Hej.

Jeg er en mand i starten af fyrrene som virkelig har brug for et råd eller to.

For lidt over 2 år siden mødte jeg en fantastisk kvinde via mit arbejde som jeg blev helt og aldeles forelsket i. På dette tidspunkt var jeg single og havde ikke rigtig planer om at skulle møde en jeg skulle dele resten af mit liv med. Men det skete og jeg blev hovedkulds forelsket i hende. Vi var sammen altid og kunne bare ikke få nok af hinanden og flyttede ret hurtigt sammen. Det var fantastisk og helt igennem dejligt at opnå denne lykkefølelse igen.

For et år siden begyndte tingene at halte lidt, vores kommunikation skrantede og grundet forskellige arbejdstider blev vores samtaler mere og mere formindsket.Vi skændtes aldrig men luften var heller ikke så ren som engang. Tingene kulminerede og i løbet af det år blev jeg så fustreret at jeg valgte at gå fra hende 4 gange. Det blev afværget alle 3 gange med at tale tingene igennem og komme videre derfra, men bare ikke den 4 gang. Hun gik fuldstændig i baglås og kunne ikke finde ud af hvad hun ville med mig. Det udløste at jeg blev mere “på” og bare ville ha det til at fungere for os.

Jeg havde i den mellemlæggende tid fået taget mig sammen og gik til lægen for et eller andet var der galt med mig. Ganske rigtigt havde jeg en svær depression, havde haft den i lang tid, og blev sat i behandling. Medicinen kunne jeg slet ikke tåle og fik alle de bivirkninger man kunne drømme om hvilket jo heller ikke gjorde tingene nemmere. Jeg stoppede behandlingen men har nu endelig fundet et præparat som virker og uden bivirkninger.

Vi blev enige om at jeg skulle flytte men at vi stadig skulle ses som kærester. I den tid fik jeg en øjenåbner der bare ville noget. Jeg måtte bare ha hende for det var jo hende som jeg ville gøre alt for og elskede overalt. Hun fortalte mig at jeg skulle gi hende tid og plads og det havde jeg virkeligt svært ved. Kunne næsten ikke komme igennem en dag og havde det fysisk dårligt hvis vi ikke havde talt sammen.

I maj måned sagde hun at hun synes vi skulle holde en pause i 3 måneder, hun havde brug for tid helt væk fra mig og tid til måske at genfinde den kærlighed hun havde til mig. Alt blev revet væk under mig. De næste måneder var et helvede for mig, fordi jeg jo slet ikke var i tvivl om noget og bare ønskede et os.

Vi har netop genoptaget kontakten igen og blevet enige om at prøve igen. Jeg havde fået det lidt på afstand og var egentlig klar til et afslag da vi mødtes. Hun synes vi skulle prøve igen men bare i en meget stille og rolig udgave og det vil jeg jo rigtig gerne. Problemet er så bare at jeg stadig elsker hende og igen er blevet forelsket i hende. Jeg har sagt det til hende flere gange og har fået svaret at det er hun ikke. Hun tager det mere som om vi begynder helt forfra, altså af det vi kan. Hun har sagt at hun ikke er sikker på at hun kan det pga det svigt jeg jeg har givet de fire gange jeg er gået fra hende. Jeg er villig til at gøre hvad som helst for hende og har i de 3 måneder gået til en psykolog og fået talt tingene ud samt fået nogle værktøjer så jeg ikke havner i en depression igen. Jeg ved at jeg har været en idiot og en klovn overfor hende. Introvert og bare ikke nærværende, men der ikke gjort i ond vilje. I lang tid har jeg befundet mig i en skal som jeg ikke kunne komme ud af pga stress ift. arbejde.

Der har heldigvis ikke været andre inde i billedet hverken før eller nu og jeg vil skynde mig at sige at jeg aldrig har følt  det som jeg gør nu med andre kærester. Jeg har aldrig troet på den eneste ene men med hende  er jeg sikker på jeg har taget fejl.

Mit spørgsmål er nu, hvad gør jeg? Hvis det er et svigt kan det så udbedres og kan tilliden komme tilbage?

Jeg forslog at vi skulle kontakte en parterapeut for netop at få talt tingene ud med en uvildig person men det har hun afvist med at vi slet ikke er der endnu. 

Mange spørgsmål, men er virkelig rådvild for jeg vil ikke miste min bedste ven og min kæreste.

Megettrist