Jeg er i en situation i mit liv, som lige pt. virker alt-overskyggene og umulig at komme igennem.

Jeg har været sammen med min kæreste igennem nu 7 år, og jeg elsker hende og vi bor i hus sammen med vores lille dreng på 20 måneder.

Her for lidt over 1 uge siden, kom hun imidlertid med en bombe, som totalt fejede benene væk under mig;
Hun var i tvivl om jeg egentlig var biologisk far til vores søn…

Jeg vil sige at alt lort jeg nogensinde har været igennem i mit liv, blegner fuldstændig i sammenligning med dette, og jeg har på intet tidspunkt set dette komme.
Siden det skete har jeg mest af alt følt mig udenfor herhjemme, utrolig såret og jeg føler jeg har mistet alt tro på at jeg nogensinde får det bedre.
Problemet er at jeg føler jeg har mistet min søn, da jeg ikke kan være sammen med ham uden tvivlen ligger i mit baghovede..er han eller er han ikke min søn?

Jeg vil selvfølgelig gerne have det til at fungere, og at min kæreste har været mig utro for 2½ år siden kan jeg egentlig godt tilgive osv., men jeg føler ikke jeg kan se nogen måde hvorpå jeg kan leve med at min søn måske ikke er min søn alligevel!

Jeg har haft 1 eller 2 dage som egentlig har været ok, men resten af tiden føler jeg mig dybt ulykkelig og aner ikke hvad der skal ske.
Grundet omstændighederne skal vi selv betale for en DNA test, og min kæreste har lige fået 36.000 udbetalt i erstatning ifbm. et biluheld hun var med i for nogen år tilbage, og derfor har jeg bestilt en DNA test og venter nu 14 dages tid på et svar.

Min største frygt er, at jeg finder ud af han ikke er min søn, og går helt ned med flaget….Jeg har endda overvejet at droppe DNA testen, men tror ikke jeg kan leve med tvivlen og at den vil køre mig helt ned.
Jeg er virkelig bange for udfaldet og min reaktion, specielt fordi jeg ved jeg står "alene" med problemet, da iflg. min læge er dette ikke noget jeg kan få hjælp til, her tænker jeg på tilskud til psykolog hjælp…

Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg elsker knægten og moren, og vil meget gerne fortsætte mit liv sammen med dem, jeg ved bare ikke hvordan….
Hvis jeg ikke kan se igennem fingrene med han ikke er min, vil drengen kunne mærke det og kan evt. blive mærket af det for livet..

Jeg har også indstillet mig på at han ikke er min søn, da jeg ved jeg ikke mentalt kan klare endnu et slag i ansigtet, som jeg ville få hvis jeg begynder at tro han er min søn og så på skrift for at vide at han ikke er det..

Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer at få ud af at skrive det her, men måske hjælper det at få mine tanker skrevet ned, og måske er der nogen der har nogle gode råd, og måske får jeg intet ud af det….
Fuck alle disse negative tanker og følelsen af at være magtesløs piner mig simpelthen så meget…jeg vil sgu ikke miste alt på en gang, jeg VIL igennem det her!!

Jeg er nået så langt ud lige nu, at jeg overvejer at genoptage min gamle beskæftigelse med at skære lidt i mig selv, men jeg ved jo godt det overhovedet ikke hjælper noget.. Har også overvejet at snitte godt og grundigt det rigtige sted, og derefter ringe efter hjælp, for så ved jeg jeg kan få noget hjælp, men kan det være rigtig man skal gå så langt, bare for at blive "hørt"….?

Det er også ret trist at man ikke lige finder andre i samme situation og snakke med…det er sgu nok de færreste der kan sige, "Jamen der har jeg da været…."

Hej Cristel og tak for det hurtige svar!

Grunden til at hun pludselig sagde det, var egentlig at hun havde snakket med den anden mulige far omkring dette, og var bange for jeg kunne komme til at høre det fra andre. Så på den måde kom det helt uventet for mig. Hun havde været inde og aflevere lillemanden i vuggestue, og kom hjem og sagde;

"Jeg har en bombe jeg bliver nødt til at smide, " og så kom det..helt ud af den blå luft.

Jeg ved alle omstændigheder med hvem, hvornår, hvor længe osv. Hendes grund var simpelthen at hun på daværende tidspunkt var i tvivl om hun skulle vælge mig. Hun er også åben og svarer på alle de spørgsmål jeg kommer med.

Jeg har det også sådan at hvis jeg ikke er hans biologiske far, og jeg vil fortsætte dette liv sammen med dem, er mit krav at den rigtige far ALDRIG får noget at vide (knægten er jo 20 måneder, så så vidt jeg kan læse af regler, så har han nu intet at skulle have sagt i denne sag) og jeg skal ikke "dele" knægten med nogen andre. Hvis den måske rigtige far blander sig i dette, er jeg 100% den der er skredet, for der går grænsen!

Men lige nu føles det hele uoverkommeligt og umuligt at se hvordan jeg nogensinde skal komme mig over det, men det kan da godt være det bliver bedre med tiden.

Jeg har indstillet mig 100% på at jeg ikke er hans biologiske fader, for jeg ser sådan på det at hvis man forventer det værste er det begrænset hvor skuffet man kan blive!