Hej.

Faldt tilfældigvis over siden her og læste lidt her og der. Besluttede mig for at oprette en bruger for selv at give min historie og forhåbenligt få noget input tilbage igen.

Vil gerne starte med at sige jeg har sådan en dum følelse af jeg måske burde tage tingene op med min kæreste i stedet for at skrive dem her, men der virker som et utroligt godt sted at få nogle svar måske, så det vil jeg prøve.

Jeg er en ung mand på 21 år, som er flyttet hjemmefra med min kæreste i sommeren 2008, efter jeg havde en lang og sej kamp med at finde en god lejlighed. Hun er min første egentlig rigtige kæreste , ( og det måtte hun meget gerne blive ved med ) som jeg mødte i sommeren 2005 da jeg var i gang med at tage kørekort, og vi har været sammen lige siden.

Vi har en lang historie af op og nedture som andre, men desværre er vi kommet til et punkt hvor jeg er er bange for vi slider mere på hinanden end hvad godt er, og det har en grund.

Da jeg mødte hende var hun meget påpasselig. Fyre generelt var ikke særlig gode ved hende, og da hun kommer fra en meget traumatisk barndom med sin far, havde hun svært ved at skabe tillid til mænd generelt. I starten ville jeg bare være venlig over for hende, men følelserne blomsterede fra begge sider, og jeg besluttede mig for at forsøge at skabe så trygge rammer for hende så muligt. Hun havde f.eks meget svært ved at lade mig sove hos hende første gang det blev aktuelt af frygt for hvad jeg kunne finde på. Da hun opdagede jeg ikke havde skumle bagtanker steg hendes tillid til mig mere og mere.

Det gik godt i et års tid. Desværre har hun en tildens til at blive meget ked af det eller føle sig vred, og det kan resultere I at hun reelt gør forholdet slut, hvorefter hun efter et par dage fortryder og fortæller mig om det. Det er måske sket en 4 til 5 gange i de 3 et halvt år jeg har kendt hende.

Problemet er at en gang i 2006 var hun startet på gymnasiet. Der var der desværre nogle piger som syntes hun skulle alt muligt i byen med dem, men hun følte hun havde et vist ansvar over for mig, så hun lod være. Det fik disse piger til at fortælle hende at jeg ikke var god for hende og at jeg holdt hende fængslet. Meget ked af dette, fortalte hun mig, hun havde brug for en pause, og at hun fik besøg af en ven som ville komme forbi og tale med hende.

Et par dage senere fortalte hun mig at han havde brugt en masse undskyldninger for ikke at tage afsted igen, og da hun havde set en masse godt i mig, gav hun ham lov til at sove hos ham på gulvet. Midt om natten krøb han op til hende, og lagde sig oven på hende. Hun har fortalt mig hun ikke ville have det, men det endte med de havde sex sammen. Hun fortæller mig det handler om hendes far. At hun fryser hvis en mand bliver for tilnærmende. Hun giver efter og tænker sig væk, så det bliver overstået.

Selvfølgelig slog det mig meget hårdt, for det var en pause i hendes og mit forhold, og hun fortrød det meget sagde hun. Efter lidt snak frem og tilbage overbevidste vi hinanden om at vores kærlighed var for god til at give op, og vi arbejdede videre sammen. Alt er sådan set gået godt. Jeg har aldrig rigtig fået bearbejdet den smerte der lå i at vide det, og har egentlig forblevet lykkelig uviden, og stolet på hun ikke ønskede at det skete. Vi har haft det godt i de 2 år indtil vi flyttede.

Byen vi kom fra var ikke så god ved hende, og hun havde ikke mange venner, og betroede sig meget til mig.

Da vi flyttede i sommeren 2008 var hun ensom i starten og jeg ligeså. Vi var et stykke hjemmefra, men da hendes skole startede fik hun nogle drenge og pigevenner. Det var jeg glad for, fordi så havde hun også nogle at snakke med. Jeg selv arbejder efter endt uddannelse, og mangler selv nogen i min egen alderskreds at kunne snakke med. Hun blev hurtigt interreseret i de her venner og gjorde alt for at klynge sig til dem. Hun begyndte at tro på meget af det de fortalte hende. Desværre var der en af de drenge, som var blevet mere end normalt interesseret i hende.

Jeg tror han må have opdaget noget, for han manipulerede meget med hende, og hun brugte utrolig meget tid på at skrive og chatte med ham når hun kom hjem. Jeg er normalt ikke den jaloux type, men han var meget insisterende på hun skulle gøre det forbi med mig og starte noget op med ham. Jeg havde tillid til hende, og ønskede hende det bedste, men blev frustreret over han skrev små ting til hende, og fordi de havde gruppearbejde var hun nødt til at sidde med ham i hans lejlighed og arbejde, hvor han har taget på hende og forsøgt at kysse hende, hvor hun ikke ville have det. Han har kørt meget på de ting, min kæreste var utilfreds med ved mig. Hvis jeg brugte tid på computeren f.eks. Kunne aldrig finde på at glemme hende, og hun er altid vigtigst for mig, men hun havde ikke lyst til at fortælle mig når hun var ked af noget. Jeg skulle opdage det selv.

Problemet er at i takt med at min frustration steg, gav det ham flere muligheder for at manipulere hende. Det lykkedes ham næsten at overtale hende til at flytte væk selvom byen var ny og hun var usikker. Han ville have hende væk fra mig og forsøge at putte hende i en lejlighed for sig selv, og hun spurgte om jeg syntes det var en go idé. Jeg vidste godt det slet ikke ville fungere, og bad hende om at overveje om det var det hun ville, men hun følte det måske var den eneste udvej. Hvis jeg sagde jeg syntes det var hårdt at vide han tog på hende i lejligheden, blev hun vred og sagde at hun havde styr på ham og at jeg burde stole på hende.

Jeg gav hende derfor et forslag som gik på at jeg ville tage hjem i nogle dage så hun fik lidt tid for sig selv. Hun bad om weekenden, men jeg gav hende nogle flere dage, fordi det virkede som det bedste, og hun var meget glad for idéen. Hun fortalte mig det kunne være starten på noget nyt for os, når det nu gik lidt skidt. Jeg sagde jeg var bange for en gentagelse, men hun garenteret mig hun var ældre og ville ikke fortælle ham at hun var alene i lejligheden. Det var desværre en facade og hun blev ked af jeg tog afsted, men det fortalte hun mig ikke. To dage senere tog hun hen til fyren for at søge venskabeligt trøst, og hun har påstået over for mig han selv fandt ud af hun var alene, men han kørte på at jeg nok var taget hjem fordi jeg var færdig med hende. Hun troede på det, og da hun ville tage afsted fra ham mere ked af det end før, tog han over og skubbede hende ind på hans seng. Hun ville væk fortæller hun mig, men historien gentog sig og de havde sex fordi hun frøs og gik i panik.

Jeg følte jeg havde fået nok, og i månederne op til jul begyndte jeg at pakke for at komme væk fra lejligheden. Hun forsøgte imidlertid alt for at få mig til at skifte mening, og lovede mig bedre tider. Hun var villig til alt for at hende og jeg kunne komme videre sammen, og sagde hun ville gøre alt for mig. Efter meget snak frem og tilbage gav jeg det en mulighed mere, men jeg har desværre aldrig fået at vide præcis hvad der skete den aften, og er lidt bange for at få det at vide, og fortrækker igen som første gang at leve i uvidenhed.

Hun lovede mig ærlig, at jeg kunne spørge om alt jeg havde brug for, at hun aldrig ville snakke med ham igen om private ting, og at hun ville fortælle mig hvis der var noget galt.

Vi har haft den rimelig godt efter jul indtil nu. Forleden opdagede jeg ved et rent tilfælde at hun har fundet en ny fyr som hun skriver med. Han har dog en kæreste siger hun. Hun har ikke fortalt mig det af frygt for min reaktion, men jeg føler jeg har brug for at vide den slags. I hvert fald lige nu. Hun har ikke været god til at holde de løfter hun gav mig hvis jeg kom tilbage, og hun undskylder det med jeg heller ikke holder mine løfter. Hun syntes jeg reagere for voldsomt og ønsker jeg har mere tillid til hende. Den anden fyr har skiftet hende ud, da hun ikke var interesseret.

Mit problem er at nu er jeg et paranoid vrag. Konstant bekymret hvem hun skriver med, og hvor meget. Hvad det kan udvikle sig til med den her nye, og om hun igen lytter til de veninder som fortæller hende jeg ikke er god for hende. Hendes mor har bedt mig tale med hende hvis jeg ikke forstod datteren, men moderen lader også til at have vendt mig ryggen lidt. Jeg spørger, og spørger og spørger, og min kæreste har valgt at jeg ikke skal vide mere end højst nødvendigt. Hun vil ikke svare på dumme spørgsmål siger hun, og selvom jeg stille nogle dumme ja, så er der også reelle imellem. Jeg frygter en gentagelse af historien for tredje gang før eller senere. Hvordan får jeg genoprettet den tillid til hende jeg ellers altid har haft? Hun stoler heller ikke på mig mere. Hun tror jeg kigger hende over skulderen og tjekke hendes telefon med mere, men det har jeg aldrig gjort normalt, og vil ikke til at begynde på det nu. Jeg fortrækker at spørge hende, men hun har nærmest lukket mig ude igen, og det var ellers også en af de ting hun lovede mig ville ændre sig hvis jeg kom tilbage.

Hej igen Christel.

Jeg tillader mig lige at skrive igen. Det er efterhånden en fire måneder siden jeg skrev mit indlæg, og jeg tænkte jeg gerne ville komme med en lille opdatering af hvad der er sket, og samtidig var jeg meget glad for de muligheder du satte op sidst, så måske du har et input til min situation lige nu.

Efter hele den lange historie, om at jeg var vendt tilbage, gik der omkring 14 dage efter jeg skrev mit indlæg. Så kom hun, sammen med sin mor efter at have været hjemme en weekend, og fortalte at hun ville flytte væk. Så derfor nåede jeg desværre aldrig at gøre brug af dine råd.

Jeg prøvede på at beholde roen, men jeg kunne ikke undgå at føle det meget hårdt, og også føle en smugle som at være blevet svigtet, når jeg nu vendte tilbage for at forsøge, og så forlader hun stedet, i stedet. Det viste sig hun i starten af Febuar havde meldt sig ind i den boligforening igen hun egentlig havde meldt sig ud af, uden at sige det, og nu havde fået et tilbud på et kollegieværelse der lå 400 meter fra lejligheden.

Hun ville ud og kigge på det, og jeg tror måske nok jeg i en stille bøn, håbede hun ville ombestemme sig, men hun accepterede det, og den 1 Marts var hun rykket ud. Hun fik intet mindre end 12 familiemedlemmer og venner til at komme og hjælpe fordi hun ikke rigtig kunne overskue det, og samtidig var det en meget hurting beslutning. I slutningen af Febuar var det meget hårdt, og jeg tilbragte de sidste nætter sammen med hende. Det var måske ikke så smart, men jeg var bange og turde ikke tage afsted. Om morgenen dagen hvor på hun skulle flytte, tog jeg hjem til vores hjemby, inden de allesammen kom.

Hun argumenterede i starten med at vi stadigvæk kunne ses, og prøve at få det til at fungerer, men jeg var ærlig og sagde at jeg ikke kunne forstå at hvis hun gerne ville have det til at fungerer, hvorfor så bruge en masse penge på at flytte, i stedet for at blive og være sammen om at løse det.

På intet tidspunkt bad jeg hende lade være. Jeg prøvede at respektere den beslutning hun tog, men jeg var selvfølgelig ked af det.

De første dage efter hun var flyttet skrev hun enormt meget. Hun ville mødes og ses, og fik kolde fødder. Jeg var ked af, jeg nu sov alene, og at hun valgte at flytte, men så skrev meget, og ville i kontakt med mig. Det virkede ikke som om hun vidste hvad hun ville. Samtidig stod der stadig ting i lejligheden. Nogle billeder hun havde, var der hentet 3 af, men nummer 4 havde hun ladet hænge. Nogle smykker, noget tøj, en shampoo, m.m. Jeg fik en følelse af hun slet ikke var sikker på sin flytning, men lod ting stå som en slags sikkerhed, eller for at jeg skulle have svært ved at komme videre.

I det første stykke tid sås vi en gang imellem. Desværre gjorde det ondt af se hende, og hun begyndte måske at vænne sig til at bo et andet sted. Den fyr hun havde været utro med, var henrykt over at hun var flyttet, og har angiveligt opholdt sig mange nætter ude foran hendes dør, fuld og sagt hun skulle lukke op, og at han nok skulle knække hende igen. Jeg blev vred da jeg hørte dette, men vidste det lå ude for hvad jeg kunne gøre noget ved. Hun siger selv hun ikke er interesseret i ham, men han bliver ved. Hun er dog begyndt at snakke med ham igen omkring skole ting, men jeg forstod det ikke da hun netop sagde hun havde meldt sig ud af gruppe med ham, fordi hun ikke ville snakke med ham. Der er mange små ting i det, men jeg har valgt ikke at bruge for meget energi på det.

Udover de små besøg en gang imellem har det været mange gnidninger. Hun svinger meget frem og tilbage mellem at vi skal ses, og at vi skal holde os fra hinanden. Så vidt jeg ved, er hun hjemme ved sin mor næsten hver weekend, og bruger kun tiden i den anden by når hun er i skole. De veninder hun har, har hun stadig, men hun er gået meget tilbage til at være med sin mor i weekenderne, som hun også var inden vi flyttede. Vi havde et par gode stunder sammen efter hun var flyttet, og en af dem var så gode, hun spurgte sin mor om det var håb for hende og jeg alligevel, og det mente moren bestemt der var. Jeg ved disse ting, fordi moren gerne så os finde ud af det, og derfor fortæller mig det. Jeg hører det ikke selv fra hende.

Her i April var jeg en fire dage i polen, med min storebror og hans kone. Hun skulle egentlig have været med, men jeg tog afsted alene, da det var noget der var aftalt længere tilbage før alting skete. I den tid hørte jeg intet fra hende, selvom jeg sendte en besked hvor jeg gerne ville høre fra hende. ( Så jeg har selv haft svært ved at lade telefonen ligge )

Da jeg ikke hørte noget tænkte jeg at nok skulle være nok og besluttede mig til ikke at skrive med hende mere, fordi jeg hørte intet alligevel. Så under hele turen skrev jeg ikke, og da jeg kom hjem heller ikke. På vejen hjem fik jeg en besked hvor hun spurgte om jeg var kommet hjem, og jeg tvang mig selv til ikke at svare. Næste dag en mere indtrængende besked om at hun håbede jeg havde haft en god tur, og at hun meget gerne snart ville ses. Da valgte jeg at opføre mig bedre og svarede. Af alle de gange hvor jeg blev afvist når jeg forsøgte at skabe en aftale, kom hun nu pludselig med en fordi jeg lod hende være. Det forstod jeg intet af.

Den aftale gik så i vasken på grund af hende lektier, og her for et par uger siden skulle et spisebord afhentes og køres hjem til moren. Jeg havde ikke snakket med min gamle kæreste i over en uge, og havde det egentlig ok, så jeg bad moren komme alene da jeg ikke havde lyst til at se hende og få gamle følelser revet op. Moren ignorerede imidlertid dette, og tog hende med da jeg åbnede døren, om det var for at vi skulle prøve at snakke sammen, eller hvad moren håbede ved jeg ikke, men jeg blev lidt bombet tilbage i det jeg arbejde på. Det var rart at se hende, og vi faldt i snak, men jeg lagde ikke mere i det. Foruden bordet havde jeg samlet en masse "ekstra" ting som hun kunne tage med. Dette gjorde hende vred. Så da moren var gået ned sagde hun ting som " Vi aftalte kun bordet, ikke det andet ", " Kan godt forstå hvis du vil have mine sidste ting ud, hvis du har mødt en ny pige ", " Du ved jo godt at jeg kan tage næsten alt med mig her, hvis jeg vil ".

Med det har hun ment de ting som var fælles, og som hun lod stå til at jeg kunne bruge af. Som hun ikke behøvede. Det ville hun pludselig have med i sin vrede. Det endte med hun tog de ting med jeg havde samlet. Hun fik billedet hentet også. Symbolikken forsatte dog da hun havde fire krukker stående hun tog med. Hun tog tre og lod den sidste stå. Den står stadig derhjemme. Jeg forstår ikke hvorfor hun gør sådan. Da de tog afsted var hun mere glad, og der var knus og alt den slags.

Jeg skrev ikke til hende resten af dagen, og ville prøve at genoptag min stime med at være mig selv, for det var gået ret godt indtil moren tog hende med op i lejligheden. Næsten morgen skrev hun så med en besked der lød " Tak for i går. Det var rart at se dig og vide du ikke er vred. Du er nu stadig en flot fyr "

Jeg prøvede ikke at svare, men hun blev ved så jeg skrev til sidst. Jeg har enormt svært ved at ignorere hvis hun skriver. Jeg tog på arbejde, og skrev ikke selv til hende. Senere hen en ny besked hvor hun forslog at vi skulles spise hveder sammen op til Store Bededag, om torsdagen. Et forslag jeg gik med på.

Dagen før jeg skulle se hende, dvs om onsdagen bankede det på. Udenfor stod hun med tårer i øjnene. Troede nogen var død eller lign., så jeg lukkede hende ind og spurgte hvad der var galt. Hun var rigtig ked af vi var flyttet fra hinanden og savnede svar på nogle ting. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige da hun jo selv havde valgt at flytte, men jeg kunne godt se på det hele, at hun svingede meget frem og tilbage imellem at være glad og ked af det. Vi brugte dog lidt tid sammen, og hun tog hjem senere.

Torsdag med hveder var en succes, og jeg må indrømme jeg begyndte at få en smugle håb for at vi måske kunne løse tingene. Jeg tog desværre ikke ind i overvejelserne hvordan jeg selv skulle arbejde med mistillid, osv. Mit nyerhvervede håb fik mig til at besøge hende om fredagen fordi jeg troede det måske kunne give anledning til mere god snak.

Desværre lod det til at have den modsatte effekt. Jeg blev halvt afvist, og hun havde travlt fordi hun skulle besøge en veninder, som hun dagen forinden havde fortalt mig hun havde lagt lidt på is. Hendes telefon var igen vendt nedaf da jeg kom, ligesom tidligere når hun ikke ville have jeg skulle se hvem hun snakkede med. Det var jeg nu slet ikke interesseret i at vide, men opdagede den på bordet. Hele weekenden efterfølgende hørte jeg intet, så denne mandag skrev jeg for at høre hvad der skete, og om noget var galt.

Nu havde tonen en anden lyd. Nu ville hun ikke ses mere, hun ønskede jeg skulle give slip på hende, og hun virkede ikke glad for at jeg kom forbi i fredags alligevel. Alt det og mange flere ting, som viste mig at for en uge siden havde hun forslået at mødes til hveder, og nu sad hun og sagde jeg skulle lade hende være. Det har jeg hørt før. Om en uge kunne hun måske finde på at tage kontakt igen. Derfor slettede jeg hende fra alle de forskellige muligheder jeg havde for at kontakte hende.

Alt dette har ledt mig til at jeg ikke føler jeg kan holde ud at blive trukket frem og tilbage. Moren har jo tit givet udtryk for at jeg gerne måtte blive i den nye by fordi hun var ikke sikker på sin datter kunne klare det alene, men jeg har ikke lyst til at være sikkerhedsnet. Det virker som om jeg kan bruges på hendes præmisser. Hvis hun vil ses, kan det lade sig gøre. Hvis jeg vil ses, så er det bare ærgeligt.

Jeg har derfor besluttet jeg ville rykke min vej væk. Jeg føler ikke rigtig jeg kommer videre når hun bor 400 meter fra mig og dukker op lejlighedsvis. Jeg ved bare ikke om det er et sundt valgt? Jeg har forsøgt mig med bekendskaber i den nye by, men det er ikke rigtig lykkedes. Kender utrolig mange i vores hjemby, så jeg ville prøve at få noget arbejde der, eller gå i skole, og så vende tilbage blandt venner og folk jeg kender. Hun har jo selv et par enkelte herover, så hun trives efter hvad jeg ved, med dem.

Jeg er bare bange for om jeg kommer til at sidde og "google" den nye by vi flyttede til.. Eller om jeg fortryder at flytte. Jeg er skræmt ved tanken om at jeg " mistede hende til den nye by ", og hvad hvis det er for svært at gå i hjembyen hvor jeg mødte hende, fordi man er steder hvor man har gået med hende. Jeg har ikke forhastet mig i mine beslutninger, men jeg syntes at efter 2 en halv måned med frem og tilbage, kan jeg ikke mere. Nu er sidste meldning fra hende at jeg skal slippe hende, og det er svært når hun er 400 meter væk, og kommer forbi uanmeldt hvis hun er ked af det.

Uanset hvad vil jeg flytte for min egen skyld. For selv at få det bedre. Mit valg skal ikke være på grund af hende, men jeg føler mig meget alene, og bruger selv nogle weekender derhjemme. Hvad tror du/I ville være det bedste at gøre? Jeg har jo selv skudt mig lidt i foden ved at lukke op og ikke rigtig komme videre, men jeg håber det måske kunne lade sig gøre hvis jeg var længere væk. Det ville måske tage noget tid, men håber det med tiden kunne blive nemmere.

Følelsen af at mit liv står i stilstand er i hvert fald næsten ikke til at bære.

Backy.

Hej igen Christel.

Jeg må lige blankt erkende, at jeg er begyndt at hænge lidt rundt på siden her, og læse om folk og deres situationer. Overvejer sågar at måske selv give mit input for at hjælpe andre som havner i hårde situationer, for det er nogle meget sørgelige imellem. Derfor, syntes jeg du har en fantastisk side her.

Jeg vil gerne igen have lov til at beskrive hvad der er sket siden jeg skrev sidst. Det er jo kun en måned, men det er gået enormt stærkt lige pludselig, og ikke nok med det fyldte jeg 22 år her den 15 Juni, så nogle ville jo nok påstå jeg er i min bedste alder.

Dit sidste svar gav mig en følelse af at mit valg med at flytte var rigtigt. Det gav et skub i den rigtige retning, at vide at ved måske at vende tilbage til rødderne kan jeg finde en form for ro og balance i tilværelsen.

Jeg har tit hørt folk sige. ” Du er i starten af 20'erne. Du har hele livet foran dig. Bare rolig “, men jeg var virkelig fast besluttet på det skulle have været hende og mig, så jeg syntes det har været en kamp.

Jeg indså efter jeg skrev, at grunden til det hele virkede så svært var at jeg konstant havde det, jeg har valgt at kalde “semi-kontakt” med hende. Som du selv beskrev det. Et ” løbe hen til – og så alligevel væk forhold “. Jeg tog en kold tyrker og valgte overhovedet ikke at have nogen som helst kontakt med hende overhovedet. Til min meget store overraskelse virkede det befriende. Efter en 3 – 4 dage var det blevet følt på, og det virkede som om jeg havde fat i den rigtige beslutning.

Jeg manglede på det tidspunkt stadig min nøgle, men jeg havde en gammel aftale med hende om hvornår hun ville afleverer den og jeg håbede det ikke var glemt, for da ville jeg ikke behøve kontakte hende.

Da jeg kom tilbage efter en god weekend, med venner i min hjemby, lå nøglen på gulvet da jeg kom hjem. Hun havde været 14 dage hos sin mor, og var kun tilbage for en eksame vidste jeg, så at den lå der var jeg meget glad for. Jeg behøvede derfor ikke skrive til hende, og jeg kunne fortsætte min gode stime.

Så kom overraskelsen:

3 dage efter nøglen var blevet afleveret, fik jeg en sms-besked. Hun skrev at hun håbede jeg havde det godt, spurgte til om jeg havde fået nøglen, og håbede på at høre fra mig. Jeg sad på arbejde med munden halvt åbent. 3 uger tidligere havde hun sagt jeg skulle lade hende helt være, og give slip, og nu sad hun og skrev til mig.

Derfor fik jeg af rent og skær frygt for at få det værre ( Det gik ret godt på det tidspunkt ) ikke sendt noget svar tilbage. Jeg besluttede mig for ikke at skrive da jeg følte det gik bedre uden, og jeg ville ikke byde mig selv mere skuffelse. Om hun blev ked af det eller ej, ville jeg ikke tænke på. Jeg ønskede kun det bedste for mig selv.

Næste dag skulle jeg til frisøren. Jeg har prøvet at give mig selv chancen for at gøre noget mere ud af mig selv. Tage mig af daglige ting, og det var gået rigtig godt. Mens jeg var ved frisøren, fik jeg en ny sms. ” Kan godt se nu hvor meget du ikke ønsker at tale med mig. Vi skal videre. Knus “

Igen forstod jeg det ikke. Troede at det at være “videre” var vi nået til. Det lød jo nærmest som om hun ikke selv var videre. Jeg gik hjem, med telefonen i hånden, meget splittet imellem om jeg skulle svare af venlighed, eller undgå hende stadigvæk. Skæbnen valgte imidlertid hurtigt for mig, for mens jeg var på vej op af gågaden kom hun gående ned af den, så vi mødte hinanden. Hun sagde hun var på vej ned for at handle.

( Det skal siges at den vej hun gik, ville være en omvej fra hvor hun bor nu, så jeg aner ikke om hun har været oppe forbi lejligheden først, men jeg lod det ligge)

Hun var meget ivrig og vinkede og smilte. Jeg overvejede et split sekund at dreje om på hælen og tage en sidegade, men jeg vidste at så ond kunne jeg aldrig finde på at være, så jeg startede en samtale med hende.

Hun sagde ting som:

” Er du okay? “

” Jeg hører jo aldrig noget mere fra dig “

” Troede du var vred “

” Åh, jeg er så ked af det hele. Jeg ville ønske det kunne være anderledes “

Jeg var venlig og sagde jeg kunne følge hende ned til butikken. På vejen stoppede hun og begyndte at græde. Da jeg spurgte hvorfor sagde hun bare ” Jamen, jeg har sådan savnet dig “. Pludselig stod hun helt tæt op af mig. Hvis du kan forstille dig hende næse en halv cm fra min eller sådan. Jeg veg en smugle tilbage.

Det gav lidt en klump i halsen, men jeg huskede hende ord fra tidligere om at give slip, og jeg stod på min beslutning om ikke at falde i igen. Gamle følelser var klar til at forråde mig midt på gaden, men der skete ikke noget. I stedet prøvede jeg at virke varm og venlig, så hun ikke fik det dårligere.

Vi gik en tur rundt i byens park, og snakkede lidt. Lidt formelt fra min side af måske, men stille og roligt. Pludselig begyndte hun med:

“… og jeg tror jeg har fået øjnene op for det med utroskabet. Jeg føler jeg ødelagde os. Jeg er bange for det var mig der smadret alt for dig og mig “

Jeg svarede der skulle to til en tango, og at selvom det måske var sandt, så havde jeg også noget jeg skulle have gjort for at løse det. Jeg sagde at måske havde jeg også bare lænet mig for meget tilbage efter det skete.

” Ja, måske… men du var ikke utro vel? Jeg ødelagde så meget.. “

Jeg sagde ikke rigtig noget til det.

Vi gik hver til sit efter gåturen.

” Bare skriv i aften, hvis du har lyst ” sagde hun.

Jeg sagde det kunne godt være, men ellers var jeg hjemme, hvis hun ville kigge forbi. Da jeg gik overvejede jeg om det var dumt at sige. Jeg tror jeg følte jeg havde styr på følelserne. Det gjorde ikke specielt ondt at se hende.

Da jeg kom hjem var det meget blandet. Jeg valgte ikke at skrive, og optog igen min dagligdag uden hende, og faldt hurtigt tilbage i den tryghed jeg havde med at være mig selv.

Dagene gik og i den tid skete der to ting:

For det første fandt jeg en lejlighed i min hjemby, hvor jeg flytter til den 1 September. Da jeg fik den besked vidste jeg godt at nu var det endegyldigt at jeg var på vej væk.

For det andet ville hun kigge forbi på min fødselsdag.

Jeg havde ikke set noget til hende siden den gå tur, så da hun kom var jeg forberedt på at se hende. Hun havde endda taget en gave med. Ikke noget jeg havde regnet med. Hun gav mig en sæson af en af mine favorit serier jeg følger med i. Ved agt en lille kuvert hvor der undenpå stod

“Til dig

Hvorfor være lykkelig?

Fordi du er helt speciel “

Inde i et lille brev hvor hun skrev hvor glad hun var for mig. At jeg stadig var en del af hende familie, og at hun håbede jeg havde det godt.

Hun var der i nogle timer. Det var egentlig okay, men jeg kunne godt mærke på mig selv jeg ikke havde godt af det i længden. Følelser tiltog i takt med vi sad der, og med alt det hun pludselig var kommet med af ord og handlinger fik mig til at være ærlig. Jeg var gået ind til min seng for at finde en ting hun havde glemt at få med som lå i soverværelset, og hun kom ind og satte sig ved siden af.

Så jeg fortalte hende jeg ikke rigtig vidste noget med det hele, men at det var ret svært at have hende ved siden af, og ikke overveje hvad der var rigtigt og forkert.

Hun smilte bare ” Hvad har du lyst til da? “

Jeg sagde jeg bare ville være sød, fordi det var mest fornuftigt. Jeg lænte mig lidt tilbage og sendte et smil. Hun fulgte bare op med at sætte sig over på mig. Jeg vil gerne være ærlig og sige at jeg ville protestere, men nogle ting fik mig til at lade være. Den der duft og nærhed var som et virkeligheds “wake up – call “. Som om tiden for mig selv havde været en trance. Det jeg vågnede op til var bare ikke jublende lykke. Det var mere smertefuldt. Jeg overvejede hvordan vi kunne havne her efter hun havde bedt mig give slip. Jeg overvejede at jeg vidste jeg snart skulle flytte hjem. ( Det ved hun ikke noget om. Hun ved jeg skal væk fra stedet, men ikke hvorhen ). Jeg vidste også godt det på ingne måde gavnede min tilværelse.

Jeg kender hende, så jeg kan med rette sige at alt kunne være sket, hvis jeg havde været med på det, men efter lidt tid hvor jeg intet gjorde, andet end at ligge der og ikke engang kysse hende, fik hende til at forstå.. ( Tror jeg ).. Pludselig fik hun travlt med at komme hjem. Hun sagde at så længe jeg ikke var ked af det var hun heller ikke, og at hun syntes vi stadig skulle snakke sammen. Hun var meget glad for at se mig og den slags.

” Ikke flere 14 dages stilhed. Er det, det du vil have? ” Spurgte jeg

” Aldrig mere. Jeg har jo brug for dig ” svarede hun.

På trods af alt det jeg lige beskrev, så er det jo cirka halvanden uge siden nu, og jeg har det stadig helt fint. Jeg er glad for der ikke skete noget, for det ville også have været ondt mod hende, hvis hun satte sig selv om mod noget, og jeg så flyttede. Jeg magter ikke at sætte stolen for døren for hende, og totalt ignorere hende. Det kan jeg godt se, men jeg magter at være fornuftig og ikke lade mig friste af ting, fordi jeg ved det rammer mig i sidste ende. Jeg giver ikke mere af mig selv end det der er tilrådeligt for at undgå mere smerte, men hendes måde at reagere på overrasker mig.

Til sidst vil jeg bare sige at jeg igen ikke har valgt at tale så meget med hende. Jeg skrev et par dage efter episoden, fordi jeg ikke ville have hun skulle føle jeg virkede kold, og hun svarede meget langt og dybt, som om hun var glad for jeg skrev. Efter det har jeg ikke rigtig vidst hvad jeg skulle skrive så jeg har ladet være. Har ikke hørt noget, så jeg overvejer om hun mon igen skriver senere fordi der er gået for lang tid.

Jeg vil ikke gøre hende ked af det eller noget. Tror i øvrigt heller ikke hun sætter sig op på at der skal ske noget. Det gjorde det at vide at jeg skulle flytte slemmere, men det er gået mere over nu. Jeg overvejer om jeg opfører mig unfair over for hende, ved at give efter for hendes tilnærmelser delvist. Jeg bad hende jo ikke direkte flytte sig, men jeg gjorde heller ikke andet. Et sted var jeg glad for hun var der og gjorde det, men et andet sted vil jeg ikke på ingen måde sårer hende. Syntes der har været nok af den slags, og helt ærlig så ved jeg godt at det bedste både for hende og jeg, vil være at lade være med at gøre noget af den slags.