Jeg har været sammen med den samme mand i snart 10 år, hvoraf vi har været gift i halvdelen.

Mit problem er nogle evigt tilbagevendende konflikter som snart må stoppe, hvis han og jeg skal kunne blive sammen. Han har et meget ekstremt forhold til sex, som ikke er blevet mindre efter at han er blevet 35. Han skal onanerer et par gange om dagen, ser massevis af porno, har webcam sex på livechat servere. Noget, jeg godt kan accepterer så længe det ikke tager fra mig. Det gør det nu, og pornoen gør hans trang til vildere ting større.

Han har på et tidspunkt trængt mig helt op i en krog ved at sige, at enten fik han lov til at være sammen med 2 piger eller også kunne han ikke være sammen med mig. Mit svar var, at det måtte han jo tage på sig selv og så se hvad konsekvenserne var. Han fik kun 1 forsøg men jeg kunne ikke garanterer min reaktion.

Da han rent faktisk gjorde det (til en mandefest og uden at jeg vidste noget om det), kunne han ikke få den op at stå og det hele var en stor fiasko. Han ringede til mig bagefter og var helt ude af den. Sagde undskyld, at det hele var en fejltagelse ovs. Siden har jeg vidst at det ikke var nok for ham. Hans fantasi – omend fejlslagen – ville dukke op igen.Han påstår stadig at jeg gav ham lov. Sikke en måde at bøje sandheden på.

Før jeg mødte ham var jeg selv meget eksperimenterende men det ødelagde noget i mig og jeg har ikke lyst til at gøre det igen. Det er et overstået kapitel i mit liv.

Nu presser han for gud ved hvilken gang på, og vil have andre folk med i sengen. Han bliver ved med at sige 'inden det er for sent' og 'inden han bliver for gammel'. Det er som om han har en midtlivskrise som startede da han var 30. Han snakker tit om at han ved at han ikke bliver gammel. At han kun har et liv og at han derfor vil gøre som han vil. Noget han så ikke efterlever og derefter har kastet over på mig et par gange.

Flere gange har han henvist til at jeg engang var så vild – noget der siden starten af forholdet har gjort at han føler sig forfordelt. Når jeg har prøvet det må han også. Eller det er i hvert fald sådan det føles. Jeg har prøvet at få ham til at forstå at det ikke er mig. Hans svar er, hvad jeg er bange for, men det handler ikke om frygt. Det handler om at jeg ikke har lyst! Jeg har ikke behov for flere folk i sengen men det kan jeg åbenbart ikke sige tydeligt nok.Han er endda gået så vidt til at sige, at han ikke rigtig tror på at jeg var så vild engang sådan som jeg er nu. Det har jeg taget i stiv arm og sagt at det må han selv om. Jeg har ikke behov for at blive troet på.

Jeg har selv trådt i spinaten ved at følge hans luner nogle gange, med den reaktion til følge at jeg får ondt i maven og får stress når han snakker om at gøre noget vildt, kinky eller 'bryde grænser', som han kalder det. Er jeg helt forkert på den når jeg ikke har lyst til at få brudt visse grænser?

Hvad faen gør jeg? Jeg elsker ham og normalt er han ikke i det lune. Normalt er han tilfreds med det vi har, det vi har opnået sammen og det vi skal sammen. Så er han sammen med sine yngre, single venner eller har set noget porno eller hvad ved jeg og vupti – vi har 'snakken' endnu engang.Nu skal jeg være frækkere, gå i mere sexet tøj, lave en playboy bunny ved at tage sol (jeg er hvid som et lagen af natur og IKKE solbader), få større bryster osv.

På min side at hegnet ved jeg godt at jeg skal gøre mere ud af vores sexliv, huske at gøre mig mere lækker og lytte til ham hvilket jeg prøver gevaldigt på. Jeg ved bare ikke hvordan det skal ende når han pludselig er i det lune. Ofte siger han at vi skal gøre mere sammen osv. hvilket jeg giver ham helt ret i men som fra hans side mest involverer sex.

Den 'nemme' løsning er at sige stop men det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker at få ham til at forstå det jeg gang på gang har forsøgt at fortælle ham og som han godt ved: hvem jeg er, hvad jeg står for og hvad jeg ønsker. Har mere end en gang sagt til ham, at hvis det er en anden type kvinde han ønsker må han jo finde en.

Vi har lige købt hus, vi skal til at gennemgå fertilitetsbehandling (nok mest fordi han ikke kan lade sin pik være iflg. lægen) og grundstenen til vores fælles liv er solidt plantet. Vi har fælles interesser, forstår hinandens familieværdier, tro osv. Han nægter parforholdsterapi og fejlen er næsten altid min. Sidst vi havde 'snakken' blev vi enige om at sige tingene når de kommer. Han har indtil videre ikke været i stand til det, og når han har gjort det har det været over telefonen eller når han er i udlandet. Der er ingen jeg kan tale med dette her om, for hvordan skal jeg indvie nogen i den del af vores liv? Jeg er desperat.

Jeg har overvejet at lave ham en liste over hvad det er jeg har at tilbyde. En 'det er hvad jeg er – kan du leve med det?' liste. Noget helt konkret, som han kan se på og så tage med sig.

Jeg er snart 32 år gammel – jeg ved godt hvem jeg er og hvad jeg vil. Er det forkert af mig at give ham et reality check?