Hej

Jeg troede aldrig jeg skulle oprette sådan et emne, har aldrig prøvet at være i et forhold, hvor jeg ikke havde en klar fornemmelse af, hvad der foregik.

Historien er, at vi jeg mødte den har dejlige mand, han "tog mig med storm" og vi har nu kendt hinanden i 1½ år, vi er begge skilt med børn og flyttede sammen allerede efter ½ år, selvfølgelig har der været bump på vejen, men kun meget små. Alt i alt har forelskelsen og kærligheden udviklet sig og alt virkede så vidunderligt. Jeg stolede fuldt og fast på ham og nød vores nye liv sammen uden de mindste forbehold, som jeg ellers plejer at være god til.

Men nu har jeg så af omveje fundet ud af, at han i hele det første år af vores forhold (den "anden kvinde" stoppede det i sommers) har kørt en meget intensiv sms flirten (inklusiv at der er blevet sendt billeder frem og tilbage) med en kvinde. De har aldrig været fysisk sammen (men været på cafe flere gange mens han havde fri og jeg var på arbejde), men altså ikke været i seng sammen. Hun havde spurgt hvorfor han flirtede på den måde, når han var i forhold, hvortil han svarede, at han syntes det var sjovt at være utro uden rigtig at være det… og at det havde han da gjort tit :-S

Det kom som et chok for mig, jeg er ikke jaloux anlagt, har ikke noget problem med at man små flirter, hvis man fx er i byen. De tidligere mænd jeg har været sammen med har jeg stolet fuldt og fast på, hvor vi endda kunne "bruge" flirten til at blive bekræftet i, at vi elskede hinanden, hvor vi uden problemer kunne fortælle hinanden om det….

Jeg er i syv sind, jeg synes der skal være plads til, at vi engang imellem kigger til siden og ser en person, som vi måske finder tiltrækkende, men i mine øjne skal forholdet være så trygt/stærkt/tillidsfuldt, at det aldrig bliver til mere end det, og at man hvis man kan mærke, at forholdet ikke er 100% i orden så bruger man sin energi på at fixe forholdet fremfor på flirt med andre.

Kan man flirte på den måde med den samme gennem så lang tid uden at der ligger mere i det end bare flirt? Jeg reagerer faktisk også på, at han har haft intensiv kontakt med et menneske, hvis navn jeg aldrig har hørt… Jeg forventer ikke, at man fortæller hinande alting, men for mig er det da en naturlig ting at fortælle, hvad dagen har indeholdt, nu kan jeg jo ikke lade være med at spekulere på om han direkte har løget for mig nogen af de gange… For hvad nu hvis jeg havde spurgt hvad han havde fået dagen til at gå med… ville han så svare ærligt?

Havde han sagt jeg har været på cafe med "kvindenavn" så ville jeg ikke have tænkt et sekund over det…

Jeg har lige fundet ud af det, har slet ikke fået snakket med ham om det. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gribe det an. Er jeg i forhold med en stor løgner, kender jeg ham overhovedet, har han været utro og ville han nogensinde fortælle mig det, hvis han havde?

Jeg elsker ham, vores nye familie trives, børnene er vilde med hinanden og stornyder hinandens selskab, vi har næsten lige købt bil, er flyttet i et større hus for at der er plads til os alle, købt nye møbler og fået ryddet rigtig op i alle de ting vi havde dobbelt af :-( Men hvad er det værd, hvis han ikke elsker mig? Kan man overhovedet påstå at elske og så samtidig gøre sådan?

Og hvis vi fortsætte sammen, hvad så med tilliden? Kan den genopbygges? Og hvordan p***** gør man det? Umiddelbart ser jeg et liv for mig, hvor jeg tjekker telefon/fb konto mm. men sådan vil jeg ikke leve… men kan han lade være, når han samtidig fortælle at det har han da gjort meget og den eneste grund til at det nu kommer frem i lyset er fordi jeg tilfældigvis har en god veninde der hørte om det….

Undskyld det lange indlæg, men tankerne skulle ud.

M

Hej

Tak for dit indlæg, og ja tilliden er en forudsætning for at vi har en chance for at komme videre… Jeg har fået snakket rigtig meget med ham, problemet er lige nu, at jeg sidder og analyserer på de fakta jeg har fået at vide fra anden side og de ting han fortæller. Jeg sammenholder og sammenligner for at se om der er overensstemmelse, er der stadig noget der bliver fortiet. På en måde ville jeg næsten ønske, at jeg selv havde fundet ud af det, netop denne ret præcise viden (som jeg i bund og grund ikke har en jordisk chance for at vide hvor korrekt er) gør at jeg fortsat tvivler helt vildt… 

Kan man forvente, at få alle fakta? Skal hver en lille detalje på bordet, hvor tit, hvor meget, hvad, hvordan… Egentlig har jeg ikke noget behov for at vide det så udførligt, hvis det bare handlede om, at jeg skulle forholde mig til det umiddelbare problem, det at han har flirtet og fortiet, men jeg kan mærke behovet for at vide…. Men giver den viden ro? Eller tror man bare det? 

Jeg synes det er helt vildt svært, men på samme tid var vores samtale præget af en intim fortrolighed, som var dybere end vi før har haft, jeg følte virkelig at vi begge fik åbnet op for mange ting, som jo har ligget og luret uden at vi nok har været helt klar over det… Men tvivlen nager stadig, er min intuition omkring det her korrekt, eller kommer jeg om nogle måneder til at stå og føle mig stokdum, fordi han har gjort det igen??

M