Kære Christel,

Jeg har læst meget på din webblog, og har nu besluttet mig
for at skrive til dig.

Sagen er den, at jeg, ligesom så mange andre, er i tvivl
omkring mit parforhold, og oplever et følelsesmæssigt kaos lige nu, der tager
meget hårdt på mig. Jeg er en (ung) mand på 23 år, og er sammen med en
fantastisk ung kvinde på 24 år. Vi har været sammen helt siden vi var 16, og
gik rent faktisk i klasse sammen i gymnasiet. Og før du tænker ”Åh gud, det
lyder ikke godt”, så lad mig først fortælle lidt om vores forhold:

Selvom vi mødtes som meget unge, har vi altid taget en ting
af gangen. Vi lovede aldrig hinanden, at vi ville blive sammen resten af livet,
hvad andre teenage-par måske gør. Vi har forsøgt aldrig at tage hinanden for
givet, vi har givet plads til hinanden mht. venner, fritidsinteresser osv. Vi
flyttede først sammen efter at vi havde boet hver for sig, og det føltes
rigtigt, dvs. for ca. 2,5 år siden. Vi blev meget hurtigt modne. Vi har nu
været sammen i næsten 7 år. Hvad andre måske ser som et forhold der kun består
pga. af vane og tryghed, ser jeg som en kilde til en umådelig stærk kærlighed
imellem os to. Vi er meget tætte på hinanden, vi griner meget sammen, vi har
mange fælles værdier og vi elsker hinanden meget højt. Det er selvfølgeligt
ikke bare rosenrødt det hele, der er da også knas, men mange af de ting, som
folk fortæller af problemer med at bo sammen med en kvinde, har jeg ikke kunnet
genkende. Der er lettere, end jeg troede. Vi stoler på hinanden 100 %, og har
mange dejlige stunder sammen.

Dette forhindrer mig dog ikke i, nogle gange at tvivle på
vores parforhold. Jeg bliver ved med at være bange for, at vi bare er sammen af
vane/fordi jeg er bange for at gå fra hende. At jeg på et tidspunkt i mit liv
vil se tilbage på vores forhold og tænke ”Hvad var det lige jeg prøvede at
bilde mig ind”. Altså at det jeg føler, var noget jeg bildte mig ind, for at
gøre mit liv behageligt. Jeg har altså svært ved at stole på mine følelser, og
er bange for at binde mig endeligt. Siger jeg dette til hende græder vi, jeg
føler mig så tæt på hende, og kan mærke kærligheden, og at andet end at blive
sammen ville være forkert.

Hvordan ved man, om man elsker nogen? Nogle gange føles som
om mit hjerte åbner sig for hende, jeg bliver dybt rørt og oplever en enorm ømhed
overfor det menneske, der sidder overfor mig. Jeg elsker hendes duft, mit
hjerte smelter når jeg ser hende ligge og sove så fredfyldt. Jeg elsker at
vågne ved siden af hende om morgenen, og nyder hvert et sekund når jeg skal
vække hende i sofaen om aftenen, når hun er faldet i søvn foran TV’et, og er
helt forsovet og groggy. Jeg kan ikke lade være med at grine, og det gør mig
lykkelig at putte hende ind under dynen, kysse hende på panden mens jeg
indsnuser hendes duft og sige godnat. Lyder det på nogen måde forkert eller
uægte?

Jeg holder enormt meget af at gå tur med hende, og snakke om
alt hvad der falder os ind: familie, venner, arbejdsdagen der lige er gået osv..
Vi mangler sjældent noget at snakke om, men når vi gør, melder tvivlen sig.
Ligesom når vi begynder at snakke om fremtiden. Jeg er glad hvor vi er nu, men
måske bliver jeg klogere om nogle år? Hun snakker om at få børn, og det
skræmmer mig lidt. Det binder én. Bliver man gift kan man altid skilles igen (ligesom
mine forældre), men et barn er et barn. Ikke at jeg tror, at et barn er noget
man nogensinde vil fortryde. Det kan godt være, at det skræmmer mig, men
drømmen blusser også op i mig nogle gange. En bunke sko foran en feriehytte –
mine, hendes og nogle små søde børnesko. At give hende det, hun allermest
ønsker sig. At gøre hende lykkelig. Så nej, egentligt tvivler jeg vel ikke på
vores kærlighed.

De sidste par dage har været rigtigt slemme. En konstant indre kamp – ro ved overbevisning
om, at vi kan forblive sammen, panik når det hele ramler sammen ved, at et
spidsfindigt argument om parforhold, ægte følelser, tvivl eller lignende
punkterer ballonen. Det, der ofte gnaver, og får det hele til at styrte sammen,
er især den indflydelse andre unge, smukke kvinder har på mig. Går jeg ned ad
gaden, scanner jeg med mine øjne om der er noget at kigge på. Overhaler jeg en
kvinde på cykel, skal jeg i smu se hendes ansigt, hendes krop. Jeg bliver
næsten lettet, når hun er for gammel/ung eller ikke er ”smuk”. Til gengæld kan
det give et smertefuldt spark i mellemgulvet, et sug, hvis hun ser meget dejlig
ud. Jeg ville for alt i verden være fri for dette, men kan ikke gøre ved det.
Det tager hårdt på mig. Er det en ”forbandelse” for, at min kæreste er den
eneste jeg nogensinde har været sammen med? Eller er der problemer i vores
forhold, er alt kærligheden noget jeg bilder mig ind, og vil jeg i virkeligheden
bare noget andet, noget nyt? Kan jeg få lov til at rumme begge dele, eller skal
en af dem vinde?

Selvfølgeligt er der problemer. Dem skal der arbejdes på,
det er gået op for mig i de seneste par dage, af at have læst din blog. Vi skal
blive til at kommunikere, når jeg liver irriteret over noget, i stedet for at
lukke det inde. Måske er jeg for konfliktsky. Jeg har nogle gange fornemmelsen
af, at min kæreste ikke lytter ordentligt til mig. Så lukker jeg i, og gider
ikke rigtigt fortælle om min dag, hvordan jeg har haft det osv. Eller også
bliver jeg irriteret over at hun svarer ”dumt”, som om hun slet ikke forstår
mig. Men det er også strengt af mig, da det tit er fordi jeg forventer at min
kæreste kan læse mine tanker eller kan huske noget jeg sagde for meget lang tid
siden en gang. Jeg har nogle gange svært ved at håndtere og trøste hende når
hun er ked af det og sur. Men kun når det er over noget (for mig) åndssvagt,
materielt hun er ked af. Så punker jeg mig bagefter, hvorfor jeg ikke bare
kunne sætte min egen irritation og smålighed lidt til side, og ”være der” for
hende. Selvom hun jo også siger, at jeg ikke bare skal stryge hende med hårene.
Men er hun ægte ked af over noget med sin familie, sin krop, sin situation – ja
så har jeg uendelige ressourcer at give af, føles det. Så kan jeg peptalke, trøste,
ae og massere alt hvad det skal være (eller kan jeg også føle mig lidt tom indeni
bagefter?). Det skærer i mit hjerte at se hende have ondt. Men det glæder mig
umådeligt, når hun er glad eller griner af mine fjollerier. Jeg beundrer hende
meget. For hendes empati, hendes sejhed, hendes åbenhed og evne til at snakke
og komme i kontakt med alle slags mennesker. Hun har mange gode egenskaber, som
jeg ikke har. Hendes udadvendthed, selvom det nogle gange kan blive for meget,
og jeg sidder lidt og vrider mig i stolen, når hun åbner op over for andre (for
hurtigt, efter min mening, tænker jeg de andre må tænke). Måske vi skal i noget
parterapi eller par-coaching.

Jeg ved ikke, om det nødvendigvis hænger sammen med mit
parforhold, men jeg oplever i perioder også hjertebanken, grådkvalthed og
tanker om, at vi ikke er længere er rigtige for hinanden. Jeg opsøgte for 1,5
år siden en psykolog, som kaldte mine følelser angst. Hun mente, at følelsen
var kommet først, så min forestilling om, at det kunne skyldes mit parforhold. Og
at disse to ting ikke hang sammen. Dette forklarede hun blandt andet med, at
åndedrætsøvelser og det, at oversætte tvivlstankerne i mit hoved til engelsk,
hjalp på symptomerne. At det hang sammen med min manglende strukturering af
hverdagen. At det var normalt at tvivle lidt en gang imellem. Det var en enorm
lettelse. Jeg havde fortalt min kæreste om tvivlstankerne, og vi var blevet
enige om, at hun skulle flytte ud til sine forældre nogle dage og give mig tid
til at tænke. Jeg blev dog enig med mig selv om, at jeg gerne ville os to, og i
månederne efter dette har jeg aldrig følt mig stærkere og mere sikker på vores
forhold end nogensinde før. Jeg kan huske at jeg undrede mig over, hvordan jeg
kunne have haft det så dårligt, så nagende omkring vores forhold så længe. Jeg
fnyste lidt af mig selv indeni. Jeg var lykkelig. Hjertebanken og grådkvaltheden
kom dog igen i perioder med meget høj arbejdsbelastning og forventninger til
mig selv ifm. med mit bachelorprojekt.

Hun fortjener en mand, der kan være med til at gøre hende
lykkelig. Ikke en, der går og tvivler, og kikker til højre og venstre. Hun
ville hurtigt kunne finde en, der kunne give hende det, tror jeg. For hun er en
skøn kvinde.

Og nu er følelserne så kommet igen, siden jeg er kommet hjem
til studie og hverdag igen, efter nogle måneder i udlandet, hvor jeg også kunne
få det skidt en gang imellem. Jeg savnede hende meget, tænkte ”nu tager du hjem
og gør hende gravid”. Men havde det også ok alene, og lidt et godt øje til en
anden pige. Først var følelserne i bølger, nu permanent, i alle døgnets vågne
timer. Det går op, når jeg føler sikkerhed efter at have læst om mulighederne i
parterapi, når jeg husker mig på at jeg vil hende. Og ned, når det giver et sæt
i mig, når jeg ser en smuk ung kvinde. Eller jeg ikke ved med 100 %, at jeg
ikke vil fortryde at få et barn og binde mig med hende. Når jeg er bange for at
forelske mig i en anden, de smertefulde sekunder jeg drømme om at der måske er
nogen derude, der forstår mig endnu bedre, måske næsten helt uden ord? Uroen,
der bobler, indtil jeg får den dysset ned med følelsen af hengivenhed og
kærlighed, udsigten til at vi kan forblive sammen. Og opblusningen, når et ondt
argument, som jeg hele tiden tester med imod vores to-enighed, passerer mine
parader. F.eks. om det kan skyldes at jeg har lavt selvværd i bagagen fra min
barndom, som medfører at jeg bare vil bekræftes af de smukke kvinder? At de bare
skal smile til mig, og synes jeg er en fantastisk flot fyr? At det kan
repareres, og jeg kan få ro? Så har jeg det godt. Indtil jeg undergraver mig
selv med konklusionen om, at det med pigerne nok ikke handler om det, og jeg
måske slet ikke har lavt selvværd. Selvom forholdene med en alkoholisk far, at
føle sig udstødt i skolen pga. ens baggrund, og den manglende følelse af accept
og kærlighed fra forældre fordi jeg var nørdet, kikset, og overfølsom var til
stede.

Jeg vil være
sammen med hende – men kan jeg få lov for de andre stemmer inde i mig selv? Er
det muligt at leve et lykkeligt liv med en, som man mødte i sin ungdom, uden at
have ”prøvet noget andet”? Eller er det en universel lov, at man skal ud og løbe
hornene af sig inden man kan falde til ro? Jeg elsker hende jo, det ved jeg når
jeg har skrevet dette. Vi ville være fantastiske forældre, er jeg sikker på. Hvorfor
kan jeg ikke føle den sikkerhed hun føler?

Jeg frygter følgende. Du svarer: det lyder ikke som
betingelsesløs kærlighed. Det lyder som tryghed og afhængighed. Din tvivl har
ret. Du skal give slip på hende, hun fortjener bedre end dig.

Jeg håber på dette svar: wow. Du elsker hende virkeligt. Det
dilemma du står i kan fikses med et par besøg hos en terapeut om lavt selvværd,
din vilje og evt. parterapi.

Jeg har jo heller ikke noget krav på at du svarer. Din
ekspertise koster penge, og denne tekst er også alt for lang. Men det var rart
at skrive ned.



P.S. Jeg har kortet ned!