A A A

Overvej at opret bruger
guest

Log ind Opret profil Medlemmer

Opret profil | Mistet adgangskode?
Avanceret søgning

— Forum omfang —

  

— Match —

   

— Forum indstillinger —

   

Minimum søgeordlængde is 4 characters - maksimal søgeordlængde er 84 tegn

Emne RSS
Vrede og hævnlyst i forbindelse med utroskab
Topic Rating: 0Topic Rating: 0Topic Rating: 0Topic Rating: 0Topic Rating: 0 Topic Rating: 0 (0 votes) 
30. juni 2009
30. juni 2009 - 20:37
Member
Forum indlæg 3
Medlem siden:
24. juni 2009
Offline

Hej Christel.

Vi talte i telefon sammen d. 13. Juni vedr. min kærestes utroskab.

Jeg har kendt min kæreste i 3 år, og været sammen med ham i 2 år. Vi er begge 25 år. Vi har et super godt forhold; vi er gode til at grine sammen, glæde hinanden, foretage os ting sammen og hver for sig, taler åbent om tingene - alt i alt vil jeg sige at vi har et beundringsværdigt forhold - nogle gange for godt til at være sandt...

...det var det desværre også. En måned efter jeg havde opsagt og udlejet min egen lejlighed, og flyttet sammen med min kæreste, fik jeg en mail fra en pige, der hævdede at hun igennem den sidste måneds tid havde datet min kæreste og det var endt med at de havde været i seng sammen. Han havde påstået overfor hende, at han var single! Jeg troede ikke på det til at starte med, men da jeg konfronterede min kæreste, tilstod han alt! Havde mildest talt lyst til at hoppe i havnen den aften - det gjorde SÅ ondt, og gør det stadig nu - én måned efter jeg fik mailen.

Til at starte med fik jeg forløbet at vide at min kæreste, men kunne mærke at det ikke var "hele sandheden", så jeg kontaktede pigen, og fik så en masse detaljer, også MERE end jeg havde regnet med. De ting han plejede at skrive til mig, og som jeg troede kun han og jeg havde sammen, havde han skrevet til hende også. Dertil kommer, at da hun havde fattet mistanke mod ham, havde han tilstået at han på facebook stod angivet i et forhold, men at "Vores forhold var noget pis, da hun har været mig utro, og da hun ikke har fortalt hendes familie det endnu, har jeg af respekt ikke ændret i status'en"! Det er SÅ respektløst, koldt, og brutalt at hænge MIG ud overfor en fremmed, for ikke selv at blive afsløret...

Min kæreste har efter tilståelsen af det hele, udtrykt at han har lært af det, og at det havde været en øjenåbner for ham ift. mig, at være sammen med den anden. Jeg kan mærke, at han er oprigtig ked af det han har gjort... MEN... det svigt og de løgne han har udsat mig for, sidder som et dybt ar i mig, og jeg ved ikke om det nogensinde heler igen...

Ét er at han har været mig utro - noget andet er MÅDEN han har gjort det på. Han har til fulde levet 2 parallelle liv uden at jeg har opdaget noget som helst! Han har løjet mig direkte op i hovedet af flere omgange. Jeg undrede mig over hans pludselige festlyst, og hans iver over at jeg inden byturene skulle hjælpe ham med at finde tøj han så ekstra godt ud i, men jeg fattede ikke mistanke.

Jeg føler mine følelser er så komplekse for tiden... ved ikke hvad jeg skal stole på! Jeg elsker min kæreste af hele mit hjerte, og jeg kan mærke på ham, at han er oprigtig ked af, og skammer sig over det han har gjort. Han har opført sig eksemplarisk bagefter, og har lyttet, og taget imod alle bebrejdelserne, og skældsord fra min side efterfølgende. Men jeg ved simpelthen ikke om jeg kan leve med det der er sket... Jeg har lige fra starten gjort klart, at jeg ikke tolererer utroskab, og har hele vejen igennem slået fast, at behandler man mig sådan én gang, så er jeg smuttet! Nu står jeg i det, og ved ikke hvad jeg skal gøre! Mit hjerte siger én ting, og min hjerne noget andet... Jeg føler min selvrespekt og hjerte står på spil. Hvis jeg bliver hos ham, er jeg bange for at han i sit stille sind tænker, at "Nå ja, det gik jo alligevel - så kan jeg godt gøre det igen", eller at han mister respekten for mig. Han siger, at han vil kæmpe for os til den sidste dråbe... Nogle gange tror jeg, at jeg kan klare det - andre gange tænker jeg, at det her kan jeg ikke klare...

Jeg er så vred indeni, og ønsker at påføre ham samme smerte som jeg går rundt med - tror det er den eneste måde han virkelig kan forstå det her på!

Jeg føler min flexibilitet overfor ham er skærpet, som også en anden her på siden skriver. Jeg er mistroisk, og føler på mange måder at det her har ændret den jeg er indeni.

Jeg har brug for at vide, hvordan jeg anvender den vrede indeni mig, på en god og konstruktiv måde, og vigtigst af alt; Hvordan jeg får den ud?!

Hvordan finder jeg ud af hvad det rigtige er for mig at gøre? Jeg TROR at mit hjerte vælger at give det en chance til - skal jeg forfølge det, eller ville det være det samme som at score selvmål?

Hvis vi giver det en chance mere - hvordan kommer vi så videre i det her? Er det rimeligt at blive ved at snakke om det, eller hvornår er nok nok?

Vil for øvrigt lige rose denne side - den er helt fantastisk! Den har givet mig et 'lys' for enden af det her, og det betyder SÅ meget. Tusind tak!

Venlig hilsen

'J'

30. juni 2009
30. juni 2009 - 21:37
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej J
Mange tak for sidst, og tak for dit indlæg.

Vreden og hævntørsten du taler om, er forståelig, men ikke konstruktiv. Og det kan jeg læse, at du ved.
Som en tidligere læser engang skrev, vil jeg citere vedkommende:

Den, der hader, holder sine sår åbne.

Og som du skriver, ja så hader du ikke din kæreste. Men elsker ham. Men hader de følelser og tanker, det sætter i gang i dig, når du husker tilbage.

Din udfordring er at mærke efter, om din kærlighed er stor nok til at forsone dig med, at det, der er sket, er sket, og at vælge at komme styrkede igennem denne krise.

Det siges, at moderne mennesker kommer ud for 5 kriser i vores liv. Og dette er formentligt den største af slagsen, som du har mødt.
For det rammer dine principper.

Hvis du ikke kan leve med følelserne og tankerne, så flyt fra ham. Få lavet den fysiske distance, der kan være med til at vise dig, om du savner ham så meget, at du vil være med til at slå en streg over det skete, hvis læringen er tydelig fra hans side. Og hvis du føler, at det I har, er større end et one-night-stand og hans løgne, ja så bliv og få det bedste ud af det. Men tag dit valg.
Så du kan møde de paradoksale tanker med "jeg har truffet mit valg" for ellers bliver du ved at være splittet indeni.

Det tager sin tid, at komme over et svigt.
Men det tager ikke al tid i verden. og må ikke, hvis du vælger at blive, få lov til at tage magten over det, der er her og nu.

At bruge sin vrede konstruktivt er at kunne være vred og få det ud, uden at det går ud over nogen.
Det kan du gøre via sport, via fysisk aktivitet, via at skrive, via at se, at vreden er en energi, og at den energi kan hjælpe dig med at få en masse fra hånden.

Men beslut dig for ikke at hævne. Det er du for stort et menneske til. Der er ingen værdighed i at hævne. Og vender tanker og trangen til hævnen tilbage igen og igen, så må du gå. Til den har raset ud.
For som det gamle ord sige: Vold avler vold.
Hvis du kan mærke, at kærligheden er større end svigtet, så se dette her som en enorm udfordring i at være i nuet, og som en af dine fem kriser.
Vælg at komme styrket igennem krisen, og hold fast i, at I en gang ugentligt taler om ugen, der er gået. For fortroligheden og den nære dialog heler det sår, der er så smertefuldt.

Jeg er sikker på, at du finder din vej.
Kærligheden er det største. Respekten og tilliden er lige så vigtige.
Find ud af, om du kan tilgive dig selv for at du ikke kan tilgive ham, og om du er klar til at forsone dig med det, som er sket, så du kan tage imod det, han nu giver dig.

Jeg ønsker dig og jer held og lykke

Med venlig hilsen

Christel sonne Rasmussen

6. juli 2009
6. juli 2009 - 20:56
sommerfugl
Gæst

Hej  christel

Tak for din fantastiske side, som har hjulpet mig på vej, i denne krise.

d..13-12 fik jeg en sms fra en gammel veninde, at min mand havde været mig utro, med hende,

jeg trode hende ikke. men spurgte min mand om han havde gjordt mod mig, det havde han.

Jeg kunne slet forstå det, ventede på at der kom nogen og fortalte mig, at det hele bare var en ond drøm, men det skete selvfølgelig ikke.

alt dette skete for 3.5 år siden, jeg har bare ikke vist noget.

jeg begyndte at tænke tilbage, og kan godt huske at vi havde en krise, vi havde fået barn nr.2 min mand var ved at afslutte hans udannelse,

jeg kommer i tanke om tiden, hvor børnene var små, hvor jeg godt kan huske en tanke, jeg havde dengang, at jeg ikke huskede min mand, børnene kom altid først, jeg havde svært  at få dem passet af andre, ville alting selv, men gjorde ingen ting ved det, tænkte at tiden kom igen, han klagede aldrig, jeg har været en fantastisk mor, men ikke kone, havde jeg bare husket, at være kærester med min mand, var dette sikkert aldrig sket.

Han har nemlig ikke gjort det, fordi han var forelsket i hende ,nærmer frustration, over at blive glemt, jeg ved at han har sagt til hende, at han ikke kan sige at han elskeer hende, som han kan til mig.

forholdet varede ca.3 mdr.

Han besøgte hende 4 gange, som jo ikke er ret mange gange, men hvor er det bare hårdt, at blive svigtet.

jeg vil gerne rose min mand, da han virkelig har hjulpet mig gennem denne krise, men han viste først hvordan han skulle gøre efter at han havde læst på dine sider, ellers ville han da heller lukke døren og glemme.

Jeg valgte at kontakte en psykolog i  foråret, da jeg ikke kunne finde nogen jeg havde lyst til at snakke med det om, et svært emne at dele med andre, det hjalp mig meget,  min bror ser også min gamle veninde, hver gang jeg fandt ud af at de skulle være sammen, gik jeg ned psykisk.

min mand valgte at ringe og fortælle ham sandheden, hvilket hjalp da vi altid har været fortrolige.

så havde jeg en mere, at snakke med det om.

Jeg har ikke lyst at dele det med mine veninder, da min holdning altid har været, at de ikke er værd at samle på,hvi de gør sådan noget.

Men nu vil jeg gerne fremstå som et eksempel,på, at det kan tilgives, jeg har ikke helt tilgivet, men tror jeg er godt på vej, jeg ved jeg elsker min mand, o.g han elsker mig, men ikke for det han har gjort.

jeg var at jeg blev meget opmærksom på min mands temperament, som han har en del af, som jeg fik øje på havde stor påvirkning, på alle i familien,  det gjorde at jeg gik psykisk ned, hvis han var sur når han kom hjem,og det  ikke var min skyld, trode jeg at han ikke kunne li mig, og kunne kun/kan  finde negative tanker, jeg ved ikke helt hvad der sker, det er ligsom om jeg får mylder i hjernen, kan kun finde det negative kan ikke få ind i mit hoved, det er langtid siden det er sket, osv, jeg fik gjort ham opmærksom på problemet, som han arbejder med men han siger det er svært, her skal det lige siges at hans far opføre sig på sammme måde.

tilsidst vil jeg slutte af med at spørge hvordan kan man få tankerne helt væk. det er ikke meget jeg tænker på det, men tænker dagliget at det jo også er sket.

Og hvordan kan jeg støtte min mand, med hans temperament.

Vi skal huske at man er 2 om at have et horhold, jeg håber det lykkes mig, og alle jer derude at komme igennen, mit livs værest krise.

sommefuglen

7. juli 2009
7. juli 2009 - 11:25
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej sommerfugl

Aller først: Tak for dit indlæg.

Og hvor blev jeg glad, da du kaldte dig “sommerfuglen”. Sommerfuglen er symbolet på transformation, forvandling, og det er lige netop, hvad en krise gør ved os. Vi forvandler os.
Enten bliver vi i puppen, eller lader den briste og finder ud af, at selv om vi er bange og skrøbelige, ja så bærer vingerne…. Og vi kan flyve op imod solen…

Godt at din mand har hentet inspiration i mine sider. Det gør mig glad at læse. Jeg tror på vigtigheden af at dele informationer. Og du/I skal være velkomne, hvis I får brug for en personlig konsultation.

Til dit spørgsmål.

Hvert menneske må naturligvis finde sin egen vej, som handler om at rumme følelsen og ikke at følge med på tankernes galoperende rejse.
Et råd er: se dine tanker som en have. Hvor der vokser både ukrudt og blomster.
Når “ukrudtstnkerne” vælder frem, så ryk dem op. Og smid dem på den mentale kompostbunke. For hvad skal du med alle disse tanker, der forplumrer evnen til at være tilstede her og nu. I stedet for ukrudtstankerne kan du så “plante en blomstertanke”, som hedder.
“vores kærlihged er stærkere end alt andet”.

Eller

“At opretholde fortroligheden er mere dyrebart end at dvæle ved fortiden”.
“Det hele har lært mig at være opmærksom i alle mine roller” osv…

I forhold til din mands temperament kan det være en ide at holde en “time out”, når ilden begynder at blusse op. Og at aftale, at I efter 20 minutter sætter jer stille og roligt ned og taler om tingene.
I “time outen” går I hver til sit, laver nogle praktiske opgaver, og mødes så igen efter 20 minutter, hvor sindene som regel er faldet mere til ro.

Jeg ønsker jer held og lykke.

Hilsen

Christel

13. juli 2009
13. juli 2009 - 20:12
sommerfugl
Gæst

Hej christel

Mange tak for dit svar, jeg har tænkt meget over dit svar, og kan godt se fornuften i det, men jeg forstår ikke helt, hvordan jeg kommer helt af med tankerne. 

og ikke nok med det, bruger jeg  meget tid på hvad andre tænker, hvis de høre  om alt det rod.

Jeg kan  mærke at min mand ikke skal komme for tæt på mig, i andres påsyn, for tænk hvis de har hørt noget, og jeg ved godt det er forkert og det er egentlig ikke det jeg har lyst til.

Det er utrolig vigtigt at vi får snakket daglig, ellers går jeg ned med flaget sidst på ugen...  men det er nu blevet nemt, at komme op igen, ligesom jeg går og tror, at nu er jeg oppe igen,  skal der ikke meget til for at vælte mig, det behøver ikke være noget med utroskabet at gøre, det kan være ,noget på jobbet, eller noget med børnene.

Min mand er blevet god til at se, når jeg har det dårligt.

og er hurtig på banen for at hjælpe mig.

Hvorfor tænker jeg så meget på hvad andre tænker, og hvordan kommer jeg vidre.

Hvordan bliver jeg en stærk person igen.

sommerfugle

  

18. juli 2009
18. juli 2009 - 22:19
Member
Forum indlæg 3
Medlem siden:
24. juni 2009
Offline

Hej Christel. (og sommerfugl)

Vil lige sige tusind tak for dit svar tilbage på mit første indlæg. Imellemtiden gik jeg hen og mistede et nært familiemedlem, så fokus har ligget et andet sted, og derfor fik jeg ikke svaret igen, men det har virkelig sat nogle tanker igang...

Jeg får næsten kuldegysninger når jeg læser indlæggene fra 'Sommerfuglen'. Det er SKRÆMMENDE så ens en tankegang vi har...Surprised Synes næsten det var en parallel ift. min egen 'historie'... det 'letter' at de tanker jeg har gået med ikke er sære og unormale...

Fx. så har jeg også tænkt MEGET hvad andre mon tænker..."Kan de mon se på os hvad vi går igennem", eller "Har de mon hørt noget"... Jeg har dog valgt, at rejse mig med rank ryg og møde verdenen med min kæreste... Hva' så, hvis andre ser skævt til os pga. det? Har vi virkelig brug for de mennesker? Er det vigtigste dybest set ikke, at vi viser verdenen at vi er kommet stærkere ud af det her? Ja, din kæreste har begået en STOR fejl, men hvad der ikke slår os ihjel, gør os jo, som bekendt, stærkere...

Jeg føler jeg har fået tingene sat i perspektiv efter at have læst denne fantastisk hjemmeside fra ende til anden og efterfølgende tale med min kæreste om det. Jeg har taget et bevidst valg om, at dette ikke skal diktere hvem jeg er som person. Jeg er IKKE kun en ung kvinde som har været udsat for utroskab, selvom jeg følte at det var det eneste der definerede mig på det tidspunkt - det eneste jeg kunne rumme. Jeg er også en ung kvinde, der er så stort et menneske, at jeg kan tilgive andres fejl, og først og fremmest, så tror jeg på, at hvis kærligheden er tilstede, så kan man alt! Så mød verdenen med oprejst pande, og vis verdenen hvor glade I er for hinanden...

Det skal dog ikke forstås som om jeg er "helbredt", for jeg har også stadig ar, som ikke lige sådan heler. Jeg får også flashbacks indimellem, men jeg prøver, som Christel også skriver så fint, at 'plante en blomst-tanke' i stedet for at så en 'ukrudtstanke' - jeg kæmper for vores forhold, og vi skal nok nå endeligt over på den anden side af det her på et tidspunkt... 

Det er dit liv, og dit valg...

Venlig hilsen Jeanie, der ser 'lys' for enden af tunnellen nu... Wink

20. juli 2009
20. juli 2009 - 17:58
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej
Mange tak for dette indlæg.

For dine rosende ord. Jeg er glad for at læse, at hjemmesiden rører dig, og at du kan føle et sjælsfællesskab med andre på siden.
Jeg sender dig varme og støttende tanker efter tabet af dit nære familiemedlem. Og vil give dig alt det bedste med i forhold til hver dag og skridt for skridt at bygge tilliden og fortroligheden fortsat op.

Hvis du rammes af tanker om: "Hvad mon andre nu tænker om mig/os", så eksperimenter med at stille dig selv modspørgsmålet, der hedder "hvad mon de ikke tænker om mig/os". for så går hjernen lidt i stå, og pludseligt kan man se, at det jo, når alt kommer til alt, er nonsens at beskæftige sig med, hvad andre mon tænker eller ej.
Det, der er vigtigst, er at vi med sjæl, sind og krop selv ved, hvad der giver mest mening for os. Det er det, vi må forholde os til.

Lyse sommertanker herfra

Med venlig hilsen
Christel sonne Rasmussen

3. august 2009
3. august 2009 - 13:45
sommerfugl
Gæst

Hej christel og Jeani

Tiden hos os er blevet me get bed-re.

De onde  tanker kommer ikke så tit mere, det sker ikke dagligt mere, men selvfølgelig kommer der noget frem, i tankerne som kræver en forklaring.

i aftes snakkede vi om vi mon havde klaret det hvis vi ikke havde haft børnene, det må jeg sætte ? tegn ved. jeg tror jeg havde smidt ham ud for en periode for at  finde mig selv.

Men tror også at vi ville finde sammen igen senere.

Jeg havde for en periode kun tanker på at få tankerne væk, der til kan jeg sige, at tingen tager tid, det tror jeg i dag, der er en mening med,

vi har alle brug for at bearbejde det forfærdelige vi har oplevet, og jeg tror ikke på det er en fordel at man hurtig kommer videre, men tror at når vi kommer igennem krisen over lang tid giver det en bedre helhed i sidste ende.

min mand fortalte også, at han var sikker på at han havde ladet sig rive med, af den kontakt de havde haft over computeren, jeg ved at han taler sandt, jeg ved han er opgtig ked af det.

nå det er sagt, kan vi også se at vi kommer ud på den anden side, med nog'et som er bedre end de vi havde før.

vi er blevet bedre til at bekræfte hinanden. 

taler om tingen, og christel jeg har brugt dit råd, hvis jeg kan mærke min mands temperament er på de højeste får han lige lov at køle af,

han styre det helt fantastisk, det var vist bare blevet en dårlig vane, han kan endda  sige undskyld hvis han bliver bare lidt sur.

Så her i huset har vi hænderne over hovedet, tak for hjælpen, din side er bare fantastisk, den harvirkelig hjulpet os gennem vores livs Krise

Hilsen sommerfuglen

   

3. august 2009
3. august 2009 - 19:09
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej Sommerfugl.

Jeg kommer sådan til at tænke på, at sommerfuglen i mange kulturer, bl.a. den indiske og den kinesiske er tegn på transformation, forvandling. Og jeg er i sandhed glad for at læse, at den forvandlingsproces, I har været og er i, bærer frugt.

Ja, tingene tager tid. Processerne tager tid, og vi bliver testet på udholdenhed og tålmodighed og det alligevel at finde en vej, når krisen er værst.

Tak for dine søde ord om mit site.

Alt det bedste herfra. Wink

Christel

11. januar 2010
11. januar 2010 - 12:31
luna
Gæst

Hej

Er der ingen af jer der føler vrede og lyst til hævn i forhold til "den anden kvinde" Jeg har svært ved at slippe min vrede og hævntørst i forhold til denne kvinde. Jeg kender hende og har ofte været sammen med hende i sociale sammenhænge. Jeg føler hun har ydmyget mig og bevidst såret mig dybt.

Jeg bor i en lille by og kan ikke undgå hende. Hun skal endvidere blive ved med at være en del af min mands netværk/arbejde.

Hvordan håndtere man dette?

12. januar 2010
12. januar 2010 - 14:20
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej
Tak for dit indlæg.
De allerfleste føler i en periode stor trang til at hævne sig på den part, som man føler, har været med til at ødelægge ens parforhold.
Som du måske husker fra Søs Bjerres sang om "Malene", har man lyst til at sende visne blomster mv." til dem, der har såret én.

Det hjælper sjældent så meget at gøre hævnende ting, men mange føler dog en vis oprejsning ved at rive folks slør fra øjnene og fortælle, hvad der er sket. Nogen tænker: "Jamen, hvis jeg fortæller, at min mand har været sammen med en anden kvinde, vil de så ikke se ned på mig? vil de ikke tænke: "kan hun ikke holde på en mand"….

Min erfaring er, at det er ikke sådan, at de fleste tænker.
Hvis du virkeligt ønsker oprejsning og ønsker, at der ikke kører falske rygter, så fortæl kendsgerningerne.
Og konfronter da endelig den kvinde, der ikke alene, men som en del af det, som hun og din mand havde sammen, har været med til at påvirke dit liv i en ekstrem grad.
Hvorfor tøve?

Ud med et.
Det, der renser dig, er vel det, der er brug for p.t.

Find det, der giver mest mening for dig.

Og husk:

  • Stol på dig selv.

Hilsen
Christel

18. januar 2010
18. januar 2010 - 10:24
luna
Gæst

Hej Christel, sommerfugl og Jeani

Mange tak for dit/jeres indlæg. Jeg vakler hele tiden mellen trangen til at konfrontere "den anden kvinde" og trangen til at glemme hende. På en måde ville jeg ønske at jeg kunne hæve mig over trangen til hævn, idet jeg egentlig føler at det er en meget "lille" følelse. Normalt ville jeg ikke finde det en værdig tilgang til tilværelsen.

Jeg må dog erkende at mange, ikke særlige behagelige og værdige følelser, bølger frem og tilbage inden i mig. Jeg vil egentlig gerne fortælle hende hvad jeg mener om hendes opførsel, men møder hende altid kun i det offentlige rum. Jeg har det svært med tanken om at andre skal overhøre en konfrontation da jeg ikke bryder mig om tanken om store offentlige "dramaer". Jeg har ikke trang til at ydmyge hende foran andre, men blot fortælle hende hvor ondt hun har gjort mig og min familie. egentlig ved jeg ikke hvad det skulle ændre for jeg tror ikke det vil gøre noget særliugt indtryk på hende. Hun forekommer ret upåvirket af situationen og har til sin ægtefælle udtalt, at hun ikke kan se hun skylder mig noget og derfor ikke har dårlig samvittighed.

Det gør godt at læse hvordan andre håndtere utroskab. Hvad gør i når i møder "den anden kvinde"? Lader i som ingenting? eller hvordan håndtere i situationen?

hilsen Luna

19. januar 2010
19. januar 2010 - 14:06
Sigrid
Gæst

Hej

Min mand havde en affære med en kvinde fra sit arbejde gennem et halvt års tid. Da jeg opdagede det, valgte min mand først hende, men hun fravalgte så ham og blev hos sin mand. Det var min mand, der tog initiativet til affæren på en helt almindelig dag uden nogen særlig anledning – det skete bare, som han siger. Men hun tog selvfølgelig imod. Efterfølgende gav min mand mig skylden for det hele – jeg var i chok og gik helt ned med flaget – fandt mig alle beskyldninger og stillede ingen spørgsmål. I løbet af det første halve års tid udtalte han fx de vise ord: "jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg elskede dig" – og alligevel kunne jeg slet ikke overskue at forlade ham.

I disse første mange måneder tænkte jeg ikke særlig meget på "kvinden i hans andet liv" – men efterhånden som jeg kom ovenpå, blev jeg mere og mere vred på hende. Ikke blot havde jeg mødt hende, dvs. hun kendte mig, men hun havde præcis samme navn som mig – når min mand sagde mit navn, følte jeg ikke, jeg vidste hvem han talte til. Hun havde også i høj grad samme interesser som mig – og jeg fravalgte at deltage i diverse arrangementer, hvor jeg kunne risikere at støde på hende – uanset at vi faktisk aldrig havde mødt hinanden i nogle af disse sammenhænge – kun i forbindelse med min mands arbejde. Jeg begyndte at overveje at kontakte hende – få opklaret hvad der rent faktisk var sket, for min mand ville intet fortælle. Jeg overvejede at kontakte hendes mand – ham havde jeg også mødt – men hele tiden var jeg også bange for, at det skulle komme tilbage til mig – fx at min mand og hende ville genoptage forbindelsen.

En dag skrev jeg et meget langt brev til hende om, hvad det havde betydet for mig, at min mand havde løjet og bedraget mig og så videre. Jeg bebrejdede hende ingenting – men forklarede, hvordan det i almindelighed havde påvirket min hverdag – alle de mange stres-symptomer, at jeg tabte mig 15-18 kilo, at jeg ikke kunne sove eller koncentrere mig om noget, at jeg græd hver eneste dag, at arbejdet overhovedet ikke fungerede, at hjertet hamrede i brystet på mig døgnet rundt, angst-anfald osv. Jeg synes selv i dag tre år efter,, at jeg forsøgte at holde mig til de nøgterne facts om hvordan jeg psykisk og fysisk havde det som følge af deres affære.

Jeg sendte aldrig nogen sinde brevet – men tænker tit, at det burde jeg måske have gjort. Men jeg turde ikke tage konsekvenserne – at hun måske genoptog forbindelse med min mand.

I dag så lang tid efter tænker jeg stadig tit på hende – og jeg bruger fx stadig ikke mit navn, når jeg sender mails og sms'er til min mand eller når jeg kan se, at det er ham der ringer. Jeg deltager ikke i noget, hvor jeg kan risikere at møde hende – uanset at jeg egentlig ikke giver hende skylden for noget. Det var min mand, der tog initiativet og uden det var det nok aldrig sket. Alligevel påvirker hun altså stadig min hverdag og det ville måske ikke være sådan, hvis jeg i tide havde konfronteret hende – fx ved at sende brevet. Så havde jeg måske fået det ud af systemet. Alt i alt ville jeg i dag ønske, at jeg havde gjort noget den gang – nu er løbet ligesom kørt. Det var i foråret/sommeren 2006, de havde deres affære – og nu er det 2010 – og jeg tror egentlig aldrig at jeg slipper helt af med hende – hun vil altid ligge i baghovedet.

Det skyldes selvfølgelig også, at min mand aldrig rigtig valgte mig – det skete ligesom bare, da han ikke kunne få hende. Havde han valgt mig uden forbehold, så ved jeg faktisk ikke, om jeg havde haft noget behov for at fortælle "den anden" min historie eller konfrontere hende på nogen måde.

Håber du kan bruge mit indlæg.

19. januar 2010
19. januar 2010 - 17:58
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej kære kvinde

Tusind tak for dit indlæg. Som har rørt mig dybt. Jeg fik helt ondt i hjertet over at læse, at din smerte har stået på i så lang en tid, og at ydmyghed og ydmygelser og deraf følgende selvudslettelse var din reaktion, da du fik nys om, at din mand havde taget initiativ.

Min mening er, at din mand har været en rigtigt rigtig dårlig kammerat. Og at du har kanaliseret noget af din uforløste smerte over på hende i stedet for på ham. Du har formentligt dine grunde til, at det er svært at sætte foden ned og sætte din mand på plads, så magtbalancen vender og han bliver bange for at miste dig.

Mit ønske for dig er, at du en dag ser dig selv som en kvinde med power og at du lever efter, at det er mere tryghedsskabende at sætte grænser end at lade være. Jeg ønsker så inderligt for dig, at du kan se og mærke, at han har svigtet. En affære sker da ikke bare sådan ..... enhver må da tage sit ansvar....

En amerikansk skuespillerinde, Woody Goldberg, sagde engang:

  • Hvis man har været utro, skal man sige undskyld hver eneste dag, give opmærksomhed og intresse og vise, at man er tillidsværdig, indtil den anden igen trygt af sig selv lægger hovedet på ens skulder....

Jeg synes, at dit indlæg er rigtigt fint.

Jeg er sikker på, at der er flere læsere, der forstår vigtigheden af at gribe ind i tide.

Rettidig omhu!

Gør mig den tjeneste at gøre følgende:

  • Hver gang du sætter dig i en stol, så tænk:
    • For hver dag stoler jeg mere og mere på mig selv.

Pas på dig

Venlig hilsen
Christel

19. januar 2010
19. januar 2010 - 20:29
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej @Luna
Tak for dit indlæg.

Efter utroskab står den svigtede part i mange dilemmaer. Og en af disse er, hvorvidt man skal konfrontere, "pisse sit territorium af" eller lade være.

For at løse dette dilemma, må man indstille sig på, at vejen bliver til, mens man går. Og en af måderne at blive afklaret på, er følgende:

  • Skriv et brev til vedkommende, som du, mens du skriver, vælger at lade være at sende. Se det blot som et brev, hvor du giver dig selv luft og kommer ud med alt, du har af tanker og følelser i forhold til vedkommende.

Når du har skrevet brevet, lader du det ligge i et døgn eller to.

Derpå sætter du dig, læser det igennem og afklarer med dig selv, om du vil fortryde, hvis du ike mundtligt får afleveret brevets budskab til vedkommende.

Tag den beslutning, der følelsesmæssigt føles mest sand. Glem alle tankerne. Og lad dine følelser vejlede dig.

Og gør så det, der giver den største følelse af autenticitet og sammenhæng.

Brug derefter dine kræfter på dit forhold. For det er her, at kræfterne skal lægges.

Alt godt

Venlig hilsen
Christel

20. januar 2010
20. januar 2010 - 14:34
luna
Gæst

Kære Sigrid og Christel

Mange tak for jeres svar. Jeg har på en måde et stort behov for en direkte konfrontation hvor jeg får mulighed for at fotælle " den anden kvinde" hvad jeg føler. På dn anden side ved jeg ikke rigtig hvad jeg forventer af dette.

Jeg er samtidig meget bange for at møde hende og mangler egentlig det fornødne mod. Jeg er jo ydmyget og har slet ikke min sædvanlige kampgejst og selvsikkerhed. Jeg genkender alle dine smertefulde tanker, sigrid og føler inderligt med dig. Hvor er du i grunden stærk, at du kan stå ved din kærlighed og kæmpe for den på trods af mange smertefulde oplevelser.

Ligenu føler jeg, at jeg overfører min vrede mod hende til min mand, som nu må stå model til alle mine bebrejdelser og had. Dette forstyrrer den indbyrdes kamp med forsoning og fremadrettethed. Jeg kan slet ikke slippe tanken om den egoisme og hensynsløshed hun har udvist imod mig og min familie - og at han lod hende få den magt. Det var nemlig hende der tog initiativ til at indlede forholdet og selvom min mand ikke første gang tog imod hendes "tilbud" vendte hun tilbage og denne gang sagde han desværre ikke nej tak....

Er det mon muligt med tiden at skubbe hendes betydning i baggrunden og derved frigøre energi til parforholdet? Ligenu er jeg mest parat til at droppe min mand, hovedsageligt for at slippe for flere smertefunde tanker om hende. Jeg kan jo aldrig helt undgå hende, idet de fortsat skal arbejde sammen i et forholdsvis lille kontormiljø.

25. januar 2010
25. januar 2010 - 21:55
Administrator
Forum indlæg 428
Medlem siden:
19. januar 2006
Offline

Hej
Tak for dit indlæg.

Når jeg læser din respons, kommer jeg til at tænke på Hilary Clinton. Der foran ikke kun den amerikanske nation, men over for hele verden, stod som den part, der var blevet svigtet, af sin mand , præsidenten og en erhvervspraktikant.....

Hilary stod i en situation, hvor hun måtte vælge.

Feminister rasede og råbte, at hun ikke skulle finde sig i det. Folk, der havde været i ægteskaber i mange år talte om at komme igennem krisen....

Kun hun kunne vælge. Med hele verdens bevågenhed.

Skulle en erhvervspraktikant få lov at ødelægge hendes tilværelse - og liv; Eller kunne hun og Bill bygge tilliden op igen???

Da Hilary besluttede sig, og de som familie trak sig en smule tilbage, skete der det i de amerikanske meningsmålinger, at hun strøg til tops som nummer 1 som den mest respekterede kvinde i USA....

Nu er din tragedie jo ikke landskendt.

Det betyder ikke, at det ikke dit livs tragedie.... men slå hende dog ud af hovedet. Brug den energi, der er i vreden, på at vise hende og resten af lokalsamfundet, at du og din mand vinder denne krise. Og bliver stærkere sammen. Find ud af med dig selv, hvordan det kan påvirke dit selvværd så meget. Overvej, hvordan du kan styrke dit selvværd. Vil du tabe dig? vil du gøre noget ekstra ud af dit udseende? vil du genoptage en fritidsaktivitet, som du har haft skrinlagt ? osv. osv..

Jeg synes, at du stille og roligt skal tale med din mand om, hvorvidt han kan nyorientere sig vedr. et andet job.... selvom de alle samen siger, at jobs ikke hænger på træerne, vil det være en god fælles målsætning at han flytter sig væk fra at have daglig kontakt med denne kvinde.

Tro på dit ægteskab.

Lyse tanker.
Christel

Forum tidszoneUTC 2

Fleste brugere online samtidig124

Online nu
1 Gæst(er)

Nuværende på denne side
1 Gæst(er)

Members Birthdays
Today None
Upcoming None

Top brugere

Montana71: 43

cpacan: 29

Leif Nielsen: 21

hemmelig: 13

noname: 11

Thomas: 9

Medlemsstatistik

Gæste bidragsydere: 95

Medlemmer: 608

Moderatorer: 0

Administratorer: 2

Forumstatistik

Grupper:1

Fora:5

Emner:237

Indlæg:1034

Administratorer:Christel: 428, hvdb: 3