Mærkedage er dage, man mærker
Christel | 19. maj 2012 19. maj 2012 - 01:37
I dag er det min bryllupsdag, og selvom jeg er skilt, mærker jeg, at denne dag er anderledes end så mange andre.
Når jeg taler med par, og når jeg taler med individuelle klienter, hvor nogle er i nye parforhold og i de sammenbragte familiers univers, falder talen tit på mærkedage.
Der er jo nok af dem. Der er de mærkedage, der af sig selv figurerer i kalenderen, såsom juleaften, nytårsaften, måske Valentinsdag, fastelavn, påske, pinse, Sankt hans, mortensaften osv. ligesom der er alle de familieære mærkedage, som fødselsdage, bryllupsdage, dødsdage osv.
Og mærkedage er dage, man mærker. For der er tit traditioner forbundet med dem.
For selvfølgelig er det sådan for os som mennesker, at vores tanker og følelser stikker af i alle retninger. Og at vi, er jeg ganske sikker på, søger holdepunkter. Fordi virkeligheden ikke af sig selv byder på lyspunkter, så holdepunkterne bliver ekstra vigtige.
Mit bud er, at vi skal mærke efter, når vi har mærkedage. Og hvis du er i et nyt parforhold eller en sammenbragt familie, synes jeg, at det har værdi, at du og din partner respekterer de mærkedage, I hver især har. Det kan være bryllupsdage, børnenes fødselsdage, konfirmationsdage, gamle venners dødsdage, forældres bryllupsdage osv. mit bud er helt klart, at hvis du er i et parforhold, nyt eller gammelt, så lad det aldrig blive til en krise, at din partner har en fortid. Hyld, at din partner og du selv har en fortid. Hvis du eller han/hun ikke har haft kendt eller mødt alle de mennesker, i fortiden, ville han/hun ikke være den person, du er glad for.
Så lad din partner holde fødselsdag for hans/hendes børn med ekskone/eksmand. Glæd dig over, at fortiden har været med til at forme din partner til den, som han/hun var, da I mødte hinanden.
Og hvis det ikke er relevant for dig at forholde dig til en ny partner eller sammenbragt familie, så giv dig selv ro på mærkedagene.
Mærk efter.
Græd lidt, smil lidt. Hør en god sang. Vær med det, der har været eller er, for det går stærkt for tiden, – samfundet er tempofyldt, og vi må hver især drosle ned indimellem.
Skriv gerne, hvordan du forholder dig til dine mærkedage.
Alt godt,
Christel
Kategorier: Blandet
Ingen kommentarer »

Ingen svar til “Mærkedage er dage, man mærker”
Vil du kommentere?
Du må være inloggad for at skrive en kommentar.