Kære kone nr. 1.,

Kun du ved, om du nogensinde kommer til at kunne tilgive din mand. Det kan andre ikke rigtigt svare dig på, for det er individuelt og afhænger nok af, hvilket ægteskab man ellers har, og om parterne elsker hinanden. Spørgsmålet er vel snarere, om du ønsker at tilgive din mand, hvor høj en pris, du er villig til at betale for det - alternativt for at gå.

Som jeg læser det, har I været grueligt meget igennem med et mistet barn, syge børn osv. Det må være næsten ubærligt for dig, at du er blevet svigtet så groft oven i, løget for, og ført bag lyset så længe. Samtidigt må du stå med en følelse af at være blevet ydmyget på det groveste, da jeres omgivelser åbenbart har vidst god besked længe, mens du som den nærmeste og den person af alle, han skulle være ærlig overfor og elske, har været holdt i uvidenhed. Det er at sjofle andre, ligesom det er at lege med din virkelighedsopfattelse, at han har løget for dig, når du har konfronteret ham med rygterne. Jeg tror, du skal have hjælp af en med forstand på at stille de rigtige spørgsmål, så du kan få sorteret dine følelser. Det må være et chok for dig, og der skal nok mere tid til, før du kan få overvejet mere nøgternt, hvad du vil langsigtet. Derudover skal din mand også ville jeres ægteskab 100% og lægge en kæmpe indsats i at genetablere tilliden.

Jeg ser dit udfald mod elskerinden som udtryk for afmagt og chok. Det nemmeste er, at rette vreden imod hende, så det er en udenforstående, der ødelægger tingene. Men det er din mand, du skal rette din vrede imod. Han har åbnet døren til jeres ægteskab indefra. Jeg forstår sandelig godt din vrede. Når alt kommer til alt, har din mand kun tænkt på en, og det er sig selv, da han startede det forhold. Under alle omstændigheder må din mand selv klare at "deale" med kvinden i Indien, gøre det forbi, hvis han skal fortsætte sammen med dig. Det er hans ansvar, at hun er i hans liv. Du skal bruge kræfterne på dig.

Du spørger, om sandsynligheden for, at han vil fortsætte sit bedrag. Svaret kender kun din mand, og hvor er han i alt det her. Hvad er hans følelser for denne kvinde, og hvad vil han? Vi kender ikke omstændighederne omkring forholdet til den indiske kvinde. Elsker han hende? Hvorfor har han beholdt hende i sit liv? Er der omstændigheder ved hendes forhodl der gør, at han har følt sig forpligtet, da han først gik i seng med hende osv.? Når man kører et sideløbende forhold over så lang tid, nytter det ikke at komme og fortælle at det var en fejl. Det kan i princippet lige så godt være ham, der har udnyttet hende som omvendt. Hold fast i, at han ikke er offeret her, og at hun aldrig kunne være kommet ind i hans liv uden at han tillod det. Han har endda taget sine børn med derned, hvor lidt voksent at begynde at rode dem ind i det. Jeg synes ikke hans troværdighed, respekt og empati for dig har været ret stor.

Om I kan redde jeres ægteskab? Ja, hvis I vil det nok, har kærlighed nok til hinanden, du formår at tilgive og I kan få etableret en tillid. I bestemmer, det gør sandsynlighedsteori ikke. Men det er ikke gratis, forvent ikke det. Det er hårdt arbejde. Du skal måske bruge mere tid og evt. terapi som par eller alene på at få fundet ud af, hvor dine grænser går, og om du qua den nye situation elsker din mand nok til at gennemgå det forløb sammen med ham. Mit bedste råd til dig er, at hvis du føler dig splittet i atomer og har brug for at mærke dig selv, så flyt i en periode. Afstand kan hjælpe til, at man bedre kan få kontakt til sig selv og samtidig vil du ikke blive konfronteret med det hele tiden.

Jeg føler virkelig med dig, og håber du kommer igennem dette også. Pas godt på dig selv.

De bedste hilsener

Kirstine

Hej Christel,

Lige netop. Via mit arbejde kender jeg også en del til Asien, og jeg kan fortælle i tillæg til det, din fætter fortæller, at det er gældende for Thailand og Indonesien også. Jeg gad godt vide, hvor mange danske mænd, der har en hel familie derude et eller andet sted, samtidig med, at de lever en helt normal tilværelse i Danmark med kone og børn.

Mine alarmklokker ringer også højt, og jeg føler virkelig med kone nr. 1 langt ind i min sjæl, både som mor og tidligere kone. Jeg ved, hvor svært det kan være at skulle forholde sig til på et splitsekund, at ens liv fra i dag aldrig vil blive det samme uanset hvad. Man er ikke forberedt, og det kan være overordentligt svært at forholde sig til og rumme det følelsesmæssige kaos og alt det praktiske samtidigt med, at man er lammet af chok. Det overskud har man ikke og det tager tid at bearbejde følelser.

Alene derfor vil første tanke tit være "jeg bliver og kæmper", for så er man fri for at tage stilling til flytning, børn, det at hoppe ud i at stå på egne ben osv. nu og her. Men når chokket tager af og man får bearbejdet tingene i sit hoved, kan det godt være, at de her ting er nemmere at rumme, end at leve med sin mand under de givne omstændigheder. Hvordan udfaldet bliver kan afhænge af, hvad ægtefællen siger og gør, men nogen gange er løbet simpelthen kørt, fordi ens grænser er blevet overtrådt. I skal til at vælge hinanden igen med den nye situation, dine reaktioner på det og det din mand har gjort i rygsækken sammen med alt det gode, og det mindre gode, der har været i jeres ægteskab. I skal have fundet ud af, om I elsker hinanden for de personer, I er nu med alt det, I hver især rummer.

Nej, man kan ikke stille sig til dommer over andres ægteskab og følelser, så du Kone nr. 1, må finde din vej ved at bruge de muligheder, du har for at få det bearbejdet. Jeg er sikker på, at du med det, du allerede har været igennem, rummer store ressourcer og at du vil komme ud på den anden side. Med eller uden dit ægteskab i behold.

De bedste hilsener

Kirstine

Jeg ville også tilgive mig selv, at jeg havde smadret et par ting i dit sted, og vil mene, at din mand har smadret noget langt mere værdifuldt.

Hvis du spørger mig, læser jeg ikke, at du vil redde stumperne i dit ægteskab, men undgå forandring først og fremmest (sex ude i byen, tvivl om din mands motiver). Det er også en beslutning, og så må I jo se, om det er nok for både din mand og dig i det lange løb, og om I kan gøre det, uden at komme til at hade hinanden. Jeg vil sige at med det udgangspunkt, skal I tænke på, hvordan det påvirker jeres børn.

Du er ikke skør, men har et udækket behov, og at gå ud i byen og hente sex ser jeg som et udtryk for, at du ønsker afstand til din mand og har behov for at føle dig oven på i forhold til ham. Jeg kan ikke mærke, hvad der er rigtigt for dig, og måske skal du vente med at føre den beslutning ud i livet til du er mere ligevægtig og har overvejet det bedre. Du har ret så langt, at du er nødt til at tænke noget mere på dine egne behov. Men hvis du vil redde stumperne i dit ægteskab i bogstaveligste forstand (altså et ægteskab med alt, hvad det indebærer), skulle du vel gerne få lyst til sex med din mand eller arbejde sammen med ham på at få det. Så du skullenok over veje noget mere, hvad det er, du vil redde?

Hvis jeg var dig, ville jeg forlange adgang til alle vore konti, så jeg kunne se, hvad vores fælles penge gik til. Selvfølgelig har du ret til at spare op på egen konto, det vil være en god ide. Din mand kan vel ikke sige ret meget til det, når han i årevis har ladet penge gå til sin elskerindes underhold.

Har du og din mand ikke talt sammen om fremtiden og jeres ægteskab? Ud fra det du beskriver lader han ikke til at forstå din vrede og heller ikke til at forstå, hvordan det han har gjort påvirker dig, hvis han kan blive sur over et par smadrede ting. Og når du reagerer sådan, er det så fordi du ikke har fået mulighed for at give udtryk for din vrede overfor ham? Hans ide om værdighed ser en anelse skæv ud, mener han da selv, han har opført sig værdigt?

Tusind tak Christel,

Selvom det mest er økonomi, jeg har beskæftiget mig med som frivillig de sidste 12 år, så udover mine egne erfaringer har jeg høstet en masse andres af slagsen i forløbet, fordi der altid er mennesker og skæbner bag økonomien. Nogle af de problemstillinger, der er herinde, forstærkes eller ligefrem skabes, når et par har dårlig økonomi.

Til S.P.

Nej, din mand kan ikke med nogen ret afkræve din forståelse for det, han har gjort. Det var hans valg alene, han kunne have valgt at løse sine problemer med ægteskabet, hvis han havde nogen, sammen med dig. Og hvis jeres ægteskab skal bestå som et ægteskab, skal han rumme meget meget mere af din sorg og være noget mere ydmyg, end han er. Han udviser ikke megen indsigt eller indføling med, hvordan løgne og bedrag har påvirket dig, hvis han tror, det kan klares i løbet af to dage.

Det her kommer til at tage år, og hvis det skal lykkes, skal hans indsats være stor. Der skal virkelig hårdt arbejde til fra begges sider, hvis I skal ud på den anden side sammen. Det skal både han og du være indstillet på. En kan ikke gøre det. Lige nu nøjes du, og meget af det, du skriver lyser langt væk af et menneske med lavt selvværd. Det skal du have rettet op på med noget hjælp. Du er 45 år og har kun levet halvdelen af dit voksne liv. Der er alt for lang vej (forhåbentlig) til enden på det, også alt for lang til at lade sig nøjes. Du er dig og skal ikke måle dig med en 20-årig eller omvendt.

Set i det lys, tror jeg det er bekræftelse, du er ude efter, og det kan jeg godt forstå. Hvis I har haft et "lorteliv" har din mand også et ansvar for det. Jeg tror, det vil være positivt for dig, at få sat nogle proportioner på tingene ved at tage noget terapi. Det skal ske på to fronter. Individuel for dig, så du kan få dit selvværd forbedret og dine tanker og følelser sorteret konstruktivt, og som par, så du får lejlighed til at fortælle din mand, hvor ondt det gør at blive behandlet på den måde, og hvad der kræves af ham (og dig), hvis jeres ægteskab skal kunne komme til at fungere igen på sigt. I skal vel først og fremmest have fundet ud af, om de følelser og den vilje er til stede hos jer begge.

De bedste hilsener

Kirstine