Hej

Jeg er dybt ulykkelig og rystet. Min mand vil skilles efter et tåbeligt skænderi efter en julefrokost, hvor han var fuld og blev vred og fik sagt det. Vi har kendt hinanden i 7½ år, måtte begge skilles for at få hinanden, så det var en hård tid dengang. Vi bor sammen med dine og mine børn men ingen fælles børn. Siden har vi begge ofte glædet os over at vi fik hinanden og har husket at sige til hinanden, at vi elsker hinanden, har nydt vores held, nydt at vi på mange måder passede så godt sammen osv. Vi har faktisk hver dag indtil nu fået sagt til hinanden, at vi elsker hinanden og glædet os over vores kærlighed. De seneste par år har været hårdere, praktiske småting har været irritationspunkter, de større forskelle, der er på os, er blevet mere synlige og har været svære at overkomme. Samtidig er det jo netop de forskelle, der har bidraget til vores samliv. Vi har talt, men ikke nået hinanden. Jeg har været vred, ked af det, skuffet. Han har fastholdt, at han elsker mig, at han vil mig, at jeg er det bedste, der er sket i hans liv. Jeg har aldrig nævnt skilsmisse, men har tænkt det mange gange. Jeg har netop ikke nævnt det fordi jeg, trods alle forskelle og trods alt besværet, elsker ham. Han har lyttet til mine frustrationer, men ikke taget dem alvorligt. Jeg synes jeg har kæmpet de sidste 2 år, det har været hårdt og svært, og det er ikke gået meget fremad. Dog synes jeg det sidste halve år har vist en lille fremgang, og mit humør har været stigende. Han har endelig lyttet til mig. Og nu vil han så skilles. Det mest frustrerende er, at han fastholder, at han elsker mig og jeg er det bedste, der er sket i hans liv. Han vil bare ikke bo sammen med mig mere! Jeg kan ikke få de to ting til at hænge sammen inde i mit hovede. Heller ikke, selvom jeg selv har følt på samme måde, jeg valgte jo netop ikke at sige ordet skilsmisse.

Jeg har helt sikkert de sidste par år været mindre glad, mere stresset, og ved godt, at jeg heller ikke har været helt så god til at vise min kærlighed til ham. Han har trukket et større læs og jeg har nok ikke komplimenteret ham nok for det. Til gengæld synes jeg, at jeg trak det største læs de første fem år, det har vi talt om og det har været ok for ham, at det nu var hans tur til at give lidt mere, fordi jeg har været presset fra mit tidligere forhold og mit arbejde. Det er heller ikke det, han angiver som grunden til at ville skilles, og dog:

Han føler ikke, der er plads til ham i vores forhold, fordi jeg bruger så meget tid på arbejde og børn. Og det har han nok ret i, pga. ovenstående. Jeg har også følt at han ikke prioriterede vores forhold højt nok, og også det har vi talt om og forsøgt at gøre noget ved.

Nu sidder jeg så her en lillejuleaftensmorgen alene i stuen og tænker på, hvorfor han ikke vil give det en chance mere. Vi har fået talt rigtig meget sammen i løbet af den seneste uge, vi har fået afdækket de frustrationer, der har været, vi har netop fået noget at arbejde videre med. Og jeg har jo givet det så mange chancer i løbet af de sidste par år, hvorfor vil han ikke give det en chance? Jeg kan jo godt se, at jeg har været for lidt aktiv i vores forhold. Jeg vil jo gerne igen give alt det, jeg har i mig og give mig selv mere igen. Han har jo allerede givet mere af sig selv.

Vi kæmpede og led så meget for at få hinanden. Vi troede begge på, at vi endelig havde fundet den eneste ene. Jeg kan bare ikke klare, at det måske ikke er sådan alligevel. Og slet ikke, når vi begge to græder og er kede af at skulle skilles, når vi begge elsker hinanden stadig. Han siger det, jeg siger det, men alligevel vil han skilles. HVORFOR?

Hej

Jeg er stadig i denne her fuldstændig vanvittige situation, kan ikke arbejde, tænker hele tiden på, hvordan det, jeg troede var den største kærlighed i mit liv pludselig viser sig at være en fuser…eller hvad det nu er.

Jeg synes det er en god ide at vi, sommer, skriver sammen, og jeg har sendt min mailadresse til Christel her til aften. Jeg håber, hun kan formidle vores kontakt til hinanden.