Hej

Jeg har længe tumlet med et par meget forvirrende følelser.

Sagen er den, at jeg har kendt en mand i knapt 2 år, som på mange måder ikke var blevet voksen da jeg lærte ham at kende.

Han var på mange områder meget sød og kærlig, satte mig næsten op på en piedestal og fandt mig som noget af det smukkeste han havde kendt. Dog var han i nogle problemstillinger der gjorde at han flygtede ind og ud af forholdet fysisk, og ikke kunne formå at tage den del af ansvaret der følger med.

Dette endte b.la ud i en abort, da jeg ikke turde stole på at han kunne magte dette ansvar.

Han har et barn fra tidligere forhold, som han ingen kontakt har til idag da moderen ikke vil have det. (hans udsagn)

Tingene blev for meget, og da jeg selv stod alene med 2 større børn (uden en biologisk far) blev jeg simpelthen bange for at han ikke kunne leve op til stabilitet i fremtiden.

Vi var og kom meget tæt på hinanden sjæleligt og delte mange indre dybere emotionelle ting, men jeg valgte at bryde med ham, da jeg pludselig ikke kunne se ham som en forsørger, og en man også kan læne sig op af når alt går i sort.

 Det skal siges at jeg altid har været meget stærk selv, og holdt skruen i vandet trods en meget hård opvækst. Så det betyder meget for mig at jeg ikke bringer dette videre i mine børns liv.

I mit brud, mødte jeg en mand som var indbegrebet af alt det min eks ikke havde haft. Stærk psyke, ambitiøs og fremadrettet. Med drømme i behold og en stærk form for modspil og formåen til at se helt ind i mig, samt prøve at nå mig der.

Vi havde dybe og lange dialoger hvor vi kunne tale sammen i mange timer om børn, livet, mål og alt imellem.

Dog var jeg meget nervøs og turde ikke åbne mig følelsesmæssigt.

Han kunne give mig stor stabilitet og tryghed på mange områder, og nu er det så jeg har en enorm konflikt i mig.

For eksen har bedt mig forstå at han er ændret, og at jeg nu må have tillid til at han kan bære et ansvar. Han elsker mig så utroligt trods han ved der har været "en anden" indover i de sidste måneder.Han har bedt mig tage stilling til om jeg en gang for alle tør satse at vi redder forholdet. Vil eller kan jeg ikke det, forsvinder han ud af mit liv for altid og vi ses aldrig mere.

Den anden mand har jeg holdt ude ifht egne følelser. Bedt om at rum og tid til mig selv. At jeg pt ikke kan involvere mig i et kæresteforhold.

Han står ligeledes på sidelinien med stor kærlighed til mig, og er klar til at give mig al den plads, støtte, forståelse osv der skal til.

Puha, jeg står her midt imellem.. Og væver rundt. Den ene dag føler jeg det er eksen jeg skal søge hen til.

Den næste dag er jeg ved at fortryde da fornuften fortæller mig at jeg ville kunne ændre mit mønster virkelig meget ved at forholde mig til den nye mand.

Hvorfor svinger jeg sådan? Jeg bliver frygtelig forvirret. For jeg kan ikke have dem begge i mit liv, trods de begge afspejler og giver hver deres ifht mine egne facetter.

Hvad kan jeg gøre for at blive afklaret? For tilsyneladende kan jeg ikke mærke mig selv nok..

Hej igen, og tak for dit syn på sagen.

Jeg kan sagtens se hvad du mener her, og har tænkt længe over det.

Jeg ved at eksen er meget ulykkelig over min manglende tillid til at han har ændret sig. Og jeg finder det meget svært at etablere denne tillid igen, for som du nævner; Det er kun ord ligenu. Jeg føler der skal handling til.

Dette får jeg ikke rigtig lov at se, da jeg er kastet lidt ind i et valg ala': Jeg kommer kun tilbage hvis du beslutter dig her og nu for at give det en chance.

Dette føler jeg er en form for pres.

Det handler måske også om at jeg har set noget hos den anden, som jeg har svært ved at vende ryggen. Skal dog nævne at den største usikkerhed ifht denne mand er at han har kørt noget utroskab overfor sin tidligere samlever og at han har 2 eks'er i billedet som han har børn med. Så jeg har flere overvejelser inde over det hele.

Jeg er jo nødt til at se det i en større sammenhæng, idet jeg ikke kan vurdere det med mine følelser tænker jeg