Hej alle…

Jeg er i syv sind og vælger nu at søge hjælpe her….

Jeg er gift på 12. år med min mand og sammen har vi 3 skønne børn.

Jeg har altid været sikker på at vi skulle være sammen for evigt og jeg har aldrig et sekund tvivlet på, at vi ville elske hinanden altid.

Den tanke har nu ændret sig hos mig og jeg ved hverken ud eller ind.

Vi har haft mange problemer gennem hele vores ægteskab. Ikke med hinanden, men med alle mulige ting vi skulle tage stilling til, kæmpe for og støtte hinanden i. ( dødsfald, økonomi og at min mand er blevet førtidspensionist efter en ulykke ) Vi har altid været der for hinanden og formået at komme igennem alt, med hovedet oven vande.

De sidste 3 år, har der været "ro" omkring os og vi havde begge glædet os til at skulle til at nyde hinanden uden alle mulige forstyrrende og udefrakommende faktorer….

Der skete så det, at jeg begyndte at få det rigtig dårligt for ca. 1½ år siden. Rastløshed, træthed og en masse følelser jeg ikke rigtig kunne placere.

Jeg har et job som er meget krævende og min mand sendte mig afsted til lægen, for han var bange for at jeg var ved at ende ud med noget stress.

Lægen anbefalede mig en sygemelding, men det følte jeg mig ikke dårlig nok til. Jeg fortsatte på arbejde, men fik nogle samtaler med en psykolog.

½ år efter havde jeg det om muligt endnu dårligere… Pludselig blev jeg forelsket i en anden mand og var meget forvirret over mine følelser. Jeg var sikker på at det var stress der gjorde at jeg ikke kunne styre mine følelser og valgte at slå det lidt hen med det.

Forelskelsen ville dog ikke stoppe og jeg valgte at "gøre noget ved det".

Ham jeg var forelsket i var en kammerat fra et andet land og jeg var stadig sikker på at det var følelser der spillede mig et pus, så jeg ville rejse over til ham, for at forsikre mig selv om, at der ikke var noget i det og han stadig bare var min ven. Jeg ville have hele sagen afsluttet der, så jeg kunne komme hjem og fortsætte mit liv derhjemme, uden de dumme tanker og forelskelsen som fortyrrende element.

Sådan gik det bare ikke. Jeg tog derover og kunne godt mærke at der var mere i det….. Jeg var ikke sammen med han derovre, for det kunne og ville jeg ikke byde min mand derhjemme.

Jeg havde ikke fortalt hvad jeg skulle derovre, men min mand har en meget veludviklet 6. sans og han kunne mærke at der var noget i vejen. Jeg fortalte ham hvad der var sket og var åben og ærlig omkring det. Han var naturligvis såret og følte ikke han kunne stole på mig mere….

Det hele eskalerede 1. juledag, hvor han valgte at flytte ud af huset og ind hos nogle venner.

Jeg brød kontakten med min ven, for jeg kunne mærke at det ikke var noget alligevel og at vi aldrig ville have en fremtid sammen.

Min mand og jeg boede hver for sig i en kort periode på 1½ måned, men han var her hos børnene og mig tit, hvilket var rart fordi vi savnede hinanden.

Han flyttede hjem igen og det var rigtig skønt og vi nød at vi havde redet vores ægteskab…. I løbet af en måned var alt tilbage ved det gamle igen. De samme gamle rutiner, de samme ting vi irriterede os over hos hinaden var igen det samme og pludselig følte jeg den underlige uro og rastløshed inden i.

Det skal lige siges at jeg valgte at blive sygelmeldt fra mit job i midten af December og valgte så at søge orlov, da jeg blev raskmeldt, for jeg følte mig ikke klar til at komme på job.

Men tingene har nu taget en helt ny drejning ved det, at jeg endnu engang har forelsket mig i en anden mand… Denne gang er jeg desværre gået hele vejen og har været min mand utro.

Jeg er flov over hvad jeg har gjort og føler at jeg har svigtet… Men jeg er åbenbart ikke mere ked af det jeg har gjort, end at jeg har kontakt med denne mand og sms'er med ham og tænker meget på ham. Han er også i et forhold og det hele er egentlig noget rod.

Jeg har ikke fortalt min mand noget, men han har kunnet mærke at noget har været galt. Denne gang er det ikke jobbet vi kan give skylden, så vi har haft nogle lange samtaler og er kommet frem til at vi nok hellere må lade os skilles…

Det underlige er nu, at efter vi har taget den beslutning er blevet SÅ opmærksomme på hinanden. Vi har været ude og spise sammen, vi har været i seng sammen flere gange på den sidste uge, end vi har været de sidste 2 år. Vi græder meget sammen og jeg kan mærke at kærligheden mellem os er der…. Men hvad er der i vejen…???

Er vi vokset fra hinanden… Gået i hver sin retning..??

Er vi ved at tage afsked med hinanden eller er vi ved at finde hinanden igen…???

Jeg er stadig forelsket i den anden mand….. Men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op…. Jeg er SÅ forvirret.

Er der nogen der kan hjælpe..??

Mange hilsner

Fionaline