Mange tak for dit indlæg.
Jeg vil gerne knytte et par kommentarer til det, du har skrevet.
Jeg tænker følgende:
De fleste mennesker ønsker mødet med den store kærlighed. Men glemmer, at kærligheden er den mest forvandlende kraft af alle, og at man må gøre sig klar til forandringer, når kærligheden viser sig. jeg læser, at du er klar. Helt klar endda, men at kvinden, som du er superglad for, ikke er klar. Hun søger trygheden, eller rettere: det velkendte, i stedet for at ære kærligheden og tage de udfordringer, der må komme. Det er som det gamle ord siger:
- Når forandringens vinde blæser, er der nogen, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Du både vil og kan bygge vindmøller, men hun søger sit læhegn. Selvom det er tydeligt for andre, både du og kolleger mv., at det ikke skaber glæde hos hende.
Men hun må selv gå igennem denne proces. Hun må selv gøre sig klart, om hun vil overleve eller elve. Ingen kan og skal overbevise hende om, hvad der er det rigtigste at gøre. Det er hendes livsbane, og hendes liv, og hun må modnes, – som frugten der hænger på træet. Det bliver ikke bare modent, fordi vi ønsker det, – de rette omstændigheder skal være til stede, og her er tiden en af de faktorer, der hjælper til.
Mit indtryk er, at du forstår dette.
Men du må naturligvis også videre. Også selv om det smerter dig uendeligt, at du kan se og mærke kærligheden, men ikke få den i spil, i forhold til denne kvinde. I hvert fald ikke som du ønsker det.
Du må glæde dig over, at du nu har mødt kærligheden. Og kan mærke den i dig. og hvis hun ikke vil eller kan, dele kærligheden med dig, må du vælge, om du er i stand til at vente. Eller om du hellere vil søge kærligheden andre steder. For nu ved du, hvordan den føles, og kan så bedre sortere i dem, du møder.
Drop alle tanker om selvmord mv. Livet viser dig, at du er klar til kærligheden. Spyt ikke livet i ansigtet ved at blive selvmedlidende og tro, at du kun kan blive lykkelig med denne ene kvinde.
Der er andre.
Enten venter du på hende.
Eller også søger du videre.
Er sorgprocessen for svær at håndtere selv, så få nogle samtaler hos en psykolog eller psykoterapeut.
Bor du i nærheden af Kolding, hvor jeg praktiserer, er du naturligvis velkommen til at kontakte mig. For kærestesorg kan være umådeligt svært, selv at klare.
Med venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Ingen svar til “Total forvirring Forum”