Jeg sidder her på min ynglingsstol ved vores store vinduesparti ud mod haven. Ungerne leger og konen står i køkkenet og skræller kartofler. Men alting er ikke så rosenrødt som det synes.

Efter 11 års ægteskab har konen meddelt at det er slut. Hun føler sig ikke bekræftet og respekteret i vores ægteskab, og har aldrig gjort det.

Min kone har en skrøbelig psyke og bliver medicineret for depression, hun er en meget tænkende pige som holder af at skrive, maile og tale med andre. Lige præcis der er problemet, for jeg har ikke været god til at tale og lytte igennem årene. Det vedkender jeg gerne, men hverdagen har bare været for stressende til at jeg havde bemærket hvor slemt det stod til.

Nu har hun så fundet en soulmate her i vores lille landsby, en gift far til et barn som går i samme klasse som vores store pige. De har ført lange samtaler, både pr. mail, i telefon og på hemmelige møder (har jeg opdaget). De har sågår siddet tæt sammen og kysset lidt. Denne far har været bedre til at tale og lytte end jeg nogensinde har været og nu er hun så blevet forelsket i manden, skønt han er gift og (angiveligt) ikke har tænkte sig at gengælde hendes følelser. Men summasummarum har hun nu oplevet hvordan en mand burde være efter hendes hovede, og det har så resulteret i den nedslående besked til mig. Jeg har konfronteret faren og haft en lang samtale med ham, hen erkender at deres brevveksling er gået for langt og at han bør trække sig og han har forsikret mig for at han på ingen måde har intentioner om at være hendes kæreste.

Vi har 4 børn sammen, hus, bil og alt det der ellers følger med. Alt det vi har sammen er nu smadret totalt, fordi jeg ikke var den rigtige til at tale og lytte.

Jeg har naturligvis været i kulkælderen siden, og har gjort mit ypperste på at overbevise hende om at jeg også kan ændre mig til at være bedre til at tale og lytte og føre lange samtaler når ungerne er lagt i seng. Jeg har foreslået ALT og selvom hun har indvilliget i at gøre et sidste forsøg vha. parterapi føler jeg hun har taget beslutningen og at det hele bare er spil for galleriet.

Det er virkelig en håbløs situation, jeg elsker hende over alt på jorden og vil bare have hende "hjem" igen.

Hej Christel,

Tak for de velvalgte ord, som jo selvfølgelig er helt rigtige.

Nu er der gået en uge siden jeg skrev mit første indlæg og situationen er nogenlunde det samme, bare med den forskel at nu er vi begge afklarede med hvordan situationen står.

Fakta: Min kone er forelsket i en anden, som ikke vil gengælde hendes følelser men som stadig meget gerne vil skrive og snakke med hende om stort og småt. Min kone er nok ved at indse at det ikke bliver til mere mellem dem og hendes udfordring er så om hun kan komme "tilbage" til mig og indgå i et fortroligt og kærligt forhold. Det skal siges at vi stadig bor og sover sammen, giver hinanden lange knus og ligger i ske om natten. 

Og hvordan stiller det så mig? Ikke godt! Jeg går rundt og har konstant ondt i maven og ved ikke om jeg er købt eller solgt, jeg prøver virkelig at være der for hende, at tale med hende og hjælpe hende på hendes vej. Men stadig har jeg den klare følelse af at hun inderst inde bare gerne vil rejse langt væk, det eneste der stopper hende er at det jo trods alt er mig der forsørger hende (hun er på førtidspension) betaler for hus, mad, bil osv. Jeg får desværre fra tid til anden en blackout, jeg kan finde på at skrive en SMS om at nu er det hele slut, at jeg flytter eller jeg beder hende om at flytte. Men det er i virkeligheden det sidste jeg vil, måske håber jeg bare på at fremkalde en angstreaktion hos hende, i hvert tilfælde har det endt med at hun har snakket mig til ro og jeg har grædt og grædt mens vi har krammet hinanden og hun har lovet mig at hun vil arbejde på at redde vores ægteskab. Heldigvis er der nu længere imellem mine blackouts, jeg har en ide om at det er fordi jeg spiser for lidt at jeg får disse blackouts, så jeg tvinger mig selv til at spise selvom jeg slet ingen appetit har mere.

Jeg er i syv sind, som jeg ser det er problemet at min kone og "vennen" fortsætter deres skriverier og samtaler (møder) og dermed fastholder min kone i et håb om at det engang vil blive dem to. Omvendt ved jeg hvor vigtigt det er for min kone at have en at være fortrolig med (og det kan hun ikke på den "rigtige" måde med mig ifølge hende selv), så jeg kan ikke stille hende stolen for døren og bede hende vælge den ene eller den anden på nuværende tidspunkt. Skal jeg mon igen kontakte denne ven og bede ham stoppe eller minimere skriveriet, eller skal jeg bare lade tiden gå i sin gang.??

Tak for et dejligt forum som jeg støtter mig til rigtigt meget, og også tak for alle de andre som skriver indlæg, selvom det er en svær tid for os alle er der trods alt trøst og hjælp at hente.