Jeg er 43 år og gift med min mand på 52. Vi har 4 børn sammen i alderen 2-14. Han har desuden en søn på 19 år. Vi har været gift i 17 år.

Dengang jeg mødte ham var je blevet skilt fra min første mand, som havde været mig utro med mine "veninder" og kolleger og alt hvad der var interesseret. Jeg var dengang ret plaget af jaulosi, men jeg vidste ikke at han var mig utro før han gik fra mig for at leve sammen med min nærmeste veninde. Siden var han ærlig og fortalte mig om alle de andre forhold der havde været. Jeg var knust og har siden haft svært med at have tillid til nogen som helst.
Ede

Da jeg mødte min nuværende mand tænkte jeg, at jeg skulle passe på for han var virkelig spændende og kvindernes mand. Han havde i hans tidligere forhold ALDRIG været tro. Der var ingen vej udenom jeg følte virkelig det var manden i mit liv, trods hans fortid. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg i mit tidligere forhold havde været syg af jaulosi i 10 år og det ville jeg ikke mere. Jeg sagde derfor til min nye mand, at hvis han nogensinde fik lyst til at være sammen med en anden kvinde så ville tale med mig om det først og at jeg var sikker på det kunne lade sig gøre hvis det bare handlede om sex. Den aftale satte min mand fri og han sagde mange gange gennem årene at det var det der skulle til for at han kunne lade være.

Det gik fint i 15 år. Så opdagede jeg at han havde en anden. Min verden ramlede fuldstændig sammen. Jeg havde givet ham total frihed til at gøre præcis hvad han havde lyst til, men det betød for mig jo også at det ikke var frihed til at være mig utro. Han stoppede straks forholdet og vi talte sammen om at han havde brug for noget andet og mere. Vi blev enige om at gøre det sammen. Udvikle os sammen og finde en ekstra partner. Jeg syntes det var lidt svært og sagde at det skulle gå stille og roligt hvis jeg følelsesmæssigt skulle kunne følge med.

Så blev det sommer og jeg var hele sommeren i sommerhus med børnene. Min mand var meget hjemme for at male hus og for at have lidt ro som han sagde han trængte til. Jeg finder ud af i slutningen af august, at han tale meget med en pige igen. Jeg bliver ulykkelig, men han der ingenting er. Han fortæller at han har brug for der snart sker noget. Det skal være en urørt pige for han vil ikke ha sygdomme eller en eller anden tarvelig pige. Så foreslår jeg en af vores ansatte. Jeg var meget overrasket over hvor glad han blev. Han spurgte om jeg troede hun ville osv. Jeg sagde der var jo kun en ting og gøre nemlig at tale med hende og mærke om hun var interesseret. Han i inviterede hende i vores sommerhus. De var der i 8 timer og jeg havde det dårligt. Så skulle han invitere hende hjem til os og spise. Jeg læste hans sms'er til hende og hun ville gerne. Han hentede hende de ville bage en kage sammen. Mens de stod og lavede kage tænkte jeg at det var meget mærkeligt, at han kunne hente hende på stationen når der på smserne ikke havde været aftaler om tid? Pludselig tænkte jeg at der måtte være en hemmelig Tlf. Jeg gik direkte ned i hende taske og fandt en af min egen gamle telefoner i hende taske. Der var en hed SMS korrespondance hvor de igennem 1/2 år havde erklærer hinanden den store kærlighed. Jeg gik i chok agtig tilstand. Jeg kaldte på min mand og sagde jeg havde fundet telefonen i hendes taske. Han overbeviste mig om at det hele bare var noget for at få hende til at have et forhold til ham. Det var bare et game og han elskede jo kun mig og især fordi jeg var så stort et menneske og han var ked af han ikke havde været ærlig. Tænk hun havde boet i mit hus hele sommeren. Gud hvor følte jeg mig dum, brugt og svigtet. Alligevel var jeg fuldstændig handlingslammet. Det endte med hun sov i et værelse hos os og min mand knaldede med hende mens jeg lå og ventede i soceværelset. Sindssygt.

Jeg endte med at ville skilles. Men forstå jeg var totalt i chok. For jeg troede jeg var lykkelig. Jeg havde det skønneste liv. Vi arbejde sammen. Vi har et sex næsten dagligt og også flere gange dagligt. Vi griner sammen. Vi har nogle skønne børn og vi har masser af drømme for fremtiden. Jeg var jo slet ikke klar over at jeg blev svigtet. Derfor endte det med at jeg gav ham lov til at se hende ved siden af mig. Jeg ville ikke ha hende i mit hjem. De måtte klare sig som de havde gjort bag mig ryg i et 1/2 år. Nu er der gået 5 måneder. Jeg har tabt 32 kilo og er ked af alt. Jeg kan næsten ikke mere. Kan ikke arbejde og har det dårligt. Jeg og alle andre kan jo godt se, at jeg er nødt til at blive skilt. Jeg kan bare ikke gøre det. Det er så angstprovokerende at skulle starte helt forfra med 4 børn, uden arbejde,( vi har firma, som vi har startet sammen, men hvor jeg er ansat som medhjælpene hustru.) sige farvel til mit elskede hus, mine høns og flytte i lejlighed. Og sidst men ikke mindst sige farvel til den mand som jeg elsker helt vildt og som jeg virkelig tror på når han siger han elsker mig dybt. Men vores måde at vise hinanden kærlighed på er jo meget forskellig. Han siger han er mere lykkelig end nogensinde. Hvordan kan han være det når jeg har det dårligt?

Jeg hader den offerrolle jeg har taget på mig. Hader mig selv for at behandle mig selv så dårligt. Og lider med at skulle gøre mine børn til skilsmissebørn. Jeg er bange for alt og rædselsslagen når jeg tænker på fremtiden. Jeg forstår ikke hvor den stærke kvinde, jeg altid ellers har været, er blevet af. Jeg er en skygge af mig selv. Og det er nok det værste at miste respekten for sig selv. Nu har jeg sat en dato for hvornår jeg går. Jeg er nødt til at gøre mig klar. Nød til at sige farvel langsomt. Mærker hans arme lidt endnu. I 29 dage endnu. Det er ligesom at dø.