Dine, mine og vores børn.

Hvert år bliver xxxx ægtepar skilt. Og xxx bliver gift

I mange af de forhold, hvor separation og skilsmisse er en kendsgerning, er der børn i familien. Der berøres af bruddet og børn, der nødvendigvis følger med som dele af forældrenes tilværelse og i mange tilfælde valg af nye partnere.

Og selvom mennesker dybt i deres hjerte er romantiske, er mange af dem, der bliver skilt, naturligvis også ”brændte børn” og har en erfaring med sig, som de søger at bruge på bedste vis i et nyt forhold. Det, der overrasker mange, er at selvom de voksne med en ny partner er uendeligt glade for hinanden og tror på, at denne gang vil det lykkes, ja så opstår der hyppigt problemer omkring en sammenbragt børnegruppe.

Årsagerne til dette i sammenbragte familier er ret indlysende:

Børnenes forskellige aldre og behov (en sammenbragt gruppe af småbørn og teenagere).
Uafklarethed omkring hvem der opdrager hvilke børn.
Frustration over hvordan kritik afleveres til den andens børn.
Børnenes aversion mod en ny partner.
En ny partners aversion mod et eller flere børn. ”din søn er for pylret, din datter er for strid osv."
Jalousi som følge af tæt kontakt med ekspartneren, der er forælder til nogle af børnene.
Planlægning og mangel på uforstyrret voksentid grundet mange børn, og grundet at børnene serviceres med mad, ekstrahensyn, besøg af venner, transport til fritidsaktiviteter osv.
Forskelsbehandling og forskellige regler for børnene. Nogen får lov til mere og får mere end andre.
Mangel på plads – hvordan transporterer vi os, hvem skal sove hvor, mangel på værelser.
At der flyttes ind til den nye partner. Man føler sig som gæst og gamle rutiner kan ikke omstødes.

Lad det være sagt med det samme. Hastværk er lastværk. Og når jeg siger det så enkelt, skyldes det, at jeg mener, at mange ”nye par” flytter alt for hurtigt sammen og/eller alt for hurtigt bliver en stor del af hinandens hverdage. Mange børn når ikke at vænne sig til dette, og en del voksne er heller ikke afklarede og helede efter skilsmissen, så det hele får et anstrøg af hast og desperation. Men forelskelsen slører dette, og virkeligheden begynder så at melde problemerne ind.

En tommelfingerregel er helt klart, at de voksne kan dyrke deres kontakt og forelskelse i et halvt år, før de introduceres til børn som en ny partner. Og sammenflytning og fælles kalender bør ikke ske, før de voksne har en overensstemmelse med hensyn til at have fået kontakt med børnene, afklaring omkring økonomi, opdragelsesregler, hvordan der vises hensyn til alle, fordeling af pligter, aftaler om sprogbrug, computer/TV-tid osv. Når de voksne har valgt at flytte sammen, mener jeg, at en gradvis tilnærmelse, hvor man bor sammen nogle dage og så derefter har sin egen forælder i fred, og derefter udvider hyppigheden og intensiteten i samværet er en gave, – både til det nye voksne forhold og til børnene.

Meget fornuftigt og meget givende. For følelserne kan ikke bære det alene.

I min praksis har jeg ofte hørt følgene fra voksne i sammenbragte familier:

Jeg kan ikke holde min mands ældste søn ud. Han er en stor teenager og er simpelthen så lad. Laver intet og opfører sig som var det et hotel. Min mand siger ikke rigtigt noget til ham, og jeg bliver totalt indebrændt. Vi har aftalt, at det er min mand, der sætter ham på plads, men det gør han ikke, og jeg føler, at jeg skal have mundkurv på i mit eget hjem.

Min nye kone er langt mere kontrollerende end jeg regnede med, og så er hun samtidig vildt eftergivende over for hendes børn. De dyrker begge to meget sport, og det er jo fint nok, men hun bruger tid hver eneste weekend på at køre dem til kampe og være tilskuer. Jeg vil gerne have lidt fri tid med hende i weekends, – også fordi vi har hver vores børn på skift, så vi har aldrig tid sammen. Og når jeg påtaler, at de godt kunne stille deres cykler ordentligt i garagen, så de ikke ridser min motorcykel, tager hun dem i forsvar og siger, at ”hvis jeg har et behov for orden, må jeg jo bare rydde op”.. Det bliver let en kamp imellem dem og mig. Hun er meget sød ved mine børn, men jeg har efterhånden svært ved at føle mig holdt udenfor.

Det giver afstand i vores forhold, at min mand har et ret kolerisk temperament. Han synes ikke selv, at han overreagerer, men jeg synes, at han råber alt for højt og flipper over alt for små ting. Mine børn og mig er ikke vant til råben, og børnene bliver bange. Min mand slår det bare hen og kalder mig en hønemor. Og han siger, at alle da skal have lidt modstand, og at han jo kun er sur kort tid ad gangen, og det å jeg da bare vænne mig til. Læs mere her om: Hvad med de sammenbragte børn i en sammenbragt familie?

Vi har 5 sammenbragte børn til sammen”. 3 teenagere og 2 på hhv. 8 og 10. De små ser meget op til de store, men de store gider ikke de små. Håner dem og driller dem og råber ”skrid”, når de små banker på døren ind til værelserne. Det giver en meget anstrengt stemning, og vi appellerer til hensyn tagen hele tiden. Vi er egentligt meget enige om at sætte grænser og irettesætte, men teenagerne vender øjne og isolerer sig. Det her er langt fra at være harmonisk.

Min mand tjener meget mere end mig. Og bruger selvsagt også meget mere tid på sit job. Det betyder, at jeg er en del hjemme med vores 3 sammenbragte børn og 1 fælles barn. Jeg føler mig taget meget for givet og oplever, at jeg styrter rundt for at servicere hans to store børn, der er meget optagede af computere og temmelig passive. Min mand er chef og kan ikke bare skrue ned for sit arbejde… og et af prolemerne er også, at han køber sig til god samvittighed ved at stikke dem en tusindlap og sige : gå ud og køb et par jeans…. Vi har ikke fællesøkonomi på grund af hans firma, og jeg kan ikke give mit barn fra mit gamle forhold det samme. Vores fælles barn overdynger han også med gaver og synes, at jeg er alt for nærtagende, når jeg påpeger forskelsbehandlingen. Det giver mange problemer.

Min kone og hendes teenagedatter på 16 har et sygeligt venindeforhold. Det er fair nok, at de lakerer negle, ordner hår, lægger ansigtsmasker, men de ligger i sofaen og flyder og ser Paradise Hotel sammen, og hun sidder gerne med de unge venner flere aftener, og ænser mig knap nok. Så kan jeg gå rundt med vores fælles tvillinger og føle mig som en idiot. For sagen er, at datteren er meget flabet over for mig ikke sådan direkte, men ved ikke at sige godmorgen eller godnat. Ingenting siger hun, hvis hun kan blive fri. I hvert fald ikke til mig. Men hun trækker moderen med ind på værelset, med ind i stuen og vi har været hos en parterapeut , der talte med os om vigtigheden af voksentid. Men det har min kone fuldstændigt nedprioriteret. Det er jeg frustreret over og vi har ret mange skænderier om det .

Vi har begge to ret travlt, fordi vi ønsker at afvikle den gæld, som vi hver især har bragt med ind i forholdet. Vi vil nemlig gerne kunne købe et hus sammen. Lige nu bor vi i mit hus, hvor jeg har boet med min ekskone og børn. Vi har alt for tit diskussioner. Min kone føler sig som gæst i huset, – hun bliver mat og indadvendt, og lufter at hun ikke rigtigt tror på vores projekt. Det, der så problematiserer det hele, er at jeg synes, at hun giver børnene alt for eget plads. Det er godt nok vores to fælles børn, på 1 og 3. Men de har begge plads i dobbeltsengen, for ellers kan hun ikke sove dybt. Vi har stort set aldrig et par sammenhængende timer for os selv. Og når dine to store børn er der, er hun også flink ved dem, men har ikke overskud til at involvere sig i dem, så det bliver så opdelt det hele.

Snak om tingene med det samme, de opstår.

Og husk: enhver hund synes bedst om sine egne hvalpe. Det gælder også for mennesker det kan skabe enorm afstand hvis man som voksen ikke kan rumme eller være respektfuld over for den andens børn. Find derfor så hurtigt som muligt ud af, hvordan I vil være et voksent team, så I ikke splitter op. For så viser I børnene, at det er ok at splitte. Og det kommer der som regel altid pay back på.

Skriv endelig om gode erfaringer med hensyn til sammenbragte familier.

Venlig Hilsen
Christel Sonne Rasmussen