Min kone forstår mig ikke, så nu vil hun skilles.
Selv om jeg ellers har fortalt jeg elsker hende…

• Hun er kvinden i mit liv
• Jeg kan ikke leve uden hende
• Hvis hun bare ville mig noget mere, så havde jeg ingen problemer
• Jeg ved godt, at jeg har lavet fejl, men jeg er jo kun et menneske
• Hvis hun bare ikke var så afvisende og kold…
• Hun skulle bare se mig mere positivt, for jeg vil hende kun det bedste
• Hun siger, at jeg ikke forstår eller respekterer hende, men hun forstår jo heller ikke mig
• Hun tror, at jeg har dårlige hensigter, men min hensigt har altid kun været rent og kærlig
• Hun kan slet ikke slippe fortiden, og jeg mener, at vi skal se fremad, for vi kan jo få det så godt
• Jeg vil gøre alt, men hun vil jo ikke tage imod
• Jeg tror, at hun har personlige problemer, men hun siger bare, at hun er træt af mig og ikke kan holde mig ud, og hun er jo den eneste ene for mig, så hvorfor tager hun ikke bare imod den kærlighed, jeg har til hende
• Jeg kommer med smykker og laver god mad, jeg inviterer til fælles oplevelser og har skabt hende et smukt hjem, men der er ingenting af det, jeg gør, der virker. Om jeg gør det ene eller det andet, så åbner hun sig ikke for mig
• Hun siger, at hun ikke kan give mere end det hun gør men det handler da om vilje. Hvis hun bare vil, for så kan alt jo lade sig gøre, men det kan jeg ikke få hende til at forstå
• Hun er bare helt kold, når jeg sidder og græder. Og hun siger, at hun tror, at vores børn vil have det bedre, hvis vi går fra hinanden. Men det er da ingen sund fornuft i
• Hun siger, at jeg skal give slip på hende, men jeg giver aldrig slip på hende
• Hun har haft to elskere, mens vi har kendt hinanden, men det jeg kan jeg godt tilgive, bare hun vil have mig igen
• Hun går op i sine veninder og sit arbejde, men jeg synes, at hun skylder mig at gå op i vores forhold. Og det vil hun bare ikke
• Hun er rykket ud af soveværelset, og det synes jeg ikke, at hun kan være bekendt
• Vi har sagt ja i kirken, og så kan hun da ikke bare skride. Det er da et løfte for evigt
• Hun ser slet ikke alt det gode, jeg gør. Hvordan får jeg hende overbevist om, at jeg kun vil hende det bedste"

Osv osv

Jeg har i tidens løb talt med mange mennesker, og har flere gange talt med mænd, hvis parforhold/ægteskab var i krise. Alvorlig krise.

På den måde at forstå, at mændene giver udtryk for, at de elsker deres kvinde så usigeligt højt og at de vil gøre alt, men hvor kvinden ikke har nogen varme følelser for sin mand, og ikke orker og ej heller tror på, at det kan lade sig gøre at finde glæden, harmonien og nogle varme følelser igen.

Det, jeg har oplevet, er at flere af mændene har været meget forhippede på at få kvinden tilbage for enhver pris. Og at behovet for endnu en chance er det eneste dominerende.
Når disse mænd konfronteres med, hvad det så er, de vil gøre, for de vil jo gøre alt, som de siger, så er der mange af dem, der er meget uklare. Og har svært ved at erkende, at de selv må tage fat om deres egen angst for at miste eller for at blive forladt eller forkastet.  Og når disse mænd så konfronteres med, hvad de har gjort, og især hvad de ikke har gjort, som har ført parforholdet udi en krise, er det ikke sjældent, at de siger undskyld, men knytter kommentaren "jamen, jeg er jo kun et menneske, og derfor har jeg lavet fejl. Det undskylder jeg"… og så er der ellers gang i at generere ideer om, hvad der skal til for at kvinden igen får varme følelser.

Disse mænd er som regel meget orienterede omkring målsætning. De siger eksempelvis:

• Jeg ved godt, hvad jeg vil have. Jeg vil have min kæreste tilbage, og det skal være nu.

Men der kan være megen kompleksitet i dette "spil". For når jeg peger på, at et parforhold jo ikke kun er at have varme følelser for et andet menneske, og at et parforhold ligeledes er at interessere sig for, at forstå og at respekterer den anden, ja så opstår der tit forvirring. For disse mænd mener så absolut, at de respekterer deres kvinde, men når kvinden gang på gang giver udtryk for, at de hverken føler sig respekteret eller forstået, så vender den tilbage til "jamen, jeg elsker dig jo", og "vi har haft så meget sammen", og "man smider da ikke bare en fortid på gulvet" osv. osv..

Det er mange gange så sent i parforholdet, at der søges hjælp, at det er svært og indimellem umuligt at føre parterne sammen. Selvom den ene har varme følelser, har vedkommende ikke bemærket, at den anden har trukket sig igennem mange år, og slet ikke har en motivation for at arbejde på sagen eller fortsætte.

Det er slet ikke den gennemsnitlige mand, der har svært ved at erkende situationen som den er, og som har svært ved at indse hvordan de indvirker på en partner, men det sker indimellem. Og når lige præcist denne persontype så oveni er meget romantisk i sit idealbillede, men tror, at det er nok og tilstrækkeligt blot at elske en anden, er frustrationen mærkbar.

Ikke sjældent forsøger disse mænd at skabe alliancer, med venner, svigerforældre, terapeuter mv. for at få kvinden til at indse, at hun tager fejl og da skulle fokusere på sit parforhold. Og disse mænd ser sig i deres gode ret til at skabe disse alliancer og ser det som en nødvendig handling. Nogle vil kalde det manipulation, men det gør disse mænd ikke. De legaliserer det nemlig ved at sige "jamen, min hensigt er jo den bedste".

Det, jeg vil pege på med denne beskrivelse, og jeg understreger endnu en gang, at det ikke, slet ikke, er gennemsnittet af mænd, der agerer /reagerer som ovenfor beskrevet, er følgende:

• Hvis man vil lave forandringer i sit parforhold, starter man med sig selv, og man bliver ved sig selv.
• Man må indstille sig på at skabe en langt større forståelse af, hvordan man indvirker på andre mennesker.
• Man må begribe, at kærlighed ikke gør det alene.
• Man må indstille sig på, at en partner ikke skylder en noget, bare fordi man elsker vedkommende.
• Og man må erkende, at det, man ikke gør, kan have ligeså stor indvirkning som det, man gør.
• Man må begribe, at tryk avler modtryk.
  At man må være i stand til at skifte spor.
• Og bemærke det, der sker omkring en i stedet for blot at forholde sig til det, man ønsker, at der skulle ske

Så man kan agere værdigt og ikke ydmyger sig selv eller andre.

De, der kan genkende dette, har en lang vandring for n sig. Gg det er deres egne skridt, de skal fokusere på.

Kan vi egentligt nogensinde andet?

Kategorier: Parterapi
3 kommentarer »