Hej Christel og læsere.

Kunne godt bruge et par ord med på vejen, da det er en ”omtumlet” tid jeg går igennem lige for tiden, hvor jeg været ude i dybere overvejelser vedr. mit eget liv og mit forhold til kæresten. Mange af de ting, jeg har gået og været frustreret over gennem længere tid, har jeg længe prøvet at skyde fra mig med undskyldning i stress pga. sygdom i familien, arbejdspres osv. osv.  Vi har været sammen i godt 4 år – og når jeg tænker tilbage er der en del områder, hvor vi aldrig har været helt “kompatible” – men indenfor det sidste halve års tid har tingene vokset sig større og større. Særligt efter vores sommerferie, hvor vi endte med at blive ret meget uvenner kom tankerne igang om, at det jo ikke går at bruge så meget tid på at være uvenner – og være trist. Jeg er en type som er ret så dårlig til at få tingene sagt – og derfor tror jeg heller ikke altid at han er med på, hvad jeg føler. Men jeg prøver at blive bedre til at “komme ud af busken”. Men som tiden går, synes jeg bare stadig ikke, at det rigtig ”rykker” sig på disse områder – og jeg tror måske stadig ikke han rigtig forstår de ting, der er vigtige for mig. Samtidig er det jo også en balancegang, om, at man jo heller ikke skal lave folk om! – men mit “problem” er så, at jeg føler, at der bare nogle ret grundlæggende ting, som jeg har svært ved at forstå hos ham.

 Man skal selvfølgelig acceptere, at det til tider er hverdag i ens forhold, og det hele ikke kan være dybe samtaler og fantastisk hele tiden. Men jeg har bare en lille nagende tvivl om, hvorvidt vi nu egentlig passer godt nok sammen, til at det virkelig er DET. Det er svært at forklare, for vi har jo haft virkelig mange gode ting sammen – men som tiden går synes jeg alligevel, at der måske netop lige mangler det dér ubeskrivelige sidste element: de stunder, hvor man rigtig får talt sammen og kommer dybere ned i en forståelse af hinanden, og de øjeblikke hvor man kigger på hinanden og bare er sikker på, at dette hér er det helt rigtige. Måske kan jeg bedst beskrive det som at jeg føler noget i retning af: "godt – men godt nok?…" Til tider tænker jeg så, at man bare er en forkælet person – men det hjælper ikke rigtigt til at blive mere glad.

 For at være mere konkret så er der som nævnt nogle meget basale ting, som jeg har svært ved at leve med: Bl.a. er han ekstremt perfektionistisk – og ender tit med hele tiden at gå og rette på mig over småting – og det synes jeg er meget opslidende. Han vil også rigtig gerne have, at jeg ser smuk og lækker ud det meste af tiden, og det kan også godt føles som lidt af et pres: altså jeg vil jo gerne ”gøre mig fin” ind i mellem – men der skulle jo også gerne være plads til de dage, hvor man bare flader ud og går rundt i jogging-tøj, uden at man skal have dårlig samvittighed over det. Det er svært at forklare disse ting uden at det måske kommer til at lyde lidt banalt – men det kommer hurtigt til at fylde meget. Når jeg spørger ham om det, så siger han typisk, at han ikke mener det så slemt – og at han har glemt det 5 minutter senere – og så synes han ellers, at jeg er nærtagende. Denne her “faderrolle” han dermed får – den er i hvert fald ikke særlig god for forholdet kan jeg mærke.

Han er også en meget “kontant” type, der siger tingene lige ud og på en – synes jeg – lidt hård made. Et eksempel kunne være, at jeg spørger ham, om han tror at han kan aflyse en aftale med kort varsel, hvis han fx har planer om det – og så siger han bare kort og lidt surt “Ja, ellers er jeg IKKE deres kunde mere”!… lyder måske åndssvagt, men jeg bliver bare lidt ked af det, når han kommer med sådan en masse udtalelser, som ikke er særligt rare. Måske fordi jeg er ekstremt diplomatisk..? Måske kan jeg også forklare det med, at jeg til tider føler, at han ikke er særligt hjælpsom eller empatisk.

 En anden ting er, at han ikke rigtig har så mange interesser eller venner. Jeg vil gerne en masse med venner og familie – og ud og opleve forskellige ting – men det er sjældent at han rigtig skal noget, så han bliver ofte lidt muggen når jeg har planer, fordi han synes, at vi burde være hjemme sammen og få ordnet noget i huset el. lign. – og han tager også meget sjældent initiativ til at se venner eller familie… Når jeg spørger ham om dette, så siger han, at jeg selvfølgelig godt må tage ud, og at jeg burde være glad for, at jeg er savnet – og desuden kan jeg da også godt se, at det er fair nok, at hank an blive lidt sur, hvis han har lavet en masse – men alligevel føler jeg tit at han giver mig dårlig samvittighed eller få mig til at føle, at det ikke er godt nok det jeg gør. Jeg ville jo bare ønske, at han – når jeg var ude med vennerne – også tog ud eller bare hyggede sig i stedet for fx at knokle derhjemme. 
 
Det værste ved tiden lige nu er, at jeg går og er meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Som sagt kan jeg godt i korte perioder synes, at vi har det rigtig dejligt – men så kommer nogle af problemerne retur og jeg tænker, at det ikke kommer til at gå. Så kan jeg godt have svært ved at gennemskue, om det er selve forholdet den er gal med, eller om det er et udslag af ens skøre/forvirrede hjerne. Nogle gange kan jeg godt se, at jeg ikke giver mig selv 100% og tit vælger at tolke nogle af hans udtalelser og reaktioner meget mere drastisk end de er ment. Efter lidt refleksion måske fordi jeg netop har haft denne tvivl om forholdet – og hvor meget jeg ”vil” det.

En ting der skræmmer mig en del er, at jeg kan mærke, at jeg på det seneste fx ikke savner ham, når han/jeg er væk – det føles nærmest som et “frikvarter” – også fordi vi oftere og oftere har små skærmydsler når vi er sammen, og fordi jeg bliver mere og mere irriteret over de forskellige ting, jeg har beskrevet ovenfor. Derfor har jeg også haft rigtig svært ved at være glad/positiv – og fx have lyst til/tage initiative til – sex. Jeg har faktisk gået og hængt noget med mulen når vi var sammen – og det påvirker selvfølgelig også ham. Tilgengæld tager han det dog ikke op – siger højest: smil nu lidt eller lad nu være med at være så sur. Når jeg forsøger at tage det op, så får jeg aldrig helt forklaret ham tingene, og har tit fornemmelsen af, at det ender med at han vender tingene rundt og forklarer mig, at jeg ikke skal være så nærtagende – og at han nok skal prøve at være lidt mere “blød”.

Men efterhånden har jeg bare svært ved at mærke mig selv – og ikke mindst mine følelser… Kan egentlig ikke rigtig sige om jeg egentlig føler en masse kærlighed eller om den er væk!…

 En sidste ting er, at en veninde spurgte, om jeg egentlig havde lyst til at få børn med ham, da hun så dette som en rettesnor for, hvordan man havde det med sit parforhold… Vi har altid været enige om, at det havde vi ikke lyst til og jeg har faktisk aldrig haft lyst til at få børn –hverken når jeg var med kæreste eller single… Men så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke over, om jeg så faktisk bare aldrig har mødt den rette mand? Noget andet jeg kom til at tænke på er, at selvom jeg ikke har lyst til at få børn – eller blive gift for den sags skyld – så kan jeg egentlig godt blive lidt ked af, at han ikke har bare den mindste smule lyst til nogen af delene med mig heller. Totalt urimeligt; indrømmet – men tanken opstod altså ikke desto mindre…

 Lige nu står jeg så der, hvor jeg seriøst har overvejet, om jeg skulle tage mig en pause for at få tid til at mærke mig selv og hvordan jeg egentlig har det med det hele… på den anden side ved jeg ikke rigtig hvad en pause er udover en langsom vej ud af et forhold?… Vi havde en snak her i weekenden, og her kunne jeg som sagt godt se mange af hans pointer i forhold til, at jeg fx selv fremprovokerer nogle af de reaktioner hos ham, som jeg ikke bryder mig om. Modsat så synes jeg ikke rigtig at snakken hjalp på at han helt forstår mig – og ikke mindst kan jeg stadig ikke rigtig mærke, hvad jeg egentlig føler – og hvordan jeg skal finde dette igen.

Irriterer mig i øvrigt over, at det er svært ikke at lade de “praktiske” ting fylde i sådan en proces også: Han har jo fx mange gode sider – ingen tvivl om det – og vi bor i et dejligt hus sammen – og mine forældre elsker ham. Når jeg så kommer hjem og der ikke lige er nogle af de dårlige ting, der fylder, så tænker jeg kortvarigt, at det da også går meget godt og vi da har det OK. Men hurtigt kommer følelsen af, at jeg ikke er rigtig glad alligevel tilbage. Øv…

 Input, gode råd og overvejelser er meget velkomne :-)

MVH Karina

Hej Christel,

Tak for din tilbagemelding. Jeg prøvede faktisk at tage tingene op hér den anden dag – ligesom du foreslog. Problemet er bare, at jeg – som så ofte før – ender med at føle mig lidt "rendt over ende", dvs. jeg lægger ud med at prøve at forklare mine følelser, men så er det ligesom om, at han "overtager" showet og begynder at fortælle mig, at han ikke forstår, hvorfor jeg føler sådan, at jeg er nærtagende o.lign. – så klapper jeg i og får endnu sværere ved at forklare mig – og så ender vi hvor vi lagde ud – eller endnu længere tilbage, for han har helt klart ikke forstået, hvor vigtigt dette her er for mig… og jeg formår åbenbart ikke at forklare ham det. Bagefter kan jeg så mærke, at han prøver at være med søde/opmærksom osv. – men det ændrer jo desværre ikke rigtig på, at vi ikke er kommet hinanden nærmere – og at problemerne dermed helt sikkert vil dukke op igen. Og så hjælper det jo ikke supermeget at lave en kop the eller snakke om det i en weekend, hvis det så hurtigt ender med, at han bebrejder mig – og jeg klapper i! – ¨både pga. hans "angreb" – men også fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg kan mærke hvordan jeg egentlig har det med mig selv – og med vores forhold…

Om en pause så vil ændre på dette er selvfølgelig svært at sige – det kræver måske nok at vi begge to får øjnene op for vores fejl og på en eller anden måde lærer at kommunikere bedre. Jeg har i hvert fald tænkt mig selv at kontakte en terapeut for at få talt om tingene og mine reaktionsmønstre – det jeg føler er nok, at han ligesom overtager/dominerer forholdet for meget, så jeg gang på gang bliver den lille og mister lidt af mig selv henad vejen.

Lige p.t. har jeg svært ved at rumme både alle mine mange følelser og samtidig skulle forholde mig til ham – så derfor tror jeg desværre, at min løsning indtil videre må blive en tænkepause…

Endnu en gang tak for dine ord til eftertanke…

Karina