Allerførst tak for en rigtig god side.

 

Min historie er denne – Jeg har været sammen med min mand i 15 Ã¥r, vi har været gift i 4 Ã¥r og har to børn pÃ¥ 6 og 3 Ã¥r. Han er 34 og jeg 35. For 7 Ã¥r siden blev han partner i et firma, og arbejdet begyndte at tage mere og mere af hans tid. Da vores ældste barn var to, begyndte jeg at arbejde deltid fremfor fuldtid, da min mand var meget presset og ikke kunne nÃ¥ at hente vores søn i institutionen. Jeg havde det fint med kun at arbejde pÃ¥ deltid, for det betød at jeg kunne fÃ¥ mere tid sammen med vores søn, passe huset og stadig ha' overskud til min mand og mig selv.

De sidste tre år har vi haft nogle konflikter omkring vores familieliv, hans arbejdsliv og sociale liv, men vi har kunne snakke om det og har løst problemerne. Men sidste sommer afslørede jeg ham i at have sendt nogle meget flirtende sms-beskeder til en af hans veninder efter en bytur, og det blev starten på vores første store krise. Han svor på at der ikke var sket noget imellem dem, og ud fra det hun havde skrevet til ham tror jeg på det. Men det gjorde stadig ondt og min tillid til ham havde fået et knæk. Vi brugte resten af sommeren på at finde hinanden igen, og jeg troede egentlig at det gik godt. Men en aften i september smed han en ny bombe. Han sagde at han havde mistet gnisten i vores forhold og han syntes at vi var vokset fra hinanden. Jeg var knust og kunne slet ikke forstå det. Vi snakkede og snakkede til vi ikke længere syntes, at vi kom videre og så opsøgte vi en parterapeut. Men hun kunne ikke tilføre noget, som vi ikke allerede havde talt om. Vi er gode til at snakke sammen, og til at give hinanden plads til, at få talt ud uden afbrydelser og fordømmelser. Han sagde at han ville give vores forhold en chance til efter nytår og så måtte vi se hvordan det gik. Efteråret gik og det blev december. Jeg havde det dårligt, men jeg skulle jo prøve at få det til at fungere, så der blev holdt børnefødselsdage, jeg gjorde mig virklig umage med alt i vores forhold, og der blev gjort klar til julen, som vi skulle fejre med både hans og mine forældre hos os. En uge før jul brød jeg helt sammen. Jeg kunne ikke holde til at være til "eksamen" mere. Hele tiden var jeg bekymret for om jeg var sjov, spændende, sexet nok. Han havde slet ikke tænkt på hvad det var han udsatte mig for, og han var ked af det. Vi fik snakket hele situationen igennem og vi var begge indstillede på at det skulle være os.

De næste fire måneder gik rigtig godt. Vi blev bedre til at tage tid til os selv uden børnene. Det var vi også før, men vi gjorde det endnu mere nu. Vi fik passet børnene en hverdagsaften og tog ud og spiste, enten alene eller med et sæt venner. Vi lavede hyggeaftner herhjemme når børnene var lagt i seng. Vi inviterede gæster og jeg tog med ham i byen. Vi gjorde alle de ting som han sagde at han savnede i vores liv. Det skal lige siges at min mand går meget i byen (5-6 gange om mdr.). Ofte er det noget arbejdsrelateret der ender i en bytur. Dette har gjort at jeg de sidste par år, har holdt igen med byture og gæster i weekenden af hensyn til vores børn. Jeg syntes ikke at vi havde ret meget familietid bare os fire. I hverdagen spiser vi som regel kun aftensmad sammen hele familien en gang om ugen. Enten arbejder han eller jeg, samtidig med at han har nogle fritidsaktiviteter der ligger om aftenen.

Jeg endte med hele tiden at være splittet mellem at ville gøre min mand glad og være en god mor for mine børn. Men jeg syntes egentlig at jeg klarede det meget godt og jeg var begyndt at finde lidt overskud til mig selv igen.

MEN… for en mÃ¥ned siden afslørede jeg ham i at have en affære til en kvinde han havde mødt pÃ¥ et kursus. De havde set hinanden fire gange privat i løbet af ca 4 uger. Hun bor i en anden landsdel, sÃ¥ han skulle lige have en undskyldning for at tage turen over til hende. Jeg kunne godt mærke der var noget galt, men tænkte at han bare var stresset pga arbejdet. Vi dyrkede stadig sex, dog ikke sÃ¥ ofte som vi plejede. SÃ¥ tog jeg iphone finder i brug. Han har selv installeret det pÃ¥ vores telefoner og ipads, sÃ¥ jeg skulle bare gætte hans kode – hvilket var nemt. Første gang jeg sÃ¥, at han ikke befandt sig der hvor han sagde han var, slog jeg det hen med, at det var en fejl i iphone finder, men inderst inde vidste jeg godt at jeg løj for mig selv. Jeg ville ikke tro pÃ¥ at han kunne være sÃ¥dan. At han ville gøre det mod mig efter alt hvad vi har haft sammen.

Sidst han var derovre var en onsdag. Han havde et "leverandørmøde" og ville blive derovre og sove. Denne leverandør er en jeg har mødt en del gange. Min mand skrev en besked til mig om aftenen hvor han lod som om at han var ude og spise med denne leverandør og han skulle hilse fra ham. Men jeg vidste jo godt at det var løgn. Senere skrev han "sov godt smukke". Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men det blev torsdag morgen, børnene skulle op og afsted og jeg skulle pÃ¥ arbejde. Lige da vi er pÃ¥ vej ud af døren ringer han. Han vil bare sige godmorgen. Da er han lige kørt ovre fra hende. Han plejer aldrig at ringe, nÃ¥r han har sovet pÃ¥ hotel. 2 timer senere kommer han ud til mig pÃ¥ mit arbejde. Han er glad og vil bare lige se mig. Han kommer aldrig forbi bare for at sige hej. Jeg var skrup forvirret da han tog afsted igen, og jeg fÃ¥r slet ikke sagt noget til ham. Om aftenen skal han arbejde, sÃ¥ først fredag aften fÃ¥r jeg konfronteret ham med min viden. Jeg starter med at spørge om der er noget galt og om der er noget han vil snakke om. Det er der ikke siger han og samtidig siger han "jeg elsker dig". Jeg ligger forskellige fælder ud for ham mht hvor han var onsdag aften og han lyver mere og mere. Endelig konfronterer jeg ham med at jeg har brugt iphone finder og sÃ¥ bliver han stille. Jeg fortæller hvad jeg ved og jeg stiller ham en masse spørgsmÃ¥l. Han svarer ærligt og vi ender med at snakke det meste af natten. Lørdag morgen ringer han til hende og afslutter det. Jeg hørte desværre ikke samtalen imellem dem og det irriterer mig. Men jeg har ikke prøvet at være i en sÃ¥dan situation før, sÃ¥ jeg vidste ikke bedre. Lørdagen gik med familietamtam hos noget af min familie. PÃ¥ med masken og lege lykkelig lille familie. De næste par dage gÃ¥r jeg rundt i en klokke. Jeg er der for børnene men jeg magter ikke rigtig noget. Tankerne flyver rundt i hovedet pÃ¥ mig. Kan/vil jeg tilgive ham? Vil han fortsætte vores forhold? Hvad gør jeg rent praktisk med børn, job, hus, bil og alt andet? Vil mit liv blive bedre uden ham? Vil han gøre det igen? Elsker jeg ham stadig? Mine følelser skifter mellem vrede, sorg, frustration, fortvivlelse, afmagt… Vi fÃ¥r snakket noget mere og han vil gerne prøve at fÃ¥ det til at fungere igen. Weekenden efter er vi inviteret til en fest, børnene bliver passet ude og vi skal bare hygge os. Og det gÃ¥r egentlig meget godt. Men ud pÃ¥ natten, samtidig med at alkoholen gÃ¥r i blodet gÃ¥r det galt. Vi tager hjem fra byen, og han har muligvis en forventning om at vi skal hjem og hygge os. Men jeg afviser ham og han bliver sur og smækker med en dør. Og sÃ¥ flipper jeg helt og aldeles ud. Aldrig har jeg været sÃ¥ vred og rÃ¥bt sÃ¥dan af et andet menneske. det eskalerer hele tiden og til sidst fÃ¥r han en kammerat til at hente sig. Han tager derud og sover. Jeg er ellers et meget roligt og tÃ¥lmodigt menneske, der ikke hidser sig unødigt op, men jeg fik simpelthen nok. Jeg fÃ¥r sovet et par timer, rydder derefter op (jeg smadrede et spjel i ren afmagt) og tager sÃ¥ ud til hans forældre og fortæller dem ALT. Hans mor ringer efter ham og vi snakker lidt derude. Han er iskold og sur over at jeg har blandet hans forældre ind i det. Mine forældre havde allerede fÃ¥et det hele af vide nogle dage før. Vi tager hjem og fÃ¥r snakket lidt og sÃ¥ skal børnene hentes…

De næste par uger er temmelig rodede. Jeg skifter mellem at drømme om et liv alene med børnene og drømmen om familielivet. Han virker usikker på hvad han vil og jeg gemmer de sidste varme følelser længere og længere væk. Til sidst beslutter jeg mig for at det skal være slut. Men inden jeg når at få det sagt, skifter han over, og nu vil han kæmpe for os. Så er jeg i tvivl igen. Der er stadig nogle følelser for ham, men jeg ved ikke om jeg tør at finde dem frem igen. Samtidig er jeg også bange for at jeg fortryder det hvis ikke jeg prøver en gang til.

Vi har skrevet ned hvad vi har af forventninger til hinanden og vi mener begge at vi kan leve op til det. Hans affære er gledet i baggrunden og sommetider virker det som om han har glemt hvad han har gjort. Men det har jeg ikke. Det gør ondt. Den tid han brugte pÃ¥ hende, de ting de gjorde sammen, hans løgne – det fylder meget i mig og jeg tror ikke han kan forstÃ¥ det. Samtidig er han meget bekymret for hvad jeg siger til andre om hans affære og hans opførsel generalt. Han vil gerne bevare et pænt familiebilled udadtil.

 

Jeg ved ikke hvad jeg vil med mit indlæg. Tror bare jeg har behov for at dele min historie. Beslutningen er jo i sidste ende min (eller hans), men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal komme videre herfra. Sommetider tænker jeg at der er blevet sagt og gjort for meget til at vi kan finde tilbage. Men mÃ¥ske skal vi ikke finde tilbage – mÃ¥ske kan vi finde et nyt liv sammen.

 

Mange hilsner fra Laila