Hej, jeg er en kvinde på 40, der har været gift med den
samme mand i 16 år. Vi har sammen to børn på hhv 3 og 11 år. Vi bor i et stort
hus og har begge fast job. Vi har gennem tiden haft mange forskellige jobs og
livssituationer sammen. Vi har yndet at værne om vores hjemmeliv og da vores
børn kom til, var det også dem, vi begge valgte at prioritere højest. Altså har
der i perioder af vores samliv været langt mellem, at vi har dyrket vores egne
interesser udenfor hjemmet. Det har nok været mest mig, der har gået til lidt
sport om aftenen. Ellers har den oftest stået på ”sofa-hygge”.

For to år siden valgte jeg at droppe min karriere som sælger
med mange udenlands rejser til fordel for et job som dagplejer. Jeg var blevet
godt og grundigt træt af at føle, at jeg aldrig slog til – hverken på arbejdet
eller i privatlivet. Der var for mange ting, jeg gik glip af i mit privatliv,
som jeg nu kunne få mere tid til. Overskuddet skulle vænnes til de nære ting
med børnene, familien, min mand, venner og egne behov. Samtidig fik min mand et
mere udadvendt job, som betød mange nye kollegaer (mange unge single kvinder),
der har bekræftet og anerkendt ham, som jeg ikke gjorde.

Gennem tiden har vi haft flere mindre ”kriser” i sær én for
12 år siden, hvor jeg forelskede mig i en studie kammerat. Det blev dog aldrig
til noget og kærligheden til min mand sejrede. Vi fik aldrig snakket denne
krise igennem og som tiden er gået, er der flere gange opstået problemer
omkring vores sexliv. Min mand har ofte påpeget, at han ikke var tilfreds og
ønskede, at jeg skulle forbedre mig på det område og bekræfte ham mere i det
daglige. Han har ofte givet udtryk for, at han var træt af at blive afvist af
mig, når jeg ikke lige havde lyst til sex så ofte, som han. Det kunne jeg
desværre ikke magte (manglende overskud pga karriere, børn, hus og egne krav)og
følte mig samtidig afvist af ham pga. hans manglende engagement i vores sociale
samliv. For det meste har vores sociale samliv været eksisterende på baggrund
af mit engagement og interesse. Hvis vi skulle have besøg af venner og familie
eller på tur med børnene, var det mest på mit initiativ.

Det sidste års tid er vores samliv, par-liv og sexliv så
blevet dårligere og dårligere. I takt med at jeg endelig har følt, at jeg havde
overskud til at ville gøre ”kæreste-ting” med min mand, har hans interesse for
mig ændret sig til kun at dreje sig om sex. Siden jul 2009 har jeg følt mig i
vejen og uinteressant for min mand. Han begyndte samtidig at deltage mere i
arrangementer på sit arbejde (ofte nogle arrangementer, som han selv havde
taget initiativ til) og gå mere op i sit arbejde. Efter en sommerfest i starten
af juni kunne jeg mærke på ham, at der var noget helt galt.

Der kom flere og flere mærkelige forandringer til. FaceBook
blev lukket ned, når jeg dukkede op, hans mobiltelefon var altid i hans lomme
osv. Efter en uges ferie på Malta sammen med vores børn, hvor han faktisk slet
ikke ænsede mig, krøb han til bekendelse og fortalte mig, hvad jeg hele tiden
havde haft på fornemmelsen, at han havde været mig utro til sommerfesten og at
han nu var blevet forelsket i hende, det var seriøst og gengældt. Han viste dog
ikke, hvad han ville, hvorfor jeg bad ham rejse væk et stykke tid for at tænke
over det.  Jeg ville gerne tilgive ham og
fortsætte vores ægteskab, men kunne ikke leve med skulle se på, at han sad og
tænkte på hende…..

Han boede så on-and-off væk fra mig og børnene i ca. to
måneder. Vi mødtes næsten dagligt i den periode pga. praktiske ting omkring
børnene, så han var aldrig helt væk! Derefter blev vi enige om, at han skulle
prøve at flytte tilbage. Han havde imellem tiden gjort det forbi med kollegaen,
da han ikke kunne give hende, det hun ville have (et nyt stabilt forhold). Han
var kommet til den erkendelse, at vores samliv og vores børn var værd at
forsøge at holde sammen på. Men han havde dog ikke de samme følelser for mig,
som før. Derfor viste han fortsat ikke, hvad han ville.

I starten sov han i et værelse i kælderen, men ellers var
dagligdagen næsten som før. Vi talte lidt om tingene en i mellem, men han blev
lettere irriteret, når jeg tog initiativ til at ville høre ham, om hvordan han
havde det. Han følte sig presset og havde svært ved at acceptere, at jeg følte
mig mere tiltrukket af ham seksuelt end, jeg havde gjort meget længe. Vi har
haft masser af dejlig sex, siden han flyttede hjem igen.

Som tiden er gået, har vi trods alt fået snakket så mange
ting i gennem, at det er gået op for mig, hvilke ting, jeg har manglet og
hvilke ting, han har manglet i vores lange forhold. Og efter en tur med mine
veninder til London et par dage for to uger siden, var han flyttet op i vores
soveværelse.

Der er han så stadig og vi har næsten en normal hverdag igen
(på godt og ondt). Men da jeg så i søndags ville vide, hvordan han havde det,
var han igen meget uinteresseret i at indlede en dialog. Det kom dog frem
efterhånden, at han stadig ikke havde sine følelser på plads for mig. Han har
lyst til at dele de praktiske ting, snak om børn og arbejde samt sex. Men hans
lyst til at give mig et knus og et kys svinger stadig meget og han har slet
ikke lyst til at nusse før, under eller efter sex eller ligge tæt under dynen.
Alle de ting, som jeg forbinder med kærlighed mangler fortsat fra hans side. Og
det kom også frem, at hans følelser for mig har været fraværende i ”for lang
tid”, og ikke bare var forsvundet i forbindelse med hans affære.

Det gør mig virkelig ondt at vide, at han måske i flere år
ikke har haft lyst til at være kærester med mig og det har forklaret en del
omkring hans adfærd det sidste års tid.

Men jeg fandt også ud af, at han ikke ønsker en skilsmisse
og godt kan leve uden den store kærlighed til mig. For ham er det ikke
sort/hvidt. Han ved godt, at jeg ønsker, at vi skal være kærester og vil gøre
alt for at genfinde gnisten mellem os.

Da han lige flyttede hjem igen, var vi i parterapi hos en
sexolog. Hun kunne dog ikke hjælpe os, da han på det tidspunkt ikke var
afklaret med, hvad han ville. Derfor var vi kun til en enkelt samtale.

Jeg har foreslået ham, at vi skal prøve igen hos en anden,
men det er han ikke interesseret i. Det er efter hans mening spild af tid og
penge.

Så hvad gør jeg?

Jeg ønsker, at vi skal genfinde kærligheden, fortroligheden
og gnisten til hinanden igen. Jeg vil ligge i ske, kysse, kramme og fortælle
ham, at han stadig er den dejligste osv.  Men jeg føler ikke, at han rigtigt ønsker at
gøre en større indsats for det. Jeg føler, at han bare tror, at tiden kan give
ham følelserne tilbage. Eller at jeg med tiden kan lære at acceptere et liv
uden den store kærlighed, uden kram, kys og kærtegn.

Jeg mangler et godt råd til, hvordan jeg får ham overbevist
om, at det kræver en indsats at genfinde disse ting og at tiden ikke bare læger
alle sår…

 BKL

Hej Christel,

tak for dit svar til mit indlæg.

Der er nu gået nogle uger siden, jeg skrev indlægget og jeg har ikke prøvet at skrive med min mand endnu. Men siden er der alligevel sket nogle betydelige ændringer i vores samliv. Han er begyndt at kysse og kramme lidt mere end bare en gang om dagen. Vores sex har også ændret karakter og blevet meget bedre. Der er mere og mere forspil, kys og kram. Det er slet ikke mekanisk, som det var før hans affærde. Det er med kig i øjene og vores lyst til hinanden på det område er forøget og intensiveret. I det daglige går det hele meget godt og vi har det ok.

Førhen var jeg bedre til at gøre ting for mig selv end, jeg har været siden, vi fik vores yngste søn. Det har jeg taget op igen og gjort noget ved. Jeg er begyndt at dyrke sport, gå i byen med venninderne igen og gøre flere ting ude af huset alene eller med børnene uden min mand. Det gør mig glad at gøre alle disse ting og jeg føler mig meget værd. Men jeg savner også at kunne gøre noget alene ude af huset med min mand, som ikke har med sex eller forpligtelser at gøre. Men på nuværende tidspunkt er han kun klar til at tage på en erotisk bed and breakfast overnatning med mig og det er somom, det hele kun skal dreje sig om sex.

I fredags var jeg i byen med vores fælles venner, en fest han også skulle have været med til, men som han i sidste øjeblik valgte at melde afbud til. Det skuffede mig meget, da jeg havde håbet, at det kunne blive begyndelsen til at vi kunne gøre ting sammen igen. Men nej, sådan skulle det ikke være. Men jeg havde en fantastisk aften og kom først hjem kl 06,00, hvor han så bebrejdede mig det sene tidspunkt for bagefter at have sex med mig. Dagen efter indledte han en snak (for første gang siden han kom tilbage!), han bragte mit sene hjemkomst tidspunkt på banen og diskutionen gik i gang. Jeg troede først, at han var jaloux, men det benægtede han. Han mente bare, at det var mærkeligt, at jeg gerne måtte komme så sent hjem, når han blev anklaget for utroskab, hvis han kom hjem ligeså sent (nu var det så bare, at han jo netop havde været utro sidst han kom meget sent hjem efter en tur i byen!!) Nå, men vi talte om, at jeg stadig ikke nærede tillid til ham som før og han havde også stadig sine tvivl omkring sin kærlighed til mig. Han sagde, at han troede, at han hver dag ville tvivle på det resten af sit liv.. Efter endt snak, som diskutionen trods alt udviklede sig til, blev stemningen bedre og bedre og den aften, havde vi det bedste sex nogensinde.

Resten af weekenden gik også rigtig godt med masser af sex og jeg er begyndt at anerkende og rose ham mere verbalt samtidig med at jeg også tager initiativ til knus, kys og kærtegn i løbet af dagen (noget som jeg indtil for nogle få dage siden har undgået, fordi jeg mente, at det var ham, der skulle tage det første initiativ!) Nu er jeg ikke længere så sikker på, at det betyder noget, hvem der tager initiativ til hvad, hvornår mere. Bare at der sker nogle forandringer…

Jeg håber, at disse forandringer vil kunne fjerne hans tvivl på sigt, men jeg spørg mig selv næsten hver dag, hvor lang tid er jeg villig til, at der skal gå. Hvor længe kan en sådan tvivl vare ved (hans tvivl)? Flere har sagt til mig, at en sådan tvivl først forsvinder helt i det øjeblik, jeg fandt en anden mand!

Jeg har lånt din bog, og jeg er i gang med at læse Mænd af Carl Mar-Møller og mange andre omkring parforhold, behov og lyster. Og jeg synes, at meget af det jeg har læst og er kommet frem til, faktisk har virket på at forbedre vores forhold. Men, men, men der er stadig meget langt og jeg mangler stadig meget fra min mand og måske kommer det hen ad vejen og måske er der nogle ting, som jeg må lære at leve uden. Men en ting er helt sikkert, jeg ville ønske at vi snart var ude på den anden side og at alt tvivl var borte og at tilliden var genoprettet…

Jeg håber, at du vil kommentere på ovenstående og måske svare lidt på mit spørgsmål om tvivl og evt give mig et råd til, hvad han kan gøre for at eliminere den tvivl..

Hej igen Christel,

Jeg skriver lige til dig igen, da jeg synes, at dine råd har
været meget givende og fordi, jeg føler, at jeg stadig har brug for flere råd.

Siden dit sidste svar har jeg prøvet at skrive alle mine
tanker, behov, ønsker mm i et brev til min mand. Jeg var ved at føle, at vores
forhold var ved at falde tilbage i den gamle ”rille” og det ønskede jeg med mit
brev at ruske lidt op i. Samtidig fik jeg i mit brev luft for mange
frustrationer, som jeg ikke har kunnet få bearbejdet gennem det sidste halve
år. Mest fordi min mand ikke har været klar til at tale om disse frustrationer
og spørgsmål men også fordi jeg ikke har villet presse for hårdt på.

Mit brev var meget langt og jeg kom omkring rigtig mange
ting. Jeg var på ingen måde bebrejdende, nedladende, sur eller negativ. Jeg var
konstruktiv og beskrivende med mine egne ord og tanker. Brevet indeholdt en
række spørgsmål til min mand og jeg skrev til ham, at jeg håbede, at han snart
ville kunne besvare dem alle, fordi jeg havde behov for at vide, hvor vi står
lige nu og i fremtiden.

Han fik mit brev lørdag eftermiddag og fik et par timer til
at læse det og fordøje indholdet. Han sagde, at han havde læst det, men at han
ikke ville gå i dialog omkring det lige nu. Det lod jeg mig så nøje med
umiddelbart.

Næste morgen sagde min mand, at han synes, det var et godt
brev, som jeg havde skrevet. Han sagde, at det nok skulle gå, men at han stadig
havde brug for lidt albuerum. Han følte sig presset på jobbet, så derfor havde
han ikke brug for, at jeg pressede ham herhjemme også. Derfor lod jeg dialogen
ligge der indtil om aftenen, hvor jeg spurgte ham om, det han havde sagt om
morgenen, var hvad han kunne give mig af svar på nuværende tidspunkt til mine
spørgsmål i brevet. Så blev han lidt småsur og svarede, at det ville han i
hvert tilfælde ikke gå i dialog omkring nu, men at det ikke var det eneste
svar, han havde til mig. Der stoppede dialogen så.

Jeg føler stadig, at jeg mangler en hel masse svar på mine
spørgsmål. Men samtidig har jeg også en lidt mere sikke fornemmelse for, at vi
nok skal komme gennem denne krise med tiden. Men hvad gør jeg nu? Skal jeg igen
bare vente på, at det passer ham at give mig mine svar, eller skal jeg efter
nogle uger, bringe dem på banen igen?

En af de ting, jeg skrev i brevet til ham var, at jeg ville
ønske, at han kunne hjælpe mig af med min jalousi ved at forsikre mig om, at
jeg var den han ville have og dele sit liv med fortsat. Indtil han kan gøre
det, har jeg det dårligt med at vide, at han snart skal til julefrokost på sit
arbejde (hvor HUN selvfølgelig også skal med). Hvordan skal jeg ruste mig til
den dag?

Tak for dine gode tilbagemeldinger…

Kære Christel,

så er det vist tid for et lille råd igen. Jeg har læst Joan Ørtings bog "hvad vil du ha?" og er i gang med en af hendes andre bøger.

Jeg fik jo ingen respons fra min mand på mit lange brev, som jeg fik skrevet til ham for tre uger siden.

De sidste to uger har jeg så fået det mere og mere træls og min lyst til at bevare vores ægteskab og forbedre mig er formindsket i takt med min skuffelse over hans manglende respons.

For et par dage siden skrev jeg så endnu et lille brev, hvor jeg skrev 3 spørgsmål ned, som du havde anbefalet. Og henover weekenden er jeg så blevet mere og mere trist og ked af det. Så trist og ked af det, at jeg næsten ikke kunne komme op til morgen. Det bemærkede han og spurgte, hvad der var galt. Jeg sagde, at jeg var trist og bad ham læse mine spørgsmål.

Han var også trist og ked af, at alt ikke er fryd og gammen. Men han kunne ikke imødekomme mine ønsker. Han kunne ikke forsikre mig om, at han aldrig ville være mig utro mere, for som han pointerede, så kunne jeg jo heller ikke garantere ham, at jeg aldrig ville være ham utro igen. Heller ikke mit ønske om, at han kunne sige, at jeg ikke behøvede at være jaloux, kunne han imødekomme, for som han sagde, så ville jeg altid være jaloux uanset, hvad han sagde til mig, da jeg af natur er jaloux anlagt og altid har været det, også når der ikke var grund til at være det. Det sidste spørgsmål til ham, om hvad han ville med vores ægteskab, kunne han heller ikke umiddelbart svare på. Men han gav udtryk for, at han ikke ville opgive håbet for, at det, der mangler og som ikke føles rigtigt nu, kan indfinde sig igen. Men
han kunne ikke give udtryk for, hvad det er, der mangler. Blot kunne han påpege, hvad det var, han havde manglet før hans utroskab. (det viste jeg jo allerede)

Før var det ham, som savnede min anerkendelse, ros, omsorg, kærtegn og mit begær. Han havde følt sig uelsket. Det har jeg så siden hans utroskab forsøgt at ændre. Jeg prøver at anerkende og rose ham og er flere gange kommet uheldig afsted med det. Det har virket modsat og han har følt, at det var påtaget og ikke oprigtigt. Og nu er det så mig, der savner hans kærtegn og kærlige ord, som han ellers var god til før. Og mig som har lyst til at holde ham i hånden, rose ham og bare elske ham.

Vi elsker stadigvæk hinanden og har ikke lyst til at opgive vores ægteskab. Vi giver og tager knus og kys. Vi har sex. Vi taler sammen om alt muligt andet. Vi kan få en hverdag til at fungere. Men gnisten eller den der følelser af, at vores forhold er rigtig, mangler. Vi har begge forandret os efter hans utroskab. Men det føles lidt som om, det er i hver sin retning og rollerne er byttet om. Mange ting i vores forhold er dog også blevet bedre de sidste to måneder, men hvordan finder vi lige det sidste frem igen?

Han vil ikke i parterapi kva vores dårlige oplevelse tidligere i forløbet, men er der andre metoder, vi kan benytte os af?

Knus Birgitte

Kære Christel,

Nu må jeg altså fatte penne igen. Siden jeg skrev til dig
sidst i december 2010, er der sket følgende i vores ”situation”:

Vi er blevet mere eller mindre enige om, at vi skal skilles.

Min mand har ikke kunnet finde sin gnist/følelser for mig
igen. Han føler kun tryghed, kammeratskab og begær.

Beslutningen blev truffet for godt fire uger siden og vi er
nu i gang med at finde en egnet ejendomsmægler til at sælge vores hus. Vi har
valgt at blive boende sammen indtil huset er solgt, eller den ene af os finder
et andet sted at bo.

Det fungerer ganske upåklageligt. Vi omgås hinanden stort
set som før, men vi sover i hvert sit rum.

Mine følelser siger mig, at det er forkert at gå fra
hinanden, men fornuften sejrer, da jeg ikke kan leve med, at følelserne fra min
mands side er væk. Hans følelser siger ham, at vi skal skilles, mens hans
fornuft siger ham det modsatte.

Vi er meget fortvivlede og kede af det. Vi elsker og
respekterer stadig hinanden og der er intet ondt mellem os.

Derfor gør det mig totalt i vildrede og jeg begynder at
tvivle på, om det nu også er den rigtige beslutning, vi har truffet?

Det gør ufattelig ondt, når vi begge stadig føler os tiltrukket
af hinanden, selv om det er på hver sine forudsætninger.

Det er som om, at vi ikke kan blive sammen, men vi kan
heller ikke give slip.

Har du et godt råd?

Kærligst Birgitte