Er du værd at samle på?

Hej Er først lige "stødt" ind i din hjemmeside og sikken en guld grube Hvor er det fedt at kunne surfe lidt rundt og læse gode historier og tips til hvordan man kan få kærligheden blandt to mennesker til at vokse.

Jeg er blevet skilt for et par måneder siden efter at have været gift i mange år. Min ex var næsten de modsatte af de 10 "bud" der her er beskrevet så jeg er på en måde vældig glad for at være ude af det forhold. Til gengæld glædes jeg i denne tid for jeg har fundet en rigtig god mand, som stort set opfylder alle budene! Han er ganske enkelt pragtfuld – næsten! Han er også fraskilt og har siden sin skilsmisse (hun forlod ham ligesom min ex forlod mig!) haft flere korte forhold til forskellige kvinder. Han har haft svært ved at genvinde tilliden til kvinder – fortæller han.

Min tvivl opstår om han virkelig mener når han fortæller mig han elsker mig rigtig meget. Vi bor ikke sammen og ses derfor efter aftale. Men jeg oplever at tit når jeg spørger om vi skal ses siger han.."jeg ska jo tidligt op i morgen"…"jeg er bare super træt"..osv. Mon han er bange for at jeg bliver træt af ham, så jeg også forlader ham?? Eller har han bare så meget brug for tid til sig selv?? Eller?? Måske har du en side af sagen jeg ikke kan gennmskue? Jeg tænker specielt – hvad ville der ske hvis vi nu boede sammen og han også var træt – ville han så bare lade som om jeg ikke var der?! Jeg føler mig ignoreret når jeg italesætter at jeg savner ham og gerne vil ses – også selvom han er træt. Bare at være i samme stue som ham er dejligt og nok for mig. Måske en belastning for ham?? Måske er der nogle mænd der læser dette som ved hvad mænd tænker?! Under alle omstændigheder tak for en dejlig hjemmeside.

Hej
Tak for dit indlæg.
Og tak for din positive respons på mit website. Det er jeg glad for.

Ja, hvad er det mon, der  gør, at din nye og pragtfulde kæreste er træt.
Det kan der jo være mange svar på, og jeg er sikker på, at han selv har svarene.
Måske er han træt, fordi hans dag er lang, – måske er  han træt, fordi der er noget, ikke nødvendigvis nogen, der trætter ham. Måske har han lidt stress. Og måske er de bud, du har, også svarene. Men uanset hvad, så må I tage jer en snak.
For et er, at han er træt. Det tror jeg såmænd godt, at du kan acceptere. Det, jeg læser, at du savner, er hans initiativ. Initiativ i fohrold til , hvornår I skal ses igen. Initiativ for at vise, at du er vigtig for ham. Ja netop initiativ, for det er det, mange kvinder ubevidst har brug for fra en mand. Og jeg mener, at det er meget væsentligt at finde en balance. Så kvinderne ikke tager så meget initiativ og er så handlekraftige, at mændene slet ikke kan komme til.
I kunne jo evt. aftale, at det hver anden gang går på skift, i forhold til at vurdere, hvornår I skal ses igen…

Hvis jeg har forstået det ret, har din kæreste givet udtryk for, at han ikke har tillid til kvinder. Det er jo en begrænsende overbevisning, og det er afgørende, at det ikke bliver en selvopfyldende profeti, for heldigvis er kvinder så forskellige, at det ikke at have tillid til hele racen, lyder en smule – eller: temmelig generaliseret.

Når jeg som menneske selv bliver usikker , i en situation, eller efterfølgende, ja så stiller jeg spørgsmål. For ikke at blive overmandet af egen konklusioner mv.
Især mener jeg, at det, som jeg kalder : uddybende spørgsmål, er væsentlige i en periode, hvor man lærer hinanden  at kende.
Sprøgsmål som:
Kunne du sige lidt mere om det ::::.?
Jeg har tænkt over det, du sagde, men tror måske ikke, at jeg har fået fat i essensen:  jeg har brug for en uddybelse. ….
Eller : "tillid til en partner, hvad tænker du om det "….
mv.

hvis jeg læser og forstår din mail ret, er du nyskilt. Giv god tid ti lat lære din partner at kende,  for en ting er at finde en kæreste, og samtdigi at finde sig selv igen, – og vi har brug for tiden til begge processer. Jeg mener jo bl.a. at et parforhold består af både et venskab og et kærestefohrold. Fair nok, at erotik mv fylder meget i starten….., men vid, at når hverdagene først er i gang, så er det de værdier, som er i et venskab, der er de bærende.
Værdier som respekt, anerkendelse af forskelligheder, opbakning, åbenhed og interesse. Blandt andet.

Håber, at jeg har kunnet inspirere dig lidt.
Og inviterer endelig andre til at give deres besyv med.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Hej Christel
Sikken et fyldestgørende svar og du rammer i den grad plet! Jeg tror bestemt at jeg ofte kommer til at være fantastisk handlekraftig…medførende at han ikke får plads nok til at tage initiativet.
Så jeg vil forsøge mig med din særdeles gode råd og kloge ord – tak for din hjælp )))
Mange hilsner
Helle – den forelskede kvinde

Hej Christel

Jeg er først stødt på din hjemmeside nu. Jeg sidder i en situation hvor jeg har brug for hjælp i mit samliv. Der er en hel del af dine artikler der har givet mig stof til eftertanke og syntes det er spændende at surfe rundt på dine sider. Jeg er endt her og følte jeg måtte skrive et indløg.

Min situation er den, at min samlever/far til mine 2 børn og jeg har kendt hinanden i ca 22 år. Vi flyttede fra hinanden, da vores yngste var 1 år. Vi flyttede sammen igen ca 8 mdr. senere, vi kunne ikke undvære hinanden. Vi flyttede fra hinanden igen ca. 10 år senere, og ja du tror det er løgn vi prøvede ca 2 år efter at flytte sammen igen igen. Det holdt i 4 mdr og det er så her jeg står nu.

Jeg ville ønske vi kunne leve resten af vores liv sammen, for vi føler os stadig tiltrukket af hinanden og vi taler supergodt med hinanden. Vi er de aller bedste venner, kender alt ved hinanden. Vores børn er store nu og vi har alle muligheder for at gøre noget for hinanden og ikke først tænke på vores børn. Det føles bare som om vores rygsække spænder ben for os. De ting der bliver sagt til mig om forandringer, tager jeg meget personligt. Jeg opfatter det i første omgang som kritik af min person og ikke hjælp til at komme videre. Jeg læste et indslag om offer-rollen, og den ramte mig lige i maven. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal komme ud af den rolle. Min samlever derimod er oppe imod "går jeg glip af noget hvis jeg binder mig for evigt til den samme kvinde". Dette er meget kort fortalt for der er jo mange andre ting/tanker der spiller ind. Vil du råde os til parterapi eller er det for sent.

Hilsen
Carina – den ulykkelige

Hej Carina

Tak for dit fine indlæg. Og for at svare på dit sidste spørgsmål, så mener jeg, at det aldrig er for sent.
Hvis man har troen på, at man kan blive lykkelige sammen, og gerne vil, også selv om rygsækkene spænder ben, ja så er der da grobund for en proces. Jeg forstår, at der må være mange aspekter i jeres samliv, som der med fordel kan kastet lys over.

Og selvom din partner er bange for at gå glip af noget, som et af aspekterne, så tænker jeg, at jeres historie fortæller, at han kanske går glip af mere, ved ikke at blive i parforholdet. Alle har vi behov for tryghed, variation og at føle, at vi har en betydning. Der er naturligvis mange måder at indfri disse behov på. Jeg oplever, at ved at blive bedre til at skabe variation i sit parforhold, mindskes lysten eller behovet for at undersøge græsset på den anden side. For som du kanske har læst i andre artikler, er jeg jo fortaler for, at græsset er grønnest, der hvor det bliver vandet.

Så hvis din samlever vil med, er I hjertens velkomne til at bestille en tid. Hvis han ikke vil, kan du få en individuel tid, så vi kan drøfte, hvordan man bevæger sig væk fra eller ud af offerrollen og ind i en mere ansvarlig og styrket rolle som sig selv.

Godt nytår
Christel

Hej Christel

Tak for dit svar, det var overraskende positivt. Jeg troede det et eller andet sted var forbi, men dit svar på at det aldrig er for sent kan jeg godt forstå nu. Jeg har talt med men samlever om dit svar og han siger at det lyder godt, men han er stadig meget usikker på om det er det han vil. Han syntes tanken om en ny er tillokkende men han vil også være ked af at miste det vi har sammen. Han vil tænke over det, og give mig besked i løbet af den kommende uge. Jeg har undersøgt hvor du bor, og har desværre erfaret, at du bor i Jylland og jeg bor i København – øv.

Du skal víde jeg er taknemmelig for at du har en sådan side, hvor man kan få et spark til at komme videre. Jeg vil nu kontakte en psykolog der bor i nærheden, og som er i stand til at hjælpe mig videre. Jeg vil søge efter en der kan hjælpe mig uanset om vi skal finde sammen igen eller det bliver mig alene. Jeg skal arbejde med min offer-rolle og mit selvværd. Endnu engang tak
Jeg ved det kan lykkedes.

Hilsen
Carina – med et mere positivt syn på livet fremover

Kære Carina
Tak for din positive respons. Hvor er det træls, at en kendsgerning som geografi nogle gange adskiller os…
Jeg kan anbefale dig at kontakte hans Jørgen Juhler, der er en god par- og individuel terapeut og som praktiserer i Kbh.

Jeg kan mærke, at du har råstyrke. Og ved, at du vil finde vej.
Håber naturligvis, at din partner indser, at der er mere at gå glip af ved at gå.

Alle mine bedste ønsker til din – og jeres proces.

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

Kære Christel.

Jeg er forlovet med en dejlig mand, som opfylder de ti bud til fulde. Vi har været sammen og boet sammen i et år. Han er min bedste ven og jeg er meget glad for ham og han for mig. Vi planlægger bryllup og børn til næste år. Så langt så godt.

Han er den første som jeg har været i så langt et forhold med – de andre forhold har varet få måneder og jeg er aldrig nået over forelskelsesfasen med dem. Jeg har oplevet mange forhold der har været præget af brudte løfter, psykiske problematikker og mænd der i det hele taget egentlig har anset mig for at være en dørmåtte de kunne bruge som de ønskede det.

I starten da vi var sammen var det hele dejligt og hot og jeg havde svært ved at undvære ham meget mere end en arbejdsdag. Jeg elskede ham med hud og hår og meget intenst.
Ikke fordi jeg ikke savner ham nu og ikke kan undvære ham – men den følelse af nødvendighed er der ikke mere.

Mine veninder fortæller mig at det er meget normalt at forelskelsen er "forsvundet" efter et år. At den erstattes af kærlighed, venskab og respekt. Og det er også det jeg føler for ham og som jeg føler at han føler for mig.
I og med jeg ikke har været sammen med andre så længe er jeg i tvivl om det jeg føler og tænker er ok. Jeg ved godt det lyder tåbeligt men jeg føler, at jeg har brug for en drejebog til hvordan jeg skal føle og tænke.
Jeg har ofte talt med mine veninder om mange aspekter i et forhold, men jeg har opdaget at vi aldrig har talt om hinandens tanker og frygt.

Jeg må erkende at jeg spejler mig meget i mine veninder og deres forhold – men det er vel naturligt set i forhold til at dette er mit første lange forhold og det eneste sammenligningsgrundlag jeg har er dem.
Jeg føler at jeg ikke kender præmisserne. Reglerne for følelserne når forelskelsen er ovre.

Jeg spørger mig selv (læs: på daglig basis) om hvad jeg føler for ham, om det jeg føler er nok, om jeg lever op til ham og hans forventninger osv osv.

Jeg har opdaget at mit idealbillede er, at man hele tiden er forelsket, synes han er vidunderlig, nærmest higer efter ham, bliver varm i hele kroppen når han kysser mig, når han gør tegn til at han gerne vil mere end kysse så (tænker jeg) skal jeg helst blive helt hot i varmen, jeg skal helst have lyst til ham 24 timer i døgnet og hvis jeg ikke har det sådan, må det være fordi jeg ikke elsker ham. Og hvis jeg ikke elsker ham, så skal jeg jo ikke spilde hans tid – for han skal ikke elske een som måske ikke elsker ham.
Jeg er glad for ham – derom skal der ikke herske tvivl. Men er det nok?
Jeg elsker når vi sidder i sofaen om aftenen, at mærke hans varme krop mod min, at mærke hans hånd nusse mig på ryggen… Men er det bare fordi det er meget rart med menneskelig varme og vi alle har det behov?

Puha.. Det her blev noget mere omstændigt end beregnet … Jeg er slet ikke sikker på at jeg vil høre dit svar … men jeg tror at jeg skylder mig selv at få afklaring på mine dæmoner.

Venligst Hilsner Mette

Hej Mette

Tak for dit indælg.
Det gør ikke noget, at den er lang. Du beskriver din stiatuion godt. Og hvis jeg skal give dig et helt enkelt svar, så fokuser på at styrke din selvtillid. Og troen på, at det du føler, er sandt for dig. for det lyder for som om, at du er i et rigtigt fint og stærkt parforhold.
Der findes ikke en drejebog over kærlihgeden. Heldigvis. Tænk, hvis det var sådan, at det fineste i universet kunne beskrives, punkt for punkt. Hvor ville vores nysgerrighed og undren så blive af?

Dog vil jeg godt sige lidt om romantisk kærlihged til dig. Lidt om forelskelse.
Jeg gør det lidt kort. Og hvis du/ I vil have det uddybet, så bestil tid til en konsultation, enten ved at komme til min praksis i Kolidng, eller over telefonen. Så skal jeg gerne uddybe.

En forelskelsesse varer højst 2 år. Det er en fase, hvor ens tanker og følelser er meget optaget af kæresten, hvor der vanligvis er masser af god erotik, og hvor man lærer hinanden at kende og bygger en fortrolighed op.
Det er ikke hvert eneste øjeblik, vi kan være "helt vilde i varmen", og det er ikke altid, at vi kan føle den største gnist, men at vide, at vi holder af, og at mærke, at vi savner kæresten, når vi ikke har været sammen med denne i et stykke id, er det bedste tegn på at kærlihgeden er til stede.

På græsk kaldes den kærlighedsform, vi oplever i forelskelsen; eros.
Det dækker over den erotiske kærlighed og at man også begynder at bygge noget op sammen.
Indenfor ½- 2 år vil eros tit overtages af "philos", som er den dybere kærlighed, hvor man ikke kun begærer og elsker hinanden som mand og kvinde.
Men hvor man på et dybere plan føler sig forbundet med sin kæreste, som mennesker. Det er her, hvor man begynder at holde liv i det, man har bygget op og hvor man føler en stærk og inderligt kontakt, og har det sådan "mit liv ville være fattigt uden det menneske".
Og for ikke at gå i stå og bare holde af hinnden som mennesker, begynder "agabe", begejstringen at røre på sig. for vi holder liv i vores gnist og forhold, når vi også er opmærksomme på at kunne begjstres sammen. At opleve noget, der inspirerer, og gør, at man bliver ved at dele med hinnden.

Kærligheden er ikke en læge. Der kan hele alle sår. Og kærligheden kan ikke stå alene. Og bør ikke stå alene.
Klar kommunikation, som skaber tillid, fordi man er åben og ærlig over for hinanden er lige så vigtigt.

Jeg mener, at et stærkt parforhold er at kunne være Kærester Venner Og Samarbejdspartnere.

Og samtidig er livet jo ikke kun i parforholdet. Hvert enkelt menneske må også have sit eget at gå op i, så vi bliver ved at være tydelige og synlige for hinanden og os selv.

Tænk ikke, at der er forkerte følelser. Men bland ikke for meget tvivl ind i dine tanker, når du kan mærke, at du holder meget af din kæreste. Stol på dig selv og det, I har.

Hilsen
Christel

Hej.
Dejlig hjemmeside. Er selv lige kommet lidt til problemer, efter at have kendt min kæreste i næsten to år. Vi bor sammen, arbejder sammen og elsker hinanden. men nu savner jeg værktøj til at få det til at køre. Han er af den gammeldags skole
hilsen Gitte

Hej Gitte.

Tak for dit indlæg.
Som jeg læser det, tænker jeg, at jeres situation nu fortæller jer, at det er på tide at stoppe op og stille og roligt tale om, hvordan I får mere variation og udvikling ind i jeres forhold.
Når I både bor og arbejder sammen, kunne det måske være en ide at gøre noget ekstra ud af jeres fritid. Måske I hver for sig kan gå til noget, der inspirerer jer, så I kommer hjem med mere energi og inspiration. Måske har I brug for nogle fælles interesser eller et projekt, så I ikke kommer til at tage hinanden for givet, og ej heller kommer til at dvæle ved, at frustrationen går over.

Husk: bag ethvert problem gemmer sig en frustreret drøm, få talt om drømmene og begynd at realisere dem, der taler til jer begge.

Der er mange bøger at hente inspiration i.
Jeg tror dog på, at det I selv kommer frem til, vil have størst betydning.
Husk at det ikke kun må blive ved snakken.
Det er handling, der giver forvandling.

Venlig hilsen
Christel