Kære Christel-

Jeg faldt over din side efter en søgning på google- og jeg må sige den er fantastisk.. jeg har læst igennem adskillige af diverse indlæg herinde- mange med rigtig gode råd- og næsten alle med et svar som efterlader læseren med en følelse af håb.

Dette indlæg ramte lige ind i mit hjerte – og var som om det var skrevet til mig. Jeg sidder netop i dag med en stor knude i maven- og en dyb forvirring.

Jeg har kun været sammen med min kæreste i 2 måneder.. Hans kone forlod ham for ½ år siden, og efterlod ham med deres 5-årige søn. Han bor sammen med sine forældre på en gård, idet de havde planer om at dele gården op i to separate boliger. Det er dog ikke sket endnu- og nu er han ligesom ved at gå i panik.

Han startede ud med at være helt vild med mig- og det troede jeg stadig han var.. Jeg har mødt hans familie, hans søn – og han har mødt min familie. Jeg er 37 år- han er 33. Han står i en meget svær situation pt. Han er ikke glad for sit arbejde, han kan ikke finde et nyt, han har sammenlagt ca. 5 timers transport om dagen til og fra arbejde, hvilket gør ham dybt afhængig af forældrenes hjælp til at hente og bringe sønnen i daginstitution.

Han siger at han vil væk, at han ikke længere vil bo sammen med sine forældre, men som beskrevet ovenfor er det et stort puslespil der er svært at få til at gå op.

Jeg har tilbudt at han kan flytte ind hos mig – med sønnen selvfølgelig. Jeg har hus- og bor betydeligt tættere på hans nuværende arbejde. På den måde kunne det hele gå op.

I går aftes blev han pludselig mærkelig. Jeg talte i telefon med ham, og pludselig var han i tvivl om det ene og det andet- men ville ikke diskutere det over telefonen. Jeg ringede så til ham idag- og det endte med, at han fortalte at han var i tvivl om sine følelser for mig. Han kan ikke mærke at han elsker mig, siger han.. han siger dog også, at han ikke kan mærke noget overhovedet.

Den eneste kommentar jeg kan hænge det hele op på, var at hans søn allerede havde mistet sin mor- og han ikke skulle miste sin far også. Min kæreste havde sovet hos mig fra i forgårs til i går, og da han var kommet hjem havde sønnen åbenbart sagt "hvorfor kommer du hjem??" Jeg spurgte om han følte han svigtede sin søn ved at være sammen med mig – og dertil sagde han ja. Han sagde dog også, at han følte at hans forældre nærmest troede det var deres barn og ikke deres barnebarn, og at det var svært at lære rollen som alenefar når han nu aldrig er alene med sønnen.

Jeg blev virkelig virkelig ked af det- forskrækket, desperat og bange på een gang…. Men da jeg læste dit svar ovenfor fik jeg det pludselig meget bedre….

Det er åbenbart meget almindeligt at mænd tror det er "vores" skyld. Jeg vil derfor gøre som du anbefaler- har allerede sendt ham en besked hvori jeg skriver, at jeg elsker ham og at jeg gerne vil have ham og sønnen- men at det ikke er fair at lade mig dingle i usikkerhed- og at han derfor skal tænke sig om, og vende tilbage når han har tænkt.

Jeg har så ikke tænkt mig at kontakte ham – jeg vil lade ham kontakte mig.. er det korrekt?

Jeg har dog også sendt ham linket til dit svar ovenfor- i håbet om at han måske kan fatte, at han lige nu smider guld på gaden, fordi resten af hans liv er kaos.

Nu skal jeg så bare forsøge ikke at gå i panik- jeg vil ham rigtig rigtig gerne- og jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan det hele pludselig vender 180 grader…

Tak for en fantastisk side- jeg håber du ved, at det du gør for folk virkelig gør en forskel.

Tak,

Rikke

Hej

Jeg tillader mig og ligge et svar her som nok nærmere er et spørgsmål vedr. mit eget liv og situation, men den minder bare så meget eller ihvert lidt om det samme.

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 mdr. men allerede for en måned siden kunne jeg mærke og se at der var noget galt.

Så meldte han ud langt om længe at han søgte den perfekte og nævnte så at lige fra madlavning til rengøring der ikke var godt nok, eller han ikke fik hjælp til. Det skal lige sige at vi bor hver for sig. Så jeg har også mit eget og passe. Han ville holde en pause da han ikke viste havd han vil. Han skrev så ugen efter og vi mødtes og da var han den samme kærlige person, men ugen efter igen den kolde jeg har ikke tid jeg ved ikke hvad jeg vil. Hvad gør jeg ? jeg holder af ham. Efter det første møde efter hans erklæring om pause talte han om at vi skulle tage det stille og roligt og se tiden an, sidste gang var han tilbage i jeg ved ikke rigtigt jeg tænker over det.

Det at han vil have pause er det hans forsøg på og sige at han slår op ? eller han vil arbejde på sagen.

Det næste er hvad kan jeg tillade mig og sige til ham, f.eks. at jeg elsker ham? Han er begyndt og bruge ordet Jeg om mange ting mens før var det vi.

Han har to job, en fødselsdag, noget familie fest og hus der skal laves noget på, kan det være alt dette der plager ham? Jeg har mere end engang sagt at jeg gerne hjælper ham, men ham må sige til for jeg vil ikke bare jogge ind og ændre alting.

Jeg håber jeg kan få lidt hjælp og råd, og hvis der er andre spørgsmål så stil dem endelig da jeg har brug alt den hjælp og råd jeg kan få.