Men ikke tage det på forskud. Tænk: hvis situationen opstår, er det en ny situation. Til den tid vil jeg vide mere end jeg ved nu, og så løser jeg den, hvis den opstår.

Jeg ønsker dig held og lykke med at finde dig selv.
Alt det bedste herfra

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Hej, jeg kunne også godt bruge noget hjælp til mit parforhold.

Min mand (36) og jeg (31) har bare været sammen i et år og 9 måneder. Vi er flyttet til et nyt land sammen, og jeg har derfor ikke min sædvanlige omgangskreds at søge råd hos.

I begyndelsen af vores forhold var vi stormende forelskede, og jeg vidste, han var manden i mit liv og vice versa. Han er også en utrolig god mand med humor, charme, tillid, medfølelse, gavmildhed, kærlighed og alt, hvad jeg nogensinde havde turdet drømme om. Samtidig er han også et rodehovede og anede stort set intet om almindelig rengøring, da vi mødte hinanden. Af natur er jeg meget pligtopfyldende og stiller store krav til mig selv og således også til mine medmennesker. Jeg begyndte inden længe at forlange, at han også tog del i den daglige/ugentlige rengøring, og jeg mener, det kun er fair, da han naturligvis også er med til at svine. Det blev til store diskussioner om de mindste ting, og siden er det faktisk fortsat. I mine øjne handler han alt for ofte, før han tænker, og det resulterer ofte i dyb skuffelse fra min side, og jeg er langsomt men støt begyndt at se ned på ham. Jeg er den mest fornuftige af os, og hans skødesløse opførsel har nok gjort mig endnu mere fornuftig i mange af livets henseender.

Vi ønsker begge stadig at leve vores liv sammen, men på det seneste er det gået meget ned ad bakke. Jeg bliver flere gange dagligt virkelg irriteret på ham over diverse forseelser, skuffelser og dumheder, og vi kan begge mærke, at vi er på det helt gale spor. Han siger, han gør sit bedste, men jeg er bare så træt af ham og når næsten ikke at se det gode i ham, før jeg igen bliver mindet om, at jeg er gift med en idiot. Han mener, at det er mig, der må ændre retning, da han ikke kan gøre for, at han begår alle de fejl, han gør. Det kan jeg til dels godt være enig i, men samtidig kan jeg ikke enes med tanken om, at jeg resten af livet skal finde en måde til at rumme alle hans fejl på. Jeg føler ikke længere, at jeg elsker ham, men jeg ville ønske, jeg gjorde.

Jeg har brug for råd til, hvordan jeg igen kan se min mand med blide øjne og finde kærligheden frem igen. Jeg vil meget gerne, men jeg når aldrig særlig langt, før jeg igen bliver frustreret over hans glemsomhed og mangel på øje for detaljerne. Jeg ved, det mest er mig, den er gal med, men hvordan kan problemet løses?

Jeg håber, du kan give mig det svar, jeg ikke selv kan finde, så kærligheden igen kan blomstre.

Tusind tak for din tid og hjælpsomhed.

Venlig hilsen

Inga Nielsen.

Hej Christel, Hermed min historie om et lykkeligt aegteskab der pludselig stopper en dag hvor konen annoncerer at hun er i tvivl om vores aegteskab. Nu skal det siges at vi bor i udlandet, Sydfrankrig og har gjort det i 6 aar. Det har vaeret et meget svaert foraar, hvor der har vaeret mange frustrationer mht. arbejde og kulturen hernede. Min kone har haft svaert ved at falde til og havde et staerkt oenske om at komme hjem til DK, men fandt dog et arbejde sidste aar, som hun har laengtes efter i lang tid. Hun arbejder paa en int. skole og der var faktisk lidt af et droemmejob hun fik der. Hun var glad og stolt over at hun endelig havde fundet et ny job og kunne bidrage med noget, da der er mig der har soerget for familien de sidste 6 aar. Saa kom hendes foerste loencheck og hun blev dybt frustreret over at se hvor lidt hun tjente som laerer i Frankrig. Min kone har aldrig vist foelelser har kendt hende i 12 aar og aldrig set hende graede. Hun er meget positiv person og elsker smaa overraskelser og lader sig rive med naar det er noget hun kan lide. Jeg kunne se frustrationen lyse ud af hende og taenkte at vi nok snart skulle have naesen hjemad, ellers gik det galt. Problemet var bare at finanskrisen kom bragene i starten af efteraaret og har taget fart siden. Det var det vaerst taenkelige tidspunkt at tage hjem til DK, vi har et stort hus der skulle saelges og jeg havde ikke noget arbejde at tage hjem til. Min egen frustration begyndte saa smaat ogsaa at vokse, da jeg foelte mig bundet. Over julen kunne jeg saa maerke at min kone ikke laengere soegte mig som foer. Vi talte om at nu skulle vi have lidt mere impulsiv sexliv, da det begyndte at gaa lidt meget hverdag i den. Dog gik det derefter kun ned ad bakke. Hun lagde sig til at sove kl. 21 paa sofa’en og hvis jeg lagde an paa hende kom meldingen at hun var traet og ikke havde lyst. Hun sagde at hun ikke havde de samme behov som jeg, saa jeg taenkte at jeg nok ikke skulle plage hende saa meget. Jeg begyndte at give op med at proeve, det hjalp alligevel ikke noget. Saa nu var det kun morgenstunden tilbage og der fik jeg saa “lov” til at faa et hurtigt put inden boernene vaagnede og saa virkede hun ellers tilfreds. Jeg havde et stort projekt i huset og taenkte at jeg saa ville fokusere lidt paa det og regnede med at det var en periode hun skulle overstaa og at vi nok skulle faa mere tid naar foraaret kom med de lange lyse naetter. Til april var der saa gamle elev fest i DK for min kones klasse og hun var meget opsat paa at hun skulle med; Det lykkes hende faktisk at faa aendret dato’en til festen saa hun kunne deltage. Jeg har altid vaeret meget aaben og kunne godt forstaa at hun havde behov for at rejse til DK, saa jeg lod hende tage afsted i 10 dage med vores 2 boern. Jeg sendte hende et par SMS og ringede hver dag som jeg plejede at goere naar hun var i DK, dog svarede hun ikke paa SMS’erne men det lagde jeg ikke mere i, vi talte jo sammen i telefonen. Da hun kom hjem virkede hun lidt forandret og en uge senere kom bomben. Vi sad ude paa terrassen som jeg lige havde lavet og saa sagde hun at hun godt kunne taenke sig at tage tilbage til DK for at arbejde. Jeg svarede at det ikke var muligt for mig at faa arbejde, hvorpaa hun svarede at det kunne hun godt. Jeg spurgte hende saa hvad hun saa havde taenkt sig at stille op med os, familien og huset og saa var det hun svarede – det ved jeg ikke. Jeg spurgte hende om hun da ikke laengere elskede mig og svaret var det samme – hun vidste det ikke. Saa blev der ellers diskuteret de naeste par dage, men hun vendte ryggen til tog sin Ipod paa og hoerte musik. Jeg opdage saa hurtigt at der kom en masse SMS som jeg ikke maatte se, samt at hun aendrede hendes password paa Facebook og soergede for at lukke ned. Jeg spurgte hende om hun havde fundet en anden – en gammel flamme – bingo – svaret var ja hun havde da moedt en, men hun havde kun flirtet og det ikke betoed noget. Pludelig kunne jeg se at det tog fart med SMS’er og Facebook’en – jeg konfronterede hende med det og hun svarede at hun bare skrev lidt. Jeg kunne maerke at hun ikke var tilstede laengere i sindet og lukkede mig mere og mere ude. Efter 14 dage kom svaret saa – Jeg tror det er slut, jeg foeler ingen passion og lidenskab for dig mere. Bang og saa gik det staerk, nu skulle hun shines op, tabe sig have oejnene operet saa hun ikke laengere skulle bruge briller. Hun fik hurtigt et job i DK 3 telefon opkald saa 3 dage efter stod deet klart. Jeg rejser om 4 uger, jeg har faaet et nyt arbejde, jeg vil realisere mig selv jeg har behov for at vaere egoistisk. Hun skulle bare lige hjem og hente skema og kontrakt, billetten betalte skolen saa det skulle jeg ikke taenke paa. Saa viser det sig at hun havde planlagt denne lynvisit, for nu skulle hun hjem til ham den nye som hentede hende i lufthavnen og saa skulle hun bo ved ham de naeste par dage. Bang… Det er nu gaaet ca. 3 uger fra hun naevnte at hun var i tvivl om vores aegteskab til hun befandt sig i sengen hos en anden. Jeg kunne faa lov til at passe boernene i Frankrig medens hun hyggede sig med sin nye ven i DK. Hun foreslog endda at jeg da bare kunne tage boernene i 14 dage og holde ferie med dem i Frankrig medens hun tog hjem til DK for at finde en lejlighed. Tilbage sidder jeg og taenkte hold da op – det her gik sgu staerkt. Vi har ellers haft et rigtig godt forhold, vaeret igennem alvorlige sygdomme, udenlands ophold, kulturchok osv.

Jeg taenker paa om man kunne havde undgaaet dette her, men det hele gik saa staerkt at jeg knap nok har opdaget hvad der skete…

Mvh.

Lars

Hej Inga
Tak for dit indlæg.

Du beskriver situationen godt, og jeg kan læse, at I er i nød, for det er en stærk retorik, du anvender. Med ord som “rodehoved, svine, idiot” mv..
Det er en for barsk retorik, som jeg opfatter som værende udtryk for din store frustration.

Umiddelbart er det let for mig at se, hvad der går galt.
Og da det jo er sådan, at vi, hvis vi vil have forandringer, så må starte med os selv, ja så er det også primært til dig, at jeg har nogle råd.

Jeg forstår, at I bor i udlandet, og at det formentligt har gjort, at dit netværk har ændret sig.
For ikke at gå så meget op i hjemmets standarder og for at undgå at blive en kvinde, der “løber efter sin mand med karkluden og tørrer af), må du ud af huset/lejligheden, og søge inspiration og fordybelse og derigennem andre mennesker. Når det er for meget i basen, må vi væk fra basen, for at åbne op og undgå at blive “snæversynede” og få den mentale vidvinkel på.

Det er skridt 1.

Skridt 2 er følgende:

Når du/I er i NØD, er det afgørende at vende den nød, man er i, dvs. gøre det, der er nødvendigt.

Det, jeg mener, er nødvendigt i situationen er følgende:

Hold op med at tænke i, hvad der er rigtigt og forkert. Og stop med at påpege fejl.
I stedet må du erstatte disse pragmatiske og sort/hvide-tanker med “hvad virker, og hvad virker knap så godt.
For I er mennesker, og ikke maskiner.
Mennesker bevæger sig, mennesker handler, og hvor der handles, der spildes, og hvor der er bevægelse, trækkes også et spor. Lad det ske, og se det som tegn på liv.
Kvaliteter så store som dem, du beskriver din mand med, – tillid, empati, kærlighed, gavmildhed, osv., er sjældne og dyrebare kvaliteter. Meget mere værdifulde og livgivende end om, der er krummer på gulvtæppet…. Osv.

Fald derfor ikke i den mentale fælde, at hvis det hele ikke er 100 procent i orden, så er din mand en idiot, som du kan se ned på.
Se, at balancen i et parforhold er en 80 – 20 fordeling. 80 procent er fantastisk. Og 20 procent må man bare acceptere og leve med. Ønsket er jo også, at andre opfatter os med milde øjne, og siger “ja ja, der er da godt nok 20 procent, der er anstrengende. Det der behov for kontrol, eller den der evne til at være bedrevidende og have patent på den bedste sandhed er lidt anstrengende, men der er 80 procent vidunderlige kvaliteter, så de 20 trælse procent tager jeg med….
Kærlighed er også at acceptere forskelligheden. Og at kunne glædes over, at det er forskellene, der gør, at vi har en tiltrækning til hinanden.

Helt konkret:

Skru ned for dine forventninger. Og skru op for din rummelighed. Mærk efter, om du vil leve i et pænt og ryddeligt hjem, hvor der er forskelle, og hvor I gør tingene på hver jeres måde, eller om du vil leve i et rent helvede.
Og hvis du fortsat gerne vil motivere din mand til at være en smule mere ryddelig, så vid, at det er anerkendelse, der gør forskellen.
Du er formentligt vant til at finde fem fejl lynhurtigt og irriteres over disse.
Lær dig selv bevidst at kigge efter 5 gode ting, som han har gjort, og ros disse. Hver eneste gang.
Så vil du, hvis du er vedholdende, opleve, at han vil bestræbe sig på at blive bedre til det med ryddelighed .

Den utilfredshed, du føler, handler om noget andet.
Den handler om noget, som du mangler i dit liv. Find ud af, hvad du mangler, og hvordan du selv kan få større indflydelse på det.

Held og lykke.
Jeg sender dig de bedste tanker og pøj pøj til processen.

Venlig hilsen
Christel

Hej Lars

Tak for din historie. Det gør mig ondt at læse om det meget pludselige brud, der er opstået i såvel parforhold som familie.
Som du selv er inde på, gik alting meget stærkt, og din hustrus adfærd er et eksempel på, at når et menneske først beslutter sig for noget, helt og fuldt, er det kun vedkommende selv, der kan afgøre, hvilken vej, vedkommende vender sit blik. Ikke 10 vilde heste, eller pragmatiske argumenter, eller dybtfølte tårer kan ændre den drivkraft.

Jeg kan anbefale dig at læse Paulo Coelho bog “Alkymisten”. Den har stor livsindsigt og vil garanteret kunne guide dig videre.

Jeg sender dig de mest varme og støttende tanker.
Og husk.
Det føles som en undergang fra tid til anden.
I disse situationer må du huske dig selv på, at det er en overgang.
Bliv ved med at gå.
Du finder din vej.

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Hej Christel.

Jeg har læst indlæg og svar med stor interesse.
Derfor skriver jeg nu om et godt råd.
For 2,5 år siden besluttede jeg mig for at gå fra min mand. Vi har en datter der dengang kun var ½ år. For at gøre en lang historie kort (selvom det nok ikke er muligt) blev vi gift lidt over et år inden bruddet og jeg blev nærmest gravid på bryllupsnatten. Alt sammen planlagt. Vi flyttede også i nyt hjem 1 måned inden jeg fødte. Så jeg er godt med på at tingene muligvis er gået lidt stærkt.

Min grund til at stoppe det var at jeg overhovedet ingen følelser havde tilbage for ham, det bundede primært i at han havde svært ved at finde sig til rette med vores datter, han fokuserede på huset m.m. Jeg kunne ikke holde tanken om sex ud. Jeg fandt så en anden og afsluttede det. Det er ikke den fedeste måde, men for mig var det en øjenåbner at der kom en mand som ville mig og min datter så meget. Så jeg følte det var det rigtgige selvom jeg er klar over og meget ked af at ha såret ham så meget.

I dag er vi begge alene og har været det et års tid. Vi har set hinanden en del og samarbejder godt om vores datter. Sidste efterår prøvede vi igen, men igen følte jeg ikke det var det rigtige. Jeg kunne stadig ikke klare tanken om sex eller bare alm. berøring med ham.

Jeg har det stadig på samme måde med ham, men samtidig holder jeg så utroligt meget af ham, samtidig med at han har sider jeg slet ikke kan ta’. Jeg er på ingen måde perfekt heller, jeg føler jeg har mistet meget respekt for ham efter den måde han var overfor mig og vores datter I og med han har villet have mig tilbage lige siden har jeg måske i perioder udnyttet det lidt, fordi jeg nyder hans selskab men ikke har villet mere.( sådan ved jeg hans venner og familie ser det, jeg kan ikke bebrejde dem, men bare konstatere at jeg ikke vil såre ham)
Ikke desto mindre kommer tanken nu igen om jeg måske gav op for let. Han er fantastisk med vores datter og ville gøre alt for os begge. Jeg holder af ham, men har samtidig meget svært ved at se hvordan jeg skulle kunne få lysten til ham tilbage, sammen med respekten og ja den rigtige kærlighed som jeg havde til ham en gang.

Jeg er meget bange for om det hele bunder i at jeg nu gerne vil have en kæreste igen og at han er den “nemme” løsning. Men de fyrer jeg har mødt efter, har ikke kunne matche den person han har udviklet sig til. Spørgsmålet er om det er nok. Jeg er ret sikker på at hvis det ikke havde været for vores datter havde vi ikke set hinanden mere og denne tvivl ville ikke have været der.
Der er så mange regler, den ene siger “kæmp for forholdet hvis i har børn”, den anden siger “I skal ikke blive sammen for børnenes skyld”
Der er også en vis distance mellem “Lad dig ikke nøje med noget” og “Man skal strække sig langt i et forhold”

Jeg er i tvivl om han er “den eneste ene”, men hvornår er man sikker på det?
Har du nogen form for erfaring med om forhold der er så forliste kan reddes? Han er som sagt mere end villig til at forsøge, men efterhånden også bange for at brænde sig. (jeg ville også have det utroligt dårligt med at det gik galt igen, men jeg er bare så usikker på mit valg)

Især den del der handler om sex og berøring har jeg svært ved at se for mig, men man har jo hørt om flere der fik lysten igen.

Håber du kan hjælpe mig lidt.

På forhånd tak

Pia

@Pia

Tak for dit indlæg.

Når den romantiske kærlighed, eros, slet ikke er mærkbar, mindsker det sandsynligheden for at lykkes som par betragteligt.
Jeg forstår godt de mange gode grunde til at prøve igen, men spørgsmålet er, om du føler, at der er en god mavefornemmelse, også på kæresteplanet.
Det er godt at være venner, det er godt at kunne samarbejde, og de to forudsætninger lyder til at være til stede. Men at indgå i et parforhold, uden at have lyst til intimitet og inderlighed, vil ikke kun give begynderproblemer, men være en skygge, der vil blive ved at indvirke på jer.

Der er flere ting at gøre.

1. Vælg at være nær på ham. Find ud af, hvad der sker i dig, hvis I krammer, knuser, kysser mv..
2. Opsøg en psykolog og få talt dine følelser og tanker og det, der var, igennem. Det kan have en indvirkning på lysten.
3. Læs Joan Ørtings bog “tag mig” og lav den øvelse, der handler om, hvordan man får lysten tilbage.

Kun du har svaret.
Og kun dine følelser og tanker ved, hvad der er bedst.

Jeg ønsker dig held og lykke

Christel

Hej Christel.

Jeg faldt lige over din hjemmeside her idag, og syntes du virker til at god til at svare folk, men samtidig komme med nogle gode svar…så nu prøver jeg så lige om jeg kan have heldet med mig.

Det starter med at min datter’s far og jeg beslutter at gå hver til sit, da der ikke var andet end venskab tilbage…men da vi ejede et hus sammen var jeg desværre nødt til at blive boende i huset sammen med ham da jeg ikke havde råd til både at betale husleje til huset og til en lejlighed, så det var en temmelig dum situation jeg stod i, som jeg ikke rigtig kunne se, hvordan jeg skulle komme ud af.
For 4 mdr. siden besøgte jeg så en gammel ven som jeg ikke havde set i flere år, og jaa…det endte jo med at vi forelskede os meget i hinanden, og besluttede os med det samme at vi ville være kærester….samtidig sagde han til mig at selvom han vidste at det var tidligt, så måtte jeg gerne komme og bo i hans hus og først betale når jeg ikke længere var forpligtet i huset!
Jeg var noget skeptisk ved tilbudet da vi jo kun lige havde været sammen i en uge, men det var ligesom min eneste mulighed for at slippe ud af det hus…så jeg valgte at sige ja tak til tilbudet.
Siden da har der jo været både op og nedture i forholdet…som der er i alle forhold….desværre har vi ikke rigtig haft mulighed for at få den der første dejlige kæreste-tid sammen, det har bare været dagligdag fra 1. dag faktisk, da både han har en søn som han har en uge af gangen, og jeg har en datter som jeg egentlig også skulle have 1 uge af gangen, men da hendes far ikke rigtig har kunne få det til at passe med arbejdstider osv. så har jeg haft hende det meste af tiden….såå vi har faktisk haft meget lidt tid selv…der har altid været 1 eller 2 børn.
Men trods det at vi kun har været sammen i 4 mdr. så er jeg simpelthen så forelsket som jeg aldrig nogensinde har været….uden at blinke kan jeg sige at han er den første jeg drømmer om at blive gift med og få barn/børn med en dag. Hans forældre kan lide mig, og jeg kan lide dem og det samme med min familie….vi har dog lidt problemer med min datter…hun har ikke rigtig knyttet sig til ham endnu…men jeg håber at det vil komme.
Nåå….men for 1 uge siden kom han så med den melding at han ikke elskede mig mere….eller han holdt utrolig meget af mig, og elskede mig måske lidt, men ikke nok til at have et forhold…..jeg blev simpelthen så ulykkelig.
Han siger at han har lagt mærke til at han har haft det sådan i de sidste 14 dage ca….han siger at han ikke ved, hvorfor han har det sådan, eller hvad han skal gøre…han havde tænkt på at gøre det forbi, men han er bange for at komme til at fortryde og at jeg så ikke vil have ham tilbage igen, og at han også holder for meget af mig til bare at gøre det forbi….men han elsker mig ikke!
Vi har snakket om det måske er fordi at det har gået så ekstremt stærkt for os det hele?? Eller pga. der har været lidt bøvl med min eks?? eller pga at vi ikke har haft så meget tid sammen kun som kærester??
Vi er blevet enige om at vi skal prøve at kæmpe for at få det her til at kører…både for os selv, men også fordi vi altså har 2 børn også….og jeg føler mig selvfølgelig som om jeg er til eksamen konstant, jeg vil bare ikke miste ham…så håber bare så inderligt at vi finder ud af det igen.

Han siger at han ikke elsker mig mere…at gnisten bare ikke er der fra hans side….er der noget han/vi kan gøre for at han kan “finde” den gnist til mig igen?

Nu har vi jo boet sammen i 4 mdr., men ville det være bedst for os at flytte hver til sit nu, hvor det er gået så stærkt..og altså stadig være smmen?? det ville selvfølgelig også være underligt nu, hvor vi er vant til at bo sammen.

Jaa…ved egentlig ikke helt konkret, hvad jeg skal spørge om, er bare desperat efter din hjælp…vi vil begge gerne have det til at fungere, men han skal selvfølgelig også have det rette følelser….hvad kan vi gøre??

Hilsen Henriette.

Hej
Tak for dit indlæg.
Som du selv er inde på, er det gået meget stærkt for jer, og det at din kæreste ikke kan mærke gnisten, skyldes formentligt, at han ikk rigtigt er landet i den nye situation.

Når mænd mister gnisten, og den har været der, er det også rigtigt tit, at det har noget med deres job at gøre. Du skriver ikke noget om dette, og det kan selvfølgelig være, at han er glad og tilfreds med sin jobsituation, men snak for en sikkerheds skyld med ham om, hvor meget han trives på sit job. For det ville ikke være første gang i historien, at en mand mister gnisten grundet arbejdsforhold.

Men ellers: Hvad skal I gøre.
Kig på den tid, I har til rådighed. Det er vigtigt, at I laver ting både hver for sig og sammen. I kan tage til nogle aktiviteter, i må bruge den tid, I har, hvor i er børnefri til at snakke, til at fordele praktiske opgaver, til at gøre ting, som ikke kun er kæresteting, men også venne-aktiviteter.
Du kan formentligt vække noget af gnisten igen ved ikke hele tiden at være til rådighed. Forstået på den måde, at du må gøre egne ting og dyrke dit eget netværk, så han har mulighed for at savne dig. Ikke sådan forstået, at du skal være kølig eller bruge list, slet ikke, men snarere at du er tydelig og individuel, så han ser kvinden og ikke kun kæresten.

Jeg kan varmt anbefale jer at læse følgende bøger:
Tag mig, af Joan Ørting,
Og
Kærlighedens fem sprog, af Gary Chapman.

Derigennem vil I hente megen inspiration.

Se det ikke som et problem, hvis din kæreste har brug for tid til sig selv. Giv ham den gave og problematiser det ikke. Skiftet er gået så stærkt, at der er brug for ro til at vænne sit til den nye situation.
Bliv dog endelig boende sammen. I kan ligeså godt bygge det op, herfra hvor I er nu. Se det evt sådan, at jeres første krise kom lidt hurtigt, men at I kan lade det vendepunkt, der gør, at I bliver stærkere herigennem.

Held og lykke.
Tro på kærligheden.

Hilsen
Christel

Hej

Mit forhold er i dyb krise og min kæreste tror ikke længere vi elsker hinanden mere, men det blot er fordi vi har været sammen så længe (5år) at vi nu bliver sammen. Han håber selvfølgelig at vi kan få det til at fugerer, men er så træt og udbrændt at han ikke har kræfter til at gøre mere. Hele tiden fortæller han mig, hvor trist og ulykkelig han er. At han vil have det tilbage vi havde inden vi flyttede, hvor vi boede hver for sig hos vores forældre.
For at starte fra en ende af, er det ca 15 måneder siden vi flyttede sammen for første gang, da jeg selv havde problemer derhjemme og det mest af alt var at flygte fra dem. Han valgte at flytte ind sammen med mig, på trods af at han havde det rigtig godt med at bo hos sine forældre og havde sin frihed.¨
Da vi flyttede, ændrede jeg mig meget og blev meget følelseskold. Det er først gået op for mig nu, selvom min kæreste har sagt til mig lige fra starten af at jeg skal huske det vigtige (vores forhold og ham og mig selv), men i stedet for har jeg ordnet de praktiiske ting. en slags kompensation, fordi jeg i virkeligheden ikke føler mig særlig selvsikker og god til noget. Der skete det at jeg rakkede ned på han i meget lang tid (mest med praktiske ting, såsom hvordan han skal vaske op) og til sidst er han blevet så nedbrudt at at jeg har ændret mig sådan, at jeg ikke har levet op til hans forventninger og ikke givet ham et trygt hjem. Nu har han angstfølelse og er meget usikker og svækket psykisk.
Han bearbejder mig selvfølgelig og har så i nat sagt til min at han ikke elsker mig mere eller kan lide mig. Jeg er selv helt nede og har svæt ved at føle efter og sætte ord på de følelser. Jeg er konstant trist og græder ofte. Derudover har jeg svært ved at koncenterer mig om at tænke på vores forhold fordi det gør så ondt at vide, at jeg har svigtet ham og såret ham så dybt og meget.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal overbevise ham om at VI hører sammen?
Og jeg ved det er mig der skal gøre noget for at give ham selvtillid og troen på sig selv tilbage- jeg har bare svært ved at finde ud af hvordan?
Jeg har generelt bare brug for hjælp og nogle redskaber til at redde vores forhold og give ham styrke.

Hilsen Cecilie

hej Cecilie

Tak for dit indlæg.
Med forlov: som jeg læser det, er det absolut sidste udkald, og jeg aner jo ikke, om han har meldt ud, om han vil flytte. Eller om han er åben over for, om du kan gøre det godt igen.
Jeg læser, at du er et følsomt menneske, der nærer stor kærlighed til din partner.

Hvis du vil have et akut redskab lige nu, må du skrive til ham.
Så det ikke kun bliver ved de sagte ord, men så du skriver, hvad du fremover vil lade være med, og fremover vil gøre mere af.
Og skriv ikke på sms. Men gør det ordentligt. Skriv et personligt brev.

Hvis man vil styrke sin partner, roser og anerkender man.
Man lader være med at kritisere og brokke sig over stort og småt.
Og man tænker ind i, hvad man kan gøre, for at gøre den anden glad.
Og så er man tålmodig.

Jeg håber for dig, at der stadig er tid.
Er det slut, ved jeg, at du har lært meget, godt nok på den hårde måde. Og i så fald må du lade denne hårde læring være en livserfaring, du aldrig glemmer.

Jeg håber det bedste for jer

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,

Det er en super fin blog du har – og jeg er imponeret over at du svarer hver enkelt indlæg..

Som de fleste af de andre her er jeg også havnet i den triste situation at min ægtefælle er ved at forlade mig og vores 2 unger på 4 og 9 år. Jeg ved ikke, om jeg egentlig har brug for et råd, da det ikke virker som om min mand overhovedet er interesseret i at genopbygge vores ægteskab. Men bare at dele den her med dig og de andre på siden giver da lidt luft..

Vi har længe haft det hårdt – økonomisk har vi siddet i lang tid med rumpetten i vandskorpen, men det begyndte endelig at gå godt for os de sidste 2 år, hvor vi købte et lille hus og havde råd til at have det lidt godt. Jeg synes jeg har forsøgt at snakke med ham undervejs, prøve at sparke lidt liv i vores forhold, men han har været meget lidt modtagelig. Vores sexliv døde i løbet af denne sidste periode, han forsøgte også lidt klodset at sparke det igang, men uden held.

Grundlæggende har vi prøvet, men har nok haft svært ved at nå hinanden. Det har heller ikke hjulpet, at jeg har følt mig som en arbejdshest, der betaler for hele familien, mens han har arbejdet 2-3 dage om ugen og ellers på egne projekter. Med andre ord han har det sjovt, mens jeg betaler festen – selvom det selvfølgelig er sat på spidsen Og det har jeg fortalt ham, han ville gerne hjælpe mig med at få mulighed for at få mere tid selv – men har så ikke rigtigt gjort noget for det.

Og så for et halvt år siden sagde han, at han ikke længere havde kæreste-følelser overfor mig. Han vidste ikke hvad han ville, eller hvad konsekvensen skulle være. Oprindelig ville han godt bare blive for at kunne være sammen med børnene, og han havde ikke travlt med at flytte. Jeg bad ham tænke godt over hvad han ville, det skulle være hans beslutning – ikke min. Jeg var rystet og kunne ikke forestille mig at blive sammen uden at kunne være kærester eller prøve på det. Endelig gav han mig sit svar i sidste uge – og det var bare en gentagelse af hvad han sagde før – han ville flytte, det var bare op til mig hvor snart, det skulle være..

Og nu sidder jeg i en umulig situation, jeg lever videre som før, hver dag med børn, skole, arbejde, alt det normale – mens han og jeg ved, det er på lånt tid indtil han finder sig en løsning. Jeg føler stor vrede overfor ham, men samtidig elsker jeg ham jo, og vil ikke have han går fra mig og os. Så jeg vil gerne elske ham, starte igen, men det kan jeg ikke, for han vil ikke, siger han. Og hver dag skal jeg se på mine børn, som ingeting ved, tale med folk, og opføre sig ‘normalt’. Det løser sig efterhånden, men lige nu er det ulideligt – jeg synes jeg gør, hvad jeg kan… jeg håber stadig han ombestemmer sig…

- Camilla

Hej Camilla
Tak for dit indlæg.
Du er da en sand superkvinde. Flittig og ihærdig og kærlig. og med en stor smerte over, at din mand ikke vil kæmpe lidt mere

Den vrede, du har skal ud. Det er for hårdt at bære på for meget af den.

Hele kunsten er at komme ud med vreden på en konstruktiv måde. Det vil sige uden at såre, men så du har oplevelsen af, at du får sagt alt det, du mener.
Jeg håber, at du kan få din mand til at se, at gnisten ikke forsvinder uden grund, og ej heller kommer tilbage uden indsats.

Når jeres arbejdsfordeling bl.a. har været sådan, at du har været den, der forsørger, hvilket generelt er en mandlig kvalitet, så har din mand to indsatsområder eller muligheder, som jeg ser det.
Han kan beslutte sig for at ville komme mere ind i kampen. Og hvis der ikke lige nu er jobs at få, så kan han støtte dig og dermed vise dig den opbakning, der gør, at du ikke er den eneste medspiller på det her hold.
Den anden mulighed er, og det er den, jeg oftest hører, når mænd beskriver, at de mister gnisten. Din man er formentligt ikke tilfreds med sit arbejde. Oplever ikke, at han slår til, eller helt præcist: han laver formentligt ikke det, der giver mening for ham. Det er ikke din skyld. Det er hans ansvar at blive klar over, hvad han jobmæssigt vil foretage sig. Er mænd i en jobsituation, hvor de ikke trives, er det ganske afgørende for deres identitet og jeg følelse, og dermed daler gnist og livsglæde osv..

Han kan læse mere om dette i Joan Ørtings bog: Tá mig.

Som jeg læser det, er han motiveret væk fra. Har åbenbart bidt sig fast i, at han vil væk. Spørg ham, om han er klar over, om han flytter eller om han flygter.
Hvo intet vover, intet vinder. Og da du vel desværre føler, at du lige nu er ved at miste det, der er dig så dyrebart, så sig alt, hvad du mener.

Eksempelvis kan du forklare ham, at selvom græsset kan forekomme grønnere på den anden side, så er det dog grønnest, der hvor det bliver vandet.

At det, der kendetegner en mand, ikke er, at han er faldet. Det er måden, han rejser sig på.
Og hvis han stadig holder fast i sin beslutning, så gå i gang med den trælsomme og triste proces det er at dele tingene. Så han får muligheden for at vågne lidt op.

Jeg håber, at du har en god veninde at tale med. Alt dette skal du ikke gå med selv. Det er helt ok at sige hjælp mig til søde og omsorgsfulde mennesker. Det gør, at du stille og roligt får dine kræfter igen.
Jeg håber på det bedste og sender dig mange lyse tanker

Venlig hilsen
Christel

hej
min mand og jeg har været sammen i 15 år vi har to børn sammen, vi blev gift for 5 år siden og der har været op og nedture, men vier kørt døde i hverdagens rutiner, og gnisten mangler, dog mest fra min mands side. vi har snakket om, at vi mener at vi elsker hinanden, men om det bare er det trygge i at ha hinanden, derfor har vi drøftet at prøve at bo hver for sig i 2-3 uger for at se om vi kommer til at savne hinanden. men blev enige om at vi kunne også prøve at arbejde på at få gnisten igen, men hvordan gør man det? der skal lige tilføjes at vores sexliv er der intet i vejen med. men vi er ikke så gode til at kommunikere og til at snakke om problemer. det ender oftes i hverdagen når alle pligterne er overstået at vi sidder foran hver sin computer og taler meget lidt med hinanden, sådan ender de fleste hverdags aftner. men i weekenderne kan vi sagtens hygge os, men det foregår tit med venner.
har du nogle forslag til hvad vi kan gøre for at gnisten kan blusse op?
skal vi i parterapi for at blive bedre til at kommunikere eller kan vi selv arbejde på det?
vi vil gerne begge rede forholdet inden det går helt galt, men vi mangler råd og vejledning for at det skal blive godt.
på forhånd tak for dit svar

VH Mette

Hej Mette
Tak for din mail.

Umiddelbart bruges udtrykket om, at gnisten mangler, mange gange når erotikken er gået i stå. Det er ikke det, jeg læser, at der er problemet hos jer. heldigvis. Og det giver håb.
Jeg tror, at parterapi vil være rigtigt godt for jer i forhold til at tale og lytte bedre til hinanden. Og til at skabe mere glæde, variation og overraskelser i hverdagene.

Jeg tager jer gerne ind i et forløb. Jeg har tider i den kommende uge, dvs., den uge, der starter med mandag den 5, oktober.
Lad mig høre, hvad I siger til det.

Der er to bøger, I kan læse, og helt klart hente inspiration i.

Den ene hedder.
Tá mig, af Joan Ørting.
Og den anden hedder.
Mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus, af John Gray.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Hej Christel
Måske du også kan hjælpe mig?
Jeg har været gift med min mand i 16 år og vi har en datter sammen. Vores forhold er gået op og ned i alle årene, men vi har aldrig før været i så dyb en krise som nu.
For ca. 14 dage side begyndte jeg at lægge mærke til en forandring hos ham, men regnede med at det var pga en stresset periode på hans job som altid i december. Men jeg synes egentlig at han var lidt ubehagelig, fraværende og sur.
Det konfronterede jeg ham med i lørdags og han svarede så, at han ikke elskede mig mere, at jeg aldrig gav ham noget og at gnisten var væk. Han ville skilles. Jeg blev så ked af det og rasende at jeg bad ham om at køre hjem til sin mor, hvilket han gjorde uden protester. Allerede dagen efter fortæller han til vores datter at han vil skilles fra mig, fordi han absolut ingen følelser har for mig mere.
Tidligere på dagen om søndagen havde vi en snak. Han kom igen med en masse bebrejdelser om at jeg aldrig ville noget, eller gjorde noget for ham osv., mens min opfattelse det sidste par måneder har været at han ikke ville noget eller gjorde noget.
Det skal også lige siges at vi for 4 måneder siden købte hus, så hans valg bliver jo endnu mere uforstående, når han siger at han har haft sine tanker inden vi flyttede..
Jeg synes ikke jeg har mærket en forskel, dvs. jeg har ikke kunnet mærke at han har vkæmpet, som han siger han har gjort. Og ingen af tankerne har han delt med mig.
Jeg har spurgt om han har overvejet parterapi, men det havde han ikke. Alle tankerne har han gået med selv. Ikke engang en god ven har han snakket med. han vil heller ikke parterapi nu.
På den ene side virker han meget afklaret. Ked af det, men afklaret og totalt afvisende overfor at vi kunne prøve at snakke mere sammen, evt. med en terapeut eller lignende.
samtidig siger han, at han jo ikke kan vide hvordan han har det om en måned eller to.
Men han har undersøgt at jeg nok godt kan blive i huset og andre økonomiske ting.. Han er næsten også sikker på hvor han vil bo (det skal lige siges, at jeg, udover at smide ham ud om lørdagen, også smed ham ud om søndagen og bad om at få hans nøgle, men det var sgu nok ikke så smart..)
Men når han siger, at han ikke kan vide hvordan han har det om en måned, er det så et tegn på, at han faktisk er i vildrede og at der er håb endnu eller klamrer jeg mig til et halmstrå?????
Jeg elsker ham og vil have ham tilbage, men jeg vil ikke gøre mig selv til grin, ved at blive ved med at spørge ham om han ikke nok kommer tilbage..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu – jeg vil rigtig gerne have ham med til parterapi, så vi kan kan dybere ned i vores følelser for hinanden uden at sidde og bebrejde hinanden hvorfor det gik galt og hvem der har skylden..

Hej
Tak for dit indlæg.
Lad mig svare på dine spørgsmål.
Det lader for mig som om, at I har gået meget parallelt ved siden af hinanden. Og at jeres fortrolighed har været lav…. som du selv er inde på, er timingen dog elendig, fra din mands side…. I har lige købt hus…..
At din mand ikke vil med i terapi, at din mand har gået så meget med tingene selv, at din mand siger “skilsmisse” nu, tyder for mig på, at der må være en grund til, at det er nu, at han melder ud.
Det behøver ikke at betyde, at han er vild med en anden. Men det kunne det være. Der er en eller anden grund til, at det er nu, at han melder ud. Find ud af, hvad den grund er. Så du mentalt kan bearbejde det.

At han siger, at han ikke ved, hvordan han har det om en måned, skyldes formentligt mest, at “man jo aldrig skal sige aldrig”. Mit bud er, at han er tæt på at være 100 procent afklaret. Hvis du vil finde ud af, om han mon tvivler, så gør noget ud af dig selv. Lad være at appellere til ham, gør selvstændige ting, kontakt dit netværk, vis ham at du ikke kan tages for givet…….
Hvis han synes, at det bare er fint, at du kommer videre med dit liv, er han afklaret.
Og hvis han begynder at nærme sig dig, er der håb….

Det, du skal gøre, er at fokusere på dig selv, at tænke : “hvad ville jeg gøre lige nu, hvis han var i udlandet i 5 år”…. sådan at du ikke bremser dig selv ned, men har kontakt med din selvrespekt….

Alt det bedste

Venlig hilsen
Christel

Hvor er det dog givende at læse denne hjemmeside. Faldt ned i den, fordi jeg selv står i næsten samme situation som alle de ovenstående.
Min kone gennem 17 år meddelte mig for en halvanden måneds tid siden at hun havde været mig utro. Det har jeg aldrig syntes skulle ødelægge en familie (vi har fire børn), så det tilgav jeg hende hurtigt, men det viste sig at være mere alvorligt. Det var ikke bare en hurtig omgang sex. Hun er forelsket. Vi har begge grædt og grædt. Dels er jeg jo fuldstændig på den, fordi jeg kan se hele min og børnenens tilværelse smuldre. Først nu går det for alvor op for mig, hvor højt jeg elsker hende. Hun siger at hun ikke kan finde ud af noget som helst, men vi var meget hurtigt enige om at gå i parterapi. Terapauten fandt dog hurtigt ud af, at nogle individuelle samtaler var nødvendige, før vi kunne mødes. Her har vi gravet dybt, både i vores fælles fortid og vores opvækst og reaktionsmønstre.
Somme tider kan jeg se lys for enden af tunnellen og somme tider er jeg helt nede i det sorte hul. Græder, rammes af sortsyn, bliver stresset, får åndenød osv.
Det vigtigste jeg har lært af at læse denne hjemmeside er at prøve at give hende noget rum, noget frihed, selvom det er svært. Meget svært. Man har KONSTANT en trang til at smide sig hæmningsløst ned foran hende og TRYGLE om at forelske sig i mig igen. Det gør man selvfølgelig ikke, men kommer dog hele tiden til at presse på. Både på den ene og den anden måde.

Tak for dit indlæg.
Jeg er glad for, at du bliver inspireret af at læse på sitet her.
Godt, at I har valgt at tage fat om problemet. Og at din kone derigennem forhåbentligt genfinder troen på, at I kan lykkes.

Vid, at det er en gave at give hende, ikke at presse. Hun finder sig selv og sit eget ståsted igennem selv at mærke efter. Og det er sværere for hende, hvis der er bestemte forventninger fra din side.
Det er svært, men ikke umuligt.

Jo mere, du kan stå i dit selv, og jo mere du kan lade op igennem egne aktiviteter, jo mere kan hun få øje på dig igen. Så selvom det kan lyde paradoksalt, så bliv endnu bedre til at være dig.. så hun får øje på, at det da ville være hendes livs fejltrin, hvis hun overhovedet skulle gå glip af dig.

Alt godt
Venlig hilsen
Christel

Kære Christel
Min mand og jeg har været sammen i snart 9 år og har været gift i 4 år. Jeg har en datter med ind i forholdet, som elsker ham og som han elsker. Der har været op og nedture, som hos alle andre par.
Vi har i en lang årrække prøvet at blive gravide, men endte med at afblæse de efterfølgende behandlinger på sygehuset, da det blev for mekanisk. Vi ville hellere satse på vores forhold end at få et barn.
Jeg har de sidste 3 år været rigtig syg grundet b12 mangel, hvilket i hvert fald ikke har givet mig overskydende energi. Men kom på sygehus og blev gennemtjekket, så nu mangler der bare at få styr på hvor tit jeg skal have b12.
Jeg er startet på ny uddannelse for en måned siden og har de første 3 uger af studiet været mere træt end sædvanligt, hvilket hjalp, da jeg fik mit skud b12.
Jeg har flere gange indenfor den sidste måned spurgt min mand, om der dog var noget galt. Sagde han aldrig sagde han elskede mig, hvis ikke jeg sagde det først. Aldrig mere lagde en hånd på mit ben, når vi sad i bussen/toget, eller kiggede på mig og bare smilede. Men nej der var ikke noget galt.
Vi gjorde ikke meget ud af Valentines, hvad vi egentlig plejer at gøre, men tænkte jeg, det falder sammen med fastelavn, så det er derfor. Ugen efter fandt jeg en pakke med nogle gode bøger og lidt længere henne af gaden en flot buket af mørkerøde roser. Da min mand kommer hjem siger han aj hvor fint, og ja det var da det. Han så glad ud, men manglede der ikke noget?
Så har vi lige været på kæresteweekend. Mandag sender han mig en besked om, at han tager tidligere hjem, for vi skal snakke sammen. Der har været sådanne samtaler 4-5 gange før. Han vil bekræftes meget mere seksuelt (skal siges han har et højt sexdrive, men vi er da intime sammen ca. hver 2., 3. dag),han vil gerne udforske mange flere ting indenfor sex, og synes det er underligt, at jeg ikke har et hav af seksuelle fantasier (mit svar er jamen kom med noget og lad os prøve, andre ting har jeg dog afslået, fordi det faktisk gik over mine grænser), jeg prøver at forklare, at jeg mangler opmærksomhed, men de foregående gange er det ligesom endt i, at jeg har sagt jeg gerne vil prøve at ændre på det, og jeg ikke føler han har indrømmet noget eller sagt, at han også skal arbejde mere på det med opmærksomheden.
Han kommer tidligt hjem, datteren (min på 16) kommer også tidligt hjem, da hun er syg, går hun på hovedet i seng. Og jeg tænkte well vi snakker bare nede i stuen, for denne gang havde jeg også noget jeg gerne ville sige. Bl.a at jeg ikke følte han var her rent mentalt. Tit føltes det som om han lod som om jeg ikke var her, når jeg prøvede at tale med ham. Eller også var det enstavelsessvar jeg fik – den gode kommunikation var ligesom gået fløjten. Jeg ville foreslå, at vi tirsdage og torsdage, når datteren arbejdede sent, slukkede for alt og satte os og genfandt vores gode kommunikation – i starten ville det sikkert være underligt, men det ville da komme, akkurat som vi kunne før.
Jeg beder ham starte, og han lægger ud med, at han ikke føler vi kommer nogen steder, han mangler stadig bekræftelse og siger så han ikke har nogen følelser for mig mere.
Jeg prøver alligevel at fortælle, hvad jeg har skrevet ned på min plus minus liste, hvilket jeg ikke får ret megen reaktion ud af.
Nu sidder jeg med et bristet hjerte, for jeg elsker ham rigtigt højt. Det er svært, fordi jeg af natur, ikke bare giver op men kæmper som en gal for noget der betyder noget for mig. Men i denne situation, føler jeg der ikke er noget jeg kan gøre overhovedet. Han er ked af det, for det er aldrig sjovt at skulle gøre andre ked af det. I går fortalte vi datteren det, hun blev rigtig ked af det og gik sig en tur.
Jeg har lyst til at ruske ham og få ham til at ændre mening. Føler det er lige meget hvad jeg siger gør, og alligevel vil jeg gerne gøre det rigtige, for jeg håber da stadig på, at han kommer og siger, at han stadig gerne vil mig, os, det hele.
Det jeg har brug for er gode ideer til, hvad pokker jeg skal gøre. Skal jeg bare give op, når vi nu har talt om de to emner mange gange før, eller skal jeg kæmpe som en gal, bare på en lidt tilbageholdende måde?
Jeg har sagt til ham, at det kan se ud som om jeg giver op, men at jeg ikke ved hvordan jeg skal kæmpe imod, at han allerede er derhenne, hvor han er.
Jeg kunne godt tænke mig noget parterapi, hvis ikke for at redde vores forhold, så for at komme mere hel ud på den anden side. Jeg har fået fri fra skole, for jeg græder bare hele tiden, og kan ikke se mig ud af det lige nu. Jeg sidder og tænker på, om jeg ikke skal bede ham flytte ind til sin far en tid, for det gør simpelthen så ondt at se på ham. Han kommer hjem fra arbejde eller går i seng, men goddagkys eller godnatlkys er der ikke mere og det slider på mig. Det er kun 2 dage siden, det er så hårdt og jeg vil gerne gøre mit til, at vi enten kan finde hinanden igen eller kan få en bedre afslutning af det der var os.
Trisse

Hej Trisse
Tak for dit indlæg.

Det er så trist, når vi mærker, hvor meget hjerte rimer på smerte. Og du har helt ret i det, du skriver et sted i dit indlæg.
Det vil være rigtigt godt, ja jeg mener, at det er nødvendigt, at han flytter væk. Dels for at du får luft og ikke konstant konfronteres med en mand, der er der, men jo alligevel ikke er mentalt eller følelsesmæssigt nærværende.
Dels for at han får tid til at mærke efter, om han er sikker på sin beslutning.
Det er nødvendigt med fysisk distance for at kunne savne.

Det er godt at ville kæmpe. Kæmp på måder, der er naturlige for dig, så længe du kan se og mærke en mening med kampen. Hvis kampen forekommer forgæves, så “træk dig ud af banen” og tag fat i dit eget liv.

Vis ham ikke, at du er afhængig af hans kærlighed. Gør det du føler er sandt, og så du signalerer: det er jo dig, der går glilp af mig…. “så dum troede jeg ikke at du var “:. Det, jeg mener, er : hank op i dig selv. Få kontakt med dit selvværd, også selv om du er i sorg. Du er den bedste til at være dig.
Klæd dig, tal, gå, ja vis at du ved, hvad du er værd.

Jeg sender dig mange støttende tanker
Christel

Hey, Christel..

Jeg har været sammen med min kæreste nu i ca. 1 1/2 år.. Hun er fantastisk!
Jeg var smask forelsket i hende fra hele foråret og sommeren 2009.. Så gik vi ind i efteråret 2009 – september til december – hvor hun var ekstremt presset med studie og arbejde – ja vi måtte nærmest aftale 3 uger ud i fremtiden for at kunne være sammen et par timer. Jeg gav enormt meget at mig selv igennem hele perioden for at være der for hende, og glemte nok mig selv i det hele og hvad der gjorde mig glad.

Jeg var ikke opmærksom på det gennem efteråret hvor meget vi forsømte vores forhold, men jeg kunne mærke der var noget som ikke føltes rigtigt i januar og februar 2010 – jeg havde ubevist trukket mig væk fra hende.. Jeg tænkte at det nok skulle “gå over” og det bare var en forbipasserende følelse af noget ikke var rigtigt. Jeg fortalte hende ikke om hvordan jeg havde det..
Men for et par uger siden kunne jeg ikke holde det i mig mere og fortalte hende hvordan jeg havde det; at jeg ikke følte jeg var der hvor jeg burde være i forholdet mere, og ikke havde de følelser som jeg burde. Hun blev naturligvis enormt ked af det, men vi har snakket meget om det siden og hun har vist stor forståelse. (hele processen har gjort ligeså ondt på mig:-(

Vi vil begge forholdet af hele vores hjerte og det er absolut ikke denne situation jeg ønsker at stå i.

Jeg troede, at det jeg havde brug for var, at hun skulle til at give meget mere af sig selv og for forholdet (da der ikke havde været meget af det gennem efteråret), men nu jeg har svært ved at tage imod hendes fantastiske kærlighed – det gør nærmere mere “ondt” når hun overrasker mig og giver mig kærlighed fordi jeg ikke rigtig føler jeg kan tage imod det, og ikke fortjener det da vi er følelsesmæssigt uligeværdige.

Vi har lige fra starten af vores forhold haft enormt dårlig kommunikation og det er faktisk først efter at jeg “lukkede op for posen” her for et par uger siden at vi først “rigtigt” er begyndt at snakke om vores forhold og det har været rigtig godt..

Som du skriver inde på hjemmesiden er der ikke nogen mirakelkur for at kickstarte følelser, men vi har i hvert fald begge 110% lyst og tid til at arbejde for forholdet og rette op på det forsømte.. Men jeg kunne virkelig godt bruge noget råd/redskaber til hvordan jeg skal gribe situationen an.. Skal vi tage en pause fra hinanden, skal vi bruge meget tid sammen, tage det stille og roligt eller gøre noget drastisk..? Man ville jo gerne lige kunne knipse i fingrene og så var det hele i orden

Jeg ved heller ikke om det har noget at sige, at jeg over vinteren har manglet glæde ved mit studie og liv i øvrigt vinteren over – det er som om jeg ikke har kunnet finde glæde ved de ting som jeg ellers plejer – det er vel gået hånd i hånd..

På forhånd mange tak,

Simon

Hej Simon
Tak for dit indlæg.
Det lyder som en udfordrende situation.

Og jeg tænker, at der må sættes ind på to planer.
Det ene plan handler om din egen ligevægt/balance. For som du skriver, er du p.t. ikke i kontakt med den glæde og det overskud, der bl.a. gør, at det er let at tage imod.
Som jeg har skrevet mange steder på denne blog, er det os selv, vi skal leve længst med. Derfor vil jeg klart anbefale dig at kigge indad. Og svare på spørgsmål i retning af følgende:

Hvad er der for lidt af – og hvad er der for meget af i mit liv?
Hvad giver mig energi – hvad dræner min energi?
Beskriv evt. også hvad, der kendetegner dig, når du er i balance.

En tommelfingerregel siger, at når mænd “mister gnisten”, skyldes det hyppigst deres arbejde/studie-situation. Det siges, at det er en kende vigtigere for mænds identitet og selvopfattelse, at føle sig mere tilfredse end mellemtilfredse med et studium/job.
Kun du ved, om du er på det rette studium. I hvert fald bør du også tage dette under lup.
Trives du på studiet?
Er der aspekter, som har været belastende, som du selv har indflydelse på at minimere m.m.=

Grundlæggende har mange brug for at “trække stikket ud” i et meget større omfang, end de selv er klar over. For mig at se betyder det ikke, at I skal holde pause i parforholdet. Men jeg vil klart anbefale dig at skabe flere sammenhængende og uforstyrrede stunder. Weekends og aftner, hvor du “bare” er dig selv. Så du kan sove, når du er træt. Spise, når du er sulten. Gå en tur når du bliver rastløs. Ganske enkelt for at komme i kontakt med dit indre “styringssystem” igen.

Det er godt at læse, at din fantastiske kæreste gerne vil give dig en masse godt nu.
Det har da været et hårdt efterår. Jeg tror, at du peger på noget meget essentielt, når du skriver om kommunikationen. Det at kunne tale om stort og småt og løst og fast, og at give af sig selv, så man nærmer sig hinanden endnu mere, er en af de mest værdifulde tråde, man kan væve i sit parforholds tæppe.

Mit grundbudskab vil være: sluk din telefon og computer hyppigt i en periode. Lad dit netværk vide, at du nok skal svare dem, men at der nok er en kende responstid, for du skal lige have sat tempoet lidt ned – eller rettere: du skal have dig nogle frikvarterer, der lader dig op. Vær ikke bange for, om du sårer eller afviser nogen, når du siger nej. Nej kan være et af de mest kærlige svar. Netop fordi det jo indbefatter et stort ja til dig selv.

I Joan Ørtings bog Tá Mig, beskriver hun mange fine aspekter om mandens psyke, og hvad der indvirker på ham…
Hun fortæller bl.a., at “før i tiden i indianske samfund, blev en mand, der var fortvivlet eller ude af balance, taget med af nogle af stammens øvrige mænd de tog væk en tid, og kom først tilbage, når indianeren vidste, hvor han skulle lægge sine kræfter. Så han kunne tage af sted som “fortvivlet ulv” og komme tilbage som “ham, der vil hele”, eller “ham der vil rejse”, eller “ham der vil bygge” osv. osv..

Skriv endelig igen, hvis du måtte have flere spørgsmål.
Jeg ønsker dig medvind i processen.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Hey, igen, Christel..

1000 tak for dit svar.

Jeg har brugt en masse tid å at kigge på mig selv og hvad jeg har behov for. Jeg overvejer at droppe mine fag det har semester, og bruge tiden på mig selv og finde mit indre “styringssystem” igen.

Tanken om helt at droppe forholdet – eller tage en pause derfra – har været en nærliggende tanke for mig den sidste tid, fordi det simpelthen er så hårdt ikke at være istand til at give noget eller tage imod. Men som både du og min omgangskreds råder mig til, er jeg nødt til at fidne mig selv, før jeg kan træffe en rigtig beslutning.
Jeg kan tillige mærke på hende hvor meget hun hungrer efter mine rosende ord og store kærlighedserklæringer, men jeg er bare ikke pt. istand til det som tingene ser ud lige nu. (selvom jeg så hjertens gerne vil)

Jeg læste om Sensualitetsøvelsen i Joans bog. Tror godt den kunne være noget for mig(os. Det er ikke fordi vi har mistet lysten til hinanden – tværtimod har vores sexliv aldrig været bedre, siden vi er begyndt at snakke mere ærligt sammen. Men tror måske det kunne være godt for mig, for at får lidt ro på, og så hun ikke har nogen forventnigner til mig. Har du nogen erfaringer med den øvelse og tror du det kunne være en god ide for os? Hvor meget tid tror du der vil være fornuftigt at tilbringe sammen udover de 2 x 1 time om ugen? Har du evt. andre forslag..

På forhånd mange tak,

Simon

Hej Simon
Tak for dit indlæg.
Hør engang: når I har fin og god erotik, så er der da gang i kærligheden og processer, hvor du/I giver og modtager. Så fortvivl ikke. men se, at kærlighed er en energi. Den energi kan gives og modtages på mange måder. Inderlighed og sex er da en af de bedre.
At din kæreste ønsker ord og bekræftelser er forståeligt nok, men netop fordi det med at udtrykke sig, ikek har været jeres “spidskompetence”, er det vel lige så værdifuldt at I taler sammen om stort og småt, og at I så hver især opfatter at kærligheden har nuancerede udtryk.

Jeg ved ikke, om I skal benytte jer af sensualitetsøvelsen. Hvis I begge har lyst og mod på det og kan se et formål, så gør det. Snarere læser jeg, at du giver udtryk for et behov for forventningsafstemning.
Derfor vil jeg snarere anbefale jer at sætte jer og tale om:

Hvad vil jeg have /hvad kan jeg give?

Tal om, hvorvidt der er match imellem det, den ene vil have og den anden kan give.

Bemærk: jeg skriver hhv. vil og kan. Det er ikke nok at ville. Den gode forventningsafstemning har det realistiske aspekt med, som handler om at kunne.

Mit råd til dig er fortsat at trække dig lidt tilabge til dig selv. Komme ind i at mærke hvad du har brug for, rent basalt. Og derudfra skabe et stærkere fodfæste.

Alt godt
Christel

Hej Christel, Peer og alle jer andre…

Dine svar både her og andre steder har hjulpet og givet både styrke og inspiration, og jeg er dybt taknemmelig….

Sidder selv i en svær situation (har nævnt den før et par steder), hvor konen har brug for at trække sig efter hendes utroskab (vi har 9 år sammen, 2 børn på 4 & 6)… Den manglende tillid (mest til hendes retning/mål og ønsker) og min store kærlighed til hende gør dette rigtig svært for mig – svært at give slip. Peer beskrev det i et tidligere indlæg (d. 11. februar) utrolig fint, hvilket også beskriver hvor jeg er, hvad jeg føler og har været igennem. Hele min tro på fremtiden, på ægteskabet, på kærligheden, på drømmen er ved at smuldre, og der bliver grædt som aldrig før, grædt over fortvivlelsen, over det mistede og grædt over den situation vi er endt i – mest mig der græder…

Ved at læse dine svar kan jeg godt se at mit forsøg på at være den rummelige og tilgivende ikke har været/er nok… Hun har brug for distancen og roen til at hele og finde sig selv og den skal jeg støtte hende i, hvis dette her skal have en chance… Det ved jeg og nu vil jeg vil også vise hende det!!! Mangler bare lige at overbevise knuden i maven om at det er det rigtige – og det er svært!!!

Jeg er bange for at det er første skridt i den forkerte retning ift. hvad jeg vil/drømmer om, men omvendt kan jeg ikke tvinge hende til at finde gnisten eller kærligheden til mig. Jeg må finde roen og troen på og i mig selv,og er allerede kommet et stykke (har kæmpet i 6 mdr nu), men knuden er der stadig!!!

Hun siger, at hun ikke kan forestille sig et liv uden mig, men spørger om vi ikke bare kan leve som venner og se hvad fremtiden bringer… Men tanken om et ensidigt kærlighedsforhold med hende er utænkelig for mig – jeg elseker og vil hende for meget til at leve med smerten om at hun ikke har samme følelser for mig. Skal jeg give helt slip (og kan jeg i så fald finde tilbage hvis hun vil)? Skal jeg give slip under faste rammer (fx 1-2 mdr for sig selv)? eller hvilke muligheder har jeg????

Skal både tage højde for mig selv, for børnene og for hende…

Er her en anelse rådvild…

Hej

I går smed min mand en bombe og fortalte, at han var meget kold indeni. Vi har været sammen i næsten 13 år og har to børn på 7 og 9 år. I vores ægteskab har der været op og nedture -men vi har klarer alt sammen. Han synes, at jeg er for dominerende, og at jeg er efter ham. Det har jeg også været (desværre), men han har desværre været på samme måde. Jeg vil ham rigtigt meget, men han vil ikke tale om problemerne, og han siger, at han ikke ved, hvad han vil. Han vil absolut ikke have sex med mig og nærhed er en manglevare, jeg har efterspurgt længe. Han afviser mig oftes, når jeg lægger op.

Da han ikke vil tale om det pt. – hvad kan jeg så evt. gøre for at redde vores ægteskab??? Eller for at vise, at jeg vil det?

Håber at du vil hjælpe mig. Jeg har ikke spist i et døgn, da jeg er blevet meget bange og fustreret.

Hilsen

Maria

Kære Christel,
Det er sådan en god side du har! Jeg sidder oppe midt om natten og læser med gru historierne om alle dem, der er blevet forladt. Jeg er så bange for at det skal blive mig. For 1½ år siden sagde min kæreste gennem 10 år, at han ville flytte fra mig, og han mente det. Han havde tit truet med det, men jeg tog det ikke alvorligt. Jeg havde været dominerende og ukærlig og talt grimt til ham. Alt sammen sandt. Jeg havde ikke været særligt tilfreds med ham eller vores forhold. Jeg gik helt i sort i mange måneder derefter. Rettede op på mine fejl, og han blev. Men vi snakkede det aldrig igennem, for jeg er alt for bange til at nævne det. Jeg tvang ham til én terapisession, men han var slet ikke åben for det.
Ganske langsomt fandt han vist tilbage til mig. Igen kan han kramme mig, vise omsorg, tale fremtid og han er blevet sig selv igen. Det er jeg også. Men vi skændes meget, og på det seneste er truslerne om at flytte vendt tilbage. Bare idag har han truet med at flytte to gange. Første gang, da jeg bad om at vi ryddede op, og anden gang, da jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke kunne have læselys tændt. Hver gang han oplever jeg indskrænker hans rum på en eller anden måde.
Af angst for at miste ham, er jeg nok blevet lidt underdanig. Han bestemmer, hvad der skal ses i fjernsynet, hvordan vores dreng skal opdrages, og hvornår der (ikke) skal ryddes op og gøres rent. Han skælder ud og er grov. Før i tiden var det mig, der var sådan. Hvis jeg bliver sur over rodet (det sker tit) og kræver deltagelse, synes han vi skal flytte hver for sig. Og så bliver jeg rædselsslagen. Det er blevet meget på det seneste, og det gør mig mere og mere bange. Bange for at han lige om lidt får nok og gør alvor af det.

Vores forhold er ikke nemt efter vi blev forældre for 5 år siden. Det handler primært om det huslige, men måske mest om dagligt fællesskab, som jeg savner. Han er mere optaget af pc og tv end af os og vores fælles liv, og jeg længes efter tilstedeværelse og engagement. Det er mig, der må male og sætte hylder op, og større projekter bliver ikke til noget. Det bliver ved snakken. Det er ikke sådan, at han intet laver, men ikke nok synes jeg, i forhold til, at jeg har fuldtidsjob og han er studerende og går hjemme. I bund og grund burde huslige ting være ligegyldige, men det ville være nemmere, hvis det bare gled. Og hver gang jeg brokker mig, kunne jeg bide tungen af migselv, fordi der tit kommer en trussel om at gå fra mig. Jeg vil gerne have flere børn, men tør ikke bringe det op, for sidst jeg gjorde det, var for 1½ år siden, hvor han meldte ud at han ikke ønskede flere børn men derimod at flytte. Derfor er jeg sådan set ikke ret lykkelig.

Det blev langt, og lad mig nu komme til det egentlige spørgsmål. Jeg tror, jeg har angst. Jeg reagerer med alle angstsymptomer, når truslerne kommer, og det har været meget slemt. Jeg føler mig helt invalideret, og det er et problem, fordi jeg ikke magter at reagere konstruktivt på min situation. Jeg kan ikke se klart, kan kun tænke på at komme af med den angstfølelse, så jeg igen kan spise og sove. Jeg er hunderræd for at være alene. Jeg har været meget hos en psykolog, men det har ikke hjulpet på angsten eller mine mønstre, blot en erkendelse af lavt selvværd. Jeg vil så gerne kunne reagere anderledes. Jeg fortrænger og fortier for at opretholde følelsen af normalitet. Forleden, da han blev rasende, stak jeg fingrene i ørerne for ikke at kunne høre truslen, hvis den kom. Hvad kan jeg gøre for at komme angsten til livs? Hvad skal en psykolog kunne for at kunne hjælpe én som mig?

Mange tak.

Hej @ MIS
Tak for dine rosende ord. Og

Jeg har fulgt din proces via dine indlæg.
Du gør det godt. Kun når din kærlihged til hende lyder som afhængighed virker det ekstra fortvivlende for dig.

Som svar på dine spørgsmål.

Jeg har ike mødt dig, jeg har ikke mødt din hustru/kæreste, så det er svært at besvare dit spørgsmål fyldestgørende.
Nu skriver jeg til dig, hvad jeg tænker … og så lover du mig, at du mærker efter og træffer den beslutning, der er mest sand for dig.
For selvølgelig kan jeg tage fejl, og selvfølgelig kan jeg være for langt fremme, rent mentalt, da jeg jo ikke er følelsesmæssigt påvirket lige som du.

Jeg tænker følgende:
Hvorfor mon du skriver, at du skal tage højde for hende også ? det synes jeg ikke ,at du skal. I hvert fald må du øve dig i at holde opmærksomhed på dig selv og de søde børn. Jeg tror, at du igennem længere tid har været overansvarlig i fohorld til din hustrus følelser. Prøvet at lave dig selv om. Og jo, vi kan ændre megen adfærd. Men hvad hun mentalt og følelsesmæssigt vil, er hendes ansvar helt alene. Og tag det ikke fra hende. Hvis hun vil mærke sig selv, have tid og ro og rum, så fint. Men det er bare ikke sikkert, at du så er der til at give gensidig kærlihged, hvis hun om ½ år vender tilbage og siger, at nu er hun klar.
Jeg er glad for at læse den kant, du har der hvor du skriver, at du ikke kan se en tilværelse kun som venner. Nej selvfølgelig ikke.
Hold fast i det.
Men pas på med at lade enkle udtalelser som “jeg kan ikke se et liv uden dig fylde så meget.
Det er indtil videre kun ord. Og nu er jeg hård ved dig. hop lige ind i realistens sko, og ud af romantikerens: hvis hun ikke viser dig, at hun helst ikke vil leve uden dig, er det bare ord. Smukke ord, men bare ord.
½ år er lang tid at kæmpe. ½ år er lang tid at have en knude i maven.
Min anbefaling er: sæt hende – og sæt især dig selv – fri.
Du skal ikke gøre så meget mere for hende. Det er hende, der har været utro. Og jeg ved godt, at du føler, at du sagtens kan tilgive hende. Og det er jo fint. Men lærer hun så noget som helst ?? viser du ikke bare, at hun kan gøre hvad hun vil, for det har ingen konsekvens….
Jeg ved slet ikke, om 1-2 måneder vil være nok.
Jeg tror, at du må tænke hende ud- og må melde ud, at du ikke kan se vejen og at du ikke vil gå den alene, så hermed har hun al den tid, hun overhovedet vil have, for nu må du videre og hele dig selv. Og måske med tiden finde en, der kan give dig oplevelsen af at blive elsket ubetinget uden at skulle kæmpe sådan for det.

De 1-2 måneder kan I bruge på den måde, at I holder jer et evalueringsmøde om 1, hhv. 2 åneder og afklarer :

Hvad har vi lyst til
Hvordan er følelserne
Hvad kan lade sig gøre
Hvad giver mest mening
Hvad er den mindst dårlige løsning
Osv..

Tænk over det.
Find din vej.
Og vær sammen med mennesker, der interesserer sig for dig.
For det har du brug for.

Alt godt
Christel

Wauw, Christel…

Tak for de mange kloge ord, dejligt at få andre vinkler på ens egne tanker, og dejligt at få bekræftet hvad jeg inderst inde føler, men har så svært ved at leve ud… Jeg mærker efter, nærlæser dine ord, og bliver forhåbentlig meget mere sikker i min sag…

På en god dag er jeg meget sikkert, men på en knap så god dag er jeg ikke så sikker… Jeg håber at dine ord kan give mig flere gode dage

Takker endnu en gang for de mange ord, som jeg bestemt vil tygge grundigt på…

MIS

Hej MIS
Tak for din fine respons.
Jeg tror, at du vil opleve det positive skift, at du i tiden, der kommer, har gode dage og dårlige stunder, i stedet for at have hele dage, der er dårlige dage.
Hvis jeg skulle give dig et lille praktisk råd, så vil jeg anbefale dig at plante et træ, eller plante en helårsblomstrende busk, der minder dig om, at du er den bedste til at være dig. og at der altid er vækst og naturlighed i dit liv.

I øvrigt en anbefaling til alle derude:
Har I en ven eller veninde, der er i sorg eller er deprimeret, så få plantet blomstrende planter, eller bare én!!!! – det har ikke kun en symbolsk værdi.
Og til dem, der bor i lejlighed: så få en plante ind i stuen eller evt. i en altankasse.

Vi har brug for at blive mindet om, at livet er her hele tiden.

Rigtigt god påske til alle

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Kolding

åhhh gud er lige faldet over denne blog.. er i samme situation haver været sammen med min mand i 15 år og gift de sidste 2 år.. efter nogle hårde år efter vi fik barn nummer to. med skænderier .. fra min side og tavshed fra hans side.. er han nu for tre uger siden kommet til mig og sagt at han vil skilles..han kan ikke finde savnet eller lyset for vores fremtid.. men heldigvis er han i tvivl om han gør det rigtige, ikke over for mig og børnene men over for ham selv. da vi jo har været sammen i 15 år.. jeg er bund ulykkelig og har tikket og bedt ham se at han biver nød til at kæmpe for vores familie og for os.. han har så givet det et par mdr. for at se om han kan se lyset.. i vores fremtid.. først nægter han parterapuet men så vil han gerne.. og vi for så tid til en indledende samtale hvilket, skuffede os lidt. havde regnet med at han ville hjælpe os med at give os nogle redskaber så vi kunne komme vidre i vores forhold. men han vill hjælpe os med at lære at kommunikere. ja ved ikke rigtig hvad det var jeg regnede med, jeg er måske meget naiv, jeg håber stadig at min mand vil finde lyset/savnet til mig.. for jeg elsker ham, vi har to skønne børn sammen som vi har kæmpet for at få.. men jeg presser ham og han bakker for jeg vil gerne snakke og han vil tænke.. og han siger at jeg skubber ham længere og længere væk samt at han mister respekten for mig når jeg bliver ved med at tude. og vil snakke for at få ham til at indse at det han gør er forkert… øv altså.. er helt fortabt..det ene øjeblik kan jeg klare alt og skal nok klare at være alenemor og det næste øjeblik er jeg helt nede i kulkælderen.. og det væreste af det hele er at vores sexliv altid på nær i starten af vores forhold har ligget på lav blus men siden han sagde at han ville skilles så har det været vildt godt.. men for mig er det kærlighed, for ham er det bare sex… puha er lidt forvirret..

Hej
Tak for dit indlæg.
Sikke en masse temaer, oveni hinanden. Jeg forstår godt, at du ikke trives. Ude fra betragtet lyder det som om, at der ikke er nogen, der trives. En tilværelse, hvor advarsler eller trusler, mangel på dialog og udmelding, mangel på fortrolighed og sam-vær/sam-arbejde er en tilværelse, der ligger langt fra de flestes drøm om en tilværelse.

Og så har du oveni fået udvirket en angst for at blive forladt. Og tingene hænger tydeligvis sammen. For at hjælpe dig selv og for at undlade at sygeliggøre dig selv, vil jeg anbefale dig at tale om at du er bange, men undlade at diagnosticere dig selv som et menneske med angst.

Jeg tænker følgende:
I er nødt til at tage tyren ved hornene – og få talt sammen. Jeg vil foreslå, at du en dag, hvor din kæreste/mand ikke er hjemme, sætter nogle flyttekasser i entreen. Så han ser dem, når han kommer hjem. Når han så spørger, hvad det skal betyde, inviterer du ham til en kop kaffe og siger det, som det er, at du ikke ønsker, at nogen flytter, men at i bliver nødt til at snakke en masse igennem for at sikre, at I ikke bryder jeres lille familie op.

I må snakke om temaer som:
Tryghed
Kommunikation
Spilleregler
Fordeling af pligter/opgaver
Familiezone
Forældreroller
Osv.

Bliver han ved at advare/true dig med, at han flytter, hvis.
Ja så må du finde din kampgejst frem, uanset om du er bange eller ej. Lad ham vide, at det gør dig utryg, når han truer med dette, og at du vil bede ham lade helt være. Kan han ikke det, – har du eksempelvis talt at han nu 3 gange har råbt “jeg flytter”, så bed ham tage væk. Han må selv om, om han vil tage væk 2 dage eller mere. Men nu må du statuere et eksempel. I har åbenbart på skift i jeres forhold haft mistet respekten for hinanden. Du har nu plaeret dig selv der, hvor din mand/kæreste ikke respekterer dig. Vil du have respekten, så vis hvad du mener, og stå fast. Og gør dig klart, hvad du ikke vil byde dig selv.

Jeg forstår godt, at man kan være rigtig bange for at blive forladt. Dog vil jeg sige til dig : angsten for at blive forladt er intet imod den rædsel at have forladt sig selv. Og jeg tror, at din angst kommer for at huske dig på:
Hvor er det, du har glemt at tage ansvar, hvordan undgår du at forlade dig selv
- det kan være svært at tænke på at være ensom. At være ensom er at man endnu ik har fundet måder at være alene på uden at føle en mangel/et savn. Det jeg læser ud af din historie får mig dog til at tænke på, at det er værre at være ensom i en tosomhed.
Der skal noget handling til for dig / jer nu!!!

Vedr. angsthåndtering.
Jeg vil gerne anbefale dig nogle behandlere, der kan give dig værktøjer, så du med din vejrtrækning, dine tanker og en øget samling af dine kræfter kan skabe større indflydelse på dit eget liv og din egen livskvalitet.

Jeg behandler selv mod angst, forstået på den måde, at jeg lytter, giver værktøjer og nye vinkler, udøver hypnoterapi, coaching og NLP:
Du kan sende mig en e-mail til min private mail:
christel@sonnerasmussen.dk
så henviser jeg dig gerne til en behandler i dit nærområde, hvis jeg kender én.

Læs nogle bøger om kvinder. Gerne biografier. F.eks. kan du læse om Helle Virkner, Susse Wold, Ghita Nørby, Lise Nørgaard, Etta Cameroun. Du kan også læse min bog, der hedder Motivation. Den indeholder rigtigt mange værktøjer. For nu skal du videre.

Skibet ligger sikkert i havn, men det er ikke det, det er bygget til.

Venlig hilsen
Christel

Hejsa Christel
Utrolig dejlig hjælpsom side du har her.

Jeg er kommet skridtet videre end mange andre her, jeg blev skilt i slutningen af marts, og flyttede allerede midt arp. men savner og elsker x-kæresten helt vildt endnu, vores forhold er kommet så langt ud nu at jeg desværre er blevet kold over for hende nå vi ses og skriver sammen, men for at begynder med begyndelsen først.

Vi lærte hinanden at kende for små 6 år siden, hun var på vej ud af et andet forhold, så hun rykket ret hurtigt indtil mig, og vi fik derefter ret hurtigt en fælles bolig der var stor nok, da vi hver især havde 2 hjemmeboende børn, ikke alle børnene kan sammen, men vi håber begge tiden vil lære dem at finde hinanden, men som tiden gå, bliver hun gravid, og vi få vores første barn sammen, som nu er 3,5 år gammel, jeg er desværre ikke meget med i hans opvækst, da jobbet tager utroligt meget af min tid, vi begynder her efter hans fødsels at diskutere meget, og jævnligt, ingen af os syntes det er sjovt, og vi bliver ofte gode venner igen, men et år gå, og hun bliver gravid igen, jeg ved ikke helt hvad jeg skal føle her, hun er imod abort, så ergo vi skal have barn igen, men der kommer tvillinger som nu er 17 måneder.

Men intet er ændret i vores forhold, jo jeg er blevet mere dovn, jeg syntes dog selv jeg tog godt med i hverdagen, med at handle lave mad, være far osv. men problemerne er der bare hele tiden, og nu ender diskussioner altid bare med, jeg syntes du skulle flytte hvortil modparten svare, det har jeg også overvejet.

Vores sexliv har aldrig rigtigt været noget at råbe hurra for, vi har nok begge været for trætte med alle de børn, men for et lille års tid siden, begyndte hun at gøre ting i sengen, jeg aldrig havde oplevet før, det var dejligt, men skabte en uro for hun så en anden, da jeg havde erfaret ved en fejl, hun skrev med en anden fyr og de ville mødes, dog hun sagde det aldrig skete.

Tiden gå og alting bliver være og være, hun begynder at mene jeg holder hende fra det hun vil, hende og datteren har en hest, som de bruger tid på, jeg syntes dog bare at tiden de brugte på den, lå forkert på døgnet, lige midt i aftensmaden, så blev ofte sur nå de skulle derud, denne surhed mente hun dog jeg havde uanset hvad dag vi gik igennem.

Men i nov. 09 starter hun på skole, og hun begynder at forandre sig meget, hun få mere selvtillid, hvilken jeg syntes er dejligt, da det altid har været hendes problem, med lavt selvværd, men i slutningen af feb. starten af marts 09, begynder hun at skjule sin mobil telefon og dreje sig computer så jeg ikke kan se hvad hun laver, og det vare ved hele marts, jeg bliver mega ked af det, og hun siger som ikke rigtigt noget til mig, så slutningen af marts gå det galt, vi diskutere vildt og hun beder mig flytte, og jeg siger ja, straks sætter hun en kold mur op mellem os, som uanset hvad jeg gøre, bare er massivt tyk og kold, vi kan overhovede ikke snakke sammen mere, og i perioden frem til jeg skal flytte bibber hendes mobil telefon mere og mere, og jeg græder dag efter dag, men hun siger bare jeg skal tage mig sammen.

Jeg få dog igennem at jeg få vores fælles søn på 3 år ved fra flytningen, og da flyttedagen kommer, underskriver hun alle papirene, uden tørven, vi bliver dog smidt ud, og kunne ikke nå at få alle vores ting med.

Dagene efter jeg var flyttede var et maridt, hun var stadigvæk mega kold, dog jeg fortalte hende at jeg savnet hende og ville ønske vi kunne snakke med nogle om vores forhold, men nej, det hjælper ikke siger hun, nu har vores forhold været sådan de sidste 3 år.

Tingene kørte helt derud, hvor hun beder mig om hjælp, jeg kommer, men ender med at må gå igen, fordi hun gå amok på mig ved fx. at smække døren i hoved på mig, jeg ved snart ikke, hvorfor jeg endnu elsker hende, men det gøre jeg af hele mit hjertet.

jeg få med en af hende meget nære personer som er ked af tingene er gået som de er gået, men hun forklare mig, at hun har ville forlade mig i et helt år nu, men hun har været bange for at miste vores fælles børn, derfor var det ikke sket.
Men hun kun gav mig sønnen med for at slippe af med mig, jeg forstå slet ikke man kan gøre sådan, uanset hvad ens fortid siger sammen

Nu er der gået en uge siden jeg flyttede, og er faktisk endt op der, hvor jeg er blevet kold over for hende, men mest af alt blot for at beskytte mig selv og fordi jeg er træt af diskussioner hvor vi begge siger en masse jeg i hvert fald ikke mener , for inderste inde kan jeg ikke slippe hende, og vil så gerne have hende med til rådgivning, da jeg tror på vi kan have en fremtid sammen.

Er vi kommet så langt ud hvor der ingen vej er tilbage, eller er hendes koldhed blot et skjul af hendes følelser, hun har ikke en eneste gang vist mig, at hun var ked af det, jo kun at hun lod drengen flytte med, men det var hendes veninde der fortalte mig det.

Hilsen

Den ulykkelige inden i

Hej
Tak for dit indlæg.
Det gør mig ondt at læse, at det har været så lang og anstrengende en proces. Da jeg jo ikke har hørt versionen fra din ekskærestes side, er det umuligt for mig at sige, om der er håb.
Måske er hendes kulde et forsvar. Måske ikke.
Og uanset hvad, så vil rådgivning kun hjælpe, hvis begge parter er indstillede på det og kan se et formål med det.
For mig at læse har der været store kommunikationsproblemer, og derigennem masser af misforståelser og udtalelser, der er sagt eller råbt i affekt. Det gør ikke kun noget ved kærligheden, men også ved respekten og tilliden til hinanden.

Lige nu lyder det til, at det, der er mest brug for, er at få ro på. Du skal skabe dig en stabil hverdag og vise hende, hvis du vil, at hun går glip af dig. Hun kan jo ikke vide, at du elsker hende, når du udstråler kulde. Og jeg tror, at den distance, der er imellem jer nu, hvor du er flyttet, vil være med til at vise, om der er et gensidigt ønske eller ej.

De fleste småbørnfamilier “hænger i neglene”. Der er ikke megen fælles tid, og der er sjældent meget overskud. Men det er jo et fælles vilkår, som jo helst skulle gøre, at man holder ekstra sammen i stedet for at kæmpe imod hinanden.

Det, du må afveje og mærke grundigt efter, er hvorvidt du tror på, at I også kan blive lykkelige sammen – og hvorvidt du tror på, at I kan lykkes med både det at være kærester, venner, samarbejdspartnere og forældre.
Og hvis din tro er stærk – og vedbliver at være stærk, så må du overeje, hvordan du vil kommunikere dette til hende.
Om det skal være i en dialog, i et brev mv.

Jeg læser noge store alarmsignaler for en fælles fremtid. Bl.a. at hun har – eller har haft – kontakt med en anden. Det er jo gift for forholdet. Og du skal gøre dig klart, når du mærker efter, om du vil være i stand til at leve med også denne del af din historie.

Jeg håber, at du finder vej. Nyd din alenetilværelse. Og find ud af, om det er hende, du savner – eller drømen om det, I kunne få, hvis meget havde været anderledes, du savner.

Alt godt
Christel

Hej Christel

Tak for dit hurtige og gode svar, som giver mig lidt at tænke over.

Jeg kan mærke på mit selv at jeg savner en voksen person i min hverdag, om det så lige skal være hende, er jo så spørgsmålet jeg ikke rigtigt kan svare på nu.

Og du har meget ret i der skal falde ro på også, jeg er ganske enkelt så træt nu, at jeg falder i søvn på mit job næsten dagligt, heldigvis arbejder jeg alene på arbejdspladsen, så der ingen der brokker sig, men har overvejet om denne alene arbejdsplads er årsagen til mit kæmpe savn af netop hende, har ikke så meget voksen kontakt i min hverdag !!

Vedr. om hun har den anden fyr eller ej, jeg ved det ærligt ikke, jeg forundres dog over beskederne på computeren hvor de snakkes om at mødes, dog hun siger det aldrig fandt sted, samt hendes reaktioner i sengen månederne efter, og du har nok ret i din antagelse, med man vil tænke på netop dette hver gang hun laver noget i det skjulte.

Men jeg kan mærke det som du skriver, ved at man mister respekten og tilliden nå man sådan mundhugges, dette har jeg aldrig oplevet på samme måde før.

Men tror mit største problem lige nu, er jeg gerne vil være gode venner og på talefod med hende igen, men om dette igen skyldtes min mangel på voksen kontakt i hverdagen, ved jeg igen ikke, nu kunne det lyde som jeg slet ikke kender nogle voksende her, og dertil er svaret næsten rigtigt, jeg flyttede til landsdelen for knapt 7 år siden, for at starte på en frisk efter sidste skilsmisse, og har ikke rigtigt fundet andre venner end da min kæreste havde, så der ligger der allerede en god portion arbejde igen.

Men endnu engang tak for dit gode svar

Tak for dit indlæg.
Jeg tror, at vi som voksne har en udfordring i at finde og opretholde en balance imellem job, familie og fritid. Hvis vi fokuserer udelukkende på job og familie, skaber vi en form for afhængighedsforhold. Og bliver inde bagved tit lidt sårbare, fordi vi glemmer vores passion og hobbies og for sjældent er sammen med mennesker, omkring en fælles begejstring.
Der er altid gode grunde til, at man glemmer sin fritid. I dit tilfælde læser jeg, at du selv er ved at blvie opmærksom på, at der er et indsatsområde her.
Jeg vil anbefale dig at tænke ind i, om der er nogle hobies, sport, musik mv, som interesserer dig, men som du har haft glemt. Ligesom du kan sætte dig ned og skrive, hvilke mennesker, du faktisk kender – udover dit job og din familie. Det er ikke sikkert, at det er hverken realistisk eller overkommeligt at mødes med dem nu, men benyt dig ellers af de mulihgeder, som computeren og mobiltelefonen har.
For du er andet end en søn,far,eksmand, bror.
Du er også en ven, en kammerat osv.

Når søvnen kalder så meget på dig, er du på det, jeg kalder “kattens vej”.
I videst muligt omfang, gør som katten.
Sov, når du er træt.
Spis, når du er sulten.
Vær social, når det taler til dig.
Modtag, når det passer dig.
Giv, når du kan.

Kattens vej, er at blive vedre til at være i kontakt med, hvad du har brug for.
Så stop indimellem op og spørg dig selv:
Hvad har jeg brug for lige nu?

Held og lykke
Venlig hilsen
Christel

Kære Christel.

Nu har jeg læst alle de historier der er her på siden og dine fantastiske svar, og jeg tænker, at jeg jo også kan prøve at skrive til dig, for at blive klogere på mig.

Situationen er den, at jeg er 27 år gammel, min kæreste er 30 år gammel. Vi har været sammen i 7 år, hvoraf de 5 har været gode. Vi har været gode til, at lave ting sammen, snakke sammen og fortælle hinanden om vores ønsker og følelser.
Hvad der har ændret sig gennem de sidste par år ved jeg ikke, men jeg ved, at det primært er for mig at det har ændret sig.
Vi begyndte for noget tid siden at snakke om, at vi skulle til at have nogle børn sammen, fordi det er jo ved at være tiden for den slags for os begge to, men den plan er nu lagt på is. En beslutning vi faktisk er enige om lige nu, fordi vi har haft nogle lange samtaler om, at det måske ikke er det rigtige tidspunkt, og at det i virkeligheden nok ville gå hen og være mere en lappeløsning end et ønskebarn.
Mit problem har vist sit grimme ansigt efter, at han har været bortrejst de sidste 4 måneder. De første 14 dage savnede jeg ham, men efterfølgende har jeg virkelig nydt at være for mig selv. At jeg har kunnet passe mig selv og gøre som jeg havde lyst til. Og nu melder tiden sig for, at han kommer hjem igen til vores fælles hjem, hvilket har gjort, at mine tanker arbejder på højtryk, for jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at han kommer hjem.

Vi har i og for sig et godt forhold, når man ser det overordnet. Men vi har haft lange samtaler den sidste tid, hvor det mest er mig der har lagt kortene på bordet, og han så i sidste ende også er kommet med nogle sandheder. Sandheder som han normalt ville have holdt for sig selv, for ikke at såre mig.
Det handler måske ikke så meget om den berømte gnist, men mere om, at der ikke længere er nogen forelskelse mellem os. Dette er vi sådan set enige om. Vi elsker hinanden højt, men for mit vedkommende er den kærlighed den samme, som jeg nærer for mine bedste venner.
Jeg ser ham som en ven, og savner forelskelsen.

Jeg savner den kontakt vi havde førhen. Hvor vi gav hinanden tid, plads og mulighed for at udvikle os i vores forhold. De sidste 2 år har været meget anderledes. Han er blevet mere besidderisk og kontrollerende. Vi dyrker stort set aldrig sex mere, og når vi gør er det rutinepræget og hurtigt overstået og måske mere end ting vi gør af nød end af lyst. Vi laver aldrig nogle ting sammen mere. Hver aften sidder vi i hver vores sofa og ser tv og så går vi i seng, kysser godnat, siger jeg elsker dig og lægger os med ryggen til hinanden. Vi er heller ikke længere gode til at kommunikerer, og har aldrig noget at tale om, når vi snakker sammen i telefonen, mens han er væk hjemmefra.
Og vi siger hele tiden “Jeg savner dig” og “Jeg elsker dig”, men det er jeg begyndt at tvivle på, om jeg siger fordi jeg synes at jeg skal.

Jeg synes selv, at jeg har forsøgt at kæmpe for mit forhold og lave om på ting. Komme med forslag til ting vi kan, nye måder vi kan gøre det på, men lige lidt hjælper det.
Og dertil kommer at jeg er begyndt at føle mig mere og mere tiltrukket at andre mænd end ham. Jeg savner, at have en mand som vil give mig hele verden, og som jeg savner, og det har jeg ikke her.

Jeg har delt mine tanker med ham. Jeg har haft flere samtaler med ham, som handler om hvad det er jeg synes jeg mangler og hvad det er jeg ønsker at fremtiden for os. Og han siger, at han sagtens kan ændre sig, og at det nok skal blive bedre, men jeg tvivler. For den plade har jeg hørt mange gange, og det lykkes for os i 14 dage, og så er vi tilbage i det samme mønster. Desuden er jeg slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at vi skal blive ved med at kæmpe.
Jeg nyder min frihed, og føler at jeg bliver lidt bundt på hænder og fødder når han vender hjem og vi skal til at dele vores hjem igen.

Og det ene øjeblik har jeg lyst til at gå fra ham, det næste har jeg ikke. Men ikke så meget af kærlighed, mere af dårlig samvittighed.
Og jeg ved godt, at jeg ikke skal blive sammen med ham, bare fordi heg har dårlig samvittighed og fordi jeg vil ham det bedste, men fordi jeg selv skulle ønske det. Og det er jeg ikke længere sikker på, at jeg gør.
Vi har endnu ingen børn og ikke købt bil eller hus eller lignende sammen, så hvis det skal være slut mellem os, så skal det være nu, inden vi vikler os ind i ting, som vil være svære at komme ud af.
Han har tilbudt mig, at vi flytter hver til sit, men at vi stadig er i et forhold. Og selvom det lyder tiltalende på mig, så har jeg alligevel lyst til at sige, at hvis vi skal flytte hver til sit, så skal det være endeligt slut. Og så ved man jo aldrig, om vi finder sammen igen om et år eller to.

Jeg tror egentlig godt, at jeg ved hvad det er jeg helst vil, men min dårlige samvittighed og mine bekymringer for, hvordan det skal gå med ham i fremtiden holder mig tilbage. Jeg har aldrig været god til, at såre andre mennesker.

Har du et godt råd? Og selvom jeg ved, at det er svært at bedømme noget ud fra denne nok rodede beskrivelse, hvad tror du så vil være det rigtige for mig at gøre? Jeg er træt af at kæmpe så hårdt som jeg gør, for i et forhold burde det ikke været rent arbejde hele tiden og ingen nydelse og tid til hinanden.

Hej
Tak for dit indlæg.
Det er på ingen måde rodet, men meget klart og velformuleret.
Lad mig dele de tanker, jeg får, efter at have læst dit indlæg et par gange.

I et forhold mener jeg kun, at vi skal kæmpe, når der er belastninger og kriser. Som utroskab, sygemeldinger, arbejdsløshed, syge børn osv.
I det forhold, du beskriver, at I har, og hvor det at din kæreste har været væk i nogle måneder, synes jeg slet ikke, at der bør kæmpes. Der må mærkes efter, om det helt indefra føles sandt og mest rigtigt at blive. Og en af måderne, du kan afklare dig selv på, er ved at holde op med at benytte dig af klicheer, du ikke er sikker på.
Når du og din kæreste taler sammen i telefonen, eller via andre medier, så sig kun det, du mener. Stik hverken blår i øjnene på dig selv eller ham.
Hvis du ikke kan mærke, at du savner ham, så lad være at sige det.
For det er grundlæggende mere sårende at sige noget, der er fejlagtigt, end at lade være.

Når jeg læser din mail, tænker jeg: “Hun har jo besluttet sig. Hun vil ud af forholdet. Men hun plages af dårlig samvittighed og skånehensyn”.

Hør her. Når man ikke har små børn, er det ikke et godt tegn, at erotikkken er på et lavpunkt som jeres. det er ikke et godt tegn, at I sidder i hver jeres sofa og sover.
Det er et tegn på, at der skal ske noget andet. Og jeg tænker :

Kun hvis du kan se og mærke en mening med kampen, skal du fortsætte. Hvis den føles forgæves, eller hvis du grundlæggende føler, at det er spild af tid og gode kræfter at kæmpe, så forlad banen.

Start evt . med at sige det, du mener og undlade klicheer. Og husk: dårlig samvittighed af den kaliber, du føler, kan du ikke bruge til noget…..
Kommer den igen, så mærk efter, om den dårlige samvittighed er orienteret imod din kæreste, eller om noget af den også handler om dig selv….
Og find ud af, hvad der skal til, for at du med god samvittighed kan se dig selv i øjnene og få lyst af at tænke på fremtiden.

Hilsen
Christel

Hej
Tak for dit indlæg.
Det er på ingen måde rodet, men meget klart og velformuleret.
Lad mig dele de tanker, jeg får, efter at have læst dit indlæg et par gange.

I et forhold mener jeg kun, at vi skal kæmpe, når der er belastninger og kriser. Som utroskab, sygemeldinger, arbejdsløshed, syge børn osv.
I det forhold, du beskriver, at I har, og hvor det at din kæreste har været væk i nogle måneder, synes jeg slet ikke, at der bør kæmpes. Der må mærkes efter, om det helt indefra føles sandt og mest rigtigt at blive. Og en af måderne, du kan afklare dig selv på, er ved at holde op med at benytte dig af klicheer, du ikke er sikker på.
Når du og din kæreste taler sammen i telefonen , eller via andre medier, så sig kun det, du mener. Stik hverken blår i øjnene på dig selv eller ham.
Hvis du ikke kan mærke, at du savner ham, så lad være at sige det.
For det er grundlæggende mere sårende at sige noget, der er fejlagtigt, end at lade være.

Når jeg læser din mail, tænker jeg: “hun har jo besluttet sig. Hun vil ud af forholdet. Men hun plages af dårlig samvittighed og skånehensyn”….

Hør her. Når man ikke har små børn, er det ikke et godt tegn, at erotikkken er på et lavpunkt som jeres. det er ikke et godt tegn, at I sidder i hver jeres sofa os vov.
Det er et tegn på, at der skal ske noget andet. Og jeg tænker :

Kun hvis du kan se og mærke en mening med kampen, skal du fortsætte. Hvis den føles forgæves, eller hvis du grundlæggende føler, at det er spild af tid og gode kræfter at kæmpe, så forlad banen.

Start evt . med at sige det, du mener og undlade klicheer. Og husk: dårlig samvittighed af den kaliber, du føler, kan du ikke bruge til noget…..
Kommer den igen, så mærk efter, om den dårlige samvittighed er orienteret imod din kæreste, eller om noget af den også handler om dig selv….
Og find ud af, hvad der skal til, for at du med god samvittighed kan se dig selv i øjnene og få lyst af at tænke på fremtiden.

Christel

Hejsa Christel

Ja så er jeg her igen, denne gang mere forvirret end som så.

Jeg skulle passe vores tvillinger igår da hun skulle til afslutnings bal, jeg havde aftalt med hende hun overnattede ved mig, da jeg syntes det var meget synd at hive tvillingerne op 4.45 om morgen.

Da hun ankommer om aften giver jeg hende aftensmad, og vi få snakket vores forhold igennem, og dette er første gang hun åbner helt op, både med følelser og tåre, ja det gjorde meget ondt på mig at høre, at hun følte jeg havde behandlet hende dårligt, som før skrevet, mens hun sad op græd over det hele var endt hvor det nu engang var endt.

Der kom så meget ud, blandt andet mente hun jeg gik i hendes facebook,hvilken jeg aldrig kunne finde på, kender ingen gang hendes koder, jeg fik at vide hun var bange for jeg var far til et andet barn oppe i byen, hvor jeg skulle have haft en affære mens hun lå 2 dage på sygehuset, jamen der kom utroligt meget frem.
Jeg fortalt hende, det bare var en ganske alm. flirt da pigen virket nedtrykt på sit job i den lokale brugs, aldrig været kontakt mellem os, andet et smil og kvikke bemærkninger, da jeg siger det, fare hun straks frem med de beskeder jeg så sidste år, mellem hende og en anden, og dem henlægger hun nu også bare til en flirt, som hun åbenbart ikke må, men jeg gerne må.

Det gjorde meget meget ondt for mig at høre, dels fordi ingen af tingene er sande, så hvorfor hun tænker sådan nu ved jeg slet ikke, endvidere var hun bange for, fandt vi sammen igen, ville et af hendes store børn, flytte ud til sin far, for hu kunne ikke sammen med min store datter, jeg snakket med hende om, ingen skal flytte, det er problemer de 2 piger skal lære at løse via en voksen, for problemerne stammer fra skolen, de gå på samme skole.

Om natten ligger jeg og kigger på hende, og jeg få lyst og behov for at sige jeg elsker dig, til min store forundring er hun selv vågen, og svare med det samme, jeg elsker også dig, men det hjælper bare ikke, som hun sagde, vi havde forsøgt i 5 år nu, jeg svare hende ikke, og lægger min om på den anden side, og falder i søvn..

Om morgen aflevere hun børnene i dagpleje og kommer ned på mit job med autostolene, for dem skal jeg bruge igen i aften, her forslog jeg hende par terapi, men det afslå hun blankt nu,men sin kolde side igen, og siger, hvorfor kæmpe for et forhold der ikke har gået godt i 5 år, jeg bliver bare helt stum, og siger kan du have en god dag.

Men hvad er det lige for signaler hun prøver at sende her de sidste 24 timer, jeg forstå det ganske enkelt ikke

Den forvirret

Til @ “Den forvirrede ”

Hej med dig.
Jeg bliver rørt over at læse dit indlæg, fordi det er så oprigtigt og giver et indblik i en hverdag, efter at to familier er blevet splittet ad.

Det er lige før, man kun kan græde salte, bitre tårer over, at din ekskone nu melder ud, hvad der har trykket hende, – og at din respons er, at noget af den frygt, hun har gået med, er fuldstændigt ubegrundet og slet ikke i tråd med virkeligheden.

At det begynder at komme ud nu, kan naturligvis have mange grunde. Jeg tror at din ekskæreste nu føler sig så sikker på sig selv, at det “alligevel ikke nytter noget at gå med det selv”, så nu kommer hun ud med alt, hvad der har tynget hende…. for nu er det “gratis”…. i hvert fald for hende. Men for dig er det hårde og dyre lærepenge. Hårde og dyre lærepenge, der fortæller om vigtigheden af at få talt om tingene, mens de står på, så antagelser og andre ukrudtstanker ikke når at vokse op…

Grundlæggende tror jeg, at du skal hendes sms`er og så videre som “udrensning”. Kun hvis hun siger “jeg elsker dig, jeg fortryder og jeg vil dig og os” kan du regne med, at der er noget at komme efter…

Jeg er jo selv en stor romantiker. Så jeg håber, at den dag opstår. Livet har også lært mig at være realist. Så lev ikke på håbet som det bærende punkt. Stol på, at hvis den kvinde, du troede var din, ikke vil have dig, ja så vælg dig selv og stol på, at der en dag er en, der vil dig, som den du er.

Skriv igen, hvis du får brug for flere svar.

Venlig hilsen
Christel

Hejsa Christel

Ja det gå så stærkt og jeg overvejere nu kraftigt at finde en psykolog, for kan bare ikke få plads til det hele mere, og bange for det vil gå ud over mine børn i sidste ende.

Efter hun fik talt ud, kom der et par små snakke efterfølgende de kommende dage, hun sagde blandt andet andet hun aldrig havde sagt hun sådan, men at hun elskede mig i “datid” denne nat, og hun mente jeg bare misforstod alt hun hele tiden sagde.

Da alt dette sker, er hendes børnefrie weekend efterfølgende, men pga af bededagene bytter vi en smule så det passer ind i hvert vores arbejde, så torsdag fredag hvor hun er barnefi, stå den på fest og farver, hvilken jeg forstå 100 %, men da jeg aflevere børnene ved hende virker hun meget afklaret med sig selv på en måde, og tager meget stor afstand til mig, men da jeg havde glemt at pakke en astma maske måtte jeg kører tilbage, og denne gang skulle vi nu snakke, og hun syntes nu at jeg bare skulle tage ud og hygge mig, og fandt jeg en pige skulle jeg bare “hoppe” på hende, for det viste hun af erfaring, det at være sammen med en som man ikke så igen i morgen, det hjælp meget, jeg spørgere uden a tænke mig om, om det var det hun havde gjort igår, men fik straks et nej, jeg vil ikke have kæreste nu, jeg vil bare lære mig selv at kende 100 % og det ville tage år førend hun ville have kæreste igen, og for den sags skyld ville det tage lige så langt tid førend hun evt. ville have mig igen.

jeg kan slet ikke huske hvad jeg svaret, var nok i chok over hendes udmeldinger, men jeg fare ud og køber nyt tøj for nu ville jeg så i byen da jeg nu var barnefri, men desværre kunne jeg ikke finde ud af at more mig, dertil stå hun for meget i mine tanker, så jeg tager blot hjem.

De næste par dage forgå uden kontakt til hinanden, og jeg føler jeg kommer en smule ovenpå, men mandag render jeg ind i problemer, jeg skriver en mail til hende vedr. hendes udtalelser om jeg blot skulle finde mig en anden og hygge mig med.

Jeg forstå simpelthen ikke hendes udmeldinger da, hun ligesom selv sætter små håb hist og pist, jeg få ret hurtigt svar, at hun har behov for at finde sig selv og få styr på sit liv, alt dette forstå jeg 100 % men ikke delen med at bare hoppe på en anden, så jeg skriver til hende, at jeg ikke syntes det er fair over for hende eller en kommende pige, at hvis vi bare har et lille håb til hinanden, vil sådan en omgang da ødelægge alt.

Hun svare at det er hendes ejet valg nu at være alene, og da vi ikke er sammen nu, ser hun ingen problemer i dette, og skulle vi evt. finde hinanden igen, og jeg er sammen med en anden, ville det være hendes problem,hun havde selv valgt det..

Senere samme dag, skulle jeg kører vores fælles søn op til hende, for hun kunne passe ham natten over, jeg skulle begynde til styrketræning, og tager som en “ny” naturlig ting mit nye tøj på, og de jeg ankommer kan jeg godt se hun kikker og “dufter” ad mig, jeg syntes det er lidt dejligt jeg på fange hendes blik selvom det kun er 2 sek.

Vi snakker en smule, og hun gentager sig selv, fare du ud og more dig, det skal ikke gå ud over dig, at jeg vil være alene..

Jeg nå kun et par km. væk da telefonen bibber, og hun sender en besked, hvor hun skriver.
jeg må nok sige du ser sq godt ud i dit nye tøj, jeg bliver rigtigt glad og sender straks en sms retur med takker smukke.
Under 30 sekunder senere modtager jeg en, det kommer ikke an på tøjet, men hvad der sidder mellem øren..

Jeg føler mig som sådan set jævnt ovenpå, men kan bare ikke få klarhed om hvad det er hun selv vil, og da hun fylder så meget i mit hjerte, at hun kan få mine tåre til at trille, ved jeg at jeg få svært ved at give slip, hvilken jeg heller ikke rigtigt selv vil, da hu endnu lægger håb ud, og er slet ikke typen der kan fare ud og finde et one night stand.

Skal jeg give slip evt. via en psykolog og sige til mig selv, hun har selv sagt fra, lad mig komme videre på den måde jeg nu engang kan, eller er hun inde i en føleledepression ovenpå vores tvillinger sådan som hun svinger, og jeg bør se tiden an på sidelinen

Endnu engang tak for at jeg må lufte mine tanker her, en stor tak til dig Christel

Peter

Hej
Tak for dit indlæg
Når jeg læser dine beskrivelser om situationen, synes jeg, at det lyder som om, at din ekskæreste melder klart ud, at hun vil være selv.
Og jeg synes, at det vil være rigtigt fint, at du finder en psykolog eller samtaleterapeut, der kan hjælpe dig igennem sorgen. For den slider og raser i dig.
Et af de mønstre, du/i er nødt til at afvikle – og måske aldrig genoptage, er den sms-korrespondance, I har. Jeg tror, at det er vigtigt at have fokus på, at sms`er handler om børnene og det, der foregår omkring dem, men at du og din ekskæreste ikke skal sms` sammen udover det. For mig at læse er du stadig meget sårbar og så følelsesmæssigt ulykkelig, så en enkelt sms kan tippe dig helt rundt. Og så meget magt må de små elektroniske beskeder ikke få.

Godt at du har købt nyt tøj.
Godt at du tænker på dig selv.
Hold fast ved, at du har brug for ro og afstand, for at kunne navigere igennem det kommende kaosfyldte farvand.

Alt godt
Christel

Hej Christel.
Sikken et fantastisk tilbud du giver hér. Ofte sidder man jo derhjemme og kan max overskue at være ved computeren og anonym.
Jeg skriver fordi jeg er top-forvirret lige nu.
Jeg har været sammen med min kæreste i 1år og 4 mdr. Han er 40år og jeg 30. For 8 månedersiden flyttede han ind hos mig. Vi har brugt enormt meget energi sidste sommer på at renovere min lejlighed. Vi har meget forskellige rytmer. Han går tidligt i seng og står tidligt op. Jeg er mere b-menneske. Han er hjemmemenneske mens jeg nyder det sociale liv. Disse m.fl har været årsager til evige diskussioner, hvor vi kunne være lige stædige. Jeg er meget provokerende af natur og har formået at hyle ham helt derud hvor han har været voldelig. Han har ikke slået mig, men rusket, skubbet og vi har begge ødelagt ting. Jeg har følt mine grænser overtrådt og samtidig vidst at jeg i den grad også overtrådte. For en måned siden hvor bølgerne gik højt råbte jeg at han skulle flytte tilbage i sin egen lejlighed. Han pakkede straks. Jeg fortrød, men han var stædig. Den næste uge opdagede jeg at sorgen hurtigt blev eratattet af en lettelse over at kunne være fri i mit hjem. Læse i sengen, gøre alt på MIN måde. Vi skulle i vores første parterapi efter den første uge fra hinanden og på en sms blev vi enige om at bibeholde tiden hos terapeuterne. Jeg fortalte om min lettelse over at være alene og vi fortalte om episoder fra hver vores vinkel. De kunne se lidt af hvert, bla. at jeg havde brug for lidt space og vi måske ikke skulle bo sammen med det første. Bagefter gjorde jeg min kæreste det klart at jeg virkelig tvivlede på vores forhold. Han blev overrasket og bad mig finde ud af det. Det har jeg så rodet med de sidste uger. En stemme et sted derinde vil ham simpelthen ikke. Siger at han ikke er god nok. For gammel, stivnakket, kedelig, dominerende osv. Min fornuft siger til gengæld at jeg aldrig finder en så skøn som ham. Bla. at han ikke er løbet skrigende bort trods mine humørsvingninger, evige brokkeri, provikationer og anarkistiske sind. At vi begge er vegetarer og med et alternativt mere spirituelt perspektiv på livet (sådan nogle er vi ikke mange af). Ligesom han er meget moden på måder der gør mig tryg, såsom ikke at være interesseret i at blive bekræftet af andre kvinder, noget tidligere kærester kunne gøre mig sygeligt jaloux på grund af.
Så der er altså plusser og minusser. Umiddelbart kunne man sige at det kroppen/maven/hjertet siger skal lyttes til fremfor hovedet, men hvordan ved jeg at det ikke bare er lysten til at smutte fordi det er hårdt og græsset er grønnere med en fantasimand?. Jeg er vild med ideen om at vi nu ville arbejde intensivt med os selv i et terapeutisk forløb, men er det ikke åndssvagt at spilde vores kostbare tid med at arbejde på det forkerte forhold (hvis det er sådan det er). Jeg tænder ikke rigtig på ham. Han er en skøn elsker og tændte mig i starten ved at være så meget bedre end den tidligere. Men energien er ikke ordentligt til stede. Noget blokerer indeni. Han stønner ikke nok, er for tung, er ikke vild nok med at slikke mig osv.

Forleden mødtes vi så hvor jeg sagde at jeg nok ikke havde den vilje og energi der skulle til for at kæmpe og ændre alt det nødvendige (så vi ikke fortsat disrespekterer hinanden ved at være voldsomme osv). Han mente at jeg stikker af med halen mellem benene når der skal gøres en indsats. At vi har talt og talt men ikke forsøgt at handle. Jeg begyndte at blive overbevist om at så måtte vi prøve trods alt og fordi vi alligevel har været sammen noget tid og minderne osv. Og hvorfor gå i samme hak igen og igen i et nye forhold?
Til sidst bad han mig lukke øjnene og svare straks om jeg enten havde en vilje til at arbejde med forholdet eller ikke mærkede gnist i forholdet. Jeg svarede helt spontant og prompte at jeg ikke mærkede nogen gnist.
Han blev helt klar omkring at så er der ikke noget at arbejde med. Gnisten skal være der, sagde han og nævnte sit tidligere forhold hvor han var nødt til at slutte det fordi han ikke følte en gnist. Jeg græd en hel masse og han var også rigtig ked af det og vi skiltes. En time senere ringede han og var vred over at jeg jo så måtte ha følt det længe uden at lytte til det og dermed spilde vores begges tid. Jeg undskyldte og sagde at jeg jo med fornuften ønskede at det skulle være os.
Nu sidder jeg så hér, to dage efter og er helt tung og sørgmodig indeni. Jeg mærker ikke den lettelse som da han lige var flyttet ud (hvor jeg jo vidste at han stadig var der, vi var jo vant til dramaer). Nu føler jeg mig ensom, ulykkelig over at miste denne perfekte mand som ikke ville være utro, som ville mig, familie, udvikling, ambitioner, tid til hinanden, spændende rejser osv. Jeg er så smadret og orker næsten ikke mere. Tanken om at finde en anden er et sted spændende og samtidig meget hård for jeg har haft SÅ mange kærester og vil jo også gerne børn og med den rigtige, én som jeg har været sammen med nogle år og som jeg ved hvem er på godt og ondt.
Stikker jeg af?

Den fortvivlede

Hej fortvivlede

Tak for dit indlæg.
Det er et godt og beskrivende indlæg, du har skrevet. Om to mennesker, som har haft mange kampe og som har mange forskelligheder – og samtidig lyder det som om, at ingen af jer lider i stilhed. Tingene kommer ud.
Jeg tænker, at der er tre planer i et parforhold: kæresteplanet, venneplanet og samarbejdsplanet.
Til syvende og sidst er det kæresteplanet, som jo startede det hele, der skal kunne bære.
Lysten til hinanden, energien til at ville en fælles fremtid, troen på at I kan løse alle de udviklingsfelter, der klart ligger forude.
Og når jeg læser dit indlæg, læser jeg om tvivl. Om indre dialoger, måske imellem fornuft og følelser, måske imellem dig som menneske og dig som kvinde.
Forudsætningen for at fortsætte er at der er en iboende længsel efter at være sammen. Og den læser jeg ikke er til stede fra din side.
Derfor er spørgsmålet om sørgmodigheden og tyngden handler om at du er “stukket af” fra dig selv. Jeg tænker ikke, at du flygter. Men at du igennem jeres forhold har flyttet dig og er blevet mere klar over, hvad du ikke vil leve uden. Og har haft taget for mange kompromisser.

Vi kan flygte. Eller vi kan flytte os.
Og i et forhold som jeres, hvor det er den gensidige respekt, der er blevet udfordret meget, må hver person kigge indad og undersøge, om de er tro imod deres egen selvrespekt og mærke efter, om det føles som om, at der er vækstvilkår for de værdier, der er mest vitale.

Formentligt er din vej nu at tænke væk fra at finde den perfekte kæreste. Og snarere at arbejde på at være dig selv i ½ år og gøre, hvad du kan for i dit eget billede at være et menneske, der giver dig selv et nødvendigt “stop op” for atter at lande helt på benene og finde ud af håndtere dit temperament, så du kan vælge dine kampe med omhu.

Læs evt. Alkymisten af Paulo Coelho og find ud af, hvad du ikke vil leve uden. Og husk: den du skal leve længst med, er dig selv.
Derfor må du gøre dig til din egen bedste ven og dermed skabe et ståsted, hvor du både kan give og tage imod i en ånd, der er sand for dig.

Alt godt
Christel

Hej Christel

Mig og min kæreste har været sammen i et år og vi skulle være flyttet sammen, så vi besluttet os lige for at prøve det inden alle mine ting blev rykket ind i huset – vi boede sammen i ca. 2 uger, hvor vi havde to venne par på besøg om fredagen hvor vi havde det virkelig godt – lørdag var vi sammen med min familie hvor vi skulle prøve smage min søsters bryllups kage også sener på aften så ville jeg ligge min hånd på hans ben så skubbet han den væk – også søndag havde han en aftale så han kørte og jeg blev hjemme, der gik måske en halv time også skev han at han havde brug for at savne mig og at der var gået for meget rutine i det… jeg regeret med at ringe til ham hvor jeg sagde at det ikke var fair at skrive det over sms og jeg begyndet at græde og han lagde på – jeg pakket derefter halvdelen af mine ting – ringet op igen og og fortalte at jeg havde pakket halvdelen af mine ting og lagt han tine på plads i klædeskabet igen og lagt mine i min taske ind i skabet… han fortalte at han holde virkelig meget af mig og tænke på min og at han ikke syns at jeg skulle tage alle mine ting hvilket jeg fortalte ham at det gjode jeg heller ikke…

1 uge jeg skrev som jeg plejet godmorgen og godnat og ind imellem og fortale mine følelser
2 uge jeg gav ham mere plads holde op med at skrive lod ham komme til mig
3 uge vi skrev sammen igen og aftalte at vi skulle mødes for at snakke, hvor han så bliver ved med at aflyse, men vi finder så endelig en dag og vi sætter os ned for at snakke..

han fortæller mig her at han er meget i tvivl om hans følelser for mig at han ikke kan finde ud af hvornår problemet er opstået for hvis han viste det så ville han gerne rette op på det for han holdr af mig, men at han også var i tvivl om, om han holder af mig som en ven eller som en kæreste – han har ikke lyst til at smide håndklædet i ringen for noget i ham tror at jeg kan være “the one” men at han er bange for at han har mistet gnisten og han ved ikke hvordan den kommer igen – jeg forslår så at vi kan lave noget udenfor huset opleve noget sammen – det nedstemmer han da han er trær når han kommer hjme fra arbejde og orker ikke at lave noget – jeg forslår dernæst at begynde helt forfra at date igen, det bliver også nedstemt da han syns det er overfladisk – jeg spurgte om han havde brug for at tænke længer tid over tingene og det sagde han at det havde han så har givet han en ugen mere…

skal lige siges at jeg ike lagde skjult på mine følelser da vi mødtes og at han sagde at han ikke syns at han havde savnet mig men nærmer manglet mig – og at han havde tænkt rigtig meget på mig i de tre uger vi har været væk fra hinannden…

nu sidder jeg har hjemme og ved ikke om jeg skal skrive til ham som altid eller bare give ham total stilhed indtil vi skal mødes igen… jeg ved godt at de andre som skrive har været sammen med deres partner i flere år – men jeg tror virklig på mig og min kæreste og inden det her startet havde vi snakket om at prøve at få et barn om et år ( ham der begyndet den snak)

Hej karina
Tak for dit indlæg.

Du giver et godt indlik i situationen og viser, at du er parat – og jo allerede har – kæmpet for at I lykkes igen.

Jeg tænker følgende, når jeg læser dit indlæg: Din kæreste udviser adfærd, der fortæller, at han ikke er klar til at forpligte sig.
At han ikke ved, om han holder af dig som en ven eller som en kærete, synes jeg er betænkeligt, når man ser på, hvor kort tid I har kendt hinanden. Det er et “sygdomstegn” for forholdet.

At du kommer med gode forslag og store følelseudmeldinger og stadig bliver stemt ned, har ikke meget med gensidighed og respekt at gøre.

Jeg forstår, at du har store og stærke følelser for ham. At du elsker ham. Det, jeg virkeligt vil bede dig overveje er om du virkeligt tror på, at I kan blive lykkelige. For at blive lykelig dækker over at lykkes med det, der giver fælles mening…. i hverdagene, mest af alt.

Mit bud er: Lad ham helt være. Begynd at kigge dig lidt om. Vær sammen med nogle veninder. Nedprioriter ham. Vis at du har brug for at være sammen med andre. Hvis der overhovedet er en fremtid for jer, skal du vise ham, at han ikke må tage dig for givet.

Lyse tanker
Christel

Hejsa
Ja så den lidt gal igen med at forstå div signaler, allerede et par dage efter mit sidste indlæg her på siden, skriver hun til mig, om jeg ikke kigger ind forbi, dette gøre jeg da jeg savnet hende, da jeg ankommer kan jeg se hun er ude på et eller andet, men kan bare ikke komme ind på livet af hende, så dagen gå sådan set bare med jeg hjælper hende med div. ting i huset.

Om aften sender hun en sms med det er rigtigt øvøv det hele, hun har haft lyst til sex hele dagen, og derfor skulle jeg komme, og hun beder mig komme igen, hvilken jeg gøre, efter endt hygge græder hun nu over hvad som er sket, og siger det aldrig burde havde været sket, jeg giver hende delvis ret.

Men dette sker bare hele weekenden over, søndag aften skilles vi, og gå hvert til sit, jeg troede sådan set her ville det så ende, men nej allerede torsdagen efter, spørgere hun om vi skal være sammen i weekenden, og hun er så ved mig hele denne weekend, efter vi skiltes søndag aften denne weekend, skriver hun en e-mail om hvad hun ønsker af et fremtidigt forhold mellem os, jeg bliver glad og forvirret, for hendes ønsker ligner meget mine, jeg besvare e-mail med dette.

vi sover et par gange hos hinanden i den kommende uge, og snakker om hvad vi skal gøre ved huset osv. og jeg siger mange gange til hende jeg elsker hende, men få aldrig svar tilbage, samt det også er mig der dele ud af kys osv. jeg prøver at forklare hende, jeg er bange for blot at blive udnyttede til at lave huset, hun bliver sur og siger skulle hendes betaling så være sex, jeg prøver at berolige hende, med sex mellem os, er noget vi begge er sikker ved, så derfor syntes jeg ikke man kan se sådan på det.

Men ikke mindre er vi stadigvæk “sammen” om man kan kalde det sådanne, og vi stå nu over for endnu en weekend hvor hun syntes vi skal være sammen igen, tage i svømmehalen med alle ungerne, få rydet op i huset, så det kan være klar til ombygningen, og min bolig kan vi så bruge imens det hele stå på, hun snakker, i vi form nå hun fx. vil have en ny hest, kan vi så ikke købe den, men i jeg form om alt hun vil have lavet i huset ….

En gang i den tid vi nu har været “sammen” har hun kaldt mig skat, det sagde jeg til hende med det samme, det var rart at hører disse ord igen, men straks sagde hun, at det kunne hun da godt lade være med, nå jeg nu skulle kommentere det.

Jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op, føler jeg er sunket i med begge ben, grundet jeg savner og elsker hende meget højt endnu, men syntes som heller ikke det er særligt sjovt, kun at have sex og et par forhold hvor hun endnu stå som single på facebook, for det vil hun ikke ændre før end hun er sikker på jeg ikke falder tilbage til mit gammel jeg, ingen skal vide noget dog hendes forældre godt kan se der er ved at ske noget i og med jeg er der meget nu…

Men hvordan pokker lukker jeg hendes fælelser op igen, eller bare finder ud af om hun udnytter mig ?

Peter

Hej Peter

Mange tak for dit indlæg. Der sker meget i og omkring dig lige nu. Og det, jeg læser ud af dit indlæg, er at du er ret forvirret. Forståeligt nok.
Når vi er forvirree, har vi brug for tid og ro. Selvom din kæreste gerne vil være sammen hele weekenden, vil jeg anbefale, at du mærker efter og melder ud, om du har brug for tid alene.
Det sker ret tit, at man efter et brud, mærker savn og finder sammen igen. Og det er jo godt. men det gamle ord om, at hastværk er lastværk – er stadig sandt. Jeg tror, at dit behov er at i sammen får talt meget mere sammen om det, der har været og hvordan I tackler det, der kommer. Og ikke bare leger “happy happy family” for hurtigt.

Det er fint at bygge huse om og købe heste og gøre alt muligt på det ydre plan. Men bliv nu ikke forblændet af rammer og om hvor godt I kan få det engang. Det er nu, at der skal ro og tid og lydhørhed til, for at I hvis I finder sammen igen, bevæger jer videre, både mere vidende og stærkere sammen.

Venlig hilsen
Christel

Om hastværk er blevet til lastværk kan kun tiden vise, i hvert fald er tingene endt sådan op, vi nu bor sammen igen, vi snakker meget mere sammen og få den vej løst op, men stadigvæk kan man mærke små forbehold fra hendes side af, hun har meget svært ved at give udtryk for sine følelser, hvilken hun begrunder i, hun er bange for at blive såret igen.
Der er masser af kys og kram, men som regel, kun nå jeg selv læggr op til dem, sex livet er normalt, hvilken jo nok skyldes de mange weekender op til vi fandt sammen igen

Endvidere lægger hun ikke skjul på hendes usikkerhed, om nå der falder ro på igen ( endte ombygninger osv ) er færdige, hvordan vil mine reaktioner så blive, falder jeg i igen osv.

men arbejder vildt med mig selv, og har da heller ikke hørt andet end positivt for min adfærd fra hende, hvilken igen, kun gøre man giver det hele en ekstra skalle.

Der er som ikke så mange spørgsmål i dette indlæg, mere blot for at følge op på min historie, så andre kan se, at selv en vild skilsmisse kan få en “lykkelig” ende, den er dog først rigtigt lykkelig, nå hun igen føler sig 100% tryk ved mig

Peter

Hej Peter
Tak for dit indlæg.
Herligt, at du følger op og fortæller om din historie.
Så langt, så godt. Og jeg ønsker jer held og lykke og håber, at dine kræfter og evnen til at “give den gas” og være medskaber af trygheden vil lykkes.

Jeg kan godt lide, som de engang sagde i “fangerne på fortet”, at :
“intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet”.

Lyse tanker
Christel

Hej Christel,

Jeg kan se at jeg sidst har skrevet til dig den 5 Juni – dvs. næsten præcist 1 år siden. Ville lige give dig en feedback på hvordan det er gået siden. Min nu ex. kone rejste hjem til DK efter et par forfærdelige nedværdigende sidste uger i Frankrig, man undres over hvordan en partner kan nedværdige den anden uden at føle at det er forkert, men sådan er det vel når den ene part har mistet gnisten. Jeg fulgte dit råd og læste Alkymisten – udmærket bog, dog en lidt for religiøs slutning efter min smag.

Prøvede at være egoistisk, tænke på mine børn og mine behov, men det var stort set umuligt at tænke klart. Jeg tabte mig 8 kilo bare ved at gå rundt og prøve på at forstå hvad der skete og hvad den fornuftige reaktion burde være. Man giver sig selv skylden, kunne jeg havde gjort noget for at undgå denne situation, hvorfor får jeg ikke en chance, hvad har jeg gjort forkert. Jeg var endda så dum og spørge hende om hvorfor hun havde mistet gnisten. Jeg spurgte hende om vores sexliv, hvorpå hun svarede at vi ikke var sexuelt kompatible – den sårede ufattelig dybt efter man havde været sammen i 12 år og stillede mig det spørgsmål om hun nogensinde har været rigtig glad i vores forhold. Set i bakspejlet var det nok ment som at hun havde lyst til noget andet og ikke ment for at såre, men den sad ufatteligt dyb.

Som du havde forudset kunne 10 vilde heste ikke holde hende tilbage – hvilket de nok i øvrigt stadig ikke kan. Siden hun er kommet hjem til DK har hun skiftet partner ca. hver 14 dag – hun siger at hun søger “ham” og kan ligeså godt pjatte rundt indtil hun finder “ham”. Hendes Familie eller søskende kan næsten ikke genkende hende, nærmest som om hun er på speed. Det eneste hun har nogenlunde fokus på endnu er vores piger, bortset fra at de bliver passet hver anden weekend af mormor, da mor lige skal realisere sig selv – hmm bitter kommentar.

Læser det jeg har skrevet og det ligner teksten af en bitter skuffet mand der aldrig rigtig har forstået hvad der skete. Det er og har været en hård process og som jeg har sagt til min ex. er der ting som jeg aldrig kan acceptere men bliver nød til at leve med. Det er vel som et dårligt kapitel man har læst i en bog, har man læst den kan man ikke ændre på det der er skrevet.

Der er mange gode råd at give men det gør ondt og det gør det i lang tid.

Sommeren er på vej og dermed lyse lange nætter….

Tak for dit indlæg.
Hvis du vil forstå mere om, hvad der skete osv, vil jeg klart anbefale dig at opsøge en terapeut, hvor du kan få nogle individuelle samtaler.
Det tager desværre tit 2 år at komme helt og helet igennem efter et brud.
Men du kan da godt tage lidt forsmag på det, hvis sommeren byder på det.

Jeg synes umiddelbart ikke, at du lyder bitter i dit indlæg. Blot trist og frustreret.

Opgiv håbet om at I finder sammen igen.
Find dine kræfter og stol på, at der er lys for enden af alle tunneler.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel,
Jeg har med stor interesse læst alle indlæggene og fået meget ud af dine svar..og dog kan jeg se, at jeg står i en helt anden, uforståelig situation end de andre, der har skrevet ind. Den er forfærdelig smertefuld at skrive om, men jeg vil så gerne høre din mening.
5. marts 2009 møder jeg en fantastisk, dejlig mand….jeg er 39, og han er 46. Det er gnister og kærlighed ved første blik, og vi bliver naturligvis kærester! Da han på dét tidspuknt er boligløs efter et andet endt forhold, og bor i sommerhus, flytter han ind til mig efter 3 uger. Det går forrygende. Vi er vildt forelskede, nyder hinandens selskab, har skønne, dybe samtaler…fantastisk sex…det bedste vi har prøvet hver især…vi giver hinanden frihed og plads, skændes aldrig, men bruger vores tid på at nyde hinanden. Alt uden undtagelse fungerer. Vi ved hver især, at det her er vores sidste og længste forhold.

I september flytter han sammen med sin store søn i lejlighed, da sønnen savnede tid med sin far, og den var jeg helt med på. Selvfølgelig skulle han det, og vi havde nu to boliger, hvor vi nød livet. Han sagde, det bestemt ikke var et ryk væk fra mig, for han ville mig mere og mere og mere… Vi så hinanden hver weekend og et par gange i ugen…vi var lykkelige, savnede hinanden, når vi ikke sås….alt fungerede. Forelskede og afslappede. Vi har aldrig skændtes et sekund, aldrig gjort andet end at støtte op om, hvem vi hver især er, ikke prøvet at ændre hinanden, vi har grinet, leget og elsket os igennem vores år. Vi havde et drømmeforhold, alle ville drømme om. Han er alt, jeg kunne drømme om..jeg er det samme for ham. Hverdagen er fyldt med romantik, kærlighed, fantastiske samtaler..ren lykke.

Denne dejlige mand er det mest velafbalancerede, afklarede menneske, jeg kender. Intelligent og i kontakt med sig selv. Fantastisk dybsindig og en ekspert i at kommunikere og se relationer imellem mennesker. Der er intet dårligt at sige. Og jeg er alt, han kunne ønske sig i en kvinde…..han vil intet ændre….derfor er det følgende så smertefuldt for os begge.

Pludselig, en uge før påske, kort efter vores årsdag, slår han op med mig….han er SÅ utroligt ked af det, fatter ikke hvad der sker indeni ham selv…han græder og siger med angst i stemmen, at han intet kan føle!!! Det begyndte for nogen tid siden, og da han opdagede, hvad det var…forelskelsen var ved at fordufte, blev han angst og vågnede om natten i koldsved!! Mange gange. Han røg helt ud af balance. Han var fortvivlet og måtte væk for sig selv. Tænke efter. Et kæmpechok! Fortæller mig, at jeg ikke kan forestille mig, hvor bange han er…for sig selv.
Der er ingen af os, der fatter, hvad der skete..han gør ikke, for han synes jo netop, jeg er det mest kærlige, søde, levende, sjove, lidenskabelige o.s.v. menneske, han nogensinde har mødt. Han har nydt at være sammen med mig. Han synes, jeg er helt fantastisk og dejlig og er så ulykkelig over, at han tabte forelskelsen….og ikke kan fatte hvorfor.
Og der er vitterligt ingen grunde!!? Han har ikke en anden..den type er han slet ikke….det ved jeg med sikkerhed. Han fatter ikke, hvad der sker i hans mentale landskab. Han sagde, at NU var han klar til at blive lykkelig..og så sker det her!!?? Og han tror, det sker nu, fordi der er plads og ro i livet. Der er noget i ham, han ikke vidste var der…og det kom til overfladen, da alle ildebrande var slukket!! (Fandens!!)

De eneste omstændigheder, jeg kan se er kolde fødder (Men han vil jo netop gerne bindes go jeg har ikke presset ham…det synes han heller ikke. Jeg har faktisk intet forkert gjort!) eller stress. Han har før været indlagt med stress…ikke alvorligt, men han pressede sig selv for meget og måtte ind omkring sygehuset med hjertebanken. Hans ekskone havde før klaget over, at han var for meget væk. Sammen med mig har han haft dage, hvor han ikke orkede arbejdet og vi har pjækket og elsket hele dagen i stedet. Han har haft travlt, men ikke for meget, dog er han i en lederstilling på en skole og meget presset på jobbet pga sygemeldinger, økonomi o.s.v. Det sejler derude lige nu. Og marts indtil sommerferien er specielt stresset på hans job. Jeg har givet ham plads og blot elsket ham igennem det hele…og han vidste godt, han lige skulle være obs på det.

Hvor er vi så nu, 3 måneder efter? Vi har mødtes én gang…efter 2 måneder…..fik en øl i parken, han græd og græd, var så ked af det, troede aldrig han skulle kunne blive lykkelig igen…jeg er jo hans benchmark (og han er mit!!) og en fremtidig kvinde vil få meget svært ved at leve op til hans erindringer om mig og alt det, jeg er!!? Da han sagde dét, brød han helt sammen. Det gjorde jeg også. Han er angst for, at han vil ende som ensom single og aldrig kunne blive forelsket, når han ikke engang kan elske mig. Det er så ulykkeligt!! Men han kan bare ikke elske mig, lige meget hvor meget han prøver (Jo mere han prøver, jo sværere vil det også være, tænker jeg…lad være med at analysere det hele sådan og nyd livet og forholdet i stedet)…han kan bare ikke mærke gnisten… og han føler, han har tabt så meget, sine drømme om os og vores fremtid…føler sig slet ikke fri og lettet, mere tynget, føler sig ikke fri til at gå ud og lede efter det, han manglede, han ved bare, at noget manglede, men han aner ikke, hvad det er eller hvor det er!! Er slet ikke interesseret i at finde en ny kvinde lige nu….men mener, at han forhåbentligt en dag kan finde én, der kan matche mig!? Jeg tænker:”Dit fjols! Du har hende jo allerede!!” Mit hjerte sank!

Efter vort 5 timers lange møde i parken, som han havde frygtet, da han ikke vidste, hvordan jeg ville reagere, var han så lettet og havde nydt vores dag sammen . Han skrev senere, at det måtte skyldes min helt fantstiske evne til at kunne tilgive ham. Han er så skamfuld og ked af, hvordan han har såret mig. Jeg havde forholdt mig roligt, lyttet og ikke klandret ham noget som helst, men været forstående….jeg er ikke en bitter person, og han ved, jeg aldrig vil bringe alt det her rod op i fremtiden. Jeg bærer ikke nag.
Jeg mødte ham kort på gaden for en uges tid siden….spurgte, hvordan han har det. Han sagde, han er helt ude af balance, både følelsesmæssigt og arbejdsmæssigt…presset fra alle sider….han er ensom og savner mig, men kan lige nu ikke rumme at åbne sig op på andre arenaer end sit job og hans ubalance, og vi har derfor meget lidt kommunikation. Han kontakter mig aldrig, men har sagt, at jeg ikke skulle være i tvivl om, at han savner mig. Jeg gør mit bedste for ikke at tage den manglende kontakt personligt..han skal have fred og ikke presses. Hans refleksioner lige nu er, om han følte nok for mig (han må mene den sidste tid!), var det de rigtige følelser? Dét undrer mig, da han sagde til mig kort før bruddet, at han var så lykkelig med mig, og jeg var alt for ham, at han bare var så glad for mig…..og jeg ved, han har ment, alt han har sagt…sådan er han bare. Virkeligt et oprigtigt menneske. Jeg tænker, kærligheden går jo op og ned..det er et vilkår, og det er så ærgerligt, at han giver op så snart han kan mærke en bølgedal ….men så igen er det jo rigtigt, da han slet ikke vil kunne mærke noget, hvis jeg er omkring ham hele tiden og han ved, jeg bare vil elskes af ham, og han ikke får ro til at reflektere. Så ro på!
Jeg prøver at give ham plads og lader ham være, men savner ham, så det gør ondt! Men kontakter ham ikke….han skal have lov til at savne mig. Men jeg trænger sådan til at få talt med ham…skal jeg høre, om vi skal mødes? Han vil gerne mødes som venner….meget, meget gerne, siger han.

Det giver ingen mening for mig, for hans familie, alle der kender os…..alle er uforstående over, at vi gik fra hinanden. Hans børn og familie syntes, jeg var den helt rigtige og er så kede af, jeg lige blev afmeldt!

Jeg har stadig et lille håb om, at vi kan finde sammen, men er så bange for at håbe. Han holder fast i, at vi ikke kan finde sammen, han har tabt forelskelsen og er så ulykkelig over det. Men hans reaktion efter bruddet giver ingen mening for mig. At han er så smadret efter 3 måneder, i ubalance og så ked af det og ulykkelig. Jeg tænker, han skal have ro til at få det hele tænkt igennem og følt efter, ….måske skal han ud og møde andre kvinder for at opdage, at han jo havde det hele, føle at hans følelser stadig ligger hos mig, at græsset bestemt er grønnere på denne side….selvom han jo godt ved, at han har været meget heldig med mig. Han har elsket alt det, jeg har kunnet give ham, og det har været meget. Og det vil han have igen…blot med en anden kvinde!!?? Det giver ingen mening!! TAG MIG!!

Er det helt skørt at vente og se tiden an med ham og ikke stole på, at det vitterligt er ovre? Jeg fortsætter mit liv, dater og møder blot nye mennesker…ikke for at blive forelsket, men for at komme ud i livet….og holder et vindue åbent imod ham. Hvis han kommer tilbage om et års tid, for der vil gå lang tid, hvis han skulle komme tilbage..vil jeg tilgive ham alt og prøve igen. Jeg har aldrig elsket en person, som jeg elsker ham…og han har haft det på samme måde…indtil ubalancen indfandt sig. Igen, det er så ulykkeligt.

Knus, B

P.S. Er det ikke forfriskende at høre om et forhold, hvor der ingen problemer er? Selvom det også gik i stykker.

Hej
Tak for dit lange og fint beskrevne indlæg.
Det har sat mange tanker i gang, og jeg har læst det adskillige gange….
Og her er mine refleksioner.

Når en mand, så pludseligt som din kæreste, mister gnisten, er det nærliggende at kigge på parforholdet og spørge sig selv og hinanden: hvad manglede/mangler der ????
Og i jeres tilfælde kommer der jo ingen svar på dette spørgsmål.

For når en mand mister gnisten, skal svaret tit søges et helt andet sted: nemlig i jobbet.
(der kan læses mere om dette emne i Joan Ørtings bog “tá mig”) Som Joan Ørting så fint skriver: hvis en mand i en indianerstamme pludseligt kommer ud af balance, ville de andre mænd tage ham med, langt væk, til et sted, hvor han i ro kunne finde ud af, hvad det er for en forandring han nu står over for , og hvad han nu vil. Først derefter vil han komme tilbage til stammen og kunne fortælle, at nu vil han være jæger /medicinmand/den der passer hestene osv..

Som jeg læser dit indlæg, tænker jeg: allerførst er din kærestes ubalance et tegn. Et tegn på, at der er noget i hans samlede livsbillede, der dræner ham og at han ikke er på den rette hylde.
Jeg tænker, at det ikke handler om parforholdet, men om hans jobsituation. Nu kender jeg ham slet ikke, og har kun læst din beskrivelse, men jeg tænker, at den primære forklaring på manglende gnist er jobsituationen. De fleste mænd har en stor del af deres identitet forbundet med jobbet. Og det er hyppigt, at både manglende sexlyst og manglende gnist for en mand hænger sammen med dette.
For kvinder er det helt anderledes. Her vil en manglende gnist som regel skyldes en ophobning a skuffelser.
Men det er en helt anden historie.

Dog tænker jeg, at der er flere aspekter i det her.
Jeg tænker, og undskyld mig, at jeg tolker stort. Jeg understreger, at dette er tolkninger, og at svaret naturligvis kun kan findes i din kæreste selv.

Russerne har et fantastisk ordsprog, der siger: vil du være lykkelig, så vær det.
Og her ligger en stor visdom begravet.
For mig at læse, har din kæreste forelsket sig i forelskelsen, og da den romantiske kærlighed, eros, der føles som en forelskelse, kun er starten på en kærlighedsudvikling, vurderer han åbenbart, at når han ikke længere kan mærke gnisten eller forelskelsen, ja så ved han ikke, om det skal være jer to.
For mig at se ,er det en naiv og noget umoden eller rettere: unuanceret måde at anskue kærlighedsbegrebet på.
I Paulo Coelhos bog “pilgrimsrejsen” er der et fascinerende kapitel om udviklingen af kærlighed i et parforhold.
Hvor den romantiske kærlighed, eros, imellem de to parter, naturligvis er den dynamik, der starter forholdet. Og som de mest erfarne parterapeuter og ægtefolk ved, så varer en “eros-fase” i højst 24 måneder – i ren form. Det betyder ikke, at kærligheden så stopper ,men skaber grobund for en finere og højere udvikling, til styrkelsen a den medmenneskelige kærlighed.
(filos). Som er den dybere kærlighed, der ikke nødvendigvis handler så meget om sex, og om at den anden part er lækker, men handler om at man åbner sig for at integrerer den dybe følelse af “mit liv ville være fattigt eller mindre værd, hvis det andet menneske ikke var en del af det “. Og for så ikke at falde i søvn i, at “vi holder uendeligt meget af hinanden som mennesker”, er det højeste udviklingstrin “agabe”, at man finder begejstringen sammen. I fælles interesser, i fælles undren, i fælles grin og glæde. Hvorved at cirklen sluttes, og eros gendannes på en ny og bedre måde.

Det var en kort forklaring på udviklingen af kærlighed i et forhold . jeg elsker at Jesper Juul i en af sine bøger skriver, at nogle læringsprocesser jo tager år. Vi må droppe den utålmodige side af os, der som guldgraveren eller lykkejægeren tror, at lykken er der, når guldet er fundet.
Og hvad der end har udløst denne personlige krise for din kæreste (ekskæreste)…, ja så tænker jeg, at han skal øve sig rigtigt meget i ikke kun at søge lykken udad. For der er intet galt med dig. Der er sikkert heller ikke noget galt med ham, men han skal ikke kigge udad, men indad. Han skal finde ud af, hvorfor han er så bange for den store kærlighed.
For det paradoksale ved kærligheden er, at alle – eller : de allerfleste, søger den. Mange underkender dog desværre, at “love is like an ocean – and you can`t put the ocean into a pine pot”. Helt kort sagt:
Med kærligheden kommer forandringer. Med kærligheden kommer behovet for store og omsiggribende valg. Der har konsekvenser. Og kærligheden kan ikke kontrolleres ned i en “vi to har det bare så godt, og lad det blive sådan altid”…
Næ, heldigvis er kærligheden den mest transformerende kraft i universet, tror jeg, og vi må, når den store kærlighed banker på vores dør, åbne døren og finde ikke kun hjertet, men også modet frem.
Jeg kan jo ikke tillade mig at sige, at din kæreste /ekskæreste ikke er modig, men jeg tror, at han må indse, at nu hvor han stadig har chancen, skal han forholde sig til sit job og til en dybere forståelse af hvad kærligheden er. Hjerte har altid rimet på smerte, og jeg kender ingen, der har en konstant følelse af begær og romantik og kærlighed, måned efter måned og år efter år.
Ja, det er trist, at han giver op. For nogle gange kommer en chance kun én gang, og griber vi den ikke, påvirker det hele vores livsbane.

Så hvad skal du gøre?
Jeg ved det ikke.
Du må spørge ind i dig selv: hvor længe vil/kan jeg vente?
Du kan vælge at sige alt, hvad du tænker og tror til ham.
Du kan jo ikke miste mere end du har gjort. Så hold dig til : hvo intet vover.
Men vid: vejen frem er en selvindsigt for ham. Jeg anbefaler klart en psykolog/psykoterapeut mv.

Men gå ikke på knæ.
Udslet ikke dig selv.
Det læser jeg heller ikke, at du gør.

Men tænk over følgende:

If you prefer your bliss to rubbish, your bliss is allready rubbish.

Skriv endelig igen.

Alt godt
Særlig hilsen
Christel

Hej, har læst med et stykke tid og føler mig klar til selv at give mit bud, en lille bid af det kaos jeg går med indeni.

Har tænkt og tænkt, men ikke sagt en lyd.
Vil ikke såre nogen før jeg ved hvad jeg egentlig vil. Men kan jeg finde ud af det uden at involvere min mand? Har foreslået parterapi, men det er gledet lidt ud.
Er gift på 10. år med en mand jeg har kendt siden vi var 16 (er 35) Vi har 5 vidunderlige børn sammen mellem 7og 11 år – er ved at være ovre det værste “slæb” men har haft nogle hårde år, hvor det var okay ikke at have energi til ret meget andet end overlevelse i dagligdagen. Økonomisk er vi pressede, men facaden er tip-top!
Vi er super gode venner, og jeg har 100% tillid til ham. Han er verdens bedste far for sine børn.

Jeg føler lidt, at vi er på vej ud af 2 forskellige stier. Han har nok i arbejde, computer og fjernsyn.
Jeg keder mig, og føler at alt ansvar for dagens menu, økonomi, skolearrangementer, rengøring, tøjvask, familliearrangementer, hundeluftning og almindelig oprydning er på mine skuldre. Er ikke martyr, men føler at hvis ikke jeg ringer til forsikringen eller aftaler tid ved lægen, jamen så sker det ikke.
Ca. en gang hvert halve år har vi de sidste 7-8 år haft et kæmpe skænderi hvor alle frustrationer (både hans og mine) er væltet ud og vi aftaler hver gang at forandre os. Det går som regel så fint et stykke tid (ca et halvt år), og nu er vi igen omkring det tidspunkt hvor jeg er ved at skrige af afmagt.
For hver gang tager jeg lidt mere afstand, og er kommet frem til at det ikke bliver anderledes. Og så er det tvivlen kommer. For er det sådan her jeg skal leve resten af mit liv, og er det sådan jeg vil leve, eller er der noget bedre derude, der vil gøre mig lykkelig. Skal jeg virkelig mærke efter så tror jeg det ikke!

Samtidig har jeg utroligt svært ved at skulle leve med at være den der tager beslutningen, og dermed er skyld i at mine børn ikke kan vokse op sammen med deres far i hverdagen. Den beslutning har jeg så svært ved at tage at jeg hellere vil leve i ensomhed og bare overleve. Er mester i tilpasningsadfærd.
Sex sker en gang om måneden, og er da rart, men ikke noget jeg savner. Min mand er holdt op med at børste tænder og det frastøder mig. Kan bare ikke få det sagt!
Jeg har taget på gennem mine graviditeter og trøstespiser mere chokolade end jeg burde, det frastøder nok også ham. Kan bare ikke få spurgt!

Ved ikke hvorfor jeg skriver, for er ikke klar til at gå. Efterspørger nok en ekspert der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre, så jeg selv er fri for at tage beslutningen. Og er samtidig bange for et svar som betyder at mit trygge liv skal vendes på hovedet. Men er godt klar over at noget skal ske…
Har veninder jeg kan tale med, men har ikke gjort det. At indvi andre og sætte ord på vil gøre at det kommer frem, og dermed bliver virkeligt.
Derfor er det også trygt og harmløst at gøre det her!

Har vel egentlig ikke stillet et spørgsmål, men skrevet noget ned som nogle der ikke kender mig kan læse!

Hej
Og mange tak for dit indlæg.
Jeg synes på ingen måde, at i skal gå fra hinanden. Som du flere gange peger på, er jeres “dårlige vane” med at tie og tilpasse jer, det punkt, hvor I kan sætte ind.
Når I nu har erfaring med, at “låget ryger af” hvert halve år, så vil jeg foreslå, at I får passet de søde unger hver 4. måned, i en weekend, og at I to så tager af sted. Om det er på hotel eller i sommerhus eller noget tredje, er ikke så vigtigt. Vigtigt er at I har fælles og uforstyrret tid sammen, og har noget at se frem til. Så I kan få snakket igennem, hvad der er meget vigtigt for hinanden og dermed blive ved at være et team.
Jeg tror, at de penge vil være givet godt ud.

Hvis I begge har interesse i at skrive, kan I selvølgelig også skrive til hinanden. Dog tror jeg meget på den åbne dialog imellem jer.
Du får, hvis du går, aldrig en mand der elsker de børn, som din mand gør. Ov.
Nej, jeg tror ikke ,at græsset er grønnere på den anden side, men grønnest hvor det bliver vandet.

Hvad med at holde et praktisk “teammøde”, hver søndag aften, hvor I hjælpes ad med at fordele nogle af de pligter, der af og til hænger dig ud a halsen ?
Fat mod, for i løbet a et par år, kan alle børnene deltage i husets daglige gøremåol, og en stor lettelse vil blive taget fra dig.

Alt godt
Christel

Hej Christel,

Super side!
Jeg er 29, har været sammen med min mand i 8 år, vi har været gift i 6 år og har 2 børn på 2 og 4 år.
Jeg flyttede ret hurtigt sammen med ham – efter 1½ måned, da jeg fik vand op gennem gulvet i mit kælderværelse, så vi har aldrig haft den helt lange kæresteperiode, hvor man når at savne hinanden etc. Vi havde dog været gode venner i et godt stykke tid inden. Dette er mit første forhold der har varet længere end 1½ måned og han er den eneste mand, jeg har haft sex med.
Min mand er 12 år ældre end mig, og jeg har til tider følt, at jeg ikke “fik lov” at være ung. Dvs, han har ikke forstået mit behov for at komme ud i byen og sådan. Især har det jo vist sig de senere år, hvor han så ikke har kunnet overskue at være alene med børnene. Det går dog bedre nu, da de kan sige hvad de vil – hvis så bare vi også kunne finde ud af det! Jeg føler stadig ikke at det er helt ok, hvis jeg vil ud flere gange på en måned.
Der er nu sket det, at jeg til en firmafest har kysset på en kollega. Det fik mig til at tænke – hvorfor skete det lige? Også fordi jeg som sådan ikke havde det dårligt over at det var sket – men fik det dårligt over ikke at have det dårligt, forstår du?Det er så også blevet til lidt frække beskeder mellem mig og min kollega, og jeg er måske begyndt at falde lidt for ham…
Jeg kan ikke længere huske om jeg har været forelsket i min mand(det må jeg vel have været?), og siden det her skete (for 2 mdr siden) har jeg tænkt og tænkt. Er min mand overhovedet den rette for mig, har han nogensinde været det?
Jeg er træt af at han ikke kan finde ud af noget – hverken teknik, håndværk, mad eller romantik.
Som jeg har læst i tidligere indlæg, føler også jeg at jeg står med hovedansvaret for vores husholdning og det bliver man bare så træt af i længden.
Vi skændes aldrig – hvilket måske i virkeligheden er problematisk, da det vel bunder i at vi begge er så konfliktsky og ikke får ytret vores behov, følelser og tanker.
Vi har prøvet en enkelt gang hos en parterapeut, men jeg synes ikke det lod til at det blev taget helt alvorligt, da min mand og jeg sådan set har det fint sammen og jeg kan jo godt lide ham og vi kan – heldigvis – godt stadig have det sjovt sammen. Men der mangler bare lige det der sug i maven – det ville jeg gerne føle bare en gang imellem… Det at vågne op og tænke at man er sammen med den mest fantastiske i verden… Er det urealistisk og naivt at tro at man kan have det sådan når man har været så mange år sammen?
Ifølge parterapeuten skulle vi bare prøve at vende et billede på hovedet og på den måde huske på at vi skulle gøre noget anderledes, så vi ikke hænger fast i den daglige trummerum, og så skulle min mand være lidt mere modig. For det er også en af forskellene på os to – jeg vil gerne prøve nye ting og han er mere tryghedsnarkoman.
Allerede for 3/4 år siden, før det med min kollega, sagde jeg til min mand, at jeg havde lidt krise over vores forhold og at jeg desværre havde det sådan, at jeg ikke kunne garantere, at der ikke lige pludselig kom en anden og slog benene væk under mig. Det hjalp lidt i en periode og jeg har da fået det ud af det, at han nu selv ordner vasketøj på eget initiativ….
Og nu er vi så her igen. Han forsøger virkelige – bl.a. med romantiske initiativer, som også er noget af det jeg efterlyser. Men desværre er han ikke så fantasifuld, så det kan blive til lidt blomster og chokolade. Jeg har sagt, at jeg godt kunne tænke mig noget mere kreativitet og spontanitet. Så foreslog han at vi skulle aftale at vi hver især gjorde noget for den anden hver dag – så ryger spontaniteten ligesom… Men det var da et forslag. Og vi har også gjort det et par dage, men det er også bare anstrengende, hvis det er noget man skal. Man skulle jo gerne gøre det, fordi man har lyst….
Og det er også sagen i en nøddeskal – jeg vil gerne have at vi har lyst til at gøre ting for hinanden. Sådan er det bare ikke, synes jeg…
Og nu vi snakker lyst – jeg har ikke lyst til ham, seksuelt. Vi snakker ikke rigtig om sex (vi gør det bare), hvilket nok også er problematisk, især da jeg faktisk synes han kysser dårligt – det er bare lidt svært sådan at komme ind på efter 8 år, ikke? Og så er det man kommer til at tænke på at være sammen med andre, også fordi, som jeg har nævnt, er han den eneste mand jeg har haft sex med.
Nå, det var en lang smøre, men jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg skal. Dybest set tænker jeg at han bare ikke er den rette for mig, men hvis nu man kunne gøre et eller andet, så er det vel værd at prøve, ikke mindst når man har 2 små…
Håber du kan hjælpe mig.

Hej Maria
Tak for dit indlæg.

Du befinder dig i et dilemma. Hvor du selvølgelig kigger på fordele og ulemper. Og smigres en del af flirten, som du omtaler.

Det er sket, fordi der er noget, du savner.
Og nu er udfordringen, om du vil og kan kæmpe videre i din familie, eller om situationen er et tegn til dig om, at du må videre.

For mig at læse, er du i en forvandling, hvor du er ved at skifte eller dybere end før, overvejer dine værdier.
Bl.a. grundet at du aldrig har haft andre mænd, og forståeligt nok er interesseret i at prøve af – og nyde nogle af de følelser, som en anden mands opmærksomhed giver dig.

Så at svare på følgende spørgsmål vil fomentligt guide dig videre:
- Hvad vil jeg ikke leve uden i mine hverdage ?
- Hvad gør mig rigtigt glad ?
- Hvad får mig virkeligt til at føle mig som en kvinde ?
- Og: Hvis jeg lytter efter min krop og mine følelser, hvad er jeg så nødt til at gøre i denne sommer ?

Tænk meget over det med flirten og sms-korrespondance. Det er supernemt at “lire den op” via en telefon. Men det kan ende med et brav….. drop det eller læg kortene på bordet over for din mand.

Jeg ønsker dig lykke til

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Jeg har skrevet før om min sag og den rumsterer stadig… Sagen kort er at min kone havde en affære med hendes chef i august sidste år og igen en enkelt gang i februar i år, og siden da har haft svært ved at slippe den forelskelse der fulgte efter affæren. Hun siger at hun elsker mig, men ikke har sexuelle/kæreste-følelser for mig i øjeblikket. Jeg har valgt at blive i forholdet, da vi både kan og har rigtig meget godt sammen, fordi jeg elsker hende og ikke mindst fordi at jeg tror på vores potentiale hvis vi kan finde sammen igen. Der er i de mange måneder vi har været sammen siden ‘nyheden’ (sept 09) ikke sket noget/meget hos min kone ift. hendes følelser for hendes chef eller for mig. Jeg elsker dog stadig hende, selvom at jeg syntes at det bliver sværere og sværere at mærke den dybde der før var, men inderst inde kan jeg mærke at den stadig er der. Jeg er en meget tålmodig og rummelig person, som før har haft svært ved at prioritere mig selv. Det har jeg dog lært i denne proces – the hard way!!! Jeg er i dette og jeg er fuldt bevidst om konsekvenserne for mig, og jeg mener at alternativet ikke er særligt attraktivt, når jeg stadig tror på det jeg kan tilbyde. Vi har i øvrigt også 2 små børn, som jeg fokuserer rigtig meget på…

Jeg har før skrevet i denne blog og fundet styrke i specielt dine svar og kommentarer. Det skal også siges at vi stadig snakker fint sammen, dog mangler jeg fuldstændigt en forståelse for hendes valg, og denne har jeg brug for, for at acceptere det der sker (dog en anden men lige så vigtig pointe/dilemma)…

Der hvor vi er nået til nu, er der hvor min kone har lejet et hus i 5 måneder fra 1. august, og så er det meningen af vi skal se hvad det kan føre til – en afklaring i det mindste (jeg går ikke udover de 5 mdr uden). Mit store dilemma pt er, at jeg godt hører at hun ikke kan slippe sin forelskelse i sin chef, men samtidigt kan jeg heller ikke slippe hende – jeg vil ikke stå tilbage og sige til mig selv at jeg ikke gjorde ALT hvad jeg kunne for at redde dette her – både for min og børnenes skyld. Jeg forsøger at være den omsorgsgivende, kærlige og søde, da jeg er af den opfattelse at det bedst viser hvem jeg er og hvad jeg står for, og dermed også hvad hun vil miste ved at forlade det vi har sammen. Hun har tidligere også sagt at det er det bedste udgangspunkt for at hun kan falde for mig igen. Dette udgangspunkt har jeg normalt det rigtig godt med, da det nu en gang er hvem jeg er! Men det konstante svigt er ved at tære mine sidste kræfter, og jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå nu hvor hun flytter.

Skal jeg fortsat være den søde imødekommende og omsorgsfulde, og dermed vise hende hvem jeg er, og vise hende hvad jeg kan tilbyde (uden at det er en konkurrence om hendes gunst). Det kunne indebære at hygge med børnene, begynde at date hinanden og dermed få øjnene op for hvem vi er, lave ting sammen og dermed langsomt (eller hurtigt) finde ind til hinanden igen. Dette vil helt klart være bedst for mig (i øjeblikket), for børnene og for relationen mellem os. Omvendt vil det også gøre mig sårbar ift. at blive svigtet på ny – fx hun har sagt at hun ikke kan udelukke at hun skal undersøge ham (chefen) nærmere, for at finde ud af hvad det er, hvorfor det er så stort og hvorfor det fik hende til at gøre hvad hun gjorde. Omvendt hvis jeg ’lukker ned’ og bliver distancerende, kold og udelukkende, så forhalet det sikkert en evt. tilbagevenden, gør den hverdag vi igennem børnene måtte have ulidelig, og vil slet ikke være ’mig’. Men det kan også være at hun der får øjnene op for hvad hun mister, når hun mærker dette på egen krop… En kombi af de to ville have været bedst – hvor vi hyggede og jeg sikrede mig ikke at blive svigtet. Men jeg kan ikke kræve at hun ikke ser sin chef, både fordi jeg ikke stoler på hende og fordi at de ser hinanden på arbejde hver dag. Min kone er spirituel og tror på at disse positive følelser (for ham) er der af en grund og dermed ikke må/skal negligeres – i teorien er jeg enig men i praksis slår maven knuder…

Jeg tror godt at jeg kender dit umiddelbare svar på mit dilemma, som vil være at jeg skal vælge den sidste mulighed for at passe på mig selv, og da det er hende der har brudt sig skal hun mærke konsekvenserne, samt det faktum at jeg ikke er ansvarlig for hendes følelser… Du har også tidligere sagt at jeg skal videre, finde en der elsker mig ubetinget og finde min egen vej…

Jeg tænker bare at mit dilemma er, at jeg så gerne vi være mig selv og dermed den søde, rummelige og imødekommende, men samtidigt er bange for at (og sikker på at jeg vil) blive svigtet igen og dermed tvinges til at være en anden end den jeg er/gerne vil være… Lige meget hvilken jeg vælger vil jeg ikke være mig selv…

Jeg ser ikke mig selv som svag eller afhængig af hende – men omvendt som stærk og rummelig… Lige nu kan jeg dig ikke finde den ro og styrke jeg plejer at have og henvender mig derfor til dig igen :-§

Tanker MIS

Hej MIS
Tak for dit indlæg.
Jeg respekterer naturligvis ,lat du ikke selv føler, at du er afhængig af din kone. Men som jeg læser dit indlæg, vurderer jeg, at du er dybt afhængig af at beholde troen på, at jeres lille familie kan klare kriserne, – og at du tilpasser dig så meget, at du er ved at blive utydelig for dig selv.

Umiddelbart synes jeg, at ideen om at bo hver for sig, er god og nødvendig.
Men jeg synes, at din kone disrespekter dig fuldstændigt, når hun melder ud, at hun evt. vil undersøge, hvad “relationen” til chefen handler om.
I den kvindeverden, jeg kender, betyder det, at hun vil have – og giver sig selv lov til, at gøre, had der passer hende. Det fortælle mig, at hun slet ikke er klar til at kæmpe. At hun bare tager det i små, korte ryk, for ikke at være for æl.

Det er fair nok, at du gerne vil være sød, venlig og rummelig men hvor er din grænse. Er din kærlihged så stor, at du vil lade hende gøre, havd der passer hende – uden at reagere.
Jeg forstår godt din situaiton. Men jeg tgror, at du forveksler adsillelsesangst med kærlighed. Aktisk er der mange paralleller imellem adskillelsesangst og kærlihged. Jeg torr, at du er så bange for livet uden din kone, at du er ved at bilde dig ind, at du vil gøre, hvad som helst, for at undgå et brud.
Og det er da helt ok. Det er op til dig selv.
Spørgsmålet er bare, om du er klar til at miste dig selv, dine egne grænser, din sunde fornuft mv, bare fo at have hende ved din side ??+

Det er lidt hårde ord, jeg skriver til dig.
For jeg læser, at jeres situation er rigtigt usund.
Og at du kæmper alene.
Selvfølgelig blive du træt.

Jeg synes, faktisk, at det er på tide, at du læner dig tilbage og lader hende vise, om hun angrer, om hun vil strække sig, – eller om det bare er dig, der skal levere ubetinget ærlihged til hende…

Jeg vil ikke gå ind i dit dilemma.
Mit bud er: find ud af, hvad selvrespekt er.
Og vis hende, at du er en mand, der har grænser. Som man ikke bare kan lytte rundt med, efter forgodtbefindende.

Lur mig, om det hun søger hos chefen, er at han er tydleig, grænsefast, lidt egoistisk mv….

Find din styrke.
Og bliv ved at tænek på, at det er hende, der går glip af dig.

For kærlihged kan bære meget. Men uden tillid, respekt, åbenhed, ærlihged og fortrolighed har den trange kår.

Alt godt
Christel

Hej Christel

Hårde ord, ja – bestemt, men det kan være at jeg har/havde brug for det…

Jeg kan godt høre dig, og når jeg læser er der en række ting der pludseligt kommer tydeligt klart frem for mig… Puha, det lyder også som om at jeg nogle ting jeg lige skal arbejde med i det her…

Jeg er blevet mere klar og tydelig ift. hvad jeg skal, og jeg kan mærke at knuden i maven ikke er så slem mere og at jeg nok skal finde styrken til det… JEG SKAL IKKE MISTE MIG SELV… og heller ikke kæmpe alene…

Nogle rigtig gode pointer du giver mig, og et lidt skræmmende billede af hvad jeg har/er ved at rode mig ud i…

Takker igen igen for dine vinkler, kommentarer og din støtte Denne gang havde jeg bestemt brug for det… Vil nu tygge på dine ord, finde mig selv og melde dette ud til hende… Det med afhængigheden kan du også godt have ret i – det samme gælder et række andre af dine pointer…

Jeg tygger videre, og lover mig selv at kigge mig grundigt i spejlet og spørge mig selv, hvad jeg er værd!!!

Tak, Christel.

Hej igen
Godt, at du tygger det igennem. Der er mange mundfulde i denne proces.
Mit ønske er, at din livsappetit og din fornemmelse af, hvad der “smager” best, fra situation til situaiotn, er påvirket af, hvad du mærker, indefra og ud – og ikke er styret af frygt.

Alt godt

Christel

Hej Christel,

Meget glad for, at jeg fandt din side og disse indlæg, der meget godt beskriver mit eget dilemma.

Jeg er ikke en af de svigtede, men derimod en af dem, der er kommet meget i vildrede med mit forhold og følelserne for min kone. – selvfølgelig på helt klassisk vis ved, at jeg har forelsket mig i en kollega.

Sagen bliver så yderligere kompliceret af at min kone og jeg venter vores første barn om ca. seks uger. ..

Lad mig starte med at slå fast, at jeg selvfølgelig ikke forlader min kone på dette tidspunkt – det er simpelthen ikke en option, for det kan man simpelthen bare ikke. Men situationen er selvfølgelig rådden, og tankerne farer rundt i hovedet på en.

Se i bakspejlet har jeg nok ikke været ærlig nok overfor mig selv i forholdet. Vi mødte hinanden for fire år siden, og herefter kørte tingene lige efter drejebogen, altså flytte sammen, frieri i Paris og herefter bryllup og nu barn på vej. Den nuværende situation har selvfølgelig fået mig til at tænke meget over, om jeg har haft hjertet rigtigt med. Og det ærlige svar må være nej. Når jeg tænker over frieriet og brylluppet kom det nok lige så meget i stand pga. udefrakommende og min nuværende kones forventninger til, at der da var det, der skulle ske, mere end det egentlig var et brændende ønske fra min side. Men omvendt nærmede jeg mig jo de 35, og alt kørte godt med gode jobs begge to, og vi var jo det perfekte par. Så det var nok meget fornuftsbetonet fra min side. Og efter brylluppet er børn jo det naturlige næste skridt, og igen var det lidt ”Jamen det skal jo også til at være nu, inden vi bliver for gamle”.

Forstå mig ret. Jeg elsker min kone, og alene tanken om, at jeg kan komme til at såre hende ved at ”følge mit hjerte” og ”forfølge min egen lykke”, gør mig helt ked og trist – men jeg er bare ikke forelsket mere på samme måde, som jeg kan mærke, at hun er – og hele tiden fortæller mig, at hun er.

Timingen har bare været så dårlig. Havde følelserne for min kollega dog bare realiseret sig inden, der var barn på vej for mit vedkommende, så ville alt have været så meget nemmere. Men omvendt er jeg kommet til at tænke på, om forelskelsen er et tegn på panik før lukketid, og om alt måske retter sig med barnets komme. For vi har ikke noget dårligt ægteskab. Udad til er vi det perfekte par, der altid har været gode til at grine og feste sammen, men også hjælpe og støtte hinanden i alle forhold. Og indadtil har vi det jo godt sammen, vi er hinandens bedste venner og fortrolige, og kan man så i virkeligheden forlange mere? Kan man også forlange, at der fortsat skal ære en brændende lidenskab, som der var ved begyndelsen? Og som jeg nu desværre oplever overfor og fra en anden kvinde?

Og så føler jeg mig som en kæmpe røv, fordi jeg føler, at et lille nyt barn pludseligt er i vejen for mine egoistiske følelser, og intet menneske fortjener at blive modtaget på den måde.

Som sagt tænker jeg meget over situationen, men når hver gang frem til, at jeg ligger som jeg har redt, og at jeg skulle have taget beslutningen lang tid før (før barn og bryllup) og at jeg nu bare skal bide tænderne sammen – for det er det eneste rigtige at gøre. Og det er jo ikke noget dårligt liv. Der er, hvad der skal være, og det, man har stræbt efter.

I øvrigt kort om kollegaen. Det startede på klassisk vis med julefrokosten, og har så fundet et par gentagelser ved forskellige sociale lejligheder. Det kan vel bedst beskrives som en slags udvidet flirt, der har involveret kysseri, og hver gang efterfulgt af et oprydningsmøde, men efter den sidste gang er det blevet udvidet med ivrig korrespondance med forelskelseserklæringer på Messenger. Hun er selv gift med to børn, så det er en rigtig møgsitation for alle parter, og vi er begge to egentlig enige om, at det ikke kan komme til at udvikle sig pga. alle de mennesker, vi vil komme til at såre. Og hvor lykkelig har man egentlig også ret til at være, hvis man gør en masse andre mennesker ulykkelige for at nå sin egen lykke? Og kan man nogensinde tillade sig at splitte familier, for sin egen skyld? Og hvad med mig? Hvis man kan det, hvor gammelt skal et barn så være, før man må gøre det? Og er der overhovedet noget godt tidspunkt?

Sikken smøre! Jeg forventer ikke, du kan komme med den perfekte løsning, for den findes helt sikkert ikke. Men jeg trængte bare til at dele dette med nogen andre end mine egne tanker. Min egen konklusion er, at tiden må vise, hvad der er det rigtige. Og at barnet måske kan puste liv i nogen af de gamle følelser for min kone igen,, som i virkeligheden er helt perfekt – jeg skal måske bare lige finde ud af igen, hvorfor det var, hun er det.

Hej Søren
Tak for dit lange og beskrivende indlæg.
Du har skabt et dilemma for dig selv.
Og som skrevet før, men ikke mindre sandt af den grund:
I et dilemma må man finde den mindst dårlige løsning og så gøre det til den bedste.

Når der nu er en lille verdensborger på vej, og jeg kan læse, at du har en moral, der byder dig at holde ud og finde ud af, hvad det lille menneskes tilsynekomst gør for dig og dine følelser, er min anbefaling klart, at du lukker ned for kontakten til din “flamme”. Det er en form for en pseudovirkelighed og et parallelspor, du ygger op. Og det splitter dig…
Hvis følelserne og savnet til “flammen” vedbliver at være meget stærk, når I har haft jeres barn i nogle måneder, har du en ny situation, og så må du forholde dig til den.

Har du brug for udfordring =
Når jeg spørger sådan, skyldes det, at du får beskrevet dit ægteskab, som at det nærmest har været for “drejebogsagtigt”….. og dermed får jeg en refleksion om, at du kanske keder dig lidt. Hvis min fortolkning er ret, så tag ansvar for det… hvilket vil sige, at du må finde ud af, hvad der skal til – og hvad du kan bidrage med, for at der evt. kommer mere variation/udfordring ind som en mere naturlig del af jeres tilværelse.

Noget andet er:
En del mennesker vil misunde dig din situation. 2 kvinder, der elsker dig…..
Barn i vente…
Jeg vil anbefale dig, at du bruger en del a den tid, som du før har brugt på “flammen” og kommunikation med denne, til at tænke og mærke efter.
Hvad er det egentligt , du savner ?
Hvad er det, du inderligt længes efter ?
Hvad vil du, når du bliver 40 – og 50, fortryde hvis du ikke får gjort.

Find ud af det. Så du lærer dig selv at kende….
Ikke ?

Husk: selvrespekt er en gave, man kan åbne hver eneste dag.
Du åbner den, ved at stå foran spejlet og evaluere:
-med det jeg har sagt og valgt ikke at sige, – kan jeg da se mig selv i øjnene ?
Og
Med det jeg har gjort, og valgt at lade være at gøre, – kan jeg da se mig selv i øjnene ???

Det er her, du må søge at få mere indflydelse.

Jeg tænker, at du går med mange tanker selv. Har du overvejet at få nogle tider hos en terapeut, eksempelvis undertegnede, der har forstand på netop dette område ……
Det siges jo, at “den tankegang, der har skabt problemet , ikke også kan løse problemet”.

God dag herfra
Christel Sonne

Hej Christel,

Tak for dit svar – der mestendels bekræftede de konklusioner, jeg selv er nået frem til… Jeg har dog et par kommentarer/spørgsmål.

Min ”flamme” og jeg har allerede haft en åben dialog om tingene, og vi ved godt begge, at det eneste rigtige er at afbryde kontakten – den beslutning kompliceres så bare lidt af, at vi sidder på samme kontor, og i kraft af vores jobs relativt tit har kontakt pga. arbejdsmæssige opgaver (møder mm.) Det må man selvfølgelig så bare kunne sætte sig ud over. Lige pt er der heldigvis ferie, så det har givet en kærkommen lejlighed til en ”pause” til at få kølet følelserne lidt ned. Så som nævnt – vi er begge klar over, det ikke kan fungere, da hun jo også har en familie, men omvendt har vi bare haft svært ved at lade de store følelsesmæssige erklæringer falde via de mulige, elektroniske kanaler.

Så jeg er fuldstændig enig med dig i, at det rigtige på nuværende tidspunkt er at få lukket følelserne for min kollega ned og væk, og så må tiden vise, hvad der vil ske. Jeg tror, det der nager mig er, at den næste tanke jo så er, hvad nu, hvis jeg kommer ud på den anden side, og så er følelserne mellem min kollega og jeg forsvundet. Rationelt set ved jeg jo godt, at det ikke er et problem, men derimod vil problemet være løst på den måde. Mht. den nye situation, der måske kan opstå, hvis følelserne stadig er stærke efter mit barn er kommet til verden, så optager det derfor naturligt nok også mine tanker en del – og det leder mig tilbage til det moralske dilemma, jeg tumler med – kan man overhovedet forsvare at gå fra en familie med så lille et barn? Kan jeg byde min hustru pludselig at skulle være alenemor med et lille barn? Hun har jo ikke gjort noget for at havne i den situation, og jeg ønsker hende jo kun det bedste. Men det er jo en teoretisk situation, og forelskelse bringer selvfølgelig altid utålmodighed med sig, utålmodighed efter at opnå den attråede – så jeg tror, jeg vil bruge dit råd som en slags mantra, nemlig at se, hvad fødslen bringer og herefter afstikke kursen baseret på denne nye situation.

Du spørger, om jeg har brug for en udfordring? Godt spørgsmål – jeg synes jo ikke selv, jeg har opsøgt den nuværende situation, omvendt sker den slags ting sjældent ”bare”, og der har da selvfølgelig været en drivkraft, en art ønske om bekræftelse, måske? Den første gang, hvor ”flammen” og jeg bemærkede gensidig sympati føltes i hvert fald som en art tidslomme, som at tage tilbage til en ubekymret tid, hvor man flirtede og dansede hele natten g ikke tænkte så meget på, hvad konsekvenserne var… Hvad angår variation i mit ægteskab/forhold, så synes jeg langt fra, at vi er sunket ned i rutiner. Vi har rejst rigtigt meget, udfordrer løbende hinanden på alle mulige ting og er begge aktive – sammen og hver for sig. På papiret det helt perfekte par, Så jeg synes egentlig, svaret er nej. Også på den professionelle side har jeg masser af udfordringer med relativt nyt job, der konstant byder på mulighed for at kaste mig over nye opgaver, personlig udvikling mm. Men måske det også har været med til at ændre på mig i forhold til den jeg var for fire år siden..?

Heldig mand, med to kvinder, der elsker. Ja, selvfølgelig, dog er det for ”flammens” vedkommende nok stadig på forelskelsesstadiet for begge parter. Grundlægende set kender vi ikke hinanden så voldsomt godt, og vores respektive situationer gør jo selvfølgelig, at det heller ikke rigtigt kan lade sig gøre, udover disse stjålne øjeblikke, der har været for at sludre fortroligt, flirte og kysse lidt. Så på papiret virker det jo egentlig ikke særligt alvorligt, men omvendt føler vi vist begge, at vi er blevet ”taget med storm”
Men jeg vil lytte til digt råd og tænke mere over:
Hvad er det egentlig, jeg savner?
Hvad er det, jeg inderligt længes efter?
Hvad vil jeg, når du bliver 40 – og 50, fortryde hvis du ikke får gjort.
Og så er vi lidt tilbage til: Hvor meget skal man udsætte andre for i jagten på egen lykke? Og hvor lykkelig har man egentlig ret til at være?

Og jeg vil også lytte til dit råd vedr. selvrespekt.

Og endelig – tider hos en terapeut. Det kunne sikkert være gavnligt at vi fik en sludder, men geografien er lidt i vejen, da jeg bor i den anden ende af landet. Og den slags bør man vel ikke tage over telefonen..? For ja, som du kan se af ovenstående, så er der rigtigt mange tanker at tumle med

Tak for de mange indspark – helt sikkert brugbart.

Og god dag tilbage til dig.

Jeg har lige mistede min kærste igennem 4 år, hun har ik flere følser for mig, og hun har haft det sån længe siger hun!, (men hun har efter vi har gjort slut sagt hun gerne vil have det til at virke, men ved ik rigtig hvordan)
Vi har en søn sammen på et år, som hun ik orker med, hun siger det hele bare kvæler hende, så jeg har fået en lejlighed, og tager vores søn så meget som muligt.
Men jeg ved ik hvad jeg skal gøre, jeg elsker hende og hun er den rigtige, jeg ved at hun skriver med andre fyrer, er det for at få bekræftigelse fra andre uden der er noget i det?
Hun havde sågar aftalt at tage over til norge(vi bor isverige) for at mødes med en, men det har hun lavet om, da jeg sagde hvis hun var sammen med en anden ville det være slut fra min side da jeg ik ville kunne håndtere det.
Hun er helt rundt på gulvet, hvad kan jeg gøre for at hjælpe hende, jeg har skrevet nogen breve, jeg har fortalt at jeg godt kan ændre de ting hun ik kan lide ved mig(og jov jeg sælger ik min sjæl) for jeg kan godt se, at jeg ik kan bruge penge som jeg gør, at jeg må være mere sød i tale og at jeg brokker mig ganske meget, men gør jeg for meget, skal hun bare have luft og jeg skal vente på hun kommer til mig??
Jeg er meget fortvivlet, for når jeg møder hende, så er det med kram og varme, men er det fordi hun håber vi kan være gode venner??
Skal lige fortælle at det gør det ik nemmer at jeg er bosat her i sverige, da det er 1000km fra dk, min familie og mit barndoms netværk er så langt væk!
I går var det min søn´s fødselsdag, vi fejret den hos x-familien, men jeg nået ik at være med til maden, da jeg var nød til at gå, fordi jeg ik kunne klare at være der(følte mig sååååå alene)
Skal vil også siges at jeg har sagt ting som jeg fortryder, men det var da jeg ik havde følser for hende.
Vil så gerne have hende igen
Hvad skal jeg gøre?
Mvh Jesper

Hej Jesper
Tak for dit indlæg.
Sikke en sørgelig historie. Og en historie med mange hårde odds. Det ikke at væer nær venner og familie er ekstra hårdt i en krisesituation.
Og så har I en lille dreng. Og hun orker ham ikke så meget, skriver du.
Det er bekymrende, og selvom jeg jo ikke kan tillade mig at skrive noget om din kæreste, for jeg kender ikke hendes version, så vil jeg mene, at det er alarmsignal i sig selv, at hun ikke orker sit barn. Det handler ikke om, at jeg vil sygeliggøre hende, men kan der kanske være en depression eller en stress inde over, som er med tilat forvirre og forstyrre hele billdet ?? det vil jeg anbefale, at en læge eller en psykolog vurderer.

Og du har jo gjort det meste: skrevet, talt osv… og du vil gerne lave ændringer…. det er et godt udgangspunkt.
Så hvad skal der til ?
Jeg tror, at du skal søge at vise hende, – og ikke overbevise hende, om at du er den rette for hende.
Vær overskudsagtig, når I ses. Vær varm og venlig. Tag vare påd in søn så meget som muligt. Vis interesse uden at kræve noget af hende….. og læs bøger, når I ikke er sammen.
Læs Joan Ørtings bøger. Læs bøger om krise og krisehåndtering, så du bliver klogere på dig selv og hele situationen…
Og så kan det også væer af stor betydning for dig, at du sætter en tidsramme. Dvs. at du med dig selv afgør, hvor længe du kan udholde at vente…
Lav indtil da en evaluering en gang om ugen, for på skrift at have lidt info om situationen og forløbet.

Det er ikke kun handlingerne, men de bagvedliggende holdninger, det handler om.
Så vælg at du vil styrket igennem denne krise.
Og vælg at du vil vise hende, at hun begår sit livs fejl ved at fravælge dig.

Jeg håber, at du og I finder vej.

Alt godt
Christel

Hej Christel!
Jeg skyld vist lidt mere forklaring.
Hun arb meget hårdt i øjeblikket, og stort set hele hendes familie har været igennem det psykologiske system, så derfor tro jeg det er et tabu for hende at gå den vej, men jeg er ganske sikker på at det ville give lys over mange ting.
Tak for rådet om at vise hende at hun begår den største fejl ved at fravælge mig, tro også det er det der skal til, jeg tro at jeg vender lidt på en tallerken nu, og isteden for at vise mine følser for meget(for så ved hun hvor hun har mig) så bare være den glade mand, med styr på livet, elr???
I dag var jeg ude og hente nogen ting i huset, og der snakkede hun om at hun ville tage nogen cd-hylder ned, men vi kunne jo bare sætte dem op senere, det er signaler som disse der forvirre mig, for inkludere mig jo stadig i sit liv, og det er både glædligt men også vældig frustrerene!
Jeg har sat en tids-linie på 1 år, da jeg også vil se hvordan situationen er med min søn, han er født svensk og ønkser at han skal blive her, da det er mig der har taget valget at komme her for 4 år siden og ik ham!
Men jeg vil prøve at se positivt på tingene og vil være glad og udadvendt, selvom jeg ved det bliver mit livs prøve, men man lære jo ik noget af at sætte sig ned!
Tak for en god side og et hurtigt svar

Hej
Og mange tak for også dit hurtige svar.
Ja, vis overskud og tålmodighed. Og send hende et stort smil, når hun sender forvirrende signaler….
Når hun eksempelvis siger”vi kan sætte Cd-hylderne op igen”, så smiler du og siger “.det glæder jeg mig til” og skifter samtaleemne…. – hvis det føles naturligt for dig.

Jeg synes, at det er en fin strategi og tidslinie, du har lagt.
Jeg krydser fingre for , at I finder den bedste løsning.

Venlige tanker
Christel

Hej Christel

Håber virkelig du har tid og kan hjælpe mig i den ulykkelige situation jeg er endt i med min kæreste.

Vi er begge to 18 år, og har været sammen i 2 år og to mdr.

I de sidste to ugers tid har jeg følt at der var noget galt. Aldrig når vi var sammen, men mere når vi skrev sammen, fordi han begyndte at skrive anderledes. Når jeg spurgte ham om der var noget galt og om jeg var ved at miste ham, svarede han nej. I tirsdags gik det så galt.

Jeg brød sammen fordi jeg var så ked af det, og fortalte ham hvor ked af det jeg var. Han skrev at vi snart blev nødt til at snakke sammen, men han ville ikke fortælle hvad det var over mobil. Han endte med at tage hjem til mig, og vi startede først med at snakke om hvorfor jeg var så ked af det.

Efter det sagde han at han ikke følte vores forhold havde udviklet sig på det sidste, og “at gnisten var væk”. Han fortalte også at han havde det sådan i ca 5 uger, men ville ikke fortælle det til mig fordi han ikke ville gøre mig ked af det. På trods af at der er gået fem uger, har han ikke fundet ud af hvad det er der er gået galt. Han havde reflekteret over det, men var ikke kommet frem til noget som helst. Jeg kan jo ikke forstå hvorfor han ikke har sagt det til mig, for så kunne jeg have hjulpet ham, for det er jo ikke kun hans problem, det er vores! Det mente han dog ikke, og han mente kun han selv kunne gøre noget ved det. Jeg sagde at jeg synes det er for let at give op, og at vi skal give det en chance, og det indvilgede han i til sidst, selvom han ikke kunne se hvad der skulle hjælpe. Jeg foreslog at vi kunne gøre noget andet end at bare at være på hinandens værelser hele dagen, som fx at gå en tur osv., men det tror han ikke hjælper. På trods af det giver han det en chance. Lige nu føler jeg bare at jeg er i et helvede. Jeg ser ham først på søndag, og vi fik aldrig snakket ordentligt ud fordi han skulle til træning. Jeg aner ikke hvad han tænker, jeg ved ikke om han vil give det en reel chance, jeg ved heller hvad han mener der er gået galt, og derfor kan jeg jo ikke gøre noget.. Jeg føler mig så magtesløs, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre. I løbet af de fem uger har han ikke snakket med nogen som helst om hvordan han har det, og jeg har allerede snakket med fem personer. Det har også hjulpet mig til at reflektere over tingene, for da han fortalte mig det hele i tirsdags, synes jeg egentlig vi havde det fint. Det skal også lige siges at han siger han stadig elsker mig som kæreste, og i forrige uge var vi også i Djurs Sommerland, som han synes bare havde været det bedste.

Men for at sætte sig lidt ind i det hele, er der nogle baggrundsting der skal fortælles.

For det første er vi bedste venner, og han er bange for at miste mig som ven, og det får mig også til at tvivle om han kun giver det en chance pga. det.

For det andet så fik jeg en depression september sidste år. Dette gjorde at jeg blev så følelskold at jeg ikke kunne mærke at jeg elskede ham, men jeg blev forsat ved ham, fordi det sagde psykologen jeg skulle. Jeg er her i sommerferien begyndt at få det godt igen, men inden da har jeg haft det rigtig dårligt, hvilket jeg tror har haft den konsekvens at der er blevet brugt meget tid på mig i stedet for forholdt. Yderligere har jeg aldrig fortalt ham at jeg ikke kunne mærke jeg elskede ham, og vi har heller aldrig snakket om hvordan han har haft det. Jeg tror det har ødelagt en del af fortroligheden og nærheden mellem os, og kan dette ikke være en grund til at det her sker nu? Alt det jeg har været igennem, gør også bare at jeg ikke kan forstå hvorfor han næsten var klar til at give op i tirsdags, når jeg har kæmpet så lang tid med det. Oveni det, så hver gang jeg kigger på ham, ved jeg bare at det er ham jeg vil være sammen med. Også selvom jeg har ikke har kriller i maven når jeg ser ham, det er bare kærlighed. Under depressionen har han været der meget for mig, og det gør også at jeg mere forbinder vores forhold med tryghed nu, der er ikke så meget spænding. Andre ting jeg har lagt mærke til er at jeg ikke kan huske hvornår vi sidst har kigget hinanden i øjene og sagt at vi elsker hinanden, fortalt hinanden hvad vi elsker ved hinanden og hvorfor vi blev forelsket. Vi er begge to dårlige til at fortælle hinanden når ting går os på, og det er bare tragisk at vide at det nu er kommet så langt ud. Jeg tænker også om det er fordi han nu kan mærke at han ikke er så forelsket mere, men er det ikke “normalt” på det her tidspunkt i forholdet, især efter hvad vi har været igennem.

Jeg kunne forsætte med al min frustration lang tid endnu, men jeg skal jo slutte.

På forhånd tak for svaret
Laura

Hej
Mange tak for dit indlæg.
Der er mange klicheer omkring kærlighed. Nogle gange “mister man gnisten”, nogle gange ved man ikke, om man tror på, at man kan lykkes osv osv.
Jeg tænker følgende efter at have læst indlægget.

I er unge begge to. Og for mig at se har det været ret tungt, med snak om depression og tristhed, og det faktum, at I har opholdt jer på hver jeres værelser.

Vil I videre, og når jeg siger videre, tænker jeg : nærmere på hinanden, må I gøre noget andet, end I plejer.
1. hvis det virkeligt er sådan, at den mandlige part i et forhold har mistet gnisten, kan det selvfølgelig sagtens handle om forholdet . der er dog også erfaring, der viser, at det for mange mænd handler om at være uafklaret mht job/studium, som gør at de ikke er kontakt med deres lyst. Derfor er der her en anbefaling til din kæreste om at se indad og afklare, om han er det rette sted, vedr. job/studium.
2. I må ganske enkelt ud af de værelser og opleve verden fra andre steder.
Det er fint at gå tur, dyrke sport, være sammen med venner, ja: det kunne være forfriskende at se, hvad der sker, hvis I i en måned kun opholder jer på jeres værelser, når I sover og/ eller har sex.
3. for mig at se skal der fokus på glæden. På det at glæde sig til noget, på det at glæde sig sammen, så depressionsskyen begynder at lette. Dette kan I øve jer i, ved at skiftes til at overraske hinanden. Jeg kalder det ” at sætte sig lyspunkter”. Hvad med at aftale, at én gang om ugen er det den ene, og i den næste uge den anden, der står for en overraskelse. Bemærk: at overraskelser godt kan være gratis. Tænk på, hvad I hver især kan gøre, for at gøre kæresten både gald og tryg ….

Kan I ikke komme ud af dette dødvande, er det bedre at sige tak for kampen. Men prøv dog.
I har jo meget at give hinanden.

Venlig hilsen
Christel

Hej Christel

Mange tak for dit svar. Jeg vil da helt sikkert se om ikke vi kan komme ud og lave noget andet end at være på værelserne hele tiden. Jeg har også nogle opfølgende spørgsmål.

Kan du fortælle mig hvad det betyder at “gnisten mangler”? Eller kan det være forskellige ting? Er det normalt at man måske ikke er så forelskede i hinanden efter næsten 2½ år, og man bare forbinder det med kærlighed i stedet? Og at det måske er det der går ham på, at der ikke er så meget “kriller” i maven mere?

Kan jeg godt forvente af ham at han snart finder ud af hvad der er galt? Altså hvorfor han har fået det sådan.

Samtidig vil jeg rigtig gerne have snakket det hele ud, men vil det bare skubbe ham væk? Jeg vil gerne snakke med ham, for at blive afklaret hvor jeg står og få det hele ud, men jeg vil jo også meget gerne vide hvordan han har det, for det betyder meget for mig hvordan han har det. Er det en god idé at få snakket om hvorfor vi blev forelskede, hvorfor vi elsker hinanden osv?

Sexlivet har heller ikke været så godt det sidste års tid, dels pga nedsat sexlyst i forbindelse med depressionen, men også fordi jeg havde en oplevelse med at jeg ikke kunne blive våd, og derfor har svært ved at slappe rigtigt af. Kan det også være en af grundene til at det er endt sådan her? Det er hvert fald noget jeg vil gøre noget ved, og det også meget fint i går .

Han er bare svær at tolke, for når vi er sammen kan jeg ikke mærke at der er noget galt, men når han skriver kan jeg godt mærke der er et eller andet.

Venlig hilsen
Laura

Hej Laura
Tak for dit svar.

De fleste parterapeuter vil nikke genkendende til, at forelskelsesfasen varer højest 2 år, og at kærligheden derefter tager en ny drejning, finder en anden dimension, om man vil. Forelskelsen erstattes tit af en form for venskab, hvor man stadig er vilde med hinanden, men ser hinanden lige så meget som mennesker, som mand og kvinde.

Jeg tror, at der er fare for, at I snakker det hele ihjel. Hvis han har brug for at snakke, er det fint. Men sørg for ikke at tage hans handlekraft og initiativ fra ham. Han er en mand, og det har en værdi, at du viser ham den tillid, at han er i stand til at handle og agere. Det er ikke meningen, at vi skal kastrere vores mænd psykologisk. Så lad ham starte og melde ud, hvis de skal snakkes. Det, du evt. har brug for at tale om, kan du formentligt også tale med dine veninder om, eller skrive i en dagbog.

Det er alarmerende, at I så unge som I er, har haft dalende sexlyst. Det er altid et tegn, når erotikken daler, og nogle gange et sygdomstegn for forholdet. Jeg forstår godt, at depresiionen har været en væsentlig grund. Og synes at det er godt, at du vil arbejde med din lyst. For det er af vital betydning for dig selv.

Jeg kender ham ud fra din beskrivelse ikke godt nok til at vurdere, hvad du kan forvente af ham vedr. afklaring.
Jeg synes, at du skal søge ind i dig selv og mærke efter, hvad du er afklaret med.

Find ud af om I kan få mere energi og aktivitet ind i forholdet. Ellers kunne jeg frygte, at det går langsomt i stå.

Jeg er sikker på, at du finder din vej. Du lyder som en pige med ben i næsen.

Masser af støttende tanker herfra
Christel

Hej Christel
min kæreste og jeg har været sammen i ca. 2 år, jeg elsker ham virkelig meget, men her den anden dag fortalte han at han ikke ved om han stadig føler det samme for mig, altså om han stadig elsker mig, og jeg blev fuldstændig slået ud, for havde ikke set det komme, han håber at det er en fase han skal igennem, men jeg er så bekymret for at han skal gå fra mig, vi ved ikke hvad vi skal gøre, jeg kan ikk forstå det kan jeg evt. ikke få ham til at føle noget for mig igen?

Hej
Jeg har tabt gnisten var den meddelse jeg fik fra min mand i fredag. Jeg har været sammen med en anden. Jeg tager væk i weekenden for at tænke over tingene.
Ok…Det var beskeden og så ramler hele verden.
Forhistorien er at jeg har været sammen med min mand i ca 10 år. Jeg har altid fornemmet han har en hemmelig side som man ikke får lov til at se. Jeg har altid sagt at jeg var så tryg ved ham og vi var skabt til hinanden. vi har aldrig skændtes…Jeg har altid været bange for at et skænderi ville have farlige konsekvenser, og jeg kunne blive forladt…Det er jo en barndomsfølelse, men vi har sgu også altid været meget enige om alt. Men samtidig kan jeg se at det foregår sådan i hans familie, hvor flere ikke ses i mange år pga af uvenskab.
Da vi mødtes kom han lige fra et andet forhold, og før det et ægteskab. Altså en der flytter ind til en ny med det samme. Jeg er en der er alene før jeg finder en anden.
Dengang var jeg i gang med flere uddannelser og jeg tror han faldt for at jeg var så selvstændig og havde gang i spændende ting.
Jeg fandt også ret hurtigt ud af at han var i RKI og skyldte en million væk. Så de første år blev hans skattegæld afdraget. Herefter tog jeg ansvar for at han fik gældssanering. Og selv om hans gæld var stiftet sammen med tidligere kone blev min økonomi regnet med. så vi har ikke haft mange penge, men målet har været 5 år og derefter gældsfri. Det skal lige siges at jeg altid har haft orden i økonomi, selv om jeg på ingen måde har penge. I alle de år der er gået har jeg forsøgt at få overblik over økonomi, men det har været meget svært at få ham til at være åben med løn og lignende. På et tidspunkt købte vi et gammelt hus i mit navn som vi stadig bor i. Han blev gældlfri i marts og alligevel er der mig der betaler alle udgifter. Han giver mig 2000 kr hver gang jeg siger at jeg ikke har penge til at handle mad for.Så jeg har nu en større gæld pga en kassekredit.
For to år siden fandt han ud af at han ikke kunne klare at bo sammen med mine børn og flyttede i en lejlighed. Den havde han dog været skrevet op til ½ år. Han flyttede og jeg var helt ude i tovene da jeg elsker ham. Men det positive var at jeg nu havde en meget stram økonomi, men jeg vidste hvad jeg havde og det var godt. Jeg var dog meget vred over at han forlod mig og overlod alt til mig. Jeg fik dog heldigvis et beløb af min far og klarede mig igennem.Vi begyndte dog at ses ret hurtigt igen og jeg overnattede tit hos ham. Da min søn fik sin egen lejlighed tiggede jeg min mand om at flytte hjem igen, hvilket han gjorde. Og da jeg ikke ville risikere at blive efterladt med så meget gæld en anden gang, blev vi gift. Men igen blev der rod i økonomien som jeg flere gange bragte på banen. Da han blev gældfri var det fedt for nu havde vi belønningen fra alle de “magre” år. Vi skulle så have fælles konto. Jeg mente det ville give mig ro at have overblik over tingene. Men tiden er gået og han har endnu ikke fået skiftet konto.
I foråret blev han kontaktet af personer fra hans gamle klasse i fokeskolen og de har arbejdet med at skulle samles til en klassefest.
I vinter jeg jeg ned med stress pga dårligt arbejdsmiljø og blev senere fyret da der skulle ske besparelser. Efer min raskmelding har jeg så været fritstillet og får status som arbejdsløs om 14 dage. Så jeg har været noget nede det sidste halve år. Jeg bliver også nedtrykdt når jeg tænker på at være arbejdslæs i min alder 52. Samtidig sker der det er min far bliver indlagt med hjertestop her den anden dag, så jeg føler mig noget belastet.
Jeg synes dog vi havde en god sommerferie sammen, og da jeg jo var fritstillet blev jeg i vores campingvogn endnu en uge, mens min mand startede på arbejde.
Det viser sig nu at han i den uge har besøgt en af de gamle klassekammerater og har været sammen med hende. Det fortalte han mig så. Og derfor tog han væk i weekenden for at tænke.
Så jeg synes tæppet er revet væk. Dels har jeg ikke noget job, og dels vil min mand måske forlade mig igen.
Jeg har svinget op og ned humørmæssigt hele weekenden. Jeg elsker ham meget højt, men jeg kan se mig selv fra tidligere at være en handlekraftig kvinde der kan klare alt selv, til nu at være blevet en dørmåtte.
Og jeg tænker at jeg må træffe det valg at jeg ikke vil ham. Jeg siger søger tryghed, men fakta er at alle årene med ham har været de mest utrygge i mit liv. Men samtidig elsker jeg ham meget højt. Men vil jeg nogensinde få ro i sindet sammen med ham. Jeg tror han forelskede sig i mig som en handlekraftig kvinde, og jeg er det stik modsatte nu. Jeg vil dog stå som handlekraftig hvis jeg nu formår at træffe valget at vi ikke skal ses mere.
Samtidig er jeg vred over at han dels har haft korrespondance på internettet med den gamle klassekammerat og at de er mødtes og har gjort som de har gjort.
Jeg tænker dog også at man siger gamle klassekammerater falder ind i den gamle rolle når de mødes. Og hvis de var kærester i første klasse er det måske det dr blusser op. Og så tænker jeg at det er et “falskt” møde da de formodentlig begge har ændret sig meget.
Jeg håber du kan få hoved og hale på hele denne lange historie.
Jeg har en stor knude i maven af sorg, men får inde mellem fat i noget kraft som jeg måske kan bruge som drivkraft.
Nej livet er sgu ikke for tøsedrenge.
mvh den “splittede”

PS…Jeg glemte at skrive at jeg foreslog vi skulle gå i parterapi sidste gang vi flyttede sammen for ikke at få de samme gentagelser, men det afviste han.

Tak for dit indlæg.
Nej, livet er ikke for hverken tøsedrenge eller tøsetøser. Der er store udfordringer ind imellem, og det er ikke alt, vi kan se som en gave. Noget er helt klart en opgave.
Mit umiddelbare svar til din historie er:

Din far er meget syg. Du ved, at du elsker ham og han elsker dig. Sæt din mand på standby. Hvis han ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt og komme til dig og være en mand, du kan læne dig op af, og hvor fortrligheden har gode kår, så lad ham gå sin vej. Ud i hans impulsliv og lad ham så selv finde ud af, hvilken støtte du har været.
Jeg hader, at nogle mennesker ofrer sig i kærlihgedens navn. For som jeg tit har skrevet på denne blog:
Kun i forhold til vores børn kan kærligheden bære alt. I forhold til kærester eller ægtefæller, må der være et gensidigt ønske om et fundament, hvor respekt, tillid, opbakning og ærlihged er lige så vitalt som kærlihged.

Lad ham komme til dig. Og gør han ikke det, så vis ham, at det er ham, der går glip af dig.
Tænk på, hvornår du sidst har følt dig rigtigt levende.
Og tænk på, hvad du ikke vil byde dig selv.

Kan du mon leve med, at han går tilbage i tiden… fair nok, at en tidligere klassekammerat rører på sig. Men ikke fair nok, at din mand i 2010 ikke er i stand til at agere som en moden, ansvarlig og tillidsværdig mand.
Gør dig helt klart: hvis der er utroskab, skal der to til at redde forholdet. Det kan du ikke redde alene……

Så: melder han ikke ind og erklærer dig ansvarlighed og kærlihged, så er det dig, der skal begynde at drømme og finde en, hvis værdier matcher dine.
Du lyder dejlig, så jeg er helt sikker på, at du finder et bedre match, hvis din mand ikke straks komer ind i kampen.

Fat mod.
Husk: hvo intet vover, intet vinder.

Christel

Hej
Mange tak for dit indlæg.
Sikke dog en sørgelig situation. Det lyder som om, at du stadig er i en form for chok. Træk dig væk og hold lidt afstand, både fysisk og kommunikationsmæssigt, så du lige lander på dine egne ben og gør dig helt klart, at det er fint og fantastisk at elske et andet menneske, men at du ikke må blive hverken desperat eller afhængig af ham.
Hold distance og find ud af med dig selv, hvad du gør anderledes nu end da I lærte hinanden at kende.
Ingen ved, om det skyldes hans job eller noget andet, at hans følelser er ændrede. Stol på, at det at han får tid til at tænke sig om og finde sit eget svar, er det der er brug for.
Du kan helt sikkert finde gode svar i Joan Ørtings bøger “tag mig” og “hvad vil du ha”.
Men igen: Bliv ikke desperat. Intet er værre end afhængighed. Og det vil skabe ubalance i jeres forhold.
Du skal ikke begynde at være kvinde-listeig og “spille isdronning” eller noget lignende. Bliv ved at være som du er, og sørg for at holde fast i: “hvis han ikke vil mere, er det ham, der går glip af mig”..

Hold fast i dig selv.

Alt godt herfra
Christel

Kære Christel,

Jeg skrev her d. 1.juli. Tak for dit svar.

Jeg har kigget lidt på spørgsmålene ”hvad får mig til at føle mig som kvinde”, ”hvad gør mig rigtig glad” etc. og jeg fangede mig selv i at prøve at finde ting, som min mand ikke var en del af/ikke giver mig. Måske ubevidst til at starte med, men da jeg tænkte efter, kunne jeg godt se, at det var det, jeg gjorde. Og til det sidste punkt ”når jeg lytter til min krop og mine følelser, hvad er jeg så nødt til at gøre” – har jeg skrevet ”gå.” på det stykke papir, hvor jeg havde skrevet spørgsmålene ned på.

Jeg tror egentlig, at jeg har det lidt som en anden har skrevet på denne side, at jeg har gjort det der var forventet/ det man jo gør mht. ægteskab, børn og parcelhus i forstæderne… Ikke at jeg har følt mig tvunget til det, men jeg har måske bare ikke tænkt så meget over det, som jeg måske skulle have gjort.

Vi har efter sidste alvorlige samtale begge skrevet ned hvad vi ønsker af forholdet og forbedringsforslag, bl.a. at vi begge to skal gå til et eller andet, for at få mere energi.
Det er så kun mig, der har fået undersøgt det jeg gerne vil gå til… Min mand er vist tilbage i troen på at alt bare er som det skal være og det giver jeg muligvis også indtryk af…
Jeg har pointeret at jeg har brug for at føle, at det er helt i orden, når jeg tager i byen med min veninde (hvadenten det er til kl 24 eller kl 3) en gang imellem og jeg ikke føler at jeg skal ”spørge om lov”. Jeg føler stadig ikke at jeg har denne accept.

Jeg har vendt og drejet det, synes jeg, men det er jo bare supersvært, for jeg vil ham virkelig ikke noget ondt eller såre ham i min egen jagt på lykke, men på den anden side har jeg lige nu meget svært ved at se, at det her kan fortsætte…

Men jeg ved ikke rigtig… Det er svært for mig lige nu at sige, at jeg vil kæmpe for det her forhold, fordi det virker så dødt og jeg ikke rigtig kan huske hvornår det har været rigtig levende… Så hvad så nu? Kan parterapi overhovedet nytte, hvis ikke man helt tror på det? Vi har planlagt en 4 ugers tur til Thailand til efteråret og jeg har sagt til mig selv, at det må være den endelige prøve. Hvis ikke vi kan finde kærligheden sammen på sådan en tur, så er den der måske bare ikke…

Jeg ved ikke rigtig om der var noget spørgsmål i det her – men håber du kan give lidt feedback på mine tanker…

Mvh Maria

Hej Maria
Tak for dit indlæg. Hermed mine refleksioner.

Jeg vil mene, at det godt kan nytte og betale sig at gå i parterapi. Det er fuldt forståeligt, at du svinger imellem at tro lidt på, om I kan lykkes, eller om tvivlen bliver den mest dominerende. At gå i parterapi kan være med til at afklare, om din kæreste har den vilje og interesse, der skal til for at I kommer på højkant igen. Så om ikke andet, så for afklaringens skyld, og for at kunne få talt om de frustrationer, bl.a. du går med. Eksempelvis at du er begyndt at undersøge noget vedr. fritidsinteresser, men er usikker på, om kæresten byder ind.

Det er jo ikke kun at finde eller genvække kærligheden det handler om. Det lyder jo dejligt med en ferie, men da det jo er hverdagene, der er flest af, så er det jo i hverdagene, at oplevelsen af samhørighed, alvor og glæde skal i spil. Og det er for hårdt, når det for længe har været en mangelvare og for hårdt, når den ene part har oplevelsen af at trække det største læs.

Ordet “team” betyder i sin oprindelige betydning “et forspand med to heste, der trækker”.

Tænk over, hvordan I som de to heste “trækker” jeres tilværelse….
Det ville da være mere end relevant at få kastet lys over det og talt om, hvordan I hver især oplever det.

God fornøjelse.

Venlig hilsen
Christel

jeg skriver da jeg er meget frustreret over mine manglende følelser over for min kæreste. Vi arbejdede sammen da vi startede med at date, da han inviterede mig ud første gang var jeg ikke selv bevidst om jeg kunne lide ham, men vi havde det sjovt sammen, så troede bare det var venskabeligt, skal siges jeg er 31 og han 46. men vi forelskede os, og alting gik meget hurtigt. efter en måned var vi til fest, jeg talte med en anden kollega, og da der kom underholdning tæt derpå satte jeg mig på skødet af ham, der var intet i det fra min side, og da underholdning var slut gik jeg tilbage igen, men der var min kæreste pisse sur, og vi endte med at skændtes og tog hjem. Men jeg følte ikke jeg havde gjort nogen større fejl, end det burde tilgives, og ikke ske igen. jeg kæmpede meget hårdt, da jeg ikke ville miste ham, og vi faandt sammen igen, men han kunne ikke rigtig ligge det fra sig og det dukkede op igen og igen. Da vi havde været sammen 3 måneder blev jeg så gravid, bestemt ikke planlagt, men tænkte det nok skulle gå, da vi ville have børn(var et krav fra min side, men han har altid sagt det var ok med ham) samtidig blev jeg opsagt på job, men var heldig at finde et nyt straks. De første 3 måneder af graviditet har været meget hårde, har kastet meget op, og været konstant træt, samtidig var han blevet mere skeptisk mht til hans tillid til mig, han kunne ikke have at jeg havde andre fyre på facebook, og slet ikke ex’er. Jeg taler ik som sådan med mine ex andet en tillykke med fødselsdagen og sådan. men aftalte med min kæreste at jeg ville slette de 3 ex’er jeg