Klient beretning om et forløb i parterapi
Christel | 13. november 2009 13. november 2009 - 13:19Hej Christel.
Jeg vil gerne dele min lykkelige historie med andre, som måske kunne blive inspireret, eller tage skridtet videre og prøve parterapi.
Min kæreste og jeg gennem 3 år, var ret tæt på at gå fra hinanden, da vi opsøgte Christel. Vi havde det perfekte forhold. De fleste var misundelige på vores lykke, vores respekt for hinanden, og den frihed vi formåede at give hinanden, det var ligeværdigt. Jeg syntes vores forhold var dejligt, og var sikker på at min mand var manden i mit liv. Hvad jeg dog ikke vidste, var, at min mand ikke helt havde haft det på samme måde, i et stykke tid.
Da jeg så vælger at fortælle ham at jeg er gravid, kan man ikke sige han strålede af lykke. Det var faktisk her at han valgte at fortælle mig, at han ikke var lykkelig, og sikker på vores forhold. Min verden brød sammen.
Min mand valgte at flytte op til en kammerat, for at tænke tingene igennem. Jeg spekulerede meget over hvad der dog var gået galt. Vi havde det jo fantastisk sammen, dog vidste jeg da godt at der var nogle ting, der var begyndt at halte lidt. Vi var blevet dårligere til at prioritere vores tid sammen, og vores sex liv var også ret ikke eksisterende, men vi var jo det perfekte par, og vi kunne klare alt sammen.
Jeg vidste at jeg ikke ville opgive vores forhold uden kamp, og sådan havde min mand det heldigvis også. Han ønskede også at alt kunne blive som det var, men bare ikke hvordan.
Min mand kom hjem fra sin kammeret en aften, og da foreslog jeg ham parterapi. Umiddelbart mente min mand ikke det ville hjælpe, han troede nok ikke rigtig på det, men han ville gerne give det en chance, også for vores kommende barns skyld.
Det var her Christel kom ind i billedet. Jeg fandt hendes hjemmeside, og læste om andre pars erfaringer med parterapi, og valgte derefter at bestille en tid hos Christel. Til første besøg havde vi inden fået lektier for. Vi skulle hver især svare på diverse spørgsmål, og derefter sende dem til Christel, som så på den måde kunne forberede sig, og få et indtryk af vores situation, udfra vores forskellige synspunkter.
Den første terapi var utrolig givende. Vi fortalte hver især vores historie, mens den anden lyttede, og Christel spurgte ind til de ting der blev fortalt. Hun var utrolig dygtig til at stille de rigtige spørgsmål, og vi følte os utrolig godt tilpasse, set, hørt og forstået. Vi fik nogle gode redskaber med os hjem, som vi skulle arbejde videre med. Christel beordrede også min mand til at flytte hjem igen, hvilket jo for mig var dejligt
De første dage var lidt svære. Min mand var stadig lidt indelukket, og vidste ikke om han troede på, at vi kunne få det tilbage som vi havde, men han kæmpede, og tog det hele meget seriøst, også når det drejede sig om vores hjemmeopgaver, som blandt andet bestod i kæreste dage, og bedre kommunikation.
Gennembruddet kom ved 3 parterapi. Christel var efterhånden ved at spore sig ind på hvad min mands egentlige ulykke skyldes, og da er det at min mand nærmest taber en tung sten fra sit hjerte. Her gik han og troede at han var ulykkelig sammen med mig, var tæt på at opgive vores forhold, og så viste det sig at det overordnet egentlig skyldes at min mand ikke længere var " kaptajn på eget skib " Han var ikke glad for sit arbejde, og følte at den ene dag tog den anden. Det hele føltes uoverskueligt, og nu kom jeg også at forlangte mere af ham, og endda også at han skulle være far.
Allerede dagen efter søgte min mand ind på sit drømmestudie og blev optaget. Han begyndte at skære ned på hans mange gøremål og hobbyer, og kun dyrke dem, som betød noget, og som gjorde ham glad. På den måde fik vi også mere kvalitetstid sammen, og meget af min mands utilstrækkeligheds følelse forsvandt. Jeg fik den "gamle" mand tilbage, og sikke det kunne mærkes.
For at gøre en lang historie kort, har vi siden haft det fantastisk godt sammen. Vi kan klare alt sammen nu, og er begge meget opmærksomme på at pleje vores forhold, og tage eventuelle problemer i opkøbet. Vi fik vores forhold tilbage, og er nu blevet forældre til en lille prinsesse, og også denne udfordring, har vi klaret, og er faktisk mere forelskede og lykkelige end nogensinde.
Tak til Christel. Hvis det ikke var for hende, havde vi ikke været sammen idag, og hvis vi havde, ville det måske have været af de forkerte grunde, og ikke være med samme lykke og oprigtighed som det er nu.
Kvinde 27 år, og mand 25 år.
11 svar til “Klient beretning om et forløb i parterapi”
ja ser du det kunne mange par lære af i stede for at (stikke af) fra problemet flot i 2 godt skuldret
man må give og tage af den samme skål
Hej
Tak for din fine respons.
Ja, min opfordring er også: Kæmp – og kæp sammen. Og vær åbne for erkendelser og indsigt. Har kærlihgeden først været der, så kæmp. Ingen ved, om den kommer igen i en anden udgave.
Christel
men hvad nu hvis manden ikke vil kæmpe sammen med én, men har taget hele kampen alene?
Hvis manden ikke vil kæmpe og du har kæmpet alene, så skal du forlade ham.
Hvis han har svigtet dig, og hvis han ikke vil gør andet end at sige undskyld og ellers love at han ikke længere har en affære, men i tale og handling ikke viser sin ansvarlighed og sin anger, så forlad ham.
Du skal ikke nøjes med det næstbedste. Og heller ej skal du overhøre din frustration. Har du kæmpet alene, så indstil kampen. Og før den til et sted, hvor det giver mening at kæmpe alene.
Alt det bedste herfra.
Christel
Romantisk Utroskab
Det mest vanvitige og destruktive form for utroskab er det midlertidige vanvid af at forelske sig i f.eks. en kollega. Du gør dette, ikke når du møder een vidunderlig person (vidunderlige mennesker boller ikke rundt med gifte mennesker), men når du gennemgår en krise i dit liv, ikke føler du kan leve det liv du lever, men ikke er helt parat til selvmord endnu.
En affære med een der ofte er upassende – dominerende eller afhængig – een med problemer større end dine egne, er så vanvittigt stimulerende at det er det' stof der kan løfte dig ud af din depression og få dig til at føle igen. Selvfølgeligt vil du mellem disse øjeblikke af ekstase være mere deprimeret, mere alene og fjern fra livet men tilsvarende hooked på din Elsker. Ideelle romatiske partnere er folk med dårligt hold i virkeligheden og med ringe forståelse for at forstå virkeligheden og sig selv bedre.
Romantiske afærrer fører til mange skilsmisser, selvmord, mord, hjerteanfald, men sjældent til særligt mange lykkelige forhold/ægteskaber. Ligegyldigt hvor mange ofre du gør for at holde forelskelsen i live, ligegyldigt hvor mange ofre din familie og børn gør for dette forhold, vil det gradvis brænde ud når der ikke er flere ofre at gøre for det. På det tidspunkt må du du se i øjnene – ikke bare de havarede liv du har efterladt, men også den oprindelige depression fra hvilken din affære var en sindsyg flugt fra.
Folk er mest tilbøjelige til at involvere sig i romatiske affærer når de står overfor store forandringer i livet. Når deres forældre dør eller deres børn vokser op, når de møder jobsucces eller jobproblemer – i enhver situation hvor de skal se en masse realiteter i øjnene og vokse op.
Er det for sent for os? Med en søn på 4 og et barn i vente er det gået galt, med parforholdet. Sikkert for længe siden, har bare ikke set det komme i hverdagens trummerum. Han mener ikke at de føleler, der var en gang kan vækkes igen. Men jeg kan ikke give op før vi har prøvet, i det mindste prøve. Jeg mener jo at vi er værd at kæmpe for. Jeg har bedt om at få ham med i parterapi, lære at elske igen. Jeg elsker ham og er villig til alt, men er det en håbløs kamp, hvis begge ønsker det?
Hej Christel inspireret af dit indlæg om parterapi har jeg et par spørgsmål jeg håber du vil svare på. Min kæreste gennem 15 år og jeg er begyndt i parterapi for ca 3 måneder siden. Det er et fælles valg. Vi var gledet fra hinanden og kommunikationen når der var en var/er virkelig dårlig. Nu har vi så været hos terapeuten 4 gange og jeg kan mærke at jeg er ved at blive utålmodig for at der sker en udvikling.
Jeg føler at hver gang jeg bevæger mig frem bevæger han sig tilbage i udviklingen af vores forhold og omvendt.
Det hele startede med at han havde få dage inden sagt at forholdet var slut og at der ingen vej var tilbage. Jeg gik i chok for jeg havde ikke set det komme. Dagen efter fortryder han og vil fortsætte. I mellemtiden har jeg involveret mange mennesker fordi jeg troede at han mente det og jeg forsøgte at få overblik over hvad er nu skulle ske i mit liv og hvor jeg skulle bo. Jeg sagde at parterapi var en betingelse for at fortsætte og han accepterede det.
Mit spørgsmål går på er det normalt at man hver især veksler mellem lysten/evnen til at se frem og fortsætte eller dvæle ved det der er sket i sådan et forløb? De første tre gange har han været fremadsynet og syntes at det gik fint hvor jeg først 4. gang var klar til at komme videre. Men denne gang syntes han at tingene er forværret og ser frustrerende ud. Jeg føler vi kører i ring i vores samtaler og at terapeuten ikke guider os nok. Jeg bliver hurtigt fortabt i følelser og reagerer voldsomt. Hvad er terapeutens rolle ? Hvor styrende må hun være og hvor fokuseret er hun på at "få os i mål" Og hvor længe kan man forvente at sådan et forløb tager? Der er hverken utroskab eller vold indvolveret her "bare" dårlig kommunikation.
Med venlig hilsen Rikke
Hej Rikke
Tak for dit indlæg.
Det er nogle gode spørgsmål, du stiller. Og allerbedst ville det være, om du stiller dem til netop den parterapeut, I går hos. Der er flere måder at arbejde parterapeutisk på, hvorfor jeg synes, at du skal bringe emnet "vi svinger for meget i forhold til hinanden op".
Umiddelbart vil jeg se det som et tegn på, at det er væsentligt, at I i behandlingerne får afstemt forventninger.
Som parterapeut er jeg selv i flere roller. Nogle gange lyttende, nogle gange inspirerende, nogle gange rådgivende. Afhængigt af, hvad det er for temaer og følelser, der er i spil.
At du og kæresten svinger i forhold til hinanden, er normalt. Dette ville formentligt også gøre, uagtet at der ikke var nogen krise.
Jeg tænker, at I har behov for at tale sammen om, hvad I vil lykkes med.
Og at tale om, hvad I sammen ønsker at opnå.
Tale sammen om, hvad I står for og hvordan I kan bakke hinanden op i nutiden og tiden, der kommer.
At komme videre i sit parforhold er efter min mening, at komme nærmere på hinanden.
Alt godt.
Venlig hilsen
Christel
Hej Malene
Tak for dit indlæg.
Hvis du decideret ønsker min rådgivning, ville det være værdifuldt, om jeg får mere info. Og også hører det fra din mands side.
Min erfaring i en nødsituation som jeres, er følgende.
Hvis begge parter stadig har nogle følelser og et ønske om at ville frosøge at genskabe det, der var, ja så kan inspiration og bearbejdning gøre en forskel.
Når par "står helt ude på kanten", er der undersøgelser, der peger på, at 50 procent finder vejen igen, bl.a. via parterapi – og at det man lærer, omsættes i hverdagene, – og at de øvrige 50 procent erkender, at det er for svært, for sent eller at følelserne og viljen ikke går hånd i hånd, lige meget fra begge parters side.
Grundlæggende er jeg en mulighedsorienteret person. Og vil da klart anbefale dig at kæmpe for det, du tror på.
Alt godt
Venlig hilsen
Christel
Hej igen Christel tusind tak for dit svar. Jeg har lige endnu et spørgsmål i forhold til vores parterapi. Når vi arbejder med forholdet arbejder vi jo også med os selv og vores terapeut bliver ved med at sige at jeg har en voldsom indestængt vrede i mig. Vi har snakket lidt om hvad der kan ligge til grund for det og det kommer bag på mig selv at jeg bliver opfattet som vred. Jeg er nærmere bare dybt frustreret og ked af det. Men jeg er i tvivl om hvor meget der skal / bør arbejdes med mig som enkeltperson i en parterapi eller om det er en ide at jeg selv går til terapeut for at få bearbejdet de tiing jeg har med i min rygsæk ? Jeg føler bare at jeg hver gang projicerer al min vrede og frustration over på min kæreste når vi sidder i parterapien og det gør ødelæggende ting for vores forhold. Det har ibund og grund ikke har noget med ham ham, men er udslaget af en følelseskold opvækst. Jeg syntes jo at der skal være lige dele terapi til begge parter og mest fokus på parfoholdet, men i vores tilfælde er det blevet meget et "projekt reparation" af mig. Jeg får jo en masse ud af det og føler også at jeg udvikler mig som menneske men det var jo for parforholdets skyld vi tog derind!? Mange hilsner fra Rikke
Hej
Tak for dit indlæg.
Nogle gange må man, hvis man går til dans, tage nogle individuelle dansesessions, for at få rytmen ind i kroppen. For så at vende tilbage til sin dansepartner, mere trænet og med mere gå på mod.
Mit svar til dig er:
Individuel terapi udelukker ikke parterapi.
Find den vej, der virker.
Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert.
Venlig hilsen
Christel
Vil du kommentere?
Du må være inloggad for at skrive en kommentar.