Mit svar til dig er:
Individuel terapi udelukker ikke parterapi.

Find den vej, der virker.
Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.

Venlig hilsen
Christel

Hvis begge parter stadig har nogle følelser og et ønske om at ville frosøge at genskabe det, der var, ja så kan inspiration og bearbejdning gøre en forskel.
Når par "står helt ude på kanten", er der undersøgelser, der peger på, at 50 procent finder vejen igen, bl.a. via parterapi – og at det man lærer, omsættes i hverdagene, – og at de øvrige 50 procent erkender, at det er for svært, for sent eller at følelserne og viljen ikke går hånd i hånd, lige meget fra begge parters side.

Grundlæggende er jeg en mulighedsorienteret person. Og vil da klart anbefale dig at kæmpe for det, du tror på.

Alt godt

Venlig hilsen
Christel

Som parterapeut er jeg selv i flere roller. Nogle gange lyttende, nogle gange inspirerende, nogle gange rådgivende. Afhængigt af, hvad det er for temaer og følelser, der er i spil.

At du og kæresten svinger i forhold til hinanden, er normalt. Dette ville formentligt også gøre, uagtet at der ikke var nogen krise.

Jeg tænker, at I har behov for at tale sammen om, hvad I vil lykkes med.
Og at tale om, hvad I sammen ønsker at opnå.
Tale sammen om, hvad I står for og hvordan I kan bakke hinanden op i nutiden og tiden, der kommer.

At komme videre i sit parforhold er efter min mening, at komme nærmere på hinanden.

Alt godt.

Venlig hilsen
Christel

Jeg føler at hver gang jeg bevæger mig frem bevæger han sig tilbage i udviklingen af vores forhold og omvendt.

Det hele startede med at han havde få dage inden sagt at forholdet var slut og at der ingen vej var tilbage. Jeg gik i chok for jeg havde ikke set det komme. Dagen efter fortryder han og vil fortsætte. I mellemtiden har jeg involveret mange mennesker fordi jeg troede at han mente det og jeg forsøgte at få overblik over hvad er nu skulle ske i mit liv og hvor jeg skulle bo. Jeg sagde at parterapi var en betingelse for at fortsætte og han accepterede det.

Mit spørgsmål går på er det normalt at man hver især veksler mellem lysten/evnen til at se frem og fortsætte eller dvæle ved det der er sket i sådan et forløb? De første tre gange har han været fremadsynet og syntes at det gik fint hvor jeg først 4. gang var klar til at komme videre. Men denne gang syntes han at tingene er forværret og ser frustrerende ud. Jeg føler vi kører i ring i vores samtaler og at terapeuten ikke guider os nok. Jeg bliver hurtigt fortabt i følelser og reagerer voldsomt. Hvad er terapeutens rolle ? Hvor styrende må hun være og hvor fokuseret er hun på at "få os i mål" Og hvor længe kan man forvente at sådan et forløb tager? Der er hverken utroskab eller vold indvolveret her "bare" dårlig kommunikation.

Med venlig hilsen Rikke

Det mest vanvitige og destruktive form for utroskab er det midlertidige vanvid af at forelske sig i f.eks. en kollega. Du gør dette, ikke når du møder een vidunderlig person (vidunderlige mennesker boller ikke rundt med gifte mennesker), men når du gennemgår en krise i dit liv, ikke føler du kan leve det liv du lever, men ikke er helt parat til selvmord endnu.

En affære med een der ofte er upassende – dominerende eller afhængig – een med problemer større end dine egne, er så vanvittigt stimulerende at det er det' stof der kan løfte dig ud af din depression og få dig til at føle igen. Selvfølgeligt vil du mellem disse øjeblikke af ekstase være mere deprimeret, mere alene og fjern fra livet men tilsvarende hooked på din Elsker. Ideelle romatiske partnere er folk med dårligt hold i virkeligheden og med ringe forståelse for at forstå virkeligheden og sig selv bedre.

Romantiske afærrer fører til mange skilsmisser, selvmord, mord, hjerteanfald, men sjældent til særligt mange lykkelige forhold/ægteskaber. Ligegyldigt hvor mange ofre du gør for at holde forelskelsen i live, ligegyldigt hvor mange ofre din familie og børn gør for dette forhold, vil det gradvis brænde ud når der ikke er flere ofre at gøre for det. På det tidspunkt må du du se i øjnene – ikke bare de havarede liv du har efterladt, men også den oprindelige depression fra hvilken din affære var en sindsyg flugt fra.

Folk er mest tilbøjelige til at involvere sig i romatiske affærer når de står overfor store forandringer i livet. Når deres forældre dør eller deres børn vokser op, når de møder jobsucces eller jobproblemer – i enhver situation hvor de skal se en masse realiteter i øjnene og vokse op.

Hvis han har svigtet dig, og hvis han ikke vil gør andet end at sige undskyld og ellers love at han ikke længere har en affære, men i tale og handling ikke viser sin ansvarlighed og sin anger, så forlad ham.
Du skal ikke nøjes med det næstbedste. Og heller ej skal du overhøre din frustration. Har du kæmpet alene, så indstil kampen. Og før den til et sted, hvor det giver mening at kæmpe alene.

Alt det bedste herfra.
Christel

Christel