Jeg er en mand på 41, som har fundet jordens dejligste kvinde. Troede jeg. Det hele begyndte med, at vi var meget gode venner, og på et tidspunkt fortæller hun mig, at hun vil skilles fra sin mand da det fungerer dårligt, og har gjort det i et par år. Ved et tilfælde finder vi ud af, at vi egentlig hver især har følelser for hinanden og indtil hun får en bolig og flytter fra sin mand ses vi 'hemmeligt'. For at gøre en lang historie kort, flytter jeg ind og ud to gange. Begge gange fordi hun savner – som hun kalder det – 'det hun havde med sin mand'. Nu vil jeg ikke gå videre ind i smerten og de følelser der bliver vredet rundt i mig, men bare sige, at i hende har jeg fundet alt det i en kvinde jeg har søgt hele mit voksenliv. Det være sig holdninger, børn, fremtid, ide'er etc.

Efter jeg røg ud sidste gang kommer vi igen til at tale sammen, og det viser sig at hun med stor sandsynlighed er gravid med mig. Hendes mand vælger at så er det definitivt slut mellem dem og efter 2 aftener og nætter hvor vi virkelig drøfter tingene igennem bliver vi enige om, at det skal være os, og det vil blive et ønskebarn. For nu at være helt sikker på at få det ønskebarn vi begge vil ha', arbejder vi hårdt på sagen på rette tid, da der er nogen usikkerhed i første omgang pga p-piller.

Der går så ca 3 uger, hvorefter hun bryder sammen, og fortæller, at hun ikke kan undvære sin mand, og vi må stoppe vores forhold. Hun vælger at genoptage sit forhold til sin ex-mand, med de løgne, dårlig kommunikation etc der stadig er og hele tiden har været mellem dem. Samtidig er hun ikke i tvivl om, at det er mig hun elsker, men savner som sagt det de har sammen. (8 års samliv, 6 års ægteskab, hendes to børn på 15 og 11 og deres fælles barn på 3. og hvad deraf følger)

Jeg ved egentlig ikke om jeg har et spørgsmål og alligevel. Jeg har gjort op med mig selv at det er slut mellem os. (hun var – heldigvis – ikke gravid, og blev det heller ikke.) Alligevel nager det mig at hun vælger en løgnagtig mand der har haft flere kvinder bare i den periode hun har været sammen med mig. At hun vælger et liv, som hun i bund og grund ikke er tilfreds med, frem for mig, som er parat til at gøre alt for hende. Og som hun elsker. Hun har på intet tidspunkt kunne sige hun elsker sin eksmand. Heller ikke over for venner. Og apropos venner. Mange har forladt dem, da de ikke har kunne acceptere den måde hun har behandlet mig på. Ikke hvordan hun har behandlet sin mand. Men hvad gør jeg nu? Accepterer at hun har valgt? Prøver at kæmpe? Hvordan kæmper jeg for hende. For at sige det mildt, har jeg været helt derude hvor der ingen vej er tilbage. Det er den første kvinde jeg har været sammen med, hvor jeg har fundet en indre ro og virkelig følt lykke. Lykke i ordets bogstaveligste forstand. Selv om jeg føler jeg er rimelig afklaret med, at det er slut, er der alligevel en tvivl der nager i mig. Men vil det blive til noget? Det skal lige siges, at via vores job ses vi om ikke dagligt så næsten. Og det gør ondt at se hun ikke virker glad. Et par af mine kollegaer som også kender hende, synes hun ser 'forfærdelig' ud, der er ikke den glæde hos hende som før. Heller ikke som før hun forlod sin mand første gang.

Nå, det blev alligevel længere end jeg havde regnet med. Men det korte af det lange er, hvad gør jeg nu?

VH

Den forvirrede Mand