Jeg bliver tit kontaktet, mest af mænd, der beskriver, at deres hustru igennem mange år, nu har sagt stop. Nu har hun sagt, at hun ikke længere har følelser for manden, og at det er bedst at stoppe og flytte fra hinanden.
Mændene giver mange gange udtryk for, at hustruen godt nok igennem de sidste mange år har sagt, at hun ikke var tilfreds i forholdet, men at de ikke har lyttet efter. Og ikke har taget det til efterretning, andet end i et par dage eller uger, og så er gledet tilbage i den vante gænge med fokus på job og karriere, fritidsinteresser og eget ego.
Dette lille skrift handler om, at det er værd at lytte efter. Og er en appel til mændene om, at agere, når kvinden i et parforhold udtrykker mistrivsel, savn og frustration. Det er ulig meget nemmere at gøre noget ved situationen, mens den er forholdsvist enkel, end det er at skulle rydde op i flere års kulde og parallelvandring. Jeg ved, at mange mænd, når deres bil bare "hoster" en smule, tager sig af det hurtigt. Og tænker indimellem på det ejendommelige i, at når deres kvinde "hoster" en smule, måske udtrykt som brok og frustration, ja så tror man, at det bare går over, og at hun da sikkert bare skal finde sit overskud igen.
Mange parforhold går i stykker, på grund af, at der ikke tales om følelser og tilstande, før det er blevet så forkrampet, vredt og koldt, at den vej, der ligger forude, kun kan findes, hvis begges viljer er tilstede. Dette skal ikke udelukkende være en opfordring til mændene om at lytte mere efter, så deres nærvær og proaktivitet kommer kvinden og familien til gode. Naturligvis har kvinderne et lige så stort ansvar for, at de trives i deres parforhold/ægteskab.
Det er efterhånden ved at være klassisk, at manden i et parforhold giver udtryk for, at kvinden da ikke har råbt ham op, og at det da ikke var til at vide, at hun havde brug for forståelse, når hun blev mere og mere sur. For det er jo en ejendommelig mekanisme, ikke? Vi har brug for omsorg og interesse, sjov og lethed, og hvis vi så er pressede, hvad gør så mange af os: jo, vi bliver sure, vi skælder ud, vi går efter at bebrejde den anden. Og det er da en vandring om på den anden side af åen efter vand.
Så kvinder og mænd, der sidder i en frustration lige nu, og kanske er ved at åbne den bagdør, der hedder "det kunne også være meget nemmere, hvis jeg bare levede for mig selv" – lyt efter, for jeg har en anbefaling. Gør dig klart, hvilke områder af dit parforhold, du ønsker forbedret, og gør dig klart, hvordan du kan gøre din partner begribeligt, at du mener, at det er nu, at I skal tage hånd om dette.
Tøv ikke. Sørg for, at der ikke bliver dømt nøl. Og hold op med at bebrejde, både din partner, omstændigheder og/eller dig selv. Gå i stedet i gang med at fokusere på, hvad du ønsker og afklar, hvad du selv kan gøre for at dette ikke kun bliver ved tanken.
Og ja. Det handler om at lytte. Til dig selv. For lytter du, vil andre også lytte til dig.
6 svar til “Lyt efter”
Hold da op… Det er fuldstændig SPOT ON hvad du skriver… Desværre har jeg ved (disrespektfuld adfærd) fundet ud af at hun har været mig utro og efter at være konfronteret med det, har hun indrømmet at hun er blevet forelsket.
For ca. 4 mdr siden fik jeg øjnene (begyndte at læse 7 Gode Vaner af Steven Covey) op for at der var mange ting jeg ikke havde lyttet til og jeg foreslog så igen at vi skulle gå i parterapi… Og jeg kunne se at vi stod ved afgrunden til ægteskab (vi har 2 børn på 4 og 5). Der gik noget tid inden vi fandt en og Vi har nu gået til hos en terapeut i Roskilde men kun som enetimer (4 gange til nu), for hun har ikke været klar til parterapien.
Det værste er, at hun åbenbart i den periode har udviklet forholdet til den anden. Og nu står jeg her og har viljen til at begynde på det frugtbare liv sammen … Og hun siger at hun ikke elsker mig som mand og kone, men som fader til børnene holder hun meget af mig – jeg håber at kunne finde styrke til at komme videre – jeg ønsker ingen skilsmisse – men ved det kan blive en konsekvens.
Jeg er fuldstændig maltrakteret af sorg efter at have fået vished…
Jeg håber INDERLIGT at vi ved parterapien (det er en gestaltterapeut) kan komme derhen, at hun vil give det en chance og glemme den anden (nu vræler jeg igen )
Nå – det var nu egentlig meningen at fortælle, at jeg synes du har nogle virkelig gode artikler, som rammer hovedet på sømmet… Vi skulle nok have brugt dig som terapeut, men desværre bor du i min hjemby og ikke i Greve Strand
Lige nu formelig "vælter det ind" med kontakter fra par, hvor der er utroskab og stor krise inde i billedet. Det er nærmest det, jeg kalder "decembertilstande", forstået på den måde, at der er også i denne tid er mere "run" på kriserne end på andre årstider, grundet julefrokoster o.l.
Når man befinder sig i en situation, hvor partneren har haft eller har en utroskab i gang, er der en holdning, man må holde sig klart. Også selv om det gør ondt, og selvom det ikke er det, man ønsker.
Man må videreformidle følgende budskab:
Det er nødvendigt at tage denne holdning og stå ved den. Så kan det være, at partneren siger: du kan ikke smide mig ud, og det kan være, at partneren siger, at han/hun ikke kan gå fra børnene m.m.
Uanset hvad der kommer af forklaringer, ja så må det meldes ud, at partneren, der har været udenfor parforholdet og hygge sig, må gøre sig klart, hvad han/hun vil og ikke vil, og hvad man som den svigtede part kan regne med. Og til I, der er blevet svigtede. Stå fast, for først herigennem får man vækket den anden part, og får de tanker og følelser i spil, som er mest ægte.
Og når man eksempelvis har gået hos en psykolog eller terapeut hver for sig, og har beskrevet sit parforhold, så er tiden da inde til, at man sammen går til en parterapeut. Når forholdet ikke duer, eller er faldet mere eller mindre fra hinanden, så kom af sted sammen. Det er det eneste, der giver mening.
Tusind tak for at skabe dette 'terapeutiske rum' udenfor din praksis…
Det støtter mig, da jeg godt kan se det rigtige i dine ord.
Hun siger bare ikke 'tilgiv mig' men anerkender at hun har lavet noget dumt, men undskylder det med at hun er blevet drevet dertil. Og bliver vred på mig, når jeg presser hende…
Hun er MEGET knyttet til børnene. Hun holder stædigt fast på at hun ikke kan forlade vores hus og børnene – hun har på et tidspunkt sagt at hun har fortjent retten, idet jeg mange gange har opført mig dårligt f.eks. om natten når ungerne kommer ind i vores soveværelse. Min umiddelbare holdning er dog at hun netop ved at gå ud af vores forhold har mistet retten til at være i det og dermed også ved børnene. Jeg ønsker jo ikke at såre hende eller gøre hende ondt, men hvis hun ikke flytter sig, kan hun jo ikke mærke den konsekvens det har haft… Arhg det er svært.
Kan jeg udtrykket det således, at hun har bevæget sig ud af vores fælles hus og er begyndt at bygge et nyt og vil bo begge huse uden at kunne betale for huslejen begge steder?
I morgen tidlig skal jeg afsted til terapeuten igen og vi skal sammen afsted på fredag.
Det er et godt indlæg, du har skrevet. Og det er en god metafor, den med husene.
Jeg har det sådan, at det ikke er i orden at sige, at "det er en andens skyld, at jeg har været utro". Det er ikke i orden, men for mange meget forjættende at udtrykke, at "partneren igennem lang tids uhensigtsmæssig adfærd har drevet en utroskab i gang." Men det er ansvarsforflygtigende.
Selvfølgelig har en negativ adfærd en indvirkning på et menneske. Og det bør naturligvis anerkendes, at en person har følt smerte, sorg og vrede over ikke at være blevet set, hørt, forstået og respekteret. Hvis det er det, der er tilfældet.
Det er det samme, som når en alkoholiker siger, at det er konen, der får ham til at drikke.
Nej, det er det ikke. Han løfter selv flasken til munden og tager dermed en for ham nem løsning. På den korte bane. Ethvert menneske har jo selv ansvaret for at trække sin grænse og give udtryk for sine behov og ikke bare holde fast ved, at man er offer for omstændighederne. Fair nok, hvis hun ikke har varme følelser længere; men det er slet ikke interessant at tale om skyld, men om ansvarlighed.
Hvis et par skal finde sammen igen, er det væsentligt, at begge parter sætter viljen ind og billedligt talt "lukker bagdøren", så de giver sig selv arbejdsro. At sætte viljen ind er den enkeltes beslutning. Alting har jo en pris.
Venlig hilsen
Christel
Tak for kloge ord der får en til at tænke over tingene…
Jeg skriver fordi jeg virkelig har haft mit parforhold oppe og vende her det sidste stykke tid.
Jeg har været sammen med min kæreste i snart fire år og her for et halvt års tid siden kom han ret alvorligt til skade, hvilket har medført at det er mig der skal sørge for det meste derhjemme. Han har det fint, kan komme rundt og skal nok blive rask igen. Men ikke nok med at det er mig der står for det meste i dagligdagen, så er vores lejlighed også midt i en mindre ombygning der også giver extra besvær. Derudover er jeg studerende og i perioder er jeg så presset at jeg knapt nok orker tage vare på mig selv.
Jeg føler at det er en lang kamp, og at min rolle er gået fra at være ligeværdig partner er blevet til en opvartsdame. Vi har snakket om at det også er svært for ham at blive ved med at spørge mig om det ene og det andet, men sådan er det jo bare. Min kærestes humør er super situationen taget i betragtning, men mit er virkeligt nede i kulkælderen og har været det i noget tid. Det er slet ikke mig jeg plejer at være en glad og udadvendt person.
Før ulykken følte jeg mig virkelig værdsat og manglede ikke komplimenter, men sådan her jeg det ikke længere. Jeg tvivler på om mine følelser kan komme tilbage til kilden i maven og følelsen af at savne hinanden. Nogle gange tænker jeg at jeg går glip i så meget af mit sociale liv, fordi hele situationen dræner alt mit overskud.
Hvordan kan jeg komme videre? Og hvordan kan jeg gøre op med mig selv om det her forhold er det rigtige for mig også på længere sigt.
Hej kære studerende og "midlertidige " opvartsdame….
Tusind tak for dit indlæg og dine søde ord.
Ja, det er en situation med så høj en belastningsgrad, at jeg godt forstår, at du rammer et punkt af frustration, i langt flere stunder end tidligere.
Det ændrer jo rollerne og dynamikken meget, når ens kæreste er "nede", rent fysisk. Pris dig lykkelig over, at hans humør er godt, for det er meget meget værre med en fysisk rask person, der er i svingende lune.
De følelser, du beskriver, er de følelser man mange gange har i en stress-tilstand. og da stress jo netop er en tilstand, hvor man føler at man ikke har kontrol og ej heller overblik, er der ikke noget at sige til, at det indimellem bliver for meget.
Du har brug for omsorg, så sæt din søde kæreste til at give dig omsorg. Som eksempelvis små "forkælelsesstunder" som fodbad, ansigtsmassage, nakkemassage, yndlingsmusik, komplimenter, en kop the mv.
Og i forhold til det rent praktiske. Hvem kender I, der kan hjælpe jer, evt. med lidt rengøring og madlavning.
Lad din kæreste række hånden ud til en eller nogle, I kender, så I på den måde støtter hinanden.
På lang sigt tænker jeg, at det er givtigt for dig at gøre dig klart, hvordan du lader op.
Nogle lader bedst op alene, uforstyrret.
Andre har mere brug for at være sociale.
Gør dig klart, hvad der lader dig op, og sæt det ind som punkter i din kalender.
For den vi skal leve længst med ,er os selv, og derfor må vi alle, især kvinderne, huske os selv på, at vi må nære vores venskab. Og det mener jeg, gøres bedst ved at tage det at lade op alvorligt.
Jeg håber, at mine ideer har kunnet inspirere dig lidt.
Måske du kan inspireres af mine ord om stresshåndtering på http://www.unicoaching.dk
Skriv endelig igen, hvis du har brug for det.
Vil du kommentere?
Du må være inloggad for at skrive en kommentar.