Min mand sprang en bombe midt i stuen for 2 måneder siden. Han var blevet forelsket i en anden, de havde haft en affære i 5 måneder, hun er 22 år og gravid !!

Jeg kender denne pige ganske godt, det samme gør mine børn. Hun har tidligere ødelagt et ægteskab, hvor datteren går i klasse med min yngste datter.

 

Han og jeg har været sammen i 21 år og har to piger på 13 og 16 år. Vores verden styrtede i grus.

 

Men han havde "nøje" overvejet det hele. Han ville ikke undvære os, og ville derfor bo en uge hos os og en uge hos hende i fremtiden. Han fik en time til at pakke sine ting og forsvinde.

Han forsvandt direkte ind til hende, grædende og tryglende om at få lov at blive. I 2 dage ringede han konstant, ville gå fra hende og tilbage til os, ville blive hos hende og håbe at han en dag kunne tale med vores børn som var rasende og ulykkelige. Efter de to dage gav han op, flyttede fra hende igen og bor nu i en lejlighed i nærheden af os.

 

Det har taget lang tid for pigerne at fÃ¥ genoptaget kontakten til ham, men det gÃ¥r fremad. Han og jeg startede i terapi sammen allerede en uge efter, da jeg var klar over at vi aldrig ville kunne komme til at tale sammen igen uden hjælp. Det har været – og er – fantastisk med det rum der bare er vores, og hvor en kyndig mand er der til at guide os igennem krisen.

 

Min mand har i dag ingen kontakt til pigen og ønsker ikke at have kontakt til barnet. Det sidste er sÃ¥ noget jeg føler at jeg har presset ham ud i, da jeg pÃ¥ ingen mÃ¥de ønsker det barn i mit og pigernes liv (og de er helt enige med mig). Han taler en del om sine følelser for barnet, at han virkelig ønskede det og har svært ved at ignorere det faktum at det bliver født om 5 mÃ¥neder. Det gør sÃ¥ afsindig ondt pÃ¥ mig. Jeg blev steriliseret for 5 Ã¥r siden, da vi var helt enige om at vi ikke ønskede flere børn, men nu siger han at han altid har ønsket sig flere…..

 

Jeg har valgt at sige at vi har minimum ½ års time-out, hvor han virkelig skal gøre op med sig selv om han kan leve uden at have det barn i sit liv, og hvor jeg skal finde ud af om jeg kan tilgive og komme videre sammen med ham. Han ønsker KUN at få os 3 tilbage i sit liv, men jeg ved jo at han også ønsker det andet barn, og her kommer mine følelser virkelig i kog. Ikke at jeg ikke forstår ham, for det gør jeg faktisk. Men han har været mig utro med denne pige som jeg aldrig har brudt mig om, hun plastrer facebook til med scanningsbilleder som mine børn ser (kammerater i skolen er meget informative) og er i øvrigt flyttet til vores meget lille by hvor hendes forældre bor. Mine børn støder jævnligt på hende og bliver frygtelig kede af det hver gang. Den yngste har meldt sig ud af ungdomsklubben da hun har fået arbejde der, og den ældste har meldt sig ud af håndboldklubben da hun hænger i hallen hver aften. Snart ser de hende gå rundt med stor mave og næst en barnevogn, og dér ligger deres halvbror/søster. Det er bare så ondt!

Mine børn kan slet ikke forstå hvordan han kunne gøre det mod mig. De snakker meget om at han har svigtet mig og endda har valgt at få et barn med en kvinde der ikke er deres mor. De afskyr denne pige og tør næsten ikke færdes i byen af skræk for at møde hende. Jeg har overvejet at flytte, men det har ingen af dem egentlig lyst til, deres liv og venner er lige her og de siger at de ikke vil stikke halen mellem benene på grund af hende. Jeg har nogle seje piger!

 

Jeg føler at jeg stÃ¥r pÃ¥ en tikkende bombe, at al ansvar ligger pÃ¥ mig. Hvis jeg beslutter at han og jeg skal skilles, er jeg bange for at han opsøger barnet og ønsker meget kontakt med det, og det vil sÃ¥re mine børn sÃ¥ uendeligt. De VIL ikke have en bror/søster, de vil bare have hinanden – hvilket 2 teenage piger normalt aldrig siger
Hvis jeg vælger at fortsætte forholdet, er jeg bange for at jeg konstant vil gå og være nervøs for om han ser hende og barnet i smug fordi han ved jeg ikke vil have det, eller at han måske endda er mig utro igen.

 

Udover at være min mand, har han altid været min bedste ven. Ham jeg fortalte alt og som delte alle aspekter af sit liv med mig, og så gør det afsindig ondt at opdage hvor dygtig han har været til at lyve og bedrage mig. Det menneske jeg stolede mest på i hele verden, viste sig at være den mest falske. Han undskylder op og ned af vægge, men jeg hører det ikke rigtig. Jeg er så såret, så rasende og så ulykkelig at jeg slet ikke ved hvad jeg skal tænke mere.

 

Om 10 dage skal den yngste konfirmeres og jeg har det svært med at sidde ved "højbordet" og ligne en lykkelig familie, men gør det selvfølgelig for min datters skyld. Hun har bedt ham om at ringe til ALLE gæsterne og sige undskyld for hvad han har gjort og bede dem undlade at tale om det på hendes store dag. Det synes jeg var vildt godt tænkt af hende!

 

Kommer man sig nogensinde over sådan noget og hvordan lever man videre med et uønsket barn på sidelinien ???

Hej og tak for dit svar

 

Du har helt ret, det er NU at min "mand" skal rejse sig op og slå i bordet, men det gør han ikke. Han har fået samme råd af vores terapeut, men han er det mest konfliktsky menneske jeg kender og der sker intet.

SÃ¥ sent som i dag, pÃ¥ vores datter's 14 Ã¥rs fødselsdag, kommer der brev fra statsamtet som beder ham vedkende sig faderskabet til det ufødte barn. Jeg har selvfølgelig talt med advokater og læst en masse pÃ¥ nettet om den slags, sÃ¥ jeg har forklaret ham at han skal nægte faderskabet sÃ¥ der kan blive taget en DNA test. Reelt ved vi slet ikke om han er far til dette barn, de har kun mødtes kort i hans arbejdstid, og hvad hun har lavet i weekender osv., aner vi ikke. Men ikke engang der kan han sætte foden ned, han var en millimeter fra at underskrive, for han er "ret" sikker pÃ¥ at det er hans …. suk.

 

Han har dog bedt hende fjerne scannningsbilledet fra facebook på min meget kraftige opfordring, men det har hun valgt at ignorere. Jeg er ikke i tvivl om at hun kører alle de kanoner i stilling som hun kan finde, og det er ikke sjovt for hverken pigerne eller mig. Han "gemmer" sig alt det han kan, han synes at det er ubehageligt at jeg taler så meget om det og vil helst ikke vide hvis hun skriver noget på facebook om sig selv eller barnet. Så jeg føler mig ret alene om alle de tanker jeg har, godt nok har jeg gode veninder der gerne lytter, men det irriterer mig at han har den holdning at hvis han bare lukker øjnene, så forsvinder det hele. Det gør det ikke!

 

Jeg vakler frem og tilbage og synes hele tiden at jeg skal tage stilling til alting og ikke mindst være pÃ¥ forkant med pigens næste træk. Jeg ville ønske at man kunne kræve at hun flytter fra byen, men det kan man jo ikke … og jeg ved at hun ikke vil gøre det. Hun er kun flyttet tilbage for at være tæt pÃ¥ ham og os, hvilket jeg ikke helt forstÃ¥r, da hun pÃ¥ intet tidspunkt har kontaktet ham efter hun er flyttet tilbage. Jeg forventede at hun ville være over ham som en høg, men hun har intet foretaget sig. Det virker mere som om at hun prøver at sÃ¥re mig end at ville have ham tilbage. MÃ¥ske hÃ¥ber hun at han kommer rendende nÃ¥r hun har født, men sÃ¥ mÃ¥ jeg holde mig selv fast i min time-out og være stærk!!