Kære Rachel

Jeg står midt i en krise og har brug for et professionelt råd.

Min mand og jeg har været gift i 20 år og har 3 børn. Vi har indtil for 7-8 år siden haft et godt ægteskab. Vi har altid delt samme drømme om fremtiden. Min mand er en meget kærlig og omsorgsfuld far og har altid prioriteret hans familie højt, da han selv er enebarn.

For 9 år siden mistede han meget pludselig sin ”unge” mor. En fantastisk og kærlig kvinde. Min mand var meget tæt knyttet til sin mor. De har holdt sammen i tykt og tynd pga. en alkoholiseret far. Da hans mor døde stod min mand pludselig med en total hjælpeløs far og fik ikke bearbejdet sorgen over hans mor.

Fra deraf blev vores ægteskab langsomt dårligere. Min mand ændrede sig langsomt. Han havde en lille flirt med en bekendt i vores vennekreds uden at det dog nogensinde blev til mere end nogle samtaler. Jeg følte mig meget svigtet over det. Og udviklede herefter jalousi. Min mand løb samtidigt ind i nogle økonomiske problemer som gjorde at jeg oplevede ham fra en helt anden side. Han praktiserede strudseeffekten til fulde. Kunne ikke tage ansvar for noget og evnede ikke at se konsekvenserne. Når jeg prøvede at hjælpe løj han og benægtede ikke at have styr på det. Jeg var højgravid og han ønskede ikke at belemre mig med sine problemer så han løj om alt. Jeg tog til sidst affære og fik reddet trådene ud med hjælp fra min familie. Når jeg konfronterede ham med hele det cirkus han havde forudsaget var det hele lidt de andres skyld. Jeg var målløs over hans skødeløse handlinger. Det bragte os virkelig ud hvor vi ikke kunne bunde. Og jeg mistede respekten for ham.

Fra da af har jeg tit været i tvivl om han var den rigtige for mig. Jeg synes på nogle punkter ikke han er god for mig og jeg føler at han ikke respektere mig mere. Men på den anden side er vi gode til at være sammen om mange ting både i hverdagen og vi har stadig kærligheden til hinanden.

Min svigerfar døde for 3 år siden og jeg tror det på en måde var en lettelse for min mand.

Sidste efterår trak min mand sig rigtig meget væk fra mig. Arbejdede meget og overholdt ikke aftaler m.m. Vi havde haft en dårlig sommer og jeg var meget i tvivl om mine følelser for ham. Noget jeg gik og tumlede med selv og som kun kom til udtryk under skænderier. Jeg har mange gange truet med skilsmisse for ligesom at ruske lidt op i ham. Og jeg har savnet modenhed og vilje fra hans side. Jeg synes jeg kæmpede for os begge.

Et par dage før jul opdagede jeg så at han havde opbygget en meget kærlig korrespondance med en gift kollega. Hele min verden faldt sammen og jeg blev dybt ulykkelig. De havde haft mailet og kysset sammen i et par måneder og min mand var blevet rigtig glad for hende. Dog ikke mere end at han gerne ville mig og vores lille familie. Han havde dog svært ved at afslutte sit forhold til hende og jeg bad ham så om at flytte. Han boede ude i 14 dage så kom han selv tilbage og bad om godt vejr. Efter nogle dårlige uger begyndte det at lysne. Jeg var fast besluttet på at vi skulle lykkedes. Jeg kiggede meget indad og kunne se at jeg selvfølgelig havde en stor del af skylden for at vi var havnet her. Vi var begge overbeviste om at det var det wake-up-call vi skulle have for at redde vores ægteskab. Jeg havde dog svært ved at glemme og bebrejdede ham dag og nat over at han kunne gøre sådan noget. Samtidigt blev jeg mere og mere ked af det og kunne ikke forstå vi ikke kom videre. Igen følte jeg at jeg ikke kunne kende min mand. Jeg havde også en mistanke om at han stadig havde kontakt til sin kollega hvilket han dog hele tiden benægtede.

Kort tid før vores store sommerferie opdagede jeg at han genoptaget kontakten med hende. Denne gang var han klar til at blive skilt. Ville bare væk fra det hele. Han sagde han stadig elskede mig og håbede på at vi kunne finde sammen igen senere. Han indrømmede dog at han også havde følelser for kollegaen. Jeg var knust og målløs, men lettet over at få vished. Vi besluttede os for at holde ferie sammen pga. børnene og så finde ud af tingene efterfølgende. Vi havde trods situationen en dejlig sommerferie og han blev sit gamle jeg. Og så ville han ikke skilles alligevel. Han håbede så meget på at jeg ville give vores ægteskab en chance til. Han viste mig den mail hvorpå han havde bedt hende om ikke at kontakte sig mere. Hun blev sur og ville ikke snakke med ham efterfølgende og det ved jeg gjorde ondt på ham. Han havde håbet på lidt forståelse og enighed fra hendes side.

Jeg var meget i tvivl men han ville bare have at vi skulle lykkedes. Vi havde nogle okay måneder, men så igen begyndte jeg at få det dårligt og alle tegnene var der igen. Jeg spurgte og spurgte, jeg tjekkede og kontrollerede men gang på gang benægtede han at havde nogen som helt kontakt med hende. Så for 2 mdr. siden ændrede han sig  – lige pludselig begyndte han igen at snakke om fremtiden og os  – noget han ikke havde gjort i et helt år. Pludselig ville han have vi skulle lave alt sammen. Han blev meget nærværende og opfordrede hele tiden til kys og omfavnelser. Han arbejdede ikke så meget og tog stor del i tingene derhjemme. Det gjorde naturligvis at jeg troede det igen var mig der bare vare overnaturlig mistro og skinsyg.

MEN, nu har jeg så igen fået vished om at han alligevel løbende dagligt har haft kontakt med kollegaen via en hotmail adresse. Han siger det ikke betyder noget og at der ikke har været noget samvær af nogen art, men at de kommunikerer rigtig godt sammen. Jeg tror at hun er meget forelsket i ham og at det giver ham et kick at få hendes bekræftelse på mail hver dag. Men det kunne jo også være omvendt!!!

Jeg har nu sagt at jeg definitivt vil skilles. Han er ked af det. Han siger han ikke er forelsket i hende og at han aldrig bliver det. Han vil ikke ødelægge vores familie og han giver mig skylden for det hele fordi han ikke føler jeg vil ham mere. Han siger også det er fordi jeg altid kontrollerer ham. Men hvis det er sådan jeg vil have det, så må han jo tage konsekvensen af hans handlinger. Jeg er så træt af alle hans løgne og fortielser. Og har ingen tillid til ham overhovedet. Han spiller så meget offer. Har ikke formået på et helt år at tage ansvar for sine handlinger og for vores liv. Jeg tror han har nogle mønstre der er blevet grundlagt i forbindelse med hans mors død, måske noget som stammer helt tilbage fra hans barndom. Jeg ved det ikke, men jeg ved at jeg er træt af at kæmpe alene og at håbe på at jeg kan hjælpe ham.  Jeg har foreslået ham at søge hjælp, men han er ikke sikker på at han har lyst.

Nu står vi så her midt i det hele. Jeg ved han ikke er god for mig. Jeg har ondt indeni og har svært ved at tænke klart. Jeg er lettet pga. visheden og over at det var ikke mig der var noget i vejen med. Men når jeg tænker at jeg skal skilles føles det bare ikke rigtigt. Jeg ønsker jo ikke at blive skilt men jeg er ikke sikker på at han nogensinde vil forandre sig.

Hvad skal jeg dog gøre – jeg føler ikke jeg kan klare hverken ham eller mig selv mere.

Mange tanker Moody