Hej!

Jeg går igennem en periode, hvor jeg kun ser at tålmodighed kan løse vores problemer!

(har skrevet på "når den ene part mister gnisten")

Historien kort:

Jeg bliver forladt af min kærste igennem 4 år, grundet tabt gnist, og hun ik ved om det her er rigtigt.

Hun vælger at finde ud af hvad det er med hende, ved at være med en anden(er tilgivet)

Hun vælger derefter at "invitere" mig tilbage i hendes liv(efter 2mdr), hvilket efter 3 dage resultere i hun bryder sammen og ik længre tror på "os"

Jeg får hende med på at søge hjælp, hun bliver dignoseret til en depression og for lykke piller, og samtale hos psykolog(hun har nu været til 1 samtale)

Hun svingere meget fra at sige at hun ik tro på det, for så et par timer senere at kommer med at jov lige nu ser jeg jo ik en dage frem, så hun ved ik.

Jeg har presset lidt for meget på tro jeg, og derved tro jeg også at hun har nemmest ved at sige ja men ok så lad det hele gå af h til.

Jeg har en uge efter hun proklameret at følserne var væk, boet i min egen lejlighed og de første 4 mdr været pappa ledig med min søn.

Nu har vi fået gang i 50/50 tiden, hvilket kører ok.

Der er sikkert mere jeg har glemt at få med, men som sagt har jeg nogen indlæg på "når den ene mister gnisten" forum

Skal måske sige at hun er 23 i dag, jeg er 30, og hun mener at hun er gået glip af noget i hendes liv, og at hun måske var lidt for ung da vi fik vores

søn, men har også hørt hende sige for en uge siden, at nja så unge er man jo heller ik når man er 22 og får barn!

Tilføjer også at hun har sagt at hun ser ik en anden far til børn i fremtiden end mig!

Men det jeg gerne vil bede jer om er at give mig nogen hint eller erfaringer fra eget liv om, hvordan man håndtere/takler, tålmodighed, for jeg tro det er nøglen til at vi igen kan få det til at funkere og jeg har så svært ved ik at tage vores liv op når vi mødes, og har svært ved at skabe distance!

Jeg vil helst ha løst alt , ja i går helst

Hun vil helst ha tid og leve livet lidt mere, alså gøre hvad der passer hende!

En lille update!

Jeg har igår givet K, et brev hvori jeg beskrev at mine krafter ik klare mere, heller helt slut, end at gå og vente på noget der ik bliver!

Kan ik koncentre mig idag, er i tvivl om det var det rigtige valg, men det føls som det eneste rigtige.

Hun svaret mit brev med at hun ik trode på os, at hun bare ville være single, men samtidig vil hun være en familie!

Men jeg må indse at jeg ik kan smide energi, på et bål der alligevel ik brænder, og at jeg bliver nød til at tage den hårde beslutning om at komme ud af det økonomiske, og hårde press, af at gå med sine følser uden på tøjet hele tiden, uden de bliver gengældt, det er sikkert hårdt nu, men nu har jeg da noget at fokusere på, og tage fat i, ingen uvished mere.

Elsker hende stadig af hele mit hjerte, men man må jo erkende at mennesker er forskellige, og at vi ik kan presse hinanden til at få det til at funkere, når vi er som – og + i denne her situation!

Og fremtiden er ik skrevet endnu, kan jo være at min fod i døren vender situationen, eller hvis hun overtager huset, ik føler samme pres fra min side af.

Vil være stærk og give min søn alt den kærlighed han fortjener, det er jo ik hans skyld!

Jeg vil kæmpe min egen kamp nu og komme stærkt ud på den anden side, det bliver hårde end aldrig før, og jeg har meget ondt, og vil bare væk.

Men en dag vil jeg kigge tilbage og se at det var det rigtige valg!

Livet har ik en manual, og man er selv herre over hvordan den skal skrives, min skal være stærk, nem at forstå, og et humoristisk og dejligt læse stof at gå igennem! :-)

May the force be with us :-)

Tak for din side og dit arb!