Hej

Sikke en dum situation at havne i. Jeg kan ikke komme med nogle universalløsninger, men jeg har tænkt nogle ting da jeg læste dit brev.

Jeg tror du har ret, hun er ved siden af sig selv, ellers ville hun ikke bare opgive sit barn, som hun elsker højt. Fordi du elsker hende, må du nok forsøge at hjælpe hende med at finde ud af, om det egentlig drejer sig om jeres forhold eller det drejer sig om noget helt andet. Det kan være det, at hun har mistet et familiemedlem, det kan være livet i det hele taget, der ikke lever op til hendes forventninger eller måske har hun mistet kærligheden? Har I talt om det? Siger hun bare, at det er fordi jeres liv er kedeligt? Synes du, det er kedeligt?

Du må jo spørge hende, om hun elsker dig, og hvis hun gør det, så må I jo finde ud af hvad der skal til for at gøre livet mindre ensformigt. Jeg har selv tre børn, og jeg kan godt huske, hvordan det var, da de var små. Man er meget bundet og kan ikke komme så meget ud. Måske er det bare det, hun savner? Friheden til at kunne komme lidt senere hjem fra arbejdet en dag, frihedenfra at skulle hente og bringe, vaske tøj osv. Hele den daglige trummerum? Hun må præve at forklare, hvad det er, der mangler, set med hendes øjne. Hvis det er nogle mere praktiske eller materielle ting, må I da kunne snakke om hvordan det kan løses. Hvis det handler om hendes kærlighed til dig, så er det jo lidt sværere, men så må du måske spørge hende, om hun tror den er helt væk eller blot blvet kvalt i andre ting? Hvad kan I gøre for at finde den igen, hvis hun tror på det?

Tro mig, jeg er skilt, det er heller ikke en let situation, og slet ikke, når der er børn involveret. For det er svært for ungerne, og det bliver ved med at være svært. Jeg synes, man skal gøre, hvad man kan for at få det til at lykkes, men selvfølgelig kan det ikke altid det. I hvert fald kan man så sige, at man gjorde, hvad man kunne…

Er selv i den situation lige nu også!